Dansk Noter 3/2014

DANSK NOTER

September 2014 dansklf.dk/Dansk_Noter

Skærm!Skærm!Skærm!

3

DANSK 3 2014 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mette Finderup Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv.

2100 København Ø Tlf. 2893 7904 af@ijg.dk

DANSK NOTER 4/2014: Tema: Grænseland (Årsmøde) Deadline: 01.10.14 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk.

Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten.

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 3379 0010 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk

Dansk Noter er en del af medlemska- Alle henvendelser vedr. medlemskab, bet for medlemmer af Dansklærerfor- kontingent, bogpakker, abonnement, eningens sektion for gymnasielærere. adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk Dansk Noters hjemmeside: dansklf.dk/Dansk_Noter Ditte Eberth Timmermann ISSN: 0107-1424 Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Oplag: 3000 Manuskripter og indlæg: Tlf. 6077 7304 Printed in Denmark 2014 Sendes til det@aarhustech.dk js@norreg.dk Ivar Lærkesen Kunstner: Kurt Christensen eller: Jette Sindbjerg Martinsen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Maribovej 4B Tlf.: 5697 2547 Grafisk tilrettelæggelse 2500 Valby ILaerkesen@gmail.com og produktion: Zeuner Grafisk as Vi modtager meget gerne bidrag Kurt Christensen til bladet efter disse retningslinjer: Sortemosevej 101, 2730 Herlev Tidsskriftet udgives med støtte af Maksimallængde på artikler er norTlf. 3175 3101 Undervisningsministeriets tipsmidler malt 12.000 tegn inklusive kurtchristensen@hotmail.com gennem tilskud til porto/forsendelse mellemrum. Skriv gerne kortere.

Lisa Kaas fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V bibliotek og medier.

Opsætning: Antal anslag opgives Tlf. 3117 7500 først i artiklen. Skriv forfatternavn, lisamargrethekaashansen@gmail.com titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Forsidefoto: skriv gerne et par linjer om dig selv Birgitte Elkjær Lamb ”Seljalandsfoss” (fødselsår, stilling, publikationer, Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved andet). Vedlæg digitalt billede af dig Tlf. 4161 3245 selv. Afsnit markeres med indryk. bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th 2200 København N Tlf. 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen

Indhold

4

Leder Er sort skærm det nye orange?

Af Dorthe Hedegaard Mikkelsen, Gitte Lautrup & Ditte Eberth Timmermann

6 Præsentation 8

Illustrationer Island af Claus Nielsen

Tema: SKÆRM!SKÆRM!SKÆRM 10 Foran Borgen – tv-seriens intervention

med virkeligheden Af Rikke Andersen Kraglund

18

Viral kommunikation og sentimentalitet Af Jørgen Riber Christensen

24

10 ”Hvorfor indvilliger daværende københavnerborgmester Klaus Bondam i at spille sig selv som magtmisbrugende borgmester, der køber sex hos trækkerdrenge i Klovn?

Hvorfor spiller Frederik Fetterlein naiv forsmået kendis i Kræftens Bekæmpelses kampagne mod hudkræft?”

Fiktiobiografisme Af Louise Brix Jacobsen

30

Monte Carlo elsker...

Af Claus Schrøder Nielsen

33

TEKSTEN I MIDTEN

Af Anne Mari Borchert

40

Exit Through the Gift Shop – en readymade på hovedet?

Af Ida Diemar og Mikkel Randløv

44

30

24 ”Og det var virkeligt svært at docere tung public service det ene øjeblik, mens man det andet øjeblik fingerer, at drengene spiller Curtis Mayfields “Move on Up” fra en minaret i et af de besatte områder.”

Kierkegaard i bedste sendetid Af Andreas Halskov

52 VOXPOP

Udenfor tema 54 Dansklærere i alle institutioner, foren jer!

Af Tobias Skiveren

58 Kampen om litteraturen

Af Jens Kramshøj Flinker

63 INSPIRATION 65 DIN FORENING 66 KURSUS

33 ”Blahnik eller Louboutin?

Kierkegaard eller Nietzsche?

Flere nyere amerikanske tv-serier synes at interessere sig mindre for overfladiske dilemmaer som valg af sko og mere for dybe eksistentielle måske ligefrem eksistentialistiske – valg, i erkendelsen af at livet er uden mening.”

44

Leder

Er sort skærm det nye orange?

Af Dorthe Hedegaard Mikkelsen, Gitte Lautrup & Ditte Eberth Timmermann

Dorthe H. Mikkelsen

Eller spurgt på en anden måde: Kan vi undvære skærmen? I undervisningen, på arbejdet, i fritiden?

Her må vi nok svare nej. Vi kan sikkert i mange situationer drømme om at eleverne ikke sidder der bag skærmene, uden at vi har kontrol over hvad de ser på dem. Men de bliver også brugt aktivt i undervisningen og ville være svære at undvære. Skærmen er blevet en del af virkeligheden, og virkeligheden er på skærmen.

Alle ved efterhånden at virkelighed og skærmvirkelighed interagerer. Det er i mange sammenhænge umuligt at skille disse ad. Og der er med Thomas Ziehes ord ikke tale om et ungdomskulturelt fænomen, men en kulturel ændring.

Hvad laver vi så bag skærmen? Vi underholdes, vi arbejder, vi plejer vores image, vi holder kontakt til venner og familie lige ved siden af og på den anden side af jorden. Vi fordriver tiden mens vi venter på bussen, på lægen, på læreren, med at tjekke Facebook, spille Wordfeud, se klip på YouTube eller snuppe et afsnit af den tv-serie – vi lige er i gang med.

Skærmen er alle vegne. Interfacet til den digitale verden er blevet mangfoldigt. Fra smartphones over computere og tablets til widescreens leveres den perfekte teknologi til smukke og eksperimenterende billeder. Hvem har ikke i sin undervisning fx fokuseret på forholdet mellem reality- og dokumentargenren, mellem fakta og fiktionskoder – og forholdet mellem socialt eksperiment og virkelighed (lige) nu? Mange inddrager tv-serien i både danske og engelske udgaver som et eksempel på en genre (fx krimi) eller som en moderne og underholdende samtidsskildring. Måske er et af de samlende begreber for det vi ser på skærmen, Fortællingen. Fortællingen om hjemstavnen, som vi kunne læse om i sidste nummer af Dansk Noter, om familien, om forbrydelsen, opbrud, omvæltning, saga, historie, eventyr – you name it!

Vi ser serier i undervisningssammenhæng og som

underholdning: serier om korrupte amerikanske politikere, kvindelige, lesbiske fanger, detektiver fra Louisiana, nuancerede og firkantede typer i middelalderunivers. Og i dansk sammenhæng kan vi nævne Klovn, Borgen, Forbrydelsen, Broen, Arvingerne og Ole Bornedals nyeste 1864, som alle netop er med til at bidrage til den nordiske (samtids-)fortælling. Med tv-seriernes indtog på Netflix og HBO er de unge hooked! Ligesom mange af vi dansklærere er hooked på tv-seriernes og deres komplekse fortællinger og fornyende æstetik. Før stenede vi tv – nu ‘binger’ vi tv-serier. For især mange unge supplerer (eller erstatter?) binge-watching den timelange fordybelse i romaners fængslende univers da tv-serien netop er med til at levere den store fortælling. Og i modsætning til bogens verden ser vi ikke kun alene, men kan vælge at ’binge’ en serie i fællesskab med andre indviede. Vi ser tv-serien for plottet og for karakterudfoldelsen, og kvaliteten er høj. Der eksperimenteres med genre, fortællerinstans og med æstetik i en stadig mere teknologisk udbygget ramme.

En anden måde vi bruger skærmen på, er i selvfortællinger og den lille hverdagsfortælling. Alle skriver og redigerer konstant deres egen selvbiografi på fx Facebook. Meget er iscenesat virkelighed, alt er medieret, alt er fortælling. Roger Sterling fra tv-serien Mad Men om reklamebranchens formåen ud i fortællinger beskriver meget rammende med sin replik et sted i serien hvordan den ikke-fortalte virkelighed faktisk kan være en forfærdelig svær én: “I told him to be himself. That was pretty mean I guess”. På skærmen fortæller vi om os selv og om vores relationer til andre, vi poster vores seneste løbetur, vores måltider, børnenes fødselsdag og udviklingstrin og os selv foran Kilimanjaro. Livet er først virkelighed når det lægges på Facebook eller snapchattes med et øjebliksbillede.

Men afskærmer vi os ikke når vi sidder der bag skærmen, vil nogle nok tænke? Afskærmer vi os fra de

4 DANSK NOTER

Gitte Lautrup

Ditte Eberth Timmermann

Gruppebillede ved Reynisdrangar traditionelle fællesskaber? Hvor får vi fx vores nyheder fra i en verden hvor The Filter Bubble ikke fører til oplysning, men til lukkede, afskærmede fællesskaber.

I en stærkt individbaseret skærmkultur har danskfaget måske en særlig rolle at spille i diskussionen om oplysning, demokrati og mediernes funktion som den fjerde magt. For hvordan åbner vi os mod den konkrete fælles verden når det er så let at lukke? Og hvorfor?

I det hele taget er danskfaget (igen) i bevægelse. Og heldigvis for det. På den ene side har vi den traditionelt receptive tilgang til medierne da vi bl.a. lærer at læse, analysere og forholde os til fortællinger. Vi kan fortolke vores selvfortællinger, ligesom vi kan fortolke de store samtidsfortællinger på skærmen – og på den måde bruge den receptive side af vores fag. På den anden side er den produktive side af vores fag i fokus i disse tider med omlagt elevtid og stadig større opmærksomhed på

elevernes skriveglæde og -formåen. Et enkelt touch – og man kan finde allehånde kreative øvelser postet af gavmilde og effektive dansklærere. Der er ingen tvivl om at der er mange nye og kreative veje at gå med de mange skriveværktøjer vi finder på skærmen. Denne leder er selvfølgelig også skrevet i Google Docs – flettet af tre kvinder mellem 30 og 50, som man kan gøre det i dag!

Vi underviser så at sige digitalt indfødte og er selv i mange tilfælde digitale indvandrere. Det giver for os at se en naturlig og ofte kritisk distance til den selvfølgelige brug af skærmen, som på en og samme gang er vores vindue til verden, et arbejdsredskab og et underholdningsredskab. Samtidig har vi i brugen af skærmen mulighed for virkelig at lade os inspirere af elever som bevæger sig rundt i de mange virkeligheder med medfødt naturlighed.

DANSK NOTER 5

Præsentation

“... for fiction, imaginative work that is, is not dropped like a pebble upon the ground, as science may be; fiction is like a spider’s web, attached ever so lightly perhaps, but still attached to life at all four corners.” (Virginia Woolf: “A Room of One’s Own”, 1929)

Dette septembernummer af Dansk Noter har skærmteksten for øje. Det handler bl.a. om tv-serier hvor Kierkegaard, Nietzsche og Birgitte Nyborg tager en slags bestik af virkeligheden. Det handler om kendissers fiktiobiografiske amokløb på skærmen, om viral sentimentalitet når den slår hårdest, om Vladimir Putin, Monte Carlo og en enkelt bjørn, og om dokumentarer hvor den metabevidste satire og mediekritik får alle fakta- og fiktionskoder til at slå revner.

Og så handler det i særlig grad om fiktionstvetydighed. De skærmtekster der behandles i artiklerne, er forskellige, men de overskrider alle skellet mellem fiktion og ikke-fiktion. Som Woolf påpeger det i citatet øverst, har fiktion ganske vist altid været – om end ofte næsten vægtløst – forbundet med virkeligheden. Skellet mellem det vi finder på, og det vi lever, har altid allerede været i gang med at erodere fra “Jammers Minde” til “Sorg og Glæde”. Alligevel må der i dette tiår med begreber som fiktionalitet, medialisering, fiktiobiografisme, performativ biografisme, autofiktion og fiktionsfri fiktion siges at være et vist definitionspres hvad angår såvel genrerne som de virkemidler de benytter sig af. Det gælder måske i særlig grad for de skærmtekster der udnytter den vældige fortællemæssige kraft der er i at overskride vores forventninger til dokumentaren, markedsføringen, tv-serien og selvfremstillingen. Det er dette dobbeltbundede forhold til virkeligheden og fortællingen, til det sande og det opfundne, som septembernummeret kredser om.

I artiklen “Foran Borgen” viser Rikke Andersen Kraglund således i hvor høj grad tv-serien har haft indflydelse på mediernes og politikernes ageren på grund af seernes opfattelse af seriens politiske spørgsmål. Kraglund interesserer sig for hvordan man mister noget essentielt ved tv-serien hvis man vil forstå den autonomt som om den kun handler om sin egen fiktive verden og ikke om vores virkelighed med dens politiske og etiske valg. Kraglund skelner i sin gennemgang af Borgen mellem fiktion som genre og fiktionalitet som retorisk kvalitet og potentiale der kan anvendes i en række forskellige fortælleformer.

Jørgen Riber Christensen gennemgår i artiklen “Viral

6 DANSK NOTER

kommunikation og sentimentalitet” tre virale videoer.

De udnytter alle med forskellig gennemslagskraft de sociale medier ved at anvende en så kalkuleret balance mellem etos og patos at det medfører en massiv udbredelse på nettet. En af videoerne benytter sig således af dokumentariske træk sammen med virkemidler med en grænseoverskridende sentimentalitet som appelform.

I artiklen “Fiktiobiografisme” definerer Louise Brix Jacobsen genrebetegnelsen som en selvfremstilling hvor fiktionalitet er med til at forme det biografiske udtryk. I mange sitcoms og satireprogrammer ser vi eksempelvis kendisser bevidst vælge at spille rollen som sig selv i markant ikke-sympatisk udgave. Brix Jacobsen viser hvordan seernes konstante forhandling mellem det vi ser på skærmen, og det vi – via diverse medier – ved om kendissernes privatliv, nagler os til skærmen.

Og samtidig giver de samme kendisser mulighed for at nuancere vores opfattelse af dem.

Claus Schrøder Nielsen præsenterer i artiklen ”Monte Carlo elsker...” generelle redaktionelle overvejelser samt zoomer ind på huskværdige scener, fiktionsgreb og fiktionstvetydighed i de populære dokumentarserier fra DR3: ”Monte Carlo elsker jøderne”, ”Monte Carlo elsker Putin” og ”Monte Carlo elsker USA”. Programmerne formidler komplekse emner som Palæstinakonflikten, Putins Rusland og amerikanernes tro på individets frihed, og det til en så besværlig målgruppe som de 15-40-årige. Både fiktionaliteten, den humoristiske og subjektive vinkling og det populære makkerpar fra P3, Peter Falktoft og Esben Bjerre, er del af forklaringen på populariteten ifølge Claus Schrøder Nielsen.

I Ida Diemars og Mikkel Randløvs artikel, “Exit through the Gift Shop”, vises det hvordan streetartkunstneren Banksys mockumentary udstiller den traditionelle kunstdokumentar. “Exit through the Gift Shop” skaber den fiktive streetartkarakter Thierry Guetta og dokumenterer en række fiktive events og værker af denne kunstner. I dette værk giver det meget lidt mening at bruge fakta- og fiktionskoderne som analyseredskab da filmens metakarakter og mediekritik underminerer koderne fra begyndelsen af.

Nummerets sidste temaartikel falder lidt uden for de

Strokkur andre teksters fokus på fiktionalitet og fiktionstvetydighed. De tre nyere tv-serier der behandles (Mad Men, True Detectives og The Sopranos), påberåber sig ikke umiddelbart nogen diskutabel relation til virkeligheden, men synes at trives fint som “ren” fiktion. I stedet kan de siges at repræsentere noget nyt i skærmbilledet på en anden måde idet de i modsætning til (gængse forestillinger om) tidligere amerikanske tv-serier dyrker tunge, eksistentielle temaer og lader deres – typisk langsomme – plot være underordnet hovedkarakterernes personlige bud på hvordan et meningsløst, absurd liv kan takles. Dette undersøger Andreas Halskov i artiklen “Kierkegaard i bedste sendetid” ud fra en teori om at tunge tænkere som Kierkegaard og Nietzsche har gjort deres indtog i de traditionelt mere letbenede tv-seriers universer.

Hvor man på Center for Fiktionalitetsforskning på Aarhus Universitet interesserer sig for fiktionalitetens

retoriske kraft i mange forskellige former for kommunikation, opererer Hans Hauge i 2012 med begrebet fiktionsfri fiktion i en læsning af Knausgaard. Den fiktionsfri fiktion giver os if. Hauge nyvirkeligheden tilbage og redder os fra den fiktion som alt er viklet ind i fra Woolf til Facebook. Der forskes altså lige nu i både hvordan fiktionaliteten får os til at se, læse og høre de virkelighedsberoende værker, og hvordan det samtidig er vores sult efter en autentisk virkelighed der får os til interessere os for dem på trods af deres fiktionsgevandter. Det er da en tanke værd? På samme måde som fiktionalitetens retoriske hammer vil “Based on a true story” altid slå hårdt.

Nummerets billeder er taget af Kurt Christensen og stammer fra Dansklærerforeningens kursus til Island i foråret. Vi ønsker god læse- og billedlyst.

Redaktionen

DANSK NOTER 7

Illustrationer

Island Af Claus Nielsen Ah, ah, We come from the land of the ice and snow, From the midnight sun where the hot springs flow.

The hammer of the gods will drive our ships to new lands, To fight the horde, singing and crying: Valhalla, I am coming!

Led Zeppelin: ”Immigrant Song” Island er en forunderlig ø, og mødet med den islandske befolkning er fra et dansk synspunkt næsten eksotisk. Øen, befolkningen og ikke mindst litteraturen har en stærk fascinationskraft. Og for en dansklærer er den litterære fascination naturligvis særlig stærk.

Den sidste dag i påsken mødtes en flok dansklærere i Kastrup Lufthavn for at drage til Island på dansklærerkursus. Rejselederen var Kim Lembek, der igennem mange år har oversat islandsk litteratur til dansk, og som har været med i det store oversættelsesprojekt hvor samtlige islandske sagaer er blevet nyoversat til dansk.

Efter at gruppen var landet i Keflavik lufthavn, gik turen til den obligatoriske islandske dåb i Den Blå Lagune. Dåben indbefatter en introduktion til en række af de islandske særkender: den direkte adgang til rygende varmt vand, et råt landskab (her bestående af lavasten) og islændingenes eminente evne til at drive forretning på nærmest hvad som helst. For rejsegruppen blev dåben også en introduktion til hinanden. Afklædte – dog med badetøj – bevægede man sig rundt i det 38-40 graders varme vand, fandt sammen i små grupper og småsnakkede. Det afklædte er et godt udgangspunkt for at møde hinanden uhildet og en herlig og afslappende måde at komme ind på hinanden som kursusdeltagere.

I de kommende dage bevægede rejsegruppen sig langs den islandske sydkyst, havde et par overnatninger på en gård/gæstgiveri og bevægede sig videre rundt for

8 DANSK NOTER

at se centrale islandske seværdigheder. Fokus på turen var at besøge steder hvor Njals saga udspillede sig. Og her kommer noget af det særlige ved Island og den islandske befolkning ind: Sagalitteraturen er til stadighed levende og markeres bl.a. i landskabet. Kan man forestille sig at lokaliteter fra f.eks. Johannes V. Jensens Kongens fald markeres i det danske landskab og er kendt i brede kredse af den danske befolkning? At sagalitteraturen lever, ses også i den righoldige samtidige islandske litteratur. Her kan man ofte støde på henvisninger til personer fra sagaerne, sagalokaliteter og værdier fra sagaerne. Dette kunne rejselederen Kim Lembek berette indgående om. Og på turen fortalte han indsigtsfuldt om Island, sagatiden og ikke mindst om sagaoversættelser. Det er et spændende felt, og f.eks. kræver det større overvejelser om Gunnar i Njals saga gav hustruen en kindhest eller en lussing.

Det karakteristiske ved det islandske landskab er bl.a. det meget forskelligartede. Da selskabet kørte langs øens sydkyst, kunne undertegnede ikke undgå at sidde i bussen og kigge ud på landskabet med en vis skuffelse. En skuffelse der vist ramte flere. Man havde hørt og læst så meget om det storslåede islandske landskab, men her var landskabet tomt og fladt som var det anlagt efter et vaterpas. Det eneste sammenlignelige må være den sønderjyske marsk. Dog kunne man i det fjerne se fjelde rejse sig. Endvidere føg en kraftig storm hen over det flade landskab. Og da landskabet hverken bød på træer eller blot en lille busk, var det ikke muligt at se at det stormede. Det mærkede man til gengæld stærkt når man hoppede ud af bussen for at se endnu et sted hvor personerne i Njals saga havde udfoldet deres ordknappe handlinger. Denne småskuffelse var imidlertid en god baggrund for de scenerier der senere skulle folde sig ud. For det er rigtigt at Island byder på meget storslåede og stærkt varierede landskabelige scenerier.

Det flade sydlige område brydes af fjelde der rejser sig brat, og her vælter flere steder store spektakulære vandfald ned over den stejle fjeldkant.

Det omskiftelige i landskabet ses f.eks. i området helt i syd i nærheden af den lille by Vik, hvor en del af det

dejlige islandske uldtøj produceres. Her rammes kysten af Atlanterhavets voldsommer bølger. Og her er sandet sort, og mærkelige klippeformationer præger den kontrastfylde kyst.

Noget af det mest islandske ved Island er nok de store gletsjere – på islandsk: en jökull. Midt på øen befinder Vatnajökull, Europas største gletsjer, sig. Dansklærerselskabet havde et par overnatninger ved kanten af Myrdalsjökull. Denne ligger tæt op ad gletsjeren Eyjafjallajökull. Her var det vulkanudbrud der i foråret 2010 stoppede lufttrafikken i store dele af Europa. Og dette markerer et andet særkende ved Island og den islandske befolkning. Som bekendt er der mange vulkaner på Island, og flere af dem kan gå i udbrud hvornår som helst. Talemåden på Island er ikke ”hvis”, men ”når” en given vulkan bryder løs med ild, lava og aske.

Under Myrdalsjökull ligger vulkanen Katla. Og de der har læst Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, vil vide hvor ildevarslende dette navn er. Som nævnt ligger den gård hvor dansklærerne overnattede – ved kanten af Myrdalsjökull. Bondekonen Elin, der driver gården og overnatningsstedet, kunne fortælle hvordan man i 2010 oplevede og håndterede vulkanudbruddet der dækkede marker, huse og får med en sort klæbrig aske.

Dette vulkanudbrud var imidlertid blot et lille udbrud i forhold til hvad der er i vente. Når Katla vågner og lader lava vælte op igennem gletsjerens iskappe, vil en mægtig flodbølge – et jökullsløb – strømme ned mod Atlanterhavet. Og her er gårde, dyr og mennesker naturligvis i stor fare. Dette er en fare man lever med i hverdagen. Man er klar til det øjeblik vulkanen vågner, og vandet vælter ned over beboede områder. Der er evakueringsplaner klar for hvor man skal befinde sig inden for 20 minutter, og man har skilte klar man sætter uden for gårdene, og som fortæller at gården nu er forladt. Islændingene lever en dagligdag tæt på naturens voldsomme kræfter. Dette forholder man sig til, og det kan udnyttes som eksempelvis når man henter kogende vand op fra undergrunden og forvandler det til strøm og varmt vand til f.eks. Reykjavik. Da asken lå over bondekonen Elins marker, viste islændingenes forretningstalent sig hos sønnen der fandt små glas med skruelåg frem og indsamlede aske heri som så kunne sælges.

Som nævnt opleves historien – og herunder sagalitteraturen – meget levende på Island. Dette oplever man bl.a. stærkt hvis man besøger Tingvallasletten.

Her stiftedes i 930 det islandske alting hvor man hver

sommer mødtes i et par uger for at ordne spillereglerne mellem de forskellige slægter og forkynde lovene.

Og her udspiller den voldsomme slutning på Njals saga sig. Når man står og kigger ud over den storslåede Tingvalla-slette, løber historie, litteratur og natur således sammen i det fascinerende miks der er karakteristisk for Island.

Dette opleves også når man opholder sig i hovedstaden, Reykjavik, som dansklærergrupper gjorde de sidste tre dage på kurset. Reykjavik, der rummer to tredjedele af Islands befolkning på godt 300.000 mennesker, signalerer moderne storby med nye høje stålog glashuse, farvestrålende små ældre huse, et heftigt forretningsliv og et levende natteliv. Reykjavik rummer også den enestående håndskriftssamling – der desværre ikke kan beses for øjeblikket. Og Reykjavik rummer flere af de nutidige islandske forfatter der holder den stærke islandske litteraturtradition levende. Det gælder f.eks. Jón Kalman Stefánsson, Hallgrimur Helgason og Sjón, som dansklærergruppen mødte i Nordens Hus. Sjón havde netop udgivet romanen Månesten som dansklærerne havde læst, og Sjón fortalte levende om inspiration og om overvejelser i forbindelse med Månesten. Og herligt var det for undertegnede at høre at David Bowie ligger som generel inspiration for Sjón og som klangbund for historien i Månesten om trækkerdrengen der i 1918 – året for Islands selvstændighed – går rundt i Reykjavik og er dybt fascineret af det nye medie filmen.

Efter en lille uges ophold på Island er en flok dansklærere også fascinerede af Island, landskabet og litteraturen. Man prøvede at spise hvalkød, og det var vist ikke noget man ville give mange kokkehuer for. Men fint at prøve det! Til gengæld fik man hos bondekonen Elin serveret lokalt lammekød. Og det faldt absolut i smag. Lækkert og meget smagfuldt var det. Og man må undre sig over hvorfor vi i Danmark absolut skal hente frossent lammekød fra New Zealand – på den stik modsatte side af jordkloden – når man kan få det dejlige kød fra vores nordiske venner i Nordatlanten.

Turen til Island animerer sandelig også til at inddrage mere islandsk litteratur i dansktimerne. Og den verdenslitterære arv – sagaerne – bør få forstærket plads i litteraturlæsningen efter nyoversættelserne. De western-agtige kontante og handlingsprægede – men også menneskekloge – fortællinger vil f.eks. kunne appellere til de drenge mange mener er lidt tabt i nutidens dansktimer.

DANSK NOTER 9

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Foran Borgen – tv-seriens intervention med virkeligheden Tv-serien Borgen er blevet kritiseret for sin påvirkning af den politiske dagsorden på Christiansborg og for i særdeleshed at ville påvirke seernes politiske ståsted. Artiklen undersøger med inddragelse af Richard Walsh’s teori om fiktionalitet tv-seriens intention, og hvad afsenderen af Borgen opnår ved at fiktionalisere eller ved at skabe virkelighedsforbindelse.

Da tv-serien Borgen for første gang blev vist på DR1 i 2010, havde såvel manuskriptforfatterne som politikerne travlt med at betone seriens adskillelse fra virkelighedens Christiansborg. Borgen var en fiktion og dermed et separat univers med opfundne karakterer og begivenheder uden effekt på virkelighedens politiske dagsordner. I løbet af Borgens tre sæsoner blev det dog stadig tydeligere, at fiktionen influerede på seernes opfattelse af politiske spørgsmål, personer og dilemmaer og havde en effekt på mediernes og politikernes ageren.

Den debat, Borgen vakte, er med til at tydeliggøre behovet for, at man stadig udfordrer tidligere teorier om fiktion som noget, der er afgrænset til et værks rammer og mere eller mindre afsondret fra virkeligheden. Man mister noget essentielt ved tv-serien, hvis man vil forstå den autonomt, som om den kun handler om sin egen fiktive verden og ikke om vores virkelige verden med dens politiske og etiske valg.

Blandt de spørgsmål, denne artikel derfor vil rejse, er, hvad serien opnår ved at gå så tæt på virkelighedens Christiansborg i en fiktion, og hvad faren kan være?

Hvad vinder man samtidig ved at fiktionalisere historiske begivenheder?

For at besvare disse spørgsmål vil nyere teori om fiktionalitet indledningsvis blive præsenteret, idet denne teori gør det muligt at genrebestemme tv-serien som fiktion, samtidig med at man kan sætte fokus på, hvilke muligheder tv-serien har for at intervenere med virkeligheden, påvirke samtidens debat og Borgens seere.

Teorien om fiktionalitet I bogen The Rhetoric of Fictionality fra 2007 udvikler den engelske fiktionsforsker Richard Walsh et skel mellem fiktion som genre og fiktionalitet som en retorisk kvalitet og et potentiale, der kan anvendes i en række

10 DANSK NOTER

forskellige fortælleformer.1 Fiktionalitet findes ifølge Walsh ikke kun inden for et fiktionsværks overordnede format som tv-serien og romanen, men fungerer også i hverdagskommunikation, hvor fiktionalitet er en ganske særlig måde at bruge sproget på, som appellerer til læserens eller seerens ”fortolkende opmærksomhed”, og som kan bruges til at beskrive det ikke-værende, men potentielle. (Walsh [2007] 2013, 26), I modsætning til når man lyver, så vil man i høj grad forsøge at gøre modtageren opmærksom på, at man fiktionaliserer og dermed ikke omtaler virkeligheden, som den er. Allerede i børns rollelege ser man disse retoriske markeringer af, at man er ved at opfinde og fiktionalisere med udtryk som ”så siger vi, at du var moren”. Fiktionalitet er i høj grad også en ressource, politikere bruger til at vække forestillinger om, hvordan et samfundsforhold kunne se ud, som Martin Luther Kings berømte ”I have a dream …” tale fra 1963, der bl.a. lyder: ”I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.” (King 1963, 5). Fiktionalitet er ligesom brugen af ironi en særlig kvalitet, man kan hente ind i sin kommunikation, uden at hele ens værk eller samlede tale nødvendigvis skal opleves som fiktion. I en række værker vil der være dele, der med fordel kan opfattes som fiktive, og andre som referentielle. Fiktionalitet er dermed også en kontekstuel og pragmatisk antagelse hos læseren for at få mest mulig relevans ud af en afsenders informationer.

Walsh er altså både interesseret i, hvordan fiktionalitet kan anvendes indenfor og udenfor traditionelle fiktioner som et middel til at opnå bestemte mål og som en handling, der kan påvirke virkeligheden. 2 Walshs opfattelse af fiktionalitet er retorisk, idet den anskuer fiktionaliserede fortællinger i og udenfor fiktion som

Af Rikke Andersen Kraglund, adjunkt ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

en bestemt form for kommunikation med bestemte formål. Ved at se på fiktionalisering som en retorisk strategi opstår et nyt analytisk potentiale i forhold til fx en nykritisk tilgang, idet man igen kan inddrage forfatteren eller instruktøren og spørge til, hvilke valg han eller hun har gjort i forhold til fiktionalisering og hvorfor. Spørgsmål om forfatterens formål med brugen af fiktionalisering er ikke en måde at forlade teksten på, men derimod en ny måde at undersøge den nøje på i samspil med konteksten. Dermed kan man bedre forstå, hvordan tekster på tværs af genrer kan lykkes og mislykkes med at påvirke seeren, læseren eller tilhøreren, virkeligheden og verden ved at bruge eller undlade at bruge fiktionalisering.

Walshs teori kan altså bruges til at diskutere og svare på artiklens overordnede spørgsmål om, hvad afsenderne af Borgen kan ønske at opnå ved på samme tid at gå tæt på virkelighedens Christiansborg og så opfinde karakterer, partier og hændelser. Fiktionalitetsteorien bidrager med et vokabular til inddragelse af spørgsmål, der ofte er blevet betragtet som irrelevante for fiktion: spørgsmål om afsendernes intentioner og konteksten.

I det følgende skal vi se, hvorledes tidligere forståelser af fiktion som et afgrænset rum har fastlåst debatten omkring Borgen i spørgsmål om fiktion eller ej og spørgsmål om løgn og propaganda. Derudover præsenteres Borgens stadig voksende effekt på virkelighedens politiske debat trods anmelderes, forfatteres og politikeres påstand om det modsatte. Afslutningsvis diskuteres fordelene ved at analysere Borgen som et værk, der både stategisk vil udnytte, at seerne vil tænke over seriens relation til virkeligheden, og strategisk vil udnytte de fortællemæssige fordele ved at fiktionalisere.

Fiktion som et afgrænset rum?

Borgen blev vist på DR1 i perioden fra 2010-13 og består af tre sæsoner med i alt tredive afsnit. Hovedforfatter er Adam Price med medforfattere Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholm. Blandt seriens instruktører ses blandt andre Mikkel Nørgaard, Søren Kragh-Jacobsen og Anette K. Olesen. Serien er nået ud til et utrolig stort publikum og har blandt andet vundet den prestigefyldte britiske Bafta-pris i 2012 for bedste udenlandske tv-serie.

Borgen er overordnet præsenteret som fiktion. De politiske partier og medier i Borgen er tydeligvis fiktive, men de er baseret på virkelige partier i en grad, hvor seere meget let har kunnet identificere baggrundsbilledet, som Borgen er eksponeret over. Således er der eksem-

pelvis en liste på Wikipedia over forbindelsen mellem fiktive og nonfiktive partier og medier, som man let kan blive enige om. Her er Solidarisk Samling baseret på Enhedslisten, Arbejderpartiet er Socialdemokratiet, Miljøpartiet er Socialistisk Folkeparti, De Moderate er Det Radikale Venstre, De Liberale er Venstre, Ny Højre er Det Konservative Folkeparti, Frihedspartiet er Dansk Folkeparti, TV1 er baseret på DR1, Ekspres på Ekstra Bladet, 2’eren på TV2, gratisavisen CITY på Metroxpress, og Kendt og Kongelig er eksponeret over Billedbladet.3 Dramaets karakterer er mere frit tegnet og har ofte fortællinger med sig, der er samplet fra flere forskellige personer og partier. Flere fortællinger er dog genkendelige i en grad, der vækker seerens lyst til at gætte sig frem til sager fra virkelighedens politiske landskab.

I DR’s pressemeddelse om Borgen blev serien præsenteret således: Borgen er en dramaserie om det politiske spil om magten i dagens Danmark – og om de personlige omkostninger og konsekvenser, som spillet har for de involverede parter, både på og omkring den politiske scene.

Allerede i denne meddelelse peges der på Borgens brug af på den ene side en klar tilknytning til en fiktionsgenre med udtrykket ”dramaserie” og på den anden side en referentiel tilknytning til ”dagens Danmark”. I forhold til Walshs teori er der som sagt intet, der udelukker muligheden for at hente faktuel information fra fiktion, og det er en vigtig pointe, at fiktion er en invention i virkeligheden. Debatten ved Borgens premiere var dog i høj grad præget af diskussionen om fiktion eller ej som to klart adskilte kasser, hvor man forsøger at nedtone seriens virkelighedseffekt ved at forklare serien som en autonom fiktion.

Da første sæson blev præsenteret, fremhævede anmelderen Christian Monggaard fra Information eksempelvis den store forskel, der er mellem Borgen og virkelighedens drama på Christiansborg: Det giver kun mening at se DR’s nye søndagsdramaserie, Borgen, som en kulørt og underholdende politisk fantasi, der ikke har meget med virkelighedens verden at gøre. (Monggaard 2010) Samme fremhævelse af en klar adskillelse mellem

DANSK NOTER 11

Tingvellir (Altinget) fiktion og virkelighed ser man også ved sæsonens tredje del i 2013 præsenteret af BT: BT mener: Fat det nu: Birgitte Nyborg er fiktion.

Tænk, at det er så svært at forstå: Birgitte Nyborg, eks-statsministeren fra DR-serien Borgen, er fiktion.

Hun findes ikke i virkeligheden. Man kan ikke stemme på hende, medmindre hun bliver kandidat til titlen ‘Årets tv-favorit.’” (BT 5. feb. 2013) I 2010 tager de fleste politikere også seriens mulighed for at påvirke den politiske dagsorden ret roligt. Man forestiller sig først og fremmest, at fiktionen henter fra virkeligheden, og ikke, at det modsatte kan blive tilfældet: Den radikale partiformand Margrethe Vestager synes, at Borgen låner meget fra virkeligheden og giver

12 DANSK NOTER

et godt indblik i, hvad politik er. ”Jeg kan tydeligt se nogle af inspirationskilderne – diskussionen om asylbørn fra valgkampen i 2007 og en bilagssag, som er anderledes i virkeligheden, men som har præget dansk politik” (Thorsen og Junker 2010).

Som sæsonen skrider frem, bliver det dog stadig tydeligere, at serien er ved at blive dagsordensættende.

Christiansborg belejres af journalister efter Borgens afsnit, virkelighedens politikere bliver bedt om at udtale sig i forhold til seriens skildring af politiske dilemmaer, og aviserne følger op med spørgeundersøgelser om afsnittenes spørgsmål. Eksempelvis står der dagen efter afsnit 5, ”Mænd der elsker kvinder” om den magtfulde erhvervsmand Chrone (spillet af Ulf Pilgaard), på BT’s spiseseddel: ”SÅ MÆGTIG ER MÆRSK. Se hvordan han får sin vilje. Virkelighedens Borgen. SÅDAN PRESSES POLITIKERNE.” (BT’s spiseseddel d. 25. Oktober 2010).4

Borgen har som længerevarende serie kunnet forholde sig til den debat, serien har skabt undervejs, og bruge responsen i udviklingen af serien. Man kan samtidig se en klar ændring i forhold til den måde, politikere har forholdt sig til serien på undervejs, efterhånden som de har mærket seriens effekt på samfundsdebatten.

Tredje sæson fremprovokerede en række klager. Den uskyldige tro på, at Borgen alene havde effekt på historiske sager, var væk. Der var en ny opmærksomhed på Borgens evne til at etablere debat om nutidige forhold.

Hvor diskusionerne omkring første sæson primært berørte Borgens evne til at fremstå troværdig, dramatisk og æstetisk interessant, så var dramaets indvirkning blevet tydelig, og det blev nu udnyttet og udfordret.

Flere politiske aktører reagerede aktivt med klager over afsnittene, allerede før de blev sendt i fjernsynet. Dansk Folkepartis medlem af DR’s bestyrelse, Katrine Winkel Holm, kritiserede serien for at give et fortegnet billede af det politiske landskab i Danmark. Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, klagede over, at hans erhverv i afsnit 24 blev ”svinet til”, fordi serien efter hans mening tegnede et billede af svineavlere som kyniske pengemænd, der opdrættede grise fyldt med antibiotika (Hansen 2013), og det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation Lars Aslan Rasmussen klagede til DR’s bestyrelse over, at Borgen i afsnit 25 ”promoverer” og ”glorificerer” prostitution. (Munksgaard 2013). Det var dog ikke kun klager, der blev fremprovokeret. Der blev også vakt politisk handling og fornyet debat.

En gruppe kunstnere, videnskabsmænd og forfattere sendte efter afsnittet om dansk landbrug et åbent brev til politikere, hvor de protesterede mod brugen af antibiotika i husdyrproduktion (Kristiansen og Løkkegard (2013), og senere viderførte DR selv debatten i DR1 Dokumentaren: Det store Svinerige fra 2014, hvor tilrettelæggeren Jacob Kragelund i sin indledende speak bekræftede, at sagen om dansk svineproduktion netop var taget op med inspiration fra Borgens beskrivelse af dette emne og den efterfølgende debat: For et år siden sad mere end 1 million tv-seere og fulgte DR’s dramaserie Borgen og Birgitte Nyborgs forsøg på at genvinde den politiske magt. Afsnittet handlede om den danske svineindustri. […]. Uden for tv-fiktionen reagerer landbrugets topchefer voldsomt over Borgens fremstilling af den danske svine-

produktion, og i en tv-debat understreger en direktør for Landbrug og Fødevarer, at hvis man vil vide, hvordan svinene i virkeligheden bliver produceret, så skal man bare komme ud i staldene. Vi har taget imod invitationen. For var det bare ren tv-fiktion, da Borgen fortalte, at den måde, erhvervet producerer svin på, blandt andet betyder, at tusindvis af pattegrise dør hver eneste dag. I dette program vil vi undersøge, hvordan produktionen i den danske svineindustri foregår i virkeligheden.”5 Helt usædvanligt tydeliggør debatten omkring tredje sæson, at fiktionen ikke blot kom efter den politiske virkelighed, men også fik en effekt på Christiansborg og blev rammesættende for, hvad man kunne diskutere.

Den konservative arbejdsmarkedsordfører Mai Henriksen præsenterede et lovforlag om at give prostituerede flere rettigheder i ugen op til afsnit 25 i Borgen om dette emne. Henriksen erkendte, at hun valgte at bruge fiktionen som ”løftestang for at få en debat i gang”(Ritzau 2013). Henriksen kunne se muligheder ved at udnytte den interesse, som fiktionaliseringen af politiske dramaer skabte. Tv-serien kunne vække flere seeres interesse om politiske dilemmaer ved at tilføre personlige historier og spænding til sagerne. Men denne tætte kontakt mellem en politikers lovforslag og tvfiktionen fik flere til at frygte, at det skulle blive sværere for seere at skelne og huske, hvad der var en del af fiktionen, og hvad der tilhørte den politiske realitet. Den engelske udgave af Wikipedia kom til at bekræfte disse problemer, ved at der under et billede af Helle Thorning-Schmidt stod navnet ”Birgitte Nyborg” (Guldager 2012). Denne bekymring for sammenblanding var allerede rejst i de grønlandske medier efter Borgens fjerde afsnit om Grønlands selvstyre, hvor regeringschef Kuupik Kleist fremhævede det som problematisk, at seere kunne få indtryk af, at grønlænderne nærmest fik selvstyret forærende og glemte Grønlands egen historiske kamp for dette (Surrugue 2010). Med til at støtte denne frygt i debatten var også et indlæg i Århus Stiftstidende, der henviste til en amerikansk undersøgelse af ”The manifestation of media effetcs over time”, hvor konklusionen var, at seere med tiden kommer til at tro på usandhederne i fiktion. I artiklen lyder det: ”Film og TV opleves mere virkelig end virkeligheden selv, viser ny undersøgelse. Vi kan ikke huske vigtig viden, mens en frit opfundet påstand i for eksempel Borgen ryger lige ind.” (Schauser 2011). I seeres hukommelse er der ikke

DANSK NOTER 13

så skarpt et skel mellem genrerne fiktion og nonfiktion, som teorier om fiktion har beskrevet. Tv-fiktionen kan i høj grad påvirke virkelige seeres holdninger og hukommelse om en historisk begivenhed. Det kan anvendes positivt til at få flere til at interessere sig for historiske begivenheder, men det kan også indebære en fare i forhold til vores kollektive erindring, og fiktion står derfor heller ikke uden for diskussioner om etik.

ter på Borgen, hvad Krarup utvivlsomt er klar over.

Men skal jeg oversætte, hvad jeg mener Gabold siger, så er det ikke en indrømmelse af, at der nu skal propaganderes for De Radikale, men at der ganske enkelt er en interessant dramaturgisk pointe i, at serien tager afsæt i et politisk midterparti, fordi der så naturligt kan ageres til højre og venstre.

(Morten Hesseldahl 2013)

Forudsigelser og propaganda Seriens dilemmaer pegede ikke alene tilbage i den politiske historie, men serien var så gennemreseachet, at det har vist sig, at serien i flere tilfælde har skrevet sig forud for virkelighedens hændelser og forudset en senere politisk realitet. Disse forudsigelser har været med til at fremme diskussioner om propaganda. Blandt de mest kendte er, at Borgen i 2010 præsenterede Danmarks første kvindelige statsminister kort før det historiske valg, hvor Helle Thorning-Schmidt fik posten.6 Havde tv-serien nu været med til at støtte valget af Thorning og givet De Radikale et drømmevalg? Artiklen ”Borgen vil gøre Thorning til statsminister. Propaganda for rød eller blå blok?” (Gregersen 2010) debatterede muligheden for denne påvirkning med Ekstra Bladets læsere før valget. I artiklen sammenlignes Borgen med tv-serien 24 timer (Cochrad og Surnow 2001-2010), der har affødt en tilsvarende debat i forhold til, om serien banede vejen for den første sorte, amerikanske præsident.7 Beskyldningerne om propaganda blev ikke mindre, efter at DR’s dramachef Ingolf Gabold gav en kontroversiel beskrivelse af intentionen med tv-serien Borgen i Debatmagasin Folkekirken i København:

Teorien om fiktionalitet fremhæver, at man også i fiktion anvender fiktionaliseringer til at påvirke læsernes forståelse af den faktiske virkelighed. Fiktion er i denne forståelse ikke et isoleret foretagende uden etiske implikationer. At fiktionen vil påvirke sine modtagere, er dog ikke det samme som at udøve propaganda. Propagandaen har en ensidighed i sin henvendelsesform, hvor man forsøger at skjule en brug af løgn. Hvad der er propaganda, er ikke på forhånd afgjort, men er et spørgsmål til forhandling. Kritikken af Borgens ensidigt positive præsentation af politik eller politikere med venstreorienterede holdninger afkræftes af flere fortællinger i Borgen, hvor særligt Arbejderpartiet i flere sager fremstår usympatiske. Men Borgens direkte adressering af politiske forhold i samtiden gør Borgen debatvækkende, og denne debat fik tydeligvis indflydelse på politikeres, mediers og interesseorganisationers handlinger.

“Hvad Borgen angår, var vi enige om, at De Radikale skulle bringes ind som midtsøgende parti, for nu skulle vi ikke have mere blokpolitik.” ”Men så forsøger I jo også meget bevidst at påvirke befolkningen?” ”- Gu’ gør vi da så. Men jeg har jo også en tro på, at det ikke er ondt, det jeg gør.” (Gottfredsen 2012/2013, 36) Dette interview vakte harme hos Dansk Folkepartis Søren Krarup, der mente, at udtalelsen bekræftede seriens karakter af politisk hjernevask. Direktør for kulturområdet i DR Morten Hesseldahl forsøgte efterfølgende i Berlingske Tidende at afværge debatten om DR som røde lejesvende: Nu var Ingolf Gabold hverken producent eller forfat-

14 DANSK NOTER

Hvorfor fiktionalisere historiske begivenheder?

Borgen går som vist i de foregående analyser meget tæt på Christiansborg. Virkelighedrelationen blev også understøttet på seriens hjemmeside, hvor man kunne komme ind på et undervisningssite om dansk politik (dr.dk/borgenivirkeligheden), og serien blev fulgt op af DR’s programserie ”Danskernes Akademi”, hvor der var forelæsninger om blandt andet ”Demokrati – idealer og magt”8 og ”Når spindoktorer opererer”9. På DR’s site var der samtidig materialer, der støttede det fiktionaliserede, som den fiktive avis ekspres.dk. Uden for tv-seriens umiddelbare grænse blev forestillinger om fiktion som en afgrænset ramme dermed også udfordret.

Når tv-serien går så tæt på en samtidspolitisk virkelighed, er det oplagt at spørge, om det ikke havde været mere passende at skabe en dokumentarserie om Christiansborg? I et sådant spørgsmål overser man dog, hvad fiktionaliteten som retorisk ressource og kvalitet i fiktion kan tilbyde. Dermed er vi igen tilbage ved denne artikels overordnede spørgsmål: Hvad vinder man ved at fiktionalisere historiske begivenheder?

Adam Price udtaler, at han med serien har ønsket at vække poltisk engagement og nysgerrighed: ”[…] jeg har ønsket at skabe noget, som forhåbentlig kan få folk op af de bløde sæder og ud at blande sig i vores demokrati. Borgen må meget gerne få flere sofavælgere hen til stemmeurnerne. Jeg opfatter serien som en hyldest til demokratiet.” (Redvall 2010, 65). Fiktionen er altså skabt for at få folk til at reagere og handle anderledes, og her kan fiktionaliseringer have en særlig effekt, idet der kan være en lettere adgang til at blive emotionelt berørt i fiktioner. Price fremhæver selv denne kvalitet som en mulighed for at male ”farverne stærkere op” i en dramatisk sammenhæng (Sæhl 2013). I The Rhetoric of Fictionality betoner Richard Walsh også, at det at skabe et fiktionsunivers har den fordel, at man ikke er begrænset af ”regler om autentificering (dokumentation, bevidnelse) og heller ikke udfordres af begrænsninger (som konnoterer historicitet, objektivitet etc.), og som tjener til at etablere en sandfærdighedens retorik.”

(Walsh [2007] 2013, 53-54). Som instruktør og forfatter kan man arbejde langt mere frit for at få en ønsket effekt frem med sine fortællinger ved eksempelvis at opfinde mere dramatiske udgange på politiske slagsmål.

Price har også muligheden for at gå tættere på sine karakterer, end hvis han i en dokumentarfilm skulle følge efter Helle Thorning-Schmidt og skildre de personlige og familiemæssige konsekvenser ved at deltage i politik.

I en fiktion vil seere eller læsere ofte også inviteres til at fortolke, inviteres til at kombinere erfaringer fra forskellige scener og inspireres til at overveje, hvilken relation denne fiktion har til den virkelige verden.

Som seere udfordres vi til at leve os ind i politikernes, mediernes, spindoktorernes problemstillinger, og vi sættes i scener, hvor vi ledes til at overveje, hvordan det er at træffe upopulære, men væsentlige valg som politikere. Vi kommer tæt på de personlige konsekvenser af at være i politik. En vigtig kvalitet ved fiktioner er, at de kan være en udvidelse og påvirkning af vores tanker om verden, idet fiktion ikke er begrænset til blot at mime og efterligne verden, men kan konstruere hidtil urealiserede muligheder. Fiktion kan øve seerens imagination og forestillingsevner. Man har mulighed for at etablere forestillinger om det ikke-værende, hvilket også kan påvirke folks forestillinger, ideer og tanker om, hvordan man kunne ønske sig, samtidens politiske verden så ud. Borgens forfattere vil tydeligvis vise, at politikere, spindoktorer og medier har nogle valg i forhold til, hvordan de agerer i en politisk

virkelighed, og i forhold til at bevare deres idealisme i forhold til presseetik og politiske drømme. Hvad nu hvis pressen ikke blot forsøgte at få magtspillet frem i politik, hvad nu hvis spindoktorerne ikke solgte politik som en reklamevare, hvad nu hvis politikerne ikke blot handlede ud fra taktiske motiver, men ville dialogen?

Som seere ved vi godt, at Borgens bestemte billeder og fortællinger er opfundne, men de kan alligevel influere stærkt på vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Opsamling Tv-serien Borgen kan tydeligvis påvirke mediernes debat, politiske forslag og seeres politiske ideer og virkelighedsopfattelse. Med Richard Walshs teori om fiktionalitet kan man analysere seriens tematisering af virkelige politiske forhold, uden at Borgen dermed skal kategoriseres som ikke-fiktion. Teorien om fiktionalitet giver blik for en afsenders intention, og hvad en afsender strategisk kan ønske at opnå ved at fiktionalisere eller ved at skabe virkelighedsforbindelse. Fiktionalitetsteorien gør det samtidig muligt teoretisk at forstå det, de fleste seere gør, når de ser Borgen – nemlig at sammenligne virkelighedens Christiansborg med seriens version.

I Borgen inviterer den eksplicitte virkelighedsforbindelse til, at vi som modtagere forhandler mellem den politiske scene i Borgen og det kendskab, vi har til Christiansborg, hvilket kan øge vores interesse for samtidens politiske spørgsmål og kan stimulere mediernes dækning af serien. Når Borgen i så høj grad ligner Christiansborg, bliver de politiske dilemmaer på mange måder mere vedkommende. Faren kan dog være, at det kan være vanskeligt for seere over tid eller for udenlandske seere at skelne mellem fiktion og de virkelige politiske forhold.

Ved at fiktionalisere kan man i Borgen samtidig udnytte de fortællemæssige fordele ved at opfinde scenarier, og man kan udforske, hvordan det kunne være i dansk politik. Det er muligt at komme tættere på de fiktive politikeres og mediers reaktioner på etiske kniber, og denne nærhed kan vække seeres følelser og som følge heraf have større effekt i forhold til at få modtagere til at tage politisk stilling. Fiktionalisering i Borgen behøver altså ikke at være en venden sig bort fra virkeligheden, men kan være et middel til at vise, hvordan politik kan være uden for mediernes søgelys, eller hvordan politik kunne blive.

DANSK NOTER 15

Referencer Agger, Gunhild 2011. ”Magtens pris – Anmeldelse af tv-serien Borgen”, http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/anmeldelse-af-tv-serienborgen, 25. Oktober 2011.

Agger, Gunhild 2010. ”Borgen mellem spin og sandhed”, http://www. kommunikationsforum.dk/artikler/borgen-mellem-spin-og-sandhed, 26. Oktober 2010.

Cochrad, R og J. Surnow 2001-2010. 24. USA: Imagine Entertainment, 20th Century Fox Television, Real Time Productions og Teakwood Lane Productions.

Dohrmann, Jan 2013. ”’Borgen’ kommer på skærmen i 70 lande og sprogområder” www. dr.dk, 25. April 2013.

Erlendsson, Kirsten 2013. ”Vemodigt farvel til »Borgen”. Dagbladet Ringkobing - Skjern, 11. Marts 2013.

Tobias Lindholm og Jeppe Gjervig Gram. Lindhardt og Ringhof.

Monggaard, Christian 2010. ”Anm: Tv-serie: Kunsten at sluge kameler”, Information 27. September 2010.

Moore, Michael 2009. ”Did David Palmer pave the way for Barack Obama?”, examoner.com/article/did-david-palmer-pave-the-way-forbarack-obama, 28. Maj 2009.

Munksgaard, Pia Glud 2013. ”S-politiker klager til DR over Borgen”, Berlingske Nyhedsbureau, http://www.b.dk/nationalt/s-politikerklager-til-dr-over-borgen, 3. Februar 2013.

Nielsen 2014. ”Borgen-forfattere forudså SF-drama allerede i afsnit 15”, http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Oevrig_kultur/2014/01/30/165717.htm Ortmann, Carsten og Stine Mie Kristiansen 2011 (tilrettelæggelse).

Gottfredsen, Sørine 2012/2013. ”Interview: Mellem folkelighed og ma-

”TV i virkeligheden” 1:3, 2:3, 3:3, Radio DRP1, 12. Maj, 19. Maj

nipulation”, København: Debatmagasin Folkekirken i København.

og 26. Maj 2011, Kl. 18:10-18:40. http://hdl.handle.net/109.3.1/

Gregersen 2010. ”’Borgen’ vil gøre Thorning til statsminister”, ekstrabladet.dk/nationen/article1419333.ece, 27. September 2010.

Guldager, David 2012. ”Hvem er Danmarks statsminister egentlig?”,

uuid:2110181b-0d6e-4d0c-bd7b-dd1dde361418 Pedersen, Vibeke. 2011. ”Melodrama på Borgen” i Peripeti Nr. 15, s.

122-128.

http://beep.tv2.dk/nyheder/hvem-er-danmarks-statsminister-egent-

Price, Adam. 2010-2013. Borgen. DR Fiktion.

lig, 16. Maj. 2012.

Nielsen, Trine 2013. ”DR: Vil ikke skade landbruget”. Dagbladet Ringko-

Hansen, Gitte 2013. ”Skaber Borgen myter om dansk landbrug?”, P1Debat, 28. Januar 2013 kl. 12.20 på P1. Tilrettelægger: Gitte Hansen.

Hesseldahl, Morten 2013. ”Dr: ”Borgen” hjernevasker ikke danskerne røde”, Berlingske Tidende 12. Februar 2013.

Iversen, Kasper 2013. ”Det politiske Korsbæk” i Politiken, 2. Marts 2013.

Jacobsen, Kjerkegaard, Nielsen, Kraglund, Reestorff og Stage 2013.

Fiktionalitet. København: Samfundslitteratur.

Jessen, Catarina Nedertoft 2013. ”Må tv-drama påvirke befolkningen?”, Information, 15. Februar 2013.

King, Martin Luther 1963. ”I HAVE A DREAM…”, ”March on Wasington”, http://www.archives.gov/press/exhibits/dream-speech.pdf Kragelund, Jacob 2014. DR1 Dokumentaren: Det store Svinerige. Tilrettelæggelse: Jacob Kragelund.

Kristensen, Kim 2014. ”Halløj i Folketinget” i Information, 4. April 2014.

Kristiansen og Løkkegaard 2013. ”Politikere bruger ’Borgen’ til at få opmærksomhed”, dr.dk, 1. Februar 2013.

Malmose, Jesper 2013. Borgen. [Romanen er baseret på originalmanus til tv-serien Borgen af hovedforfatter Adam Price og episodeforfatterne

16 DANSK NOTER

bing - Skjern, 25. Januar 2013.

Redvall, Eva Novrup 2010. ”Kampen om sofavælgerne” i Filmmagasinet Ekko. Nr. 50. S. 64-66.

Ritzau 2013. ”K-politiker: Borgen var løftestang for prostitutionsdebat”, http://www.etik.dk/prostitution/k-politiker-borgen-var-løftestangprostitutionsdebat, 4. Februar 2013.

Röstlund og Stenquist 2014. ”Allt fler butiker bojkottar danskt fläsk”, http://www.aftonbladet.se/nyheter/article18914116.ab, 13. Juni 2014.

Schauser, Søren 2011. ”Vi tror på usandhederne i fiktion”, Århus Stiftstidende 1. November 2011.

Surrugue, Stefanie 2010. ”’Borgen’ udløser hidsig debat i grønland.

Grønland fik ikke selvstyret foræret, fastslår regeringschef”, Politiken 20. Oktober 2010.

Sæhl, Marie 2013. ”Adam Price: Jeg tror da ikke, at K laver politik ud fra ’Borgen’”, Politiken 1. Februar 2013.

Thorsen og Junker 2010: ”Tag det sorte sæt på”, Politiken 27. September 2010.

Noter 1 The Rhetoric of Fictionality blev i 2013 udgivet i en dansk oversættelse

pga. dårlig dyrevelfærd, hvilket fx er beskrevet i Aftonbladet 13. Juni

af Rolf Reitan med titlen Fiktionalitetens retorik. Narrativ teori og idéen

2014 (Röstlund og Stenquist 2014). Om denne interesse for dansk

med fiktion. Jeg vil i det følgende henvise til denne udgave.

dyrevelfærd er opstået som konsekvens af Borgen i svensk tv, vides

2 I lærebogen Fiktionalitet (2013) arbejdes der videre med Walshs

ikke, men der var fra producenternes side en frygt for, at tv-serien

teori, og her studeres og analyseres fiktionalitet fx i politiske taler og sociale medier. Bogen er skrevet af forfatterne Louise Brix Jacobsen,

ville givet et dårligt omdømme i udlandet.

6 En anden kendt forudsigelse er dramaet om SF’s exit fra regeringen. I

Stefan Kjerkegaard, Rikke Andersen Kraglund, Henrik Skov Nielsen,

afsnit 15 i Borgen trækker miljøpartiet sig fra regeringen, da de ikke

Camilla Møhring Reestorff og Carsten Stage.

længere kan gå på kompromis med Birgitte Nyborg. Afsnittet blev

3 (http://da.wikipedia.org/wiki/Borgen_(tv-serie) - set 21.11.13) 4 Politikernes og pressens reaktion på første sæson er nærmere beskrevet i Gunhild Aggers artikel ”Borgen mellem spin og sandhed” (Agger 2010).

5 Speak: Jacob Kragelund i DR-dokumentaren ”Det danske Svinerige (0.00-2:05). Kragelund 2014. I forbindelse med Europa-Parlementsvalget 2014 kom der fokus på en svensk boykot af dansk svinekød

allerede vist i 2011. (Nielsen 2014) 7 Denne diskussion kan fx følges i artiklen ”Did David Palmer pave the way for Barack Obama?” (Moore 2009) 8 Forelæsning af Lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet (27. September 2010, kl. 14:01 på DR2).

9 Forelæsning af lederen af Center for Journalistik på Syddansk Universitet Peter Bro (13. Sep. 2012, 13:55 på DR2).

Reynisdrangar

DANSK NOTER 17

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Viral kommunikation og sentimentalitet Hadde du gitt jakken din til Johannes?

Virale videoer anvender en særlig distributionsform idet de deles mellem venner på sociale medier. Virale videoers indholdsmæssige fællesnævner er transgressioner, og deres receptionsmæssige kendetegn er afsenderlabilitet. Artiklen beskriver tre virale videoer som anvender en grænseoverskridende sentimentalitet som appelform.

En kold vinterdag sidder en 11-årig dreng alene uden overtøj og fryser ved et busstoppested i Oslo. I en 2 ½-minuts lang video, der er optaget med skjult kamera, kan man se, hvordan forbipasserende reagerer, eller ikke reagerer. De fleste hjælper drengen ved at give ham noget af deres eget vintertøj på, og de spørger bekymret til ham. Drengen forklarer, at nogen har stjålet hans jakke, og han er på en skoleekskursion, men er blevet væk. Videoen er sat sammen af i alt 15 klip med stigende klipperytme samt fire indklippede tekstskilte.

Lydsiden består af ikke-diegetisk underlægningsmusik samt diegetisk reallyd med klar dialog og trafikstøj, til trods for at kameraets afstand til scenen er stor. Klippene bryder imidlertid kontinuiteten, idet der er tale om en form for genstart, hvor drengen først i klippene ikke har det overtøj på, som han har fået i det foregående klip. Tidskontinuiteten brydes også af, at situationer med tre af de hjælpende voksne er klippet i to dele og sat ind forskudt.

QR-link til “Hadde du gitt jakken din til Johannes?”

I publikums reception kan der meget muligt indgå overvejelser om videoens autenticitet og troværdighed, ligesom etikken i den fingerede situation og brugen af skjult kamera kan gøre det. Videoen selv forsøger at afvæbne disse ved hjælp af de indsatte skilte. Det

18 DANSK NOTER

første, der kommer allerede 10 sekunder inde i videoen spørger: ”Hva gjør du om du ser et barn som fryser?”, og 10 sekunder derefter redegøres der for videoens koncept: ”Vi rigget skjult kamera og plasserte Johannes på et busstopp.” Videoens formål og afsenderforhold gøres klart til allersidst: ”Er du en som handler når du ser noen trenger hjelp?” og et skilt med logo: ”SOS Barne-byer. Barna i Syria fryser. Send SOS til 2160 (90 kr) og gi en varm jakke. SOS MAYDAY er et nettverk av mennesker som HANDLER når krisen inntreffer.”

Videoen bredte sig med lynets hast i de sociale medier. Allerede dagen efter dens fremkomst d. 19.2.2014 spredte den sig primært på Facebook, så den efter 25 timer havde 1.352.015 views, og den er efterhånden blevet delt over 490.000 gange og er blevet set over 15,5 millioner gange (Viral Video Chart 2014a). Den vandrede fra de sociale medier til massemedierne, også engelsksprogede, og på SOS-barnebyernes website kan man se dens resultat. Der blev indsamlet 2.368.890 kr. til ”25942 varme jakker” (SOS barnebyer 2014). ”Hadde du gitt jakken din til Johannes?” er et eksempel på viral kommunikation, både hvad angår distributionsform og indhold. Distributionen har en særlig kommunikationsmodel, for virale videoer bygger på eksponentiel spredning som (godartede) vira, der spreder sig fra bruger til bruger. Med en kampagne- eller markedsføringsvideo som Johannes-videoen er den oprindelige afsender SOS-barnebyer og reklamebureauet Släger Kommunikasjon and Pure Content, men den umiddelbare afsender bliver de venner som på fx Facebook refererer til videoen. For den oprindelige

Af Jørgen Riber Christensen. lektor i digital æstetik, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, redaktør af Akademisk kvarter.

afsender har denne distributionsform to fordele. Den er billig, og den giver videoen et skær af autenticitet i retning af mund-til-mund-kommunikation, hvor mellemleddet kommer til at stå inde for videoen. Virale markedsføringsvideoer får ofte fødselshjælp gennem et bureau, der sørger for, at den indledende spredning går i gang gennem indflydelsesrige bloggere, såkaldt viral seeding. Denne distributionsform medfører, at receptionen af virale videoer indeholder en tøven, idet brugeren i gennemsynet af en video ofte er i tvivl om afsenderens identitet og om, hvor autentisk videoen er. Hvis dette ikke afslører sig i videoen selv, træder de sociale medier til gennem de paratekstuelle kommentarer, som knyttes til videoen af andre brugere i Facebook eller på YouTube, hvor afsendere og hæderlighed kommer til debat. Vores motivation til at videresende virale videoer er netop social, idet vi bruger dem som signaler om vores habitus, som Pierre Bourdieu har beskrevet det (Bourdieu 1984/1979). De er meddelelser til vores ligesindede venner om vores holdninger, smag og livsstil, og som sådan distingverer de os, og vores venner, fra andre med forskellig habitus, og de binder os endnu tættere sammen ved at påpege vores fælles habitus. På samme måde er videresendelse af viraler en form for antropologisk gavegivning, hvor gavens værdi er dens sociale sammenbinding, og ikke dens økonomiske (Hyde 2007: 4-40).

En viral videos indhold, tema og fortællemåde er ofte præget af transgressioner eller overskridelser (Christensen og Hansen, 2012, 206-207). De kan være på kant af (køns)politisk korrekthed, de kan antaste god markedsføringsskik, og deres fortællemåde kan være parodisk i forhold til deres egen genre. Overskridelserne gælder accepterede moralske normer, og også fortællermæssige kontrakter med publikum. Som vi har set det med Johannes-videoen, er brugen af skjult kamera som markedsføring – uanset det gode formål - i sig selv etisk angribelig.

Fx er der en ventende buspassager, der ikke hjælper drengen, hvis identitet er sløret i videoen, som om hun havde foretaget sig noget, der ikke tålte dagens lys, og hun udgrænses optisk og socialt i videoen. De medvirkende – bortset fra drengen – er udsat for et bedrag, selv om deres tilladelse til medvirken i videoen efterfølgende er indhentet (Osloby Nyheder 2014a). Brugen af det skjulte kamera på en gade i Oslo virker dokumentarisk, men genremæssigt overskrider videoen grænsen mellem det dokumentariske og det fiktive, for underlægningsmusikken er et tilføjet, ikke-diegetisk fiktionselement.

Overskridelserne forekommer også i receptionen af Johannes-videoen. Den virker følelsesmæssigt stærkt, men er ikke absolut entydig. Gennem de indsatte skilte fremstiller videoen sin handling redeligt som en konstrueret, ikke-autentisk situation; men alligevel fremkalder den en overflod af ømme følelser, der endog i dette tilfælde er målelige gennem en læserundersøgelse foretaget af Osloby Nyheder (Osloby Nyheder 2014b), hvor 54 % af deltagerne påstår, at de græder. Mange YouTubekommentarer er rørte i retning af: “this is so touching”, “I felt warm and fuzzy on the inside...”, og “People like this make me feel better about the world...”.

Sentimentalitet eller patos?

En YouTube-kommentar fra en bruger, ”Mikkomusen”, siger: ”Jeg græder lige nu mennesker er venlige”, og som så mange andre er vedkommende blevet rørt af Johannes-videoen. Den er et eksempel på vellykket strategisk kommunikation, hvis mekanismer er at give en målgruppe nogle oplysninger, som ændrer målgruppens holdninger, således at kommunikationen fører til handlinger. I dette tilfælde velgørende donationer til frysende børn i Syrien. Retorikken i videoen er gammelkendt med dens referencer til den barmhjertige samaritan. Det er primært patos der anvendes, hvor den filmisk dokumenterede medlidenhed med det frysende norske barn bruges som argument for, at frysende børn i Syrien skal hjælpes på samme måde med varme jakker. Denne patetiske retoriske mekanisme ville næppe have virket så godt, som den har gjort det, hvis ikke dens etos også var velfungerende, og dette er en vigtig problemstilling, da vi har at gøre med viral kommunikation, hvor afsenderlabiliteten er et definerende træk i receptionen. Etos skal etablere den retoriske talers eller afsenders troværdige eller ”etiske” karakter, og selv om der benyttes skjult kamera i videoen, og de medvirkende bedrages undervejs, gør afsenderen, SOS Barnebyer via de fire indsatte skilte publikum opmærksom på disse forhold, ligesom den middelbare afsender, altså ens venner fx på Facebook, der deler videoen, er umid-

3.223 af Osloby Nyheders læsere blev rørt til tårer over Johannes-videoen.

DANSK NOTER 19

Thingvellir 2 (Altinget) delbart kendte og troværdige. Man kan konkludere, at denne virale video netop er transgressiv, også i forhold til sin retorik, idet den balancerer på kanten af acceptabel etos og på kanten af patetisk indhold med dens melodramatiske følelsesbombardement.

Spørgsmålet er imidlertid, om Johannes-videoen også er sentimental? Sentimental er siden det sene 1700-tal blevet en negativ beskrivelse af en overdreven given sig hen i føleri for føleriets egen skyld, hvor der er et umådeholdent og disproportionalt forhold mellem det objekt, der fremkalder følelsen og følelsen selv (Wilkie 1967). Situationen i Johannes-videoen er konstrueret og beregnet til at fremkalde en følelse af medlidenhed, den er ikke-autentisk, og man kan hævde, at der er fremkommet en overflod af sentimentale følelser i receptionen af denne virale video med de gode mennesker i Oslo, der hjælper et frysende barn. Da videoen er del af en kampagne i strategisk kommunikation, er der imidlertid ikke tale om føleri for føleriets egen skyld. Patossen eller sentimentaliteten i den omformes til praktiske forslag om at hjælpe lignende frysende børn, flygtninge i Syrien. Videoens melodramatiske følelsesbombardement kan altså omformes til medmenneskelige handlinger i virkeligheden, hvor følelsen empati er blevet omsat eller bogstavelig talt vekslet til 25.943 varme vinterjakker. Også hvad dette angår, er videoen transgressiv. Den bevæger sig fra utiltalende føleri til medmenneskelighed, og denne transgressive bevægelse modsvares af, at den befinder sig mellem det ikke helt redelige i sin fortællemåde og dens absolut gode hensigt og præmis. Disse spændinger medvirker til, at videoen er gået viral.

Sadvertising ”Hadde du gitt jakken din til Johannes?” var et bemærkelsesværdigt viralt hit i nordiske sammenhænge, og vi skal nu se, at den sentimentale tendens, som Johannesvideoen udviser, også er international, og at den repræsenterer en ny tendens inden for viral markedsføring.

En undersøgelse af forekomsten af virale videoer i tre måneder over sommeren i 2010 konkluderede bl.a., at i modsætning til tv-reklamer, der oftest anvender en harmløs form for humor (Stigel 2008), anvender virale reklamevideoer en anstødelig eller transgressiv form for

20 DANSK NOTER

humor, ”hvor parodi kan blive til satire” (Christensen og Hansen 2012: 217). Ud de 89 virale videoer, der var på Viral Video Charts top-tyve liste i undersøgelsesperioden (Viral Video Chart, Unruly Media 2010) var der kun to, hvis indhold og stemning kan karakteriseres som sentimental. Det var ”Disneyland Musical Marriage Proposal” om et frieri på åben gade i Disneyland, hvor patossen dog blev modereret af selve den disneyficerede iscenesættelse, og ”Look at yourself after watching this” med en mand, der var født uden arme og ben.

En ny undersøgelse fra sommeren 2014 foretaget af firmaet bag Viral Video Chart, Unruly Media konkluderer, at humor i reklamer er ved at blive overtaget af sentimentalitet, og ”ads really are becoming sadder and sadder” (Waterhouse 2014). På baggrund af en omfattende tracking-teknologi registrerer firmaet, hvilke videoer, der deles på de sociale medier: ”The Unruly Viral Video Chart has tracked 430 billion video views since 2006 and tracks 24 millions shares a day. It is the largest historical data set of video sharing behaviour on the social web. It tracks trending videos in real time using proprietary Unruly blog-scanning methodology, Facebook’s APIs and the Twitter fire hose.” (Unruly Media 2014a). Waterhouses artikel ”Sadvertising: Why Advertisers Are Trying To Make Us Cry”, der bygger på denne empiri, fremhæver 17 videoer, der alle er populære, og som har et følelsesmættet indhold, heriblandt den thailandske ”Giving Is the Best Communication”, der analyseres nedenfor.

Et resultat af den omfattende undersøgelse, som Unruly-firmaet foretager, er bl.a. en oversigt over de ti mest delte reklamevideoer i 2014: ”Most Shared Ads of 2014 - So Far” (Unruly Media 2014b). Her konkluderer undersøgelsen, at indtil nu er det kun en af de ti, der anvender humor. Ved selvsyn på listen, vil man derimod kunne konstatere, at fire videoerne er sentimentale. ”Puppy Love, der analyseres her, ligger som nummer 5 på listen.

Puppy Love Opfattelsen af Johannes-videoen som den rene sentimentalitet afvæbnes i nogen grad af dens formål. Det samme kan næppe siges om ”Puppy Love”, hvis formål er at sælge Budweiser-øl. Denne fortælling på kun 60

”En YouTube-kommentar fra en bruger ”Mikkomusen” siger: ”Jeg græder lige nu mennesker er venlige”, og som så mange andre er vedkommende sekunder var oprindelig en tv-reklame sendt i forbindelse med Super Bowl d. 29.1.2014, og den blev også straks delt på YouTube (YouTube 2014a), hvor den sidst i marts 2014 er blevet set ca. 50 millioner gange i tre forskellige versioner, og den har 1,8 millioner Facebook-referencer og næsten 88.000 Twitter-referencer.

Handlingen er enkel, og med nogle – signifikante – undtagelser i ren Hollywood-continuity style. Det amerikanske bryggeri Budweiser har en hesteranch med store Clydesdales bryggerheste, der anvendes til promotion. Nabogården er et hundehvalpeadoptationscenter, og en af de små hvalpe, en 10-ugers Labrador Retriever bliver ved med at kravle under hegnet for at være sammen med sin allerbedste ven, en af de store heste. Imidlertid sælges hvalpen og køres væk. Den klynker hjerteskærende, hesten hører det, springer over hegnet og sætter efter bilen, og der klippes til nærbilleder af hvalpen gennem bilruden. Den ikke særligt sympatisk skildrede nye hundeejer ser gennem bakspejlet, at hesten forfølger bilen, og han må bremse brat op, idet hestens fire hestevenner snedigt har spærret vejen foran og går let truende frem mod bilen. Der er et tidsoverspring i filmen, og man ser hesteranchejeren opdage hvalpen triumferende løbe hjem til ham efterfulgt af hans fem heste. Ejeren samler hvalpen op, og nu leveres den ikke tilbage. Den har fundet et nyt hjem sammen med sin hest. Reklamevideoen sluttes af med et skilt med Budweiser-logoet og formaningen ”Drink responsibly”.

Videoens lydside giver et fingerpeg om, hvordan den sukkersøde handling er konstrueret. Kun dyrene, ikke menneskene, er tilladt diegetiske lyde. Til trods for at man ser de menneskelige karakterers mundbevægelser på billedsiden, høres der ingen dialog. Den menneskelige stemme er kun repræsenteret gennem den ikkediegetiske, forankrende kærlighedssang ”Passenger - Let Her Go”, der handler om savnet af den elskede. Dyrene derimod er enerådende på den diegetiske lydside. De har dog ikke verbalsproglige, menneskelige replikker.

Her er det sangteksten fra underlægningsmusikken, der udsiger deres følelser, så dyrene også trænger sig ind på den egentlig menneskelige ikke-diegetiske lyd. Dyrenes

QR-link til ”Puppy Love”

blevet rørt af Johannes-videoen. Den er et eksempel på vellykket strategisk kommunikation, hvis mekanismer er at give en målgruppe nogle oplysninger, som ændrer målgruppens holdninger, således at kommunikationen fører til handlinger.

”

bjæffen, klynken, prusten, galopperen og vrinsken høres diegetisk, og kun reallyde, der forbindes til dem, er medtaget på lydsiden, fx lyden af det afgørende sted i handlingen, hvor bildøren smækkes i, idet hunden skal køres væk, høres af hesten, og der klippes til et reaktionsskud med den. Den igangsætter da redningsaktionen.

Et af de kulturhistoriske opgør med sentimentalitet, som synes af relevans i forhold til dyrene i ”Puppy Love”, stammer fra den engelske kulturkritiker John Ruskin, der i 1856 beskrev, hvad han kaldte for den patetiske fejlslutning (the pathetic fallacy). Det var at tillægge naturen menneskelige følelser og adfærd, og Ruskin angreb den samtidige lyriks sentimentalitet.

Han gav denne slags personificeringer i Tennysons digt “Maud” som eksempel: “The red rose cries, ‘She is near, she is near!’ / And the white rose weeps, ‘She is late.’.”

(Ruskin 1856: 183) Der er fortællemæssige kvaliteter i Budweiser-reklamen, der er medvirkende til dens udbredelse. Dens dominerende virkemiddel er dog dens patetiske fejlslutning, som Ruskin kaldte følelsesmættede personificeringer af naturen, her en hundehvalp og bryggerheste. Reklamens virale virkemidler er dog dens excessive sentimentalitet, som er forårsaget af transgressionen mellem det menneskelige og det dyriske, hvor de to dyrehovedkarakterer tillægges så stærke følelser af venskab og kærlighed, at de besejrer alt. Ved den patetiske overførsel af menneskelige følelser til dyrene bliver det en pointe, at den diegetiske og ikke-diegetiske lyd skaber en parallelitet mellem de to par i videoen: dyreparret hesten og hunden og menneskeparret den sympatiske hesteejer og kvinden fra hvalpecenteret. I videoens udtoning ses både dyre- og menneskepar romantisk sammen.

DANSK NOTER 21

At give er den bedste kommunikation Det thailandske telekommunikationsfirma TrueMove H fortæller en melodramatisk historie på tre minutter i ”Giving Is the Best Communication”. På YouTube beskrives den som “Thai Mobile Advert That Has Everyone Weeping. Giving without hope of return” (YouTube 2014b). Videoens handling er som taget ud af en forenklet udgave af Oliver Twist. En dreng pågribes for at stjæle medicin til sin syge mor, men indehaveren af et gadekøkken griber ind, betaler for medicinen, og han beder sin lille datter om at give drengen en portion suppe, han skal tage med hjem til moderen. ”30 år senere”: Mens den gavmilde indehaver giver en tigger en portion mad, får han et hjertetilfælde. På hospitalet, hvor han behandles, får hans nu voksne datter en regning på 792.000 baht (ca.130.000 kr.) Hun taler med lægen, og inden hun falder fortvivlet i søvn ved sin syge far, må hun sætte forretningen til salg. Da hun vågner op, ligger hospitalsregningen på sengen, men nu er slutsummen 0 baht, og regningen er påført, at alle udgifter blev betalt for 30 år siden med tre pakker medicin – og en portion suppe. ”Hilsen dr. Prajak Arunthong”. Drengen, der dengang stjal for at hjælpe sin syge mor, er nu blevet læge, og et skilt indsat i videoen siger ”Giving is the best communication”, og efter en panorering hen over fotos, der viser den venlige læge hjælpe syge og taknemmelige mennesker, slutter videoen af med TrueMoves logo.

QR-link til “Giving Is the Best Communication”

Fortællestilen er kompliceret, idet videoen opererer med en tredobbelt tidsstruktur, nemlig den fortidige begivenhed for 30 år siden med den stjælende dreng, nutiden med hospitalsindlæggelsen, men også en lang række flashbacks til den 30 år gamle begivenhed, og endda et flashback til nutidssekvensen, hvor datteren husker lægen under deres samtale, idet hun nu forbinder ham med drengen. De sidste 50 sekunder af videoen består af en krydsklipning mellem fortid og nutid, nemlig datterens nutidige erkendelse af lægens identitet, flashbacks af fortiden i slowmotion med underlægningsmusik og endelig indklip af lægen, der også i nutiden erindrer den hjælp, han fik dengang.

22 DANSK NOTER

Slowmotion som emfase og understregning af det emotionelle indhold gennem underlægningsmusikken hjælper med til fremstille præmissen, at godgørenhed bærer lønnen i sig selv og mere til, for den fortidige godgørenhed har forrentet sig til betaling af en stor hospitalsregning. Denne præmis kan i nogen grad aflæses, som det at hjælpe andre er til egen fordel, og uklarheden her bliver ikke mindre af, at videoens budskab ender med at blive ekspliciteret som et spørgsmål om kommunikation: ”At give er den bedste kommunikation”, hvor den sentimentale handling bruges som afsæt for marketing. Den virale afsenderlabilitet manifesterer sig ved, at TrueMove H først identificerer sig i videoens sidste sekunder. En lignende uklarhed om videoens budskab kan tilskrives en handling og fortællemåde, der er konstrueret således, at dens emotionelle virkning er ude af forhold til de usandsynlige begivenheder, der indgår i den. Denne emotionelle virkning beror ikke kun på tematikken med liv og død, sygdom og fattigdom, men også på tidstrukturen i videoen, hvor 30 år komprimeres ned til 3 minutter, således at denne fortætning sammen med fortællestilens slowmotion og underlægningsmusik kan kalde emotioner og måske endda tårer frem.

Konklusion: Virale transgressioner og følelser De tre virale videoer, der er beskrevet i artiklen, navigerer alle mellem patos og etos. Primært formelle analyser har redegjort for deres vidt forskellige brug af sentimentale virkemidler. Johannes-videoen overskrider i nogen grad god fortælleetik med sit skjulte kamera og konstruerede situation, men dens formål og afsenderens åbne identitet ophæver det sentimentale, da videoen fører frem til social handling. «Puppy Love» er uhæmmet sentimental, og overskrider grænsen mellem dyr og mennesker vha. den patetiske fejlslutning, men netop castingen af hovedpersonerne som dyr er et stærkt og egentlig redeligt hint til publikum, om at det er en ikke-autentisk og konstrueret fortælling. Ruskin skriver, at en åbenbar patetisk fejlslutning med ”no real expectation that it will be believed” er et populært poetisk træk: ”we like it all the more for being so.” (Ruskin 1856: 170). ”Giving Is the Best Communication” rejser i tid fortællemæssigt. Det muliggør en narrativ konstruktion, hvis markedsføringsbudskab giver sig ud for at være en opfordring til ren medmenneskelighed, men fortællingen ender i det rendyrkede sentimentale, da den følelsesmæssige effekt ikke står i forhold til dens

afsenders markedsføring. Denne videos appelform er præget af patos og ikke etos.

Flere undersøgelser (Dobele m. fl. 2007; Bardzell m. fl. 2008) har vist, at viraler, der skaber emotionelle spændinger i receptionen, har lettere ved at blive videredistribueret (Hansen 2013). Disse emotioner kan være glæde, og de kan være aversion, men altså også det patetiske og sentimentale, som reklamebranchen har fået øjnene op for på det seneste.

Repræsenterer sentimentaliteten i artiklens tre analyserede videoer da en generel tendens? Det vil føre for vidt at forbinde de appelformer, som de tre virale videoer anvender til en overordnet samfundsmæssig tendens, som fx Digby Anderson og Peter Mullen påstår, at der forekommer i deres sociologisk orienterede debatbog Faking It The Sentimentalisation of Modern Society fra 1998; men indenfor markedsføring er der nu på bekostning af humor en klar tendens i retning af det sentimentale, der endog for nyligt har fået tilnavnet ”sadvertising” (Waterhouse 2014).

Denne tendens i retning af patos og sentimentalitet i de virale reklamevideoers indhold må anskues inden for konteksten af de sociale medier, der både er private og offentlige i deres fortællestruktur og distributionsformer. Her kan private følelser distribueres.

Denne dobbelthed findes i højere grad i virale markedsføringsvideoer. De kan kategoriseres som peer-topeer–kommunikation, idet deres distributionsmåde er, at de fremsendes mellem venner eller peers i de sociale medier. Der er altså tale om en form for privat korrespondance (Hansen og Højbjerg 2013: 6-9); men der er også samtidig tale om videredistribution af markedsføringsmateriale fra den oprindelige afsender, et firma eller en organisation. Den private kommunikation bliver her en del af en markedsføringsstrategi, der altså på det seneste netop udnytter den private distributionsform i sit indhold i de følelsesfyldte og inderlige narrativer.

Den virale transgression mellem private følelser og forretningsmæssige formål manifesterer sig her til fulde.

”De tre virale videoer, der er beskrevet i artiklen, navigerer alle mellem patos og etos.

”

Reklame - eller hvordan sætter man sving i bevidstheden?, red. Jørgen Stigel, Systime: Aarhus, pp. 203-231.

Dobele, Angele m. fl. (2007): “Why pass on viral messages? Because they connect emotionally”. Business Horizons 50, 291–304.

Hansen, Ole Ertløv og Lennard Højbjerg, red. (2013), Online videoer – på sociale medieplatforme. Systime: Aarhus.

Hansen, Ole Ertløv (2013), ”At smitte med en følelse – virale videoer” i Hansen, Ole Ertløv og Lennard Højbjerg, red. (2013), Online videoer – på sociale medieplatforme. Systime: Aarhus, pp. 113-135.

Hyde, Lewis (2007): The Gift: How the Creative Spirit Transforms the World, London: Canongate Books Ltd. Kristensen, Jane og Jørgen Riber Christensen (2009): Medietid 2.0, København: Dansklærerforeningens Forlag.

Osloby Nyheder (2014a): online: http://www.osloby.no/osloby/nyheter/ Hvor-mange-Oslo-folk-ville-hjelpe-den-tynnkledde-gutten-somfros-7474550.html#.UwW-fnSPI5u, tilgået 27.03.2014.

Osloby Nyheder (2014b): online: http://www.osloby.no/osloby/nyheter/ Hvor-mange-Oslo-folk-ville-hjelpe-den-tynnkledde-gutten-somfros-7474550.html#.UwW-fnSPI5u, tilgået 27.03.2014.

Ruskin, John (1856): Modern Painters, Vol. III. London: The Waverley Book Company.

SOS barnebyer (2014): online: http://www.sos-barnebyer.no/Mayday/ Syria, tilgået 27.03.2014.

Stigel, Jørgen. (2008): ‘Humor i dansk tv-reklame. Et middel på tværs af livsstil?’, Mediekultur (45): 65-79.

Unruly Media (2014a): Technologies, online: http://www.unrulymedia. com/technology, tilgået 14.8.2014.

Unruly Media (2014b): online: http://viralvideochart.unrulymedia.com/chart_keyword/Most_Shared_Ads_of_2014_-_So_ Far?items=10&interval=all_time, tilgået 14.8.2014.

Viral Video Chart, Unruly Media (2010): online http://viralvideochart. unrulymedia.com/.

Viral Video Chart (2014a): online: http://viralvideochart.unrulymedia. com/youtube?id=L9O8j9QPZc8, tilgået 27.03.2014.

Waterhouse, David (2014): “Sadvertising: Why Advertisers Are Trying To Make Us Cry”, Unruly Media. Online: http://www.unrulymedia. com/article/15-07-2014/sadvertising-why-advertisers-are-tryingmake-us-cry/1405416234, tilgået 18.7.2014.

Wilkie, Brian (1967): “What Is Sentimentality?” i College English. Vol. 28. No. 8 (May, 1967), pp. 564-575.

YouTube (2014a): online: http://www.youtube.com/ watch?v=uQB7QRyF4p4, tilgået 29.03.2014.

YouTube (2014b): online: http://www.youtube.com/ watch?v=NFr1jp68YpU, tilgået 01.04.2014.

Litteratur Anderson, Digby og Peter Mullen (1998): Faking It The Sentimentalisation of Modern Society, Harmondsworth: Penguin.

Bardzell, Jeffrey m. fl. (2008): “Emotion, Engagement and Internet Video”. One to One Interactive.

Bourdieu, Pierre (1984/1979): Distinction, London: Routledge.

Christensen, Jørgen Riber (2011): «Viral kommunikation», Danskernes akademi, DR2, d. 8.9. 2011.

Christensen, Jørgen Riber og Ole Ertløv Hansen (2012): «Virale reklamevideoer Transgression, markedsføring og sociale medier” i

De tre virale videoer: ”Hadde du gitt jakken din til Johannes?”: http://www.youtube.com/ watch?v=L9O8j9QPZc8 “Puppy Love”: http://www.youtube.com/watch?v=uQB7QRyF4p4 “Giving Is the Best Communication”: http://www.youtube.com/ watch?v=NFr1jp68YpU (Eller brug titlerne som søgetekster på YouTube.)

DANSK NOTER 23

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Fiktiobiografisme Fiktionalisering i kendte mediepersonligheders selvfremstilling Med udgangspunkt i begrebet fiktiobiografisme introducerer denne artikel til nyere tendenser i fiktionalitetsforskningen. Fiktionalitet som kommunikativt redskab – modsat fiktion som afgrænset genre – fremsættes som et nyttigt greb i analysen af de stadigt flere fiktionstvetydige udtryk som fiktiobiografismen er symptomatisk eksempel på.

Introduktion Hvorfor indvilliger daværende københavnerborgmester Klaus Bondam i at spille sig selv som magtmisbrugende borgmester, der køber sex hos trækkerdrenge i Klovn?

Hvorfor spiller Frederik Fetterlein naiv forsmået kendis i Kræftens Bekæmpelses kampagne mod hudkræft? Og hvorfor vælger Lars Løkke Rasmussen at spille fornærmet venstreformand med numsesved i en særudgave af Klovn udviklet til Knæk Cancer? Et muligt svar på disse spørgsmål kan findes i den særlige fortællemodus ”fiktiobiografisme”.1 Her kan kendte mediepersonligheder bruge fiktionalitet strategisk til at kommentere på og potentielt ændre omverdenens billede af dem.

Fiktiobiografisme At spille rollen som sig selv er et udbredt kendisfænomen, der i de seneste år er blevet udfoldet i massiv grad på forskellige kunst- og medieplatforme. Siden det første afsnit af tv-serien Klovn i 2005 har udviklingen på både film, tv og reklameområdet været bemærkelsesværdig. Frank Hvam, Casper Christensen og et betragteligt udsnit af den danske kendiselite spiller sig selv i og i relation til Klovn og Klovn the Movie. Søren Fauli spiller sig selv i Deroute, Nicolas Bro i Offscreen, Mads Mikkelsen og Dejan Cukic i Pokerfjæs. Sidney Lee, Mikkel Hansen og Jim Lyngvild spiller sig selv i reklamer for hhv.

Kohberg, Head and Shoulders og Netto.2 I fiktiobiografisme spiller kendte rollen som sig selv, og denne rolle kan ikke fuldstændigt adskilles fra den virkelige person.

Der er tale om et samtidigt overskud af fiktionalitet og biografiske detaljer, og det gør det svært at kategorisere fiktiobiografisme som enten fiktion eller ikke-fiktion.

24 DANSK NOTER

Rent intuitivt vil vi være tilbøjelige til at regne sådanne værker og optrædener for fiktive, men fordi de kendte har samme navn og typisk samme beskæftigelse, interesser, venner og til dels også familieforhold som i virkeligheden, problematiseres en sådan kategorisering.

Omvendt kan man heller ikke entydigt tale om dokumentar, (selv-) biografi eller bare ikke-fiktion, fordi der samtidig sker ting i fiktiobiografisme, der tydeligvis ikke er i overensstemmelse med virkeligheden: Nicolas Bro har ikke myrdet Mathilde Norholt (som han gør det i Offscreen), og selvom Jarlen dør i Klovn, lever han videre i vores virkelighed. Det biografiske og fiktionaliteten er lige påtrængende, og vælger man at se bort fra det ene perspektiv, mistes potentialet i at lade de to virke samtidigt. Fiktiobiografisme er selvfremstilling, hvor fiktionalitet er med til at forme det biografiske udtryk.

Det samtidige overskud af fiktionalitet og biografiske detaljer inviterer modtageren til at forhandle mellem den fiktiobiografiske optræden og modtagerens mediekulturelle viden. Fiktiobiografismen ekspliciterer derfor en modtagerkultur, hvor forhandling mellem det, vi ser, og det, vi ved, bliver et grundvilkår. Modtageren oplever en ’fiktiobiografisk tøven’, hvor det fiktiobiografiske udtryk sammenholdes med den viden om de kendte, vi har opbygget gennem udforskningen af diverse andre medieplatforme. Med Stig Hjarvard kan vi sige, at ’medialiseringen af samfundet’ (Hjarvard 2008) indebærer en generel adfærdsændring, der skaber et fordelagtigt miljø for skabelsen og udfoldelsen af fiktiobiografisme. Vi tilbydes indgange til viden om de kendte på stadigt flere og forskellige medieplatforme, og ofte florerer denne viden også de steder, hvor vi har

Af Louise Brix Jacobsen, ph.d. Postdoc. Center for Fiktionalitetsstudier, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

”Det samtidige overskud af fiktionalitet og biografiske detaljer inviterer modtageren til at forhandle mellem den fiktiobiografiske optræden og modtagerens mediekulturelle viden.

Fiktiobiografismen ekspliciterer derfor en modtagerkultur, hvor forhandling mellem det, vi ser, og det, vi ved, bliver et grundvilkår.

”

vores egen sociale interaktion (fx Facebook og Instagram). Viden om de kendte og delingen af den er for mange indhyllet i den daglige interaktion, der i sig selv også har karakter af øgede muligheder for eksponering. Når det netop er kendte mediepersonligheder, der spiller sig selv, kan afsenderen således udnytte, at en relativt stor gruppe modtagere har en fælles viden fra nyheder, sladderpresse, diverse onlinefora og andre tv-shows. Når Klaus Bondam, Casper Christensen og Frederik Fetterlein direkte adresserer rygter, vi kan genkende fra mediernes formidling, så kobler vi automatisk den fiktiobiografiske optræden til den virkelige person, og de kendte får dermed skabt en position, hvor de kan udnytte fiktionaliteten til at igangsætte en modtagerforhandling rettet mod deres egen person. Den fiktiobiogafiske optræden skaber således et frugtbart bånd til virkeligheden, men samtidig er den ikke underlagt konventionerne for eksempelvis journalistisk praksis. Hvad der i nyheder og sladderpresse ville blive kategoriseret som løgn, kan i fiktiobiografisk sammenhæng beskyttes af den ekspliciterede fiktionalitet.

Den afgørende kontekstforankring af den fiktiobiografiske modus medfører, at fiktiobiografisme ikke kan modtages som fiktiobiografisme uden et kendskab til de gældende kulturelle diskurser, den fiktiobiografiske optræden skabes i. En fiktiobiografisk optræden eller et fiktiobiografisk værk knytter sig derfor til den tid og den kultur, de opstår i, og de kan ikke afkodes

som løsrevne herfra. Fiktiobiografisme kan derfor også bestemmes som en intermedielt funderet modus, der skabes og virker relationelt og kontekstuelt i et samspil mellem afsender, modtager, værk og andre medietekster. Gennem et kontinuerligt feedbackkredsløb mellem instanserne kan fiktiobiografismen påvirke det medielandskab, den samtidig skabes ud af.

Fiktiobiografiske optrædener både i Klovn og på andre medieplatforme er symptomatiske eksempler på, hvordan en betragtelig del af både kunst og populærkulturelle produkter meget vanskeligt lader sig beskrive og analysere ud fra forestillingen om et klart skel mellem fiktion og ikke-fiktion. Mange debatter, analyser og anmeldelser kommer til kort i forsøget på at kategorisere disse optrædener. I både nyhedsmedier, sladderpresse og videnskabelige tilgange handler det derfor ofte om grænsesløringer og tematisering af forholdet mellem fiktion og virkelighed. Et af målene med mit arbejde med fiktiobiografisme har været forsøget på at komme videre fra denne tærskelkonstatering til en inkorporering af den i en analytisk tilgang. Hvilken forskel gør det at bruge fiktionalitet i sammenhænge, der ikke fremstår entydigt fiktive? Hvad er på spil, og hvordan kan vi beskrive og analysere det?

For således at kunne indkredse, hvilke mekanismer der træder i kraft i denne særlige type selvfremstilling, har det været nyttigt at analysere fiktiobiografismen ind i den vending i fiktionsforskningen, der lige nu er under udvikling under betegnelsen fiktionalitet.

Fiktionalitet kan forandre virkeligheden I 2007 skriver den engelske fiktionsforsker Richard Walsh den skelsættende bog The Rhetoric of Fictionality (oversat til dansk i 2013 til Fiktionalitetens retorik).

Bogen er udgangspunktet for den fiktionalitetsforsk-

”Hvad der i nyheder og sladderpresse ville blive kategoriseret som løgn, kan i fiktiobiografisk sammenhæng beskyttes af den ekspliciterede fiktionalitet.

”

DANSK NOTER 25

Reykjavik havn ning på Aarhus Universitet, der udfoldes i Center for Fiktionalitetsstudier, og som er under udbredelse især med lærebogen Fiktionalitet (Jacobsen et al. 2013).3 I lærebogen redegør vi for, hvordan man tidligere har anskuet fiktioner som paralleluniverser, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Fiktion og fiktionalitet er ofte blevet forbundet med bestemte genrer, og man taler typisk om dem som størrelser, der kun opererer bag DVD’ens cover og romanens forside. Med begrebet fiktionalitet vil vi gerne pege på, at det fiktionelle potentiale allerede bruges i mange andre sammenhænge end i fiktion anskuet som genre. Fiktionalitet kan bruges som led i mange typer kommunikation, og det bruges typisk strategisk til at påvirke virkeligheden.

Når man fiktionaliserer, så signalerer man, at det fortalte ikke beskriver virkeligheden, som den foreligger, men derimod beskriver det mulige, det ikke-værende,

26 DANSK NOTER

det potentielle, det fremtidige eller det overdrevne.

Denne strategi kan bruges til at styrke et udsagn og til at gøre udsagn mindre angribelige. Politikere kan bruge fiktionalisering som en kommunikativ strategi, fx i valgkampsøjemed (Helle Thorning Schmidts udlægning af fremtidens skole eller Obamas præsentation af Løvernes Konge som sin fødselsvideo), og vi bruger alle fiktionalisering i vores daglige kommunikation med hinanden både on- og offline (’Jeg har ventet i 100 år på maden’, ’We are all Norwegians’). Fiktionalisering brugt strategisk i en kommunikationssituation er derfor ikke det samme som løgn, fordi hensigten ikke er at dække over virkelige forhold. Ved fiktionalitet vil afsenderen snarere signalere helt eksplicit, at virkeligheden ikke omtales, som den er.

Virkelige forhold kan også påvirkes af decideret fiktionelle produkter. På hospitalernes brandsårsafde-

”Når man fiktionaliserer, så signalerer man, at det fortalte ikke beskriver virkeligheden, som den foreligger, men derimod beskriver det mulige, det ikke-værende, det potentielle, det fremtidige eller det overdrevne.

”

ling kan patienterne opnå smertereduktion gennem snefyldte computerspil. Politikere kan foregribe aktuelle diskussioner ved at være på forkant med indholdet af tv-serien Borgen4, og skuespilleren Sascha Baron Cohen kan lade sin fiktive karakter ”Borat” udtale sig på CNN om de politisk funderede anklager fra det virkelige Kazakhstan. Fiktionalitet bliver på denne måde et retorisk greb, der kan anvendes i mange forskellige kommunikative sammenhænge med forskellige formål for øje.

Denne anskuelse indebærer samtidig muligheden for at tale om hhv. lokal og global fiktionalisering (Jacobsen et al. 2013: 42). Er der tale om fiktion i den velkendte generiske forstand, hvor værkets status som fiktivt ikke kan betvivles, vil fiktionaliseringen være global. Er der derimod tale om fiktionstvetydige værker som de fiktiobiografiske eller om litterær autofiktion som fx Knud Romers Den som blinker er bange for døden eller Karl Ove Knausgaards Min Kamp, vil det derimod være analytisk frugtbart at tale om lokal fiktionalitet, der anvendes i en sammenhæng, hvor en effekt på virkeligheden er tilsigtet.

Fiktionalisering i fiktiobiografisme: selvironi som katarsis I fiktiobiografisme bruges fiktionalitet som sagt til at skabe tøven og dermed mulighed for forhandling hos modtageren. De gennemgående kendetegn for de kendtes fiktiobiografiske selvoptrædener er overdrivelse, ekstrem pinlighed, ironi og frem for alt og bemærkelsesværdigt nok: en vægtning af det ikke-sympatiske.

Men hvorfor udstille sig selv som pinlig og usympatisk?

I fiktiobiografisme er der netop ikke tale om en negativ fremstilling af andre. Det er de kendte selv, der med investeringen af eget navn og egen krop selv står inde

for eller bakker op om den særlige udlægning. Det kan der være flere grunde til. For det første kan den ekstreme udstilling af kroppen i pinlige positioner og situationer i sig selv lede til modtageraktivering i form af affektiv (og dermed direkte fysisk) respons. Når Frank Hvam opdages i adskillige pinlige toiletbesøg, når han får udløsning under en kiropraktorbehandling, eller når han giver sin svigermor en ’pearl necklace’, kan det som modtager være svært at undertrykke en kropslig reaktion. Vi krummer måske tæer, tager knæene op til hagen eller hænderne til munden. Mange kommer med spontane udbrud, og andre har behov for at komme på større afstand af tv-skærmen. Pinlighedsstoffet sammen med det påtrængende biografiske overskud accentuerer på denne måde modtageraktiveringen. Vi reagerer affektivt, samtidig med at vi forhandler med vores viden fra andre medieplatforme.

At spille rollen som sig selv og samtidig tage pinligheden til nye højder skaber altså i sig selv en ironisk distance til selvet. Den stærkeste form for selvironi opstår imidlertid, når de kendte direkte adresserer deres egne uheldige virkelige eskapader eller deciderede rygter om dem, der florerer på virkelige medieplatforme. I Klovn kan Casper Christensen og en lang række andre kendte danskere gennem overdrevne og selvironiske selvoptrædener kommentere på virkeligt huserende rygter og stigmatiseringer. De kan svare igen uden at skulle begrænse sig til virkelighedens regler og rammer. Klaus Bondam spiller sig selv som magtmisbrugende borgmester, der færdes blandt trækkerdrenge. Don Ø spiller hardcore forretningsmand, der tvinger Frank Hvam til at spise havregrynskugler som adgangsbillet til Speedway, og Casper Christensen sætter utroskabshistorierne op i højeste gear. Ved at stå ved omverdenens fordom-

”Ved at stå ved omverdenens fordomme og de dårlige medieforstærkede rygter fremstår de kendte som selvironiske og modige, og dermed får de koblet nogle af nutidens største dyder på deres personlighed.

”

DANSK NOTER 27

me og de dårlige medieforstærkede rygter fremstår de kendte som selvironiske og modige, og dermed får de koblet nogle af nutidens største dyder på deres personlighed. Gennem fiktionalitet kan de fremstille sig selv fremadrettet – og søge at påvirke seerens opfattelse af dem i virkeligheden. At anvende fiktionalisering bliver på denne måde en form for katarsis.

Frederik Fetterlein kan i kampagnen for Kræftens Bekæmpelse performe direkte ind i medieverdenens fordømmelse af ham. Ved at være overdrevent krukket, naiv, selvglad og tilmed spille på sit manglende talent forholder han sig selvironisk til omverdenens stigmatisering. Det er modigt at stå ved stigmatiseringen, fordi det indebærer en fare for at understrege den yderligere. Fungerer det derimod efter hensigten, kan Fetterlein fremstå reflekteret over sin egen situation og opnå status som selvironisk og modig. Det er også det, der sker med tematiseringen af Klaus Bondams seksualitet og både Bondams og Lars Løkkes magtpositioner.

Sólfarið, Reykjavik

28 DANSK NOTER

Både generelle tabuer og personlige rygter iscenesættes på ny og med potentiel virkelighedseffekt til følge. Ved at tage fordommene om dem i virkeligheden på sig eller ved bare at fremstå selvironisk generelt skabes der gennem fiktionalisering mulighed for forandring. Ved at bruge fiktionalisering som strategi sætter de kendte sig selv og deres identitet på spil, fordi de performer ind i de diskurser, der eksisterer om dem. Omvendt så er det netop denne gentagelse, der giver muligheden for forandring og dermed mulighed for en reel ændring af diskursen om dem på virkelighedens medieplatforme.

Mediepersonligheder kan altså bruge fiktionalitetens force i deres selvfremstilling til at adressere personlige og ofte penible debatskabende anliggender på måder, der ikke lader sig gøre i traditionel journalistisk praksis.

Fiktionalitet er på forskellige måder og på forskellige niveauer en del af vores hverdag og vores måde at interagere med hinanden på. Det har det i og for sig altid været, men med medieudviklingen og den generelle

medialisering af samfundet har vi fået flere platforme at fiktionalisere på, flere virkemidler at gøre det med og en decideret ændret social adfærd. Her ligger der især for medie-personligheder et stort selvfremstillingspotentiale, fordi de kan trække på en viden, modtageren allerede har tilegnet sig gennem nyhedsmedier, sladderpresse og forskellige onlinefora. Fiktionalisering bliver i dette mediemiljø essentielt som en måde at gå i clinch med omverdenens og dermed mediernes stigmatisering af de kendte på.

David, Larry (2000-): Curb Your Enthusiasm. Manus: Larry David; Alec Berg. Instr. Robert B. Weide; Larry Charles et al. HBO Films, USA. HBO. Fauli, Søren (2008): Deroute. Manus: Martin Kongstad. Instr. Søren Fauli. Danmark. DR2.

Knausgård, Karl Ove (2009): Min kamp 1. Forlaget Oktober, Oslo.

Nørgaard, Mikkel (2010): Klovn the movie. Manus: Casper Christensen; Frank Hvam; Mikkel Nørgaard. Instr. Mikkel Nørgaard. TV2 Zulu/ Zentropa Productions, Danmark.

Orr, Joseph (2005-): Pastewka. Manus: Bastian Pastewka; Chris Geletneky et al. Instr. Joseph Orr. Romer, Knud (2006): Den som blinker er bange for døden. Athene, Køben-

Referencer Hjarvard, Stig (2008): En Verden af Medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg. Samfundslitteratur, København.

havn.

Skåber, Linn; Solli, Terje (2007-2010): Hjerte til Hjerte. Manus: Line Grünfeld; Linn Skåber. Instr. Marit Åslein. NRK Underholdning, Norge. NRK1.

Jacobsen, Louise Brix (2008a): ”Klovnen og rygtet”. I 16:9. 6. Årgang.

Nr. 28.

Jacobsen, Louise Brix (2008b): “Hello, my name is Frank Hvam”. I p.o.v.

A Danish Journal of Film Studies. No. 26. December 2008. P. 88-98.

Jacobsen, Louise Brix (2010): ”En virkelig Klovn”. I Magasinet Humaniora. No. 3:10. October 2010. P. 8-11.

Jacobsen, Louise Brix (2011): ”Fiktiobiografisme. Perception og fiktionalisering”. In Spring. No. 31-32. P. 57-78.

Jacobsen, Louise Brix; Kjerkegaard, Stefan; Nielsen, Henrik Skov; Kraglund, Rikke Andersen; Reestorff, Camilla Møhring; Stage, Carsten (2013): Fiktionalitet. Forlaget Samfundslitteratur, København.

Jacobsen, Louise Brix (2012): Fiktiobiografisme. Fiktionalisering som performativ strategi i dansk film og tv fra 2005 og frem. Ph.d.-afhandling.

Institut for Æstetik og Kommunikation. Faculty of Arts, Aarhus University.

Walsh, Richard (2013 [2007]): Fiktionalitetens Retorik. Oversat til dansk fra The Rhetoric of Fictionality af Rolf Reitan. Forlaget Samfundslitteratur, København.

Værker Boe, Christoffer (2006): Offscreen. Manus: Christoffer Boe; Knud Romer Jørgensen. Instr. Christoffer Boe. AlphaVille Pictures Copenhagen, Danmark.

Charles, Larry (2006): Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan. Manus: Sacha Baron Cohen; Anthony Hines. Instr.: Larry Charles. Dune Entertainment/ Everyman Pictures/ Four by Two/ Major Studio Partners/ One America, USA. Christensen, Casper; Hvam, Frank (2005-2009): Klovn. Manus: Frank Hvam; Casper Christensen. Instr.: Mikkel Nørgaard; Niels Gråbøl.

Zentropa Episode ApS/ Nutmeg Movies, Danmark. TV2 Zulu.

Cukic, Dejan (2011): Pokerfjæs. Manus: Dejan Cukic; Thomas Busk;

Henvisninger til netsteder Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fondens kampagne: ”Skru ned for solen, så skruer vi ned for Fetterlein” (2013). Musikvideo kan ses på: https://www.youtube.com/watch?v=bC8KlJsK7iY Videospots kan ses samlet her: https://www.youtube.com/user/Frederikfetterlein Klovn: miniafsnit til Knæk Cancer (2013): https://www.youtube.com/ watch?v=2_igdZt1CN0 Sidney Lee i Kohberg-reklame (2012) https://www.youtube.com/ watch?v=VEZ3pCQpZUw Mikkel Hansen for Head and Shoulders (2012): https://www.youtube. com/watch?v=SSbI_Vlt_s0 Jim Lyngvild for Netto (2013): https://www.youtube.com/ watch?v=VH0ZT-TtxSc Helle Thorning Schmidt om fremtidens skole (2012): http://nyhederne. tv2.dk/article.php/id-58069950:video-emil-på-13-år-var-thorningsskoleeksempel.html Barack Obamas brug af klip fra Løvernes Konge i talen til White House Correspondents’ Dinner 2013. https://www.youtube.com/ watch?v=Gv_44QQMcGo Note 1 Fiktiobiografisme introduceres første gang i Jacobsen 2008 og er siden udviklet i Jacobsen 2010, 2011, 2012 og 2013.

2 Fiktiobiografisme er også udbredt i udlandet, jf. den amerikanske Curb Your Enthusiam (Larry David 2000-), den tyske Pastewka (Orr 2005-) og den norske Hjerte til hjerte (Skåber 2007-2010).

3 Samfundslitteraturs lærebogspris 2011.

4 Se Rikke Andersen Kraglunds artikel ”Foran Borgen” i dette nummer af Dansk Noter.

Claus Bek Nielsen. Silverback, Danmark. TV2 Zulu.

DANSK NOTER 29

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Monte Carlo elsker...

Alle (unge) elsker Monte Carlo på DR3 og hemmeligheden bag seriens overvældende evne til at få seerne til at bruge uhørt lang tid på komplekse emner som Putins Rusland og Palæstinakonflikten er frem for alt dens bevidste og nøje planlagte iscenesættelse af værternes spontane – og subjektive – reaktioner og kommentarer. ”Jeg får også svært ved at opretholde den journalistiske objektivitet.

Den pisser vi over bord lige ved Brooklyn Bridge.”

- Esben Bjerres allerførste replik i ”Monte Carlo elsker USA” Desperate tider Scenen, der udspiller sig foran mig, er så grotesk, at jeg i et kort øjeblik er i tvivl, om jeg rent faktisk drømmer, eller om det virkelig foregår. I baggrunden rejser Moskvas Statsuniversitet sig i al sin klassiske stalinistiske vælde af russisk barok og gotik. Desværre ses det imposante bygningsværk ikke så tydeligt i kameraet, fordi vi ikke – måske forståeligt nok - må filme så tæt på campus, når optagelserne involverer en 3 meter høj levende bjørn.

For få minutter siden rullede en udtrådt sort VW Transporter op til kantstenen med den enorme bjørn liggende bagi, og lige nu sidder det frygtindgydende dyr som det naturligste i verden mellem de to Monte Carlo - værter Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen. De står begge og poserer i bar overkrop, hvilket på ingen måde er en udsøgt fornøjelse her i Moskvas ubamhjertige windchill, der fejer ind over hele scenariet en grå decembermorgen, hvor barometeret i forvejen viser syv graders frost.

Hele det bizarre optrin fuldendes af en meget smuk russisk undertøjsmodel, der fotograferer bjørnen og de to halvnøgne værter – og hvad hun nu kan få med af bygningen i baggrunden. Af uransagelige årsager påkalder hele vores mærkværdige setup ikke den store opmærksomhed fra de mange gadesælgere, der allerede her tidligt om morgenen har linet deres Putin-matruskaer og militære pelshuer op på bordene foran sig. For dem virker det nærmest som business as usual, hvilket sådan set kun bidrager til hele situationens uvirkelighed.

Bizart eller ej er det dog den skinbarlige virkelighed, og vel at mærke en skinbarlig virkelighed, vi selv har sat i scene! Da vi en måned senere sidder i klipperummet og lægger sidste hånd på ”Monte Carlo elsker

30 DANSK NOTER

Putin”, skinner vanviddet heldigvis stadig igennem, og vi er klar over, at vi rent faktisk har skabt noget så sjældent som en scene, du aldrig i dit liv havde forestillet dig, du skulle se på tv. Men altså, desperate times calls for desperate measures!

Og desperate times er ret beset en temmelig nøjagtig beskrivelse af det Rusland, vi som udgangspunkt gerne ville tegne et portræt af i tv-programmet ”Monte Carlo elsker Putin”, der kom til at udgøre den første af i alt tre sæsoner i serien ”Monte Carlo elsker...”. I Peter Falktoft og Esben Bjerres daglige radioprogram ”Monte Carlo på P3” var præsident Vladimir Putin nærmest en form for fast ugentlig gæst, når de to værter på deres særlige facon tog dagens politiske begivenheder op til kærlig overvejelse. Den russiske førstemand excellerede nemlig jævnligt udi overmåde ubegribelige bedrifter, som fx – og her nævnes i flæng – at redde et vestligt kamerahold fra at blive overfaldet af en sibirisk tiger ved nænsomt at pacificere den med en bedøvelsespil, ganske tilfældigt at finde antikke græske krukker på en dykkertur i Det Sorte Hav, samt i hangglider at lokke en flok udrydningstruede sibiriske traner fra deres nuværende naturlige opholdssted til et mere sikkert habitat.

Listen af out of this world-præstationer fortsætter i det uendelige, og udfra hvad man kunne kalde for et gængs vestligt perspektiv, virker det ikke alene borderline-klodset, men nærmest helt uden for vores begrebsramme, at han tilsyneladende vitterligt tror, han kan ”slippe afsted” med sådanne stunts. Men så meget desto mere er Vladimir Putin – uanset hvad man måtte mene om det – et tekstbogseksempel på den fiktionalisering, vi i stadigt stigende udstrækning kan identificere i al nyere kommunikation, lige fra nyhedsstof til formidling af politiske budskaber.

Af Claus Schrøder Nielsen, redaktør DR Ung + instruktør og tilrettelægger på alle tre sæsoner af ”Monte Carlo elsker…” + cand. mag. i Litteraturvidenskab og Anvendt Visuel Kommunikation.

Så hvordan beskriver man på tv det forholdsvist komplekse forhold, at et land – der udover at være verdens største også må siges at have betragtelig indflydelse på den verdenspolitiske scene – regeres af en mand, hvis selviscenesættelse i al sin hovedrystende skingerhed måske virker lidt grinagtig på overfladen, men som reelt set er en helt naturlig forlængelse af et knap så uskyldigt statsapparat, der tæller mere shady bedrifter som fx det famøse distrikt 451 i den tetjenske hovedstad Grozny, hvor Putin ved 2012-valget præsterede et decideret jordskredsvalg med hele 107 procent [sic] af stemmerne? For ikke at nævne den eksempelstatuerende kop Polonium-210-te, der blev serveret for Alexander Litvinenko i 2006 – også denne liste fortsætter.

Men ikke alene; hvordan man beskriver det på tv, så folk gider at høre efter. Dette tårner sig i tiltagende grad op som lidt af en opgave, når folk i DR3’s tilfælde udgøres af den mildest talt opmærksomhedsudfordrede og i øvrigt aldeles uhomogene målgruppe i alderen 1540 år?

Monte Carlo elsker Putin 04: Another day at the office.

Svaret er på ingen måde entydigt, men jeg vil om ikke andet meget gerne forsøge at sætte ord på nogle af de redaktionelle overvejelser, der blev gjort i forbindelse med de tre sæsoner af “Monte Carlo elsker…”

Laurel & Hardy Der var noget omkring “Monte Carlo på P3”, som allerede fungerede upåklageligt i forhold til at nå målgruppen. Peter Falktoft og Esben Bjerre var i stand til på 3-4 minutter ikke alene at ridse kommunalreformen op, men også gøre det, så man følte sig underholdt. Og det er sikkert ikke journalistisk velanset på den måde at “mudre vandene” med underholdning, men i forhold til lydhørheden blandt publikum var det en ubetinget succes.

Da vi lavede de første indledende redaktionelle knæbøjninger til de kommende ruslandsoptagelser, var det i høj grad med tanke på præcis dén dynamik, drengene mobiliserede hver eneste hverdag mellem 14 og 16 på P3. Omvendt var vi ikke interesserede i på nogen

Foto: Rene Sascha Johannsen

DANSK NOTER 31

”At gå all in på subjektiviteten på den facon har selvfølgeligt sine åbenlyse kritikpunkter, men helt basalt set handlede det om at følge den umiddelbare ægthed, de begge mestrede. En ægthed, der ville blive knust under ethvert forsøg på fx at “høre begge parter” og andre imperativer fra den journalistiske håndbog.

”

grad til at danne fundament for vores udvikling af “Monte Carlo elsker…” – programmerne til DR3. Vi var overhovedet ikke interesserede i en gennemgående kritisk journalistisk skildring af Rusland, men derimod at skabe et vindue til en verden, der var 100 % set gennem Peters og Esbens øjne. At gå all in på subjektiviteten på den facon har selvfølgeligt sine åbenlyse kritikpunkter, men helt basalt set handlede det om at følge den umiddelbare ægthed, de begge mestrede. En ægthed, der ville blive knust under ethvert forsøg på fx at “høre begge parter” og andre imperativer fra den journalistiske håndbog. Derfor var rationalet, at den mest effektive metode til at “få seerne til at høre efter” var at gå med det, der for Peter og Esben var det umiddelbart ægte. Hvilket på ingen måde er at forveksle med det objektive eller det sande – tværtimod en forestilling om, at man rent faktisk kan formidle – så at sige – en større sandhed ved netop ikke partout at forsøge at formidle upartisk.

måde at kopiere selve formatet fra radioen, så reelt set handlede det om at bringe karaktererne Peter og Esben med over på tv.

Derudover benyttede de sig selv af en særlig form Fred: I like to remember things my own way. for forberedelse til radioprogrammet. De forberedte Detective: What do you mean? sig hver for sig, uden at lade den anden vide, hvad der Fred: How I remember them! Not necessarily the way blev bragt med ind i studiet til live-sendingen. Altså, en they happened. insisteren på at kunne reagere spontant, når et emne

Fred (Bill Pullman) om den manglende videoblev bragt til torvs. En tro på, at den umiddelbare reovervågning i David Lynchs “Lost Highway” aktion til enhver tid er mere ægte end den overvejede.

Det kræver selvfølgeligt helt særlige evner at kunne For at optimere kommentere på den umiddelbare kommunalreforog dermed ægte men sådan fra reaktion blev det hoften, men med ret hurtigt en nærmest leksikal vedtaget strategi ballast og tilhøat lade Peter og rende svimlende Esben stå en smule kulturelt referenhen i det uvisse ceapparat skabte om, hvilke ting de de altid lynhurtigt skulle udsættes for. forbindelse melVi havde selvfølgelem komplicerede lig en overordnet politiske emner og afklaring om de noget dagligdags store linjer, men genkendeligt. derfra vidste de Det er vigtigt at ikke konkret, bemærke denne Monte Carlo elsker jøderne 02: Lige dele Indiana Jones og Laurel & Hardy hvilke strabadser særlige styrke – Peter og Esben har brudt gennem den israelske adskillelsesbarriere og er der faktisk ventede ved det umage tydeligvis ude på skrammer! (screengrab fra introen til ”Monte Carlo elsker dem i Rusland. makkerpar, for jøderne”).

Det satte i sadet kom i høj Foto: Rene Sascha Johannsen

32 DANSK NOTER

Teksten i midten – Anne Mari Borchert

Anne Mari Borchert (f. 1991) har skrevet digtsamlingen Please Enjoy My Woods – sekvenser (Forlaget BLARP), som består af internetgenererede sekvenser baseret på citater og søgninger. Desuden bidrag i Hvedekorn, det engelskspro-

gede feministiske tidsskrift, Hysteria, og antologien OEHL #1 (Forlaget Ekbátana), hvor der heller ikke optræder egenlinjer.

Læser litteraturvidenskab og klassisk græsk ved Københavns Universitet.

DANSK NOTER 33

Translation Party Fra Sexes and Genealogies (”The Female Gender”. Forelæsning 1985) a machine has no sex There is no sex machine.

Not a sex machine.

Not the sex machine. en maskine har intet køn der er ingen sexmaskine ikke en sexmaskine ikke sexmaskinen selvfølgelig er der tidspunkter hvor en maskine mimer køn åbenbart når man har computerimitationssex hav din computersex åbenlyst computer mim køn åbenlyst og desuden er en maskine mere beslægtet med det ene køn end det andet særligt i dens status som værktøj maskinen som værktøj primært andet end et køn som et værktøj anderledes end herrens sex som et værktøj anderledes end herrens maskiners køn maskinen som er aseksuel eller etkønnet i sin produktion beskytter og hjælper indimellem livet aseksuelle maskiner eller etkønnet produktion beskytter livet eller hjælper indimellem man kan beskytte de aseksuelle maskiner eller produktionen etkønnet: livet man kan beskytte aseksuelle maskiner eller produktionen etkønnet: livet men den skaber eller vækker aldrig liv at skabe et liv fører alligevel aldrig fører alligevel ikke til at skabe liv er livets skaber men ikke fører er livets skaber1 sexes and genealogies Gender and family history

1 Første linje af danske afsnit citeret og oversat fra første afsnit af ”The Female Gender” i Luce Irigaray: Sexes and Genealogies (fr. Sexes et Parentés), overs.

Gillian C. Gill (engelsk er mit og internettets fælles sprog)

Fortsættes side 36

34 DANSK NOTER

AnneBot (algoritmisk facebooktekst 2007-2013) Aarestrup og syntaks even more shit, flying pig.

Buzz, I am your lover, og det er chiller på din status. Skriv søde beskeder fra Snedronningen. det er så fugeret med overskrifterne på Skagen disse sydende stilheder elskende dobbeltdyner den danske konjunktiv. dobbeltdyner den for vildt på tagterrassen. drømte om et par andre mænd med overskæg sendte ham omsider hjem, da lidt lusket! drømte om ti år forelsker os i min seng! du havde det også vildt på biblioteket og skyllet væk? du havde en anelse om den kemiske opbygning af år, men ingen mobil. du havde skrevet dumme dumme dumme bi. du må være ved at smide min bog eller en komplet version, som piner mig elsker sin nye svedig kat ned en dik dik dik dik dik er? er ok meget øl på David Attenborough er ok vild med at svede, når man læser om åbne kugler!

Flaubert er faktisk kun mit link?

Flaubert er manden i min bog Flaubert er manden i min telefon er Flaubert er vigtigere end lommeregner for at slikke på en åndrig og skarpsindig bemærkning i det rigtige øjeblik. ironisk? først var det Toppen af en lille eftermiddagssnaps? går i seng, når jeg skriver meget intenst. har lige en pizza i skriften, snarere terror den dag, de overskrifter. har lige kommet mig i jeg sidder på min fornufts lille pony. har lige købt en havørn til har lige købt en proptrækker, som et udråbsord, som fungerer som et kamera. har lige købt sej dobbeltbetydning!. har lige købt sej og Simmel bliver boende og finder en tredje lejer helt vildt på en proptrækker, som var mig helt vildt vi drukner ingenting i alkohol. Dåserne er hjulploven ville aldrig tage os de næste par dage inden eksamen lægger jeg min penis! hvem er frisk som piner mig hvem er vildt wonder i glimt. hvordan kan hænder være ivrige, hvis urkoen ikke hvorfor oversætter min computer games with my furniture. hånden er en komplet version, som en ven, som i sandaler grøn bold øver sig hårdt! Måske er puns også lidt det nye svedig kat og bryster I seriously lost my hovercraft is this conversation in Danish?

I seriously lost my way for at finde på dig. it’s like finding home in an arcade game. It is full of her hat. Dream it’s trying to avoid the tonality of the game in the office of shame. jeg burde gå i vasken. jeg burde gå mere med glæde belønnet med en åben bog jeg burde gå mere med litteraturen? jeg er egentligt ret meget en fæstning

DANSK NOTER 35

jeg er endnu mere med mine devices? jeg er jo styret af saven. jeg er manden i know? jeg regner med at svede, når den bliver våd. jeg regner med at svede, når jeg skriver meget intenst. jeg regner med overskægget som en gammel Nokia? justeat er et effektivt lægemiddel, men er kast mig tydeligvis laber på biblioteket katten holder altså en mindre end officielt. Anyone? katten holder altså presumably op med en dik dik dik er længere borte ironisk længere borte på bjergskråningerne sås vidtstrakte marker med noget i denne genre. man kan få 00 på bare jeres aflagte øldåser. med lækker mund. Laura er som i pizza. Det er men hvad med hinanden nasser din kommentar nasser din status. Skriv ikke nej nej uden CAPS. nu kan svedige katte være ivrige, hvis der er nøgne finske mænd og kan jeg se på de dør hos mig. nøgne finske mænd og mere abstrakt genre end mig nåeh ja, vi smiler jo af uigenkaldelighed oh yes, I skriften, snarere terror den tager vejret fra den vej, som var mig please tell me I can sing, please make every sneeze freeze. puttede ikke lige en pizza i dig. prisen er 4000 og skriv den dag, de spiller i vores lingo! senest 5 dage inden eksamen lægger jeg en havørn til sent tak for meget Scheherazade. siger tak for allitterationernes skyld, men vi mangler noget? siger tak for vikingetiden skriv en lille pony. skriv en sms med Switched On Bach som soundtrack. skynd jer skynd jer ivrige hænder… svedig er du bare fan af herredømme, magt, nydelse og bryster syntaks er det ParisNice syntaks er jeg forresten til syntaks er jeg HIDSIG. urkoen var vinyljunkie, mye mer hardcore urkoen var grundlaget for vikingetiden vi har kæmpe fest i spænd vi mangler et hjerte i den værste autoritet åh, det blev en mail hvis ikke erotisk?

Fra Malina (jeget spiller skak med Ivan.

Roman 1971) I dag placerede han ham i min lejlighed; han og jeg kan ikke lave magtspilsskakbræt udover hans begær. Frustrerede Ivan: ”Ungarnbevægelsen jublede to gange under den glade tallerken eller engelsk bespottelse.” Velkendt vending er faktisk et ”nogenlunde” i årenes løb. Endnu en gang er denne løber himlens sejrsrække.

Hvordan spiller man ud fra det, man kender?

Ivan ville sige: Istenfáját! Eller Guds lidelse! Uden konceptet om en langvarig tilbagegang og disse apps, uden tvivl Ivan, gruppeforbandelse, forbandelse, ikke kurs.

Ivan, spilanimation optræder allerede i kvindens mobiltelefon.

Ivan chick lol, giv de første hints. Har du forstået? Nej, du forstår ingenting. Intet er nogensinde kålhoved, salat og grønne bladrige grønsager. Åh, hovedløse tomme misforståelser; jeg kender allerede skulderkjolegleddet. Det forekommer ikke. Tænk på, at din løbers fod viser kl. lur.30. Alt er nu uinteressant. Så jeg ringer til skakken, så jeg ringer til kvindeskakspillet. Spiller, det gør jeg ikke!

Forlang kontekst uden Ivan: Hvem er Malinaerne? Ikke i stand til at give et svar. Spillede dum grimasse videre. Lav en fejl igen, følg personen som rører Ivan og ”jouer”. Han kigger på mig, bliver nulstillet. Jeg laver mange fejl. Vores spil vil ende i skakmat.

Fra Malina (telefonsamtale mellem jeget og Ivan. Roman 1971) Hvorfor er du den samme Hvad gør du Kommer også til mig Alligevel Ville du sige Se, tak Så du bliver nødt til at blive i spillet Spillet findes ikke Ikke et spil2

2 Hver sætning resultatet af en række oversættelser (mellem tysk, engelsk, japansk, dansk) af en sætning fra Ingeborg Bachmanns Malina.

Sætningsrækkefølgen er bibeholdt i de to bearbejdede passager.

36 DANSK NOTER

Monte Carlo elsker USA01: Filmisk cinematografi – det traditionelle hollywood’ske kranskud udført med kameradrone et sted i Nevada-ørkenen.

Foto: Rene Sascha Johannsen

gens natur enormt store krav til de narrative setups, der lå forud for hver af de “missioner”, drengene blev sendt på. Når man satser på at redde pointene hjem ved at freestyle, så meget desto mere kræver det, at grunden er lagt solidt. Så allerede her er vi inde på en markant planlagt iscenesættelse af begivenhedernes gang, og det overrasker forhåbentligt ingen, at der har fundet en vis fiktionalisering sted, men det er her vigtigt at bemærke, at det var en helt bevidst strategi for netop at kunne bane vejen for det umiddelbare og ægte. At Rusland så i sig selv gentagne gange overgik enhver nøje udruget fiktion, bidrog sådan set kun til galskaben. Da vi i Ruslandsprogrammets første mission skulle smugles ind på en fungerende russisk militærbase 300 km nord for Moskva for at skyde med AK-47, var det vigtigt, vi ankom kl. 13, for da var de overordnede gået til frokost.

Det stereotype billede af de lidt løse forhold i det ekssovjetiske militær var dermed nærmest komplet, og her kunne man af selvsamme årsag godt have mistanke om

en vis fiktionalisering, men det var de faktiske forhold.

Frygten hos Peter og Esben er også til at tage at føle på i scenen, lige inden de skal ind på militærbasen.

I virkeligheden et ganske godt eksempel på, at deres uvished i samspil med det narrative setup afstedkom et ægte output.

Kombinationen fungerede ikke altid til fulde, men til gengæld endte vi ud med scener, man nærmest ikke kunne have konstrueret bedre som fiktion. Et af eksemplerne er ovennævnte med bjørnen. Forlægget bestod i sin enkelhed af, at Putin døgnet rundt ledsages af sin meget smukke personlige fotograf Yana Lapikova, som tilfældigvis også er undertøjsmodel og tidligere Miss Moskva – you do the math. Og når vi nu havde valgt at gå i Putins fodspor, var det kun naturligt, at vi også skulle have en smuk personlig fotograf. Og hvorfor så ikke sørge for i samme ombæring at blive fotograferet med et “vildt dyr”, nøjagtigt som Putin plejede? Og selvfølgeligt i bar overkrop.

DANSK NOTER 37

”Og det var virkeligt svært at docere tung public service det ene øjeblik, mens man det andet øjeblik fingerer, at drengene spiller Curtis Mayfields “Move on Up” fra en minaret i et af de besatte områder.

”

Der, hvor den narrative strategi for alvor peakede, var i scenen med de russiske jagerfly. Under optagelserne gjorde vi en stor dyd ud af, hen mod selve flyvningen at ridse Peters og Esbens karakterer op mod hinanden. Deres nærmest Laurel & Hardy’ske sammenspil lagde kraftigt i ovnen til det klimaks, hvor Peters hovmod bliver sat noget i perspektiv, da det mildest talt er Esben, der løber med laurbærrene i deres lille interne flybattle.

Hertil skal nævnes, at det fiktionaliserede univers på ingen måde i sig selv er ensbetydende med lydhørhed i målgruppen. Derimod var det i langt højere grad en fortællestrategi, der kunne yde mest muligt råderum for Peter og Esbens absolutte styrker, nemlig deres unikke take på tingene. Vores erfaringer fra den første russiske sæson kom således også til at danne fortrop for de kommende sæsoner, omend i forskellig udmøntning.

Undgå Palæstinakonflikten!

Efter den endte første sæson skulle vi se os om efter et nyt brændpunkt at tage under kærlig behandling, og her kunne intet mindre end Mellemøstkonflikten gøre det! Alle konflikters moder – eller som Peter siger det i starten af første afsnit, “Det er ligesom Randers bare vildere”. Israel/Palæstina-konflikten skulle vise sig at være lidt af en mundfuld, for hvor “… elsker Putin” på overfladen var nemt afkodeligt, så stod vi pludselig i en situation, hvor adel forpligtede; Vi kunne ikke tage til Mellemøsten uden også at sige noget kvalificeret om det.

Her gik det under optagelserne op for os, at fiktionaliseringen alene ikke kunne tage stikket hjem. Derudover var afsnittene inddelt tematisk (og dermed ikke

38 DANSK NOTER

kronologisk), hvilket komplicerede sammenføjningen af de enkelte afsnit en del. Det var svært fx allerede på dag 3 at opsummere de optagelser, vi først skulle lave på dag 17 etc. Ikke desto mindre skruede vi op for fiktionaliseringen, og føjede blandt andet deciderede filmiske elementer ind i afsnittene. Eksempelvis bliver den ellers forholdsvis uskyldige scene, hvor drengene i et rent assimileringsærinde køber et par af de traditionelle jødiske hatte, afsluttet med en sekvens i slowmotion, hvor Peter og Esben i utilsløret western-cinematografi slendrer gennem et af Jerusalems mest ortodokse kvarterer som et par up to no good-gunslingers iblandet lidt jødisk Blues Brothers. Et greb, der i virkeligheden var en naturlig forlængelse af selve programintroen, hvor Peter og Esben i bedste Indiana Jones-stil giver den som den klassiske eventyrer på afveje.

Peter: “Kom du op til det i eksamen? Det var det, vi fik at vide på Århus Katedralskole: Undgå Palæstinakonflikten!

Du kan kun tabe.”

Esben: “Jeg fik EU’s beslutningsproces.” fra Monte Carlo elsker jøderne I Mellemøstprogrammerne var den helt store udfordring at kommunikere de mange yderst komplekse forhold, som også tegner konflikten. Og det var virkeligt svært at docere tung public service det ene øjeblik, mens man det andet øjeblik fingerer, at drengene spiller Curtis Mayfields “Move on Up” fra en minaret i et af de besatte områder. Og her i sidstnævnte tilfælde bevæger vi os sådan set ind i, hvad man kunne betegne som fiktionstvetydighed; gjorde de rent faktisk det? Spillede de virkeligt Curtis Mayfield midt under fredagsbønnen?

Og hvad så med interviewene; var det virkeligt et fremtrædende medlem af Hamas, de interviewede?

Vores intention med programmerne var sådan set i al ydmyghed at forsøge at forklare den mildest talt komplicerede mellemøstkonflikt. Man kan stille spørgsmålstegn ved, i hvor repræsentativ grad det rent faktisk lykkedes, men omvendt kunne man også forlods have spurgt en hvilken som helst gymnasieklasse: Har I lyst til at se 4 timers tv om Israel/Palæstina-konflikten? Men ved hjælp af diverse krumspring som fiktionalisering, fiktionstvetydighed og ikke mindst en humoristisk tongue in cheek – tilgang til stoffet blev der skabt en ramme, hvor det faktisk var legitimt at bruge to uafbrudte minutter på hårde facts om grænsedragningen i 1948 – noget, der ellers ville være at betegne som regulært seertalsselvmord.

Brooklyn Bridge I tredje og seneste sæson – “Monte Carlo elsker USA” – kom mange af de greb, vi havde foretaget de tidligere sæsoner, til deres absolutte ret. Tidligt i processen besluttede vi, at vi cinematografisk ville lægge os tæt op ad en filmisk æstetik, når turen nu engang gik til det mytiske filmland USA. Det betød blandt andet rent formmæssigt, at vi nu filmede i det såkaldte cinemascope-format 1:2,35. Derudover blev der skruet op for slow motionsekvenserne, og på udvalgte locations havde vi sågar en kameradrone i luften for at simulere de klassiske Hollywood-kamerakranture.

Samtidig ville vi gerne vende mere tilbage til Peter og Esben som udspringet for programmernes handling, hvilket var en af de forcer, der reelt gik tabt i vores iver efter at dække Mellemøsten fyldestgørende i sæson 2.

Men de to tilbage i centrum betød så omvendt, at vi rent fortællemæssigt havde behov for en modvægt til d’herrer, og tro mod det til lejligheden opgraderede filmiske udtryk opstod den amerikanske filmvoiceover.

En modvægt, der i bogstaveligste forstand kunne give “den anden side af sagen” en stemme. Alt medregnet var der derfor stort set skruet op for alle fiktionaliseringsparametre, hvilket også skinner tydeligt igennem i åbningen af tredje sæson, hvor de første fem minutter er en lang dvælen i slowmotionindstillinger ved Peter og Esbens klimaktiske all in på rouletten i Las Vegas til tonerne af Hans Zimmers svulstige komposition fra Inception-soundtracket – det hele akkompagneret af en

ærkeamerikansk voiceover, der anslår programmets to hovedspor: Peter og Esben vil afprøve den amerikanske frihed, og så har de ovenikøbet tænkt sig at sætte hele deres pensionsopsparing på rouletten i Vegas. Og som det lades forstå: Vi har netop været vidne til en scene fra seriens afslutning. Foran os ligger otte lange afsnit, før vi får at vide, hvad hele dét optrin nu ender med.

Fem minutters slowmotion er uhørt lang tid, og det er ovenikøbet nærmest utilstedeligt lang tid, når det optræder i en reportage-serie som “Monte Carlo elsker…”. Alligevel fungerer det på sin helt egen måde i et underligt sammenspil med de mange filmiske klichéer, vi alle har dybt under huden. Og på mange måder lever vi i dag i et så komplekst kommunikationsinferno, at vi på så mange niveauer sådan set sagtens lurer fiktionaliseringen, men at fiktionalisering samtidig også er så omsiggribende en norm, at den nærmest går under vores radar.

Men på mange måder synes jeg, “Monte Carlo elsker…” spiller med forholdsvist åbne kort – vi er ude i et tongue in cheek-ærinde som også tidligere nævnt. Det er et lille anerkendende nik, der forhåbentligt signalerer: Vi har noget på hjerte, og eftersom du bruger din kostbare tid på at lytte, så har vi rent faktisk gjort os umage for også at gøre oplevelsen underholdende. Og det er basalt set den skrøbelige kontrakt, man forsøger at tegne i enhver kommunikationssammenhæng (måske lige konfirmationstaler undtaget). Problemerne opstår først i det øjeblik, hvor fiktionaliseringen og fiktionstvetydigheden bliver uklar og nærmest grænsende til det subliminale. Se fx nyhedsoverblikket i det ellers glimrende “22 Skammelsen”. Den underlægningsmusik, hr. Skammelsen har kørende, ville ubemærket kunne figurere som soundtracket til “Gladiator”. Og det mest foruroligende er, at vi slet ikke ænser det længere.

Det er ligesom blevet en naturlig del af pakken. Eller også er det blevet en generel trend efterhånden; at man pisser den journalistiske objektivitet over bord lige ved Brooklyn Bridge?

Monte Carlo elsker jøderne01: Boyz n the Hood i slowmotion – to jødiske Blues Brothers i Jerusalems mest ortodokse kvarter.

Foto: Rene Sascha Johannsen

DANSK NOTER 39

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Exit Through the Gift Shop – en readymade på hovedet?

Artiklen behandler filmen Exit Through the Gift Shop En prankumentary hvor streetartisten Banksy vender op og ned på virkelighed og kunstevent i en så insisterende og nedbrydende mediekritik at det ikke giver mening at anvende begreberne fakta- og fiktionskoder.

I 2010 udkom streetartisten Banksys dokumentarfilm Exit Through the Gift Shop, som i 2011 vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm. Filmen er imidlertid en mockumentary, der foregiver at være en klassisk dokumentarfilm. På den måde er filmen først og fremmest en opvisning i de muligheder, der ligger i mediet, når man gerne vil drille sit publikum og dets (måske) konventionelle forventninger til dokumentarfilmens koder.

I New York Times klassificeres filmen som en prankumentary – altså en film, der ikke kun driller, men også narrer1. Med udgangspunkt i Exit Through the Gift Shop vil vi undersøge filmens genre og pege på nogle af de genretræk, der understreger dens overordnede fokus (budskab) og dens leg med mediet og seerens forventninger til den klassiske dokumentarfilm. Exit Through the Gift Shop er skelsættende, og den viser med både sin satire og sin mediekritik, hvilken retning dokumentarfilmen bevæger sig hen imod. Netop på grund af filmens insisterende og nedbrydende mediekritik udfordrer den forestillingen om fiktions- og faktakoder.

Filmen er derfor også vores anledning til at diskutere forestillingen om, at der er reserveret bestemte koder til henholdsvis fiktion og fakta. I læreplanen for dansk er det et krav, at undervisningen rummer dokumentartekster, og at der blandt andet arbejdes med fiktions- og faktakoder i stofområdets teksttyper. Det er ikke denne film alene, der sætter spørgsmålstegn ved kodernes anvendelighed som arbejdsredskab, men film som sådan – og i særdeleshed den vellykkede mockumentary eller prankumentary. Vi griber fat i Exit Through the Gift Shop, fordi den peger så tydeligt på sig selv som det, den er: en film, en metafilm – en readymade.

Filmen er bygget op som en klassisk dokumentar, og optagelserne synes i første omgang at være autentiske.

40 DANSK NOTER

”Exit Through the Gift Shop er skelsættende, og den viser med både sin satire og sin mediekritik, hvilken retning dokumentarfilmen bevæger sig hen imod.

”

Filmens instruktør (Banksy) åbner filmen ved at sætte sig foran kameraet iklædt en sort hætte og har en forvrænget stemme, så hans identitet ikke afsløres – altså helt i stil med Banksys normale måde at træde frem på.

Men det er samtidig også at give os det, vi netop forventer om en streetartist – en ægte streetartist afslører ikke sin identitet. Og slet ikke Banksy. Han indleder med at sige, at filmen skulle have handlet om ham selv, en form for selvportræt, men undervejs i optagelserne mødte han en anden og langt mere interessant person, Thierry Guetta. Thierry Guetta, der findes i virkeligheden – vores virkelighed – har faktisk lavet en udstilling under navnet Life is beautiful i LA. Og netop den udstilling er filmens tilsyneladende omdrejningspunkt og højdepunkt. Filmens forhistorie indledes i den virkelige virkelighed allerede i 2008, hvor en artikel i LA Weekly beskriver et street art show, Life is beautiful. Den udstilling var nøje tilrettelagt af Banksy, men altså under et levende pseudonym, der skulle forestille at være en ny og lovende street artist, nemlig Thierry Guetta. Thierry Guetta ’instrueres’ i sit virkelige liv, så Banksy får

Af Ida Diemar, lektor, Nørre Gymnasium, og Mikkel Randløv, adjunkt, Nørre Gymnasium

etableret en persona, som han kan anvende som plot i sin film. Filmen refererer på den måde meget elegant til en virkelig og samtidig iscenesat virkelighed – og det er umuligt at afgøre, om og hvornår det er virkelighed eller fiktion.

For os fører det til overvejelsen om, at man i stedet for at tage udgangspunkt i en forestilling om, at man i film (eller som i læreplanen: tekster) kan skelne mellem fiktions- og faktakoder, måske bør kaste et blik på Ib Bondebjerg seneste bog om dokumentarismens historie2. Her skelner han mellem fiktion og dokumentarisme og skriver, ”at spillefilmens scener på forhånd er skrevet som et omhyggeligt koncentrat af virkeligheden, mens dokumentarfilmen bygger på et omfattende og oftest ikke-kontrollerbart virkelighedsmateriale, som så i klippebordet skal bygges op og klippes, så den emotionelle og dramatiske struktur underbygger den

virkelige historie, som filmen formidler”. Bondebjerg skelner bl.a. mellem fiktion og dokumentarisme ved at kigge på filmenes udgangspunkt, og i hvor høj grad der er tale om, at filmen er tilrettelagt på forhånd. Forenklet sagt: Hvor tæt er vi på sandhed eller løgn? Lakmusprøven bliver spørgsmålet, om den enkelte produktion er opdigtet eller ej. I samme åndedrag er det værd at bemærke, at enkelte scener kan være opdigtede, mens andre kan være faktadele, der står i et anderledes og særligt forhold til virkeligheden, som John Corner har udtrykt det3. Bondebjerg skriver, at det er særligt for dokumentarfilmen, at ”respekten for og afhængigheden af den fysiske og menneskelige virkelighed (…) ikke bare frit kan manipuleres, og hensynet til den dokumentariske kontrakt med modtagerne.” (s. 321).

Det afgørende i relation til dokumentarisme synes at være tre forhold:

Skólavörðustígur, Reykjavik

DANSK NOTER 41

1. at der er tale om en form for virkelig virkelighed, som dokumentarismen tager sit udgangspunkt i.

2. at vi har at gøre med ikke-opdigtet materiale (nonfiktion) 3. at det enkelte medieprodukt via sin stil etablerer en faktakontrakt med sit publikum.

Det er yderligere værd at bemærke, at Bondebjerg taler om, at dokumentarismen har en emotionel og dramatisk struktur – noget, der måske ifølge folkevisdom synes reserveret suverænt til fiktionens verden.

Bondebjerg skelner mellem fire grundformer inden for dokumentarismen, som han låner fra hhv. Nichols og Plantinga4: den autoritative, den observerende, den poetisk-refleksive og den dramatiserede dokumentar5.

Ib Bondebjerg giver en meget præcis karakteristik af de fire genrer (og deres undergenrer), som man kan dykke ned i efter behov6. Netop i forhold til Banksys film er Bondebjergs kategori ”den dramatiserede dokumentar” et godt udgangspunkt – om end Banksys projekt (også) er at lege med og vildlede seeren og bryde den kontrakt, som seeren har indgået med Banksy. Bondebjerg peger på nogle elementer, der er særligt kendetegnende for den dramatiserede dokumentar, blandt andet kan fokus ”ligge på alle emner, men der er en klar tendens til at fokusere på emner eller forhold, som går ud over det normale, og som rummer sensationelle og spektakulære erkendelser bag ved normalitetens og samfundets overflade”. Et andet element ved den dramatiserede dokumentar, der er særligt relevant i forhold til Exit Through the Gift Shop, er, at ”[s]elve den bevidste og gennemførte blanding af fiktion og fakta skaber i alle dramatiserede dokumentarformer en refleksiv mediebevidsthed, som endda i visse former bliver uhyre central som bevidst satire og mediekritik”. (Bondebjerg, 2012, 120-121). Den dramatiserede dokumentar kan altså via sit indhold ofte rumme en kritik af herskende normer og konventioner, og kritikken understøttes på mange måder af sin form, idet den i sig selv er et opgør med seerens (måske) konventionelle opfattelse af både medie og genre, altså via sit indhold. Dét er i hvert fald Exit Through the Gift Shop et eksempel på.

Filmen peger ikke blot på sig selv som konstruktion, men formulerer vel også implicit sit kunstsyn i samspil med medie- og kapitalismekritik. Via Mr. Brainwash (som Thierry Guetta bliver til i løbet af filmen) opstilles måske et modbillede på den sande ubesmittede kunstner og streetartist. Kunsten kan

42 DANSK NOTER

”Den dramatiserede dokumentar kan altså via sit indhold ofte rumme en kritik af herskende normer og konventioner, og kritikken understøttes på mange måder af sin form, idet den i sig selv er et opgør med seerens (måske) konventionelle opfattelse af både medie og genre altså via sit indhold.

”

(måske ligesom Exit Through the Gift Shop?!) være et stunt og et luftkastel, der gennem hype tjener en masse penge ind. På den måde kan man sige, at der i Exit Through the Gift Shop ligger et ideal om den uselviske kunstner, der frembringer kunsten for sin egen skyld uden at kræve kompensation eller for at opnå bred anerkendelse. Samtidig kan man måske opfatte en særlig og sikkert intenderet ironi, i at Banksy er den vel nok mest berømte streetartist, der står bag værker solgt for formuer.

Bondebjerg placerer mockumentaryen som en undergenre til den dramatiserede dokumentar: ”Som navnet antyder, er en mockumentary en dokumentar, der gengiver en helt fiktiv historie, men på en sådan måde, at den tilsyneladende er ren fakta, altså i stil som en klassisk dokumentar”.7 Exit Through the Gift Shop er en mockumentary. Filmen er hele vejen igennem en opvisning i, hvordan man leger med genrer, hvordan man leger med seeren – både i forhold til seerforventninger (den såkaldte kontrakt) og med seerens trang til at (analysere og) fortolke og forstå en film indenfor en konventionel medie- og genreforståelse. Exit Through the Gift Shop er et godt eksempel på, at en tilsyneladende klassisk dokumentar narrer seeren ved i virkeligheden at være opdigtet. På den ene side handler dokumentaren om streetart og er via dét fokus også et opgør med samfundets konformitet, idet synsvinklen bestemt sympatiserer med Banksy og hans kolleger – og især

den nye lovende streetartist Thierry Guetta. Samtidig med at seeren sidder og føler sig indført i det særlige univers, som streetart repræsenterer, tages seeren ved næsen, idet der ikke er tale om portræt, men i stedet er tale om, at seerens konventionelle opfattelse af netop streetart udstilles.

Når filmen på den måde tager udgangspunkt i en iscenesat virkelig begivenhed, så er det indlysende begrænsende at begynde at tale om fiktions- og faktakoder. Bondebjergs genredefinition – og ikke mindst grundlaget for disse (at skellet mellem fiktion og dokumentarisme ligger i filmens udgangspunkt: Er filmens scener skrevet på forhånd, eller bygger filmen på en ikke-kontrollabel virkelighed) – udfordres, når vi ser på en film som Exit Through the Gift Shop. Den bygger på en virkelighed, der er løgn, en event, der er hul, og som faktisk slet ikke findes eller fandtes. Så i den forstand er filmen fiktion.

Virkeligheden findes, fordi Banksy har skabt den.

Der er virkelige mennesker, der tror, at Thierry Guetta

er en lovende streetartist, og som køber hans værker.

De har købt et stykke løgn og omsat det til virkelighed uden at vide det. Se, det er meta.

Noter 1 http://www.nytimes.com/2010/04/16/movies/16exit.html 2 Ib Bondebjerg: Virkelighedens Billeder, Samfundslitteratur, København 2012.

3 Se Corner, J. (1996): The Art of Record: A Critical Introduction to Documentary, Manchester University Press 4 Se Nichols, B. (2010): Introduction to Documentary, Indiana University, samt Plantinga, C. (1997): Rhetoric and Representation in Nonfiction Film, Cambridge University Press 5 Bondebjerg 2012, p. 120.

6 Se Bondebjerg 2012, særligt kapitlet ”Autentisk kreativitet: en ny genreteori for dokumentarismen”.

7 Bondebjerg 2012, side 121

Rekonstruktion af Njals bod ved Þingvellir (Altinget)

DANSK NOTER 43

Tema: Skærm!Skærm!Skærm!

Kierkegaard i bedste sendetid – eksistentielle spor i nyere amerikanske tv-serier Blahnik eller Louboutin? Kierkegaard eller Nietzsche? Flere nyere amerikanske tv-serier synes at interessere sig mindre for overfladiske dilemmaer som valg af sko og mere for dybe eksistentielle – måske ligefrem eksistentialistiske – valg, i erkendelsen af at livet er uden mening.

”Draper? Who knows anything about that guy?” ”No one’s ever lifted that rock. He could be Batman for all we know.”

– Harry Crane (Rich Sommer), Mad Men (AMC, 2007-) Don Draper (Jon Hamm) er en særegen hovedperson i en på mange måder langmodig og særegen tv-serie.

Men hvem er han, hvad vil han, og hvad repræsenterer han? Disse spørgsmål introduceres og formuleres gentagne gange i løbet af serien, og han ses som en silhuet – en art tom tavle, der kunne repræsentere alt og intet – en rygvendt og enigmatisk karakter og en livstræt mand, der indgår i dobbeltspil og konstant pendulerer imellem forskellige provisoriske nydelser, men som savner substans, mål og mening. Draper er en tom skal i en tv-serie uden telos eller fremdrift, og han spejler den eksistentialistiske tænkning, som vi kender den fra Søren Kierkegaard, Albert Camus og Jean-Paul Sartre. Mad Men, en kabelserie på stationen AMC, er formentlig en af de mindst fremdriftsprægede af alle tidens populære og berømmede tv-serier, men dens eksistentielle motiver, temaer og karakterer er faktisk ikke unikke. Nej, man kunne omvendt tale om en tendens, en tendens til at dyrke og reflektere over eksistentielle temaer og spørgsmål inden for et medie, der ellers traditionelt er blevet betragtet som flimrende og substansløst. At dette skulle være tilfældet, fungerer som grundtesen for denne artikel, og nedenfor præsenteres en række scener og eksempler fra tre af tidens mest banebrydende og populære tv-serier mhp. at understøtte og kvalificere denne forestilling. Vi skal forbi det mondæne men kedelige Manhattan, på visit hos Don Draper og de andre kæderygende reklamefolk (Mad Men, 2007-); vi skal et smut forbi Tony Soprano og New Jerseys normalitets-

44 DANSK NOTER

helvede (The Sopranos (1999-2007); og vi skal på en nihilistisk køretur i ’Den dybe Syd’ med kvindebedåreren Marty og hans nietzcheanske makker Rust (True Detective, 2014-). Artiklen vil have karakter af nogle noteagtige iagttagelser og observationer, understøttet af en række forskellige eksempler fra de ovennævnte tv-serier, men den vil formentlig kunne klandres for et æstetisk overfladekradseri i stil med Drapers fikse reklameslogans og Martys hurtige kvinder. Kierkegaard ville sikkert opponere, og måske ville han ligefrem tale for at få sit navn fjernet fra artiklens titel, men bare rolig … it’s only TV. Pæne facader og faldne mænd – Mad Men ”Happiness is the smell of a new car. It’s freedom from fear. It’s a billboard on the side of the road that screams with reassurrance that whatever you’re doing... It’s okay.”

– Don Draper, Mad Men Vi ser det fra den allerførste indstilling. En sort, rygvendt silhuet, set i en halvnær beskæring mod et skrabet, skitseagtig kontormiljø. Men hvem er det? Hvor er det? Og hvad er det?

Titelsekvensen til AMC’s basic cable-serie Mad Men – dvs. en serie, som dels er finansieret af abonnementer, dels af reklamer – lægger en række bemærkelsesværdige men bevidst tvetydige spor ud til seeren ift. at forstå seriens indhold, og den etablerer en række tomme pladser. Den jakkesætsklædte person må formodes at være en mand, og har man set serien, ville man naturligt opfatte ham som en repræsentant for seriens protagonist Don Draper. Vi ved det dog i realiteten ikke. Den

Af Andreas Halskov, skribent for filmagasinet ”16:9”, cand. mag. i engelsk og medievidenskab, adjunkt på Egaa Gymnasium

skitseagtige animation har på fornem vis reduceret personen til et ciffer, en ’floating signifier’. Den rygvendte positur fungerer som en typisk slow disclosure, og kunne fortælle os, at vi kun svært kan komme ind på denne person, endsige se ham i øjnene (bemærk, at anslaget til seriens pilotafsnit også påbegyndes med et nakkeskud af en rygvendt Don Draper).

Herfra klippes ned på nogle low-angle shots af personens fødder og attachemappe – hvad naturligt kunne pege i retning af et fint og overklasseagtigt miljø – hvorefter vi i en serie af indstillinger ser kontorbygningen, der falder sammen. Scenografien er minimalistisk og udgjort af skrøbelige, porøse genstande, og den ubevægelige sorte mandsperson står som magtesløs i billedets mellemgrund. Er dette et billede på en branche i forfald, på en person, der oplever en menneskelig deroute, en autoritet, der mister sin magt, eller noget helt fjerde?

De efterfølgende indstillinger, hvor den sorte silhuetkarakter ses i frit fald ned mellem nogle kontorbygning-

er, kunne understrege alle af de ovennævnte læsningsmuligheder, og kunne endvidere vække mindelser af dødsspringerne fra Twin Towers den 11. september 2001. Den sorte silhuet ses som en prik – nu er karakteren reelt reduceret til et ciffer – i mellemgrunden af en supertotal-indstilling, som ellers præges af monumentale skyskrabere prydet af pinup-lignende reklamebilleder. Herpå ser vi den sorte silhuet i et liggende fald (i en positur, som både kunne antyde magtesløshed og afslapning), idet han forsvinder ned i forgrunden af billedet, foran et højhus med et reklamebillede for en øl med påskriften ”Enjoy the Best America Has to Offer”.

Ironien kan synes tyk, specielt hvis man har set serien, og man fristes nu til at læse denne ’floating signifier’ som en repræsentant for noget større, eksempelvis den amerikanske mand eller en bestemt mandetype. At han falder ned i alkoholen, synes at have et klart symbolsk potentiale. Og da vi herefter – i en ny supertotal – ser den faldende silhuet klemt imellem et sexet, langt kvindeben og en reklame for en vielsesring med påskriften

Lögberg (Lovbjerget)

DANSK NOTER 45

”Drapers credo, ”you’re born alone, and you die alone”,

principielt være eller repræsentere hvem ”It’s the Gift That Never Fails”, er som helst. det nærliggende at tolke dette som ligner en eksistenReklamemanden Don Draper, hvis et dilemma imellem kernefamilie og selvvalgte navn fint understreges af den promiskuitet, nydelse og forpligtelse, tiel pessimisme, der reklameagtige allitteration, er angiveligt luder og madonna. Falder fortsæten af seriens titulære ”mad men”. Men ter, og efter en skræmmende point of understreger hans disse ”mad men” er i sig selv nogle tveview-indstilling, hvor vi bevæger os tydige størrelser. Som Jakob Isak Nielsen direkte mod det, der ligner afgrundfølelse af tomhed, siger, er seriens titel det første og måske en, klipper vi nu tilbage til den mest genstridige element, idet den både rygvendte, jakkesætsklædte person, men peger også i afspejler reklamejargonen (i sin blansiddende roligt i en sofa. Er dette en af allitteration [M+M] og isokolon personlig deroute eller en deroute for retning af det døds- ding [3+3]), idet den direkte henviser til New en særlig person eller mandetype; er York-bosatte reklamemænd (”ad men”), det et eksplicit (for)fald eller en indre, motiv, som så ofte idet ”mad” kan forstås som både ”skør” psykologisk nedtur? (Halskov 2011a: ”gal”, og eftersom disse ”skøre/gale 47-49, Nielsen 2011b: 208-211). spiller en rolle i den og mænd” principielt kunne være hvem Serien Mad Men omhandler alle de som helst (Nielsen 2011b: 207-208). ovennævnte elementer, og da vi eneksistentialistiske Det i sidste ende mest oplagte er dog delig ser den sortklædte Don Draper, (velsagtens) at se Don Draper som repræfår vi understøttet titelsekvensens tænkning. sentant for en bestemt mandetype – den kønspolitiske læsningspotentiale. Det traditionelle amerikanske patriark, som bevægelige kamera fører os langsomt i 1950’erne og start-60’ernes samfund gjorde karriere, ind på vores protagonist (som vi dog først senere og mens de domesticerede kvinder passede kødgryderne, langsomt kommer til at kende), og da han begynder at og som i 1950’ernes tv altid ”vidste bedst” (jf. sitcomen tale med den sorte tjener, får vi tydeligt forankret serien Father Knows Best [CBS, 1954-1960]). i tid (jf. datidens raceproblematikker). Tjenerens chef Men det er samtidig ganske oplagt at se Don Draper kommer forbi og spørger bekymret, om den afroamesom en eksistentiel figur, der synes fanget imellem to af rikanske tjener generer Don Draper, men – og dette er de stadier, som Søren Kierkegaard optegner: æstetikeren velsagtens mere bemærkelsesværdigt og ironisk – da og etikeren. At vi ser ham som en silhuet, understreger Don og tjeneren taler videre, afslutter tjeneren sin lille hans persons provisoriske eller ’tomme’ karakter (i stil ekskurs med følgende, chauvinistiske bemærkning: med æstetikeren), og indstillingen, hvor han falder imel”Ladies love their magazines.” lem en vielsesring og et sensuelt kvindeben, understregMad Men er en kompleks serie, og kan i en vis forer den æstetiske position, hvor man konstant er fanget stand betragtes som en blanding af et periodedrama og imellem modstridende behov for kærlighed og frihed en raffineret, moderne version af den klassiske soap(bemærk også navnet Don Draper som en potentiel reopera. Bevares, serien er ikke et daytimefænomen, og ference til Don Juan). Hans tungsind og mange overvejden er næppe billigt produceret (nej, den er såmænd elser kunne derimod ligne en begyndende overvejelse skudt på celluloid), men den har en svag ydre plotline og refleksion over livets tyngde – som var han konstant og handler primært om forskellige karakterer og deres på vej mod at træde i eksistens. indbyrdes relationer (hvad Benedikte Hammershøy Drapers credo, ”you’re born alone, and you die aloNielsen kalder en karakterbaseret føljeton). Som sådan er ne”, ligner en eksistentiel pessimisme, der understreger Mad Men dog en skæv og alternativ ’sæbeopera’, idet hans følelse af tomhed, men peger også i retning af det dens hovedperson, Don Draper, ikke har noget klart dødsmotiv, som så ofte spiller en rolle i den eksistentiatelos og ikke giver simpel adgang til identifikation. listiske tænkning. Døden er ikke bare et vilkår, den er Kommentaren ovenfor af Harry Crane (jf. indledselve grundlaget for menneskets væren og selve grunningscitatet) er interessant og rammende på flere planden til, at vi må træde i eksistens. Det så ofte nævnte er. Dels må vi klart betragte Don Draper som et enigma carpe diem (at man skal gribe nuet) beror med andre ord (heri ligger seriens gådeformel), dels kunne Don Draper

”

46 DANSK NOTER

ardiansk æstetiker med enkelte etiske træk eller tilsnit, så er Rust Cohle i HBO’s eksistentielle detektivserie True Detective (2014-) en rendyrket nietzscheaner. En nihilist, som ikke blot har opgivet det kødelige og hedonistiske liv, men som ligefrem har opgivet enhver forståelse af livet som meningsfuldt. For Draper er alt provisorisk, intet er varigt, og alt er reduceret til en umiddelbar nydelse – et udstrakt og konstant udskifteligt nu. For Rust er der ingen mening overhovedet, endsige nogen nydelse. Det eneste, livet og tilværelsen indeholder for denne detektiv, som synes at have viet sig til sit hverv og opløst sit selv, er en nødvendig lidelse, og den alkohol, han indtager, er ikke en jagt efter eufori, men en flugt fra tomheden. Fra smerten.

De ovenstående ord er taget fra en efterhånden velkendt scene i seriens første og endnu eneste sæson, en scene, hvor Rust og Marty (Woody Harrelson) kører en tur i deres bil på jagt efter flere ledetråde i den mordgåde, som gradvist – i stil med Twin Peaks (ABC, 19901991) – afdækker flere lag af det betændte og incestuøse lillebysamfund. Rust er en reflekteret og pessimistisk pendant til Sherlock Holmes, der næsten har frasagt sig sin egen kødelighed, og Marty er den mere gemene æstetiker, som til daglig lever et spidsborgerligt liv, men som fortaber sig i diverse alkoholiske og seksuelle excesser. Men begge er de nogle spøgelsesagtige karakterer – som det også ses af de mange dobbeltkopieringer, som bruges i bilscenen – og de er aldrig for alvor til stede her og nu. Rust For Draper er alt pro- forsvinder ind i sig selv – i sine indre og ofte misantropiske landskaber – og visorisk, intet er varigt, han slår sig på flasken, da han ikke kan håndtere den følelse af tomhed og alt er reduceret til og meningsløshed, som han oplever.

Marty har ingen oplevelse af meen umiddelbar nydelse ningsløshed, men dette skyldes fremdeles, at han undgår den eksistentielle refleksion, og i stedet lader sig styre – et udstrakt og konaf spidsborgerlige normer (hjemme) og kropslige drifter (ude). stant udskifteligt nu.

De eksistentielle lag i True Detective er tydelige, og ses ikke blot af den For Rust er der ingen ovennævnte scene eller scenen, hvori Rust gør grin med de normstyrede mening overhovedet, religiøse mennesker fra lokalsamfundendsige nogen nydel- et. Nej, disse lag giver sig allerede til kende i seriens virtuose titelsekvens.

Denne 93 sekunder lange titelsekvens se.

på et memento mori (at man skal være sig bevidst om nuet og livets uomgængelige afslutning), og dette synes Draper, der ellers ved første øjekast ligner en simpel hedonist, at være opmærksom på. Draper pendulerer således imellem to eller flere positioner og minimum to af Kierkegaards personlighedstyper. Dén Draper, som allerede i pilotafsnittet viser sig at være sin kone utro i en flugt fra det forpligtende liv, er en gemen æstetiker.

Dén Draper, som grunder over tilværelsens ’ulidelige lethed’, er derimod sværere at rubricere, og nærmer sig undertiden den etiske refleksion. Eksistentialismen minder os alle om, at vi dybest set er ormeføde, og denne viden om livets ufravigelige ophør er samtidig en påmindelse om at realisere sig selv (dvs. at finde ind til sit ’selv’ eller sin ’essens’, ikke at gøre karriere og dyrke sit ego) og at træde i eksistens som ansvarligt og etisk menneske. Det er denne tanke, som parafraseres men også parodieres, når reklamefolkene i Mad Men overvejer slogans til deres cigaretter, og når den unge fløs Pete Campbell (Vincent Kartheiser) når frem til følgende oneliner: ”You’re gonna die anyway, die with us”. Ordene er som taget fra Sartre, men er placeret i en kontekst, der frydefuldt forfladiger Sartres budskab og tænkning. Således åbner Petes ord op for en eksistentiel refleksion, al den stund de peger på det flade liv og den overfladiske livsforståelse hos reklamebureauets kedelige spidsborgere og nydende æstetikere.

Spøgelser, spidsborgere og sumplandskaber – True Detective ”I think human consciousness is a tragic misstep in evolution. We became too self-aware. Nature created an aspect of nature separate from itself. We are creatures that should not exist by natural law. […] We are things that labor under the illusion of having a self […], programmed with total assurance that we are each somebody, when in fact everybody is nobody.”

– Rustin ’Rust’ Cohle (Matthew McConaughey), True Detective (HBO, 2014-) Hvis Don Draper er en kierkega-

”

”

DANSK NOTER 47

er skabt af produktionsselskabet Elastic under ledelse af Patrick Clair. Ideen med titelsekvensen var, ifølge Clair, at sætte tonen for serien og på metaforisk vis at indramme en række af seriens temaer, heriblandt sydstats-USA som et forgiftet ”wasteland”, den eksistentielle desperation, den menneskelig synd og dårskab og den indre splittelse (jf. Halskov 2014). Disse elementer udfoldes på tværs af titelsekvensens 93 sekunder, som gennem dobbelteksponeringer søger at illustrere den indre splittelse og konstante opløsningsrisiko, som hviler over de enkelte karakterer og miljøer. Titelsekvensen åbner med en serie af indstillinger, som viser os det, Patrick Clair kalder petrochemical America – et forfaldent og betændt sydstats-USA, som også understreges af de sygelige grønne og blege farvetoner.

Den bluegrassagtige musik af The Handsome Family understreger seriens sydstatsmiljø, og anslår samtidig den melankoli, som knytter sig til serien og dens hovedkarakterer. Forskellige landskabsbilleder ses i en række totaler og supertotaler, hvor forskellige karakterer dobbelteksponeres ind over landskaberne. De transparente, spøgelseslignende skikkelser indrammer seriens tema om splittede individer, men peger også på det mere eksistentielle tema om tid og timelighed. Vi er her alle kun for en kort stund, synes de dobbeltkopierede billeder at sige. Efter ni sekunder ses nu også en række indstillinger af forskellige mennesker – nogle delvist gennemsigtige skikkelser, som er delt på midten eller tværs gennem ansigtet. Det splittede individ er her ganske flydt sammen med miljøet og den farveløse baggrund – som et symbol på, hvordan det betændte miljø og de splittede mennesker spejler og gensidigt indvirker på hinanden. I flere af indstillingerne ses omridset af Matthew McConaughey, der i rollen som den hårdkogte og misantropiske Rust spiller en af seriens to ”sande” detektiver. Herefter klippes til en serie af indstillinger, som illustrerer nogle religiøse motiver og således symbolsk indrammer seriens temaer om tro, religiøsitet og eskapisme. Efter 35 sekunder klipper vi da til en ultranær af et øje, som åbner sig, og i en dobbelteksponering ser vi nu en række parkerede lastbiler uden last og på en tom parkeringsplads – som et billede på den krisetid, hvori serien foregår. Men også som endnu et eksistentielt motiv: den omsiggribende tomhed, som uvægerligt knytter sig til en tilværelse, hvor ’eksistensen går forud for essensen’. I de efterfølgende indstillinger ses de to hovedkarakterer og nogle æstetiske billeder af halvafklædte kvinder, ild og diverse

48 DANSK NOTER

religiøse symboler – som et billede på den kontrast, serien etablerer, imellem moral og moralsk fordærv. Det religiøse og det æstetiske.

Titelsekvensen afsluttes med en horisontal og vertikal linje, der lægger sig som et kors på tværs af billedet og gennemskærer titlen ”True Detective”, skrevet i flammende røde bogstaver. Elastics titelsekvens til True Detective indrammer serien på en sanselig og symbolsk vis, og er rammende for seriens flertydige og tilstræbt filmiske udtryk.

True Detective betragtes som det seneste store dyr i åbenbaringen, og dens showrunner Nic Pizzolatto er noget så sjældent (i en tv-mæssig kontekst) som en konceptuerende instruktør. Serien er undertiden blevet beskrevet som ”eksistentialistisk detektivfiktion”, ”Southern Gothic” og ”Obsessive-Compulsive Noir” (jf. bl.a.

So 2014), men ikke alle anser dens kryptiske fortælletråde og dens lange monologer som udtryk for en dybere og mere filosofisk form for tv-fiktion. ”The tendency is to overthink this zeal for cosmic nuttiness”, skriver Jimmy So i The Daily Beast, ”but what passes for some as the uncovering of secret agendas that have perverted public gatekeepers seems to me only crippling juvinilia” (ibid.). Om det er søgt at læse serien ud fra eksistentialistiske tanker af Søren Kierkegaard og Friederich Nietzsche, skal jeg lade være usagt, men at forskellige eksistentielle forestillinger og filosofier spøger i Pizzolattos værk, synes indiskutabelt. Seriens slutning, hvor Marty og Rust opklarer mordgåden men opgiver at løse de dybere og mere systemiske problemer, er af mange blevet opfattet som utilfredsstillende og letkøbt (jf. bl.a. Nussbaum 2014). Og det er fremdeles svært at vide, hvordan vi reelt skal forstå Rusts udvikling og det skifte, som synes at opstå i forholdet mellem de to detektiver. Får Rust en kierkegaardiansk åbenbaring ved at åbne sig for det religiøse, eller foretager han den mest gennemgribende omlægning af sit liv ved at flygte ind i religionen og den samme dogmatik, som han selv tidligere har kritiseret som spidsborgerlig og ureflekteret?

Ser han lyset, eller giver han op?

Fra Nietzsche til New Jersey – afsluttende bemærkninger De ovenstående spørgsmål besvares aldrig i True Detective, men serien reflekterer over en række eksistentielle temaer og spørgsmål, og den opererer med en række centrale eksistentielle greb og motiver. Rusts monologer stiller nogle åbne og ofte tankevækkende eksistentielle

Harpa, Reykjavik

DANSK NOTER 49

spørgsmål, og serien spejler karakterernes og fortællingens eksistentielle lag gennem forskellige audiovisuelle virkemidler såsom overtoninger, dobbeltkopieringer, farvefiltre mv. Hertil kommer de ofte lange indstillinger, som ofte spejler karakterernes døde ansigtsudtryk og udtryksløse mimik, og den rolige, undertiden næsten hypnotiske musik på lydsporet.

Det langsomme tempo i serien spejler den tænksomhed, som knytter sig til karakteren Rust, og passer til seriens eksistentielle refleksioner over temaer som fremmedgørelse og meningsløshed, væren og intet.

Serien er derved tematisk og motivisk beslægtet med Mad Men, men Matthew Weiners serie, Mad Men, udfolder sine eksistentielle temaer på anden vis og gennem en række andre stilgreb. Hos Weiner er det ikke de lange indstillinger, dobbeltkopieringerne, de sygelige matte farver og den hypnotiske musik, der præger (lyd) billedet, men derimod en antitelisk fortællestruktur, en serie af bemærkelsesværdige over the shoulder-shots (hvor vi ikke får lov at se karaktererne i øjnene) og en virtuos brug af silhuetter og spejlmotiver (jf. den indstilling i titelsekvensen, hvor den faldende mand spejles i kontorbygningen).

Ved at dyrke eksistentielle temaer og motiver – undertiden endog ganske eksplicit – viser True Detective og Mad Men, at de ynder at være andet og mere end det, vi traditionelt forbinder med tom tv-underholdning, og de henvender sig til et mere nicheorienteret og belæst publikum. Det amerikanske tv-landskab er, ifølge tv-forsker Amanda D. Lotz, blevet “reconfigured in recent decades as a medium that most commonly addresses fragmented and specialized audience groups” (Lotz 2007: 5), og det er velkendt, at nyere amerikanske tv-serier – navnlig fra kabelstationerne – forsøger at henvende sig til et højtuddannet og velbeslået publikum (jf. Højer & Halskov 2011). En væsentlig serie i udviklingen af denne trend var The Sopranos (HBO, 1999-2007) – en gangsterserie, der således også var en af de første i en amerikansk kontekst til aktivt og eksplicit at reflektere over eksistentialistiske filosoffer og idéer. Da Anthony ”A.J.” Soprano (Robert Iler) eksempelvis skal forklare for sin mor og far, hvordan han dog kunne finde på at stjæle en bil, tyer han til Friederich Nietzsche, Albert Camus og Jean-Paul Sartre for svar. ”Death just shows the ultimate absurdity of life”, siger han. Og da han herefter tilføjer de ukristelige ord ”Life is absurd … There is no God”, reagerer gangsterfaren Tony (James Gandolfini) på den for ham eneste mulige

50 DANSK NOTER

måde: gennem en kritik af uddannelsessystemet og en trussel om, at han kunne blive vred og, om nødvendigt, korporlig. Søsteren støder til med sætningen ”In life, one must choose between boredom and suffering”, og herpå ser Tony sig nødsaget til at smide hende på værelset og give hende udgangsforbud. Tonys verden er præget af absolutter – af dogmer, principper og regler, som kan synes absurde, men som netop er kendetegnet ved at være indiskutable og givne. Den eksistentielle filosofi orienterer sig omkring behovet for refleksion, for at træde i eksistens og at tage ansvar. Sådanne filosofiske spørgsmål kan synes fremmede ift. fjernsynsmediet og det traditionelle flow-tv, men er faktisk ved at blive en integreret del af den såkaldte kvalitetstradition eller guldalder i amerikansk tv. Der er måske langt fra Camus til David Chase og fra Nietzsche til Nic Pizzolatto, men de eksistentialistiske tænkere og tankesæt er efterhånden blevet en del af den almene amerikanske fjernsynsdiæt.

Citerede værker Halskov, Andreas (2011): “Indledningens kunst – Den moderne titelsekvens”, in Nielsen, Jakob et al. (eds.): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier. Aarhus: Turbine: pp. 36-54.

Halskov, Andreas (2014): ”Indledningens kunst”, videoessay, 16:9, 21. april. Online: http://www.16-9.dk/2014/04/indledningens-kunstden-moderne-titelsekvens/ Højer, Henrik & Andreas Halskov (2011): ”Kunsten ligger i nichen: ’The HBO Playbook’”, Kosmorama #248, vinter 2011.

Lotz, Amanda D. (2007): The Television Will Be Revolutionized. New York: New York University Nielsen, Benedikte Hammershøy (1999): ”Tv-serier i langt format. Om tv-seriens fortællestruktur og funktion i nutidens tv-billede”, i Jytte Wiingaard (red.): Medier og æstetik. København: Multivers: 104-161.

Nielsen, Jakob (2011a): ”Broadcastnetværk”, in Nielsen, Jakob et al. (eds.): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier. Aarhus: Turbine: pp. 242-253.

Nielsen, Jakob Isak (2011b): ”Rundt om Mad Men”, in Nielsen, Jakob et al. (eds.): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier.

Aarhus: Turbine: pp. 202-223.

Nussbaum, Emily (2014): “The Disappointing Finale of ‘True Detective’ “, The New Yorker, 10. marts. Online: http://www.newyorker. com/online/blogs/culture/2014/03/the-disappointing-finale-of-truedetective.html

Godt skrivehåndværk Skriveøvelser til hf-dansk iBog® Træner de grundlæggende elementer inden for skriftligt arbejde i dansk. Udgivelsen er målrettet de mindre stærke skribenter på hf men kan også bruges til at afdække/øve en hel klasses generelle skrivekompetencer, fx i starten af skoleåret.

Skriveøvelser til hf-dansk nedbryder de faglige barrierer der måtte være inden skrivearbejde går i gang. Teksterne ledsages af oplæsninger, og teorien understøttes med videoinstruktioner som på enkel vis forklarer de faglige begreber og viser konkrete eksempler på hvordan man gør i praksis.

Få gratis adgang i 2 dage

Anette Nielsen og Lene Trolle Schütter | Peter Heller Lützen (red.)

iBog ® Bog

12 primærtekster med oplæsninger | 10 øvelser |

skrivhf.systime.dk

8 videoklip Udgivelsen fås også som trykt bog.

Gode læsestrategier Fag og læsning iBog® Fokuserer på hvordan eleven/kursisten udvikler hensigtsmæssige læsestrategier og dermed optimerer sin læring.

Fag og læsning giver en generel introduktion til hvad læsning er, samt en række særfaglige introduktioner til, hvordan man læser i dansk, engelsk, historie, matematik, samfundsfag, fysik, biologi og kemi. Udgivelsen indeholder mange opgaveforslag til arbejdet med læsning i fagene.

Få gratis adgang i 2 dage

Uanset om du er faglærer eller læsevejleder, får du redskaber til at arbejde bevidst med læsestrategier i dit fag.

Fag og læsning fås i fire forskellige versioner – målrettet hhv. stx, hf, hhx og htx.

Margrete Olsen Mørch (red.)

Introduktioner til elevøvelser | 65 elevøvelser | 25 illustrationer

iBog ®

fl.systime.dk Se priser og licenser på systime.dk

dansklf.dk

systime.dk

33 79 00 10

70 12 11 00

Bog

Udgivelsen udkommer også som trykt bog primo 2015.

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s o k r n p Voxpop om skærmtekster p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r om skærmtekster n omæatrfortælle p s e a o x Vi har bedt ·fire kolleger n D p o a x v l D o k r- i undervisningen p · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Voxpop

Nanna Sig Kramer Nørre Gymnasium

Et oplagt bud på en god medietekst kunne være et afsnit af ”Klovn”.

Eleverne kender dem, og langt, langt de fleste synes, at det er rigtig sjovt. Det betyder jo, at man fra første færd har eleverne godt med sig. Dernæst er ”Klovn” en rigtig god indgangsvinkel til et forløb om humor og satire, hvor tv-serien spiller på nogle af de samme koder som figurerne i ”Drengene fra Angora”, ”Rytteriet”, ”Normalerweise” eller ”Krysters kartel”. Det fungerer godt at læse ”Klovn” (og de andre tv-tekster) op imod mere teoretiske tekster som et uddrag af Henri Bergsons ”Latteren” eller Christa Lykke Nielsens ”Dansk tv-satire før og nu”. På den måde får eleverne også et teoretisk og kulturhistorisk fundament at forstå satiren ud fra.

Endelig synes jeg også, at det giver god mening af se et afsnit af ”Klovn” som en del af et mere litterært forløb om selviscenesættelse i den nyere litteratur, hvor ”Klovn” fungerer rigtig fint som en slags perspektiveringstekst til de mere litterære tekster, som har identitet og selviscenesættelse som tema. Dette er selvfølgelig også oplagt i en samlet forståelse af vores tid, hvor selviscenesættelse og selvbilleder er tidens løsen.

52 DANSK NOTER

Martin Stern Nielsen VID Gymnasier HTX i Grenaa

En af mine elever på 1. årgang kom engang til mig og spurgte, om de ikke kunne få lov til at arbejde med computerspillet The Stanley Parable i klassen. Jeg kendte ikke spillet, men fik prøvet det og opdagede, at jeg ikke selv kunne finde en bedre tekst til at introducere eleverne for fortællerbegrebet. Derfor satte jeg min computer til storskærmen og lod eleverne spille The Stanley Parable. Spillet viste sig at være fantastisk til at sætte computerspillet i relation til andre medier gennem sit store fokus på brugerens aktive rolle i forhold til mediet – et aspekt, der adskiller computerspillet markant fra de fleste andre teksttyper.

Jeg arbejder på Grenaa HTX, hvor vi har elever fra GameIT College, der interesserer sig specielt for computerspil. I danskundervisningen gør jeg derfor meget ud af at arbejde med de grundlæggende fagbegreber i sammenhænge, som eleverne kan relatere til i spillets verden.

Eleverne har stor indflydelse på, hvilke computerspil vi går i dybden med, og det har ført til stor deltagelse og tilsvarende højt niveau hos eleverne.

Udover The Stanley Parable har vi arbejdet med The Walking Dead i forbindelse med eksistentialisme og ellers inddraget elevernes favoritspil, når det har været relevant.

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Peter Winther Høymark Stenhus Gymnasium og HF Holbæk

Jeg er både dansk- og historielærer i en 1. g på mediefagsstudieretningen. Det var oplagt at lave et forløb om at fortælle på film, der kunne omfatte begge fag og samtidig være interessant for mediefaget. I historie havde vi gennemgået vikingetiden med udgangspunkt i Nationalmuseets store udstilling og set de to første episoder af TV-serien Vikings (HBO 2013-2014), der er baseret på grundig research og inddrager klassiske kilder i sin dramatisering. I dansktimerne havde vi arbejdet med det at fortælle i billeder, både det enkelte billede og en hel films dramaturgi.

Vi havde set Jagten (Thomas Vinterberg 2012) og analyseret hele filmens dramaturgi og næranalyseret anslaget. Det var med udgangspunkt i det, at vi kunne analysere dramaturgien og brugen af andre filmiske virkemidler i en af episoderne fra serien. Den mere kreative del af forløbet var en opgave, som eleverne skulle løse. De fik to uger til i mindre grupper at udarbejde og gennemarbejde en idé til en spillefilm, der skulle udspille sig i vikingetiden. De skulle pitche filmen for klassen, dvs. præsentere den, ved hjælp af en synopsis, en model over dramaturgien, personkarakteristikker, og endelig vise filmens stil og dramatiske udvikling gennem en række stillbilleder, de havde lavet. Jeg havde givet et par enkelte benspænd på forhånd. Det skulle være et drama, ikke en komedie, der skulle inddrages mindst en kilde i fortællingen, og de skulle argumentere for, hvilke danske skuespillere der kunne spille de centrale roller.

Tina Svane Jakobsen Hansenberg HTX i Kolding

Som led i et større afsluttende SO-projekt om interaktive medier for en af vores Kommunikation IT/Design-klasser, der skulle ende med, at eleverne udviklede deres eget computerspil, skulle dansk deltage. Det var jeg, deres dansklærer, ret så spændt på, da jeg personligt aldrig selv er kommet videre end Tetris engang i slutfirserne … og derfor selvsagt følte mig en anelse underlegen i forhold til elevernes kompetence udi den elektroniske ”gaming”-sfære …

Men det skulle vise sig, at dansk er et super oplagt fag at få i spil i netop opbygningen af et computerspil. For når alt kommer til alt, så er spillet jo oftest opbygget af velkendte analyseelementer fra faget, der skal være en komposition, skift fra beretning til beskrivelse (både- og/enteneller), afgørende betydning har de henholdsvise æstetiske og funktionelle elementer i spillet, der jo alle kan have rod i den danskfaglige analyse.

Der er tale om en mediemæssig kommunikationssituation, hvor viden fra analyse af sociale medier er af stor betydning osv. (Netværker.

Digitale medier i dansk var en kæmpe hjælp i dette arbejde).

Inden vi gik i gang med at udvikle på elevernes eget spil, så brugte vi tid på at analysere kendte spil, som eleverne var velbevandrede i (GTA, WOW, LOL osv.), og pludselig var der en ellers ganske (danskfaglig) passiv elevgruppe, der var på hjemmebane …

Slutteligt var det her forløb rigtig godt i elevernes SO-eksamen, hvor blandt andet den humanistiske videnskabsteori stod noget klarere for en del elever.

DANSK NOTER 53

Udenfor tema

Dansklærere i alle institutioner, foren jer!

– en lille kritik af den økonomiske fornuft I disse år møder danskfaget et stadigt stigende pres. Politikere såvel som økonomer sætter spørgsmålstegn ved fagets eksistensberettigelse og forlanger et konkret målbart og økonomisk afkast. Det er på tide at dansklærerne kommer ind i kampen og tager debatten på egne præmisser.

Begrebet ’økonomi’ stammer fra de to græske ord ’oikos’ og ’nomos’, der kan oversættes med henholdsvis husstand og regel. Økonomi handler altså om regler for en husstand eller mere præcist regler for dét at holde en husstand – regler for husholdning. Opfatter vi staten som dette hus, er det velkendt, at der langtfra altid er enighed om, hvordan disse husholdningsregler skal tage sig ud. Gang på gang opstår der tovtrækkeri om, hvordan de økonomiske midler skal fordeles, og dét ikke mindst hvad angår uddannelsessektoren. Det, der investeres i, skal give afkast; man skal kunne se effekten af de benyttede midler. Men hvad med de områder, der ikke så let lader sig registrere med statens målestokke, kunne man spørge. Og således når vi til det på én gang politiske og videnskabsfilosofiske spørgsmål om humanioras nytte. Hvad er danskundervisning egentlig godt for?

Når vi som dansknørder ofte befinder os med snuden helt nede i litteraturen og dens universer, kan vi let komme til at glemme de bagvedliggende, ofte uudtalte, grunde til, hvorfor vores snuder egentlig er, hvor de er. Dette er langtfra uproblematisk. Ikke bare fordi refleksionen over, hvorfor vi gør det, vi gør, altid er sund (og vel nærmest definitionen på en videnskabelig praksis), men også fordi det danskfag, der som antydet møder stadigt større pres fra politiske og økonomiske sider, mister sin stemme i den offentlige debat, hvis vi danskindviede ikke er bevidste om og italesætter motivationen for at arbejde med dette fag, dvs. artikulerer de frugter, danskfaget afkaster, også – og måske specielt – dem, som ikke lader sig måle i kroner og ører. Nærværende artikel skitserer tre af disse frugter, eller sagt på en anden måde: tre hovedargumenter for

54 DANSK NOTER

Udvalgte publikationer: •

Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: Det åbne redskabsskur – Hovedstrømninger i det nye årtusindes danske forfatterskolelitteratur, Aalborg 2013, Aalborg Universitetsforlag • Skiveren, Tobias: ”Unaturlig naturalisme – om diskrepansen mellem form og indhold i Johannes V. Jensens ”Edderkoppen”” i: Dansk noter, nr. 3, 2012 • Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: “ESKE, NATURLIGVIS – Om økopoesi og naturerotik i Eske K. Mathiesens økoerotiske lyrik” i: Passage, nr. 70, 2013 • Skiveren, Tobias, Martin Gregersen og Peter Stein Larsen: “Hvad er forfatterskolelitteratur?” i: Akademisk kvarter – tidsskrift for humanistisk forskning, nr. special issue, 2012 • Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: ”Surrealisme - en relancering af et prosabegreb” i: Synsvinkler - tidsskrift for nordisk litteratur og sprog, nr. 45, 2012 For en tilnærmelsesvis fuld publikationsliste se: http://vbn.aau.dk/da/persons/tobiasskiveren(5d312ae3-648d-454e-9326-e04bce7f0b55).html danskfagets opretholdelse. For mig at se taler de fleste af de talrige skarpe hoveder, der igennem historien har arbejdet med dette spørgsmål, for, at humaniora bibringer mindst én af følgende tre goder, man kunne kalde

Tobias Skiveren, f. 1987, forfatter og cand.mag. i dansk og filosofi samt undervisningsassistent ved Aalborg Universitet og i øvrigt fast anmelder ved Litteraturmagasinet Standart.

henholdsvis en etisk bevidsthed, en kritisk bevidsthed og en fri bevidsthed. Alle er de imidlertid i en eller anden udstrækning indspundet i dannelsestanken, så lad os starte dér.

Dannelse Dannelse er en oversættelse af det tyske ’Bildung’, hvis etymologi afslører et slægtskab med ’skabelse’, ’portræt’ eller ’form’.1 Det, der skabes eller formes, er imidlertid ikke noget ydre, konkret materielt, men omvendt individets indre; det handler om, hvordan vi mennesker formes som mennesker. Og går man til den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, hænger denne indre dannelse fundamentalt sammen med måden, hvorpå man møder det ydre: Vil man dannes, gælder det om ”at holde sig åben for det andet, for andre og mere almene synspunkter” (Gadamer 2004: 21). Dannelse, skriver Gadamer, er det, der sker, når vi åbner os i mødet med det fremmede og tager mødets nye indsigter med os videre, på samme måde som protagonisten i dannelsesromanen drager ud i det eventyrligt ukendte, møder det og vender hjem med erfaringen af det fremmede i bagagen. Dannelse handler om perspektivforskydning: at se tilværelsen, som var man den Anden – og går således ud på at transcendere den partikulære synsvinkel, vi alle er forankret i, for i stedet hæve os op til det almene (jf. ibid.); en bevægelse, der angiveligt skulle resultere i, at man opbygger en bedre forståelse af én selv og éns position, ikke alene i det nære miljø, men i verden.

Det er let at se, hvorfor dannelsestanken gennem generationer har legitimeret humanioras studier, al den stund at der næppe findes mere direkte adgange til den Anden end gennem det studie af andre menneskers tanker, adfærdsformer, kulturer og samfund, som netop humaniora udøver, hvad enten det sker gennem antropologisk feltarbejde eller litteraturkritisk nærlæsning.

Og selvom dannelsesbegrebet måske kan siges at være på tilbagetog som slagord i dagens uddannelsesdebat (se f.eks. Bertelsen 2012 eller Harder og Gregersen 2008: 253-4), er dens tankefigur ikke desto mindre langtfra forsvundet.

Etisk bevidsthed Vi møder den særligt i argumenterne for, at humaniora skulle fremme dét, jeg har kaldt en etisk bevidsthed.

Idéen går ud på, at dannelsens perspektivforskydning i bund og grund er identisk med dét, vi i dag kalder empati, dvs. evnen til positionel tænkning (at tænke som

den Anden), og at empati samtidig er fremmende for sympati. Eller kortere: Er vi empatiske, får vi nemmere sympati – vores etiske bevågenhed for den Anden skærpes. Jævnligt er denne tanke blevet mødt med konkrete empiriske modeksempler, ofte er det den dannede, men langtfra sympatiserende Goebbels, der trækkes på. Men som filosoffen Martha C. Nussbaum, der i øvrigt er en prominent fortaler for empatitankegangen, skriver i sit humanioraforsvar Not for profit – Why Democracy Needs the Humanities (2010), er det rigtignok sandt, at empati hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for sympati, men ikke desto mindre er empatien en stor hjælp til at få sympatiserende følelser (jf. Nussbaum 2010: 36).

At humaniora skulle være det sted, hvor en sådan empatisk evne kultiveres, er Nussbaum langtfra ene om at mene. Så sent som i oktober sidste år bragte Science resultaterne af et empirisk studie af David Comer Kidd og Emanuele Castano, der pegede på et kausalitetsforhold mellem læsning af litteratur, særligt den såkaldt finlitterære, og øgede empatiske evner (i deres terminologi: Theory of Mind) (Comer Kidd 2013: 377-380). Og orientering mod litteraturens etiske potentialer er der da også en længere tradition for, måske særligt i amerikansk litteraturkritik (hos eksempelvis Wayne C. Booth og eleven James Phelan), hvor man senere ligefrem har talt om en ’etisk vending’, jf. f.eks. antologien Mapping the ethical turn (2001). Denne idé om humanioras og litteraturens potentielle forfinelse af menneskets etiske bevidsthed, som vi ser her hos forskellige repræsentanter, står og falder, når alt kommer til alt, på en præmis, man med Suzanne Keen kan kalde ”the empathyaltruism hypothesis”, altså den påstand, som vi også så hos Nussbaum, at øget indlevelse og empati bidrager til en forøgelse i medmenneskelig hensyntagen (jf. Keen 2006: 208 og Horne Kjældgaard 2012: 214) – en hypotese, der dog ifølge Keen ikke bør overtages ukritisk.2 Kritisk bevidsthed Netop en sådan kritisk bevidsthed overfor etablerede idéer og praksisser, som Keen her udviser, er en anden evne, som humaniora, som nævnt, ofte er blevet krediteret for at fremme. Det er oplagt, at denne legitimeringsstrategi havde sin storhedstid i 70’ernes ideologikritiske miljø, hvor eksempelvis Roland Barthes’ Mythologies (1957) viste vejen frem. ”Myten er hverken en løgn eller en erklæring, men en fordrejning” (Barthes 1969: 164), skrev Barthes da, og pro-

DANSK NOTER 55

jektet for samtidens ideologikritiske humanister blev således at blotlægge den slags fordrejninger, eller med periodens egne kampord: at afsløre de falske bevidstheder som falske.3 Et af de humanioraforsvar, der ligger i forlængelse af denne 70’er-tankegang, finder man i Thomas Bredsdorff, Mihail Larson og Ole Thyssons Til Glæden – Om humanisme og humaniora (1979), hvori der argumenteres for en genforening af humaniora, dvs. en række fagdiscipliner, og humanisme ”forstået som et krav til at frigøre det hele, aktive, skabende menneske” (Bredsdorff 1984: 20). Humaniora bør være ideologisk, forstået på den måde at humaniora bør have et emancipatorisk sigte, lyder påstanden. En kongenial apologi kan man læse i Ebbe Spang-Hansens KULTURblindhed (1976), der til gengæld tager afsæt i den konstruktivistiske tænkning, som netop da blomstrede frem. Her opfattes menneskets holdninger, tanker og handlinger ikke som naturlige, men som – hvad man kunne kalde – kulturlige: Vi er i bund og grund ikke os selv, men formet af kulturen og dens historie; vi er underlagt de sprog, begrebsverdner og tankegange, der er blevet overleveret os fra tidligere generationer, og som derfor i en vis udstrækning udgør rammer for, hvad vi kan tænke, forestille os og følgelig også handle ud fra (jf. SpangHanssen 1976: 13-15 og 55). På denne baggrund er det ikke alene humanioras studier af overleverede forestillinger, vi skal gå til, hvis vi vil forstå og kritisere vores aktuelle handlinger; humaniora er også stedet, hvor nye idéer og praksisser kan formuleres. Anderledes sagt handler humaniora om at etablere en kritisk bevidsthed om vores begrebers og praksissers ”kulturlighed” (eller i poststrukturalistisk lingo: deres kontingens) for herefter at blive i stand til at gøre op med dem og etablere nye og mere efterstræbelsesværdige forestillinger.4 Fri bevidsthed Med denne idé om frigørelse fra overleverede benspænd og etablering af egne rammer for tænkning og handling bevæger vi os i og for sig også ind på det, jeg har dristet mig til at nævne som et tredje gode ved humaniora: den frie bevidsthed. Argumentet går her på, at de humanistiske studier giver en form for øget personlig frihed. Logikken findes bl.a. hos filosoffen Richard Rorty, der i Contingency, irony, and solidarity (1989) fremlægger sin konception af ironikeren, den type, der har indset, at det vokabular, han/hun har bygget sin identitet på, i sidste ende er tilfældige og ikke mulige at begrunde uden cirkelslutninger (Rorty 1999:

56 DANSK NOTER

73). Og når grunden under ironikeren således begynder at skælve, søger han/hun udad – mod nye vokabularer. ”Ironists are afraid that they will get stuck in the vocabolary in which they were brought up if they only know the people in their neighborhood” (ibid.: 80), skriver Rorty. Netop derfor vender ironikeren sig, ifølge Rorty, mod alverdens litterære frembringelser i bestræbelsen på at udvide vokabularet, udvide perspektivet.

Eller formuleret i fænomenologiens sprogdragt: Når vi møder fremmede tanker og skæbner i litteraturen, udvider vi vores erfarings- og mulighedshorisont. Vi ser, hvordan man også kunne tænke, bære sig ad, føre tilværelsen. Vi tilbydes nye leveveje, livsanskuelser og tankeverdner, som vi kan internalisere eller tage afstand fra. Panoramaet af potentialer tilbyder sig som korrektiv til smalsynet. Her – lyder pointen – får litteraturen en frisættende funktion.

Statens husholdning Når jeg nu har fremlagt de tre overordnede argumenter (etik, kritik og frihed) hver for sig, er det selvfølgelig blot en analytisk opdeling, i den forstand at kategorierne i praksis krydser og overlapper hinanden på forskellige punkter. Samtidig er de humanioragoder, jeg har kredset om her, omvendt fælles om ikke at være let målelige i erhvervslivet. En sådan argumentationsstrategi kan man derimod finde i bl.a. antologien Humaniora. Erhvervslivets nye grundstof (2009). Sigtet her har i stedet været at opridse nogle af de frugter, de fleste af os indviede humaniorafolk til tider oplever, at vores fag kaster af sig, men som ikke desto mindre er svært målbare med statens økonomiske kalkuler. Nærværende refleksion vil gerne minde om, at sådanne mere flygtige effekter også bør tages til efterretning, når statens husholdning skal forvaltes: at det ikke kun handler om at fordele midler, så der er råd til en ny lænestol, fladskærm eller et lydanlæg til vores hus, men også om at holde huset på en sådan måde, at der er tid til at reflektere, når man sidder i lænestolen: tænke etisk over, hvordan skal vi leve vores liv med de andre beboere; tænkte kritisk over husets normer og praksisser; overveje, om vi vil bruge vores frihed til at rejse os fra stolen og måske føre livet på en anden måde.

Anvendt litteratur Barthes, Roland: Mytologier, på dansk ved Hans-Jørgen Andersen og Jens Juhl Jensen, København 1969, Rohodos Bertelsen, Lars Kiel: ”Humaniora er en succeshistorie” i: Weekendavisen, 04.04.2012 Bredsdorff, Thomas; Mihail Larsen og Ole Thyssen: Til glæden – Om humanisme og humaniora, København 1984, Gyldendal Comer Kidd, David og Emanuele Castano: ”Reading Literary Fiction Improves Theory of Mind” i: Science, vol. 342, nr. 6156, 2013 F. Davis, Todd og Kenneth Womach (red.): Mapping the ethical turn, Virginia 2001, University of Virginia Press Frølund, Lars; Christian Hansen og Hans Plauborg: Humaniora. Erhvervslivets nye grundstof, København 2009, Academica Gadamer, Hans-Georg: Sandhed og metode (1960), på dansk ved Arne Jørgensen, København 2005, Gyldendals bogklubber Harder, Peter og Frans Gregersen: ”Profet, professionel – eller hvad?

Humanisters muligheder og forpligtelser” i: Jan Faye og Finn Collin (red.): Ideer vi lever på. Humanistisk viden i videnssamfundet, København 2008, Akademisk forlag Horne Kjældgaard, Lasse: ”Moral” i: Lasse Horne Kjældgaard m.fl. (red.): Litteratur. Introduktion til teori og analyse, Aarhus 2012, Aarhus Universitetsforlag Keen, Suzanne: ”A Theory of Narrative and the Novel” i: Narrative, vol.

14, nr. 3, 2006 Keen, Suzanne: Empathy and the Novel, Oxford 2007, Oxford University Press

Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe: Hegemony and Socialist Strategy.

Towards a Radical Democratic Politics, 2. udg., London & New York 2001, Verso Nussbaum, Martha C.: Not for profit - why Democracy Needs the Humanities, New Jersey 2010, Princeton university press Rorty, Richard: Contingency, irony, and solidarity, Cambridge 1999, Cambridge University Press Spang-Hanssens Ebbe: Kulturblindhed – et forsvar for de humanistiske studier, København 1976, GAD Tygstrup, Frederik og Isak Winkel Holm: “Litteratur og politik” i: K&K, nr. 104, 2007 Noter 1 Jf. Dudens onlineordbog med etymologi: http://www.duden.de/ rechtschreibung/Bildung 2 Keen problematiserer bestemmelserne af hypotesens årsag og virkning, slutningen fra etisk indsigt til handling m.m. (jf. Keen 2007: xv).

3 Denne forestilling, at det rent faktisk er muligt at nå en sandhed bag om den fordrejede eller falske bevidsthed, er senere i poststrukturalistisk regi blevet kritiseret, f.eks. hos Laclau og Mouffe i Hegemony and Socialist Strategy (1985).

4 Hvordan litteraturen kan etablere sådanne forestillingsnedbrydende såvel som -opbyggende bevægelser, kan man læse om i Frederik Tygstrup og Isak Winkel Holms Cassierinspirerede litteraturkonception i ”Litteratur og politik” (Tygstrup 2007).

Nordiske sprogpiloter – Nu også for gymnasielærere Gennem en årrække har Sprogpiloterne eksisteret som et tilbud til folkeskolelærere. Nu er turen kommet til gymnasielærerne. Ideen er at de som deltager i sprogpilotuddannelsen, skal få inspiration til at gøre undervisningen i det nordiske stof tidssvarende og spændende for eleverne. Ideen er også at sprogpiloterne skal sprede kompetencer og metoder til undervisning i nabosprog blandt gymnasielærere. Du kan læse mere på www.sprogpiloterne.dk.

Det første kursus vil blive holdt den 17.-21. januar 2015 på Schæffergården. Kurset er gratis og finansieres af Nordisk Ministerråd og de Nordiske Perler. Kurset vil komme til at samle sig om disse emneområder: Hvorfor skal man undervise i nabosprog, hvilke forestillinger har vi om hinanden, og hvad er situationen?

• Sproghistorie og mentalitetshistorie.

• Et bredt perspektiv på tekster i Norden, herunder også multimodale tekster som også kan være en indgang til retorik, nyhedstekster, reklame med fokus på det metodiske.

• Nordisk litteraturdidaktik.

• Nabosprog og nabosprogsdidaktik.

Kurset vil forme sig som et vekselspil mellem oplæg og praktiske øvelser. Når man rejser hjem fra kurset, har man fået nye greb til at undervise i nabosprog og vil være i stand til at inspirere kollegaer til det samme.

Deltagerne vil være gymnasielærere fra alle nordiske lande. Er du interesseret, henvend dig til: Lis Madsen LIMA@ucc.dk eller Ivar Lærkesen ilaerkesen@gmail.com

DANSK NOTER 57

Udenfor tema

Kampen om litteraturen Hvis dannelsen og læselysten er svækket, hvordan stiller det så danskfaget i de gymnasiale uddannelser – og er en ny ideologikritik ét af mange modsvar på denne krisetendens?

I den seneste tid har professorerne Hans Hertel, Johnny Kondrup og Ivy York Möller-Christensen igangsat en debat, som omhandler de store nedskæringer i litteraturhistorieundervisningen i folkeskolen, i gymnasiet og på universitetet – og hvorfor den historiske, litterære dimension er vigtig, og ikke mindst hvorfor den skal bevares. Med initiativet vil disse kræfter ”opfordre alle ansvarlige til at gøre deres for at stoppe denne bekymrende udvikling” med henblik på at overvinde ”historieløsheden” og det store ”dannelsestab”. Samtidig har kulturminister Marianne Jelved lanceret en læsekampagne, som skal fremme læsningen af skønlitteratur, under navnet ”Danmark Læser”, idet undersøgelser viser, at 40 procent af befolkningen enten aldrig læser skønlitteratur eller gør det relativt sjældent. Ved at fremme litteraturlæsningen kan vi beholde vore demokratiske fællesskaber, ”som vi til stadighed skal dannes til, for at de fortsat kan give mening” – og netop den ”dannelse bidrager kulturen og litteraturen i allerhøjeste grad til”, som Jelved udtrykker det. Med andre ord lader det til, at læsning af skønlitteratur er i krise, hvormed dannelsen svækkes, således at det historieløse og individuelle samfund toner frem.

Hvor gruppen af professorer vil hæve timetallet for litteraturhistorie for at imødegå denne krisetendens, vil kulturministeren fremme den individuelle dannelse gennem læsefællesskaber. Gode initiativer, men spørgsmålet om, hvordan man formidler og arbejder med skønlitteratur, må i denne sammenhæng være lige så afgørende.

Læsestrategier og læselyst Her kommer vi som dansklærere på banen. For vi har jo også et ansvar; et ansvar for at stimulere læselysten hos eleverne, også efter gymnasiet, og dermed for den dannelse, som legitimerer vores fag og vores fokus på litteratur. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan denne læselyst skabes hos eleverne (de fremtidige læsere), og ikke mindst hvordan vi overbeviser ’vores læsere’ om, at skønlitteratur er vigtig og betyder alver-

58 DANSK NOTER

Udgivelser: Jens Kramshøj Flinker: Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik. Forlaget Spring, 2013.

Jens Kramshøj Flinker: ”Forførelsen og den mentale død” i Dansk Noter. 2, 2011 Jens Kramshøj Flinker: ”Novelleteori og novelle(n)” i Reception. Nr. 53, 2004. den – er et eksistentielt mellemværende, som hverken den enkelte eller samfundet kan være foruden.

Jeg vil pege på to forhold, som danskfaget og ikke mindst litteraturlæsningen er blevet udfordret af igennem de sidste 25-30 år; forhold, som netop har udfordret vores måde at arbejde med litteraturlæsningen på, og som har omkalfatret litteraturens rolle i forhold til dannelsesbegrebet – og i forlængelse heraf har haft indvirkning på den almene læselyst (eller mangel på samme). Litteraturdidaktikken, og dermed de fortolkningsmæssige valg, har i overvejende grad taget en sproglig og en subjektiv drejning. I 1980’ernes slutning introduceres læser-respons-teorien, hvor det er læserens (elevens) oplevelse af teksten, som kommer i fokus.

Litteraturtolkning handler her om at udfylde tekstens tomme pladser, ved at man læser sig selv ind i teksten og giver den mening. Denne læsestrategi er ikke formuleret særligt eksplicit i undervisningen i dag. Men det er alligevel klart, at denne teori danner grundlag for den i tiden pædagogiske praksis om, at litteraturundervisningen ikke må være for lærerstyret. En anden læsestrategi, som i høj grad praktiseres i uddannelsessystemet, er formalistisk. Her fokuseres mere på sproget og formen end på det tematiske og indholdsmæssige, idet teksten angiveligt ikke henviser til verden uden for teksten, men får sin betydning ved at henvise til andre tekster.

Den formalistiske drejning betyder, at historiske og samfundsmæssige påvirkningsforhold som klasse, køn, epoke osv. træder i baggrunden til fordel for en interesse for formmæssige og stilistiske ligheder og forskelle på tværs af litteraturhistorien og ikke mindst en interesse

Jens Kramshøj Flinker, f. 1976, lektor i dansk og historie på Birkerød Gymnasium, HF og IB.

for, hvordan værkerne intertekstuelt leger og refererer til andre værker og perioder.

Jeg ser ikke nogen problemer i de to skitserede læsestrategier; jeg mener endog, at de kan kaste både interessante og perspektivrige læsninger af sig. Men er disse læsestrategier de ’rigtige’ i forhold til eleverne i gymnasiet? Selv om den formalistiske læsestrategi nok optræder i fortyndet form i gymnasiet, kan den til stadighed have en tendens til at glemme litteraturens eksistentielle, psykologiske og samfundsmæssige forhold, som eleverne kan spejle og genkende sig i. Faren ved denne læsestrategi kan være, at den bygger på en faglig selvforståelse og en række fortolkningsvalg, som glemmer at forbinde litteraturlæsningen med lærerens og elevernes livserfaringer. Og hvis dette tilnærmelsesvis er rigtigt, kan ’formaliseringen’ have den pris, at begrebet humanisme træder for meget i baggrunden i et humanistisk fag som dansk. Når litteraturlæsningen ikke længere har et mål om ’frigørelse’ eller bevidstgørelse, så har hverken læreren eller eleven længere et eksistentielt ansvar og ingen retning at pejle litteraturlæsningen henimod. Hvis litteraturundervisningen ikke bygger på en idémæssig overbygning, som sætter litteraturen i relation til virkeligheden, og som tror på, at man kan forandre og ændre denne virkelighed, hvorfor så overhovedet læse litteratur? Jeg tror ganske enkelt, at hvis vi skal tænde eleverne og deres fremtidige læselyst, så skal de mærke og fornemme sig selv i en selvoverskridende samtale med den litteratur, de præsenteres for i gymnasiet – de skal sættes og sætte sig selv på spil i litteraturen.

En ny ideologikritik?

Hvordan gør man så det? Der er mange måder, men jeg vil pege på det, jeg kalder en ny ideologikritik. I bogen Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik (2013) opstiller jeg en ny ideologikritik som ny, litterær læsestrategi og som en undersøgelse af litteratur i 00’erne. Nøgleordene i den ny ideologikritik er stadig magt og dominansforhold, uden at der er tale om omnipotente kræfter som ’staten’ eller ’kapitalen’, som det gjorde sig gældende i den marxistiske ideologikritik. Der er i stedet tale om ideologiske dominansforhold, som udspiller sig inden for mange små sociale arenaer, det, jeg kalder felter, og at dette mangeartede system ideologisk påvirker individet på én gang.

Den ny ideologikritik bygger på sociologen Pierre Bourdieu og den slovenske ideologikritiker og filosof

Slavoj Žižeks teorier. Definitionen på ideologi i den marxistisk inspirerede ideologikritik hviler på idéen om, at ”de ved det ikke, men de gør det”, således at vi angiveligt opererer med en falsk repræsentation af den sociale virkelighed. I den Žižekianske ideologikritik er ideologi ikke en maske, der dækker over tingenes virkelige tilstand. Ideologi giver os i stedet en fornemmelse af, at virkeligheden hænger sammen og er meningsfuld, idet det er indskrevet i virkelighedens essens, at den er struktureret omkring en fundamental umulighed: at der ikke findes et endegyldigt harmonisk samfund. Ideologiens funktion er at dække over denne ufuldstændighed, idet den giver os forhåbninger om helhed og sammenhæng. Et eksempel herpå kan man tematisk udforske ved at undersøge det, jeg kalder nydelsens ideologi. Nydelsens ideologi i det senmoderne forbrugersamfund giver os på den ene side identitet og retning, idet nydelse udgør et ideal, som (angiveligt) rummer lige ’det’, der kan gøre os til hele mennesker.

Der er ikke blot tale om materiel nydelse; også selvudvikling spiller en stor rolle heri, da nydelse er: at fremvise, at man er fri, at have overskud til selvudvikling og selvrealisering. Men nydelsens ideologi (og ideologier generelt) udgør på den anden side også en dominerende magt, vi lever efter og adlyder, idet forbrugeren ligefrem tynges af skyld, hvis han ikke formår at realisere et nydelsesfyldt liv – dette er forbrugersamfundets overjeg, dvs. et påbud om hele tiden at overskride det ’almindelige liv’ i jagten på mere nydelse.1 Et eksempel herpå optræder i Nikolaj Zeuthens Verdensmestre (2010), som handler om et ungt akademiker- og kærestepars jagt på det gode liv. Romanen er et eksempel på, hvordan kravet om nydelse i parforholdet og i relationen til børnene generelt kan være problematisk. For når man nu endelig har fået et fast job, en tilstrækkelig stor lejlighed og to ønskebørn, og så finder ud af, at dette ikke kun er lutter nydelse, og at man således ikke lever op til nydelsesideologien, så melder den dårlige samvittighed sig. Det vigtigste for parret er at vise ’overskud’ ved at være stimulerende og kreative forældre, samtidig med at de gør karriere og bygger rede – alt sammen uden at vise, at det er hårdt.

At være i underskud er feltets udstødelsesmekanisme.

For Rune og Anna handler det om at være ”ovenpå”, at vise ”overskuddet til at være de bedste og mest afslappede forældre”. Er man anstrengt og ængstelig i forholdet til sine børn, er det et tegn på, at man er ufri, at man skylder dem noget: mere omsorg, mere tid,

DANSK NOTER 59

mere kærlighed. Når Anna og Rune læser selvhjælpsbøger, når de køber legetøj til børnene, diskuterer, om Rasmus Klump i virkeligheden er bedre end Bamse, gør de i denne selvrealiseringsjagt livet til én lang eksamen, hvor de hele tiden må forfølge et højere mål, et bedre udbytte og et større potentiale for at vise nydelse, vise, at de ikke er gået i stå.

Overskridelsen mod et andet liv som eksistentiel konflikt og norm ses også i Jakob Ejersbos ”Brystholder” fra novellesamlingen Superego (2000). Jegfortælleren er studerende og supplerer SU’en ved at gøre rent for den moderigtige, ”slanke og faste” Kirstine Brodersen. Som udgangspunkt ser humanisten (fortælleren) ned på Kirstines livsstil. Men fortællerens identitet udfordres samtidig af de tegn (fritid, fitness, designertøj), Kirstine omgiver sig med. Fortælleren konfronteres konstant med det, hun selv ikke er, når hun som tilskuer til Kirstines liv får indblik i hendes forbrugerliv.

Novellen handler således om, hvor skrøbeligt identitetsbegrebet er, når vi skal efterleve nydelsens ideologi.

Vi ser her, hvordan jagten på nydelsen konfronterer personerne med en konstant usikkerhed om, hvorvidt de har valgt rigtigt, om de kunne have nydt lidt mere osv. Deres identitet er hele tiden på spil, og vi ser, hvordan enhver ansats til en jegfølelse konstant ødelægges i en søgen efter, hvad andre finder anerkendelsesværdigt og nydelsesfuldt. Den ideologikritiske læsning udforsker her, hvordan det senmoderne menneske i højere grad er rettet mod, hvem det kunne være eller ønsker sig at være, i stedet for at fokusere på, ’hvem det er’. Således ser vi, hvordan personerne hele tiden distancerer sig fra sig selv, søger at overskride det almindelige henimod mere selvrealisering, mere selvudvikling, mere nydelse. Dette er par excellence nydelses-menneskets eksistentielle problem: Hvornår har man udviklet sig og selvrealiseret sig nok, hvornår har man nydt nok?

Svaret er selvfølgelig: aldrig – hvilket hensætter personerne i en evig jagt på nydelse. Er dette et eksistentielt problem, vores elever kender til?

Et andet tema i 00’ernes litteratur, som man kan arbejde med, er nydelsens ideologi i en global verden.

Den 42-årige Mariana, kaldet Ana, er hovedpersonen i Kirsten Thorups roman Tilfældets gud (2011). Den barnløse og ugifte karrierekvinde arbejder som økonom i Rower International, men på en ferie til Afrika møder hun den unge og fattige Mariama. Ana bliver herefter så optaget af at hjælpe Mariama, at hun karrieremæssigt, fysisk og eksistentielt ikke længere kan få tingene

60 DANSK NOTER

til at hænge sammen. Historien om de to kvinders kontrastfyldte liv fokuserer på et eksistentielt vestligt problem i en globaliseret verden. Hvorfor kan Ana ikke bare glemme Mariama og nyde livet som før? Hvad er det, der forbinder hende med Mariama? Hvorfor nyder det vestlige menneske ikke bare livet og trækker på skulderen, når talen falder på den tredje verdens lande?

Fordi andres fattigdom afskærer os fra vores nydelse.

Vi er ikke i stand til at nyde, når vi konfronteres med andres lidelser, og det er derfor, Ana handler, som hun gør. Konflikten mellem nydelsens ideologi og andres mangel på nydelse er en eksistentiel udfordring, og Ana udvikler sig romanen igennem til det, som kan kaldes en moralsk tvivlende melankoliker: Hun er konstant i tvivl om, hvorvidt hun gør det rigtige i forhold til sig selv eller Mariama, hvordan hun tackler udfordringen mellem at være en vestlig forbruger konfronteret med andres fattigdom.

I Kirsten Hammanns roman En dråbe i havet (2008) er hovedpersonen Mette også en moralsk tvivlende melankoliker. Hun vil skrive bogen om ulandene – bogen, ”der ændrer verden”. Ligesom Raskolnikov, i Dostojevskijs Forbrydelse og straf, prøver at udradere sine samvittighedskvaler over mordet på den gamle pantelånerske, spørger Mette sig selv: ”Hvorfor skal jeg blande mig?”

– er det forkert bare ”at være mæt og tilfreds”, dvs. at nyde, selvom andre er afskåret fra nydelse? Hun tynges af samvittighedskvaler over egen og vestens manglende handling, for tænk, hvis der var lige så stor folkelig modstand mod ”sult i ulandene, som når fødevarekontrollen ikke virker”. Mettes mand Martin er kynikeren, som forklarer hende, at politikere ikke bare kan stoppe krig og sult, at ”trykknapsløsningen” ikke findes. Idealistens og kynikerens stemmer blandes konstant i romanen, men fælles for de to positioner er, at de forholder sig til nydelsens ideologi. Hvor idealisten (som Mette gerne vil være) vil have fordelt nydelsen retfærdigt for at kunne nyde, påberåber kynikeren sig at være realist, han gør sig hård for at håndtere sin egen ret til nydelse.

Imellem disse positioner står den moralsk tvivlende melankoliker.

I Kirsten Hammanns roman Fra smørhullet (2005) er hovedpersonen Mette også en moralsk tvivlende melankoliker: ”(...) Mette er akkurat så pligtskyldig og ansvarsbevidst, at hun bekymrer sig og lider under periodiske samvittighedskvaler, men i den grad er doven nok til ikke at gøre en pind”. Det er bedre at tage cyklen end bilen, og det er mere miljørigtigt at holde

Levende land

ferie i Danmark end i Brasilien, vi ved altså, at der er noget, der er bedre end andet. Samtidig orker vi ikke altid at gøre det rigtige, fordi vi – på postmoderne vis – i sidste ende ikke tror på, at vi kan gøre en forskel og række hånden ud mod noget fundamentalt bedre. Det er præcis Mettes problem – ligesom det vel er de flestes problem i dag.

Et tredje tema, som eleverne i høj grad kan relatere til, handler om, hvordan klasseforskelle stadig gør sig gældende i velfærdssamfundet, og hvordan dette får indvirkning på dem, der krydser livsbane fra én social gruppe til en anden. Hvordan man med en sådan social

mobilitet – som de fleste kender til i dag – konfronteres med nye felter, og hvordan disse ofte rummer et dominansforhold, som påvirker individets dannelse og selvforståelse. Meget af 00’ernes litteratur problematiserer det at skifte felt, men ikke i den forstand, at den sociale arv er ubrydelig i det danske samfund. Litteraturen sigter mere på, at selv om man påbegynder en akademisk karriere, flytter væk fra forstaden, bor anderledes, får nye venner og nye drømme, så udlignes afstanden ikke nødvendigvis mellem det gamle og det nye jeg.

I Martin Kongstads ”Det vi kalder Berna” fra novellesamlingen Han danser på sin søns grav (2009) følger

DANSK NOTER 61

vi en venskabskreds, hvis medlemmer alle har gået på Bernadotteskolen. Den handler om, hvordan det lykkes Berna-kredsen at dominere og nedbryde Jannik, en veluddannet og ”usædvanlig flot fyr”. Novellens omdrejningspunkt er Janniks forberedelser til kæresten Claras fødselsdag. Dagen er for Jannik en ”eksamen”, hvor han mener at blive et medlem af Berna-klanen. Problemet er blot, at Jannik er fra et middelklassehjem ved Frederiksværk, som består mere af carport og italiensk salat end bebop-jazz og Dario Fo, som er en naturlig kapital i Berna-kredsens opvækst. Jannik er uddannet tømrer og er nu arkitekt, men han er ikke ’naturlig’ i forhold til den praksis af vaner og dispositioner, som Berna-kredsen udøver. Han kan overskride sin middelklassebaggrund, men middelklassen sidder i ham som en tavs kropslig viden. Da han stolt fortæller, at han har hyret en mesterkok til Claras fest, reciterer han den aftalte menu ”med en alvor, som var det en endegyldig fredsaftale i Mellemøsten”. Hans patos afslører, hvor imponeret han er af hele arrangementet, hvorimod den kulturelle overklasse netop positionerer sig som overklasse ved at udvise distance og aldrig vise tegn på at være imponeret. Jannik er med sin middelklassebaggrund bagud på denne kapital, hvormed han indtager en lavere position i feltet. Ideologien, som hersker i Berna-feltet, baserer sig på relationelle værdier som: ’inden for kredsen-uden for kredsen’, ’en naturlig, værdig deltager-en udefrakommende, uværdig deltager’, ’kulturelt kompetent-ikke kulturelt kompetent’. Jannik sætter sig selv lavere i feltet og lader således Berna-kredsen have retten til at anerkende og miskende. Janniks fødselsdagstale til Clara kan betragtes som en overgangsrite eller eksamen, hvor overklassen adler og indlemmer nye medlemmer. Når det går galt, er det, fordi han ikke bekræfter, men i stedet udfordrer overklassens normer og værdier i sin fødselsdagstale til Clara.

Det senmoderne velfærdssamfund er stadig et klassesamfund, blot kan klasseskel ikke kun reduceres til et spørgsmål om økonomisk kapital. Er man klassebevidst, er det muligt at afkode, hvad der kan ske, når man bevæger sig ind i et nyt felt – gymnasiet, videregående uddannelser, arbejdspladser, ny familie – og det er denne rejse, som de gymnasiale uddannelser igangsætter, og som litteraturlæsningen bl.a. kan være med til at anskueliggøre.

Ideologikritiske læsninger anskuer litteraturen i dens nære sammenhæng med det omgivende samfund, idet præmissen er, at samfundet er medskabende for de vær-

62 DANSK NOTER

dier, det sprog og det syn, vi har på os selv og verden.

En sådan erkendelse kan måske anspore til en fornyet interesse for ideologikritiske læsninger, hvor man analyserer værket som en æstetisk helhed uden blot at forholde sig til tekstens sproglige leg med traditionen, og hvor litteraturens forhold til sproget har noget at gøre med elevernes virkelighed og udfordringer. Læsestrategier, litteraturvalg og læselyst kan naturligvis ikke koges ned til ét: det-er-sådan-man-gør-det. Jeg ser det heller ikke som et problem, at den metafiktive-sproglige læsestrategi fylder meget i danskfaget, men at det er et problem, at den samfundsmæssige-ideologikritiske fylder for lidt.

Note 1 Som jeg argumenterer for i bogen Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik, 2013, s. 54-55 rummer ideologier en dobbelthed. Ideologier er det, vi tænker med, uden at tænke over det – der er tale om dominerende mentale og kropslige forestillinger, værdier og normer i forskellige felter. Når vi engagerer os i et felt, giver feltets ideologi os en fornemmelse af identitet, men den udgør også en dominerende magt, vi lever efter og adlyder. Når vi identificerer os med den Anden som idealbillede, gives vi identitet, men samtidig fanges vi også af den Andens begær og den Andens symbolske regularitet, dvs. feltets eller tidsåndens lov af påbud, forbud og specifikke begær.

I korthed: Ideologien er givet ved et over-jeg (krav, som skal efterleves) og et ideal-jeg, som er identitetsgivende.

Litteratur: Ejersbo, Jakob: ”Brystholder” i Superego (2000). Gyldendal, 2. udg., 3. opl., 2009.

Flinker, Jens Kramshøj: Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik.

Forlaget Spring, 2013.

Hammann, Kirsten: Fra Smørhullet. Gyldendal, 2. opl., 2004.

En dråbe i havet. Gyldendal, 2008.

Hertel, Hans: ”Vi har stadig brug for litteraturens klassikere” i Politiken, 7/10/2013.

Jelved, Marianne: ”Danmark læser” i Politiken, 12/6/2013.

Kondrup, Johnny; Möller-Christensen, Ivy York: ”Strunge og Blicher forærer os noget uvurderligt” i Berlingske Tidende, 3/10/2013.

Kongstad, Martin: ”Det vi kalder Berna” i Han danser på sin søns grav.

People’s Press, 2009.

Thorup, Kirsten: Tilfældets gud. Gyldendal, 2011.

Zeuthen, Nikolaj: Verdensmestre. Samleren, 2010.

I

N

S

P

I

R

A

T

I

O

N

Nye forfattere på DR Gymnasium Skal du arbejde med værker af Naja Maria Aidt, Line Knutzon eller Søren Ulrich Thomsen næste år? Så kan du på DR Gymnasium finde masser af filmklip, der kan være med til at åbne værkerne.

Efter sommerferien udvider DR Gymnasium nemlig sit site om danske forfattere med en række nye navne, der er udvalgt i samarbejde med Gyldendals Litteraturportal.

“Udvalget af forfattere er både lavet på baggrund af, hvor læste de er i gymnasiet, og hvilke indslag der ligger i DR’s arkiver”, siger Maja Bødtcher-Hansen, der er specialkonsulent i skriftlighed og læring på Københavns Universitet og har stået for arbejdet med at grave materialet frem af DR’s store arkiv.

Nye danske forfattere på DR Gymnasium •

Naja Marie Aidt

•

Line Knutzon

•

Søren Ulrik Thomsen

•

Jørgen Leth

•

Kim Leine

•

Yahya Hassan

•

Henrik Nordbrandt

Andre temaer til Dansk på DR Gymnasium:

Skriv klima-artikler, og vind en tur til Samsø På dr.dk/varmfremtid skal eleverne skrive webartikler om personer eller projekter i deres lokalområde, der gør en forskel for klimaet.

Den bedste artikel vinder et ophold på Samsø Energiakademi for hele klassen med alt betalt.

Deadline for at indsende artikler er fredag d. 10. oktober 2014.

Temaet går i luften kort efter sommerferien, hvor det kan findes på dr.dk/gymnasium. Det er gratis, men kræver, at du har et UNI-login.

Korte klip og hele værker - Debat og aktuelle udgivelser Der er både radio- og videoklip med de nye forfattere, korte uddrag af interviews på 5-10 minutter og oplæsninger eller opførelser af hele værker, for eksempel Line Knutzons tv-drama “Torben Toben”.

Forfattere som for eksempel Yahya Hassen og Jørgen Leth har optrådt rigtigt mange gange på DR’s kanaler, så det har været et stort arbejde at få valgt de allerbedste klip ud.

“Nogle forfattere har deltaget i både debatter og mere tværgående kulturudsendelser, mens andre hovedsageligt har været interviewet i forbindelse med en aktuel udgivelse”, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Klippene rummer derfor både debat, men også fortællinger om, hvordan digte eller fiktive karakterer opstår, om modstand fra stoffet og om kvaliteter i andre forfatterskaber. ”I udvalget af de enkelte klip har jeg forsøgt at finde indslag, der åbner for forståelse af værkerne og samtiden, frem for deciderede biografiske vinkler”, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Temaet “Danske forfattere” indeholder i forvejen klip med 27 af Danmarks største forfattere fra middelalderen til moderne tid.

Mediesprog Mediesprog er et site om sproget i de elektroniske medier, som er lavet til studerende på journalistik- og kommunikationsuddannelserne. Sitet består af udvalgte eksempler fra DR’s radio- og tv-produktioner, der viser, hvornår sproget fungerer godt, og giver inspiration til selv at arbejde med sproget.

DANSK NOTER 63

I

N

S

P

I

R

A

T

I

O

THE ACT OF KILLING DOKUMENTARFILM PÅ SKEMAET Dokumentaren ”The Act of Killing” er en udforskning af det massive folkedrab, som fandt sted i 1960’ernes Indonesien – set fra perspektivet af nogle af de bødler, som var med til at udføre det.

Til filmen hører nu undervisningswebsitet www. theactofkilling.dk/undervisning. Det består af gymnasiefagligt undervisningsmateriale i fagene dansk, mediefag, historie, filosofi og psykologi.

Materialet er udviklet i samarbejde med gymnasielærere i hvert fag, der alle har erfaring med omsætningen af film til gymnasiefagligt og undervisningsbrugbart stof.

Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i de mange flerfaglige problemstillinger, som filmen lægger op til. Hvor det historiefaglige materiale særligt fokuserer på de hændelser, der lå forud for og bag folkedrabet, kredser det mediefaglige materiale sig om de unikke filmiske metoder, som filmskaberne har valgt at belyse folkedrabet igennem. Det filosofiske materiale søger svar på større og mere abstrakte spørgsmål om etik, ondskab og menneskerettigheder, mens psykologimaterialet stiller skarpt på massemorderne og de psykolo-

64 DANSK NOTER

giske processer, der ligger til grund for deres handlinger. Det danskfaglige materiale er udarbejdet af Mimi Olsen, der til daglig underviser på Hvidovre Gymnasium. Materialet fokuserer på filmens mange kommunikative, genremæssige og sproglige lag og lægger op til arbejde med blandt andet filmanmeldelser og værkanalyse.

På websitet har hvert fag sit eget menupunkt, hvorfra man kan klikke sig videre ind på forskellige sider med de emner, som et pågældende fag behandler. Nogle af siderne består af faglige analyser af filmen, mens andre består af elevopgaver, filmklip og scener fra dokumentarfilmen, artikler, grafiske modeller, lærervejledninger, litteraturoversigter og meget mere. Desuden har websitet et selvstændigt menupunkt om filmen, der blandt andet indeholder interviews med filmens instruktør, produktionsnoter og anmeldelser.

Alt undervisningsmaterialet er frit tilgængeligt på websitet, hvorfra der også er mulighed for at hente og udskrive samlede fagpakker i pdf-format. Projektet er udviklet med støtte fra Danida.

N

DIN FORENING

Det bedste og det værste ved danskfaget På forårets fagdidaktiske kursus i marts blev pædagogikumkandidaterne bedt om at tænke over hvad der er det bedste og det værste ved at undervise i dansk. Kandidaterne delte nogle af deres tanker på deres Facebookgruppe ”Idéudveksling for pædagogikumkandidater 2014”, og Dansk Noter har fået lov til at bringe nogle af deres indlæg.

På kanten af det tilladelige?

Kursusudbyder: Sektionen for STX og HF Formål Netop nu finder en kulturdebat sted i aviser og på diverse blogs om kunstens og kunstnerens rolle. Det er en debat som er vokset frem i kølvandet på en række nye litterære udgivelser af fx Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof. Disse nye udgivelser bevæger sig i et grænsefelt mellem det etiske og det æstetiske og er på flere måder grænsesprængende. Det handler om hvad man egentlig kan tillade sig.

Litterater, anmeldere og forfatterne selv diskuterer hvad det er kunsten kan/skal/ bør – og ikke bør!

Indhold Kurset vil forsøge at indfange disse tendenser i især litteraturen og litteraturdebatten – men også i medierne, hvor vi ser en lignende etisk diskussion finde sted, og i den offentlige debat, hvor man ofte refererer til ”den hårde tone”.

Torsdag d. 27/11: Kl. 09.30: Ankomst, indkvartering, morgenkaffe Kl. 10.00 -11.30: Oplæg v. Stefan Kjerkegaard, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet: Imod autonomidoktrinen og andre former for fundamentalisme.

Om litteraturlæsning og demokratisk samtalekultur kl. 11.30-12.00: Summegrupper Kl. 12-13: Frokost Kl. 13-14.30: Oplæg v. Kamilla Löfström, litteraturanmelder ved Information:

Svensk i hovedet, hudfarvet på huden Kl. 14.30-15.30: Kaffepause – det store kagebord!

Kl. 15.30-17.30: Workshop, hvor deltagerne udarbejder undervisningsforløb

med vejledning af Kamilla Löfström Kl. 18.30: Middag Kl. 20.00 -21.00: Forfatterbesøg v. Maja Lee Langvad

(Kamilla Löfström deltager)

Litterære strategier i mine bøger Fredag d. 28/11: Kl. 08.00-09.00: Morgenmad Kl. 09:30-11:00: Oplæg v. Ramus Rønlev, ph.d. i retorik fra

Københavns Universitet:

Kritik af retorisk medborgerskab på nettet Kl. 11.00-11.30: Summegrupper Kl. 11:30-12.30: Frokost kl. 12.30-13.30: Summegrupper, opsamling og evaluering Kl. 13.30-14.30: Lasse Jensen, mediejournalist, tidl. chef for TV Avisen og souschef på TV 2-nyhederne.

Fra massemedier til en hel masse medier Tid og sted Severin Kursuscenter i Middelfart den 27. nov. 2014 kl. 10.00 til den 28. nov.

2014 kl. 16.00 Pris For medlemmer af Dansklærerforeningen kr. 3.500 For ikke-medlemmer af Dansklærerforeningen kr. 3.700 Priserne er ekskl. moms Tilmelding Senest den 15. oktober 2014 Læs mere på dansklf.dk, og tilmeld dig via www.conferencemanager.dk/G1412

DANSK NOTER 65

Kursus

GRÆNSELAND - DANMARKSBILLEDER Kursusudbydere: Sektionen for HHX, HTX og EUD og sektionen for STX og HF (Deltagere fra HHX, HTX og EUD kan vælge at afslutte årsmødet fredag efter generalforsamlingen eller fortsætte med fredag aftens festmiddagsprogram og lørdagsbrunchen med Erling Jepsen.

Se foreningens hjemmeside for detaljer.)

Formål Sort sol i marsklandskab mod vest og grønne dale, marker, fjorde mod øst. Grænseland mellem Europa og Danmark og tyndt befolket område i udkanten af Danmark. Slaget ved Dybbøl mod tyskerne og unge danske mænd i 1. verdenskrig på tysk side. Nationalromantiske spor og globalisering lige om hjørnet. Årsmødet finder sted i Sønderborg, Sønderjylland. Året er 2014. 150-året for slaget ved Dybbøl og 100-året for startskuddet til 1. verdenskrig. Formålet er at undersøge grænseskabte og grænseoverskridende Danmarksbilleder. Vi skal udforske stederne hvor slagene stod, og hvor litteratur og kunst har været med til at give mening til det lokale og historien, og kaste blik på hvordan kunsten, sproget, medierne genfortæller og formidler en fælles historie.

Danskfaget befinder sig selv i et grænseland. Med et ben i hver lejr, i den nationale selvforståelse og i invitationen fra en stadig mere global verden, er udfordringen at opdatere fortællingen om det nationale og ikke mindst at opdatere vores fag.

Indhold Årsmødets oplægsholdere er forskere og kunstnere der på forskellig vis undersøger forholdet mellem stedet, historien og danskheden. Hvordan optræder krigen i medier og kunst, og på hvilken måde har grænselandet spillet en rolle som sted i både fysisk og mental forstand? Vi skal en tur på grænsen, og vi skal opleve ny kunst der viser et grænseland mellem nyt og gammelt.

Torsdag den 2.oktober Kl.12.00-13.00: Ankomst, indkvartering, kaffe og brød Kl.13.00: Velkomst Kl.13.15-14.00: Tom Buk-Swienty, journalist og forfatter:

Narrativ historiefortælling Kl.14.00-14.30: Diskussion Kl.14.30-14.45: Pause Kl.14.45-15.30: Kasper Green Krejberg, AU: Krigslitteratur i

et grænseland Kl.15.30-16.00: Diskussion Kl.16.00-16.15: Kaffe Kl.16.30: Afgang til Dybbøl Skanse Kl.17.00-18.00: Lars Hauerberg Damkjær:

Historien finder sted Rundtur ved Dybbøl Mølle og skanseområdet Kl.19.00: Middag Kl.20.15: Maja Lee-Langvad

Kl.13.00-14.00: Pause Kl.14.00 -15.00: Nyt fra fagkonsulenten Kl.15.00 -17.00: Generalforsamling i Dansklærerforeningen/G og Dansklærerforeningen/E Kl.17.00-18.00: Pause Kl.18.00-19.00: Workshopper anden del Kl.19.00: Middag Kl.20.30: “Fernisering” Kl.21.00: Per Vers: Lålålålålålå, hva’ æ æ u å?

Per Vers har netop modtaget Modersmålsprisen 2014, bl.a. med følgende begrundelse: “Per Vers viser os, at det danske sprog kan alt, for han kan alt med det danske sprog. Per Vers styrker sproget. Han udvikler sproget. Vi låner alle sammen ord og udtryk fra andre sprog og kulturer. Per Vers har lånt en hel genre og fordansket den. Han spreder sprogglæde ved at lege med det danske sprog. Han giver det danske sprog højstatus i en ungdomskultur. Sprogglæden smitter.”

Fredag den 3.oktober Kl.07.30-9.00 Morgenmad Kl.9.00-10.00: Anne Marie Mai, SDU: Sted og fortælling

Stedets udfordringer – fra Herman Bangs Als til

Johannes V. Jensens New York.

Kl.10.00-10.30: Diskussion Kl.10.30-10.45: Kaffe Kl.10.45-12.00: Workshopper første del a. Søren R. Fauth, AU: Relationen mellem Danmark og Tyskland b. Flemming Kaspersen redaktør SFI: Krigens fiktive billeder c. Tina Høegh, SDU: Dansk på grænsen - om faglige samspil og samspilsdidaktikker. d. Christian Kock, KU : Retorik og grænsedragning Kl.12.00-13.00: Frokost

Lørdag d. 4. oktober Kl.09.00: Brunch med forfatteren Erling Jepsen. Årsmødet slutter ca. kl. 11.00

66 DANSK NOTER

Tid og sted Torsdag den 2. oktober kl. 13.00 til lørdag den 4. oktober kl. 11.00, Hotel Comwell, Sønderborg Pris 4.500 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4.700 kr. for ikke-medlemmer af Dansklærerforeningen. Priserne er ekskl. moms Tilmelding Senest den 1. september 2014 Kurset laves i samarbejde med Dansklærerforeningen/E Sektionen for hhx, htx & EUD

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 ca@tornbjerg-gym.dk

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Sissel Worm Glass Heibergsgade 34, st.th 8000 Aarhus C Tlf.: 2818 7868 sisselwg@gmail.com

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist

Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk

Internatkurser: Sissel Worm Glass

Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th.

2300 København S. Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Regionskurser: Christian H. Mohn

Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen Medlem af Dansklæreforeningens Hus A/S bestyrelse: Birgitte Darger Repræsentant i GYMsprog: Ubesat

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk Næstformand Ditte Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 dt@videndjurs.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Suppleanter:

Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com

Rikke Hansen, rha@eucnvs.dk

Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk

Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com