
2 minute read
Rådgivning: Tabt arbejdsfortjeneste
from CP INDBLIK 6-2022
by CP Danmark
RÅDGIVNING
Tabt arbejdsfortjeneste Betingelser!
Advertisement
AF MIA IBÆK TOUBORG, SOCIALRÅDGIVER
Jeg har i den sidste tid fået en del henvendelser i min rådgivning fra forældre, der oplever at få afslag på ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste med begrundelsen, at barnets cerebral parese ikke er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Det er en problematik, jeg her vil sætte fokus på.
Overordnet er betingelserne for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste:
- At barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
- At det er en naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes i hjemmet af forældrene. - At barnet bor hos og er forsørget af forældrene. Der kan dog ydes hjælp, hvis et barn inden for målgruppen er anbragt uden for hjemmet, og forældrenes tilstedeværelse ved hospitalsbesøg er påkrævet.
- At tab af arbejdsindtægt er en følge af, at barnet skal passes i hjemmet.
Følgerne af funktionsevnen har stor betydning
Det er teksten, ”barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse”, der ofte skaber tvivl. Men hvordan skal den tolkes?
Det er den samlede funktionsnedsættelse i den daglige tilværelse, der skal lægges til grund for vurderingen af, om barnets lidelse eller handicap er omfattet af betingelserne om betydelig og varigt nedsat funktionsevne.
Grundlaget for vurderingen af funktionsevnen vil ofte være en lægefaglig vurdering. Ved at anvende begrebet ”funktionsevne” i serviceloven betones det dog, at vurderingen ikke kun bygger på et spørgsmål om en lidelses art eller omfang. Det er følgerne af den nedsatte funktionsevne, der er afgørende for, om et barn er omfattet af betingelserne - og ikke kun den lægelige vurdering eller diagnose. Det er altså ikke barnets CP, der i sig selv er afgørende for den nedsatte funktionsevne, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion.
Samlet livssituation danner grundlag
Det er barnets samlede livssituation, der skal danne grundlag for vurderingen, om barnets lidelse/CP er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. At lidelsen er indgribende betyder, at barnets CP i høj grad påvirker familiens hverdag.
Oplysninger om barnets helbred, hvordan barnet fungerer i skole, dagtilbud, til fritidsaktiviteter, i sociale sammenhænge og i hjemmet skal lægges til grund ved vurderingen om lidelsen er af indgribende karakter.
Ansøgningens udformning er meget vigtig
Det er derfor vigtigt, at man får beskrevet meget tydeligt i en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, hvordan barnets CP påvirker den daglige tilværelse, f.eks. at barnet har behov for at komme tidligere hjem fra daginstitution på grund af udtrætning, som kan være en følge af det at have CP.
Her skal det også meget tydeligt fremgå, hvordan udtrætningen ses hjemme og i daginstitutionen, samt hvilke konsekvenser det har for familien og barnet. Dette kan evt. understøttes ved at kommunen indhenter oplysninger fra daginstitutionen eller lægen. Der er altid tale om en konkret og individuel vurdering.
Det kroniske element ved den kroniske eller langvarige lidelse ligger i, at lidelsen normalt forventes at vare mindst barnealderen ud. Hvis lidelsen dæmpes med medicin, skal det vurderes, om den vil blusse op igen, hvis behandlingen ophører.
At lidelsen er langvarig, betyder efter praksis, at lidelsen strækker sig over et tidsrum på mindst ca. 12 måneder. Lidelsen kan dog have et kortere forløb, hvis den efter sin karakter er meget tungt belastende for familien.