PRESSEMEDDELELSE:
Krondyrfestival forener hjortebrøl og smagsoplevelser I dagene 17.-25. september går reservater, restauranter og Destination Sydvestjylland sammen om festival, hvor krondyr kan opleves både i naturen og i udsøgte menuer. Krondyret er Danmarks største vildtlevende pattedyr, og de største bestande findes i sydvestjyske reservater og plantager. De prægtige dyr hyldes nu med en egen festival, hvor hele fødekæden fra naturoplevelser til kulinariske stjernestunder indgår, og hvor førende restauranter, producenter og reservater deltager. Krondyrfestivalen foregår i dagene 17.-25. september og byder på en række arrangementer. På aftenture i krondyrreservater og plantager, hvor hjortenes brunstbrøl kan høres netop i denne tid, er det muligt at mærke fascinationen ved at være tæt på krondyrene. Naturvejledere og vildtkonsulenter leder turene og beretter om bestand, brunst og spændende detaljer om krondyrenes liv. - Ved at kombinere natur, producenter og kulinariske oplevelser får vi fødevarerne sat ind i en naturlig sammenhæng, og vi vil gerne forædle naturoplevelsen ved at tilføre viden og indhold, så deltagerne får en anden vinkel og flere indtryk, siger medlem af krondyrfestivalens styregruppe Colin Seymour, Varde Erhvervs- og Turistråd. Finale med fem topkokke Fem lokaliteter med krondyr, Højer Hjortefarm, Vollum Hjortegård, Oksbøl Krondyrreservat, Klelund Dyrehave og Dyrehaven i Esbjerg, byder indenfor, og førende restauranter har særlige krondyrmenuer under festivalen. Fremstødet afsluttes med et finalearrangement, 5-kokketræf, på Restaurant Justesen i Varde, hvor fem af Sydvestjyllands bedste kokke bidrager med hver sin ret til en femretters spidshjortmenu tilberedt af krondyr fra Oksbøl Krondyrreservat. En af de deltagende kokke er Preben Madsen, Restaurant Herregårdskælderen, som desuden arrangerer naturkokkeskole med tilberedning af krondyr i det fri ved Sønderskov Slot uden for Brørup. Preben Madsen har været forfatter og medforfatter til flere kogebøger om vildt, senest en bog om saltning og rygning. - Her ved Sønderskov Slot så vi 18 krondyr sidste vinter, men vi får kødet fra Klelund Dyrehave, som har sin første sæson med jagt på krondyr. De smager knapt så meget af vildt som for eksempel hare, og derfor kan flere være med smagsmæssigt. På naturkokkeskolen vil vi lære deltagerne at tilberede krondyr på grill og bål, og vi forventer, at der vil komme mange mænd. Kød, grill og mænd er en populær kombination, siger Preben Madsen. Målet er flere gastroturister Krondyrfestivalen indgår i Vadehavsprojektet, hvor målet over en treårig periode er at udvikle turismen og tiltrække flere turister til de fem kommuner i Destination Sydvestjylland. - Ud fra et turismeperspektiv vil vi gerne tiltrække flere gastroturister. Krondyrfestivalen er en ideel mulighed for at afprøve oplevelseskoncepter på det lokale publikum, og vi håber, deltagerne vil tage ejerskab og være gode ambassadører for de enestående muligheder for at kombinere natur- og gourmetoplevelser i Sydvestjylland, siger Colin Seymour. Han forventer, at krondyrfestivalen vil have appel til både børnefamilier, naturelskere og livsnydere, og at området på lidt længere sigt også kan tiltrække et nordtysk publikum. Det