Langsom produktivitet by Dafolo

Langsom produktivitet

Den tabte kunst at opnå noget stort uden at brænde ud

Langsom produktivitet

den tabte kunst at opnå noget stort

uden at brænde ud

oversat af IDA HØJELSE SVITH

Cal Newport

Langsom produktivitet

Den tabte kunst at opnå noget stort uden at brænde ud

1. udgave, 1. oplag, 2025

All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form. No part of this book may be used or reproduced in any manner for the purpose of training artificial intelligence technologies or systems. This work is reserved from text and data mining (Article 4(3) Directive (EU) 2019/790).

This edition published by arrangement with Portfolio, an imprint of Penguin Publishing Group, a division of Penguin Random House LLC

Oversat fra engelsk af Ida Højelse Svith efter Slow Productivity – The Lost Art of Accomplishment Without Burnout

Forlagsredaktion: Sophie Hill

Omslagsdesign og grafisk layout: Simon Zander

Grafisk produktion: JYPA, Aalborg

SVANEM ÆRKET

Tryksag 5041 0826

Scandinavian Print Group

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8307

ISBN 978-87-7234-447-8

Til min familie, der hver dag minder mig om glæderne ved at sætte tempoet ned.

DEL 2 PRINCIPPER

FORORD

Til kamp for tålmodigheden

Jeg har skrevet et Sted, hvor jeg daglig maa se, det manende Tankesprog: T.T.T.

Naar man føler hvor lidet man naaer med sin Flid, er det nyttigt at mindes, at Ting Tar Tid.

Piet Hein, ”T.T. Erindringsvers”

Hvornår er jeg mest produktiv?

Som ung journalist på Politiken troede jeg gennem mange år, at det var, når jeg havde gang i mange ideer og projekter på samme tid. Som en blæksprutte med ni hjerner og otte arme, som et enmandsorkester for fuld musik.

Når jeg flyttede mit fokus mellem den ene, anden og tredje historie, jeg skulle skrive. Når jeg straks læste og rapt replicerede på de e-mails, der som en effekt af Outlooks standardindstilling poppede op i det højre hjørne af min skærm. Når jeg havde en fane i min browser åben med et konstant feed fra Twitter og en anden med strømmen fra Facebook. Når jeg gled ind og ud af private og professionelle forhold. Når jeg tog min smartphone med mig på toilettet for at tjekke nyheder, og når jeg udfyldte min cykeltur til og fra arbejde med en fagrelevant podcast i ørerne. Når jeg hjemme i sofaen satte andres behov på pause for at besvare e-mails, udveksle beskeder eller ekspandere min sociale kapital på SoMe.

Vel arbejder jeg på en hektisk nyhedsredaktion, som er under et konstant bombardement af informationer. Men ingen chef havde bedt mig om at leve mit liv med grænseløst arbejde og stakåndet multitasking. Min adfærd var drevet af en indre logik og en ydre teknologi. En indre arbejdsmoral, der messede til mig, at jo hurtigere jeg løber, desto mere værdi giver jeg til læserne, min arbejdsgiver og vækstsamfundet. Og en ydre teknologi, der giver konstant opkobling, adgang til uendelige mængder af information og underholdning samt et hurtigt fix social feedback til hjernen.

Som ethvert andet menneske var jeg selvfølgelig også præget af den store floks adfærd: Alle andre lader til at være always on, ergo må også jeg være konstant tilgængelig, synlig og informationsindsamlende. Vi vil så nødigt falde udenfor. FoMo betegner vores frygt for at misse noget vigtigt; en instinktiv frygt, der i det 21. århundrede blev kapitaliseret og gjort til omdrejningspunkt i techgiganternes forretningsmodel.

Men forestillingen om mit mest produktive selv var komplet forfejlet. Mere end det, min adfærd var decideret underminerende for, hvad jeg ønsker at få ud af mit liv. Der er her tale om cirka 30.000 døgn, som jeg så vidt vides aldrig får igen.

Jeg kan takke Cal Newport for at sætte viden og ord på den indsigt.

Som datalogiprofessoren konkluderer i sin bog Digital minimalisme fra 2020:

”Digitale minimalister betragter nye teknologier som redskaber, der kan bruges til at understøtte de ting, de tillægger stor værdi – og ikke i sig selv som en kilde til værdi.

De accepterer ikke ideen om, at nogle små fordele retfærdiggør, at de lukker en opmærksomhedsslugende tjeneste ind i deres liv, og er i stedet interesserede i at anvende ny teknologi på en meget selektiv og bevidst måde, der giver stort udbytte. Og mindst lige så vigtigt: De har det fint med at gå glip af alt andet” (s. 206).

Med mental opbakning fra Newports filosofi nåede jeg frem til en ny erkendelse af, at det er i fordybelsen og grundigheden, at jeg finder min

arbejdsglæde og derigennem også skaber den største værdi for andre.

Når jeg evner at prioritere min tid, frasortere støj, eliminere distraktioner og fokusere på ét projekt ad gangen.

Gennem flere år havde jeg kæmpet med at nå mere end 20 sider ind i de bøger, der tidligere i mit liv havde givet mig ro, refleksioner og perspektiver. Men ved at distancere mig fra min smartphone og dens uendelige distraktioner genfandt jeg min læseevne og den afledte glæde og inspiration. Jeg opdagede, at jeg også fik de mest originale ideer, når jeg gik ture uden min telefon, cyklede uden konstante lydinput i ørerne og holdt pauser i arbejdstiden – altså reelle pauser uden en skærm i fjæset.

I andet halvår af 2023 tog jeg orlov for at skrive bogen KIG OP om den digitale teknologiudviklings udfordring af menneskelige værdier og egenskaber. Jeg kunne skubbe møder, logistiske byrder og digital støj til side. Jeg kunne zoome ind på én mission og fordybe mig i et altoverskyggende projekt. Det var monotasking i stedet for et forpustet forsøg på multitasking. Og det var den hidtil mest produktive, berigende og tilfredsstillende periode i mit 25 år lange arbejdsliv.

Højhastighedssamfundet

”Ting tar Tid” skrev den store danske opfinder, designer og forfatter Piet Hein under psudonymet ”Kumbel” i 1948 i et af sine hverdagsfilosofiske gruk i Politiken. Han vidste, hvad han talte om. Piet Hein fik registreret 3.100 ideer, fra et patent på bevægelige dukkeøjne i 1930’erne til superelipsen, der i dag bruges som grundform for torve, bygningsværker, borde og brætspil over hele verden.

Det, der blandt andet gør os unikke som mennesker, er vores fantasi og fordybelsesevne. Det var åbenlyst for Piet Hein, som det er for Cal Newport. Men tankevirksomhed og grundighed har fået stadig trangere kår. Som den tyske sociolog Hartmut Rosa skildrer i sine værker, lever vi i accelerationens og konkurrencetvangens tidsalder. Vi styrter forpustet rundt i alle livets arenaer for at maksimere vores økonomiske, kulturelle og sociale kapital. Vi tager chefens eller kundens ekstra opgave ind, for den kan jo gøres færdig hjemmefra om aftenen

eller i weekenden. Vi går i fitnesscentret for at holde os selv lækre og alderdommens forfald stangen. Vi vil også signalere overskud, så vi inddrager nattetimerne for at bage cupcakes til vores barns klasse. Det hele serveres med et stewardessesmil på Instagram, Facebook eller LinkedIn, som vi efterfølgende tjekker manisk for at se graden af opmærksomhed i form af den sociale valuta, likes.

Tv-vært Lise Rønne har sat ord på det hektiske liv som videnarbejder med en kronik om, hvad hun oplevede, da hun gik fra at være selvstændig til at få sit øjensynlige drømmejob og en 37 ugers arbejdsuge med kolleger som forlagsredaktør på Gyldendal:

”Scrollede amok på min telefon, købte ting, spiste usundt, stoppede med at motionere, stoppede med at læse bøger, tog power naps som et instrumentaliseret greb for at kunne mere. Stadigt oftere mærkede jeg, at en succes på mit arbejde fik definitionsmagten over min families trivsel. Jeg manglede hele tiden tid, men jeg tror, det var tempoet, der endte med at gøre mig så rundtosset. Hele tiden havde jeg en følelse af at skulle gribe 200 bolde på én gang – og oven i det med fordel at kunne nå mere – og lige så ofte tænkte jeg: Det her er min hjerne ikke indrettet til at kunne.”

I kronikken, der blev den mest læste i Politiken i 2023, satte Lise Rønne ord på den fremmedgørelse og kollektive udbrændthed, der ifølge Hartmut Rosa følger af acceleration og maksimeringstrang. Vi føler i stigende grad, at vi halser efter tiden. Derfor sover vi mindre og holder færre pauser. Vi går, taler og spiser hurtigere, vi træffer kortsigtede beslutninger og drager forhastede konklusioner. Offeret er grundigheden, kreativiteten, eftertænksomheden og nærværet over for os selv og hinanden.

Fordybelseskrisen er strukturel og martrer i særdeleshed de yngre generationer. Som Trivselskommissionens formand, Rasmus Meyer, udlagde det i mit interview med ham, så ”har Vestens børn og unge været forsøgskaniner i teknologiudviklingen”:

”Det er uden for diskussion, at der er en sammenhæng mellem den kommercialiserede digitalisering af børn og unges liv og den stigende mistrivsel. Blot for at nævne nogle af de urovækkende eksempler kan vi se, at andelen af børn og unge, der slås med opmærksomhedsforstyrrelser, går op. De sover mindre. De fysiske fællesskaber er udfordret. Uro i klassen er et voksende problem. De unge pigers og kvinders forhold til sig selv er udfordret på en ny måde. Det hele kalder på, at vi som samfund tør tage nogle drastiske skridt.”

Digital stress

Den accelererende digitale teknologi pisker samfundstendensen frem. Produkterne og tjenesterne kommer med et løfte om at forøge effektiviteten og skabe plads til den virkelige værdiskabelse i studieliv, arbejdsliv og fritid. I praksis gør de ofte det stik modsatte. Et studie fra Københavns og Roskilde Universitet i 2023 viser, at medarbejdere spilder op mod 20 procent af deres arbejdstid på computerrelaterede problemer.

På Politiken begynder hver arbejdsdag med et redaktionsmøde, der siden coronatiden har været samkørt digitalt via Teams. Det forekommer smart, fordi man som medarbejder kan være med på mødet hjemmefra eller på farten. Men ofte driller teknikken, hvilket forsinker eller afbryder mødet i flere minutter. 20-30 medarbejdere ikke blot spilder deres tid, men kommer snublende i gang med den del af dagen, hvor de er allermest friske i hovederne.

Mailprogrammer og tjenester som Slack, som mange organisationer bruger til intern fildeling og kommunikation, ligner ved første udkast en gave til medarbejdernes produktivitet. Her kan man hurtigt dele dit og få svar på dat. Men uden en kritisk tilgang og programindstilling er tjenesterne et frontalangreb på medarbejdernes effektivitet med et konstant bombardement af notifikationer, informationer og beskeder. Og de griber langt ind i privatsfæren som apps på medarbejderes smartphones og bliver til teknoferens: teknologi, der forstyrrer menneskers fysiske interaktioner og relationer.

Fænomenet udfolder sig for øjnene af mig, når jeg er på legepladsen eller til fritidsaktiviteter med mine piger. Faren, der gynger sin toårige dreng, mens han stirrer ned i sin telefon i stedet for at have kontakt med barnet. Til gymnastik og svømning, hvor børnene søger deres forældres anerkendende ansigtsudtryk på tilskuerrækkerne. ”Så du lige, mor, jeg slog min første vejrmølle!”. Mor så det ikke, for der var lige én, der skulle have svar på Slack, et Instagram-opslag, der skulle have et like, og en besked på Aula, der skulle læses. Det hele føles akut vigtigt at forholde sig til lige nu, men er det i praksis stort set aldrig.

Forskerne Raluca A. Stana og Hanne Westh Nicolajsen udfolder i bogen Digital stress på arbejdspladsen, hvordan den allestedsnærværende digitale teknologi leder til udbrændthed og stress. De refererer undersøgelser, der viser, at der rapporteres et større omfang af stress i organisationer med en høj digitaliseringsgrad. Jo flere digitale systemer medarbejderne skal manøvrere i, desto større er risikoen for at brænde ud. Et tysk studie viser, at digital stress mindsker medarbejdernes professionelle præstation, deres tilfredshed med jobbet samt loyalitet over for arbejdsgiveren.

På en dansk arbejdsplads er det ikke usædvanligt, at en medarbejder skal kunne håndtere op mod 47 forskellige teknologier og systemer. Det er sjældent at finde jobfunktioner med færre end 20 involverede teknologier, som en medarbejder skal navigere i selv og i samarbejde med andre, lyder det i bogen.

I Danmark har vi gennem to årtier sat os for at blive verdensmestre i digitalisering. Signalerne fra politiske beslutningstagere og erhvervsorganisationer har været, at al ny teknologi er god teknologi, og at vi som befolkning skal omfavne disruptionen for ikke at blive sat håbløst tilbage i konkurrencen med andre samfund. FN har fire gange i træk præmieret os som verdensmester i offentlig digitalisering, og danskerne er også europamestre i at være koblet op på sociale medieplatforme.

Men always on-kulturen ser ud til at komme med en høj pris for folkesundheden. Siden 2010 er der ifølge Den Nationale Sundhedsprofil registreret en 50 procents stigning i omfanget af danskere, der oplever at sove dårligt om natten. De største stigninger ses i de yngre

aldersgrupper, hvor digitaliseringsgraden også er størst. Menneskets søvn er afgørende for stort set alle biologiske systemer i kroppen, og det er veldokumenteret, hvordan manglende søvn forårsager opmærksomheds- og indlæringsbesvær og kan føre til udvikling af overvægt og depression.

I takt med, at vi har kigget stadig mere ned i skærmene og ladet vores sind kolonisere af digitale tjenester, sociale medier og spil, er også graden af stress eksploderet. I 2010 havde 21 procent af danskerne en høj score på stressskalaen. Siden er det kun vokset, og i 2023 steget til 32 procent af befolkningen, altså hver tredje. For kvinder mellem 16 og 24 år gælder det mere end hver anden.

Højhastighedssamfundet og den forpustede livsførelse sætter sig i den måde, vi træffer beslutninger på. Et studie fra 2023 viser, at testdeltagere med generelt mest fart på i livet traf beslutninger ud fra en klar præference for små, hurtige og kortsigtede belønninger, mens de langsommelige typer traf tålmodige valg med store belønninger, der først indtræffer på længere sigt.

Betaling ved kassen mellem ørerne

Det meste kommer ned til, hvad vi dedikerer vores opmærksomhed til i de timer af dagen, hvor vi er vågne. Opmærksomheden kan sammenlignes med vores to hænder. Står vi med en kop kaffe i den ene hånd og en telefon i den anden, kan vi ikke også trykke et andet menneske på næven. På samme måde er vores opmærksomhed en knap ressource.

Siden slutningen af det 20. århundrede har vi, med internettets uudtømmelige kanaler til viden, gået rundt og bildt hinanden ind, at vi levede i informationens tidsalder. Men, som mange forskere peger på, materialiserede vores samtid sig i en opmærksomhedens tidsalder: Udbredelse af viden fortoner sig, fordi alt i stedet handler om at få opmærksomhed og beslaglægge andres.

Teknologisk havde vi forudsætningerne for at få den første type samfund, men overvågningskapitalismen frembragte det andet i kraft af en markedslogik om at gøre menneskets opmærksomhed, tid og

data til den gangbare valuta. For hvert sekund ekstra, du bruger på en social medie- eller kommunikationsplatform, desto flere af dine data høstes, desto flere reklamer kan du eksponeres for, og desto rigere bliver tech-mogulerne og deres investorer. Når en tjeneste er gratis, er du og din opmærksomhed produktet.

Zoomer vi ind på arbejdslivet, viser undersøgelser, at vores attention span – evnen til at fastholde fokus – er udfordret i accelererende grad.

Den amerikanske psykolog og professor i informatik Gloria Mark har siden begyndelsen af 00’erne lavet observationsstudier af kontorpersonale og tidsregistreret deres arbejdsprocesser. Hvor en kontoransat i 2004 i snit holdt fokus på en opgave – såsom at arbejde i et regneark – i 150 sekunder ad gangen, så var dette attention span halveret til 75 sekunder i 2012. I de seneste studier er fokusevnen decimeret til 47 sekunder.

I denne bog refererer Newport til en undersøgelse blandt 10.000 videnarbejdere, der i snit tjekker deres e-mail hvert sjette minut i løbet af deres arbejdsdag. I KIG OP fortæller jeg om et studie, der i 2016 viste, at vi i snit rører ved vores smartphone 2.617 gange i løbet af en dag. Alt tilsiger, at det tal kun er større i dag.

Og hvad så? Vi kan jo multitaske. Nej, det er desværre indbildning. Vi kan ikke have vores fokuserede opmærksomhed to steder på en gang. Selvfølgelig kan du gå op ad en trappe og samtidig fortælle en historie til et andet menneske, men det er alene i kraft af, at det at gå op ad en trappe er en automatiseret handling og ikke binder vores opmærksomhed. Hvis du snubler, stopper din talestrøm, fordi din opmærksomhed kræves til at håndtere den potentielle fare i faldet. Sidder du til et møde, og din kollega har ordet, er det en biologisk umulighed, at du kan tage ind, hvad hun siger, samtidig med du læser en tekst på din telefon. Faktisk kan du lige så godt forlade lokalet eller stikke to fingre i ørerne. Effekten, og det socialpsykologiske signal i øvrigt, er det samme.

I stedet for at multitaske gør vi i stedet det, at vi skifter vores fokus, og det gør vi hyppigere og hyppigere. Det kommer med en omkostning i form af, hvad hjerneforskere og psykologer har døbt et ”fokusskiftetab”. Hver gang vi bliver forstyrret og flytter vores opmærksomhed fra det, vi havde dedikeret den til, underminerer det vores koncentrationsevne.

Når man sidder i dybt fokuseret arbejde – såsom at læse en bog, løse en eksamensopgave eller skrive på en forskningsartikel – viser undersøgelser, at det efter en forstyrrelse kan tage 20-30 minutter at vende tilbage til det samme niveau af fordybelse.

I det fortravlede fokusskiftende liv er skadevirkningerne mange: Stressen kan måles i blodet, vi laver flere fejl, kan ikke fastholde koncentrationen og arbejder mindre effektivt. Alt sammen vist i forskellige studier.

Multitasking er således ikke blot en harmløs vandrehistorie, men en samfundsskadelig myte. Og når store dele af den vestlige civilisation – børn, unge og voksne – har fået sværere ved at fordybe sig og fastholde koncentrationen til at læse en bog eller se en hel spillefilm, ja så er en væsentlig del af forklaringen lige her.

Techgiganterne, der selv har accelereret problemet, tilbyder naturligvis en teknologisk løsning. Kunstig intelligens vil redde både dig og verden, lyder det over højtalerne som et digitaliseringsekko fra 2000’erne og 2010’erne: Hopper du ikke straks på toget, bliver du efterladt på perronen og vil rådne op med en mølædt hat på. Som et registreret varemærke for det underminerede opmærksomhedsspænd har ledere i vild panik hældt generativ AI ud over deres organisationer uden refleksion over, hvad et sådant skridt kan forårsage af konsekvenser for den selvstændige kreative tænkning og originale opgaveudførelse blandt medarbejderne.

Misforstå mig ikke, kunstig intelligens kan være et værdiskabende arbejdsredskab og bidrage til at effektivisere arbejdsgange, finde nye mønstre i store datamængder og opklare mysterier. Men undersøgelser, også fra techgiganterne selv, viser allerede, hvordan brugen af AI-assistenter mindsker menneskers kritiske tænkning og det med en markant social og generationel slagside. Måske vi i indførelsen af AI-værktøjer skulle lære af den nære fortids fejl og gøre brug af det, vi som mennesker sukker efter: langsommelighed og grundighed.

Fordybelseskrisens perspektiver rækker dybt ind i privatlivet og de mellemmenneskelige relationer, for det kræver også koncentration at lytte til et andet menneske. Og videre endnu, for når vi som samfund ikke magter at holde fokus på en problemstilling i længere tid ad

gangen, hvordan skal vi så løse de eksistentielle problemer, som menneskeheden står over for i form af klimakrisen, demokratier under afvikling og risikoen for en tredje verdenskrig?

Tid til fordybelse

Den måde, vi lever og arbejder på i dag, er hverken bæredygtig på et personligt eller kollektivt niveau. Og derfor er den bog, du har i hænderne så vigtig. I en verden af acceleration, overfladiskhed og udbrændthed er langsom produktivitet vejen frem. Udlagt med Newports tre fikspunkter: Lav færre ting, arbejd i et naturligt tempo, vær besat af kvalitet.

At skrue ned for kvantiteten og op for kvaliteten er på ingen måde let, når alle andre løber. I perioder med travlhed og manglende energi forfalder jeg selv til mit desperate, ungdommelige forsøg på at multitaske. Men Newport lægger en bred værktøjskasse frem, som man som læser kan vælge og vrage i. Jeg har stor gavn af ideen om at operere med to mentale projektlister. Hvor den ene er parkeret med ideerne på standby, mens den anden liste er aktiveret med maksimalt to projekter i gang. Et projekt skal ud over rampen, før det næste kan inviteres ind. Arbejdspladser kan tilsvarende botanisere i logikkerne. I tænketanken INVI – Institut for Vilde Problemer, der forsøger at udtænke løsninger på, ja, verdens vilde problemer, har direktør Sigge Winther Nielsen indført en ny mødekultur: ”Vi bestræber at have tænketid i de produktive formiddagstimer. Så møder lægges så vidt muligt ikke mellem klokken 9.00 og 12.00”.

Undtagelser forekommer naturligvis i en realistisk udveksling med det omkringliggende samfund. Men som følge af filosofien, der er direkte inspireret af Cal Newport, vil man på de fleste formiddage kunne observere en sjælden ro og 15 medarbejdere, der er dybt fokuserede i hvert sit tænkende arbejde. Det er et spørgsmål om at indrette sig for at få det bedste ud af hjernens indretning. Og fordybelse smitter.

Newport tager et tiltrængt opgør med industrisamfundets arbejdslogik, der til stadighed hamres og mejsles ned over videnarbejdere. Ved

at proppe flere ind i et storrumskontor og udstyre dem med stadig mere kommunikationsteknologi kan de klare stadig flere opgaver, og organisationen får flere units ud per snude. Sådan lyder den forfejlede logik. I stedet bør man spørge sig selv: Hvordan udvider vi rammerne for den optimale tankevirksomhed, mindsker distraktionerne og fremelsker processer og produkter med reel værdiskabelse for både afsender og modtager?

Langsom produktivitet handler om at skrue op for både fornuften, følelsen og gevinsten. Cal Newport introducerer et overordentligt kvalificeret bud på en ny og mere bæredygtig arbejdsfilosofi til det 21. århundrede, og bogen bør være pligtlæsning for enhver arbejdsgiver, arbejdstager, selvstændig og studerende inden for vidensarbejde.

Jeg håber, det ikke er for sent, og at du som læser kan fastholde koncentrationen undervejs, så lidt af filosofien vil rodfæste sig. Vores arbejdsliv, familieliv, samfund og globale udfordringer kalder mere end nogensinde på tålmodighed, grundighed og eftertænksomhed.

T.T.T. Ting tager tid. Tanker tager tid.

Jakob Sorgenfri Kjær, maj 2025

Jakob Sorgenfri Kjær (født i 1981 – et år før Cal Newport) har som journalist på Politiken siden 2006 beskæftiget sig med den digitale revolutions effekter på menneske, samfund og demokrati. Han har vundet flere priser for sit arbejde og udgav i 2024 den anmelderroste bestseller KIG OP på Politikens Forlag.

Indledning

Isommeren 1966, hen imod slutningen af hans andet år som fast skribent for The New Yorker, fandt John McPhee sig selv liggende fladt på ryggen på et picnicbord under et asketræ i sin baghave nær Princeton i New Jersey. ”Jeg lå på bordet i næsten to uger, mens jeg stirrede op i grenene og bladene og kæmpede imod angst og panik,” husker han i sin bog fra 2017, Draft No. 4. McPhee havde allerede publiceret fem dybdegående artikler for The New Yorker, og inden da havde han tilbragt syv år som associate editor for Time. Det var med andre ord ikke nyt for ham at skrive til magasiner, men den artikel, der låste ham fast til picnicbordet, var den mest komplicerede, han endnu havde forsøgt at skrive.

McPhee havde tidligere skrevet portrætartikler, såsom hans første større artikel for The New Yorker, ”A Sense of Where You Are”, som fulgte basketballstjernen Bill Bradley fra Princeton University. Han havde også skrevet historiske beretninger: I foråret 1966 publicerede han en artikel i to dele om appelsiner, hvori den ydmyge frugts historie blev sporet helt tilbage til dengang, den først blev omtalt, 500 f.Kr. i Kina. McPhees aktuelle projekt, som tog livtag med det usandsynligt brede emne Pine Barrens1 i det sydlige New Jersey, var dog et forsøg på langt mere end det. Frem for at skrive en fokuseret portrætartikel

1 Pine Barrens i det sydlige New Jersey er en sandstrækning med fyrretræsbevoksning. O.a.

måtte han væve fortællingerne om adskillige karakterer sammen, hvilket indbefattede en omfattende genskabelse af dialog og besøg til specifikke lokationer. I stedet for at sammenfatte historien om et enkelt objekt måtte han dykke ned i den geologiske, økologiske og sågar politiske historie om en hel region.

I tiden op til sin lammelse på picnicbordet brugte McPhee otte måneder på at researche emnet og samle det, han senere omtalte som ”nok materiale til at fylde en silo.” Han havde rejst fra sit hjem i Princeton ned til Pine Barrens flere gange, end han kunne huske, og medbragte ofte en sovepose for at kunne forlænge opholdet. Han havde læst alle de relevante bøger og talt med alle de relevante personer. Nu, hvor han måtte i gang med at skrive, følte han sig overvældet. ”I mine øjne virker det rationelt at mangle selvtillid til at begynde med,” forklarede han. Det er ligegyldigt, at noget, du har gjort før, lykkedes. Din sidste artikel vil aldrig skrive den næste for dig.” McPhee lå altså på sit picnicbord og kiggede op i grenene på asketræet, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skabte sammenhæng i den uhåndterlige masse af kilder og historier. Han blev på bordet i to uger, indtil en løsning på hans knibe omsider meldte sig: Fred Brown. McPhee havde tidligt i sin researchfase mødt Brown, en 79-årig, der boede i et ”skur” dybt inde i Pine Barrens. De havde dernæst brugt mange dage på at vandre sammen i skovene. Den åbenbaring, der rykkede McPhee fri af picnicbordet, bestod i, at Brown på en eller anden måde lod til at være i kontakt med de fleste af de emner, McPhee ønskede at skrive om i sin artikel. Han kunne præsentere Brown tidligt i artiklen og så strukturere de emner, han ønskede at udforske, som afstikkere fra hovedsporet om hans eventyrlige oplevelser med Brown. Selv efter dette klare øjeblik var McPhee over et år om at skrive sin artikel færdig i et beskedent lejet kontor på en sidegade til Nassau Street i Princeton, ovenover en optikerforretning og skråt over for en svensk massageklinik. Den færdige artikel endte med at blive på over 30.000 ord og blev inddelt i to dele, der blev bragt i to på hinanden følgende numre af magasinet. Det er et mønstereksempel på dybdegående featurejournalistik og et af de mere elskede punkter i McPhees lange bibliografi. Artiklen kunne imidlertid ikke være blevet til uden McPhees vilje til at

sætte alt andet på hold og blot ligge på ryggen og se op i himlen, mens han tænkte grundigt over, hvordan han kunne skabe noget ypperligt.

Jeg stødte på historien om John McPhees sindige tilgang i begyndelsen af coronapandemien, som for at sige det mildt var en vanskelig tid for videnarbejdere. I løbet af det bekymringsfulde forår begyndte nervøsiteten over kravene om produktivitet blandt dem, der slider og slæber i kontorer og ved computerskærme, at koge over grundet belastende pandemirelaterede forstyrrelser. Da jeg ofte støder på produktivitetsproblemer, når jeg skriver om teknologi og distraktion, oplevede jeg dette intensiverende tilbageslag direkte. ”Produktivitetssprog er en hæmsko for mig,” forklarede en af mine læsere i en e-mail til mig. ”Nydelsen ved at tænke og gøre tingene godt er virkelig en dybt indlejret menneskelig fornøjelse […] og føles (for mig) udvandet, når det forbindes med produktivitet.” En kommentator på min blog tilføjede: ”Produktivitetsterminologien rummer ikke blot budskabet om at få tingene gjort, men også om at gøre det for enhver pris.” Pandemiens specifikke rolle som en drivkraft bag disse synspunkter var ofte tydelig i denne feedback. Én indsigtsfuld læser uddybede for eksempel: ”Det faktum, at produktivitet er lig med producerede dimser, fremgår, om noget, mere klart under denne pandemi, da forældre, der stadig er så heldige at have et job, forventes at producere den samme mængde arbejde, mens de tager sig af deres børn og står for deres uddannelse.”

Denne energi overraskede mig. Jeg elsker mit publikum, men optændt er normalt ikke et ord jeg bruger til at beskrive dem. Før nu. Noget var tydeligvis ved at forandre sig.

Jeg opdagede hurtigt, at den voksende antiproduktivitetsholdning ikke begrænsede sig til mine læsere. I en periode på mindre end halvandet år mellem foråret 2020 og sommeren 2021 blev der udgivet mindst fire væsentlige bøger, der sigtede direkte mod populære forestillinger om produktivitet: Celeste Headlees Do Nothing, Anne Helen Petersens Can’t Even, Devon Prices Laziness Does Not Exist og Oliver Burkemans herligt sardoniske Four Thousand Weeks. Denne arbejdsmæssige udmattelse kom også til udtryk i flere bølger af sociale tendenser, som blev flittigt omtalt og toppede en efter en under pandemien. Den første

var den såkaldte Great Resignation.2 Selv om dette fænomen omfattede tilbagetrækning fra arbejdsstyrken inden for mange forskellige økonomiske sektorer, var der blandt disse mange underfortællinger en klar tendens til, at videnarbejdere slækkede på kravene til deres karrierer.

The Great Resignation blev efterfulgt af en stigende tendens til quiet quitting, hvor en yngre gruppe af medarbejdere begyndte at gøre aggressiv modstand mod deres arbejdsgiveres krav om produktivitet.

”Vi er overanstrengte, overstressede og evigt utilfredsstillede, og vi rækker ud efter en barre, der bliver sat højere og højere,” skriver Celeste

Headlee i indledningen til Do Nothing. Et par år forinden ville dette synspunkt måske have virket provokerende. Da pandemien toppede, prædikede hun dog for koret.

Efterhånden som jeg bevidnede den hurtigvoksende utilfredshed, blev det tydeligt for mig, at noget vigtigt var ved at ske. Videnarbejderne var udmattede – brændt ud på grund af en mere og mere ubarmhjertig travlhed. Pandemien introducerede ikke tendensen, men fik snarere de værste eksempler på den til at overskride tolerancetærsklen. Flere end et fåtal af videnarbejdere blev pludselig tvunget til at arbejde hjemme, hvor børnene råbte og skreg i det tilstødende værelse, mens de voksne udstod endnu et Zoom-møde. De begyndte derfor at undre sig: ”Hvad laver vi egentlig her?”

Jeg begyndte i vidt omfang at skrive om videnarbejderens utilfredshed såvel som alternative konstruktioner af arbejdsmæssig mening i mit mangeårige nyhedsbrev og i en ny podcast, jeg lancerede på et tidligt tidspunkt under pandemien. I takt med at der kom mere og mere fut i antiproduktivitetsbevægelsen, begyndte jeg også at dække emnet mere regelmæssigt i mine artikler til The New Yorker, hvor jeg er freelanceskribent. Det førte til, at jeg i efteråret 2021 hver fjortende dag påtog mig at skrive en klumme med titlen ”Office Space”, der specifikt omhandlede dette emne.

2 Der findes ikke et dækkende dansk udtryk for The Great Resignation, men det dækker over perioden med mange opsigelser og jobskift under coronapandemien. O.a.

De historier, jeg afdækkede, var komplicerede. Folk var overvældede, men kilderne til den stigende udmattelse var ikke umiddelbart indlysende. Når disse problemer blev omtalt på internettet, skortede det ikke på varierede og indimellem modstridende teorier: Arbejdsgiverne øgede nådesløst kravene til deres medarbejdere i et forsøg på at vride mere værdi ud af arbejdskraften. Nej, det, der gør os udmattede, er faktisk en internaliseret kultur, der tillægger travlhed værdi og er drevet af influencere, som taler for onlineproduktivitet. Eller måske er det, vi faktisk ser, ”senkapitalismens” uundgåelige kollaps. Der blev peget fingre og luftet frustrationer, alt imens videnarbejderne fortsatte med at synke ned i en tiltagende ulykkelighed. Det så sort ud, men efterhånden som jeg fortsatte med at researche på emnet, viste der sig et glimt af optimisme, antændt af netop den fortælling, vi indledte denne redegørelse med.

Da jeg første gang stødte på historien om John McPhees lange dage med blikket vendt mod bladene i sin baghave, blev jeg ramt af nostalgi – en scene fra en længst svunden tid, hvor de, der levede af at bruge deres hjerne, faktisk fik tid og rum til at udtænke imponerende ting. ”Ville det ikke være rart at have et job som det, hvor man ikke skulle bekymre sig om at være produktiv?” tænkte jeg. Men til sidst meldte en insisterende erkendelse sig. McPhee var produktiv. Hvis man fjerner blikket fra det, han gjorde på picnicbordet i netop de sommerdage i 1966, og i stedet ser på hele hans karriere, vil man finde en forfatter, som til dato har udgivet 29 bøger, hvoraf en vandt Pulitzerprisen, og to blev nomineret til National Book Awards. Han har også forfattet markante artikler for The New Yorker i mere end fem årtier, og gennem sit berømte kursus i faglitteratur, som han i mange år har undervist i på Princeton University, har han fungeret som mentor for mange unge forfattere, der senere gjorde karriere på deres egen markante måde, en liste, der inkluderer Richard Preston, Eric Schlosser, Jennifer Weiner og David Remnick. Der findes ikke en rimelig definition af produktivitet, der ikke også burde gælde for John McPhee, og alligevel er der intet hektisk, travlt eller overvældende ved hans arbejdsvaner.

Denne indledende indsigt udviklede sig til den hovedide, som denne bog vil udforske: Måske er videnarbejderes problem ikke produktivitet

i generel forstand, men derimod en specifik ufuldkommen definition af denne term, der har vundet indpas inden for de senere årtier. Den ubarmhjertige overbelastning, der slider os ned, er fremkaldt af en overbevisning om, at ”godt” arbejde kræver øget travlhed – hurtigere svar på e-mail og chatbeskeder, flere møder, flere opgaver, flere timer. Men når vi ser nærmere på denne præmis, finder vi ikke et solidt grundlag for den. Jeg fik den tro, at alternative tilgange til produktivitet lige så let kan retfærdiggøres, deriblandt dem, hvor overfyldte opgavelister og konstant aktivitet bedømmes som mindre vigtigt, og hvor et fænomen som John McPhees træge intentionalitet lovprises. Det blev da også klart og tydeligt, at de vaner og ritualer, der tilhører traditionelle videnarbejdere som McPhee, ikke blot var inspirerende, men med en tilstrækkelig omhyggelig redegørelse for de realiteter, der gælder for jobs i det 21. århundrede, også kunne være en rig kilde til ideer om, hvordan vi måske kan transformere vores moderne forståelse af arbejdsmæssige bedrifter.

Disse åbenbaringer satte gang i nye tanker om, hvordan vi går til vores arbejde, og smeltede til sidst sammen til et helstøbt alternativ til de antagelser, der er drivkraften bag vores aktuelle udmattelse:

LANGSOM PRODUKTIVITET

En filosofi til at organisere videnarbejde på en bæredygtig og meningsfuld facon ud fra de følgende tre principper:

1. Lav færre ting

2. Arbejd i et naturligt tempo

3. Vær besat af kvalitet.

Som du vil blive bekendt med på de kommende sider, afviser denne filosofi travlhed og ser overbelastning som en forhindring for at producere resultater, der betyder noget – ikke et stolthedstegn. Den rummer også den påstand, at arbejdsmæssige bestræbelser bør udfolde sig i et mere varieret og menneskeligt tempo, hvor hårde perioder opvejes af

afslapning på mange forskellige tidsskalaer, og at et fokus på en imponerende kvalitet, ikke aktivitet for aktivitetens skyld, bør understøtte det hele. I anden del af bogen vil jeg give en nærmere beskrivelse af filosofiens kerneprincipper og både give en teoretisk begrundelse for, hvorfor de er rigtige, og konkrete råd til, hvordan du omsætter dem til handling i netop dit arbejdsliv, uanset om du driver din egen virksomhed eller arbejder med en chefs øjne i nakken.

Mit mål er ikke blot at tilbyde tips til, hvordan du gør dit job noget mindre udmattende. Målet er heller ikke blot at hæve min metaforiske knytnæve på dine vegne over for de djævle, der udnytter dig og er ligeglade med din stressede tilstand (om end vi helt sikkert vil gøre lidt af det). Jeg vil i stedet foreslå en helt ny måde, hvorpå du, din lille virksomhed eller din store arbejdsgiver kan tænke over, hvad det vil sige at få tingene gjort. Jeg vil redde videnarbejdet fra det mere og mere uholdbare hektiske vanvid og omskabe det til noget mere bæredygtigt og humant, så du bliver i stand til at skabe ting, du er stolt af, uden at skulle slide dig selv ned undervejs. Det er naturligvis ikke alle kontorjobs, der med det samme vil nyde gavn af evnen til at omfavne denne mere bevidste rytme, men som jeg vil komme nærmere ind på, er den bredere anvendelig, end man måske først ville gætte på. Jeg ønsker med andre ord at bevise for dig, at det ikke blot er muligt at opnå noget uden at brænde ud, men at det bør være den nye standard. Inden vi drager forhastede konklusioner, må vi dog først forstå, hvordan vidensektoren ved et tilfælde fik et dysfunktionelt forhold til produktivitet, da det vil blive nemmere at afvise status quo, når først vi virkelig forstår, hvor tilfældigt denne sektor blev dannet. Det er med dette mål i kikkerten, at vi nu begiver os ud på rejsen.