Tema: Litteraturhistorie
Litterære perioder og ismer Denne artikel er en eksperimenterende opfordring til at udfordre den gængse undervisningsmetode i dansk litteraturhistorie – væk fra en begrænsende forståelse af litteraturhistoriske perioder, fra et isoleret nationalt perspektiv og fra snævert definerede ismer, der hæftes på eksemplariske læsninger af enkeltværker, som dermed kanoniseres primært på baggrund af en særlig undervisningstradition
Kunne man for eksempel forestille sig at læse Herman Bang uden at hænge læsningen op på impressionismen? Eller at introducere til J.P. Jacobsen uden at definere hans tekster primært ud fra naturalismens perspektiv? Eller at forholde sig til romantikken uden på forhånd at have skåret den op i en lang række ismer og retninger, der mest passer til en dansk sammenhæng? Når undervisningen i dansk litteraturhistorie skal tilrettelægges, synes den litteraturhistoriske læsning ofte at blive et spørgsmål om at genkende bestemte typer af tekstlige udtryk og hæfte dem på en række
”Litteraturen og litteraturhistorien bliver for ofte et spørgsmål om at få en færdig skematik til at passe, i stedet for potentielt at være et greb til at rejse problemer og spørgsmål inden for emner, der også kan identificeres af eleverne
”
begreber. Men faren er, at litteraturen og litteraturhistorien dermed også for ofte bliver et spørgsmål om at få en færdig skematik til at passe, i stedet for potentielt at
26 DANSK NOTER
være et greb til at rejse problemer og spørgsmål inden for emner, der også kan identificeres af eleverne. Et bud kunne være et tema om kærlighed, som nok kan synes fortærsket og klichéfyldt, men som jo ikke desto mindre er et emne, som i høj grad optager os alle, og som på tværs af tid og geografi kan tage relevante diskussioner op om køn og seksualitet – fra Aarestrup til Ibsen, Bang og Rifbjerg med et blik til Jane Austen, Bridget Jones og Sex in the City. I læreplanen for dansk indgår dansk litteraturs historie som en del af kernestoffet. Under de faglige mål i dansk står der, at eleverne skal kunne ”dokumentere kendskab til en bred repræsentation af centrale danske litterære værker gennem tiderne med perspektiv til litteraturen i Norden, Europa og den øvrige verden.” Og under kernestof præciseres det, at ”gennem en række epokale nedslag i de sidste 1000 års litteratur læses et historisk bredt og genremæssigt varieret udvalg af primært skønlitterære tekster.” Disse epokale nedslag er naturligt nok ofte styret af netop tid, det vil sige fx perioder, men også af de karakteristika, ismer og teksttyper, vi knytter til de forskellige perioder. Det er der vel i og for sig heller ikke noget galt med, men det betyder på den anden side, at muligheden for at læse emneorienteret og tematisk nemt forsvinder. Læreplanen præciserer yderligere, at der i stofområdet bl.a. skal indgå ”tekster fra 1800-tallet, herunder tekster fra romantik, romantisme og naturalisme”. Men spørgsmålet er, om vi som undervisere ikke lige så vel kunne læse de tekster, som vi udvælger, tematisk i stedet for primært at kontekstualisere dem til særlige periodebegreber, som derefter uddelegeres til bestemte forfattere og værker. Et eksempel på at periode og ismer fylder mere