

Valgspørgsmål til kommunalvalget 2025
Kommunalvalget er vigtigt, og der er brug for, at vi alle i løbet af valgkampen hjælper hinanden med at sætte handicapområdet på dagsordenen. Herunder har vi samlet spørgsmål og inspiration, som du kan bruge i mødet med politikerne.
Læs også vores artikler i Handicap NYT om betydningen af kommunalvalget, og hvordan du kan bidrage. Artiklerne er skrevet af faglig og politisk chef Jeppe S. Kerckhoffs, og landsformand Susanne Olsen giver gode råd til, hvordan man praktisk kan bidrage som enkeltperson:
”Kommunalvalget er vigtigt” på side 46 i Handicap NYT nr. 4 / 2025.
”Alle kan gøre en forskel” på side 49 i Handicap NYT nr. 4 / 2025.
Deltag i vores online-valgarrangement med deltagelse af kommunalforsker Roger Buch tirsdag den 7 oktober kl. 19.00 – 20.30 på Zoom.
Zoom-link:
https://us06web.zoom.us/j/86005159269?pwd=sdyWXZOeXn9iebjtOj4Z8bKfJGEHXk.1
Find også på Danmarkskortet tal for hjemvisnings- og omgørelsesprocenterne i din kommune. Tallene viser, hvor mange sager, der ændres af Ankestyrelsen (hjemvisninger + omgørelser), og er et samlet tal for, hvor mange fejl, der er i sagsbehandlingen:
https://www.sm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2025/jun/danmarkskortet-er-opdateret-medseneste-omgoerelsesprocenter
Find også andre lokale tal fra din kommune på DH’s hjemmeside: https://handicap.dk/dinkommune
Generelle spørgsmål
Hvad er for dig et godt og værdigt liv med handicap her i kommunen?
Hvad forstår du ved et liv med lige muligheder? Der er jo stor forskel på, hvordan borgerne påvirkes af deres funktionsnedsættelse, samt hvilken livssituation de befinder sig i. Hvornår mener du, man som enkeltperson er kompenseret for sit handicap? Giv konkrete eksempler.
Vil du arbejde for, at der fastsættes konkrete mål for forbedringer på handicapområdet her i kommunen? Og mener du, at handicapkonventionens artikler skal omsættes til konkrete mål for handicappolitiken her i kommunen?
Hvordan vil du mere målrettet sikre, at retssikkerheden for den enkelte opnås, og der ikke sker fejl i sagsbehandlingen? Og hvad er din kommentar til kommunens omgørelsesprocent?
Vil du sikre en bedre inddragelse af målgruppen, så dialog mellem borger og kommunen kan styrkes? Og hvordan vil du gøre det?

Vil du sikre en bedre inddragelse af målgruppen, når der skal træffes beslutninger om handicapområdet i kommunen – og hvordan vil du gøre det?
Beskæftigelsespolitik
Hvordan vil du sikre borgere med handicaps ligestilling på arbejdsmarkedet her i kommunen?
Hvordan vil du sikre, at borgere med handicap får den bedste hjælp og vejledning efter beskæftigelsesreformen, som giver kommunen større frihed til at tilrettelægge indsatserne?
Hvordan vil du som sikre, at implementeringen af den nye beskæftigelsesreform ikke efterlader den sårbare målgruppe af borgere, der har brug for hjælp til beskæftigelse? Her tænker vi især på de 860.000 borgere i Danmark, der selv oplever at have et handicap i forhold til uddannelse og arbejde.
Hvordan vil du sikre, at alle kender de kompenserende ordninger i beskæftigelseslovgivningen, og at de rent faktisk bliver brugt til at understøtte, at mennesker med handicap kan komme i og fastholde beskæftigelse?
Hvordan vil du sikre, at den nytænkning, der er mulig med beskæftigelsesreformen, kan bidrage til, at beskæftigelse og fritid hænger bedre sammen – også for mennesker med handicap? Her tænker vi især på en sammenkobling af beskæftigelsesloven og serviceloven?
Socialpolitik
Hvordan vil du sikre, at borgerne får en individuel vurdering af deres sag, som ikke tilsidesættes af kvalitetsstandarder?
Vil du arbejde for, at kommunen indhenter specialiseret viden til støtte for sagsbehandlingen, når sagerne er komplekse og sammensatte?
Hvordan vil du sikre, at borgerne får den rigtige hjælp fra starten – fx i forhold til hjælpemidler?
Mener du, at borgerstyret personlig assistance (BPA) er en vigtig ordning for mennesker med indgribende funktionsnedsættelser? I dag er antallet af og tilgangen til nye ordninger faldet markant. Mange får et alternativt tilbud i form af punkthjælp, og dermed begrænses deres mulighed for et aktivt og selvstændigt liv. Vil du arbejde for, at dem, der har behovet, kan få adgang til ordningen?
Hvordan vil du sikre, at de handicapkompenserende ordninger i serviceloven sikrer sammenhæng på tværs af områder som privatliv, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv?
Universelt design og tilgængelighed
Hvordan vil du sikre, at lokalplaner udformes, så mennesker med handicap kan færdes, benytte og opholde sig på lige fod med andre borgere alle steder i kommunen?
Vil du arbejde for, at der bliver flere handicapparkeringspladser på 4,5 x 9 meter – og hvad vil du helt konkret gøre?

Hvad vil du helt konkret gøre for at øge tilgængeligheden i det offentlige rum? Og vil du sætte nogle konkrete mål for, hvad der skal gøres tilgængeligt i løbet af den kommende valgperiode?
Hvordan vil du sikre, at flere mennesker med et handicap kan inkluderes i foreningslivet, idrætslivet og kulturlivet? Giv et konkret eksempel på en forandring, du ønsker at implementere.
Vil du være med til at ophæve de 104 ture i handicapkørselsordningen, så visiterede kan køre efter deres eget behov?
Rigtig god valgkamp!
Med venlig hilsen
SAPU og BTPU