Økonomi er det væsentligste parameter for mit arbejde - Interview Trine Laier TAKE 80

CON AMORE / GRATISARBEJDE BLANDT INSTRUKTØRER

Billedet af den store arbejdsløshed blandt instruktørerne er forfejlet, fordi det handler om at instruktørerne bliver nødt til at være aktive ulønnet, indtil de får sat et eller andet i gang, der genererer løn.

Økonomi er det væsentligste parameter for mit arbejde Hvad er dine erfaringer med værdisættelse af dit arbejde? Økonomi er, for mig at se, det væsentligste parameter for mit arbejde. Jeg kan få nok så mange idéer, men uden økonomi, til at føre dem ud i livet, er de ingenting. Jeg kunne måske bare kalde økonomi for penge, og nøjes med at forholde mig til værdisættelsen af mit konkrete arbejde på et projekt.

Men økonomi omfatter mere. For mig er det ikke væsentligt at tjene mange penge.

Det er derimod væsentligt at få det bedste, og mest retfærdige, ud af de penge, der er til rådighed. For det handler også om, hvordan man disponerer pengene generelt.

Evner man at disponere dem klogt, kan der komme meget ud af det. Man kan udvikle på flere idéer på en gang, man kan føre en idé til et højt niveau, og man kan i det hele taget selv bestemme, hvor og hvornår og med hvem, man arbejder. Det er dem, der sidder på pengekassen, der bestemmer. Så enkelt er det.

Og de, der sidder på pengekassen, koster i drift ca. halvdelen af et budget. Det er min erfaring efter adskillige samarbejder, hvor jeg har været ansat som instruktør i produktionsselskaber medbringende min egen IP (intellectual property). Ca. 50 % af et produktionsbudget går til produktionsselskabet til: administration, drift, overheads, honorar til producer og diverse produktionsassistenter. Det er mange penge, synes jeg. Det er, givetvis, omkost-

Still fra Cosmic Top Secret

Interview med Trine Laier, uddannet fra Den Danske Filmskoles animations- og spillinje i 2012, selvstændig med firmaet Those Eyes.

34

35

CON AMORE / GRATISARBEJDE BLANDT INSTRUKTØRERR

ningstungt at drive virksomhed, og det er man, som instruktør, med til at betale for: At produktionsselskabet har økonomi til at dække deres huller mellem produktioner, der bliver til noget, og, hen over produktioner, der ikke bliver til noget. Problemet er bare, at instruktøren ikke har noget andet end fleksible småjobs og eventuelle dagpenge til at dække egne huller mellem produktioner. Og man har ikke indflydelse på, hvad et eventuelt overskud, som man selv har været med til at skabe, skal bruges til.

Billedet af den store arbejdsløshed blandt instruktørerne er forfejlet, fordi det handler

om, at instruktørerne bliver nødt til at være aktive ulønnet, indtil de får sat et eller andet i gang, der genererer løn. Samtidig har producere masser af muligheder for at have mange projekter i gang. Og det er ok for DFI. Men instruktører har langt hen ad vejen ikke lov til at have flere ting i produktion. Fordi så laver vi ikke et ordentligt stykke arbejde, hedder det sig. DFI glemmer, at man har de der store huller imellem produktionerne.

Samtidig har vi ofte mange andre kasketter på end instruktørkasketten. Og jeg må jo alligevel flette produktioner

med mit tv-arbejde eller undervisning for at få økonomien til at hænge sammen.

Ja, på baggrund af alt det, har jeg vurderet, at det er mere frugtbart for mig, at jeg selv både instruerer og producerer.

Kommer det dertil, at jeg må træffe et valg mellem at være producer eller instruktør som f.eks. DFI helst ser det, og et langt stykke af vejen (helt urimeligt) kræver det - så vil jeg kunne opnå mere som producer end som instruktør. Det kan være, at der gør sig nogle ting gældende for mig, som for andre vil være mindre væsentlige, who knows?

CON AMORE / GRATISARBEJDE BLANDT INSTRUKTØRER

36

Jeg har haft enkeltmandsfirma i over 20 år, men har selv produceret i et par år nu, er registreret som arbejdsgiver med lønansatte og skal aflægge regnskaber. Jeg kan jo allerede se, at jeg har fået en helt anden økonomi efter at jeg har truffet det valg. Jeg arbejder nok også mere nu og mere effektivt.

Men hvad enten man forholder sig til værdisættelse af sin egen tid eller den samlede økonomi i det projekt, man kommer med eller inviteres til at instruere, er der et komplekst forhandlingssystem, som er meget tidskrævende. For mange instruktører er det følelsesmæssigt krævende. Fordi vi, som regel, ikke er forretningsfolk, og måske selv bærer brænde til den bullshit historie, at kreative ikke forstår økonomi, og ser økonomi som et nødvendigt onde.

Noget der er ubehageligt at tale om.

Jeg tror, at mange instruktører, synes det er pinligt at skulle sætte pris på, hvad man selv er værd. Fordi det ofte er knyttet til projekter og historier, der er vigtige for én.

Måske derfor, eller af andre grunde, har jeg oplevet, at det også blandt filmproducere er ufint eller uvant, at tale om økonomi.

Måske særligt indenfor dokumentar.

I starten er man ofte optaget af, at alle skal være glade. Men så får man ikke tingene op på bordet og pludselig lægger forelskelsen sig. Jeg tror også, det kunne afhjælpe mange følelsesmæssige komplikationer, hvis kontrakt- og økonomiforhandling var straight on fra day one.

Præcis. Førhen i mit arbejde i animationsbranchen har jeg haft store business kunder. Der har det altid været fuldstændigt straight, at det første man talte om var, hvad koster det her? Hvor mange timer skal der sættes af? Konkrete forhandlinger af beløb og opgave. Den, der sidder på pengekassen, har magten, og er derfor i udgangspunktet den, der skal beskrive opgavens omfang og pris.

Det er også meget mærkeligt for mig, at der er en kultur om, at udviklingskontrakter

er uafhængige af produktionskontrakter.

Dvs. man kan være meget langt fra at vide, hvad man konkret går ind til i forhold til deling af endeligt ansvar, overskud/ underskud og gensidige forventninger f.eks. i lancering af et endeligt produkt, når man indgår udviklingskontrakten. Selvom projektets endelige økonomi i starten ligger i tåger, kan man godt forhandle de overordnede linjer fra starten af. Det giver arbejdsro og tryghed.

og overblik, betyder, at jeg kan arbejde på mange flere projekter på én gang, og jeg har meget mere fremdrift. Fordi det hænger så tæt sammen med udførelsen af den kreative idé. Det er mig, som laver aftaler, jeg kan stå inde for, direkte med dem, jeg samarbejder med. Frem for en producent, der ikke har den samme tid og forståelse for, hvad der er behov for til projektet, og hvordan hver enkelt medarbejder har det til daglig.

Jeg har følt mig umyndiggjort af det magtforhold, at producer/producent sidder på økonomien. Og trives dårligt med, at jeg ikke har kontrol over det, jeg laver. Det opleves ikke som delt partnerskab. Konsekvensen er jo så, at jeg har valgt selv at producere. Også for at få det til løbe bedre rundt økonomisk på længere sigt. Men så bliver jeg mødt fra DFIs side med, at man ikke selv må producere i nogle sammenhænge. Godt nok kan instruktører søge idéudvikling selvstændigt, og det er en god start. Men jeg har fået flere afslag fra DFI med den begrundelse, at der er instruktører, der historisk har formøblet et budget.

Hvad har det med mig at gøre? Jeg synes, det er en forstokket og direkte skadelig tankegang, at man som kreativ ikke kan være økonomisk ansvarlig. Desuden hyrer jeg dygtige finansielle rådgivere, og mine regnskaber ryger jo til revision.

Og producenten ejer filmen i sidste ende.

Det kreative er blevet meget sjovere, efter at jeg selv har fået kontrol over økonomien. Budgetter har jeg vendt fra at være noget ubehageligt, kedeligt og svært, der skulle afleveres og diskuteres med en producer til, at det er spændende. Noget jeg reelt kan regne med og operere med uden at skulle vente på en producer, der forståeligt nok har travlt med alt muligt andet. Det, at have den økonomiske magt

Når producenten sidder på, hvad der kommer ind og ud af den pengekasse, ejer de projektet uanset, om man har lavet en medejeraftale eller ej. Jeg har haft enkeltmandsfirma i over 20 år, men har selv produceret i et par år nu, er registreret som arbejdsgiver med lønansatte og skal aflægge regnskaber. Jeg kan jo allerede se, at jeg har fået en helt anden økonomi, efter at jeg har truffet det valg. Jeg arbejder nok også mere nu og mere effektivt. Så nu er der penge på kontoen til, at jeg kan se et par år ud i fremtiden og operere mere frit. F.eks. kan jeg ansætte holdet og en periode, til at udvikle nye projekter sammen med mig.

En forretningsudvikler og økonom hjælper os med at få det hele til at hænge sammen, og så co-producerer vi med udlandet og får tilført ekspertise derfra. Det ville være fuldstændigt op ad bakke at få en ekstern producer til at spytte penge på bordet til noget helt uafklaret og ufinansieret halløj.

Så det er min løsning. Men det løser jo ikke noget for producerne, det er jeg helt med på.

Nej, ikke hvis det er den vej flere instruktører går, for at skabe rammer, der fungerer for dem. Har du tidligere oplevet at få medejerskab procentvis, eller som co-producent eller noget?

CON AMORE / GRATISARBEJDE BLANDT INSTRUKTØRERR

Still fra Cosmic Top Secret

37

Uanset hvad, tegnede der sig et billede af, at jeg kunne få en form for medejerskab på de mere kunstnerisk eksperimenterende projekter, men ikke på de mere kommercielle. Det anså jeg for en dyster fremtid for både min karriere og økonomi.

Ja, begge dele på et par projekter, men det er en øm ting. Jeg har fra start haft nogle helt andre forventninger til, hvordan mit medejerskab er på de projekter, jeg arbejder på, uanset forretningspotentiale. Det havde jeg fremlagt for producenten længe før opstart.

Men det blev ignoreret eller ikke mødt med modsvar om, hvordan det kunne blive hos dem. Eller også er det mig, der ikke forstår kulturen eller ikke er i stand til at kommunikere mine krav. Uanset hvad, tegnede der sig et billede af, at jeg kunne få en form for medejerskab på de mere kunstnerisk eksperimenterende projekter, men ikke på de mere kommercielle. Det anså jeg for en dyster fremtid for både min karriere og økonomi.

Jeg har først nu forhandlet 50/50 ejerskab. Og jeg har det helt forfærdeligt med at en andens produktionsselskab, ejer en film med min personlige historie, og samtidig ikke bruger potentialet i ejerskabet. Altså hvorfor er de kommercielle rettigheder vigtige for én, hvis man fokuserer på at tjene pengene på produktionen, og ikke ved virkelig at give den en skalle med salg og filmens efterliv?

Ja, det har jeg også haft det svært med. Så jeg indså, at jeg ikke passer ind i den klassiske producer-instruktør-konstruktion.

Enten må jeg selv producere, samarbejde med f.eks. udenlandske producere og/ eller jeg må ansætte en producer i mit selskab. Lige nu gør jeg alle tre ting, og så må vi se, hvor det bringer os hen.