1 minute read

Nyt fra sekretariatet

Søsterloge udlåner sommerhus i 2023

CP Danmarks medlemmer har igen mulighed for at låne Margrethehuset, der er et handicaptilgængeligt sommerhus i Gershøj ved Roskilde Fjord. Brugerne skal blot betale udgifterne til el og vand. I 2023 udlånes huset fra uge 16 til og med uge 42 - én uge ad gangen. Der er skiftedag lørdag kl.12. Huset er velindrettet og har en række hjælpemidler som bl.a. bækkenstol, rollator, badebænk, køresliske og toiletforhøjer. Yderligere hjælpemidler skal man selv bestille hos hjemkommunen. Ansøgning sendes senest 20. februar 2023 og skal indeholde navn, adresse, telefonnummer, antal personer og ugeønsker i prioriteret rækkefølge, desuden oplysninger om handicappets art og egne boligforhold. Forældre med børn har fortrinsret i skolernes sommer- og efterårsferie. Det er ikke tilladt at have husdyr med, undtaget er førerhunde. Ansøgningen sendes på mail til Margrethehusets administrator, Lillith Bleibach, mail: lillith@email.dk – telefon 26 88 15 33. Alle ansøgere kan forvente tilbagemelding senest 15. marts. Huset ejes af Odd Fellow Ordenen, Søsterloge nr. 5, Dronning Margrethe.

Advertisement

Kontakt til sekretariatet

CP Danmarks sekretariat i Høje Taastrup har justeret telefontiderne. På telefon 38 88 45 75 kan du få kontakt med CP Danmark på følgende tidspunkter: Mandag, klokken 10.30-12.00 og 13.00-14.00, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, klokken 10.00-12.00 og 13.00-14.00. Foreningens mailadresse er: cpdanmark@ cpdanmark.dk – og den fysiske postadresse er fortsat Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.

Kampagne for at få flere medlemmer

Med et ønske om at få flere medlemmer i foreningen har CP Danmark i samarbejde med R/OXY, der er et bureau med stor kampagneerfaring, fået udviklet en strategi for medlemsrekruttering og -fastholdelse. I begyndelsen af 2023 går kampagnen i gang, og den byder blandt andet på nye initiativer på sociale medier og en ny visuel identitet.

Sekretariatet ønsker glædelig jul og godt nytår

Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et godt nytår sender CP Danmarks medarbejdere en stor julehilsen til alle medlemmer og deres familier – samt til alle samarbejdspartnere, der har været med til at støtte foreningen i 2022. Sekretariatet i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup holder lukket mellem jul og nytår. Sidste åbningsdag inden jul er fredag den 23. december, og første åbningsdag efter nytår er mandag den 2. januar 2023.

This article is from: