
1 minute read
Blækhuset: DC forspilder serveretten
DC forspilder serveretten!
Af Jeppe Bloch Nielsen
Advertisement
Formanden for Danish Crown (DC), Erik Bredholt, med følge har travlt med at ”håne” smågriseproducenter, som i en periode har vanskeligt ved at eksportere smågrise. Hånen består i at opfinde gebyr for ekstra ”nye” grise, der leveres til DC. Det, synes jeg, er useriøst.
Når der nu endelig kommer flere grise til DC, forstår jeg ikke, hvorfor det ikke udnyttes mere intelligent af DC.
Mulighederne er mange. For eksempel kunne nye leverandører forpligtige sig til at levere i mindst to år, hvilket ville hjælpe med at sikre fulde slagtekæder hos DC. For DC har jo ikke forsømt en anledning til at fortælle, hvor stor betydning det har for slagteomkostningen, at kæderne er fulde. Men nu er det åbenbart blevet vigtigere at straffe smågriseproducenterne! DC burde vide bedre.
Efterspørgslen efter smågrise forsvinder jo ikke. Og nu hvor antallet af søer begynder at falde ude i Europa, bliver kampen om smågrisene større, når først markedet normaliserer sig. Hvis DC har en forventning om, at straf skaber loyalitet, så er jeg ikke overbevist om, at de helt forstår konsekvensen.
Og hvor er andelstanken i øvrigt blevet af? Det er vel stadig grundlaget for DC, eller hvad?
Det er ubegribeligt, hvorfor DC ikke spiller bolden i den gode position, de er havnet i.
Hvad er LaDS’ rolle? Ja, jeg har en klar holdning til, hvad LaDS’ rolle er, men har du?
Efter jeg nu har siddet to år i bestyrelsen, er jeg lidt forundret over, hvor få medlemmer, der ønsker at påvirke os. Vi sidder med vores holdning i bestyrelsen, men er den nødvendigvis retvisende?
Jeg ønsker løbende input fra jer medlemmer – både positiv og negativ - til linjen, vi lægger. Ja, jeg kunne godt ønske mig mere engagerede medlemmer.
Vi kæmper jo en fælles sag, hvor målet burde være ens. Derfor vil mit opråb være, at I derude påvirker os mere med jeres holdninger. Og det uanset om I er store, små, har søer, smågrise eller slagtesvin.
Selvom demokratiet i disse tider er under angreb, har hver mand/kvinde heldigvis kun én stemme, og det lige meget, hvem du er.
Så hvis du har ris eller ros eller andre input, så tøv endelig ikke med at bringe det til bestyrelsen eller kontoret. Vi har behov for aktive medlemmer til at hjælpe os på vej. ●