Af Ivar Lærkesen (1947), lektor i dansk og religion, Bornholms Gymnasium
På basis af disse indledende øvelser har vi fået nogle redskaber til at begrebsliggøre det analytiske arbejde med teksterne. Herfra går vi videre til med et ironisk blik at afdække konfliktmønstre i vores forestillinger om naturen: Der er så dejligt ude på landet Det er der bare. Det er oplæst og vedtaget. Det lærte jeg allerede som barn og mange voksne gjorde sig stor umage og fik sved på panden for at lære mig det. (Dan Turèll: fra LP'en Pas på pengene, 1993) Turèlls digt er fremragende til at drive gæk med vores forestillinger om livet derude på landet. Udflugterne til landet er udflugter i vores egen bevidsthed. På en sjov måde gør digtet os opmærksom på de briller vi selv ser verden igennem. Vi kan nu tage en afstikker til et andet problemfelt, vores praktiske omgang med naturen. I Thøger Larsens digt ”Den danske sommer” fra 1906 skildres Danmark som et naturvæsen, en moder. Det er derfor en ganske skarp ironi, når Halfdan Rasmussen i sin ”Skillingsvise” fra 1970 led for led kommenterer Thøger Larsens sang og viser hvordan forurening ødelægger den danske natur, så pigerne taber det lyse hår og drengene mister potensen, mens de lyse nætter drukner i kulstøv og oliepletter. Kommet så vidt kan det være på sin plads at stille skarpt på selve splittetheden i det moderne menneskes naturforhold. I den anledning læser vi Højholts digt ”Gittes monolog om naturen”. Oehlenschläger udsat for en jysk provinshusmors stemme: ”Man ska’ bare være ét me’en”. Men så bare er det nu altså heller ikke. Hun har ellers trænet med bare fødder på græs! Umiddelbart kan man opleve digtet som en grov parodi på Gitte, men hånden på hjertet: Vi kan da godt identificere os med hendes skræk over at være alene i naturen i dens stilhed - blandt orme, myg og myrer. Lad os nu sætte et andet fokus på vores forestilling om natur. I Thorkild Bjørnvigs ”Basis” opstilles en klar modsætning mellem den menneskeskabte plasticverden og vores virkelige basis, de fire elementer: jord, ild, vand og luft. I dette digt fremsættes den tanke, at både vi mennesker og verden omkring os er underlagt tilblivelsens og tilintetgørelsens vilkår. Bjørnvig hævder her at vi faktisk er ét med den jord som giver os fornyelse. Det er en simpel forudsætning – også for bymenne-
”Jeg betjener mig af en forundringens metode” sker. Digtet slår ikke ind i ironisk jargon, men kan heller ikke betragtes som et romantisk digt. Det udtrykker en økologisk forståelse af naturen. Det moderne natursyns udspring Kommet så vidt er f.eks. ordet romantik blevet nævnt adskillige gange – af eleverne, uden måske at være særlig klart defineret, men det er der. Så nu er der ingen vej uden om. Vi må gribe tilbage til det moderne natursyns udspring hos romantiske himmelstormere, som Klaus P. Mortensen så fremragende har gjort rede for. I Danmark træder dette nye natursyn mest markant frem hos Jens Baggesen og Schack Staffeldt. Den ophøjede natur er her på samme tid anledning til menneskets frigørelse fra naturtvangen, dets indre ekspansion og en påmindelse om døden. Denne spænding mellem opstigningens salige svæv og den bitre jordiske nødvendighed sætter Jens Baggesen på dagsordenen i Labyrinten. Ved opstigningen i kirketårnet i Strasbourg, som forbinder lyst og smerte, nærmer jeget sig det sublime. I Morgenen gentages opstigningen, men nu som en rent åndelig opstigning. Naturen peger hen på det højeste, og i anelsen vækkes mennesket til at vende sig mod evigheden. Hvor Baggesen i den første tekst er selvhævdende, lovpriser han her det landskab han ser og opfordrer til en morgensang som omfatter den hele natur. Som han selv udtrykker det: ”Hist var jeg løftet af Kunsten over Naturen op over Jorden – her løftedes jeg i naturens arme med den hele jord op til himmelen.” For nu at slå lidt koldt vand i blodet kan man læse Per Højholts ironiske kommentar til disse opstignin-
”Udflugterne til landet er udflugter i vores egen bevidsthed
”
fortsættes side 37
DANSK NOTER 31