Issuu on Google+

L e n e K a a b e rb ø l

Fortællinger om

BÆRFOLKET I L L U S T RERE T a f a n d e rs wa lt e r


Fortællinger om Bærfolket Copyright © 2011 Lene Kaaberbøl, Anders Walter, Forlaget Alvilda og Den Gamle Fabrik Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency Grafisk tilrettelægning: Charlotte Sejersen Orland / Oysterway 1. udgave, 1. oplag Trykt 2011 i Finland ISBN 978-87-7105-274-9 www.alvilda.dk www.dengamlefabrik.dk


I samarbejde med

Du kan ogs책 f책 bogen som app p책 www.dengamlefabrik.dk eller


M an kan ikke tvinge

et pindsvin til noget

Side 13

H ifftorien om

Remuff ’ tænder Side 39

N ældekongens fange Side 65

S kimmelheksen Side 101


Fortællinger om Bærfolket Har du hørt om Bærfolket? Måske har du ligefrem set dem? Så er du heldig, for det er der ikke så mange der har. I vores øjne er de små, men selv synes de at de har den helt rigtige størrelse. Jordbærfolket er dem der er flest af. De bor i småbyer og landsbyer skjult mellem jordbærplanterne, og de går utrolig højt op i hvilken landsby der kan dyrke de største, flotteste og lækreste bær. De elsker hygge og god mad, og de er meget gæstfri. Men alt skal gå ordentligt til, ikke for vildt, ikke for flyvsk. Når jordbærfolk siger om nogen at de er “nede på jorden” er det en stor ros.

Sådan er det ikke helt hos solbærfolket. Nogen bliver

jo nødt til at klatre op i de høje buske og få bærrene ned, så en solbærdreng – eller en solbærpige – skal ikke være alt for forsigtig. Det er i orden med lidt eventyrlyst, og da solbærbuske godt kan lide at gro i nærheden af vand, er der da også nogle af solbærfolkene som ligefrem bliver sømænd. Brombærfolkene er endnu vildere – i hvert fald hvis man spørger jordbærfolket. De lever i udkanten af skoven


og kan være lige så prikne og utilnærmelige som de tornede brombærranker de bor imellem. Men har man først lært dem at kende, kan man ikke få bedre venner. Er du i fare, vil de forsvare dig til sidste saftdråbe. Har du brug for hjælp, giver de dig alt hvad de har.

Og det er ikke engang det hele. Højt oppe i træerne

bor kirsebærfolket og de kommer næsten aldrig ned. Og så er der jo appelsinfolket, hindbærfolket og boysenbærfolket og … ja, der findes nærmest ikke det bær der ikke har sit helt eget folk. Og alle sammen har de deres egne historier.

Her er et par af dem.

7


Man kan ikke tvinge et pindsvin til noget


Er du vågen?” “D ug? Det var min far der kaldte. Jeg åbnede langsomt øjnene og lå et øjeblik i mørket og kunne ikke forstå

hvorfor han vækkede mig. Var det ikke midt om natten? Det glødede svagt fra ildstedet, men mor var ikke oppe endnu, og ved siden af mig lå min lillebror Remus og sov sødeligt. Lidt længere væk, i den nye seng far havde bygget sidste vinter, sov min storesøster Lilje, med håret rullet op på små papirspapilotter fordi hun gerne ville have flere krøller end hun egentlig havde. Der var lunt og rart her under mælkebøttefnugtæppet, og jeg gned søvnigt øjnene og havde mest lyst til at lægge mig ned igen. Så kom jeg i tanke om Vilhelmina og hendes unger. Eller rettere, de unger hun ikke havde fået endnu. Eller … måske havde hun, og det var derfor far vækkede mig? “Vilhelmina?” hviskede jeg. Både fordi jeg ikke ville vække Remus, men også fordi jeg havde en klump i halsen. Min far nikkede. “Jeg tror gerne hun vil have du skal se dem,” sagde han. Jeg fløj ud af sengen, pilede hen over gulvet og stak mine bare fødder direkte ned i støvlerne, der stod ved døren. Min far smilede.

10


“Du må hellere tage strømper på,” sagde han. “Og en trøje. Det er koldt derude.” Jeg gjorde som han sagde selv om jeg næsten ikke kunne holde ud at vente. Og det var da heller ikke spor varmt da først vi kom ud i natteluften. Duggen lå tungt og vådt over alting, og det dryppede fra mælkebøttebladene og det høje græs bag vores hus. Pindsvineriet lå i udkanten af Ranunkelby, ved indgangen til den største af jordbærhaverne. På afstand lignede det mest af alt en meget stor bunke kvas, for sådan kan pindsvin bedst lide det. Men når man kom tættere på, kunne man se at der under dækket af pinde var bygget en række runde lerhytter med tag af strå og spindelvæv. Hver hytte var en lun og regntæt pindsvinerede hvor de kunne krybe i ly midt på dagen og sove vintersøvn om vinteren. Eller føde deres unger … Der var ikke så mange pindsvin hjemme nu. Ud over Vilhelmina var der kun Agata, en tudsegammel pindsvinehun som ikke længere lavede ret meget andet end at sove og spise de snegle hendes pindsvinepasser Jarmus kom med. De fleste andre var på sneglepatrulje i jordbærhaverne eller bare ude at gå nattetur, for det er nu

11


engang sådan pindsvin helst vil have det – sove om dagen og arbejde om natten. Vilhelminas redehytte lå helt nede for enden af midtergangen. Over døren havde jeg malet hendes navn med krøllede bogstaver, , med små blomster og grønne blade omkring. Far sagde godt nok at pindsvin var ligeglade med den slags, men jeg var ikke sikker. Vilhelmina havde snuset til bogstaverne flere gange, og jeg tror godt hun forstod at det var noget jeg gjorde fordi jeg kunne lide hende. Måske undrer du dig lige nu over at det var mig som far vækkede og ikke Remus. Jeg mener, når nu Remus er en dreng, og jeg er en pige. Men Remus interesserer sig ikke specielt for pind svin. Han kan bedre lide at lave mærkelige opfindelser og underlige maskiner, især maskiner han håber kan flyve, og han hjælper kun til i pindsvineriet når far siger han skal. Jeg er til gengæld ikke særlig optaget

12


af at sy og koge saft og lave syltetøj og alle de andre ting som Lilje og mor laver sammen. Altså al den slags som jordbærfolk forventer at piger går op i. Og jeg kunne heller aldrig drømme om at rulle håret op på papirspapilotter og smøre Urte-Majas mærkelige salver i hovedet for at komme til at se pænere ud. Det ville måske heller ikke hjælpe så meget. Jeg har ikke langt, rødgyldent hår, runde kinder og store, grønne øjne sådan som Lilje. Mine øjne er nærmest mudderbrune, mit hår er mere kruset end krøllet og har samme farve som mælkebøttefnug, og når det lige er blevet klippet, står det ret ud i luften så jeg også ligner en afblomstret mælkebøtte. Men der er noget med mig og pindsvin. Sådan har det været altid, lige fra jeg var så lille at jeg dårligt kunne nå op til Vilhelminas tryne. Hvis et pindsvin har ondt et sted, ved jeg som regel hvor og hvorfor. Og hvis de er tørstige, kan jeg mærke det. Og hvis de er sure og gnavne, ved jeg hvor jeg skal klø dem for at få dem i bedre humør. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare. Der er bare noget med mig og pindsvin. Jeg elsker Vilhelmina – og hun elsker mig. Og nu havde hun fået unger …

13


14


15


Jeg kunne høre hende grynte. Små, tilfredse snøft efterfulgt af en dyb rullende rrrrrrhhhh-lyd jeg aldrig havde hørt hende lave før. Hun lå på siden i den rede af tørret græs jeg havde hjulpet hende med at lave. Hendes øjne var halvt lukkede, og ved siden af hende, med trynerne dybt begravet i den bløde lysebrune pels på hendes mave, lå tre små piggede bylter. Piggene var stadigvæk helt korte og lyse og bløde, og de havde ikke rigtig pels i hovedet endnu. Det fik dem til at se meget lyserøde og nøgne ud, og jeg ved egentlig ikke hvor pæne de var. Men Vilhelmina så på dem som om de var det smukkeste verden nogensinde havde set. “Åhhhr …” sagde jeg. Vilhelmina glippede søvnigt med øjnene og strakte hovedet lidt frem så jeg kunne komme til at klø hende på halsen. “Hvor har du været dygtig” hviskede jeg. Og Vilhelmina stak et øjeblik sin bløde trynesnude ind i mod min hals så jeg kunne mærke hendes åndedrag blidt og varmt mod huden.

Lige præcis i det øjeblik lød der et brag og en kvasende lyd henne fra indgangen til


pindsvineriet. Da jeg stak hovedet ud af Vilhelminas redehytte, kunne jeg se at hele tre pindsvin forsøgte at komme ind i boet på samme tid, og nu sad de alle tre fast. “Hvad sker der?” råbte min far. “Petrus, Avelina, én ad gangen!” Men de hørte overhovedet ikke efter. De peb og masede på, og selv i halvmørket kunne man se det hvide rundt om deres øjne. De var bange. Rigtig, rigtig bange. “Far …” sagde jeg tøvende. “De …” “Ja, jeg kan godt se det,” sagde han. “Bliv hos Vilhelmina. Jeg prøver om jeg kan berolige dem.” Men der lød bare en endnu højere brasen, og pludselig begyndte kviste og grene at styrte ned fra loftet, og hele den yderste ende af pindsvineriet faldt sammen om ørerne på os. Jeg puttede mig ind til Vilhelmina, og hun puttede sig også ind til mig så det var svært at se hvem der egentlig passede på hvem, men vi passede begge to på ungerne. Strå og lerstumper regnede ned over os, men heldigvis ikke nogle af de store grene – far havde selv bygget Vilhelminas redehytte, og det havde han gjort godt og solidt. Så heldig var Petrus ikke.

17


18


Da støvet lagde sig lidt, kunne jeg se at far stod og forsøgte at løfte en stor gren der var faldet lige hen over Petrus. Det stakkels pindsvin var blevet væltet halvt om på siden og lå og fægtede med alle fire ben i luften. Han var næsten ikke til at kende fordi alting var dækket af skidt og møg og strå og tørre blade, men angsten i hans blanke øjne var ikke til at tage fejl af. Jeg gav Vilhelmina et hurtigt klap på snuden og klatrede hen over kviste og brokker for at se om jeg kunne hjælpe. På vejen hægtede jeg et seletøj ned fra knagerne på væggen – i farten nåede jeg ikke engang at se hvis det var, men det var også lige meget nu. “Godt tænkt,” sagde far og slog et af seletøjets trækreb om grenen. “Rolig, Petrus, vi skynder os alt hvad vi kan.” Petrus peb og gryntede og viftede endnu mere med forbenene. Midt i støvet kunne jeg se at han blødte fra en lang rift ved trynen. Far og jeg hev og trak, men det var stadig ikke nok. Her skulle flere kræfter til. Vilhelmina kunne ikke forlade ungerne – men hvad med Agata? Det var ganske vist hundrede år siden hun havde trukket noget som helst, men … “Agata!”

19


Hun var vågnet af spektaklet og stod ved indgangen til sin rede og plirrede med øjnene. Hun var næsten blind, og pelsen omkring trynen var mere grå end brun. Men engang havde hun vundet trækkonkurrencer i massevis, det havde jeg selv hørt Jarmus prale med. “Vi bliver nødt til at hjælpe Petrus,” sagde jeg. “Vil du ikke nok?” Agata blev bare stående. Jeg ved ikke engang om hun kunne høre mig. Jeg havde mest lyst til at tage fat i pandepiggene og hive hende derhen. Jeg vidste bare godt at det ikke nyttede. “Man kan ikke tvinge et pindsvin til noget,” sagde far, som om han havde hørt hvad jeg tænkte. “Det ved du godt. Kom, vi prøver igen.” Han trak alt hvad han kunne. Min far er ret stor og stærk. Både højere og bredere end de fleste jordbærfolk jeg kender. Han blev helt rød i hovedet af anstrengelse, og jeg kunne se sveden springe frem og blande sig med skidtet. Grenen rokkede sig ikke så meget som et musehår. “Agata,” sagde jeg og rørte hende forsigtigt bag det ene øre. “Vil du ikke nok?”

20


Jeg snakker meget med pindsvinene. Der er nogen der synes det er noget pjat, for pindsvin forstår jo ikke bærfolkesprog, eller i hvert fald kun nogle få ord som “Ryk!” og “Stå!” og “Kom!” og hvad man nu ellers kan lære dem når man træner med dem. Sådan taler jeg ikke til dem. Jeg fortæller dem alting som om de var bærfolk, og far siger at det skal jeg bare blive ved med. Det kan godt være de ikke forstår ordene, men de fatter tit hvad meningen er alligevel. Som nu med Agata. Pludselig rettede den gamle hun sig op. Hun rynkede lidt på trynen og gav et beslutsomt grynt, og så marcherede hun hen og stillede sig op foran far og Petrus og grenen, som om hun ville sige: “Hvad venter I på?” “Dygtig pige,” sagde far, og jeg ved ikke helt om det var mig eller Agata han mente. Men det tog i hvert fald kun et øjeblik at lægge selen om Agatas kraftige krop, og så trak hun ellers, så man godt kunne forstå at hun engang havde vundet præmier. Grenen knagede og kom så fri i et ryk, og Petrus rullede om på benene, stadig blødende og forskrækket, og styrede lige ind i sin rede, som heldigvis lå i den del af pindsvineriet der ikke var brast sammen.

21


Jeg klappede og kløede Agata og fortalte hende at hun var verdens dygtigste pindsvin, næst efter Vilhelmina selvfølgelig, og kiggede op på loftet som ikke længere var der. Sortblå himmel og tindrende stjerner og nattevind, det var alt hvad der var oven over os lige nu. Avelina og det tredje pindsvin, en ung han der hed Magnus, var også forsvundet ind i deres reder. Begge havde de rullet sig helt sammen, så man kunne ikke se andet end piggede rygge. De var stadig bange. Men hvad var det der havde skræmt dem sådan? Der lød råb i nattestilheden. Måske var det først nu jeg havde lagt mærke til dem, nu hvor taget ikke var ved at falde ned, og Petrus ikke var ved at blive mast til plukfisk. “Det kommer fra jordbærhaverne,” sagde jeg. “Ja,” sagde far. Han var allerede begyndt at løbe.

Jeg elsker jordbærhaverne. Mest om dagen, hvor solen glinser i bær og blade og får alting til at dufte af sommervarme og sød saft. Men natten i jordbærbedene har sin egen duft, blødere og mere fugtig, af våd jord og

22


dugperler og bær der ikke er helt modne endnu. Det siger sig selv at jordbærhaverne er vigtige for os. Vi spiser så meget andet – man kan jo trods alt ikke leve af jordbær hele året – men vi kan ikke klare os uden. Og i år var det endnu vigtigere end ellers. Der var én jordbærplante i haven som alle holdt særligt øje med. Overgartner Filipus havde bygget et lille hvidt stakit rundt om den, med en rød snor spændt tværs over indgangen og et skilt hvor der stod: Adgang kun med særlig tilladelse

Jeg tror egentlig nok alle mente de havde særlig tilladelse, for bærrene var jo vores allesammens, men vi forstod godt hvad der var meningen med stakittet: Det her var en præmieplante. Lige fra den var lille stikling havde Filipus passet og plejet den. Aldrig for meget vand, aldrig for lidt. Tørt strå om roden, så den fugtige jord ikke fik bær og blade til at mugne. Gødning i præcis de rigtige mængder, på præcis de rigtige tidspunkter. Planten var en aflægger af den plante som sidste

23


år havde vundet andenpræmien ved Bær-Paraden inde i Kronby, og i år gik Filipus efter guldet. Om fire dage ville det største, bedste bær være klar. Og om fire dage ville det blive læsset på en pindsvinekærre pakket med blødt mos og tørt strå og forsigtigt kørt de tre en halv musemil til Kronby. Filipus havde haft spioner ude, og han var næsten sikker – det her bær var det smukkeste, dejligste, friskeste, rødeste, sødeste, lækreste og flotteste i miles omkreds. Om fire dage, det var han næsten sikker på, ville han og Ranunkelby for første gang nogensinde vinde Bedste Bær-Pokalen. Eller rettere – det var planen. Men lige nu så det mest ud til at det smukkeste, dejligste, friskeste, rødeste, sødeste, lækreste og flotteste bær vi havde, i stedet skulle ende som pindsvinemad. Midt i jordbærhaven stod den største pindsvinehan jeg nogensinde havde set. Han fik min far og Overgartner Filipus og alle de andre til at ligne børn. Små børn. Han ragede op over de fleste af jordbærplanterne, hans pigge var længere end min fars ben og kridhvide i spidsen, et tegn på at de var meget skarpe. Og når han åbnede munden og hvæsede – og det gjorde han adskillige gange

24


25


– så virkede han mere som en kat end et pindsvin. Hans øjne glimtede hidsigt, og hans lange sylespidse fortænder så lige så farlige ud som hjørnetænderne på en ræv. Han var vild, og han var fremmed. Det var der slet ikke nogen i tvivl om. Han havde aldrig godmodigt fundet sig i at trække en kærre. Han gik ikke sneglepatrulje mellem jordbærrækkerne nat efter nat, og den stank der stod ud fra ham, fortalte to ting: han var ikke rask, og der var aldrig nogen der havde hjulpet ham med at rense ud mellem piggene og holde pelsen ren. Han masede sig gennem jordbærplanterne, helt ligeglad med om han trådte bær og stilke ned i jorden. Bag ham lå der et bredt spor af halvt gnaskede, halvt maste jordbær. Og nu havde han kurs direkte mod præmieplanten bag det lille hvide stakit. “Nej!” råbte Overgartner Filipus. “Gå væk! Forsvind! Du tager det ikke, dit piggede uhyre!”

26


Både han og min far og de andre pindsvinepassere råbte og viftede med armene for at få det fremmede pindsvin til at gå væk. Han hvæsede bare af dem og tog en bid af det nærmeste bær. Pindsvin plejer ikke at spise bær. De elsker snegle, og snegle elsker jordbær, så derfor går også de vilde pindsvin tit mellem jordbærrækkerne. Men jeg havde aldrig set et pindsvin spise af bærrene før. Der var noget galt. Det var nok også derfor vores egne pindsvin var blevet så bange. De kunne ellers godt finde ud af at jage fremmede pindsvin væk hvis de blev for frække, men ham her skulle de helt klart ikke nyde noget af at slås med. Jeg gik lidt nærmere. Egentlig var jeg nok bange, men det var som om jeg ikke helt havde tid til at opdage det, for jeg havde så travlt med at prøve på at finde ud af hvad der var i vejen med den fremmede han. Det er det jeg siger – der er noget med mig og pindsvin. Jeg snusede til hans lugt, betragtede den måde han bed i bærrene på, prøvede på at se om hans øjne var klare eller matte. Pludselig drejede han hovedet og så på mig – og det gjorde min far også.

27


“Dug!” råbte han. “Ud! Væk herfra – nu!” Altså, for det meste gør jeg faktisk som min far siger. Men ikke lige nu. For jeg havde fået øje på noget. Nu prøvede både Overgartner Filipus og min far at standse den fremmede med magt. Filipus holdt sin rive frem foran sig som om den var et spyd og slog ud efter trynen på den. Min far dukkede ind under dens ene forben, greb ud efter det andet og forsøgte at vælte den om på ryggen. Det kunne måske være lykkedes hvis den fremmede havde været et mindre pindsvin, eller bare normal størrelse. Men kæmpepindsvinet kunne han ikke løfte, og han undslap kun i sidste øjeblik de snappende kæber. Den fremmede skubbede riven til side med et stød af trynen der også vippede Filipus op i luften som en kludedukke. Han faldt tungt ned på ryggen lidt derfra og rejste sig ikke op igen. Min far greb ud efter riven, men denne gang tromlede pindsvinet bare hen over ham, og jeg hørte ham stønne da det trådte ham på maven på sin vej frem mod præmiebærrets lille indhegning. Jeg tror sådan set ikke pindsvinehannen havde planlagt at stoppe op bare fordi jeg stod i vejen for ham. Måske var

28


29


han forpustet, eller også undrede han sig over at jeg ikke råbte og viftede med armene ligesom alle de andre. I hvert fald standsede han lige foran mig og hvæsede igen. Jeg kunne se hans tænder. Jeg kunne se hans tunge. Og jeg kunne se noget andet også. “Dug!” Det var far der råbte. Han var kommet på benene, kunne jeg se, og var på vej hen for at … ja, jeg ved ikke hvad han havde tænkt sig. Kaste sig over pindsvinet endnu engang? Eller kaste sig over mig og slæbe mig væk? Jeg havde ikke ret lang tid. “Jeg gør dig ikke noget,” sagde jeg til pindsvinet, som om det var gamle Agata jeg talte til, eller Vilhelmina. “Og jeg vil gerne hjælpe dig.” Og så stak jeg hele armen ind i gabet på ham. Overgartner Filipus havde fået fat på riven igen, men far greb fat i ham med hårde hænder. “Nej,” sagde han. “Ikke nu! Hvis den bider til nu …” Han sagde ikke mere, men Filipus forstod nok godt resten. Hvis den fremmede han bed til, kunne han bide armen af mig. Men det gjorde han ikke.

30


Han stod helt stille, bortset fra næseborene der bevægede sig ud og ind for hvert åndedrætspust. “Jeg gør det så forsigtigt jeg kan,” sagde jeg. Han stod stadig bare stille. Jeg måtte føle mig frem med fingrene. Hen over den varme, våde tunge og helt ind til de bageste kindtænder. Til den tynde sorte tråd jeg havde set derinde – en fiskesnøre, måske, eller resterne af et trådnet. Hvad det end var, så havde det sat sig fast, rundt om både tunge og tænder. Og jeg måtte rykke ret hårdt før den slimede, beskidte tråd kom fri. Alligevel stod pindsvinet stadig bare stille og ventede. Han åbnede endda munden lidt mere så jeg bedre kunne få armen ud. “Sådan,” sagde jeg. “Nu kan du spise snegle igen.”

31


Jeg fik et helt jordbær af Overgartner Filipus. Ikke præmiebærret, selvfølgelig, men et mindre bær fra samme plante. To af gartnerne læssede det på en trillebør for os, og så gik vi hjem, far og mig. Det var ved at lysne nu, og der var også lys i vores lille hus. “Nå, dér er I,” sagde mor. “Jeg var lige ved at blive helt bekymret for jer. Har Vilhelmina fået sine unger?” Jeg nikkede. “Tre,” sagde jeg. “To hunner og en han.” Så fik hun øje på jordbærret. “Milde mariehøne,” sagde hun. “Hvad er det?” “Overgartner Filipus syntes Dug skulle have det med hjem,” sagde far. “Jamen, hvorfor dog det?” Og så fik de hele historien, mor og Remus og Lilje. “Åhr, hvor vildt!” sagde Remus. “Dug er den vildefffte pindfffvinetandlæge!” Han mangler fortænderne i overmunden og har lidt svært ved at sige s, det bliver mere til sådan en slags fff-lyd. Lilje var knapt så imponeret.

32


“Du er i hvert fald helt vildt beskidt,” sagde hun. “Og du lugter …” Mor så først på mig, og så på far. “Septimus …” sagde hun. “Den slags er jo farligt.” Min far rystede på hovedet – ikke fordi han var uenig, tror jeg, nok mere for at sige at der ikke rigtig var noget han kunne gøre ved det. “Der er noget med Dug og pindsvin,” sagde han. “Hvad enten vi vil det eller ej.”

Sådan gik det til da Vilhelmina fik sine unger og jeg reddede Overgartner Filipus’ præmiebær. Og det var godt, for han vandt faktisk Bedste Bær-Pokalen, selv om der faktisk var nogle af hindbærfolkene der prøvede på at snyde. Men det er en helt anden historie …


Hifftorien om Remuff’ tænder


M

in lillebror hedder Remus, men når de andre vil drille ham, kalder de ham Remuff. Det er fordi

han mangler to tænder i overmunden og ikke kan sige s. Luften fløjter bare ud gennem hullet når han prøver, og så bliver det til sådan en fffff-lyd i stedet for. Ffolbærffaft. Tiffffemyre. Haffffelnød. Og selvfølgelig Remuff. Han kan ikke længere sige sit eget navn uden at ffff ’e. Sådan har det været lige siden den dag for snart to år siden hvor han fik lov til at hjælpe sin ven Asmod med solbærhøsten og blev

den første flyvende jordbærdreng i Bærfolkets historie. Det var sommer. Solen skinnede varmt og glinsede i de sidste røde bær i jordbærhaven, og mor havde travlt med at koge saft og syltetøj til hele vinteren. Min storesøster Lilje hjalp til, og jeg var blevet sat til at vaske flasker og syltetøjsglas. Det er altså lidt kedeligt, skulle jeg hilse at sige, så da Asmod kom og spurgte om vi ville hjælpe til med høsten ovre i Kildevælde, hvor han bor, så skyndte jeg mig at sige ja tak,


også selv om det nok mest var Remus han tænkte på da han spurgte. Mor rullede lidt med øjnene, men jeg havde været flittig hele formiddagen, og der stod femten pinligt rene, skoldede og dampede flasker og tørrede i solen i flaskestativet ude i baghaven, så hun endte med at sige ja. “Smut du bare med, Dug,” sagde hun. “Men I skal begge to være hjemme til aftensmaden!” “Ja ja,” sagde Remus. “Det skal vi nok.” Og så løb vi af sted sammen med Asmod inden hun kunne nå at skifte mening.

Kildevælde ligger sjovt nok nede ved kilden. Det vil sige nord for kirsebærtræet og på den anden side af Harevejen, knap en times gang fra Ranunkelby, hvor vi selv bor. Langs bredden af Kildefloden vokser der en masse bærbuske, både brombær og stikkelsbær og ribs, men altså også solbær, og det var dem Asmod og hans store familie levede af. De havde travlt lige nu, for solbærrene var store og tunge og lilla-sorte og klar til at blive høstet.

37


Det er hårdt nok at høste jordbær, det ved jeg alt om. I højsæsonen er nogle af bærrene så store at der skal to voksne mænd til at løfte dem op i kærren, og selv her, hvor høsten sang på sidste vers, var de stadig lidt for store til at Remus og jeg kunne bære dem alene, eller sådan var det i hvert fald dengang for Remus var kun fem, og jeg var lige blevet otte. Men i det mindste vokser jordbær nede ved jorden. Det gør solbær ikke. De sidder højt, højt oppe i luften på en busk. I gamle dage klatrede man op ad grenene og skar bærrene fri så de faldt ned i græsset, men nogle bær blev ødelagt på den måde selv om der stod solbærfolk klar og prøvede at fange dem i store hvide lagener når de faldt. Det var også lidt farligt – det skete af og til at nogen fik et bær i hovedet, og det kunne man brække både arme og ben af, og faktisk også halsen hvis man var rigtig uheldig.

Men nu havde Asmods

familie fundet på en ny og bedre høstmetode. En mand – eller en ung dreng, for de har tit

38


nemmere ved det – klatrer helt op i toppen af en gren og gør et spindelvævstov fast omkring spidsen. Nede på jorden står alle de andre solbærfolk klar og begynder at hale i tovet så grenen bliver tvunget længere og længere ned. Det er hårdt arbejde, men det betaler sig. For til sidst bliver grenen strakt næsten helt ned til jorden og tøjret, så den ikke kan svippe op igen. Og så kan man gå i gang med at plukke, uden at skulle klatre, og uden at nogen risikerer at blive mast flad af faldende bær. Der kan sidde flere hundrede bær på sådan en gren, i store lilla-sorte klaser. Det dufter så man bliver helt svimmel af det. Det var Asmods storebror, Frimod, der klatrede op. Han var femten år og næsten voksen, og meget dygtig til at klatre – det gik så hurtigt at han var langt oppe mellem bladene på få minutter, og han blev sværere og sværere at få øje på jo højere han kom, men vi kunne høre ham bande et par gange fordi tovet satte sig fast i ørentvistespind og småkviste. Så råbte han: “Tovet fast!” hvilket åbenbart var signal til at vi skulle begynde at hale.

39


40


41


“Hivvvv … Hollllld …” råbte Asmods Onkel Thormod, som engang havde sejlet på Kildefloden og havde forstand på sådan noget med tovværk. “Hivvv … Hollld …” og så trak vi når han råbte “Hivvvv” og stoppede lidt op når han råbte “Hollld”, og langsomt blev grenen tvunget længere og længere ned, lige til Frimod bare kunne lade sig hænge i armene et øjeblik og hoppe letfodet ned på jorden. “Tak for turen,” sagde han med et grin. Han er altid sådan lidt overkæk, men rar nok inderst inde. Der var ikke rigtig nogen der svarede, for vi havde travlt med at holde fast i tovet det bedste vi havde lært mens to af Asmods andre onkler – han havde ni i alt – begyndte at hamre en lang tøjrepæl ned i jorden og surre edderkoppespindstovet fast til den. “Gren fast!” råbte de, og så kunne vi endelig slippe tovet og slappe af. Så var der pause. Surrepause, kaldte de det.

42


Solbærfolk er gode til pauser. Der er surrepausen, der er ti-pausen (når man har høstet ti klaser bær), der er frokostpausen og tyve-pausen, der er eftermiddagspause og tredive-pause og pustepause og sidstepause, og så er der oven i købet også en allersidstepause inden man holder aftenpause og går hjem. “Hildemænd,” sagde Onkel Thormod og drak et helt krus haremælk i ét drag. “Det var hårdt arbejde.” Og han havde endda kun råbt hivvv og hollld, det var alle os andre der havde hevet og holdt. Onkel Thormod havde store buskede øjenbryn der var mere grå end sorte, på hans ene tykke overarm var der tatoveret et anker, og på den anden en appelsinpige som ikke havde ret meget tøj på. Han bruger mærkelige ord som “Hildemænd” og “Tak for en spids” som ingen rigtig vidste hvad betød. Men ellers var han ikke underligere end andre solbærfolk. Så gik vi i gang med at plukke. Solbær er meget mindre end jordbær, så her kan børn også være med. Vi plukkede og plukkede og plukkede, og holdt ti-pause og tyve-pause og frokostpause og så videre, og i lang tid skete der sådan set ikke andet end det. Der var lige et

43


anspændt øjeblik hvor et par ørentviste så ud til at ville angribe, men Onkel Thormod og to af de andre onkler fik dem jaget væk med lange spyd, og så kunne vi plukke videre et stykke tid endnu, lige til vi nåede til allersidstepausen. Pauserne var gode. Alle fik nøddebrød og haremælk eller solbærsaft fra sidste år, og i allersidstepausen var der oven i købet også solbærtærte. Nøhj, hvor det smagte godt. Og man skulle jo tro at med alle de pauser og al den mad, havde Remus fået nok. Men der er altså det ved min lillebror at han aldrig får nok. Han kan spise hele dagen og stadig være sulten når han går i seng. Og det var derfor det gik som det gik. Remus havde fundet et solbær som sad for sig selv bag et blad, ikke i klase som de fleste af de andre. Og enkeltbær er altid større end klasebær. Større og sødere og bedre. Så i stedet for at skære det fri med sin høstkniv og trille det hen til kærrerne havde han sat sig til rette på grenen, i skjul bag bladet, og var gået i gang med at spise det fra en ende af – hvis altså ellers man kan sige at bær har ender. Derfor hørte han heller ikke Onkel Thormod råbe “Giffff agt!” eller også vidste han ikke

44


hvad det betød. Han lagde heller ikke mærke til at alle vi andre slap grenen og gik et godt stykke væk. Heller ikke da Onkel Thormod råbte “Trossen lossss!”, forstod han at det var på høje tid at komme ned. Det var Asmods egen far der hævede øksen og huggede edderkoppespindstovet over. Med en høj hvvissssjjjjj-lyd svirpede grenen op, op, op … og min lillebror Remus blev den første flyvende jordbærdreng i historien. Jeg tror ikke engang han skreg – det var nok mest mig og et par af solbærtanterne. For han fløj som en lille grøn og rød kanonkugle, med armene om det bær han var ved at spise, højt op i luften, tværs over Kildefloden, og ind mellem stikkelsbærplanter og brændenælder på den anden side. “Remus!” skreg jeg. “Kom tilbage! Vi skal være hjemme inden aftensmad!” Det er de mest mærkelige ting man tænker på når den slags umuligheder sker. For Remus kunne selvfølgelig ikke komme tilbage, og det med aftensmaden kunne nok være lige meget hvis han lå et sted der ovre og havde brækket både arme og ben. “Hold da op,” sagde Asmod og lød temmelig imponeret. “Sikke en flyvetur!”

45


46


Jeg stod bare og stirrede ud over Kildefloden og ind i krattet på den anden side, men jeg kunne ikke se Remus overhovedet. Og der kom heller ikke en lyd derovrefra, eller i hvert fald ikke en Remus-lyd. Der var bare den sædvanlige støj af Kildeflodens brusen, svirrefluernes summen, og vinden der fik brændenælderne til at hviske mod hinanden. “Remus!” råbte jeg igen. Men der kom ikke noget svar. “Tak for en spids,” sagde Onkel Thormod. “Hvad gør vi nu?” spurgte Asmod. “Vi skal finde ham!” sagde jeg. “Nu! Med det samme!” “Så så, lille dame,” sagde Onkel Thormod. “Kommer tid, kommer råd.” Men Kildefloden var bred, og selv om det var sommer, var strømmen for stærk til at man kunne svømme over. Asmods Tante Millemine, som var gift med Onkel Thormod, var den der kom sig først. “Thormod,” sagde hun. “Vi må have gang i færgen!” Onkel Thormod rynkede de sort-hvide bryn. “Den dur ikke,” sagde han. “Vi har jo ikke brugt den i flere år.”

47


“Så må du få den til at du!” sagde Millemine, i et tonefald af den slags der plejer at få dyr til at lystre og mænd til at makke ret. “Ja ja, lille Mine,” sagde Thormod. “Vi må vel se på sagen.” “Og det i en fart,” sagde hun. “Den unge mand kan jo have brækket både arme og ben … og hvad tror I der sker hvis skimmelheksen finder ham?” Da hun sagde det, rejste alle de små hår sig på mine arme, og det var som om nogen rørte mig i nakken med en kold, våd finger. Skimmelheksen. Hende havde jeg slet ikke tænkt på. Men det var jo dér, ovre på den anden side af Kildefloden, at hun boede. Det vidste alle bærfolkenes børn her på den rigtige side af kilden. “Pas du hellere på at skimmelheksen ikke kommer og henter dig …” Sådan sagde de voksne nogle gange hvis man havde været særlig umulig en dag. Og hvis en eller anden jordbærkone var ualmindeligt sur og galsindet, kunne man finde på at sige at hun var “sur som en skimmelheks” – men ikke mens hun hørte det. Man sagde at skimmelheksen var grå over det hele og lugtede af mug. Man sagde alt hvad hun rørte ved blev surt

48


og gråt og muggent. Blade faldt af buske, bær rådnede, og mennesker blev syge hvis hun rørte ved dem. Og hun lo når det skete, for andre menneskers ulykke var det eneste der kunne gøre hende glad. Det var hvad man sagde. “Hun må ikke få Remus,” hviskede jeg. “Vil I ikke nok hente ham tilbage. Hurtigt!” “Jo jo,” sagde Onkel Thormod. “Vi skynder os alt hvad vi kan. Vi må vel springe aftenpausen over, så.”

Den gamle færge lå stadig fortøjet ved en bådebro nede ved Kildevældes lille strand. Den var bygget af siv som var tætnet med harpiks og billetjære, og der stod mere vand i bunden end godt var. Onkel Thormod satte nogle af os i gang med at øse mens han selv forsøgte at få det gamle spil til at virke. Det var nemlig sådan at man ikke bare kunne sejle på tværs af kildestrømmen til den anden side. Båden ville blive revet med og ført langt ned ad floden, alt for langt fra det sted hvor Remus måtte være landet. Hvis man ville gå op mod strømmen, eller på tværs af den, måtte båden trækkes. Og derfor var der også et gammelt

49


trækværk som engang havde sørget for at færgen kunne sejle sikkert frem og tilbage over Kildefloden. Det var bare meget længe siden det var blevet brugt, for hvem havde lyst til at komme over på den side af floden hvor skimmelheksen var? Onkel Thormod rodede og regerede med håndsving og tandhjul og trosse, mens han mumlede mærkelige bandeord som “Syv fede hankatte!” og “Føj for en rævebæ!” og blev mere og mere oliefedtet og beskidt. Jeg blev til gengæld mere og mere fortvivlet. Jeg gik op langs bredden og kaldte og råbte, men der var stadig ikke det mindste tegn på at Remus var i live et sted derovre og kunne svare mig. Til sidst kom Tante Millemine hen til mig og tog mig i hånden. “Kom tilbage, bittepige,” sagde hun. “Du gør bare dig selv helt ude af den. Thormod arbejder så hurtigt han kan, og så tager vi over og finder din lillebror.” “Men hvad hvis han har brækket både arme og ben?” sagde jeg. “Og hvad med skimmelheksen?” Jeg turde næsten ikke engang sige det, for det var som om hun kom tættere på og blev mere virkelig når man sagde hendes navn.

50


51


“Det skal du ikke tænke så meget på nu,” sagde Tante Millemine og gav mig et knus. “Det ordner sig.” Hun var tyk og blød og duftede af nyhøstede solbær, og på en eller anden måde blev jeg faktisk roligere og turde tro en lille smule på at Remus kom hjem uden at være blevet syg og muggen og radbrækket over det hele. “Så, puds næsen!” Hun holdt et stort blomstret lommetørklæde frem og pudsede næse på mig som om jeg var en lille unge der ikke kunne finde ud af den slags selv, og det var faktisk også helt i orden lige da. Så lød der pludselig en skramlen og en raslen nede fra færgelejet, og Onkel Thormods triumferende råb gjaldede ud over vandet. “Hildemænd! Det virker!”

Først ville de ikke have at jeg skulle tage med over for at lede efter Remus. Men jeg blev ved med at sige at jeg ville. “Han er min lillebror!” råbte jeg ad dem. “Jeg er den der er bedst til at finde ham. Jeg har øvet mig mest!”

52


Og det sidste var i hvert fald rigtigt, for det var altid mig der måtte hente ham ind fra haven eller myretuen eller brombærkrattet når vi skulle spise, eller han skulle i bad. “Lad hende komme med,” sagde Millemine. “Hun er trods alt hans søster.” Så det var mig og Onkel Thormod og Onkel Hermod og Asmods far der gik om bord på færgen. To af de andre onkler gav sig til at dreje på trækværkets spil så færgen langsomt gled ud i vandet. Det brusede endnu stærkere herude, og vandstænk stod ind over rælingen. Jeg tror aldrig jeg ville have turdet hvis ikke det var fordi vi skulle hente Remus, og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på at skimmelheksen var et sted derovre. Thormod stod i stævnen og så ud som om han savnede at have et rat eller et ror i hænderne, eller hvad det nu er det hedder når man skal styre en båd, men her var ikke noget der skulle styres, det sørgede træktrossen for. Så skrabede det mod bunden af båden, og vi kunne hoppe i land på den anden side. “Remus!” råbte jeg. “Remus, hvor er du?” Det var et værre vildnis derovre. Der var ikke fine små stier at gå på, og her havde ingen hugget ukrudtsplanterne

53


om så bærbuskene bedre kunne gro. Mændene måtte hakke sig frem gennem siv og græs og brændenælder, og sommerfugle og svirrefluer fløj op hvor vi kom frem. “Det burde være her et sted,” sagde Onkel Hermod. “Se! Busken han fløj fra er lige derovre!” “Remus!” Nu var det ikke bare mig der kaldte, men os alle fire. Og så lød der endelig et slags svar. “Pafff på …” Det var ikke noget råb, snarere en hvisken. “Der er tiffffemyrer over det hele. Kæmpefftore tiffffemyrer.” Mændene stoppede brat op og begyndte at bevæge sig noget mere forsigtigt frem gennem krattet. “Bliv hvor du er,” sagde Thormod lavmælt. “Vi kommer!” For hvis der er noget myrer hader, så er det fremmede som braser ind på deres territorium, råber op og roder og opfører sig som om de ejer det hele. Hvis man absolut vil have med myrer at gøre, skal man være høflig og bestemt – og have tykke læderbukser på. Og det var der ingen af os der havde. Det er jo ikke fordi myrer er så store – dem vi har derhjemme når mig vel knap nok til

54


55


ankelen – men de er mange, deres kindbakker er skarpe som hugtænder, og den syre de kan sprøjte med, svier som bare pokker. Remus sad i udkanten af en myretue ved siden af et noget smattet solbær. Og rundt om ham stod en kreds af kæmpestore sort-røde skovmyrer. De var ikke gået til angreb endnu, men jeg kunne godt forstå han ikke havde svaret da vi kaldte. Det glimtede arrigt i kindbakkerne, og det ildrøde kæbeskjold fik dem til at se endnu mere faretruende ud. Remus sad musestille. Han havde haft næseblod, og hans læbe var svulmet op til noget nær det dobbelte, men ellers så han nogenlunde uskadt ud, og hverken særlig muggen eller særlig syg. Myrerne her havde sikkert aldrig set en jordbærdreng før. De var vilde. Ikke halvtamme, som dem vi nogle gange legede med derhjemme. Og hvis hele tuen gik til angreb på os, ville det blive svært at slippe væk. Og

56


hvordan skulle vi overhovedet komme hen til Remus? Der var mindst tredive myrer mellem os og ham. “Kan du gå på benene, knægt?” spurgte Onkel Thormod. “Det tror jeg nok,” sagde Remus. “Jeg har ikke prøvet.” “Hold dig klar. Vi prøver at slippe igennem flokken. Hermod, Frimod. Træk blank!” Træk blank? Hvad mente han med det? Alle tre solbærmænd havde lagt deres høstknive fra sig. Nu åbnede de i stedet bukserne – og begyndte at tisse. Det gav et ryk i de nærmeste myrer. “Fremad – march!” sagde Onkel Thormod fast. “Og bliv ved med at tisse!” Det havde en besynderlig virkning på myrerne. Jeg havde aldrig set noget lignende. De trak til side og satte sig på haserne, mens de pudsede løs på kindbakkerne med forbenene. Nogle af dem tissede igen, men det var underligt spagt i forhold til de vrede sprøjt der normalt kom fra en ophidset skovmyre. “Åhr! Vildt!” sagde Remus og rejste sig op. Han ville også til at tisse med, kunne jeg se, men Thormod stoppede ham. “Ikke dig, knægt. Se at komme væk. Dug, tag ham med tilbage til færgen.”

57


Mændene blev stående og tissede det bedste de havde lært. Det var vist godt der havde været alle de haremælksog saftpauser i løbet af dagen. Jeg greb Remus i armen og trak ham med, og så løb vi alt hvad vi kunne tilbage til færgen. Det varede ikke så længe før Onkel Thormod og de andre kom sprintende efter os. “Kast los!” brølede Thormod. “Lad os se at komme væk!” De sprang om bord i båden, og med et ryk i trossen begyndte vi igen at bevæge os ud på floden. Det var ikke ét øjeblik for tidligt. En hel hær af sortrøde skovmyrer vrimlede rundt langs med Kildeflodens bred og snappede hidsigt ad os med takkede, sorte kindbakker. Det var vist heldigt at myrer ikke er gode til at svømme. “Tak ffkal du have!” sagde Remus. “Det var ffaftffufeme tæt på.” Jeg stirrede på ham. “Hvad er der sket med dine tænder?” spurgte jeg. “De blev fflået ud da jeg landede,” sagde han. “Ffe!” Han trak læben op så jeg kunne se hullet hvor hans fortænder plejede at være. “Men ellerff ffkete der ikke ffå meget. Jeg landede oven på bærret.”

58


Så det var altså sådan det gik til da min lillebror Remus mistede sine fortænder. Og når de andre driller ham med det og kalder ham for Remuff, siger han bare: “Jeg har fløjet over Kildefloden. Jeg har været i ffkimmelheffkenff land. Og tiffffet på en tiffffemyre. Har du måffke det?” Og det kan de ikke sige så meget til. Ffådan er det. Lige siden har Remus været helt vild efter at komme til at flyve igen, og der var endda engang hvor han stak af for at besøge kirsebærfolket fordi de laver en slags flyvende maskiner. Men det er en helt anden historie …


NĂŚldekongens fange


P

etrus luntede af sted med kærren efter sig. Jeg sad på bagsmækken og lod benene dingle, og Remus

var faldet i søvn med hovedet i mors skød. Man kunne ligefrem se hvordan hans mave struttede under blusen på grund af alle de gode sager han havde spist. Vi havde

været til sommermarked i Kronby hele dagen, og det var ikke nødvendigt for far at styre Petrus, han vidste godt hvor vi var på vej hen. Hjem. Jeg sukkede dybt. Det var så det. Og der var rigtig længe til vi skulle af sted igen. Det var ikke engang sikkert vi ville få lov at komme med til høstmarkedet i september, og der var flere måneder til. “Hvad stønner du over?” spurgte Lilje, som sad og beundrede det armbånd hun havde købt for sine lommepenge. “Har du ikke haft det sjovt?”

“Jo.” “Nå. Så lad være med at hænge sådan med trynen.”

Altså, det var jo ikke fordi jeg ligefrem var ked af at vi skulle hjem. Vilhelminas unger var stadig ikke ret store, men de voksede hurtigt – bare man havde været

62


væk en dag var der sket noget med dem. Jeg savnede dem og hende. Og jeg kunne bestemt også godt lide vores lille hus, og Ranunkelby i det hele taget. Men … den ene dag lignede den anden så meget at det godt kunne blive en lille smule kedeligt. “Bare der ville ske noget,” sagde jeg, halvt til mig selv og halvt til Lilje. “Bare engang imellem!” “STOP!” råbte en høj, lidt forpustet stemme. “I nældekongens navn.” Petrus var allerede stoppet og stod og snøftede forvirret. På vejen foran os stod en mand jeg aldrig havde set før og pegede på os med en eller anden indretning jeg heller aldrig havde set før – et langt rør med en stor blæreagtig pose for enden. På hans spidse næse sad der et par små runde briller. “Pas på,” hviskede mor og tog far i armen. “Han har en myresyrepistol!” Min far havde rettet sig op på bukken af vores pindsvinekærre og stirrede ned på manden med myresyrepistolen. “Hvad vil du?” spurgte han. “Og hvorfor står du og peger på mig og min familie med den dér … tingest?”

63


“Den er ladt,” sagde manden. “Så prøv ikke på noget!” “Hvad skulle vi prøve på,” sagde far. “Vi er bare stille og roligt på vej hjem. Det er dig der prøver på noget!” Manden var ikke specielt høj – i hvert fald ikke når man sammenlignede ham med min far. Alt hans tøj – hue, jakke, bukser og støvler – var i samme ikke særlig pæne grønne farve. Skidengrøn, tror jeg min mor ville kalde den. Som det grønne i en klat gåsemøg. Lange, stive, grønne hår strittede ud i luften især fra jakken så det så ud som om man kunne stikke sig på ham hvis man rørte ved ham. “Nældekongens ordrer skal adlydes,” sagde han og viftede truende med pistolens lange rør. “Han finder sig ikke i oprørskhed!” “Det er meget muligt,” sagde far. “Men hans ordrer gælder ikke for jordbærfolk. Flyt dig så vi kan komme videre. Petrus, fremad!” Petrus tager sig normalt ikke farligt meget af hvad man siger til ham, men det var snart spisetid hjemme i pindsvineriet, og det er sjældent særlig klogt at stå i vejen

64


for et pindsvin der har kurs mod aftensmaden. Manden måtte springe til side for ikke at blive trampet ned. Han snublede over nogle græsrødder og var lige ved at tabe myresyrepistolen. “Stands!” skreg han, “I nældekongens navn! Så hør dog efter hvad jeg siger!” “Nældekonge mig her og nældekonge mig der,” sagde min far over skulderen idet vi kørte forbi. “Han kan gøre som han vil i sine egne nælder, men her er han ikke mere konge end jeg er. Farvel!” Det skulle man måske tro var enden på den historie – men sådan gik det ikke. Bag os lød der en sær, brægende lyd. Det var den grønne mand der blæste i et horn af en slags. Brææææææhhhhhh, lød det. Og så en gang til, endnu længere og højere end første gang: BRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆHHHHHHHHH. Petrus blev forvirret over støjen, stoppede op og gned hovedet mod en træstub som om han troede han havde fået noget i øret. Han var ikke det kvikkeste pindsvin i skoven, men Vilhelmina kunne ikke være væk fra ungerne en hel dag, så derfor var det ham der var spændt for i dag. “Videre, Petrus,” brummede far.

65


66


67


Petrus holdt op med at gnubbe sig mod træstubben og luntede videre. Vi rundede svinget ved bellismarken og var kun en halv musemil fra Ranunkelly da der igen var nogen der råbte: “I nældekongens navn: STOP, eller vi skyder!” Denne gang var det ikke bare en lille mand med runde briller. Der var mindst ti af dem, og de havde alle sammen de dér lange myresyrepistolrør. “Prrrrrhhhhh,” sagde far og prøvede på at stoppe både Petrus og kærren. Jeg tror Petrus havde fået nok af det hele. Han standsede ikke, nej, han satte faktisk farten op – lige hen mod de ti mænd der spærrede vejen. “Petrus, nej!” Men Petrus var ligeglad. “Giv agt – fyr!” brølede en af de ti skidengrønne nældekongemænd. Og så stod der pludselig en rødbrun stråle ud af mundingen på hvert af pistolrørene. Nogle af strålerne plaskede bare ned i græsset, men der var mindst tre der sprøjtede stakkels Petrus lige i hovedet. Petrus blev helt vild. Han tumlede til siden, og det var som om han ingenting kunne se. Han brasede ind i nogle

68


hybenrødder og slog et blindt slag til siden, så den ene vognstang knækkede og hele kærren tippede. Mor greb fat i Remus, der havde sovet fra alt råberiet og først var vågnet nu, og jeg greb fat i mor, og vi greb begge to fat i kærrens sider. Det hjalp ikke det mindste.Vi fløj alle tre gennem luften og lige ind i hybenbusken. Hvad der skete med far og Lilje da kærren kæntrede, nåede jeg ikke at se.

Av. Av, av, av. Jeg lå på jorden og stirrede rundtosset op i hybenbuskens blade. Jeg kunne mærke at jeg havde revet mig på de tornede hybenstilke mindst syv-otte steder, og det tog også lidt tid at få vejret igen efter sammenstødet med jorden. Et sted kunne jeg høre den lille, ynkelige lyd, halvt piv, halvt grynt, som nogle pindsvin kommer med når noget gør ondt, men lyden blev svagere og svagere fordi Petrus efterhånden var længere og længere væk. Det var det der fik mig til at sætte mig op selv om alting stadig drejede rundt for øjnene af mig. Mor havde rejst sig op allerede, og Remus så også ud til at have

69


klaret sammenstødet uden at knække flere tænder end dem han allerede manglede. Lidt længere væk kunne jeg både se og høre Lilje skændes så det bragede med en af nældekongens mænd. Men hvor var far? Hvorfor sagde han ikke noget? “Septimus?” Det var mor der kaldte. “Septimus, er du kommet noget til?” “Nej,” sagde far, men han lød ikke helt som han plejede. Der var skidengrønne mænd alle vegne – og kvinder også, kunne jeg se. Nogle havde myresyrepistoler, andre bare nogle lange spyd, men de så alle sammen ret vrede og krigeriske ud. “Kom her,” sagde en af de vredeste. “Ja, også børnene. Nu er det op til nældekongen hvad der skal ske med jer!”

Nældekongen stod i et telt sammen med to hvidhårede gamle kvinder og en næsten lige så hvidhåret gammel mand. Midt i teltet var der et bord, og på bordet lå nogle gulnede og plettede landkort. Den ene af de gamle kvinder pegede på forskellige punkter på kortet og forklarede

70


71


ivrigt et eller andet for kongen. Han var en tynd, alvorlig mand med sirligt klippet grønsort skæg og grønsort hår der var så blankt og glat at det lignede vingen på en bille. Han havde ikke en eller anden blæret guldkrone på, sådan som jeg egentlig havde forestillet mig, bare en tynd snoet læderrem besat med tre skinnende sølvblade i hver side. Han var yngre end min far, tror jeg, men han så mere træt ud. “Hvad nu?” sagde han da nogle af de skidengrønne puffede os ind i teltet. “Fanger, Herre Konge.” “Fanger?” Han hævede øjenbrynene så de forsvandt helt op under pandehåret. “Hvad skal jeg med dem?” “Æh … de ville ikke stoppe, Herre Konge. De fik en klar ordre, men de ville ikke lystre. Deres pindsvin prøvede på at trampe os ned!” Min far rettede sig op i sin fulde højde – det gjorde ham et hoved højere end de nældevagter der stod og forsøgte at se ud som om de bevogtede ham. “Er det dig de kalder for nældekongen?” spurgte han. Manden med sølvbladekronen betragtede min far. “Jeg er nældekongen,” sagde han. “Og hvem er du?” “Mit navn er Septimus Dybendal. Det her er min

72


familie.Vi er blevet beskudt og udsat for fare, vores pindsvin blev skræmt væk og vores vogn smadret, alt sammen i dit navn.Vi vil hjem. Vi vil have en ny kærre. Og vi vil gerne vide hvorfor dine mænd tror de har ret til at opføre sig sådan over for almindelige, fredelige bærfolk!” Nældekongen svarede ikke. I stedet så han forbi min far og hen på den nældevagt der havde ført ordet. “Vi har ikke brug for fanger,” sagde han. “Hvorfor skulle vi fodre dem? Hvor skulle vi gøre af dem? Sørg for at de betaler vejtolden, og slip dem så fri.” “Vejtold?” sagde min far. “Hvad for en vejtold?” “I er jordbærfolk, ikke sandt?” spurgte kongen. “Jo,” sagde min far. “Så kan I betale med friske bær, tørrede bær eller saft. 500 musegram per person, det er forhøjet takst på grund af opsætsighed og majestætsforstyrrelse.” “Nej, hør nu! Hvis nogen skal betale noget her, er det vel jer – en smadret kærre, det er ikke billigt!” Nældekongen så køligt på min far. Så pegede han på mig. “Tolden skal erlægges inden i

73


morgen klokken tolv. Vi beholder hende dér så længe. I andre kan gå.” Hjertet sad helt oppe i halsen på mig. Far og mor havde råbt op og protesteret, far havde endda prøvet på at standse vagterne der førte mig væk, men der var ikke noget af det der havde hjulpet. Det sidste jeg så til min familie var mor der slog armene om Remus som om hun var bange for at de ville tage ham også. To af nældevagterne havde fat i mig, en i hver arm. De klemte ikke sådan rigtig hårdt, men det nyttede heller ikke at sprælle. “Gå roligt med, så sker der ikke noget,” sagde den ene af dem. Jeg turde ikke andet. Det var ikke til at forstå. For en time siden havde jeg siddet på bagsmækken af kærren og dinglet med benene – og ønsket at der ville ske et eller andet. Nu var kærren nærmest pindebrænde, og jeg gik her mellem to nældevagter og anede ikke hvor vi var på vej hen, eller hvad de havde tænkt sig at gøre med mig. De havde lavet en slags indhegning af hybengrene, viste det sig, og lagt et skræppeblad over som tag. “Ind,” sagde den anden vagt, ham der havde fat i

74


min venstre arm. “Og nu ikke noget hyleri. Din familie kommer og henter dig i morgen, så der er ikke noget at tage på vej for.” Han havde åbenbart set at jeg blinkede lidt med øjnene. Det var svært ikke at blive bange, svært ikke at komme til at græde bare en lille smule. De åbnede døren til hybenfængslet, og der var ikke andet at gøre end at træde ind i mørket under skræppebladet. Døren gik i. Jeg stod et øjeblik og missede med øjnene og prøvede på at få en idé om hvor jeg var havnet. Jeg var ikke alene, viste det sig. “Hvem er du?” spurgte en stemme. “Og hvad har du gjort?” “Jeg hedder Dug,” sagde jeg. “Jeg har ikke gjort noget.” Min stemme knækkede lidt. “Det er ikke min skyld at jeg er her,” fortsatte jeg så, selv om der et eller andet sted var en lille orm der gnavede i samvittigheden, for sæt alt det her var sket fordi jeg havde ønsket at der

75


skulle ske noget? Kærren der var smadret, stakkels Petrus der havde fået sprøjtet myresyre i hovedet, og far og mor der sikkert var ved at gå ud af deres gode skind af bekymring. “Nå,” sagde stemmen. “Så du er en af de kedelige. Jeg har skudt en pil efter nældekongen selv. Og jeg ramte ham lige i rumpen!” Jeg snappede efter vejret. “Er du rigtig klog?” sagde jeg. “De lukker dig aldrig ud.” “Næh,” sagde hun, for jeg kunne efterhånden både se og høre at stemmen tilhørte en pige omtrent på min egen alder. “Det gør de nok ikke. Men det er lige meget.” “Hvorfor det? Vil du ikke gerne hjem?” “Jo. Og det skal jeg også nok komme.” “Hvordan det?” “Det siger jeg ikke,” sagde hun. “Det kunne jo være du var en spion der bare er her for at prøve på at afsløre mine planer.” Hun fik det til at lyde som om hun havde planer i stribevis – meget vigtige, hemmelige planer. “Jeg er ikke nogen spion,” sagde jeg. “Jeg er bare træt og øm over det hele, og nu kan jeg ikke engang komme

76


hjem og sove i min egen seng.” Her var slet ikke nogen seng, gik det op for mig – bare lidt tørt græs man dårligt nok kunne lave en ordentlig pindsvinerede af. Jeg skrabede lidt sammen i en bunke og satte mig ned. Jeg var øm alle vegne, og det sved i hybenrifterne. Pigen stod lidt og kiggede på mig. Så lod hun sig dumpe ned i høet ved siden af mig. “Jeg hedder Dalia,” sagde hun. “Og du skal ikke være ked af det. Jeg skal nok få os ud herfra.” Jeg skævede til hende. Nu hvor mine øjne havde vænnet sig til halvmørket, kunne jeg bedre se. Hun havde brunt, krøllet hår og hendes øjne var store og mørke. Hun havde nogle stramme, strikkede, lysebrune bukser på der fik hendes ben til at se meget lange ud, og hendes lange violette trøje var så mørk at den næsten var sort. Hendes ansigt var solbrændt og temmelig beskidt, og hun havde et blåt mærke på kinden. “Er du fra brombærfolket?”


spurgte jeg. Hun nikkede. “Selvfølgelig. Hvad ellers?” Det var ikke så selvfølgeligt for mig. Jeg havde kun hørt om dem, jeg havde aldrig mødt nogen før. Brombærfolk var ikke som os, havde mor forklaret. De boede ikke i byer og havde ikke nogen haver, de strejfede rundt i skovbryn og hegn, fra den ene vilde brombærplante til den næste. “Jeg er fra jordbærfolket,” sagde jeg. “Tænk,” sagde hun lidt hånligt. “Det tror jeg faktisk jeg havde gættet.” “Hvorfor det?” “Tjah, hvis ikke den dér skrigrøde og skriggrønne mundering var nok, så var der jo også lige det med at du så sandelig ikke havde gjort noget galt, og at ingenting var din skyld. Jordbærfolk er så pæne. Alt skal være så nydeligt og ordentligt og ligesom-vi-plejer. Bliver det ikke lidt kedeligt i længden?” Jeg sad bare og måbede. Det var jo lige præcis det. Det var jo lige præcis derfor jeg havde ønsket der skulle ske noget – men ikke det her. Ikke noget der gjorde ondt og var skræmmende og slog ting og mennesker i stykker. “Der er da ikke noget galt med at være pæn og or-

78


dentlig,” sagde jeg. “Det er vel bedre end at være vild og uordentlig og … og … skyde pile efter folk.” “Nå, det synes du?” Dalia rykkede lidt længere væk og vendte ryggen til mig. “Jamen, så kan du bare pænt og ordentligt blive her og se om din far og mor gider komme og betale for at få dig igen. Men det bliver uden mig.” Hun trak sig endnu længere væk – ind i mørket hvor jeg næsten ikke kunne se hende. Jeg kunne høre en skrabende lyd, og pludselig var halvdelen af hende helt væk. “Hvad laver du?” “Hvad kommer det dig ved?” “Dalia. Hvis du … hvis du stikker af uden mig. Så bliver de sikkert vrede på mig også og tror jeg har noget med det at gøre!” “Det er vel ikke mit problem.” Hendes stemme lød sært dæmpet, og jeg kunne ikke længere se hende overhovedet. Hun var på vej ned i en eller anden form for hul, gik det op for mig. “Dalia!” Halvdelen af hende dukkede op igen. “Godt,” sagde hun. kom. Hvis du tør!”

“Så


Hun havde gravet en muldvarpeagtig gang. Hvor lang den var, kunne jeg ikke se. Den var smal og mørk og lugtede af jord og regnorme. Jeg kunne efterhånden bedre forstå hvorfor hun var blevet så beskidt. Jeg kunne ingenting se. Jorden dryssede ned fra gangens loft, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis det hele faldt sammen. Kunne man trække vejret under jorden? Ikke ret længe, tror jeg. Hvorfor var jeg ikke bare blevet oppe i hybenfængslet? Far og mor ville jo komme og hente mig, det ved jeg de ville. Om så de skulle aflevere hele jordbærhøsten for at få mig igen. Men hvis de gjorde det, hvad skulle vi så leve af til vinter? Nej, det var bedre hvis jeg selv kunne komme hjem, uden at nogen skulle betale noget. Dalia krøb af sted foran mig i gangen, jeg kunne ikke se hende, men jeg kunne mærke hendes støvle når jeg strakte armen frem. Og så var hun der pludselig ikke længere alligevel. Til gengæld kunne jeg se aftenhimlen og græs – mørkt, men ikke så mørkt som mørket i muldvarpegangen havde været. “Ssscchhhh,” sagde Dalia. “Helt stille nu!”

80


81


Jeg kravlede op af hullet så lydløst som jeg kunne. Rundt om os var der en hel lille teltby af små grønne telte, og nældemænd og nældekoner og også et par søvnige nældebørn sad ved små lejrbål. Nogle snakkede, men ikke så mange, de fleste sad bare og hang. Ingen af dem havde åbenbart bemærket at to bærfolkepiger pludselig var skudt op af jorden. “Mor …” klynkede en lille dreng. “Jeg kan ikke sove.” “Scchhh,” sagde hans mor og strøg ham over håret. “Læg dig nu lige så stille ned og prøv.” “Jamen, jeg er så sulten …” “Scchhh,” sagde moren bare og vuggede ham i skødet. “Sov nu.” “Hvorfor giver hun ham ikke noget at spise?” hviskede jeg til Dalia. “Stille!” hvislede hun. “Kom nu. Den her vej …” Hun trak mig i ærmet og ville have mig med hen til det største telt, det eneste der var blåt – det var dér hvor kongen havde stået og kigget på landkortene. “Er du tosset,” hvæsede jeg. “Hvad skal vi dér?” “Jeg skal have min bue igen,” sagde Dalia.

82


“Hvad? Nej! Vi skal da bare væk!” “Ikke uden min bue,” sagde hun stædigt. “Hvis du har så travlt, så smut du bare. Men lad være med at blive fanget igen!” Hun var allerede på vej hen mod det blå telt. Jeg stod og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men til sidst fulgte jeg efter. Det var ikke fordi jeg ikke var bange. Jeg ville bare hellere være bange sammen med Dalia end være bange alene. Det sidste stykke krøb vi på maven mellem bellis­ planterne for ikke at blive set. Vi kunne høre stemmer inde på den anden side af teltdugen. “Hvor meget nektar har vi tilbage?” spurgte en stemme jeg genkendte som nældekongens. “Mindre end tre tønder, Herre Konge. Selv på små rationer vil vi løbe tør inden for en uge.” “Og så er der ikke mere?” “Nej, Herre Konge. Så er der ikke mere.” Der var stille derinde en tid. Dalia var nu nået helt hen til teltdugen og var begyndt at trække en pløk op af jorden. Jeg var rædselsslagen for at nogen skulle opdage hende, og endnu mere rædselsslagen for hvad de mon

83


84


kunne finde på at gøre ved os hvis de fangede os. De var så vrede, og de havde så mange våben, nældefolkene. Og Dalia påstod at hun havde skudt deres konge lige i rumpen. “Vi må så alle de nælder vi kan,” sagde kongen. “Her, og med det samme. Måske kan de nå at blive store nok til at sommerfuglene kommer tilbage i år. Og ellers må vi spise nogle af skuddene.” “Ja, Herre Konge, men …” “Men hvad, Fru Kansler?” “Det … vil ikke være nok.” “Nej, jeg ved det. Det er derfor vi opkræver vejtold.” “Ja, Herre Konge. Men …” “Endnu et men? De er fuld af men’er i aften, Fru Kansler.” “Ja. Og det her men er nok det største: Vejtolden gør vore nye naboer vrede.” “Og hvad vil Fru Kansleren have jeg skal gøre ved det?” “Jeg ved det ikke, Herre Konge.” “Hvis jeg kunne trylle, tryllede jeg skimmelheksen væk. Tror De ikke jeg allerhelst var blevet hjemme i Nældeskoven hvor både De og jeg er født? Tror De at

85


det er med min gode vilje at jeg jager mit folk i landflygtighed og udsætter dem for farer, savn og sult?” “Nej, Herre Konge. Det tror jeg ikke. Men vrede mennesker gør dumme ting.” “Er det nu mig eller vore nye naboer De taler om, Fru Kansler?” “Æh … vore nye naboer, naturligvis.” Men man kunne høre at hun også var bange for hvad en vred konge kunne finde på. Dalia havde fået pløkken op og var begyndt at mave sig ind under teltdugen. Jeg havde lyst til at tage fat i hendes ankel og trække hende ud igen. Hvad nu hvis hun blev opdaget? Jeg løftede forsigtigt op i teltdugen og tittede ind. Jeg kunne ikke se så meget andet end ben og sko og nogle sække og tønder, og så altså Dalia som krøb hen over teltbunden som om hun var en kålorm. Hendes bue stod lænet op ad to grønne sække. Det var lidt mærkeligt, tænkte jeg, at den slags stod i kongens eget telt og ikke i et forrådstelt et sted. Det fik mig til at kigge lidt nærmere på dem.

NÆLDEFRØ 86


stod der på det grove stof med store, sorte bogstaver. MÅ IKKE ÅBNES UDEN KONGELIG TILLADELSE De var helt tydeligt vigtige, de frø. Dalia havde fået fat på sin bue og var på vej tilbage igen. Det gik langsommere nu fordi hun havde buen i den ene hånd. Jeg ved egentlig ikke hvad der gik af mig. Det ligner mig slet ikke at gøre sådan noget. Måske var det fordi Dalia havde sagt det dér om hvor kedelige jordbærfolk var. Eller også var det fordi jeg stadig kunne høre hvordan Petrus havde pebet efter at de havde skudt ham med myresyre. I hvert fald var jeg dukket ind under teltdugen og var på vej hen mod sækkene før jeg overhovedet havde fået tænkt mig om. Jeg kunne se på Dalias opspærrede øjne at hun blev overrasket – måske endda forskrækket. Hun viftede med den ene hånd og pegede ud af teltet, men jeg greb i stedet fat i den ene grønne sæk og begyndte forsigtigt at trække den hen mod vores

87


smuthul. Den var ikke særlig tung selv om den fyldte en del. Dalia gloede på mig med meget store øjne og lavede hvad-er-det-du-gør-fagter, men jeg slæbte sækken helt hen til teltvæggen og skubbede den ud på den anden side. Så vendte jeg tilbage efter den anden sæk også. “Hvad laver du?” hvæsede Dalia da både hun og jeg, buen og frøsækkene var ude af teltet igen. “Hvad skal du med dem dér?” Hun pegede på sækkene. “De kan ikke bare gå og skyde på folk,” sagde jeg. “Og hvis vi har deres frø, bliver de nødt til at snakke med os i stedet.” Dalia så på mig med store øjne. “Du er vist alligevel

ikke helt så pæn og

kedelig som du ser ud

til,” sagde hun.

“Dug!” Mor fløj op og gav mig et knus så voldsomt at mine fødder slap jorden. “Lille Dug! Slap de dig fri alligevel?” “Nej,” sagde jeg. “Øhm, ikke helt.”

88


89


Mor fik øje på sækkene og Dalia, som havde hjulpet mig med at bære dem hjem. “Hvem er det?” sagde hun. “Og hvad er det dér?” Og så måtte jeg fortælle om hvordan vi havde gravet os ud af hybenfængslet, og hvorfor jeg havde taget sækkene fra kongens telt. “Er Petrus kommet hjem?” spurgte jeg. “Og hvor er far?” “De holder møde,” sagde hun. “I gartnerrådet. Vi er ikke de eneste der er blevet overfaldet af den skrækkelige nældekonge og hans mænd.” Jeg så på Dalia. “Jeg tror vi bliver nødt til at sige noget til det møde,” sagde jeg. “Jamen, Dug

… du er jo kun et barn,”

protesterede mor. “Det kan godt

være,” sagde jeg. “Men

jeg ved noget de ikke

ved.”

Gartnerrådet er også sådan et slags byråd, for normalt er såning, lugevagter og høstplaner det vigtigste der skal

90


bestemmes i vores by. Derfor mødes de også som regel hos Overgartner Filipus, der bor lige ved siden af jordbærhaverne. Der blev helt stille da Dalia og jeg kom ind. “Dug!” sagde far og rejste sig op. “Du er kommet hjem!” “Det her er Dalia fra brombærfolket,” sagde jeg. “Og det her …” jeg pegede på sækkene, “er alle kongens nældefrø.” “Hvad skal vi med dem?” sagde Overgartner Filipus og rynkede på sin lange næse. “Nældefrø – det var dog en vederstyggelighed!” Og så måtte jeg igen forklare. “For os er nælder bare ukrudt,” sagde jeg. “Men for nældefolket er det deres hjem. De vil gerne lave sig en ny nældeskov som de kan bo i.” Filipus så helt rystet ud. “En nældeskov? Skrækkeligt! Lige op og ned af vores haver?” “Det er vist det de prøver på. Men de kan ikke gøre det uden frøene her.” “Brænd dem!” sagde Filipus. “Nu med det samme …” Mange af de andre gartnere nikkede og mumlede “Ja,

91


brænd dem …” Jeg bed mig i læben. Jeg var ikke vant til at sige så mange voksne mennesker imod på én gang. Men jeg havde været i nældefolkets lejr, og jeg havde hørt den lille dreng klynke fordi han var sulten. “Det er ikke nogen god løsning,” sagde jeg. “De lever mest af sommerfuglenektar fra alle de sommerfugle der normalt bor i en nældeskov. Og hvis de ikke har nok nektar – hvis de ikke har noget at spise … så vil de prøve på at få maden på en anden måde.” “Ved at tage den fra os,” sagde far og nikkede som om han pludselig havde fået øje på noget han ikke havde forstået før. “Det er derfor de forlanger at få saft og bær og syltetøj. Fordi de ikke selv har nektar nok. Godt set, Dug.” Jeg kunne ikke lade være med at smile midt i alt det alvorlige. Jeg bliver altid så stolt når far roser mig. “Men hvad skal de overhovedet her?” sagde Overgartner Filipus. “Hvorfor bliver de ikke bare hjemme hos sig selv?” “Jeg tror skimmelheksen har ødelagt deres gamle hjem,” sagde Dalia. “De boede på den anden side af

92


Kildefloden før, men nu er de altså her.” “Skimmelheksen,” sagde Overgartner Filipus og skuttede sig. “Det er da godt hun ikke kan komme over Kildefloden! Det er da godt det ikke er vores haver hun ødelægger!” “Men hvad nu hvis hun gjorde?” sagde jeg. “Hvad skulle vi så gøre? Tror I ikke vi kan finde et sted hvor nældefolket kan lave deres skov? Og måske hjælpe dem lidt til sommerfuglene vender tilbage?” “Kun hvis de holder op med det dér vejtoldpjat,” sagde Overgartner Filipus. “Og holder op med at tage andre folks børn! Og … og … og hvis den dér nældeskov ikke ligger alt for tæt på jordbærrene!” “Selvfølgelig,” sagde jeg. “Det siger sig selv.”

Det var faktisk sådan det blev. Ikke lige med det samme, for når voksne skal blive enige om noget, tager det som regel rigtig lang tid. Men nældefolket blev nødt til at snakke med os i stedet for at skyde på os, og til sidst blev det bestemt at den nye nældeskov skulle ligge på nord-

93


skråningen bag bellismarken. “Dér kan man alligevel ikke dyrke jordbær,” sagde Overgartner Filipus. Dalia blev hos os i nogle dage. Hun blev rigtig glad for jordbærgrød, skulle jeg hilse og sige. Og vi blev rigtig gode venner. “Du må gerne blive her,” sagde min mor, “Men skal du ikke hjem til din egen familie?” Dalia rystede lidt på hovedet. “Det skal jeg vel,” sagde hun. Jeg kunne mærke der var noget galt. “Hvad er der?” spurgte jeg. “Jeg bor hos min onkel og tante,” sagde hun. “Og de er … sådan lidt ligeglade med om jeg kommer hjem eller ej.” “Men hvad med din far og mor?” “Det ved jeg ikke.” “Hvad mener du?” “Jeg ved ikke hvor de er. De forsvandt. Og det er som om jeg er den eneste der stadig leder efter dem.” Jeg fik en klump i halsen. Tænk hvis det var min mor og far der pludselig var væk? Det var ikke til at holde ud

94


at tænke på. “Jeg skal nok hjælpe dig med at lede,” lovede jeg. Dalia så på mig med meget store, mørke øjne. “Vil du?” sagde hun, som om hun næsten ikke turde tro på det. “Altså sådan rigtig? For alvor?” “Ja. På æresord. Når

man er venner, skal man

jo hjælpe hinanden –

ikke?”

“Jo,” sagde hun og

smilede. “Det skal man

nemlig.”

Sådan gik det til dengang jeg ønskede der skulle ske noget og endte med at blive nældekongens fange og få en ven. Det var også første gang jeg lovede noget rigtig vigtigt til nogen, og det viste sig at være et farligt løfte. Men det er en helt anden historie …


skimmelheksen


kan virkelig godt lide pindsvin, ikke?” “D usagde Dalia.

“Jo,” sagde jeg og børstede videre – Vilhelmina elsker

at få børstet de bløde hår på maven, og de halvstore unger havde også fået smag for det, så der var nok at lave. Vi kaldte dem stadig bare Putte, Pjotte og Pjatte, men det var baby-navne. De var snart så store at vi skulle til at finde på noget mere voksent og alvorligt. “Hvorfor egentlig?” Jeg stoppede op. Det havde jeg aldrig rigtig tænkt over. “Du kan lide at skyde med bue og pil,” sagde jeg. “Hvorfor det?” “Øhh … det ved jeg ikke rigtig.” “Netop. Sådan er det bare. Og sådan er det også med mig og pindsvin.” Dalia nikkede som om hun rent faktisk forstod det. Det var noget af det bedste ved at have en veninde som hende. Hun vidste bare hvordan man havde det, uden at man skulle sige en hel masse først. Derfor vidste jeg også at Dalia var ked af det nu, selv om det ikke kunne ses så meget udenpå. “Hvad er der i vejen?” spurgte jeg.

98


Hun sukkede, og sukket blev til en slags snøft til sidst. “Jeg tror ikke vi nogensinde finder dem,” sagde hun. Jeg vendte mig om og lagde pindsvinebørsten fra mig. “Det må du ikke sige. Der er da masser af steder vi ikke har været endnu.” “Er der? Vi har snakket med kirsebærfolk og hindbærfolk og solbærfolk og nældefolk. Vi har endda skrevet til en appelsinmand og en boysenpige, bare fordi der var nogen som havde set nogen som så slet ikke var dem.Vi har været helt i Kronby. Vi har gået mindst hundrede musemil og spurgt mindst hundrede mennesker, og hvad har vi haft ud af det? Ingenting. De er bare væk.” Det var Dalias far og mor vi snakkede om. For næsten to år siden var de en efterårsdag taget ud for at fælde svampe på et af deres allerbedste, mest hemmelige svampesteder. De havde ladet Dalia blive hjemme hos sin onkel og tante fordi de syntes hun var for lille til at komme med. “Vi kommer tilbage i overmorgen,” havde Dalias mor sagt. “Du skal kun sove her to gange, så er vi hjemme igen.”

99


Men de kom ikke hjem. Hverken da Dalia havde sovet to gange, eller da hun havde sovet sekshundrede gange. De var væk, og ingen vidste hvor de var blevet af, eller hvad der var sket. “Hvis bare vi vidste hvor det hemmelige svampested lå,” sagde jeg. “Så kunne vi starte med at lede dér.” Dalia snøftede én gang til. “Men det er jo hemmeligt,” sagde hun. “De fortalte det aldrig til nogen.” Bærfolk kan godt lide bær – det siger sig selv. Men næst efter en god bærhave, så er et godt svampested noget af det bedste man kan have, og derfor siger man heller ikke til alle og enhver hvor det er. “Var det ét de havde fundet selv?” spurgte jeg. “Eller havde de hemmeligheden fra nogen?” “Det var min bedstemors sted engang,” sagde Dalia. “Kan vi så ikke spørge hende?” “Nej. Hun er død nu. Faktisk sagde min mor altid at hun tog hemmeligheden med sig i graven.”

“Det er da noget mærkeligt noget at sige. Især når din mor nu kendte svampestedet.”

“Jamen, det sagde hun altså.”

100


Jeg samlede børsten op igen og strøg den et par gange mod pindsvineriets dørkarm for at rense den for støv og løse hår. “Hvornår begyndte din far og mor at besøge det hemmelige svampested?” spurgte jeg eftertænksomt. Dalia rynkede panden. “Hvornår? Det ved jeg ikke, det var vel … første gang var vel det efterår bedstemor døde.” “Før eller efter?” “Hvad mener du?” “Før eller efter hun døde?” “Efter. Ja, det er jeg ret sikker på. Dug, du tænker. Jeg kan se det på dig. Men jeg kan ikke se hvad det er du tænker på hvis du ikke siger det!” Vilhelmina skubbede til min arm med trynen. Hun mente ikke jeg var helt færdig med at børste pindsvinemave. Jeg tog fat igen, men Dalia havde ret – jeg tænkte på noget. Noget der ikke havde spor med pindsvin og børster og mavepels at gøre. “Hvor ligger din bedstemor egentlig begravet?” spurgte jeg.

***

101


S

olen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide og grå gravsten. Rundt om os bredte brombærkrattet

sig til alle sider, men lige her var der ryddet en lysning, og hvidkalkede sten indhegnede den lille gravplads. Nej, måske kunne man ikke kalde det et hegn, det var mere en slags grænse – på den ene side boede de levende, på den anden de døde. Der var ret stille. Man kunne høre Kildeflodens rislen ikke så langt væk, og lige over hovedet på os sad der en gærdesmutte og skældte ud fordi den syntes vi var for tæt på dens rede. Men ellers … stilhed. “Det er her,” sagde Dalia, men hun sagde det ikke ret højt. Der var noget ved stedet som gjorde at man fik lyst til at hviske. De fleste af gravene var ret enkle, bare med en lille hvidmalet træplade med et navn på, eller en grankogle der var skåret til og malet så den lignede et brombær. Men Dalias bedstemors grav var anderledes. Der stod en træfigur der var lidt højere end Dalia, en figur som tydeligvis skulle forestille hendes bedstemor – man kunne sagtens se på næsen og øjenbrynene og munden at de var i familie, også selv om

102


103


træbedstemoren var gammel og rynket og en lille smule krum i ryggen. Man kunne måske godt tro det ville være uhyggeligt at gå her når man nu vidste at der neden under græsset lå døde bærfolk og skeletter og den slags, men det var det faktisk ikke. Det var stille og fredeligt, og når man så godt efter, kunne man se at træbedstemor smilede. Hun – eller i hvert fald det træstykke hun var skåret af – var endda begyndt at slå rod og skyde små kviste så det så ud som om hun var ved at få grønt hår. Jeg så længe på figuren. I den ene hånd holdt hun en svamp eller en paddehat af en slags. Den anden hånd var tom og foldet hen over hendes bryst, men den ene finger strittede så det så ud som om hun pegede på noget sådan lidt til højre for sig selv. “Hvorfor stritter hendes finger sådan?” spurgte jeg. “Det ved jeg ikke,” sagde Dalia. “Sådan ville hun vel have det. Hun lavede den i hvert fald selv, for flere år siden, faktisk, dengang hun ikke havde så meget gigt og bedre kunne skære i træ.” “Malede hun den også selv?” spurgte jeg. For figuren var malet, selv om farven var begyndt at skalle af de fleste steder.

104


“Nej, det gjorde min onkel. Men hun hersede med ham for at få det præcis som hun ville have det, og nogle gange tog hun penslen ud af hånden på ham fordi hun ikke syntes han gjorde det godt nok. Hun var lidt skrap, men også … også rigtig rar det meste af tiden.” “Savner du hende?” “Ja,” sagde Dalia. “Hun lærte mig rigtig meget. At snitte i træ, at finde svampe, at skyde med bue … der var mange der syntes hun var hård og sær, men det var fordi de ikke kendte hende rigtigt.” Træbedstemorens tøj var malet så det lignede det Dalia havde på – en lang mørklilla trøje og lysebrune bukser, et grønt bælte og en lille grøn hue oven på det krøllede hår. Men svampen hun holdt i hånden, havde nogle mærkelige farver. Den var fuld af gule og grønne og røde prikker og lignede ikke en svamp jeg nogensinde havde set i virkeligheden. Men vent … var der ikke noget med de røde prikker? “Se,” sagde jeg og pegede. “Ja, jeg ved det godt,” sagde Dalia. “Den ser ret underlig ud …”

105


106


“Nej, det er ikke det. Kig på de røde prikker.” Der gik nogle øjeblikke før hun så det. “De danner et 6-tal,” sagde hun. “Et 6-tal og så … er det et M?” “To M’er,” sagde jeg. “Seks musemil.” “Seks musemil til hvad?” “Til svampestedet selvfølgelig. Og hvad skal vi vædde – det er seks musemil præcis i den retning hun peger!” Dalia brød gravpladsens stilhed med et højt og triumferende råb. “Ja! Du er genial!” Men så forsvandt smilet og triumfen pludselig igen. “Hvad er der?” spurgte jeg. “Tror du ikke det er rigtigt? Tror du ikke det er der svampestedet er?” “Jo,” sagde Dalia. “Der er bare det ved det at i den retning ligger Kildefloden. Og seks musemil … så skal man altså over den og et godt stykke ind i skoven på den anden side.” Min egen glæde over opdagelsen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. For derovre på den anden side af Kildefloden boede skimmelheksen.

*** 107


D

e voksne ville ikke. “Det kan der overhovedet ikke være tale om,”

sagde Dalias Tante Viola. “Tåbeligt indfald. Men det undrer mig ikke, du har alle dage været et tåbeligt pigebarn.” Dalias Onkel Vilfred var ikke helt så hånlig, men heller ikke han havde tænkt sig at sætte liv og helbred på spil på den anden side af Kildefloden. “Det er jo bare prikker,” sagde han da vi prøvede at vise ham det der stod på svampen. “Jeg kan ikke se noget 6-tal, eller nogen M’er, for den sags skyld. Og selv om så det

var … Dalia, de har været væk i flere år. Hvis det var ved svampestedet de forsvandt, er sporene for længst forsvundet.” “Er det dig der har malet prikkerne?” spurgte jeg, for jeg kunne huske at Dalia havde sagt at det var hendes onkel der havde malet træfiguren. “Nej. Jeg havde malet svampen hvid og brun, men det var ikke godt nok, syntes hun, så hun lavede det om. Alle de åndssvage prikker – sådan er der da ingen svampe der ser ud.” “Nej, netop,” sagde Dalia stædigt. “Det er et tegn!” “Højst et tegn på at din bedstemor blev lidt bims på sine gamle dage,” sagde Onkel Vilfred.

108


Så spurgte vi min far og mor. “Søde skat. Det er jo alt for farligt,” sagde mor. “Det gør mig rigtig ondt for Dalia, det må være forfærdeligt at miste sin far og mor på den måde, uden at vide hvad der er sket, uden at vide hvad der er blevet af dem. Men det eneste der ville komme ud af at tage derover, er mere ulykke.” Også far rystede på hovedet. “Det går ikke, putte. Hvordan skulle vi overhovedet komme derover?” “Asmods onkel fik jo færgen til at virke igen – det ved du da godt!” Det var dengang Remus blev den første flyvende dreng i jordbærfolkets historie og mistede sine fortænder. “Jamen, det er jo to år siden nu,” sagde far. “Og selv om den så virker … selv om vi så kunne komme derover … hvad skal vi så stille op hvis skimmelheksen finder os? Har du helt glemt at nældekongen og hans folk måtte flygte fordi deres skov mugnede og deres børn blev syge?” “Jamen, vi kan da ikke bare … gøre ingenting!” “Hør nu her, Dug.” Han tog mit ansigt mellem hænderne og så mig lige i øjnene. “Du må slå de tanker

109


ud af hovedet. Dalia er velkommen her lige så tit hun har lyst. Hvis hun hellere vil bo her end hos sin tante og onkel, kan vi måske også finde ud af det. Men glem alt om svampestedet, Kildefloden og skimmelheksens land. Er det forstået?” Jeg sagde ikke noget – hverken ja eller nej. Jeg kunne godt se han blev urolig og også lidt vred, men jeg kunne ikke love ham bare at glemme det. Jeg mener, hvordan er det lige man glemmer noget med vilje? Og desuden havde jeg lovet Dalia at hjælpe. Til sidst spurgte vi Asmods Onkel Thormod. Det var ham der havde sørget for at færgen virkede igen, og hvis han ville, kunne han hjælpe os med at komme over. “Har I fået lov af jeres far og mor?” spurgte han. “Æh … ikke endnu,” sagde jeg, for det var det tætteste jeg kunne komme på et ja uden ligefrem at lyve. “Hvis I får lov, så sig til,” sagde han. “Så skal jeg nok tage med jer.”

Det var jo fint af ham – og modigt – men det var efterhånden gået op for os at chancen


for at vores forældre nogensinde ville give os lov var lige så stor som chancen for at en snegl kunne kravle gennem et pindsvineri uden at blive spist. Det vil sige nul, hvis nogen skulle være i tvivl. “Kan du ikke give os en prøvetur?” sagde Asmod. “Bare så vi kan se hvordan det er. Og så vi er sikre på at færgen stadig virker?” “Selvfølgelig virker den, knægt. Jeg har jo selv repareret den. Jeg har faktisk lige skiftet krogen fordi den gamle var rusten.” “Jamen … hvis den nu ikke gør?” Asmod så op på Onkel Thormod med store, uskyldige øjne. Onkel Thormod så på Asmod. Så på mig. Så på Dalia, og til sidst på Remus. “Det ville jo ikke være fffå godt hviff den ikke længere virkede …” sagde Remus. Onkel Thormod kløede sig i skægget. “Næh,” sagde han med et glimt i øjet. “Det ville det selvfølgelig ikke. Det kan da godt være vi skal tage en lille prøvetur.” Onkel Thormod var gammel sømand. Jeg tror han savnede at sejle, og at det egentlig var derfor han sagde ja.

111


Vi klatrede om bord i sivbåden. Jeg kunne se at både Dalia og Remus holdt skarpt øje med alt hvad Onkel Thormod gjorde. Hvordan han fastgjorde trossens krog til sivbåden, hvordan han satte spillet i gang, hvordan alting fungerede. Det kan godt være det her kun er en prøvetur, tænkte jeg, men de to er i fuld gang med at lære hvordan de kan styre færgen hvis vi bliver nødt til at tage turen alene. Færgen svingede ud i Kildeflodens stærke strøm. Det raslede og knirkede i trækværket, og vandet slubrede langs bådens sider. Sensommersolen bagte ned på os, og kæmpestore guldsmede stod stille i luften lige over vandoverfladen på svirrende, regnbueglitrende vinger. Men pludselig strøg en skygge over vandet og slukkede lysglimtene i guldsmedevingerne. Jeg så op. Det var en skade. Den landede på en gren lige på den anden side af Kildefloden og sad der og så på os med blanke, sorte øjne. Jeg er ikke så vild med skader. De er store, og de tager æg og fugleunger, og hvis et pindsvin er kommet noget til eller er blevet sygt, kan skaderne

112


finde på at begynde at hakke i det selv om det er levende endnu. Og så er der jo også lige det med at de forelsker sig i mærkelige ting, især ting der skinner. Det der skinnede mest lige nu, gik det op for mig, var den nye, blanke krog som Onkel Thormod havde sat på færgens gamle træktrosse. Og det var faktisk den, og slet ikke os, som skaden sad og kiggede på. “Åh nej …” nåede jeg at sige. Så lettede skaden fra sin gren og kom flyvende lavt over vandet, lige hen imod os. Sivbåden gyngede og vippede vildt da den store fugl lukkede kløerne om trossen og gav sig til at hakke i krogen. Onkel Thormod havde mistet balancen og grebet i håndsvinget, men færgen kunne alligevel hverken bevæge sig frem eller tilbage. “Forsvind,” råbte han og kom på benene igen. Han viftede vildt med armene, men skaden var komplet ligeglad. Den havde kun øje for krogen. Den strakte halsen og næbet og hakkede prøvende i det kolde metal. Hele båden hoppede. Dalia tog buen frem og sigtede, men det var svært sådan som sivdækket dansede under fødderne på os alle sammen, og den første pil røg langt forbi.

113


114


115


Skaden hakkede igen – dok, dok, dok, tre hårde målrettede hak som fik krogen til at danse og glide halvt fri. Nu fik den bedre fat med næbet og begyndte at ruske, og jeg måtte klamre mig til rælingen med begge hænder for ikke at blive slynget helt ud af båden og ned i Kildeflodens kolde, brusende vand. Sssssjjjjjannnnng! Dalias næste pil fløj fra buestrengen og ramte skaden i højre ben. Den skreg fornærmet og baskede med vingerne, men uden at slippe sit tag i krogen. Til gengæld røg krogen helt af, og i næste sekund havde strømmen grebet færgen så vi susede af sted, vildt og uden chance for at styre mod den ene eller den anden bred. “Hold fast!” råbte Onkel Thormod. “Hildemænd! Hold fast som gjaldt det livet!” Det gjorde vi også, alle fire, og selvfølgelig også Thormod, men let var det ikke. Færgen begyndte at snurre rundt om sig selv, og jeg blev mere og mere svimmel. Jeg nåede egentlig slet ikke at blive bange, det eneste jeg sansede var at holde fast og blive ved med at holde fast, så jeg ikke røg helt ud af båden. Vilhelmina. Far. Mor. Og også Lilje. Hvad nu hvis det gik så galt at jeg aldrig fik dem at se igen? Vi kunne

116


drukne. Og vi kunne også ende så langt nede ad Kildefloden at det ville blive en meget lang og svær rejse at komme tilbage. Bump. Færgen ramte et eller andet i vandet og lavede et hop som ville have gjort en græshoppe misundelig. Min ene hånd gled, men jeg fik fat igen. Jeg kunne se at Remus også stadigvæk holdt fast, og lidt længere væk havde Thormod fat i kraven på Asmod. Hele dækket svajede og drejede, men lidt langsommere nu, trods alt. Det var som om strømmen ikke var helt så stærk her. Jeg kunne løsne mit greb en lille smule og strække mine stive fingre. “Føj for en rævebæ,” sagde Onkel Thormod. “Det var lidt af en skrumpeltur.” Han sagde det som om det var overstået nu, men det var det jo ikke. Ganske vist var floden mindre vild, og færgen var holdt op med at snurre rundt som et blad i en hvirvelvind, men strømmen havde stadig fat i os, og der var ikke noget vi kunne gøre for at bremse eller styre vores sivbåd.

117


118


“Bittepige,” sagde Onkel Thormod og pegede på Dalia. “Du er ret dygtig med den bue, er du ikke?” “Nogenlunde,” sagde Dalia. “Må jeg lige se en af dine pile?” Jeg forstod ikke hvad det var han ville, før han fandt en tynd line frem og bandt den rundt om pileskaftet. “Prøv om du kan ramme et træ,” sagde han. “Selvfølgelig kan jeg ramme et træ,” sagde hun. “Ja. Men prøv om du kan ramme det så godt at pilen virkelig sætter sig fast!” Dalia rejste sig. Hun stod midt i båden med spredte ben og vippede lidt i knæene for bedre at kunne holde balancen. “Det bliver nødt til at blive dér,” sagde hun og pegede. “Der er for langt over til den anden side.” Den bred hun pegede på, var ikke vores side af floden, det var skimmelheksens. Men Onkel Thormod nikkede bare. “Vi må tage hvad vi kan få,” sagde han. “Vi bliver nødt til at få båden i land før vi når ned til Kildefaldene. Dem kan vi ikke passere uden at kæntre!”

119


Dalia nikkede kort. Hun sigtede mod et stort, gammelt piletræ der hang halvt ud over vandet med sine lange, gulliggrønne blade. Så skød hun. Sssssjjjjjannnnng! Pilen strøg af sted og begravede spidsen i piletræets stamme. Onkel Thormod begyndte straks at stramme linen og trække os ind mod bredden, og få øjeblikke senere gik færgen blidt på grund på en mudderbanke næsten helt inde ved piletræets rod. “Jeg druknede ikke,” sagde Asmod glad. “Jeg blev faktisk ikke engang særlig våd.” Det var selvfølgelig godt at vi ikke druknede alle sammen, tænkte jeg. Men vi var stadig på skimmelheksens side af floden, og det var ikke lige til at se hvordan vi skulle komme hjem igen.

***


P

iletræet så sundt nok ud. Men de mindre planter, sivene, græsset, brændenælderne, ja selv tidslerne …

de var ikke længere grønne, men grå. Stilkene knækkede bare man så på dem, bladene var slimede og mugne. Der var ingen tvivl – skimmelheksen havde været her, og det var ikke længe siden. “Dør man virkelig, bare hun rører ved én?” spurgte Asmod forsigtigt. “Man kan i hvert fald blive ganske gebommerligt syg,” svarede Onkel Thormod. “Her. Bind det for næsen og munden så I ikke får for meget af det grå stads ned i lungerne.” Han rev sit store lommetørklæde midt over og gav Remus den ene del og Asmod den anden. Så rykkede

han et ærme af sin skjorte og lavede mundbind til Dalia og mig og sig selv af det flodvandsfugtige hvide stof. “Kan vi ikke lave et bål,” sagde Remus, “og fffende røgfffignaler? Måffke kommer der ffå nogen og redder offf.” “God idé, knægt,” sagde Onkel Thormod. “Men det bliver måske sin sag at finde noget der kan brænde …” Det kunne han have ret i. Alting var så muggent og råddent og vådt. Men til sidst fandt vi alligevel nogle pilekviste der var tørre nok og sunde nok til at brænde.

121


“Gad vide hvorfor piletræet ikke er sygt?” sagde Dalia. “Er det bare fordi det er stort?” “Nej,” sagde jeg, “for en masse af de andre træer har det skidt – se selv.” Jeg slog ud med hånden i retning af et rønnebærtræ der havde mistet både blade og bær og stod og hang med grenene. Så kom jeg i tanke om noget. “Mor giver os pilebarkte når vi er syge,” sagde jeg. “Måske er det derfor?” “Du er vist en klog, bitte pige,” sagde Onkel Thormod eftertænksomt. “Ved I hvad? Jeg tror vi skal lave lidt pilebarkte og dyppe mundbindene i det. Så kan det være det virker endnu bedre.” Det var begyndt at skumre. Det var ikke rart at se aftenskyggerne komme krybende og sidde her på den forkerte bred, omgivet af alt det grå og syge, og samtidig vide at skimmelheksen var her et sted, ganske tæt på. Det hjalp lidt da vi fik gang i bålet, men det var stadig ikke ligefrem et sted man havde lyst til at tilbringe natten. “Hun er så sur at det eneste hun kan glæde sig over, er andres ulykke,” hviskede jeg for mig selv. “Ja,” sagde Onkel Thormod med

122


fast stemme. “Så lad os sørge for hun ikke får noget at glæde sig over her!” Asmod gabte. Han var den yngste af os, og jeg kunne se at det ikke ville vare længe før han faldt i søvn. Dalia rykkede lidt tættere på mig. “Dug?” “Ja?” “Det er her.” “Hvad er her?” “Det er lige her i nærheden – svampestedet.” “Er du sikker på det?” “Ja. Se solen. Det dér er vest, lige dér hvor den går ned. Det var mod vest at hun pegede, bedstemor. Eller … træstøtten af hende. Og derovre – kan du se brombærkrattet?” Jeg måtte knibe øjnene sammen, for det var efterhånden kun solens allersidste stråler der gav lys, ud over selvfølgelig skæret fra bålet, og det kunne langt fra nå over til Kildeflodens anden bred. Dalia havde ret – det var brombærranker der gjorde buskadset ovre på den anden side af floden til en tæt mur af blade, grene og bær.

123


“Hvis man går tre musemil mere dén vej,” sagde hun og pegede. “Så er man lige dér hvor svampestedet skal være.” Jeg vidste godt hvorfor hun sagde det, men jeg tøvede alligevel. “Er det ikke slemt nok her?” hviskede jeg. “Hvis vi går længere ind i skimmelheksens land …” Hun nikkede. “Du har ret. Det er farligt. Glem hvad jeg sagde.” Men jeg kunne se på hendes blik at hun ikke selv havde tænkt sig at glemme det. “Skal vi spørge Onkel Thormod om han vil gå med?” hviskede jeg. “Nej. Det er bedre han bliver her og passer på drengene. Og desuden vil han nok sige nej.” Vi ventede til det blev helt mørkt. Vi ventede til Asmod sov, og Remus, og til sidst også Thormod. Jeg var selv træt i hele kroppen, men ikke spor søvnig. Mit hoved var lysvågent. “Nu?” hviskede Dalia. “Ja,” sagde jeg. “Hvis vi skal gøre det … så skal det være nu.”

*** 124


M

ånen var stået op. Dens lys fik de grå, smuldrende træstammer til at skinne svagt i

mørket, som om en bleg ild brændte i alt det syge. Jeg gik ved siden af Dalia og kunne mærke mit hjerte banke højt oppe i brystet for hvert skridt vi tog. Dalia havde buen i den ene hånd, med en pil på strengen så hun kunne sigte og skyde på et øjeblik. Jeg havde ikke nogen bue og vidste heller ikke for alvor hvordan man brugte sådan en. Jeg havde fyldt min egen lille vandflaske med pilebarkte – det var det eneste forsvar jeg kunne komme i tanke om. Dalia talte skridt, mens hun gik. “Ottehundrede toogtredive, ottehundrede treogtredive, ottehunderede fireogtredive …” “Sscccch,” sagde jeg og tog hende i armen. “Der kommer nogen!” Et sted i mørket kom nogen gående – eller måske snarere hoppende. “Femhundrede enogtyve, femhundrede toogtyve …” Det var som et sært og noget hæsere ekko af Dalias tællen. Vi havde begge to lagt os ned

125


på maven uden egentlig at have aftalt det. Det var bare den bedste måde at gemme sig på lige her, selv om jorden under os føltes slimet og syg. Først kunne jeg kun få øje på en tudse. En kæmpestor, vortet grågrøn én med hornede knuder på næsen og over øjnene. Men tudser kan ikke tale, så den kunne jo ikke være alene. Det var den heller ikke. På ryggen af den, mellem nogle hornede fremspring langs rygraden, sad en meget lille, meget gammel kone. Hun var mindre end mig. Måske endda mindre end Remus. Hun havde et tørklæde bundet tæt om hovedet og havde hænder, arme, ben og fødder viklet ind i lange stofstrimler, som om alting på hende var brækket eller sygt. Men hun så ikke ud til at have svært ved at bevæge sig. “Femhundrede og halvtreds!” sagde hun triumferende. “Tudse, stop!” Tudsen gav et gnavent grynt og sank sammen så den plettede bug rørte jorden. Den gamle kone gled ned fra dens ryg og så sig søgende omkring. “Komse, komse, komse …” mumlede hun. “Hvor er I henne? Jeg kan lugte jer!”

126


Mit hjerte var holdt op med at banke. Det stod bare helt stille i brystet på mig og nægtede at gå i gang med at slå. Skimmelheksen. Det måtte være hende. Og hun vidste hvor vi var! Dalias fingre lukkede sig om mine. Jeg tror hun var nøjagtig lige så bange som jeg. Snif, snif, snif … Skimmelheksen snusede først til den ene side, så til den anden side. Så udstødte hun et triumferende hyl. “Dér er I!” råbte hun, og i hendes ene hvidstrimlede hånd holdt hun pludselig en kniv. Hun bøjede sig frem, men ikke mod os. Kniven glimtede, og så holdt hun noget op i månelyset: en gul, rund svamp med blege, hvide pletter. Den var så stor at hun måtte bruge begge hænder for at holde den. Hun snusede indgående til den og plantede så et larmende smækkys på dens stilk. Svampejagt. Hun var på svampejagt. Det her var det hemmelige svampested, og der var åbenbart alligevel én anden ting der kunne gøre skimmelheksen glad. Andres ulykke – og fine svampe.

127


Vi lå musestille, Dalia og jeg. Nej, mere end musestille, for mus er faktisk ret larmende indimellem. De rasler og kratter og vimrer med næsen og vil hellere stikke af end være stille. Skimmelheksen skar sig endnu tre-fire svampe som hun lod dumpe ned i en stor, grå sæk. Så klatrede hun op på tudsen igen. “Hjemad,” kommanderede hun. “Fremad, hop!” Tudsen rejste sig tungt på sine blege ben og satte sig i bevægelse. I langsomme, men ret lange hop siksakkede den af sted mellem trærødderne og de mug-grå bregner. “Kom,” sagde Dalia og hev mig i armen. Det sindssyge pigebarn havde tænkt sig at følge efter tudsen og skimmelheksen. “Er du rigtig klog,” sagde jeg. “Hvad nu hvis hun ser os?” “Fatter du ingenting?” hvæsede hun. “Det er jo her … det er helt tydeligt hvad der er sket.” Det kunne godt være det var tydeligt for hende, men jeg forstod ikke en hujende … åh jo. Måske forstod jeg alligevel lidt. “Tror du at hun har …” jeg vidste ikke rigtig hvilket ord jeg skulle bruge. Taget. Fanget. Måske endda slået

128


129


ihjel? “Tror du at hun ved hvor din far og mor er?” spurgte jeg i stedet for. “Selvfølgelig gør hun det. Det er da kun fra dem at hun kan kende hemmeligheden om det hemmelige svampested. Kom nu!” “Beslutsom” var et alt for mildt og blidt ord at bruge om det glimt der var i hendes mørke øjne. Jeg stod pludselig på benene uden at jeg kunne huske at jeg havde bestemt mig for at rejse mig, og på en eller anden måde endte det med at vi begge to løb af sted gennem bregneskoven, så stille vi kunne, så tudsen og heksen ikke skulle høre os. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke – det var to år siden Dalias far og mor forsvandt. Hvis det var skimmelheksen der havde taget dem – kunne de så overhovedet stadig være i live?

***

130


M

ellem bregnerne lå der et lille, gråt hus. Op ad skorstenen kom der en smal, grå røg. Bag ved

huset sad den grågrønne tudse og stirrede ud i mørket. Det var her hun boede – skimmelheksen. “Hun laver mad,” sagde Dalia og snusede. “Hun steger svampe,” sagde jeg. Vi sneg os nærmere – helt hen til vinduet. Skodderne var slået fra, og lyset inde fra hytten skinnede ud på bregnerne og den grå jord. Tudsen betragtede os med matte, uinteresserede øjne under tunge, knortede øjenlåg. Det var ubehageligt, men den var helt klart ikke ligefrem nogen vagthund. Hvis vi ville kigge ind ad vinduerne, måtte vi da gerne det. Den var ligeglad. Der hang en gryde over ildstedet. Og nogen rørte rundt i gryden – men det var ikke skimmelheksen. Hende kunne jeg ikke se nogen steder. Dalia gispede. Så satte hun pludselig kursen direkte mod døren, uden at snige, uden at prøve på at skjule sig. “Hvad laver du!” Jeg kastede mig over hende og prøvede på at holde hende tilbage.

131


“Det er mor,” sagde hun. “Slip mig! Det er min mor, siger jeg jo!” På en eller anden måde endte det med at døren gik op og vi begge faldt hovedkulds ind i skimmelheksens hytte. Kvinden der havde stået og rørt i gryden, vendte sig brat om. Hun var lige så mørkhåret og krølhåret som Dalia, men ligbleg i stedet for solbrændt. Hun stod med grydeskeen i den ene hånd, helt stivnet, som om hun ikke forstod noget som helst af det der skete. “Mor …” hviskede Dalia. Og så røg grydeskeen ned på gulvet, og Dalia og hendes mor slog armene om hinanden. “Lille pige … lille pige. Hvad laver du dog her?” “Ja, det kunne jeg også godt tænke mig at vide,” lød en hæs stemme bag os. “Men det er vel bare endnu en møgunge der også er kommet for at stjæle mine svampe.” Jeg snurrede rundt. Dér, i den åbne dør, stod skimmelheksen. Hun var stadig ikke ret stor. Men

132


hendes øjne skinnede med det samme syge lys som alle de døende planter og træer havde haft, og jeg kunne se at hendes fingerspidser var helt grå og mugne der hvor de stak frem af forbindingerne. Hun var det uhyggeligste væsen jeg nogensinde havde set. Jeg tror ikke hun havde set mig. Jeg stod halvt i skjul bag døren, og der var temmelig dunkelt, kun flammerne i ildstedet lyste op. “Du rører hende ikke!” sagde Dalias mor og stillede sig frem foran Dalia. “Hvis du så meget som strejfer hende, så laver jeg aldrig nogensinde svampestuvning til dig igen. Lige meget hvad du gør ved mig, lige meget hvad du så truer med. Aldrig. Forstår du det?” Skimmelheksen tøvede. “Er du da så ligeglad med hvad der sker med din mand?” sagde hun så. “Møgungens far, går jeg ud fra?” Jeg kunne se at hendes ord ramte Dalias mor som knytnæveslag, men hun gav sig ikke.

133


“Det er min datter,” sagde hun. “Og hvis ikke du lader hende gå ud herfra, uden at røre hende, uden at ånde på hende, uden at hviske et eneste giftigt ord i hendes ører …” “Så bliver der ingen svampestuvning?” Der var en sur klang i heksens stemme. “Du er en god, lille svampekok, den ros skal du have. Men jeg finder nok en anden. Derimod tror jeg ikke du finder en anden datter – eller en anden mand.” Hun rakte hånden frem mod Dalias mor. Der stod et blegt og sygt lysskær om hendes mugne, grå fingre, og jeg tænkte: Det er alt sammen rigtigt. Hvis hun rører én, bliver man syg. Og det er ikke en sygdom man kan komme sig af igen. Min hånd lukkede sig om den lille flaske med pilebarkte. Det er jo ingenting, tænkte jeg. Det er vand og pilebark og … og ikke andet. Men det var det eneste våben jeg havde. “Heks,” sagde jeg. Skimmelheksen vendte sig om. Og i det øjeblik hun så lige på mig, sprøjtede jeg pilebarkteen ind i øjnene på hende.

134


Først troede jeg ikke der skete noget. Hun stod bare der, med teen drivende ned over de grå kinder. Så jamrede hun pludselig. Hun tog sig til hovedet, grattede sig i øjnene med de mugne fingre. “Møgunge,” skreg hun. “Møgunge! Giv mig mine øjne igen!” Det dampede ganske svagt fra hendes øjenhuler, og der lugtede pludselig lidt af mos og flodvand og pileskud. “Løb,” sagde jeg. “Nu!” Og det gjorde vi.

Heksen holdt Dalias far fanget i en kålkælder ikke langt fra hytten. Vi hjalp hinanden med at få den tunge lem op. Og da Dalias far krøb op gennem lemmen, bleg og svag, men i live, begyndte Dalia at græde. Men det var af glæde, det forstod jeg godt. Og sådan gik det til at Dalia fandt sin mor og far igen, og at jeg blev dødeligt uvenner med skimmelheksen. Både solbærfolk og brombærfolk siger at de ser hende ved Kildeflodens bred fra tid til anden, ridende

135


på sin store, sure tudse. De siger hun snuser i vinden og prøver på at få fært af bærfolkene ovre på vores side, for hun ser ikke så godt mere. Onkel Thormod er begyndt at snakke om at få færgen til at virke igen og få nældefolkene hjem hvor de hører til. Han mener deres myresyrepistoler lige så godt kan skyde med pilebarkte. Men om det nogensinde bliver til noget – ja, det er en anden historie.



Fortællinger om Bærfolket