Fortællinger om Bærfolket

hjem og sove i min egen seng.”

Her var slet ikke nogen seng, gik det op for mig – bare lidt tørt græs man dårligt nok kunne lave en ordentlig pindsvinerede af. Jeg skrabede lidt sammen i en bunke og satte mig ned. Jeg var øm alle vegne, og det sved i hybenrifterne.

Pigen stod lidt og kiggede på mig. Så lod hun sig dumpe ned i høet ved siden af mig.

“Jeg hedder Dalia,” sagde hun. “Og du skal ikke være ked af det. Jeg skal nok få os ud herfra.”

Jeg skævede til hende. Nu hvor mine øjne havde vænnet sig til halvmørket, kunne jeg bedre se. Hun havde brunt, krøllet hår og hendes øjne var store og mørke. Hun havde nogle stramme, strikkede, lysebrune bukser på der fik hendes ben til at se meget lange ud, og hendes lange violette trøje var så mørk at den næsten var sort.

Hendes ansigt var solbrændt og temmelig beskidt, og hun havde et blåt mærke på kinden.

“Er du fra brombærfolket?”