meskibet” fra 1923, som i samtiden fik stor betydning, ikke mindst fordi Tom Kristensen i 1925 udnævnte det til at være et vendepunkt: Nu var det slut med den omsiggribende skønhedsdyrkelse, og nu skulle der nye kritiske, politiske boller på den danske lyriksuppe. Groft sagt. Denne vending intonerede Gelsted altså med sit digt ”Reklameskibet”, som litterært set gør to ting, der er bemærkelsesværdige. For det første trækker det på et motiv fra middelalderen, narreskibet, som er kendt blandt andet fra Sebastian Brants satiriske skrift Das Narrenschiff fra 1494. Skriftet skildrer et skib med 110 fjolser, hver med sin egen dårskab, der er på sejlads til fjolsernes paradis. Det er i øvrigt et motiv, som bragte selveste Michel Foucault i vanskeligheder. Hele første kapitel af Galskabens historie er bygget op omkring narreskibet, som Foucault påstod var et historisk fænomen i middelalderen, men historikerne kom efter ham og påviste, at der aldrig havde været narreskibe uden for litteraturens verden. Det var narreværk. Eller det var i hvert fald det litterære motiv, Gelsted genbrugte og transformerede om til et billede på sin egen tids reklamesamfund. Og det gjorde han i detaljen ved at anvende den såkaldte katalogstil, som Emil Bønnelycke – med Walt Whitman som forbillede – havde brugt til at lovprise den moderne storby og alle dens prægtige maskiner og al dens mangfoldighed. Denne katalogstil brugte Gelsted nu til at spotte samtidens forbrugerisme og berømthedsdyrkelse og usømmelige sociale forskelle, der er gengivet i miniatureformat i det såkaldte reklameskib, som stævner ind i havnen med reklamer for Johnnie Walker og OMA margarine. ”Reklameskibet” giver altså anledning til at se nærmere på mange ting – og ikke kun på litterære forhold. Det giver også anledning til at se nærmere på den historiske baggrund for Gelsteds kritik, altså reklamens historie, for netop i disse år ekspanderede reklamebranchen gevaldigt. Det gjorde den på grund af den standardisering af varerne, som fulgte med industrialiseringen. Hvorfor skulle man drikke Johnnie Walker i stedet for Jack Daniels, og hvorfor skulle man foretrække OMA frem for andre margarinemærker? Det skulle man på grund af brandet, på grund af den identitet omkring de i øvrigt ens produkter, som reklamerne skabte. Hele det reklamesprog, der dermed bredte sig, var en ikke særlig fjern fætter til poesiens sprog. Reklamernes slogans søgte opmærksomhed og brugte rim og rytme og forsøgte at fæstne sig i erindringen som poetiske
24 DANSK NOTER
vers gør. Navnene på mærkevarerne stræbte ofte efter den samme meningsløse skønhed som lydordene i lyrikken. Det så dadaisten Tristan Tzara tydeligt, da han i sit Manifest Dada fra 1918 direkte erklærede, at ”Reklamen ... er også et poetisk element”.6 På denne måde trækker Gelsteds digt selv en lang række af kontekster med sig, som man kan forsøge at udfolde således, at man både får fortalt om nogle meget konkrete litteratur- og kulturhistoriske processer og samtidig bevarer fokus og kommer tættere på det digt, som det hele jo i sidste ende handler om. I det omfang det har været muligt, er det sådan, jeg har forsøgt at skabe forbindelse mellem den enkelte tekst og dens historiske kontekster i de afsnit, jeg har skrevet til Dansk litteraturs historie. Efter udgivelsen modtog jeg i øvrigt en henvendelse fra en læser, som bebrejdede mig, at jeg ikke havde trukket linjer mellem Gelsteds terrorbesyngelse – detonationen, der muligvis sprænger reklameskibet i luften – og terrorismen i vor tid. Det var forkasteligt, mente vedkommende – og irrelevant, mente jeg. Hvilket jeg måtte til at argumentere for. Men indvendingen viser jo, hvordan teksters betydning kan ændre sig, fordi kontekster ændrer sig. Og at kontekster aldrig kan udtømmes eller stabiliseres, men tværtimod bliver ved med at føre nye betydninger til teksterne – eller afsløre betydninger i dem. For så vidt var protesten en påmindelse om, hvorfor vi aldrig bliver færdige med at skrive eller diskutere litteraturhistorie.
Noter 1 Denis Hollier (red.): A New History of French Literature. Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1989. Citeret fra forsiden. 2 Greil Marcus & Werner Sollors (red.): , A New Literary History of America. Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2009, s. xxiv. 3 David Perkins: ”Litteraturhistorie – en aktuel diskussion”, i: Mads Rosendahl Thomsen & Svend Erik Larsen (red.): Litteraturhistoriografi. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2005, s. 63. 4 René Wellek & Austin Warren: Litteraturteori. København: Munksgaard, 1967, s. 251. 5 Aage Henriksen: ”Erkendelse og identitet”, i Poul Behrendt m.fl. (red.): Palmehaven. København: Forlaget Amanda, 1992, s. 55. 6 Tristan Tzara: Manifest Dada 1918, citeret fra Karl Riha (red.): Dada total. Manifeste, Aktionen, Texte, Bilder. Stuttgart: Reclam 1994, s. 40.