6 minute read

Kollegier snart klar til at huse hundredvis af studerende

Grønland mangler arbejdskraft og har sat gang i en række kollegiebyggerier, som giver optimale boforhold og kan tiltrække flere studerende fra hele kysten til uddannelserne - i Nuuk og Qaqortoq er flere byggerier tæt på aflevering

Af Michael Rughede

Der er turbo på byggeriet i Grønland i disse år. Et af de store satsningsområder for det grønlandske selvstyre er at løfte uddannelsesniveauet. Og at skabe bedre uddannelsesforhold for de studerende er et helt centralt element. Her er gode boliger afgørende, og flere nye kollegier langs kysten er derfor under opførelse.

Flere af byggebranchens aktører er i gang på kollegiebyggerierne. En af dem er MT

Højgaard, der som hovedentreprenør netop nu er ved at færdiggøre to store kollegiebyggerier i Nuuk og Qaqortoq i samarbejde med Grønlands Selvstyre.

Et kollegie-fyrtårn på ved indsejlingen til Nuuk

I Nuuk er MT Højgaard på vej med hele 7 nye kollegiebygninger i bydelen Kujallerpaat. Et klippefyldt og vindblæst, men smukt område ved indsejlingen til Grønlands hovedstad.

Snart er de tre første bygninger færdige. De udgør 1. etape af de i alt 210 nye sengepladser som kollegierne kommer til at rumme, og som opføres i to etaper.

- Alt jord- og udsprængningsarbejde og betonelementarbejdet er klaret, så de i alt 7 bygninger står nu som færdige råhuse. Det er vi meget stolte af. Det er et stykke arbejde, vi har udført i tæt samarbejde med vores lokalt baserede elementfabrik her i Nuuk, fortæller en tilfreds John Lykke Nielsen, regionsdirektør for MT Højgaard Grønland.

Og stoltheden over, at være nået så lang udspringer blandt andet af de vanskelige forhold, der bygges under:

- Det er et yderst svært terræn at operere i. Bygningerne står tæt, med bogstaveligt talt kun et lille stenkast fra skrænter mod vandet, og i et af de mest vindblæste områder i Nuuk.

Ikonisk byggeri på svær klippegrund Ifølge regionsdirektøren gør den manglende plads og adgang hele logistikken og byggearbejdet endnu mere udfordrende.

Det betyder, at byggeledelsen hele tiden er nødt til at planlægge og finde forskellige løsninger for at kunne færdiggøre arbejdet fra de sider, der vender mod vandet og klipperne - særligt når der ikke er kørselsadgang omkring bygningerne i de udsprængte områder.

- Men de første kollegier står snart klar til aflevering, og vi ser frem til at se de studerende kan flytte ind i deres nye moderne kollegieboliger. Det er et smukt og ikonisk byggeri, der kommer til at stå med farvede facader langs indsejlingen til Nuuk.

Færdiggørelsen af de resterende etaper er også godt undervejs.

- Vi er optimistiske omkring det videre arbejde med de næste bygninger, som vi forventer står færdige i løbet af det næste år, siger John Lykke Nielsen.

Nye kollegier skal trække studerende til Qaqortoq

I Qaqortoq er MT Højgaard også ved at lægge sidste hånd på et andet kollegiebyggeri. To bygninger med 136 nye sengepladser til studerende i alle aldre.

Byggerierne er ligesom kollegiebyggeriet i Nuuk et elementbyggeri. Elementerne er blevet produceret i Nuuk på MT Højgaards egen elementfabrik og fragtet til Qaqortoq.

De nye attraktive kollegiebygninger kommer til at give et stort løft til kollegiemassen i Qaqortoq, en by som efterhånden tiltrækker mange studerende fra hele kysten til en række forskellige uddannelser i byen.

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Erik Jensen, har undervejs i byggeprocessen været forbi pladsen og ved selvsyn fået et indtryk af de nye kollegier - og givet udtryk for at byen med de nye kollegier får et markant løft til studiemiljøet, fortæller John Lykke Nielsen og uddyber:

- Bygningernes faciliteter er ikke kun moderne, men også handicapvenlige. Og omgivelserne i sig selv er indbydende for fællesskab og udstråler et godt studiemiljø og sammenhold, som vi tror de studerende vil nyde godt af.

- Og så har kollegierne en helt fantastisk beliggenhed med udsigt til Storesøen. De nye bygninger pynter og klæder ikke kun byen, men også studielivet i Qaqortoq. Vi glæder os meget til at aflevere de flotte bygninger til bygherren, siger John Lykke Nielsen.

Skal give Grønland mere og bedre arbejdskraft

I MT Højgaard er der udover tilfredsheden ved lige straks at kunne aflevere de nye byggerier også en god portion forventning til selv at kunne få glæde af det løft, som kollegierne forventes af give de grønlandske uddannelser.

For udviklingen i Sydgrønland og de mange fremtidige projekter i regionen kalder på mere kvalificeret arbejdskraft.

- Håndværkerfaget skal derfor gøres mere attraktivt i Grønland. Det mener både vi, og tidligere borgmester i Qaqortoq Simon Simonsen, siger John Lykke Nielsen og nævner byens tidligere førstemand, som nu er sløjdlærer på Tasersuup Atuerfia i Qaqortoq, og medlem af kommunalbestyrelsen.

- I MT Højgaard Grønland vil vi gerne være med til at gøre håndværkerfaget mere attraktivt for den nye generation af håndværkere, så vi har hænderne til at varetage alle de opgaver der venter i fremtiden. Det er en opgave som vi ser frem til at være medvirkende til at løse, i tæt samarbejde med de mange myndigheder, organisationer og interessenter, der arbejder målrettet med denne udfordring, siger John Lykke Nielsen og suppleres af projektchef Tonny Schou, som har været med på kollegiet i Qaqortoq.

- Vi har brug for flere folk med kompetencer til at løfte erhvervet her i Sydgrønland. Jeg håber at de flotte kollegier medvirker til, at de studerende får en bedre tilværelse her i Sydgrønland. Og måske endda gør, at de får lyst til at blive her efter endt uddannelse, lyder det håbefuldt fra projektchefen.

Lokal arbejdskraft er nøglen

MT Højgaard Grønland har i mange år været aktiv på kysten og været med til at skabe beskæftigelse og arbejdspladser til mange lokale håndværkere fra hele landet. Den udvikling vil fortsætte:

- Men de fremtidige projekter i bl.a. Sydgrønland kræver flere hænder, hænder vi i øjeblikket ikke har. Med kollegiebyggeriet her i Qaqortoq, mærkede vi, at det ikke altid er nemt at skaffe de medarbejdere, der er brug for. Der er rift om ressourcerne, og vi ved at det ikke bliver nemmere de kommende år, med de andre store projekter, der venter forude, fortæller Tonny Schou.

- Så det er da vores håb, at der i fremtiden bliver tænkt mere på fastholdelse af lokal arbejdskraft, og også i hvordan man tiltrækker ny arbejdskraft fra andre byer.

Det er et af MT Højgaards erklærede pejlemærker at skulle være stærkt lokalt funderet og en integreret del af det grønlandske samfund.

- Derfor gør vi, hvad vi kan for at holde på de hænder, vi har. Blandt andet ved at udvikle de kompetencer vores medarbejdere har, så vi sikrer os, at vi også er med til at skabe fremdrift både på arbejdspladsen, men også for den enkelte medarbejder, slutter Tonny Schou.

Lokale forsikringsfolk for sikkerhedens skyld

Forholdene i Grønland er i mange egne af landet så specielle, at det kræver både lokalkendskab og arktisk indsigt at tilbyde forsvarlig forsikringsdækning. Uanset om der er tale om forskningsekspeditioner, turistrejser, marineaktivitet, eller for den sags skyld private forsikringsbehov, er det afgørende, at forsikringerne er forankret i lokal ekspertise.

Udviklingen i Grønland kører på de høje nagler i disse år. Med nye lufthavne på vej, øget fokus på råstofudvinding, flere forskningsekspeditioner, samt store forventninger til fremtidens turisme er der mere end nogen sinde behov for, at vi passer godt på hinanden og på Grønland. Behovene for gennemtænkte forsikringer, der bygger på lokal indsigt, stiger ligefrem proportionalt med den øgede aktivitet.

- Der er meget fart på Grønland i disse år. Nye virksomheder etableres, infrastrukturen udvides, turisterne rejser mere hertil, og der bygges i højt tempo flere steder i landet. Det er godt for Grønland, men vi skal huske på, at når tempoet er højt, så er det særlig vigtigt, at vi skaber de bedste rammer for udviklingen, fortæller Dora Drechsel, der er CEO i Kalaallit Forsikring Agentur.

Lokal tilstedeværelse

Dora Drechsel og hendes knap 20 medarbejdere er fordelt på virksomhedens fire kontorer i Nuuk, Ilulissat, Sisimiut og Qaqortoq.

- Vores lokale tilstedeværelse er fuldkommen afgørende for, at vi kan tilbyde forsikringer til både privatkunder, erhvervskunder og ekspeditioner, som reelt giver forsikringstagerne ansvarlig dækning. Vi kender til forholdene, vi har relationer til de lokale over hele Grønland, og vi ved, hvilke særlige forhold, der gør sig gældende, når vi skal forsikre både de lokale og alle dem, der i stigende grad kommer til fra udlandet.

Hurtigt til stede med assistance Kalaallit Forsikring Agenturs tilstedeværelse med flere kontorer og medarbejdere med solidt lokalkendskab betyder også, at virksomheden hurtigt kan være til stede på skadesstederne og yde den forsikringsmæssige assistance, de lokale forhold kræver.

- Vi er typisk på pletten inden for et par timer, hvis en skade kræver vores øjeblikkelige tilstedeværelse. Vi kender landskabet, infrastrukturen og kulturen, så vi kan meget hurtigt yde kvalificeret hjælp og igangsætte de rigtige processer ved eksempelvis brandskader, behov for redningsaktioner og andre skader.

Kvalificeret rådgivning

Før skaderne sker, lægger Kalaallit Forsikring Agentur stort engagement i rådgive både private og virksomheder i sammensætningen af relevante forsikringspakker.

- Forsikringsområdet kan være vanskeligt at sætte sig ind i, og her i Grønland skal man i særlig grad holde tungen lige i munden, fordi de arktiske forhold, infrastrukturen og geografien ofte kræver særlig ekspertise. I den sammenhæng kommer vores lokale forankring og forståelsen for kulturen i Grønland altid i spil.

This article is from: