I ’Den politiske dagsorden’ kan du følge med i foreningens handicappolitiske arbejde, der foregår på mange niveauer og fronter – lige fra mødelokalerne på Christiansborg til direktørens Twitter-profil.
BPA-reform skal på finansloven for 2022 CP Danmark har - sammen med vores søsterorganisationer i BPA-netværket – været på rundtur til stort set samtlige handicapordførere. Vi har under samtalerne præsenteret ordførerne for BPA’s enorme betydning, og de store udfordringer vores medlemmer oplever i kommunernes administration af ordningen. Vi har haft nogle rigtig gode samtaler og mødt stor forståelse for de synspunkter, vi har ført frem. Og til vores store glæde er vores anstrengelser foreløbigt resulteret i, at stort set samtlige folketingets partier er gået sammen om at kalde social- og ældreminister Astrid Krag i folketingssalen til forespørgselsdebat om BPA. ”Det er ikke hverdagskost, at næsten alle partier går sammen om en forespørgselsdebat. Det er virkelig godt politisk håndværk af BPA-netværket”, siger landsformand Pia Allerslev og glæder sig over den opmærksomhed, det er lykkedes at skabe omkring BPA. ”Nu må målet være at få sat en omfattende justering af BPA-ordningen på dagsordenen ved finanslovsforhandlingerne i 2022”, konstaterer Pia Allerslev. Der er endnu ikke sat dato på forespørgselsdebatten, men midt i maj er et godt gæt.
Debat om handicapområdets fremtid i CP-TV Vi nærmer os opløbet i drøftelserne om handicapområdets fremtidige organisering. Der vælter analyser og notater ud fra den omfattende evaluering af det specialiserede socialområde – og budene på løsninger og forslag til nye modeller og initiativer begynder at melde sig. CP Danmark har placeret sig centralt i den debat, bl.a. gennem deltagelse i DH’s 5-mandsdelegation i følgegruppen til evalueringen, og via en lang række drøftelser med de politiske partier om opfølgning på evalueringen. Men det er også vigtigt, at handicapområdets fremtid diskuteres bredere og blandt vores medlemmer. Derfor havde CP-TV taget emnet op til debat. I en stiv klokketime diskuterede ordføreren fra Enhedslisten, Jakob Sølvhøj, socialdemokraternes socialordfører, Camilla Fabricius, og handicapforsker Emil Falster handicappolitik, kommunernes ansvar og en ny og større rolle for regionerne med CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt. Læs Pia Allerslevs leder om emnet – og se eller gense udsendelsen fra CP-TV på vores Facebook-side eller på YouTube.
14 CP II INDBLIK 2. 2021