K L U M M E
NORDISK LEDELSE Af Johan Peter Paludan, direktør emeritus og associeret fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning
På en konference i Stockholm for nylig hørte jeg en betragtning om, at nordmænd opfinder ting, svenskere producerer dem, og danskere sælger dem. Nu var det en nordmand, der fortalte historien, så derfor undlod jeg at sætte spørgsmålstegn ved det mest diskutable element i betragtningen, men den peger jo på, at forskellene mellem de nordiske økonomier er ganske store. Det gør det jo vanskeligt at tale om en nordisk ledelsesmodel. På den anden side kan man tage udgangspunkt i sin marxistiske børnelærdom, der sagde, at den materielle basis determinerer den ideologiske overbygning. Den ideologiske overbygning er blandt andet religion og kultur, herunder ledelse. Den materielle basis er produktion og de økonomiske grundvilkår, herunder velfærdsstaten. Velfærdsstaten er en vigtig forudsætning for, hvilken ledelsesform man kan have. Det har stået klart i mange år. Jan Carlsson, der var leder af SAS i 1980’erne, søgte at gennemføre en service management reform af SAS ud fra betragtningen, at det afgørende øjeblik var, når kunden mødte virksomheden første gang. Kiksede det dér, kunne resten være ligegyldigt. Derfor skulle der lægges større kompetence og mere handlefrihed ud til frontpersonalet. Det gik fint i Skandinavien. Det gik slet ikke i USA, og forklaringen var velfærdsstaten, eller rettere sagt: dens manglende tilstedeværelse i USA. At miste jobbet i Skandinavien er ikke sjovt, men man dør ikke af det. I USA er det en katastrofe, så derfor ville frontpersonalet have benhårde instrukser om, hvad man skulle gøre i enhver given situation, så man kunne være sikker på ikke at gøre noget forkert. Ikke noget med at tænke selv, tak!
S C E NAR IO
Hvor produktionsstrukturen er ganske forskellig mellem de nordiske lande, er velfærdsstaten et fælles træk, der kan forklare den – i hvert fald i forhold til amerikanske forhold – temmelige decentrale ledelsesform, der karakteriserer de nordiske lande. Der er mange løbende diskussioner af velfærdsstatens udformning. Det er ikke en statisk størrelse, men grundlæggende er velfærdsstaten nok kommet for at blive og den decentrale ledelse derfor også. Denne decentrale tendens vil blive styrket af to andre fænomener: - Forskydelse af vægten fra industriaktiviteter til aktiviteter præget af et større videns- eller serviceindhold. Det betyder ikke, at industriproduktion forsvinder, men at den forudsætter en stor grad af automatisering. Lige som landbrugets affolkning, er industrien langt inde i en affolkning. Vidensintensiv produktion og serviceaktiviteter går ikke godt i spand med den klassiske hierarkiske ledelsesmodel. Vi bevæger os fra den gamle betragtning om, at ’the business of business is business’ til den fremtidige, at ’the business of business is people’. Eller sagt med andre ord: fra realkapital til human kapital. - Automatiseringen af alt det, der kan automatiseres. Ledelsesmæssigt betyder det en automatisering af kontrolfunktion. Ledere behøver ikke i fremtiden at forpeste deres medarbejdere med krav om løbende rapportering. Det kommer helt af sig selv. Det bliver ikke nemmere at være leder i fremtiden. Nu skal man styre de mere uforudsigelige faktorer, som virksomhedskultur, vision og mission, motivation og medarbejdertilfredshed. Det bliver såmænd heller ikke nemmere at være medarbejder. Nu skal man tænke selv.
39
0
3
:
2
0
1
3