CYKLISTER autumn 2017

Page 20

Verden

Hej verden,

skal vi være venner? Alle har ret til vind i håret, mener det hastigt voksende naboskabsinitiativ Cykling uden alder. Det hele begyndte med en enkelt nabo, en cykel og en simpel ide. Nu spreder de venskaber på tværs af alder i 35 lande. »The hills are alive with the sound of music …« Mary – en glad skotsk plejehjemsbeboer – synger med skrøbelig stemme. Siddende i en rickshaw suser hun ned ad en grøn sti i sit nabolag, mens 20-årige Fraser sidder bagved og træder i pedalerne. BBC har filmet cykelturen, og Marys glæde er gået viralt. Så nu løber de stærkt hos Cykling uden alder i København. Efter at 38 mio. mennesker fra hele verden har set deres logo på Frasers jakke, er der ingen ende på, hvem der vil lave noget med ældre og rickshaws. – Det er vildt! Tusindvis af mails strømmer ind, og vi knokler dag og nat for at svare alle, fortæller en af bevægelsens grundlæggere, Dorthe Pedersen, da CYKLISTER fanger hende på det summende kontor Gertrud blev så glad Det hele begyndte ellers fredeligt i 2012. En nabo til et plejehjem på Østerbro i København kunne godt lide at cykle. Han kunne ikke se, hvorfor plejehjemmets beboere ikke også skulle kunne det. Så en dag lånte han en cykeltaxa og dukkede op i plejehjemmets kaffestue: Ville nogen med ud at cykle en tur i byen? Plejeren Joan og beboeren Gertrud sagde spontant ja tak – og Gertrud blev så glad af cykelturen, at plejehjemmet gerne ville have naboen til at køre flere ture med beboerne. Ole Kassow – som naboen hedder – tænkte, at hvis han kunne skaffe en god cykel og en håndfuld venlige naboer til at køre ture, så kunne de andre i kaffestuen også komme

ud på eventyr. Og da han spurgte kommunen, om de ville sponsorere en rickshaw, endte kommunens brobygningskonsulent med at tilbyde fem cykler og et samarbejde om at udvikle initiativet på fem plejehjem. Så var grundlaget skabt for Cykling uden alder. Ny verdensorden – Gode historier spreder sig jo, siger Dorthe Pedersen om den heftige sneboldseffekt, Cykling uden alder har oplevet i de seneste fem år. – Vi har opfundet os selv henad vejen, efterhånden som folk kom til os og sagde, at de også gerne ville skabe noget sammen med de ældre i deres nabolag, forklarer hun. Først fik andre danske byer øje på de røde rickshaws, så kom interessen fra udlandet. I dag er naboskabsinitiativet aktivt i 35 lande, og midt i al virakken har Dorthe Pedersen svært ved at finde ord for, hvad de drømmer om at udrette nu. Men i det samme kommer udviklingsleder Søren Steffensen forbi, og han har svaret lige på læben. – Vi vil ændre verdensordenen inden for ældresektoren, udbryder han: – Vi vil ruske op i måden, folk ser på alder og skabe et nyt billede af, hvad man kan, når man er 90 år! Forandringen må komme lidt ad gangen, mener de hos Cykling uden alder. Men lige nu har de svært ved at få armene ned over den seneste storsejr over grænserne: På væggen i kontoret hænger billeder af elleve 90-årige koldingensere – de er taget på cykelferie med hjælp fra hele deres nabolag.

20 · Cyklistforbundet · CYKLISTER · efterår 2017

Om Cykling uden alder Cykling uden alder er et naboskabsinitiativ, hvor frivillige piloter cykler ture i rickshaws med beboere fra deres lokale plejehjem. Missionen er at sprede glæde og styrke fællesskabet mellem unge og ældre. P.t. kører 600 rickshaws i 45 danske medlemskommuner – plus rickshaws i 300 byer i 35 andre lande. Pengene til at drive initiativet kommer bl.a. fra fonde, kommuner og konsulentopgaver. I 2014 modtog initiativets grundlægger Ole Kassow Cyklistforbundets Peter Elming-pris. Køb bogen: I »Stories from Cycling Without Age« kan du læse mere om piloter og passagerer fra hele verden. Køb bogen i Cyklistbutikken 1905 og spar 50 kr. Medlemspris: 249 kr.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.