T a t t o o
SKnyt - februar 2011 - 14. årgang - nr. 1
{ tusch h blæk h
tegning h tusse }
nigmand i midten af 1700-tallet. Nogle af de tidligste tatoveringer man kender til, er fra egyptiske mumier og tatoveringer som sad på kobberaldermanden ’Ötzi’ som i 1991 blev fundet i Ötztaler-gletsjeren i Sydtyrol. Ötzi havde tatoveringer placeret ved eller nær punkter på kroppen, som er sammenfaldende med de punkter, man i dag bruger ved akupunktur til behandling af forskellige sygdomme. Tatoveringer har altså haft en praktisk betydning, men er også blevet brugt til historiefortælling, som det ses hos New Zealands oprindelige befolkning Maorierne, der brugte tatoveringerne til at fortælle om en persons familiehistorie og status i stammen. Maoriernes traditionelle tatoveringer, kaldet Ta Moko, er sandsynligvis dem, der har givet inspiration til nutidens tribal-tatoveringer, som er at spotte på mangen en dansk ungersvends over-/underarm, bryst, ryg, læg… you name it – de er overalt. Alle lande har egne udlevede traditioner, når det kommer til tatoveringer. Fra inuit ved den nordlige pol til folkeslag på den anden side af jorden. Tatovering er altså ikke noget,
Den klassiske svale ses her udført af tattoo-legenden Sailor Jerry
som er opstået et bestemt sted og derefter udbredt sig; tatoveringer har højst sandsynligt altid eksisteret blandt alle folkeslag og alle samfundslag. Tatoveringer i Danmark De gamle nordiske vikinger var selvfølgelig også tatoverede, men det er ikke klart hvilke motiver, der var de foretrukne. Som sådan er der ikke noget kildemateriale, der kan fortælle om, hvad vikingerne udsmykkede sig med, men i 900-tallet beskrev den arabiske rejsende og diplomat Ibn Fadlan sit møde med vikinger, der var beskidte, vulgære, ubehøvlede og – fyldt med tegninger på kroppen. Ifølge de kloge fik tatoveringer en renæssance blandt vestens folk som følge af kaptajn Cooks rejser i Stillehavet i 1760erne og 1770erne. Dele af besætningen blev så fascinerede af de indfødtes kunst på kroppen, at de selv lod sig tatovere og startede derved en form for mode blandt sømænd. De klassiske sømandstatoveringer er hjerter, ankre, svaler, en kniv gennem en rose, en fuldrigger, tro-håb-kærlighed, navnet på den man elsker eller det synkende skib: ’sailors grave’.
Endnu en klassiker på overarmen af en tidligere sømand: en rose med navnet på en gammel flamme. Navnet er selvfølgelig stavet forkert...
Og den ny-klassiske lændetatovering ses her på en kvinde med en talje, der ikke er mange forundt.
9