Nyhedsbrev 3

Page 7

Kort nyt Landet rundt

&

Over 30.000 ofre for cykelulykker HELE LANDET: Hvert år får skadestuerne over 30.000 henvendelser på grund af cykelulykker. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. - Det er ikke vores indtryk, at kommuner har optrappet vedligeholdelsen af veje og cykelstier de seneste år, udtaler DCF's direktør Jens E. Pedersen i Fyens Stiftstidende. Læs undersøgelsen i Ugeskrift for Læger: http://www.dadlnet.dk/ufl/0244/VPhtml/VP39479.htm

Tre ud af fire husker cykellygten HELE LANDET: På landsplan kører tre ud af fire cyklister ud i mørket med rigtig lys på cyklen. Det fremgår af en landsdækkende lygtetælling netop gennemført af Dansk Cyklist Forbund. - Den helt store glædelige overraskelse i år er tallene fra København. Knap 80 pct. af københavnerne kører med korrekt lys på cyklen. Det er en stigning på næsten 5 pct. i forhold til sidste år, hvilket er virkelig flot, siger Jens E. Pedersen, direktør i Dansk Cyklist Forbund. - Jeg er dog ikke helt tilfreds endnu, vi skal op over de 90 pct. før, det bliver rigtig godt, tilføjer han. De nye diodelygter er en af årsagerne til det gode resultat. - De nye lygter er bedre, batterierne holder længere, og de er nemme at have med i lommen. Men vi vil fortsat arbejde hen imod at alle cykler skal have indbyggede cykellygter. Før de har det, bliver det ikke rigtig godt, understreger Jens E. Pedersen.

Af Bo Vilberg Nielsen - Præstø Kommune

Projekt “Indkøbscyklen” i Præstø Kommune - fortsat fra side 6 Udlån af forskellige typer cykeludstyr til "testpiloter" (dvs. aktive borgere) har skullet give viden om en række cykelprodukters anvendelighed til indkøb i Præstø Bymidte på cykel. Over 50 testpiloter (ud af ca. 3500 indbyggere i Præstø) har i perioden 1999-2001 afprøvet forskellige typer af cykel-anhængere, sammenklappelige cykelkurve og andre bagageløsninger. Der har været stor tilfredshed med cykelprodukterne blandt testpiloterne og antallet af indkøbsture på cykel er steget igennem projektforløbet, dette både blandt testpiloterne og Præstøborgerne i øvrigt. En interviewundersøgelse har vist, at der gennem projektforløbet i Præstø er sket en stigning i antallet af indkøbsture som bliver foretaget på cykel. Denne stigning har været på 17,5% mod et projektmål på 25% . Rent konkret betyder det, at over 25% af indkøbsturene i 2001 foretages på cykel. Antallet af indkøbsture som er foretaget i bil har gennem projektperioden været faldende, om end der er tale om et lille fald. Dette tal skal sammenholdes med en stigning i transportarbejdet for biler på landsplan. Hvorvidt stigningen i cykeltrafikken alene kan relateres til projekt "Indkøbscyklen" kan diskuteres. Det har vist sig at være svært at identificere de klare årsagssammenhænge for stigningen. Vejrliget har eksempelvis stor betydning for, om de handlende er mest motiveret for at cykle til indkøbsmulighederne. Solskin på interviewdagene trækker således tallene i den "rigtige retning". Men det faktum, at over 50 borgere har vist et stort engagement i projektet gør, at denne projektdel betragtes som en succes. Og ser man specifikt på testpiloternes transportvaner er der sket en ændring. Langt flere anvender cyklen - langt mere end tidligere. Det indikerer, at cykeludstyret er brugbart til indkøb. Testpiloternes fortsatte tilstedeværelse i gadebilledet den dag i dag viser, at det er muligt at foretage indkøb på cykel - ikke mindst når cykeludstyret og motivationen er tilstede. Læs hele evalueringsrapporten - "Indkøbscyklen" på http://www.praesto.dk

7


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.