Erik W Nielsen og hans bidrag til efterkrigstidens danske missionsteologi - Harald Nielsen

men i høj grad også en praktiker med sans for organisation og strategi. Både hans tid i Det Danske Missionsselskab og hans virke for Kirkernes Verdensråds Theological Education Foundation vidner om et specielt talent for at omsætte en teologisk vision til organisatorisk virkelighed. Beretningen om hans liv og virke er derfor ikke kun et vigtigt stykke dansk og international missionshistorie, men også en beretning, der på en gang inspirerer og aktiverer den selvkritiske refleksion her i 2012. Dette gælder ikke mindst hans afgørende overvejelser over gensidigheden mellem Danmark og den 3. verden i missionsarbejdet og hans tanker om missionsarbejdets – herunder særlige Det Danske Missionsselskabs (nu Danmissions) – rolle i forhold til den folkekirkelige hverdag og struktur.

Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift, formand for Danmissions bestyrelse

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1975, tidligere sognepræst i Viby J., Højskoleforstander Løgumkloster Højskole og generalsekretær i Det Danske Missionsselskab/Danmission.

Har været undervisningsassistent i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og lærer i kirkehistorie ved Teologi for Lægfolk.

Var medredaktør af L. P. Larsen,

Erik W. Nielsen var én af det 20. århundredes største danske teologiske begavelser, selvkritisk til det pinefulde. Samtidigt forstod han klarere end andre i samtiden, at kirken kun lever i mission. Hans alt for tidlige død blev prisen for hans eminente indsats som dansk og international missionsteolog. Det er en kæmpegave til teologien og kirken i Danmark, når denne bog nu 40 år efter tydeliggør, hvordan Erik W. Nielsen levede sig dybt ind i de udfordringer, vi stadig står

Theology for Mission (Bangalore 1982), og Det Begyndte i København (Odense 2005). Har bl.a. udgivet Tålmodighed Forpligter, 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie (København 2005) og redaktør af Danmissions historieserie 2003-2006.

med. På den måde kan hans solidariske ildsjæl fortsat have sin virkning i blandt os.

Hans Raun Iversen, lektor, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Harald Nielesn: Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Erik W. Nielsen var ikke blot en dygtig teolog og missionsteoretiker,

Harald Nielsen

Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Dansk Missionsråd ISBN: 978-87-87052-09-2

Dansk Missionsråd

Harald Nielsen

Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Dansk Missionsr책d

Til Jørgen, Per, Lis og Flemming

Harald Nielsen

Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Dansk Missionsr책d

Harald Nielsen Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi © 2012 Harald Nielsen E-mail: harald2860nielsen@gmail.com Layout og tilrettelæggelse: Jens Riishede Tryk: Akaprint A/S, Århus Forsidefoto: Lis Schøler © 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-87052-09-2 Hvor intet andet er anført stammer bogens fotos og malerier fra Erik W. Nielsen © Bogen er udgivet af Dansk Missionsråd i anledning af dets 100 års jubilæum med tilskud fra Jubilæumsfonden af 12. august 1973 G.E.C. Gads Fond

DANSK MISSIONSRÅD Peter Bangs Vej 1 D 2000 Frederiksberg Tlf: 39 61 27 77 E-mail: dmr@dmr.org www.drm.org Kopiering fra denne bog må kun ske på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

4

Indhold Tidslinje for Erik W. Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Udgiverens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Forfatterens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Kapitel 1: BARNDOM OG UNGDOM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 1.1 Hundborg – herfra min verden går . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

1.1.1 Barndom

1.1.2 Åndelig afklaring

1.1.3 Arven 1.2 Rønde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

1.2.1 På skolebænk igen

1.2.2 Studenterfesten 1.3 Teologisk student i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

1.3.1 Den flittige student

1.3.2 Et moderne menneskes nødråb 1.4 Krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 1.5 Erik og Marie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 1.6 Hjælpepræst i Skjern . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

1.6.1 Ordination i Aarhus

1.6.2 Skal vi drive mission

1.6.3 DMS spotter talentet

Kapitel 2: STUDIESEKRETÆR OG MISSIONSSKOLE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 2.1 En lærke letted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 2.2 Studiesekretær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39

2.1.1 En idealstilling

2.2.2 Mission og folkeoplysning

2.2.3 Hvordan gik det så 2.3 Rendtorff og Malmstrøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 2.4 Ud af buret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

2.4.1 Nye muligheder

2.4.2 Første møde med det internationale missionsmiljø

2.4.3 Ny missionslitteratur – Kraemer

2.4.4 Ny missionslitteratur – Merle Davies 2.5 Selskabet for missionsforskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 indhold

5

2.6

2.7

2.8 2.9 2.10

Mission i en sådan verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 2.6.1 En ny verdensorden 2.6.2 En ny kirkeorden 2.6.3 En ny missionsorden Missionsskolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 2.7.1 DMS’s missionsskoler 2.7.2 Fælles missionsskole i DMR 2.7.3 Missionsskolen på Scherfigsvej Missionshistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Kirke og mission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Disputatsstudier – England 1949 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 2.10.1 Arkivstudier 2.10.2 Research Secretary i IMC

Kapitel 3: VERDEN SET FRA LONDON . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 3.1 International Missionary Council . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

3.1.1 Fra Edinburgh til Jerusalem

3.1.2 Jerusalem og Tambaram

3.1.3 Whitby 1947

3.1.4 Research Secretary 3.2 Dannelsesrejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 3.3 I skole hos Hendrik Kraemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70

3.3.1 Mødet med Hendrik Kraemer

3.3.2 Missionens opgave

3.3.3 Forholdet mellem gamle og unge kirker

3.3.4 Præsteuddannelsen i de unge kirker 3.4 Det økumeniske som hermeneutisk princip . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

3.4.1 Mødet med LWF

3.4.2 Det økumeniske er ikke evangeliet 3.5 Neuendettelsau august 1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 3.6 Kirke – Mission – Eskatologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 3.7 Missio Dei . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 3.8 London kalder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

3.8.1 Hvor skal vi bo

3.8.2 Ind i arbejdet 3.9 Den store amerikarejse 1952 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

3.9.1 Med Queen Mary

3.9.2 Mødet med amerikansk mission

3.9.3 Til gudstjeneste i Harlem

3.9.4 Politiske spændinger mellem Amerika og England

3.9.5 Mødet med amerikanske universiteter 6

indhold

3.10 3.11

3.12

3.13

3.14

Kom hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Afgørende tider i afrika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 3.11.1 Rejsens formål 3.11.2 Midt i en racekamp 3.11.3 Kirkens stilling i racekampen 3.11.4 Præsteuddannelsen i Sydafrika 3.11.5 Præster skal være Kristi tjenere Den kristne kirke foran islams gåde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 3.12.1 Islam udfordrer vor teologi 3.12.2 Aden 3.12.3 Begyndelsen til Church of South Arabia 3.12.4 Aden – et missionalt kludetæppe IMC’s femte assembly i Ghana . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 3.13.1 Fra Whitby til Ghana 3.13.2 Debatten om integrationen i WCC 3.13.3 Partners in obedience En ombejlet herre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 3.14.1 I spil som generalsekretær for IMC 3.14.2 Missionshistorie på Aarhus Universitet 3.14.3 Chicago frister

Kapitel 4: DANSK INTERMEZZO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 4.1 Vejen tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

4.1.1 En klar opgave

4.1.2 Rendtorffs plan

4.1.3 Biskop Høgsbros plan

4.1.4 Uklar beslutning i DMS

4.1.5 Høgsbros manglende mandat

4.1.6 To generaler er én for mange 4.2 Dansk Missionsråd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122

4.2.1 Mulighederne i DMR

4.2.2 Konfessionel eller økumenisk

4.2.3 Forhøjet aktivitetsniveau 4.3 Den missionerende kirke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

4.3.1 Arven fra Tambaram

4.3.2 Centrum og periferi

4.3.3 Erik W. Nielsens kritik af biskop Baun

4.3.4 Biskop Bauns svar

4.3.5 Mission kan kun ske i et mellemkirkeligt mønster

indhold

7

4.4

4.5

4.6 4.7

4.8

Partnere i mission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 4.4.1 Det 19. århundredes missionsmodel 4.4.2 Den nye missionsmodel fra Whitby 4.4.3 Unge kirker eller nye kirker 4.4.4 Erik W. Nielsens partnerskabsteologi Partnerskab med Arcotkirken og Japan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 4.5.1 Vil de unge kirker påtage sig partnerskabets ansvar 4.5.2 Neyveli som case på partnerskabets begrænsning 4.5.3 Identitet i partnerskabet – Japan som case Konsulentopgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Mission og udviklingshjælp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 4.7.1 U-landshjælpens præludium 4.7.2 Kampmann i DMR 4.7.3 Skal/skal-ikke 4.7.4 Hal Kochs mageløse opdagelse 4.7.5 Hvorfor lytter staten ikke til erfaringen 4.7.6 Europæerne er verdens skæbne 4.7.7 Kirkens ansvar 4.7.8 Den store landsindsamling Opbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 4.8.1 Voksende frustration 4.8.2 New Delhi 1961 4.8.3 EW dropper DMR 4.8.4 Studieorlov 4.8.5 Hal Kochs død 4.8.6 Tilbud fra Theological Education Fund

Kapitel 5: TIL VERDENS ENDE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 5.1 Theological Education Fund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160

5.1.1 Grundlæggelsen af TEF

5.1.2 Valget af Erik W. Nielsen

5.1.3 Status på TEF’s arbejde op til 1964

5.1.4 Arbejdsprogram for den anden periode

5.1.5 Første ansøgning 5.2 Teologisk uddannelse i et gammelt kristent land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

5.2.1 Den koptisk ortodokse kirke

5.2.2 Protestantisk mission i Egypten

5.2.3 Biskop Shenouda og ortodoks spiritualitet

5.2.4 Biskop Samuel

5.2.5 Forsøg på samarbejde mellem to konfessioner

5.2.6 De koptiske og islam 8

indhold

5.3

5.4

5.5

5.6

5.7

5.8

5.9

Libanon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 5.3.1 Et folkeligt og religiøst kludetæppe 5.3.2 Near East School of Theology 5.3.3 ATENE Indien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 5.4.1 Serampore 5.4.2 Bangalore 5.4.3 Assam 5.4.4 Madurai 5.4.5 Evaluering af arbejdet Mission i en forandret verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190 5.5.1 Evangelisk anfægtelse 5.5.2 Afstanden i den globale landsby og fremmedgørelsen 5.5.3 Sekulærteologi 5.5.4 Det funktionelle sandhedsbegreb og virkeligheden 5.5.5 Ved vi hvad kærlighed er Mission og dialog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196 5.6.1 Er Kristus frelsesbetingelse 5.6.2 Frihed til dialog 5.6.3 Religionsteologi 5.6.4 Hvad er sandhed Indigeneous teologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 5.7.1 Ris og fisk 5.7.2 Hvad er indigeneous teologi 5.7.3 Mission er oversættelse Fortsatte tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 5.8.1 Biskop? – Nej tak 5.8.2 Disputatsdrømmen brister Forberedelse af den tredje mandatperiode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 5.9.1 EW overtager ledelsen 5.9.2 Sidste rejse

Kapitel 6: DET ER EN STOR TID VI LEVER I . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214 6.1 London – hertil min verden gik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214 6.2 Erik W. Nielsens betydning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 KILDER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239 LITTERATURLISTE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240 BIBLIOGRAFI . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244 IMC/WCC KRONOLOGI . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 250 PERSONINDEX . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 indhold

9

Tidslinje for Erik W. Nielsen 1917 11. september – fødes Erik William Nielsen, Hundborg, Thy 1931 Konfirmeret – derefter i lære som karetmager 1934 Begynder som elev på Rønde Kursus 1938 Klassisk sproglig student fra Rønde Kursus og demiteres til

Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet 1939 Forloves med Marie Schøler Kjær 1944 Teologisk kandidat fra Københavns Universitet

Gift med Marie Schøler Kjær

Ordineret til præst i Sct. Lukas Kirke, Aarhus 1944-45 Hjælpepræst i Skjern 1945 Januar, begynder at skrive små klummer i Dansk Missionsblad under overskriften: Begynderens side 1. september: ansat i DMS som studiekredssekretær, udvikler skriftlige kurser 1946 Deltager for første gang i en international missionskonference, High Leigh, England

Sønnen Jørgen fødes 1947 Leder af Dansk Missionsråds missionsskole i Hellerup, samtidig studie­ kredssekretær i DMS 1948 Udgiver bogen: Paa Pionermission i Arabien (genudgives 1950)

Udgiver bogen: Linier i Missionens Historie

Sønnen Per fødes 1950 Udgiver bogen: Der Kæmpes om Arabien

Udgiver bogen: Den Missionerende Kirke

Juli-august: Dannelsesrejse rundt i Europa 1. september: Tiltræder som Research Secretary i International Missionary Council og flytter til England

Datteren Lis fødes 1951 Februar: familien flytter til England og bosætter sig i Bromley 1952 Januar-februar: Den store Amerikarejse

Medleder af IMC’s fjerde Assembly, Willingen, Tyskland 1953 DMS opfordrer ham til at komme hjem og blive missionssekretær, afslår 1953-54 Den store rejse til Afrika og Aden 1954 Deltager i Kirkernes Verdensråds andet Assembly i Evanston, USA 1957-58 Deltager i IMC’s fjerde Assembly i Ghana

10

tidslinie for erik w. nielsen

1958 Foretager en større undersøgelse af kirke og mission i Aden for Church of Scotland og DMS, fører til dannelsen af Church of South Arabia

Udgiver bogen: Kristendom og Islam i Afrika

Udgiver bogen: Raceproblemet i Afrika

Sønnen Flemming fødes 1959 1. januar: Tiltræder som generalsekretær i DMS for missionsområderne

1. marts: Tiltræder desuden som sekretær for Dansk Missionsråd

Rejse til Japan og Taiwan

Rejse til Indien Udgiver bogen: De store Verdensreligioner, oversættes til svensk og norsk 1960 Deltager i Luthersk Verdensforbunds møde i Tanganyika Er i fem uger udlånt til de sydafrikanske kirker til oprettelse af en teologisk uddannelse for lægfolk 1960-61 Deltager sammen med Hal Koch i den store debat om mission og ulandshjælp 1962 Udnævnes til observatør i Styrelsen for Teknisk bistand til U-landene

Udnævnes til medlem af Rådet for Teknisk bistand til U-landene 31. december: fratræder stillingen som sekretær i Dansk Missionsråd 1963 Studieorlov – opholder sig det meste af året i London 1964 1. november: Tiltræder som vicedirektør i Theological Education Fund 1965 Sommer: familien flytter til London og bosætter sig igen i Bromley 1970 Juli: opgiver disputatsdrømmene 1. august: Tiltræder som adm. direktør i Theological Education Fund.

1971 Februar: sidste rejse til Geneve og Rom

6. marts: blodprop i hjertet og indlægges på hospital i London

7. marts: dør.

tidslinie for erik w. nielsen

11

Forkortelser AJS-PA Alice Johansen-Stolts privatarkiv ALC Arcot Lutheran Church AME African Methodist Episcopal Church AM-RA Biskop Axel Malmstrøms privatarkiv i Rigsarkivet ANC African National Congress ATENE Association for Theological Education in the Near East CSI Church of South India CMS Church Missionary Society (nu: Church Mission Society) COS Coptic Orthodox Seminary in Cairo CR-PA Conrad Rendtorffs privatarkiv DFM Division on Foreign Missions – det amerikanske missionsråd DMB Dansk Missions Blad DMR Dansk Missions Råd DMR-RA Dansk Missionsråds arkiv i Rigsarkivet DMS Det Danske Missionsselskab DMS-RA Det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet DRC Dutch Reformed Church DWME Division on World Mission and Evangelism

12

ETSC EW EW-RA

Evangelical Theological Seminary in Cairo Erik W. Nielsen Erik W. Nielsens privatarkiv i Rigsarkivet

IMC

International Missionary Council

KD KMA

Kristeligt Dagblad Kvindelige Missions Arbejdere

LWF

Lutheran World Federation

forkortelser

MSN Marie Schøler Nielsen MSN-PA Marie Schøler Nielsens privatarkiv NECC Near East Council of Churches (i dag: Middle East Council of Churches, MECC) NEST Near East School of Theology, Beirut, Libanon NMS Det Norske Misjonsselskap NMT Nordisk Missions Tidsskrift NTM Norsk Tidsskrift for Misjon RA Rigsarkivet SMT SOAS

Svensk Missions Tidsskrift School of Oriental and African Studies, University of London

TEF TELC

Theological Education Fund Tamil Evangelical Lutheran Church

UTC

United Theological College, Bangalore, Indien

WCC

World Council of Churches

forkortelser

13

14

Udgiverens forord Dansk Missionsråd er glade for at kunne udgive nærværende bog. Den direkte anledning er fejringen af Missionsrådets 100-års jubilæum i 2012. Bogen om Erik W. Nielsens tanker og virke er et godt eksempel på den udvikling, som missionsforståelsen og missionspraksis har udviklet sig i løbet af denne periode. Ligesom Erik W. Nielsen var født i og voksede op i den ‘gamle’ kolonialistiske verden, sådan også med den internationale missionsbevægelse. På samme måde som Erik W. Nielsen kom til at virke i den ‘nye’ verden efter kolonitiden, og kom til at stå med udfordringer fra partnerskabstænkningen og kontekstuel teologi, sådan har den internationale missionsbevægelse i tiden efter Anden Verdenskrig måttet tilpasse sig den samme ‘nye’ verden. Der er derfor meget at lære af Erik W. Nielsen gennem hans teologiske tænkning og organisatoriske virke.

Vi er taknemmelige over, at Harald Nielsen på et tidligt tidspunkt kontaktede Missionsrådet med henblik på bogen. Det førte til et frugtbart og interessant samarbejde.

Harald Nielsen har påtaget sig det store arbejde med at forfatte bogen. Det har indebåret mange timers arkivarbejde og kontakt til mange personer, og uden Harald Nielsens entusiasme og ihærdighed var bogen ikke blevet nogen realitet. Derfor vil vi gerne rette en stor tak til Harald Nielsen for hans indsats og for tilliden.

Sidst men ikke mindst vil Missionsrådet takke for den økonomiske støtte fra G.E.C. Gads Fond og Jubilæumsfonden af 12. august 1973, som har muliggjort udgivelsen af bogen.

På Dansk Missionsråds vegne, Generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

u dgiverens forord

15

Forfatterens forord Uden nogen sinde personligt at have mødt Erik W. Nielsen (1917-1971) synes jeg altid at have kendt ham. Han var, da jeg var ung student, en stor inspirator for os unge missionsinteresserede teologistuderende. Jeg læste en del af det, han skrev – ikke mindst hans lille bog: „Mission i en forandret verden.“ Her mødte jeg en evangelietolkning, som kom til at få skelsættende betydning for mit senere liv.

Da jeg så i 2002-2005 samlede materiale til min bog: „Tålmodighed forpligter, 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie,“ opdagede jeg, at Erik W. Nielsen var her og der og alle vegne, og jeg blev mere og mere klar over, hvor mærkeligt det var, at der aldrig var blevet skrevet en biografi om denne mand, der desværre døde alt for ung. Og fordi han i så stor en del af sit liv lagde sin arbejdsindsats i international mission, måtte jeg også konstatere, at blandt mine yngre kolleger i mission, var han så godt som glemt. Derfor besluttede jeg, at jeg ville skrive bogen om Erik W. Nielsen (EW), når jeg blev færdig med bogen om den danske islamhistorie.

Ganske kort tid efter, at min bog var udkommet i 2005, fik jeg på Danmissions kontor besøg af Erik W. Nielsens søn, professor, dr. Jørgen S. Nielsen, der på det tidspunkt var direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Jeg forelagde ham idéen, og uden betænkningstid svarede han, at så skulle han sørge for, at jeg fik adgang til faderens arkiv i Rigsarkivet. Det var jo en tillid, som det var svært at sidde overhørig.

Desværre faldt dette tidsmæssigt sammen med, at få uger tidligere havde Morgenavisen Jyllands-Posten udgivet de famøse tegninger af profeten Muhammad, og der skulle kun gå ganske få uger, før hele den store krise brød ud i lys lue. Som leder af Danmissions islamarbejde og ansvarlig for vort arbejde i Mellemøsten ændrede det min dagsorden totalt i flere år. Der var pludselig ikke længere tid ind imellem til missionshistorisk forskning. Al min tid gik med at følge med i den rivende udvikling, som dialogen med muslimer rundt om i verden krævede.

Derfor udskød jeg tanken om at skrive bogen om Erik W. Nielsen, indtil jeg i 2010 kunne frigøre mig fra min stilling i Danmission og gå på pension. Ved min afskedsreception kom Jørgen S. Nielsen og fortalte, at man kort tid forinden havde fundet to store, gule Netto bæreposer i forbindelse med, at en af hans brødre, Per, skulle flytte. Da man begyndte at undersøge indholdet fandt man ud af, at det faktisk var alle faderens breve til deres mor, Marie Schøler Nielsen, fra alle årene fra hans mange og lange rejser rundt om i verden. Disse breve havde hun omhyggeligt gemt sammen med en del andre 16

forfatterens forord

personlige arkivalier og breve helt fra Erik W. Nielsens barndom. De manglede blot at blive ordnet, så de kunne indleveres til Rigsarkivet og indgå i det i forvejen omfattende privatarkiv, som findes der. Uden nok rigtigt at vide, hvad han sagde, så lovede Jørgen, at når de havde gjort det, kunne jeg jo få nogle fotokopier af de vigtigste breve. Der gik nogle måneder uden, at der skete noget, og i sommeren 2010 henvendte jeg mig til Jørgen og foreslog, at jeg kunne sortere og registrere brevene, så de blev afleveringsklar til Rigsarkivet. Få dage senere ringede Per og spurgte om jeg var hjemme, for så ville han komme med hele herligheden.

Og hvilken herlighed! Det viste sig at være en sand guldgrube, der her dukkede op. Her havde vi den mest spontane og ufiltrerede tilgang til Erik W. Nielsen. Her fortalte han frit fra leveren til sin kone om, hvad han oplevede – ikke blot faglige overvejelser, men i høj grad følelsesmæssige udbrud, der ikke var beregnet for andre øjne. Desværre har vi ikke Maries breve til EW bevaret. De ville have kunnet fortælle historien om den meget mere sindige kvinde, som ofte gød olie på vandene, når han var for højt oppe og hev ham op, når han sank ned i dybet. Men disse breve er tilsyneladende gået tabt.

Herfra gik turen videre til Rigsarkivets læsesal, hvor jeg i flere måneder dagligt indfandt mig for at grave mig igennem kasse efter kasse med værdifulde informationer.

Tak til medarbejderne på Rigsarkivets læsesal for altid venlig hjælp.

Den væsentligste hovedkilde til denne bog er således Erik W. Nielsens værdifulde og omfattende privatarkiv. Heraf spiller ikke mindst de overfor omtalte breve til hustruen en afgørende rolle, fordi vi her møder ham helt tæt på og uden filter. De var alene beregnet for Marie og ingen andre. Derfor kunne han her være hundred procent ærlig og spontan. Men også dagbøgerne, som han omhyggeligt førte fra 1950 til sin død i marts 1971 har spillet en stor rolle. Metodisk må man altid overveje, hvilken vægt man skal tillægge dagbøger, da de let kan få et drag af efterrationalisering. Dette har naturligvis indgået i mine overvejelser om og brug af dagbøgerne. Primært førte EW ikke dagbog, for at den skulle læses af andre, men for at fastholde sit billede af en bestemt forhandlingssituation til næste gang, han mødte de samme mennesker, eller for at have et sted, hvor han frit kunne reflektere over teologiske og strategiske spørgsmål. Men ud over regulære dagbøger ført i små kladdehæfter, førte han også, hvad han kaldte „dagbogsblade.“ De ser ud til at være indtalt på bånd og sendt hjem til renskrift af sekretæren.

Derfor har disse „dagbogsblade“ en anden karakter end dagbøgerne og brevene, og det må formodes, at de i nogle tilfælde har fungeret som en slags rejserapporter. Desuden skrev han regelmæssigt fællesbreve til familie og venner/kolleger i Danmark. I noterne har jeg skelnet mellem de forskellige typer af kilder.

Til dette kildemateriale kommer naturligvis mere officielle breve og rapporter, en del foredrag fra især de helt unge dage i hans første ansættelse i DMS, samt trykte artikler og bøger. Så vidt muligt er EW’s egne arkivalier holdt op mod oplysninger, der har forfatterens forord

17

kunnet indhentes fra såvel DMS’s og DMR’s arkiv i Rigsarkivet, samt i et vist omfang med biskopperne Axel Malmstrøms og Halfdan Høgsbros privatarkiver i Rigsarkivet.

Der er foretaget et bevidst valg med hensyn til vinklen på denne historie. Andre ville kunne fortælle en anden historie ud fra de samme kilder om manden, teologen, missionæren og administratoren Erik W. Nielsen end den, jeg har valgt at fortælle. Sådan må det være. Fordi vi aldrig kan tegne et billede i størrelsesforholdet 1:1 af en person, der har levet i så mange år. Jeg vedstår mig det valg, jeg har foretaget, og som er sket med henblik på den danske målgruppe, som jeg har fortalt historien til. Ansvaret for dette valg er alene mit. Derfor er der ud af de mange projekter, EW arbejdede med bevidst valgt at fokusere på projekter, der kunne relateres til dansk mission.

Erik W. Nielsens liv kom til at skræve over en omfattende retskrivningsreform i 1948.

Man gik fra at skrive navneord med stort begyndelsesbogstav til at skrive med småt, man udskiftede ‘aa’ med ‘å’ og flere andre ændringer indtraf samtidig. Jeg har valgt at bruge nutidig retskrivning konsekvent i citater, da jeg ikke har opfattet bogen som en litteraturhistorisk undersøgelse, men som en missionshistorisk historiefortælling.

Derimod har jeg ladet afspejle den teologiske ændring, der er indtruffet over tid i Erik.

W. Nielsens periode. Det var lige så naturligt i de tidligere kilder at tale om „muhamedanere“ som senere at tale om „muslimer.“ Det har jeg ikke harmoniseret. Der er ikke hos Erik W. Nielsen tale om en kvalitativ forskel i brugen af de to ord, men alene udtryk for, hvorledes man benævnte muslimer før og nu. Tværtimod var Erik W. Nielsen blandt de første danskere, der skiftede til at bruge benævnelsen: muslimer. Derfor har jeg beholdt de to udtryksformer, der ikke må forstås stødende eller nedværdigende for nutidige muslimer. På samme måde har jeg heller ikke ændret, at han i kilderne fra 50’erne brugte det i dag så politisk ukorrekte „neger“ i stedet for afrikaner. Det var et udtryk for datidens sprog, som jeg ikke har villet ændre.

Erik W. Nielsen var 1950-1958 Research Secretary i International Missionary Council.

Jeg har valgt at bruge den engelske titel, da den indeholder noget andet, end hvad man i et dansk missionsselskab ville forbinde med en studiesekretær. På samme måde har jeg også valgt at bruge den teologiske term „indigeneous“ teologi i stedet for en af de dårlige danske oversættelser, der findes af dette begreb.

Samtidig med at jeg dykkede ned i EW’s privatarkiv, søgte jeg hjælp fra de efterhånden få nulevende personer, som fagligt havde arbejdet sammen med EW. De fleste måtte melde tilbage, at de ikke rigtig havde noget at bidrage med, men især tre vil jeg her fremhæve som væsentlige informanter. Det drejer sig om EW’s personlige sekretær i Dansk Missionsråd og senere i Theological Education Fund, Alice Johansen-Stolt, tidligere landssekretær i DMS, pastor Palle Dinesen og tidligere elev på Dansk Missionsråds missionsskole og missionær i Aden, pastor Erik Stidsen, der hver for sig har været til stor hjælp, og som jeg skylder en tak for samarbejdet. Sidstnævnte skylder jeg også en stor tak, fordi jeg fik 18

forfatterens forord

lov at få hans utrykte erindringer stillet til rådighed. Det drejer sig også om overlæge Hermann Rendtorff, der begyndte at dykke ned i familiens efterladenskaber fra faderen, pastor Conrad Rendtorff, der var generalsekretær i DMS, da EW første gang var ansat i DMS og senere formand for DMS, da EW var generalsekretær. Jeg skylder overlæge Rendtorff en stor tak for adgang til det sparsomme privatarkiv, der findes efter Conrad Rendtorff.

Professor, dr. phil. Holger Bernt Hansen har venligt givet konstruktive kommentarer til afsnittet om „Mission og U-landshjælp,“ hvilket jeg siger en stor tak for.

Når man arbejder med sådan en opgave, kan man let blive meget ensom. I modsætning til at være ansat i en moderne missionsorganisation som Danmission, hvor man dagligt har et fagligt team omkring sig til at drøfte og vurdere dagligdagens opgaver sammen med, så sidder man i en missionshistorisk forskningsopgave meget alene med sin viden og sine vurderinger. Derfor er jeg meget tak skyldig til universitetslektor, dr.theol. Hans Raun Iversen, pastor, dr. theol. Anders Nørgaard og konsulent, PhD Mogens S. Mogensen, fordi de så beredvilligt og uden betænkning sagde ja til at være fagkyndigt udvalg til støtte for mit projekt. Tak for mange værdifulde input og forslag til håndtering af det store stof. Tak for jeres utrættelige hjælp med at læse med på materialet. På samme måde vil jeg gerne takke min tidligere formand i Danmission, pastor Lars Mandrup, og min tidligere kollega i Danmission, afdelingsleder, Henrik Sonne Pedersen, PhD, fordi I ville læse med og give jeres kritiske kommentarer.

Dansk Missionsråd ved dets generalsekretær, Jonas A. Jørgensen, PhD, skylder jeg en stor tak, fordi man valgte at udgive bogen som et led i fejringen af Dansk Missionsråds hundrede års jubilæum i 2012. Ligeledes skal der lyde en tak til Jubilæumsfonden af 12. august 1973 og G. E. C. Gads Fond for økonomisk støtte til udgivelse af bogen.

Bogens smukke layout skyldes min tidligere kollega i DMS, grafiker Jens Riishede, som jeg hermed gerne vil takke for hans generøse medarbejderskab på dette projekt, for spændende drøftelser og et smukt resultat.

Mange andre har på en eller anden måde undervejs været mig til hjælp på forskellig vis.

Det vil føre for vidt at nævne alle, men her skal lyde en stor tak til jer alle.

Men den største tak skylder jeg Erik W. Nielsens fire børn, som jeg nævner i kronologisk rækkefølge: Jørgen S. Nielsen, Per S. Nielsen, Lis Schøler og Flemming S. Nielsen.

Lige fra første dag har I vist projektet en enestående interesse og generøsitet ved at vise mig den tillid at åbne jeres forældres privatarkiver for mig. Samtidig har I givet mig fuldstændig frie hænder til at fortælle den historie, som jeg valgte at fortælle. På intet tidspunkt, har I bedt om at læse med eller kommentere på arbejdet. Det kræver takt at se andre mennesker over skulderen og læse deres mest private efterladenskaber. Tak at I viste mig denne tillid. Jeg håber, jeg har levet op til den. Og tak, fordi I aldrig blev trætte af at svare på utallige små og store spørgsmål, som dukkede op. Derfor tilegner jeg denne bog til jer og håber, at I derigennem må få et klarere billede af jeres far. forfatterens forord

19

Livet igennem havde Erik W. Nielsen et brændende ønske: at skrive en disputats om forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede. Disputatsen blev aldrig færdig. I et dagbogsnotat fra juni 1970 konkluderede han med smerte, at han måtte opgive denne drøm. Han kunne ikke få det til at hænge sammen med sit travle liv. Vi andre må dele denne smerte med ham, for hvor ville vi gerne have haft dette værdifulde arbejde gjort færdigt.

Sidst men ikke mindst vil jeg takke min kære hustru, Rita, som hele vejen igennem har opmuntret mig til at kaste mig ud i dette projekt og interesseret og medlevende har fulgt med hele vejen med kritiske spørgsmål og konstruktive kommentarer.

Mørkhøj og Højerup 1. marts 2012 Harald Nielsen

20

forfatterens forord

Barndom og ungdom

Kapitel 1

BARNDOM OG UNGDOM 1.1 HUNDBORG – HERFRA MIN VERDEN GÅR 1.1.1 Barndom Noget af det bedste i verden var at komme ud i fars værksted. Her havde han sin egen høvlebænk oppe i den nordre ende. Tidligt og sent søgte han herud – og arbejdede.

Lavede svæveflyvere – og drømte drømme om, hvor disse flyvere kunne bære ham hen.

Tænkte tanker – om det han lige havde læst i en af de bøger, han havde lånt på Thisted Folkebibliotek. Om astronomi – han konstruerede sin egen stjernekikkert. Og om mennesker i fjerne lande i Asien og Afrika. Mennesker, som far havde læst om – som nu i aftes, da de sad efter aftensmaden i stuen, og far tog Dansk Missionsblad frem, som posten netop var kommet med. Han havde læst om Kina – det store, fjerne og mystiske land, hvor danske missionærer levede og bragte budskabet om Gud ud til verdens ende. Eller mennesker, som pastor Nielsens missionselever havde fortalt om. De kom ofte i hjemmet hos karetmager Nielsen. De var under uddannelse hos Hundborgs sognepræst, H.P. Nielsen1, til en gerning som missionær i Sudan Missionen. De gjorde missionen konkret. For drengen var mission ikke noget teoretisk eller abstrakt. Mission var mennesker, der åbnede et vindue ud til den store verden.

Drengen er Erik William Nielsen, som blev født midt under Første Verdenskrig, den 11. september 1917 i den lille landsby Hundborg i Thy som søn af karetmager Niels Kristian Nielsen2 og hustru Ingeborg3. Han blev døbt seks uger senere, den 21. oktober 1917 i Hundborg Kirke af stedets sognepræst. Da Erik var et år fik han en lillesøster, som døde kun 5 dage gammel. Der kom ikke flere børn i ægteskabet. Faderen beskrives som en festlig mand – men samtidig var han også en alvorligt tænkende mand, der spillede en væsentlig rolle i Indre Mission og egnens KFUM og var meget anvendt som lægprædikant. I sine unge dage havde han og hans søster ønsket at rejse ud som missionærer, men de var ikke blevet antaget på grund af helbredsproblemer. Derfor blev han karetmager, ligesom sin far og farfar havde været karetmagere i Hundborg før ham.

Han havde haft et stort ønske om at kunne læse til præst, men det mål havde også været for stort til at kunne opfyldes. Moderen var oprindelig lærer og tjente i mange år som organist ved Hundborg kirke.

Den lille familien Nielsen – Erik er her 1½ år – privateje

22

Det åndelige liv i det lille landsogn var præget af såvel den indre missionske pietistiske vækkelse med centrum i sognemenigheden, som den grundtvigske, folkelige vækkelse, B A R NDO M O G U NG DOM

der havde etableret sig som valgmenighed. Bemærkelsesværdigt er det, at begge vækkelser var præget af ydre mission. Den indre missionske del af sognet var knyttet til Sudan Missionen og Det Danske Missionsselskab (DMS), og siden er flere missionærer udsendt af DMS fra sognet. Den grundtvigske del af sognet støttede Anne Marie Petersens4 mission i Sydindien, ikke langt fra Tranquebar og DMS’s arbejdsområde i Arcot.

Faktisk blev netop denne støtte til Anne Marie Petersen årsag til, at grundtvigianerne i sognet gik fra at være valgmenighed til at danne en frimenighed. Anledningen var, at Anne Marie Petersen under et hjemmeophold besøgte sognet på møderejse. Ved den lejlighed ønskede grundtvigianerne, at hun skulle prædike i deres kirke. Men folkekirken – som valgmenigheden juridisk hørte under – havde endnu ikke på dette tidspunkt kvindelige præster, og Aalborgs biskop, Christian Ludwigs,5 forbød derfor Anne Marie Petersen at prædike i kirken. Det ville de grundtvigske thyboer ikke finde sig i. De skulle nok selv bestemme, så de meldte sig ud af folkekirken og dannede en frimenighed, hvor Anne Marie Petersen kunne prædike! Menigheden eksisterer for øvrigt stadig med 30 medlemmer – og egen præst!! Desuden var sognemenigheden og frimenigheden fælles om en Santalkreds6.

Både sognemenigheden og frimenigheden var karakteriseret ved vækkelsernes lavkirkelighed. Centrum var ordets forkyndelse. Man var kirkekristne, men såvel missionshus som forsamlingshus stod stærkt i det åndelige liv med et udpræget lægmands initiativ i ledelse og forkyndelse. Denne teologiske tradition voksede Erik W. Nielsen aldrig ud af. Livet igennem havde han lettere ved at finde sig hjemme ved en gudstjeneste i en lille afrikansk hytte eller en sidegade menighed af afroamerikanere i New York, end ved de pompøse gudstjenester i verdens store katedraler. Og livet igennem fulgte Hundborgs to åndelige retninger med ham i en vekselvirkning mellem den pietistiske og folkelige teologi.

Erik var i sin tidlige barndom (6-9 år) ofte syg og indlagt i længere perioder på såvel Thisted sygehus som i Juelsminde – flere hundrede kilometer fra hjemmet. Det var problemer med maven, og hele livet led han af dette. Det gav sig bl.a. udtryk i, at han under sine senere lange rejser i Afrika og Asien ofte måtte afbryde sit program, når problemerne blev for voldsomme. Det var et hårdt afsavn for ham at måtte undvære hjemmet og kammeraterne i længere perioder på 2-3 måneder – men det var også en tid, hvor han blev vænnet til at læse og fordybe sig. Ikke blot drengebøger – men også en masse faglitteratur, bl.a. om mission. Da han mange år senere under en møderejse for DMS kom til Thisted for at tale, kom den gamle bibliotekar fra Thisted Folkebibliotek og hørte ham. Han havde medbragt en fortegnelse over de bøger, drengen Erik i sin tid havde hjemlånt. Da han så denne liste, blev han synligt glad og imponeret.7 Da han var 11 år begyndte han at cykle til Thisted, hvor han blev FDF’er, og hvor han begyndte at gå til violinspil. Han var bl.a. med på FDF’s store landslejr i 1932, Marselisborglejren. FDF fællesskabet fik betydning, da han begyndte på Rønde Kursus, hvor B ARN D O M O G U N G D O M

23

han hurtigt fandt sammen med en gruppe andre FDF’ere. Og det musikalske blev en livslang passion for ham.

Erik forlod folkeskolen i Hundborg med følgende udtalelse: ”Erik William Nielsen har gået i skolen her og var i alle måder en flink og god elev. Han er særdeles godt begavet, flittig og samvittighedsfuld i enhver henseende og i høj grad pligtopfyldende, hvorfor jeg kan anbefale ham på det bedste.

Hundborg skole, den 23. januar 1935 L. C. Sunesen, skoleinspektør8

Erik blev konfirmeret i efteråret 1931 af sognepræsten, Søren Bækgaard9, som kom til at betyde meget for ham.

1.1.2 Åndelig afklaring Da Erik var blevet konfirmeret gik han ud af folkeskolen, som skik og brug var på den tid. Han kom i lære som karetmager og var udset til en dag at skulle føre virksomheden videre – i slægtens spor. Men tankerne fløj langt uden for savmøllen, som hans fars værksted blev kaldt. Han tumlede med de største af livets spørgsmål. Han var et barn af sin tid – og af Indre Missions forkyndelse. Hedningernes frelse var ikke blot et akademisk spørgsmål – det var et ansvar for den enkelte kristne, som ikke bare kunne vente til bedre tider. Eller som den store tyske missions- og diakonileder, Fr. von Bodelswingh,10 havde udtrykt det: „Nicht so langsam – sie sterben darüber!“ (Ikke så langsomt – de dør jo imens!) Evangeliet skulle forkyndes. Ligesom hans far gjorde det, når han tog rundt og talte til møder i missionshusene i Thy. Og ligesom de missionærer, der som missionselever havde siddet hjemme i deres stue og fortalt om hedningerne, gjorde i Afrika. Evangeliet skulle forkyndes – og Erik følte stærkere og stærkere, at han skulle påtage sig sin del af ansvaret.

En dag, da Erik som så ofte var ude at spadsere med sin far, åbnede Erik for posen. Han begyndte at tale med faderen om, at måske skulle han alligevel ikke være karetmager.

Han manglede et år af sin læretid på dette tidspunkt, men det spørgsmål trængte sig mere og mere på hos ham, at han skulle være præst eller missionær. Men kunne han klare det? Han der kun havde syv års skolegang fra Hundborg skole? Her møder vi et træk hos Erik, som fulgte ham hele livet: hans manglende tro på sig selv – eller selvkritik, kunne man også kalde det. Da brød faderen ham af og sagde: „Pas nu på, at du ikke bliver dum, Erik! Hvordan det går dig og dine planer, betyder overhovedet egentlig ingen ting. Der er kun én eneste ting, som betyder noget: det er at være dér, hvor Gud vil have dig, og dér skal du arbejde, til sveden driver af dig!“ – og så henviste karetmageren til en missionær i Arabien, der døde som 30-årig og fortsatte så: „Hvad ved vi om, hvornår vi skal herfra? Om vi lever kort eller længe, betyder intet, kun dette ene: at være, hvor Gud vil have os og have fred i det. Andre fører gerningen videre efter os!”11 1.1.3 Arven Mange år senere skrev Erik i et brev til sin mor få dage efter, at han havde begravet sin far, der døde af dårligt hjerte (i øvrigt lige som han selv): „….hvor er jeg taknemmelig for alt det, som Far kom til at betyde for mig, og jeg undrer mig stadig, jo mere jeg tænker på det. Det er jo alligevel ganske mærkeligt, at jeg kan sige, at Far, lægmand, karetmager, måske er den, som har betydet mest for mig, rent studiemæssigt. Det siger dog noget. Hvor ofte har Far ikke sat mig i gang igen, har opmuntret mig til at fortsætte, og – hvad jeg be-

24

B A R NDO M O G U NG DOM

undrer ham mest for af alt – har aldrig set på mine studier som noget mindre væsentligt, noget skrivebords pusleri, som intet betød, men han har hele tiden vist den mest levende interesse og har hele tiden ladet skinne igennem, at dette var mit job, som jeg skulle passe.

Fars udtryk: Det er en stor tid vi lever i! – er måske det, som har betydet allermest for mig, når jeg tænker på Far, altså alt, hvad dette udtryk rummede for Far. Han har atter og atter, ved en bemærkning eller i et foredrag åbnet mine øjne for storheden i det at leve, og for Far var selve det at leve inderligt forbundet med „at leve er mig Kristus….“ Dette ord fra Filipperbrevet (1,21) var da også det bibelord, som Erik tog udgangspunkt i, da han prædikede i Hundborg Kirke ved sin fars begravelse den 28. april 1950. Ordet er indstreget i den udgave af Det Nye Testamente, som livet igennem fulgte ham overalt i verden, og som han også bad om at få bragt, da han lå på hospitalet i London den sidste dag, før han døde.

Skal man prøve at sammenfatte, hvilken arv Erik tog med sig fra sit hjem, så er det indeholdt i samtalen med faderen, den dag de var ude at gå – og det netop citerede sted fra hans brev til moderen efter faderens død. Teologisk kan man sige, at det var den lutherske kaldstanke, som var så central i den indre missionske forkyndelse. Vær dér, hvor Gud vil have dig! Gang på gang kan man i hans breve til hustruen se, at selv om han altid længtes så forfærdelig hjem, når han var på sine mange og lange rejser, så var det denne forpligtelse, der holdt ham på sporet.

Erik skulle nu i gang med at indhente den manglende skolegang. Et års tid læste han engelsk hos sin konfirmationspræst, pastor Søren Bækgaard i Hundborg. Og i 1934 forlod Erik så Hundborg – så at sige for altid. I bogstaveligste forstand rejste han ud i verden. Og selvfølgelig kom han af og til hjem igen på besøg – men hans hjem var ikke længere i Hundborg. Hans hjem var den store verden, som han havde stået og drømt om så ofte ved sin høvlebænk i savmøllens nordre ende. Han var på vej med evangeliet til verdens ende. Men jo længere han rejste, jo mere erkendte han, at verdens ende ikke var et geografisk begreb. Det var langt snarere et oversættelsesbegreb – et spørgsmål om at gøre evangeliet eksistentielt for det enkelte menneske på det sted, hvor dette

Da Erik blev optaget på Rønde Kursus fik han følgende udtalelse med sig: „Erik William Nielsen, født 11. 9. 1917 i Hundborg, har jeg konfirmeret og fulgt i årene derefter. Han har været medhjælper i faderens forretning og værksted. Men desuden har han dyrket boglige sysler. Gennem et års tid har jeg undervist Erik Nielsen i engelsk, ligesom jeg de sidste måneder før hans optagelse på Rønde Artiumskursus har forberedt ham i enkelte fag.

Jeg kan give ham det vidnesbyrd, at han er en meget opvakt ung mand, som forener gode evner med et energisk arbejde. Hans karakter er redelig og åben, og hans væsen er elskværdig og høflig. Han er en brav og tiltalende ung mand, som jeg venter, skal gøre god fyldest, hvor han kommer, og som jeg medgiver mine bedste anbefalinger.“ Hundborg Præstegård pr. Sjørring, 22.1.1935 Søren Bækgaard, sognepræst14

B ARN D O M O G U N G D O M

25

enkelte menneske end lever i verden12. Eller som Ole Bertelsen skrev i sin nekrolog i Dansk Missionsblad: „Karetmagerens søn fra Hundborg havde hørt evangeliet. Det var så dyrebart, at det skulle verden rundt. Men det afslørede samtidig mennesket som dyrebart.

Derfor kunne mennesket aldrig spises af med en sludder for en sladder.“ 13 1.2 RØNDE 1.2.1 På skolebænk igen Rønde Kursus – eller Rønde Artiumskursus, som det undertiden hedder i samtidige beskrivelser – var oprettet i 1917 af forstanderen på Rønde Højskole, Kristian Herskind15 for at hjælpe vakte unge mænd uden boglig dannelse til at få en studentereksamen – først og fremmest den klassisk sproglige – så de kunne blive optaget på universitetet og læse teologi. I løbet af få år voksede Rønde Kursus ud af højskolen og blev en stor og selvstændig skole, der samlede unge fra hele landet, dog hovedsageligt fra Jylland. Utallige danske præster og teologer har i tidens løb hentet deres boglige basiskundskaber her.

Det var på denne skole, at Erik blev indskrevet i efteråret 1934. Da han kun havde folkeskolens syv års grundskole som forudsætning samt et års privatundervisning hos pastor Søren Bækgaard i Hundborg, blev han optaget på et forberedelseskursus, der efter halvandet år blev kronet med præliminæreksamen. Studiemæssigt kastede han sig over opgaven med den flid og entusiasme, som resten af livet karakteriserede hans virke. Af hans karakterbog16 kan vi se, at alle hans karakterer lå på ug- eller mg+, der må have placeret ham i den absolutte top i klassen. Bundskraberen var „orden,“ der bevægede sig mellem mg- og g+ – og når man læser hans håndskrift i noter, dagbøger og de mange breve, der er bevaret, forstår man udmærket denne karakter. Hans klo var og vedblev at være svær at læse. Den tyder på, at det tankemæssigt gik meget hurtigere med at tænke end hans nedskrivning kunne følge med.

30’erne var i åndelig forstand en brydningstid. Både i den store verden – og i det unge menneske, der måtte kæmpe sig frem til sin egen identitet og tro. Det var også i de år Oxfordbevægelsen (eller som den helt præcist hed: Oxford Gruppe Bevægelsen) optrådte i Danmark som en personlig vækkelsesbevægelse, der appellerede til den enkelte kristne om at leve et aktivt og rent kristenliv ved at praktisere de såkaldte fire moralske absolutter: ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed. Vi ved ikke præcist, hvorledes Erik har mødt denne bevægelse, men det kunne tænkes, at den har haft repræsentanter blandt skolens elever, og/eller har mødt op på skolen for at præsentere sit program.

Men bevægelsens absolutter har anfægtet det unge menneske. I et brev til sine forældre betroede han, at han havde begået „en stor synd, … fordi han gerne ville leve et rent ungdomsliv, og så alligevel havde han bukket under for fristelsernes overmagt,“ der dog ikke blev defineret yderligere. Brevet viser tydeligt det tætte forhold, han havde til sine forældre, og den tillid han havde til dem om at kunne betro sig til dem om alt. Foræl26

B A R NDO M O G U NG DOM

drene drøftede sagen med Pastor Søren Bækgaard, der skrev et varmt sjælesørgerisk brev til ham: „…. I alt, hvad jeg har hørt fra dig og om dig, ser jeg ikke andet, end hvad Gud er med i og vil dig. Jeg er sikker på, at Oxfordbevægelsen har været dig som mange andre til velsignelse. Men hvis jeg må formane dig, vil jeg sige, den har sine farer. Man kan ligesom Paulus komme så højt op i sine følelser, at man synes bortrykket til den tredje himmel. Men der er ikke vor daglige plads. Man skal nok komme ned på jorden igen…“17 Forældrene svarede på samme måde. Der er ikke yderligere spor efter Oxfordbevægelsen i Eriks liv.

1.2.2. Studenterfesten Rønde Kursus var ikke blot en god og effektiv undervisningsinstitution. Det var en kostskole, og tidens dårlige samfærdselsmidler gjorde, at eleverne tilbragte mange uger i træk på skolen. Det betød, at livet på skolen ikke kun var undervisning. Fritiden betød også meget. Og selv om Erik var yderst flittig, var han også hurtig med i et stærkt kammeratskab – bl.a. af FDF’ere, som han hurtigt fandt sammen med. Nogle af kammeraterne fra Rønde blev venner for livet. En af dem var klassekammeraten, Anders Melgaard Kjær18 – senere sognepræst i Korup ved Odense.

Klassisk-sproglig student i sommeren 1938 med skolens højeste gennemsnit – privateje

I juli 1938 bestod Erik den klassisk-sproglige studentereksamen ved Rønde Kursus med et gennemsnit på 7,27, hvilket rakte til at være årets bedste eksamen – og tæt på udmærkelse. Så skulle der festes. Ved studenterfesten deltog blandt andre vennen Anders’ forældre og storesøster, Marie. Hun fortæller senere om hendes oplevelse af denne studenterfest: „… Jeg var med Mor og Far til studenterafslutning i Rønde. Der mødte jeg for første gang de kammerater, han [Anders] så ofte havde skrevet om – de havde nemlig et godt sammenhold… Anders havde især ofte nævnt Holm og Nielsen. Jeg blev især ret interesseret i Nielsen, men jeg tror nu ikke, han så mig…“19 Det skulle nu vise sig, at det havde han.

Med sig fra Rønde Kursus fik han følgende udtalelse fra forstander, K. Herskind: Erik W. Nielsen, Hundborg, har i juni 1936 taget alm. forberedelseseksamen ved eksamenskommisionen efter 1½ års forberedelse her på Rønde Kursus, hvorefter han gik på det 2-årige hold til klassisk-sproglig studentereksamen, hvilken eksamen han nu i maj-juli eksamenstermin har bestået med det ganske smukke resultat 7,27 points.

Udover eksamensbevisets oplysninger om Erik Nielsen skal jeg udtale, at han efter de 3½ års ophold her har givet mig det indtryk, at han er en overmåde velbegavet ung mand, der med enestående flid, påpasselighed og opmærksomhed har varetaget sine pligter. Han forener overblik over helheden med sans for detaljer, hvad der sikrede ham hans gode standpunkt i de klassiske fag. Jeg er overbevist om, at han er i særlig grad egnet for at studere, og at han under sine videre studier stadig vil vedblive at være blandt de allerførste. Hans åbne, redelige og venlige væsen har her gjort ham afholdt af alle. Han har i det hele taget helt igennem været en mønsterelev, hvorfor Kursus også med glæde medgiver ham sin allervarmeste anbefaling, også til at opnå den størst mulige hjælp til at gennemføre sine studier.

Rønde, den 11. juli 1938 K. Herskind, Kursusforstander20

B ARN D O M O G U N G D O M

27

1.3

TEOLOGISK STUDENT I KØBENHAVN

1.3.1 Den flittige student Efter sommerferie hjemme i Hundborg rejste Erik i eftersommeren 1938 til København, hvor han først flyttede ind i et værelse i Holsteinsgade 34 på Østerbro. Senere samme efterår flyttede han til et værelse i Blågårdsgade på Nørrebro for så den 1. marts 1940 at flytte til et værelse i Studiestræde, inden han efter bestået forprøve fik et legat til at bo på Regensen. Samtidig gik han i gang med de indledende teologiske studier og filosofikum. Han har været en flittig student, der arbejdede målrettet og samvittighedsfuldt, hvilket karaktererne ved eksamen efter et år viste. Filosofikum blev bestået den 8. juni 1939 med karakteren: udmærket godt. Den 14. juni var han oppe i hebræisk, hvor han fik karakteren: admissus com laude egregie (altså udmærkelse). Og endelig var han efter et par hektiske uger den 22. juni oppe i den sproglige prøve i nytestamentlig græsk, som han bestod med karakteren ug. Dermed var fundamentet til et frugtbart videre teologisk studium lagt.

Efter den teologiske forprøve i 1940 var vejen åbnet til det egentlige teologiske studium, som med hans baggrund i den pietistiske vækkelse og de solide sproglige færdigheder, han havde med sig fra dels Rønde, dels de første års forberedelser inden for hebræisk og nytestamentlig græsk, kom til have en hovedvægt inden for de bibelske fag i såvel Det Gamle Testamente som i Det Nye Testamente. Desuden havde han en stærk interesse for historie. Derfor var kirkehistorie også et af hans store fag. Her kom han under indflydelse af de to professorer Hal Koch21 og Lorenz Bergmann22. Hos Hal Koch lærte han metodisk at se kirkens historie i sammenhæng med det omgivende samfund. Kirken var i samfundet på godt og ondt. Der var en sammenhæng og en vekselvirkning mellem samfund og kirke. Og hos Bergmann kunne han arbejde fagligt med sin interesse fra barndommen, missionen. Dette medførte, at han i 1943 afleverede et speciale om forholdet mellem mission og kolonialisme i 1800-tallets Indien, som han fik ug- og megen ros for. Derimod var dogmatik ikke hans fag. Hvad enten det var et resultat af, at fagets professor havde svært ved at holde ham fanget, eller det var en teologisk skepsis over den indsnævring, der kan ligge i dogmerne, kan ikke afgøres. Sikkert begge dele spiller ind. I et brev til forældrene fra 1943 skriver han: „….at han nu skal til dogmatik hos professor Plum23, der skal „forplumre“ det en hel time. „Ak. Hvad har vi da gjort, at vi skal straffes så hårdt?....24“ Livet igennem bevarede han denne distance til den dogmatiske kristendom og konfessionalisme, som han fandt, var alt for statisk set i forhold til den dynamik, livet krævede.

Samtidig med studiet fulgte han i 1942-43 undervisningen på Pastoralseminariet med henblik på, at han til sin tid kunne blive ordineret til præst. I forårssemesteret 1942 deltog han i undervisningen i kirkeret, og efteråret samme år var det de kateketiske (konfirmandundervisning) øvelser hos den navnkundige forstander, Holmens provst, dr. theol. Michael Neiiendam25, og endelig gennemførte han undervisningen i homiletik26 (prædikenlære) hos Diakonissestiftelsens forstander, dr. theol. Svend Hauge27.

28

B A R NDO M O G U NG DOM

Dermed var vejen åbnet til, at han kunne indstille sig til teologisk embedseksamen, som traditionelt blev afviklet først med de skriftlige eksamener i vinteren 1943/44 og derpå de mundtlige eksamener i sommeren 1944. Midt i juni var det hele overstået – og resultatet blev særdeles smukt. Meget tæt på udmærkelse. Alle var glade og lettede over, at eksamen var forløbet så godt. Økonomisk var han i de første år afhængig af forældrene, der hver måned sendte ham et beløb til kost og logi samt lidt lommepenge, som han omhyggeligt gjorde rede for brugen af i breve til forældrene. Men hurtigt begyndte han at tjene lidt ekstra ved at undervise andre studenter i græsk. Det lønnede sig at have et godt fundament med sig fra Rønde. Det gav 65 øre i timen pr. student at undervise i græsk, og Erik havde normalt 5-6 studenter på et hold. Det kunne godt blive til ekstra lommepenge i en tid, hvor pengene var små. Da han så i november 1941 blev optaget på Regensen fik han ud over kost og logi også 80 kr. månedlig i lommepenge. Det blev næsten opfattet som helt fyrsteligt. Erik formåede at gennemføre sit teologiske studium uden gæld.

1.3.2 Et moderne menneskes nødråb Åndeligt var han stadig ved begyndelsen af sit ophold i den store by, som for mange pietistiske jyder blev opfattet som syndens by, præget af et lignende pessimistisk syn på storbyen og dens liv. Den var overvældende, og han var ved at blive væk i den, syntes han. Det var den sekulære by, han blev bekendt med – og menneskene i den. Det var stenørkenen, som han opfattede som modstridende med hele skabelsens mening. Der foreligger et lille notat fra efteråret 1938, der på fin vis karakteriserer den nybagte stud. theol.: „Et moderne menneskes nødråb28 Det er fredag aften. Jeg står her på Nørrebro og ser på den utrolige trafik, på menneskemasserne, som går frem og tilbage på fortovene tilsyneladende uden noget bestemt mål. Jeg gribes af en følelse, som var jeg ved at drukne; det gyser i mig. Hvor bliver mennesket af i dette her? Jeg har en fornemmelse, som om jeg må snappe efter vejret for ikke helt at forsvinde i det uhyre mylder. En forfærdelig larm fra trafikken i de snævre gader sløver mine sanser. Jeg kigger på menneskene omkring mig; en forvirrende mængde ukendte ansigter glider forbi i endeløse rækker. Kloge, livstrætte ansigter; de hører ikke larmen fra trafikken, de hører intet; de er sløvede. Jeg forsvinder i massen; her eksisterer intet personligt menneske; ingen ener, kun masse, kun individer, ukendte navne, ukendte glæder og sorger. Jeg har intet ansvar her; ingen kender mig, og jeg kender ingen. Folk står i kø foran teatret for at komme ind og få to timers „opløftende“ musik og skuespil; de myldrer ind på dansesalonerne for at få nogle timers sanselig glemsel fra det daglige livs hektiske travlhed eller ødelæggende arbejdsløshed; jeg forstår såmænd, det er ikke det, som er det farlige. Det er massen, optagetheden, civilisationen uden Gud. Man føler sig revet med og hvirvlet rundt som i en malstrøm og sanser intet, før man finder sig selv liggende sønderslået og fortabt.

Det kan ikke have været bestemmelsen, at menneskene skulle stuves sammen i stenørkenen, B ARN D O M O G U N G D O M

29

hvor alt personligt forsvinder, hvor alt er facade og politur, intet naturligt eller ægte, hvor man bliver transportbåndsmenneske. Vi er det 20. århundredes højt udviklede slægt, vi har med vor teknik præsteret, hvad ingen tidligere har formået, vi har med vor forfinede videnskab formået „næsten“ at fravriste Gud skabelsens hemmeligheder – og dog! Vi er ulykkelige – vi degenererer. Hvor er Gud? Kristendommen er det eneste, som kan redde os i vor utrolige hastværk, det, som er lige ved at tage vejret fra os.

Jeg går et lille stykke hen ad Nørrebro og ned ad Dosseringen. Hvor forandret er ikke hele billedet! Her er et lille stykke natur, her er stille. Jeg hører kun fjernt larmen fra de overfyldte gader. Bilernes tuden og spasmagernes ringen. Lysene fra Dronning Luises Bro og fra Fredens Bro kaster glans ned i søens stille vand og skaber et vidunderligt smukt spejlbillede.

På den anden side ser jeg Domkirkens projektørbelyste guldkors; det hæver sig enkelt og majestætisk over den larmende, urolige by og er ligesom et symbol på livet, det eneste liv, som er værd at leve, på redningen fra at gå ned og forsvinde i mylderet. Jeg ser ligesom byen fra en anden side her; den er indbydende og venlig; her kan jeg tænke; her er det mig selv, ikke blot et individ, et bundt sanser og drifter. Midt i den fjerne larm hører jeg pludselig ambulancen komme tudende over broen. En tanke, som ellers forekommer mig så fjern derinde i mylderet, griber mig. Her er de to uundgåelige realiteter: livet – døden. En tredje ligeså uundgåelig realitet er korset derinde på Domkirken. De tre holder en prædiken for mig herude ved søen. En prædiken, som jeg sent vil glemme.“ Samlingspunktet eksistentielt for ham i denne nattevandring bliver korset på Domkirken, der lyser op i natten. Det kors, der livet igennem kom til at stå som udtryk for Guds inkarnation, sådan som han mange år senere udtrykker det i en artikel i Dansk Missionsblad29. Det centrale i det kristne budskab, at Gud er kærlighed er: „…evangeliets tale om et kors, som mødepunktet mellem Gud og mennesket….. Derfor blev ordet ikke bog, men kød – Gud kom selv ind i vores verden og mødte os til sin yderste konsekvens i selve korset …… hvem han er, ser vi ingen steder klarere end i korset i det øjeblik, da Gud selv i Jesus Kristus gik ind i og gik ind under syndens sidste forbandelse og ensomhed og råbte: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ I en udateret dagbogsnote fra december 1970 uddybede han sin korsteologi med følgende ord: „Hvorfor er der altid kun ét kors i en kirke? Der burde være tre – det er Kristus, der blev menneske – dette billede eller rettere den virkelighed, som er de tre kors, det er den sande menneskelighed - Kristi menneskelighed og vor, min. Jeg er en del af dem på de kors!”30 Der går en lige linje fra den unge teologiske students nattevandring på Nørrebro til den sene Erik W. Nielsens refleksioner over korset.

1.4 KRIGEN Eriks studentertid faldt for det meste sammen med Anden Verdenskrig og den tyske besættelse. Det betød, at hans muligheder blev begrænsede. Danmark var på mange 30

B A R NDO M O G U NG DOM

måder et lukket land, fordi verden omkring lå i krig. Det var svært at få den nyeste udenlandske litteratur – ikke mindst den engelsksprogede, som var det sprog den nyeste missionslitteratur var på. Han følte sig i de år som fange i et bur.

Eriks faster og onkel boede i København sammen med deres fire børn. Dem besøgte han ofte. To af fætrene var tidligt med i modstandsbevægelsen – den ene af dem, var med i den allerførste sabotageaktion, som fandt sted ved Emdrup Sø. Han blev i den forbindelse taget af tyskerne og sad i halvandet år i ungdomsfængsel i Nyborg. Fasteren gemte drengenes våben i kælderen, mens onklen ikke vidste noget.31 I marts 1943 var Erik på session. Det var ikke et brændende ønske for ham at komme til at aftjene sin værnepligt. Derfor gik han sig en lang tur, inden han mødte op på sessionen. Det bevirkede, at hans åreknuder svulmede op. Desuden havde han svært ved at klare synsprøven, hvilket bevirkede, at han blev erklæret „betinget tjenstdygtig til svært artilleri eller sanitetstjeneste32.“ Han blev aldrig indkaldt til militærtjeneste, og da han flyttede til England i 1950 blev han slettet af lægdsrullen.

En aften ligeledes i foråret 1943 havde han været til møde i Teologisk Forening. Aftenens gæst var den jødiske overrabbiner Max Friediger33. At invitere netop den jødiske overrabbiner til et offentligt møde i Teologisk Forening under den tyske besættelse var i sig selv en provokation. Overrabbineren indledte derfor også sin tale med at takke for invitationen og sagde, at forsamlingen måtte forstå, hvor stor en ære, det var for ham netop på denne dag at kunne stå på en fri dansk talerstol som jøde, og føjede så til: : „De, mine herrer, må tro, det er ikke let at være Israel i dag; men Abrahams Gud velsigne Dem for, hvad De tilkendegiver ved at indbyde en rabbiner som foredragsholder.“ – Efter foredraget takkede professor K. E. Skydsgaard34 med ordene: „De skal vide, at vi – som Jesu disciple – aldrig kan gå med i den bølge, som nu vælter ind over Europa. Vi er af samme slægt som De.“ Hvorpå hele forsamlingen rejste sig op35.

Den 29. august 1943 blev en stor gruppe fremtrædende danskere arresteret af tyskerne og interneret i Horserød statsfængsel. Blandt disse var professor Hal Koch, som Erik havde et nært forhold til. Interneringen af de fremtrædende danskere og politiet medførte et sammenbrud i samarbejdspolitikken. Samtidig blev de danske jøders stilling mere og mere usikker. Og i september førte det til, at den tyske besættelsesmagt foranstaltede en systematisk arrestation af de danske jøder. Men aktionen mislykkedes delvist, da informationer om jødeaktionen var sivet ud i dagene op til aktionen, hvorfor en storstilet hjælpeaktion blev iværksat til at evakuere jøderne til Sverige.

Aktionen mod jøderne var kendetegnet ved, at den vakte meget bred forargelse36 - og dermed også vilje til at hjælpe de forfulgte - hos folk, som ikke ellers havde forbindelse med organiseret modstandsarbejde. Størst mulighed for at hjælpe andre end personlige bekendte havde grupper som læger og præster, som kunne drage fordel af deres profesB ARN D O M O G U N G D O M

31

sionelle netværk. Hjælpen formede sig typisk som en kæde, der startede ved spontane hjælpere i form af naboer, kolleger eller folk, som var blevet vakt af den almindelige forargelse til at yde en indsats her og nu, og endte ved de organiserede modstandsfolk, som håndterede kontakten til fiskerne om transporten. Familien har en uklar viden om, at Erik var med i denne aktion.37 Men hvor meget, han har været med i, står hen i det uvisse. Det er sandsynligt, at han har ladet sig engagere i den akutte situation, uden at han er blevet en del af det organiserede modstandsarbejde.38 Der er meget, der tyder på, at Erik er blevet engageret af Egon Johannesen39, der var præst ved Husum Kirke og sekretær i Israelsmissionen. Mange år senere udtalte Erik om denne Egon Johannesen, „at han var leder af den gruppe, jeg var med i til at evakuere jøder til Sverige.40“ Eriks forlovede, Marie, formulerer sig på denne måde mange år senere i en utrykt erindringsskitse til deres børn: „Hvor meget Far havde fingre i, ved jeg ikke, men ofte måtte han sove på Thielesvej [hvor hun boede], da de ventede razzia på Regensen. En dag lå en bombe inden for døren hos studenten, der boede oven over Far.”41 1.5

Marie og EW blev forlovet i november 1939, hun var søster til en af Eriks klassekammerater –

ERIK OG MARIE

Samtidig med at Erik flyttede til København og begyndte sit teologiske studium, flyttede vennen Anders Melgaard Kjær også til København. Han lejede en lejlighed på M. Thielesvej på Frederiksberg sammen med storesøsteren Marie samt en fætter. Denne lejlighed blev samlingspunkt for mange af Anders’ venner. Også Erik kom glad og gerne her. Måske ikke kun tiltrukket af Anders – men af Marie, som han jo første gang havde mødt ved studenterfesten i Rønde samme sommer. Selv om Marie ikke troede, han havde lagt mærke til hende, så havde han. Langsomt begyndte de at nærme sig hinanden og tale sammen, og den 5. november 1939 blev de forlovet42. Tre dage senere rejste Erik til Hundborg – for at spare penge til værelse og varme. Han kom først tilbage igen i slutningen af februar det følgende år.

privateje

Marie Schøler Nielsen43 var født 26. oktober 1915 i Vinding ved Holstebro som datter af Peder Vad Kjær44 og hustru Andersine Kjær45. Da hun blev født, var faderen husmand i Vinding, men få år senere solgte han sit landbrug for at blive missionær for Indre Mission. Det betød, at familien med seks børn flyttede en del rundt i landet, så at Marie ikke følte sig særligt knyttet til et enkelt sted som hendes barndomsby. I 1930 tog hun mellemskoleeksamen og kom derefter ud og tjene – først i huset, senere på kontor. Da hun flyttede til København sammen med broderen i 1938 fik hun arbejde ved Københavns Kommune. Og som nævnt blev hun i november 1939 forlovet med Erik.

Marie fortæller, at det unge par ofte mødtes på Thielesvej, hvor Erik flittigt sad og læste, mens Marie strikkede. Undertiden fortalte han om sine studier. Især kirkehistorie syntes hun var spændende, når han fortalte. Om søndagen gik de undertiden i Tivoli, 32

B A R NDO M O G U NG DOM

Brylluppet, den 14. juli 1944 blev holdt i Thy hos Eriks forældre og varede flere dage – privateje

hvor de gik til koncert eller måske fik en øl på Færgekroen. Og så cyklede de ofte ud til Dyrehaven nord for København, hvor de kunne opleve den fredfyldte natur, så helt forskellig fra byens stenørken.

Da Erik i juni 1944 havde afsluttet sin embedseksamen, var vejen åbnet for, at det unge par kunne blive gift. Da Erik var enebarn – og da Marie ikke følte sig tilknyttet et bestemt sted i landet – blev det bestemt, at brylluppet (imod tidens skik) skulle holdes i brudgommens hjem og ikke i brudens. Efter 5½ års forlovelse blev de viet i Hundborg Kirke den 14. juli 1944. Krigen betød, at det var vanskeligt at skaffe det nødvendige udstyr til brylluppet. Maries søster, der arbejdede i en manufakturforretning, skaffede stof „under bordet,“ som det hed, når man fik varer uden om de autoriserede kanaler.

Marie syede selv sin brudekjole. Og brudebuketten måtte hun også selv købe sammen med Eriks mor. Det kunne Erik ikke finde ud af!

Krigen betød også, at samfærdsel mellem landsdelene var særdeles besværlig – og farlig. Der var en snes gæster, som kom tilrejsende til brylluppet. De blev indkvarteret rundt om i Hundborg hos venner og familie, og brylluppet varede som et ordentligt landsbybryllup flere dage. Det fandt sted midt under den store generalstrejke, som lammede København og flere af de andre store byer i Danmark. Dagen efter brylluppet kørte hele selskabet i tre hestevogne ud til Vesterhavet. Bryllupsrejsen foregik på cykel fra Hundborg via Viborg med overnatning på missionshotellet til Grenå, hvor Maries forældre boede. „Alt dette var starten på 27 begivenhedsrige år, som også for mig blev både ensomme og krævende år!“ skrev Marie mange år senere46.

B ARN D O M O G U N G D O M

33

1.6

HJÆLPEPRÆST I SKJERN

1.6.1 Ordination i Aarhus Efter embedseksamen ville Erik helst fortsætte studierne ved Universitetet. Men krigens tid var usikker – og der var ikke økonomiske midler til at ansætte ham i et forskningsstipendiat, hvor han kunne fortsætte sit arbejde fra specialestudiet. Derfor blev det i stedet et etårigt embede som hjælpepræst, der blev vejen frem. Så kunne man jo altid se, hvordan situationen var om et år.

På grund af krigen kunne Erik ikke få et stipendium til at studere videre efter kandidateksamen

To dage før Maries og Eriks bryllup gav Kirkeministeriet i brev meddelelse om, at Erik var blevet ansat som hjælpepræst hos sognepræst Søren Bækgaard i Skjern i perioden 1. september 1944 til 31. august 1945 til en løn af 200 kr. pr. måned + et tillæg på 25%.

I brevet meddelte Kirkeministeriet desuden, at det bemyndigede biskoppen i Ribe til enten selv at foretage ordinationen eller overlade den til en anden af biskopperne, som måtte være villig hertil47.

og blev så i stedet hjælpepræst i Skjern – privateje

Det blev biskoppen i Aarhus, dr. theol. Skat Hoffmeyer48, som kom til at forestå Eriks ordination, som fandt sted i Sankt Lukas Kirke, i Aarhus, den 27. august 194449. Biskoppen var så involveret i modstandsbevægelsen, at han var „gået under jorden.“ Men denne dag vovede han sig frem for at foretage ordinationen, og han var også med til frokosten i Bispegården, hvor begge de nygiftes forældre var til stede50. Hvorfor ordinationen fandt sted i Aarhus og ikke i Ribe har ikke kunnet besvares ud fra de tilgængelige kilder. Heller ikke undersøgelser i Aarhus Stiftsarkiv i Bispegården i Aarhus eller Landsarkivet i Viborg har kunnet kaste lys over dette spørgsmål.

Det var en stor omvæltning for det nygifte par at flytte fra storbyen København til den lille vestjyske by. I løbet af krigsårene skete der mere og mere i København. Sabotage og Schalburgtage skete ofte – også i nærheden af Marie og Erik. Nu blev Erik hjælpepræst hos sin gamle konfirmationspræst, Søren Bækgaard. Ud over gudstjenester og kirkelige handlinger kom Erik til at lede fire studiekredse om mission – dels i Skjern, dels i de omkringliggende sogne. Det var stoffet fra specialet, der dannede grundlag for disse studiekredse.

1.6.2 Skal vi drive mission Allerede i 1943 havde han – uopfordret – sendt en artikel til redaktionen af Dansk Missionsblad med overskriften: Skal vi drive mission?51 Artiklen er interessant, fordi den anslår nogle toner, som han følger livet igennem. Den er holdt med en ungdommens friskhed, der ligger et stykke fra den normale tone i Dansk Missionsblad på dette tidspunkt.

Han besvarer sit eget spørgsmål med et dobbelt selvfølgelig. For de allerfleste kristne er det en selvfølge, at der skal drives mission. Og for de allerfleste kristne er det en selvfølge, at missionsarbejdet ikke kommer dem ved. Derefter argumenterer han – med 34

B A R NDO M O G U NG DOM

henvisning til Luther – om at intet i skaberværket er selvfølgeligt. Men mission er gået ind i vor kristne begrebsverden som en skuffe, vi trækker ud, så har man alle spørgsmålene og svarene klar, og han spørger: „Mon det ikke er på tide her og der at tage vort grundforhold til missionsarbejdet op til revision…?“ Han henviser til den indiske teolog, Sadhu Sundar Singh52: „Jeg begyndte at sammenligne beboerne i de hedenske lande og i de kristne lande. De første er hedninger, fordi de tilbeder gudebilleder, dannede med hænder; i de såkaldte kristne lande opdagede jeg imidlertid en værre art hedenskab: Menneskene der tilbeder sig selv…. Jeg tænkte tidligere: Hvor er jeg dog ulykkelig, jeg, som er født i et hedensk land. Men efter at jeg havde rejst i andre lande, måtte jeg ændre min anskuelse; nu priser jeg Gud, fordi han lod mig blive født i et hedensk land; thi derfor var jeg utilfreds og søgte Gud, medens de kristne landes beboere lever i den tro, at de har fundet alt og intet har at søge efter.“ Han imødegår missionsromantikken, der forestiller sig missionslandene som fattige og tilbagestående, og „vi bliver næsten skuffet, når vi hører, at der er radio, biografer, sporvogne, biler, moderne betonhuse osv. i storbyerne i Indien…“ og han slutter sin første del med: „..det er et ubegribeligt paradoks, at kristendommen skulle være den eneste sande religion, at der skulle være en Gud, som kræver, at alle folkeslagene skal ind gennem samme snævre port, Jesus af Nazareth. … Vor stilling herhjemme i øjeblikket viser med al ønskelig tydelighed, at vi trænger til en revision:” I den anden del af artiklen ser han på de såkaldte missionsmotiver: 1) Civilisationsmotiv – den kristne mission er berettiget, fordi den bringer Vestens højtstående kultur og glimrende oplysning ud til folkeslag, som lever i barbari og uvidenhed. Hertil svarer han, at vi skal ikke kaste vrag på de fremskridt, der sker i kølvandet på mission, men som missionsmotiv er det forkasteligt.

2) Kærlighedsmotiv eller medlidenhedsmotiv – vi skal af kærlighed til afrikaneren bringe ham budskabet, som for os er blevet det dyrebareste af alt. Det får ham til at spørge: kan missionen bygges på kærlighed til ikke kristne, som jeg ikke kender og hurtigt kan kølnes?

3) „Kristus har sagt det!“ der for Erik er det eneste sikre missionsmotiv.

I den forbindelse peger han på, at missionsmotiverne kun drejer sig om ydre mission, mens missionsarbejdet herhjemme (Indre Mission) ikke behøver nogle særlige motiver. Det er ulogisk, siger han og påstår, at der er sket en skæbnesvanger adskillelse mellem indre og ydre mission.

På den baggrund spørger han, om vi ikke skulle arbejde mere med tanken om „Kristi kirke“ i forbindelse med ydre og indre mission. Det vil oprulle en række væsentlige B ARN D O M O G U N G D O M

35

perspektiver, opgaver som skal løses – nogle derude – nogle herhjemme. Det vil give ansvar for helheden, hvor den enkelte er vigtig.

Så vender han sig igen til missionsbefalingen, Matt 28, og spørger, om det er nok autoritet, at det står i Biblen? Og svarer – ja, hvis jeg gennem Biblen erfarer Guds tale til mig.

Det får ham til at påstå, at det eneste missionsmotiv, der har gyldighed, er, at Kristus er det kraftcentrum, hvorom alt drejer sig – at korset er tilværelsens centrum – og han spørger: „Er Kristus virkelig frelsesbetingelse for alle folkeslagene? Kan en Inder ikke frelses uden gennem at møde Kristus?“ – og han giver intet svar. Han lader spørgsmålet stå hen til læserens egne overvejelser.

Det er en bemærkelsesværdig selvstændig tænkende artikel i betragtning af, at dens forfatter var en kun 26 årig stud. theol. Han anslår en række temaer, som vi vil se dukke op igen og igen i hans liv. Det er temaer, som anviser nye veje i missionstænkningen – veje, som han på grund af krigen ikke har kunnet prøve af på internationale missionsteologer.

Hvis vi sammenligner denne artikel med hans note som nybagt teologisk student om „Et moderne menneskes nødråb,“ så noterer vi os en markant ændring. Nu er det ikke „kristendommen,“ der er den eneste, der kan redde os. Nu lader han spørgsmålet om indernes frelse stå åben (se kap. 5.6.3).

1.6.3 DMS spotter talentet Artiklen gav genlyd. I DMS lagde man mærke til den unge mand og de evner, han lagde for dagen. Da han blev hjælpepræst i Skjern, kom han – uden at vide det – tæt på DMS’s bestyrelse. For i Skjern boede der to bestyrelsesmedlemmer, bogtrykker Jens Strandbygaard53 og den tidligere Kina missionær Johanne Jensen54. De lagde mærke til den unge præst og hans studiekredse i ydre mission. Selv om de skulle anstrenge sig for at følge med i hans undervisning, så var de to bestyrelsesmedlemmer klar over, at her var noget ud over det sædvanlige.55 Sammenholdt med den opmærksomhed artiklen i Dansk Missionsblad i 1943 havde vakt i DMS’s ledelse, besluttede man at kontakte ham. Og en dag dukkede den ene af DMS’s to generalsekretærer, Harald P. Madsen56, op hos det unge par i Skjern. DMS havde under krigen opsparet en del penge, som ikke kunne sendes ud af landet. Derfor var man interesseret i at indlede et fremstød med folkeoplysning om mission. Det skulle ske ved ansættelse af en studiekredssekretær.

Denne satsning havde man tiltænkt Erik W. Nielsen. Men inden han tiltrådte som sekretær, begyndte han allerede i januar 1945 at skrive små artikler i Dansk Missionsblad under den fælles overskrift: „Begynderens Side.“ Dette blev begyndelsen til hans senere arbejde med udarbejdelse af skriftlige kurser.

36

B A R NDO M O G U NG DOM

StudiesekretĂŚr og missionsskole

Kapitel 2

STUDIESEKRETÆR OG MISSIONSSKOLE 2.1

EN LÆRKE LETTED

I foråret 1945 fik Erik W. Nielsen – eller EW som han ofte blev kaldt57 - seks ugers studieferie fra embedet som hjælpepræst i Skjern. Det var en fortsættelse af de studier, som havde ført til specialet i missionshistorie i 1943, der stod på dagsordenen. Drømmen var at skrive disputats om forholdet mellem kolonimagt og mission i det 19. århundrede.

Derfor tog Marie og EW i begyndelsen af maj til København. På grund af meget vanskelige trafikforhold i krigens sidste del måtte de cykle. Det tog tre dage. Kort før de nåede Odense, mødte de en mand, der netop havde hørt nyheder i radioen. Det var spændende dage, fordi rygterne gik, at general Montgomery58 var ganske tæt ved den danske grænse. I denne middagsudsendelse blev det meddelt, at der var mulighed for, at englænderne ville gå ind i Danmark i løbet af den næste dag.

Det unge par fortsatte mod København. Da de kom til Nyborg, hvor de skulle overnatte, så de den store kortege af „Hvide Busser”, der var på vej til Sverige med danske koncentrationslejrfanger, der var blevet befriet i krigens sidste dage takket være den svenske Greve Folke Bernadottes59 diplomatiske indsats. Uden at vide det, krydsedes EW’s vej igen på dette sted med overrabbiner Max Friedigers – den mand, der havde gjort så dybt et indtryk på ham i Teologisk Forening i foråret 1943. Overrabbineren var nemlig med de Hvide Busser – på vej hjem fra koncentrationslejren Theresienstadt, hvor han havde været fange siden oktober 1943. „En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af

Efter nogen ventetid kom de med færgen over Storebælt. Midt ude på Storebælt så de et skib fyldt med flygtninge med kvinder og børn. Hvor de skulle hen, vidste de ikke, men det gjorde et stort indtryk at se de magre, forstenede ansigter, helt uden håb.

sang.

De tusind tårne tog til at tone, så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit.“ (Mads Nielsen)

38

Turen fortsatte mod København. Klokken 20.30 den 4. maj om aftenen havde de lige passeret Damhussøen på Roskildevej, da de hørte frihedsbudskabet fra London i radioen. Pludselig kom der nogen farende ud på en altan og råbte: „Tyskerne har kapituleret!“ Og straks strømmede mennesker ud fra alle husene, og gaden forvandledes til et studiesekretær og missionsskole

menneskehav. Det unge par var klar over, at dette kunne blive farligt, så de skyndte sig ind mod det sted i byen, hvor de skulle bo. I krydset ved Pile Allé var Roskildevej spæret af en sporvogn, der var sat på tværs af vejen af frihedskæmperne, der var forberedt på, at de tyske soldater kunne finde på at skyde.

Men de oplevede ikke Montgomerys indtog i København. Den dag måtte de to unge mennesker til begravelse af EW’s fætter, der sammen med sin mor og søskende havde været aktive i modstandsbevægelsen. En rengøringskone havde fundet en håndgranat i kælderen og pillet ved den. Den sprang i luften mellem hænderne på hende. EW’s fætter smed sig på gulvet over hende og reddede hendes liv. Men han selv blev dræbt60.

2.2 STUDIEKREDSSEKRETÆR 2.1.1 En idealstilling Ud over studier fik EW under dette besøg i København også tid til at mødes med DMS’s ledelse og repræsentanter fra bestyrelsen vedrørende planerne om at ansætte ham i DMS’s tjeneste pr. 1. september 194561 som studiekredssekretær.

I Dansk Missionsblad62 kunne generalsekretær Harald P. Madsen63 i efteråret 1945 konstatere, at der glædeligvis var en voksende interesse for at studere ydre missions arbejde og problemer. Det var især ungdommen, der ønskede en saglig og velunderbygget viden om kirkens mission – og dermed også om DMS’s arbejde. Han henviste til to studiebøger, som var udkommet på DMS’s forlag om henholdsvis Indien og Kina. De var begge blevet solgt i store oplag.

For at sætte yderligere gang i studiekredsarbejdet i DMS var det, at man ansatte Erik W. Nielsen – foreløbig for en 3-årig periode.

I sin præsentation af den nye studiekredssekretær64 kunne Harald P. Madsen oplyse, at EW’s arbejde ville komme til at samle sig om to væsentlige grene. Den ene var selvstudium og dygtiggørelse. Den andet var inspiration til studiekredse og oprettelse af nye studiekredse. Formålet var at sætte mennesker i gang med at studere missionens arbejde i fortid og nutid. Og så blev det understreget kraftigt, at EW skulle ikke bruge tid på almindelige missionsmøder i større eller mindre kredse.

Dette blev indledningen til en travl og produktiv tid. EW befandt sig som fisk i vandet i sin nye stilling, hvor han til en vis grad var sin egen herre. Der fulgte ikke tjenestebolig med til stillingen, så arbejdet foregik fra det unge pars hjem. I første runde flyttede de ind i en lille lejlighed i Ballerup, som Maries far skaffede dem. Men i december 1945 kunne de flytte i eget hus på Mellemtoftevej 14 i Glostrup65, der kom til at danne ramme om den lille, men voksende familie i de kommende år, og her fødtes sønnen Jørgen (1946). studiesekretæ r og missionsskole

39

Ser vi på det første formål med stillingen: selvstudium og dygtiggørelse, så har man fornemmelsen af, at han så dette som en idealstilling. Han læste med en glubende appetit.

Og han læste altid. Tidligere missionær Gudrun Vest66 erindrer, at EW boede på dansk KFUK i London under en senere studieorlov, mens hun var husmor på stedet. „EW læste altid,“ – siger hun, „selv når han spiste, sad han og læste i en bog!“ Litterært var det en særdeles frugtbar tid. Ud over månedlige artikler til Dansk Missionsblad, blev det til artikler i Nordisk Missions Tidsskrift, kronikker i Kristeligt Dagblad, artikler i forskellige publikationer og bøger. Og en række væsentlige foredrag holdt forskellige steder i landet med stor teologisk tyngde. Og endelig var det i disse år, han foretog de grundige studier, der resulterede i en række bøger, der kom som perler på en snor.

2.2.2 Mission og folkeoplysning Tiden var en rig tid for folkeoplysningen. Folkehøjskolerne var stadig et vægtigt og centralt element i hele den danske kulturdannelse, og forlængelsen af disse fandt man lokalt i de forskellige oplysningsforbund, AOF, FOF, LOF med stærk tilknytning til tidens tre store politiske partier, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Og på herregården Krogerup i Nordsjælland etablerede professor Hal Koch sin moderne højskole for demokratiet. Studiekredse, foredragsrækker, sprogundervisning og undervisning i almindelige skolefærdigheder stod på programmet i de lokale oplysningsforbund. Efter krigen var man virkelig på vej fremad i en generel dygtiggørelse af befolkningen. Hvert sogn landet over havde sine aftenskoler.

Det var ind i dette rige oplysningsmiljø, at Erik W. Nielsen skulle forsøge at finde plads til sin niche – så at sige skabe sig et „ydre missions oplysningsforbund.“ Og der var blandt den kirkelige ungdom lydhørhed for hans budskab.

Den senere missionær i Aden, Erik Stidsen67, fortæller følgende: „Mit kendskab til Erik W. Nielsen går tilbage til 1940’erne, da han blev ansat som studiesekretær i DMS og begyndte at holde foredrag om ydre mission. Netop i de år begyndte jeg selv at interessere mig for ydre mission og lyttede gerne til de foredrag, jeg kunne komme til om ydre mission. Hans foredrag adskilte sig fra de fleste foredrag, der blev holdt af missionærer og sekretærer. De talte mest om oplevelser derude fra – det kunne godt være spændende. Erik W. Nielsen trak de store linjer op om ydre missions fortid, nutid og fremtid. Hans foredrag vidnede om, at han var meget belæst og havde tilegnet sig stor viden. Han talte hurtigt, så man skulle koncentrere sig for at følge med.“ For at give disse studiekredse noget materiale at arbejde med – og samtidig give enkeltpersoner lejlighed til også at være med – introducerede Erik W. Nielsen ved indledningen til 1946 de skriftlige kurser68.

Selv præsenterede han det nye tiltag i Dansk Missionsblad69 på følgende måde: „Der gives for tiden skriftlig undervisning i næsten alle mulige fag. Der undervises pr. brev i: sprog, regning, skrivning, tegning og mange andre ting – endog musik kan man få undervisning i pr. korrespondance. – Der findes skriftlige bibelkursus – hvorfor ikke prøve med 40

studiesekretær og missionsskole

skriftlige kursus i mission? Her er noget vi trænger til. Vi trænger alle til – og de fleste af os længes efter – at få mere at vide om ydre mission; selve missionsarbejdet, forholdene på missionsmarkerne, problemerne i de unge kirker derude – og efter at komme dybere ind i Bibelens tale om „alle folkeslagene“ – mine disciple.”

Til at begynde med blev der tilbudt fire kurser: a) Kina, b) DMS i Indien, c) missionsbefalingen, og d) aktuelle problemer i de unge kirker. Til hvert af de fire kurser blev der udarbejdet seks arbejdsark. Hvert ark var tænkt som grundlag for en aften i studiekredsen, og det var så meningen, at man skulle besvare en række spørgsmål i relation til det præsenterede emne og sende dem tilbage til lederen (EW), der rettede hvert ark og sendte dem tilbage igen til deltagerne. Det kostede 4 kr. pr. kursus at deltage. Alle fire kurser henvendte sig til studiekredsene, men de to sidste kunne man også med fordel arbejde med på individuel basis.

2.2.3 Hvordan gik det så I et manuskript til DMS’s årbog for 1946-47 giver EW sin vurdering: „Det er ikke så ganske let at give en „Årsberetning“ for Studiekredsarbejdet. Der foregår ikke mange store ting her – ikke mange særlige begivenheder. Arbejdet er ganske småt – et „undergrundsarbejde“ på meget langt sigt. Og der vil gå meget lang tid, før der kan vises „resultater.“ Vi kan lige så godt se i øjnene, at det er et arbejde, som ikke på langt nær kan tjene sig selv ind økonomisk – ikke for øjeblikket i hvert fald og formodentligt heller ikke i fremtiden…… Og dog skal dette arbejde vist gøres. Vi skal formodentlig give oplysning om forholdene derude – måske også under studiekredsform. Men det er ikke ganske let at finde den rigtige form.

Endnu efter snart to års arbejde med dette, står jeg ganske famlende over for opgaven og kan stadig ikke klart se, hvor linjerne vil komme til at gå, og hvad der er rigtigst at gøre…

Foreløbigt ser det ud til, at de korrespondancekursus, som blev startet i februar 1946, er den rigtige vej. De har haft mange deltagere, og der er masse af forespørgsler ang. emnerne for de nye kursus til efteråret. Disse kurser har måske været temmelig svære, men måske har det dog også betydet noget for deltagerne, at der blev krævet noget af dem. En deltager skrev: „Endelig et kursus for voksne. Her regnes da ikke med, at vi er analfabeter.“ ……”70 Selv gennem EW’s selvbeskedne formuleringer – „arbejdet er ganske småt“ – „står jeg ganske famlende“ – kan han ikke skjule, at de skriftlige kurser har været en succes – og så trækker han igen lidt i land med at sige, at de „har måske været temmelig svære.”

Erik Stidsen fortæller, at efterhånden blev arbejdet med at administrere de skriftlige kurser så stort, så en dag spurgte EW ham, om han ikke ville være hans sekretær. I første omgang drejede det sig om selve administrationen af de mange deltagere, men efterhånden også arbejdet med at rette besvarelserne71.

At der var behov for de skriftlige kurser og studiekredsene fremgår af en meddelelse i Dansk Missionsblad i 1948, hvor det hedder: „ Der er nu 1105 deltagere i DMS’s skriftlige kursus. 100 Studiekredse er i gang med dette arbejde, og der arbejdes flittigt overalt. Der sendes skemaer til næsten alle egne af landet; selv til Færøerne finder skemaerne vej. studiesekretæ r og missionsskole

41

Det er ofte en stor fornøjelse at gennemse de grundige og dygtige besvarelser. Og det er opmuntrende at mærke deltagerens glæde ved et stykke arbejde, selv om det ikke altid er helt let at gå til. Men man tager kursus for at dygtiggøre sig, og derfor må der jo naturligvis lidt arbejde til. ……Vi kan endnu nå at modtage flere indmeldelser. Kun ét af de fire kursus er helt udsolgt (kursus C: Paulus som missionær); men indmeld Dem snarest, hvis De vil være sikker på deltagelse…..“ 72 Da Erik W. Nielsen i 1947 blev leder af Missionsskolen blev han ved med også at have ansvaret for studiekredsene og de skriftlige kurser, indtil han forlod stillingen i DMS. Da blev arbejdet med de skriftlige kurser overladt til en frivillig medarbejder.

2.3 RENDTORFF OG MALMSTRØM To personer kom til at spille en afgørende rolle for den unge Erik W. Nielsen. Det var Det Danske Missionsselskabs næstformand, biskop Axel Malmstrøm73, og generalsekretær Conrad Rendtorff74.

Conrad Rendtorff var som generalsekretær den, der fik knyttet EW til DMS og de to udviklede over årene et nært og fortroligt forhold til hinanden

42

studiesekretær og missionsskole

Rendtorff var redaktør af Dansk Missionsblad, da den unge teologiske student, Erik W. Nielsen i 1943 uopfordret indsendte en artikel til bladet. Det gjorde indtryk. Først og fremmest på grund af artiklens velargumenterende stil. Fra det øjeblik var EW i Rendtorffs søgelys. Der var tale om et talent, som ikke måtte gå tabt for DMS. Efter ansættelsen i DMS i efteråret 1945 udviklede der sig meget hurtigt et dybt fortrolighedsforhold mellem Rendtorff og den unge sekretær – nærmest et far-søn forhold.

På den tid var den almindelige omgangsform i DMS mellem såvel ansatte indbyrdes som i forholdet til bestyrelsen at være „De’s”. Men meget hurtigt blev Rendtorff og EW „dus”. Og tidligt så Rendtorff i EW en naturlig afløser som generalsekretær, den dag, han ikke selv skulle beklæde denne post.

Rendtorff havde inden sin ansættelse som generalsekretær i DMS været udsendt af KFUM’s Missionskomité i samarbejde med DMS til Indien (1926-34), hvor han de første seks år gjorde tjeneste som KFUM sekretær i Cuddalore i Arcot distriktet. De sidste to år havde han en ledende sekretærfunktion i hele Tamil Nadu. Efter hjemkomsten til Danmark var han 1937-47 medlem af KFUM’s verdensbestyrelse.

Rendtorffs missionsbaggrund var således økumenisk, og denne teologiske grundholdning tog han med sig over i DMS, der før Anden Verdenskrig stadig var så godt som identisk med Indre Mission – med Indre Missions pietistiske vækkelsessyn som sit missionssyn. Rendtorff var i sin tid en af de danske præster, der fik størst betydning for det økumeniske arbejde. I 1948 deltog han i det stiftende møde for Det Lutherske Verdensforbund (LWF). Fra initiativtagernes side var der lagt op til, at LWF også skulle have en missionskomité, der skulle koordinere de lutherske missionsselskabers arbejde rundt om i verden. Til dette punkt havde Rendtorff et væsentligt indlæg, hvor han talte imod en sådan komité med den begrundelse, at det ville blive en konkurrerende virksomhed til International Missionary Council (IMC), som dansk mission var aktivt medlem af.

For Rendtorff ville det være et tab for dansk mission, om det skulle stå uden for det økumeniske arbejdsfællesskab i IMC. Og det ville være for ressourcekrævende at være med begge steder75.

Også biskop Malmstrøm så meget hurtigt, hvilket stort potentiale Erik W. Nielsen besad. Derfor tilskyndede han ham hurtigt til at skrive artikler til Nordisk Missions Tidsskrift, ligesom han fik udvirket, at EW blev sendt til missionskonferencen i High Leigh i 1946 som DMR’s repræsentant, for at han kunne få international erfaring og netværk.

Biskop Malmstrøm deltog i missionskonferencerne i Jerusalem 1928, Northfield, USA, 1935, Tambaram 1938 og Whitby, Canada, 1947 og viderebragte hver gang sine indtryk i foredrag, artikler og bøger. I forbindelse med Tambaram konferencen besøgte han sammen med sin hustru DMS’s missionsområder i Indien. På den tid var det ganske bemærkelsesværdigt. På grund af de langsommelige og kostbare rejser, var det kun ganstudiesekretæ r og missionsskole

43

„Så er dørene ved at gå op. Vi har følt os lukket inde i de sidste fem år. Vi havde længtes efter freden så længe, at vi næsten ikke turde tro på, at fred var mulig. Men en dag var den der, og en ny tid begyndte. Det var, som faldt der pludselig tunge lænker af os, og vi kunne ånde frit igen. Vi så – ganske bogstaveligt – fængselsdørene gå op, og vi mærkede, at Danmark var ikke noget fængsel længere; dørene var sprængt; der kom frisk luft ind igen. Alt det nye var lige ved at kvæle os; vi følte det, da vi så de engelske, amerikanske og russiske flag gå til tops, da vi så de første jeeps komme farende, da vi så Montgomerys Ørkenrotter, og vi ligesom mærkede ørkenluften. Og vi mærkede de åbne døre, da vi begravede os i de første stabler af engelske, amerikanske og svenske bøger; vi frydede os bare ved at se titlerne og omslagene; jo sandelig, der var ved at gå nogle døre op…“ EW i NMT 1945/3, p. 162-69

ske få fra Danmark, der nogensinde fik et førstehåndskendskab til missionsområderne.

De ledige aftener under besættelsen resulterede i det omfattende missionshistoriske samleværk Evangeliet til Alverden I-III, hvoraf sidste bind udkom kort før hans død.

Som næstformand i DMS gjorde han en stor indsats for at overbevise DMS om, at man umiddelbart efter Anden Verdenskrig skulle fusionere med Dansk Kirkemission til Arabien (Aden) og dermed se islammissionen som den nye store udfordring. Malmstrøms bror var i øvrigt formand for Østerlandsmissionen, der senere også fusionerede med DMS. Det var afgørende for Erik W. Nielsen på et så tidligt tidspunkt at komme i nær kontakt med de to danske personligheder med det største internationale og økumeniske netværk, som de glad og gerne delte med den unge EW. 2.4

UD AF BURET

2.4.1 Nye muligheder „Vi mærkede de åbne døre, da vi begravede os i de første stabler af engelske, amerikanske og svenske bøger; Vi frydede os bare at se titlerne og omslagene; jo sandelig, der var ved at gå nogle døre op.“ Ordene stammer fra en begejstret studiekredssekretær Erik W. Nielsen fra det tidlige efterår 1945. Befrielsens realitet har knap nok sat sig i hans sind. Verden åbner sig. Han var en del af verden. Han kunne kommunikere. Han kunne få udenlandsk litteratur, som han kælede for som en anden dukke. Alt det umulige var nu muligt. Ikke igen muligt – for hans generation havde ikke haft muligheden før. De blev fanget i buret, mens krigen stod på. Nu åbnede dørene sig. Nu lå muligheder klar til at udnytte. Og han udnyttede mulighederne.

44

studiesekretær og missionsskole

2.4.2 Første møde med det internationale missionsmiljø I sommeren 1946 afholdt de britiske missionsselskaber for første gang efter krigen en større missionskonference i High Leigh i England76. Til denne konference var indbudt en række repræsentanter fra missionsselskaberne på kontinentet. Dansk Missionsråd havde besluttet at sende Erik W. Nielsen som dansk repræsentant. Det var DMR’s formand, biskop Axel Malmstrøms fortjeneste, at EW blev sendt til denne konference.

Det var første gang, EW var uden for landets grænser – og hans første møde med det internationale missionsmiljø, hvor han en aften skulle tale på engelsk i en international forsamling og give en orientering om den aktuelle situation i dansk mission. Det huede ham ikke, og famlende begyndte han sit indlæg med ordene: „I don’t like this here!“ (hvilket er en direkte oversættelse af det jyske: jeg kan ikke lide det her!). Senere lærte han at begå sig ubesværet på engelsk og mestrede sproget på et højt niveau – både mundtligt og skriftligt. Men efter den famlende start, kom han i gang og talte om de åbne døre, om de nye store muligheder for den unge generation i såvel Vesten som Østen, og om det store kald, som lød. Det hele blev sagt på en frisk, vindende og charmerende måde, som gjorde dybt indtryk på deltagerne. International mission havde fået øje på den unge dansker og ville gerne have ham tilbage.77 2.4.3 Ny missionslitteratur - Kraemer Sulten efter den internationale missionslitteratur drev ham. Den litteratur, der i 1938 med IMC’s andet Assembly i Tambaram, Indien, havde været i støbeskeen, men som i vid udstrækning også havde ligget underdrejet på grund af det tempotab, som krigen havde betydet.

Den bog, som Erik W. Nielsen prioriterede højest af de mange internationale bøger, han i denne tid havde stiftet bekendtskab med, var den hollandske teolog Hendrik Kraemers78 bog: „The Christian Message in a non-Christian World“ (1938), der var blevet udsendt som forstudium før mødet i Tambaram.

Kraemers teologi er klart åbenbaringscentret, i tilknytning til den schweiziske teolog Karl Barth79 – kristendommens hele væsen er et vidnesbyrd, som Gud har givet af sig selv i Kristus og kun i Kristus. Kraemer kalder dette for den „radikale bibelske realisme.”

Kraemer gjorde i sin bog op med den verdenserobrende missionsstrategi fra den store missionskonference i Edinburgh i 1910, der kom i betydelig modvind under Første Verdenskrig og den efterfølgende krise. Den gjorde også op med det pessimistiske syn på materialismen som religionernes store fjende, der kom til udtryk ved IMC’s første Assembly i Jerusalem i 1928. Over for dette hævdede Kraemer, at missionens eneste udgangspunkt er Kristi åbenbaring. Herudfra bestemte Kraemers sit syn på de andre religioner, hvor han afviste nogen som helst tilknytningspunkter.

studiesekretæ r og missionsskole

45

Kraemer sagde det så skarpt: „Dette evangelium betyder den totale omvæltning af alt, hvad alle andre religioner i verden ellers lærer om vejen til Gud….. Det er ikke bare dommen over andre religioner, men også over kristendommen, over vor religion …. Vi – Vestens folk – har intet at være stolte af over for de folk, blandt hvilke vi driver mission. I hvert fald bør vi ikke indbilde os, at vor såkaldte religion med nødvendighed skulle stå højere end deres. Korsets evangelium er dommen over både vor og deres religion, og det er dette, som gør missionen uangribelig.“ Senere blødte Kraemer dog lidt op i forholdet til tilknytningspunkter, når han skrev: Der findes i de fremmede religioner intet tilknytningspunkt for evangeliets tale, det eneste tilknytningspunkt, der findes er – missionærens personlighed – og her igennem må vejene findes til folkenes udtryksmåde, tænkemåde og forestillingskreds. Evangeliet skaber selv berøringsfladen.”80 I dette referat af Hendrik Kraemers bog, ser vi Erik W. Nielsens tilslutning til Kraemers teologi, når det gælder åbenbaringsteologien. Kristusbegivenheden er den totale omvæltning af, hvad religionerne lærer om Gud. Og igen er det korsets evangelium, han fremhæver som dommen over såvel vor kristne religion som de andre religioner.

Hendrik Kraemer kom i de kommende år til at spille en mere og mere afgørende rolle for Erik W. Nielsen, så han efter et møde med Kraemer under en rejse til USA i 1956 kunne skrive i sin dagbog: „Jo mere jeg kommer til at kende Kraemer personligt, jo mere forstår jeg, at det er et privilegium at have kendt den mand personligt, have arbejdet sammen med ham – og – i hvert fald i nogen grad – have vundet hans venskab.”81 2.4.4 Ny missionslitteratur – Merle Davies En anden af de internationale missionsteologer, som EW beskæftiger sig med i denne første tid efter krigen, er J. Merle Davies82, der var sekretær i IMC, og som i 1945 udgav bogen: New Buildings on Old Foundations83.

Bogen var en kritisk analyse af hele spørgsmålet om de unge kirkers stabilisering i deres kulturelle og åndelige omgivelser med særlig vægtlæggen på problemet: selvunderhold, her lige efter Anden Verdenskrig. Tiden var den store forandrings tid. Politisk og folkeligt trådte lande og folk i Asien og Afrika ud af krigen i en selvstændiggørelse fra kolonimagterne. Det var kun et spørgsmål om tid, før den vestlige verdens herredømme var brudt. Derfor var det væsentligt at forberede de unge kirker og de gamle missionsselskaber på, hvad det gamle ord om selvunderhold betød i virkeligheden.

EW fremhæver, at dette var en bog af største værdi. Bogen trak linjerne op i det store kulturmøde, som fandt sted lige nu ved overgangen til den nye fredstid. Her var missionæren en vigtig kulturbærer: „Missionens strategi må være at skabe et socialt og kulturelt medium, som er gunstigt for modtagelsen og rodfæstelsen af dens budskab. Kirken skal være en ny bygning, men byggende på det gamle fundament, også rent kulturelt. Vi må ikke betragte de ikke-kristne landes sociale og kulturelle forhold som hindringer, der skal 46

studiesekretær og missionsskole

overvindes, men langt snarere som „oplagsrum for den erfaring, som racerne har indsamlet under deres anstrengelser for at nå selvunderhold – og som sådan må disse kulturelle og sociale forhold gøres til genstand for et grundigt studium.”

For EW pegede beskæftigelsen med J. Merle Davies frem mod hans senere dybe optagethed af spørgsmålet om indigeneous teologi (se kap. 5.7) og ligeledes hans arbejde med de unge kirkers selvstændighed og dermed partnerskabstanken (se kap. 4.4).

Erik W. Nielsen uddybede J. Merle Davies’ tale om kirken et andet sted, hvor han også arbejdede med samme bog84. Her understregede han, at kirken er en organisme, som må leve af den luft og den jordbund, hvori den er plantet. Den kristne kirke er ikke blot et enestående religiøst fænomen, men også et enestående socialt fænomen, hed det.

Men netop derfor må kirken som organisme plantes dybt i folkets egen jordbund. Det er af afgørende betydning for kirkens fortsatte liv og vækst, at den drager sin næring fra de rigtige kilder – også rent kulturelt. Derfor tvinges missionæren ind i et studium af folkets liv og tænkemåde. Ellers er han uduelig. Og det understreges, at mange problemer i missionen ikke løses ved et frontalt angreb – f.eks. mod polygami, forfædredyrkelse osv. Det understreges, at Gud har åbenbaret sig for dem. Modtagelsen af denne åbenbaring har været ufuldkommen, men „den er til stede i hver race.”

Det er nærliggende her at minde om Grundtvigs85 tese i Nordens Mythologi (1832), hvor Grundtvig netop ser myterne som Nordens gamle testamente, der går forud for åbenbaringen i Jesus Kristus. Er der efterklange fra Hundborgs grundtvigske missionssyn bundfældet hos EW? 2.5 SELSKABET FOR MISSIONSFORSKNING Den 21. maj 1946 mødtes en lille kreds efter indbydelse for at drøfte oprettelse af et selskab for missionsforskning. Man vedtog efter en forhandling ikke foreløbig at oprette et selskab, men at henstille til Dansk Missionsråd at nedsætte et „Udvalg for missionsforskning“ med opgaver på linje med det foreslåede selskab.

Dansk Missionsråds forretningsudvalg behandlede dette forslag ved sit møde på Hotel Hebron i København dagen efter ovennævnte møde, og man tog med glæde mod denne opfordring og foreslog et udvalg for missionsforskning nedsat med følgende sammensætning: Biskop Axel Malmstrøm (formand for DMR), professor L. Bergmann, generalsekretær C. Rendtorff, pastor Poul Hartling86, cand. theol. Laurits Stampe87 og studiekredssekretær Erik W. Nielsen. Udvalget skulle drage omsorg for gennem lejlighedsvise møder for en særlig indbudt kreds at fremme forbindelsen mellem praktiske missionsarbejdere og dem, der var interesserede i missionsforskning. Desuden skulle de indkalde udenlandske missionsforskere som foredragsholdere og også på det litterære område virke til, at der blev udgivet missionsvidenskabelige skrifter. studiesekretæ r og missionsskole

47

Forretningsudvalget anmodede DMR’s medlemmer om at udtale sig skriftligt om forslaget, idet man regnede med, at alle medlemmerne ville tilslutte sig et sådant udvalg, som man ønskede ville kunne komme i gang med arbejdet hurtigst muligt.88 Dette blev indledningen til dannelsen af Dansk Missionsråds Studieudvalg, som har eksisteret siden.

2.6

MISSION I EN SÅDAN VERDEN

2.6.1 En ny verdensorden Ud af Anden Verdenskrigs ruiner voksede ikke kun en fri verden, som den unge Erik W. Nielsen kunne rejse ud i og opleve – og hvorfra han kunne rekvirere den nyeste og spændende missionslitteratur. Der var også en verden i ruiner – og en verdensorden i opløsning, hvor det politiske tyngdepunkt blev flyttet fra London til Moskva og Washington.

Dermed var der også ved at fremvokse en politisk baggrund for missionen,89 som var totalt anderledes end den, man kendte før år 1900. Op gennem det 19. århundrede var missionen generelt beskyttet af kolonimagterne. Med den voksende selvstændige nationalfølelse, ændredes dette. EW påpegede, at rundt omkring i Asien voksede der fra slutningen af 1800 tallet en stadig stærkere selvbevidsthed, der i en slags selvforsvar over for den fremherskende vestlige kultur søgte med fornyet iver ind til folkets gamle religiøse og kulturelle kilder. Man genopdagede sin egen kultur og dens egenart på en ny måde. Vestens oplysning og frihedsbegreb gav Østen de våben, man havde savnet. Og

„…Vi aner, at en ny verden er ved at rejse sig. Vi kan endnu ikke klart se konturerne af denne nye bygning, kan ikke klart se, hvad den vil rumme, hvilke love, der vil blive de herskende. Støvet fra sammenstyrtningerne af den gamle verden skjuler endnu denne nye bygning for os. Måske næste generation klarere vil kunne skimte grundtrækkene i denne nye verden. Vi aner, at vi står i et tidsskifte. …….Vi har ligesom anet et ansvar, som ligger på os, det 20. århundredes mennesker, et ansvar, som gør os bange. Vi har måske forstået, at denne nye tid, som vil – med usvigelig sikkerhed – opstå af denne, denne tid vil blive præget af os, af vore unge. Vi aner, at linjerne for de kommende århundreder lægges måske allerede nu … ligegyldigt hvor passiv du end bliver, ligegyldig hvor meget du end trækker dig ud af det hele, siger, du ikke vil have med den rådne politik at gøre osv. – så er du dog alligevel aktiv. Du er med til at forme denne tid. Du er ansvarlig for fremtiden…. Vi aner, at et mægtigt skuespil opføres foran os …. et drama, et blodigt, uhyggeligt drama, hvor kanonerne tordner, hvor der dræbes og myrdes, hvor musikken i baggrunden er stønnen og rallen fra millioner, der ligger i dødskamp hver dag ud over Europa og ud over verden – af sult og nød – hvor kulisserne er sønderskudte bygninger i Bremen, i Tokyo, i London. Dette drama er forfærdende, fordi det er kampen om menneskesjælen, en kamp mellem liv og død, mellem Gud og Djævel. Men – læg meget vel mærke til dette – der findes ingen tilskuerpladser i dette teater.“ Foredrag holdt af EW april 1947 i Glostrup, EWN-RA, kasse 4

48

studiesekretær og missionsskole

han fortsatte: „Den Anden Verdenskrig, hvor 97% af hele menneskeheden var indblandet, har bragt en voldsom tilspidsning af hele denne problemstilling. Det er, som om mægtige kræfter er kommet ud af balance og nu kæmper og arbejder for at finde ny ligevægt. Der er vigtige hovedtræk i billedet. Nationernes træer er blevet rystet gennem de sidste års storme, og frugterne er ved at falde af; kolonierne tilriver sig selvstændighed – magtbalancen forskydes. Det er den halve jordklode, som i øjeblikket er på vej ud af den koloniale sfære, ud til en ligeberettiget stilling med Europas og Amerikas nationer. Vi forstår måske vanskeligt, hvad hele denne bevægelse indebærer økonomisk og socialt for hele verden….

2.6.2 En ny kirkeorden Jævnsides med den politisk kulturelle udvikling gik der en tilsvarende forskydning af tyngdepunktet fra mission til kirke. Det var ikke de politiske forhold, som skabte de unge kirker; det var evangeliet selv - og dog, de politiske kulturelle strømninger spillede i højeste grad en vigtig rolle også for disse kirker, som i årene efter Anden Verdenskrig i stadig stigende grad krævede deres selvstændighed i forholdet til den fremmede mission. Disse nye kirkedannelser voksede frem ikke mindst i Indien. De var ikke længere „åndelige kolonier“ af kirkerne i Vesten. De stod rodfæstet i deres folk og ønskede, at kristendommen i højere grad end tidligere skulle kaste sin vesteuropæiske klædedragt og gå ind i folkets leve- og tænkemåde. Han citerer i den forbindelse en resolution fra det indiske nationale kristne råds møde i Nagpur i 1944, der præciserede denne unge kirkes indstilling til missionen: „Tiden er nu kommet, da missionerne fra Vest skal udføre deres arbejde i og gennem kirkens organisationsformer – og ophøre at virke gennem missionsråd og andre organisationsformer, som ikke er en integrerende del af den indfødte kirkes liv og arbejde. Missionærerne bør udvælges og udsendes på begæring og kaldelse af kirken i Indien – kirken i Indien bør anvise missionærerne det arbejde, som vil sætte dem i stand til at gøre deres bedste indsats …. Missionærerne bør udføre deres arbejde som medlemmer af og tjenere for den indiske kirke …. Ansvaret bør hurtigere end hidtil sket overflyttes på indiske ledere.“ EW stillede sig med disse tanker i direkte forlængelse af de tanker, der havde domineret missionskonferencen i Whitby samme sommer (se kap. 3.1.3).

Dermed var banen kridtet op til fortsat debat om forholdet mellem klassisk mission og de unge kirker – om ejerskab og partnerskab. Det var i virkeligheden diskussionen om de tre selv’er: selvstyre, selvunderhold, selvudbredning. Var de vestlige missioner i virkeligheden selv modne til at tage konsekvensen af deres egen missionsstrategi? Og EW konstaterer, at hele spørgsmålet om selvunderhold sandsynligvis var vigtigere, end man måske hidtil havde regnet med. For det var ikke blot et økonomisk spørgsmål, men et åndeligt spørgsmål af yderste vigtighed.90 Samtidig rejste den nye verdensorden en teologisk udfordring til missionen og dens sprog. Skulle de unge kirkers forkyndelse være en kopi af Vestens teologi, så forskellig den var, eller skulle den ske på de unge kirkers egne præmisser? For EW var svaret klart, at forkyndelsen til enhver tid på ethvert sted skulle tale ind i den befolknings livsstudiesekretæ r og missionsskole

49

situation, som man befandt sig midt i. Derfor blev hans livs projekt dels den teologiske uddannelse, der skulle myndiggøre de unge kirker til at lede sig selv, dels den teologiske søgen efter at finde den rette oversættelse af evangeliet ind i menneskers liv, hvad enten disse mennesker levede i Danmark eller i Indien. Indigeneous teologi – eller som det hedder i en noget kunstig oversættelse: stedegen teologi – kredsede han resten af sit liv omkring for at finde ud af, hvordan man skulle oversætte budskabet om Jesus Kristus.

For EW var mission hverken politisk erobring eller udbredelse af vestlig kultur.

I den forbindelse lod han sig anfægte af den verden, der trådte sønderknust ud af Anden Verdenskrig – og udfordre. Evangeliet skulle forkyndes over for mennesker, der havde mistet det mest dyrebare de havde, familie, hjem, tro og håb. Ud af Anden Verdenskrigs ruiner voksede også sekularismen og den moderne ateisme, der lige så fuldt var en udfordring teologisk for kirken i den nye verdensorden. Derfor var der ikke længere råd til at tale om indre mission og ydre mission (se kap. 5.5).

2.6.3 En ny missionsorden En epoke i missionens historie var ved at være afsluttet. Man stod over for et ganske nyt helhedsbillede i missionsarbejdet. Den ensidige strøm fra Vest til Øst var ved at være slut. Det ville ikke længere være Vesten, som drev mission i Østen, ikke længere de hvide, som arbejdede blandt de gule, brune og sorte. Det ville ikke længere være de gamle kirker i Vesten, som havde „åndelige kolonier“ ude i den farvede verden. På en afgørende måde var frontstillingen forandret. Fronten gik ikke længere mellem Øst og Vest.

Fronten gik nu ubrudt fra Calcutta og Rangoon, fra Nanking og Tokio, fra Numan og Aden til Moskva, Berlin, Washington og København. I stadig højere grad ville eftertrykket fra nu af være flyttet fra ydre mission til verdensmission. Der ville ikke længere være tale om en territorial bevægelse, men om kristendommens budskab til hele verden, til ét menneske, inderen, kineseren, europæeren, afrikaneren og amerikaneren. Missionen vil ikke længere være knyttet til en bestemt politisk verdensmagts magtsfære. Med dette udsagn foregriber han den trend, som blev afgørende ved Kirkernes Verdensråds missionskonference i Mexico 1963.

Mission var kirkens livsfunktion. Kirken kunne ikke være kirke uden at være i mission.

Den missionsforpligtelse, der var talt om ved de store verdensmissions konferencer i Tambaram 1938 og Whitby 1947, var ikke en akademisk diskussion, men kirkens eneste eksistensberettigelse. Kirken er en missionerende kirke i EW’s forståelse91 (se. Kap. 4.3). I denne forbindelse var det vigtigt at forstå, at EW ikke forstod kirken som en institution eller frelsesanstalt, men som de troendes forsamling. Det var altså den enkelte kristne, der var kaldet til at være budbringer for evangeliet.92 Der går en lige linje fra den unge Erik W. Nielsens foredrag i 1947 til hans sidste bog: Mission i en forandret verden (1968).

50

studiesekretær og missionsskole

2.7 MISSIONSSKOLEN Marie skriver til sine børn: „En dag var Far tilsagt til et møde med nogle fra Dansk Missionsråds bestyrelse. Han blev derinde om aftenen og kom ret sent hjem. Vi havde selvfølgelig ikke telefon dengang, der var lang ventetid. Jeg sov min søde søvn, men jeg tør nok sige, at jeg vågnede op, da han fortalte, hvad han havde været der efter.

Dansk Missionsråd havde før krigen arvet 1.000.000 kr. fra en grev Moltke,93 som havde været meget interesseret i mission og KFUM. Disse penge skulle nu bruges til en kombineret missionsskole og kursussted for KFUM sekretærer. Nu var man sammen med Dansk Bibelskole blevet enige om at starte dette, da man kunne købe en stor ejendom, lige passende til formålet. Det var på Scherfigsvej i Hellerup, lige ned til vandet.

Ejendommen havde tilhørt en direktør, som havde været for meget iblandet med tyskerne – Göring94 havde været til selskab der under krigen. Da han vidste lidt for meget, var han i slutningen af krigen blevet likvideret i Tyskland, og staten havde overtaget det hele. Derfor kunne det købes for en billig penge, og det havde man så gjort.

De skulle nu have en forstander og en økonoma til dette projekt, og det var det, vi blev bedt om. Man havde foreslået, at jeg skulle stå for husholdningen og ellers holde huset. Det var jo en ordentlig en at få besked om, tidlig om natten. Det varede længe inden jeg faldt i søvn den nat, og selvfølgelig værende mig begyndte jeg straks at planlægge noget, som jeg egentlig ikke havde mindste begreb om, ud over at jeg havde set, hvordan man kørte en højskole – som jeg havde set som elev. Så havde jeg vel også en smule praktisk sans.“ MSN-PA, utrykte erindringer

Missionsskolen fik til huse i en palævilla på Scherfigsvej i Hellerup – foto: Erik Stidsen

studiesekretæ r og missionsskole

51

2.7.1 DMS’s missionsskoler Den første missionsskole i DMS blev åbnet den 2. juni 186295 med dr. phil. T. Skat Rørdam96 som forstander. Der var optaget 5 elever. Ved indvielsen talte blandt andre kultusminister D.G. Monrad97. Med afbrydelser havde DMS en missionsskole frem til 1903, da man besluttede at nedlægge den for en tid. Blandt missionsskolens forstandere kan nævnes prominente præster som Henry Ussing98 og Gabriel Koch99. I 1912 fik man i samarbejde med Indre Mission og KFUK en missionsskole for kvinder. Denne skole blev senere til Marthabo Menighedshøjskole i forbindelse med Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

Med jævne mellemrum dukkede tanken om en missionsskole igen op i DMS – men hver gang blev det ved tankerne.

2.7.2 Fælles missionsskole i DMR I 1944 kom der igen debat om planen, og nu var der lidt mere hold i den. Denne gang var det i Dansk Missionsråds regi, man overvejede en missionsskole, og årsagen var, at Greve Joachim Moltke, der siden 1892 havde været en central figur i dansk kirkeliv, var død barnløs den 29. december 1943 og havde efterladt et testamente, der tilgodeså de forskellige arbejdsgrene i dansk kirkeliv, som han havde stået nær. I testamentet havde han blandt andet ønsket, at der skulle afsættes midler „til oprettelse af et pensionat for mandlige studenter – fortrinsvis for sådanne, som ønsker at melde sig til tjeneste i Det Danske Missionsselskab eller har til hensigt at blive KFUM-sekretærer. Det påtænkte pensionat må ikke indrettes som en del af et andet pensionat, det skal have karakter af et hjem og ledes af en troende mand og en troende kvinde, helst et ægtepar, der er egnet til at vejlede de unge mænd til udvikling af deres personlighed, væsentlig i åndelig henseende.”100 Ved Dansk Missionsråds møde den 10. november 1944 drøftede man spørgsmålet om en fælles missionæruddannelse, og man nedsatte et udvalg bestående af blandt andre Sudanmissionens Niels Brønnum101, Halfdan Høgsbro102 og DMS’s generalsekretær Conrad Rendtorff, der samtidig var sekretær for Dansk Missionsråd.103 Ved det følgende møde i Dansk Missionsråd havde man indhentet respons fra de enkelte selskaber. På den baggrund førtes der en indgående forhandling om det fremsatte forslag om missionæruddannelsen. Forslaget gik ud på en uddannelse på to år af kvindelige missionærer og en på fire år af mandlige missionærer, som ikke havde nogen akademisk uddannelse. Missionsrådet vedtog at tilslutte sig forslaget, som derefter blev sendt til de enkelte selskaber med anmodning om, at de ville tage stilling til det snarest muligt og eventuelt meddele, om de for øjeblikket havde kvindelige missionærer, som ønskede at begynde en uddannelse samme efterår på Menighedshøjskolen Marthabo.

Her kunne uddannelsen nemlig begynde straks. Den 4-årige uddannelse af mandlige missionærer, forventede man, kunne først begynde det følgende år. Uddannelsen af de 52

studiesekretær og missionsskole

mandlige elever skulle foregå i samarbejde med Dansk Bibelskole, der formelt skulle forestå uddannelsen104.

Men så nemt gik det ikke. Der manglede mandlige elever, så man kunne ikke begynde så hurtigt som forventet, medens skolen på Marthabo for kvinder blev sat i værk september 1945. Vi skal helt frem til 1. september 1947, før man kunne begynde den planlagte undervisning. Man havde købt en villa på Scherfigsvej 8 i Hellerup, og Dansk Bibelskoles forstander blev også forstander for missionsskolen, mens man ansatte Erik W. Nielsen som daglig leder og husfader, og hans kone, Marie Schøler Nielsen som skolens økonoma. EW blev lønnet som hidtil, idet Dansk Bibelskole betalte halvdelen af lønnen, medens DMS betalte den anden halvdel, da EW fortsat skulle varetage arbejdet som studiekredssekretær.105 2.7.3 Missionsskolen på Scherfigsvej Der var 9 elever, der mødte op på Scherfigsvej den 6. september 1947 for at påbegynde den 4-årige uddannelse. Der var seks elever antaget af DMS, blandt disse var Jens Enevoldsen106, Jens Møller107 og Erik Stidsen. Brødremenighedens Danske Mission havde antaget to elever: Johannes Lund108 og Georg Sørensen109. Desuden havde DMS taget sig af en jugoslav, der tidligere havde været sergent i Den Røde Armé, men var deserteret og nu var statsløs.110 Seks af de optagne elever gennemførte i 1951 den planlagte eksamen ved Det teologiske Fakultet.

Undervisningen var gratis for eleverne, der selv skulle betale for kost og logi, hvilket skete ved, at de enten optog et lån hos missionsselskabet, der senere blev afskrevet i takt

Missionsskolens elever på hovedtrappen – foto: Erik Stidsen

studiesekretæ r og missionsskole

53

På Scherfigsvej voksede familien, der ud over Marie og Erik bestod af Jørgen, Per og Lis – privateje

med den tid, de var missionærer, eller deres familie eller hjemmemenighed betalte for dem. I tilfælde af, at eleven ikke blev udsendt som missionær – eller afbrød sin udsendelse, måtte han betale det lånte beløb tilbage til missionsselskabet. „Formålet var at give eleverne et klart og fyldigt kendskab til det budskab, som de skulle bringe på missionsmarken“, blev det meddelt i Dansk Missionsblad111. Videre hed det, at „som danske missionærer må de gøres fortrolige med deres egen åndelige arv, og samtidig må de lære at kende og forstå de folk, de sendes til, og de nye muligheder, de skal tjene. Missionsselskabets ledelse har derfor bestemt, at de unge mænd skal have et 4-årigt kursus, der tager sigte på det almindelige evangeliserende arbejde på missionsmarken. Det kursus skal føre til adgang til ordination.”

Indholdet af missionsskolens undervisning var tilrettelagt i samarbejde med Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor eleverne efter de fire års undervisning aflagde missionseksamen, der gav adgang til ordination inden udsendelse som missionær, og videre til dansk præsteembede i folkekirken efter mindst syv års tjeneste på missionsmarken. Adgangskravet til undervisningen var realeksamen eller præliminæreksamen – eller tilsvarende uddannelse. Det første år blev betragtet som et prøveår, og ved årets afslutning skulle eleverne bestå en prøve for at kunne fortsætte studiet. Alle elever boede på skolen.

54

studiesekretær og missionsskole

Marie og Erik W. Nielsen solgte deres hus på Mellemtoftevej i Glostrup og flyttede til deres nye hjem på første sal på Scherfigsvej 8 i Hellerup. I disse år voksede familien med to børn, Per i 1948 og Lis i 1950.

Ud over en række lærere fra fakultetet stod Erik W. Nielsen selv for undervisningen i en række fag: græsk (først klassisk, senere nytestamentlig), latin, nytestamentlig tidshistorie og eksegese, missionshistorie og religionspsykologi. Desuden stod han som husfader for vedligeholdelse af den store have, der fulgte med.

Erik Stidsen husker samværet med EW i denne tid som meget værdifuld. „Han var så at sige altid i nærheden, og han var meget dygtig og inspirerende. Hver morgen indledte han dagen med en kort morgenandagt, hvor han tog afsnit fra NT, som han sagde nogle få ord om. De fleste af os fik nok også især i det første år og senere brug for ham som sjælesørger.

Han kunne både tugte, trøste og vejlede. Og det var der i høj grad brug for især i det første år, hvor der var så meget nyt, vi skulle vænne os til, og hvor der også blev sat spørgsmålstegn ved en del af det, vi før havde taget for givet.”112 EW var ikke den type lærer, der sad bag sit kateder og læste op fra sit manuskript. Han gik hele tiden rundt i klassen imellem eleverne, mens han underviste, og han lod sig afbryde, hver gang en elev havde et spørgsmål til stoffet. Det lille elevhold gjorde det muligt at gennemføre en meget intensiv undervisning, hvor den enkelte elev havde let ved at komme til orde.

I 1948 blev missionsskolen udvidet til også at være en skole for kommende sekretærer i KFUM. Denne undervisning blev også lagt hen til Erik W. Nielsen.

Det viste sig dog hurtigt, at man havde slået for stort et brød op med købet af den store villa på Scherfigsvej i Hellerup. Økonomisk kunne det ikke hænge sammen. Der kom for få elever, og et forsøg på at holde korte kurser løb ligeledes ud i sandet. I 1950 besluttede Dansk Bibelskole sig for igen at sælge Scherfigsvej. Og missionsskolen var nu hjemløs. Den flyttede til DMS’s bygning på Strandagervej, hvor man sluttede undervisningen året efter og førte de seks tilbageblevne elever op til missionseksamen ved Københavns Universitet. En af eleverne, Jens Enevoldsen, besluttede at forsætte sine studier ved Det teologiske Fakultet, hvor han tog teologisk embedseksamen året efter.

Erik W. Nielsen forlod i sommeren 1950 sit arbejde ved missionsskolen for at fortsætte – som vi skal se i næste kapitel – som Research Secretary i IMC i London. Hans kone, Marie Schøler Nielsen, fortsatte dog som økonoma og husmor, indtil februar 1951.

Der blev kun gennemført dette ene hold elever på missionsskolen.

studiesekretæ r og missionsskole

55

2.8 MISSIONSHISTORIE På baggrund af undervisningen på missionsskolen udgav EW i 1948 bogen: Linier i Missionens Historie, der vidner om et enestående overblik over hele missionshistorien.

Gennem et par kapitler gennemgår han først missionens hvorfor, og udviklingen fra apostlenes dage gennem middelalderen frem til den moderne missionstid. I det store og hele er han i sin fremstilling af middelalder og reformationstid afhængig af Lorenz Bergmanns kirkehistorie. Bergmanns idealistiske historiesyn skinner igennem fremstillingen i denne del af bogen.

Det ændrede sig, da EW kom frem til fremstillingen af det 19. og 20. århundrede. Her markerede han metodisk sin selvstændighed ved at inddrage de politiske forhold i sin beskrivelse af baggrunden for den protestantiske mission. Det var nyt i missionshistorien. Der er ingen tvivl om, at han metodisk her stod i gæld til Hal Koch, der netop i kirkehistorien havde inddraget det omkringliggende sammenfund i sin tolkning af kirken i historien. Kirkens – og dermed missionens historie – er ikke en historie „indenfor“ kirkerne, det er en historie midt i verdens historie.113 Et eksempel herpå er EW’s fremstilling af kampen mellem det katolske Spanien og det protestantiske England omkring år 1600 med Den Store Armada (1588) som det afgørende vendepunkt for Englands verdensherredømme. Med Englands nye politiske dominans blev det Engelsk-Ostindiske Kompagni dannet i 1600, hvormed man tog kampen om Indien (Bengalen) op mod portugiserne, hvilken englænderne vandt endegyldigt i 1757 med sejren ved Plassey.

Det blev det eneste hold, som tog missionseksamen fra Københavns Universitet i sommeren 1951

56

studiesekretær og missionsskole

Det fik EW til at konkludere: „Hele denne mægtige ekspansion – begyndende med den Spanske Armadas undergang og strækkende sig langt videre end til de få antydninger, vi her har kunnet give, - blev af uvurderlig betydning for den protestantiske mission. Vi forstår simpelt hen ikke denne mission, om vi ikke samtidig kaster blikket på den politiske baggrund. Det var jo det protestantiske England, som her tog magten fra det katolske Spanien og de andre katolske stater. Her blev skabt den politiske baggrund, som til sin tid skulle muliggøre et protestantisk missionsarbejde. De protestantiske kirker blev tvunget til at overveje deres stilling og ansvar over for den indfødte befolkning i koloniområderne.

Her – i Englands voksende herredømme på havet og det stadig mere omfattende engelske kolonirige – ligger et andet af udgangspunkterne for den nye verdensmission”.114 Sammenligner vi hans fremstilling af den tidlige missionshistorie i oldtid og middelalder hen over reformationstiden inspireret af Bergmann på den ene side, og hans selvstændige fremstilling af den moderne missionshistorie, der i høj grad var afhængig af hans egne disputatsstudier om mission og kolonialisme i det 19. århundrede på den anden side, fremstår der i bogen en indre spænding mellem Bergmanns idealistiske historiesyn og Erik W. Nielsens kontekstualisme. Dette greb, vil vi se, følger ham i hele hans fremtidige virke. Professor Bengt Sundkler115 peger på, at EW med denne kontekstualisme foretog et nyt metodisk greb, som ikke hidtil havde været anvendt i fremstillinger af missionshistorien.116 Eller som EW selv formulerer det i kursus for præster i Viborg Stift: „Moderne storpolitik skal en moderne missionsstuderende ikke gå for let hen over.”117 2.9 KIRKE OG MISSION Siden IMC’s andet Assembly afholdt i Tambaram, Indien, 1938, havde forholdet mellem kirke og mission stået højt på dagsordenen. Ved konferencen i Tambaram havde to teologer spillet en afgørende rolle for debatten på mødet og de efterfølgende resolutioner118. Det var hollænderen Hendrik Kraemer og englænderen W.W. Cash119.

I tiden efter Anden Verdenskrig optog emnet medlemmerne af Dansk Missionsråd, både i dets principielle og i dets praktiske form. Det praktiske sigtede ikke mindst på, hvordan man fik kirken mere engageret i ydre missions arbejde – og dermed også gjort mere økonomisk ansvarlig for arbejdet.

Ved Dansk Missionsråds efterårsmøde den 15. november 1946 holdt EW et foredrag med titlen: „Skal vi ønske en anden plads for missionen i kirkens liv og organisation i Danmark?”120 I foredraget viste han, at han tydeligt var inspireret af netop Kraemer og Cash. Han indledte med at slå fast, at mission er kirkens livsfunktion. Derpå henviste han til erfaringerne i Danmark med mission, drevet af den officielle kirke, nemlig missionen i studiesekretæ r og missionsskole

57

Grønland og Tranquebar. Disse to missioner sygnede ifølge EW hurtigt hen, fordi de ikke havde nogen plads i menighedens hjerte. Menighedens ejerskab i mission er derfor livsnødvendigt for den ydre mission.

Derpå vendte han sig praktisk til forholdet i Danmark, hvor han pegede på, at sådan som missionen var organiseret i den danske folkekirke, så var missionsselskaberne båndet mellem kirken og missionen. Derfor konkluderede han, at en forandring i dette forhold næppe var ønskeligt, da det let ville gå ud over missionernes bevægelighed og evne til at rette sig efter forholdene på missionsmarkerne. Derimod slog han til lyd for en samling i dansk ydre mission. De mange missionsselskaber var ikke befordrende for at skabe et stærkere bånd mellem folkekirken og ydre mission.

Alligevel var han anfægtet af, at dansk mission var blevet et speciale for de få. I realiteten var det ikke den danske kirke, som stod bag. Missionsforpligtelsen var ikke levende i det danske kirkefolk.

Når han derfor skulle svare på, hvilken stilling ydre mission skulle indtage i kirkens liv og organisation, måtte han gribe tilbage til selve det principielle grundspørgsmål: hvad er kirken?

I den forbindelse definerede han kirken ved hjælp af den Augsburgske Bekendelses artikel 7, hvori det siges, at „kirken er de helliges samfund i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret.“ I dette udsagn siges det som det første, at kirken er de helliges samfund – på latin: communio sanctorum. Den latinske tekst kan oversættes på to måder: 1) fællesskabet af de hellige, altså alle Kristus-troende, og 2) fællesskabet om det hellige, altså sakramenterne. Netop denne dobbelte oversættelse lagde EW til grund, når han sagde, at kirken er „en organisme, hvor det konstituerende er nådemidlerne – det fra Gud givne. Kirken er det levende samfund mellem Kristus og hans menighed – en kirke i bevægelse. Den er ikke en lægmandskirke – eller en præstekirke. Det er ikke embedet, som er konstituerende. Men den er en uløselig enhed af begge, et legeme, hvor lemmerne har forskellige opgaver. Kirken er ikke folkekirken i modsætning til de små kredse, ikke statskirken i modsætning til frikirkedannelser…..

Kirkeorganisationen er en tidsbestemt form – såvel som missionsorganisationen. …. At missionen er kirkens livsfunktion siger intet om organisationsspørgsmålet, forudsætter ikke konsekvent kirkemission. Dette synspunkt siger i virkeligheden „kun”, at missionen ikke er en frivillig sag, men at jeg er sat ind i en sammenhæng, i en organisme, hvis inderste nerve er mission.”

Som en konsekvens af, at mission er kirkens livsfunktion, påpegede EW, „at missionskaldet må nå ind til selve menigheden – missionen må kirkeliggøres.“ Derfor må mission ind i selve det teologiske studium, ikke kun gennem et særligt fag med særlige forelæsninger, men det må integreres i de forskellige teologiske hovedfag, i eksegesen af 58

studiesekretær og missionsskole

de bibelske skrifter og i dogmatikken. Derved vil mission komme ind i forkyndelsen, i konfirmandforberedelsen, skoleundervisningen og menighedsarbejdet.

2.10

DISPUTATSSTUDIER – ENGLAND 1949

2.10.1 Arkivstudier I sommeren 1949 fik Erik W. Nielsen fri i tre uger til at rejse til England med henblik på at samle stof til den disputats, som han livet igennem drømte om at skrive. Det var forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede, der var emnet. I forhold til specialet havde han udvidet sit projekt til at undersøge dette forhold i tre områder: Indien, Kina og Nigeria. Derfor måtte han til England for at samle stof i forskellige arkiver og biblioteker. Planen var, at efter de tre uger skulle Marie følge efter, og så skulle de sammen holde ferie i England og Europa.

Men han fik også tid til andet end arkivstudier. Det blev til besøg på IMC’s kontor, hvor han traf Bengt Sundkler, der havde sat god tid af til mødet. De havde allerede tre år tidligere mødtes ved missionskonferencen i High Leigh, og Sundkler havde fulgt den unge danske teolog. Sundkler var interesseret i hans studieprojekt og lovede at hjælpe ham så meget, han kunne.121 Efter nogle dage foreslog Sundkler ham et emne fra Indiens missionshistorie, som han havde vældig lyst til at gå i gang med, men så opdagede han, at Max Warren122 allerede var i gang med at skrive om netop dette emne, hvorfor han opgav det.123 Samme dag besøgte han generalsekretæren for China Inland Mission for at søge hjælp her til arkivmateriale, og oplevede også dette besøg positivt og hjælpsomt.

På det store kirkemissionsselskab, Church Missionary Society, samlede han vigtigt materiale om Arabien. Det var stof til den bog, som han arbejdede på, og som udkom året efter: Der kæmpes om Arabien (1950). I samme anledning var han nogle dage på

Ud i den store, frie verden „…Her kort om turen. Glæd jer til den tur. Den er pragtfuld. Glem hele stadset hjemme, forretning og skole, og nyd øjeblikket, når I rejser. Lad være at spekulere på told og pas og sprogvanskeligheder (de skal nok komme af sig selv! – om ikke før så i den franske spisevogn gennem Belgien!)

Jeg mærker det hele. Nyd det at høre engelsk, fransk, tysk, polsk, flamsk, svensk, dansk svirre om ørerne. Jeg ryster sammen og havde interessante samtaler med: en tysk sygeplejerske på vej til England for at blive gift, en tysk studine (præstedatter) på vej over for at lære engelsk, en mexicaner ansat i den mexicanske legation i Oslo, en englænder på vej hjem fra soldatertjeneste i England.

Det giver luft. Masser af frisk luft….“ Brev til Marie 9. juni 1949, MSN-PA

studiesekretæ r og missionsskole

59

en konference, hvor han mødte to missionærer fra Mellemøsten, der indbød ham til private møder, hvor de kunne dele deres erfaringer med ham.124 2.10.2 Research Secretary i IMC Men Bengt Sundkler havde en anden sag, som han gerne ville drøfte med Erik W. Nielsen. Det drejede sig om hans egen stilling som Research Secretary i IMC. Sundkler havde i en årrække været missionær i Tanzania. Efter Anden Verdenskrig var han blevet ansat som Research Secretary i IMC. Men her i sommeren 1949, hvor EW besøgte ham i London, vidste Sundkler, at han skulle forlade stillingen i sommeren 1950 for at overtage et professorat i missionshistorie ved Uppsala Universitet. Derfor følte han sig frem og spurgte, om EW kunne tænke sig at overtage hans stilling fra 1950. EW var meget klar og hurtig i mælet, da han svarede afgjort nej tak til forespørgslen. Han skulle ikke nyde noget af at overtage en stilling, som han ikke følte sig kvalificeret til. Først disputatsen – så kunne man snakke om det. Ifølge EW var Sundkler enig med ham i dette synspunkt.125 Englandsrejsen blev en stor oplevelse for Erik W. Nielsen. Han mødte en række vigtige personer, der blev betydningsfulde i hans videre netværk. Og man sporer klart hans begejstring for at være ude i den store verden. Der var ingen tvivl om, at han trivedes ved at rejse og opleve. Men det faglige udbytte med materiale til disputatsen stod ikke mål med det øvrige udbytte af rejsen. Han kom ikke hjem med et formuleret studieprojekt, som han havde håbet, og skuffelsen skinner igennem i brevene til Marie.

Og lysten til at komme hjem til missionsskolen var ikke overvældende. I et brev til Marie spurgte han, hvordan det gik med eleverne. „Går det bedre nu, jeg er væk?“ – Og han fortsatte: „Det er desværre ikke med udelt glæde, jeg tænker på at begynde et nyt semester.

Det er med meget blandede følelser, jeg bliver præsenteret overalt som leder af missionsskolen (vel, det er meget godt, for jeg får indgang mange steder på den konto!); for jeg ved jo, at det i praksis er så som så med det lederskab. Bare jeg vidste, hvad jeg skulle gøre ved de kære missionselever, som jeg jo holder så meget af og spekulerer på tidligt og sent, men som jeg bare ikke magter – hverken at hjælpe eller være leder for, - og som i dag er mere end klare over dette. Jeg liver op med at komme her over og komme væk fra det hele; men jeg gyser i virkeligheden for at komme i gang igen.”126 Hvorvidt denne holdning har bund i virkeligheden, eller den er et udtryk for hans manglende selvbevidsthed, som han led under hele livet, er svært på det foreliggende grundlag at afgøre. Men en ting står fast. EW’s vurdering af sig selv om leder af missionsskolen er ikke identisk med den vurdering, som vi har set Erik Stidsen give, og som også var det indtryk, DMR’s formand og DMS’s generalsekretær havde af hans arbejde med missionseleverne. Dette blev tydeligt, da DMS’s generalsekretær i december 1949 modtog følgende brev fra den daglige leder af IMC’s kontor i London, dr. Norman Goodall127: 60

studiesekretær og missionsskole

„Min kære Rendtorff, Jeg går ud fra, at De er klar over, at vi leder alvorligt efter en efterfølger for Bengt Sundkler som Research Secretary for IMC. Vi har undersøgt mange navne, men er stadig uheldigvis uden udsigt til nogen afgørelse. Jeg har, imidlertid, netop modtaget et brev fra biskop Malmstrøm, hvori han foreslår navnet på pastor Erik Nielsen, der er studiesekretær i Det Danske Missionsselskab, som en mulig kandidat til denne stilling. Nielsen er uden tvivl velkendt for Dem, og jeg vil meget værdsætte at få Deres bedømmelse af ham som efterfølger for Sundkler. Enhver oplysning, som De føler Dem i stand til at give angående ham, vil være af stor hjælp for os i vor overvejelse af hans navn.“128 Rendtorffs svar er desværre ikke bevaret i DMS’s arkiv, men indirekte kender vi hans svar. Såvel DMR’s formand biskop Malmstrøm som DMS’s generalsekretær C. Rendtorff anbefalede den unge danske missionsteolog129.

Derfor rejste EW allerede i januar 1950 igen til London. Denne gang var det med henblik på at føre ansættelsessamtaler med en række personer inden for IMC. I et brev til Marie130 fortæller han om et hæsblæsende program, hvor han farer fra den ene til den anden. Det er professorer, kirkemænd og missionsledere, som nok kan give den unge dansker åndenød og udfordre hans selvbevidsthed. Han følte sig „som et vist dyr mellem to negle,“ som han skriver. Afgørende var det, at Norman Goodall den første aften havde inviteret ham til møde hos sig i sin private bolig, hvor EW også overnattede. Han havde gjort et godt og positivt indtryk på ham og han fortsætter: „Han mener, der er meget store chancer. Største – eller rettere eneste vanskeligheder: min ungdom (mindre væsentligt) og mine manglende erfaringer i arbejde på missionsmarken (det vigtigste). Nu får vi se. Jeg ved rent ud ikke, hvad jeg selv mener. Det er frygteligt beklemmende, forstår jeg. Ærlig talt, jeg tør ikke. Men det står for mig som om, at tilbyder de mig det, så må jeg ikke sige nej. Men det bliver bestemt ingen skuffelse, hvis de siger nej tak – og så måske alligevel.

Får vi det, er det Goodalls plan, at jeg skal til Amerika 3-4 måneder senest begyndelsen af næste år – og derefter måske et halvt år senere til Afrika. Uha!!

Ja, det blev afgørende dage for EW og hele familien. Resultatet blev, at IMC valgte at ansætte den unge dansker til stillingen som studiesekretær for International Missionary Council fra 1. september 1950, hvilket blev meddelt DMS’s bagland af generalsekretær Harald P. Madsen: „Det er altid noget af en begivenhed, når Det Internationale Missionsråd ansætter nye folk i sin tjeneste. Rådet, hvor alle trådene fra den protestantiske verdensmission løber sammen, hvor man har det store overblik over stillingen i missionslandene og i missionernes hjemlande, har siden dets oprettelse i 1921 fået en stedse større betydning både som rådgivende og som inspirerende faktor i den internationale missionssamhæng.

Det var derfor en stor glæde og ære for nordisk ydre mission, da dr. theol. Sundkler, Sverige, efter krigen blev ansat som studiesekretær i Det Internationale Missionsråd; og nu da dr.

Sundkler er blevet professor i kirke- og missionshistorie ved Uppsala universitetet, er det – set fra dansk side – en om muligt større glæde og ære, at den nye studiesekretær i rådet studiesekretæ r og missionsskole

61

er blevet pastor Erik W. Nielsen, som efter opfordring af missionsrådet har sagt ja til at overtage sekretariatet efter dr. Sundkler…”131 Der blev ikke ansat en ny studiesekretær i stedet for EW, hvis arbejde blev overtaget af en sognepræst og tidligere Kinamissionær på frivillig basis. Missionsskolens undervisning blev det sidste år ledet af generalsekretær C. Rendtorff.

62

studiesekretær og missionsskole

Verden set fra London

Kapitel 3

VERDEN SET FRA LONDON 3.1 INTERNATIONAL MISSIONANY COUNCIL 3.1.1 Fra Edinburgh til Jerusalem Ved den store verdensmissionskonference i Edinburgh132 i 1910 besluttede man at nedsætte en Fortsættelseskomité, der havde til formål at fortsætte konferencens arbejde og danne et internationalt organ for det voksende samarbejde i mission. Dette var noget helt nyt i internationalt kristent samarbejde og indledte den økumeniske bevægelse.

Det internationale samarbejde samlede sig i de følgende år i tre hovedlinjer: 1) udbygning af samarbejde og fælles planlægning i verdensmissionen, 2) kirkernes samtale omkring spørgsmål vedrørende tro, (fra 1927 organiseret i Faith and Order) og 3) kirkernes ansvar i sociale spørgsmål (fra 1925 organiseret i Life and Work).

Den første linje var verdensmissionen. Allerede meget tidligt – i nogle tilfælde før 1910 – var der i adskillige lande dannet lokale missionsråd. I Danmark blev Dansk Missionsråd dannet i 1912133, efter at der i nogle år havde eksisteret et forberedende fællesudvalg. Debatten efter Edinburgh medførte, at man ved et møde i Lake Mahonk, New York, i 1921 stiftede International Missionary Council (IMC) med det formål at stimulere missionstænkningen, hjælpe med at koordinere missionsorganisationernes arbejde og, hvor det var nødvendigt, at støtte en fælles indsats og medvirke til at skabe retfærdighed i internationale og inter-raciale relationer134. Medlemmerne af IMC var hverken kirker eller missionsselskaber, men nationale missionsråd. I 1921 var der 17 medlemsråd, hvoraf de 13 var fra vestlige lande. Antallet af medlemsråd voksede frem mod 1961, da IMC blev integreret i Kirkernes Verdensråd (WCC), til 38 medlemsråd, hvoraf 14 var fra Vesten. Det viser, hvordan udviklingen i disse cirka 50 år foregik i de unge kirker. Den store personlighed i afholdelsen af konferencen i Edinburgh samt dannelsen af IMC var amerikaneren, dr. John R. Mott135 i samarbejde med sekretæren J. H. Oldham136, der var den økumeniske bevægelses store arkitekt.

Det var selve ideen med IMC, at det ikke skulle være en stor og strømlinet organisation, men arbejdet skulle være centreret omkring de lokale råd, der fik støtte af en ganske lille central stab på 5-7 sekretærer fordelt på et kontor i New York og et i London.

3.1.2 Jerusalem og Tambaram I påsken 1928 afholdt IMC sit første Assembly. Det var i Jerusalem. Det var tiden efter 64

verden set fra london

Første Verdenskrig. Sekulariseringen havde for alvor sat ind i Vesten, og i Afrika og Asien begyndte den moderne industri at vinde fremgang. Dette prægede konferencen i Jerusalem, der udtrykte kirkens ansvar over for samfundet: „Evangeliet om Kristus indeholder ikke blot et budskab for den individuelle sjæl, men for hele det mønster af sociale organisationer og økonomiske forhold, hvori individet lever,“ hed det i en af resolutionerne. Samtidig udtrykte man en pessimisme med hensyn til sekulariseringen, og man opfordrede til at sætte ind med bymission. Ved mødet i Jerusalem blev det besluttet at oprette en afdeling for „social og industriel forskning,“ der efterhånden udviklede sig til IMC’s studieafdeling. Axel Malmstrøm deltog som dansk delegat i mødet og udgav efterfølgende sammen med lægemissionær Christian Frimodt-Møller137, Indien, bogen: „Et Udsyn fra Oliebjerget“ (1928).

Den næste Assembly fandt sted i Indien i Tambaram uden for Madras i julen 1938.

Oprindeligt var det planen, at mødet skulle være afholdt i Kina, men kort før man skulle samles, udbrød der krig mellem Japan og Kina. Baggrunden for dette møde var det stigende antal selvstændige kirker i Asien og Afrika. Samtidig var verden præget af den åndelige brydning omkring de totalitære statsbegreber i bl.a. Tyskland, Italien og Japan. Anden Verdenskrig truede i horisonten. I denne sammenhæng samlede mødet i Tambaram sig om to brændpunkter: 1) man talte om missionen som hørende uløseligt sammen med kirkens eget væsen, og 2) om kristendommens forhold til de andre religioner. Debatten var under stærk indflydelse af Hendrik Kraemer, der kort inden konferencen udgav bogen: „The Christian Message in a non-Christian World,“ der blev anvendt som grundbog i Tambaram. Også i denne konference deltog Axel Malmstrøm som delegat og beskrev mødet i bogen: „Kirkens Verdensmission“ (1939).

3.1.3 Whitby 1947 Det tredje Assembly i IMC fandt sted i Whitby i Canada i 1947. Nu var det tiden efter Anden Verdenskrig, og man var spændt på, hvordan repræsentanter fra lande, der havde ligget i skånselsløs krig med hinanden, skulle kunne mødes og arbejde sammen.

Men alle bekymringer blev gjort til skamme. Whitby konferencen var samlingens tid.

Allerede i 1937 blev de første skridt taget til dannelsen af Kirkernes Verdensråd (WCC), men processen var blevet bremset af Anden Verdenskrig. Nu blev der arbejdet målrettet mod konferencen i Amsterdam i 1948, hvor WCC blev dannet. Dette arbejde kom også til at præge mødet i Whitby, hvis hovedtema var „The Word of Redemption,“ og som bekræftede Tambarams understregning af missionen som et udtryk for kirkens inderste væsen. Et andet påtrængende spørgsmål i denne forbindelse var, om missionsselskaberne dermed havde udspillet deres rolle? Det blev fra de unge kirker slået fast, at man absolut havde brug for, at der fortsat måtte blive sendt missionærer til at støtte de unge kirker og til at understrege samhørigheden med de gamle kirker. De unge kirker advarede mod en overbetoning af de tre principper om selvstyre, selvunderhold og selvudbredelse med den begrundelse, at det let ville flytte fokus fra kirkens missionale arbejde til økonomisk tænkning. Man var klar over i de unge kirker, at man ikke verden set fra london

65

kunne klare sig økonomisk uden de gamle kirkers støtte. Omvendt var de gamle kirker betænkelige ved at afgive fuld suverænitet til de unge kirker uden samtidig at beholde en økonomisk kontrol over kirkerne138. I denne spænding og balancegang mellem de unge og de gamle kirker var linjen lagt til udviklingen af partnerskabstanken, som i den kommende tid voksede sig stærkere og stærkere i missionssamarbejdet. Det blev på Whitby konferencen sagt igen og igen, at kirkens og missionens opgave dybest set ikke handlede om sociale planer, humanitære foranstaltninger, hygiejniske metoder og alt muligt andet socialt arbejde, men ganske enkelt og direkte om forkyndelsen af Kristus som verdens frelser. Det sociale skulle også være der, men hele tiden i diakoniens funktion af tjeneste – som et udtryk for evangelieforkyndelsen. På konferencen stod det klart, at hovedspørgsmålet til den kristne kirke i en verden under hurtig forandring var dette: „Har kirken et budskab til verden? Har kirken virkelig noget at sige ind i den eksisterende situation, eller eksisterer den bare som et vist kulturfænomen?”139 Det var på denne frontlinje, at kirken befandt sig. På den baggrund sammenfattede Charles Ranson140, der var generalsekretær i IMC missionsopgaven på følgende måde: „Hele kirken må vove at se dette frontperspektiv lige i øjnene. Det vil sige, den må blive en bevægelig, missionerende hær, som er rede til et liv i vildnisset. Den må være rede til at drage til de steder, hvor de virkelige problemer findes, og hvor de mest skæbnesvangre afgørelser skal tages….Vi må ikke blive endnu mere institution, end vi er i forvejen, netop i en tid, som bliver mere og mere flydende og uklar. Med andre ord: Kirken må erkende, at med mindre den er missionerende, er den ganske enkelt ikke kirke. I det øjeblik, den kristne kirke bliver et mål i sig selv, ophører den at være Guds tjener og bliver i stedet Guds rival.”141 Årene efter Anden Verdenskrig bragte en ny dynamik ind i den økumeniske bevægelse.

Arbejdet voksede med grundige studier af de unge kirker og deres muligheder for at stå som selvstændige og autonome kirker i et stærkt fællesskab med de gamle kirker142.

Samtidig så man en ny udvikling i økumenisk samarbejde. 1947 dannedes Church of South India som en økumenisk kirke af anglikanere, presbyterianere, metodister m.fl.

– men ikke lutheranere. Dette blev indledningen til en række lignende unionsforhandlinger rundt om i Asien – bl.a. dannedes Church of Pakistan i 1970, denne gang også med deltagelse af lutheranerne.

3.1.4 Research Secretary Det var dette IMC, der pr. 1. september 1950 ansatte Erik W. Nielsen som Research Secretary til en årsløn på 750£ om året, hvortil kom 60£ i børnepenge og 50£ skattefrit til uforudsete udgifter – eller i alt 17.200 kr.143 Dertil kom et rentefrit lån til at købe et hus i Bromley syd for London. Ansættelsen var i første omgang for en periode på tre år indtil 1953. Der var tre hovedopgaver, som lå og ventede på ham i London. Den ene var en vidtgående undersøgelse af ægteskabsproblemer i Afrika i samarbejde med University of London og den engelske regering. Den anden var en grundig undersøgelse af præsteuddannelsen ligeledes i Afrika. Og den tredje var en bredt anlagt undersøgelse af missionens 66

verden set fra london

væsen og opgaver i den kommende tid – altså en videreførelse af Whitby konferencens resolution om „the missionary obligation of the church.“ Endelig ville det blive hans opgave som Research Secretary at igangsætte studier, koordinere missionsvidenskabelige studier, der skulle foretages i de forskellige lande, stimulere folk til at give sig i kast med de store problemer, der lå for, og endelig foretage forskellige ad hoc undersøgelser.144 Der ville ikke blive plads til at kede sig med en sådan arbejdsbeskrivelse! Det lignede unægtelig en stillingsbeskrivelse fra en kirkelig organisation. Man læssede rigeligt på – ville det hele, og var forberedt på, at Research Secretary ikke nåede det hele. Og sådan gik det da også. Der måtte prioriteres. Og det blev der – af Erik W. Nielsen selv. Men stillingsbeskrivelsen rummede to væsentlige emnekredse, som kom til at fylde resten af hans liv. Det ene var præsteuddannelsen – ikke blot i Afrika, men i høj grad også i Asien.

Det andet var spørgsmålet om missionens væsen og opgaver i den forandrede verden – „the missionary obligation of the church.“ I forbindelse med arbejdet med præsteuddannelsen i Afrika og Asien skulle han også spille en væsentlig rolle for koordineringen af de missionsvidenskabelige studier. Og det indebar da også konstante selvstændige studier. Han var altid i gang. Men det var hverdagens krav, der styrede hans studier.

Derfor blev der aldrig tid til hans store personlige mål: systematiske disputatsstudier.

Kun i drypvise tidslommer blev der plads for disputatsstudierne, men det blev aldrig til, at han fremlagde et dybtgående forskningsprojekt. Og ægteskabsstudierne i Afrika overlod han til andre at arbejde med. Mon de i virkeligheden fængede ham? Tilsyneladende var han langt mere optaget af missionens opgave og dermed kontekstualitetsproblemet. Og ægteskabsstudierne havde en tydelig bismag af en videreførelse af en imperialistisk kopitænkning i missionsarbejdet, som han dybest set gjorde op med.

„…Hvad har disse bjerge her ikke set. Det var jo i disse egne, Trediveårskrigen rasede for århundreder siden; netop de egne her hørte til dem, der led mest. Og vor kære fælles ven, Napoleon masede ind her. Studenterne har siddet i Heidelbergs kældre og diskuteret den forrykte Luther. Troeltsch145 var professor i Heidelberg. Første og Anden Verdenskrig har disse bjerge oplevet. Men de står der endnu. Måske et enkelt bombekrater hist og her minder lidt om, hvad der hændte; men på disse kæmper er det kun ubetydelig myggestik, som endnu stærkere understreger, at dette kan krig og århundreders menneskehistorie ikke udrydde. Vidunderligt betryggende; Quid est veritas? Quid est homo? Et lille bitte fnug, skabt af Gud inde i dette mægtige, vidunderlige, frygtelige univers, et lille fnug, der har en besynderlig vane til at overvurdere sin egen betydning og kun se sig selv. Et mærkeligt lille menneske, som er i stand til midt i en verdensbrand, midt imellem andre menneskers undergang, midt i en natur så vidunderlig smuk og gribende, i stand til der at sidde med korslagte ben, på ægte Buddha manér, og ganske simpelt betragte sin egen navle og sine egne svagheder, og – sandelig! – herudfra bedømme den hele verden…“ Dagbogsblad fra Sydtyskland, udateret begyndelsen af juli 1950:146

verden set fra london

67

3.2 DANNELSESREJSE Inden Erik W. Nielsen tiltrådte sin stilling som Research Secretary i International Missionary Council, blev han sendt på dannelsesrejse rundt i Europa i juli-august 1950. Med tog kørte han ned gennem Tyskland, der stadig var hårdt medtaget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

Undervejs mødte han mennesker, som han hurtigt kom i samtale med. EW var dialogens menneske – og netværkets. Han havde en enestående evne til at komme ind på livet af helt fremmede mennesker og suge indtryk ud af dem – og opbygge kontakter til senere brug.

Rejsen blev en meditativ proces for ham. Fordelen ved den klassiske togrejse er tid.

En togrejse tager den tid, den tager. Det gør den stadig. I denne tid havde han rigelig lejlighed såvel til at læse som til at undre sig og betages. Som det historiske menneske han var, kunne han ikke lade være med at relatere historiske begivenheder til de egne, som han passerede igennem. Her i hjertet af Europa var ikke blot lokale menneskers skæbne afgjort. Her var også hans egen historie grundfæstet. Det var Trediveårskrigenes egn, der fik så afgørende betydning for den konfessionelle opdeling af Europa. Og det var her Napoleon kæmpede nogle af sine store kampe. Det var Luthers og mange andre store ånders egn, der havde sat så dybe spor i dansk selvforståelse. Og han spurgte: Quid est veritas? Quid est homo? [Hvad er sandhed? Hvad er et menneske?]

Det blev samtidig også et berusende møde med Alpernes skønhed, sådan som den tog sig ud set fra togets bagperron. Da de kørte ud af en tunnel, og han for første gang i sit liv så, hvordan bjergene foldede sig ud med Geneve søen liggende lige foran ham, blev han dybt betaget. Indtrykket er så voldsomt, at det næsten gør ondt. Siden slutningen af Anden Verdenskrig havde han fundet hvile i at tegne – og senere male med olie – ligesom han på sine mange rejser var en flittig og dygtig fotograf. Man aner i hans dagbogsoptegnelse af denne oplevelse kunstneren, der ser livets voldsomhed i former og farver udfolde sig i sceneriet med de stejle bjerge og farvespillet fra søen og den truende tordensky over de modsatte bjerge.

Det er ind i denne spænding af historiske begivenheder og naturens majestæt han ser sin opgave i det liv, der ligger foran ham. Her i dette spændingsfelt ligger kirken og missionens virkelighed. Med historiens ballast er han på vej ind i fremtidens udfordringer.

Her står det klart for ham, at der efter Anden Verdenskrig ikke længere findes noget kristent Vesten, ingen kristendom i den forstand, at den bestemmer Vestens folkeslags helhed som en religiøs magt. Perioden fra Konstantin den Store til Vestens folkekirker er udløbet. Kirken er i tilbagetog i alle de lande, der hidtil har sendt missionærer. Afstanden mellem stat og kirker vokser. Derfor er missionens opgave også ændret radikalt. Mission kan ikke længere misforstås som en spirituel udvidelse af det politiske imperium. Mission er ikke længere den sikrede underbygning af Europas verdenspolitik.

Den nye opgave for mission i denne forandrede verden ligger i et samarbejde mellem de 68

verden set fra london

Det første, berusende møde med Alperne – en kunstners indtryk: „…Umiddelbart inden Lausanne kommer vi ind i en lille tunnel, og da toget pludseligt farer ud af mørket, ligger Geneve søen dybt nede.

Dette kan ikke beskrives. Indtrykket kommer så voldsomt, at det næsten gør ondt. Jeg står ude i bagerste vogn, helt ude på bagperronen og stirrer på alt dette her. Vi kommer ud af tunnelen. Oppe til højre går bjerget stejlt op, ikke særligt højt, men til venstre! Skråningen går stejlt ned; små bitte huse, en etage på den ene side, – to-tre på den anden, ligger spredt omkring. Vejene snor sig som serpentiner op ad bjergsiden. Det hele er en eneste stor vinmark. Og dybt nede ligger Genevesøen, næsten lige under os. Vandet står dybblå, spiller over i det grønlige. Og på den anden side søen rejser bjergene sig, svimlende høje, mørke, truende; række efter række. Helt inde bagved aner man violette konturer af kæderne omkring Mont Blanc. Fantastisk smukt. Solen er ved at stå lavt. Det trækker op til torden. De mørke, næsten sorte skyer ligesom koger op over bjergene ude i det fjerne. Men endnu skinner solen. Der er skygge, hvor vi kører. Men på den modsatte side af søen skinner solens lave rødlige stråler endnu. Hist og her kastes strålerne tilbage fra en vinduesrude over på bjergsiderne. Bjergsiderne står rødgule i solskæret. Det hele er mørkt tonet, blødt – og gigantisk. Dybe skygger kastes ind mellem bjergene. Bjergene spejles ned i søen. Solstrålerne står lavt hen over vandfladen, og det er, som kan man se dybt ned i vandet.

Gang på gang siger jeg til mig selv: det er løgn dette her. Det må være fantasi; der findes ikke noget så smukt og betagende i vores verden.

Men det er der stadigt. Jeg har aldrig set noget tilsvarende, et sådant fantastisk farvespil. Jeg må derop igen; jeg vil se det igen. Men jeg får vel aldrig den lejlighed til at se netop denne situation, solnedgang, optrækkende torden over bjergene, denne mærkelige blanding af naturens truende, dystre vælde og så det bløde, milde dernede over søen.“ Dagbogsblad, EWN-RA, kasse 2

Alperne var berusende i al deres skønhed for den unge EW, da han første gang oplevede dem

verden set fra london

69

gamle kirker og de unge kirker – i et partnerskab, hvor man lærer af hinanden og støtter hinanden i opgaven: at begrunde det evige evangeliums sandhed i den nuværende situation. I ruinerne efter Anden Verdenskrig lå også ophævelsen af skellet mellem indre og ydre mission. Mission er i den nye tid kirkens livsnerve. Formålet med dannelsesrejsen var, at EW skulle møde centralt placerede missionsteologer og gennem drøftelser med disse få et dybere indblik i IMC’s arbejde.

3.3 I SKOLE HOS HENDRIK KRAEMER 3.3.1 Mødet med Hendrik Kraemer Første station på rejsen var Kirkernes Verdensråds studiecenter, Chateau de Bossey, nær Geneve. Gennem en uge skulle han bo her for at tale med lederen, professor Hendrik Kraemer. EW beskriver professor Kraemer som en „uhyre venlig og tiltalende mand. Ligner mest en lidt ældre dansk gårdejer fra Jylland; lidt kantet i sin skikkelse, ingen dikkedarer eller „optræden.“ Professor, bestemt ikke! Vi sidder oppe på mit værelse og sludrer hyggeligt over en pibe tobak. Om otte dage rejser hans datter og svigersøn til Indonesien (Java) som missionærer. „The political situation?? You just have to trust God and go where your duty is. That is my philosophy.“ – Jeg glæder mig til at lære den mand nærmere at kende……”147 Dermed var tonen slået an til et fortroligt forhold mellem den gamle og unge missionsmand – et forhold, der udviklede sig over de følgende år mere og mere i retning af et venskab.148 De to mænd faldt godt i spænd sammen. Professor Kraemer var så tilpas usnobbet, at han indgav den unge sekretær mod og selvtillid. Omvendt så Kraemer den unges talent, der for ham kompenserede for hans manglende teologiske meritter. Og så havde de kaldstanken som fælles teologisk basis: „You have to trust God and go where your duty is. That is my philosophy.“ Her var en from tone, som EW kunne føre tilbage til sin egen far, da han sendte ham ud i verden. Der var tryghed i dette møde.

Erik W. Nielsen opholdt sig en uge på Chateau de Bossey sammen med professor Hendrik Kraemer. Der var ikke andre kurser i denne periode, så Kraemer havde tid til at mødes med den unge kommende Research Secretary til dybdegående samtaler om de opgaver, der ventede ham i IMC. Det blev til fire møder, som EW refererede grundigt i de efterladte papirer.149 Ved de fire møder behandlede de tre centrale temaer, som Erik W. Nielsen formulerede.

Derpå fremlagde professor Kraemer sin teologi på området – oftest mere som en enetale, end en egentlig samtale. Men med lejlighed til, at EW kunne stille modspørgsmål og fremkomme med sin uenighed og kritik. De tre hovedtemaer, man drøftede, var: 1) missionens opgave over for nutidsmennesker, 2) forholdet mellem gamle og unge kirker, og 3) teologisk uddannelse i de unge kirker.

3.3.2 Missionens opgave Udgangspunktet for denne samtale var en af de hovedopgaver, der ventede på EW i 70

verden set fra london

IMC: „the missionary obligation of the church.“ Kraemer understregede, at baggrunden for dette arbejde var at finde en ny måde, hvorpå man kunne fremlægge missionsopgaven for nutidsmennesker – især ungdommen, så man ville forstå mission som en vital opgave. Kraemer mente derfor, at der måtte finde en reformulering sted af selve missionssynet.

På dette punkt udtrykte EW sin uenighed, der var en uenighed ikke blot med professor Kraemer, men med hele IMC’s intention med at iværksætte arbejdet med „the missionary obligation of the church.“ Med tydelig reference til hans synspunkter fremsat i 1947 i foredraget Mission og Kirke (se kap. 2.9) hævdede han, at opgaven var ikke blot en reformulering af missionssynet, men at trænge ned til en dybere forståelse af selve sagen, altså et studium af selve kristendommens struktur og væsen, ikke blot ved en minutiøs gennemgang af skriftsteder, hvor mission blev omtalt, men derimod en grundig indtrængen i hele kristendommens budskab, for ud fra dette at forstå, hvad mission egentlig er. Dette ville så videre føre til et studium af kirkens væsen. Mission er kirkens livsfunktion, understregede EW. Kraemer lyttede til denne kritik og anerkendte dens pointe. På den baggrund påpegede han, at en grundig gennemtænkning af kristendommens væsen ud fra missionssynspunktet nødvendigvis måtte medføre en anden opfattelse af hele kirkens væsen end den almindelig herskende. Han ønskede en langt mere dynamisk kirkeforståelse. De almindelige konfessionelle definitioner af kirken var ifølge Kraemer for klare, for håndfaste, for immobile. Han pointerede, at i stedet for at spørge: „Hvad er kirken?“ – måtte man spørge: „Hvad er kirken her for?“ For Kraemer var svaret klart: „Kirkens opgave er mission, der altid står under Gudsrigets dom.“ I sin refleksion over dette gentog EW sin kirkekritik, som allerede kan spores i hans foredrag, Kirke og Mission fra 1947, her blot forstærket. Kirken er ikke en organisation, men en organisme, der danner ramme omkring evangeliets forkyndelse, og han spurgte: „Er kirken missionerende, fordi den er apostolisk? – eller er den apostolisk, fordi den er missionerende?“ – Og han svarede: „Så absolut det første!“ Derfor måtte han også kritisk konstatere, at hvis vi standsede dette studie af kirken for tidligt, så ville vi havne i kirkelige ekspansionstanker, som før eller senere ville føre os på vildspor. „Vi må have blikket rettet frem mod Gudsriget.“ I den forbindelse udtrykte han igen kritik over for Kraemer, idet denne ganske vist havde understreget det eskatologiske, men kun i dets futuriske dimension. Det var ikke inkorporeret i hans historiesyn som en eskatologi, der også er præsentisk og dynamisk her og nu.

Samtalen med Kraemer fremkaldte en refleksion hos EW over konsekvenserne af, at missionen står under Gudsrigets dom, hvilket fik ham til at skrive: „Hvis dette med, at missionen står under dommen fra det budskab, som vi selv forkynder, overhovedet er mere end visse fromme og tilsyneladende rigtige tanker, da må det altså betyde noget ganske verden set fra london

71

reelt, altså at vi må være villig til at stille hele vor mission, alle vore tanker desangående, alle vore økonomiske, propagandistiske, organisatoriske tanker ind til korrektion i den belysning. Men dette vil vi ikke, ganske simpelt, vi vil ikke, vi vil tale stort og pænt, men vi vil ikke tage nogen som helst konsekvens heraf, som eventuelt kan berøre vore egne ideer, eventuelt tvinge os selv til at indrømme fejl og tage konsekvensen af disse fejl. Der er ingen steder, mennesker står i en så gennem forløjet tilværelse som i et kristeligt arbejde, også i et missionsselskab. Vi står ikke med en nødvendighed i en sådan forløjet tilværelse, men fristelsen er uhyre til at drage en dyb og skæbnesvanger skillelinje mellem vor prædiken, eventuelt propaganda – grimt ord, men det er også somme tider grimme ting, der sker – og vort eget liv, som tilsyneladende ikke vedkommer sagen. Uha…. Rart at sidde i Schweiz og have mod til at nedskrive de ting, som man ikke tør skrive i Danmark! Overdrevet? Måske, men også kun måske.”150 EW kom i disse refleksioner med en kraftig kritik ikke blot af de teologiske tanker, han mødte hos Kraemer, men i højere grad af det missionssyn, han kendte fra sin ansættelse i DMS. Derfor hans slutreplik, at det var rart at sidde i Schweiz og have mod til at skrive, hvad han ikke turde skrive i Danmark, hvor DMS her i efterkrigstiden stadig var underlagt et pietistisk missionssyn, der i høj grad var båret af kirkelige ekspansionstanker.

Missionens opgave var kirkevækst, hvor man hang fast i et kirkesyn, der ikke blot var en ramme om evangeliets forkyndelse, men var selve kristendommens sted. Uden for kirken var der ingen frelse.

3.3.3 Forholdet mellem gamle og unge kirker Ved Whitbykonferencen havde forholdet mellem de gamle kirker og de unge kirker, der var et resultat af missionsarbejdet, været i centrum. Anden Verdenskrig havde ændret verden radikalt. Det var ikke kun de gamle imperier, der måtte se i øjnene, at deres dage var talte. Missionsarbejdet havde også bevirket, at unge kirker var vokset frem. Det var en naturlig konsekvens. Det havde hele tiden ligget i kortene, at sådan måtte det gå.

Men hvordan skulle samarbejdet fremover håndteres?

Det stod klart på Whitbykonferencen, at de unge kirker på samme tid var klare over deres rolle som selvstændige kirker, der selv skulle være ansvarlige for egen økonomi, og som også selv skulle være aktivt med i udbredelsen af evangeliet. Samtidig var de også klar over, at de ikke kunne undvære kontakten og samarbejdet med de gamle kirker.

Deri lå udfordringen.

De gamle kirker havde svært ved at give slip på kontrollen med de unge kirker. Paternaliteten var dybt nedgroet i de vestlige kirker – og er det stadigt!

Professor Kraemer kunne ikke stærkt nok understrege nødvendigheden af, at man i de gamle kirker – og det ville sige i missionsbestyrelserne – tog denne udfordring sær72

verden set fra london

deles alvorligt. Han kunne ikke stærkt nok understrege, at man måtte gennemtænke, hvordan man skulle løse problemet mellem gamle og unge kirker. „Jeg har rejst rundt i Europa og har besøgt missionernes bestyrelser og har drøftet tingene med dem. Jeg har set deres missionsmarker og har drøftet tingene der med missionærer og indfødte kristne. Men bestyrelserne vil ikke se, at de nu skal sætte sig stille hen og ikke halse rundt med tungen ud af munden for at nå et læs af punkter i en dagsorden. De skal give sig tid til at tænke deres egen stilling igennem eller sætte folk til det, og så vel at mærke respektere deres arbejde… Det gælder ikke om at diskutere visse ideer, men vi vil simpelt hen ikke mere få tid til at arbejde på den gamle måde. Det vil ikke vare længe, før de missionærer, som arbejder i Asien „will do a lot of dry swimming,“ hvis vi ikke skifter signaler nu.“ Den proces, der lå foran var ganske svær, for den krævede ikke blot organisatorisk at give slip, men mentalt at erkende, at missionsmenighederne var vokset op til ansvar og modenhed. Og det krævede en erkendelse af, at missionsmarkerne reelt ikke var „marker“ dvs. åndelige kolonier af de vestlige landes kirker, men levende menigheder, der stod i et fællesskab med Vesten, men havde deres egne problemer at slås med.

Kraemer indrømmede, at han ikke havde et svar på, hvordan denne udfordring skulle løses, men han vidste, at den skulle løses, og han spillede bolden over til den unge Research Secretary at tage udfordringen op. For IMC havde hidtil ikke gjort noget særligt for at gå ind i dette problem. Han så det som en nødvendighed, at man fremover arbejdede økumenisk med at løse dette problem, og i den forbindelse foreslog han, at man samlede de mange missionsselskaber i større enheder, ikke blot nationalt, men internationalt for på den måde at være rustet til at støtte de unge kirker.

Den dagsorden, som Kraemer hermed lagde over til Erik W. Nielsen, var at udtænke veje for partnerskaber mellem gamle og unge kirker – et arbejde, som EW i de kommende år tog op på forskellig vis. Men allerede her i Schweiz kriblede det i fingrene hos ham for at komme i gang. „Men giv mig bare lige to år, hvor jeg må få lov at suge ind!“ – sukkede han i sin dagbog.

3.3.4 Præsteuddannelsen i de unge kirker En vigtig forudsætning for, at de unge kirker kunne blive reelt selvstændige, var præsteuddannelsen. Med baggrund i Kraemers 15 år som missionær i Indonesien understregede han vigtigheden af, at den almindelige præst i sin uddannelse ikke skulle løsrives fra den menighed, han skulle tjene. Det var ikke opgaven at løsrive præsten fra sit folk, men snarere at plante ham dybt i denne sammenhæng og gøre ham ansvarlig dér, pointerede Kraemer. En anden væsentlig pointe var, at der ikke måtte blive så stor økonomisk forskel mellem denne præst og hans menighed, at man ingen mulighed havde for at underholde ham. Han måtte føle sig stående i menighedens og folkets kontekst. verden set fra london

73

Oven på denne uddannelse måtte nogle enkelte udtages nu og da, som havde evne og mulighed for at gå videre i en direkte akademisk uddannelse til en universitetsgrad.

Denne akademiske uddannelse måtte være en solid teologisk uddannelse – også i vestlig teologi. Men „don’t give him a heavy luggage of European theology but give him time to penetrate into the real problems behind the curtains; problems – his problems, not yours!“ Kraemer var af den opfattelse, at den teologiske uddannelse rundt om i de unge kirker mere eller mindre måtte følge dette skema.

En vigtig pointe i Kraemers plan var, at det var tvingende nødvendigt overalt, at det var menighedernes egne problemer, som teologien skulle besvare. Man skulle ikke lægge Vestens problemer ned over dem. Tidligere tiders kopieringsstrategi måtte være et overstået stadium.

Dette stemte overens med Erik W. Nielsens egen indstilling til målet med den teologiske undervisning, og i en refleksion over dette fremhævede han, at uanset hvor indlysende rigtig denne undervisningsmodel var, så ville den blive uhyre vanskelig at gennemføre.

Problemet, skrev han, var ikke så meget, om de skulle undervises i vestlig teologi, kirkehistorie, dogmatik osv. – det undgik man ikke, men sagen var, om man ville dreje problemstillingen om, så man i denne teologi ikke alene arbejdede med europæiske problemer, men prøvede i den europæiske teologi at finde svar på indernes og afrikanernes problemer. For EW var dette meget vigtigt, men uhyre vanskeligt, i hvert fald så længe det var europæiske professorer, der skulle undervise. Han forudså, at det ville kræve, at disse professorer ville skulle gøre et betydeligt arbejde for at sætte sig ind i det lokale folks religions- og kulturhistorie, og – endnu vigtigere – gennem en uendelig række samtaler med studenter, hundredvis af almindelige mennesker ganske stille lytte og atter lytte sig ind til pulsen i deres tankegang. Men dette krævede studium, evne til at lytte, og han konstaterede, at ikke alle vestlige missionærer havde denne evne. Og så krævede det solide sprogkundskaber – i virkeligheden kunne der ikke gøres for meget ud af dette.151 Den model, som her blev skitseret, var udgangspunktet for indigeneous teologi. Når Erik W. Nielsen så hurtigt så det indlysende i denne teologi, så hang det sammen med den historiske metode, som han havde tilegnet sig hos Hal Koch i det teologiske studium, og som han havde anvendt i sin egen bog, Linier i Missionens Historie, 1948. Det skulle senere blive et centralt punkt i Theological Education Funds tredje mandatperiode (1970-1974) med Erik W. Nielsen som direktør.

For Erik W. Nielsen havde opholdet på Chateau de Bossey været meget berigende.

Det havde været et privilegium for ham at have mulighed for de grundige drøftelser med Hendrik Kraemer. En del af Kraemers tanker kendte han allerede til fra Kraemers skriftlige arbejder, men muligheden for at kunne diskutere disse tanker i dybden og relatere dem til sit eget fremtidige arbejde var af stor betydning og kom til at lægge en 74

verden set fra london

linje for ham i hele hans fortsatte liv. Han fornemmede hos Kraemer – som andre steder hvor han kom – en skepsis over for ham som Research Secretary uden praktisk erfaring som missionær og uden en teologisk doktorgrad, som akademisk baggrund. Selv var EW ikke uenig i dette synspunkt, men han tilbageviste Kraemers skepsis ved frimodigt at hævde, at han ikke havde bedt om denne stilling. Derfor var det nu IMC’s – og altså også professor Kraemers – pligt, når IMC nu havde valgt, som de havde, at give ham al den hjælp og forståelse, som måtte være nødvendig. Dette gav Kraemer ham ret i, og i de kommende år udviklede der sig et nært og frugtbart samarbejde mellem Kraemer og Erik W. Nielsen – og et personligt venskab. Det havde med EW’s egne ord været „meget inspirerende at møde ham og få lokket ham ud af hans sneglehus; det kunne undertiden være vanskeligt at få ham til at forlade det docerende og gå over til at give noget af sig selv.“ Men det lykkedes.

3.4

DET ØKUMENISKE SOM HERMENEUTISK PRINCIP

3.4.1 Mødet med LWF Linjen var allerede ved Whitbykonferencen udstukket til et tættere samarbejde mellem WCC og IMC – et arbejde, som kom til at vare frem til WCC’s tredje Assembly i New Delhi i 1961. Formålet med dannelsesrejsen var også at introducere Erik W. Nielsen til det internationale økumeniske miljø i Geneve152.

I Geneve mødtes EW med LWF’s generalsekretær Sylvester Michelfelder153. Den bogglade EW konstaterede ironisk om LWF’s hovedkontor, at man kun havde en lille bogreol med Luthers154 samlede værker plus nogle få andre ting.

Mødet gav anledning til en heftig diskussion mellem Michelfelder og EW om baggrunden for LWF og den amerikanske indflydelse på LWF. Michelfelder gav en historisk udredning af baggrunden for LWF’s opståen, der havde sit udspring i den amerikanske hjælpeaktion til Europa under Anden Verdenskrig. Dette samarbejde hen over Atlanterhavet førte i 1948 til dannelsen af LWF. Det var tydeligt, at EW mødte op hos LWF med en del skepsis. Den stammede uden tvivl hjemme fra DMS (se kap. 2.3). En anden kilde til EW’s skepsis var det møde, han netop havde haft med Hendrik Kraemer, der havde overbevist ham om det nødvendige i det økumeniske samarbejde, idet det konfessionelle kirkebegreb savnede dynamik. Denne skepsis var Michelfelder ikke i stand til at tage fra ham. Med erfaringerne og skuffelserne i DMS fra dannelsen af Church of South India, hvor Arcot Lutheran Church valgte – støttet af LWF – at stå udenfor, spurgte Erik W. Nielsen, hvilken berettigelse konfessionalismen havde i nutiden. Ville LWF ikke blot være en simpel repristination af tidligere tiders luthersk ortodoksi? Eller ville der være tale om ud fra genuin luthersk frelsesforståelse at tage ny stilling til vor egen tids problemer? Men i så fald ville det medføre en ændret stilling til selve konfessionsbegrebet. verden set fra london

75

Denne tvivl på begrundelsen for det særligt lutherske forlod ham aldrig. I sommeren 1951 forsøgte han at få et samarbejde i stand mellem sit eget arbejde som Research Secretary (og det dermed tilknyttede udvalg) og LWF’s World Missions Committee. Det lykkedes kun delvist, idet man gik med til et lille udvalg bestående af bl.a. Bengt Sundkler, hvorigennem man kunne orientere hinanden gensidigt om, hvad man var i gang med. Men man ønskede fra LWF’s side på ingen måde noget integreret samarbejde.155 3.4.2 Det økumeniske er ikke evangeliet I Geneve besøgte han også WCC’s hovedkvarter, hvor han mødtes med en lang række forskellige mennesker med tilknytning til WCC, pressefolk osv. – der fik karakteristikken i dagbogen: „Møgkedeligt!”

Men så havde han også et principielt teologisk sammenstød med Biskop Stephen Neills156 assistent. Hun fortalte i samtalen med EW, at hun netop var i gang med at planlægge en rejse for biskop Neill til Australien, og EW spurgte da interesseret til, hvad biskoppen skulle lave der – studere eller hvad? Hertil svarede assistenten: „Nej, han skal blot skabe kontakter og prædike WCC.“ Det fik EW til at spidse ører. „Prædike WCC – hvad mener De?“ „Ja, netop,“ svarede hun, „det er vores job at prædike økumeni, koncentreret i WCC – det er vores job – og Deres!“ – „Nej,“ svarede EW, „ikke for mig!

På ingen måde!”

Til EW’s store forbløffelse mente hun virkelig, at man skulle „prædike“ den økumeniske tanke, som den havde taget form i dannelsen af WCC. Dette fik EW til på det kraftigste at protestere, og det blev en lang og til tider meget voldsom samtale. Hans budskab var, at hvis de (dvs. WCC’s ansatte) fortsatte den linje, ville de køre af sporet og ødelægge deres eget arbejde. Assistenten på sin side var chokeret over EW’s indstilling. Hun mente, at Gud havde åbenbaret denne strålende idé, der rakte på tværs af alle menneskelige forskelle, og derfor kunne samle menneskeheden. Derfor måtte man prædike denne idé. Det var deres pligt. Det fik EW til at reagere med følgende: „Hvis De vover i dag i vor verdenssituation, til mennesket i dag, at prædike nogen form for menneskelig, aldrig nok så kristelig, idé, vision, drøm osv., så har De overhovedet ikke forstået, hvad De er her for! Centret i den såkaldte økumeniske bevægelse er overhovedet ikke i Geneve, men ude i de forskellige små kirker over hele jorden, både de såkaldt liberale kirker og de fundamentalistiske, som ikke vil have med WCC at gøre. Centret i den økumeniske tanke er selve evangeliet, og hvis vi ikke binder os fast her, så beder jeg meget om at få lov at vende tilbage til min gerning i Danmark, for så er WCC og IMC et af de farligste steder at være i hele kirkens arbejde, for her har vi alle chancer for at drukne i organisation, vældige foretagender, konferencer og økonomiske hjælpeaktioner; netop chancer for at gøre det hele til en idé, en menneskelig aktivitet. Hvis vi mener, at økumenik er noget afgørende vigtigt, så må vi gøre os klart, hvad vi arbejder med; at vi netop skal prædike evangeliet og intet andet, absolut intet andet. Vor drøm bliver måske flyttet længere ud i fremtiden; dette betyder overhovedet intet. Spørgsmålet 76

verden set fra london

er ikke, i hvor høj grad kirkerne forstår og tilslutter sig den økumeniske tanke, men om de er levende, forkyndende kirker!”

Denne ordveksling er central i forståelsen af Erik W. Nielsen og hans bidrag i international mission. Han så med skræmmende tydelighed, hvordan det økumeniske kunne blive en organisation, der havde sit formål i sig selv. For ham var det økumeniske ikke noget organisatorisk. Succeskriteriet var ikke, hvor mange kirker rundt om i verden, der tilsluttede sig WCC – eller at WCC blev en ny verdenskirke, der kunne tale med én stemme. For ham var det økumeniske et hermeneutisk princip – forståelsen af selve evangeliet. Derfor så han med så stor skepsis på Michelfelders udgave af LWF, der for EW måtte forstene i konfessionalisme, sådan som DMS havde oplevet det ved dannelsen af Church of South India, hvor de lutherske kirker havde valgt at stå uden for. Og derfor måtte han protestere så voldsomt over de tendenser, han mødte i WCC til at gøre det økumeniske til selve sagen.

For Erik W. Nielsen er økumenien begrundet i legemstanken (1 Kor 12). Kirken er én, fordi Kristus er én. Eller som hans gamle professor i kirkehistorie, Hal Koch, udtrykte det: „Derfor er enheden heller ikke noget, som kirkens historie så at sige skal føre frem til, et skønt mål, der vinker forude. Nej, enheden ligger bagude…. helt og holdent i den Herre, som er kirkens grundvold, hvis legeme kirken er.”157 Men kirken er forskellig, fordi lemmerne er forskellige. Og han tænkte ofte på „gamle Mads Hansen i Hundborg, på hundreder af hans slags ud over landene; er de ikke nået langt længere på visse punkter her, end vi andre? Gad egentlig vide, om vi ikke fik fat på det, hvis vi begyndte at leve lidt af det, som vi snakker om og mener at tro på?”158 I en slutbemærkning noterede han, at han havde nedskrevet denne samtale for at have den, når han selv senere kom til at stå i samme fristelse som de andre i organisationen.

Det er som om, han har holdt oplevelsen i Geneve op foran sig som et spejl gennem alle årene. I en brevveksling med en norsk katolsk præst, som han havde mødt på Det Nordiske Økumeniske Center i Assisi, skrev han i 1970, at skønt han havde arbejdet inden for det økumeniske i tyve år, så skulle han vel nu være „specialist,“ – men sådan oplevede han ikke sig selv. Tværtimod. „…. Måske er jeg blevet mere radikal med årene – eller simplere! Jeg er mere og mere overbevist om den helt radikale betydning af det økumeniske, men samtidig er jeg bange for den økumeniske bevægelse i dens organiserede form. Det lyder måske mærkeligt, når jeg selv står i denne bevægelse, men organisationen vokser, bliver mere og mere institutionaliseret og, så vidt jeg kan se, står mere og mere i fare for at få sin betydning i sig selv, mere og mere optaget af sig selv…..Den økumeniske opgave i dag og fremover er så vidt jeg kan se, meget mere fornyelse, kampen for at se de ændrede forhold, de nye brydninger i menneskelig livsforståelse, de nye faktorer på næsten ethvert felt, som opgaver, kald, evangeliets muligheder – og ikke som trusler mod vort bestående billede….”159 Tyve år efter kunne han stadig få kuldegysninger af den uniformerede økumeni. verden set fra london

77

Det er interessant at sammenholde såvel denne ordveksling fra Geneve som brevet til den katolske præst med Bengt Sundklers nekrolog over EW fra 1971, hvor Sundkler bl.a. skrev: „Hvert erhverv har sine særlige risici, sine erhvervsfarer. Det må gælde for jernbanearbejdere, lastbilchauffører og forfattere. Også økumeniske sekretærer har sine erhvervsfarer: at de bliver kosmopolitisk blaserte; man taler økumenisk og ved ikke, om man befinder sig i Malmø eller Manila. Erik W. Nielsen bevarede sjælens friskhed, formåede at glæde sig, at opdage det karakteristiske og det universelle.”160 Denne skepsis mod det økumeniske som organisatorisk ensretning kom igen frem i forbindelse med IMC’s femte Assembly, der blev holdt i Ghana hen over nytår 1957-58.

Her var et af mødets temaer „the One Mission of the One Church.”161 Selv om diskussionerne i Ghana også kom til at dreje sig om spørgsmål om forkyndelsen af evangeliet for ikke kristne religioner, så drejede hoveddiskussion hurtigt i retning af selve kirken og dens rolle. For EW blev det altså hurtig til en introvert diskussion, hvor kristne alene beskæftigede sig med kirken og dens enhed, frem for en missional diskussion om, hvorledes man i den nuværende situation møder verden med evangeliet, så man kan bringe en forkyndelse til dem, som står uden for kirken.162 Og han tilføjer: „Mission hører til selve kirkens væsen; vi har sagt dette så ofte, at det måske efterhånden er blevet en selvfølge, som vi ikke længere kæmper med. Det er sandt – men hvad betyder det her og nu?“ For EW var svaret klart, at kirken alene var til for at forkynde evangeliet.

Det kunne lyde barthiansk, men var i virkeligheden udtryk for en radikalitet i hans missionssyn.

Dannelsesrejsen førte ham vider til Zürich, Paris, Holland og Tyskland. Alle steder mødtes han med centrale missionsledere og drøftede de opgaver, som lå og ventede på ham – ikke mindst studiet af „the missionary obligation of the church.“ Overalt mødte der ham et billede af en dyb krise for kirke og mission her i tiden lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Hos de store teologer var der en udtalt pessimisme i skyggen af krigens grusomheder. Men mere og mere stod det klart for ham, at missionens krise ikke skulle søges i det ydre – i det politiske – men i kirkens eget indre liv og tænkning.

Det var for ham en understregning af de tanker, som havde arbejdet i ham siden han i 1947 formulerede sit kirke- og missionssyn i foredragene: „Mission og Kirke,“ og „Mission i en sådan verden.“ Undervejs havde han også lejlighed til at studere, hvordan man rundt om i Europa havde organiseret sig med nationale missionsråd, der havde væsentlig indflydelse på koordineringen af missionsarbejdet som en forløber for egentlige sammenslutninger af missionsselskaber.

3.5

NEUENDETTELSAU AUGUST 1950

I Tyskland fik han mulighed for at deltage i den store interkontinentale missionskonference i byen Neuendettelsau i Sydtyskland, der med ca. 70 deltagere blev afholdt i dagene 7.-12. august 1950, og som blev arrangeret i samarbejde med det tyske missionsråd.

78

verden set fra london

Det blev Erik W. Nielsens første direkte personlige møde med tyske missionsteologer.

Det gjorde et meget stort indtryk på ham at opleve, hvorledes Anden Verdenskrigs rædsler og for en dels vedkommende også erfaringen fra flere års russisk fangenskab efter krigen var med til at præge disse menneskers teologiske grundforståelse.

En dag talte han med en præst fra Hamburg, som kunne fortælle, at før krigen havde han haft 47.000 mennesker i sit sogn. Ved én nats bombardementer var dette tal reduceret til 1.000 mennesker! Her i Neuendettelsau oplevede han noget af det, han havde eftersøgt overalt på sin dannelsesrejse: at man ikke gravede sig ned i en diskussion om liberal eller ortodoks teologi. Efter oplevelserne i Anden Verdenskrig var verden for disse mennesker blevet for lille til, at man kunne beskæftige sig med disse spørgsmål – man var tvunget ind i en økumenisk tænkning, eller som en af deltagerne formulerede det i en samtale med EW: „Vi har set, at både den ortodokse og den liberale position egentlig var rationalistisk bestemt, og de to modsætninger er blevet ophævet og har fundet en ny problemstilling, en ganske ny front i en eksistentiel kamp for selve det at være til; og dette betyder, at frontlinjerne teologisk går ad ganske andre veje nu.“ Og EW konkluderede: „Disse mennesker her synes at have oplevet noget værdifuldt; man mærker det i deres diskussioner, deres indlæg, under fællesbøn og under hele samværet.”163 I Neuendettelsau fik EW desuden lejlighed til at overvære et møde i det tyske missionsråd. Noget af det, som beskæftigede forsamlingen var de nye visumregler, som gjorde det muligt i meget begrænset omfang igen at udsende tyske missionærer. Dette fremkaldte en voldsom glæde i forsamlingen, der så dette som et betydningsfuldt skub fremad for missionsselskaberne. For den danske deltager var det interessant at følge drøftelserne vedrørende Tanganyika, hvor DMS netop få år tidligere havde engageret sig, blandt andet som følge af, at tysk mission efter Anden Verdenskrig ikke kunne sende missionærer dertil. Nu regnede tysk mission igen med at kunne sende et par missionærer til Tanganyika. Men de tyske selskaber vedtog, at de ikke igen ville komme til Tanganyika som et enkelt selskab, men i fællesskab som tysk mission i et økumenisk arbejde. Det betød konkret, at man havde i sinde at komme under en fælles ledelse, som skulle være LWF, – hvilket fik EW til i en parentes i dagbogen at bemærke, at „LWF ikke havde meget med økumeni at gøre!“ Tyskerne forventede, at andre lutherske selskaber i Tanganyika ville gøre det samme – og igen kommer der en parentes fra EW: „så skal man sandelig også i DMS til at tænke principielt, uha!”164 En anden sag, der var lige så betydningsfuld, var Berlinermissionens stilling. Efter Anden Verdenskrig var Berlin placeret i den russiske zone. Derfor havde dette missionsselskab det særdeles vanskeligt. De kunne ikke få del i de nye visumregler, og deres økonomi var reelt set intet værd på grund af Østmarkens ringe værdi. Derfor besluttede alle de missionsselskaber, der var tilknyttet det tyske missionsråd, enstemmigt, hver måned at stille et beløb i D-mark til rådighed for Berlinermissionen, svarende til selskabets egen indtægt i samme måned i Østmark. For Erik W. Nielsen var dette et griverden set fra london

79

bende øjeblik, da man foretog denne afstemning, fordi det betød, at Berlinermissionen igen kunne begynde at arbejde på missionsmarkerne, og selskabets formand rejste sig bevæget og takkede Gud for denne beslutning.

Helhedsindtrykket fra Neuendettelsau var, at tysk mission virkelig havde oplevet noget i disse år. Man var blevet tvunget sammen i et samarbejde på en ganske ny måde. Dette gjaldt også ganske praktiske ting som film, studiearbejde og missionsblade. Man havde f.eks. før krigen 83 missionsblade fra 32 forskellige tyske selskaber. Man vedtog, at dette ville man under ingen omstændigheder vende tilbage til. Flere selskaber havde allerede vedtaget at udgive et fælles missionsblad. Det ville give missionsmenigheden et bedre indtryk af, at det drejede sig om mission, ikke bare om et enkelt selskab. Hele ånden gjorde indtryk, og det var ofte dybt gribende for EW at tale personligt med de enkelte deltagere og se, hvordan deres indstilling var født ud af personlige kampe og ofte forfærdende oplevelser. EW fandt det desuden ganske interessant og meget inspirerende at se den rolle, som tysk missionsråd spillede i alle disse forhandlinger. Det var i missionsrådet, man forhandlede film, blade, litteratur, studiearbejde osv. Og missionsrådet (som heller ikke i Tyskland havde andet end rådgivende myndighed) blev betragtet virkelig som missionens øverste central, et koordinationscentrum, hvor man forhandlede for at høre de andres mening og råd, og hvor man tog hensyn til disse meninger.

3.6 KIRKE – MISSION - ESKATOLOGI Neuendettelsau var en stor oplevelse for Erik W. Nielsen. Det personlige møde med en række tyskere, der havde gennemlevet krigens gru og efterkrigstidens ydmygende russiske krigsfangenskab brændte sig ind i ham for altid. Konferencens faglige højdepunkt oplevede han i to foredrag af henholdsvis den nytestamentlige professor, dr. Gustav Stählin165, Erlangen, og missionsdirektor, dr. Karl Hartenstein166.

Vi har allerede set, hvorledes EW stillede sig kritisk over for Hendrik Kraemers eskatologi, idet han mente, at Kraemer ikke tænkte dybt nok om dette begreb, men alene så på eskatologien som noget rent futurisk. Her i Neuendettelsau fik han sin kritik teologisk underbygget.

For de tyske teologer havde krigen betydet, at man ikke længere kunne se på eskatologien udelukkende som et futurisk begreb. „I Kristi handling er vi midt i historien – og midt i en eskatologisk handling,“ hed det i et af foredragene. Under bombardementer eller i krigsfangenskab havde de set tegn på, at eskatologien realiseredes i deres nutidige situation og gav dem styrke til at gennemleve trængslerne167. Midt i rædslerne var Kristus nærværende.

Med tysk grundighed talte Gustav Stählin og Karl Hartenstein om forholdet mellem kirke, mission og eskatologi og dermed om „Missio Dei,“ så EW i sin dagbog konsta80

verden set fra london

terede, at „disse foredrag var af en sådan kvalitet fagteologisk, at de vanskeligt kunne være holdt på en dansk, endsige en engelsk, missionskonference. Det var dybtgående, tankemættet teologi, og det var velgørende at se en missionskonference, hvor man behandlede bunker af praktiske spørgsmål, indledet med en dybdegående teologisk behandling af selve missionens motiv og væsen.“ Professor Gustav Stählin understregede i sit foredrag168, at i Ny Testamente er kirken eller menigheden ikke den primære bærer af mission. Det er Gud selv. Det er Jesus, der er missionæren i ordets egentligste og dybeste forstand. Han er den, der er udsendt (Joh 20,21), og som sendte disciplene, kirken. I pinsen er det egentlige vendepunkt ikke kirkens stiftelse, men sendelsen af disciplene til folkeslagene. Det er sendelsen, der kvalificerer kirken som kirke. Gennem sin kirke virker Kristus i nutiden som missionær.

I Kristi handling gennem kirken er vi midt i historien og samtidig midt i en eskatologisk handling, hvis egentlige handling ligger i begivenheden, som kommer, nemlig Kristus – hvis komme ikke er begrænset alene til det fremtidige, men i lige så høj grad til det nutidige. Kristus er ikke den fjerne, men nærværende Herre. Fra fremtiden træder den opstandne Kristus sin menighed i møde i nutiden.

Kirkens bekendelse og kerygma er det historiske og eskatologiske: „Kristus er Herre“ (1 Kor 12,3), der er missionens egentlige og eneste budskab. I og med forkyndelsen af dette budskab er missionen den store eskatologiske handling i historien, frelseshistorien, der betyder, at frelsen gennem kirken (de troendes fællesskab) bringes ind i historien.

Kirkens, missionens kerygma er altså denne missions egentlige væsen og eksistens. Dette kerygma er altid et vidnesbyrd (martyria), men i martyria perspektivet er vi straks ovre i et ganske andet plan. Professor Stählin bemærkede, at de fleste af de store taler i Apostlenes Gerninger var taler for domstole af en eller anden art, taler, hvor der skulle aflægges et vidnesbyrd til retfærdiggørelse eller forkastelse, et vidnesbyrd, som i sin konsekvens ville medføre de alvorligste følger for vidnet selv. Hele perspektivet er domsscenen. Det er verden, historien, mennesket, som holder dom over evangeliet, over Kristus; og i og med denne domshandling er denne verden selv under den endelige dom. Det er i dette domsperspektiv, kirkens kerygma får karakter af martyria, og dette vil igen sige, at i dette martyria ligger missionens inderste væsen, den enkelte kristnes inderste væsen, og i dette martyria ligger vor histories dybeste og egentlige mening.

Men dette vidne perspektiv – martyria – betyder personlig engagement på en ganske ny måde. Det er det eksistentielle. Og professor G. Stählin sluttede med at sige, at „vi kender det på vor egen krop fra Tysklands kirkehistorie i de sidste 15 år. Vi har lært mere end tidligere om, hvad ordet credo betyder.”

For Erik W. Nielsen var dette på samme tid noget af en åbenbaring – og samtidig en bekræftelse. Teologisk fik han her underbygget de tanker, som vi har set hos ham tilbage verden set fra london

81

fra foredragene i 1947 og i samtalerne med professor Hendrik Kraemer. I en kommentar til det grundige referat af talen, skrev han: „Dette synes mig rasende vigtigt; den rigtige understregning af begrebet martyria. Næste spørgsmål bliver så bare: hvad er det, som gør en prædiken, som er kristelig rigtig og opbyggelig og kan frembringe en masse tårer og fromme varmebølger i hjerteregionerne til ord, ord, ord? Og hvad er det, som kan gøre alle vore fattige ord til martyria? Måske er vore ord ikke „fattige“ ret forstået. Nej, det er de vist ikke! Vi har formået at erobre selve ordet „fattig“ og „from“ og „ydmyg”, har gjort os til herre over dem. Hvordan skal det ske med os, at vore ord, vort liv kan blive til martyria, til vidneafgørelse? Mon gennem at vi bliver fattige, også på kristne tanker”.

3.7

MISSIO DEI

Som tidligere nævnt var en af de hovedopgaver, der ventede IMC og ikke mindst Erik W. Nielsen som Research Secretary problemet om „the missionary obligation of the church.“ Dette tema havde været et af hovedpunkterne i EW’s samtaler i Schweiz med professor Hendrik Kraemer, der havde hævdet, at der var brug for en redefinering af missionssynet, hvortil EW havde hævdet, at dette ikke var tilstrækkeligt. Man måtte trænge ned til en dybere forståelse af selve sagen, altså et studium af selve kristendommens struktur og væsen, ikke blot ved en minutiøs gennemgang af skriftsteder, hvor mission blev omtalt, men derimod en grundig indtrængen i hele kristendommens budskab, for ud fra dette at forstå, hvad mission egentlig er. Dette ville så videre føre til et studium af kirkens væsen. Mission er kirkens livsfunktion.

I Neuendettelsau var temaet igen sat på dagsordenen. Både i professor Gustav Stählins foredrag – og efterfølgende i dr. Karl Hartensteins foredrag169. Men ikke som en redefinering af missionssynet – men som en teologisk gennemtænkning af mission i lyset af efterkrigstidens teologi.

For både Stählin og Hartenstein var udgangspunktet den nye forståelse af eskatologien.

I Hartensteins tilfælde i en analyse af Johannes Aabenbaring170, hvor han pegede på afsnittet kapitel 4-19, som han inddelte i to dele: 1) kapitel 4-11: „den ophøjede Herre, der hersker i Himlen og på jorden i skjult fuldmagt, såvel over kirken, der er hans legeme, og som han samler i denne mellemtid,“ – og 2) kapitel 12-19: „menigheden, der virkeliggør mellemtidens frelseshistoriske betydning ved sit vidnesbyrd for verden i kamp og lidelser under verdensmagterne.”

I det store dobbeltkapitel 4-5 lyder verdensherskerens spørgsmål: „Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?“ Over for dette spørgsmål opstår der dyb tavshed i Himlen. Ingen tør tage verdensregeringen i sin hånd. Da træder én frem for Guds trone - som lam og løve. Det er Himmelfarten, sagde Hartenstein. Det er Kristus, som indtager sin plads ved Guds højre hånd og påtager sig den magt i Himmel og på jord, 82

verden set fra london

som han har annonceret i Matt 28,18. Kristus er i begyndelsen (Joh 1) og slutningen (Joh Aab 19) udtrykt ved logos – Guds ord, skaberordet og frelserordet, der er kommet og kommer til verden. Til at bevidne dette har Gud kaldet menigheden. Den ved, at hele verdens historie er skjult, men virkelig, ligger i Jesu Kristi hånd. Herudfra må vi – sagde Hartenstein – med blikket rettet mod endetiden forsøge en helt ny kristelig historieopfattelse (frelseshistorie) for at hjælpe menneskene til at bære de uforståelige gåder og historiens ildflammer. Således er denne mellemtid at forstå som frelseshistorie gennem det skjulte Kristusherredømme. Vidnesbyrdet må hele tiden tage sit udgangspunkt i den nærværende, om end skjulte, Kristi nærvær i hans menighed. Således bliver missionens vidnesbyrd det afgørende tegn på den frelse, der sker i Kristus, og det afgørende fortegn på den frelse, der i Kristus kommer til fuldendelse. Dette sker i mellemtiden mellem Kristi himmelfart og genkomst.

Det betyder, at missionen er den treenige Guds handlen i hans gennemførelse af sin frelsesplan i folkenes verden, der med et teologisk slagord blev kaldt „Missio Dei.“ Eller som EW udtrykte det et par år senere i en tolkning af missionærens situation ud fra Jesu ord på korset: „Det er fuldbragt“ (Joh 19.30). Det skete med ordene: „Jo, vi skal gå her, vi skal forkynde evangeliet – og leve ud af det, og vi skal lide vore nederlag, men vi er her kun, fordi „det er fuldbragt,“ – fordi kampen ikke er vor, men Guds.”171 Der er i dette program, som blev fremlagt af Stählin og Hartenstein, tale om et paradigmeskifte i forhold til den pietistisk inspirerede missionsforståelse, som havde hersket før Anden Verdenskrig. Samtidig er der en udvikling bort fra den kirkecentrede missionsforståelse, som Hendrik Kraemer havde slået til lyd for ved Tambaram konferencen, 1938. Erik W. Nielsen havde det teologiske udgangspunkt fælles med Stählin og Hartenstein i pietismen, og alle tre bevarede en veneration for pietismens arv i den selvstændige videreudvikling, som de kom til at stå for.

3.8 LONDON KALDER 3.8.1 Hvor skal vi bo I september rejste Erik W. Nielsen til London for at påbegynde sit nye arbejde som Research Secretary i International Missionary Council. Marie og børnene skulle blive i Danmark endnu et stykke tid. Marie skulle fortsætte som husmor for missionsskolens elever, der endnu manglede et år, inden de skulle til den afsluttende eksamen. Og der var heller ikke truffet nogen afgørelse om, hvor familien skulle bo. Der foreligger en lang række breve fra EW til Marie fra denne periode, som beskriver de trængsler, han måtte opleve i den første tid. Det var dels trængsler med at få sin kontrakt og lønforhold på plads, som i efterkrigstidens England ikke var så enkle endda. Det gav store problemer, da der ikke kunne overføres penge fra Danmark til England på grund af valutarestriktionerne, og DMS havde forpligtet sig på at betale en del af EW’s løn de første måneder. Og det var dels et spørgsmål om at finde en egnet bolig til familien og desuden, hvordan denne bolig verden set fra london

83

London kom i to lange perioder til at danne hjem for familien Nielsen – her et motiv fra dokkerne i East End

skulle finansieres. Flere gange er han tæt ved at løbe sur i det hele og ønske sig hjem til Danmark og de trygge rammer i DMS. Desværre foreligger Maries breve til EW ikke i arkivet. De kunne være nyttige. Af hans breve kan vi læse, at hun har været den rolige og fattede, der gød olie på vandene, når han blev for utålmodig og ilter – en tolkning, der bekræftes af deres børn. Spørgsmålet om bolig blev først afgjort efter mange forhandlinger frem og tilbage, og efter at han havde været ude og se på adskillige mulige emner. Den 5. december 1950 købte han huset, 28 Forde Avenue, Bromley, Kent, for 2.700 £� - heraf var 1.500 £ et rentefrit lån fra IMC (de 300 £ var reserveret til omkostninger til stempel, salær mm). Det havde været en meget vanskelig proces, dels fordi aftalerne var så luftige i forhold til IMC, dels fordi han alene sad i London og skulle passe sit arbejde, mens Marie sad i Hellerup – og datidens kommunikationsmidler taget i betragtning, var det langsommeligt at få drøftet sagen mellem de to ægtefæller. Man greb ikke bare lige telefonen for at tale om den slags spørgsmål! Først den 18. februar 1951 ankom Marie og børnene til Liverpool Street Station, hvor en længselsfuld EW ventede på sin familie. I Bromley fødtes familiens fjerde barn, Flemming i maj 1958.

Det var planen, at EW allerede i foråret 1951 skulle på en længere studierejse til Afrika, men den blev til hans lettelse flyttet flere gange og først endelig gennemført fra efteråret 1953 til foråret 1954.

84

verden set fra london

Vi husker, hvordan det kriblede i fingrene på ham, da han var hos professor Hendrik Kraemer i Schweiz for at komme i gang med arbejdet – men samtidig sukkede: „Giv mig et par år til at komme ind i stoffet!”

3.8.2 Ind i arbejdet Med stor iver kastede han sig over bunker af papirer og rapporter om hans fremtidige arbejde. Brev for brev rapporterede han til Marie, hvad han havde været i gang med – og hvor langt han var kommet. Han længtes afsindigt efter familien – men fortrængte længslen i arbejdet. Siden han som lille dreng var indlagt fjernt fra hjemmet på sygehuset i Juelsminde, havde han vænnet sig til at bekæmpe længslen med læsning og arbejde.

I oktober173 kunne han i et brev til Marie fortælle, at han nu havde arbejdet sig igennem alt materialet vedrørende ægteskabsstudiet i Afrika, hvorpå han samtidig fortæller, at han alligevel ikke skal have noget med dette projekt at gøre, hvilket han opfattede som en lettelse. Samtidig fortalte han, at han var kommet langt med at studere de forskellige arkiver vedrørende „the missionary obligation of the church.“ Det syntes han var meget mere interessant end at læse om ægteskabsproblemer i Afrika, der syntes ham meget fjerne. Men han syntes nu ikke, at han var blevet meget klogere af at læse de mange rapporter, skrev han. Det hele syntes ham meget rodet, og han skrev, at han havde bedt Norman Goodall om at sætte hele søndagen af til at de kunne gennemdrøfte projektet, så han kunne få klarhed over, hvad han (Goodall) havde tænkt sig med dette projekt.

Samtidig funderede han over, hvad man i Danmark ville stille op med projektet ud over en rent akademisk interesse, og han ironiserede over, at DMS nok ville udsende en ny skriveblok med vignetter i stedet for et grundigt studiemateriale over dette emne!

Der gik ikke lang tid, før Norman Goodall var klar over, at selv om Erik W. Nielsen ikke havde meriteret sig med en doktorgrad, så havde han fået en særdeles dygtig og ihærdig medarbejder. Derfor foreslog han174 ham, at han skulle påtage sig en central opgave i at lede tilrettelæggelsen og gennemførelsen af IMC’s 4. Assembly, der skulle finde sted i sommeren 1952 i Willingen, Tyskland. Denne opgave tog EW med glæde imod, fordi der her var tale om en helt konkret opgave, som ville føre ham ind i hjertet af IMC’s arbejde. På den store Amerikarejse (se kap. 3.9) havde han mulighed for en længere drøftelse med professorerne John Mackay175 og Paul Lehmann176 på Princeton Theological Seminary af programmet for konferencen i Willingen. Og på en rejse rundt i Europa i juni 1951177 havde han ligeledes lejlighed til at drøfte programmet for dette Assembly med fremtrædende missionsteologer som f.eks. Walter Freytag,178 Bengt Sundkler og Karl Hartenstein.

verden set fra london

85

3.9

DEN STORE AMERIKAREJSE 1952

3.9.1 Med Queen Mary Den 30. december 1951 gik Erik W. Nielsen ombord på den store britiske oceandamper Queen Mary i Southampton for at begive sig ud på sin første rejse til Amerika – en rejse på cirka to måneder179. Han glædede sig til denne rejse. Han havde en følelse af, at meget ville komme til afhænge af udfaldet af denne tur med hensyn til om hans arbejde skulle komme til at lykkes eller ej i de kommende år.

Ombord på Queen Mary var der meget prominente gæster som f.eks. den britiske premierminister, Winston Churchill180, som han dog ikke så noget til, da de ikke rejste på samme klasse. Han sad i salonen på turistklasse og lod sig imponere over det fantastiske skib. Der var cirka 2000 passagerer og en besætning på omkring 1500 mand. Der var forretninger, biograf med tre daglige forestillinger, koncertsal med eget orkester og tre daglige koncerter, barbersaloner i en uendelighed, en speciel stab til at tage sig af børnene, og – hvad der især interesserede EW – eget bibliotek, som han flittigt benyttede på overfarten.

På turistklasse var der cirka 700 passager, hvoraf de fleste var polakker. De var fra den østlige del af Polen, som ved afslutningen af Anden Verdenskrig var blevet annekteret af russerne, hvorefter polakkerne var fordrevet og gjort hjemløse. Denne sejlads var den sidste af en lang række organiserede transporter af polakker til Amerika og Canada. Det berørte ham dybt at gå rundt mellem disse mennesker og tænke på, at de hver for sig rummede en tragisk skæbne.

Det Amerika, han rejste over til her ved indgangen til 1952, var på en anden måde end Tyskland/Europa præget af Anden Verdenskrig. Krigen havde været „de andres krig,“

„Jeg sidder en aften og snakker med en polsk forfatter, taler meget dårligt engelsk, prøver at tiltale ham på tysk; han taler perfekt tysk, men nægter at benytte sig af dette sprog, da det rummer for mange minder for ham. Hans forældre, hustru og børn er dræbt i krigen. Selv har han været tysk krigsfange, derefter russisk. Flygtet til vest zonen, og videre til England, hvor han har været de sidste tre år. Nu på vej til Amerika. Der er mange af hans slags blandt disse folk her…“ EW fortæller herefter om indsejlingen til New York, den 5. januar 1952, hvor de i tågen så Frihedsgudinden dukke op. „Den polske forfatter står ved siden af mig – jeg fotograferer hende [Frihedsgudinden]. Han bare står, tavs, og tænker. Så siger han: „Ved De, hvor længe, i hvor mange år, jeg har drømt om at se denne statue? Ved De, hvad den betyder for mig??“ Jeg aner vel lidt af, hvad den betyder for ham. Men forstå det, nej, det gør jeg ikke. Jeg kikker rundt på de andre polakker, som står her med deres små børn ved hænderne, alle tavse. De er på vej ind i et nyt afsnit af deres liv; de har ingen returbillet. Der er gamle mennesker på 70 år og derover, og der er unge; der er små børn på 2 og 3 og 4 år. Hvad rummer fremtiden for dem? Vil de gå under som tusinde andre i dette land, eller vil de kunne bygge en ny fremtid, hvor ordet „frihed“ betyder mere end politiske løfter?? Ingen ved det. Men uvilkårligt kikker man op i statuen igen, og aner måske en lille bitte smule af dens historie.“ (Dagbogen, 5. januar 1952, EWN-RA, kasse 2)

86

verden set fra london

der havde kostet Amerika dyrt i unge soldaters liv. Men krigen havde fundet sted på fremmed jord. Her i efterkrigstiden var det præget af bestræbelserne for at overtage Englands rolle som verdens førende nation. Landet blev ledet af den demokratiske præsident, Harry S. Truman,181 der med Trumandoktrinen fra 1947 lagde kursen til at inddæmme Sovjetunionen og de andre kommunistiske magter under den kolde krig.

Doktrinen ændrede rammerne for USA’s udenrigspolitik afgørende ved at erklære det for landets politik at støtte alle „frie folk, der kæmpede mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra.“ Det medførte en storstilet hjælpepakke på 13 mia dollar til det krigshærgede Europas genopbygning, Marshallhjælpen; gennemførelsen af luftbroen til Berlin i 1948-49; oprettelsen af NATO i 1949 og den mislykkede Koreakrig i 1950-51. Anført af den republikanske senator McCarthy182 voksede der efter Koreakrigen en voldsom kritik af regeringen for at være influeret af kommunismen, og den såkaldte mccarthyisme iværksatte en regulær heksejagt på alle, der udtalte eller opførte sig „uamerikansk“ – dvs. på en kritisk måde, der kunne udlægges som kommunistvenlig.

Formålet med rejsen var, at Erik W. Nielsen skulle lære den amerikanske del af IMC at kende og præsentere sig selv som ny Research Secretary. I den forbindelse var drøftelser af studiet af „the missionary obligation of the church“ et særdeles vigtigt element. Desuden skulle han stifte personligt bekendtskab med amerikanske missionsselskaber og teologiske uddannelsessteder for på den måde at lære, hvordan man tænkte og agerede i den største og mest indflydelsesrige del af verdensmissionen.

IMC’s generalsekretær var ireren, Charles Ranson, som EW ikke tidligere havde mødt, men nok havde korresponderet med. Derfor var mødet med Ranson en særdeles vigtig del af Amerikarejsen.

3.9.2 Mødet med amerikansk mission Straks efter ankomsten til New York fløj han videre til Toronto i Canada, hvor han blev hjertelig modtaget af de amerikanske ledere af IMC med Ranson i spidsen, der var til en konference med en gruppe fra Division of Foreign Missions (DFM) – det amerikanske missionsråd. Han ankom lørdag og søndag var fridag på konferencen, hvor han deltog i en gudstjeneste i United Church of Canadas hovedkirke i Toronto med Charles Ranson som prædikant. Det var en prædiken lige efter EW’s hoved med „ægte evangelisk indhold, modigt – mod det amerikanske anti-kommunistiske hysteri, som støttes af visse kirker…“ EW var glad for at høre denne tone, og han glædede sig til at lære den mand nærmere at kende, og tilføjede så: „Fra hvad jeg kender til ham og de samtaler vi indtil nu har haft, vil jeg tro, at vi er på linje på mange områder, og da han selv var Research Secretary, før han blev generalsekretær, har han et vågent øje for netop mit arbejde, og er selv uhyre interesseret i det. Han skal pumpes!“ EW fik ret – der udvikledes et nært venskabeligt og kollegialt forhold mellem de to i gensidig respekt for de kompetencer, de repræsenterede. verden set fra london

87

Den konference, som han deltog i, var et led i det amerikanske missionsråds arbejde med „the missionary obligation of the Church,“ og det blev en god anledning for EW til at opleve, hvorledes man i det amerikanske missionsråd greb et sådant arbejde an i forhold til den europæiske måde at arbejde på. De fem studiegrupper var sammensat af kompetente folk i en blanding af tidligere missionærer og akademiker, og han spurgte sig selv, hvorfor europæiske missionsråd ikke også havde taget opgaven så seriøst op.

Holland havde nedsat en komite, men så var alt også sagt. EW så dette som et eksempel på, at i Amerika var missionsselskaberne ikke bange for at samarbejde i modsætning til Europa, hvor man i langt højere grad koncentrerede sig om sit eget. Dette blev også EW’s personlige erfaring, da han for en kortere årrække vendte tilbage til Danmark i håbet om at kunne tilføre Dansk Missionsråd en større grad af dynamik. Det blev en skuffelse, fordi selskaberne ikke ville give afkald på deres eget.

Han fandt dette første møde med den amerikanske missionsbevægelse særdeles spændende. Meget af det, der foregik på konferencen, var mærkeligt umage, og diskussionerne viste mange gange brydningerne mellem de rent traditionelle, konservative, som kun ønskede at konsolidere og en anden gruppe, som ønskede at se nyt, at kommentere, men som tænkte i „promotion“ i en for ham temmelig anstødelig amerikansk form, og som talte om amerikansk ansvar, om amerikansk hjælp til andre og nødvendigheden af, i forbindelse med dette, at have en hånd med i disse andre kirkers udvikling; og så en helt tredje gruppe, der også ønskede at se fremad, men var nået langt dybere og havde virkeligt set noget af det dybeste i hele missionsproblematikken. Dette sidste kom tydeligt frem i rapporten over studiet af missionens bibelske, teologiske grundlag. Professor Paul Lehmann fra Princeton fremlagde rapporten i form af tre grundige teologiske forelæsninger af kontinental tyngde, iklædt amerikanske formuleringer. Han kredsede bestandigt om historieproblemet i forskellige formuleringer, ud fra en opstillet modsætning mellem en ren kristologisk og en trinitarisk teologi. EW fandt denne modsætning kunstig, hvilket han efterfølgende diskuterede i mere end en time med professor Lehmann, der efterhånden måtte tage kritikken til sig og love at udvide og nybearbejde rapporten på visse punkter.

De andre grupper imponerede ikke EW så meget. Det mest interessante set i forhold til Europa (kontinentet), var her rapporten og diskussionen over spørgsmålet: hvad ville spørgsmålet om „The missionary obligation of the Church“ betyde for det rent praktiske arbejde? Der kom ikke meget rent konkret frem, men for EW var det mest interessante selve det, at man havde en speciel gruppe om dette spørgsmål, hvor missionssekretærer sammen med professorer, missionærer og ledende kirkemænd alvorligt drøftede dette spørgsmål. Hvad ville det betyde for arbejdets organisatoriske opbygning, for hjemmearbejdet, missionspolitik, uddannelse af missionærer osv. Man gennemgik mere eller mindre i detaljer alle de forskellige spørgsmål – f.eks. spørgsmålet hospitals- og skoleinstitutioner og deres forhold til det evangeliserende arbejde. Han fandt det interessant, at der netop i Amerika var røster blandt missionærerne, som ad88

verden set fra london

Tilbage i New York mødtes EW med Kaj Baagø183 „Vi tog ud til Harlem, negerkvarteret. Baagø ønskede, at jeg skulle til gudstjeneste i en lille negerkirke her. Det var en ejendommelig oplevelse, ganske ejendommelig. Her er en luthersk menighed, kaldet The Evangelical Lutheran Church of the Transfiguration, bestående af ca. 1000 mennesker. Disse negere kommer fra de tidligere danske vestindiske øer, mange af dem har danske navne. Vi kom ind. Kirken kan rumme ca. 300, men vi var omkring 400 til stede, alt pakket. Sikke en sang, har aldrig hørt noget tilsvarende. Der er et kor på vel 40 unge mennesker, men hele menigheden er kor. Det var ved at løfte taget af kirken. Disse mægtige, stærke stemmer, kraftige, men dog så bløde.

Melodierne var de almindelige, men ind imellem kom der pludselig - pr. improvisation – toneovergange, sløjfer, dekadencer, som ledte lige over i Negro Spirituals. Det var i ordets bedste forstand en gudstjeneste; de var med, alle; sangen betød noget for dem. Man sad ganske stille og blev grebet og lyttede til denne kraft, primitivt, ureflekteret, men stærkt og direkte. Præsten, en høj, flot neger, holdt en stærk, voldsom i sin form, men direkte evangelisk prædiken. Efter prædiken sagde bæstet pludselig til menigheden, at de havde den glæde i dag at have en dansker, som var her som repræsentant for den missionerende kirke ud over hele verden, hvorefter han bad mig komme og tale.

Jeg måtte skyndsomt smide frakken og op i koret, hvor jeg talte ca. et kvarter.

Det var igen ejendommeligt efter gudstjenesten: her kom den ene efter den anden af de gamle negere, mænd og kvinder, på 70 år og mere, hen og trykkede mig i hånden. Vi vil aldrig glemme Danmark, hils dem „derhjemme”, husk, at trods salg og alt andet, vi er samme familie. Det var ikke bare høflighed, men de stod der bevægede, mange af dem, og nævnede danske navne på præster, som de havde haft „hjemme.”

Jeg ville ønske, jeg kunne overbringe den hilsen til kirken derhjemme – og bede dem sende dem her en hilsen. Jeg bliver så sær ved alt dette: var der ikke noget med, at vi engang havde en fin handel med rom til Afrika og negre til Vestindien; disse folk her er deres børn – et og andet at tænke over.“ (Dagbogen 13. januar 1952, EWN-RA- kasse 2)

varede mod institutionerne. Og han kunne ikke lade være at lade tankerne gå hjem til Skandinavien, til Danmark, og ønske, at man ville have mod til tage en tilsvarende diskussion her.

3.9.3 Til gudstjeneste i Harlem Erik W. Nielsen bemærkede selv, at det var ejendommeligt, at denne menighed skulle blive hans første møde med en menighed i Amerika – det første sted, hvor han deltog i en menighedsgudstjeneste. Det talte til hans lavkirkelighed. Her var han – alt det fremmede til trods – hjemme i Hundborg. Det var aldeles ikke prædikenen, der gjorde indtryk. Det var selve det at være der, selve det, at her var der en flok mennesker, der var samlet til bøn for at få kraft til dagen i morgen. Selv om han gennem sine studier af mission kendte lidt til disse menigheder og deres teologi, så var det noget helt andet at være til stede midt i menigheden – ikke som observatør, men som deltager i gudstjenestens tilbedelse og lovprisning. Og særpræget at sidde i en afroamerikansk menighed med et dansk ritual, der flere steder var en direkte oversættelse og synge danske salmer.

På denne søndag oplevede EW, hvad trosbekendelsens ord om „de helliges samfund“ betyder i praksis. Her var der kristne, der ligesom han selv tilhørte den hellige almindelige kirke. Og han blev styrket igennem denne oplevelse. Det skete i Harlem – i et af de fattigste kvarterer i New York. De store ords teologi fra Neuendettelsau blev kød og tog bolig i ham – eskatologien realiserede sig i denne gudstjeneste. verden set fra london

89

3.9.4 Politiske spændinger mellem Amerika og England Politisk var der en spænding i forholdet mellem Amerika og England her i efterkrigstiden, hvor det britiske imperium var under opløsning, og England dermed var ved at miste verdensherredømmet til Amerika. Det var Amerika, der i væsentlig grad havde befriet Europa fra fascismens og nazismens trussel, og det var Amerika, der økonomisk stod som den stærkeste magt, der muliggjorde en hurtigere genopbygning af Europa.

Denne spænding sporede Erik W. Nielsen også inden for mission og teologi. Ved sine besøg rundt om på de teologiske uddannelsessteder mødte han tydeligt en skepsis mod europæisk teologi og IMC’s arbejde, herunder hans eget. I de mere konservative kredse, som han mødte blev europæisk, kontinental teologi fejet til side som uinteressant. Og gang på gang mødte han kritik af IMC og dets studiearbejde som udtryk for liberal teologi. Når han så gik disse kritikere på klingen, viste det sig, at de oftest intet konkret kendte til IMC og dets arbejde, men alene byggede på fordomme. Når han havde afsløret dette, kunne der åbnes for en mere konstruktiv dialog mellem parterne.

Den politiske grundholdning, som gav sig udtryk i en udpræget nationalisme, kom altså også til udtryk i det kirkelige liv – og inden for mission. Amerikanerne vidste, at det var dem, der havde frelst verden. Og selv om man i mission bevægede sig mod flere og flere selvstændige kirker, så var den udprægede holdning, at i det omfang, der var amerikanske penge involveret, så måtte der også være en amerikansk kontrol over brugen af disse penge, og dermed over disse kirker. Partnerskab, som man talte så meget om i IMC og international mission efter Whitby, var ikke slået igennem alle steder i Amerika.

Det var nærliggende at blande det politiske med det missionsstrategiske. Når man så på Kina, Nordkorea, Nordvietnam og de sovjetisk dominerede østeuropæiske lande, så var det enkelt at forstå, hvor stor fare kirke og kristendom stod over for, når man talte om kommunismens fremtrængen. Kommunismen kom nemt til at stå som Antikrist, der skulle bekæmpes. Det betød, at store dele af amerikansk kirkeliv støttede præsident Harry Trumans antikommunist doktrin. Derfor var der en stor bevågenhed fra rige og indflydelsesrige amerikanere og virksomheder med Rockerfeller Foundation og Ford Foundation i spidsen over for missionen. Ikke mindst, når det gjaldt mission i randstaterne i Asien, samt i Sydafrika. Missionen skulle hjælpe med til at undgå, at kommunismen kunne få fremgang184. Erik W. Nielsen fik på nærmeste hold indblik i dette, da han mod slutningen af sit besøg som en af fem æresgæster var indbudt til en stor promotion middag for 175 specielt indbudte gæster. Blandt de andre æresgæster var IMC’s formand, professor John Mackay, professor Horton Davies, Sydafrika185 og professor Hendrik Kraemer. Deltagerne, der var en række nøglepersoner inden for kirke og erhvervsliv, betalte selv for arrangementet, hvor de fik en masse information, og man forventede så, at disse mennesker selv gav store bidrag til arbejdet, ligesom de ville være ambassadører for arbejdet i de kredse, de repræsenterede.

90

verden set fra london

Gang på gang mødte han en forargelse over britisk imperialisme og det 19. århundredes missionssyn, hvor missionen betragtedes som et led i imperiets udbredelse og stabilitet.

Stillet heroverfor kunne han ikke dy sig for at spørge: „Vel, men er der nogen speciel grund til at mene, at Amerika ikke er hurtig på vej mod netop den samme situation?

Vil vi ikke få nøjagtig den samme forbindelse mellem mission og politik, som England havde det i det 19. århundrede?“ Nogle mente naturligvis, at et sådant spørgsmål i sig selv var den klareste tilkendegivelse af, at han intet som helst havde forstået af situationen. Men andre kom bagefter og bad om en privat samtale. I en sådan samtale var der en mand, der sagde til ham: „De rører her ved et forfærdeligt ømt spørgsmål. Ganske åbent sagt, jeg er bange for denne situation, vi er på vej imod. Det er f.eks. åbenbart, at i årene efter krigen er der mere missionsinteresse end før. Nogle fortolker det glædestrålende som tegn på, at nu er det kirken og ikke bare små missionsgrupper, som står bag missionen og hentyder så til den umulige situation i Europa med de selvstændige missionsselskaber.

Men der er mere bagved. Masser af disse folk, som har en pludselig, voldsom interesse for mission og skriver om det og taler om det, er store forretningsmænd, politikere osv., som i virkeligheden taler om mission og kirkernes opgave som baggrunden for oprettelse af menneskelig frihed, hvilket alt for ofte betyder „The American way of life.“ Men Erik W. Nielsen mødte også et andet Amerika. Han mødte professor Paul Lehmann flere gange. Paul Lehmann havde i 1951 sammen med 150 lægfolk, gejstlige og akademiker dannet „the Emergency Civil Liberties Committee“ som protest mod den kirkelige tilslutning til mccarthyismen. Professor Lehmann, der selv var søn af en tyskukrainsk protestantisk præst, havde i 30’erne studeret i Tyskland og var nær ven med Dietrich Bonhoeffer.186 Han så tidligt den fare, der lå i mccarthyismens nationalistiske antikommunisme. Og generalsekretær C. Ranson fra IMC var ligeledes særdeles klar i mælet i sin udmelding imod de samme tendenser. En del gange blev EW under sit ophold i Amerika bedt om at give en introduktion til europæisk mission, og hver gang satte han fingeren på det ømme punkt, og hver gang skete det, at der var nogle af tilhørerne, der tilkendegav, at de var betænkelige ved situationen.

3.9.5 Mødet med amerikanske universiteter Fordelt over hele opholdet i Amerika besøgte EW en række teologiske uddannelsessteder. Alle steder havde de en missionsafdeling med professorer i mission. Men han var ikke imponeret over en del af disse professorers akademiske niveau. Deres kvalifikation var, at de var tidligere missionærer. Missionshistorie kendte en del af dem slet ikke noget til og indrømmede det gerne med den begrundelse, at for dem var det vigtigste ikke at uddanne akademiker, men gode præster. Flere steder blev han bedt om at give forelæsninger over den moderne missionssituation og den økumeniske teologi. Det blev anledning til grundige drøftelser på nogle af de bedste teologiske uddannelsessteder, bl.a. The United Theological Seminary of the University of Chicago, og Luther Theological Seminary, Minneapolis. Begge steder viste de en faglig interesse i at gå ind i et samarbejde med IMC om studiet af „the missionary obligation of the church,“ som verden set fra london

91

EW skulle lede. Besøgene på de amerikanske universiteter blev for EW indledningen til et livslangt arbejde med at udvikle det teologiske studium med henblik på at højne præsteuddannelsen i de unge kirker. Og det blev desuden indledningen til et nært og varmt venskab med flere af disse universiteters ledelse – og adskillige opfordringer til at komme tilbage som professor i missionsteologi.

Ved en række møder, dels med IMC’s stab i New York med generalsekretær C. Ranson i spidsen, dels med IMC’s formand, professor John Mackay, og endelig med professor Latourette187, der var formand for det udvalg, der skulle støtte Research Secretary, havde Erik W. Nielsen mulighed for grundigt at drøfte målsætningerne for sit arbejde.

Det blev en stor opmuntring for ham, at hans ideer blev så godt modtaget. Ud over studiet af „the missionary obligation of the church,“ som var en hovedopgave for ham, nåede han gennem sine drøftelser frem til tre fokusområder, som han ville arbejde med.

Det drejede sig om følgende punkter: 1. Information: Han forestillede sig en serie af bøger, der skulle dokumentere centrale emner inden for moderne mission og kirke. Det blev til serien: World Studies of Churches in Mission, der udkom løbende indtil hans død i 1971.

2. Et langsigtet studium af de unge kirker, hvor han ønskede at sætte særlig fokus på deres udvikling over de foregående 50 år. Han forestillede sig, at dette studium skulle omfatte kirkehistorie, konfession, forhold til mission og liturgiske forhold til kulturelle omgivelser. Hans plan var at få et grundigt akademisk studium, der kunne komme til at forløbe over måske 20 år.

3. En gruppe korte studieprojekter, som til stadighed ville komme op som svar på henvendelser fra konferencer og missionsselskaber.

Da Erik W. Nielsen en af de sidste dage i februar igen gik ombord på Queen Mary, kunne han i sin dagbog evaluere besøget som tilfredsstillende. Han havde fundet opbakning hos en række af de mest centrale personer i IMC samt i det akademiske miljø til sine planer for missionsforskning. Han var blevet meget bevidst om de spændinger, der var mellem New York og London – en erkendelse, der var vigtig for ham for at kunne manøvrere i det farefyldte farvand. Og først og fremmest havde han vundet sin generalsekretær, Charles Ransons venskab og tillid. Nu glædede han sig til at komme hjem til Marie og børnene.

3.10 KOM HJEM I sommeren 1953 blev Harald P. Madsen udnævnt til at være leder af WCC’s hjælpearbejde i Tyskland188. I den anledning besluttede DMS’s bestyrelse, at Rendtorff fremover skulle være ene generalsekretær189 i DMS. Som noget nyt oprettede man i stedet to 92

verden set fra london

stillinger som landssekretærer, en for hjemmearbejdet, som blev besat af den hidtidige ungdomssekretær, Erik Petersen190, og en for missionsmarkerne. Rendtorff blev i den forbindelse anmodet om at rette henvendelse til Erik W. Nielsen om at komme hjem og overtage denne stilling.

Derfor fik EW den 24. august om morgenen et brev fra Rendtorff191. Marie var lige rejst til Danmark på ferie med børnene, og EW havde travlt med at lægge sidste hånd på forberedelserne til en 5 måneders rejse til Afrika, der skulle påbegyndes en uge senere.

Det kunne ikke være mere ubelejligt.

Det rev slemt i ham. Han havde nu været ansat i IMC i tre år, som var hans oprindelige kontrakt. Han skulle derfor tage stilling til sin fremtid. Og i sit stille sind havde han drømt om at komme hjem til DMS og overtage ansvaret for missionsmarkerne. Men samtidig stod han næsten på trappen til flyveren til den store Afrikatur, som han havde ventet på i mere end to år og havde glædet sig voldsomt til. Den ville give ham ganske megen ny erfaring, som også ville kunne være en ballast for ham i et senere arbejde med missionsmarkerne i DMS. Han var i syv sind og overvejede, om han skulle tage et fly til Danmark for at drøfte sagen med Marie – men det var for dyrt, så det opgav han igen. Men selv om det var lidt af en drøm for ham at få opfyldt, så var han på den anden side betænkelig ved at vende hjem til DMS på dette tidspunkt, for han var bange for, at han ville komme til at føle, at han var flygtet fra en vanskelig opgave, som ikke var løst. Omvendt: sagde han nej til DMS, måtte han forberede sig på, at han havde tabt en enestående chance og var bundet til IMC i en længere årrække.

I mangel af Marie til at drøfte sagen med vendte han sig i stedet til sine to foresatte i IMC, generalsekretær C. Ranson, der nu boede og arbejdede ved London kontoret, og Norman Goodall. Han havde en lang samtale med dem begge hver for sig, hvor han forelagde dem problemet. De forstod hans dilemma, men var ganske klare i mælet: sig nej til DMS og forbered dig på mindst ti års arbejde for IMC. Goodall formulerede det på denne måde: „Brænd broerne og indstil dig på at give IMC dine bedste år her; vi vil være taknemlige, og der vil være en fremtid for dig her.”

Men selv om han så gerne ville hjem og arbejde sammen med sine to gode venner Rendtorff og Erik Petersen, så voksede tvivlen mere og mere i ham. Noget i ham sagde, at han ikke turde, fordi det ville blive en skuffelse, og „hvis jeg nogen sinde skal få lov at betyde noget i verdensmissionen, ja, så betyder det, at jeg skal midt igennem alle disse vanskeligheder og skal modnes og afklares gennem dem.”192 Sagen drøftedes frem og tilbage i korrespondancen mellem EW og Marie i den kommende uge, indtil EW skulle rejse til Sydafrika. Men uden en klar løsning. Derfor skrev han lige før afrejsen til såvel Rendtorff som bestyrelsen og bad dem om mere tid til at træffe sin beslutning193. Sagen var skudt til hjørne. Tre timer senere rejste EW til Afriverden set fra london

93

ka. Men han havde ikke ro i sindet og måtte endnu engang i Afrika vende sagen med Goodall, der nu var øjensynligt irriteret over atter at skulle beskæftige sig med dette spørgsmål, hvorfor han kort og godt meddelte ham, at hvis han ikke regnede med at blive i IMC, måtte han øjeblikkelig annullere resten af rejsen, for han kunne ikke tillade sig at lade IMC betale for en rejse, som de ikke ville få noget fagligt udbytte af! Selv om det gjorde ondt194, blev dette svar afklarende for ham. Han skrev til DMS og sagde nej tak for tilbuddet og tilliden. Og han skrev til Marie og takkede hende for hendes støtte gennem processen195. EW modstod fristelsen og kom stærkere igennem196.

3.11

AFGØRENDE TIDER I AFRIKA

3.11.1 Rejsens formål Da Erik W. Nielsen fik brev fra DMS om at komme hjem og blive leder af missionsmarkerne, stod han med det ene ben ude af døren på vej til Afrika. Rejsen havde været bestemt lige siden, han tiltrådte sin stilling, men var ved flere lejligheder blevet udskudt af forskellige årsager. Nu skulle det være. Som et lille kuriosum kan nævnes, at flybilletterne til den mere end fem måneder lange rejse, kostede 1.200£ (24.000 kr.) – eller cirka halvanden gange EW’s årsløn!197 Rejsen varede fra begyndelsen af september 1953 til midt i februar det følgende år.

Rejsen blev foretaget sammen med hans nærmeste kollega, Norman Goodall. Formålet med rejsen var at undersøge præsteuddannelsen i det sydøstlige Afrika, nærmere bestemt i Sydafrika og det daværende Rhodesia198. Det var en del af et større studium, hvor Bishop Stephen Neill havde undersøgt præsteuddannelsen i øst og vest Afrika i april-juli 1950199, og en studiekommission med dr. M. Searle Bates200 som formand undersøgte juni til december 1953 det tilsvarende emne i det fransktalende Afrika.201 Rejsen betød samtidig, at EW fik lejlighed til at besøge den danske mission i Aden202.

Det Sydafrika, som de to sekretærer fra IMC landede i, en septemberdag i begyndelsen af 1953, var et kludetæppe af forskellige nationale, etniske, religiøse og kulturelle befolkninger. Sydafrikanerne ynder selv at kalde deres land for Regnbuelandet med en henvisning til de mange forskellige etniske grupperinger. Det blev regeret af National Party under ledelse af premierminister Daniel F. Malan203, der 1950 indførte nye skrappe love til adskillelse af det hvide mindretal fra det store flertal af afrikanere og indere.

National Party kaldte selv dette program for apartheid. Den officielle begrundelse for apartheid var, at man ville forbedre levestandarden for Sydafrikas sorte og sikre, at deres kulturelle identitet kunne bevares. I realiteten var apartheid udtænkt som løsningen på det hvide mindretals dilemma med hensyn til at regere over et sort og et asiatisk befolkningsflertal. Disse befolkningsgrupper skulle forsvinde fra det hvide Sydafrika, uden at der dog skulle ændres på deres funktion som billig arbejdskraft. Apartheidpolitikken var inddelt i fire lovkomplekser: 1) den geografiske adskillelse, der blev praktiseret ved at befolkningen blev opdelt i bestemte grupper efter hudfarve og race, og ved at landet blev 94

verden set fra london

Sydafrika var en voldsom oplevelse for EW – her oplevede han den ydmygende apartheid – og mennesket midt i elendigheden

inddelt i områder, som var forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper; 2) økonomisk adskillelse, der blev gennemført ved, at ikke-hvide arbejdere blev udelukket fra faglært arbejde og fra medlemskab af fagforeninger; 3) social adskillelse, der fremkom ved, at alle samfundsinstitutioner og alt samkvem mellem mennesker blev opdelt og reguleret efter racer – lige fra ægteskab til offentlig transport, undervisning og sportsudøvelse; 4) politisk adskillelse, der blev praktiseret ved, at den sorte befolknings politiske rettigheder blev begrænset til kun at gælde inden for de såkaldte bantustans, hvor der yderligere kun var valgret til en del af disses selvstyreorganer. De sorte borgerretsorganisationer blev forbudt, og deres politiske ledere blev fængslet eller måtte gå i landflygtighed204. Store dele af de sydafrikanske kristne støttede denne apartheidpolitik. verden set fra london

95

„Det er et dystert kvarter herude; det myldrer med børn; husene her overfor på den anden side af gaden er alle bordeller. Her er farvede af alle afskygninger; de fleste af dem arbejder i en eller anden fabrik. Husene ser farlige ud, beskidte og dårligt vedligeholdte. Men se nu i går, søndag, hvor mange børn kommer ud og i virkeligheden er meget velklædte; mange af dem er formelt kristne, dvs. de er døbte for mange år tilbage, men har i dag ingen forbindelse med kirken mere. Den strammere racepolitik fra regeringens side understreger for de farvede, at kirken er den hvide mands kirke, og derfor ønsker de intet at have med den at gøre. Det er ejendommeligt at sidde her i mit værelse om aftenen. Ved 9-tiden vrimler gaden her af unge mennesker. Det er ikke sikkert at gå ud alene, og jeg er på det allerbestemteste blevet frarådet at vise mig på gaden efter mørkets frembrud alene. Har prøvet det én gang, men gør det ikke mere. Der sidder, står og ligger grupper her rundt på fortovene; her uden for på hjørnet sidder en gruppe og ryger opium og hash, ganske unge mennesker; derhenne slås de på livet løs. Lige her overfor sidder en lille flok og synger; ganske tilfældigt begynder én, og de andre falder ind. Det gør et mærkeligt indtryk. Det er almindelige fabriksarbejdere, men sikke stemmer, stærke og bløde. Det er amerikansk jazz – pludselig kommer der en salmemelodi – og derefter går det gradvist over i negersange. Der ligger en styrke, et vemod og en længsel i denne sang, at man sidder ganske stille og lytter.

Slagsmålet fortsætter ved siden af, men de synger videre, uanfægtet. Hvad tænker disse mennesker, og hvad drømmer de om? Efter sletterne, markerne, hjorden, landsbyen derhjemme? – men disse folk er jo ikke sorte, de er ikke negre, de er blandede, har ikke noget hjem der inde i Afrika. Det er netop denne tragedie, som ånder igennem det hele. Det ligger dem i blodet, og dog hører de ikke til der. Der er et skarpt skel mellem hvide, farvede og sorte her, og skellet mellem farvede og sorte er mindst lige så skarpt som mellem hvide og farvede.

Der er 225.000 farvede alene her i Cape Town, og i øjeblikket er regeringen ved at afgrænse deres beboelsesområde; de vil ikke længere få tilladelse til at bo uden for „det farvede område”. Det synes, som om regeringens racepolitik er ved at tvinge de farvede og de sorte sammen i en politisk enhedsfront; men problemet er ikke løst dermed.“ Dagbogen, 7. september 1953 fra Cape Town209

3.11.2 Midt i en racekamp Men situationen her i begyndelsen af 50’erne var også den forstærkede modstandskamps tid set fra de undertrykte farvedes side. Man var organiserede i African National Congress (ANC), der ved sit årsmøde i slutningen af 1952 havde udskiftet ledelsen og udpeget en ny og mere energisk formand til en ny og mere aktivistisk tid: høvding Albert Luthuli.205 Samtidig valgte man en ung jurist, Nelson Mandela206 som en af de fire næstformænd. Dermed var banen kridtet op til en frihedskamp, der kom til at vare frem til 2. februar 1990, da præsident F. W. de Klerk207 i sin åbningstale til Sydafrikas parlament annoncerede ophævelsen af forbuddet mod bl.a. ANC og andre sydafrikanske frihedsorganisationer208.

I Cape Town besøgte EW en tysk missionærfamilie fra Berlinermissionen. I denne familie mødte han nogle unge studenter – heriblandt missionærens søn - og deres samtale kom hurtigt til at dreje sig om racespørgsmålet. De unge – kristne – studenter tilhørte National Party og ville under ingen omstændigheder arbejde sammen med sorte. Den ene af studenterne var mediciner, og han spurgte lidt hånligt EW, om han troede, at en mand med respekt for sig selv ville arbejde på et hospital, hvor der var en sort læge. Hertil svarede EW, at hans søn for nylig havde været på hospital i London, hvor han var blevet undersøgt af en indisk læge. Det rystede den unge mand. Den 96

verden set fra london

tyske missionærs søn spurgte, om EW nogensinde kunne tænke sig at invitere en sort ind i sit hjem, hvortil EW svarede naturligvis – og spurgte så omvendt, om den tyske student ville invitere en jøde? Han blev rød i hovedet, men var ærlig nok til at svare nej og fortsatte: „Hitler skulle ikke have dræbt dem derhjemme i Tyskland, men havde ikke omverdenen misforstået os, så havde vi fået lov at udrense dem på fredelig vis, og det trængte vi til. Gud har jo skabt os forskellige, og så skal vi også bevare disse forskelle.“ Den sidste dag i Cape Town mødtes han med en ældre tysk missionær, der nu var medlem af parlamentet for regeringspartiet. De kunne ikke undgå at komme ind på racespørgsmålet. EW havde en fornemmelse af, at ligegyldig hvor meget han gerne ville tale om andre ting – præsteuddannelse f.eks. – så drejede de andre altid samtalen ind på racespørgsmålet, som om de havde et behov for at forsvare regeringens politik. Det EW fik ud af denne samtale var, at han kunne forstå, at alting ikke var sort/hvidt i dette spørgsmål. Frustrationen blandt afrikanerne havde for nogles vedkommende givet sig udtryk i voldelige handlinger, der havde stødt de moderate blandt de hvide bort, og mange af de tidligere støtter havde ved sidste valg (1948) stemt på Malans National Party. Sydafrikaneren fortalte som eksempel, at inden for det sidste år var tre-fire missionsskoler blevet nedbrændt – af skolens egne elever. Det havde fået en del af de moderate til at tænke, at hvis afrikanerne ikke kunne skelne mellem ven og fjende, hvad nyttede det hele så? Når EW igen og igen spurgte hvide missionærer og kirkeledere, om de havde prøvet at sætte sig ved samme bord som afrikanernes ledere og finde en fredelig løsning, svarede de alle nej, hvorfor skulle de? Afrikanerne var jo ikke selv interesserede i samarbejde – hævdede de!

Under et besøg på det amerikanske Adams College, Durban, var han til gudstjeneste og fortæller: „Jeg fik en ung fyr med til at oversætte for mig og dumpede ind kl. 10 – det viste sig at være en luthersk gudstjeneste (hvad jeg ikke havde anet). En ganske lille forsamling på ca. 40-50 – mest kvinder og unge piger. Mange små børn, som sad musestille – alle pæne og rene. Der var pragtfuld sang – et par kendte europæiske melodier blev radbrækket på det grusomste – men det gjorde dem egentlig ikke dårligere, bestemt ikke i disse omgivelser. Det hele var lidt vildt, forsamlingen rokkede frejdigt frem og tilbage i takt med sangen. Teksten var Lazarus’ opvækkelse – prædikenen en dramatisk genfortælling af teksten med hyppige referencer til den lokale situation. Det var en glæde at få lov at bringe denne lille menighed en hilsen både fra IMC og fra den danske kirke – en endnu større glæde (og beskæmmende) at se den glæde, hvormed denne hilsen blev modtaget.

Som zulupræsten sagde i sin svartale: „Vi er så få her - sammenlignet med de andre kirker er vi kun en ganske lille flok omgivet af tusinder og atter tusinder af vore egne folk, som endnu ikke har fundet Kristus. Tak, at De viste os, at vi tilhører kirken ud over hele jorden. Vi skal også her bede – sammen med alle I andre – om at Guds Rige må komme – og I må ikke glemme os. Vi trænger så hårdt.“ Det var rigt at få lov at gå til alters sammen med denne lille flok.“ (Dagbog, Durban 23. september 1953, EWM-RA, kasse 2)

verden set fra london

97

Det skete i Harlem i New York. Og det skete i et fattigt, afrikansk settlement i Durban i Sydafrika. EW var til gudstjeneste. Det var ikke i den store og prangende domkirke, men i den lille zulukirke. Og det var ikke prædikens teologiske kvaliteter, der fangede ham. Det var menneskene – denne autentiske fattige menighed. Igen var han tilbage i Hundborg i det lavkirkelige miljø, han var rundet af.

3.11.3 Kirkens stilling i racekampen Langt ind i de sydafrikanske kirker trivedes raceadskillelsen. Den store Dutch Reformed Church (DRC) er velkendt for dens teologiske støtte til apartheid, men også i andre kirker florerede den. EW hørte således, hvordan der havde været distriktssynode i den presbyterianske kirke. Der var omtrent lige mange sorte og hvide i denne synode. De havde deres møder sammen, men ved måltiderne delte man forsamlingen i to rum, et for sorte og et for hvide, og ikke nok med det: man serverede to forskellige slags mad – finere for de hvide og simplere for de sorte.

En dag boede han hos en engelsk professor, der var meget velvillig over for afrikanerne.210 Han havde to tjenestepiger. Professoren, hans kone og gæsten spiste i stuen, og da de var færdige lagde EW mærke til, at professorens kone skar nogle store humpler brød af det sorte rugbrød, smurte en anelse smør på den ene side, lagde to og to sammen, hver skive en tomme tyk. Det var til tjenestepigerne. Småting – reflekterede EW – men konstaterede samtidig, at afrikaneren lagde mærke til den slags småting og konkluderede, at dette ville gå gruelig galt. Han var sikker på, at det slet ikke var de mange mægtige politiske problemer, men disse daglige ydmygelser, der en skønne dag ville få det hele til at sprænge i luften.

Erik W. Nielsen sammenlignede de hvide sydafrikanere, DRC folk, med de bedste repræsentanter for den europæiske feudalisme i midten af det 19. århundrede. De behandlede deres folk – de sorte – med den største faderlige kærlighed, og det var en kendsgerning, at mange af dem gjorde langt mere for de sorte end de folk, som var imod raceadskillelse. Det var et faktum, at der blev gjort langt mere for skole og hospitalsvæsen for de sorte i Sydafrika end f.eks. i det engelske protektoratsområde Basutoland. Det tragiske var, at man ikke ville se, at denne periode – den feudalistiske – var forbi. Man ønskede ganske tydeligt at låse udviklingen fast i den paternalistiske form.

Men EW mødte også andre – om end få – røster. Ved et besøg på Stellenbosch Universitet, der var centrum for DRC’s teologiske uddannelse mødte han en professor, som tilhørte en ganske lille minoritet inden for DRC, der var absolut imod den herskende racepolitik, og som udtrykte sig meget klart ved at sige: „Hele vor tale om race er intet andet end sludder, en kæmpe illusion. Jeg er bange for, at en dag vil DRC stå under anklage for at have været medansvarlig for et frygteligt drama.”

98

verden set fra london

„Havde en meget interessant oplevelse på ruten. Kort før Melmoth – en lille by ikke så langt fra Dingaanstat - drejede vi af for at besøge en negerhøvding. Jeg bruger bevidst dette udtryk for at betegne kontrasten i navnet. „Negerhøvding“ leder hos os umiddelbart tanken hen på primitivitet.

Vel, opkørslen til hans lille hus er ganske primitiv; vi maser os frem ad en smal sandvej – eller rettere et par hjulspor og finder endelig det lille simple hus – med 3-4 rum. Ud kommer høvdingen – europæisk klædt – selerne hængende løst over skuldrene – en firkantet, kraftigt bygget mand, med et vidunderligt smil, som på én eller anden måde dækker hele ansigtet, hver eneste lille rynke i hans fede ansigt smiler – bukserne er lappet – huller i skoene. Vi går indenfor i hans lille, men pæne stue – yderst simpelt – kan allermest sammenlignes med et rent, men meget fattigt dansk husmandshjem. Og her kommer pointen. Manden er ingen almindelig negerhøvding, men Høvding Luthuli, præsident for „The African National Congress,“ det afrikanske politiske parti, som i stigende grad er afrikanernes røst mod regeringen. Jeg skal meget sent glemme den time, vi tilbragte i hans lille stue. Luthuli er en bekendende kristen, har ikke nogen stor boglig uddannelse, men har rejst en del – Amerika, England – er en udpræget begavelse og ledertype. Man mærker omgående, at man står over for en mand af stort format. Han er stille, beskeden, øjnene lyser af intelligens – ser undersøgende og vurderende på os.

Her fra denne lille fattige stue dirigeres en betydelig del af det sorte Sydafrikas kamp for politisk ret. Hans svar kommer hurtigt og præcist. Vi taler om det spørgsmål, vi møder over alt herude: hvordan kan kirkerne uden for Sydafrika bedst gavne Sydafrikas situation – ved at tie eller ved at tale? …. Luthulis svar kommer straks: det er kirkernes pligt over alt at tale skarpt og klart om de grundlæggende, kristne principper, f.eks. ved race og sociale spørgsmål, men lad kirkerne i den lokale situation (her i Sydafrika) tage ansvar for at overføre disse principper på de konkrete, lokale problemer. Men disse lokale kirker må ikke unddrage sig deres politiske ansvar i den givne situation. Han udformer dette nærmere med hensyn til f.eks. den passive modstandsbevægelse (her har f.eks. det nationale kristne råd et ansvar).

Her er en kristen leder af betydelig format. Det komiske – eller dybest set – det tragiske i situationen er, at Høvding Luthuli er lige blevet sat i band af regeringen. Der er en lov, som reelt sætter regeringen i stand til at dømme en hvilken som helst som kommunist, der taler mod regeringen – og man anvender loven systematisk mod de sorte. Luthuli har intet som helst med kommunisme at gøre; men han er lyst i band for to år, må ikke tale offentligt – ikke deltage i offentlige møder af nogen art og ikke vise sig i visse nærmere bestemte områder (må f.eks. ikke komme til Durban i disse to år). Det hele er komisk, latterligt, hvis bare ikke det var så tragisk og dødsens alvorligt.

Vi siger farvel til Høvding Luthuli, og han beder os hilse de kirker og missioner, vi repræsenterer: „Bed for os, at vi må blive ført rigtigt nu i den situation, hvor vi så let vil handle forkert.“ Jeg tror, vi vil komme til at høre mere til Høvding Luthuli i de kommende år – men det vil blive meget svært for ham at holde sine egne folk i tømme og sin egen tanke klar, efterhånden som presset bliver mere og mere utåleligt.“ Dagbog 3. oktober 1953, EWN-RA, kasse 2

verden set fra london

99

3.11.4 Præsteuddannelsen i Sydafrika Formålet med rejsen var jo i virkeligheden, at Norman Goodall og Erik W. Nielsen skulle studere den afrikanske præsteuddannelse. Derfor besøgte han da også en række små og store teologiske seminarier og præsteskoler. Et kendetegn var, at hver konfession havde sin egen præsteskole, hvor lille den end måtte være – hellere end at samarbejde med andre konfessioner om uddannelsen, for „man kunne jo ikke tillade, at de studerende blev udsat for vranglærdomme,“ – som en skoleleder sagde til EW. En dag besøgte han i Wilberforce, en sort bydel uden for Johannesburg, en lille teologisk skole, der tilhørte African Methodist Episcopal Church (AME), der var en lille afrikansk sektkirke uden tilknytning til det sydafrikanske kirkeråd. Der var en lille gruppe studenter med én leder af skolen, som selv var farvet. EW havde studenterne alene i en time, sammen med lederen. Disse studenter tilhørte oprindeligt meget forskellige kirker. En havde været katolik, en anden anglikaner; der var et par lutheranere, presbyterianere osv. De var gået over til AME kirken næsten udelukkende i forbindelse med raceproblemer. De var ikke udelukkende kommet her til denne kirke, fordi de ikke kunne lide de hvide, men fordi de på et eller andet tidspunkt havde følt sig indeklemt af de hvides former, selve gudstjenesteformen, melodierne osv. AME kirken var stærk, og selv om denne kirke ikke var medlem af det kristne råd og officielt ikke havde nogen som helst forbindelse med IMC eller WCC eller den økumeniske bevægelse, var EW alligevel hjertelig velkommen her.

Samme eftermiddagen besøgte han en baptistisk skole i Johannesburg. Det var noget i retning af et eksperiment. Denne bestemte skole var et teologisk seminarium for hvide teologiske studenter, og tilhørte yderliggående fundamentalistiske baptister. De ville intet have at gøre med IMC eller WCC, derfor var det så meget mere interessant, at EW skulle få en invitation dertil. Han blev modtaget af rektor, som venligt fortalte EW, at han personligt ikke havde så meget imod den økumeniske bevægelse, men at hans studenter næsten alle var stærke modstandere, og at de sandsynligvis ville angribe ham stærkt. Alligevel bad han EW om at gå ind i „løvens hule,“ som han sagde, og give dem en kort forelæsning om „Det økumeniske problem“ og derefter have diskussion. Det blev en yderst spændende time. EW holdt en temmelig fri forelæsning, hvor han gik åbent og ærligt ind på problemet, sådan som han selv så det, og der blev naturligvis vild debat, men den var saglig og holdt i en venlig ånd. For EW var det igen et bevis på, hvor vigtigt det var simpelt hen at mødes og drøfte tingene ganske åbent og ærligt.

I Pretoria havde han en grotesk oplevelse. Universitetet, der tilhørte DRC, havde to teologiske fakulteter med parallelle professorer osv. Grunden var, at DRC var delt op i to fløje, hvor den ene var mere ortodoks og konservativ teologisk end den anden. De to kirkefløje kunne derfor ikke samarbejde om den teologiske uddannelse, for man kunne ikke „besudle troen af forkerte teologiske meninger.“ Derfor var man nødt til at etablere to parallelle teologiske universitetsuddannelser! Den teologiske debat mellem de to 100

verden set fra london

kirkeretninger begrænsede sig derfor til spørgsmålet, om man skulle have fællesbøn, og hvis man skulle have det, om det da skulle være knælende, siddende eller stående. Dette fik EW til ironisk i dagbogen at fundere over, at det var ubegribeligt, at der endnu var kristne på denne jord!

Bedre var det ikke på det lutherske teologiske seminarium, hvor han oplevede en amerikansk lærer, der terpede det synoptiske problem med studenterne uden at nå nogen vegne. Han forstod ikke de afrikanske studenters kontekst – og studenterne fattede ikke, hvad de skulle bruge denne „hvide“ lære til. De skulle blot ukritisk lære for at lære. Generelt rystede det ham at iagttage, hvor lidt de udenlandske lærere studerede – ikke blot læste de ikke mange bøger, hvad for EW i sig selv var en gåde, ham der ikke kunne sidde stille i fem minutter uden at skulle læse. Men de studerede heller ikke de forhold, hvorunder de levede og virkede. De talte ikke med deres studenter. I stedet oplevede han en række missionærer, der ikke havde kvalificeret sig akademisk i de lande, de kom fra, men her i det fremmede „skidtvigtige“ førte sig frem som professorer. Dette stod i skærende kontrast til EW’s egen tilgang til de studerende, han mødte såvel her i Sydafrika, som året før i USA. Han gav sig altid god tid til at lytte og spørge ind til, hvorfor de havde valgt at læse til præst, og hvad de havde brug for at lære for at kunne bestride det kald, de gik ind til.

I virkeligheden har vi nok her forklaringen på, hvorfor han overalt blev modtaget meget positivt. Han kom ikke som administratoren, men som missionæren, der sårbart og tøvende var så dybt optaget af at dele sit liv og sin tro med de mennesker, han mødte på sin vej. Men altid åbent spørgende. Her i Sydafrika erkendte han det ufravigelige behov for, at teologien skulle tage sit udgangspunkt i det lokale steds udfordringer – det, der efterhånden blev kendetegnet ved det teologiske slagord: indigeneous theology, som han efterhånden fik indarbejdet som et arbejdsområde i først IMC og senere i Theological Education Fund.

Besøget i Sydafrika varede cirka halvanden måned. Tiden var gået alt for hurtigt, syntes han, og der var meget mere, han manglede at se og forstå af dette komplicerede land, hvis indtryk han i høj grad oplevede som flimrende. Alt for megen tid var gået med transport fra et sted til et andet – datidens transportmidler taget i betragtning. Men i dagbogen blev der også plads til en humoristisk bemærkning: „……. Vi har endnu hverken set løver, giraffer, elefanter eller isbjørne; det farligste vi har set, er såmænd et par ret tamme missionærer ….“ Derefter fortsatte han mere alvorligt: „En af de rigeste sider af hele denne rejse er ganske simpelt mødet med personer, mennesker; gad vide, om der er noget, som kan være rigtigt kedeligt, så længe der er mennesker involveret i det – og der er noget at lære fra dem alle – fra højanglikanerne til Frelsens Hær….. Bag alle problemerne, som nu og da kan være ved at få hovedet til at svømme, ligger denne dybe oplevelse af kristen samhørighed, samhørighed i tjenesten under korset – et kors, som for uendelig mange mennesker, ikke mindst i dag for afrikanerne i Sydafrika, er blevet en ny realitet….”211 verden set fra london

101

Fra Sydafrika gik rejsen videre til Rhodesia, hvor de var i en måned. Derfra rejste de til Nairobi, hvor de lavede det første udkast til rapporten, der blev sendt i høring hos de institutioner, de havde besøgt. Alle steder var indtrykkene de samme. Rejsens faglige udbytte blev en rapport, som han skrev sammen med kollega Norman Goodall, og som blev udgivet i 1954212. Den var en minutiøs gennemgang af de 35 uddannelsesinstitutioner – små og store imellem hinanden – som de havde besøgt. Efter denne gennemgang fulgte et kapitel med mere overordnede synspunkter på præsteuddannelsen.

Her kunne de ikke undlade at udtale sig særdeles kritisk over for den sociale situation i landet: „Den kristne kirke er sendt for at kæmpe. Ingen steder er det formodentlig mere sandt end i Sydafrika, hvor kirken er fanget i smertefulde spændinger og overvældende konfliktende kræfter. Forud for alt er der racemæssige problemer, ændringer i de sociale mønstre og økonomiske strukturer, der er i konflikt med hinanden. Alt dette påvirker dybt det åndelige liv i kirkerne; så meget mere som at kirkerne, de facto, er en del af dette fortumlede mønster. Ved deres tro, som er deres liv, og med deres budskab, som de forkynder, er deres plads lige i hjertet af konflikten.”213 3.11.5 Præster skal være Kristi tjenere Med hensyn til præsteuddannelsen pegede de på nogle generelle problemer, som de havde noteret sig under opholdet. For det første pegede de på, at det var svært at rekruttere unge til at gøre tjeneste i kirken, fordi lønnen var så lav, at en familie havde svært ved at kunne leve af den. For det andet havde præsterne en meget lav status og autoritet i samfundet, og for det tredje var de bekymret over, at det distrikt, en præst skulle betjene, havde en udstrækning på op til 45 miles med utallige små og store menigheder, hvilket bevirkede, at præsten ikke kunne udfylde sin rolle som åndelig leder, men blev reduceret til en administrativ figur, der en sjælden gang kom forbi for at forrette gudstjeneste med sakramenter. Resten af menighedernes liv var overladt til evangelister, kateketer eller diakoner afhængig af den pågældende konfessions struktur. Hertil kom at kirkerne af sparehensyn begyndte at reducere antallet af evangelister, hvilket gjorde det åndelige liv endnu mere kaotisk.214 Dette førte dem frem til en generel refleksion over præsteuddannelsen, som de bl.a. udtrykte på følgende måde: „Vi er absolut overbevist om, at kirkens opgave er at vidne inden for den givne situation; derfor har vi sympati for alle forsøg på at give en realistisk vinkel på præsternes uddannelse. Men kendsgerningen er, at det er ikke den særlige opgave for et teologisk college at uddanne de kommende præster i økonomi, social videnskab, psykologi eller lignede emner; den primære opgave for et college er at uddanne dets studenter i teologi. Ligeledes er det ikke opgaven for en præst, når han er blevet ordineret til en menighed, at være en politisk eller social leder, eller at løse politiske, økonomiske eller sociale problemer på et politisk niveau. Hans opgave er at være en Kristi tjener og husholder over Guds hemmeligheder.“215 For at kunne varetage denne opgave skulle præsten være teologisk trænet, men ikke i den simple forstand som et fag, der kan læres på akademisk vis. Det var ikke andet end ganske enkelt en fordybelse 102

verden set fra london

i det centrale kristne budskab sat i relation til den situation, som menigheden befandt sig i. Eller sagt med andre ord: det teologiske studium skulle være indigeneous theologi og ikke indterpning i det synoptiske problem eller lignende akademiske færdigheder.

Men denne teologiske vinkel havde de ikke fundet megen forståelse for, og de sluttede deres rapport af med at citere professor Kenneth S. Latourette for i 1935 at have skrevet: „Protestantisk mission har haft meget større succes i at udvikle skoleuddannelse, i at introducere moderne lægevidenskab og i en pionerindsats i bekæmpelsen af social nød end i de opgaver, som de fleste missionærer og missionsbestyrelser hævder, er de mest centrale!”216 Det var Goodall og Nielsens indtryk, at dette ikke havde ændret sig siden 1935.

Rejsen fik en anden væsentlig betydning gennem det fokus, Erik W. Nielsen var med til at sætte på hele racespørgsmålet i Sydafrika. Gennem kronikker i Kristeligt Dagblad, artikler i Dansk Missionsblad, Nordisk Missionstidsskrift og i forskellige andre faglige blade, foredrag i en lang række kirkelige og verdslige sammenhænge samt hans to små bøger om henholdsvis det afrikanske raceproblem og Islam i Afrika, der ud over at komme i Danmark også blev udgivet i Sverige, rejste han en debat og forståelse for dette problem længe før det øvrige samfund begyndte at interessere sig for det217. Det blev registreret i Sydafrika. I foråret 1956 fik han en indtrængende henvendelse fra Sydafrika om at blive generalsekretær for Christian Council of South Africa.218 Det var en spændende udfordring, som rev meget i ham, men principielt mente han, at der havde været nok hvide udlændinge i Sydafrika. Der var brug for en afrikaner på denne post. Men det var meget svært for ham at takke nej til dette tilbud.

3.12

DEN KRISTNE KIRKE FORAN ISLAMS GÅDE

3.12.1 Islam udfordrer vor teologi „Måske er islam et af de områder, hvor vi skarpest tvinges til erkendelse af, hvad kristen mission virkelig er for noget; bestandig tvinges vi tilbage til ny selvransagelse og selvkritik; bestandig tvinges vi tilbage til vort grundlag og eneste eksistensberettigelse som kristen mission: korsets budskab. Ikke underligt, at vi netop i muhammedanermissionens historie møder nogle af de mest markante personligheder i missionshistorien.“219 I 1946 var Dansk Kirkemission til Arabien220 blevet integreret i DMS, og allerede i 1948 havde den unge studiesekretær i DMS, Erik W. Nielsen, udgivet et lille studiehæfte om DMS’s missionsarbejde i Aden: Paa Pionermission i Arabien, (hans første bogudgivelse), hvori det bl.a. hedder: „Det er ikke nogen stor menighed, der er her i Aden. Det hele er småt og svagt. De få arabiske kristne har ofte vist sig svage og ufuldkomne. Selve missionsarbejdet har været skiftende, og meget beskedent – og alligevel tør vi tro, at Gud er med i det.”221 Dette lille hæfte havde han fulgt op med den imponerende bog: Der kæmpes om Arabien (1950), der i mange år kom til at stå som en grundbog i forståelsen af den kristne mission blandt muslimer, og som stadig er særdeles læseværdig. verden set fra london

103

Der kan ikke herske tvivl om, at islammissionen kom til at stå Erik W. Nielsens hjerte særligt nær. Her udfordredes han på sin teologi. Der går en lige linje mellem hans først artikel i Dansk Missionsblad (1943) og hans foredrag i 1947 om Missionsmotiver over hans to bøger om islammission og diskussion med professor Hendrik Kraemer i Schweiz frem til hans besøg i Aden i december 1953. Hele tiden er det arbejdet med at forstå og tolke „korsets budskab,“ som står i centrum for ham: „Her har vi missionens centrum. Dette budskab er vor eneste berettigelse. Vi kan ikke forankre missionen i noget som helst andet end dette budskab, ikke civilisationen eller andet, men en forkyndelse af Guds dom over verden, over mennesket, og om Guds forunderlige tilgivelse af dette menneske. Det er selve frelseshistoriens universelle linjer, som går lige midt ind gennem korset.

Vi må have missionen helt der ind. Det er dette, missionen skal forkynde og intet som helst andet. Og det vedkommer os!”222 I mødet med islam oplevede han den teologiske udfordring, som er indeholdt i „korsets budskab,“ fordi islam ikke accepterer den kristne påstand om, at Jesus blev korsfæstet. Fra Aden formulerede han det således: „Men netop i denne forbindelse må vi have blikket vendt mod Jesu ord: „Det er fuldbragt“ Vi er her sendt som vidner; vi kan og skal kun vidne (med hele vort liv) om det, som er sket og vil ske. Det er i sidste instans ikke vor grebethed, ikke vor religiøse iver, som betyder noget her.

En anden er Herre, og Han ser kampen og leder slaget. Vi har brug for her i arbejdet blandt muslimer at se ganske klart, hvad kristendom og mission er: Guds gerning i den verden, som er hans.”223 3.12.2 Aden I december 1953 fik Erik W. Nielsen mulighed for ved selvsyn at iagttage islammissionen i Aden, idet han fik lagt en pause ind i den store Afrikarejse til dette besøg, som havde stået højt på hans ønskeseddel i flere år.

s. 105 > EW så boghandlen i Aden som et særdeles vigtigt element i fremtidens missionsarbejde og som generalsekretær sørgede han for,

Hans første indtryk var, at Aden var en sydende smeltedigel i mere end én forstand. Ikke blot blev missionærerne smeltet i de ekstreme høje temperaturer, man kunne opleve i Aden, der er delvist placeret i et udslukt vulkansk krater. Men det var også en smeltedigel forstået på den måde, at her mødtes næsten alle forskellige racer og religioner. Aden var på det tidspunkt „kronjuvelen“ i det britiske imperium. Det afspejledes i de mange mennesker, racer, religioner, folkeslag osv., der mødtes her. Formålet med besøget var at besøge både de danske missionærer og folkene i de andre kirker og missioner (han kom jo som IMC udsending). Ud af de mange samtaler, som han førte i den forholdsvis korte tid, han var i byen, kunne han sammenfatte sine indtryk i nogle få punkter.224

at man for første gang ansatte en boghandler til at drive og udvikle boghandlen, der senere blev udviklet til Family Book Shop med afdelinger i en lang række arabiske lande – foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

104

Det første han pegede på var, at Aden var et strategisk centrum af overordentlig stor betydning. På grund af byens placering og dens havn var den mødested for forskellige kulturer og religioner. Her mødtes vejene fra de forskellige dele af det britiske protektorat, fra Yemen og Somaliland, fra Europa og Indien. Der var i Aden flere tusinde arabiske og somaliske arbejdere, mennesker, der få år tidligere aldrig havde været uden for deres stammeområde, men nu levede i denne storby for en tid, for derpå at vende verden set fra london

verden set fra london

105

tilbage til deres landsby. Og på grund af havnens betydning så samledes et stort net af arabiske karavaneveje her i Aden. Missionærerne havde siden Oluf Høyers225 start i 1904 haft en drøm om at få adgang til protektoraterne. Det var kun muligt at nå dette mål gennem sygepleje. EW understregede, at nok var dette mål vigtigt, men det var endnu vigtigere at holde sig klart for øje, at den afgørende vigtige pionermissionsopgave i Aden lå i mødet med de mange forskellige kulturer og nationaliteter, der færdedes her. Derfor kunne han ikke overvurdere betydningen af den lille boghandel, som den danske mission havde her i Aden, og som han anbefalede måtte udbygges i de kommende år.

Det andet, han pegede på, var, at de enkelte missioner (DMS, den skotske kirke m.fl.) ikke havde kapacitet til alene at løfte de store opgaver, som lå og ventede. De måtte samarbejde. Han foreslog derfor, at missionsbestyrelserne indledte forhandlinger om, hvordan de i fællesskab kunne løfte missionsopgaven. Dette var ikke blot et organisatorisk spørgsmål for EW, men hang dybest set sammen med spørgsmålet om, at kirken i Aden skulle vækkes til at se deres kristne missionerende ansvar, før denne opgave kunne tages op. Dette blev startskuddet til dannelsen af Church of South Arabia, der blev en realitet den 8. januar 1961.

Ud over de officielle anbefalinger, skrev EW et personligt brev til generalsekretær C. Rendtorff,226 hvori han gav en vurdering af de enkelte missionærer og deres egnethed til opgaven, og om en enkelt anbefalede han direkte, at vedkommende ikke blev udsendt igen, da vedkommende slet ikke var i stand til at fungere socialt – hverken mellem araberne eller de andre missionærer.

3.12.3 Begyndelsen til Church of South Arabia I oktober 1956227 vendte generalsekretær C. Rendtorff tilbage til sagen. Inspireret af EW’s besøg i Aden og hans rapporter, var man i Aden begyndt at arbejde med tanken om at danne en selvstændig kirke. Nu ville Rendtorff gerne vide mere eksakt, hvor realistisk disse tanker var. Sagen var, at det missionale kludetæppe i Aden ikke blot bestod af den skotske og danske mission, men også talte frikirkelige missionsselskaber, der praktiserede gendåb. Derfor måtte man have hånd i hanke med, hvad der foregik i Aden, så sagen ikke hoppede af sporet. DMS ville være villig til at gå meget vidt – økumenisk – men måtte have sikkerhed for, at en sådan Church of South Arabia ikke blev splittet op i forskellige dåbssyn. Han var heller ikke tryg ved, at man kørte et for isoleret løb i Aden, men ville gerne, at man kom i kontakt med Near East Christian Council. Alt dette ville han gerne drøfte med EW og høre hans mening om.

Den kom han ikke til at vente længe på. Et par uger senere var der et langt brev fra EW,228 hvori han skrev, at han meget gerne ville have en lang samtale med Rendtorff – og eventuelt også med bestyrelsen – om disse spørgsmål, som for ham var afgørende vigtige. Han understregede nødvendigheden af, at DMS udarbejdede og vedtog en plan 106

verden set fra london

Kirken i Crater, Aden – EW kom flere gange til Aden og følte sig teologisk udfordret ved at møde islam – foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

for arbejdet i Aden, så man havde et styringsredskab at arbejde efter, så at udviklingen ikke kom til at ligge hos tilfældige missionærer. Han ville gerne hjælpe i udarbejdelsen af en sådan plan, men understregede, at det kunne ikke laves fra et skrivebord i London.

Han måtte have mindst tre ugers ophold i Aden, og hvis han skulle bruge tid på dette, måtte DMS rette officiel henvendelse til IMC og bede om, at han blev sat på opgaven.

På denne baggrund besluttede DMS at bede IMC om, at Erik W. Nielsen blev sat på denne opgave.229 Allerede i begyndelsen af januar 1957 var EW tilbage i Aden på sit andet besøg. Han var på vej på en længere rejse til Indonesien og fik det arrangeret således, at han kunne gøre de indledende studier i Aden i en uges tid230.

Et af de spørgsmål, man var meget optaget af blandt de danske missionærer i Aden på dette tidspunkt, var, at myndighederne havde udstedt et regulativ, der forbød undervisning i kristendom på missionens skoler. Regulativet slog fast, at hvis der skulle undervises i religion som et led i det regulære undervisningsprogram, så skulle det være i børnenes egen religion. Enhver undervisning i kristendom skulle adskilles fuldstændig fra den egentlige skoleundervisning og finde sted f.eks. i lærerindens eget hjem. Og i så tilfælde med forældrenes klare tilladelse. Det var missionærerne rystet over, men EW måtte fortælle dem, at det var et vilkår, som man måtte vænne sig til. Der var en tydelig voksende nationalisme rundt om i Mellemøsten og Asien, som ramte missionens skoler. I takt med de nye nationalstaters opståen voksede kravet om at fremme disse landes nationale kultur og religion. Man så det allerede fra 1929 i Egypten med dannelsen af Muslimsk Broderskab, og i både Syrien og Indien havde man oplevet denne tendens, verden set fra london

107

der var blevet forstærket i Mellemøsten under påvirkning af den arabiske frustration over dannelsen af staten Israel i 1948.

3.12.4 Aden – et missionalt kludetæppe Situationen i Aden var noget af et missionalt kludetæppe. Foruden det lutherske DMS, var der også den skotske mission (presbyteriansk) og ikke mindst forskellige frikirkelige missioner, hvis teologi gik i retning af pinsekirken. Det stillede store krav til missionærerne om økumenisk forståelse. Dertil kom selve mødet med muslimerne. Derfor foreslog EW, at man inviterede den kendte islammissionær, Kenneth Cragg231, der på det tidspunkt var generalsekretær for Near East Council of Churches. Han kom og boede hos Erik Stidsen og ved et møde for såvel missionærer som arabiske kristne rystede Cragg forsamlingen ved sit dialogiske missionssyn, eller som Erik Stidsen udtrykker det:232 ”Det er nok ikke helt forkert at sige, at de fleste kristne missionærer på det tidspunkt havde et meget negativt syn på islam, og man havde ikke megen respekt for muslimernes tro. Ordet dialog var endnu på det tidspunkt et ret ukendt begreb i kristen mission, men det var netop det ord og dets betydning i kristen mission, Kenneth Cragg gik så stærkt ind for. Det krævede respekt først og fremmest fra vores side. Det krævede et mere positivt syn på islam.

Vi var ikke blot sendt for at tale til muslimerne. Vi var måske i endnu højere grad sendt for at tale med muslimerne. I vores samtale med dem og daglige omgang med dem skulle vi vise respekt for det, de stod for og troede på. Det kunne jo godt være, det var alvor for dem, lige så vel som vi ville hævde, at det var alvor for os, når vi kaldte os kristne.

Da Kenneth Cragg havde afsluttet sit foredrag, og jeg skulle takke og give ordet frit, kunne jeg ikke tilbageholde et spørgsmål, som stærkere og stærkere havde trængt sig på hos mig under hans foredrag: „Hvis det er rigtigt, det du har sagt (det billede, du har givet af islam), så kan jeg jo ligeså godt rejse hjem igen, for så har jeg jo ikke noget at gøre her!?“ Det var måske lidt hårdt sat op, men jeg følte, det var alvor for mig, så stærkt et indtryk havde hans foredrag gjort på mig, som med så kort frist var rejst til et muslimsk land og uden at kende ret meget til islam. Efter en lille pause svarede Kenneth Cragg: „Du mangler prikken over i’et. Du mangler Kristus. Det er ham, du skal forkynde for dem!“ Det svar kom til at betyde meget for mig. Jeg var ikke kommet for at tage noget fra muslimerne, jeg var kommet for at give dem noget - budskabet om Jesus Kristus. Skulle noget fratages dem, måtte jeg overlade det til Gud.” Det var udfordringer som disse, der fik en af missionærerne, Inge Tranholm-Mikkelsen, til senere at skrive således om EW: „…i Aden – var det en inspiration, når han kom på besøg. Han kunne give os et blik ind i kirkens liv andre steder på kloden, så vi igen formåede at kigge ud over kraterranden og fik nyt mod og inspiration til det arbejde, vi skulle gøre inden for den. Han kunne analysere en situation og pege på problemerne, og fordi han samtidig var i besiddelse af en dyb menneskekundskab og forståelse…..“ 233 Erik W. Nielsen inspirerede altid sine omgivelser til at se ud over „kraterkanten.”

108

verden set fra london

EW på vej til forhandlinger i Aden – foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

Men det egentlige besøg vedrørende den bestilte undersøgelse fandt sted i dagene 21. marts til 28. april 1958. Der foreligger fra dette ophold en grundig rapport sendt til såvel DMS som den skotske kirke og IMC.234 Denne rapport konkluderede, at den skotske og den danske mission måtte betragtes som en enhed, der arbejdede hen imod én kirke. Missionen skulle ikke trækkes bort fra Aden, men på grund af missionens eskatologiske karakter skulle arbejdet ses i et langtidsperspektiv, hvor missionærerne var Guds medarbejdere, der tog del i Guds frelseshistorie, hvorved mennesker ikke var objekt for menneskelige aktiviteter, men subjekter i et menneskeligt fællesskab. Derfor måtte missionen ud fra „compounden.“ Det var vigtigt at tænke i personer og ikke i metoder. Det krævede god tid til at lære mennesker at kende. Kontakt, hed det, var bedre end compound. Endelig hed det, at missionen skulle tænke mere på koncentration end på udvidelse. Derfor anbefalede han, at arbejdet blev koncentreret i Aden og ikke i protektoratet, fordi Aden var det strategiske center. Derved gik han imod missionens stifter, Oluf Høyers drøm og den trend, der havde været gennemgående gennem missionens historie indtil dette øjeblik.

Med denne rapport satte han for alvor gang i den proces, der endte med grundlæggelsen af Church of South Arabia, der blev konstitueret ved en gudstjeneste 8. januar 1961.

3.13 IMC’s FEMTE ASSEMBLY I GHANA 3.13.1 Fra Whitby til Ghana Siden Whitby konferencen i 1947 havde integrationen235 af IMC i WCC været den røde tråd i alt IMC’s arbejde236. Erik W. Nielsen blev som medlem af staben i IMC centralt placeret i dette arbejde, hvilket igen førte ham til USA til WCC’s andet Assembly, der verden set fra london

109

Situationsbillede fra WCC’s 2. Assembly i Evanston 1954 „…Ejendommeligt bare at lade blikket vandre ned over forsamlingen. Her sidder afrikanerne og amerikanerne, kinesere og indere. Der henne sidder en græsk-katolsk ærkebiskop i sin forunderlige, gamle klædedragt. Nogle indere har smidt deres europæiske klædedragt og taget deres lette, hvide indiske klæder på igen. Et par afrikanere har deres farvestrålende sjaler kastet over skuldrene. En enkelt inder optræder med turban. Oppe på podiet sidder den gamle kæmpe, John R. Mott; mærkeligt at se 50 års – et halvt århundredes – kirkehistorie legemliggjort i den gamle kæmpe; han er affældig nu, taler ikke meget; vandrer rundt støttet af en stok og ved en anden mands arm, men han er her endnu – et mægtigt vidnesbyrd om, at kirkehistorien og verdenshistorien har sit centrum i en enkelt person. Nu skal Biskop Berggrav237 tale. Han har gjort et mægtigt indtryk her; han har en simpel, enkel, personlig fromhed, som gør, at han kan stå op ganske enkelt og stille og sige ord, som huskes…“ Brev 27. marts 1954 til Marie, MSN-PA

blev holdt i Evanston i august 1954. Det var hans første samlede møde med kristne fra hele verden, samlet på samme sted.

EW kedede sig ofte bravt under de endeløse debatter på de store konferencer. Så fordrev han tiden

Ud over det indtryk det gjorde på ham at opleve kristne fra hele verden samlet på ét sted, så rapporterede han intet fra selve forhandlingerne. Han har sikkert kedet sig bravt. Det gjorde han oftest i de store konferencers endeløse taler. På mødet i Evanston blev det besluttet, at der skulle oprettes en Studieafdeling under WCC, der igen blev opdelt i fire departementer: 1) Faith and Order, 2) Kirken og det sociale spørgsmål, 3) Evangelisation og 4) Missionsstudier – sidstnævnte var identisk med IMC. Dermed var integrationen i praksis en realitet.

med små skriblerier i sin dagbog EWN-RA kasse 2.

I denne proces kom EW til at lede studiearbejdet af de unge kirkers liv og vækst. Hensigten var over en årrække at foretage en serie grundige studier af forskellige unge kirker i Afrika og Asien. Baggrunden for denne studieproces var erkendelsen af, at de unge kirker i Asien og Afrika ikke bare var kopier af de såkaldte moderkirker i Vesten. De unge kirker havde deres eget liv og levede i en ganske anden struktur, kulturelt, sociologisk, religiøst. Det var i denne kontekst, de skulle leve deres liv og udføre deres mission.

Studiet skulle afdække, hvorledes de unge kirker brød nyt land, organisatorisk og teologisk, og hvordan de formulerede deres egne svar på de problemer, som de blev sat i.238 Metodisk er dette oplæg interessant, da EW her lægger den kontekstuelle metode til grund for studiet. Eller som han formulerede det: „Disse studier skal have deres hovedbrændpunkt i kirkernes møde med deres omgivelser – det er i dette møde, at brydningerne, fristelserne, nederlagene og de nye tanker og frembrud finder sted.”239 Et andet studium, som han satte i gang efter Evanston, var studiet af „kristendommen og de ikke-kristne religioner,“ der på dansk fik sit nedslag i en serie foredrag, som han holdt i Danmarks Radio og som blev til bogen: De store Verdensreligioner, 110

verden set fra london

der udkom første gang på dansk i 1959 og herefter i en række oplag samt i en svensk og norsk udgave.

3.13.2 Debatten om integrationen i WCC Alt dette førte frem mod IMC’s femte Assembly, der blev afholdt i Ghana hen over nytår 1957-58. Et hovedtema her var integrationen i WCC. I dette spørgsmål var IMC’s medlemmer splittede. En gruppe af medlemmer var skeptiske over for denne integration, som man frygtede ville flytte fokus fra mission til kirke. Erik W. Nielsen var ikke i tvivl om, at integrationen var nødvendig. Siden Whitby havde man haft et så snævert samarbejde, at det var umuligt at forestille sig, at WCC og IMC skulle arbejde hver for sig.

I plenardebatten og i de forskellige grupper gjorde han sit syn gældende, som vi allerede kender det fra hans foredrag tilbage i 1947 og hans samtaler med Hendrik Kraemer i 1950: Mission er kirkens livsfunktion.240 At kirken er apostolisk betyder, at den er missionerende.

Det betyder ikke, at mission er kirkens udenrigstjeneste, eller at mission skal have kirkens officielle stempel. Nej, det betyder i sin radikalitet den måde, som kirken forstår sig selv på i forhold til sine omgivelser. Derfor er der heller ingen forskel på indre og ydre mission. Kirkens vidnesbyrd, dens lydighed, er en deltagelse i Guds mission (missio Dei) til verden, er en del af Kristi legemes vidnesbyrd. Derfor er mission da heller ikke en aktivitet i kirken ved siden af andre aktiviteter. Mission er selve kirkens livsbetingelse. Dette må medføre en stadig fornyelse af kirken, og den fornyelse har sin plads under korset. Enhver kirke, uanset om den er nok så lille eller nok så svag, er til for at bære evangeliet videre ud.

Derfor var det rigtigt set af WCC, at den havde forskellige afdelinger, hvoraf mission var den ene. Men man måtte ikke forfalde til den fejlslutning, at disse afdelinger kunne leve uafhængigt af hinanden. At kirken var missionerende betød, at den nødvendigvis måtte være diakonal. At kirken var missionerende betød, at den nødvendigvis måtte være i et stadigt forhold til andre kirker (inter church relations). Men på samme tid betød det, at det mellemkirkelige aldrig kunne blive et formål i sig selv, men altid måtte fastholdes i sin missionerende funktion. Ligeledes advarede han mod, at det diakonale reduceredes til en social hjælpefunktion eller udviklingshjælp. Det diakonale må altid være uløseligt forbundet med det missionale.

EW var i Ghana hen over julen og længtes hjem: „Hvor ville jeg gerne have været hos jer juleaften. Dette her har rent ud været den tristeste jul, jeg endnu har haft, ganske forfærdelig.

Juleaften, da vi var færdige med stabsmødet, vandrede jeg rundt lidt og derefter gik i seng; mandskabet her på colleget er borte i disse juledage; og vi kan intet få. Vi får morgenmad kl. 8 om morgenen, frokost kl. 12, aften kl. 7,30 og intet derimellem…. Den eneste gudstjeneste, vi kunne komme til, var en slags søndagsskole, der holdtes her i chapel for de europæiske familiers børn – gyseligt….. I morgen kommer de fleste af de delegerede, og så liver det vel lidt op.“ Brev 26. december 1957, MSN-PA

verden set fra london

111

Derfor må kirken hele tiden stille sig selv det spørgsmål: Hvad vil det virkeligt sige at være en kristen kirke på dette sted? Det var et spørgsmål, der altid måtte rettes ind i kirken. Konsekvensen af dette var, at teologien altid måtte tage sit udgangspunkt i dette spørgsmål. Naturligvis var der ingen kirke, der begyndte ud af ingen ting. Derfor måtte al teologisk undervisning give en indføring i sammenhængen med verdenskirken, bl.a. gennem kirkehistorien. Men for Erik W. Nielsen var den kopierende missionsstrategis tid forbi. Man kunne ikke umiddelbart overføre de teologiske problemløsninger fra et sted til et andet. Hermed understregede han metodisk indigeneous teologi. Hvad vil det sige at være en kristen kirke på dette sted? Hvilke spørgsmål stiller verden til kirken på dette sted? Det er de spørgsmål, kirken skal søge at svare på. Kirken skal ikke svare i vest, når der spørges i øst! Dermed gjorde han op med den forestilling, at kristne overalt i øst og i vest stod i samme situation, og at forkyndelsen skulle kunne appellere til alle mennesker uanset hvor de boede, uanset alder, uanset sociale forhold etc. Hvis man anlagde denne holdning, ville forkyndelsen ikke appellere til nogen i det hele taget.

3.13.3 Partners in obedience Dette måtte betyde, at de gamle og de unge kirker var partners in obedience241 [partnere i lydighed] over for evangeliets forkyndelse. De gamle kirker var ikke de unge kirkers herrer. Den ene kirkes ene mission var altså ikke et organisatorisk spørgsmål, men det økumeniske skulle være bundet i lydighed mod kirkens ene herre. Partnerskab betød således, at man måtte være sandfærdig og give af den nåde og tilgivelse, man selv havde fået. Derfor betød partnerskab, at man måtte lytte efter hos partneren for at høre, hvad Gud ville sige gennem denne. Han advarede mod den partnerskabstænkning, der var på vej ind i WCC, hvor partnerskab var et så at sige forretningsmæssigt forhold, som kunne bestå for en tid og derpå opløses. Dette illustrerede EW ved at sige, at en bank i Kenya kunne bede en bank i London om at sende en specialist til at hjælpe med at løse en bestemt opgave på et bestemt tidspunkt. I denne forretningsmæssige partnerskabstænkning, er der lighed mellem de to partnere så langt, som opgaven rækker. De to banker optræder som to fuldstændig selvstændige juridiske enheder, og når opgaven er løst, har man ikke mere med hinanden at gøre. EW sammenligner dette med situationen i de mellemkirkelige relationer. Her er parterne også stadig uafhængige størrelser.

Men i den missionale forståelse af partnerskabet er parterne ikke længere uafhængige, og partnerskabet kan ikke begrænses til en tidsbegrænset opgave.

Partnerskabet i den missionale forståelse skulle i EW’s optik forstås ud fra 1 Kor 12 om legemet og han understregede, at der var synd i såvel den største som den mindste kirke, men der var også lydighed de samme steder. Og netop dér, hvor lydigheden blev konkret – og derfor blev til en virkelig lydighed – der var der forskelle. Strukturerne var forskellige. Arven var forskellig. Arven var ikke blot historiske fakta, men meget mere.

Det var en arv i vore lemmer, i måden vi trak vejret på, i vor dybeste loyalitet til familie og venner. Disse forskelle betød, sagde EW, at vi behøvede hinanden. Vidnesbyrdet fra én del af legemet var altså et vidnesbyrd fra hele legemet. På samme måde, understre112

verden set fra london

gede EW, var lidelsen, fejlene, men også den måde vi rejser os efter fejlene igen, en del af det ene legeme. Hvor en kirke indgår i et partnerskab med en anden i missional lydighed, der peger bagom begge, dér opstår der en afhængighed af hinanden i den dybeste forståelse af afhængighed. Legemet er en enhed.

Erik W. Nielsen pegede på, at det derfor var på sin plads at advare mod den tendens til at forstå det økumeniske som noget uniformeret, der kunne udtale en „kristen mening“ og udsende resolutioner, der bandt alle kristne. For det, der var sandt i én kirke, var ikke nødvendigvis sandt i en anden kirke. Indigeneous teologi skulle blive en udfordring, som han kæmpede med resten af sit liv.

Set i forhold til de store verdensrådsmøder i IMC i Jerusalem (1928) og Tambaram (1938) syntes EW, at møderne i Willingen (1952) og Ghana (1957-58) havde været noget tamme. Man var ikke kommet ind til en egentlig drøftelse af de store missionale spørgsmål, men havde hængt for meget fast i en introvert diskussion af IMC’s interne, strukturelle spørgsmål. På den baggrund understregede han igen og igen, at IMC’s rolle – også efter en integration i WCC – ville være, som den altid havde været, at kalde kirken til at udfylde sin missionerende rolle og hjælpe - i det omfang det var muligt – kirkerne til at påtage sig sin opgave med at forkynde Kristus i verden. Der var ingen tvivl i EW’s hjerte om, at integrationen måtte finde sted. Men EW var nervøs for, at mission ville blive trængt til side i forhold til kirkens optagethed af sig selv og sine egne problemer, således som debatten i Ghana havde antydet (se kap. 5.9.2).

3.14

EN OMBEJLET HERRE

3.14.1 I spil som generalsekretær for IMC Erik W. Nielsen slog hurtigt sit navn fast i IMC. Igen og igen beklagede han sig over, at han manglede de akademiske kvalifikationer til at løfte den opgave, han var sat i. Men tilsyneladende var det hans egne mindreværdsfølelser, som han aldrig kunne ryste af sig. Omgivelserne lod sig hurtigt overbevise om hans dybe kvaliteter. Vi har allerede set, hvorledes Norman Goodall i 1953, da EW blev bedt om at komme hjem til DMS, sagde til ham, at han skulle brænde alle broerne bagud og indstille sig på at give IMC mindst ti år af sit liv.

Og tilliden voksede år for år. Hans dybe teologiske forankring i, hvad missionen virkelig er, gjorde indtryk. Ikke blot i staben lyttede man til ham. Men fremtrædende missionsteologer som Kraemer, Latourette og Lehmann lyttede til ham og lod sig korrigere af hans argumenter.

Det var derfor også naturligt for hans generalsekretær, Charles W. Ranson, under et ophold i USA i februar 1956 at tage en personlig og fortrolig samtale med ham. Sagen var, at Ranson, der siden 1948 havde været IMC’s generalsekretær, overvejede at forlade verden set fra london

113

IMC. Han var, som vi senere skal vende tilbage til, i forhandling med store amerikanske donorer om at skabe midler til at oprette et teologisk uddannelsesfond, som han så som sin mulighed for at komme videre i systemet. Anledningen til, at Ranson ønskede at drøfte dette med EW, var, at han overvejede at foreslå EW som sin efterfølger som generalsekretær.242 EW’s umiddelbare reaktion var, at det ville Ranson aldrig kunne få gennemført – og tilføjede så i dagbogen: „….bortset fra at dette aldrig vil blive godtaget, kunne man vanskeligt tænke sig en mere ubehagelig måde at blive kvalt på!”

Fra Ransons side var der ikke tale om andet end en sondering af et felt af flere mulige kandidater243. Og selv om EW tilsyneladende var klar i mælet i sin afvisning, er der flere bemærkninger i den følgende tid, som kan forstås i retning af, at han måske alligevel inderst inde ikke var så afvisende over for opgaven endda! Samarbejdet mellem Ranson og EW havde været særdeles konstruktivt og fortroligt. Hvem ville han få som generalsekretær efter Ranson? Ville det være én, han kunne leve med? Uden at være sagt direkte med ord synes det at fremgå af kilderne, at når EW valgte at indlede samtaler med DMS’s generalsekretær, C. Rendtorff, om at vende tilbage til Danmark, så var der en sammenhæng.

Samtidig med, at Ranson sendte sin prøveballon op om EW’s fremtid i IMC, kom der et brev244 fra Christian Council of South Africa med en opfordring til ham om at blive generalsekretær i en periode af tre til fem år med henblik på at være med til at forene de hollandsk reformerte (DRC) med den øvrige del af den sydafrikanske kirke. Som tidligere nævnt var den store DRC en stærk og voksende støtte til apartheidstyret, hvilket bragte denne kirke i et voksende modsætningsforhold til de øvrige sydafrikanske kirker. Det var en vigtig opgave, som rykkede kraftigt i ham. Under sit ophold i Sydafrika i efteråret 1953 havde han fået god indsigt i de vanskelige vilkår, som kirkerne bar deres kald på. Han ville gerne være med til at bygge bro mellem de forskellige kirker og fastholde dem i deres virkelige opgave. Men alligevel endte han med at meddele, at han mente, at der havde været nok hvide kirkeledere i Sydafrika med udenlandsk baggrund. Han var overbevist om, at det bedste for løsningen af denne opgave ville være, at man fandt en egnet sydafrikaner. Men han holdt en dør åben. Hvis det ikke viste sig, at man kunne finde en egnet kandidat, ville han ikke undslå sig opgaven. Dermed døde sagen. Det vil sige, den fik et efterspil. I efteråret 1960 var EW udlånt af DMS til det sydafrikanske kirkeråd i en seks ugers periode for som konsulent at bistå i oprettelsen af en teologisk uddannelse for lægfolk.245 3.14.2 Missionshistorie på Aarhus Universitet Den næste henvendelse var fra det dengang unge teologiske fakultet i Aarhus246. Man var endnu i gang med opbygningen af dette fakultet, og fakultetsledelsen havde derfor henvendt sig til Erik W. Nielsen for at tilbyde ham et lektorat i missionshistorie. Man havde et sådant lektorat ved det teologiske fakultet i København, og nu ønskede man også at få et i Aarhus. Henvendelsen blev formidlet gennem professor Regin Prenter247.

114

verden set fra london

Det var jo ønskestillingen. En universitetsstilling i Danmark. Dermed kunne han forene sit store ønske om at undervise og at lade familien bo i Danmark. Men han turde ikke.

Over for Prenter begrundede han det med, at han ikke kunne forlade IMC de første to år.

Og derefter ville der være forskellige tilbud, som han måtte overveje seriøst, og nævnte bl.a. stillingen i Sydafrika som en mulighed, der stadig var i spil. Han måtte derfor sige „nej tak“ til Aarhus. For det første mente han ikke, han var kvalificeret rent videnskabeligt. Dertil kom, at han mente, at han ikke økonomisk ville kunne forsørge sin familie for den løn, der var til rådighed. Det ville betyde, at han skulle have et andet arbejde ved siden af, men det ville der ikke være tid til, da der skulle opbygges et helt nyt institut.

Men var det hele forklaringen? I et privat brev248 til sin gode ven, Erik Petersen, afslører han, at han havde en helt anden betænkelighed, nemlig, at lektoratet kun ville være en midlertidig ordning, indtil Johannes Aagaard var færdig med sin disputats og kunne overtage det. Hvorvidt dette kun er en gisning fra EW’s side eller en realitet, har ikke kunnet afgøres ud fra de foreliggende kilder. Men det kan ikke afvises, at det igen er et udtryk for hans aldrig svigtende mindreværdsfølelse.249 Aarhus var ikke det eneste universitet, der havde brug for ham. I foråret 1956250 fik han en henvendelse fra University of Chicago. Man ønskede ham som professor i mission og var villig til at vente et par år på ham, hvis han blot ville forpligte sig på at komme. Det var en stilling, som trak rigtig meget i ham. Det var ikke et almindeligt professorat, men et forskningsprofessorat. Det ville sige, at det vigtigste arbejde bestod i egne studier og i at arbejde med en lille gruppe speciale studerende og doktorander. De studerende kom fra mange forskellige lande, hvilket tiltalte ham meget.

Men hvordan hang denne interesse sammen med den ene af hans begrundelser for at afslå Aarhus, nemlig manglende akademisk kvalifikation? Talrige gange i hans breve og dagbøger gjorde han rede for sit møde med amerikanske universiteter og missionsprofessorer. Han var ikke imponeret. Hvis man blot havde været missionær, var man kvalificeret til at blive professor i mission, for som en professor sagde til ham: „Det drejer sig ikke så meget om teologisk undervisning og studium, men om at vække missionsinteressen blandt vordende præster; de teologiske seminarer har en meget stor betydning med hensyn til at kalde på vordende missionærer.”251 I modsætning hertil havde han meget stor respekt for den akademiske standard blandt de europæiske universiteter. Derfor turde han ikke binde an med et lektorat i Aarhus, mens han var tiltrukket af et professorat i Chicago.

3.14.3 Chicago frister Inden han var færdig med at overveje dette tilbud, kom der endnu et tilbud om et professorat i Chicago. Denne gang fra the Lutheran Theological College252 – altså en anden uddannelsesinstitution end University of Chicago. I virkeligheden var han mere interesseret i denne stilling, viste det sig af forskellige personlige grunde. Men det blev i sidste ende ikke Chicago. Han ville ikke udsætte sin familie for at skulle flytte til USA verden set fra london

115

– og han var nok også betænkelig over, om han kunne finde ind i et konstruktivt samarbejde med de mennesker, han skulle arbejde sammen med.

Endelig var der bud efter ham fra LWF for at han skulle overtage ledelsen af at opbygge en ny toårig teologisk uddannelse i Tanganyika.253 Også her blev det et nej med den begrundelse, at en sådan leder nødvendigvis måtte have Afrikaerfaring.

Og så var der ud over de nævnte grunde til at afslå de mange forskellige, spændende tilbud en helt overordnet grund, som han nævnte i et brev til generalsekretær C. Rendtorff, DMS: „Desuden noget ganske andet, nemlig Danmark selv. Og her ville jeg meget gerne have din direkte, åbne og broderlige mening, for dette er slet ikke let. Jeg føler, jeg har et ansvar over for Danmark, og jeg har ingen ret til at tage noget andet uden først at være klar over stillingen hjemme. Jeg vil gerne, stillingen her skal være ganske klar; jeg vil ikke tage hjem bare for at komme hjem (i den forstand længes vi ikke efter Danmark, og det vil ikke være af afgørende betydning for os, om vi bosætter os endeligt hjemme eller et andet sted) – men Danmark og dansk mission har givet mig de chancer, jeg har haft her, og så at sige investeret lidt her (selv om man jo ikke kan sige, at den danske kirke just brillerer med sin interesse for dem, der går ud for at lære lidt mere – og måske også for at tjene den danske kirke i et internationalt og økumenisk arbejde; denne form for tjeneste synes den danske kirke overhovedet ikke at have fået øje for; man synes kun at kunne forstå tjeneste, når man taler om embeder, lønforhøjelser, boligtilskud osv. – så ved man i hvert fald, at manden tjener den danske folkekirke - undskyld!); jeg skylder dansk mission (og i meget betydelig grad DMS’s vidsyn og frihed) at min vej kom til at gå i den retning; det betyder også ganske reelt for mig, at jeg ganske simpelt ikke kan tage Chicago jobbet, hvis der virkelig er en opgave derhjemme, som kalder på mig. Det betyder ikke, at jeg ville tage hjem af bare pligtfølelse – slet ikke; jeg ville kunne gøre det med glæde, hvis der er en klar opgave, men ellers ikke.

Hvordan ser du på dette? Jeg skriver alt dette ganske privat og ønsker ikke noget forelagt bestyrelse eller andet i den retning. Hvis jeg forlader IMC omkring sommeren 1958, kan du se nogen grund for mig til at tage hjem – altså ikke bare i al almindelighed, men ganske konkret?... Lad mig spørge ganske brutalt, men konfidentielt: er der noget sted i DMS, hvor I ville have brug for mig?”254 Hermed var bolden spillet over på Rendtorffs bane. Og han var ikke sen til at gribe den.

Når EW tænkte på at vende hjem til Danmark, hang det naturligvis også sammen med en overvejelse om familiens fremtid. Han var ikke særlig tryg ved at forestille sig, at hans børn skulle vokse op i Amerika, som han havde så mange reservationer over for.

Og fremtiden i London, hvor familien trivedes var usikker, da han ikke kendte sin egen stilling i IMC, når man skiftede ledelse. I London voksede familien i øvrigt endnu en gang, idet Flemming blev født i Bromley i maj 1958. Danmark kunne være et godt sted for familien at leve og børnene at vokse op og udvikle sig.

116

verden set fra london

Dansk intermezzo

Kapitel 4

DANSK INTERMEZZO 4.1

VEJEN TILBAGE

4.1.1 En klar opgave Erik W. Nielsen var i spil til at blive den nye generalsekretær i IMC. Men der var også andre navne på tapetet, ligesom der var foreslået en del navne til forskellige stillinger i IMC. Det var navne på personer, som EW anerkendte som dygtige, bare ikke til de positioner, som man overvejede dem til. Og Charles W. Ranson var på vej væk fra IMC for at starte Theological Education Fund, der blev en realitet efter mødet i Ghana 1957-58.

Som vi har set, var der mange, der trak i EW, og han måtte nødvendigvis gøre sin stilling op. Han havde været otte år i IMC og skulle snart ud i en kontraktforhandling. Skulle han fortsætte? – Skulle han videre i livet? – Eller havde DMS brug for ham? Og hvad med familien? Han var som nævnt ikke tryg ved, at børnene skulle vokse op i Amerika.255 Han havde skrevet til Rendtorff, at han skyldte DMS, at hans livsbane havde fået den retning, den havde. Hvis DMS derfor havde en klar opgave, hvor man kunne bruge hans evner, så ville han med glæde komme hjem.

Spørgsmålet var altså: kaldte DMS på Erik W. Nielsen? Kaldte DMS på den viden og erfaring, som han havde fået gennem sit arbejde i IMC, et arbejde, som EW opfattede som en investering fra DMS’s side, og som han skyldte dem at drage nytte af, hvis de ønskede. Derfor kunne han ikke komme videre i sine overvejelser over fremtiden, før han kendte DMS’s stilling i sagen.

4.1.2 Rendtorffs plan Conrad Rendtorff svarede,256 at man ville byde EW hjertelig velkommen tilbage til Danmark, og at der ikke var tvivl om, at der nok skulle blive et arbejde til ham på den ene eller anden måde, et arbejde, som han kunne leve af og antagelig blive glad for, og som ville gavne dansk ydre mission. Det næste spørgsmål var så: hvilket arbejde?

Efter at Rendtorff havde modtaget EW’s brev, havde han delt dets indhold med biskop Halfdan Høgsbro, der på samme tid var medlem af DMS’s bestyrelse og DMR’s formand. Det skulle vise sig at indeholde en interessekonflikt. Høgsbro tænkte mere i DMR’s interesse end i DMS’s. Derved kom der allerede fra begyndelsen i denne proces 118

dansk interme z z o

modsatrettede interesser i spil, hvilket var med til at vanskeliggøre beslutningen for EW, der på den ene side følte sig forpligtet på at indfri DMS’s investeringer i ham, og på den anden side kunne se et formål i at være med til at samle dansk ydre mission.

Rendtorffs forslag var meget konkret. DMS’s bestyrelse ledte efter en kandidat til at overtage hvervet som formand257 efter pastor S. H. Sørensen258, der efterhånden var blevet en ældre herre. I den forbindelse havde der været bestyrelsesmedlemmer, der havde peget på Rendtorff som ny formand. Nu så Rendtorff muligheden for at få denne kabale til at gå op, ved at Rendtorff søgte præsteembede og forlod generalsekretariatet til fordel EW. Denne løsning ville passe Rendtorff personligt godt259, da han gerne igen ville være præst. Den lange tid som generalsekretær havde slidt på helbredet, og kort før jul 1957 fik han en længere sygeorlov på grund af en blodprop i hjertet.260 4.1.3 Biskop Høgsbros plan Biskop Høgsbro tænkte i helt andre baner. Han ønskede, at såvel Rendtorff som Erik W. Nielsen skulle lægge deres kræfter i dansk ydre mission, dvs. Rendtorff skulle fortsætte i DMS og EW skulle tilknyttes DMR, der så skulle betale halvdelen af EW’s løn, mens den anden halvdel skulle betales af folkekirken gennem stiftsfondene. Dette ville betyde, at EW skulle anerkendes af landets biskopper som en slags konsulent i missionsspørgsmål.

EW havde efterlyst en klar opgave, hvis han skulle vende hjem til Danmark. Rendtorff var ikke i tvivl om, at denne klare opgave lå i at blive generalsekretær i DMS. Opgaven i DMR var alt for usikker og afhængig af opbakning fra en række instanser, som man ikke på forhånd kunne vide sig sikker på.

Uklarheden var åbenlys. Biskop Høgsbro havde med sine dobbelte interesser forplumret billedet. For EW ville uden tvivl gerne hjem til generalsekretariatet i DMS. Det var drømmestillingen. Men han ville også gerne være med til at samle dansk ydre mission.

Allerede i 1946 havde han i DMR holdt foredraget Kirke og Mission, hvori han havde kaldt til samling i dansk ydre mission. Kunne han være med til en sådan samling, ville det give mening med en tilknytning til DMR – ja, i en sådan grad, at han senere kunne konstatere, at „det var DMR, der virkelig havde min interesse, da jeg kom hjem.”261 I oktober 1957 var han hjemme i Danmark for at holde foredrag på Præsteforeningens videnskabelige kursus262. I den forbindelse mødtes han med såvel DMS’s forretningsudvalg som medlemmer af DMR’s bestyrelse for at drøfte mulighederne. Det skabte ikke klarhed. Stillingen i DMR var stadig forbundet med en række hvis’er. Således var situationen, da EW og biskop Høgsbro mødtes i Ghana i julen 1957. EW kunne ikke finde ud af, om det var Høgsbros private ideer – eller om han havde opbakning i selskaberne. Derfor havde han bedt om, at Høgsbro skulle sætte forslaget på dagsordenen i DMR, og han havde skrevet til sin gode ven Erik Petersen, der sad i DMR’s bestyrelse, at denne skulle sørge for, at der kom en saglig drøftelse af spørgsmålet og ikke kun dansk interme z z o

119

en drøftelse af hans person.263 Denne drøftelse blev aldrig gennemført i DMR. Og i Ghana nåede de heller ikke til større klarhed – set fra EW’s side. EW turde ikke tro på konstruktionen med en fuldtidssekretær i DMR. Hvordan skulle den finansieres? Ville selskaberne være med til det? Kunne biskopperne gå med på forslaget? Og hvordan skulle hans stilling eventuelt være i forhold til folkekirken? Skulle han være en slags stiftspræst for ydre mission? Det huede ham bestemt ikke. Eller skulle han være en slags videnskabelig konsulent for selskaberne og stifterne? Hvad ville en sådan stilling indebære? Spørgsmålene syntes uendelige – og i korrespondancen med biskop Høgsbro fik han intet svar. Biskoppen var dog ikke i tvivl om, at alt ville løse sig, hvis blot EW besluttede sig for at tage udfordringen op!264 Til forvirringen hørte også, at biskop Høgsbro stædigt havde holdt fast i sin holdning til DMS. „Der var intet for EW at gøre i DMS!“ - (sagde et fremtrædende bestyrelsesmedlem i DMS!).265 4.1.4 Uklar beslutning i DMS I denne uklarhed stod sagen, da Erik W. Nielsen i slutningen af marts kom til Aden for i cirka fem uger at lave den grundige undersøgelse af missionen dér. Til sin store forundring opdagede han ved ankomsten, at det, han ikke selv opfattede som en klar beslutning, allerede var meldt ud til missionærerne: „….Jeg opdager til min rædsel, at mine foreløbige samtaler med forretningsudvalget i oktober er blevet rapporteret herud – at EP endog har været så utilgivelig uforsigtig at lade bemærkninger falde i brev til Jeppe266” På denne baggrund holdt DMS bestyrelsesmøde i dagene 18.-19. marts 1958 og DMR den 20. marts. Ved bestyrelsesmødet i DMS blev C. Rendtorff enstemmigt valgt som ny formand efter S. H. Sørensen. Så skulle man vælge generalsekretær. Det blev ikke så let.

Biskop Høgsbro havde sin egen dagsorden. Han skulle have EW til DMR. Derfor var hans holdning, som allerede nævnt, at EW ikke havde nogen fremtid i DMS. På den baggrund fik han bestyrelsen til at slutte op om et forslag, der skulle gøre Erik Petersen til generalsekretær i DMS. Han havde som landssekretær vikarieret for Rendtorff under dennes sygdom „og gjort et fortrinligt arbejde…...”267 I dette fik han delvis opbakning, idet man valgte at forfremme Erik Petersen enstemmigt. Men med den tilføjelse, at man besluttede at opfordre Erik W. Nielsen „at træde ind i sekretærstaben som generalsekretær ved siden af Erik Petersen.”268 Rendtorffs plan mislykkedes altså. Man valgte at gå tilbage til systemet før 1953, da Harald P. Madsen havde forladt DMS, og Rendtorff var blevet den eneste generalsekretær. Høgsbro havde opnået, hvad han ville, at bringe EW i position til en stilling i DMR. Og DMS var endt i en organisatorisk umulig situation ved at vende tilbage til to generalsekretærer, der allerede under Rendtorff og Harald P. Madsen havde vist sig at være uhensigtsmæssigt. Et skib kan ikke have to kaptajner.

4.1.5 Høgsbros manglende mandat Nu var det så DMR’s tur. Her viste det sig, at EW’s bange anelser blev opfyldt. Biskop Høgsbro havde ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Professor Torben Christensen269 betvivlede EW’s videnskabelige betydning og ligeledes, at han skulle kunne få 120

dansk interme z z o

betydning som konsulent for de forskellige selskaber, og advarede mod, at DMR forhastede sig, så længe man ikke havde et større fast program som dansk ydre missions fællesorgan. Disse synspunkter fandt støtte hos nogle.270 Men et overvældende flertal (12 mod 2) støttede formanden, men først efter at de enkelte medlemmer havde konsulteret deres respektive bestyrelser kunne sagen endelig afgøres. Alligevel skrev biskop Høgsbro allerede den 27. marts til Erik W. Nielsen om afgørelsen og bad EW om at overveje situationen og tage imod opfordringen.271 Nogle dage senere kom brevet fra Rendtorff, der redegjorde for DMS’s afgørelse i sagen.272 Rendtorff forklarede beslutningen om de to generalsekretærer med, at man skulle have en ordning, der kunne træde i kraft med det samme, da han var blevet udnævnt til præst og skulle indtræde i sit nye embede allerede en måned senere. Og bestyrelsen mente ikke „at de uheldige erfaringer, man har gjort sig ved en sådan ligestilling mellem to generalsekretærer, i dette tilfælde skulle være tilstrækkelige til at hindre en sådan ordning.“ Hermed hentydede Rendtorff til det nære venskab, som havde eksisteret mellem EW og Erik Petersen, siden de begge var blevet ansat i DMS nogenlunde samtidig i 1945. Heri skulle det vise sig, at bestyrelsen tog alvorligt fejl.

Delingen af generalsekretariatet sled venskabet mellem de to i stykker. Og bestyrelsen havde ikke gjort sig nævneværdige tanker om, hvordan de to generalsekretærer skulle dele embedet imellem sig. Det måtte de finde ud af senere og hen ad vejen. I virkeligheden blev der aldrig udarbejdet en klar stillingsbeskrivelse for de to til at regulere deres arbejdsområder. Som hovedregel skulle Erik Petersen være generalsekretær for hjemmearbejdet og Erik W. Nielsen for missionsmarkerne – men grænserne flød, og gang på gang overlappede de hinanden.

4.1.6 To generaler er én for mange Bolden lå nu hos Erik W. Nielsen, der befandt sig i Aden endnu en måneds tid. Der gik altså nogen tid, inden han kunne meddele DMS og DMR sin endelige beslutning.

Det vil sige, at han havde tid til at overveje sin situation. Og det var tydeligt, at de to venner hver for sig var ganske betænkelige ved situationen273. EW fandt ikke, at biskop Høgsbro havde givet noget som helst klart svar på, hvad stillingen i DMR ville komme til at indeholde. Den gode tid i Aden til at filosofere over hele situationen uden at kunne drøfte den indgående med Marie gav plads til tvivlen – „….Jeg er faktisk ikke engang ganske og bestemt klar over, om de ganske ærligt ønsker mig hjem….”274 Men en beslutning skulle tages – og den blev taget. Det blev generalsekretariatet i DMS, der vandt, selv om DMR trak i ham sådan, som han formulerede det i et brev til biskop Høgsbro: „…. Som jeg sagde det klart både i DMS og i Dansk Missionsråd, min egentlige interesse ligger i Dansk Missionsråds perspektivet, og jeg er overbevist om, at kardinalpunktet i dansk ydre mission i mange henseender ligger her. Samtidigt føler jeg – måske forkert – at det i hvert fald for tiden måske vil være lettere at arbejde ind i dette fra et af selskaberne, og hvis jeg bliver bedt om at være sekretær for Dansk Missionsråd, så vil jeg gøre mit bedste for at virkeliggøre dette – i håbet om, at det skal blive muligt eventuelt med tiden at glide dansk interme z z o

121

helt over i Dansk Missionsråd…..”275 Over for Erik Petersen gav EW klart udtryk for, at det havde været en vanskelig beslutning, som han stadig var i tvivl om: „… Vi håber og beder om, at valget må være det rigtige, MEN det har kostet blod, sved og tårer at træffe det, og vi er stadig nervøse, men nu må vi prøve at gøre, hvad vi kan. Ikke mere om disse vanskeligheder nu. De er vore egne, og kan vi ikke løse dem, ja, så må det vise sig, og vi må tage konsekvenserne. Nu vil vi i hvert fald prøve, så godt vi formår. Jeg håber inderligt, at vort Ja ikke må berede dig ekstra vanskeligheder. Det har stadigt naget mig, om ikke det både af hensyn til DMS og til dig, havde været bedre for os at sige nej, men vi følte ikke, vi kunne gøre det. Vi vil gøre, hvad vi kan….”276 Der blev altså ansat to generalsekretærer. Det var én for mange. I princippet blev de ligestillet, men da EW rejste så meget, som han gjorde, blev det naturligt, at Erik Petersen gang på gang kom til at fremstå som førstemand blandt ligemænd.

De næste års arbejde lå nu i Danmark, og fra 1. januar 1959 var familien Nielsen tilbage på Strandagervej i Hellerup.

Så var der Dansk Missionsråd. Her accepterede EW at overtage posten som sekretær og kasserer, og fra 1. april samme år havde han således to stillinger – og én løn. Han fulgte i Rendtorffs spor, der også havde bestridt samme to stillinger. I DMR’s protokol blev det noteret, at Erik W. Nielsen blev ansat som sekretær og kasserer i DMR med myndighed til at underskrive på DMR’s vegne. Men også her var dobbeltspillet. For samtidig blev det bestemt, at Erik Petersen også havde tegningsret – men „almindeligvis vil pastor Erik W. Nielsen være underskriver.”277 4.2

DANSK MISSIONSRÅD

4.2.1 Mulighederne i DMR Biskop Halfdan Høgsbro havde som formand for DMR store forhåbninger til Erik W. Nielsen, da denne vendte hjem fra mere end otte års tjeneste ved IMC. Nu skulle DMR løfte dansk mission. Og manden, der skulle indfri disse ambitioner, var Erik W. Nielsen.

Allerede i 1946 havde EW holdt foredraget: Skal vi ønske en anden plads i kirkens liv og organisation i Danmark. Foredraget var holdt ved et møde i DMR, og selv om han ideelt måtte ønske, at mission var hele kirkens sag, og ikke som tilfældet var, at missionen blev varetaget af relativt få og små interessegrupper inden for kirken, så måtte han realistisk forholde sig til, at sådan var situationen ikke i den danske folkekirke. Derfor måtte man i hvert fald foreløbigt fortsætte som et frit missionsarbejde, men det måtte være den danske kirke, som drev mission gennem selskaberne, der måtte anerkendes som de retmæssige organer for kirkens missionsforpligtelse. Han ønskede altså ikke en anden organisation for mission i den danske kirke, men han ønskede, at kirken anerkendte, at mission er kirkens livsfunktion. Missionskaldet skulle ind i selve menigheden. Mission 122

dansk interme z z o

skulle kirkeliggøres, selv om han indrømmede, at dette udtryk kunne misforstås. Han mente, at mission måtte ind i selve det teologiske studium, ikke som et særligt fag med særlige forelæsninger, men integreret i de forskellige teologiske hovedfag. Og mission måtte ind i forkyndelse, i konfirmandforberedelsen, i skoleundervisning og i menighedsarbejdet. For at opnå denne integration måtte selskaberne arbejde meget tættere sammen end tilfældet var. Helst så han en sammenslutning af alle danske missionsselskaber, men da det ikke var realistisk, så måtte selskaberne opgive deres selskabsegoisme og samarbejde i en udpræget grad, så man optrådte samlet over for menighederne.

4.2.2 Konfessionel eller økumenisk Med en god portion optimisme i bagagen og inspiration fra bl.a. Tyskland kastede EW sig ud i de mange opgaver. Meget hurtigt satte han sin dagsorden i DMR, hvis struktur blev sat til diskussion. Siden sin begyndelse i 1912 havde DMR været en ren folkekirkelig organisation, selv om den refererede til det økumeniske IMC, og DMR’s ledere således til stadighed samarbejdede og mødtes med internationale missionsledere af anden konfession end den lutherske. Denne begrænsning fandt EW utilfredsstillende. Med sin klare økumeniske forståelse af evangeliet, kunne han ikke andet end rejse spørgsmålet om DMR’s isolation og opfordre til, at man tog fat på en åbning mod frikirkerne. I august 1960 blev der åbnet en debat i DMR om vedtægterne, således at DMR fremover kom til at bestå af „danske missionsvirksomheder, der anerkender Kirkernes Verdensråds basis.”278 Forslaget medførte en længere diskussion i rådet, hvor især professor Torben Christensen var imod forslaget. Hans argumentation var, at DMR i stigende grad havde fået en plads i den danske kirkes bevidsthed som et organ for den danske folkekirkes mission. Derfor mente han, at man ikke burde gøre DMR økumenisk, men snarere stramme linjerne og kalde rådet: „Den danske folkekirkes Missionsråd”. Så kunne man danne et „Dansk Økumenisk Missionsråd,“ hvor frikirkerne havde samme antal medlemmer som de folkekirkelige selskaber. Begrundelsen var, at folkekirkelige menigheder ikke skulle indsamle penge til støtte for frikirkelige missionsformål. Den danske folkekirke var endnu ved begyndelsen af 1960’erne særdeles konfessionel. Debatten kom til at strække sig over et par år, og de nye vedtægter blev først vedtaget ved DMR’s møde den 23. november 1962279. DMR blev åbnet for frikirkelige organisationer. De første to frikirkelige organisationer, der blev optaget samme dag, som vedtægterne blev vedtaget, var Metodistkirkens Missionsråd og Frelsens Hær. Resultatet blev, at man løste det folkekirkelige spørgsmål ved at danne en ny organisation, Folkekirkens Missionsråd, til varetagelse af de rent folkekirkelige forhold.

4.2.3 Forhøjet aktivitetsniveau Indtil ansættelsen af EW som sekretær for DMR havde sekretariatet været varetaget til venstre hånd af DMS’s generalsekretær – eller som man også sagde: „DMR var en skrivebordsskuffe på DMS.“ Med det forhøjede aktivitetsniveau i DMR, blev det aktuelt at ansætte en kontorsekretær280 til aflastning af sekretæren i de administrative spørgsmål.

Dermed rejstes også spørgsmålet om bedre og adskilte kontorfaciliteter. Dette rejste vidansk interme z z o

123

dere spørgsmålet om et tættere samarbejde mellem selskaberne konkretiseret i et kontorfællesskab. Under de lange forhandlinger, hvor man først midlertidigt lejede kontor hos DMS på Strandagervej, viste der sig en mulighed for at indgå i et kontorfællesskab i stueetagen i Bispegården i Nørregade 11, København, med Folkekirkens Nødhjælp, Det mellemkirkelige Råd, Det økumeniske Fællesråd og Dansk Santalmission. Ordningen trådte i kraft pr. 1. januar 1963.281 Blandt de mange andre initiativer, som EW satte i gang i DMR, var forsøget på at danne et fælles missionsblad, undervisningsmateriale til folkeskolen om mission, styrkelse af Nordisk Missionsråd, sammenlægning af Norsk Tidsskrift for Misjon, Svensk Missionstidsskrift og Nordisk Missionstidsskrift. I første omgang stillede de nordiske landes missionsråd sig åbne og positive med hensyn til dannelsen af et fælles nordisk missionstidsskrift.282 Men efter nogen overvejelse fik svenskerne betænkeligheder og stillede som betingelse, at Erik W. Nielsen ville stille sig til rådighed som redaktør. Under WCC’s møde i New Delhi blev han opsøgt af en repræsentant fra det svenske missionsråd, der direkte spurgte ham, hvor længe han regnede med at blive på sin post i Danmark. Baggrunden var, at „hvis man kunne regne med, at jeg ville blive i Danmark og ville tage virkelig del i det skandinaviske arbejde, direkte eller indirekte gennem Nordisk Missionsråd, sådan som jeg havde gjort det gennem de sidse to år, så var man fra svensk missionsråd interesseret i, at udarbejde et skandinavisk samarbejde, så meget som det overhovedet var muligt, altså ikke mindst på punkter, som skandinavisk missionærkursus og dannelsen af et fælles nordisk missions tidsskrift …. Han sagde, at man fra det svenske missionsråds side var interesseret under forudsætning af, at man kunne regne med mig som redaktør. Det ser sådan set ikke særlig godt ud, da jeg i allerhøjeste grad har nok at gøre i forvejen. Men det blev meget stærkt understreget fra hans side, at man i det svenske missionsråd meget, meget gerne så, at jeg ville fortsætte i Skandinavien, i hvert fald 2 eller 3 år endnu.”283 Initiativet med at udarbejde materiale for folkeskolens undervisning i mission resulterede i bladet Kirken Arbejder, der blev udgivet i et samarbejde med Materialecentralen.284 4.3

DEN MISSIONERENDE KIRKE

4.3.1 Arven fra Tambaram Siden IMC’s Assembly i Tambaram i 1938 havde kirken stået i centrum i missionsdebatten. Som vi har set under EW’s møde med Hendrik Kraemer (se. kap. 3.3), så overtog EW ikke blot den ekklesiologiske missiologi fra Tambaram og Kraemer, men allerede i sit foredrag Mission og Kirke (se kapitel 2) fra 1947 havde han anslået en mere radikal missiologi, hvorved han understregede mission som kirkens livsfunktion. Man kunne næsten med en omskrivning fra den tyske teolog, Rudolf Bultmann285 tale om, at for EW var mission den eksistentielle interpretation af evangeliet. Ligesom overtagelsen af livet på de givne eksistentielle vilkår var den nødvendige eksistentielle interpretation af 124

dansk interme z z o

evangeliet for Bultmann, således var den eksistentielle interpretation af evangeliet for EW kirkens forpligtelse på den mission, hvorpå den hele tiden overskrider sine egne grænser.

4.3.2 Centrum og periferi Biskop Halfdan Høgsbro fremhævede Kraemers ekklesiologi i en artikel i Nordisk Missionstidsskrift fra 1960286 og et andet af DMS’s bestyrelsesmedlemmer, biskop Christian Baun287, Viborg, der var formand for DMS’s hjemmeudvalg, anslog samme toner i et oplæg til drøftelse af DMS’s hjemmearbejde.288 Baggrunden var, at man i DMS kunne se, hvorledes samfundet i tiden efter Anden Verdenskrig havde ændret sig, hvilket havde konsekvenser også for DMS’s hjemmearbejde. Kvinderne var nu hastigt på vej ud på arbejdsmarkedet, hvilket betød, at en væsentlig del af DMS’s hjemmearbejde, kvindekredsene, i disse år mistede fodfæste. Dertil kom en teologisk udvikling bort fra den vækkelsesdominerende linje, som havde været rygraden i DMS siden 1889. I vækkelsernes tredje generation var opslutningen til Indre Mission vigende. Man begyndte at samle sig mere og mere omkring et sognearbejde uden vækkelsespræg. I sit oplæg formulerede biskop Baun sig med ordene, at „ …kirken er i nød. Vi er ikke dygtige nok; vi er ikke „varme“ nok; og vi står med devaluerede ord, når vi taler om evangeliet, om menigheden eller Kristus. – Det er derfor nødvendigt, at vi fordyber os i den bibelske baggrund først og fremmest.“ Det betød ifølge Baun, at man måtte arbejde på langt sigt, for „kun en radikalt fornyet kirke kan løse sin opgave….Vi må forstå, at vi lever ikke blot i perioden efter vækkelserne, men vi er også kommet ind i en tid, som kunne kaldes „den efterkristne“ tid. Pietismen forsøgte at bøde på kirkens nød på sin måde, men man gjorde kirken til målet for mission og ikke udgangspunktet. Man kom derfor til at bygge kirke på „randbemærkningerne”. Til trods for pietismens fortjenester kan man ikke bygge videre på den kirkeforståelse, der her kommer til udtryk.”

Det var biskoppen, der talte her. Kirken var i centrum. Randbemærkningerne var de kirkelige organisationer – bl.a. missionsselskaberne. Det var kirken, der var i nød. Og det var kirken, der måtte fornyes radikalt. Dette var biskop Bauns fundamentale holdning, som han også gav udtryk for i en artikel i KFUM og KFUK’s lederblad: Ungdomsarbejderen, hvor han skrev: „Folkekirken må automatisk samle sig om det, der altid er centrum i det kristelige liv: forkyndelsen og sakramenterne, mens organisationerne mere samler sig om de opgaver, der er en følge af at møde dette centrum, undertiden opgaver, der må kaldes helt centrale, men undertiden også mere periferiske.”289 I biskop Bauns verden hørte såvel KFUM og KFUK som DMS hjemme i organisationernes verden – altså i periferien i forhold til kirken, der i hans verden var centrum.

Det er givet, at folkekirken á priori må samle sig om forkyndelse og sakramenter. Gjorde den ikke det, var den ikke kirke, da disse elementer hører til kirkens kendetegn. Men det vil være relevant at minde om den kritik af reformatorerne, som kom til orde fra WCC netop på denne tid, hvor det hed, at til kirkens kendetegn hørte også missionen.290 dansk interme z z o

125

Men når Baun derpå hævdede, at organisationerne måtte samle sig om de opgaver, der følger af mødet med det centrale, skitserede han en arbejdsdeling mellem kirke og organisationer, hvorved han tabte begge dele på gulvet, for han tog sendelsen fra kirken, hvorved den blev gjort introvert, og forkyndelsen og sakramenterne fra organisationerne, hvorved disse mistede deres ekklesiologiske substans, der var betingelsen for sendelsen.291 I stedet for at tage sit udgangspunkt i den givne folkekirke, måtte biskop Baun have startet sin sammenligning af forholdet mellem kirke og organisationer ved at definere, hvad kirken er og, hvorved den kendes. Og her manglede han missionen som et kendetegn på kirken. På den valgte måde gjorde Baun organisationerne afhængige af folkekirken, og det ville i praksis i hovedsagen sige dens præster, hvorved organisationerne blev et spejl af folkekirken.

4.3.3 Erik W. Nielsens kritik af biskop Baun Erik W. Nielsen måtte nødvendigvis reagere på denne teologi. Det skete i et længere brev292, hvori han indledte med at takke biskop Baun og hjemmeudvalget for at tage denne grundproblematik op, hvilket han længe havde savnet. Men så fulgte kritikken. ”Det forekommer mig, at det lider af teologisk slagside eller, at det er for sikkert. Den gennemgående tendens er „kirkeliggørelse af missionen.“ Nu må du ikke straks (som man jo altid gør i Danmark) placere mig i en eller anden bås og derved afvæbne mig. Jeg har i årevis, længe før jeg rejste til England, kæmpet for en sådan kirkeliggørelse – jeg er helt enig i, hvad du sagde om kirken og de andre ting – det var, hvad du ikke sagde, jeg er betænkelig ved … Du brugte meget stærkt ordet „fornyelse“ – på en måde, som både var klar omvendelsestale, personligt, og samtidig tale om en kirkelig fornyelse, … men mener du for alvor - , at fornyelsen kommer ved en ren kirkeliggørelse? Selvfølgelig ikke. Med mindre man definerer begrebet kirke helt anderledes klart. Jeg skal ganske ærligt indrømme, at jeg faktisk er temmelig skuffet over hjemmeudvalgets arbejde på dette felt indtil nu. Jeg kan med min bedste vilje ikke se noget virkeligt nyt i alt det teologiske materiale, vi har fået tilsendt.”

Derpå konkretiserede han sin kritik i følgende: a) Selve kirkeforståelsen i Danmark. Vi må jo da se klart i øjnene, at starter vi, hvor hjemmeudvalget er startet, da drister vi os – inden for et missionsselskabs rammer (og det mener jeg er nødvendigt og rigtigt) – til at studere og rejse spørgsmål vedr. vor egen kirke. Vi går altså uden for vort „felt“ som missionsselskab. I selve dette ligger noget meget centralt og væsentligt. Men, jeg har ikke mærket nogen virkelig problematik her. Det var omkring Tambaram i 1938 og årene derefter, at man slog så stærkt på kirkeliggørelsen af missionen, men har vi ikke i årene derefter set, at denne proces er ikke så ensidig? – At selve missionsperspektivet er et meget kritisk element at bringe i berøring med kirkebegrebet… Jeg har manglet denne spænding totalt i materialet … Studiet er foregået og foregår inden for et missionsselskabs sfære, og man må altså forvente, at man netop her har et klarere blik for missionsdimensionen, men jeg kan ikke af materialet se andet, end at det akkurat lige så godt kunne være foregået inden for enhver præstelig kreds. Bortset altså fra, at en 126

dansk interme z z o

af skribenterne efter en lang afhandling kommer til det revolutionerende, at en biskop bør udsende missionæren (hvad jeg i og for sig er personligt enig med manden i, men det er dog vel ikke det egentlige i sagen?). Altså, jeg mener, at vi har med en „farlig“ ting at gøre, når vi drister os til at tale om mission og kirke, men jeg kan ikke finde noget „farligt“ i skrivelserne. De bliver mere eller mindre rene selvbekræftelser. b) Og dermed er vi ovre i det konkrete, det lokale. Når jeg selv, sikkert på en ganske uklar måde, som sædvanligt – spurgte dig om menighedens form i hverdagen, da lå der jo derunder et forsøg på at se, om man kunne tænke sig, at den teologiske problematik kunne stille spørgsmål til selve vor kirkestruktur – og form i Danmark i dag? … Kan vi tale alle de stærke ord om kirken, uden at man taler om menigheden, og det sidste bliver mærkeligt tamt og vagt. Det er – for mig – ligesom om menigheden ikke kan komme på plads i skandinavisk teologi; man vover ikke at tale om det – jo, den sædvanlige klage over „lægfolkenes“ manglende aktivitet, men lægfolket er menigheden, og kan vi ikke tale klart om menigheden, give den „form i hverdagen, som er kirkens dag, den virkelige dag“ (det er nu engang ikke søndagen), da vil lægfolkets aktivitet altid finde sin egen form, som ikke er „kirkelig.”… Jeg ved meget godt, at dette her centralt stiller spørgsmål til folkekirkens struktur (og jeg har de skarpeste spørgsmål og kan ikke acceptere alle de generaliserende afvisninger af frikirkernes forhold og alt muligt andet), men kan vi virkelig ærligt lade vor teologi stille spørgsmål til alt muligt andet – blot ikke til vor kirkes struktur. Er det tilfældigt, at man kan gennemgå hele dette studium og aldrig virkelig få stillet teologiske spørgsmål til vor egen kirkes form? Er det tilfældigt, at det synes, som om enhver tale om kirken instinktivt løber ud i to former, enten ren teologisk formulering (og teologien har nu i Danmark en tendens til at blive en højere form for åndelighed, når den altså bevæger sig i den rene teoretiske formulering, som om man løste noget med formler) – eller, nu altså moderne, i liturgi, begge dele dejligt ufarlige for de spørgsmål, der ligger neden under og trykker – også i vort missionsarbejde.

Altså, hvis vi skal tale om kirkesyn i missionsperspektiv, og det er vel meningen, er det da noget virkeligt nyt … at biskoppen udsender en missionær, at hjemmesekretærer får en kirkelig indvielse (som det blev foreslået!), at kredsforbund bliver organiseret efter de kirkelige linjer osv. Er det hele ikke haltende?

Og videre, selv om du i dit foredrag sagde, at missionsbefalingen ikke var givet til kredsene, men til kirken, så har der jo hidtil ikke været et kuk (hvis jeg husker ret), som har stillet spørgsmål ved disse kredse og deres struktur (kredsforbund, bestyrelsesvalg osv.). Nogle vil måske sige, at det er for tidligt, ja, men debatten i DMS kommer ikke, før man begynder at forstå, at der virkeligt menes noget med disse teologiske formuleringer. Og vi kan jo ikke simpelt hen lade, som om DMS skal kirkeliggøres alene i splendid isolation. Hvad med forholdet til de andre selskaber? Vil ikke selve disse synspunkter uundgåeligt lede i den retning, og skal de ikke? Hvorfor ikke tale klart om dette, hvis man altså mener det? Og før eller senere, måske før, skal vi ind på forholdet til de unge kirker, og hvad et missionerende dansk interme z z o

127

kirkesyn fører med sig (og, please, ikke bare kirkeretligt forstået) – og vi skal ind på det økumeniske problem. Alle disse ting ligger i billedet……”

For Baun var kirken institutionen, centreret omkring søndagens gudstjeneste. Mission og diakoni var det perifere, som fulgte af evangeliets forkyndelse, men som strengt taget ikke var identisk med kirken. Det var dette, EW reagerede så kraftigt imod. At kirken var apostolisk betød i EW’s teologi, at den var sendt med evangeliet. Heri ligger linjen klar helt fra hans første artikel i Dansk Missionsblad i 1943293. Derfor var problemstillingen hos EW i virkeligheden snarere, at kirken skulle gøres missionerende frem for som Baun hævdede, at missionen skulle kirkeliggøres. Eller som EW havde formuleret det i 1955: „Hvad betyder det at være en levende kirke i en given kontekst?”294 Evangeliet var kun evangelium i en forkyndt situation – altid i oversættelse!

4.3.4 Biskop Bauns svar Biskop Baun svarede straks på EW’s brev.295 Han var skuffet over den uenighed, som EW havde givet udtryk for. Men han hang fast i sit biskoppelige, barthianske embedssyn, at kirken er det centrale over for organisationerne, og han henviste til, at biskopperne kort tid forinden af Kirkeministeriet havde fået pålagt ikke at sige „vi”, men „jeg”, og han pegede i den forbindelse på, at den danske kirke i virkeligheden var kongregationalistisk opbygget. „Sognet er ifølge den danske folkekirkes hele opbygning, lovgivning og administration den eneste legale enhed, dog samlet i provstier og stifter med begrænsede beføjelser… Derfor er grundspørgsmålet: Hvad er det at være kirke (menighed) i dette sogn?.... i spørgsmålet om den missionerende kirke er det ikke spørgsmålet om hele kirkens opbygning, man skal drøfte, men samle sig om den lokale menighed eller sognets opbygning – derudfra vil resten følge. … Når du bruger ordet kirkeliggørelse, mener du noget helt andet end det, jeg taler om. Jeg føler, at du tænker på noget med forhold til kirkeinstitutionen, mens jeg hele tiden opererer med kirkeorganisationen, det levende og fungerende legeme.

Jeg brugte udtrykket: „Det sted, hvor det hele kommer i gang, er det sted, hvor Guds krav og Guds kald ikke besvares med en præstation, men med en funktion – ligesom grenen, der vokser og lever og „virker“ som følge af sin forbindelse med stammen. … Ægte mission er en funktion af Kristi legeme, en funktion der ganske simpelt følger af, at det er levende…“ Det er tydeligt, at Baun i sit svar strakte sig langt for at komme til at udjævne den uenighed, som EW havde givet udtryk for. Det lykkedes kun til en vis grad, men dybest set forstod han uden tvivl ikke helt radikaliteten i EW’s kritik. Der var en teologisk generation dem imellem. For Baun var kirken en sociologisk størrelse og menigheden de troendes forsamling, der ud af den store folkekirkelige medlemsskare sluttede op om kirkens gudstjeneste, der i Bauns verden var centrum, mens det kirkelige arbejde i mission og diakoni var periferien.296 Derfor var spørgsmålet om den missionerende kirke heller ikke et spørgsmål om hele kirkens opbygning, men at menigheden samlede sig om gudstjenesten, så ville alt det andet følge af sig selv. Kirkens nød var ifølge Baun, at kirkens medlemmer ikke samlede sig om forkyndelse og sakramenter i gudstjenesten.

128

dansk interme z z o

For EW var det tilbagevendende spørgsmål hele tiden: Hvad vil det sige at være en kristen på dette sted? Derfor kunne mission ikke reduceres til nogle få interesserede mennesker i nogle små kredse. Mission skulle integreres i alle kirkens livsformer. Mission var kirkens livsfunktion. Derfor ser vi en helt anden folkelig menighedsforståelse hos EW. 4.3.5 Mission kan kun ske i et mellemkirkeligt mønster For sagen er den, at mens Baun anså hjemmearbejdet primært som et spørgsmål om at have en økonomisk base for indsamling af de nødvendige midler til missionsarbejdet, så anskuede EW spørgsmålet teologisk, hvilket fremgår af følgende passus: „Hvis vi siger – og tager det alvorligt, at missionsforpligtelsen hører til selve kirkens eksistens, at kirken er sendt som missionerende kirke, så betyder det altså – uanset hvor fattigt det hele kan se ud i den praktiske hverdag -, at missionens billede fra det 19. århundrede virkeligt er endegyldigt forbi; at mission ikke længere er linjen fra Vest til Øst, at missionens „hjemmemenighed“ ikke længere ligger i Vesten, men overalt hvor der er kirke; at linjen ikke længere går fra Vest til Øst, men fra kirke til ikke-kirke – hvad enten dette er i Østen eller i Vesten.

Og det betyder, at missionen i dag kun kan ske i et „mellemkirkeligt“ mønster, i et snævert samarbejde mellem de forskellige kirker.”297 I sin kritik af Baun og hjemmeudvalget lagde EW sig på linje med generalsekretæren for det britiske CMS, Max Warren, når denne sagde: „Vi driver mission i midten af det tyvende århundrede, men vi står med en hjemmemenighed, som tænker i midten af det nittende!”298 Det er altså i sin grundsubstans EW’s opgør med adskillelsen mellem indre mission og ydre mission, vi ser udformet i denne diskussion med biskop Christian Baun (se kap. 2.6.3).

Erik W. Nielsen satte i sin tid som generalsekretær i DMS en større diskussion i gang om mission i Danmark. Der var tale om en radikal nytænkning af mission, der som et eskatologisk faktum betød, at mission var noget principielt andet end simpelt hen en kirkes udbredelse, dens egen forstørrelse – mission betød i EW’s optik ikke kirkens selvbekræftelse, men sprængning, hvor kirken i sin missionerende forkyndelse var på vej frem mod Kristi genkomst.299 Denne tænkning fik bl.a. sit nedslag i en studieproces ved Aarhus Universitet, der resulterede i et lille hæfte: „Menighedens struktur og funktion,“ der søgte at implementere indsigterne fra WCC og det studiearbejde, som EW havde forestået i IMC: The Missionary Obligation of the Church.300 For EW var det ikke et spørgsmål for kirken, om den ville drive mission. Spørgsmålet var: vil kirken være kirke?

Dette rejste for EW en kritik af de eksisterende forhold i Danmark, hvor kirke og mission blev betragtet som to selvstændige størrelser over for hinanden, sådan som det også i en vis forstand kom til udtryk i Bauns fremstilling. EW var af den opfattelse, at man alt for ofte i kirken opfattede mission som en interesse for de særligt interesserede, som i virkeligheden ikke berørte selve kirken. Dette måtte ændres, mente EW. Kirken måtte i videste forstand acceptere, at den var en missionerende kirke. Omvendt rettede dansk interme z z o

129

hans kritik sig også mod missionsselskaberne, der betragtede sin egen kirke som den mark, hvorpå man kunne høste indtægterne og missionærerne, og at man ofte bebrejdede kirken, hvis den ikke havde bearbejdet marken tilstrækkeligt, så høsten var blevet for lille. Dette blev ganske grotesk, når en række forskellige missionsselskaber kæmpede om høsten på den samme mark.301 4.4

PARTNERE I MISSION

4.4.1 Det 19. århundredes missionsmodel Det nittende århundrede var de store missionsstrategiers århundrede. Der syntes at være en forholdsvis rolig, meningsfyldt udvikling i gang overalt. Man kunne tale om strategi på langt sigt. I 1884 afholdtes i Berlin en konference mellem de europæiske stormagter, hvor store dele af Afrika blev fordelt mellem disse lande. Fire år senere blev der holdt en stor missionskonference i London. Der var en tydelig forbindelse mellem disse to konferencer. For en rent historisk betragtning må det konstateres, at den kristne mission i Asien/Afrika gennem det nittende århundrede i det væsentligste var tæt knyttet til Vestens politiske og kulturelle ekspansion.

I 1848 kunne ærkebiskoppen af Canterbury i en prædiken tale om, at England var det nye Israel i en ny verden. Gud havde givet England disse nationer, og det medførte en forpligtelse, eller som han sagde: „De nationer, som bringer England rigdom og hædrer dets storhed, ligger stadig i mørket og dødens skygge. Har mit folk set dette, eller er de gået

Det 19. århundredes

N IE

AF R

A IK

AS

missionsmodel

VESTEN

TE 130

S

IN D

F LY D

dansk interme z z o

FÆ

V ES N

INITIATIVER UDGÅR

RE

HISTORIEN FORMES

E ELS

S

forbi på den anden side? Har mit folk gjort disse nationer afhængige af sig, men ladet dem forblive slaver af Satan? Har mit folk beriget sig med nationernes guld og ikke agtet på de hedenske sjæle? Velsignet være Gud; denne anklage kan ikke med rette rettes mod os.”302 Det nittende århundredes mission var en envejsbevægelse fra Vesten mod Asien/Afrika.

Missionen var et vestligt initiativ. Verden var reelt delt i to store koncentriske cirkler.

Det var den indre ring, Vesten, der var centrum. Her formedes historien. Herfra udgik initiativerne. Herfra udgik dynamikken. Den ydre cirkel – Asien/Afrika – var Vestens indflydelsessfære. Her kopieredes Vestens religion og kultur – civilisationen. Selv Vestens teologiske uenigheder og konfessioner kopierede man.

Første Verdenskrig ændrede en del ved verdens magtbalance, og det blev beseglet endegyldigt i Anden Verdenskrig, som Vesten på sin vis tabte til Den Tredje Verden. Vesten var ikke længere historiens herrer. Det samme gjaldt inden for missionen. Koloniernes fald ændrede endegyldigt missionen.303 4.4.2 Den nye missionsmodel efter Whitby Således var situationen, da IMC’s medlemmer mødtes i Whitby i 1947 (se kap. 3.1.3), hvor man tog den nye verdensorden i mission til efterretning og formulerede den nye missionsstrategi i ordene: partners in obedience. Dette betød ifølge EW, at initiativet nu ikke entydigt gik fra Vesten mod Asien/Afrika, men at man var sat i et fællesskab, hvor man var udleveret til hinanden.

Verden er smeltet sammen i et globalt fællesskab, hvor vi er hinandens

ASIEN

skæbne og eksistens

AFRIKA VESTEN

dansk interme z z o

131

Mission efter Anden Verdenskrig er samarbejde mellem kirker, og EW citerede en japansk shintoist, der havde formuleret sig således: „Vi har kun to alternativer: samarbejde eller fælles tilintetgørelse.”304 Dette fik EW til at formulere sig på følgende måde i spørgsmålet om partnerskabet: „Hele denne samarbejdsstruktur, som vi står i og ikke kan undgå at stå i, bliver til et hæmmende bånd, en vanskelig begrænsning, hvis vi med mission udelukkende tænker på vor egen specielle linje til disse specielle kirker og opfatter mission som værende praktisk udelukkende udsendelse af bestemte missionærer. Men mission er noget uendeligt meget mere, noget langt videre, noget, der fortsætter, også når vore missionærer ikke er derude mere… Den anden almindelige linje, jeg vil nævne, er dette; lad mig blot sige det som et aksiom, en slags påstand, en grundsætning: Det er selve den kristne menighed, kirken, som er den missionerende faktor, den vidnende faktor sat ind i vor verden. Mission er ikke bestemte missionærer; vi må have blikket ændret her….. Men har vi understreget tilstrækkeligt den anden side, som ikke har med magt eller forfatning at gøre, nemlig, at missionæren står som et led i netop denne menigheds fællesskab, at hans eget vidnesbyrd, hans egen gerning er en del af netop denne menigheds vidnesbyrd….”305 I Whitby havde der været en spænding mellem de unge kirkers krav om anerkendelse som selvstændige kirker og deres angst for, at denne selvstændighed ville betyde, at Vestens kirker ville trække sig tilbage og overlade dem til sig selv – åndeligt såvel som økonomisk. Derfor blev det stærkt understreget, at man var partners in obedience.

Men et var en sluterklæring fra et verdensmissionsmøde. Noget andet var livet i dagligdagen bagefter. Implementeringen af de rigtige erklæringer kom ikke af sig selv. Hverken i Vestens missionsselskaber og kirker – eller i de unge kirker i Asien og Afrika.

4.4.3 Unge kirker eller nye kirker I tiden efter Whitby havde der været en vis diskussion om udtrykket de unge kirker, som mange undgik, fordi man tolkede dette udtryk som noget sekundært – noget underudviklet. I stedet foretrak man at tale om Asiens og Afrikas kirker. Erik W. Nielsen gik ind i denne diskussion306 og valgte at fastholde begrebet unge kirker trods risikoen for misforståelser. Hans pointe var, at de unge kirker ikke var en kopi eller fortsættelse af Vestens kirker, og han advarede mod, at man ukritisk mente at kunne bruge ordet kirke med samme indhold i Vesten og i Asien eller Afrika, fordi kirken altid på sit sted er noget unikt, der hele tiden må forholde sig til, at den er sat til at oversætte evangeliet ind i den kontekst, som den befinder sig i.

På den baggrund spurgte han, om de unge kirker i virkeligheden var nye kirker? Han mente, at de unge kirker måtte forstås som en del af den universelle kirke med hele kirkens historie som ballast. De unge kirker var ikke opstået ud af intet. De var en del af Kristi legeme. Det betød, at den lille afrikanske lokalkirke var Kristi legeme. Selv om den havde fejl og var ufuldkommen, så var denne kirke den universelle kirke på netop 132

dansk interme z z o

dette sted og gennem missionen havde den sin kirkehistoriske forbindelse tilbage til den første kirke. Men samtidig konfronteredes denne unge kirke hver dag med den afrikanske tankestruktur og sociale traditioner og grundlæggende ideer, som den hele tiden måtte forholde sig til for at kunne forkynde evangeliet. „Kirken lever i dette møde, i denne konfrontation, som engagerer selve fundamentet i kirkens eget indre liv og dets egne medlemmers tanke- og følelsesliv.”307 En forudsætning for at tale om dette samarbejde var først og sidst anerkendelsen af, at de unge kirker var selvstændige kirker. Det rejste igen spørgsmålet om, hvilken rolle missionsselskabet fremover skulle spille. I den gamle missionsmodel lå initiativ og beslutning i missionsselskabets bestyrelse. Pilen gik fra Vesten til Asien og Afrika. Og missionæren var missionsselskabets repræsentant på missionsmarken og arbejdsgiver for de lokale medarbejdere. Men hvordan skulle rollefordelingen fremover være?308 Ved debatterne i Whitby havde der været en udtalt betænkelighed fra Vestens kirker og missionsselskaber ved at slippe kontrollen med de unge kirker.309 Selv om man var enedes om en resolution, der talte om partners in obedience, så var man langt fra en fælles forståelse af, hvad dette betød i praksis. Spændingen bestod – og består vel i en vis grad stadig – om hvorvidt missionæren skulle underordne sig den lokale kirke som arbejdsgiver, hvorved missionsselskabet ville tendere til at blive et engageringsbureau for udenlandske arbejdere og en slags international bank for overførsel af penge til andre kirker.

4.4.4 Erik W. Nielsens partnerskabsteologi Ind i denne spænding formulerede Erik W. Nielsen sin partnerskabsteologi310, der havde sit teologiske udgangspunkt i Paulus’ tale om den kristne menighed som Kristi legeme (1 Kor 12). For EW var mission meget mere end at udsende missionærer.

Mission var at deltage i og medvirke til at løse de unge kirkers problemer. I den forbindelse understregede han, at det var den kristne menighed, der var den missionerende faktor. Mission var ikke reduceret til den udsendte missionær. Den missionerende faktor i Asien og Afrika var selve den lokale kristne menighed i hele dens sammenhæng – den kunne være svag, fortvivlende svag og kristeligt set usikker, hvor det kunne være vanskeligt at finde kvalificerede mennesker til at bære ansvaret i ledelse af institutioner og kirkeforfatninger. Men ikke desto mindre, påstod EW, var det denne menighed, der var den missionerende faktor. Den udsendte missionær er placeret i denne menigheds fællesskab. Hans og hendes vidnesbyrd og gerning er en del af netop denne menigheds vidnesbyrd. Missionæren må bære vidnesbyrdet sammen med den lokale menighed. Den enkelte kristne – også den udenlandske missionær – står som kristen i menighedens fællesskab. Missionæren og den lokale kristne er intet i sig selv. Problemet – som EW ser det – er, at vi i missionsarbejdet fra Vesten ikke til fulde har forstået betydningen af den kristne menighed. EW peger på, at dette dansk interme z z o

133

måske er det vanskeligste krav til en missionær, ikke blot at overlade magten til den unge kirke, men at gå ind under dens lydighed mod evangeliet, at stå i dybeste alvor i det fællesskab, netop denne kirke repræsenterer som den uvidende og ufuldkomne.

Vi ser igen, hvorledes EW også her trækker på sin erfaring fra hjemmet i Hundborg fra spændingen mellem et pietistisk, individualistisk missionssyn og et grundtvigsk menighedssyn.

4.5

PARTNERSKAB MED ARCOTKIRKEN OG JAPAN

4.5.1 Vil de unge kirker påtage sig partnerskabets ansvar Partnerskabstanken gik begge veje. Ikke blot fra Vesten mod de unge kirker i Asien og Afrika. Men også den anden vej. Det var et spørgsmål om, at de unge kirker måtte påtage sig sit ansvar som selvstændige kirker. Allerede i 1913 havde ALC fået egen kirkeforfatning. Denne var blevet revideret i flere omgange, og ved revisionen i 1951 blev der åbnet mulighed for, at en inder kunne vælges til formand for kirken. Hensigten med denne ordning var helt åbenlyst, at man ville følge op på beslutningerne i Whitby, og at der skulle vælges en inder til denne position. Men det var ti år senere ikke sket. EW blev opmærksom på dette forhold under en rejse i Arcot hen over årsskiftet 1959-60.311 Når han spurgte inderne, hvorfor de efter ti år ikke havde valgt en indisk formand, forklarede de det med en henvisning til, at hvis ikke de valgte en missionær som for-

EW oplevede med alle sanser på sine rejser „…Det er lykkedes at fremskaffe et kørekort, så jeg selv kan rulle rundt i dette område og ikke hele tiden skal lægge beslag på andre folks tid, og det betyder også, at jeg er fri til at se lidt af, hvad jeg har lyst til at se!! Det er faktisk spændende at køre rundt her. I Vesten er der jo i og for sig ret kedeligt; dér er det trods alt begrænset, hvad man har mulighed for at køre ind i; man kan ramme en bil, en cykel, mennesker – men alligevel: et ret begrænset udvalg. Her er mulighederne derimod næsten ubegrænsede: man har ingen som helst anelse om, hvad der i næste øjeblik dukker op foran køleren – køer, bøfler, oksevogne, børn, en nydelig abefamilie, et helt regiment geder, en roligt mediterende hindu, ris der nok så nydeligt ligger til tørre tværs over vejen, en flok kvinder, der tørrer deres sarier på vejen, - der er sikkert endnu flere muligheder i dette frodige land, men hidtil er jeg kun stødt på udvalget ovenfor. Det er muligt, man er håbløs romantiker, men denne indiske vej er fascinerende – den er noget ganske for sig selv. Der er ikke noget helt tilsvarende i andre dele af verden…. Den er ikke blot en færdselsåre fra ét sted til et andet, fra én landsby til en anden, den er en levende organisme, den danner et sammenhængende net, er hele blodåre systemet i legemet …“ Brev af 26. november 1959 til Marie, MSN-PA

134

dansk interme z z o

mand, ville de sikkert miste mere eller mindre af den finansielle støtte fra Danmark.

Desuden var der dem, der mente, at dybest set var det kun en venlighed fra DMS’s side, at man havde fået denne forfatning i 1951, for DMS ønskede ikke nogen forandring. Endvidere henviste man til, at hvis der sad en missionær på disse poster, så ville de selv slippe for at betale omkostningerne ved administrationen, som så ville blive betalt via missionærernes budget. Endelig var der dem, der ærligt pegede på, at der var så mange stridigheder i kirken, så det var mest bekvemt, at det var missionærerne, der styrede kirken. Dette forhindrede dem dog ikke i at demonstrere en indre mistænksomhed og let skjult bitterhed overfor missionærerne – et forhold, som EW tolkede som en bitterhed hos inderne mod dem selv, fordi de trods alt ikke havde påtaget sig ansvaret.

Hos missionærerne var holdningerne også delte. På den ene side var der en enkelt missionær, der udtrykte en radikal partnerskabsholdning og sagde: „…at hun havde ikke noget med DMS at gøre; DMS var blot et forretningskontor, hvor igennem lønninger og penge til missionsarbejdet blev udsendt. Ud over dette skulle DMS ikke blande sig i noget, for det havde man alligevel ikke forstand på! ….. Min [EW’s] opgave var ganske enkelt den at se så meget som muligt af arbejdet og så tage hjem og rejse de fornødne penge….”312 Selv om der var flere, der i princippet mente det samme uden at sige det så hårdt, så var et flertal af missionærerne dog af den opfattelse, at partnerskabet mellem DMS og ALC måtte bygge på gensidigt samarbejde.

På baggrund af EW’s indstilling til DMS’s bestyrelse313 besluttede denne at henstille til ALC, at man valgte en inder til posterne som formand og sekretær, hvilket skete med virkning fra begyndelsen af 1960.314 4.5.2 Neyveli som case på partnerskabets begrænsning Geografisk set er Arcotkirken et lille område – ca. 90-100 km fra den ene side til den anden, og det præger kirken og hele arbejdet. Geografisk er den lille, men sociologisk så situationen helt anderledes ud, da Erik W. Nielsen besøgte kirken for første gang fra november 1959 til januar 1960.

Indiens premierminister på denne tid var socialisten Nehru315, hvis vigtigste politiske redskaber var planøkonomi og statslige investeringer i den moderne sektor. Industrien skulle skabe overskud. Staten skulle fordele goderne, slette fortidens skel og bygge nye samfund, der vendte ryggen til det gamle316. For at nå disse mål skabte han rundt om i det store land helt nye byer baseret på vestlig byplanlægning og udviklede hele regioner omkring nye kraftværker og industrikomplekser. Han kaldte dem moderne templer.

En af disse nye byer var Neyveli, der geografisk ligger inden for Arcotkirkens område.

dansk interme z z o

Den indiske landsby „…Der siges at være 700.000 landsbyer i Indien – eller er det 900.000? Men et par hundrede tusinde mere eller mindre gør vel ikke så megen forskel? Jeg har mulighed for at besøge nogle ganske få af disse landsbyer, men desværre kun alt for kort tid hvert sted – og igen, besøget gælder hvert sted den lille kristne menighed, der er ikke mulighed for (på denne rejse) virkeligt at komme i forbindelse med landsbyernes strukturer, med de folk, som – repræsenterende regeringen – arbejder med de forskellige regeringsplaner for forbedring og omdannelse af landsbyernes liv, med de forskellige eksperimenter på bredere basis osv...“ Brev december 1959 til Marie, MSN-PA

135

Få år tidligere var det kun en lille samling lerhytter i en fjern afkrog, som ingen havde bemærket. Men omfattende geologiske undersøgelser i området havde påvist, at der var brunkulslag i et sådant omfang og kvalitet, at det kunne betale sig at bryde dem. Derfor gik den indiske centralregering ind i sagen og etablerede en helt ny og moderne storby, der skulle huse de mange arbejdere, der skulle engageres i dette industrieventyr. I 1960, da EW besøgte stedet, var byen endnu kun i støbeskeen, men man talte om en byudvikling, der forventede omkring 75.000-100.000 indbyggere i løbet af få år.

Kirkeligt hørte Neyveli under det gamle ALC pastorat i Vriddhachalam, og Church of South India havde ifølge EW konsekvent henvist sine medlemmer i Neyveli til ALC317.

Selv om ALC’s ledelse havde kendt til planerne for denne udvikling over en længere periode, havde man ikke reageret på denne udfordring, men ladet det forblive under Vriddhachalam pastorat. Først ganske kort tid før EW’s besøg havde man besluttet at udskille Neyveli som et selvstændigt pastorat med egen præst.

Efter et besøg i Neyveli skrev EW følgende hjem til DMS’s venner: „…. Men opgaven er aldeles overvældende, hvis man virkelig ser på den – det er en kæmpe udfordring. Medens man har diskuteret kirkeforfatning, valgregler og alt muligt andet, er dette uhyre ganske stille vokset op lige ved vores egen bagdør. Ved en ’historisk tilfældighed!’ er noget af den mest moderne storindustri med tilhørende byudvikling ved at finde sted inden for Arcotkirkens rammer. Her er det ikke nok at tale om at lave et specielt pastorat for Neyveli. Neyveli er mere end et pastorat under Arcotkirken – Neyveli er en vældig ny økonomisk, social kulturel faktor, som meget snart vil begynde at gøre sig gældende i et meget videre område.

Vi har set udviklingen og problemerne i ’Kobberbæltet’ i Nord Rhodesia. Vi har set problemerne i industriområderne uden for Johannesburg. Begge steder har vi årtier bag os og har set lidt af, hvordan det hele vil udvikle sig – har mulighed for at se lidt til, hvilke problemer der kommer, og hvordan det går. Har vi tænkt os at lære af disse erfaringer? Der er andre steder i Indien, hvor noget mere eller mindre tilsvarende er ved at finde sted ……… National Christian Council har foretaget studier af disse situationer og deres problemer. Det kristne institut for studiet af samfund og religion har gennem længere tid foretaget studier over kirkens forhold til den sociale og industrielle udvikling. Der er materiale – der er folk, som har arbejdet og stadig arbejder med disse ting her i Indien. Bør vi ikke virkeligt bruge dette materiale og den erfaring? …. Eller tør vi (Arcotkirken og DMS) selv tage ansvaret for dette? Der er kommet en ansøgning hjem om en større kirkebygning i Neyveli. Det er utvivlsomt rigtigt og skal gøres; men det er kun rammen – kun det rent ydre – hvad skal vi fylde i den? Det er det egentlige spørgsmål, og det har vi ikke virkeligt arbejdet med. Vi har – når vi skal være ganske ærlige – ikke en eneste missionær eller indisk præst, som har begreb om arbejdet i moderne storindustri eller bydannelse; vi har ikke en eneste, som har kendskab til moderne fagforenings tankegang, eller som har beskæftiget sig særligt med kirkens og kristendommens stilling til og ansvar over for moderne social økonomiske problemer i en sådan situation i Indien. Vi står meget svage her….”317a 136

dansk interme z z o

Det, EW her påpegede, var i virkeligheden en ganske ny missionsmodel i såvel DMS som Arcot, nemlig storbymission. EW så klart, at denne nye bydannelse ville udvikle et sekulært samfund, der kaldte på ganske andre missionsstrategier end en kopiering af den landsbymenighedsstruktur, som der var lagt op til – og som også blev resultatet. Problemet var ikke løst alene ved at ansætte en tilfældig præst, der stod for tur til at skulle forflyttes samt bygge en kirke. Problemet krævede en helt anden måde at tænke mission og menighed på.

For at få en grundigere analyse af udfordringerne i Neyveli bad han Kaj Baagø, der var DMS missionær i Indien og gjorde tjeneste som professor ved United Theological College i Bangalore, om at besøge Neyveli og foretage nogle grundige analyser af, hvad der burde gøres. Dette resulterede i en fyldig rapport til DMS med en række anbefalinger om at løfte udfordringen økumenisk.

Selv pegede EW på, at ALC burde henvende sig til CSI for at få officielle forhandlinger i gang, så de to kirker sammen kunne prøve at løse denne opgave. Han var nemlig overbevist om, at hverken ALC eller DMS ville have nogen chance for selv at gå i gang med opgaven alene, og han gik så vidt, så han udtrykte, at „det vil næsten være kriminelt, hvis vi simpelt hen kører videre og blot betragter det som ’vort område’. Dette her er af en helt anden størrelsesorden.“ Men selv om DMS var hovedsponsor for ALC, kunne man ikke bestemme over kirken.

Man var bundet af den respekt for ALC’s autonomi, der var en konsekvens af den kirkeforfatning, som havde været gældende for ALC siden 1951. Partnere kan inspirere hinanden. Men partnere kan ikke bestemme over hinanden. Om nogen var EW bundet til denne holdning, han, der så kraftigt havde argumenteret for de unge kirkers selvstændighed. Og ALC’s ledelse ville ikke give slip på deres rettigheder i Neyveli. ALC ville ikke overdrage arbejdet til National Christian Council eller indlede et samarbejde med CSI. 4.5.3 Identitet i partnerskabet – Japan som case Den kommunistiske magtovertagelse i Kina i 1949318 betød afslutningen på ikke blot den danske mission, men generelt missionen i Kina.319 Situationen kom som et chok i EW havde livet igennem en facination for flyvning „Det er fantastisk flyvning, dette her – jeg kan overhovedet ikke hitte ud af tid og dag mere. Mit ur er nu 1,45 – dvs. lørdag eftermiddag efter dansk regning, men her er det bælgmørkt, midt nat. Jeg vågnede omkring kl. 6 i „morges”; da lysnede det en del – kunne se en rødlig bræmme i horisonten. Vi fløj da over et fantastisk bjerg- og islandskab et sted nordvest for Spitzbergen, altså langt nord om Grønland. Det hele var ganske tydeligt – klart dagslys; „dagen“ varede kun ca. 1½ time, så begyndte det at mørkne igen, og det har været mørkt de sidste 5-6 timer og vil være det endnu i 3-4 timer. Har lige spurgt stewardessen, om datoen er 3. eller 4. oktober – hun aner der ikke! Jeg sidder forholdsvis godt, men finder det næsten umuligt at sove for uro i årerne – og ben på denne snævre plads. Turen fra København til Anchorage tager 15½ time – en lang flyvetur i et stræk.“ Brev af 4. oktober 1959 fra EW til Marie, MSN-PA

dansk interme z z o

137

hele den internationale mission og nærede i høj grad kommunistforskrækkkelsen inden for kirkelige kredse.

Mange missionsselskaber valgte straks at flytte deres missionærer til Japan, der efter Anden Verdenskrig åbnede sig ikke blot mod Vesten, men også mod Vestens religion, kristendommen. DMS valgte i første omgang at se tiden an. Man var begyndt et arbejde i Tanganyika i samarbejde med den svenske og tyske mission.320 Og i 1951 etablerede nogle tidligere Kina-missionærer et nyt arbejde på Taiwan, der politisk havde løsrevet sig fra fastlands Kina under ledelse af Chiang Kai-shek321. Dertil kom, at Dansk Kirkemission til Arabien i 1946 var blevet integreret i DMS.322 Alt sammen krævede det økonomiske resurser. Derfor turde bestyrelsen ikke straks begynde en mission i Japan.

Tv. kristen kirke i Japan placeret øverst i en forretningsejendom med antydning af et kors.

Th. klassisk japansk buddhisttempel. Foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

138

Men efterhånden, som man kom godt ind i 1950’erne, ændrede situationen sig. Man var ikke sikker på, at arbejdet sammen med svenskerne og tyskerne i Afrika ville fortsætte, og bestyrelsen begyndte at se sig om efter et nyt arbejdsområde.323 Efter opfordring fra Det Norske Missionssambands generalsekretær begyndte man at overveje et arbejde i Japan. Derfor blev Rendtorff i 1956 i forbindelse med en større rundrejse i Asien sendt til Japan for at undersøge forholdene nærmere. Resultatet blev, at Rendtorff anbefalede bestyrelsen, at DMS skulle påbegynde et arbejde i Japan,324 og det første missionærpar kunne udsendes året efter. Arbejdet skulle foregå i samarbejde med norske, finske og amerikanske lutherske missionsselskaber.325

dansk interme z z o

Det skulle vise sig, at dette arbejde indeholdt langt flere problemer, end man i DMS havde forudset. Man havde ikke entydigt valgt en fast samarbejdspartner i Japan, og nogle af de missionsselskaber, man havde kastet sin lid til, levede ikke op til de økumeniske holdninger, som DMS havde hævdet siden Whitby.

På den baggrund blev Erik W. Nielsen som ny generalsekretær sendt til Japan for at rede trådene ud. Rejsen foregik i oktober 1959. Forud havde missionær Ove Bartholdy326 efter samråd med Rendtorff og Erik Petersen underskrevet en samarbejdsaftale med Japan Evangelical Lutheran Church. Da EW ankom til Japan annullerede han denne samarbejdsaftale, idet den ikke anerkendte de økumeniske principper, som DMS hævdede. Dette medførte en række problemer med såvel de andre missionsselskaber som missionærerne. Helst ville EW have lukket arbejdet i Japan, men dette synspunkt kunne han ikke komme igennem med i bestyrelsen. Dertil havde formanden og generalsekretær Erik Petersen engageret sig for kraftigt i etableringen af denne mission.

4.6

Konsulentopgaver

Da Østerlandsmissionen i begyndelsen af 1960’erne indså, at dens tid i Syrien var ved at rinde ud, kontaktede formanden, Villy Sørensen,327 Erik W. Nielsen for at bede ham være konsulent for bestyrelsen i dens søgen efter en ny fremtid. Baggrunden herfor var EW’s store erfaring fra det internationale missionsarbejde, men også hans særlige forudsætninger oparbejdet gennem hans arbejde med missionen i Aden og de dermed forbundne ophold i den arabiske verden. I den anledning deltog EW i møder med Østerlandsmissionens bestyrelse i foråret 1964. Efter at have sat sig ind i Østerlandsmissionens vanskeligheder i samarbejdet med kirken i Syrien rådede EW bestyrelsen til at søge kontakt med DMS med henblik på en sammenslutning. Dette resulterede i første omgang i et samarbejde mellem de to missionsselskaber om udsendelse af missionærer til Aden og senere til Den Arabiske Golf. Samarbejdet førte senere til en sammenslutning, der fandt sted fra 1. januar 1975.328 Også efter, at Erik W. Nielsen havde forladt DMS blev han benyttet som konsulent. Da Kvindelige Missionsarbejdere i 1968 stod overfor at overdrage sin mission i Libanon, konsulterede formanden, Søster Kirsten Vind329, EW, der bistod hende i forhandlingerne med partneren i Libanon.330 Men også andre havde bud efter EW’s internationale viden og indsigt. I 1963-64 var han således medlem af Oversøisk Instituts seminar om udviklingsproblemer, og ved IMC’s femte Assembly i Ghana blev han valgt ind i redaktionskomitéen for International Review of Missions.331 I oktober 1960 valgtes han til medlem af Deutschen Gesellschaft für Missionswissenschaft332.

dansk interme z z o

139

4.7

MISSION OG UDVIKLINGSHJÆLP

4.7.1 U-landshjælpens præludium Det blev af afgørende betydning for Vesteuropa – og Danmark – at den amerikanske udenrigsminister George Marshall333 i juni 1947 kunne præsentere en visionær, ambitiøs og generøs plan til genopbygning af det krigshærgede Europa. Hjælpeprogrammet, Marshallhjælpen, pumpede i de næste år omkring 13 mia USD ind i de vesteuropæiske lande – heraf modtog Danmark 1,7 mia USD i kontanter, varer og produktionsudstyr.334 En væsentlig forudsætning for denne hjælp var, at de modtagende lande skulle indgå i Organization for European Economic Cooperation (OEEC), der fik til opgave at koordinere de vesteuropæiske landes økonomi.

Jens Otto Krag,335 der var handelsminister, da det blev besluttet, at Danmark ville modtage Marshallhjælpen, fik få år senere mulighed for på nærmeste hold at opleve den globale fattigdom i nogle u-lande. Det skete under hans udstationering ved den danske ambassade i USA. Her fik han lejlighed til at foretage en rejse med et af rederiet Lauritzens skibe langs Sydamerikas kyst. I Sydamerika besøgte Krag for første gang udviklingslande, og han fik her sat fattigdommen i relief. Mødet gjorde stærkt indtryk på ham. Han mødte her den fattigdom, der er svær at fatte uden personligt at have set, lugtet og hørt den. „Statistik kan anvendes, men siger naturligvis så lidt om mennesker,”336 – måtte han indrømme. Han så også det udviklingspotentiale, der gik tabt, og de katastrofale menneskelige, økonomiske og politiske følger, som den vestlige verdens ignorance over for den tredje verden kunne få. Alt, hvad der var sandt i Danmark om sammenhængen mellem en stabil demokratisk udvikling og en systematisk forbedring af de sociale levevilkår, gjaldt naturligvis lige fuldt for disse mennesker, der var langt fattigere, end danskerne havde været i mange år. Kort efter sin hjemkomst skrev Krag en række artikler, hvor han kraftigt slog til lyd for iværksættelse af en vestlig bistandsindsats rettet mod landene i den tredje verden. En international aktion var nødvendig, men Danmark kunne og burde også selv tage initiativ til at hjælpe. For Krag var det først og fremmest af rent menneskelige grunde, for set ud fra et moderne humanistisk og socialistisk synspunkt var det uværdigt, at der eksisterede så megen nød. Men dertil føjede Krag en vigtig grund mere. Man skulle også hjælpe af hensyn til Vesten selv.

Udviklingshjælp var en væsentlig faktor til at skabe og stabilisere fred i verden.337 Det er interessant, at Krag allerede i 1952 så denne sammenhæng mellem udviklingshjælp og sikkerhedspolitik, som senere skulle blive meget stærkere understreget – også internationalt.

Allerede i 1945 var det første danske samarbejdsudvalg for dansk internationalt hjælpearbejde dannet, og i 1951 havde regeringen nedsat et udvalg for teknisk bistand under FN. Gennem 50’erne støttede staten – især gennem FN – i mindre omfang forskellige hjælpeprogrammer338.

140

dansk interme z z o

Da Kennedy339 tiltrådte som præsident i USA, annoncerede han en række initiativer til at føre landet ud af den isolation, som han hævdede, at USA havde været i under hans forgænger. Det resulterede bl.a. i oprettelsen af Peace Corps, der skulle organisere frivillige til at rejse ud og bistå u-landene med at komme ud af fattigdommen. Men det betød også, at Kennedy lagde pres på de europæiske lande, der havde modtaget Marshallhjælpen, om at omdanne OEEC til OECD – Organization for Economic Cooperation and Development. Nu skulle de europæiske lande betale tilbage – blot ikke til USA, men til udviklingslandene.

Dette faldt i Danmark sammen med et tilsvarende voksende engagement hos den danske statsminister Viggo Kampmann.340 Han havde som finansminister gennem en aktiv finanspolitik medvirket til højkonjunktur i Danmark med kraftig vækst og fuld beskæftigelse, hvilket havde givet grundlag for såvel lønstigninger som velfærdsreformer.

Tiden var derfor gunstig til, at danskerne kunne udstrække deres solidaritet til andre end sig selv. Der var plads til at tale for en international solidaritet, som skulle komme verdens fattigste til gode. Regeringens to stærke ministre – Kampmann og Krag – trak i denne sag på samme hammel.

Det vil være realistisk at se den voksende omsorg for udviklingslandene her ved indgangen til 60’erne begrundet i tre forhold. For det første var der en idealistisk begrundelse, der refererer til Krags argumentation efter besøget i Sydamerika: Vesten måtte vise solidaritet med verdens fattigste mennesker. For det andet var der den sikkerhedspolitiske, som såvel Krag som Kampmann slog til lyd for. Endelig var der for det tredje den storpolitiske: verden befandt sig midt i den kolde krig med et kapløb mellem den kommunistiske østblok og det demokratiske Vesten. Denne sidste faktor skal ikke undervurderes, da de kommunistiske lande med Sovjet i spidsen i rigt mål bød sig til med store hjælpeprogrammer i Asien og Afrika. Også i internationale missionskredse opfattede man den kommunistiske fare. Smerten fra Kina sad dybt i missionens folk.

4.7.2 Kampmann i DMR Ved Dansk Missionsråds vintermøde den 6. december 1960 havde Erik W. Nielsen som rådets sekretær indbudt Kampmann som hovedtaler for at høre hans mening om Den danske kirke og hjælpen til udviklingslandene.341 Efter nogle indledende høfligheder om den store indsats, som danske missionærer havde udrettet gennem mere end hundrede år, hvor han især fremhævede H.P. Børresen342 som „Santalernes Apostel,“ slog han fast, at „danske missionærer har gennem mere end hundrede år levet med i de vældige politiske og sociale forandringer, der har fundet sted ikke mindst i Indien og Afrika,“ og han mente, at de visse steder havde fået et forløb, som man havde vanskeligt ved at dømme retfærdigt om. Herefter gik Kampmann over til at tale om udviklingshjælpen og sagde: „….at vi gennem et års tid har arbejdet med et af de centrale spørgsmål i verdenspolitikken, nemlig de fattige og de teknisk tilbagestående landes situation. Jeg har før offentligt gjort mig til talsmand for, at Danmark her må yde en indsats af format – også dansk interme z z o

141

når det gælder det rent økonomiske.“ Kampmann gav to begrundelser for, at Danmark skulle engagere sig i udviklingshjælpen: 1) verdensfreden (”ingen bør være blind for, at de store og voldsomme spændinger i levefoden forskellige steder i verden truer selve freden”), og 2) for at komme den stigende materialisme til livs (”denne materialisme er i mine øjne en meget stor fare… i Vesten taler vi om biler og fjernsyn, mens folk i Østen ligger og dør på gaderne”). Begge argumenter fandt resonansbund hos de forsamlede missionsfolk. Kampmann sluttede sit foredrag med at sige: „Jeg har på fornemmelsen, at den danske kirke her kan være en værdifuld medhjælp for, at dette kan ske.”

Dette sidste synspunkt uddybede Kampmann i den efterfølgende debat og i de kommende dage i såvel Kristeligt Dagblad343 som radioprogrammet Kirkeligt Magasin,344 hvor han klart gav udtryk for, at der kunne blive tale om, at staten ville dække op til halvdelen af udgifterne til opgaver, som havde rent udviklingskarakter, mens staten naturligvis ikke kunne give tilskud til rene missionsopgaver, men føjede så til, at indirekte ville dette betyde en støtte til missionsarbejdet, da missionsselskaberne derved kunne frigøre penge fra andre opgaver til de missionerende opgaver. Foredraget blev fulgt op med et møde i Statsministeriet den 2. januar 1961 med en delegation fra DMR under ledelse af Erik W. Nielsen,345 hvor Kampmann fik en dybere orientering om dansk missions arbejde, ligesom man drøftede omfanget af en eventuel statslig støtte. Den 13. januar samme år nedsatte regeringen et hurtigarbejdende ekspertudvalg, der skulle komme med et første oplæg til en diskussion om, hvorledes Danmark bedst ville kunne yde sit bidrag til løsningen af det problem, som statsministeren havde kaldt 60’ernes største mellemfolkelige problem, udviklingsbistanden. Udvalget bestod primært af embedsmænd og folk med tilknytning til Mellemfolkeligt Samvirke og dansk erhvervsliv.

Ingen fra DMR deltog i udvalgsarbejdet, hvilket skuffede missionsfolkene. Ikke mindst på baggrund af Kampmanns meget positive udmelding kort før jul og mødet i Statsministeriet den 2. januar var det forventet, at DMR ville være blevet repræsenteret i udvalget. Hvad dette skyldtes, kan der kun gisnes om. Det var udenrigsminister Krag, der som fagminister nedsatte udvalget. Havde han negative præferencer i forhold til missionen? Koordinerede statsminister og udenrigsminister ikke deres udspil i en så højt profileret sag? Ud fra det foreliggende materiale kan spørgsmålet ikke besvares.

Men interessant er det – og undren vækker det. Udvalget kom med sin betænkning i maj 1961, hvor man anbefalede, at Danmark skulle yde 1% af bruttonationalproduktet eller 400 mio kroner årligt – dog skulle man gå langsomt til værks og først over nogle år nå dette mål.346 4.7.3 Skal/skal-ikke Samtidig med ekspertudvalgets arbejde, foregik der en intens debat i DMR og dets medlemsorganisationer, hvor Erik W. Nielsen spillede en central rolle. Efter den første begejstring havde lagt sig over statsministerens positive og imødekommende udtalelser ved vintermødet, kom eftertankens og refleksionens tid. Naturligvis ville det være nogle rare penge at få fingrene i. Hvis det ville lykkes. Dansk mission indsamlede i 1960 142

dansk interme z z o

ca. 7-8 mio kroner årligt, og det kunne være ret så vanskeligt at få denne indsamling til at følge med pris- og lønudviklingen i disse år. Men spørgsmålet rejste sig, ville de danske missionsselskaber overhovedet modtage penge fra staten? Ville det binde missionsselskaberne til staten og true deres neutralitet over for samarbejdskirkerne i Asien og Afrika? Og kunne man identificere mission med den u-landshjælp, der var på tegnebrættet? En del bestyrelser så de rare statspenge som en kærkommen hjælp til at klare et altid skrantende budget. Over for dem stod folk med en mere principiel tilgang til mission, og de var skeptiske.

To personer kom til at spille en central rolle i den debat og det arbejde, der blev udført det næste års tid. Det var dels Erik W. Nielsen som sekretær i Dansk Missionsråd og dels professor Hal Koch, der var medlem af Dansk Santalmissions bestyrelse. De dannede et tæt parløb347 i denne tid med Hal Koch som den offentlige debattør, mens EW koordinerede det interne arbejde i DMR og sørgede for at skaffe informationer fra WCC om, hvorledes andre europæiske landes missionsselskaber reagerede på tilsvarende statslige initiativer rundt om i Europa.

4.7.4 Hal Kochs mageløse opdagelse I en række avisartikler og foredrag rundt om i landet tog Hal Koch fat om en mere principiel vurdering af forholdet mellem mission og u-landshjælp, der senere fandt en mere systematisk form i den lille bog: Fremtiden Formes (København 1962).

Koch delte sin kritik i to dele. Den ene del var en principiel teologisk kritik. Den anden var en kraftig kritik af, at regeringens ekspertudvalg ikke udnyttede den viden, som missionsselskaberne sad inde med. I det arbejde, som lå bag Kochs offentlige tilkendegivelser, optrådte EW hele tiden som hans sparringspartner, hvorfor de fremsatte synspunkter må antages også at udtrykte EW’s synspunkter.

Den principielle teologiske kritik fokuserede på selve missionens væsen og opgave med det, der er blevet kaldt Kochs „mageløse opdagelse,”348 der handlede om en sondring mellem, hvad der var statens opgave, og hvad der var kirkens opgave. I den forbindelse greb han tilbage til Luthers to-regimente-lære. For Luther var der ingen tvivl om, at verden styres af Gud – den Gud, som har skabt alle ting, slog Koch fast. Dette sker gennem to styreformer – det verdslige og det gejstlige eller åndelige regimente. Det verdslige regimente er betroet øvrigheden, hvis opgave det er at sikre borgernes timelige liv, så at de kan få føde og klæder, hus og hjem og hindre vold og undertrykkelse. Derfor hører u-landshjælpen ind under det verdslige regimente. Omvendt, påpegede Koch, at kirkens mission ikke hørte hjemme under staten. Den var ude i sit eget ærinde, der var helt forskellig fra u-landshjælpen, nemlig „at fortælle historien om ham, der gik omkring og gjorde vel.”349 Men netop, fordi det var historien om „ham, der gik omkring og gjorde vel,“ så har missionen også altid været engageret i undervisning og sygdomsbekæmpelse, altså det, man normalt kalder diakoni. Hvorledes Koch rent principielt forstår forholdet mellem misdansk interme z z o

143

sion og diakoni står ikke helt klart, selv om han understregede, at der „har aldrig kunnet drives mission uden, at man samtidig søgte at hjælpe – på de punkter, hvor hjælp behøvedes.

Men det vil blandt meget andet i de underudviklede lande sige, at man kommer til at drive både skoler og sygepleje. Det skyldes ikke tilfældigheder og misforståelser, at en meget væsentlig del af, hvad der hidtil er gjort i U-landene på disse felter, er sat i gang af missionærerne.”350 Og Koch konkluderede: „Hovedsagen har for mig her været at slå fast, at de to arbejdsformer er forskellige i ærinde og mandat, men at den ene ikke er vigtigere end den anden, ja, den er ikke engang mere from og kristelig end den anden. De er blot forskellige.”351 Hvad Koch her udtrykker svarer nøje til hans generelle syn på forholdet mellem kirke og stat, sådan som det også havde været tilfældet i dansk middelalder. Kirken havde set behovet for at hjælpe syge og nødlidende eller give børn undervisning. Derfor havde kirken etableret de relevante institutioner, som gradvist var overdraget staten i takt med velfærdssamfundets indførelse. Det samme mente Koch måtte gælde i missionsområderne. I denne forbindelse tog Koch ikke hensyn til, at diakoni indgik helt anderledes aktivt i det 19. og 20. århundredes missionsstrategi.

Hvornår Koch har fået sin „mageløse opdagelse“ står hen i det uvisse. Da han behandlede sagen i to artikler i Santalposten i foråret 1961,352 nævnte han ikke de to regimenter med et ord. Da forholdt han sig mere til en voksende skepsis over, om missionsselskaberne kunne bevare deres neutralitet over for partnerne, hvis de modtog penge fra staten. I den forbindelse nævnte han nogle motiver, der gjorde ham utryg, nemlig at kristendommen skulle komme til at fremstå endnu mere som Vestens religion, og at en statslig finansiering ville få modtagerne til at frygte for nykolonialisme – her ses afsmitningen fra EW’s teologi slå igennem. Ud fra sådanne og lignende overvejelser havde de protestantiske missionsselskaber i Tyskland svaret nej tak til at modtage penge fra staten, og det samme ville ske i Holland, Schweiz og Frankrig, kunne han oplyse. Man ville tilbyde sin hjælp med hensyn til planlægning og erfaring, men økonomisk ønskede man at stå frit. Koch håbede, at man i dansk ydre mission ville følge dette eksempel.

Først i foråret 1962 dukker „den mageløse opdagelse“ op i et interview353 med Informations journalist, Nan Henningsen,354 og senere samme år i en gennemarbejdet form i bogen Fremtiden formes. Noget kunne tyde på, at der hos Koch er tale om en form for teologisering af problematikken – eller efterrationalisering. Principielt har der ikke været divergerende opfattelser mellem Koch og Erik W. Nielsen i denne sag.355 4.7.5 Hvorfor lytter staten ikke til erfaringen Den anden side af Kochs kritik tog sit udgangspunkt i den betænkning, som regeringens ekspertudvalg udsendte, og hvor man til stor skuffelse for missionens folk slet ikke overvejede den indsats, som missionærerne gennem mere end hundrede år havde ydet i u-landene. Stik imod de synspunkter, som Kampmann havde givet udtryk for, så havde udvalget ikke sat sig ind i missionens arbejde, og når man omtalte det, så skete det nærmest i karikerende former. I en anmeldelse i Santalposten356 af udvalgets rap144

dansk interme z z o

port refererede Koch først udvalgets indstillinger og det tekniske lovarbejde, som han håbede måtte blive gennemført hurtigt. Dertil rejste han spørgsmålet om, hvordan ydre mission ville komme ind i billedet, hvilket han mente, ville være vanskeligt at svare på.

Men derpå kom kritikken. Og den gik lige til benet. „Da man så, hvem ministeriet havde udpeget til medlemmer af det nedsatte udvalg, blev man – i hvert fald jeg – ikke synderlig imponeret af den dér repræsenterede erfaring og sagkundskab. Sandt at sige fandt jeg det mere end påfaldende, at man overhovedet ikke havde inddraget sagkundskab fra den organisation, som i snart halvandet hundrede år har arbejdet med sagen, og hvis virksomhed da er større end noget andet, som foregår i øjeblikket, nemlig Dansk Missionsselskab – og det så meget mere som dette selskabs generalsekretær vel roligt kan siges at repræsentere lige så megen erfaring og sagkundskab som alle udvalgets medlemmer til sammen. Om det skyldes ond vilje eller blot uvidenhed, at Erik W. Nielsen ikke blev valgt ind i det nedsatte udvalg, ved jeg ikke. Men det nærmede sig det fornærmelige. Og det har hævnet sig. Betænkningens forfattere gør sig nemlig til grin, når de i afsnittet om bilateral bistand ydet af private danske organisationer, bruger over en spalte til at fortælle om det udmærkede „mellemfolkelige samvirke”… og nævner hver lille skole eller virksomhed, som ad den vej er oprettet, og at man endog gennem kuponplanen har indsamlet 220.000 kr., medens der om Ydre Mission kort siges, at en stor del af virksomheden sigter mod en oplæring af U-landenes befolkninger ved oprettelse af især skoler og andre undervisningsanstalter og af hospitaler…..”357 Derpå ridsede Koch op, hvor omfattende dansk ydre mission var repræsenteret med hensyn til skoler og medicinske institutioner.

Koch var sikker på, at dette slet og ret skyldtes uvidenhed i et udvalg, der var famlende over for ydre mission. Man ønskede, at den kommende u-landshjælp skulle være religiøs neutral, hvor „bare tanken om at ville drive propaganda for vor religion blandt Asiens og Afrikas folk er udtryk for den stupideste intolerance og formørkelse.”358 For Koch var denne ængstelse for missionsselskaberne så meget mere komisk, som den slet ikke blev delt af statsministeren. Derfor sluttede han af med at gøre rette vedkommende, udenrigsministeren, opmærksom på, „at det simpelt hen er en skandale, hvis man ikke i styrelsen for dette nye foretagende indvælger mindst et par stykker fra Ydre Mission og under alle omstændigheder Erik W. Nielsen.”359 Koch har uden tvivl ret i, at mission hørte hjemme i uvidenhedens provins hos regeringsudvalget. Men denne uvidenhed dækkede uden tvivl over en endnu dybere problematik, nemlig, at mission i Danmark ikke var et folkeligt engagement. EW havde været inde på dette problem i sit foredrag fra 1946 om kirke og mission (se kap. 2.9), hvor han efterlyste, at missionen fik en plads i kirkens liv, og ikke kun var henvist til private missionsselskaber. Den samme problematik var taget op i Højskolebladet360 i en anmeldelse af EW’s bog: „Den missionerende kirke“ (1950), hvori der beklages, at det grundtvigske spillede en så beskeden rolle inden for ydre mission. Historisk var det grundtvigske fortrængt fra DMS i 1889361, da Indre Mission overtog kontrollen over DMS. Herefter gled det grundtvigske ret hurtigt ud af DMS’s arbejde. Nogle relativt få dansk interme z z o

145

grundtvigianere engagerede sig herefter i forskellige andre mindre missionsselskaber, men generelt gled den folkelige opbakning til ydre mission ud og indsnævredes til Indre Mission og det indremissionske bagland. I anmeldelsen i Højskolebladet efterlystes en dialog om efterkrigstidens missionssyn mellem det indremissionske og det grundtvigske. Denne dialog kom aldrig rigtig i gang. Og som vi har set i diskussionen mellem EW og biskop Baun, så kom den organiserede interesse fra missionsselskaberne for et folkeligt engagement først ti år senere, da man erkendte, at man ville komme til at mangle et bidragydende bagland. På det tidspunkt var tiden forpasset – både i forhold til et folkeligt engagement i missionsarbejdet og i en selvfølgelighed med hensyn til at være bærer af statens u-landsengagement.

At Koch ikke skød i blinde i sin antagelse af den skepsis, som herskede i regeringsudvalget kom til udtryk i en artikel i Nordisk Missions Tidsskrift af en af de ministerielle embedsmænd i udvalget.362 Han lod hele artiklen være en begrundelse for nødvendigheden af dette nye tiltag inklusiv overvejelser over den fremtidige administration og sluttede så af med følgende: „Missionens historiske rolle på dette område er en naturlig følge af, at den medmenneskelige solidaritetsfølelse, hvis tvingende nødvendighed nu finder så hurtigt voksende erkendelse, jo er inspireret af den kristne etik. Denne etik er aldrig blevet helt trængt ud selv af den sekulariserede verdens samvittighed, og dens sejr i denne verden vil være en sejr for Galilæeren. Vi, der skal forvalte solidaritetens politik, håber at få et sådant samarbejde i stand med Missionen, at dens erfaring og sagkundskab kan komme denne politik til størst mulig nytte.”

4.7.6 Europæerne er verdens skæbne For Koch blev det mere og mere klart, at u-landshjælpen var et politisk ansvar, som påhvilede Vesten. „Europæerne er nu engang blevet verdens skæbne.”363 U-landshjælp drejede sig om noget langt større og vigtigere end filantropi og medmenneskelighed.

Det drejede sig om at forme den nye verden, som Koch anså for at være det vigtigste politiske, økonomiske og sociale spørgsmål, som verden stod over for ved indgangen til 60’erne. Langt større end EF og de to verdenskrige.364 Dertil krævedes missionærer, sagde Koch. Ikke missionærer i kristen forstand, men missionærer for et politisk kulturmønster. Og han skød den påståede neutralisme i sænk, som regeringsudvalget havde påberåbt sig for at gå uden om missionen. Det ville nemlig aldrig være neutralt at yde økonomisk eller teknisk bistand. Det havde russerne allerede erkendt – og handlet efter. Derfor måtte man vedkende sig, at motivet for u-landshjælpen var, at fremme den vestlige demokratiske samfundsmodel. Det er interessant, at man skulle mere end 30 år frem til tiden efter den kolde krigs afslutning, før man officielt erkendte det i u-lands politikken.

Som nævnt var Erik W. Nielsen en flittig sparringspartner for Hal Koch i denne periode, hvor disse tanker blev udfoldet. Derfor har jeg da også fundet det relevant så udførligt at gøre rede for Kochs argumentation, for den ligger tæt op af EW’s.

146

dansk interme z z o

Internt i DMR blev sagen taget op ved rådets møde i marts 1961. Det var første gang DMR mødtes efter Kampmanns foredrag ved vintermødet. Ved dette møde indledte EW forhandlingerne med en kort redegørelse for baggrunden og skitserede, hvordan stillingen var i visse andre europæiske lande. Derpå fulgte en længere forhandling, hvor den gennemgående indstilling var, at en række af selskaberne var interesserede i at arbejde med et forsøgsprojekt. Men man var ikke endnu i stand til at tage nogen principiel stilling for eller imod selve begrebet statshjælp. Der var dog fuld enighed om, at man skulle fortsætte forhandlingerne med regeringsorganerne, og at selskaberne skulle stille deres erfaring til rådighed. Ligeledes udtryktes der ønske om, at missionsselskaberne måtte blive repræsenteret i det endelige regeringsudvalg.365 Usikkerheden om statsstøtte eller ej fortsatte uden afklaring ved DMR’s forretningsudvalgsmøde i maj samme år, hvor Hal Koch ekstraordinært var indbudt til at deltage. Ved dette møde blev det besluttet at nedsætte et lille udvalg bestående af Hal Koch, sekretær Arne Thomsen,366 Folkekirkens Nødhjælp, Erik Petersen, DMS og Erik W. Nielsen,367 som fik til opgave at holde sig informeret om forhandlingerne omkring denne betænkning.

Missionær Kaj Baagø, Bangalore, rettede i begyndelsen af januar 1962 et kraftigt angreb på planerne om den kommende u-landshjælp.368 Baagøs indblanding i sagen skal ikke behandles her, da den, så vidt jeg kan se, ikke var koordineret med den debat, der fandt sted fra DMR’s side repræsenteret først og fremmest ved Hal Koch og Erik W. Nielsen, om end de var ude i samme ærinde.

4.7.7 Kirkens ansvar Det ovenfor omtalte udvalg inviterede i juni en række nøglepersoner fra dansk kirkeliv.

Københavns biskop, W. Westergaard Madsen,369 åbnede og ledede mødet, der fandt sted på DMS i Hellerup. Ved dette møde holdt EW et foredrag med titlen: Kirkens ansvar i og overfor hjælpen til Asien-Afrika.370 I dette foredrag valgte han ikke at gå ind i problematikken om, hvorvidt missionsselskaberne burde modtage statsstøtte eller ej, og han gik heller ikke ind i den teologiske diskussion om forholdet mellem mission og u-landshjælp, som senere kom til at betyde så meget i debatten. Derimod understregede han, at „u-landshjælp er ikke bare penge og teknik eller såkaldte eksperter, men mennesker og menneskelige forhold, og her vil der blive stillet store krav om forståelse, om villighed til at indordne sig under andre strukturer og også om villighed til at lade sig adspørge af de andre. Det kan ske, at giveren har noget at lære af modtageren, og det er ikke altid så let at acceptere.“ Vi ser altså den internationale missionsteolog, der gennem sit møde med de unge kirker har erhvervet sig en dyb respekt for disse kirker og deres ledere. Og vi aner en brod mod regeringsudvalget og de politiske kræfter, der argumenterede for u-landshjælp, som i samtidens terminologi betød „hjælp til de underudviklede lande.“ Hos EW var det ikke tale om et de-vi forhold, hvor vi var de kloge, og de var de uvidende, der skulle hjælpes. Hos EW var der tale om en ligeværdig partnertanke, hvor vi sammen kunne udvikle verden. Det kom frem, da han i sit foredrag dansk interme z z o

147

videre tog fat på motiverne for u-landshjælpen og sagde, at giverens motiv kunne være at danne et bolværk mod kommunismen eller at være med til at skabe afsætningsmarkeder for egne produkter, hvilket han ikke i sig selv så som noget odiøst. Over for dette gjorde han opmærksom på, at modtageren meget ofte ville have helt andre motiver for at modtage hjælpen, nemlig ønsket om at bekæmpe sygdomme og fattigdom, at opbygge teknik og undervisning. Og han gjorde opmærksom på, at hans erfaring var, at der knyttede sig en del mistænksomhed og misforståelser til u-landshjælpen. Der var en agtpågivenhed i de tidligere kolonier, der var bange for, at man igen ville blive underlagt vestlig imperialisme gennem en økonomisk afhængighed.

På denne baggrund stillede han spørgsmålet: har kirken – og med kirken mente han de kristne - et ansvar i denne sag? I denne forbindelse ridsede han op, hvad missionsselskaberne allerede gjorde og havde gjort længe før, nogen tænkte på begrebet u-landshjælp, og hvor mange skoler, hospitaler, poliklinikker osv., der var skudt op som følge af missionen. I den forbindelse understregede han, at u-landshjælpen nødvendigvis måtte fremkalde et kulturmøde, hvor han var overbevist om, at kirken – de kristne – havde et ansvar, men også noget at byde ind med på baggrund af den lange tradition, hvori missionen havde udviklet sig. Konkret anbefalede han, at man begyndte med at tage sig af de unge studerende, som kom fra afrikanske og asiatiske lande til Danmark for at få en uddannelse. Det var i vid udstrækning unge, som kom fra en kristen baggrund, som efter hans mening, skulle modtages i en dansk menighed. Her ser vi igen hans teologi slå igennem. Mission var ikke et spørgsmål om en bevægelse fra Vesten mod Asien og Afrika. Mission gik begge veje. Mission var et partnerskab mellem kristne verden over for at finde veje og udtryksformer til at forkynde, hvad det ville sige at være kristen lige netop på dette sted. Derfor anbefalede han, at man ansatte en studenterpræst for disse u-landsstuderende i lighed med, hvad man allerede havde i Tyskland. I Danmark havde DMS besluttet at stille en mand til rådighed for dette på halvtids basis. 371 I forlængelse af dette pegede EW på et andet sted, hvor man konkret kunne sætte ind, nemlig i forhold til de danskere, der udsendtes til et arbejde i Asien eller Afrika. I den forbindelse informerede han om et britisk initiativ, Oversea Service, der havde til formål at udruste udsendte medarbejdere med den erfaring, som man sad inde med i missionsselskaberne fra mange års arbejde i de asiatiske og afrikanske kulturer. For EW var det indlysende, at kristne danskere måtte stå ved deres kristendom, når de arbejdede i fremmede kulturer.

Teologisk er der ingen tvivl om, at EW havde et skeptisk forhold til udviklingshjælp, som han oplevede som en sekularisering af den kirkelige diakoni. Hvis dette skete i en sekulær velfærdstatsmodel, havde han ingen problemer med den. Men hvis den skete i en ubevidst missionssammenhæng, anså han den for farlig. Allerede i forbindelse med debatten om integrationen af IMC i WCC advarede han mod dette, idet han sagde, at det, at kirken var missionerende, betød, at den nødvendigvis måtte være diakonal.

148

dansk interme z z o

Samtidig advarede han mod at reducere det diakonale til en social hjælpefunktion eller udviklingshjælp (se kap. 3.13.2). Senere tydeliggjorde han denne kritik ved et konkret eksempel. Det drejede sig om, at han havde modtaget en brochure fra et canadisk missionsselskab, hvori man kunne læse, at udviklingsbistand var den eneste relevante form for mission i dag. Dette udsagn tog han kraftigt afstand fra, idet han med samme argument som ovenfor pegede på, at diakoni aldrig måtte reduceres til udviklingsbistand, og at missionens opgave var til stadighed at arbejde med at oversætte evangeliet til det moderne menneske.372 I den efterfølgende debat takkede tidligere minister Per Federspiel373 for EW’s tilgang til emnet, som han sagde, „var langt det mest konstruktive, han havde hørt i de 12 år, han havde beskæftiget sig med de oversøiske lande, som man tidligere kaldte ulandene. Han havde været vant til at høre om disse problemer ud fra politiske og økonomiske synspunkter – bl.a. i Europarådet – men var glad for, at Erik W. Nielsen her nærmede sig spørgsmålet ud fra det gensidiges betragtning. Han mente, at man måtte gå i dybden med disse ting, navnlig hele det kirkelige arbejde, og han var imponeret over de tal, der var blevet oplyst, og de mange menneskelige kontakter, det indebar.”374 En enkelt af deltagerne i mødet kritiserede forslaget om, at kristne danskere så at sige skulle være missionærer på deltid, når de var udsendte af et dansk firma i en fremmed kultur. Han mente, man måtte adskille disse ting. Hertil svarede EW med en henvisning til Neyveli i Indien og hævdede, at når danskere kom til at arbejde i en sådan kontekst, så havde man et ansvar over for de mennesker, man arbejdede iblandt. Man måtte stå ved sin tro. De voldsomme forandringer, der skete samfundsmæssigt og kulturelt i et industrisamfund som Neyveli betød nemlig, at gamle værdinormer, der var engang og havde mening for disse mennesker, var ved at forsvinde, og at mennesker dér var ved at blive knust under forandringerne. Og han spurgte derpå: „Er det muligt, at vi kan komme i den situation, at man står som bevidst kristen og netop ud fra en kristen opfattelse af et menneskeliv og dettes værdi må sige til en hindu, som står i den situation [at hans værdier er ved at gå i opløsning], at han skal påtage sig det ansvar at sige til denne hindu, at han skal være en konsekvent hindu og tage sin situation alvorlig? …. Kan det ske, at man kommer til at stå i den situation, at man må henvende sig til en hindu og bede ham om at være en bedre hindu?

Kan det blot opstå som konsekvens af at være kristen i den situation? Der er en hel masse aspekter, som har med det menneskelige element at gøre i u-landshjælpen.”

4.7.8 Den store landsindsamling Debatten om, hvorvidt missionsselskaberne skulle modtage u-landshjælp eller ej, fortsatte endnu et stykke tid. Ved Nordisk Missionsråds møde i sommeren 1961 blev sagen også drøftet, og her anbefalede man, at selskaberne stod frit, men at man ville opfordre til at stille sig positivt med hensyn til at dele sin erfaring. Og så glædede man sig over de positive vinde, der blæste fra politisk hold angående disse spørgsmål. Denne udtalelse tilsluttede DMR sig.375 dansk interme z z o

149

I foråret 1962 blev u-landshjælpen skudt i gang i Danmark med en stor landsindsamling, som blev støttet af de forskellige missionsselskaber. Til præsidiet for denne indsamling blev bl.a. biskop Halfdan Høgsbro udpeget i sin egenskab af formand for DMR376 og professor Hal Koch, der også var medlem af DMR – men nok snarere blev udpeget i sin egenskab af offentlig debattør. Et kuriosum er desuden, at da loven var vedtaget i 1962, var kirkeminister Bodil Koch377 i spil til minister for det nye ministerium for u-landshjælp.378 I anledningen af landsindsamlingen skrev EW en leder i Dansk Missionsblad om emnet. Heri ridsede han behovet for hjælp op ved at henvise til, at mere end 1,5 mia mennesker var sultende i verden og at ca. 600 mio børn levede i den største elendighed. „Lad os blot høre meget godt efter – og tænke alvorligt og grundigt.

Dette vedkommer os. Vi ved godt, at u-landshjælp er andet og mere end humanitær hjælp til sultne og syge, og alligevel er det denne rent menneskelige situation, som ind gennem det hele er grundfaktoren. Vi undgår ikke at tage stilling her…..Midt i denne medansvarlighed står vi som kristne, som kirke, og her ved vi, og det må vi sige ganske klart, at blikket må gå dybere ned – altså ikke uden om disse rent menneskelige problemer, men midt igennem dem gå dybere ned. Vi ved, at selv om den menneskelige levestandard hævedes, så hvert enkelt menneske på jorden havde automatisk vaskemaskine, fjernsyn, bil og masser at spise, så var vi dog stadig ved overfladen. Det drejer sig om mennesket, og mennesket skal have brød, men mere end brød… [og så lader han sin leder munde ud i at sige, at] Fred er mere end ’ikke-krig’ – også mere end ’ikke-sult’ – det har at gøre med selve menneskets allerdybeste væsen, mennesket som Guds skabning, skabt til Ham og bestemt for Ham – og kun i Ham finder dette menneske denne fred, som velsignelsen taler om. Her møder vi et kors og en opstandelse, som hører uløseligt sammen med denne fred…”379 Kritikken af sammensætningen af det indledende regeringsudvalg blev taget til efterretning, da udenrigsministeren i 1962 skulle nedsætte den endelige administration af u-landshjælpen. I april 1962 blev EW valgt som den ene af to observatører til Styrelsen for U-landshjælpens administration.380 Den anden observatør i Styrelsen tilfaldt Mellemfolkeligt Samvirke. Det kan se ud, som om udenrigsministeriet herved tog kritikken til efterretning og afbalancerede indflydelsen mellem DMR og Mellemfolkeligt Samvirke. Ved slutningen af året blev EW af udenrigsministeren beskikket til Rådet for teknisk samarbejde med udviklingslandene.381 Men deltog han nogen sinde i møderne?

Det kan ikke ses ud af hans arkiv, at han har gjort det, og i hvert fald holdt han orlov fra DMS i det meste af 1963 for at hellige sig sine disputatsstudier (se kap. 4.8.4), kun afbrudt af en måneds rejse i Asien. Den øvrige tid var han bortrejst.

I 1963 blev de første penge fra u-landshjælpen delt ud, og der blev også penge til to missionsselskaber, nemlig Baptisternes Mission, der fik 550.000 kr. til et projekt i Burundi, og 90.000 kr. til DMS til Siloam kostskole i Indien.382

150

dansk interme z z o

4.8 OPBRUD 4.8.1 Voksende frustration Da man begyndte at forhandle om at få Erik W. Nielsen tilbage til Danmark, havde han skrevet til Rendtorff, at han med glæde ville komme hjem, hvis der var en klar opgave, som DMS kaldte ham til. Vi har ovenfor set, hvordan ansættelsesproceduren blev mudret af forskellige interesser mellem DMS og DMR, således, at der blev ansat to generalsekretærer i stedet for én, hvilket gav anledning til betænkelige miner hos såvel Rendtorff som de to venner, Erik W. Nielsen og Erik Petersen, der kom til at skulle dele ansvaret og selv finde ud af arbejdsfordelingen imellem sig.

Allerede under en rejse til Asien i slutningen af 1959 gav EW da også udtryk for, at han ikke befandt sig vel i den ledelseskonstruktion, han var havnet i. Til Marie skrev han: „… Herude har han [Erik Petersen] en forbløffende fin stilling – er beundret af stort set alle missionærerne (i hvert fald dem, jeg har mødt) – og man er klar over, at han har gjort et fint stykke arbejde. Jeg er mere og mere tilbøjelig til gerne at have ham gjort til ene general, netop fordi generalposten i så høj grad (i den danske situation) er en administrativ post, og på dette punkt er han dygtig – har et langt større overblik, hvor jeg ofte kan fortabe mig i en enkelt side. Jeg ville kunne arbejde langt mere direkte med missionspolitik og Dansk Missionsråd, hvis han havde alt det øvrige…..”383 Langsomt men sikkert gled de to gamle venner fra hinanden. Men EW kunne på den anden side ikke bare slippe stillingen som generalsekretær, der netop var knyttet til hans store internationale erfaring og viden. Det ville Rendtorff ikke høre tale om.

4.8.2 New Delhi 1961 Ved WCC’s Assembly i New Delhi i december 1961384 bestod den danske delegation af fem medlemmer med Københavns biskop, W. Westergaard Madsen, som leder af delegationen og biskop Halfdan Høgsbro som repræsentant for DMR. Der var ikke plads i delegationen til EW, der i stedet blev bedt om at deltage i Assembly’et som konsulent for den danske delegation. Det var et oplagt valg al den stund at i hele den tid, han havde været ansat i IMC, havde man arbejdet målrettet frem mod sammenslutningen af IMC og WCC. Som det fremgik af hans rolle under IMC’s Assembly i Ghana 1957-58, så havde han været særdeles tæt på udformningen af de retningslinjer, som sammenlægningen kom til at følge. Derfor kan det da også undre, at debatten op til New Delhi i Danmark ikke afspejler, at man gjorde brug af denne interne viden, som man havde repræsenteret i EW. DMR’s formand, biskop Halfdan Høgsbro, havde deltaget i mødet i Ghana og havde rapporteret om det i forskellige blade, men nogen egentlig debat fandt ikke sted i Danmark i løbet af året 1961, inden man skulle samles i New Delhi for at beslutte den egentlige sammenlægning. Var det, fordi man opfattede sagen for at være så oplagt og uden komplikationer, at den ikke trængte til yderligere diskussion? Eller var det, fordi sagen var så kompliceret, så man ikke kunne overskue den og derfor lænede sig op af den idealistiske, økumeniske dansk interme z z o

151

Indien er kontrasternes land hvor fortid og nutid mødes. Lige uden for det fine hotel, hvor Kirkernes Verdensråd holdt møde, mødte EW den dybeste fattigdom.

(Se boks side 153)

holdning, at det var godt med så få organer som muligt til at tegne billedet? Det lader sig ikke afgøre ud fra det undersøgte materiale.

Efter New Delhi skrev EW en række artikler, der primært ridsede historien op fra Edinburgh 1910 frem til New Delhi og priste mødet og dets konklusioner.385 Grundlæggende gik EW ind for denne sammenlægning, men han var ikke uden blik for nogle af de problemer, der var forbundet med sammenlægningen. Hans holdning var, at en organisatorisk sammenlægning mellem IMC og WCC kunne få nogle til at få det indtryk, at dette ville løse alle de problemer ang. verdensmissionen, som kirken stod overfor.

Men en sammenslutning ville ikke løse nogen problemer i sig selv, måske snarere få folk til at lukke øjnene for dem. Hans bekymring var, at man ville miste fokus og ikke længere stille de grundlæggende spørgsmål til kirken om, hvad mission i virkeligheden var – hvordan man udtrykte, hvad det ville sige at være en kristen på det lokale sted, hvor man var sat. Det var derfor vigtigt, at man ved en sammenslutning sørgede for, at den rolle, som IMC hidtil havde spillet, måtte blive tydelig i en ny fælles organisation386 (se kap. 5.9.2). Efter New Delhi mødet blev der skabt en struktur i WCC, hvor det tidligere arbejde, der var udført af IMC blev lagt i Division of World Mission and Evangelism med vicegeneralsekretær Lesslie Newbigin387 som leder, mens der tilsvarende blev skabt en Division of Inter-Church Aid and Service to Refugees. EW fandt 152

dansk interme z z o

denne struktur god, men pegede samtidig på, at man skulle være opmærksom på, at man ikke måtte tage denne struktur alt for firkantet, idet der hele tiden måtte foregå en kommunikation mellem mission og Inter-Church Aid. På samme måde hilste han velkommen, at man samlede mission og evangelisation i én afdeling, men pegede også her på, at denne struktur ikke ville blive let at gennemføre i praksis, fordi de to organer (evangelisation under WCC og mission under IMC) var meget forskellige i deres indhold og arbejdsmetode.388 EW’s stilling som konsulent gav ham en del frihed under selve mødet i New Delhi. Det nød han. Han kunne få tid til at mødes og tale med en del af vennerne fra det internationale missionsmiljø, som han savnede. Og han kunne få tid til at reflektere over, hvor lang tid han skulle blive i Danmark. Hvornår kunne han slippe væk? Disse tanker blev forstærket af, at han blev opsøgt af en del repræsentanter fra forskellige lande. I Hamburg stod professoratet ledigt efter Walter Freytag, der var død i 1959. I den forbindelse blev han opsøgt af en biskop fra Hamburg, der sad i bestyrelsen for Missionsakademiet, der tilbød EW en æresdoktorgrad og et professorat – eller i det mindste, at EW ville komme til Hamburg som gæsteprofessor.390 Det rykkede i ham, og han stillede i udsigt, at han eventuelt kunne komme nogle måneder i sommersemesteret 1963 som gæsteprofessor. Det blev ikke til noget. I stedet valgte EW i sidste ende at søge orlov fra DMS for at samle materiale til sin disputats.

I samme brev kunne EW fortælle, at han var i spil som vicegeneralsekretær for WCC’s afdeling for økumeni. Det var han ikke så interesseret i, da han ikke mente, at han var kvalificeret til denne stilling – det var ikke det speciale, han havde dyrket i sine år i international mission. Og når vi husker hans skepsis overfor den uniforme økumeni, som kom til udtryk allerede under hans besøg i Geneve 1950, og som ikke havde fortaget sig i årenes løb, forstår man hans kølige holdning til netop denne stilling.

Bor på Janpalle Hotel [New Delhi] – flot, rasende flot og dyrt – utvivlsomt den eneste mulighed og alligevel kan man ikke undgå at rystes over, hvad kirkerne egentlig er blevet til. Her i Asien kommer kontrasterne voldsomt frem. Stod lige nu og talte med to indere, der står i en „messing butik“ her. Den ene har været tre år i de forskellige lande i Europa, bl.a. Norge som student og arbejde. Han sagde – lidt eller meget bittert: „I wish I belonged to one of the churches; then I also could afford to stay here at this hotel! It is only when people have sufficient food in their stomach that they can find leisure time to think about religion. Religion is a luxury for the man who does not know where his next meal is to come from.“ Han var måske kommunist, ved det ikke – men i og for sig ganske ligegyldigt. I en vis forstand har hen jo ret. Hans medhjælper gabte og måbede, da han fortalte om de lande i verden, hvor rige de er – „de smider mad bort – gider og kan ikke spise alt det, de har lavet“ – det er dér, de er kristne. Alle disse afrikanere og asiatiske kristne her betales jo af dem der fra Vesten. En ikke uinteressant samtale, som sikkert kun reflekterer lidt af en større sammenhæng.

(Dagbog 1960-1961, p. 144ff)389

dansk interme z z o

153

Det rev heller ikke i ham, at en canadisk delegation bad ham komme til Toronto for at overtage et professorat der. Han havde ikke den store lyst til at flytte familien til den anden side af Atlanterhavet.

Mere indtryk gjorde det på ham, at den svenske generalsekretær kontaktede ham på vegne af svensk mission for at få at vide, hvor længe han ville blive i DMS. Anledningen var, at man ville være sikker på, at han kunne være med til at udvikle det skandinaviske samarbejde (se kap. 4.2.3).

Det var en stor opmuntring for ham, at ALC’s sekretær også opsøgte ham – ligeledes for at spørge ham, hvor længe han ville blive i DMS, „for i ALC var man bange for, at han ville forlade DMS, idet han gjorde opmærksom på, at Arcot ikke kunne undvære ham i DMS.“ Dette glædede ham, da han netop i ALC ikke havde følt sig særlig velkommen – hverken hos kirken eller missionærerne.391 Der kom ikke mere ud af disse opbrudstanker i denne omgang. Men de vidner om den frustration, han følte ved de usikre ansættelses- og samarbejdsforhold, han havde i DMS. 4.8.3 EW dropper DMR Men det var ikke kun DMS, der frustrerede ham. Da EW var kommet tilbage til Danmark, havde han en forestilling om, at han kunne være med til at danne et stærkt missionsråd efter tysk forbillede. Derfor kastede han sig straks ud i en række initiativer, som vi allerede har set. Men snart skulle han opleve en træghed i DMR. Selskaberne ville ikke opgive noget af deres eget til fordel for fællesskabet. Og de havde også svært ved at bakke op økonomisk omkring fælles projekter. Sagen omkring vedtagelse af nye vedtægter, der skulle få DMR til at gå fra at være en luthersk konfessionel organisation til at være en økumenisk organisation er ret så sigende. Det tog sin tid at få alle med. Og EW havde ikke tålmodighed til at tærske langhalm på alle spørgsmål.

I april 1962 trængte han til at drøfte denne frustration med sin gode ven, Johannes Aagaard.392 Det blev til en brevveksling, hvor EW tog bladet fra munden og gav udtryk for sin skuffelse over, at selskaberne ikke ville være med til noget af det, han foreslog.

Aagaard gav udtryk for forståelse – og en lignende irritation, som han havde oplevet omkring et undervisningsudvalg, som han var formand for, og hvor der ligeledes var vanskeligt at nå frem til nogen beslutning, idet alting altid skulle gå frem og tilbage mellem DMR og medlemsorganisationerne. Det var, som om ingen havde mandat til at træffe beslutning på medlemsorganisationernes vegne. Denne brevveksling slutter den 16. april med et længere brev fra EW til Aagaard, hvor han slutter af med følgende sætning: „Ganske mellem os sagt vil det måske interessere dig, at jeg nu definitivt har sagt fra som sekretær i Dansk Missionsråd fra 1. januar 1963 (men altså indtil nu mellem os…..)”393 Ved DMR’s forretningsudvalgsmøde den 7. juni 1962 blev denne oplysning givet DMR.394 Man gik nu i gang med at løse denne situation. EW foreslog, at man ansatte en fuldtidssekretær for DMR. I første omgang løste man problemet ved for et 154

dansk interme z z o

år at konstituere395 generalsekretær Erik Petersen, DMS, og sekretær Arne Thomsen, Folkekirkens Nødhjælp.

4.8.4 Studieorlov Erik W. Nielsen søgte og fik orlov fra DMS for det meste af året 1963. Nu skulle der gøres noget alvorligt ved disputatsstudierne. Hele tiden havde han sin egen selvkritik hængende over hovedet, der sagde ham, at han ikke var akademisk kvalificeret til at påtage sig nogle af de mange stillinger, han i tidens løb havde fået tilbudt på forskellige universiteter i både Europa og Amerika. Derfor ville han nu gøre en ekstraordinær indsats. Hans projekt var en undersøgelse af forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede med fokus på Indien, Kina og Nigeria. I den forbindelse havde han brug for at kunne arbejde på arkiver i London. Dertil havde han brug for orlov. Biskop Westergaard Madsen og Hal Koch skaffede ham nogle legatmidler til at finansiere denne orlov, hvilket hjalp ham meget,396 og fra april til december 1963 var han i London, hvor han flittigt studerede dagen lang, indtalte de mange kilder på bånd, som blev sendt hjem til Danmark, hvor sønnen Jørgen renskrev dem, så han havde materialet samlet.397 I slutningen af april tog han en pause i studierne for at tage til Glasgow, hvor han mødtes med en delegation fra DMS, der skulle forhandle med den skotske kirke om den fælles kirke i Aden. Her fik han lejlighed til at drøfte sine studier med sin gamle professor, N. H. Søe, der også var medlem af DMS’s bestyrelse. „Det glædede og opmuntrede mig meget at se, at Søe fuldt ud billigede dette og ganske åbenbart var meget stærkt interesseret

„…Jeg sidder og roder i gamle breve – sidder nede i et ganske hyggeligt kælderrum og roder i gamle kasser og beskidte (i ordets egl. forstand) papirer, sidder og ser forbandet (sorry) lærd ud, medens jeg forsøger at tyde nogle håbløse kragetæer – for endelig at finde ud af sagen slet ikke vedrører mig det bitterste – hvis da altså ikke jeg skal lave meningen lidt om ved at fortolke det i øvrigt ganske ulæselige ord på en anden måde – dette er videnskab, mutter. Jeg sad i formiddag med et langt, knudret brev på 4-5 sider fra William Wilberforce398 til Henry Venn399 (jeg har læst masser af breve fra Wilberforce) – hans skrift er formidabel – min er skønskrift sammenlignet dermed. Jeg troede lang tid, det var noget meget vigtigt og interessant vedr. slaveriets afskaffelse. Jeg kunne se, at der stod noget om en parlamentskomite – det lød da lovende, ikke sandt – endelig gik det op for mig, at det ganske simpelt drejede sig om en invitation til Henry Venn om at komme til the hos ham lige efter en parlamentskomite – dette tog ca. 15 minutter at opdage. Ære være. Men det hører med, er en uundgåelig del af selve det dokumentære arbejde. Det lyder måske utroligt, men jeg tror faktisk godt, jeg kunne få 2-3 år til at gå med dette her, og det ville passe mig aldeles glimrende. Alvorligt talt, mener jeg faktisk, at dette vilde være det helt rigtige. Der er så meget stof vedr. hele denne problematik om mission og politik og civilisation, som slet ikke er behandlet. Bare jeg kunne finde en mæcen, som ville påtage sig at lønne os for tre år, hva! …”400 Brev 9. april 1963 til Marie, MSN-PA

dansk interme z z o

155

i dette oplæg. Han mente, det var en meget frugtbar studielinje, og var tilsyneladende selv temmelig opmuntret over sagen….”401 Derfor var han temmelig forbavset over senere på året i et brev fra Marie at erfare, at Søe over for hende havde givet udtryk for bekymring over, om EW havde spredt sig for bredt og derfor aldrig ville få noget færdigt. Det irriterede EW ganske meget – vel mest, fordi det ramte hans egen bekymring. Samtidig udtrykte han en dyb skuffelse over sin nære ven, domprovst Paul Verner Hansen, 402 der i bestyrelsen havde sagt, at han ikke troede, at EW havde evnerne til at gennemføre dette projekt. 403 Anderledes opmuntrende havde det været for ham at møde en af sine gamle kolleger fra IMC, der havde sagt til ham: „Du bliver aldrig færdig – jeg taler ikke om dine evner, for dine evner er større end nogen af vi andres; men du er alt for stor en perfektionist til nogen sinde at ville aflevere noget….”404 4.8.5 Hal Kochs død Hal Kochs pludselige død ramte ham lige i solar plexus. Det var et hårdt slag for ham.

Gennem de seneste år havde han oparbejdet et særdeles nært og fortroligt forhold til Koch, som næsten kunne betragtes som et venskab. Og Koch havde troet på EW’s akademiske evner – og støttet ham i hans bestræbelser for at nå sit store mål, disputatsen.

Derfor var det et hårdt slag pludselig at skulle vænne sig til, at dette menneske ikke længere var der for ham. Kochs opbakning betød mere for ham end Søes tvivl.

„…Har lige hørt, at Hal Koch er død. Det er et chok – gad vide, om han egentlig har ventet noget i den retning i hele den lange sidste tid, hvor han har været træt og meget modløs. Stakkels Bodil Koch, som ikke har haft noget hjemliv i mange år. Og så tænker man på Charles Ranson, som også stod i situationen, hvor deres arbejde, deres situation, splittede dem op, gjorde dem fremmede overfor deres egne børn, rejste mure mellem dem, som de holdt mest af i verden – og så pludselig blev det hele brudt af, før de nåede til den tid, de alle sammen drømte om, hvor de ligesom ville indhente noget af det, som var forsømt, og bygge noget op igen af det, som var brudt i stykker. Hal Koch, også, havde drømt om at få et hjemliv igen – måske i en præstegård. Han nåede det ikke, og nu sidder hun tilbage – er for meget gået i stykker? Tænker hun nu på, om det egentlig var det hele værd?

Sorry, men somme tider er det så svært at føle, at det smuldrer mellem ens fingre, at man bringer sorg og vanskeligheder for ens kære, kone og børn – at man selv bliver mere og mere ensom – står og rækker hænderne ud for hjælp og ødelægger det ved mangel på tålmodighed, på forståelse, på ydmyghed. Man klynger sig til en lille fyr som Flemming, fordi han er den mest ukomplicerede, den umiddelbare, uden problemer – det er jo patetisk og let tragisk – manden, der bruger det lille barn for at finde hjælp, støtte, indre fred – og meget godt ved, at snart er det også forbi – hver eneste måned er kostbar, men han er ikke hjemme. Og somme tider spørger man sig selv, om det hele er det værd. … Sorry. Jeg skulle nok ikke lade brevene gå – og lade andre få ekstra byrder – dem har jeg nok pligt til at bære alene. Men prisen for dette arbejde her kan sommetider synes for høj – og man ved meget godt, at Hal Kochs skæbne vil blive ens egen. Vel ved man ej – men det er sandsynligt. Gud give os styrke og kærlighed og tålmodighed og forståelse nok til at bære det. Hav det godt, min kære – og hils alle de kære børn, som – Gud bedre det – også er mine. Jeres egen Erik.“ Brev 13.august 1963 til Marie, MSN-PA

156

dansk interme z z o

Men Kochs pludselige død vakte igen den dårlige samvittighed i ham. For han var jo også hele tiden på farten. Også han var mere væk end hjemme. Tidligere missionær Gudrun Vest405, der var med til Maries og EW’s sølvbryllup i 1969 fortæller, hvorledes EW kunne spøge med sit store fravær fra familien ved i sin tale til Marie at sige, at de på denne dag faktisk kun burde holde kobberbryllup, da han jo havde været væk halvdelen af tiden.

Men under den spøgende overflade gemte den dårlige samvittigheds byrde sig og sled.

Kochs død rejste spørgsmålet for ham: Er det det hele værd? Samtidig holdtes han fast i den kaldstanke, som han far havde indskærpet ham mange år tidligere, da han indviede faderen i sine planer om en fremtid i mission. Vær dér, hvor Gud vil have dig! At tage dette kald på sig kostede en høj pris. En gang imellem kunne han overveje, om prisen var for høj. Om det var ham – og især hans familie - der skulle betale den. Midt i det let depressive dukker der også den tanke op hos ham, at måske vil han en dag være slidt op ligesom Koch – og dø lige så pludselig. Hans egen far døde af en blodprop, og den tanke var ikke fjern for ham, at det også ville kunne ramme ham. Men hurtigt skyder han det fra sig og undskylder over for Marie, at han lægger for store byrder på hende.

Han var ensom i London. Uge efter uge – måned efter måned – var han alene og kæmpede med uret for at nå så meget som muligt i arkiverne, mens han endnu havde orlov.

Men samtidig voksede længslen efter dem derhjemme, som han følte, at han svigtede.

Det slog igennem i brevene til Marie, hvor hans frustration over arbejdet fyldte meget.

Det fik Marie til i midten af november at kalde ham til orden. „Du er ikke tilfreds med dit arbejde,“ skrev hun til ham. 406 Det fik EW til straks at svare tilbage, hvor han gav hende fuldstændig ret. Men hvad var det, der var forkert? Hvad var det, der fik ham til at føle sig utilfreds? Han betroede hende, at han ofte tænkte på, om det var forkert, da han i sin tid forlod sit håndværk for at studere. Han indrømmede, at han var fuld af „ambitioner og dundrende egoistisk,“ og han mente, at han var et af de mennesker, der ikke rigtigt slog til nogen steder. Han kunne lidt af det hele – og alligevel ikke rigtigt noget. Og han spurgte, om han var bange for at tage klar stilling til noget? Derpå indrømmede han, at han i betydelig grad havde fejlet i DMR, „og det var DMR, der virkelig havde min interesse, da jeg kom, og stadig har.“ Derpå går han videre i en refleksion over selve det arbejde, som han står midt i: missionen, som han er kommet i tvivl om!

Ikke om missionens berettigelse, men den måde det traditionelle missionsarbejde blev varetaget i DMS. Han følte, at dette arbejde ikke længere var i pagt med den tid, han levede i nu. Det pinte ham, fordi han ikke fandt, at han nogen steder i Danmark kunne finde genklang for sine synspunkter, og gjorde dermed klart, at hans frustration dybest set bundede i dette divergerende syn på arbejdet.

4.8.6 Tilbud fra Theological Education Fund Midt i alt dette kom så forløsningen. I midten af december fik han en officiel opfordring til at blive vicedirektør i Theological Education Fund, og han ilede med at indvie Marie i tilbuddet. „Hvad siger du til det? Familien, børnene? DMS? Jeg kan ikke blive klog på, om de i virkeligheden vil blive lettet, hvis jeg stille gik – jeg tvivler ikke, om at nogle dansk interme z z o

157

vil….. Skal jeg sige blankt nej? Giv mig et praj. Jeg ved godt, at dette kun er en uformel forespørgsel, men, men, men…. Sorry, to trouble you with all that. Du kan eventuelt snakke med Rendtorff om det….”407 Men Marie havde forstået sin Erik. Hun havde forstået, at arbejdet i Danmark pinte ham og ikke kunne bringe ham tilbage på arbejdsglædens spor. Så hun accepterede med det samme – og Erik var i den syvende himmel. „Kæreste, elskedeste, sødeste tøs.

Hun er en knop, hun er en knop, hun er en knop – en fantastisk pige, nemlig! Her går man og har sådan lidt af en skidt samvittighed, fordi man har sendt breve hjem, der måske betyder, i hvert fald rejser spørgsmålet, om at skulle bryde op engang igen og stikke et andet sted hen. Man ved, at konen morderligt gerne ville have lidt fred nu snart, have mulighed for at have en rolig tilværelse, at det bedste, hun kunne tænke sig i denne verden, var at manden ville søge et roligt anstændigt præsteembede, hvor han måske havde udsigt til engang med tiden at kunne avancere til provst – og hun kunne blive provstinde med stiv krave, ugentlig bridgeklub, samvær nu og da med den lokale amtmandinde, pæn omtale i den lokale sprøjte, kunne tilbringe mange aftener til bryllupper og begravelser, og resten af aftenerne kunne lægge puslespil sammen med hr. provsten. Jo, man havde en dårlig samvittighed. Og så får man sådan et pragtfuldt brev fra hende hyrdinden derhjemme. Saftsuseme, om ikke hun er en knop. Hun er ikke død endnu. Selvfølgelig, der er jo også den hage ved provstejobbet, at hun har manden, undskyld, provsten, hjemme det meste af tiden! – og det kan faktisk blive lidt kedsommeligt. Men altså, bitte søster, tusind tak for et dejligt brev, som jeg blev så glad for. Resten kan vi snakke om på søndag – er du helt klar over det – næste søndag!!!!”408 EW måtte nu hjem og meddele bestyrelsen for DMS, at han havde i sinde at sige ja til denne opfordring, Og bestyrelsen ville bestemt ikke være tilfreds med, at han forlod sin stilling som generalsekretær så hurtigt efter, at han havde haft orlov i næsten et år.

Men fra 1. november 1964 stod det fast, at han overtog en stilling som vicedirektør i Theological Education Fund med bopæl i London.409

158

dansk interme z z o

Til verdens ende

Kapitel 5

TIL VERDENS ENDE 5.1

THEOLOGICAL EDUCATION FUND

5.1.1 Grundlæggelsen af TEF The Theological Education Fund (TEF)410 blev grundlagt i forbindelse med IMC’s Assembly i Achimota, Ghana, i årsskiftet 1957-58. Siden IMC’s andet Assembly i Tambaram, Indien, 1938, havde IMC vist den teologiske uddannelse en særlig opmærksomhed med henblik på at gøre de unge kirker ressourcestærke til at være selvstyrende.

Dette blev fulgt op i 1947 ved det tredje Assembly i Whitby, Canada, hvor IMC’s Research Secretary fik pålagt at prioritere træningen af kommende præster. Mellem 1947 og 1956 foranstaltede IMC en serie undersøgelser af den teologiske uddannelse – bl.a. gennem en systematisk kortlægning af den teologiske uddannelse i landene syd for Sahara i Afrika samt Madagaskar.

Det var som en konsekvens af denne resolution fra Whitby, at Erik W. Nielsen sammen med kollega Norman Goodall blev sendt på den store rejse til Afrika i 1953-54 (se kap.

3.11) for at studere præsteuddannelsen. Dette indgik i et større studium dokumenteret i en række delrapporter.411 Initiativtageren og den mand, der mere end nogen anden kom til i de første år at præge udviklingen af TEF, var IMC’s generalsekretær, Charles W. Ranson412. I 1956 henvendte han sig til John D. Rockefeller, Jr.413, for at undersøge muligheden for en større finansiel assistance til et projekt for en videre udbygning af den teologiske uddannelse i Asien, Afrika og Latinamerika. Efter en meget grundig undersøgelse i Rockefellers Sealantic Fund414 blev der bevilget 2 mio USD på betingelse af, at amerikanske missionsselskaber skulle stille et tilsvarende beløb til rådighed over en fem års periode. Otte amerikanske missionsselskaber påtog sig at yde disse 2 mio USD415 og lovede samtidigt, at dette ikke ville få indflydelse på deres allerede eksisterende forpligtelser over for teologisk uddannelse i de unge kirker.

Den anden betingelse, som blev stillet af Rockefeller var, at en international, repræsentativ komité skulle lede det nye fonds arbejde, og at en kvalificeret stab skulle forestå den daglige administration. Den tredje betingelse var, at den finansielle hjælp til teologiske uddannelsesinstitutioner skulle begrænses til et mindre antal, og at ca. 1 mio USD skulle bruges specielt til forbedring af bibliotekerne og til fremskaffelse af bøger.

160

til verdens ende

I 1965 vendte familien Nielsen tilbage til London og bosatte sig igen i Bromley. Her er den yngste søn, Flemming med far ude og ro i Regents Park

til verdens ende

161

På denne baggrund besluttede det femte Assembly i Achimota, Ghana, 1957-58, at danne TEF. Som første direktør for TEF valgtes initiativtageren, Charles Ranson. Hovedkontoret blev i den første periode lagt i New York. Til den internationale komité valgtes bl.a. Erik W. Nielsen.

Målsætningen for TEF i første mandatperiode, som man kaldte den første 5 års periode, var: · at der skulle anvendes 1 mio USD til fremme af teologisk litteratur og oprettelse af teologiske biblioteker, · at omkring 20 større projekter skulle støttes økonomisk ved udbygningen af teologiske college på baggrund af den kvalitet, de allerede havde vist sig i stand til at udføre · at der skulle opmuntres til at udvikle indigeneous teologi, · at understrege ansvarligheden i de unge kirker for træning af kommende præster og for præsters efteruddannelse, og · missionsselskaber og kirker verden over skulle opmuntres til at støtte op om TEF’s program.

5.1.2 Valget af Erik W. Nielsen I august 1963 var der møde i den internationale komité i Toronto, Canada. EW tog en pause i disputatsstudierne i London for at deltage i dette møde, hvor man bl.a. skulle udstikke retningslinjerne for den næste fem års periode i TEF, der skulle begynde i 1965. I den forbindelse blev han uofficielt spurgt, om han ville påtage sig en stilling som vicedirektør i TEF. Men da han ikke hørte mere til sagen, troede han ikke, der blev mere ud af den idé. Derfor orienterede han end ikke Marie om forespørgslen.416 Ved mødet i Toronto var der blevet nedsat et ansættelsesudvalg under ledelse af Charles Ranson og med bl.a. vicegeneralsekretær i WCC, Lesslie Newbigin som medlem, der skulle drøfter målsætningerne for den næste fem års periode og i den forbindelse også drage omsorg for ansættelsen af den fornødne stab. Dette udvalg mødtes i november 1963 i Berlin, hvor man blev enige om at nominere EW til en stilling som vicedirektør med ansvar for Mellemøsten og Sydøstasien. Og som bekendt sagde EW – og Marie – ja til den nye stilling. Ansættelsen trådte i kraft den 1. november 1964 med bopæl i Danmark og fra 1. juli 1965 med bopæl i England.417 Derved knyttedes så at sige en ring for EW, der allerede i 1951 ved den interkontinentale missionskonference i Freudenstadt, Tyskland, i foredraget „Mission i en tid, hvor dørene lukkes,”418 havde slået kraftigt til lyd for at man skulle satse på den teologiske uddannelse i de unge kirker. Og han havde forholdt sig kritisk til gældende praksis med følgende formulering: „… Selv et spørgsmål om uddannelse af præster i de unge kirker er i høj grad blevet et strategisk, organisatorisk problem mange steder. Ja, man har undertiden følelsen af, at den stærkere understregning af kirkens betydning for missionsarbejdet, som vi har set i de sidste 20 år, er mere en erkendelse af den strategiske nødvendighed af en kirkeorganisation end egentlig en dybere forståelse af selve kirkens og missionens væsen.”419 Nu fik han ansvaret for at 162

til verdens ende

„…Ja, vist er det dejligt at være i London. Sjovt, men det var faktisk først i bussen ud til Kastrup, at det pludseligt gik op for mig, at jeg ikke er i DMS mere! Det var lige pludseligt, som om bunden gik ud af bussen, og et øjeblik havde jeg en voldsom trang til at vende om og tage tilbage til det sikre og kendte; der er jo spilleme ingen, der ved, hvad det her fører til …. Men lige meget, jeg har dog ikke endnu fortrudt skridtet. Man bliver fint modtaget herovre – med største varme og venlighed, og det hagler med hilsner til dig…I onsdags hørte jeg Baagø425 … det var faktisk tyndt…“ Brev 13. november 1964 til Marie, MSN-PA

implementere sine tanker i et partnerskab med de unge kirker i Sydøstasien og Mellemøsten. Som sin personlige sekretær tog EW sin sekretær fra DMR, Alice JohansenStolt420, med sig til London421.

Erik Petersen, der var den anden af DMS’s to generalsekretærer, valgte samtidig også at forlade DMS422. Det betød, at bestyrelsen nu skulle finde en helt ny ledelse for DMS. Valget faldt på pastor Ole Bertelsen,423 og bestyrelsen valgte kun at have én generalsekretær, hvilket EW i sin dagbog kommenterede på følgende måde: „Det er en stor fornyelse, at DMS skifter til kun at have én generalsekretær.”424 Det kom blot seks år for sent.

Når familien først flyttede til London i sommeren 1965, hang det sammen med børnenes uddannelse. Jørgen gik i 3. G og skulle færdiggøre sin danske studentereksamen, inden han kunne forlade Danmark. Hans plan var at begynde et studium ved School of Oriental and African Studies (SOAS) ved University of London. Det skulle vise sig ikke at være så lige til, da SOAS ikke accepterede en dansk studentereksamen som adgangseksamen. EW fik i den forbindelse forhandlet igennem, at Jørgen kunne indskrives på et gymnasium i London og tage det sidste gymnasiale år dér, og således få adgang til at studere ved SOAS. Per skulle ikke med til London, men starte en karriere ved søværnet.

Lis skulle ligesom Jørgen færdiggøre et skoleår, før hun kunne rejse med til London.

Desuden skulle Lis konfirmeres i Danmark i foråret 1965 inden afrejsen til London. Og Flemming var ikke ældre på dette tidspunkt, end at han skulle i almindelig folkeskole.

For familien var det næsten som at vende hjem igen. De bosatte sig som sidst i Bromley ganske få hundrede meter fra det sted, hvor de havde boet under deres første ophold i London.426 5.1.3 Status på TEF’s arbejde op til 1964 Da Erik W. Nielsen begyndte sit arbejde i TEF i november 1964, var TEF’s status efter at have arbejdet i ca. fem år, at man havde gennemført et større udredningsarbejde over teologisk litteratur med engelske, tyske, franske, portugisiske og spanske titler. Dette arbejde var blevet publiceret i to store bøger, der var udsendt gratis til alle de teologiske institutioner, som var omfattet af projektet.427 til verdens ende

163

En anden vigtig nydannelse på grund af TEF var oprettelsen af regionale teologiske foreninger, der havde til formål at fremme kontakten mellem de teologiske institutioner og lærere.428 Hertil kom, at der var anvendt et større beløb til stipendier til videreuddannelse af teologiske lærere og projekter vedrørende rekruttering af teologiske studenter.

Fondens administration, lønninger og stab, stabsrejser, komitémøder og lignende var blevet dækket udelukkende ved renterne fra kapitalen.429 I betingelserne fra Rockefellers donation hed det, at man skulle koncentrere sig om et mindre antal institutioner. Det blev i praksis 23 institutioner. Man vedtog at koncentrere sig om de institutioner, som stod stærkest, og som havde størst strategisk betydning i et område. Da der var mange flere skoler, end man kunne støtte, så betød dette et stort arbejde for staben, idet man måtte besøge hver enkelt ansøgere for at lave en vurdering af, om den skulle støttes eller ej. Det betød en del bitterhed hos dem, som fik afslag.

Et andet vigtigt princip i administrationen af TEF var, at fondens virksomhed aldrig måtte gøre den pågældende institution afhængig af fonden. Institutionen måtte ikke betragte fonden som en aflastning af f.eks. missionsselskabernes forpligtelser over for den teologiske uddannelse i de unge kirker. Fonden skulle tværtimod forbedre og udbygge den teologiske undervisning. Inden TEF derfor besluttede at yde en institutionel støtte, måtte det sikres, at der virkelig var mulighed for og villighed til fra f.eks. de missioner, som allerede støttede den pågældende institution, at videreføre og bære den påtænkte udbygning og udvidelse.

Endelig var det vigtigt, at TEF ikke måtte komme med noget færdigt program, som man søgte at gennemføre ved hjælp af penge. Man måtte ikke købe sig til påvirkning. Dette var ikke mindst påtrængende ved biblioteks- og litteraturprogrammet. Udvælgelsen af de forskellige bøger, som skulle oversættes, kunne blive en skjult form for indflydelse på den teologiske tænkning og forsøg på at eksportere Vestens teologi til de områder, der var omfattet af TEF’s program. Derfor blev der i hvert sprogområde oprettet lokale komitéer, hvis medlemmer var udvalgt af kirkerne og de teologiske seminarer. Valget af bøger, der skulle oversættes, lå udelukkende i disse komitéer. På samme måde besluttede det teologiske bibliotek suverænt, hvilke bøger der skulle indkøbes, hvis man havde fået bevilget et beløb til biblioteksfornyelse.

5.1.4 Arbejdsprogram for den anden periode TEF’s første mandatperiode løb i årene 1958-1963. Ved komitéens møde i Mexico i december 1963 blev det på baggrund af den kritiske evalueringsrapport430 besluttet, at der skulle være en ny fem årig periode, der skulle løbe fra august 1965 til 1970.

1964-1965 var en overgangsperiode, hvor man skulle opbygge den nye stab – med bl.a.

EW – og forberede det nye arbejdsprogram. Rockefeller var ikke med i den nye mandatperiode, og de mere end 20 mio DKK, som fondet i denne periode rådede over, 164

til verdens ende

kom udelukkende fra missionsselskaber og kirker. Mens arbejdet, som vist i den første mandatperiode, havde haft en hovedvægt på det institutionelle og den overvejende del af fondens midler var blevet anvendt i forbindelse med bygninger mm., blev formålet for den anden mandatperiode ændret til i langt højere grad at dreje sig om indholdet i den teologiske uddannelse – mennesker frem for mursten.

Ved TEF’s komitemøde i Mexico blev der vedtaget et arbejdsprogram med følgende punkter: · Man skulle betragte den teologiske institution som et kristent samfund – det blev understreget, at sand teologisk undervisning og studium måtte finde sted inden for et gudstjenesteligt fællesskab, og TEF skulle derfor opmuntre og fremme alt det, der i de teologiske seminarer kunne styrke det gudstjenestelige liv og et kristent fællesskab i tjeneste. · Styrkelse af lærerstaben – der skulle gives hjælp til videre studier og til forskning for de enkelte lærere. · Styrkelse af studentergruppen – med forsøg på at fremme tilgangen af studerende og højnelse af uddannelsens kvalitet. · Ny gennemtænkning af undervisningsplanen – her drejede det sig ikke så meget om at føje nye fag til planen, som at gennemtænke de eksisterende grundfag under hensyn til kirkens hele situation og opgave. · Forbedring af værktøj – dvs. bøgerne og bibliotekerne · Efteruddannelse.

I forbindelse med denne handlingsplan blev det besluttet, at TEF’s stab i efteråret 1964 og foråret 1965 skulle foretage rejser rundt i de områder, de havde ansvaret for, med henblik på at mødes med de teologiske institutioner og kirkerne for i samarbejde med dem at drøfte, hvordan disse punkter i praksis skulle implementeres.

Vi ser, hvorledes hele denne programformulering ligger tæt op ad den partnerskabsteologi, som EW havde udviklet gennem sin tid i såvel IMC som i DMS. Hans forståelse af hele problemkomplekset med den teologiske uddannelse i de unge kirker var, at den omhandlede hele kirkens selvforståelse og af dens forståelse af sin missionerende opgave431. Og EW var da heller ikke sen til at indse, at en vigtig forudsætning for, at han overhovedet kunne bestride sin stilling i TEF var hans tid i IMC og DMS, „…. den periode i Danmark har, det er jeg ganske sikker på, givet mig en masse baggrund fra en helt anden vinkel, og har desuden rent personligt betydet en del for mig, selve det at få fødderne på jorden i en bestemt situation og ikke blot flyde i en international, løs atmosfære….”, skrev han hjem til Marie fra sin første rejse.432 TEF inspirerede til, at man ikke opretholdt små konfessionelle skoler, men samarbejdede økumenisk i regionale skoler. Dette involverede ikke blot de enkelte institutioner, men også de kirker og missionsselskaber i såvel Vesten som i de unge kirker i Afrika og til verdens ende

165

„…Der lå, da jeg kom her til New York, et meget pænt brev fra Wümpelmann,435 en hilsen og tak for tiden i Danmark. Det var rørende og pænt. Mærkeligt, at Wümpelmann (baptisten) skulle være den eneste, der i sin tid i Dansk Missionsråd sagde tak for arbejdet og nu igen er den eneste fra DMR-siden. Hvis du kan få tid, ville jeg egentlig gerne, om du ville ringe ham op fra mig og sige tusind tak…“ Brev 20. november 1964 til Marie, MSN-PA

Asien, som stod bag de pågældende seminarer. De måtte inspireres til at gå sammen om at uddanne deres kommende præster, naturligvis med mulighed for, at man havde egne lærere til at varetage den specielle undervisning i de særlige konfessionelle dogmatiske spørgsmål.

I EW’s forståelse var TEF ikke blot en organisation, der gav penge ud. TEF var en del af hele kirkens sendelse med evangeliet, og som sådan var TEF dybt engageret i evangeliets møde med verden i Asien og Afrika. Og EW opfattede sig selv som missionær.433 TEF skulle være med til at formidle det bedste af den teologiske tænkning, som fandt sted i Vesten. Men endnu vigtigere var det, at TEF hele tiden var opmærksom på at stille spørgsmålet om, hvad det ville sige at være en kristen på lige netop dette sted – hele tiden at trænge dybere og dybere ned i den indigeneous teologi, som også var en del af TEF’s arbejdsprogram i den anden mandatperiode.434 5.1.5 Første ansøgning Efter et kort ophold i London gik turen videre for EW til New York, hvor han i slutningen af november skulle mødes med den øvrige stab for at tilrettelægge arbejdet i den kommende mandatperiode. Det blev intense arbejdsdage, hvor han næsten ikke kom uden for sit hotel, der lå en halv times gang fra TEF’s hovedkontor. Han havde nu heller ikke lyst til at komme ud og se noget i New York i modsætning til tidligere, hvor han udnyttede selv den mindste pause til at opleve det pågældende sted. Når han havde en ledig stund, f.eks. i weekenderne, så læste han. Han benyttede Union Theological College’s gode bibliotek og fik læst en del til sine disputatsstudier. Og nød det. Ligesom han nød igen at være sammen med „de gamle gutter.“ Marie kunne da også hurtigt konstatere, at nu havde han fået arbejdsglæden tilbage. Væk var de traurige breve. Og han gav hende ret. „Ja, du har ret; jeg befinder mig faktisk godt ved den slags arbejde her…..”436 Den første faglige ansøgning, han måtte tage stilling til, mens han opholdt sig i New York, drejede sig om støtte til et forskningsprojekt fra den danske missionær Kaj Baagø, der var professor ved UTC i Bangalore. Baagø havde i 1963 modtaget 3.000 USD fra TEF til et projekt til affotografering af utrykte kilder til Indiens kirkehistorie fra Vestens missionsarkiver. Nu ønskede han at følge dette op med et langt større projekt, nemlig at udgive en antologi over kristen indisk teologi fra de sidste 150 år, herunder litteratur om Kristus i hinduistisk fortolkning.437 166

til verdens ende

Det var denne ansøgning, som lå og ventede på EW i New York438. I første omgang bevilgede TEF 4.000 USD til at udarbejde et pilotprojekt med de relevante titler. På baggrund af dette projekt udpegede TEF i december 1966 Baagø som redaktør og hovedansvarlig over for TEF og de teologiske uddannelsesinstitutioner i Indien. Det var et kirkehistorisk projekt, men samtidig var det Baagøs intention, at han herved ville give indiske teologiske studenter inspiration og materiale til at arbejde videre på at skabe en hindu-kristen teologi, der var rodfæstet i Indiens kultur, som Baagø skrev i et kredsbrev til missionsvennerne i Vejle.439 Det var et konkret eksempel på indigeneous teologi, som Baagø satte i værk, og som først blev afsluttet i 1969, efter at Baagø havde forladt DMS og UTC.440 5.2

TEOLOGISK UDDANNELSE I ET GAMMELT KRISTENT LAND

5.2.1 Den koptisk ortodokse kirke Erik W. Nielsen blev dybt engageret i en række teologiske institutioner i Mellemøsten (eller Nærøsten, som han kaldte det efter datidens skik), og i Sydøstasien. Det vil føre for vidt på dette sted at behandle alle de colleges og institutioner, som EW kom i kontakt med i sin tid i TEF. Derfor vil vi i det følgende koncentrere os om den teologiske uddannelse i Egypten, Libanon og Indien. Disse prioriteter er valgt, da der har været – og er – et dansk missionsengagement i disse lande.

Egypten er et af de ældste kristne lande i verden. Allerede i 50’erne kom evangelisten Markus ifølge traditionen til Alexandria, hvor han forkyndte evangeliet og grundlagde en menighed. I løbet af de følgende århundreder voksede den kristne kirke i landet, og da de arabiske (muslimske) hære i 642 kom, regner man med, at kristendommen var at betragte som folkereligion i landet.

Arvtageren af denne gamle kristne kirke i landet er den koptisk ortodokse kirke, hvor ordet koptisk er det gamle førarabiske ord for egyptisk. Kirken tilhører den ortodokse familie, der er udbredt i hele den østlige del af den gamle kristenhed. Men ved de store teologiske stridigheder om forståelsen af Jesu guddommelige natur i det 4. århundrede, stillede den ægyptiske kirke sig uden for den fælles trosbekendelse og blev i århundreder isoleret. Først med dannelsen af WCC i 1948 brød den koptisk ortodokse kirke ud af sin isolation og tilsluttede sig WCC. Efter det første århundrede af det arabiske herredømme over Egypten, hvor der havde været en ganske fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer i landet, begyndte muslimerne fra omkring 750 at betragte de kristne som andenrangs borgere i Egypten.

Det betød, at det blev vanskeligere og vanskeligere at bevare sin kristne identitet under et voksende muslimsk pres. Derfor konverterede store grupper af kristne til islam. I dag skønnes det, at der kun er ca. 10% af den egyptiske befolkning, som er kristne. Men der findes intet officielt tal, som kan bekræfte dette. til verdens ende

167

5.2.2 Protestantisk mission i Egypten Fra midten af det 19. århundrede indledtes der en systematisk protestantisk mission i Egypten. Da englænderne overtog kontrollen over landet i 1882, fulgte den anglikanske kirke med og etablerede sig i landet, primært som en kirke for de udstationerede englændere, og ikke så meget som en missionskirke.

Anderledes så det ud med den protestantiske mission, som primært var en amerikansk presbyteriansk mission, hvis største navn var Samuel Zwemer.441 Det blev dog ikke mange muslimer, man omvendte til kristendommen. I dag regnes de protestantiske kirker i Egypten, hvoraf den presbyterianske er den største, for at have omkring 1 mio medlemmer (eller 10% af de kristne egyptere), hvoraf de fleste er konvertitter fra den koptisk ortodokse kirke.

Det protestantiske præsteseminar i Cairo flyttede i 1927 til denne bygning i bydelen Abbasiya

168

Politisk var situationen i Egypten, da EW overtog sin stilling i TEF i midten af 1960’erne, at Nasser442 var præsident. Man var stadig i en krigstilstand med Israel. Samtidig kæmpede man for at hævde lederskabet i den arabiske verden, og Nasser var ligeledes aktiv som en samlende figur i det, der blev kaldt „den alliancefri verden,“ der var en række lande, der ikke accepterede at stille sig under de to store supermagter, USA og Sovjet.

til verdens ende

Mod slutningen af sin regeringsperiode nærmede Nasser sig dog kraftigt Sovjet i det internationale magtspil.

Der var to teologiske institutioner i Egypten, som EW kom til at arbejde sammen med.

Det drejede sig om Coptic Orthodox Seminary (COS) og Evangelical Theological Seminary in Cairo (ETSC).

Da han første gang besøgte regionen som TEF direktør i 1965 skrev han til Marie: „ Jeg finder det meget svært virkeligt at finde mine ben rent TEF mæssigt her i Nærøsten.

Monstret er fantastisk broget og indviklet – alle de forskellige kirker, forskellige ortodokse variationer – indbyrdes spredninger og jalousier – WCC Geneve politik – missionspolitik udefra – TEF indfanget i alt dette, hvad enten man ønsker det eller ej. I hvert fald er jeg sikker på, at jeg bevidst skal forsøge at stoppe op her et eller andet sted, når som helst jeg tager til Asien eller kommer tilbage. Heldigvis er det ret let. …. Jeg er naturligvis meget spændt på at høre, hvordan tingene udvikler sig med huset i Bromley. Lad mig vide, hvordan det går med Per og Jørgen…… „443 Det var i sandhed en vanskelig opgave, han var blevet stillet over for. Dette virvar af oldgamle kirker, der skulle samarbejde, men som i vid udstrækning ønskede at køre deres eget løb. Det var noget ganske andet end det, han var vant til fra de unge missionskirker.

Derfor var hans konklusion, at han var nødt til at afsætte mange besøg i denne region for at sætte sig ind i det brogede politiske og religiøse billede.

De to seminarer, som han skulle arbejde sammen med, kappedes om, hvem af dem, der var den mest teologisk konservative. COS var den gamle kirkes præsteuddannelse, der blev ledet af biskop Shenouda,444 ETSC var det presbyterianske seminar med hyppigt skiftende ledere, hvor man var ung, hvis man var under 70 år.445

Som en vesterlænding (med min egen protestantiske baggrund fra det europæiske kontinent), har jeg altid fundet den koptisk ortodokse kirke i Egypten fascinerende. Man prøver igen og igen at forstå, hvad man ser – man læser bøger om det – og pludselig føler du, der er et eller andet, en attitude, et klima, hele livsmønsteret med hen ved to tusind års historie bag og man forstår!

Der er så mange gamle kirkeruiner i forskellige dele af verden, som vi studerer med stor interesse og fascination, men her er der ikke blot ruiner – der er gamle klostre ude i den egyptiske ørken, og når man besøger et par af dem, føler man de første sider af kirkehistorien blive levende – man kan næsten se biskop Shenouda vandre ud af disse første sider! Der er liv og kontinuitet, og den kolde, analytiske vesterlænding kan ikke forstå, hvad det hele drejer sig om!

Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2

til verdens ende

169

5.2.3 Biskop Shenouda og ortodoks spiritualitet Det er interessant at se på den analyse, som EW fortog af biskop Shenouda og hele den koptisk ortodokse kirke. Skarpsindigt så han ind bag facaden på denne kirke og fandt de kræfter, som ikke blot styrede kirken i 1960’erne, men gør det den dag i dag: ”Den samme biskop Shenouda, som har tilbragt adskillige år som eremit i en hule i den egyptiske ørken, og hvem man møder i det gamle ørkenkloster, er den samme, som er rektor for the Theological Seminary i Cairo [CAS], har nu i adskillige år på CAS’s grund lige i centrum af Cairo, holdt offentlige møder – han kalder dem bibeltimer – hver uge. For øjeblikket har han to sådanne ugentlige aftenmøder med omkring to tusinde deltagere til det første aftenmøde og omkring tre tusinde registreret til det andet aftenmøde – omkring fem tusinde hver uge446. Efter aftenkurserne fortsætter han med personlige samtaler indtil ved to-tre tiden om natten med sjælesorg for alle typer mennesker, som beder om hans åndelige vejledning og velsignelse. Dette sker i det moderne Cairo, og man kan ikke undgå at notere sig, at en meget stor del af deltagerne er unge mennesker under 30 år – mange af dem er universitetsstuderende – og mange af dem er kvinder.

Hvad er det, der virkelig foregår her? Jeg stillede dette spørgsmål til en ung meget levende og moderne koptisk teolog, som netop havde taget sin PhD ved Cambridge på en afhandling om „A Survey of Sacramental Theology in the Coptic Orthodox Church.”

Hans svar tog et par timer! Hans hovedpointe var, tror jeg, noget i retning af dette: ’Det er virkelig meget vanskeligt for enhver uden for den koptiske kirke fuldt ud at forstå, hvad der sker her. Du må studere vores psykologi og hele vores historie. Du må kende S. Antonius!! – den helt specielle antikke koptiske tradition for askese. Det sande spirituelle liv, der er model og mål for alt liv, involverer virkelig en tilbagetrækning fra verden (billedet af ørkenhulen og ørkenklosteret) – fra ægteskab, kærlighed, forretningsliv, alt, som tilhører dette lavere, uhellige niveau, i hvilket almindelige mennesker og almindelige kristne må leve. Den hellige person er ham, som trækker sig tilbage fra alt dette, eller ham, som lever i det som om, han ikke levede midt i det.

Livet i sig selv – det almindelige liv med familie, børn, arbejde osv., er derfor ikke en virkelig gave fra Gud, som du som kristen bør eller kan acceptere med glæde og under ansvar over for Ham, men er snarere en binding, en fristelse (der har at gøre med den gamle Adam!), som du i en vis forstand må bede Gud om tilgivelse for, idet du forsøger at stræbe mod det hellige liv, fra hvilket du er – i det mindste i analysen – konstant afskåret fra med disse bånd. Derfor udvikles der en psykologisk, nærmest en psykopatisk stræben efter og et konstant behov for „åndelig vejledning“ og for en åndelig velsignelse.’

Den unge koptiske teolog, med hvem jeg talte, er fast overbevist om, at det fundamentalt er denne form for indre stræben, som ligger bag dette forbløffende fænomen, at tusindvis 170

til verdens ende

Rektor for Coptic Orthodox Seminary var biskop Shenouda, der i efter책ret 1971 blev valgt som pave Shenouda III og dermed 책ndeligt overhovede for alle koptisk ortodokse kristne i verden

til verdens ende

171

flokkes for at høre Shenouda disse aftener, om de endeløse samtaler og bøn om sjælesorg og velsignelse. Han tilføjer hertil, hvad han kalder et „forfølgelses kompleks”, som, siger han, har eksisteret af historiske grunde i den egyptiske kirke i århundreder, og som stadig eksisterer. Han påstår, at dette kompleks næres og fremelskes af mange, mange præster, som - formodentlig ubevidst – føler, at dette er en form for beskyttelse imod den store masse, der er blandet med samfundet, og som er alt for åbent over for indflydelse andre steder fra.”447 Det er væsentligt her at sammenholde EW’s fascination over for denne gamle, autentiske kirke, som har levet isoleret og derfor har kunnet bevare sit åndelige liv, med den moderne kopters kritiske distance overfor, at biskop Shenouda, som den hellige mand, derved får så stor en magt over kirkens almindelige medlemmer, at deres liv får karakter af at være på et lavere niveau end de hellige mænds liv. Det er interessant at se, at der sker præcist det samme inden for den koptisk ortodokse kirke med en niveaudeling, som der var sket mellem muslimer og kristne, hvor det blot var de kristne, der blev anset som andenrangs mennesker. Derved forklares trangen til at konvertere. For nogles vedkommende til islam. For andres vedkommende til de protestantiske kirker, hvor man oplevede, at man kunne leve i højere grad som moderne mennesker.

5.2.4 Biskop Samuel Over for biskop Shenouda, der var leder af præsteuddannelsen, stod en anden fremtrædende koptisk biskop, Samuel.448 Han var kirkens ansigt udad til og plejede tætte kontakter til såvel det politiske liv som WCC og internationale missionsselskaber. Han var leder af kirkens nødhjælpsorganisation, og blev karakteriseret af EW som „den stort smilende biskop Samuel.”449 Biskop Samuel sad ved siden af præsident Anwar Sadat,450 da denne blev myrdet ved et attentat i Cairo den 6. oktober 1981, og han blev selv dræbt ved samme lejlighed.

Længe så det ud til, at valget ville komme til at stå mellem disse to biskopper, når der skulle vælges ny pave for den koptisk ortodokse kirke. Ikke mindst biskop Shenoudas bibeltimer kom til at betyde, at hans magt og indflydelse voksede i løbet af 1960’erne og ved pavevalget i 1971 løb han af med sejren.

Biskop Samuel så tydeligt, at biskop Shenouda ville være en stærk kandidat til at blive den næste pave for den koptisk ortodokse kirke. Derfor bekymrede det ham, at Shenoudas baggrund var den tilbagetrukne tilværelse som ørkenmunk. Eksempelvis talte han ikke andre sprog end egyptisk-arabisk. Derfor bad han EW om,451 at TEF kunne finansiere, at Shenouda blev sendt på en dannelsesrejse til teologiske uddannelsessteder forskellige steder i verden – primært i den ortodokse del af verden. Desuden bad han om hjælp til, at Shenouda fik lært engelsk!

Efterhånden som EW lærte biskop Samuel bedre at kende, kunne han se hans evne til at indynde sig hos store internationale donorer for at få mest mulig hjælp til sine 172

til verdens ende

projekter, hvortil EW føjede: „….jeg er ikke sikker på, at han er en mand, der har en fuldstændig intetgritet…. men som er forskellig alt efter hvilken forretning, han er ude i…“ EW forudså under sit sidste besøg i Egypten, at den gamle pave meget snart ville dø, da han var alvorlig syg, og spurgte sig selv: „Vil vi så få biskop Samuel som ny rektor for COS?”452 5.2.5 Forsøg på samarbejde mellem to konfessioner Med sin økumeniske baggrund indkaldte EW under sit første besøg de to institutioners lærerforsamlinger til et fælles møde, hvor man skulle diskutere TEF’s målsætninger for den anden mandatperiode. Målsætningerne var udsendt på forhånd – og ingen havde læst dem! EW havde taget to medarbejdere fra NECC med til at bistå sig ved dette første møde med de egyptiske teologiske lærere. De var på forhånd meget nervøse for mødet, som de frygtede ville komme til at fremstå som to skarpt adskilte grupper, der ville stå med klare spændinger over for hinanden. Sådan gik det ikke. Mødet samlede ca. 15 personer, og EW kunne i sin dagbog notere, at „atmosfæren var første klasses hele vejen igennem.”453 Der var en levende samtale under mødet. Man fik lejlighed til bredt at diskutere kravene til den teologiske præsteuddannelse i Egypten, og diskussionen afslørede, at der ikke var nogen markant forskel mellem lærerne fra de to teologiske institutioner. Som sagt var mødet forløbet i en god og åben atmosfære, og en af de evangeliske lærere udtrykte det efterfølgende på denne måde: „Hvis dit besøg ikke har afstedkommet andet, så vil dette møde være alt nok – det er første gang i mange, mange år, at vi har haft mulighed for at mødes på denne måde!“ En af TEF’s prioriteter var at skabe teologiske associations rundt om i regionerne. Derfor havde EW også tænkt over, hvordan han skulle få præsenteret et forslag til, hvordan lærerne fremover regelmæssigt kunne mødes på denne måde og drøfte den teologiske uddannelses fælles anliggende.

Men inden han nåede at stille sit forslag, tog en af lederne fra ETSC ordet og foreslog det samme, hvilket straks blev accepteret fra koptisk ortodoks side. Alt udstrålede arabisk imødekommenhed, og EW var lettet efter mødet. Det skulle dog vise sig at være en imødekommenhed uden intention om opfølgning. Der skete ikke mere i den sag i den tid, EW kom i regionen.

Det presbyterianske præsteseminar, ETSC, var grundlagt i slutningen af det 19. århundrede af amerikanske missionærer. I begyndelsen havde den til huse i en båd på Nilen, som sejlede rundt til byerne i Øvre Egypten, hvor de studerende kunne prøve deres teologiske kræfter af som evangelister.454 Senere fik den til huse i Down Town i Cairo, sammen med den presbyterianske kirkes hovedkontor. I 1928 flyttede ETSC til sin nuværende adresse i Abbasiya.455 Konklusionen efter dette første møde i Cairo var, at EW havde en klar opfattelse af, at standarden ved ETSC var elendig, hvorfor han ville prøve at få et møde med den presbyterianske missions leder, for at han skulle træde i karakter og overbevise seminarets ledelse om at højne niveauet.456 til verdens ende

173

Han var mere imponeret over COS, som han syntes indeholdt et potentiale, og som han glædede sig til at se, hvorledes TEF i de kommende år kunne hjælpe.

I oktober 1965 var EW tilbage i Cairo. I mellemtiden var der overhovedet ikke sket noget af det, der var blevet lovet ham fra ETSC. Derfor havde han sendt dem – hvad han selv kalder – et skarpt brev.457 Et møde med nogle amerikanske missionærer bekræftede, at der var grund til dyb bekymring over det evangeliske seminar, men de samme missionærer bad ham så mindeligt om at blive ved at komme, for derved at fastholde samtalen med missionærer og lærere, for det ville være deres eneste chance for at udvikle denne institution.

Ved det efterfølgende møde med lærergruppen blev hans bange anelser bekræftet. Man havde ikke på nogen måde arbejdet med at sætte sig ind i, hvad TEF’s målsætninger var, og hvad TEF kunne hjælpe med. Man betragtede dem groft sagt som et andet rigt vestligt missionsselskab, som man kunne malke for penge. Derfor lagde de et projekt på bordet til 35.000 USD til et nyt bibliotek, som man bad TEF om at betale. Hver gang EW forsøgte at få en anden dagsorden bragt i spil, afbrød man ham. Man var kun interesseret i TEF’s penge. Betal eller forsvind. Situationen blev endnu mere problematisk, idet ETSC rent faktisk samtidig havde planer om at flytte fra Abbasiya til den mere mondæne bydel, Heliopolis. Hvis TEF imod sit arbejdsprogram skød et større pengebeløb i bygning af et nyt bibliotek, kunne det hele være spildt, hvis man alligevel flyttede til en anden bydel. Til stor vrede for seminarets ledelse måtte EW derfor afvise enhver tale om støtte til biblioteket.

5.2.6 De koptiske og islam Herfra gik turen videre til COS og biskop Shenouda. Her oplevede EW igen, at der var et anderledes perspektiv for institutionen, selv om denne også havde sine begrænsninger.

I sine samtaler med biskop Shenouda blev EW overrasket over, at man ved COS havde en oversættelseskommission, som havde til opgave at oversætte kirkefædrene til arabisk. Denne kommission havde allerede færdiggjort en hel del af det store materiale, hvilket TEF’s komité for bøger til de teologiske uddannelsessteder intet kendte til. EW fik nu formidlet, at man inddrog disse oversættelser i de oversigter, som TEF udsendte.

Et andet væsentligt spørgsmål, som EW bragte på bane over for biskop Shenouda, var forholdet til islam. EW spurgte direkte, om der inden for de sidste 100-150 år havde været nogen som helst form for fremskridt i dette forhold – altså om der fandt en samtale sted mellem kristne og muslimer. Biskop Shenouda svarede, at det havde der naturligvis ikke været! Hvad skulle en sådan samtale gavne? Men selvfølgelig blev der undervist i islam på COS. Præsterne skulle jo ud og virke i menigheder, der var omgivet af muslimer på alle sider. Derfor måtte de vide, hvad islam var. Og Shenouda fandt faget så vigtigt, så han selv forestod denne undervisning. På EW’s spørgsmål om, hvilke lærebøger man brugte, svarede biskoppen, at man brugte Samuel Zwemers bøger, der 174

til verdens ende

Coptic Orthodox Seminary viser den smukke ornamenterede, arabiske byggestil

var skrevet i tiden før Første Verdenskrig, og som repræsenterer et særdeles negativt og konfrontatorisk syn på islam, og er skrevet ud af et helt andet verdensbillede. Dette var i sig selv interessant, at man på dette koptisk ortodokse præsteseminar anvendte denne konservative protestant. Da EW yderligere spurgte, hvorfor man ikke anvendte Kenneth Craggs bøger, svarede biskop Shenouda, at ham kendte han ikke. Kenneth Cragg havde på dette tidspunkt i flere perioder været en central figur i Mellemøsten, bl.a. var han på dette tidspunkt generalsekretær for NECC, og hans forfatterskab var allerede ganske omfattende. I perioden 1970-1981 blev Kenneth Cragg biskop ved den anglikanske kirke i Cairo.458 Der skete dog noget gennem de år, hvor EW hyppigt besøgte Cairo. Da han var i byen sidste gang i oktober 1970, få dage efter præsident Nassers død, kunne han konkludere, at der var sket en udvikling. ETSC havde langt om længe nedsat en arbejdsgruppe, som havde udarbejdet en plan for seminarets udvikling over de nærmeste år. Den var, med EW’s ord, ikke god, men omvendt måtte man glæde sig over, at det var lykkedes at få nedsat denne arbejdsgruppe, og at den var nået frem til et resultat. I planen var indarbejdet, at man opgav at flytte seminaret til Heliopolis, og man fremlagde en plan for fornyelse og udbygning af de eksisterende bygninger med et budget på ca. 5-6.000 til verdens ende

175

USD, hvilket TEF bevilgede. EW’s konklusion lyder: „Der er gjort en begyndelse. Der er nedsat en komité for seminaret, og der er taget beslutning for seminarets udvikling. Men det er pinligt klar, at hvis seminaret nogen sinde skal blive til noget, der bare ligner, hvad det burde blive til, så vil det kræve en stor indsprøjtning af noget meget stærkt! Det vil, så vidt jeg kan se, betyde indsættelse af en fuldtids rektor med lederskab, fantasi og energi, en mand, der kan gøre et team ud af en temmelig konfus og demoraliseret lærerstab, og derpå danne et fakultet af fem til seks fuldtids kvalificerede lærere. Hvis de over de næste 4-5 år kan få det op at stå, tror jeg, de kan gå en god fremtid i møde.”459 5.3 LIBANON 5.3.1 Et folkeligt og religiøst kludetæppe Ved afslutningen af Første Verdenskrig fik Frankrig af Folkenes Forbund mandat over Syrien og udskilte i 1920 et mindre vestligt område ud til Middelhavet med byerne Beirut, Tripoli, Tyros og Sidon.460 I løbet af 1920’erne og 1930’erne enedes de forskellige grupperinger om, at landet udgjorde en politisk enhed. Dette førte til dannelsen af Den Nationale Pagt i 1943, der blev det uafhængige Libanons politiske fundament. De to største grupperinger, de kristne maronitter461 og de muslimske sunnier, opgav ved denne lejlighed at skade Libanons uafhængighed ved at søge hjælp hhv. fra Frankrig og Syrien.

Landets befolkning er fordelt på 18 forskellige religiøse grupperinger, hvoraf de største i dag er shiamuslimer, maronitter og sunnimuslimer. Hertil kommer drusere462, græskortodokse kristne, og armenske kristne, der for de flestes vedkommende var kommet til landet i slutningen af Første Verdenskrig i forbindelse med det store folkemord på armenierne. En del af armenierne slog sig ned omkring den gamle by Byblos, hvor den danske missionær Maria Jakobsen463 grundlagde et skolehjem for armenske børn, Fuglereden, drevet og støttet af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA). En stor del af Libanons undervisningssystem er kontrolleret af de forskellige religiøse grupper. Dertil kommer mindre protestantiske kirker, der er resultat af vestlig mission fra slutningen af det 19. århundrede.

„En herlig gruppe midaldrende og ældre amerikanske turister var med på flyet i dag fra Cairo til Beirut – de talte alle meget højt om deres opdagelser, og hvad det betød. En venlig og „meget åben“ ældre amerikansk gentleman (omkring 65-70 år) sad ved siden af mig, og i en cirka fem minutter lang elskelig (og høj) konversation med en egypter og en libaneser fortalte han, hvordan vi måtte elske hinanden og nedbryde barriererne, og at det var, hvad Amerika forsøgte at gøre overalt i verden, og hvorledes de, naturligvis, var turister, men i virkeligheden betragtede dem selv som værende på en fredsmission i Mellemøsten. Well. Well.“ Dagbogsblad 9. oktober 1970 fra Beirut, EWN-RA, kasse 2

176

til verdens ende

Libanons forfatning er fra 1926 og er senere blevet revideret, senest i 1990. Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen. På EW’s tid var styrkeforholdet i Nationalforsamlingen 6:5 i kristent favør. I dag har Folkeforsamlingen 128 medlemmer, der er ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer efter nogle gamle folketællinger, hvilket betyder, at præsidenten altid skal være en kristen maronit, mens premierministeren altid skal være sunnimuslim. Pladserne i Nationalforsamlingen er nøje afstemt i henhold til befolkningens sammensætning tilbage i 1932, da den sidste folketælling blev foretaget. Det betyder, at Nationalforsamlingen ikke afspejler den virkelige aktuelle befolkningssammensætning.

Landet er lidt mindre end Danmark og har ca. 4 mio indbyggere, hvoraf det anslås, at omkring en halv million er palæstinensiske flygtninge, hvoraf igen mere end halvdelen bor rundt om i landet i flygtningelejre. I tiden frem til borgerkrigens udbrud i 1975 oplevede Libanon en kraftig økonomisk udvikling, der bl.a. var resultat af, at ved etableringen af staten Israel blev Beirut finansielt centrum mellem den arabiske verden og Vesten. Det lykkedes for landet indtil slutningen af 1960’erne at holde sig uden for den israelsk-arabiske konflikt, men i 1970 blev mange palæstinensere udvist fra Jordan og slog sig ned i Libanon, ligesom den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) i 1970

Gadesælger i Beirut – EW så udfordringen til præsteuddannelsen i et muslimsk land. Det handlede om at studere kristendom og islam i deres religionsteologiske forhold til hinanden.

til verdens ende

177

Near East School of Theology indviet i efteråret 1971 er bygget med støtte fra TEF – EW prøvede – forgæves – at få skolen til at udvikle sig til en international skole med fokus på studiet af forholdet mellem kristendom og islam – foto: NEST

flyttede sit hovedkvarter til Beirut, hvorefter Libanon mere og mere blev involveret i konflikten, hvilket vanskeliggjorde det traditionelle samarbejde mellem maronitter og sunnimuslimer. De voksende spændinger mellem disse to største grupper i Libanon førte frem til den lange og opslidende borgerkrig i 1975-1990, der skønnes at have kostet omkring 150.000 mennesker. I 1989 blev der i Saudi Arabien indgået en forsoningsaftale mellem medlemmer af Nationalforsamlingen, der året efter blev tiltrådt af de kæmpende militser. Siden 1990 har der hersket fred i landet, men situationen er særdeles sårbar, hvilket bl.a. kom til udtryk i februar 2005, da premierminister Rafiq Hariri,464 blev dræbt i Beirut ved en bilbombe. Syrien blev beskyldt for at stå bag mordet, som aldrig officielt er blevet opklaret, men det førte til, at Syrien måtte trække sine besættelsestropper ud af Libanon, efter at de havde været i landet siden afslutningen på borgerkrigen – i visse områder af landet havde de syriske tropper faktisk været siden 1976. Og i sommeren 2006 udbrød der en væbnet konflikt mellem Israel og Hizballah, i det sydlige Libanon, der er støttet af Syrien og Iran. Efter omfattende ødelæggelser endte konflikten med en våbenhvile, der kom i stand efter pres fra det internationale samfund. Konflikten øgede befolkningens modstand mod Israel og øgede opbakningen til Hizballah, der uofficielt i dag skønnes at have omkring en million tilhængere. Men da Hizballah, der er shiamuslimsk, ikke er repræsenteret i Nationalforsamlingen i et forhold, der svarer til denne opbakning, afspejler det, hvor spinkelt den demokratiske situation er i landet.

5.3.2 Near East School of Theology Erik W. Nielsen overtog arbejdet i Libanon efter Charles W. Ranson, der havde bevilget et „major grant“ til Near East School of Theology (NEST), der var en fælles præsteuddannelse for de protestantiske kirker i Syrien og Libanon. Man var i fuld gang med at planlægge bygningen af en helt ny og stor bygning i det centrale Beirut, der skulle huse såvel undervisning som kollegium for de studerende. EW’s dagsorden i Beirut var altså ikke, om man skulle bygge denne nye bygning, for man var allerede i gang, og grunden var allerede udgravet, selv om man ikke havde finansieringen på plads og heller ikke fik den i EW’s tid. Derfor omtalte han ofte byggesagen som „hullet i jorden!”465 Byggeriet blev gennemført med betydelige budgetoverskridelser (ca. 70.000 USD)466, og man kunne flytte ind i efteråret 1971.

Da byggeriet ikke stod til diskussion, tog EW fat på det indholdsmæssige i forbindelse med NEST. Ved sit første besøg i februar 1965 stillede han skolen og dens ledelse over for spørgsmålet om, hvordan den opfattede sig selv placeret netop på dette sted i en muslimsk kontekst. I samtaler med forskellige kirkeledere og teologiske lærere kunne han konstatere, at situationen rundt omkring i regionen var, at de studerende, inden de begyndte på deres teologiske uddannelse, allerede havde haft kontakt med islam idet det gymnasium, de havde gået på, var en regeringsskole, eller en skole der endte med at give et eksamensbevis fra regeringen. Det ville betyde, at de studerende derfor allerede havde lært arabisk, ligesom de havde mødt muslimer som klassekammerater. Men han

178

til verdens ende

„Ankom søndag eftermiddag fra London. Intet at se på Beirut lufthavn efter Israels angreb for nogle uger siden. Alt normalt igen – tilsyneladende, men vist desværre kun på overfladen. Der er i øjeblikket politisk krise; intet kabinet funktionerer for tiden ….. kun præsidenten fungerer; man forsøger stærkt at danne en ny regering, men hidtil ikke lykkedes. Årsagen til regeringskrisen ligger i Israels angreb: vrede og utilfredshed over, at forsvaret åbenbart var i uorden, at man intet kunne gøre for at opdage angrebet i tide. Det er vanskeligt at undgå indtrykket, at Israel har begået en kæmpe dumhed ved det angreb. Hvad de har opnået er at forene kræfterne og styrke modstanden fra arabisk side. Der er i øjeblikket strejker på universiteter og skoler, hvor ungdommen forlanger styrkelse af forsvaret, indførelse af tvungen militærtjeneste i Libanon. En af lederne, som søger at danne regering, siger at hans program er baseret på tvungen militærtjeneste, styrkelse af forsvaret, nyt militærbudget og nært samarbejde med de klart arabiske stater. Efter sigende fra et par venner her er den arabisksprogede presse helt anderledes skarp end den engelsksprogede.

Her taler man (i den arabiske presse) klart om modstand, angreb osv. – og mener det. Den kristne befolkning (både protestanter og ortodokse – tilsyneladende) er i en vanskelig situation. De er stort set ikke mere forelskede i israelerne end den muslimske befolkning, men de er bange for en militarisering af landet (hvad fører det til? – andet end endnu større chancer for konflikt? – og det vil betyde vanskeligheder for landets økonomi – og det vil umuliggøre betydningen af Libanons stilling som stort set neutral, som et slags Nærøstens Schweiz) – det bringer dem ind i konflikter ikke blot med muslimerne, men meget ofte med deres egne unge, som tager den aktive stilling på universiteter og skoler.

Tilsyneladende endnu ikke muligt at se noget virkeligt klart billede – meningerne er delte, men alle er bange for fremtiden – synes mere eller mindre sikre nu (efter Israels angreb), at den eneste virkelige udvej er direkte krig igen, snart eller senere.

Der er tydeligt pres fra Egypten (som ikke er alt for ked af, at Libanon viste sig ude af stand til at modstå angrebet fra Israel – altså i samme situation som Egypten tidligere). Man anklager – fra egyptisk/arabisk side – også Libanon for at leve højt på international sikkerhed, ikke mindst vestlig; man presser på for en kontrolleret handel (som man har det i Egypten), som altså skal sikre begrænsning af handel med uønskede lande, gøre det til en direkte del af det politiske billede – alt sammen helt imod Libanons handelsmæssige tradition, men adskillige mener, at resultatet af Israels angreb uundgåeligt vil føre i den retning, mere eller mindre radikalt.“ Dagbogsblad, 14. januar 1969 fra Beirut, EWN-RA, kasse 2

til verdens ende

179

konstaterede samtidig, at lige så snart de kom på NEST, så forsvandt denne forbindelse.

Derfor udfordrede han NEST til at tage islam ind i undervisningen på et højt fagligt niveau, fordi de præster, der blev uddannet fra NEST måtte formodes at komme til at virke i en udbredt muslimsk kontekst. Yderligere udfordrede han i denne sammenhæng NEST til også at arbejde teologisk med forholdet til det moderne arabiske liv i Mellemøsten, hvor man tog opbruddet i arabisk kultur fra bondesamfund til industrisamfundet og den nye sekularisme alvorligt. EW så frem til, at der ville komme noget positivt ud af disse drøftelser, der blev fulgt op med, at man nedsatte et udvalg af nøglepersoner fra såvel protestantisk som ortodoks side.467 Der var en lydhørhed for at arbejde med EW’s udfordringer, og da han året efter besøgte Libanon, kunne han notere sig: „Jeg ser ikke så mystisk på NEST’s fremtid, som jeg gjorde tidligere, og jeg tror virkelig, der er mulighed for at udbygge noget her, og at man ikke stiller sig alt for afvisende over for dem, men snarere virkelig prøver at hjælpe dem; der er ingen tvivl om, at der er fremragende folk på fakultetet – både højt kvalificerede folk, men også folk, som er parate til at tænke fremefter i virkelige frugtbare eksperimenter.”468 Jo mere han tænkte over NEST’s fremtid, jo mere følte han, at der var tre hovedmuligheder, der forekom ham at være: „At man konsekvent accepterer den lokale situations begrænsninger (både talmæssigt og kvalitetsmæssigt) og siger, at NEST primært skal være simpelt hen en lokal skole, som skal arbejde med at uddanne præster for de lokale kirker primært i Syrien og Libanon. Der er, så vidt jeg kan se, det element af realitet i den mulighed, at for så vidt det drejer sig om den almindelige præsteuddannelse, tror jeg ikke at NEST i virkeligheden vil have megen mulighed for at gå ud over Syrien og Libanon i hvert fald her i Nærøsten – Egypten vil vanskeligt være i stand til at sende studenter hertil, og de har deres eget ETSC – Iran vil sandsynligvis arbejde med linjer øst over med forbindelser til Pakistan og evt. Indien snarere end med forbindelseslinjer til den arabiske verden. Alligevel kan jeg ikke se rettere end at den mulighed er forkert. Det kunne måske have været en mulighed for adskillige år siden, da NEST endnu ikke havde begyndt på den senere udvikling, men jeg er temmelig sikker på, at selve TEF’s tilskud i virkeligheden har sat en konsekvent stopper for dette.

Den yderliggående modsatte mulighed ville være konsekvent at sige, at dette er primært en international skole, som tilfældigvis er blevet anbragt i Nærøsten. Det ville samtidig kunne kombineres med, at man naturligvis ville tjene de lokale kirker i Syrien og Libanon – altså på et lavere akademisk plan uddanne de præster, der er brug for, men at skolens egentlige formål ligger på et andet plan. Så vidt jeg kan se, er der i øjeblikket masser af tendenser, der virker i den retning, og så vidt jeg kan se, har de amerikanske presbyterianere i virkeligheden lang tid før TEF’s tilskud begyndte, rent faktisk lagt grundlaget for en sådan internationalisering af skolen – f.eks. ved faktisk at bygge en amerikansk studieplan op med stærk tilknytning til … Det Amerikanske Universitet.

180

til verdens ende

En tredje mulighed vedrørende NEST’s fremtidige totalsigte vil skulle tage i betragtning både den umiddelbare opgave over for de lokale kirker i Syrien og Libanon og samtidigt tage alvorligt, at man har et videre sigte, et mere internationalt sigte, og et sigte, som virkeligt kræver og forlanger den bedst mulige akademiske kvalitet. Ville det være muligt at betragte NEST’s egentlige formål at være en protestantisk, teologisk skole bevidst i en muslimsk kontekst? Jeg ved, at det lyder temmelig vagt, og måske er vagt, og alligevel er der noget her, som jeg tror er værd at arbejde med. Det ville give den internationale sammenhæng, altså sådan at forstå, at man tager alvorligt, at man arbejder med folk fra forskellige dele af kloden, men hele tiden i denne muslimske kontekst. Det ville række over hele Nærøsten indtil Pakistan, evt. Indien og Indonesien, og det ville række til Afrika, i hvert fald Øst- og Nordafrika, hvor der en muslimsk sammenhæng. Hvad jeg tænker på, er ikke simpelt hen opbygningen af en islamisk afdeling, som man har det i øjeblikket, det betyder primært studiet af islam, men jeg er ude efter noget mere – et forsøg på en hel teologisk skole i en bevidst muslimsk sammenhæng, sådan at forstå, at man arbejder med Ny Testamente, etik, systematik osv., idet man er sig bevidst, at man hele tiden står i en samtale med islam. Der er så vidt jeg ved, ikke et eneste sted på kloden, hvor der findes et teologisk college, som virkelig for alvor forsøger at tage alvorligt, at man arbejder med islam.469 Det sidste punkt hænger nøje sammen med TEF’s formål om at skabe indigeneous teologi. Her var chancen til at skabe en skole, hvor man ikke blot studerede islam med henblik på at forstå, hvad det var for en religion, men studere teologi i en tæt kontekstuel samklang med islam og lade mødet med islam få indflydelse på hele den teologiske konception af de bibelske skrifter og de systematiske fag. I virkeligheden tog EW på dette punkt afsæt til at videreudvikle indigeneous teologi til kontekstuel teologi.

Dette forslag blev aldrig til noget. Man fik – og har – en afdeling for studiet og undervisning i islam. Men længere kom man ikke. På den måde forblev skolen et spejl af den klassiske vestlige teologi.

Det endte med, at NEST lagde sig på en linje som en lokal skole for uddannelse af præster til de protestantiske kirker i Syrien og Libanon. Det internationale fik skolen ved at åbne for kurser for vestlige studenter og præster, der her kunne få et dybere kendskab til islam. På dette område arbejder NEST i dag sammen med Danmission.

5.3.3 ATENE Ved siden af arbejdet med NEST gik EW i gang med at implementere TEF’s øvrige målsætninger i Libanon i forbindelse med NEST, samtidig med at der blev lagt pres på ham fra Libanons gamle ortodokse kirker om også at tilgodese det græsk ortodokse universitet i Balamand nord for Beirut. Dette projekt alene var budgetteret til at ville koste en halv million amerikanske dollars, hvilket altså var en ganske betydelig del af hele TEF’s budget. EW modstod presset, og de græsk ortodokse måtte finde finansieringen blandt deres venner ikke mindst i USA. Da EW i 1967 besøgte Libanon kunne han konstatere, til verdens ende

181

at byggeriet i Balamand var i fuld gang, og han endte med at bevilge 2.000 USD til udarbejdelse af en grundlæggende liste for det kommende bibliotek på Balamand.470 Allerede ved sit første besøg i Libanon i februar 1965 tog han kontakt til lærere på Det Amerikanske Universitet i Beirut med henblik på at skabe forståelse for dannelsen af en sammenslutning af de teologiske lærere og uddannelsessteder i Mellemøsten for at styrke den faglige bevidsthed og diskussion. Det var en fortsættelse af de initiativer, som vi har set, han satte i gang i Cairo på samme rejse.

Det lykkedes rent faktisk at skabe denne organisation med en del diplomatisk snilde.

Navnet på sammenslutningen blev ATENE (Association for Theological Education in the Near East) og den eksisterer stadig.471 Efter tre år kunne EW gøre status for ATENE og konstatere, at med hensyn til teologi og teologisk uddannelse ville der lang tid fremover være store problemer. „Det er klart, at gennem ATENE’s arbejde over de sidste tre år er der allerede opnået en del. Der er en organisation, en struktur og et apparat, og inden for denne struktur er der mennesker fra de forskellige teologiske skoler og derfor også fra de forskellige teologiske traditioner, som mødes og lærer hinanden at kende, og de begynder (men formodentlig kun begynder) at diskutere teologiske spørgsmål sammen. Men de forsøger formodentlig ganske rigtigt ikke at tage spørgsmål op, som rummer de største uenigheder.”

Det forhindrede dog ikke, at der opstod kraftige divergerende opfattelser med hensyn til den historisk kritiske læsning af de bibelske skrifter mellem de konservative og mere liberale lærere, ligesom forholdet til Kalkedon472 kom i fokus i drøftelser mellem koptisk ortodokse og de fleste af de andre kirkehistorikere.473 ATENE gav anledning til en vis glæde hos EW over, at det var lykkedes at danne denne sammenslutning af teologer og teologiske institutioner i Mellemøsten, men det forhindrede ham dog ikke i også ved samme lejlighed at udtrykke en vis bekymring for, om det nu også ville blive den ønskede organisation, eller det hele ville ende i storslået repræsentation uden indhold. Det sidste gav han udtryk for i forbindelse med, at han havde deltaget i en reception i ATENE i Libanon afholdt i forbindelse med indsættelse af en daglig leder, betalt af TEF. „Det var bestemt en imponerende forsamling med folk fra Southern Baptist School som ansvarlige og med ret så anseeligt et antal af forskellige typer af romersk katolske og ortodokse deltagere. Når jeg tænker tilbage over situationen for tre-fire år siden, er det klart, at noget ganske enestående er blevet skabt. Der er ingen tvivl om, at ATENE i dag har en imponerende bred økumenisk position – måske bredere end nogen anden økumenisk organisation her i regionen. Og ATENE er så at sige sat på kortet som en faktor, man tager hensyn til. …. På samme tid er der noget i billedet, der bekymrer mig på en eller anden måde …. Jeg har hele tiden understreget, at ATENE skulle være en funktionel organisation og ikke en økumenisk organisation – med andre ord, at det primære formål er ikke at bygge en økumenisk sammenslutning op eller skabe en ny økumenisk platform, men direkte at arbejde med den teologiske uddannelse og understrege en fornyelse af den teologiske uddannelse. Ethvert økumenisk aspekt skulle betragtes som 182

til verdens ende

en sidegevinst – ikke som formålet. Det vil næsten være umuligt ikke at ende i en sådan økumenisk paraply, når man spænder over så forskellige og stærke meninger fra de romersk katolske til Southern Baptist.”474 Hvad EW frygtede var, at ATENE skulle blive reduceret til en kirkelig magtfaktor, hvor de mellemøstlige kirker ville kappes om at få magt over organisationen, der derfor ikke ville få nogen betydning for udviklingen af den teologiske uddannelse i regionen.

Lidt uden for Calcutta ligger Serampore University med denne nyklassicistiske bygning fra 1821 tegnet af den danske arkitekt C. F. Hansen og bygget med bl.a. materialer fra det nedrevne Hirchholm (Hørsholm) slot – foto: H. E.

5.4 INDIEN

Sørensen

5.4.1 Serampore Indien var ikke som Mellemøsten et ukendt område for Erik W. Nielsen, da han 1964 tiltrådte sin stilling i TEF. Allerede som student havde han skrevet speciale om forholdet mellem mission og koloniherredømme i Indien i det 19. århundrede. Og som generalsekretær i DMS havde han flere gange besøgt Indien i tiden mellem 1959 og 1964.

Den danske mission i Indien går tilbage til 1705, da den danske konge, Frederik IV udsendte de to første missionærer til kolonien Tranquebar på Sydindiens østkyst. Frem til 1847 forestod den danske stat missionen i Tranquebar, hvorefter den overgik til det tyske missionsselskab, Leipzigermissionen.475 I 1863 brød en af de tyske missionærer til verdens ende

183

med Leipzigermissionen og tilbød at træde i DMS’s tjeneste. DMS arbejdede i Syd Arcot distriktet i delstaten Tamil Nadu, hvilket blev indledningen til den nuværende Arcot Lutheran Church.

I den anden af de danske kolonier i Indien, Serampore nær ved Calcutta, kom der ikke nogen dansk mission, idet den danske regering overgav retten til mission til et britisk, baptistisk missionsselskab476 under ledelse af den navnkundige William Carey.477 Men der kom dog et dansk islæt i missionen i Serampore, idet Frederik VI i 1827 gav universitetsstatus til „The College for the Instruction of Asiatic and Other Youth in Eastern Literature and European Science in Serampore,”478 der var oprettet af det britiske Baptist Missionary Society, der siden 1799 havde haft ret til at drive mission i og ud fra kolonien Serampore. Dette college var oprettet til at forestå oversættelse af Bibelen til en lang række asiatiske sprog fra sanskrit til kinesisk. I 1818 ansøgte man den danske konge, Frederik VI, om tilladelse til også at oprette et missionskollegium i Serampore, hvilket man fik lov til på betingelse af, at der blev undervist i andet end teologi. Der skulle bl.a. være mulighed for at studere sprog og naturvidenskab. Carey udarbejdede herefter en plan for den kommende undervisning, og i 1820 gav kongen sin endelige tilladelse. Året efter blev grundstenen lagt til den store hovedbygning, der stadig står som en dansk nyklassicistisk arkitektonisk perle479 midt i det indiske landskab nær Hooghly River. Det var denne institution, der 1827 fik universitetsstatus, i øvrigt som det første universitet i Indien. Og den dag i dag er det stadig det eneste indiske universitet, der har eksamensret i teologi, hvilket betyder, at alle indere, der tager eksamen fra et af de teologiske uddannelsessteder i Indien skal aflægge eksamen efter Serampores retningslinjer og får et eksamensbevis fra Serampore.

5.4.2 Bangalore Et andet af de markante teologiske uddannelsessteder er United Theological College (UTC) i Bangalore i det sydlige Indien. Dette college blev oprettet af en række missionsselskaber og kirker i 1910. En af hovedkræfterne bag oprettelsen af UTC var den danske teolog L. P. Larsen480, der også var den første rektor for UTC i årene 1910-1924. „Det er egentlig fantastisk, hvad der er blevet bygget her, siden jeg var her sidst – dels for penge fra TEF (Bangalore fik et af disse Major Grants) – og dels med penge andre steder fra. Der er blevet bygget nye fakultetsbygninger – der er blevet bygget sovesale, og der er blevet bygget en kæmpe stor Assembly Hall med administrationsafdeling og klasseværelser ovenpå. Denne Assembly Hall har nu, desværre, indskrevet over hovedindgangen med store guldbogstaver „Charles Ranson Hall”.

Jeg må indrømme, at det gav mig lidt af et chok, da jeg så det, og jeg begriber ikke, at Charles Ranson har været så naiv, at han har tilladt sit navn at blive brugt på den måde. Det er så helt åbenbart, at inderne her faktisk griner ad det. Det har bestemt ikke hjulpet TEF’s navn og har sandelig heller ikke hjulpet Charles Ransons navn.”

Dagbog 28. februar 1965, EWN-RA, kasse 2

184

til verdens ende

I den tid, EW var ansat dels som generalsekretær i DMS og senere i en del af hans TEF-periode, var den danske missionær Kaj Baagø ansat ved UTC som professor i kirkehistorie, og som tidligere nævnt havde Baagø modtaget midler fra TEF til dels at mikrofilme europæiske missionsarkiver vedr. Indien, dels til udgivelse af en antologi over kristen indisk teologi. UTC havde fået et „major grant“ under EW’s forgænger, Charles Ranson, og ved EW’s første besøg i Bangalore, efter at han havde tiltrådt sin stilling i TEF, så han resultatet af denne bevilling.

Bangalore ligger langt fra Hundborg og Thy, og Janteloven er ikke oversat til nogle af de indiske lokalsprog. Derfor blev det et kultursammenstød for EW at opleve, hvordan man i Indien elsker at sætte tavler på alle mulige bygninger og opkalde dem efter en eller anden vestlig missionssekretær eller bestyrelsesformand. Den samme skæbne skulle overgå EW fire år efter hans død. Da kunne rektor for det teologiske college i Madurai i Sydindien glad skrive til Marie, at man i ærbødighed for EW’s arbejde for skolen havde kaldt en ny bygning: „Eric W. Nielsen Block”.481 Ak, ja – det var jo virkelig venligt ment, men brevet blev forhåbentlig ikke sendt med luftpost, for så ville EW uden tvivl have sagt mærkelige ting i sin himmel.

I øvrigt forekom det ham, at der var en alvorlig svaghed ved den bygning, som TEF havde været med til at finansiere. Der var plads til mange studenter i det nye kollegium, men der var kun én afdeling til syv gifte familier, hvilket efter EW’s mening var alt for lidt. Og endnu værre fandt han det, at UTC overhovedet intet gjorde for studenternes koner. Der blev holdt forelæsninger om kristen etik og synet på familien, men det blev på et teoretisk, akademisk plan. Man gjorde intet for konerne, der mere eller mindre gik for lud og koldt vand. EW påtalte dette problem, hvor han kunne komme af sted med det, og „jeg har tænkt mig at blive ved med at hamre på det spørgsmål, da det, for mig at se, er en afgørende svaghed i UTC.”482 5.4.3 Assam Den indiske delstat Assam udgjorde et kapitel for sig. Her i disse bjergegne havde hinduismen aldrig fået fat blandt stammefolkene, ligesom kastevæsnet af samme grund ikke spillede nogen rolle. I februar 1966 fik EW en særlig tilladelse til at besøge dette område. Det blev en meget anstrengende tur, der startede ved midnatstid fra Serampore og med bil til Calcuttas lufthavn. Herfra fly til Assam, hvor han landene midt om eftermiddagen. Så med taxa op i bjergene til den lille teologiske skole, hvor mødet skulle holdes. Hertil nåede han klokken otte om aftenen og gik straks i gang med at holde møde med de fem mennesker, der sad og ventede på ham. De repræsenterede tre forskellige teologiske skoler i Assam og var kommet for at tale med ham. Mødet sluttede ved midnatstid. Næste morgen op igen klokken fem – og tilbage til Serampore!483 Det var oplagt, at den teologiske uddannelse var en væsentlig nødvendighed – men hvordan? Der var tre institutioner i dette område med ca. 100 studerende. De to af skotil verdens ende

185

Den gamle danske koloni Serampore ligger smukt ved Hooghly River – morgenstemning ved floden

„I Assam er det hovedsageligt stammefolk (hinduismen har aldrig slået virkelig rod her, og kastevæsenet spiller ingen væsentlig rolle) og bjergfolk, og inden for de sidste ca. 50-60 år er kirkerne vokset med eksplosionsagtig fart.

Der er områder, som er reelt kristne – med 80-95% af befolkningen kristne; i andre områder regner de med en årlig numerisk vækst på 5-10.000. Der er meget få udenlandske missionærer i området, og det allermeste er i hænderne på assameserne. Samtidig tror jeg (så vidt jeg kan forstå på samtaler og rapporter her), at man i væsentlig grad står over for en krise – i nogen grad netop på grund af denne hurtige vækst. Den gamle indgroede animisme (i en eller anden form) ligger lige under overfladen. Jeg fik et interessant eksempel på det i samtale med en lærer fra Jorhat; man holder traditionelt en meget mere stram søndag; intet arbejde af nogen art er tilladt; man må ikke rejse på en søndag – kun hvis man samme søndag kommer tilbage til samme udgangspunkt – hvis tyve forsøger at røve kvæg eller korn fra markerne, kan man på en søndag ikke forhindre det. Læreren, som er født herude og har haft adskillige år her, har hele tiden troet, at dette kom fra de gamle strenge missionærer. Han fortalte mig, at det kun var ca. tre måneder siden, han opdagede den egentlige baggrund, nemlig, at det ganske simpelt var alle de gamle tabuer, som de kristne har overført til søndagen og samlet på denne dag. Derfor tør de ikke lave noget som helst på en søndag.

Et andet eksempel hørte jeg. I en landsby ikke langt fra Jorhat har den kristne menighed haft et vanskeligt problem.

De onde ånder „forvandlede“ nogle mænd til aber, og som aber løb disse mænd rundt og ødelagde afgrøden, brændte huse osv., hvad skulle man gøre? Læreren tog derud. Menigheden var ganske forvirret, men ikke fordi der var onde ånder, men fordi, som menighedens ældste sagde det: „Vi ved, at onde ånder kan forvandle folk til tigre, men vi har aldrig hørt, at de forvandlede mennesker til aber“ – det var sagen! Det hele er jo heller ikke mere end 50-60 år gammelt, og samtidig er befolkningen (efter fleres udsagn her) stærkt bevægelig, følelsesbetonet, og en kristen vækstsituation som denne her tiltrækker jo naturligvis og bedrøveligvis alle mulige andre; yderliggående pinsefolk og andre mindre grupper (ofte en slags én mands missionær fra Amerika) flokkes om fadet, og nogle af dem arbejder ganske bevidst – og med betydelige pengemidler på at slippe kirkerne (og tilsyneladende med noget held).

Fællesbrev februar 1966, til venner og kolleger, EWN-RA, kasse 2

186

til verdens ende

lerne var i en ynkelig forfatning, men den tredje, som havde fået støtte fra Amerika var i fin stand. EW afviste, at TEF ville skyde penge i bygninger, selv om det var tiltrængt.

Han henviste dem til at søge hjælp andre steder. Men han ville gerne være med til at udvikle skolerne, og han så straks, at det mest afgørende spørgsmål, som rejste sig, var spørgsmålet om, hvilke type præster man skulle bruge i disse kirker. Skulle det være heltids eller halvtids? Hvad var de egentlige problemer i disse stammekirker, som den teologiske uddannelse skulle hjælpe præsten til at forstå og tage stilling til? En ting stod klart for ham: man skulle ikke ved en fremmed, vestlig uddannelse gøre disse præster fremmede for den kontekst, de en dag skulle arbejde i som præster.484

5.4.4 Madurai Madurai ligger i den sydlige del af delstaten Tamil Nadu. I byen ligger et af Indiens største templer, der gør byen til mål for mange pilgrimme fra hele Indien. Også her arvede EW et projekt til en præsteskole. Interessenterne her var den økumeniske kirke, CSI, samt de to lutherske kirker, ALC og TELC.485 Af disse var CSI den store – og dominerende. Det vanskeliggjorde forhandlingerne, som stort set var gået i stå, da EW trådte ind på scenen.486 Det var tydeligt, at der var en magtkamp mellem især CSI og TELC. ALC’s præsident Dorairaj Peter487 var formand for planlægningskomitéen og „sad som en lus mellem to negle.“ EW så det som sin opgave at få de stridende parter på talefod og gøre dem klart, at han ikke ville komme med en færdig løsning udefra. Dog stillede

„Om eftermiddagen med futtog til Madurai fra 12.30 til 7 – lang, trist, modbydelig varm tur. Ved hver eneste station en sværm af elendige, fattige tiggere – nogle af dem spedalske. Der er to andre i 1. klasses kupeen – begge indere. Den ene stikker en mønt ud til en hånd – straks er der 10 andre hænder. Han ryster bedrøvet og opgivende på hovedet og siger med et lille trist smil: „It is so hopeless – what is our future?“ I Madurai er der uden for stationen et par grupper tiggere, alle små børn fra 4-13 år. Nogle lidt større drenge (6-10 år) har sluttet sig sammen om en blind dreng – han er hoved tiggeren – de leder ham rundt; det samme laver en anden gruppe. En enkelt lille spinkel knægt (ca. fem år) er alene; de andre skubber ham bort. Han er hverken blind eller krøbling; han er bare fattig og bange. Han forsøger grædende at komme til også.

Jeg vænner mig aldrig til det. Og der var andre blødhjertede, naive missionærer, som aldrig vænnede sig til det, og som derfor hjalp sådanne børn (i stedet for at fotografere dem med forbandede apparater som mit eget, der koster mere end den knægt vil tjene i 25 år) – tog dem til sig, - og gjorde dem afhængige af sig og derfor endte med at blive ofre for gavmildhedens og kærlighedens afhængighed. „Det er saligere at give end at tage“ – hvor ofte har jeg stødt mig på det ord! Vi bruger det – også i mission – som de riges, de bedrehavendes og bedrevidendes sikre given til „de fattige“ – og hvor meget af det er en parodi på den virkelige, forfærdende dybde i det „at give”? Vi kan give alt – undtagen det virkelige fællesskab, skæbnefællesskabet – lidelsens fællesskab. Men hvad andet kunne de gøre, de kære mennesker, vi kritiserer så stærkt? Jeg aner det ikke og tror ikke på nette teologiske rationaliseringer her; men det har noget at gøre med korset, som jeg slet ikke forstår dybden af…“ Dagbog 3. marts 1965, EWN-RA, kasse 2

til verdens ende

187

han i udsigt, at man kunne komme i den situation, at man måtte acceptere, at man ikke kunne nå til enighed om at have ét fælles college, men måtte indstille sig på at skulle oprette to colleges. Møderne fandt sted i Madras, hvor EW boede hos sin gode ven, biskop Lesslie Newbigin, hvilket betød, at disse to mænd havde en mulighed for at drøfte sagen, uden at der var indiske ører, der lyttede med. Lesslie Newbigin var optaget af, at man skulle nå til en løsning, hvor man blev enige om at oprette et fælles college. Ved mødet i marts 1965 nåede man ikke længere end til at afklare de forskellige spørgsmål, der var til forhandling, samt det ganske væsentlige: at få genoptaget forhandlingerne, og EW kunne skrive til Marie, at „jeg tror det er et skridt fremad.”488 Da han året efter besøgte Tamil Nadu var situationen stadig, at CSI var den dominerende part, men nu var der rakt en forsonende hånd ud mod TELC og ALC, som han håbede, at de ville tage imod. Da inderne ikke selv var kommet frem med nogle forslag til den fremtidige procedure, afslog han at deltage i møder med parterne, som han insisterede på skulle løse problemerne selv.489 Derfor måtte EW tage „et par skrappe samtaler”490 med biskop Lesslie Newbigin, før det virkelig gik op for biskoppen, at han måtte gøre en indsats for at få CSI til at give afkald på deres dominerende attitude og sikre, at forhandlingerne kom ind i en god gænge. Det hjalp. Og i november kunne EW konstatere, at „der er ingen tvivl om, at Lesslie Newbigin har betydet meget her….”491 Det betød, at der nu kom et gennembrud i forhandlingerne, og man fik lavet vedtægter og udarbejdet tegninger for det kommende byggeri. Der var stadig vanskeligheder, men nu troede EW på, at man ville nå et resultat.

I den sydindiske tempelby, Madurai, var EW med til at etablere Tamil Theological Seminary, som Danmission også i dag arbejder sammen med. Foto: Agnete Holm

188

til verdens ende

Men ét var vedtægter og bygninger, noget andet var undervisningens indhold. Det var unægtelig noget, der lå EW’s hjerte nærmere. I den forbindelse havde han den fordel, at der ikke var en skole i forvejen med en indgroet tradition, sådan som han havde været oppe imod de andre steder, han arbejdede. Det betød, at han fik mulighed for at præge beslutningerne i retning af, at man ikke bevidstløst kopierede Vestens teologiske undervisning, men kunne arbejde forfra med at indholdsbestemme den. Det første, man besluttede sig for, var, at undervisningen skulle foregå på tamil, og man skulle arbejde med at bevidstgøre de studerende om den opgave, de skulle ud og arbejde i, når de havde afsluttet deres studier. Derfor blev skolen på mange måder en prøve på at implementere indigeneous teologi i praksis. Vi ser en tydelig afsmitning i dette undervisningsprogram fra de samtaler EW havde i sommeren 1950 med Kraemer (se kap. 3.3.4).

De studerende skulle personligt erfare, hvad det ville sige at være hjemløs, i fængsel, syg eller en fattig bonde. Derfor skulle de undervejs i studierne gennemleve praktikperioder hos mennesker i livets udsatte situationer. De skulle på egen krop prøve, hvordan det var at være hjemløs, at være i fængsel, at være på hospital. Og ud fra det, skulle de arbejde med det grundlæggende spørgsmål: hvad vil det sige at være en kristen på dette sted? Hvordan oversættes det kristne budskab for disse marginaliserede mennesker?492 I oktober 1969 kunne man indvie Tamilnadu Theological Seminary i Madurai. Til sin store overraskelse så EW, da han dagen før indvielsen fik den trykte indbydelse til festlighederne, at han skulle være hovedtaler og foretage indvielsen. Det skete i anerkendelse af, at det var ham, der havde fået løst den hårdknude, som forhandlingerne var endt i, da han overtog sagen i 1965. Selv betragtede han sig med sokratisk ydmyghed kun som fødselshjælper. Der havde været mange tråde, der skulle trækkes i, før det lykkedes – men nu stod skolen der med 70 studenter, og EW var taknemlig over, at han kunne være med ved åbningen, der på mange måder stod som en milepæl i hans arbejde.493 5.4.5 Evaluering af arbejdet Arbejdet med de forskellige teologiske institutioner i Mellemøsten og Indien efterlod ham med nogle kritiske refleksioner vedrørende hele TEF’s virksomhed. Han mærkede alle steder, at der var en tendens til, at de projekter, som institutionerne kom op med, lå inden for det, EW kaldte de sekundære teologiske fag, som f.eks. sammenlignende religion, religionshistorie, pædagogik, mens institutionerne var meget tilbageholdende med at komme med eksperimenterende projekter inden for de klassiske teologiske fag som Ny og Gammel Testamente, systematisk teologi og kirkehistorie. Det generede ham. Hans vision var netop, som vi har set helt fra hans tidlige ungdom i DMS, at mission ikke skulle være et selvstændigt fag, men integreres i alle de teologiske fag. Mission var kirkens livsfunktion. Her var der et område, som han ønskede, at TEF skulle arbejde videre med.

Men i Indien viste det sig, at TEF’s målsætninger om indigeneous teologi løb ind i vanskeligheder med den centrale placering, Serampore havde i den teologiske undertil verdens ende

189

visning. Her var man bundet af det såkaldte Serampore Syllabus, der bestemte, at alle seminarer og colleges, der var affilieret med Serampore, måtte indordne sig under pensum og eksamenskrav, der blev udarbejdet af senatet for Serampore Universitet. Og det var ikke så lige til at kæmpe mod, for det var hele den akademiske stolthed, der lå gemt her. Man ønskede bestemt at være en kopi af Vestens universiteter. Derfor ville man ikke åbne for andre former for teologisk undervisning end den, der var godkendt i Serampore.494 Det stod også klart for EW, at et afgørende spørgsmål var videreuddannelsen af de indiske lærere. Dette hang sammen med hele tanken om, at de unge kirker skulle være selvbærende. Hvis der skulle finde en udvikling sted i indisk teologi, skulle den udvikles af indere selv, og i den forbindelse forudså han, at Serampore standarderne ikke ville være tilstrækkelige.

Endelig fandt han det kritisabelt, at man i så høj grad var afhængig af udenlandsk støtte – inklusive støtte fra TEF. Sagen om Madurai og erfaringer fra DMS syntes at have vist ham, at hvis ikke der hele tiden var et pres fra en udenlandsk partner, ville sagen hurtigt gå i stå eller måske helt falde til jorden.495 5.5

Hvordan oversætter vi evangeliet så det besvarer det moderne sækulære menneskes spørgsmål?

– Dette spørgsmål drev EW gennem hele hans liv

MISSION I EN FORANDRET VERDEN

5.5.1 Evangelisk anfægtelse Der går en lige linje fra den første artikel, som EW offentliggjorde i Dansk Missionsblad i 1943, over diskussionen med biskop Baun i 1964 (kap. 4.3) og frem til de sidste skriftlige arbejder, vi har fra hans hånd. Mission er ikke en teoretisk sag, der svæver i sit eget rum. Mission hænger sammen med den verden, vi lever i. Påvirkningen fra Hal Koch til at se kirken i en vekselvirkning med den verden, den levede i, tog form i hans missionstænkning. Karakteristisk hed hans første kendte foredrag: Mission i en sådan verden. Og titlen på hans sidste bog var: Mission i en forandret verden.

I hele hans arbejde skinner det igennem, at han først og fremmest var kirkehistoriker i sin metode. Han var ikke og blev aldrig dogmatiker. Det var ham for snævert og for statisk. Og det systematisk teologiske var underordnet hans historiske tilgang til teologien. På en måde kan man sige, at han livet igennem var drevet af den samme anfægtelse, som den tyske missions- og diakonileder F. von Bodelswingh havde udtalt med de berømte ord: „Nicht so langsam, sie sterben darüber!“ [Ikke så langsomt – de dør jo imens!] Selv om Bodelswingh havde udtalt disse ord i en anden teologisk sammenhæng, så var EW livet igennem anfægtet af, at mennesker til verdens ende skulle møde evangeliets befriende budskab om inkarnationen, korset og opstandelsen496. Derfor stod mennesket i centrum i EW’s teologi. Hans foredrag og skriftlige arbejder var altid spækket med eksempler på mennesker, han havde mødt – i en lufthavn, i en fattig hytte i en afrikansk landsby eller en avismand på et gadehjørne i London osv. Den japanske

190

til verdens ende

teolog, Kosuke Koyama,497 understregede dette i en nekrolog over EW498 ved at henvise til sin sidste samtale med EW, der fandt sted få måneder før EW’s død. I denne samtale fortalte EW om nogle få, ganske almindelige mennesker, som han havde mødt i Afrika.

EW havde talt om dem, som om hans liv var afhængig af, hvad de havde fortalt ham.

Han havde kun mødt disse personer en enkelt gang – og kun nogle ganske få timer.

Men for EW var et sådant møde som en guddommelig åbenbaring – en menneskelig anfægtelse, skrev Koyama.

Det var denne anfægtelse, der drev ham i mission. Mødet med det enkelte menneske i den verden, hvor han levede på et bestemt historisk tidspunkt. For ham var mission mennesker.

Det kom meget fint frem i en prædiken499, som han holdt i den danske kirke i London midfaste søndag 1969. Teksten var Jesu bespisningsunder, Joh 6,1-15. Han tog sit udgangspunkt i en tekst af The Beatles, Lady Madonna, som han indrømmede ikke var den store poesi – ja, nogle ville måske ligefrem kalde teksten blasfemisk. Men den talte til ham. For i teksten kaldte det moderne, sekulære menneske – i Beatles’ gengivelse – på Madonna Maria. Kom ud til os – kom ud i det virkelige liv – forlad din kirke og sikre beskyttelse – kom ud til os, der har svært ved at klare os for ugelønnen, som ikke ved, hvor vi skal få mad til vore børn – som ikke ved, hvordan vi skal få vort liv til at hænge sammen. Og sangen spørger: Er du virkelig, Maria? Eller er det bare ord og pæne billeder og from tale, men ganske uvirkeligt, noget der ikke vedkommer os? For vi skal leve her midt i det virkelige liv!

Prædikenen kredsede hele tiden omkring dette spørgsmål: det virkelige. Derved bliver den et svar på et hovedspørgsmål i hans sidste lille bog: Mission i en forandret verden (Synspunkt nr. 1, 1968). Her i bogen foretager han en historisk analyse af de forhold, som har ført vort samfund derhen, hvor det befinder sig i slutningen af 1960’erne. Med afsæt i tankerne om verden som en global landsby500, foregreb han hele debatten om globalisering, som først blev en almen offentlig diskussion i 1990’erne. „”En forandret verden“ – bag årstallene og navnene ligger helt andre dybder, strømninger og bevægelser, der former og ændrer menneskelivets indhold og livsnormer, sprænger tidligere, nedarvede og accepterede livsmønstre og skaber nye, måske gennem smerte og forvirring. Denne mærkelige verden, der er blevet så lille, at papuaneren sidder på sin ø og over radioen hører beretningen om forhandlingerne i De Forenede Nationer aftenen i forvejen….Den verden, hvor ingen provinsialisme mere er mulig, hvor alle tilhører hinanden som aldrig før – og den verden, som samtidig er blevet så forvirrende stor og kompliceret, at afstanden til dette andet menneske, der er kommet os nær, kan synes større og vanskeligere end tidligere.”501 5.5.2 Afstanden i den globale landsby og fremmedgørelsen For EW betød denne forandrede verden ikke blot ændrede politiske magtkonstellationer, nye økonomiske mønstre og problemer. Nedenunder og ind igennem alt var der til verdens ende

191

sket og skete der stadig andre og dybere forandringer, og det var måske dem, der først og fremmest burde optage os, understregede han.

Med ordene om „afstanden til dette andet menneske, der er kommet os nær, kan synes større og vanskeligere end tidligere,“ hentydede EW til den situation, som han kaldte „emigrantsituationen.“ Mennesket var blevet emigranter, både rent geografisk, men også kulturelt. De geografiske emigranter hentydede til „folkevandringerne“ såvel lokalt fra landsbyerne til de store industricentre, som globalt fra land til land. Derved kom emigrantsituationen også til at omfatte Vesten, hvor der fandt et kulturmøde sted – uden at man i Vesten lagde mærke til det502. Men der fandt også – og det var langt alvorligere ifølge EW – en kulturel emigration sted. Dette eksemplificerede han på følgende måde: „Pubertetsriten viser principielt tilbage; drengen eller den unge mand optages i de voksnes, ansvarliges rækker, „indvies“ til fremtidens ansvar, men det sker ved, at han peges „tilbage“ til stammens grundlag og mening, og gennem de rituelle handlinger til stammens grundlæggende kilder og sammenhæng. I skoleundervisningen, gennem læsning, skrivning, historie, matematik osv., peger linjen fremad, ud i det ukendte, mod andre værdinormer og målsætninger“ 503 Stammens ritualer skabte sammenhæng og tryghed, er EW’s påstand, og skoleundervisningen med alt det nye løsriver mennesket kulturelt fra sin stammes traditioner og tryghed, og mennesket skal finde sin egen vej i den nye verden.

Dette førte EW over i at tale om det sekulære menneske, og hans påstand var, at missionen gennem historien siden 1830 havde medvirket til denne sekularisme. Da Alexander Duff504 i 1830 grundlagde sin skole i Calcutta, byggede den på tre grundpiller: engelsk, vestlig videnskab og evangeliet. Med denne kombination skulle Indien forberedes på mødet med kristendommen og med kristen kultur. Det ville blive en bombe, der skulle sprænge hinduismen i luften – forstillede han sig. Duffs skole fik afgørende betydning for hele udviklingen af det indiske skolesystem. Og selv om hinduismen ikke sprang i luften, så skete der alligevel dramatiske ting i det indiske samfund, påviste EW, der mente, at der gik en lige linje fra Duffs gamle skole til Indiens moderne skoler og universiteter, hvor de studerende flokkedes om de tekniske, økonomiske og medicinske fag, mens kun få interesserede sig for historie, og praktisk talt ingen for religion eller andre humanistiske fag.505 5.5.3 Sekulærteologi Det førte EW over i en beskrivelse af det, man har kaldt sekulærteologien, altså en teologi, der tog sit udgangspunkt i det sekulære menneske. Intentionen for sekulærteologien var spørgsmålet, hvordan evangeliet kunne forkyndes for en sekulariseret verden og et sekulariseret menneske. Det var samme spørgsmål EW uafladeligt kredsede omkring.

Derfor, sagde han, var det nødvendigt at tage sekulærteologien yderst alvorlig. Men kommet så vidt måtte EW erkende, at han ikke var enig med sekulærteologerne i deres videre forløb. Hans kritik af denne teologi hævdede, at den gik så radikalt til værks, at 192

til verdens ende

den så at sige forsøgte at sekularisere selve kirken, evangeliet, forkyndelsen, for overhovedet at få en samtale i gang.506 Denne udvikling var EW ikke enig i. For ham var det vigtigt at fastholde, at budskabets kerne stod fast: korset og opstandelsen. Og han understregede, at det sekulære menneske var skabt i Guds billede. Opgaven var altså ikke at ændre budskabet, men at lade budskabet forholde sig til det sekulære menneske i dets aktuelle situation. Hvor protestantiske teologer som Barth, Bultmann og Bonhoeffer, havde arbejdet for at redde kristendommen ud af religionens sammenbrud,507 så gik EW den modsatte vej. I løbet af det 20. århundrede havde der eksisteret en gensidig skepsis mellem teologer og samfundsforskere, og den protestantiske teologi havde ikke fundet det relevant at tage religion som udgangspunkt for en dialog med moderniteten.

Her ser vi EW’s opgør med den herskende teologi. Han ønskede at møde moderniteten, det sekulære menneske, i øjenhøjde i den dialog, der ville den anden noget.

5.5.4 Det funktionelle sandhedsbegreb og virkeligheden Vanskeligheden i dette var, at det sekulære menneske ikke blot var blevet frigjort fra de gamle traditioner og riter, men fra religionen i det hele taget. Det sekulære menneske var stillet nøgent. Netop i sin frigørelse fra systemerne blev det tvunget til at spørge om sin egen menneskelighed – hvem er jeg?508 I den situation – sagde EW – tyer det sekulære menneske til det, han kaldte et „funktionelt“ sandhedsbegreb. Om noget er sandt eller rigtigt, vurderes efter, om det „virker“ rent faktisk og praktisk i menneskelivet.509 Men „virkede“ den kristne forkyndelse? Gav man mennesker stene for brød? I EW’s optik var kirken handicappet af, at den i alt for høj grad kiggede indad og beskæftigede sig med sig selv og sine egne problemer, i stedet for at se mennesket og lytte til dets spørgsmål og forholde sig til dem. Fristelsen for kirken var nærliggende til at gemme sig i nyortodoksi, hvor man prøvede at holde fast i den rigtige dogmatik i stedet for at arbejde energisk med spørgsmålet: hvordan forkynder jeg evangeliet på dette sted, så det bringer trøst og lindring for det sekulære menneske, der kæmper med at finde sig selv i en forandret verden. Derfor var kirkens tragedie, at selv om man syntes, at man havde verdens bedste budskab, så mente det sekulære menneske ikke, at det havde brug for dette budskab. Dette var ikke blot missionens krise, som Kaj Baagø� havde debatteret ved DMS’s landsmøde i Herning i oktober 1964, og som blev til en længere debat i DMS, der sluttede med, at Kaj Baagø forlod ikke blot DMS, men også kirken. Dette var først og fremmest kirkens krise - menighedens, som EW havde diskuteret med biskop Baun i 1964 (kap. 4.3). Og for EW kunne menigheden ikke lukkes inde i den snævre folkekirkelige ordning. Menigheden var de helliges fællesskab – og fællesskabet om det hellige, sådan som han mødte det i en afroamerikansk menighed i Harlem, New York, eller i et lille skur i Sydafrika. Men også i en folkekirkemenighed et sted i Danmark.

Menigheden er mennesker.511 Kirkens og missionens krise var ikke, at man mistede en opbakning, som resulterede i vigende indtægter til at finansiere arbejdet512. Krisen bestod i, at man ikke lyttede til det til verdens ende

193

Kristendommen må hele tiden befinde sig i en dialog med de andre religioner

sekulære menneske og tog dets spørgsmål alvorligt. Og når det sekulære menneske kredsede omkring identitetsspørgsmålet: Hvem er jeg, så var svaret, at mennesket – også det sekulære menneske – var skabt i Guds billede. Mennesket var dyrebart. I den forbindelse mindede han om et gammelt udtryk, der sagde, at „kristendom er Kristus,“ – hverken mere eller mindre513. Kristendommen må aldrig reduceres til en Kristus-idé. Kristendommen var mødet med den inkarnerede Kristus, „den historiske person med alt, hvad han var og er.“ Og EW’s påstand var, „at mennesket – også det sekulære menneske – kunne møde Gud selv, Gud, som har skabt og skaber, Gud, som skaber hvert menneske i sit billede, som hvert menneske… i sin religion stræber efter og kæmper imod.”

Når Kristus sagde, „jeg er sandheden,“ så mente han ikke, at han var summen af en række dybe tanker og ideer, ikke engang teologisk rigtige tanker. Når Kristus sagde, „jeg er sandheden,“ så indeholdt denne sætning hele Guds inkarnation: at Gud blev menneske, at Gud handlede i sin skabte verden med sin skabning.

Derfor er mission i denne forandrede verden, hvor mennesker emigrerer, og hvor de traditionelle stilladser falder sammen, en farlig og udfordrende ting, som måske ikke vil vedblive at være en forholdsvis respektabel affære, forudså EW.

194

til verdens ende

„Lad mig nævne et enkelt eksempel på noget af dette. Ved et kristent universitet i Japan er der for nogle få år siden blevet bygget et nyt kirkelokale. Man besluttede ikke at opføre en særlig bygning, men at bygge dette kirkelokale som en organisk del af hovedbygningen. Man kommer ad hovedtrappen op på første sal – til højre er indgangen til det juridiske auditorium; til venstre indgangen til det medicinske, og lige over for er der et teologisk klasseværelse. På den fjerde side er der en stor hvid væg – ved begge ender af væggen er indgangene til kirkelokalet. På væggen står med store bogstaver – på hebræisk – „I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.“ Man kan kun komme ind til de juridiske, medicinske og teologiske forelæsninger ved at gå forbi denne indskrift. Inde i kirken står over alterpartiet „Således elskede Gud verden…”……..En dag sad professorer fra de forskellige fakulteter, kristne og ikke-kristne, i professorernes værelse. Pludselig sagde en af de juridiske professorer: „Hvad betyder egentlig den her tekst, I har sat på væggen derude? Jo, vi har efterhånden fået oversat det hebræiske, men hvad betyder det egentligt. Jeg mener ikke blot for mig som menneske, men for mig som jurist. Vi arbejder i min afdeling med samfundets ordning, med grundlæggende retsbegreber; vi kan ikke nøjes med simpelt hen at lære lovparagraffer udenad og at finde fortolkninger; hvad bygger vi det hele på? Det er jeres opgave som kristne og teologer at fortælle os, hvad det hele betyder for os som jurister, at Gud skabte himlen og jorden. Er det bare poesi, eller betyder det virkeligt noget for os?

Mission i en forandret verden, p 33

5.5.5 Ved vi hvad kærlighed er Lad os herefter vende tilbage til EW’s prædiken midfaste søndag 1969 i den danske kirke i London. For i denne prædiken gjorde EW et forsøg på at lytte sig ind til det moderne sekulære menneske, der i Beatles’ tekst stillede det samme spørgsmål, som den japanske professor: Er det bare poesi, eller betyder det noget for os? Det er jeres opgave som opstandelsestroende at fortælle os, hvad disse fortællinger betyder ind i vort liv. I Beatles teksten hører han det sekulære menneske sige, at det har intet imod religion eller kristendom, hvis nogen stadig har lyst eller kan finde mening og trøst i den slags, men vi kan da ikke se, at det har noget med virkeligheden at gøre. Samtidig kæmper det samme menneske med livets realiteter og søger dybere for at finde ud af, hvad meningen er med dets liv.

Lyder det indviklet og kompliceret? – spørger EW. Og han konkretiserer det med en lille avismand, som han dagligt mødte på Oxford Street i London. Han havde en søn, der var ude at sejle, og som han ikke havde hørt livstegn fra i meget lang tid. En anden søn sad i fængsel og en datter var prostitueret i Mayfair. „Men hun er sådan en god pige,“ forsikrede faderen, „for hun har ikke glemt sin gamle far; hun besøger mig hver dag.

Du er præst, ikke sandt? – Hvordan tror du, Ham deroppe vil se på dem og på mig? Jeg ved jo lidt om det hele fra min barndom, men der er jo ingen, der har bekymret sig om mig.“ Og EW svarer: „Hvad svarer man? Der er ligesom ingen prædikener, der passer rigtigt!” til verdens ende

195

Det er igen den funktionelle sandhed, han kredser omkring. Virker det? Eller er det bare poesi? Den lette løsning ville være, at lave et manual, hvor man kom med en række standardsvar. Men det gør EW ikke. Tværtimod stiller han sig nøgen og indrømmer blankt, „jeg ved ikke, hvad mission i denne forandrede verden er – hvad det er i dag, i morgen, om 25-30 år. Jeg har intet program, ingen lysende, klare forslag. Vi finder vel kun svaret ved at gå ud i dette „adventure,“ altså i selve handlingen.514 Og prædikenen til midfaste søndag slutter han stilfærdigt med at spørge: „Ved vi, hvad kærlighed er?”

Ja, ved vi hvad kærlighed er? EW talte ind i en tid, hvor der fra alle sider taltes om kirkens fornyelse, og der blev eksperimenteret med salmer, gudstjenesteformer, liturgi mm., men EW var ikke overbevist om, at dette løste noget som helst. For kirkens fornyelse var ikke en ansigtsløftning, men noget meget dybere, det „nye“ midt i det gamle,515 sagde han med et ekko fra diskussionen med Kraemer i sommeren 1950 (kap.

3.3). Kirkens eksistensberettigelse i den forandrede verden var at være det eskatologiske tegn på det nye midt i den gamle verden. Og EW understregede, at med kirken mente han ikke et begreb, men personer, samfund, menighed, noget, der var næsten forargeligt håndgribeligt, som han kaldte opstandelsens menighed. Det var en kirke, som var svag og impotent i sin egen styrke, men stærk i sin egen svaghed, som levede ud af korsfæstelsen og opstandelsen, hvis den da ønskede at være kirke. Missionens væsen er at være opstandelsens samfund midt i verden, altså netop der, hvor mennesker er.516 5.6

MISSION OG DIALOG

5.6.1 Er Kristus frelsesbetingelse I sin første artikel i Dansk Missionsblad i 1943 stiller Erik W. Nielsen mod slutningen spørgsmålet: „Er Kristus virkelig frelsesbetingelse for alle folkeslagene? Kan en inder ikke frelses uden gennem at møde Kristus?”518 EW vælger ikke at svare på spørgsmålet, men lader det stå åbent, hvilket vel har virket provokerende på DMS’s venner, hvoraf flertallet tilhørte Indre Missions pietistiske missionsforståelse. Siger Jesus ikke: „Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh 14,6) Den udbredte forståelse af dette ord var, at Jesus og kirken i denne forbindelse var identiske, og at kirken dermed besad den sandhed, som rangerede over alle andre sandheder. Men hvis EW’s udsagn har provokeret, så vakte det ikke offentlig debat, så vidt vi kan se kilderne. Det forhindrede heller ikke DMS i at se, at her var der et talent, der rakte ud over det almindelige. Man ansatte manden. Men det bragte ham ikke til tavshed.

Ved mødet på DMS i juli 1961 (se kap. 4.7.7) om kirkens ansvar over for u-landene var han der igen. Dette var ganske vist ikke et offentligt møde, men det var en stor, indbudt skare, der repræsenterede vidt forskellige holdninger til mission. Og pressen var til stede, så man kunne aldrig vide, hvad der ville blive refereret. Som svar på et spørgsmål efter hans foredrag, kom han med et modspørgsmål, som man formodentlig ikke ventede fra en generalsekretær i DMS, da han spurgte, om man som bevidst kristen 196

til verdens ende

EW’s sidste dagbogsblad, 3. marts 1971 Opstandelsen. Hvad betyder det? Er det mere end et dogme, en ting, som man skal holde fast på som kristen – og hvis man tvivler eller ikke kan holde fast på det, ja, så er man altså „liberal“ eller noget andet slemt. Er denne opstandelse virkelig så central? For mig at se ganske afgjort. Vi kan tale om tro og videnskab, og kristendom og historie og være enige om, at kristendommen ikke kan bevises historisk og videnskabeligt. Helt rigtigt. Og alligevel kan jeg aldrig komme uden om, at evangeliet ikke er en idé, et dogme, et system, en „lære”, som man kan stille op sammen med eller imod andre systemer eller læresætninger – ikke et stort, mystisk, videnskabeligt X, som eventuelt kan udskiftes med et andet X i den religiøst matematiske beregning, ikke noget, vi kan putte i lommen og gøre til vort eget. Det drejer sig om en person, som vi ikke kan indrubricere i „det lutherske koordinatsystem”, i dette lutherske teologisk matematiske system, som er så sikkert, at vi kan parere ethvert spørgsmål eller enhver usikkerhed med henvisning til systemet, til dogmatikken. Vi er så vældig dygtige til det – vi har arvet hele den germanske besættelse for grundighed og systematik og sikkerhed, og selve vort lutherske „system“ er blevet et afvæbningssystem, et forsvar, som vi kan dække os bag, netop fordi vi kan finde forklaring på alt muligt. Men midt i det hele har vi måske bygget et så stærkt forsvarssystem op, at vi kan dække os mod Gud selv og mod livet i hele sin storhed og dynamiske forfærdelighed, mod mennesket selv i sin lidelse, ensomhed og længsel.

Vi har også sat opstandelsen på system og har udviklet den fulde opstandelseslære - systemet er i orden (er det?); men har det forhindret os i at møde den opstandne? Jeg kan ikke komme bort fra, at her er et punkt, punktet, hvor evangeliet og historien virkeligt mødes. Det er meget godt at tale om, at kristendommen er en historisk religion, at tale om evangeliets historiske, lineære linje og så videre; men hvis det virkeligt betyder noget, er mere end fint snak, så må det f.eks. betyde, at hvis man en dag fandt uden tvivl og med videnskabelig sikkerhed, at Jesu legeme og ben var i graven, så er evangeliet den sorteste løgn og det grummeste bedrag, der nogen sinde er givet mennesker. Jeg ser ikke nogen mulighed for at bortforklare dette, for at udvikle det eller bortforklare det i smukke og fine teorier om den evige sandhed (ren gnosticisme) eller Jesus billedet (fin humanisme) eller noget andet. Dette kan ikke bort afmytologiseres – hvis vi gør det, da er det langt ærligere at erkende klart, at vi ikke længere vil have noget at gøre med dette såkaldte kristne budskab, men vil søge på rent humanistisk basis efter en model, en inspiration, en lederskikkelse, som vi evt. kan finde i Jesus skikkelsen eller i en anden - og der er andre, som, rent menneskeligt, kan være ledende og inspirerende modeller lige så godt som Jesus. Hvad forhindrer os i, hvis vi tagen den position, at havne i de „Deutsche Christen”517 stillingen – på en eller anden måde? Eller en Gandhi, en Marx, en Sokrates, en Guevara osv.? Her er, så vidt jeg kan se, evangeliet og historien uløseligt bundet sammen. Hvis dette falder, hvad er der så tilbage? Er det for simpelt? Jeg ved det ikke. Men hvis det falder, hvad er der så tilbage? Intet for en ensom, lidende, håbende og kæmpende lille menneskefigur, som kæmper for tilgivelsen (den virkelige tilgivelse, som tager mig, som jeg er – i al min usikkerhed, afstumpethed, lidelse og nederlag – og jeg bliver aldrig andet – jeg kan ikke være andet – og tilgiver dette.)

EWN-RA, kasse 2

til verdens ende

197

kunne komme i den situation, at man måtte formane en hindu til at blive en god hindu i stedet for i det sekulariserede samfund at miste sit ståsted. Også dette spørgsmål var provokerende al den stund, at den almindelige forventning var, at et missionsselskab skulle omvende mennesker af anden tro til kristendommen.

Når man læser EW i sammenhæng, er der ingen tvivl om, at han på ingen måde kan anses som relativist. Tydeligst ses det vel i det sidste dagbogsnotat, der foreligger fra hans hånd, og hvori han tydeligt siger, „at hvis man en dag fandt uden tvivl og med videnskabelig sikkerhed, at Jesu legeme og ben var i graven, så er evangeliet den sorteste løgn og det grummeste bedrag, der nogen sinde er givet mennesker.“ Dette måtte ikke afmytologiseres eller gøres til en dogmatisk tanke, et system, som man kunne lære udenad og håndtere. Dette var selve kernen i Kristustroen for ham. Her mødes evangeliet og historien. Opstandelsen var eksistentiel for ham, et møde med den opstandne selv.

5.6.2 Frihed til dialog Men netop denne opstandelsestro gav ham frihed til at møde andre religioner – og først og fremmest mennesker af anden tro - med et åbent sind. Han var så dybt forankret i det dyrebareste i verden, at han trods tvivl og svigt var omfattet af korsets gåde. Derfor var det en mangel for ham, at der oftest kun var ét kors i en kirke. Der skulle være tre.

For han var en del af dem, der hang på de kors – også røverens kors skulle være der.519 Dette kombineret med hans livslange aversion mod ortodoksi, rettroenhed, fik ham til at advare om ikke at dømme andre mennesker. Hans livsgerning kom til at spænde over de år, hvor ordet dialog kom til at spille en større og større rolle inden for mission. I den forbindelse gjorde han opmærksom på, at mission og dialog ikke var en ny foreteelse.

Den havde eksisteret så længe, der havde været kristne. Den begyndte hos Jesus selv, der gik i dialog med sine omgivelser.

Som altid pegede han også i denne forbindelse på, at mission og dialog ikke først og fremmest skulle forstås som noget eksotisk – noget, der finder sted i Mellemøsten eller Indien. Mission og dialog hører først og fremmest hjemme her hos os. Det er en del af den missionerende menigheds selvforståelse at være i dialog med sine omgivelser, og han pegede i den forbindelse på, at kirkens største fare består i, at den gemmer sig i et lukket rum og kun taler med sig selv.520 Desuden gjorde han opmærksom på, at selv de mest radikale deltagere i denne debat, talte ud fra en erkendelse af den situation, kirken befandt sig i, dvs. det sekulære samfund. Selv om han ikke var enig med sekulærteologien521, måtte han anerkende dens udgangspunkt, der var en missional anfægtelse af, hvordan man skulle forkynde evangeliet i denne verden. På den baggrund formanede han til at lytte til disse mennesker og til ikke at dømme: „Der er mennesker rundt omkring, hos os, i Indien og andre steder, som arbejder – ved skrivebordene og i praktiske forsøg – med spørgsmål omkring evangeliets møde med disse 198

til verdens ende

andre ’kulturkredse,’ med de andre religioner; deres tanker kan være radikale og ensidige og forstyrrende, men det nytter ikke blot at stemple dem som kætterske og at forsvare ’os’; deres spørgsmål er ægte nok, og det kunne jo være, at de rejste spørgsmålene og tænkte de radikale tanker netop ud af foruroligede samvittigheder, for evangeliets skyld.”522 Artiklen, Mission og Dialog, som her refereres til, er trykt i Norsk tidsskrift for Misjon i 1967. Den er blevet til på baggrund af et foredrag, som EW holdt i Oslo i oktober 1966523 på Egede Instituttet. De radikale, som han hentyder til og beder om, at man prøver at forstå i stedet for at dømme, kunne nemt være hans gode ven, Kaj Baagø, der efter sit foredrag på DMS’s repræsentantskabsmøde i oktober 1964 var kommet i strid modvind. Det kunne også være en hentydning til det forberedelsesmateriale, der var udsendt fra WCC til dets fjerde Assembly i Uppsala, og som var under stærk kritik fra de såkaldte evangelikales side (se kap. 5.9.2).

5.6.3 Religionsteologi Forholdet til de andre religioner var her i 1960’erne for alvor rykket ind i debatten om kirkens selvforståelse. I en serie radioforedrag holdt i 1959 om „De store „Verdensreligioner”524, tog EW fat om de teologiske spørgsmål, der var knyttet til kristendommens møde med de andre religioner. Det var ikke en ny interesse for kirken, understregede EW. Spørgsmålet om kristendommen og de andre religioner ligger i selve den kristne kirkes egen natur.525 Men som kristen kirke kan vi ikke være neutrale, ikke blot fordi disse religioner er ved at komme os nær, men fordi det ligger i selve kristendommens væsen, fordi kirken som apostolisk kirke er sendt i en bestemt mission med et bestemt budskab. Det er ikke blot kristendommens væsen ikke at være neutral, påpeger EW, men de andre religioner kræver også af kristne mennesker, at de ikke er neutrale, men står ved, hvem de er. I den forbindelse minder han om, at de andre religioner heller ikke ønsker at være neutrale. „Islam betragter ikke sig selv som et stykke menneskelig tænkning eller som blot et udtryk for Det mellemste Østens kulturliv; kaldet til bøn fra minareten begynder med et „jeg vidner…”; Islam betyder underkastelse under Allahs vilje.”526 Man skal heller ikke glemme, at disse religioner har kraft og styrke til at omdanne menneskeliv, mindede EW om. Nogle af de fineste etiske personligheder vil man finde i nogle af Østens religioner. Og det er her, disse religioner i den globaliserede verden bliver påtrængende, for de begynder at optræde rundt omkring i Europa og gøre krav på forståelse og efterfølgelse hos Vestens sekulariserede og rodløse folk. Vi står ved begyndelsen af religionsmødet, hævdede EW527, „den kulturelle og religiøse provinsialisme, hvori vi har levet i så mange århundreder er uigenkaldeligt forbi; vi har talt om en ’kristen verden,’ en ’muslimsk verden,’ en ’hinduistisk verden,’ osv., men i dag er disse ’verdener’ alle blevet blot dele af en stor helhed, som er under omdannelse, hvor der hele vejen igennem er indre brydninger, som omdanner både Østen og Vesten, og hvor indflydelserne går på tværs af gamle skillelinjer.”528 Mødet mellem religionerne består i dag ikke først og fremmest i at der skrives lærde studier om kristendom og hinduisme eller islam. Dette akademiske til verdens ende

199

arbejde er i sig selv uhyre vigtigt, og må ikke forsømmes, understreger EW, men mødet foregår ikke mellem bøger, men mellem mennesker, der står i deres kulturelle og religiøse sammenhæng.529 Gennem alt dette er det vigtigt at holde sig for øje, at religionerne er levende organismer, som har kraft og styrke til at forme menneskeliv, til at bestemme livsrytme og livsmål, til at give mennesker mening og livsretning, og det gælder, hvad enten der er tale om en såkaldt primitiv religion i Afrika, om hinduisme, buddhisme eller kristendom.

Det er disse organismer, som mødes i dag, hvis cirkler skærer ind over hinanden i den verden, der er blevet mindre, og hvor mennesker fra Øst og Vest er blevet hinandens naboer som aldrig før. I religionernes møde stilles mennesket, hvad enten det er en kristen, en hindu eller en muslim, over for spørgsmålet om sandhed. Hvis man lever i en konventionel, tilvænnet, overfladisk kristendom eller hinduisme, tvinges man ind i en grundlæggende samtale med sin religions grundlæggende væsen og budskab, og igennem dette tvinges man ind i spørgsmålet om sandhed. I dette spørgsmål kan ingen være neutral, påstår EW.530 5.6.4 Hvad er sandhed Når Jesus sagde, at han var sandheden, så mente han jo ikke, at han var summen af en række dybe tanker og ideer, ikke engang teologisk rigtige tanker, påstod EW, og føjede til, at man i andre religioner møder tanker, som nærmer sig eller ligger tæt op ad grundtankerne i kristendommen.531 Det afgørende i spørgsmålet om sandhed er Kristus selv, understregede EW. Det vigtige i hele spørgsmålet om sandhed er ikke engang en Kristus-idé eller et Kristus-begreb. Det afgørende er Guds handling: at Gud blev menneske i Jesus Kristus.

Inkarnationsteologien, der samtidig er identisk med trinitetsteologien, er en afgørende faktor for at forstå hele EW’s religionsteologi. Han er urokkelig i sin forståelse af, at Gud er én – det er den samme Gud, som er skaberen, som inkarneres i mennesket Jesus fra Nazareth, og som er med sin kirke til verdens ende.532 Derfor er der ikke givet noget andet navn til frelse, for Jesus er ikke et navn blandt profeterne, men Guds aktive handlen i sin skabning. „Kristus, som var der fra begyndelsen, ’uden hvem intet er blevet til af det, som er’, han er historiens midtpunkt….. Kristus, Guds søn, Guds billede, stod der ved begyndelsen, og han står der ved enden, når han kommer igen. Ind imellem bevæger hele historiens drama sig, ikke et hjul, der i et bestandigt kredsløb vender tilbage i sig selv, dybest set uden mening, men en vej frem mod et mål, en historie, som får sin egentlige mening og spænding netop fra sit mål.”533 På den baggrund tilslutter EW sig Lesslie Newbigin, når denne siger: „…hvad betyder i praksis vor tro, at Gud udfører sin hensigt i historien, og at nøglen til denne hensigt findes i Jesus Kristus? Hvordan kan vi tolke Guds handling i historien?“ – Og Newbigin fortsætter: „Overalt, hvor han ser mennesker blive frigjort til ansvarligt menneskeliv 200

til verdens ende

under Gud; hvor han ser gensidig ansvarlighed mellem menneskers liv; der vil han, den kristne konkludere, at Gud arbejder, og at han er kaldet til at være Hans medarbejder, endog hvor Kristi navn ikke anerkendes. Omvendt, hvor han ser den modsatte proces, mennesker blive gjort til slaver, gensidig ansvarlighed nægtet, og det modsatte af Kristi karakter blive fremelsket i mennesker, der vil han genkende djævelens gerning og vil vide, at han er kaldet til modstand. Jesus Kristus er den eneste målestok.”534 5.7 INDIGENEOUS TEOLOGI 5.7.1 Ris og fisk Hvordan skal vi forkynde evangeliet på netop dette sted, hvor vi befinder os lige nu?

Dette spørgsmål var gået igen hele livet hos Erik W. Nielsen, lige fra hans første artikel i Dansk Missionsblad i 1943. Det var udtrykt kortest i formlen: Mission er kirkens livsnerve, som EW ofte gentog.

Derfor tirrede det ham,535 at det netop var på spørgsmålet om implementeringen af indigeneous teologi – eller manglen på samme, TEF blev kritiseret i evalueringen af den anden mandatperiode. Han syntes, han havde arbejdet med dette spørgsmål både i Mellemøsten og i Asien gennem hele perioden. Men ved formuleringen af målsætningen for den tredje mandatperiode, hvor EW blev den administrerende direktør for TEF, blev det pålagt TEF’s stab at sætte dette spørgsmål højt på dagsordenen.

For at komme længere ind i selve substansen af fænomenet indigeneous teologi, tog han spørgsmålet op i en længere drøftelse med den japanske teolog, Kosuke Koyama, som EW udfordrede til at formulere nogle asiatiske tanker om spørgsmålet.536 Efter nogle indledende prøver på at definere sagen, begyndte Koyama at formulere sig og brugte et billede. Han følte, sagde han, at det var som at sidde i en bil, som han kunne køre, hvorhen han ville. Der var blot det lille problem: bilen var ikke hans egen. Han havde ikke betalt den. Skete der noget med bilen, så ville det ikke være afgørende for ham selv, for bilen var ikke hans egen. Sådan oplevede han sit forhold til teologien. Han kunne analysere og dissekere teologiens regler og drage interessante konklusioner, men hvad betød det egentlig? For det var ikke ham! Det var ikke hans baggrund. Det var ikke hans egne spørgsmål, han stillede, men det var spørgsmål, som andre havde lært ham at stille. Derfor spurgte han, om teologi i virkeligheden havde nogen betydning.

Om det var andet end spekulationer! Koyama fortsatte med at sige, at hvis teologi virkelig havde nogen betydning, så ville den også være farlig – farlig for ham som person, farlig for hans folk og for hans kirke. Men denne tillærte teologi stillede ikke farlige spørgsmål. Den engagerede ham ikke virkeligt. Det var som om denne vestlige teologi havde lagt et tykt lag sne, der dækkede alt. Hver gang vi får post, sagde han, kommer der nye forsendelser af bøger på engelsk eller tysk. Vi kan ikke engang nå at læse alt det, I skriver, sagde han. Vi læser i jeres bøger, for at finde ud af, om vi er på den rette vej eller ej, sagde han. Vi dækker os under en paraply – en Barth paraply eller en Bultmann til verdens ende

201

paraply – eller måske en skandinavisk paraply. Vi lever under denne paraply og bruger dens teologi og citerer den så ofte, vi kan, og vi former vore egne tanker under denne paraply for ikke at komme på afveje. Så sad han lidt og tænkte. Derpå sagde han: Indigeneous teologi er fisk med ris! Ja, sagde han, det er fisk og ris. Fisken er evangeliet. Det er det samme alle steder. I spiser kartofler til fisken i Danmark. Vi spiser ris til fisken.

Men fisken er den samme.

5.7.2 Hvad er indigeneous teologi På baggrund af dette reflekterede EW over begrebet536a. Efter nogle indledende bemærkninger om, hvor meget emnet havde fyldt gennem længere tid, og hvor store forventninger der havde været knyttet til begrebet indigeneous teologi, indigeneous kirke osv., spurgte han, hvor ofte havde man ikke talt om kirkerne i Asien og Afrika som produkter af fremmed mission, og at hvis blot kirkerne ville benytte indigeneous principper, så ville alting løse sig og kirkerne vokse. Men uanset hvad man så ellers mente om indigeneous, hævdede EW, så var det eneste spørgsmål, der var relevant at stille: hvad er virkeligheden her? Det drejede sig ikke kun om Indien, men om hvad der var virkeligheden i Indien, og det var under konstant forandring i forhold til tradition og indtryk fra nye faktorer, hvad enten de kom fra landet selv eller udefra. Der er aldrig tale om et konstant billede. Virkeligheden ændrer sig hele tiden.

EW eksemplificerede dette ved henvise til en lille kirke i en bjergstamme (er det Assam, han tænker på her? – se kap. 5.4.3), og han spurgte: „hvis man tænker sig sådan en lille stamme-kirke, der øjensynligt er indkapslet i sin stammebaggrund og stammestruktur og helt åbenlyst ikke er interesseret i eller i stand til at gå uden for disse rammer, som stammen sætter, er det så ikke præcis, fordi denne kirke i virkeligheden er indigeneous?”

Et andet område, som EW nævner, er præsteembedet, og han siger: „Vi taler konstant om nye former for embede, og det siges til stadighed, at embedet i dets nuværende form er et importeret fænomen, der virkelig er fremmedgjort i forhold til de afrikanske eller asiatiske kirker. Dette er uden tvivl historisk sandt i én forstand – men er det ikke også sandt, at det ganske ofte bygger på en indre magt, et fundamentalt billede af hvilken autoritet, en præst skal have, og at denne autoritet ikke har noget at gøre med importerede strukturer, men med den rolle, præsten skal indtage i samfundet? Er det ikke en indigeneous realitet?”

Det område, der lå EW nærmest, var den teologiske uddannelse. Han havde i årenes løb besøgt mange af disse uddannelsessteder rundt omkring i Afrika, Mellemøsten og Asien. Når han tænkte på nogle af disse institutioner, måtte han konstatere, at de akademisk måtte rangeres som tredjerangs skoler med for lille en stab og med en forvirret og uduelig administration. De var ikke særlig optaget af indigeneous teologi eller andre nye eksperimenter. Og EW konstaterede, „at det ofte var meget lettere for en udlænding at studere og tale om den interessante „indigeneous realitet”, end det var for den „indigeneous person”, for hvem disse realiteter var virkeligheden!”

202

til verdens ende

Hvorfor er der kun ét kors i kirkerne – der skal være tre kors som på Golgata – der skal også være plads til mig på røverens kors

til verdens ende

203

Derfor måtte man ofte undre sig, sagde EW, når man så på de nævnte eksempler, i hvor lille et omfang man linkede den teoretiske brug af ordet „indigeneous“ med den virkelighed, som disse „indigeneous“ folk levede i. „Hvis „indigeneous“ betyder at beskæftige sig med det, som er virkeligt på dette specielle sted, da har vi helt sikkert med noget meget farligt at gøre, en virkelighed, hvor vi har at gøre med både det dæmoniske og det guddommelige, fra hvilket vi ikke kan undslippe!“ Som vi har set en del gange allerede, så viser dette endnu en gang, at mission eller teologi for EW ikke var en teoretisk sag, der svævede i sit eget rum. Teologien hænger sammen med den verden, vi lever i. Og den verden er ikke den samme i Afrika og i Danmark. Rammende sagt med Koyamas ord: Indigeneous teologi er fisk med ris! Fisken er den samme, men tilbehøret er forskelligt fra sted til sted. Sammenholdt med partnerskabsteologien må vi tilføje, at det er vigtigt at huske på, at dette gælder begge veje.

På samme måde, som man ikke fra Vesten kan komme og pålægge kirkerne i Afrika og Asien at overtage Vestens teologi, fordi Vestens teologi er udtænkt i Vesten til at svare på Vestens spørgsmål, således kan man heller ikke fra de unge kirker i Asien eller Afrika gå den modsatte vej og hævde, at Vestens kirker skal indrette sig efter, hvad der er rigtigt i deres lande. Teologiens rolle vil altid være at lytte til det samfund, som man eksisterer i for at oversætte evangeliet ind i den aktuelle situation. Det betyder ikke, at man ender i relativisme. EW var sig hele tiden bevidst, at fisken (evangeliet) var det samme alle steder – men oversættelsen var forskellig.

5.7.3 Mission er oversættelse Det er i denne sammenhæng interessant at se, hvorledes EW uden tvivl kom til at påvirke sin gamle professor i kirkehistorie, Hal Koch til en forståelse af indigeneous teologi i EW’s forståelse af ordet. Netop på den tid, da de havde det nære samarbejde omkring debatten om mission og u-landshjælp, skrev Koch sin lille bog: Kristendommens oprindelse (1963)537, hvori han gjorde opmærksom på, at den kendsgerning, at Jesus havde talt aramaisk, og at Det Gamle Testamente var skrevet på hebraisk, betød, at lige fra de første kristne måtte der finde en oversættelse sted af budskabet om Jesus fra Nazareth.

Koch nævnte som eksempel det ganske enkle, at når jøden talte om Jahve, så var der tale om et helt andet gudsbegreb, end det, grækeren hørte, når han hørte Paulus tale om theos. Eller når Jesus talte om retfærdighed, så betød det i den jødiske kontekst en lydighed mod Guds ord og loven, mens det græske ord, som Paulus brugte i sin mission betød i den græske kontekst: den harmoniske udformning af menneskers muligheder, den rette balance, den menneskelige fuldkommenhed. De menigheder, Paulus prædikede for i Lilleasien og Grækenland, havde andre religiøse oplevelser og bindinger end jøderne i Jerusalem og forstod derfor ordene på en anden måde, end en jøde ville forstå dem, selv om de var aldrig så korrekt oversat.

Dette fik Koch til at konstatere: „….I den øjeblikkelige situation er det for den kristne mission et stort problem, at den gennem hen ved 2000 års historie er blevet så nært 204

til verdens ende

sammenknyttet med europæisk tankegang og livsform. Det viser sig i den mærkelige overbevisning, at kun de former for kristelig lære, forkyndelse, gudstjeneste og organisation, som dannede sig i den europæiske verden i de første århundreder af vor tidsregning, godkendes som „rettroende.“ Men endnu stærkere træder denne vanskelighed frem i tilbøjeligheden til at forstå kristendommen som en europæisk „ideologi,“ der så at sige underbygger og sikrer hele den vestlig-europæiske livsform. Anderledes kan den næsten ikke komme til at tage sig ud set med afrikanske eller asiatiske øjne. Herudover er det vigtigt at minde om, at kristendom ikke er en europæisk, men en asiatisk religion, at det er „tilfældige“ historiske begivenheder, som har gjort, at vi kun har kendt den i dens europæiske klædebon. Det var mod vest fra Palæstina – ud i middelhavslandene, at kristendommen stærkest bredte sig, og hvad der fandtes af østlig kristendom – uden for Romerrigets grænser – er næsten totalt forsvundet, ikke mindst som følge af muhamedanismens udbredelse. Forhåbentlig står vi nu over for en tid, hvor fortællingen kan fortælles vidt og bredt i Afrika og Asien, og hvor ordet vil danne sig sine nye livsformer.

Der er ingen rimelig grund til, at de nye menigheder skal overtage hverken læreformuleringer eller gudstjenestelige former, som har deres rod i senantik tankegang og psykologi, og som er blevet omformet og nyskabt ud fra det moderne vesteuropæiske menneskes behov. Skal det lykkes at få kristendommen til at fæste rod i de fremmede folkeslag, vil der af de kristne missionærer kræves både frisind og tålmod og uselviskhed.”538 5.8

FORTSATTE TILBUD

5.8.1 Biskop? – Nej tak Vi har tidligere set, hvorledes der blev kaldt på Erik W. Nielsen fra universiteter og organisationer. Dette fortsatte også, efter at han var vendt tilbage til London for at arbejde i TEF. I 1967 var det generalsekretæren for Overseas Mission i Presbyterian Church of Canada, der skrev til ham: „…..Jeg ønsker at finde ud af, om du ville være interesseret i en lærerstilling, som vil blive ledig her i Toronto. Knox College, vores presbyterianske college her i Toronto, leder efter én til at efterfølge ….. i professoratet for historie og religionsfilosofi og kristen etik…… Vi overvejer at ændre dette professorat til en lærestol i mission…..”539 Hertil svarede EW, at det var ikke let, for han var bundet af TEF frem til sommeren 1970. Selv om han var meget interesseret i netop denne stilling, og gerne ville flytte til Canada, så var han ikke i stand til at forlade TEF. Det ville ikke være fair set i forhold til de projekter, han havde sat i gang, og som han følte sig forpligtet på at følge til dørs.540 I 1969 skulle der vælges ny biskop i Roskilde efter Gudmund Schiøler.541 En kreds af menighedsrådsmedlemmer i Roskilde stift henvendte sig i den forbindelse gennem politimester O. T. Kann542, Roskilde, og bad EW om at kandidere. EW var dybt taknemtil verdens ende

205

melig for denne henvendelse – „og i en vis forstand rystet!“ Tænk sig, at der var nogle, der kunne forestille sig ham som dansk biskop. „Den tillid, der ligger bag, betyder meget for mig, og den skal De have tak for.“ Alligevel måtte han sige nej til opfordringen.

Han anførte to grunde hertil.

Den ene var, at hans liv var blevet drejet ind på de unge kirker i Asien og Afrika, hvilket betød, at han var blevet missionær, „men missionær i en ny situation, men alligevel ligeså helt og fuldt missionær som den traditionelle mand, vi kender fra et missionsselskab. Og her kan jeg ikke rigtigt frigøre mig fra, at jeg skal fortsætte så længe, der er brug for mig, og man vil have mig.“ Den anden grund til, at han sagde nej, havde „at gøre med min egen stilling til folkekirken. Jeg er faktisk ikke så særlig „fredelig”!! For mig at se er der masser af meget store opgaver, der presser på ikke mindst netop i Roskilde stift over de næste år (med hele befolkningsudviklingen, by- og teknisk udvikling osv.), og her var der i allerhøjeste grad noget at tage fat på, og det gælder ikke bare om kirkebyggeri eller sognestruktur; det gælder det helt grundlæggende om, hvad det er at være menighed i netop den situation, en menighed i bevægelse. Her ville vi have brug for alle præster (uanset retningsfarve), menighedsråd, lægfolk, de kirkelige organisationer – på tværs af det hele – mødes i stiftsdrøftelser og planlægninger. Men bagved alt dette er jeg nødt til at gøre det helt klart, at jeg ville blive en meget vanskelig mand i forhold til kirkeministerium og stat, da jeg i virkeligheden ganske klart mener, at folkekirkens dage (i den nuværende form) er forbi, og faktisk mener, at vi burde have principiel adskillelse mellem stat og kirke.

Vel, det er jo ikke noget særligt godt valggrundlag!!! Det betyder ikke, at jeg er ude på en kæphest, men at hovedvægten ville blive lagt på menighedens, kirkens bevægelighed, dens missionerende væren.“ 543 Det er ikke usandsynligt, at den kreds, der ønskede at opstille EW, nemlig den missionske del af stiftet, ville ønske sig en biskop med de visioner, som EW her præsenterede.

Om det var, hvad hele Roskilde stift ønskede, er en ganske anden og meget mere tvivlsom sag. EW havde uden tvivl ret i, at hans program ikke var noget godt valggrundlag.

Vi ser, at det endnu en gang er spørgsmålet om den missionerende kirke (se kap. 4.3), der også var centrum i debatten med biskop Baun i 1964, der pressede sig på. Desuden annoncerede han et synspunkt, som kun havde ganske lidt opbakning i 1969: den principielle adskillelse af stat og kirke. Det var trådene tilbage til dannelsesrejsens indsigter i 1950, der her foldede sig ud (kap. 3.2). Efter Anden Verdenskrig var den æra, der strakte sig fra Konstantin den Store indtil verdens folkekirker forbi. Det gjaldt også i Danmark.

Og så noterer vi os, at EW betragtede sig selv som missionær – ikke i den klassiske forstand, men missionær.544 Det var i øvrigt ikke eneste gang, han fik en opfordring til at kandidere til en dansk bispestol. I et brev fra 1970 til den katolske sognepræst i Oslo545 skrev han, at han to gange var blevet opfordret til at kandidere, men at han ikke kunne gøre det, fordi han ikke længere var overbevist om folkekirkens struktur. Det har ikke været muligt at finde 206

til verdens ende

noget i de tilgængelige kilder om hvilket stift, der var tale om i anden omgang, men begrundelsen for afslaget stemmer godt sammen med afslaget til Roskilde.546 I sommeren 1969 kaldte Selly Oak ved University of Birmingham på ham til et professorat i mission.547 Også her blev det et nej,548 selv om han måtte skrive, at „dette ikke var et frygteligt lykkeligt brev for ham at skrive.“ Der er ingen tvivl om, at han forfærdelig gerne ville have haft et professorat i mission ved Selly Oak, men hans stilling i TEF forhindrede ham i tage imod denne kaldelse. Sagen var, at han var blevet nomineret til at blive den administrerende direktør for TEF for den næste syv års periode, 1970-1977, hvilket han havde accepteret. Den nye stilling var med tiltrædelse pr. 1. august 1970.

Dermed var kursen lagt for de næste mange år, og EW begyndte straks at arbejde med de strategier, der var lagt for den kommende mandatperiode i TEF. Det forhindrede ham dog ikke i at acceptere en opfordring fra forlaget Lutterworth Press i London om at skrive en bog: „Survey of the Christian Mission, 1870-1970”.549 Når han syntes, at der var et perspektiv i dette projekt, var det ikke så meget for at skrive en historiebog, men for at se tilbage over de sidste hundrede år og få hjælp til at forstå, hvor man stod nu.

Han forudså, at man gennem en sådan perspektivering kunne vise, at den nuværende situation ikke var så revolutionerende ny endda, men at man kunne få en basisforståelse til at møde de aktuelle udfordringer. Han understregede, at det var et vejledende princip for ham i forståelsen af mission, at det var en integreret del af historien, og missionen fik sin betydning og indhold fra inkarnationen, således som den er indeholdt i trinitetsteologien. Bogen skulle være klar til udgivelse i 1972-73.

5.8.2 Disputatsdrømmen brister Disputatsstudierne havde lige siden kandidateksamen i 1944 været et tilbagevendende tema. I flere omgange havde han haft små eller store orlovsperioder, sidst i 1963, hvor han havde arbejdet i cirka ni måneder i arkiver i London. Parallelt med sit arbejde havde han, når der bød sig en mulighed, brugt sin tid målrettet til at besøge biblioteker og arkiver i både Amerika og Indien. Og man havde indtrykket af, at han trivedes i dette arbejde. Ligesom han gang på gang drog nytte af sin store historiske viden i diverse artikler og foredrag. Emnet var „Mission og kolonisation i det 19. århundrede.“ Til at begynde med spredte han sig – for – vidt og ville undersøge såvel Indien (specialet fra studietiden) som Kina og Nigeria. Dette vide felt blev kritiseret af såvel professor N. H. Søe som domprovst Paul Verner Hansen,550 og efterhånden indskrænkede han sit emne til kun at omfatte Indien. Drømmen om at skrive disputats blev mere konkret, da han i 1966 blev optaget på University of London som PhD-student.551 Men i sommeren 1970 punkterede ballonen.

Fra den 1. august var han udnævnt til direktør for TEF, og han forudså nu, at han måtte bruge al sin energi og arbejdskraft til dette arbejde. Det skete ved et dagbogsnotat,552 der udstråler, hvor hårdt et slag det var for ham at slå drømmen ud af hovedet: til verdens ende

207

”Jeg har nu endeligt besluttet definitivt at opgive enhver tanke om at lave doktordisputats.

Det er faktisk tragisk, men det kan simpelt hen ikke nytte noget. De forskellige stemmer, der har advaret mig, har nok haft ret. Paul Verner Hansen553 sagde i sin tid, da jeg fik et års orlov fra DMS, at han ikke troede, jeg kunne lave et sådant studium – jeg havde ikke baggrund nok og havde ikke tilstrækkelig vedholdende stædighed. Han ville ikke modsætte sig DMS’s beslutning, da han mente, at jeg havde brug for et års frihed og ville få noget ud af det. Han havde ret. Andre har sagt (og endnu flere tænkt!) det samme554. De par gange, jeg har henvendt mig til Sundkler (i 50’erne), gjorde han det helt klart, at han nærmest betragtede det som en interessant joke – men aldeles ikke troede på den mulighed.555 Jeg kan se nu, at de havde ret. Jeg tror – altså hvis jeg havde haft lidt mere stædighed, eller naivitet!, end Verner Hansen tillagde mig – at jeg da kunne have gjort det, men dels er jeg kommet forkert ind på tingene, dels har jeg simpelt hen været for splittet i mit arbejde gennem masser af år til at kunne gøre noget som helst virkeligt. Jeg har arbejdet og faktisk fået en hel del materiale vedr. spørgsmålet om mission og kolonipolitik i 19. århundrede – specielt England, men jeg er nødt til nu at opgive det. Jeg er efterhånden blevet nærmest hypnotiseret af sagen – den ligger som en blok, der forhindrer alt; jeg kan ikke rigtig tænke på andet, og samtidig føler jeg dybt nede, at jeg ikke kan, og hver gang jeg sætter mig til at arbejde, melder denne forbandede tvivl sig, og stopper det hele. Jeg skal frigøres fra dette. Jeg vil ikke bruge hele mit liv til at kæmpe med noget, som alligevel ikke kan lade sig gøre. Jeg er også efterhånden nået en alder, hvor det er nærmest lidt latterligt at kæmpe for dette. Jeg er ikke nogen videnskabsmand, og bliver det altså nu heller aldrig. So what?? Det var faktisk ikke doktortitlen, jeg var ude efter, men en kvalifikation, som ville gøre det muligt for mig at arbejde med studier mere systematisk, og det er på dette felt, jeg har min egentlige interesse.

Dertil kommer, at jeg arbejder, tænker bedst i samarbejde, i arbejde med andre. Jeg duer ikke til at sidde for mig selv og spekulere og studere; jeg skal have arbejde med studenter og andre for at kunne producere noget, og den mulighed udelukker jeg nu mig selv fra.

Jeg er også nødt til, selvom det svier, at erkende, at jeg rent intellektuelt faktisk ikke har kræfterne, jeg kan tilsyneladende samle materiale, men jeg har svært ved at tænke selv, selv støde nye veje, svært ved at systematisere og begrænse stoffet. Det er klart, at jeg har for lidt grundlæggende baggrundsuddannelse (blot min lille tid ved universitetet i København, som i grundighed ikke gik til ret meget) til virkeligt at kunne lave noget videre. Jeg har heller ikke haft hjælp fra andre – er lidt bange for at henvende mig til folk, at tage deres tid, når jeg alligevel ved, at det hele er for tyndt.

Vel, det løb er kørt nu, og jeg tror, det er bedst at se tingene i øjnene. Der er vigtigere ting at tage fat på end at få en disputats, og da specielt på et historisk emne. Jeg har lært noget selv gennem hele den proces, og man kan vel håbe, at det også på en eller anden måde kan komme andre til gode.”

Notatet er spændt ud mellem frustration over ikke at nå sine drømmes mål, disputatsen, og den tilbagevendende manglende selvtillid (der er så mange, der ikke 208

til verdens ende

har troet på mit projekt). Hvad der var størst, skuffelsen eller den manglende selvtillid, er svært at afgøre. Men et hårdt slag var det for ham. Og et stort tab var det for missionsforskningen. Den dybe undersøgelse af forholdet mellem mission og politik, som han hele livet kredsede om, og som skinnede igennem mange foredrag og artikler, for ikke at tale om engagementet omkring forholdet mellem mission og u-landshjælp, savnes stadig. Nu blev det i stedet TEF’s fremtid han kastede sig over.

5.9

FORBEREDELSE AF DEN TREDJE MANDATPERIODE

5.9.1 EW overtager ledelsen Udnævnelsen til at være administrerende direktør for TEF var pr. 1. august 1970556. Det betød en ændring i Erik W. Nielsens arbejdsliv. I familiens julebrev til venner og familie dette år, fortalte EW lidt om, hvad ændringen i hans stilling betød. „….. Vi har haft en masse problemer at slås med her i begyndelsen, men vi er vist nu ved at kunne se igennem tågen. Vi har flyttet kontoret inde fra central London til Bromley. Det blev for dyrt derinde, så vi har fundet et gammelt KFUK, hvor vi har den ene halvdel, og i den anden halvdel er der et narkomancenter – vældig flinke folk, som vi kommer godt ud af det med. Det hele er yderst primitivt, men vi sparer ca. 50.000 kr. om året, og vi befinder os fint; men selvfølgelig har det taget tid, før alt var i orden igen. Et chok har det været, at vores kasserer – jo en yderst vigtig post i sådan et fond – døde under en hjerteoperation for tre uger siden, og det skete lige midt under arbejdet med at færdiggøre det store regnskab for hele den sidste femårs periode. Det har været og er stadig svært at få dette arbejde gjort færdigt, så vi har haft tre ekstra folk i gang med det, og det vil tage i hvert fald en måned endnu, før vi er i orden.

For mig selv har det betydet, at jeg ikke har kunnet tage større rejser og vil heller ikke tage dem i foråret. Jeg har været en tur i Singapore og Nærøsten samt Geneve, og i januar skal jeg til New York – lidt senere til Geneve og Rom. Andre ting ligger ikke klare endnu, men ingen af disse rejser er på mere end tre uger, og det er jo meget kort efter vores normale målestok. Heldigvis har jeg en aldeles fortrinlig stab, simpelthen første klasses …. – et enestående sammenhold og arbejdsvilje hele vejen igennem. Gang på gang sidder de til både 7 og 8 om aftenen, hvor de egentlig skulle være gået kl. 5. Vi er fire mand i centralstaben – en taiwaneser (presbyterianer), en brasilianer (arenier), en amerikaner (metodist) - og så altså lille mig – de øvrige tilhører næsten enhver kirkeretning, også den katolske kirke, så der er luft under feltet! Hvad vi så egentlig skal arbejde med i disse kommende syv år, er en anden og langt vanskeligere og vigtigere sag, men det må jeg skrive nærmere om i næste julebrev (!) – forhåbentlig ved jeg mere om det til den tid….”

I Singapore havde EW forhandlet med lokale folk om oprettelse af et områdekontor for Asien for TEF.557 Fordelen ved et sådant kontor ville være, at lederen var tæt på opgaverne, og en decentral administration ville betyde færre rejser og dermed billigere administration. Det var også ved denne lejlighed, EW havde de grundige teologiske drøftelser med Kosuke Koyama om indigeneous teologi (se kap. 5.7). til verdens ende

209

5.9.2 Sidste rejse Den sidste rejse, Erik W. Nielsen kom på, gik til Geneve og Rom. Det var i dagene 17. til 21. februar 1971, altså kun et par uger før, han døde.

I Geneve558 førte han en række samtaler med WCC’s Philip Potter,559 som var den kommende generalsekretær i WCC, der var i gang med en større omlægning af strukturen.

Division for World Mission and Evangelism (DWME), der var blevet dannet efter sammenlægningen af IMC og WCC i New Delhi som en slags efterfølger for IMC, blev lagt sammen med Faith and Order og Church and Society til én stor afdeling. Også i LWF var der store omlægninger i gang på dette tidspunkt. Samtalerne med Philip Potter drejede sig først og fremmest om det fremtidige arbejde i TEF, men derudover havde de to mænd en personlig samtale, hvor Philip Potter med bekymring forudså, at der ville komme en splittelse af WCC i forbindelse med det planlagte møde i Bangkok i nytåret 1972/73. Emnet for dette møde var „Frelse i dag,“ og de oplæg, der var kommet fra forskellige arbejdsgrupper, pegede i retning af en temmelig radikal teologisk tolkning af frelsesbegrebet. Efter WCC’s Assembly i Uppsala i 1968, hvor sekulærteologien havde vundet indpas i WCC havde der rejst sig en kraftig protest fra den såkaldte evangelikale fløj i WCC anført af bl.a. den tyske professor Peter Beyerhaus.560 I samtalerne mellem Philip Potter og EW gav Potter udtryk for, at DWME var under kraftigt angreb fra forskellige sider. På den ene side var der hele Beyerhaus fraktionen, der ikke ville acceptere den sekulærteologiske linje. På den anden side var det et angreb på DWME fra WCC’s indre linjer, og Potter karakteriserede dette angreb åbent og skarpt med ordene: „…vi er oppe mod et bundt amatører, der ikke ved, hvad de taler om. Central Committee kan ikke være mindre interesseret i DWME som sådan – blandt de andre afdelinger og afdelingsledere betragtes DWME nærmest som en joke.“ Philip Potter ønskede dermed at sige, at DWME ikke kunne tage noget for givet, men måtte levere noget solidt arbejde, hvilket han mente, at de ikke gjorde, og han knyttede sit håb til TEF og sagde, at TEF’s stab var helt anderledes kvalificeret end staben i DWME, siden Lesslie Newbigin var vendt tilbage til Indien som biskop561.

Dette fik EW til at reflektere videre over situationen i sin dagbog: „Jeg tænker på studiet af „Frelse i dag.“ Der har været og der er alle former for studier om „menneskelige institutioner,“ om „menighedens missionale strukturer,“ osv. – alle disse studier er på en eller anden måde centret i det menneskelige, fænomenologien, på en eller anden måde i kirken, det menneskelige samfund og mødet mellem de to. Selv i studiet af forholdet til andre religioner begynder de altid med visse teologiske bekræftelser, men så fortsætter de med at blive til alle slags fænomenologi, analyser og beskrivelser, trends, møder mellem religionerne osv. Ved at iværksætte et studium af frelsen har de imidlertid vovet (måske uden at vide det) at røre ved noget fundamentalt forskelligt. Dette kan ikke sammenlignes blot ved fænomenologi. Her rører de ved hjertekulen og betydningen af selve evangeliet, og de gør det på en meget farlig måde. Det kan meget vel være, at ved at tage dette emne op, når de til selve sandhedens øjeblik. Hvis der ikke er noget at sige, hvis vi ikke har noget at sige, hvis 210

til verdens ende

der ikke er noget virkeligt budskab og intet virkeligt evangelium, så ender det med at blive en nådesløs afsløring af denne type studier. Jeg tror, at … Philip Potter forstår det, men jeg tvivler meget på, hvorvidt nogen af de andre gør, og jeg har bestemt ingen forestilling om, at …. som har ansvaret for dette studium, forstår det overhovedet. Hvad jeg har set indtil nu af studiemateriale er temmelig skræmmende. Dette tema har efterhånden været på den godkendte dagsorden temmelig længe nu, og det materiale, som jeg i det mindste har set, er stadig overordentligt tyndt. Og det værste er, at der synes at være meget lidt klarhed over hele studiets fundamentale struktur, om hvilke spørgsmål, der er blevet rejst…… Jeg er bange for, at man er så optaget af at finde et eller andet „nyt”, så at de måske mister den kendsgerning, at de søger efter noget meget „gammelt.“ Jeg er virkelig dybt bekymret for, at dette studie vil blive til „sandhedens øjeblik.”

Som i andre forhold kom også denne forudsigelse til at holde stik. Bangkok mødet kom til at markere et skisma i WCC. Den såkaldte evangelikale fløj dannede året efter Lausannebevægelsen, og i mange år var der en kløft mellem de to økumeniske bevægelser.

I forbindelse med IMC’s Assembly i Ghana 1957/58 havde EW udtrykt nervøsitet for, om missionen skulle blive trængt i baggrunden ved en sammenlægning mellem WCC og IMC (se kap. 3.13.3). Ved EW’s møde i februar 1971 med Philip Potter, blev EW bekræftet i, at hans nervøsitet dengang ikke havde været ubegrundet. Sammenlægningen af DWME med andre afdelinger i WCC understregede, at mission ikke længere havde så klar en status i WCC som ved sammenlægningen i 1961, hvilket var i klar overensstemmelse med trenden inden for WCC siden Uppsala 1968, hvor sekulærteologien havde vundet indpas.

Fra Geneve rejste Erik W. Nielsen videre til Rom.562 Her mødtes han med lederne af den katolske organisation for teologisk uddannelse, der svarede til TEF, og han fik knyttet gode personlige kontakter i Vatikanet, og man besluttede snarest at tage disse drøftelser op i et videre forum med henblik på et samarbejde mellem Vatikanet og TEF om udviklingen af den teologiske uddannelse. Det skete ikke. EW døde to uger senere.

til verdens ende

211

Næsten symbolsk var Rom den sidste by, som EW besøgte. To uger før sin død lavede han for første gang en aftale med Vatikanet om, at man skulle samarbejde om at udvikle den teologiske uddannelse i de unge kirker

212

til verdens ende

Det er en stor tid vi lever i

Kapitel 6

DET ER EN STOR TID VI LEVER I 6.1 LONDON – HERTIL MIN VERDEN GIK Det var lørdag den 6. marts 1971. Det var om eftermiddagen hjemme i Bromley. Erik var i gang med at tapetsere, da han fik et hjertetilfælde og hurtigt blev bragt på hospitalet. Lægerne sagde, at han havde fået en lille blodprop i hjertet. 563 Mens han lå her, bad han om, at Marie ville bringe ham Det Nye Testamente. Det skulle være det gamle slidte eksemplar fra 1935 i læderindbinding, som havde fulgt ham på alle rejserne. Her havde han indstreget de ord fra Filipperbrevet, som han havde prædiket over ved sin fars begravelse i 1950: „….at leve er mig Kristus….”

Livet igennem havde dette ord lydt som en resonans i ham fra hans far. Det menneske, som havde betydet mest for ham, studiemæssigt, som han i sin tid skrev til moderen i forbindelse med faderens død. „Det er en stor tid, vi lever i,“ havde faderen indprentet ham gang på gang som et valgsprog. „… det er måske det, som har betydet allermest for mig, når jeg tænker på Far, altså alt, hvad dette udtryk rummede for Far. Han har atter og atter, ved en bemærkning eller i et foredrag åbnet mine øjne for storheden i det at leve, og for Far var selve det at leve inderligt forbundet med „at leve er mig Kristus”….“ (se kap.

1.1.3) Dette blev dyrebart for EW – livet igennem. Dette blev så dyrebart, så han ikke kunne holde det for sig selv. Han måtte dele det med andre mennesker – i en sidegademenighed i Harlem i New York med mennesker fra de tidligere danske kolonier i De Vestindiske Øer – i en lille menighed i et sydafrikansk settlement i Durban blandt sorte afrikanere, der led under apartheidregimets undertrykkelse – i Assam i Indien blandt bjergstammer, der på samme tid var kristne og dog ikke havde forladt den gamle religions tabuer. Ordene var blevet så dyrebare for ham, at de måtte bringes til verdens ende. ”Pas nu på, at du ikke bliver dum, Erik! Hvordan det går dig og dine planer, betyder overhovedet egentlig ingen ting. Der er kun én eneste ting, som betyder noget: det er at være dér, hvor Gud vil have dig, og dér skal du arbejde, til sveden driver af dig!”

Derfor arbejdede Erik, så sveden drev af ham. På sin vis var han ambivalent. For han var i sit es, når han arbejdede. Men han længtes hjem. Hver gang og altid. Der er breve fra ham, skrevet allerede i Heathrow lufthavn, hvor han takkede Marie for, at hun havde 214

det er en stor tid vi lever i

kørt ham til lufthavnen, og så skrev han, at han allerede længtes så forfærdeligt. Og brev efter brev osede af dårlig samvittighed over, at han ikke var en nærværende far. Derfor slog det ham lige i solar plexus, da han modtog budskabet om Hal Kochs død. Var det det hele værd? Var det bedre, at han var blevet hjemme ved høvlebænken i Hundborg og ikke havde kastet mig ud i det eventyr med at skulle læse? Men så lød faderens ord i ham: „Vær nu ikke dum, Erik. Du skal være der, hvor Gud vil have dig.”

Det kan være en tung byrde at bære Guds kald. Og fristelsen for at vende det døve øre til er stor. Erik betalte prisen – eller rettere: Sammen med Marie og familien betalte han prisen. Marie beklagede sig aldrig. Gennem alle årene stod hun bag ham. Hun opmuntrede ham, når han var langt nede – og hun gød olie på vandene, når han svang sig for højt op. Også hun var bundet af den samme kaldstanke som EW. Hun delte ikke med andre, hvad hun inderst inde led, men i en biografisk skitse til børnene mange år senere kunne hun afslutte beretningen om hendes og Eriks bryllup i 1944 med ordene: „Alt dette var starten på 27 begivenhedsrige år, som også for mig blev både ensomme og krævende år!”.

Søndag, den 7. marts tidligt om morgenen fik han endnu en – stor – blodprop i hjertet.

Denne gang kunne lægerne ikke stille noget op, og her sluttede rejsen til verdens ende.

På et hospital i London.

Den følgende fredag blev han begravet fra den danske kirke, St. Katherine, i Regent Street, London. Det var hans gode ven Poul-Erik Fabricius564, der begravede ham. Man indledte med at synge Grundtvigs store salme: Lover den Herre. Så talte bl.a. Philip Potter, som fortalte om, at engang, da EW havde været i Indien, havde han haft en lang samtale med nogle buddhister, og han var rejst derfra med følelsen af, at han havde været en meget dårlig repræsentant for kristendommen. Et årstid senere fik han et brev fra en af de buddhister, der havde været med i denne samtale, og han skrev: „Jeg skriver til dig for at fortælle, at i morgen skal jeg døbes. Mit vendepunkt kom efter dit indlæg den dag, hvor du var svag og afmægtig og ikke skjulte det. Den åbenhed og ærlighed gjorde så dybt indtryk på mig, så i morgen skal jeg døbes.”

Mission er kirkens livsnerve, slog EW fast gang på gang. Mission er mennesker. Mennesker, der ikke skal manipuleres med, men mødes i åbenhed. Ikke med overtalelsens store ord, men i svaghedens ærlighed, hvor der skal være de tre kors fra Golgata. „Røverens kors skal også være der, for der skal være plads til mig,“ som EW skrev i sin dagbog i december 1970. Derfor sang man også Johannes Ewalds: Udrust dig helt fra Golgata.

Det kunne ikke være anderledes. Livet igennem havde korset fulgt ham. Det mødte den unge teologiske student, da han vandrede i natten på Nørrebro og ikke kunne finde sig til rette i storbyen. Da lyste korset fra Frue Kirke i natten og bragte orden i hans sind. Og det skete igen og igen i forskellige sammenhænge i tale og skrift, at han vendte tilbage til korset som både gåden og svaret på gåden. det er en stor tid vi lever i

215

Da skal jeg sikker ved din hånd, ej frygte døden mer, men ofre dig min frelste ånd på dens nedbrudte ler! ”Her har vi missionens centrum. Dette budskab er vor eneste berettigelse. Vi kan ikke forankre missionen i noget som helst andet end dette budskab, ikke civilisationen eller andet, men en forkyndelse af Guds dom over verden, over mennesket, og om Guds forunderlige tilgivelse af dette menneske. Det er selve frelseshistoriens universelle linjer, som går lige midt ind gennem korset. Vi må have missionen helt der ind. Det er dette, missionen skal forkynde og intet som helst andet. Og det vedkommer os!“ Således havde den unge EW formuleret sig i et af sine tidligste foredrag. Og da han første gang besøgte Aden føjede han til: „Men netop i denne forbindelse må vi have blikket vendt mod Jesu ord: „Det er fuldbragt“ Vi er her sendt som vidner; vi kan og skal kun vidne (med hele vort liv) om det, som er sket og vil ske. Det er i sidste instans ikke vor grebethed, ikke vor religiøse iver, som betyder noget her. En anden er Herre, og Han ser kampen og leder slaget. Vi har brug for her i arbejdet blandt muslimer at se ganske klart, hvad kristendom og mission er: Guds gerning i den verden, som er hans.”

For EW stod det klart, at han livet igennem var vidne til det, der var sket på korset – på det tredje kors, røverens kors. Der hvor han selv var anbragt. Her stod det lysende klart, hvad kristendom og mission er: Guds gerning i den verden, som er hans.

Erik W. Nielsen blev kremeret, og hans urne blev nedsat på Korup kirkegård Påskedag 1971. Her var det vennen fra de unge dage på Rønde Kursus, Anders Melgaard Kjær, der som præst forestod urnenedsættelsen. Vennen og svogeren, der sammen med Marie var livsmedvandreren.

6.2 ERIK W. NIELSENS BETYDNING Da generalsekretær Conrad Rendtorff DMS i 1943 modtog en artikel fra den unge stud. theol. Erik W. Nielsen så han straks, at her var der et menneske, der havde noget ud over det sædvanlige for en ung student. Derfor fulgte han ham gennem den kommende tid og iagttog ham. Og da DMS ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde et økonomisk råderum, tøvede Rendtorff ikke med at sende bud efter ham og ansætte ham.

DMS opfandt en stilling til ham som studiekredssekretær, hvor hans teologiske evner kunne komme til udfoldelse, uden at han var bundet for hårdt ind i administration. Og talentet svigtede ikke. Derfor var det også oplagt at bede EW om at være den daglige leder af missionsskolen, hvor han både skulle være husfar og hovedlærerkraften for de unge missionselever.

I disse tidlige år i DMS havde den unge EW den tid til fordybelse, som grundlagde hele hans livslange indsats. Han så med skarphed, at det var en falsk opdeling, som man hav216

det er en stor tid vi lever i

de, når man talte om indre mission og ydre mission. For der var ingen forskel. Mission var Guds sendelse til mennesket, uanset hvor i verden dette menneske befandt sig. Derfor slog han fast, at mission altid begynder i det nærmeste. Dette inddrog hurtigt hans ekklesiologi. I den lutherske forståelse har kirken to kendetegn: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. For EW blev dette for statisk og snævert. Han efterlyste en mere dynamisk ekklesiologi. Derfor måtte han tilføje et tredje kendetegn: mission.

For mission var kirkens livsnerve. Sådan måtte det være i den danske folkekirke, hvor han var ordineret til præst. Men sådan måtte det også være i de mange kirker, som verden over bekendte sig til den sammen Herre. Kirken er Kristi legeme. Hverken mere eller mindre. Derfor blev han hurtigt overbevist om det økumeniske som fortolkningsprincip for evangeliet. Men han tog afstand fra enhver form for uniform økumeni, der ville gøre kirken til en magtfaktor i verden.

Da grænserne åbnede sig efter Anden Verdenskrig, betød det for den unge EW, at han kunne få international missionslitteratur. Især Hendrik Kraemer og J. Merle Davies kom til at præge ham i udformningen af en missionsteologi. Da han få år senere fik lejlighed til personligt at møde Kraemer i Geneve, forstærkede dette inspirationen, men markerede samtidig selvstændigheden. Han kunne se styrken i Kraemers teologi – og samtidig kunne han se, hvortil dens grænser gik. I mødet med tyske teologer føjede EW den realiserede eskatologi til Kraemers futuriske forståelse af eskatologien. Og EW antog Missio Dei forståelse af mission. At kirken er apostolisk betød for ham, at den er missionerende. Det forholdt sig ikke omvendt. Dette synspunkt udfoldede han i diskussionen med biskop Baun. Den missionerende kirke var den missionerende menighed.

Hvis ikke lægfolket tages alvorligt i denne missionerende kirke, så vil lægfolket finde andre veje, hævdede EW over for Baun. I dag kan man spørge, om lægfolket virkelig fandt andre – ukirkelige - veje? I dag er det ikke kun sekulære mennesker, der synes, at kirkegang er en mærkelig gangart – denne holdning går i dag langt ind i kirkelige kredse.

I IMC kom EW til at arbejde med et af hovedtemaerne fra Whitby: partners in obedience. Det blev klart for ham, at når man sagde, at Anden Verdenskrig ikke havde haft vindere og tabere, så var dette ikke rigtigt. EW’s opfattelse var, at i Anden Verdenskrig havde Vesten tabt til Den Tredje Verden. Tidligt opdagede han potentialet i de unge kirker, hvis selvstændighed han tog dybt seriøst. Disputatsstudierne om forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede spillede uden tvivl ind i denne partnerskabsforståelse. I missionshistorien havde man i alt for høj grad skabt konfessionelle kolonier parallelt med de politiske kolonier.

Da han i 1969 blev bedt om at kandidere til bispestolen i Roskilde Stift, takkede han nej, med den begrundelse, at han ville være for vanskelig. For han troede ikke længere på folkekirkens struktur. Principielt mente han, at der måtte ske en adskillelse af stat og kirke. Samme år blev der på Aarhus Universitet afholdt en konference om stat og kirke. det er en stor tid vi lever i

217

Budskabet fra denne konference var det samme. Der måtte ske en adskillelse af stat og kirke. Dengang blev dette betragtet nærmest som en sekterisk kuriositet. Det blev dog en beskeden indledning til en debat, som ikke har kunnet ryddes af vejen siden. I dag ser vi, hvorledes Selskab for Kirkeret på det seneste har anbefalet en sådan adskillelse, ligesom det i 2011 er indskrevet i regeringsgrundlaget.

Da International Missionary Council i 1961 blev integreret i Kirkernes Verdensråd, var EW overbevist om, at dette var det eneste rigtige at gøre. Men det gjorde ham ikke blind for, at der var indbygget en risiko for, at mission ville blive nedtonet i den store sammenslutning. Hans nervøsitet grundede sig i, at ved de to foregående Assembly i IMC, Willingen 1952 og Ghana 1957/58, havde debatten ikke handlet så meget om mission, som om kirken selv. Han var bange for, at når man ikke længere havde IMC til hele tiden at arbejde med, hvordan man skulle oversætte evangeliet ind i den enkeltes aktuelle situation, så ville kirkerne forfalde til den lette samtale om sig selv, om sine egne problemer, om gudstjenesteordning, liturgi og salmer – og man kunne fortsætte med synet på kvindelige præster, skilsmisse, vielse af homofile eller sognesammenlægninger.

Alt sammen spørgsmål, som peger indad i kirken og understreger ortodoksiens sikre rettroenhed. Alt sammen situationer hvor kirken er mere optaget af at tale med sig selv og bevare sine hænder rene i stedet for at tage livtag med det vanskelige spørgsmål: Hvordan forkynde evangeliet for det sekulære menneske? Hvordan svare på det sekulære menneskes spørgsmål i stedet for at bekymre sig om sine egen spørgsmål?

På sin sidste rejse blev han bekræftet i denne nervøsitet. Organisatorisk skete det ved, at WCC ikke længere skulle have en særlig afdeling for mission og evangelisation, men mission blev slået sammen i en endnu større enhed, hvor det ville være svært at komme til orde. Det rejser spørgsmålet, om det også i dag gælder, at mission glemmes i det mellemkirkelige?

EW var livet igennem optaget af, hvordan man forkynder evangeliet i en sådan verden, som han kaldte et af sine første foredrag – eller mission i en forandret verden, som var navnet på hans sidste bog. Det drev ham til at arbejde med indigeneous teologi.

Hos professor Hal Koch havde han i kirkehistorie lært, at kirken var i samfundet på godt og ondt. Der var en vekselvirkning og en sammenhæng mellem samfund og kirke.

Kirkens – og dermed missionens historie – er ikke en historie „indenfor“ kirkerne, det er en historie midt i verdens historie. Da han derfor blev administrerende direktør i TEF i sommeren 1970, inddrog han kontekstualiseringen som en udvikling af begrebet indigeneous teologi, som havde været med i TEF’s arbejdsprogram i de to første mandatperioder.

Officielt er det hans efterfølger, der tilskrives ophavsretten til kontekstualiseringen. Men der kan næppe være tvivl om, at EW var den egentlige bagmand. Allerede i 1950 brugte han denne metode første gang offentligt i sine bøger: „Linier i Missionens Historie“ og 218

det er en stor tid vi lever i

„Den Missionerende Kirke“. Bengt Sundkler fremhævede da også i sin nekrolog over EW netop, at han havde anvendt kontekstualiseringen som et helt nyt greb i sin metode ved fremstillingen af missionens historie. Og gang på gang livet igennem fremhævede han nødvendigheden af altid at se tingene i sin kontekst. I arbejdsgrundlaget for TEF’s tredje mandatperiode565, der blev fremlagt ved TEF’s første komitémøde efter EW’s død, juli 1971, og udgivet året efter, hedder det bl.a., at begrebet indigeneous teologi har forsøgt at svare på evangeliets udfordringer ved hjælp af den lokale kultur. Dette udvides nu ved begrebet kontekstualisering, idet man uden at ignorere indigeneous teologi nu inddrager det sekulære samfund, den moderne teknologi og kampen for menneskerettigheder i den oversættelsesproces, som mission hele tiden er i gang med.566 EW nævnes ikke i denne sammenhæng, men det er tydeligt at høre hans stemme bag disse formuleringer. Det vil dog på dette sted føre for vidt at gå ind i en dybere analyse af ophavsretten til begrebet kontekstualisering. For at kunne gøre dette må der foretages grundigere arkivstudier i TEF’s arkiv i Geneve, hvilket arbejdet med denne bog ikke har levnet plads, tid og budget til. Men det vil være oplagt at dykke dybere ned i denne problematik på et senere tidspunkt. „Ikke siden begyndelsen af 1800-tallet, da würtembergeren og Basel-manden K. Friedrich Steinkopf gjorde sin indsats i London i det Britiske og Internationale Bibelselskabs tjeneste, har nogen sekretær fra kontinentet kunnet øve et så kontinuerligt og væsentligt bidrag til den internationale missionsbevægelse som danskeren Erik W. Nielsen.“ 567 Ordene stammer fra den ansete svenske missionsteolog, professor Bengt Sundkler, hvis stilling EW overtog som Research Secretary i IMC i 1950. EW var her og der og alle vegne. Optændt af spørgsmålet: hvordan oversætte evangeliet så det bliver meningsfuldt for den enkelte.

Dette arbejde var det mest meningsfulde, han kunne forestille sig. Derfor var det en stor tid, han levede i.

det er en stor tid vi lever i

219

Noter 1

Hans Peter Nielsen, 1863-1938, 1897-1931 sognepræst i Hundborg, var medlem af Sudan Missionens bestyrelse og forstander for Sudan Missionens Missionsskole, der lå i Hundborg.

2 Niels Kristian Nielsen, karetmager i Hundborg, Eriks far, født 27. april 1885 i Hundborg, død 23. april 1950 i Hundborg, fremtrædende i det lokale Indre Mission og KFUM, lægprædikant.

3 Ingeborg Nielsen, født Hansen, Eriks mor, født 6. april 1890 i Kollerup, Fjerritslev, død 18. juli 1968 i Hundborg, lærer og organist i Hundborg 4 Anne Marie Petersen, 1878-1951, 1909 rejste hun til Indien for at være missionær i Løwenthals Mission, 1912-1920 missionær for DMS, 1921 grundlagde hun kostskolen Seva Mandir i Sydindien tæt ved Tranquebar, som hun var leder af til sin død, til støtte for Seva Mandir grundlagdes en støttekreds i Danmark, der blev til missionsselskabet Porto Novo.

5 Christian Ludwigs, 1877-1930, grundtvigsk præst og teolog, 1915-1930 biskop over Aalborg Stift 6 Højmark, 1944, p. 434.

7 MSN-PA 8 EWN-RA, kasse 1 9 Søren Bækgaard, 1892-1947, 1931-1938 sognepræst i Hundborg, 1938-1947 sognepræst i Skjern, hvor EW var hans hjælpepræst 1944-1945 10 Friedrich von Bodelswingh, 1831-1910, tysk præst og diakonileder, fra 1872 grundlægger af kolonien Bethel udenfor Bielefeld, ligesom han 1886 grundlagde missionsselskabet Bethelmissionen, der arbejdede i Tanganyika, hvor DMS kom til at arbejde sammen med dem.

11 Brev af 30. april 1950 til EW’s mor, MSNPA 12 DMB 13/1964, p. 238-39 13 DMB 4/71, p. 16-17 14 EWN-RA, kasse 1 15 Kristian Herskind, 1868-1946, forstander for Rønde Kursus 1917-1946 16 MSN-PA

220

17 Brev af 28. oktober 1935 fra Søren Bækgaard, MSN-PA 18 Anders Melgaard Kjær, Eriks svoger og nære ven, 1917-1979, teolog, sognepræst i Korup 1960-79 19 MSN-PA, utrykte erindringer.

20 EWN-RA, kasse 1 21 Hal Koch, 1904-1963, dr. theol. 1932, professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet 1936-1963, holdt nogle meget berømte Grundtvigforelæsninger på Københavns Universitet i begyndelsen af den tyske besættelse, 1940-1946 formand for Dansk Ungdomssamvirke, 1946-1956 den første forstander for Krogerup Højskole, 1958-1963 medlem af Dansk Santalmissions bestyrelse. Samfundsdebattør.

22 Lorenz Bergmann, 1875-1966, professor i kirkehistorie og missionshistorie ved Københavns Universitet 1939-47. 1958 udnævnt til dr.theol.h.c., desuden Eriks vejleder ved specialeskrivningen i 1943.

23 Niels Munk Plum, 1880-1957, professor i dogmatik ved Københavns Universitet 1942-50. Derefter biskop over Lolland-Falster Stift.

24 Brev af 9. marts 1943 til forældrene, MSNPA 25 Michael Neiiendam1895-1962, dr. theol.

1922, docent ved Pastoralseminariet 1935, Holmens Provst og Kgl. Konfessionarius 1934 26 EWN-RA, kasse 1 27 Svend Hauge, 1890-1976, dr. theol., præst ved Diakonissestiftelsen 1930-61 (heraf forstander 1945-61) 28 EWN-RA, kasse 4, Manuskriptet er dateret 1938, må være fra efteråret 1938, da EW var flyttet til Blågårdsgade på Nørrebro i København 29 DMB 1964, p. 372-74 og 396-98, se også DMB 1965/10, p.4-6 og 1965/11, p. 12-14 og 1965/12, p. 15-16 30 EWN-RA, kasse 2 31 Samtale med Jørgen S. Nielsen, 26.07.2010 32 Brev af 9. marts 1943 til forældrene. MSNPA 33 Max Moses Friediger, født 1884 i Budapest, overrabbiner ved den jødiske menighed i

34

35 36

37 38

39

40

41 42 43

44

45 46 47 48 49 50 51 52

København 1920-47, deporteret af tyskerne til Theresienstadt 1943 og kom hjem til København med De Hvide Busser i maj 1945, død i Købehavn 1947.

K. E. Skydsgaard, 1902-1990, dr.theol. 1937, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet 1942-72, senere markant inden for international økumenisk teologi og var Det Lutherske Verdensforbunds observatør ved 2. Vatikanerkoncil.

Brev af 9. marts 1943 til forældrene. MSNPA Mails af 12. og 13. september 2011 fra museumsinspektør Henrik Lundbak, Frihedsmuseet, til forfatteren.

Samtale med Jørgen S. Nielsen, 26.07.2010, og samtale med Per S. Nielsen, 15.08.2010 Mails af 12. og 13. september 2011 fra museumsinspektør Henrik Lundbak, Frihedsmuseet, til forfatteren Egon Johannesen, 1900-1944, teolog, præst ved Husum Kirke i København, sekretær i Israelsmissionen, blev myrdet af Schalburgfolk i et clearingmord den 25. november 1944 i sit hjem i Husum ved København.

Tidligere missionssekretær i DMS, Leif Munksgaard, fortalte forfatteren dette den 11. september 2010, og henviste til en samtale, han havde haft i 60’erne med Erik W. Nielsen. Egon Johannesen var Leif Munksgaards onkel.

MSN-PA, utrykte erindringer.

MSN-PA, utrykte erindringer Marie Schøler Nielsen, født Kjær, Eriks hustru, kontoruddannet, født 26. oktober 1915 i Vinding ved Holstebro, død 9. april 1991 i Hellerup. Begravet sammen med Erik på Korup Kirkegård.

Peder Vad Kjær, 1890-1971, Eriks svigerfar, oprindelig husmand i Vinding ved Holstebro, senere missionær for Indre Mission med bopæl forskellige steder i landet.

Andersine Kjær, født Pedersen, 1893-1978, Eriks svigermor, MSN-PA, utrykte erindringer.

EWN-RA, kasse 1 Skat Hoffmeyer, 1891-1979, dr. theol. i 1913, biskop i Aarhus 1931-61.

Oplysning afgivet af Marie til Teologisk Stat, MSN-PA MSN-PA, utrykte erindringer.

DMB 1943 p. 436-438 og 451-53 Sadhu Sundar Singh, 1889-1929, indisk kristen mystiker af sikhisk familie, omvendt

53

54

55 56

57 58

59

60 61

62 63

64 65

1909 til kristendommen ved en lysvision af Kristus. Han optrådte som en hellig mand, sadhu, og ville forene kristen og hinduistisk tradition. Han prøvede i 1929 at komme ind i Tibet; derefter hørte man aldrig mere til ham.

Jens Strandbygaard, 1874-1961, bogtrykker i Skjern og medlem af DMS’s bestyrelse 1925-49 Johanne Jensen, 1879-1961, missionær i Kina 1917-33, medlem af DMS’s bestyrelse 1935-49 C. Rendtorffs nekrolog, KD, 9. marts 1971 Harald P. Madsen, 1901-1984, cand. theol.

1926, præst, 1940-1953 generalsekretær i DMS for hjemmearbejdet, 1953-1955 sekretær for Kirkernes Verdensråds hjælpearbejde i Tyskland, 1955-1967 præst ved Københavns Domkirke.

Herefter vil jeg oftest bruge denne forkortelse Bernhard Law Montgomery, 1887-1976, britisk præstesøn, feltmarskal og Danmarks befrier i maj 1945. Modtog Elefantordenen i maj 1945.

Folke Bernadotte, greve af Wisborg, 18951948, svensk diplomat og vicepræsident for svensk Røde Kors. Han er i Danmark mest kendt for sit arbejde med at få frigivet danske og norske koncentrationslejrfanger i slutningen af Anden Verdenskrig, og organiseringen af hjemtransporten af i alt 15.000 skandinaviske fanger med De Hvide Busser. Han blev udnævnt til FN’s hovedmægler i Palæstina i 1948 og fik bl.a. etableret en våbenhvile mellem Israel og de arabiske lande. Under denne opgave blev han skudt af en jødisk terrorgruppe.

MSN-PA, utrykte erindringer.

Ansættelsen fandt formelt sted ved DMS’s bestyrelsesmøde den 7.-8. juni 1945, jf.

DMS’ bestyrelsesprotokol 1937-54, p. 154.

Løn og pensionsforhold blev godkendt ved bestyrelsesmødet 14.-15. november 1945, bestyrelsesprotokollen p. 161. Der er ikke i arkivet bevaret en formel ansøgning fra EW, formodentlig fordi der på sin vis var tale om en kaldelse – DMS-RA DMB 1945, p. 150-51 DMS havde to generalsekretærer på denne tid, Harald P. Madsen var generalsekretær for hjemmearbejdet, og Conrad Rendtorff var generalsekretær for missionsmarkerne.

DMB 1945, p. 150-51 Købet af huset i Glostrup blev muliggjort 221

66

67

68

69 70

71 72 73

74

75 76 222

ved et lån fra DMS på 4.000 kr. til 3% p.a.

– afdragsfrit i 3 år - Bestyrelsesprotokol p.

164 – DMS-RA Gudrun Vest, født 1936, 1962-1968 husmor og økonoma ved Dansk KFUK i London, missionær i Tanzania 1968-2004 Erik Jacob Stidsen, født 1926, Missionsskolen 1947-51, bestået missionseksamen fra Københavns Universitet 1951, missionær i Aden 1954-61, sognepræst i Aabenraa 1970-90, oplysningen er givet i brev af 17. august 2010 til forfatteren.

Godkendt af DMS’s bestyrelse på dens møde 14.-15. november 1945, DMS’s bestyrelsesprotokol 1937-54, p.164 – DMS-RA DMB 1946, p. 9-10 EWN-RA – kasse 13 – manuskriptet blev aldrig offentliggjort, årbogen kom kun til at handle om DMS’s arbejde på missionsmarkerne Oplysningen er givet i brev af 17. august 2010 til forfatteren.

DMB 1948, p. 60 – notitsen er ikke underskrevet.

Axel Malmstrøm, 1888-1951, dansk teolog og præst, biskop i Viborg 1936-1951, formand for Dansk Missionsråd 1946-1951, medlem af DMS’s bestyrelse 1925-51.

Redaktør af Nordisk Missions Tidsskrift 1946-51. Deltog i de store internationale missionskonferencer i Jerusalem 1928, Northfield, USA, 1935, Tambaram 1938 og Whitby 1947, og skrev en bog om hver af disse konferencer. Var særdeles aktiv i hele det internationale missionsmiljø med et meget stort internationalt netværk. Skrev desuden en stor missionshistorie Evangeliet til Verden 1-3 (1945-51).

Conrad Arthur Venø Rendtorff, 1900-1982, cand. theol. 1922, præst, 1926-34 udsendt som KFUM sekretær til Cuddalore og Travancore i samarbejde med DMS, 1935-41 sognepræst ved Kingos Kirke, København, 1940-58 generalsekretær i DMS for missionsmarkerne, 1958-69 præst ved Sct. Johannes Kirke, København, 1958-73 formand for DMS. 1937-47 var Rendtorff medlem af Verdensbestyrelsen for KFUM, 1952-58 medlem af International Missionary Council, 1957-63 medlem af Commission on World Missions under Det Lutherske Verdensforbund.

Utrykt manuskript til C. Rendtorffs erindringer. Familiens eje. CR-PA Konferencen fandt sted 11.-14. juni 1946

77 78

79

80

81 82

83

84 85

86

87

88

på High Leigh, Hoddesdon, Herts, med 154 deltagere, som kom fra Amerika, Danmark, Frankrig, Holland, Norge, Schweiz, Sverige og Tyskland foruden værtslandet England. Desuden var der to deltagere fra Kina, en fra Indien, en fra Guldkysten og en fra Vestindien.

Bengt Sundkler, SMT 1971/2, p. 90 Hendrik Kraemer, 1888-1965, hollandsk teolog, lingvist og missionær, udsendt af Det Hollandske Bibelselskab til Indonesien 1922-37, professor i religionsvidenskab i Leiden, Holland, 1937-47, direktør for Kirkernes Verdensråds Økumeniske Institut, Chateau de Bossey, Geneve, 1948-1955.

Karl Barth, 1886-1968, schweizisk teolog, skønt han ikke selv var missiolog kom han til at øve afgørende indflydelse på den samtidige missiologi, bl.a. Hendrik Kraemer, Emil Brunner og Karl Hartenstein.

Foredrag holdt på videnskabeligt præstekursus på Krabbesholm: Aktuel Missionslitteratur, oktober, 1947, ikke publiceret, EWN-RA, kasse 4 Dagbog 1. marts 1956, EWN-RA, kasse 2, 1950-1971 J. Merle Davies, 1875-1960, født i Japan som søn af en pionermissionær, teolog fra Oberlin, College, USA 1899, studier i Tyskland, 1905 hentede John R. Mott ham tilbage til Japan som KFUM sekretær i Nagasaki.

1929 blev han direktør for Department of Social and Economic Research i IMC, hvilken stilling han besad til 1949.

Foredrag på videnskabeligt præstekursus på Krabbesholm: Aktuel Missionslitteratur, oktober, 1947, ikke publiceret, EWN-RA kasse 4 NMT 1947/1, p. 37-44 N.F.S. Grundtvig, 1783-1872, dansk teolog, præst, forfatter, historiker, politiker og meget, meget mere.

Poul Hartling, 1914-2000, teolog og politiker, cand.theol. 1939, præst, en årrække i Østerlandsmissionens bestyrelse, udgivet: Kirketankens vækst på missionsmarken (1947), 1959 rektor for Zahles Seminarium, 1964-77 medlem af Folketinget, 1965 formand for Venstre, 1968-71 udenrigsminister, 1973-75 statsminister, 1977-85 FN’s Flygtningehøjkommissær.

Laurits Stampe, 1919-2008, teolog, lektor i missionshistorie ved Københavns Universitet, præst og provst i Dragør 1975-86.

DMR’s protokol – 1912-1948, p. 185, DMRRA

89 Foredrag holdt i Akademisk Missionsforening august 1947, EWN-RA, kasse 4 90 Foredraget: Mission i en sådan verden, 1947, EWN-RA, kasse 4, 91 Den missionerende kirke, var også titlen på en serie radioforedrag, som han holdt i 1949-50, og som resulterede i bogen af samme navn, udgivet 1950.

92 Foredrag holdt forskellige steder i 1947 og 1948, EWN-RA, kasse 4, 93 Greve Joachim Moltke, 1857-1943, cand. jur. 1880, hofchef hos Kronprins Frederik 1889 og efter Kong Christian IX’s død 1906 hofmarskal hos Kong Frederik VIII 1906-08. Fremtrædende medlem i dansk og internationalt KFUM og Den Kristne Gymnasiastbevægelse og Den Kristne Studenterbevægelse, medlem af DMS’s bestyrelse 1910-34, 1909 foretog han en stor Asien rejse til Teltmissionens, DMS’s og Santalmissionens arbejdsområder, deltog i missionskonferencen 1910 i Edinburgh.

1912 medstifter af Dansk Bibelskole 94 Herman Göring, 1893-1946, tysk nazist og politiker, var en overgang udpeget som Hitlers stedfortræder, blev dødsdømt ved Nürnbergprocessen.

95 N. Bundgaard, 1935, p. 108 96 T. Skat Rørdam, 1832-1909, teolog, 18951909 Sjællands Biskop, 1870-95 medlem af DMS’s bestyrelse 97 Ditlev Gothard Monrad, 1811-87, teolog og politiker, central person i udformning af Grundloven af 1849, biskop over LollandFalster Stift, Kultusminister, Konseilspræsident (statsminister).

98 Henry Braem Ussing, 1855-1943, teolog, 1883 lic.theol., præst forskellige steder, 1915-1943 stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, København, 1887-90 forstander for DMS’s missionsskole.

99 Peter Gabriel Koch, 1858-1922, teolog, præst, biskop i Ribe, senere Odense, 189091 forstander for DMS’s missionsskole.

100 Her citeret fra Ernst Moltke: Joachim Moltke – en kristen stridsmand (1962), p 148.

101 Niels Brønnum, 1882-1966, læge og pionermissionær, var 1911 medstifter af Sudanmissionen og udsendtes 1913-21 missionær i Nigeria, 1922-53 sekretær for Sudanmissionen.

102 Halfdan Høgsbro, 1894-1976, cand. theol.

1917, præst og provst i Sønderjylland, som en af de første teologer tog han skarpt afstand fra nazismen (bogen: Politisk Drøm

103 104 105

106

107

108

109

og Kristent Haab, 1934), frontfigur i Oxfordbevægelsen i Danmark i 30’erne, 194250 forstander for Pastoralseminariet, 194548 formand for Det Økumeniske Fællesråd, 1945-48 formand for Kirketjenesten blandt flygtninge i Danmark, 1949 dr. theol. h.c. i Kiel, 1950-64 biskop over Lolland-Falster Stift, 1953 formand for biskoppernes ritualudvalg, der i 1958 udgav Prøveritualbogen, 1948-50 delegeret ved Kirkernes Verdensråd for Tyskland, medlem af DMS’s bestyrelse 1935-58, formand for DMR 1952-1964, formand for Nordisk Missionsråd 1958-1964, 1961 indvalgt i WCC’s komite for verdensmission, deltog i flere af de store økumeniske møder og besøgte flere af missionsmarkerne.

DMR’s protokol 1912-1948, p. 169, DMRRA DMR’s protokol 1912-1948, p. 170, DMRRA DMS’ protokol 1937-1954, p. 235 – Bestyrelsesmøde 26.-27. august 1947 – det bemærkes, at det er i DMS’s protokol, at disse ting er protokolleret og ikke i DMR’s protokol. DMR’s protokol er ligeledes tavs om forholdene, hvorunder missionsskolen blev solgt i 1950 og det afsluttende år. Det må man også søge oplysning om i DMS’s arkiv.

Der oplyses intet om, hvorvidt Marie Schøler Nielsen har modtaget løn for sit arbejde som husmor. Det har hun formodentligt ikke – det har været efter præstekoneprincippet: Betal for én og få to! Hun blev heller ikke spurgt. Forhandlingen førtes alene med EW. – DMS-RA Jens Kristian Enevoldsen, 1922-1991, missionseksamen 1951, cand. theol. 1952, præst Sct. Michaelis, Fredericia og Erritsø frem til 1958, 1958-1972 missionær for Dansk Pathanmission, Pakistan, derefter præst i Danmark.

Jens Møller, f. 1921, missionseksamen 1951, ordineret til præst og udsendt til Indien 1952, formand for Kristeligt Folkeparti 1973-79, medlem af Folketinget 1973-79.

Johannes Lund, 1926-1992, missionseksamen 1951, 1951-59 missionær for Brødremenighedens Danske Mission i Tanzania, 19591965 assisterende generalsekretær i DMS, derefter sognepræst i Sønderup-Suldrup Georg Sørensen, 1927-2008, missionseksamen 1951, 1951-65 missionær for Brødremenighedens Danske Mission i Tanzania, 1966-97 sognepræst i Snejbjerg, 1968-2000 223

medlem af BDM’s bestyrelse fra 1974 som formand.

110 DMS’s bestyrelsesprotokol, 1937-1954, p.

250 – Bestyrelsesmøde den 18.-19. november 1947, DMS-RA 111 DMB 1947, p. 424-27 112 Oplysningen er givet i brev af 17. august 2010 til forfatteren 113 „Fra Edinburgh til New Delhi“ i bogen: Kirkernes møde i New Delhi, red. af Johs.

Langhoff, 1962, p. 9.

114 Erik W. Nielsen: Linier i Missionens Historie, 1948, p. 64 115 Bengt Sundkler, 1909-1995, svensk teolog, missionær og biskop i Tanzania, studiesekretær i IMC, professor i Uppsala i missionshistorie.

116 Tidigt framträdde han som författere. Som studiesekreterare i DMS utgav Nielsen år 1948 en sammenfatning av missionshistorien, Linier i missionens historie. Här mötte et nyt greb. Politisk historia och missionens insatser framställdes som integrerede till en levende, spänningsfyld enhet, på ett sätt som dittills knappast uppnåtts i andre liknande framställninger.“ SMT 1971/2 p.

90 117 EWN-RA, kasse 4,.

118 The World Mission and the Church, Tambaram 1938, udgivet af International Missionary Council, London, 1939. På dansk er Tambaram konferencen behandlet i bogen: Kirkens Verdensmission, udgivet af Axel Malmstrøm, København 1939.

119 William Wilson Cash, 1880-1955, missionær, generalsekretær i CMS 1925-41, derefter biskop i Worcester. Udgav 1939 bogen: The Missionary Church.

120 EWN-RA, kasse 4.

121 Udateret brev til Marie juni 1949, MSN-PA 122 Max Warren, 1904-1977, ledende britisk missionsteolog i midten af det 20. århundrede, 1942-63 generalsekretær for CMS, derefter til sin død canon ved Westminster Abbey, stort forfatterskab 123 Udateret brev fra juni 1949 til Marie, MSNPA 124 Brev af 14. juni 1949 til Marie, MSN-PA 125 Udateret brev, juni 1949, til Marie, MSNPA 126 Udateret brev, juni 1949, til Marie, MSNPA 127 Norman Goodall, 1896-1985, Britisk teolog, missiolog og administrator. Kongregationalist. Tjente under Første Verdenskrig i 224

centraladministrationen, graduerede derefter fra Mansfield College i Oxford, hvorefter han blev ordineret til præst i sin kirke.

1936 blev han udpeget til London Missionary Societys ansvarlige leder af arbejdet i Indien og South Pacific. 1944 blev han valgt til at efterfølge William Paton som London sekretær i IMC og redaktør af International Review of Mission, hvilket placerede ham i centrum af udviklingen af det økumeniske arbejde efter Anden Verdenskrig. Han spillede en ledende rolle i planlægningen af IMC’s 3. Assembly i Whitby, Canada, 1947 og 4. Assembly i Willingen, Tyskland 1952, ligesom han var en af arkitekterne bag integrationen af IMC i WCC, New Delhi 1961.

128 Brev af 8. december 1949 fra Dr. Norman Goodall til generalsekretær Conrad Rendtorff, DMS, DMS-PA, kasse 706, min oversættelse.

129 Jf. Rendtorffs nekrolog over Erik W. Nielsen i KD, 9. marts 1971.

130 Udateret brev fra januar 1950 til Marie, MSN-PA 131 DMB 1950, 14. april, p. 127: Ny sekretær i Det Internationale Missionsråd.

132 Oplysningerne om International Mission Council stammer primært fra Erik W. Nielsens artikel: „Fra Edinburgh til New Delhi,“ i bogen: Kirkernes møde i New Delhi, red. af Johannes Langhoff, 1962, p. 9-27 133 Dansk Missionsråd blev stiftet 18. april 1912 ved et møde i Bethesda, København.

DMR var en fortsættelse af Komiteen for de Nordiske Missionsmøder. Som første formand valgtes professor Frederik Torm, der fortsatte som formand indtil 1946, da han afløstes af biskop Axel Malmstrøm. Kilde: Dansk Missionsråds protokol, Rigsarkivet.

134 Nielsen: The role of IMC, p. 196f 135 John R. Mott, 1865-1955, 1886 repræsenterede han sit universitet i den første internationale kristne studenterkongres, der blev afholdt i tilknytning til KFUM bevægelsen.

Mere end 100 af kongressens 251 medlemmer inkl. Mott forpligtede sig til at arbejde for ydre mission efter at have afsluttet sine studier i filosofi og historie i 1888 arbejdede han en årrække som KFUM sekretær forskellige steder i USA og Canada. Han var 1895 medstifter af Student Volunteer Movement for Foreign Missions og dets generalsekretær og rejste rundt i hele verden og organiserede nationale grupper, bl.a. i Danmark i samarbejde med Olfert Ricard og

Greve Joachim Moltke. 1915-28 var han generalsekretær for det internationale KFUM og 1926-37 formand for KFUM’s Verdenskomité. Medarrangør af konferencen i 1910 i Edinburgh og siden central person i opfølgningsarbejdet, fra 1921 formand for IMC. Nobels Fredspris i 1946. Medstifter af Kirkernes Verdensråd 1948.

136 Joseph H. Oldham, 1874-1969, skotsk missionær, der fik en fremtrædende rolle i opbygningen af den økumeniske bevægelse, 1910 sekretær for konferencen i Edinburgh, 1912 redaktør af International Rewiev of Missions, sekretær for IMC 1921-38, medstifter af Kirkernes Verdensråd 1948.

137 Christian Frederik Frimodt-Møller, 18771943, cand. med. 1905, DMS’s første lægemissionær i Indien, udsendt 1907 til Tirukoilur, 1914-1939 overlæge ved tuberkulosehospitalet Madanapalle, 1939-1943 den indiske centralregerings konsulent i tuberkulosesygdomme 138 Axel Malmstrøm: Missionsproblemer behandlede på Whitbykonferencen (ikke publiceret foredrag holdt ved missionærkursus på KFUK i København den 10. december 1947) AM-RA 139 Erik W. Nielsen: Den missionerende kirke, København 1950, p. 159 140 Charles Wesley Ranson, 1903-1988, født i Nordirland, metodist, teolog, 1929-43 missionær i Madras, Indien, 1943-45 sekretær for National Christian Council i Indien, Ceylon og Burma, 1946-47 Research Secretary i IMC, London, 1948-58 generalsekretær IMC, New York, 1952 dr. theol. Kiel, 1958-64 grundlægger og direktør for Theological Education Fund, 1962-68 professor økumenisk teologi, Drew University Theological School, 1968-72 professor økumenisk teologi Hartford.

141 C. Ranson: Renewal and Advance, London 1948, p. 203 142 F.eks. J. Merle Davies: New Buildings on Old Foundations, 1945 (IMC 1945).

143 Brev af 20. september 1950 fra IMC til EW, EWN-RA, Kasse 1 144 Interview i Kristeligt Dagblad i forbindelse med EW’s udnævnelse, dato ukendt.

145 Ernst Troeltsch, 1865-1923, førende tysk teolog af den religionshistoriske skole, teologisk professor i Heidelberg, og senere professor i filosofi i Berlin.

146 EWN-RA, kasse 1 147 EWN-RA, kasse 2

148 „Jo mere jeg kommer til at kende Kraemer personligt, jo mere forstår jeg, at det er et privilegium at have kendt den mand personligt, have arbejdet sammen med ham – og – i hvert fald i nogen grad – have vundet hans venskab“ - kilde: EW’s dagbog 1. marts 1956, EWN-RA, kasse 2 149 EWN-RA kasse 2, 150 EWN-RA, kasse 2 151 Ved den kontinentale missionskonference i Freudenstadt, Tyskland, i oktober 1951, holdt EW et foredrag under titlen: „Mission i en tid, hvor dørene lukkes“ (NMT 1951/4, p. 219-231. I dette foredrag tog EW bolden op fra mødet med professor Kraemer og fremlagde sine synspunkter på præsteuddannelsens nødvendighed i den unge kirke.

Dermed blev præsteuddannelsen for alvor sat på dagsordenen i IMC. 152 EWN-RA, kasse 2 153 Sylvester Clarence Michelfelder, 1889-1951, amerikansk luthersk præst og teolog, den første generalsekretær for LWF 1947-1951 154 Martin Luther, 1483-1546, tysk teolog og kirkereformator 155 Rapport fra rejse 8.-26. juni 1951 til Tyskland, Sverige, Norge og Danmark, EWNRA, kasse 2 156 Stephen Charles Neill, 1900-1984, missionær i Indien og 1939 biskop i Tinnevelly, Indien, forsker, spillede en ledende rolle allerede ved missionskonferencen i Tambaram 1938, 1947-54 sekretær ved WCC, 1962-67 professor ved Hamburgs Universitet, 196973 professor ved Nairobi Universitet. Bl.a. udgivet History of the Ecumenical Movement 1517-1948 og Concise Dictionary of the Christian World Mission, 1971, samt redaktør af World Christian Book-serien.

157 Hal Koch: Kirkens historie, 1962, p. 14 158 Dagbogen, tirsdag den 25. juli 1950 – EWN-RA, kasse 2 159 Brev 30. august 1970 til den katolske præst, pater D. J. Boers, Oslo, EWN-RA, kasse 1 160 SMT 1971, p. 95 – min oversættelse 161 The role of IMC, p. 206ff 162 The role of IMC, p. 207 – min oversættelse 163 Dagbogen 12. august 1950, EWN-RA, kasse 2 164 Her lagdes spiren til det samarbejde i Tanganyika (Tanzania) som senere blev konkretiseret i det nuværende LMC (Lutheran Mission Coordination), der samler alle de tanzanianske lutherske kirker og de forskellige lutherske missionsselskaber fra forskellige lande.

225

165 Gustav Stählin, 1900-1985, tysk nytestamentlig teolog, 1927 dr. phil. (Erlangen), 1928 lic. theol. (Leipzig), 1930 dr.theol. (Leipzig), 1932-39 docent ved den ev.-luth. Højskole i Madras, 1943 professor i Wien, efter krigstjeneste og fangenskab blev han 1946 professor i Ny Testamente i Erlangen, og 1952-68 professor i Ny Testamente i Mainz.

166 Karl Hartenstein, 1894-1952, tysk missionsteolog og administrator. En af de centrale figurer i moderne tysk mission og missiologi. Hartenstein begyndte som præst i sin fødeegn, Württemberg, hvorfra han blev hentet som missionsdirektør til Basel Missionen (1926-39). Derefter indtil sin død besad han centrale stillinger i sin lokale kirke. I mødet med Karl Barth var han den første missiolog til at formulere tanken om „Missio Dei“ som en umistelig indikation af Guds åbenbaring. Hartenstein spillede en central rolle ved IMC’s 3. Assembly i Whitby, 1947, og i de følgende års arbejde i IMC som medlem af IMC’s styrelse frem til det 4. Assembly i Willingen, i Tyskland, 1952, hvor han var den ledende kraft bag vedtagelsen af teologien om „Missio Dei”.

Han døde kort tid efter mødet i Willingen.

167 Jf. hertil også tyske teologer som O. Cullmann: Heil als Geschichte (1965) og Hans Conzelmann: Die Mitte der Zeit (1964) – se endvidere: W. Freytag: Mission im Blick auf das Ende (Evangelische Missionszeitschrift, December 1942, p. 321-333), K. Hartenstein: Mission und Eschatologie (Evangelische Missionszeitschrift, Marts 1950, p. 3342), og G. Stählin: Die Endschau Jesu und die Mission (Evangelische Missionszeitschrift, Marts 1950, p. 97-105) Denne teologi vil man desuden se afspejlet hos Gustaf Wingren i hans bog Credo (d.o. 1979) 168 Foredraget er grundigt refereret af EW i hans dagbog, EWN-RA, kasse 2 169 Foredraget blev på EW’s foranledning oversat til dansk og bragt i NMT, 1950/4, p.22446 170 Hartenstein støtter sig i denne analyse til Oscar Cullmann: Christus und die Zeit, 1948 171 DMS’ Årbog 1953, p. 108 172 Slutseddel i Rigsarkivet, EWN-RA, kasse 1 – Slutsedlen bekræftes af IMC, godkendt i hovedkontoret i New York, 5. december 1950.

173 Brev af 25. oktober 1950 til Marie, MSNPA. 226

174 Brev 4. november 1950 til Marie, MSN-PA 175 John Mackay, 1889-1983, født i Skotland, 1915 teolog fra Princeton, USA, 1916-26 missionær i Peru, hvor han grundlagde en skole, 1926-30 evangelist for KFUM i Uruguay, 1930 studieophold i Bonn hos Karl Barth, fra 1936 præsident for Princeton Theological Seminary, 1947 valgt til formand for IMC. 176 Paul Louis Lehmann, 1907-94, amerikansk, presbyteriansk teolog af tysk-ukrainsk afstamning, etiker, professor på Princeton Theological Seminary og Harvard University Divinity School og Union Theological Seminary i New York, ven med Dietrich Bonhoeffer, engagerede sig aktivt imod maccathyanismen I 50’erne.

177 Rapport fra rejse 8.-26. juni 1951 til Tyskland, Sverige, Norge og Danmark, EWNRA, kasse 2 178 Walter Freytag, 1899-1959, indflydelsesrig tysk missionsteolog, 1947-59 professor i missionsvidenskab ved Hamburg Universitet.

179 Der foreligger i Marie Schøler Nielsens privatarkiv en række breve fra denne rejse – de fleste af privat karakter, og en udførlig dagbog i Erik W. Nielsens privatarkiv, Rigsarkivet, kasse 2, hvorpå dette afsnit bygger.

180 Winston Churchill, 1874-1965, britisk statsmand og forfatter, premierminister 1940-45 og 1951-55.

181 Harry S. Truman, 1884-1972, 1944 vicepræsident hos den sygdomssvækkede Franklin D. Roosevelt, der døde 84 dage efter valget, hvorefter Truman overtog præsidentembedet 1945-53.

182 Joseph McCarthy, 1908-57, amerikansk jurist og politiker 183 Kaj Baagø, 1926-1987, dansk teolog, missionær i DMS, 1959-1968 professor ved United Theological Seminary, Bangalore, Indien; 1968-1984 ansat i Danida, 19841987 ambassadør i Indien. Døde i Indien.

184 ”Der gives i disse år millioner af dollars fra både Rockerfeller og Ford Foundation til udbygning af teologiske studier – men kun ved „non-konfessionel“ universiteter og colleges. I hele kampen om Amerikas position og i kampen mod kommunismen behøver man kristendommen – for at styrke nationen.“ Dagbog den 16. februar 1956 – EWN-RA, Kasse 2 185 Horton M. Davies, 1916-2005, britisk teolog og religionshistoriker, kongregationa-

list, var under Anden Verdenskrig præst i et af de mest bombehærgede områder af London, 1947-53 professor i Sydafrika, 1956-84 professor ved Princeton.

186 Dietrich Bonhoeffer, 1906-1945, tysk protestantisk teolog, der var stærkt engageret i den tyske kirkekamp mod nazisterne, henrettet 9. april 1945.

187 Kenneth Scott Latourette (1884-1968), baptist, amerikansk missionshistoriker, 1909-10 sekretær i den kristne frivilligbevægelse, 1910-12 universitetslærer i Kina, 1916-21 professor forskellige steder i USA, 1921-53 professor i missionshistorie ved Yale, forfatter til mere end 80 bøger om kristendom, mission og historie.

188 DMB 1953, p. 334 189 DMS’s protokol, 1937-1954, p. 463, Bestyrelsesmøde den 19. august 1953, DMS-RA 190 Erik Petersen, 1915-2009, 1938-1945 forbundssekretær i FDF, 1946-1953 ungdomssekretær i DMS, 1953-58 landssekretær for hjemmearbejdet i DMS, 1958-63 generalsekretær for hjemmearbejdet i DMS, 1963 konstitueret generalsekretær for DMR, 1964- programredaktør i Danmarks Radio.

191 Brev 24. august 1953 til Marie, MSN-PA 192 Brev af 26. august 1953 til Marie, MSN-PA 193 Brev af 1. september 1953 til Rendtorff, og brev af 1. september 1953 til DMS’s bestyrelse, MSN-PA 194 Brev af 13. september 1953 til Marie, MSNPA 195 Brev af 18.-19. september 1953 til Marie, MSN-PA 196 Stillingen som landssekretær for missionsmarkerne blev ikke besat, da EW takkede nej til den, men blev fortsat varetaget af Rendtorff.

197 Billetterne foreligger i familiens eje, MSNPA 198 Jf. Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, London and New York 1954, 61 pages.

199 Stephen Neill: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part I, IMC, London and New York 1950 200 Miner Searle Bates, 1897-1978, amerikansk missionær og missionsteolog, 1920-1950 professor Nanjing, Kina, 1950-1965 professor ved Union Theological Seminary, New York 201 M. Searle Bates, (ed.): Survey of the Training of the Ministry in Africa, part I, IMC, London and New York, 1954

202 Der foreligger en del breve i Marie Schøler Nielsens privatarkiv, som EW har skrevet til familien fra denne rejse, desuden et omfattende dagbogsmateriale i EWN-RA, kasse 2. Dertil kommer, at EW var flittig til at fortælle om sine oplevelser gennem ni kronikker til Kristeligt Dagblad, artikler i Dansk Missionsblad samt Nordisk Missions Tidsskrift. Dette kapitel bygger på disse kilder.

203 Malan, Daniel Francois, 1874-1959, Sydafrikansk politiker. Malan var uddannet teolog, 1924 blev han indenrigsminister, hvor han var med til at indføre afrikaan som officielt sprog ved siden af engelsk. I 1934 dannede han sit eget parti, der dog i 1939 fusionerede med det gamle parti, National Party, for at skabe en national samling forud for Anden Verdenskrig. 1940 overtog Malan ledelsen af partiet, og ved at slå på racespørgsmål lykkedes det ham 1948 at danne den første regering, der udelukkende bestod af afrikaanere. Som premierminister og udenrigsminister 1948-54 skærpede Malan, der er blevet kaldt apartheidpolitikkens far, den allerede førte raceadskillelse ved bl.a. at gennemføre, at befolkningen i 1950 inddeltes efter race.

204 Kilde: Den Store Danske Encyklopædi, 1, p.

487 205 Albert Luthuli, 1898-1967, læreruddannet og virkede nogle år som lærer ved Adam College, blev 1935 valgt som høvding, var i årene 1952-1967 præsident for African National Congress (ANC), modtog som den første afrikaner i 1960 Nobels Fredspris, var flere gange idømt band af Sydafrikas regering, efter en arrestation i 1956 udsendte han erklæringen: „The Road to Freedom is via the Cross.“ Et stærkt kristent, religiøst menneske, der efter inspiration fra Ghandi gik ind for ikke-vold i kampen mod apartheid.

206 Nelson Rolihlahla Mandela, f. 18. juli 1918 i Transkei provinsen, søn af en høvding, jurist, åbnede 1952 landets første sorte advokatfirma, 1952 næstformand i ANC, i december 1961 besluttede ANC at indlede en væbnet kamp mod det hvide styre og Mandela blev som øverstbefalende sendt på træningsophold i Algeriet. I 1962 blev han fængslet og 1965 idømt livsvarigt fængsel på fængselsøen Robben Island. Han blev løsladt 11. februar 1990 og i 1994 blev han valgt som sit lands første sorte præsident.

Modtog sammen med F. W. de Klerk Nobels Fredspris i 1993 227

207 Frederik W. de Klerk, f. 1936, jurist, sydafrikansk politiker, præsident 1989-1994, fra 1889 formand for National Party, modtog 1993 sammen med Nelson Mandela Nobels Fredspris. I 1997 trak han sig tilbage fra politik.

208 Nelson Mandela: Vejen til frihed, en selvbiografi, København 2007, p. 127 og p.464 209 EWN-RA, kasse 2. EW boede hos den anglikanske stiftsprovst i det farvede Distrikt 6, Cape Town.

210 Ordet afrikaner bruges i denne fremstilling om Afrikas indfødte befolkning, der på engelsk betegnes native, mens ordet afrikaan bruges om den især hollandske indvandrerbefolkning.

211 Dagbogen 11. oktober 1953, EWN-RA, kasse 2 212 Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, London and New York 1954 213 Survey p. 29 214 Survey p. 37-38 215 Survey p. 41 – min oversættelse 216 Survey p. 61 – International Review of Missions, January, 1935 – min oversættelse 217 Lederen af Kirkernes Raceprogram i Danmark, Leif Vestergaard, skriver i mail af 8. august 2011 til forfatteren følgende: „Som jeg husker det, begyndte debatten omkring raceproblemerne i Sydafrika først at dukke op i økumeniske kredse i slutningen af 60’erne – navnlig inspireret af Sydafrikas økumeniske Råd. WCC’s generalforsamling i Uppsala satte for alvor fokus på racespørgsmålet i hele det sydlige Afrika, og det resulterede i oprettelsen af Programme to Combat Racism i 1969. I Det økumeniske Fællesråd var der stor tøven overfor at oprette et lignende program i Danmark, og derfor blev Kirkernes Raceprogram oprettet som en selvstændig organisation af Det økumeniske Center (med adresse sammesteds) i 1971.

Det skabte som bekendt en voldsom debat med bl.a. missionsselskaberne (især Sudanmissionen) og Folkekirkens Nødhjælp. Informationsarbejdet blev i 1974 fulgt op af rapporten „Danmarks aktier i apartheid”, der beskæftigede sig med danske firmaers arbejdsvilkår for sorte medarbejde i Sydafrika, og deltagelse i ØK’s generalforsamling.“ 218 EWN-RA, kasse 1 - fra 21. februar 1956 indtil sommeren samme år var der en korrespondance mellem den svenske biskop i Sydafrika, E. Sundgren, Erik W. Nielsen og 228

Ronald K. Orchard m.fl. – Igen i 1959 var der bud efter EW fra Sydafrika, man ville låne ham i fem uger til at hjælpe med at opbygge en teologisk uddannelse for lægfolk (DMS-RA, brev af 3. august 1959, Skr 140/59) – dette besøg blev gennemført i efteråret 1960 219 Det Danske Missionsselskabs Beretning for 1954, p. 105.

220 For en samlet fremstilling af missionen i Aden, se: H. Nielsen: Tålmodighed forpligter, København 2005, p. 237-331 221 Erik W. Nielsen: Paa Pionermission i Arabien, København 1948, p. 39 222 EWN-RA, kasse 4 223 Det Danske Missionsselskabs Beretning for 1953, p. 107f.

224 Der foreligger en rapport bragt i Det Danske Missionsselskabs Beretning for 1953, p.

103-108, desuden har EW sendt en rapport til IMC, der ikke er dateret, men sendt fra Aden, så den må være fra midt i december 1953, og et brev til generalsekretær C. Rendtorff i DMS, dateret 11. december 1953 og mærket: „Strikte privat og konfidentielt.“ Rapporten til IMC og brevet til Rendtorff findes i EWN-RA, Kasse 2 225 Oluf Høyer, 1859-1930, dansk missionær og præst, grundlægger af Dansk Kirkemission til Arabien.

226 Brev af 11. december 1953 til Rendtorff, EWN-RA, kasse 2 227 Brev af 23. oktober 1956 fra Rendtorff til EW – EWN-RA, kasse 228 Brev af 3. november 1956 til Rendtorff – EWN-RA, kasse 229 Brev af 24. november 1956 fra Rendtorff til EW, og brev af samme dato fra DMS til IMC – EWN-RA, kasse 1 230 Brev af 12. januar 1957 til Marie, MSN-PA 231 Albert Kenneth Cragg, f. 1913, britisk missionær og islamkender, 1950 doktor på afhandlingen: „Islam in the Twentieth Century: The Relevance of Christian Theology and the Relationship of Christian Missions to Its Problems.“ 1950-1958 professor ved Hartford Seminary, 1958 vendte han tilbage til Mellemøsten, 1967-1970 professor Ibadan, Nigeria, 1970-1981 anglikansk biskop i Cairo, stort forfatterskab om forholdet mellem kristendom og islam.

232 Erik Stidsen, brev af 18. august 2010 til forfatteren 233 Inge Tranholm-Mikkelsen, nekrolog I KD, 10. marts 1971

234 Erik W. Nielsen: Report on a Visit to Aden, March 21st – April 28th, 1958, With particular reference to the work of the Church of Scotland Mission and the Danish Missionary Society – DMS-RA 235 For en samlet fremstilling af denne proces, se: Karsten H. Nissen: Det internationale Missionsråds integration med Kirkernes Verdensråd, Århus 1972, guldmedaljeafhandling, Aarhus Universitet.

236 The Role of the IMC, p. 186 237 Eivind Berggrav, 1884-1959, norsk teolog, dr.theol. 1925 på en religionspsykologisk afhandling, 1928-1937 biskop i Tromsø, og 1937-1951 biskop i Oslo, leder af den norske kirkekamp 1940-1945, interneret af tyskerne 1942-1945, efter krigen blev han et fremtrædende medlem af WCC 238 Præsenteret ved foredrag holdt på Svenska Instituttet för Missionsforskning, 15.-16. marts 1955, offentliggjort i SMT 1955, p.

78-88 og Kristen Gemenskap, efterår 1955.

239 Manuskript til Kristen Gemenskap, efterår 1955, EWN-RA, Kasse 13 240 The role of IMC, p. 208f 241 Jeg vælger i denne fremstilling formuleringen partners in obedience, da den teologisk rummer mere end den danske oversættelse 242 Dagbog 16. februar 1956, EWN-RA, kasse 2 243 Valget faldt i sidste ende på Lesslie Newbigin 244 Der er en serie breve om dette emne i EWN-RA, kasse 1 245 Brev af 3. august 1959 fra Christian Council of South Africa til DMS med anmodning om at låne EW i perioden 4. september til 21. oktober 1960. Besøget fandt sted i forbindelse med, at EW sammen med Rendtorff deltog i Det lutherske Verdensforbunds Missionskomités møde i Bukoba.

Skr. 140/1959 – DMS-RA, kasse 10, og DMS Skr. 76/1960 – DMS-RA, kasse 113.

246 Brev af 26. september 1956 fra EW til professor Regin Prenter, Aarhus, og brev af 3. november 1956 fra EW til generalsekretær C. Rendtorff, DMS, - EWN-RA, kasse 1 247 Regin Prenter, 1907-1990, dansk teolog og præst, 1944 dr. theol. på afhandlingen „Spiritus Creator”, 1945-72 professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, regnes for én af „de fire store i Aarhus.“ 248 Brev af 26. februar 1958 fra EW til Erik Petersen, - EWN-RA, kasse 1 249 Der var en del, som beklagede, at EW ikke fik et dansk professorat, blandt disse kirke-

minister Orla Møller, der i et brev dateret 8. marts 1967 skrev til EW: „Kære Erik. Tak for en ualmindelig interessant samtale. Det er længe siden, jeg i den grad har følt mig ført ind i det centrale i problemerne omkring den kristne forkyndelse. Hvor kunne jeg ønske mig, at du havde været professor ved et teologisk fakultet her i landet……“ EWN-RA, kasse 2 250 Brev af 3. november 1956 fra EW til C. Rendtorff, - EWN-RA, kasse 1 251 Dagbogen den 21. februar 1956, - EWNRA, kasse 2 252 Brev af 24. februar 1958 til H. Høgsbro – EWN-RA, kasse 1 253 Brev af 24. februar 1958 til H. Høgsbro – EWN-RA, kasse 1 254 Brev af 3. november 1956 fra EW til C. Rendtorff, - EWN-RA, kasse 1 255 Brev af 27. januar 1957 til Marie, MSN-PA 256 Brev af 24. november 1956 fra Rendtorff – EWN-RA, kasse 1 257 E. Nielsen, 1975, p. 141 – jf. Rendtorffs utrykte manuskript til bogen, p. 269, CR.PA 258 Søren Hansen Sørensen, 1880-1971, dansk præst, medlem af DMS’s bestyrelse 19191958, formand for DMS 1935-1958 259 „Jeg ville gerne have Erik W. Nielsen ind som generalsekretær, og han havde ved et møde i udlandet, hvor jeg var sammen med ham, lovet, at hvis det kom til at ligge for, ville han ikke sige nej til en opfordring dertil.“ (CR-PA, utrykt manuskript, p.269). I Egon Nielsens bog er dette nedtonet til: „Den unge præst, Erik W. Nielsen, havde forlods lovet, at han ikke ville sige nej, hvis han en dag blev opfordret til at overtage generalsekretærposten i DMS.“ (Som tiden dog går, p. 141) Når der er denne forskel, skyldes det formodentlig et hensyn til Erik Petersen, at han ikke skulle kunne læse, at Rendtorff i virkeligheden havde ønsket EW til denne stilling.

Rendtorff ønskede EW og kun EW som generalsekretær. Han vidste af erfaring, at det var uholdbart med to generalsekretærer. Det er altså ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden, når Rendtorff i sin nekrolog i KD, 9. marts 1971, skriver: „DMS skulle have ny generalsekretær, og det var alles overbevisning, at man ikke kunne få nogen bedre mand til den post end Erik W. Nielsen.“ Her pyntede Rendtorff på historien.

260 E. Nielsen, 1975, p. 137f 261 Brev af 16. november 1963 til Marie, MSNPA 229

262 De to foredrag: 1) Raceproblemet i Afrika, og 2) Kristendom og Islam i Afrika, blev året efter udgivet som to små bøger med samme titel 263 Brev 1. januar 1958 til Marie, MSN-PA 264 Brev af 8. februar 1958 fra biskop Høgsbro, EWN-RA, kasse 1 265 Brev af 26. februar 1958 til Erik Petersen – EWN-RA, kasse 1 266 Inge Jeppesen, 1928-2001, dansk missionær og præst, i DMS’s bestyrelse 1970-75 og 1979-82, gift 1961 med Verner TranholmMikkelsen 267 Brev af 27. marts 1958 fra biskop H. Høgsbro, EWN-RA, kasse 1 268 DMB 1958, p. 116-118 269 Torben Christensen, 1921-1983, dansk teolog og kirkehistoriker, dr. theol. 1954 og samme år professor i kirke- og dogmehistorie ved Københavns Universitet, formand for Dansk Pathanmission 1960-1974.

270 DMR’s protokol 1948-1960, p. 111 – DMRRA, kasse 113 271 Brev af 27. marts 1948 fra biskop H. Høgsbro, EWN-RA, kasse 1 272 Brev af 31. marts 1958 fra C. Rendtorff, EWN-RA, kasse 1 273 Brev af 7. april 1958 til Marie, MSN-PA 274 Brev af 15. april 1958 til Marie, MSN-PA 275 Brev af 6. juni 1958 til biskop H. Høgsbro, EWN-RA, kasse 1 276 Brev af 7. juni 1958 til Erik Petersen, EWNRA, kasse 1 277 DMR’s protokol 1948-1960, p. 141 – DMRRA, kasse 113 278 DMR’s protokol 1948-1960, p. 185f – DMRRA, kasse 113 279 DMR-RA, kasse 113 280 Fra 1. november 1962 blev Alice JohansenStolt ansat som kontorsekretær 281 DMR-RA, kasse 114 282 Nordisk Missionsråds møde i Helsingfors 30. august 1961, DMR-RA, kasse 113 283 Brev fra til Marie december 1961, MSN-PA 284 Brev af 28. september 1962 fra DMS til DMR, og brev fra EW til Johs. Aagaard, 27. december 1962, - DMR-RA, kasse 114 285 Rudolf Bultmann, 1884-1976, tysk luthersk teolog, var medlem af den tyske bekendelseskirke i 30’erne og 40’erne, 1921-1951 professor i Ny Testamente ved Marburg Universitet.

286 H. Høgsbro: Er det nu kirkernes og ikke missionens tid? – NMT 1960/4 287 Christian Møinichen Baun, 1898-1972, cand. theol. 1924, generalsekretær for 230

KFUM og KFUK i Danmark 1931-40, biskop i Viborg 1951-1968, medlem af DMS’s bestyrelse 1958-1966, 288 Bestyrelsesskrivelse 75/1964, DMS-RA, kasse 115 289 Ungdomsarbejderen 1959, p. 3 290 Williams 1963, p. 44: „I dag er der et stærkt spørgsmål vedr. det adækvate i denne type definition; det er foreslået at reformatorernes definition af kirken var alt for statisk, alt for meget reflekterede den middelalderlige situation i hvilken kirken var synliggjort som den lokale gruppe på et givet lokalt sted, der udøvede alene de religiøse handlinger….“ – min oversættelse 291 H. Nielsen, 1975, 38f 292 Brev af 26. april 1964 til biskop Chr. Baun, EWN-RA, Kasse 1 293 DMB 1943, p. 436-38 og 451-53 294 SMT 1955, p. 82 295 Brev fra Christian Baun, dateret 29. april 1964, EWN-RA, kasse 1 296 Ungdomsarbejderen, 1959, p. 3f.

297 NMT 1962/4 p. 251 298 Citeret efter EW: Mission i økumenisk perspektiv, NMT 1962/4 p. 253 299 Ibid p. 258 300 Inge Tranholm-Mikkelsen: Menighedens struktur og funktion, København 1968.

301 NMT 1962/4 p. 264f.

302 Her citeret efter EW: Mission i økumenisk perspektiv, NMT 1962/4 p. 245 303 ibid, p. 246 304 Ibid p. 248 305 NMT 1959/3 p. 134ff.

306 SMT 1955 p. 78-88 307 Ibid p. 86 308 I dette spørgsmål kom EW til at øve indflydelse på sin gamle lærer, professor Hal Koch – se Kirkens Historie, 1962 p. 184ff 309 Axel Malmstrøm: Missionsproblemer behandlede på Whitbykonferencen (ikke publiceret foredrag holdt ved missionærkursus på KFUK i København den 10. december 1947) – AM-RA 310 NMT 1959/3 p. 129-138 og The role of IMC, London 1958 311 Skr. 15/1960, DMS-RA kasse 111 312 Brev 12. dec. 1959 til Marie, MSN-PA 313 Skr. 15/1960, DMS-RA kasse 111 og DMB 1960, p. 63f., læs også Ove Hørlyck: Systemskifte i Arcotkirken, DMB 1960, p. 213-217 314 Man valgte pastor Dorairaj Peter som præsident, læge R. V. Daniel som sekretær og John Nallatambi som kasserer.

315 Jawaharlal Nehru, 1889-1964, indisk politiker, der siden 1917 havde arbejdet sammen med Mahatma Gandhi. Ved Indiens selvstændighed blev han 1947 landets premierminister og udenrigsminister, og det var ikke mindst på grund af ham, at Indien hurtigt udviklede sig til en sekulær demokratisk stat. Modsat Gandhi var han overbevist om, at Indiens fremtid lå i en hurtig industrialisering efter europæisk forbillede.

316 Harboe, 2010, p. 116f., se også EW: Neyveli – den store udfordring, DMB 1960 p. 112116 og Ove Hørlyck: Menigheden i Neyveli, DMB 1960, p. 426-428 317 Harboe, 2010, p. 118f., tegner et andet billede af situationen i Neyveli på baggrund af Kaj Baagø, som EW bad om at skrive en rapport til DMS om mulighederne i Neyveli. Harboe fremstiller sagen som en strid mellem CSI og ALC om retten til at bygge menighed i Neyveli i henhold til en aftale mellem CSI og ALC om grænsedragningen mellem de to kirker. Det kan ikke afvises, at EW har harmoniseret forholdet til CSI for at tilfredsstille DMB’s læsere.

317a DMB, 1960 p. 112-116 318 Til udviklingen i Kina – se: Anne Hviid Jensen: I Lys og Mørke, København 2005 319 NMT 1949/3, p. 181-98 320 Til DMS’s start i Tanganyika – se: Knud Ochsner: Hånd i Hånd, København 2006 321 Chiang Kai-shek, 1887-1975, kinesisk politiker og militærmand, leder af nationalistpartiet Guomindang fra 1926 og den dominerende lederskikkelse i Republikken Kina i årene 1928-49, efter kommunisternes magtovertagelse 1949 slog han sig ned på øen Taiwan, hvor han fortsatte til sin død som præsident anerkendt af USA og England med plads i FN og FN’s sikkerhedsråd som en af verdens fire stormagter.

322 H. Nielsen, 2005, p. 270-78 323 Rendtorff, upubliceret manuskript til erindringer, p. 262-67 CR-PA 324 DMB 1956 p. 153 325 Ang. missionen i Japan – se speciale i historie, Aarhus Universitet, udarbejdet af Michael Christensen 2005 326 Ove Bartholdy, 1929-2008, 1955 cand. theol., præst, 1956-62 missionær i Japan 327 Villy Peter Sørensen, 1916-1995, formand for Østerlandsmissionen 1960-74, medlem af DMS’s bestyrelse 1976-1982 328 H. Nielsen, 2005, p. 223-236 329 Kirsten Vind, f. 1919, dansk diakonisse,

formand for Kvindelige Missionsarbejdere 1959-1981 330 Vind, 2002, p. 148. EW’s bistand fandt sted på baggrund af, at han 3. marts 1966 under et besøg i Libanon besøgte Fuglereden og vendte tilbage i november samme år. I brev af 2. januar 1967 gjorde han rede for sine forslag til Fugleredens fremtid og deltog 14. januar 1967 i et møde med KMA’s ledelse om emnet. (EWN-RA, dagbøger, kasse 3) 331 DMS-RA, Kasse 706 332 Brev af 31. oktober 1960, EWN-RA, kasse 1 333 Georges Marshall, 1880-1959, 1939-1944 øverstkommanderende for den amerikanske hær, 1947-1949 udenrigsminister, hvor han tog initiativ til Marshallhjælpen til genopbygning af det ødelagte Europa, 1950-51 forsvarsminister, 1953 modtog han Nobels Fredspris 334 Lidegaard, 2011, p. 225ff.

335 Jens Otto Krag, 1914-1978, dansk socialdemokratisk politiker, hovedforfatter til Socialdemokratiets handlingsprogram efter Anden Verdenskrig (Fremtidens Danmark), 1947-50 Handelsminister, 1953-58 Økonomi- og Arbejdsminister, 1958-62 Udenrigsminister, 1962-68 og 1971-72 Statsminister. Hans store politiske vision var at føre Danmark ind i de europæiske fællesskaber (EF), hvilket skete med overvældende flertal ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972, hvorefter Krag dagen efter trak sig tilbage som minister.

336 Lidegaard, 2001, p. 433 337 Lidegaard, 2001, p. 433 f 338 Bach, 2008, p. 72-89 339 John Fitzgerald Kennedy, 1917-1963, amerikansk politiker, præsident for USA 196163, skudt den 22. november 1963 i Dallas, Texas.

340 Viggo Kampmann, 1910-1976, dansk økonom og socialdemokratisk politiker, finansminister 1953-60 og statsminister 1960-62, trak sig af helbredsgrunde tilbage i august 1962 hvorefter Jens Otto Krag blev statsminister.

341 Viggo Kampmanns embedsarkiv i Rigsarkivet, Statsministeriet, Kasse 4: Taler, artikler mm.

342 Hans Peter Børresen, 1821-1901, dansk missionær, grundlagde 1867 sammen med nordmanden L. O. Skrefsrud et missionsarbejde blandt stammefolket santalerne i Bengalen, Indien, hvilket blev til Dansk Santalmission.

231

343 KD 7. december 1960, bragte et grundigt referat af mødet og dagen efter en leder 344 Kirkeligt Magasin den 16. december 1960, se også det svenske tidsskrift Kristen Gemenskap, hvor Kampmann i juni 1961 fremførte lignende synspunkter 345 Brev af 20. december 1960 til Høgsbro, DMR-RA, kasse 113 346 Vi skal frem til finansåret 1963-64 før vi finder en budgetlinje for u-landshjælpen. Den var da på ca. 29 mio kr. svarende til 0,05% af BNP – jf. http://www.dst.dk/da/statistik/ publikationer/vispub.aspx?cid=13348 – i 2009 udgjorde den danske udviklingsbistand 0,73% af BNP jf. http://www.dst. dk/da/statistik/publikationer/vispub. aspx?cid=16217 347 Professor K. E. Bugge har i telefonsamtale med forfatteren den 20. september 2010 oplyst, at han husker, at EW „ofte kom på Institut for Dansk Kirkehistorie for at holde møde med Hal Koch.“ Bugge var på det tidspunkt Kochs nærmeste akademiske medarbejder på instituttet. En anden af Kochs nære medarbejdere, professor Holger Bernt Hansen skriver i en mail til forfatteren november 2010, at EW „var stærkt involveret i Hal Kochs udarbejdelse af bogen Fremtiden Formes og kom i den tid ofte på instituttet.”

348 Holger Bernt Hansen: Mission og U-landshjælp, p. 186, og samme: Mission, udvikling og ulandshjælp, p.112-113, og Uffe Torm: Brød og Bibler 349 Koch: Fremtiden formes, p. 48ff.

350 Ibid. p. 50 351 Ibid. p. 51.

352 Koch: Santalposten 1961/5, p. 83-86 og Santalposten 1961/ p. 158-163 353 Information 10. februar 1962 354 Nan Henningsen, 1920-2004, dansk journalist 355 Jf. hertil EW’s artikel om U-landshjælp og Ydre Mission i mindebogen om Hal Koch, p. 155-162, hvor EW gør Kochs synspunkt om to-regimente-læren til sit eget.

356 Santalposten 1961/ p. 158-163 357 ibid. p. 161 358 Ibid. p. 162 359 Ibid. p. 162f.

360 Vilhelm Nielsen: En folkelig opgave, Højskolebladet 1950/45, p. 493-495 (anmeldelse af EW’s bog: Den missionerende kirke) 361 Se hertil: Harald Nielsen: Systemskiftet i Det Danske Missionsselskab 1889, ikke of232

fentliggjort emnekredsopgave ved Aarhus Universitet 1973 362 A. Rosenstand Hansen: Nogle synspunkter vedrørende u-landshjælpen, NMT 1962/2 363 Koch, Fremtiden: p. 25 364 Ibid. p. 29 365 DMR – møde den 22. marts 1961, Protokol 1960-1965, p. 14-15 – DMR-RA, kasse 114 366 Arne Thomsen, f. 1928, cand. theol. 1954, sekretær i Folkekirkens Nødhjælp 19581964, konstitueret sekretær i DMR 1963, efter 1964 præst og provst 367 DMR – FU 12. maj 1961, Protokol 19601965, p. 21-22 – DMR-RA, kasse 114 368 Berlingske Aftenavis, 23. januar 1962, se hertil Harboe: 2010, p. 129-138 369 Willy Westergaard Madsen, 1907-1995, præst, generalsekretær i De samvirkende Menighedsplejer 1942-1960, Københavns biskop 1960-75, 370 DMR-RA, kasse 113 371 Det drejede sig om tidligere missionær i Indien, pastor Ove Hørlyck. I en del år havde man en sådan studenterpræst for u-landsstuderende. Koch havde i denne tid planer om, at omdanne den bygning på Vodroffsvej på Frederiksberg, hvor Institut for Dansk Kirkehistorie havde til huse til en ny seks etagers bygning, hvor øverste etage skulle indrettes som kollegium for u-landsstudenter.

372 DMS’s Årbog 1971, p. 53f 373 Per Federspiel, 1905-1994, dansk modstandsmand og politiker, cand. jur. 1931, 1945-1950 minister for særlige anliggender, 1947-1950 og 1957-1974 medlem af Folketinget, 1960-1963 præsident for Europarådet, 1973-1974 medlem af Europaparlamentet.

374 Referat fra mødet den 19. juni 1961, DMRRA, kasse 113 375 DMR møde den 1. november 1961, Protokol 1960-65 p. 37, DMR-RA, kasse 114.

376 DMR protokol 1960-1965 p. 47, DMR-RA kasse 114 – i samme sag havde en delegation fra DMR under ledelse af Poul Hartling og Erik W. Nielsen foretræde for folketingsudvalget.

377 Bodil Koch, 1903-1972, en af de første seks kvinder i Danmark der blev cand.theol., gift med Hal Koch, medlem af Folketinget 1947-1971, Kirkeminister 1950 og 19531966, Kulturminister 1966-1968 378 Brev fra Bodil Koch til Hal Koch, august 1962: „Hal, så er der noget, du ikke kan

lide. Måske bliver det ikke til noget, så don’t worry. Men jeg blev kaldt til Kampmann og spurgt, om jeg (uden at opgive Kirkeministeriet) ville være minister for U-landshjælpen. Jeg kan ikke sige nej. Men endnu er det ikke sikkert, at jeg får det endelige tilbud.

Og så er det kun godt, for det bliver et ansvar uden lige at få noget ordentligt ud af det….“ – her citeret efter: Bodil Possing: Uden Omsvøb, p. 296 379 DMB 1962, p. 96 380 DMR protokol 1960-1965, p. 67, DMR-RA, kasse 114 – der blev udpeget to observatører, ud over EW var det formanden for Mellemfolkeligt Samvirke. Formand for Styrelsen, der havde syv medlemmer, var professor P. Nybo Andersen. Efter EW overgik hans mandat til DMR. 381 Brev af 28. december 1962 fra udenrigsminister Per Hækkerup, DMS-RA, kasse 794 – udnævnelsen var personlig og var gældende for tre år. I Rådet sad også professor Hal Koch og generalsekretær Erik Petersen, DMS. Da EW forlod DMS, overgik hans plads i Rådet til ass. generalsekretær Johannes Lund, DMS. Rådet var på ca. 50 medlemmer, det var her den bredere ulandspolitiske debat førtes.

382 DMR – FU 7. maj 1963 skr. 27/1963, DMRRA, kasse 114 383 Brev 12. november 1959 til Marie, MSN-PA 384 For en grundig gennemgang af sammenlægningsprocessen og mødet i New Delhi se Karsten H. Nissens guldmedaljeafhandling: Det internationale Missionsråds integration med Kirkernes Verdensråd, Århus 1972 385 Se hertil: Langhoff (red) 1962, p. 9-27, DMS’s Årbog 1961-62, p. 5-9, NMT 1962/4, p. 243-71 386 The role of IMC, p. 185-190 387 James Edward Lesslie Newbigin, 19091998, britisk missionær og teolog, 19361947 landsbyevangelist i Indien, var arkitekten bag Church of South India, og blev 1947-1959 biskop for denne kirke i Madurai, Sydindien; 1959-1961 generalsekretær i IMC og ledte i den forbindelse IMC til integrationen med WCC i 1961, hvorefter han 1961-1965 var vicegeneralsekretær i WCC med ansvar for Devision of World Mission and Evangelism; 1965-1974 biskop i CSI i Madras, 1974-1979 professor ved Selly Oak. Stort forfatterskab.

388 The role of IMC, p. 238-240 389 Dagbog 1960-1961 – EWN-RA, kasse 3

390 Brev til Marie, december 1961, MSN-PA, da EW takkede nej til dette tilbud, blev biskop Stephen C. Neill i stedet professor i Hamburg i årene 1962-1967 391 Brev til Marie december 1961, MSN-PA 392 Brev 4. april 1962 til Aagaard, brev 5. april 1962 fra Aagaard og brev 16. april 1962 til Aagaard, DMR-RA, kasse 114 393 Brev 16. april 1962 til Aagaard, DMR-RA, kasse 114 394 DMR, FU møde 7. juni 1962, Protokol 1960-1965, p. 77 – DMR-RA, kasse 114 395 DMR, FU møde 23. oktober 1962, Protokol 1960-1965 p. 89f., DMR-RA, kasse 114 396 Brev 20. januar 1963 til Marie, MSN-PA 397 Det har ikke været muligt at opspore disse udskrifter, som ikke findes i EWN-RA eller i MSN-PA 398 William Wilberforce, 1759-1833, engelsk politiker, der ledede kampagnen for afskaffelse af slaveriet og var en af stifterne af Church Missionary Society i 1799.

399 Henry Venn, 1796-1873, engelsk missiolog, blev 1841 udnævnt til sekretær i CMS, bedst kendt som en af ophavsmændene til de tre selv’er: selv-styre, selv-underhold og selv-udbredelse.

400 Brev 9. april 1963 til Marie, MSN-PA 401 Brev 23. april 1963 til Marie, MSN-PA 402 Paul Verner Hansen, 1909-1996, dansk teolog og præst, domprovst i København 1963-79, medlem af DMS’s bestyrelsen 1949-1966 403 Brev 23. september 1963 til Marie, MSN-PA 404 Brev 28. august 1963 til Marie, MSN-PA – min oversættelse 405 Samtale med forfatteren den 14. juni 2010 406 Desværre er brevene fra Marie til EW ikke bevaret, men af EW’s brev 16. november 1963 til Marie, fremgår det, at Marie har prøvet at kalde ham tilbage på sporet.

MSN-PA 407 Brev 13. december 1963 til Marie, MSN-PA 408 Brev 16. december 1963 til Marie, MSN-PA 409 Se hertil Rendtorffs nekrolog i KD, 9. marts 1971 og DMB 18/1964, p. 331 410 Oplysningerne bygger på: A Report from the Theological Education Fund – Five Years 1958-1963 – AJS-PA 411 Survey of the training of the ministry in Africa, IMC, London, New York, 1950-1954 – 3 dele i et bind.

412 Se hertil: Erik W. Nielsen: Det teologiske Uddannelsesfond, NMT 1965/1, p. 3-13 413 John David Rockefeller, Jr., 1874-1960, 233

amerikansk filantrop, regnes for en af de rigeste amerikanere nogensinde, donerede bl.a. grunden, hvorpå FN bygningen står i New York, og er grundlægger af Rockefeller Center i New York.

414 Yorke Allen: A Seminary Survey, Harper, New York, 1960 415 Jf. International Review of Missions, Oktober 1965, p. 433 416 Brev 16. december 1963 fra EW til MSN, MSN’s privatarkiv 417 Ansættelseskontrakt, dateret 1. januar 1966 og underskrevet af TEF’s Director, Rev. James F. Hopewell, meddeler, at EW er ansat pr. 1. november 1964 med bopæl i Danmark og fra 1. juli 1965 med bopæl i England, som Associate Director, årlig løn 2.000 £ + 107£ som pensionstillæg. – EWN-RA, kasse 1 418 NMT 1951/4, p. 219-231 419 Ibid., p. 224 420 Alice Johansen-Stolt, f. 1935, blev i 1962 ansat som den første kontorsekretær i DMR og fulgte med EW til London, hvor hun var hans sekretær frem til 1969 421 Oplyst forfatteren i samtale med Alice Johansen-Stolt i samtale 29. juni 2010 422 DMB 1964, p. 231: meddeler Rendtorff, at generalsekretær Erik Petersen den 9. juni 1964 blev udnævnt til programredaktør i Danmarks Radio 423 Ole Sven Bertelsen, f. 1925, præst, 1957-1962 landsekretær i KFUM og KFUK i Danmark, 1962-1964 præst ved Helleruplund kirke, 1964-1972 generalsekretær i DMS, 19721975 præst ved Messiaskirken, Hellerup, 1975-1992 biskop over Københavns Stift.

424 EW’s dagbog 21. oktober 1964, RA, kasse 3 425 Kaj Baagø holdt sit berømte foredrag ved DMS’s Repræsentantskabsmøde i Herning i oktober 1964 (DMB 353f.), netop som EW var fratrådt sin stilling i DMS, og ved det møde, hvor Ole Bertelsen blev præsenteret som generalsekretær. Foredraget indledte en proces, der endte med, at Baagø afbrød sit samarbejde med DMS. Da bruddet ligger efter EW’s ansættelse i DMS behandles det ikke her, men der henvises til Jørgen Harboes bog: Manden der ville frelse verden, København 2010. Der findes i EW’s arkiv kun et enkelt brev om denne sag.

426 Oplysninger givet af Jørgen S. Nielsen den 1. februar 2012 og brev af 13. november 1964 til Marie, MSN-PA

234

427 A Theological Book List – by Raymond P. Morris, udgivet af TEF 1961, – og: A Theological Book List of Works in English, French, German, Portuguese, Spanish – udgivet af TEF 1963, Distributors: Blackwell’s Oxford and Allenson’s Naperville, Illinois.

428 D.T. Niles: Den kristne østasiatiske Konference, DMS’s Årbog 1960-61, p.10-18 429 NMT 1965/1, p.10f 430 A Report from the Theological Education Fund 1958-1963 – AJS-PA 431 NMT 1965/1, p. 13 432 Brev 3. december 1964 til Marie, MSN-PA 433 Brev af 18. september 1969, EWN-RA, kasse 1 434 Ibid. p. 13 435 Knud Wümpelmann, f.1922, blev 1960 formand for Baptistkirkens ydremissions udvalg og blev dermed observatør i DMR og fra 1962 fuldgyldigt medlem, samme år blev han medlem af DMR’s FU. Wümpelmann udtrykker i mail af 13. august 2010 til forfatteren, at han satte stor pris på EW, fordi denne havde en dyb økumenisk forståelse.

436 Brev af 3. december 1964 til Marie, MSNPA 437 Harboe, 2010, p. 154 og p. 167 438 Brev 28. november 1964, MSN-PA 439 Her citeret efter Harboe, 2010, p. 167 440 Kaj Baagø: A Bibliography of Indian Theology (Library of Indian Christian Theology), Madras, CLS for UTC, Bangalore, 1969 441 Samuel Marinus Zwemer, 1867-1952, 18901929 var han missionær i Egypten og andre arabiske lande, 1929-1937 var han professor i missionshistorie ved Princeton Theological Seminary, forfatter til en lang række bøger.

442 Gamal Abdel Nasser, 1918-1970, egyptisk officer og politiker, deltog i 1940’erne i forskellige grupper, der var imod udenlandsk dominans i Egypten, og i 1952 anførte han de unge officerers kup mod kongen, 19541970 var han Egyptens anden præsident.

443 Brev af 14. februar 1965, MSN-PA 444 Shenouda, f. 1929-2012, levede i mange år som eremit i huler i den egyptiske ørken, blev derefter hentet ind som biskop og leder af COS, blev valgt som pave for den koptisk ortodokse kirke i 1971 under navnet Shenouda III. 445 Dagbog 6. oktober 1965, EWN-RA, kasse 2 446 Forfatteren har to gange i hhv. 2005 og

2007 deltaget i disse bibeltimer, der nu finder sted i den koptisk ortodokse domkirke i Abbasiya, Cairo. Begge gange anslog man, at der var ca. 5.000 deltagere. Bibeltimerne blev simultantolket til engelsk for ikke-arabisk talende deltagere, og de blev transmitteret direkte på TV. 447 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2, min oversættelse 448 Biskop Samuel, 1921-1981, præsteviet 1950, biskop 1962.

449 Dagbog 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 450 Mohamed Anwar al-Sadat, 1918-1981, hørte til kredsen omkring præsident Naser ved kuppet i 1952 og besad flere ministerposter indtil han 1970-81 efterfulgte Naser som præsident. Han sluttede 1979 fred med Israel, for hvilket han modtog Nobels Fredspris i 1978 sammen med Israels premierminister.

451 Dagbogsblad 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 452 Dagbogsblad 4.-9. oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 – min oversættelse 453 Dagbogsblad 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 454 Båden eksisterer stadig og ejes i dag af, CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services), der er Egyptens største NGO. I dag ligger båden fast forankret i byen el-Minia, ca. 200 km syd for Cairo, og bruges som konferencested og overnatning for organisationens medarbejdere.

455 Oplysninger givet af CEOSS’ administrerende direktør, dr. Andrea Zaki Stephanous, i mail 13. februar 2012. Bruno Bødker Hansen og Betty From Jensen, gjorde 1998-2001 tjeneste som hhv. lærer i kirkehistorie og bibliotekar ved ETSC, udsendt af Danmission.

456 Brev af 17. februar 1965 til Marie, MSN-PA 457 Dagbogsblad 5. oktober 1965, MWN-RA 458 Forfatteren var 10. september 2003 i audiens hos pave Shenouda sammen med en delegation fra den egyptisk-tyske dialogkonference. Ved den lejlighed udtalte paven som et svar på et spørgsmål fra deltagerne, at den eneste dialog med islam, der fandtes i den koptisk ortodokse kirke, fandt sted på hans kontor. Han tillod ikke sine præster og munke at deltage i nogen som helst form for dialog med muslimer, uden det var under hans personlige kontrol.

459 Rejserapport fra Cairo, 4.-9. oktober 1970, EWN-RA, kasse 2

460 Den store danske Encyklopædi, 12, p. 140142 461 Maronitterne er medlemmer af et syrisksproget kirkesamfund, opkaldt efter den oldkirkelige eneboer, Maron, der levede i 5. århundrede. I modsætning til de øvrige syrisksprogede kristne, forblev maronitterne inden for Kalkedons bekendelse. Under korstogstiden fik maronitterne nær forbindelse til den romersk-katolske kirke og anerkendte pavens overhøjhed, hvilket man stadig gør, samtidig med at man har bevaret egen ritus og kirkeret. Maronitternes patriark er i dag romersk katolsk kardinal.

462 Druserne betragter sig selv som en blandingsreligion mellem kristendom og islam.

De er tilhængere af en egyptisk kalif, der omkring år 1000 påberåbte sig at være Gud selv. De lever i Libanon, Syrien, Jordan og Israel, ligesom der findes en del emigranter.

De lever primært i Libanons bjerge syd for Beirut og har oprindeligt været bjergbønder, der har levet isoleret og har giftet sig ind i hinandens slægter. Under den libanesiske borgerkrig spillede de en vis rolle.

I dag har de eget undervisningssystem og indtager en del nøglestillinger i det libanesiske samfund.

463 Maria Jakobsen, 1883-1960, dansk sygeplejerske og missionær, udsendt første gang til Armenien for KMA i 1907 og i forbindelse med det store folkemord på armenierne i 1920 fulgte hun med de armenske flygtninge til Libanon, hvor hun oprettede skolehjemmet Fuglereden 1922, som hun drev til sin død.

464 Rafiq Hariri, 1944-2005, libanesisk forretningsmagnat og milliardær, 1992-1998 og 2000-2004 premierminister i Libanon.

Myrdet 14. februar 2004.

465 Oplyst af såvel Jørgen S. Nielsen som tidligere missionær Leif Munksgaard, der på dette tidspunkt boede i Beirut tæt ved det kommende byggeri og derfor ofte fik besøg af EW, når han træt og frustreret trængte til at tale frit med en dansker, der ikke havde noget med hverken TEF eller NEST at gøre.

466 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 467 Dagbogsnote, 11. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 468 Dagbogsnote, 2.-7. marts 1966, EWN-RA, kasse 2 469 Dagbogsnote, 2.-7. marts 1966, EWN-RA, kasse 2

235

470 Dagbogsnote, 18. oktober 1967, EWN-RA, kasse 2 471 Ifølge mail fra dr. Andrea Zaki Stephanous, Cairo, 13. februar 2012 til forfatteren eksisterer sammenslutningen stadig og har den netop afgåede rektor for NEST, dr. Mary Mihail, som formand.

472 Ved kirkemødet i Kalkedon 451 skiltes vandene mellem det store flertal af ortodokse og katolske på den ene side og bl.a. de koptisk ortodokse på spørgsmålet om Kristi guddommelighed.

473 Dagbogsblad, 4.-9. oktober 1970, EWNRA, kasse 2 – min oversættelse 474 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 – min oversættelse 475 Om overdragelsen af Tranquebarmissionen, se: H. Nielsen: Det Danske Missionsselskab og Tranquebarmissionen, i: Bugge m.fl., 2005, p. 147-164 476 H. Nielsen: DMS og Tranquebar, Bugge m.fl., 2005, p. 149-152 477 William Carey, 1761-1834, var en engelsk missionær i Indien, der ofte benævnes som den moderne missions fader. 1792 grundlagde han Baptist Missionary Society i England, og året efter rejste han til Indien som missionær.

478 Østergaard: Universitetet i Serampore, i Bugge m.fl., 2005, p. 166f.

479 Denne bygning blev bl.a. bygget af meterialer fra det tidligere Hirchholm (Hørsholm) slot, der efter affæren mellem Dronning Caroline Mathilde og Struense blev revet ned.

480 Lars Peter Larsen, 1862-1940, dansk teolog og missionær, 1889-1899 udsendt som missionær af DMS, som han derpå brød med, 1899-1910 KFUM sekretær i Madras, 19101924, rektor for UTC, 1918 dr.theol. h.c. ved Lunds Universitet, 1924-1933 ansat ved Det Britiske Bibelselskab med henblik på en revision af den tamulske bibeloversættelse, i 1933 vendte han tilbage til Danmark.

481 Brev af 2. april 1975 fra rektor til Marie, MSN-PA 482 Dagbog, 28. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 483 Brev af 4. februar 1966 til Marie, MSN-PA 484 Dagbog, 28. februar 1965, EWN-RA, kasse 2 485 TELC, Tamil Evangelical Lutheran Church, var dannet af den svenske mission og Leipzigermissionen og var altså arvtageren fra den gamle danske Tranquebarmission.

236

486 TELC „var rasende over, at CSI havde planlagt Synod Committee [intern CSI] sammen med mig hele lørdag formiddag og kun afsat tre timer til samlet komité….“ Dagbog 5. marts 1965, EWN-RA, kasse 2 487 Dorairaj Peter, 1919-1999, indisk luthersk præst i ALC, 1960-1981 valgt som første indiske præsident for ALC og var 1981-1983 ALC’s første biskop.

488 Brev af 12. marts 1965 til Marie, MSN-PA 489 Rejserapport, Indien 29. januar til 25. februar 1966, EWN-RA, kasse 2 490 Brev af 17. november 1966 til Marie, MSNPA 491 Ibid 492 Til en nærmere beskrivelse af undervisningen i Madurai, se: Wingate, 1999: Does Theological Education make a difference.

Wingate har i en årrække været lærer ved Madurai.

493 Brev af 28. oktober 1969 til Marie, MSNPA, og Dagbogsblad 28. oktober 1969, EWN-RA, kasse 2 494 Dagbog 28. februar 1966, EWN-RA, kasse 2 495 Rejserapport, Indien 29.januar til 25. februar 1966, EWN-RA, kasse 2 496 DMB 1971/4, p. 16-17 497 Kosuke Koyama, 1929-2009, japansk, luthersk teolog 498 South East Asia Journal of Theology, 1971 499 MSN-PA 500 Tanken om verden som en global landsby var første gang fremsat i 1964 af kommunikationsteoretikeren Marshall McLahan 501 Mission i en forandret verden, p. 12 502 Først i 1978 besluttede DMS’s repræsentantskabsmøde at lade DMS gå ind i Mission i Danmark, H. Nielsen, København 2005, p. 382-387 503 Mission i en forandret verden, p. 15 504 Alexander Duff, 1806-1878, skotsk missionær i Indien 505 Mission i en forandret verden, p. 16 506 Ibid., p. 23f 507 Se hertil Niels Thomsens diskussion af dette spørgsmål i Sjørup, 2008, p.11-17 508 Mission i en forandret verden, p. 27 509 Ibid., p.28 510 Kaj Baagø m.fl.: Missionens krise, 1970 511 Ved DMS’s 150 års jubilæum i 1971 var titlen på den udsendte jubilæumsbog: Mission er mennesker 512 Mission og Dialog, p. 32 513 Ibid., p. 7

514 515 516 517

Mission i en forandret verden, p. 31 Mission og Dialog, p. 9 Ibid., p. 8 Deutsche Christen var navnet på den kirke, som nazisterne etablerede i Tyskland fra 1933 til 1945, og som blev en arisk, humaniseret religion løsrevet fra den kristne åbenbaringstanke. Kristus blev reduceret til en arisk moralprædikant uden guddommelighed.

518 Se hertil kap. 1.6.2 519 Udateret dagborgsblad, december 1970, EWN-RA, kasse 2 520 Mission og Dialog, p. 6 521 EWN, Mission i en forandret verden, p. 23f.

522 Mission og Dialog, p. 6f 523 Dagbog 17. oktober 1966, EWN-RA, kasse 2 524 Radioforedragene blev fulgt op med bogen: De store Verdensreligioner, der udkom i flere oplag i Danmark og blev oversat og udgivet i Sverige og Norge.

525 Verdensreligioner, p. 147 526 Ibid., p. 149 527 Ibid., p. 150 528 Ibid., p. 151 529 Ibid., p. 158 530 Ibid., p 160 531 Mission og Dialog, p. 7 532 DMS’s Årbog 1971, p. 52-53 533 Ibid., p. 53f.

534 Ibid., p. 54 – citatet er fra Lesslie Newbigin: The Finality of Christ.

535 Dagbogsnoter, 20. november 1970, EWNRA, kasse 2 536 I dagbogen for 20. november 1970 har EW nedfældet disse refleksioner.

536a Dagbogsnoter, 20. november 1970, EWNRA, kasse 2 537 Koch, 1963, p. 64ff.

538 Koch, 1963, p. 98f.

539 Brev af 20. februar 1967, EWN-RA, kasse 1 – min oversættelse 540 Brev af 3. marts 1967, EWN-RA, kasse 1 541 Gudmund Schiøler, 1900-1978, biskop i Roskilde Stift 1953-1969, formand for Dansk Santalmission 1956-1963 542 Oluf T. Kann, 1893-1975 politimester i Roskilde, medlem af DMS’s repræsentantskab 543 Brev af 18. september 1969, EWN-RA, kasse 1 544 Se hertil kap. 5.1.4, hvor TEF bestemmes som en del af evangeliets sendelse til verden.

545 Brev 30. august 1970, EWN-RA, kasse 1 546 Ifølge oplysning fra professor Jørgen S. Nielsen til forfatteren, mail 13. februar 2012, skulle det dreje sig om Haderslev stift.

I så fald skulle det have været i 1964. Per S. Nielsen bekræfter denne opfattelse i mail af 16. februar 2012.

547 Brev af 30. juni 1969 fra dr. Paul R. Clifford, EWN-RA, kasse 1 548 Brev af 25. september 1969, EWN-RA, kasse 1 – som kuriosum kan nævnes, at EW’s søn, Jørgen en del år senere blev ansat som professor netop ved Selly Oak 549 Brev af 18. september 1969, og brev af 22. februar 1970, EWN-RA, kasse 1 550 Brev 23. september 1963 til Marie, MSN-PA 551 Brev af 4. oktober 1966 fra University of London bekræfter EW som PhD-student ved SOAS, EWN-RA, kasse 1 552 Dagbogsblad til 9. juni 1970, EWN-RA, kasse 2 553 Se Brev fra EW fra London til MSN 23. september 1963 – MSN-PA 554 Se dog breve fra EW fra London til MSN 23. april 1963 og 13. august 1963, der viser, at Hal Koch støttede ham, og sørgede for, at han fik et legat til at finansiere sin orlov, og vel dermed også troede på hans projekt.

Han modtog også økonomisk støtte fra biskop W. Westergaard Madsen, der sørgede for, at han fik Biskop Martensens legat. Se også brev fra EW fra London til MSN 28. august 1963 der viser, at kollegaen Ronald Orchard støttede ham og troede på hans projekt og evner, men nævner, at hans selvkritik og manglende tro på sig selv stod i vejen.

555 Det stemmer ikke med Bengt Sundklers udsagn i nekrologen over EW, SMT 1971/p.

89-96 556 Familiens julebrev til familie og venner 1970, MSN-PA 557 Dagbogsblad, oktober 1979, EWN-RA, kasse 2 558 Dagbogsblad, Geneve 17.-21. februar 1971, EWN-RA, kasse 2 559 Philip Potter, f. 1921 i Vestindien, metodistisk teolog, blev 1954 ansat i WCC som leder af ungdomsafdelingen, 1960-1968 formand for World Student Christian Federation, 1972-1984 generalsekretær i WCC. 560 Peter Paul Beyerhaus, f. 1929, tysk protestantisk teolog, dr. theol. i mission fra Uppsala Universitet, 1965-1997 professor

237

i missionsvidenskab og økumenisk teologi i Tübingen, 1969 medstifter af Lausannebevægelsen, hvis leder han har været siden 1972, har gennem mange år haft et nært samarbejde med sin kollega i Tübingen, professor Josef Ratzinger (i dag: Pave Benedikt XVI) med hvem han 2004 stiftede en økumenisk organisation af konservative protestanter, katolikker og ortodokse.

561 Dagbogsblad, Geneve 17.-21. februar 1971, EWN-RA, kasse 2 562 Dagbogsblad, Rom, 24. februar 1971, EWN-RA, kasse 2 563 Oplysninger givet af Lis Schøler i mail af 7. marts 2012 til forfatteren 564 Poul-Erik Fabricius, 1930-2010, dansk sømandspræst i London 1967-1997.

565 Ministry in Context: The Third Mandate Programme of the Theological Education Fund (1970-77), Bromley, England: Theological Education Fund, 1972 566 David J. Hesselgrave and Edward Rommen: Contextualization, Leicester, p. 31.

567 B. Sundkler, nekrolog, SMT 1971 p. 89-96

238

KILDER Primærkilder: Erik W. Nielsens privatarkiv i Rigsarkivet Marie Schøler Nielsens privatarkiv, privateje.

Det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet Dansk Missionsråds arkiv i Rigsarkivet Statsministeriets arkiv vedr. Statsminister Viggo Fischer Kampmanns taler, i Rigsarkivet Biskop Axel Malmstrøms arkiv i Rigsarkivet Biskop Halfdan Høgsbros arkiv i Rigsarkivet Alice Johansen-Stolts privatarkiv, privateje Conrad Rendtorffs privatarkiv, privateje Professor, dr. theol Hal Kochs privatarkiv, Rigsarkivet Erik W. Nielsens egne bøger – se bibliografi Erik W. Nielsens artikler udgivet i tidsskrifter – se bibliografi

239

LITTERATURLISTE Sekundær litteratur, bøger: Allen, John........................................... F redsrebellen, Den autobiografiske biografi om Desmond Tutu, København 2007 Bach, Christian Friis m.fl. (red.)......... Idealer og Realiteter, Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005, København 2008 Bates, M. Searle, (ed.).......................... Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part II, IMC, London and New York 1954 Berentsen, Jan-Martin m.fl................. Missiologi i dag, Oslo 1994 Bosch, David........................................ Transforming Mission, New York 1997 Bugge, Knud E. m.fl............................ Det begyndte i København, Odense 2005 Bundgaard, Niels................................. Det Danske Missionsselskabs Historie, København 1935 Baagø, Kaj ........................................... A Bibliography of Indian Theology (Library of Indian Christian Theology), Madras, CLS for UTC, Bangalore, 1969 Baagø, Kaj m.fl.................................... Missionens krise, særnummer af Synspunkt, København 1970 Cash, W. W........................................... The Missionary Church, London og New York 1939 Davies, J. Merle.................................... New Buildings on Old Foundations, IMC, London og New York 1945 Frimodt-Møller, Chr. og Axel Malmstrøm................................. Udsyn fra Oliebjerget, København 1929 Goodall, Norman og Erik W. Nielsen.................................... Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, IMC, London and New York 1954 Harboe, Jørgen.................................... Manden der ville frelse verden, København 2010 Hesselgrave, David J. and Edward Rommen................................ Contextualization, Meanings, Methods, and Models, Leicester Højmark, Asger og Uffe Hansen........ De grundtvigske fri- og valgmenigheder, Odense 1944 Jensen, Anne Hviid............................. I Lys og Mørke, København 2005 Koch, Hal............................................. Fremtiden formes - U-landshjælp og ydre mission, København 1962 240

Koch, Hal............................................. O m Tolerance - udvalgte taler og artikler, København 1966 Koch, Hal............................................. Kirkens Historie fra aposteltid til atomtid, København 1962 Koch, Hal............................................. Kristendommens oprindelse, København 1963 Kraemer, Hendrik .............................. The Chirstian Message in a non-Christian World, London 1938 Langholff, Johs. (red.) ........................ Kirkernes Møde i New Delhi, København 1962 Lidegaard, Bo....................................... En fortælling om Danmark i det 20. århundrede, København 2011 Lidegaard, Bo....................................... Jens Otto Krag 1914-61, København 2001 Malmstrøm, Axel................................. Kirkenes Verdensmission, København 1939 Malmstrøm, Axel................................. Da vi mødtes paany, København 1948 Mandela, Nelson................................. Vejen til frihed, København 2006 Moltke, Ernst....................................... Joachim Moltke - en Kristi stridsmand, København 1962 Mortensen, Viggo................................ Hvad hjertet er fuldt af, København 2012 Møller, Jes Fabricius............................ Hal Koch - en biografi, København 2009 Neill, Stephen...................................... Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part I, IMC, London and New York 1950 Nielsen, Egon....................................... Som tiden dog går, København 1975 Nielsen, Harald.................................... Tålmodighed forpligter - 9 kapitler af Danmissions islamhistorie, København 2005 Nielsen, Harald.................................... Kirke og Forening, emnekreds til teologisk embedseksamen, udgivet af Teoltryk, Aarhus 1975 Nielsen, Harald.................................... Systemskiftet i Det Danske Missionsselskab 1889, ikke publiceret emnekreds fra Aarhus Universitet 1973 Nilsson, Jan (red.)............................... Kirkeligt nødhjælpsarbejde, København 2003 Nissen, Karsten H................................ Det internationale Missionsråds integration med Kirkernes Verdensråd, Guldmedaljeafhandling ved Det teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, rhus 1972 Ochsner, Knud.................................... Hånd i hånd - mission og partnerskab i Tanzania, København 2006 Possing, Birgitte................................... Uden omsvøb, Portræt af Bodil Koch, København 2007 Ranson, Charles.................................. Renewal and Advance, London 1948 Shenk, Wilbert R................................. Changing Frontiers of Mission, New York 1999 Sjørup, Lene, red. ................................ Udviklingsteologi, Odense 2008

241

TEF....................................................... A Report from the Theological Education Fund 1958-1963, London 1963 Theological Education Fund.............. Ministry in Context. The Third Mandate Programme of the Theological Education Fund (1970-77), Bromley 1972 Tranholm-Mikkelsen, Inge................. Menighedens struktur og funktion, København 1968 Vind, Kirsten....................................... Aldrig færdig - altid på vej, København 2002 Williams, Colin W............................... Where in the World? WCC, New York 1963 Wingate, Andrew................................. Does Theological Education make a difference?

Geneve 1999

Sekundær litteratur, tidsskrifter: Baun, Christian................................... F olkekirken og de frie kirkelige organisationer, i Ungdomsarbejderen 1959, p. 3-5 Bertelsen, Ole...................................... Erik W. Nielsen, nekrolog, DMB 1971/3, p.15-16 Christensen, Michael.......................... Ikke pubiceret historiespeciale fra Aarhus Universitet om missionen i Japan, 2006 Hansen, A. Rosenstand....................... Nogle synspunkter vedrørende u-landshjælpen, NMT 1962/2 Hansen, Holger Bernt......................... Mission og u-landshjælp, i Festskrift til K. E. Bugge, København 1988, p. 183-197 Hansen, Holger Bernt......................... Mission, udvikling og ulandshjælp, i Kirken Mellem Magterne, Red. Carsten Bach-Nielsen m.fl., København 2007 Hartenstein, Karl................................. Til nybesindelse paa Missionens Væsen, NMT 1950/4, p. 224-46 Henningsen, Nan................................ Interview med Hal Koch, Information, 10. februar 1962 Høgsbro, Halfdan................................ Er det nu kirkernes og ikke missionens tid?

NMT 1960/4 Kampmann, Viggo.............................. Mission og u-landshjælp, DMB 1962 p.432-437 Koch, Hal............................................. Hjælpen til U-landene og Ydre Mission, Santalposten 1961/5, p. 83-86 Koch, Hal............................................. Betænkning om hjælp til U-landene, Santalposten 1961/8, p. 158-193 Koyama, Kosuke.................................. Erik W. Nielsen, nekrolog, South East Asia Journal of Theology, 1971 Lund, Johannes.................................... U-landshjælp - et kristent ansvar, DMB 1962 p.75-79 242

Nielsen, Harald.................................... D et Danske Missionsselskab og Tranquebar, i Bugge m.fl.: Det begyndte i København, Odense 2005, p. 147-164 Nielsen, Harald.................................... L. P. Larsen og hans arv, i Bugge m.fl.: Det begyndte i København, Odense 2005, p. 243-247 Nielsen, Vilhelm.................................. En folkelig opgave (anmeldelse af EW’s bog: Den missionerende kirke), Højskolebladet 1950/45 p. 493-495 Niles, D.T............................................. Den kristne østasiatiske Konference, DMS’s Årbog 1960-61, p. 10-18 Rendtorff, Conrad............................... Erik W. Nielsen, nekrolog, KD 9. marts 1971 Stidsen, Erik......................................... Ikke pubicerede erindringer Sundkler, Bengt................................... Erik W. Nielsen, nekrolog, SMT 1971, p. 89-96 og NMT/3 1971, p. 205-211 Torm, Uffe........................................... Brød og bibler - om mission og udvikling, i Ny Mission nr. 12, København 2007 Tranholm-Mikkelsen, Inge................. Erik W. Nielsen, nekrolog, KD 10. marts 1971 Østergaard, Uffe.................................. Universitetet i Serampore, i Bugge m.fl.: Det begyndte i København, Odense 2005, p. 165-176

243

BIBLIOGRAFI Erik W. Nielsen var flittig til at publicere små og store artikler, ligesom han gennem sit liv nåede at udgive en del bøger. Nedenstående bibliografi gør ikke krav på at være fuldkommen, men det er, hvad der er blevet fundet under forarbejdet til nærværende biografi. Den er ordnet i to kategorier: 1) Bøger og artikler i antologier, 2) Artikler i diverse blade og tidsskrifter.

1. BØGER OG ARTIKLER: Artikel: Missionskortets hvide pletter – KLOKKERNE KIMER1947-48, 7-21, København 1948 Paa pionermission i Arabien, København 1948 og 1950 Linier i Missionens Historie, København 1948 Der Kæmpes om Arabien, København 1950 Den missionerende Kirke (Statsradiofoniens grundbøger), København 1950 Oversættelse: Barnabas: Kristendommen i Kommunist-Kina, København 1953

På dansk ved Erik W. Nielsen Artikel: Den kristne kirke og Sydarabien – DMS Beretning for 1953, p. 103-108, København 1954 Artikel: Kampen om Afrikas sjæl – KLOKKERNE KIMER, p.43-58, København 1954 Artikel: Den kristne kirke foran „Islams gåde”, i Beretning for 1954, p. 104-113, København 1955 Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, London and New York 1954 Artikel: Hvad må verdensmissionen lære af udviklingen i Kina? i: Dansk Kirkeliv medens tiderne skifter red.: Knud Tågholt, Aarhus 1956, årgang 33 Artikel: The Role of the IMC, Some Reflections on the Nature and Task of the IMC in the Present Situation, i: Ronald K. Orchard: The Ghana assembly of the International Missionary Mission Council, 28th December, 1957 to 8th January, 1958, London 1958, p.185-240 Raceproblemet i Afrika, København 1958

Svensk udgave: Afrikas Racproblem i, Svensk Institut för Missionsforskning 1963 (udg: Svenska Kyrkans Diakonistyrelses Bokförlag) Kristendom og Islam i Afrika, København 1958

244

De store Verdensreligioner (Danmarks Radios Grundbøger), København 1959, 1960 (2), 1962 (4), Ny udgave på Fremads Forlag 1968 Svensk udgave: De stora världsreligionerna, Stockholm 1963 Norsk udgave: De store verdensreligioner, Oslo1963 Hvor går vejen fremover? – DMS’s Årbog for 1958-59, p. 6-13, København 1959 Artikel: Glimt fra et besøg i Indonesien – KLOKKERNE KIMER, p. 8-20, København 1959 Artikel: Fra Edinburgh til New Delhi i: Kirkernes Møde i New Delhi, red. Johs.

Langhoff, København 1962, p. 9-27 Artikel: Omkring New Delhi – DMS’s Årbog for 1961-62, p. 5-9, København 1962 Artikel: Hvor de religiøse forhold spiller ind i: Jørgen Vedel-Petersen (red): Afrika hvad sker der? (Danmarks Radios Grundbøger), København 1962 Mission i en forandret verden, Synspunkt nr. 1, København 1968 Artikel: U-landshjælp og ydre mission, i: Hal Koch og hans virke, red. af Poul Koch, P.G. Lindhardt og Roar Skovmand, København 1969, p. 133-62 Artikel: Ingen frälsning utanför kyrkan? – Svenska Kyrkans Missions årbog, Stockholm 1970 Artikel: Uden for kirken ingen frelse? – DMS’s Årbog, p. 42-56, København 1971 DANSK MISSIONSBLAD: I Dansk Missionsblad udgav Erik W. Nielsen i 1945 og 1946 en række små artikler under overskriften „Begynderens Side.“ Disse sider blev grundlaget for hans fremtidige arbejde med skriftlige kurser i DMS. 1945 Begynderens Side Kallakurichi, p. 14; Tirukoilur, p. 23, Polur, p.46; Shervaroi-Bjergene, p. 69; Arogyavaram og Kotagiri, p. 102; Manchuriet, p. 114; Port Arthur, p. 152; Dairen, p. 171; Chinchou, p. 188; Pulantien, p.

203; Siuyen, p. 218; Takushan, p. 232; Antung, . 250 1946 Begynderens Side Pitsaikou, p. 11; Fenghuangcheng, p. 27; Kuantien – Huanjen, p.45; Mukden, p. 75; Hsinking (Chungshun), p. 92; Fu-Yu, p. 108; Harbin, p. 155; Sui-huafu, p. 171; Artikler i Dansk Missionsblad: Skal vi drive Mission?, 1943, p. 436-38 og 451-53 Anmeldelse: Poul Hartling: Kirketankens Vækst paa Missionsmarken, 1945, p. 199 Nu kommer der skriftlige Kursus, hvor ALLE kan deltage, 1946, p. 9f.

Udsyn – fra Burmas kirke, 1947, p.102-103 Den muhamedanske Verden, 1947, p.328-31 Udsyn – Dr. Stanley Jones om Missionen i et frit Indien, 1947, p. 390-391 Tanganyika, 1948, p.40-42 245

Uro i Korea, 1948, p. 102-103 Anmeldelse: af Axel Malmstrøm: Da vi mødtes paany, 1948, p. 239 Religionsfrihed i Nærorienten, 1949, p. 104-107, p. 123-126, Anmeldelse En meget betydelig bog om Kina (Chiang Monlin: Bølger fra Vest), 1949, p. 107 Situationen i Kina i dag, 1949, p. 294 (Studiekredsmateriale) Kirken under korset, 1953, p. 86-88 Mau Mau, 1953, p. 171-173 Lidt mere om Mau Mau, 1953, p. 196-198 Gud er også her, 1953, p. 332-333 Besøg bag frontlinien, 1954, p. 3-5 Indre brydninger i Afrika, 1955, p. 282-283 Kirken i Afrika, 1955, p. 294-295 Vi behøver jer alle, 1958, p. 45 Afrikas kirker mødes, 1958, p. 88-90 Fra et besøg i Tokyo, 1960, p. 7-9 Vejen, som er selvfornægtelse, tjeneste, bod, 1960, p. 23-26 Hongkong, 1960, p.43-47 Den indiske landsby, 1960, p. 94-97 Neyvelli – den store udfordring, 1960, p. 112-116 Noter fra forhandlingerne i Japan – januar 1961, 1961, p. 77 Kirken må være der, hvor mennesket er, 1961, p. 256-260 En indisk delegation forhandler i Danmark, 1961, p. 274-279 U-landshjælpen, 1962, p. 96 Vi søger nye missionærer til Sydindien, 1962, p. 275-76 DMS søger nye missionærer til Øst Jeypore, 1962, p. 295 Til Sydarabien søger DMS nye missionærer, 1962, p. 311 DMS søger nye missionærer, 1962, p. 367-68 Der er brug for mennesker, 1964, p. 238-39 Kors og underkastelse, 1964, p. 372-74 + p. 396-99 Kors og Mission, 1965/10 p. 4-6 og 1965/11 p. 12-14 og 1965/12 p. 15-16 Mission i en forandret verden, 1967 p. 212-213 Anmeldelse: Missionens krise, 1971/3 p. 22-24 2. ARTIKLER I DIVERSE BLADE OG TIDSSKRIFTER ORDNET EFTER UDGIVER Nordisk Missionstidsskrift 1945/3 p. 162-69: Nye Tider – Nye Opgaver 1947/1 p. 37-44: Missionsstrategi 1949/2 p. 82-97: Er vi endnu Pionermission?

1949/3 p. 181-198: Situationen i Kina i dag 1951/1 p. 5-18: Ved Overgangen til den sidste Halvdel af det tyvende Aarhundrede 1951/4 p. 219-231: Mission i en tid, hvor dørene lukkes 246

1953/1 p. 59-60: Boganmeldelse af Fridtjov Birkeli: Politikk og Misjon 1953/2 p. 86-102: Politik og mission 1955/1 p. 1-23: Afgørende tider i Afrika 1958/4 p. 193-207: Missionsbefalingen og den muslimske verden 1958/4 p. 208-226: Bandung-Cairo-Prapat-Ghana??

1959/3 p. 129-138: Mission og konsolidering 1959/4 p. 228-236: Nogle spørgsmaal vedrørende missionæruddannelse 1961/2 p. 116-122: Sydafrika analyseres 1962/4 p. 243-271: Missionen i økumenisk perspektiv 1963/1 p. 59-60: Boganmeldelse: Jan Hermelink: Christ im Welthorizont 1963/2 p. 3-17: Rapport fra „Situation Conferences“ i Madrid og Tokyo, februar-marts 1963 1963/3 p 10-14: Kommentar fra dansk side (til Nordisk Missionsråds målsætning og muligheder).

1965/1 p. 3-13: Det teologiske uddannelsesfond 1968/1 p.11-24: Glimt fra de protestantiske kirker i Indonesien Norsk Tidsskrift for Misjon 1954, p. 193-205: Nogle Reflektioner over Raceproblemet 1956, p. 158-174: Kommunisme og kristendom i Asien 1967, p. 1-11: Mission og Dialog, nogle randbemærkninger Svensk Missionstidsskrift 1955, p. 78-88: Studiet av de unge Kyrkorna 1955, p. 239-247: Krise i Sydafrika – Nogle synspunkter og par spörsmål Præsteforeningens Blad Kirke og Mission, 1953, p. 17-23 Præsteuddannelse i en missionerende kirke, 1967, p. 669-672 International Review of Missions Scientia Missionum Ancilla: Clarissimo Doctori Alphonso Joanni Mariae Mulders.

Anmeldelse, 1953/42, p. 339-341 Pentacost and the Missionary Witness of the Church Anmeldelse, 1956/45, p. 443-446 Die Neuheit des Lebens als Ziel und Frucht der Weltmission. Anmeldelse, 1963/52, p.

482-483

247

Religion in Life The „younger Churches“ – 1964: In the beginning was the congregation Religion in Life, 1964/33, p. 521-530 Artikel South East Asia Journal of Theology Towards excellence in theological education South East Asia Journal of Theology, 1965/6-7, p. 95-108 Artikel Practical Anthropology Asian Nationalism Practical Anthropology, 1964/11, p. 211-226 Artikel Lutheran World Younger union churches and the LWF Lutheran World, 1963/10, p. 190 Artikel Ungdomsarbejderen Moderne Missionsproblemer, Ungdomsarbejderen 1947, p. 26-28 og 41-48 Kristeligt Dagblad Skæbnesvangre tider for Kina – 10. marts 1948 Kirkemission – Selskabsmission, 9. juli 1953 London – Cape Town, 16. september 1953 Et glimt af Sydafrikas historie, 19. oktober 1953 Sydafrikas problem er ikke blot sort-hvidt, 20. november 1953 Det er muligt at gennemrejse Sydafrika uden at møde negeren, 21. november 1953 En prøvetid for den kristne kirke og mission i Central-Afrika, 8. februar 1954 Et kors på en klippe ved indsejlingen til Arabien, 12. februar 1954 Arabien – hvor kulturer og religioner mødes i kontrast, 17. februar 1954 Tilbageblik, 9. marts 1954 Gensyn med Aden – det vigtige missionsstrategiske knudepunkt, 21. februar 1957 Vi må tage risikoen – vove at dykke ned i oceanets dybder, 13. marts 1957 Kirkerådet symbol på et nyt klima i Indonesien, 1. april 1957 En rig historie bag en kirke på „de små øer”, 2. april 1957 Javas gamle kultur brydes i nutidens strømninger, 15. april 1957 Indonesiens batakker – et stolt kirkesamfund, 23. april 1957 Asiatisk kirkekonference er holdt på indonesisk jord, 2. maj 1957 Kirkemødet på Sumatra slog bro mellem Asiens kirker, 13. maj 1957 248

Kirken i Asien er ikke afhængig af missionærerne, 28. juni 1957 Konference kan blive en milepæl i Afrikas kirkehistorie, 25. januar 1958 Islam er en af de største opgave for Afrikas kirker, 4. februar 1958 Tragedien i Sydafrika, 14. april 1960 Det nye Afrika, 22. oktober 1960 Det nye Afrika, 5. november 1960 Samtale under ansvar, 28. januar 1961 Vort ansvar som kristne i og overfor u-landshjælpen, 12. juli 1961 Hvor længe endnu? 3. januar 1962 Asiatiske spørgsmål til de vestlige missioner, 1. oktober 1962 Sorø Amtstidende Mission i verdensperspektiv, 31. januar 1958

249

IMC/WCC KRONOLOGI IMC WCC ANDRE

1910 Verdensmissionskonferencen i Edinburgh, der dannes en Fortsættelseskomité, der samlede Edinburghs arbejde i tre hovedgrupper:

1. udbygning af samarbejde og planlægning i verdensmissionen 2. kirkernes samtale omkring spørgsmål vedrørende tro og kirkeorden, (fra 1927 organiseret i Faith and Order)

3. Kirkernes ansvar i sociale spørgsmål (fra 1925 organiseret i Life and Work) 1921 International Missionary Council grundlægges til at udbygge planlægning og samarbejde i verdensmissionen.

1925 Life and Work grundlægges i Stockholm

1927 Faith and Order grundlægges i Lausanne 1928

IMC’s første Verdensrådsmøde afholdes i Jerusalem

1938

IMC’s andet Verdensrådsmøde afholdes i Tambaram, Indien

1947

IMC’s tredje Verdensrådsmøde afholdes i Whitby, Canada - fra nu af er samarbejde/sammensmeltning af IMC og WCC inkorporeret i alt IMC’s arbejde

1948 World Council of Churches (WCC) grundlægges i Amsterdam.

1952

IMC’s fjerde Verdensrådsmøde afholdes i Willingen, Tyskland

1954 WCC’s andet Verdensrådsmøde i Evanston, USA

1957 IMC’s femte Verdensrådsmøde afholdes i Achimota, Ghana

- det besluttes at arbejde frem mod en sammensmeltning af IMC og WCC

Theological Education Fund – vedtages for en 5 års periode 1961

WCC’s tredje Verdensrådsmøde i New Delhi, Indien

- sammensmeltningen af IMC og WCC vedtages endeligt

1963 M exico City, Mexico Mødet i Mexico var efter sammenlægningen mellem IMC og WCC det første møde i den ny CMWE – Commission for World Mission and Evangelism, der var en komite under WCC.

1965 TEF’s andet mandatperiode begynder

1968 WCC’s fjerde Verdensrådsmøde i Uppsala

1970 TEF’s tredje mandatperiode begynder

250

PERSONINDEX Poul Nyboe Andersen 233 Karl Barth 45, 193, 201, 222, 226 Ove Bartholdy 139, 231 M. Searle Bates 94, 227 Christian Baun 125, 126, 128, 129, 146, 190, 193, 206, 217, 230 The Beatles 191, 195 Eivind Berggrav 109, 229 Lorenz Bergmann 28, 47, 56, 57, 220 Folke Bernadotte 38, 221 Ole Bertelsen 26, 163, 234 Peter Beyerhaus 210, 237 Biskop Samuel 172, 173, 235 Biskop/Pave Shenouda 169, 170, 171, 172, 174, 175, 234, 235 Friedrich von Bodelswingh 24, 190, 220 Dietrich Bonhoeffer 91, 193, 226, 227 Emil Brunner 222 Niels Brønnum 52, 223 K.E. Bugge 232, 236 Rudolf Bultmann 124, 125, 193, 201, 230 N. Bundgaard 223 Søren Bækgaard 24, 25, 26, 27, 34, 220 Hans Peter Børresen 141, 231 Kaj Baagø 89, 137, 147, 163, 166, 167 185, 193, 199, 226, 231, 234, 236 William Carey 184, 236 W. W. Cash 57, 224 Chiang Kai-shek 138, 231 Torben Christensen 120, 123, 230 Winston Churchill 86, 226 Kenneth Cragg 108, 175, 228 Horton Davies 90, 226 J. Merle Davies 46, 47, 217, 222, 225 Palle Dinesen 18 Alexander Duff 192, 236 Jens Enevoldsen 53, 55, 223

Poul-Erik Fabricius 215, 238 Johannes Ewald 215 Per Federspiel 149, 232 Frederik IV 183 Frederik VI 184, 223 Walter Freytag 85, 153, 226 Max Friediger 31, 38, 220 Christian Frimodt-Møller 65, 225 Gamal Abdel Nasser 168, 169, 175, 234, 235 Normann Goodall 60, 61, 85, 93, 94, 100, 102, 103, 113, 160, 224, 227, 228, 240, 244 N.F.S. Grundtvig 47, 215, 222 Hermann Göring 51, 223 Bruno Bødker Hansen 235 C.F. Hansen 183 Holger Bernt Hansen 19, 232 Paul Verner Hansen 156, 207, 208, 233 Jørgen Harboe 231, 232, 234 Rafiq Hariri 178, 235 Karl Hartenstein 80, 82, 83, 85, 222, 226 Poul Hartling 47, 222, 232, 245 Svend Hauge 28, 220 Nan Henningsen 144, 232 Kristian Herskind 27, 220 Adolf Hitler 97, 223 Skat Hoffmeyer 34, 221 James F. Hopewell 234 Per Hækkerup 233 Halfdan Høgsbro 18, 52, 118, 119, 120, 121, 122, 125, 150, 151, 223, 229, 230, 232 Oluf Høyer 106, 109, 228 Hans Raun Iversen 19 Maria Jakobsen 176, 235 Betty From Jensen 235 251

Johanne Jensen 36, 221 Egon Johannesen 32, 221 Alice Johansen-Stolt 18, 163, 230, 234, 239 Jonas A. Jørgensen 19 Viggo Kampmann 141, 142, 144, 147, 231, 232, 233 Otto T. Kann 205, 237 John F. Kennedy 141, 231 Anders Melgaard Kjær 27, 32, 216, 220 Andersine Kjær 32, 221 Peder Vad Kjær 32, 221 F. W. de Klerk 96, 227, 228 Bodil Koch 150, 156, 232, 233 241 Gabriel Koch 52, 223 Hal Koch 28, 31, 40, 56, 74, 77, 143, 144, 145, 146, 147, 150, 155, 156, 157, 190, 204, 215, 218, 220, 225, 230, 232, 233, 237, 241, 242, 245 Konstantin den Store 68, 206 Kosuke Koyama 191, 201, 204, 209, 236 Hendrik Kraemer 45, 46, 57, 65, 70, 71, 72, 73, 74, 75, 80, 82, 83, 85, 90, 104, 111, 113, 124, 125, 189, 196, 217, 222, 225 Jens Otto Krag 140, 141, 142, 231 Lars Peter Larsen 184, 236 Kenneth S. Latourette 92, 103, 113, 227 Paul Lehmann 85, 88, 91, 113, 226 Bo Lidegaard 231 Christian Ludwigs 23, 220 Johannes Lund 53, 223, 233 Henrik Lundbæk 221 Martin Luther 35, 67, 68, 75, 143, 225 Albert Luthuli 96, 99, 227 John Mackay 85, 90, 92, 226

252

Harald P. Madsen 36, 39, 61, 92, 120, 211, 221 Willy Westergaard Madsen 147, 151, 155, 232, 237 Daniel F. Malan 94, 97, 227 Axel Malmstrøm 18, 42, 43, 44, 45, 47, 61, 65, 222, 224, 225, 230, 239, 240 Nelson Mandela 96, 227, 228 Lars Mandrup 19 George Marshall 140, 231 Joseph McCarthy 87, 226 S. C. Michelfelder 75, 77, 225 Mary Mihail 236 Mogens S. Mogensen 19 Joachim Moltke 51, 52, 223, 224, 225, 241 D. G. Monrad 52, 223 Bernhard Law Montgomery 38, 39, 44, 221 John R. Mott 64, 109, 222, 224 Muhammad 16 Leif Munksgaard 221, 235 Jens Møller 53, 223 Orla Møller 229 Napoleon 67, 68 J. Nehru 135, 231 Michael Neiiendam 28, 220 Stephen Neill 76, 94, 225, 227, 233 Lesslie Newbigin 152, 162, 188, 200, 210, 228, 229, 233, 237 Flemming S. Nielsen 19, 84, 116, 156, 161, 163 H. P. Nielsen 22, 220 Ingeborg Nielsen 22, 220 Jørgen S. Nielsen 16, 17, 19, 39, 54, 163, 169, 220, 221, 234, 235, 237

Marie Schøler Nielsen, f. Kjær 16, 27, 32, 33, 34, 38, 51, 53, 55, 59, 60, 84, 85, 92, 93, 94, 110, 121, 134, 135, 137, 151, 155, 156, 157, 158, 163, 165, 166, 169, 214, 215, 216, 221, 223, 224, 226, 227, 229, 230, 233, 234, 236, 237 Niels Kristian Nielsen 22, 220 Per S. Nielsen 17, 19, 54, 55, 163, 169, 221, 237 Rita Nielsen 20 Karsten H. Nissen 229, 233 Anders Nørgaard 19 J. H. Oldham 64, 225 Paulus 27, 42, 133, 204 Henrik Sonne Pedersen 19 Dorairaj Peter 187, 230, 231, 236 Anne Marie Petersen 23, 220 Erik Petersen 93, 115, 119, 120, 121, 122, 139, 147, 151, 155, 163, 227, 229, 230, 233, 234 Niels Munk Plum 28, 220 Philip Potter 210, 211, 212, 215, 237 Regin Prenter 114, 115, 229 Charles W. Ranson 66, 87, 91, 92, 93, 113, 114, 118, 156, 160, 162, 178, 184, 185, 225 Conrad Rendtorff 19, 42, 43, 47, 52, 61, 62, 92, 93, 106, 114, 116, 118, 119, 120, 121, 122, 138, 139, 151, 216, 221, 222, 224, 227, 228, 229, 230, 231, 233, 234, 239 Hermann Rendtorff 19 Jens Riishede 19 John D. Rockerfeller Jr. 90, 160, 164, 226, 233 T. Skat Rørdam 52, 223

Anwar Sadat 172, 235 Gudmund Schiøler 205, 237 Lis Schøler 19, 54, 55, 163, 238 Sadhu Sundar Singh 35, 221 K. E. Skydsgaard 31, 221 Laurits Stampe 47, 222 K. Friedrich Steinkopf 219 Andrea Zaki Stephanous 235, 236 Erik Stidsen 18, 40, 41, 42, 51, 53, 55, 60, 108, 222, 228 Jens Strandbygaard 36, 221 Gustav Stählin 80, 81, 82, 83, 226 Bengt Sundkler 57, 59, 60, 61, 62 76, 78, 85, 209, 219, 222, 224, 237, 238 L. C. Sunesen 24 N. H. Søe 155, 156, 207 Georg Sørensen 53, 223 S. H. Sørensen 119, 120, 229 Villy P. Sørensen 139, 231 Arne Thomsen 147, 155, 232 Niels Thomsen 236 Frederik Torm 224 Uffe Torm 232 Inge Tranholm-Mikkelsen 108, 228, 230 Ernst Troeltsch 67, 225 Harry S. Truman 87, 90, 226 Henry Ussing 52, 223 Henry Venn 155, 233 Gudrun Vest 40, 157, 222 Leif Vestergaard 228 Kirsten Vind 139, 231 Max Warren 59, 129, 224 William Wilberforce 155, 233 Knud Wümpelmann 166, 234 Samuel Zwemer 168, 174, 234 Johannes Aagaard 115, 154, 230, 233

253

254

255

256

men i høj grad også en praktiker med sans for organisation og strategi. Både hans tid i Det Danske Missionsselskab og hans virke for Kirkernes Verdensråds Theological Education Foundation vidner om et specielt talent for at omsætte en teologisk vision til organisatorisk virkelighed. Beretningen om hans liv og virke er derfor ikke kun et vigtigt stykke dansk og international missionshistorie, men også en beretning, der på en gang inspirerer og aktiverer den selvkritiske refleksion her i 2012. Dette gælder ikke mindst hans afgørende overvejelser over gensidigheden mellem Danmark og den 3. verden i missionsarbejdet og hans tanker om missionsarbejdets – herunder særlige Det Danske Missionsselskabs (nu Danmissions) – rolle i forhold til den folkekirkelige hverdag og struktur.

Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift, formand for Danmissions bestyrelse

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1975, tidligere sognepræst i Viby J., Højskoleforstander Løgumkloster Højskole og generalsekretær i Det Danske Missionsselskab/Danmission.

Har været undervisningsassistent i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og lærer i kirkehistorie ved Teologi for Lægfolk.

Var medredaktør af L. P. Larsen,

Erik W. Nielsen var én af det 20. århundredes største danske teologiske begavelser, selvkritisk til det pinefulde. Samtidigt forstod han klarere end andre i samtiden, at kirken kun lever i mission. Hans alt for tidlige død blev prisen for hans eminente indsats som dansk og international missionsteolog. Det er en kæmpegave til teologien og kirken i Danmark, når denne bog nu 40 år efter tydeliggør, hvordan Erik W. Nielsen levede sig dybt ind i de udfordringer, vi stadig står

Theology for Mission (Bangalore 1982), og Det Begyndte i København (Odense 2005). Har bl.a. udgivet Tålmodighed Forpligter, 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie (København 2005) og redaktør af Danmissions historieserie 2003-2006.

med. På den måde kan hans solidariske ildsjæl fortsat have sin virkning i blandt os.

Hans Raun Iversen, lektor, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Harald Nielesn: Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Erik W. Nielsen var ikke blot en dygtig teolog og missionsteoretiker,

Harald Nielsen

Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Dansk Missionsråd ISBN: 978-87-87052-09-2

Dansk Missionsråd