
2 minute read
TEMA om søvn og CP – sov godt
from CP INDBLIK 6-2022
by CP Danmark
Sov godt!
Hvis du har cerebral parese (CP) og problemer med søvnen, så er du ikke alene. For søvnproblemer er mere hyppige hos børn, unge og voksne med CP end hos deres jævnaldrende.
Advertisement
- En stor undersøgelse fra 2019 har vist, at søvnproblemer forekommer hos en fjerdedel. Det er især personer med nedsat syn og svær nedsat motorisk funktion, som sover dårligt, oplyser overlæge Gija Rackauskaite, der i mange år har forsket i og arbejdet med cerebral parese på Aarhus Universitetshospital.
- Hun fortæller endvidere, at søvnproblemer kan være forårsaget af smerter, sygdomme i luftveje eller andre sygdomme, men kan også skyldes dårlig søvnregulering på grund af den hjerneskade, som forårsager CP.
Du kan groft set opleve søvnbesvær på tre måder: Det tager over 30 minutter for dig at falde i søvn. Du vågner om natten og har svært ved at falde i søvn igen. Du vågner meget tidligt, uden at være rigtig udhvilet og uden at kunne falde i søvn igen.
Når søvn bliver et problem
Hvornår er det så et problem? Det er vigtigt at pointere, at fordi man en gang imellem sover dårligt, så er det ikke farligt. Alle mennesker har i perioder bekymringer, forbigående sygdom eller forandringer i hverdagen, der forstyrrer søvnen. Mange oplever stress i hverdagen og tænker mange tanker, når de går i seng, hvilket kan påvirke søvnkvaliteten.
Også nybagte forældre og børnefamilier ved, at søvn kan være en mangelvare, når børnene vågner og er kede af det midt om natten. Men som regel bliver søvnen god igen, når det, der har udløst søvnmanglen, forsvinder. Det er først, hvis man ikke kan finde eller genfinde en god søvnrytme, at man har et problem. Er der gået flere måneder med dårlig eller for lidt søvn, så er det noget, man skal tale med sin læge om.
Hvorfor er god søvn vigtig? Fordi søvnen er med til at restituere kroppen, tanke den op med ny energi og forebygge sygdomme. Søvn er ligeså vigtig som god og varieret kost, daglig bevægelse og et begrænset forbrug af røg og alkohol. Når du har sovet godt, er du også bedre til at være vågen.
Hvilke behandlingsmuligheder findes? Ifølge Gija Rackauskaite afhænger behandlingen af årsagen til søvnproblemerne. Hvis man har svært ved at falde i søvn, kan midlet Melatonin hjælpe. Forskellig anden medicin kan også anvendes, hvis det er smertefulde muskelspændinger, der forstyrrer nattesøvnen. Det er svært at råde om, hvad der virker. Det er individuelt, og noget man skal snakke med sin læge om.
På de følgende sider har vi samlet en række historier om søvn, og hvordan man kan forbedre den. Vi har desuden talt med flere personer, der fortæller, hvordan de finder ro under dynen. For god søvnhygiejne er vigtig for alle, uanset om man har CP eller ej.
Red.
3 råd til en god søvn:
1. Sørg for regelmæssige måltider og søvnvaner 2. Undgå skærmlys og koffein før sengetid 3. Dæmp belysningen og hav ikke for varm rumtemperatur i soveværelset.