2 minute read

Digital mobning

Digital mobning er et stigende problem

Når vi i denne udgave af CP INDBLIK har valgt at rette fokus på mobning, så er det ikke med et ønske om at afdække hele den store verden af fortrædeligheder. Det er blot håbet at kunne ’kradse lidt i lakken’ så vi alle tænker os om og siger fra hvis vi oplever noget som ikke burde ske.

Advertisement

For mobning finder sted alle vegne, både blandt voksne og børn, i studiemiljøet, på arbejdspladsen, i sportsklubben, grundejerforeningen, ja alle steder hvor mennesker mødes.

Mobning er således ikke noget der kun sker i skolegården. Det foregår i stigende grad også digitalt, men dog stadig blandt ens skolekammerater. Det viser en undersøgelse, som Telenor sammen med analyseinstituttet Wilke gennemførte blandt børn i alderen 10-12 år samt deres forældre.

Undersøgelsen viste, at 60 procent af børnene har prøvet at være udsat for digital mobning i form af eksklusion eller grimme kommentarer online, og at 50 procent har prøvet at modtage sårende/grimme kommentarer enten om dem selv eller en ven. Samtidig har 25 procent oplevet at blive holdt udenfor i online spil, hvor tonen ofte er meget hård, viser undersøgelsen.

Forældre er ikke klar over omfanget af mobning

Undersøgelsen viser dog, at forældrene ikke helt er klar over, hvor stort et problem digital mobning egentlig er blandt deres børn. I undersøgelsen deltager både børn og forældre, og undersøgelsen viser, at digital mobning er mere udbredt blandt børnene, end forældrene er klar over.

Mens 60 procent af børnene siger, at de har oplevet digital mobning, så er det kun 1 ud af 3 forældre, at mener at deres barn er blevet udsat for digital mobning. F.eks. angiver 26 procent af børnene, at de har modtaget grimme kommentarer på sociale medier, mens kun 12 procent af deres forældre siger, at deres barn har modtaget grimme kommentarer på de sociale medier.

Samtidig føler mange forældre sig ikke godt klædt på til at håndtere digital mobning og synes, at det er svært at håndtere, når barnet mobbes.

En af mange

Dette er blot en af mange undersøgelser om mobning som er beskrevet i pressemeddelelser og på nettet. Også Børnerådet og Dansk Center for Undervisningsmiljø har gennemført undersøgelser om digital mobning, der viser sig at være et stigende problem i takt med det enorme tidsforbrug på onlinemedier. Det er altså ikke blot den fysiske mobning man skal passe på, men også hvad der kan skjule sig bag skærmen til cyperspace.

På de næste sider har vi samlet en buket af artikler som belyser emnet på forskellig vis. Herunder historier om folk, der har mærket det på egen krop og et spændende indlæg fra en forsker, der fortæller hvad mobning egentlig reelt går ud på.

Red.

This article is from: