Årsrapport 2010 Café Paraplyen i Varde

Ă…rsrapport for CafĂŠ Paraplyen i Varde 2010

Kendt erhvervsmand i selen for Paraplyen Paraplyen har brug for al den støtte, caféen kan få. Nu starter en støtteforening, der skal skaffe penge til Paraplyen. Og en kendt erhvervsmand bakker op fra starten.

STØ T T E FO R E N I N G : - Jeg

ringede til Morten Thaysen, som skrev til mig, at Steen Dyrvig ville komme på besøg.

Her på Paraplyen, fortæller Rita Christensen ovenpå et godt møde med erhvervs- og idémanden Steen Dyrvig.

Tanken er, at han skal sidde i styregruppen for Paraplyens nye støtteforening. En støtteforening, der først ser dagens lys i marts, når der har været generalforsamling og vedtægterne er på plads.

- Jeg har allerede lavet en brochure og forslag til vedtægter og formål. Det handler jo om at skaffe penge til Paraplyens arbejde, bakke op om det og gøre os kendt i Varde og omegn. Steen Dyrvig vil gerne lægge navn og hoved til foreningen og det er meningen, at han skal styre foreningen sammen med to andre, fortæller Rita Christensen.

Social: nej, netværk: ja Hun lægger ikke skjul på, at hun er glad for resultatet af mødet med erhvervsmanden.

- Han indrømmer blankt, at han ikke har meget forstand på 2

socialt arbejde. Til gengæld har han et godt netværk blandt virksomheder og han mener godt, at han kan skaffe os nogle kontakter og nogle medlemsskaber. Det er jo po­ sitivt, synes Rita Christensen.

Styregruppen skal samles i uge 8 for at forberede foreningens stiftende generalforsam-

ling. Rita gætter på, at et medlemsskab kommer til at koste omtrent 150,- kr.

G AVER OG G IVE R E 2 0 1 0 Lohse Papir og Kontor a/s 5.000 kr.

Kaster og Jessen 3.000 kr.

AP Maskinteknik a/s 5.000 kr.

Worklife 500 kr.

Jacobi Kirke indsamling 2.392 kr.

Warvith Rotrary 6.500 kr.

Hans Jørgen Bennedsen 100 kr.

Mette Elise Thorstensen 200 kr.

Eigil Høj Jensen 2 ænder Fritidscentrets Bowl og Café:5 ænder & 6 kg. ribbenssteg Anonym 10.000 kr.

M EDARBE JDERE: Medarbejdergruppen består af 1 administrativ, person-

INDHOLD:

alemæssig og faglig leder og 1 faglig assistent plus en 20 timers opsøgende støtte-og kontaktperson. I køkkenet er ansat 2 personer i flexjob. Desuden er der 25-30 frivillige, ulønnede medarbejdere.

Både lønnede og frivillige medarbejdere deltager i kurser afholdt af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark.

Paraplyen har aftale med Falck om psykologisk krisehjælp for lønnede og ulønnede medarbejdere.

Daglig leder og misbrugskonsulent: R it a C hri st e n se n Tlf. 30 73 83 21 E-mail: paraplyen@email.dk Faglig Assistent: B ritt a A nd re a s se n

Det gælder om, at have det sjovere på Paraplyen

SIDE 4

E-mail ba@kfumsoc.dk Støtte og kontakt medarbejder (SKP): I b A nd re a se n Tlf. 40 40 72 38 E-mail ib@kfumsoc.dk C A FÉ - KO N TA KT:

Tlf. 75 22 57 45 Hjemmeside www.paraplyen-varde.dk

Her er Emina omgivet af varme mennesker

SIDE 5

Å B N I N G ST I D E R:

Hverdage fra kl. 9.00-17.30 tirsdag til kl. 20.00 Lørdag fra kl.9.00-14.00 Desuden holdes der filmaften, foredrag og andet efter behov.

Jans jul

SIDE 8 O M C A FÉ PAR APLYEN FOR M ÅL: Paraplyen, Nørregade 5 i Varde har siden 1995

fungeret som socialt værested. Paraplyen drives af KFUMs Sociale Arbejde i Danmark som har en samarbejdsaftale med Varde kommune. ”KFUM’s Sociale Arbejdes formål er, på Den Danske Folkekirkes grund, at yde en social og diakonal indsats og bidrage til at skabe værdige kår for mennesker.”

2400 feltrationer til de sultne og fattige i Varde Kommune

SIDE 9

“Vi er trådt i karaktér.”

Ragnhild Kallestrup om Styregruppen

SIDE 1 0 - 1 1

Paraplyens formål er: • at skabe et alkoholfrit miljø, der er åbent for alle • at hjælpe og støtte mennesker med problemer gennem hjælp til selvhjælp • at tilbyde forebyggende, oplysende og opsøgende arbej­ de til personer, der er truet af alkoholmisbrug eller andre former for misbrug • at åbne mulighed for at inddrage mennesker i et aktivt fællesskab – også arbejdsfællesskab Formålet opfyldes ved på Den Danske Folkekirkes gr­­und at yde en social og diakonal indsats, der kan bidrage til at skabe værdige kår for mennesker.

Hvad synes du om Paraplyen? Årsrapporten spørger folk på gaden

SIDE 1 8 - 1 9

Social- og Sundhedsudvalget skærer i Paraplyen

SI D E 2 0

NADA-akupunktur: Nåle med ro i

SIDE 23 3

Metoden hedder omsorg Når Café Paraplyen skal gøre en indsats for at forebygge mis­ brug af alkohol sker det med redskaber, som vi alle kender: Nærvær og omsorg. Og så gælder det om at have det sjovere end de har det på værtshusene, afslører alkoholkonsulent og leder, Rita Christensen FO R E BYG G E L S E : - Vi skal

sørge for, at der sker ting her, som gør det lidt sjovere end det er at være på værtshus. Vi skal være lidt bedre. Vi skal være lidt varmere, og vi skal være lidt mere omsorgsfulde.

Rita Christensen skitserer

hvad der gør Paraplyen god for brugere og gæster.

Hun ser et klart valg for brugere med trang til alkohol.

Nej til sundt liv - Mange af dem, som kommer her på Café Paraplyen bruger

alkohol som en løsning på deres livsproblemer. Men når de vælger alkohol, siger de jo samtidigt nej til noget andet.

Så siger de også nej til et sundt liv, slår Rita fast.

Og hun mener sundt på flere niveauer. Det kan for eksempel være et sundt familie­ liv eller et sundt arbejdsliv.

På kristen grund Hun er ikke i tvivl om, at Paraplyen har succes med forebyggelse. Det kristne grundlag - KFUMs Sociale Arbejde i Danmark er baseret på Den danske Folkekirkes budskab om næstekærlighed - gør, at Rita ikke er nervøs for resultaterne.

- Det kan ikke gå galt, når grundlaget hedder næste­ kærlighed.. Derfor synes jeg ikke, vi har begået nogen store fejl. Vi har behandlet mennesker med omsorg siden vi startede i 1995, understreger Rita.

Nærvær vigtigst I praksis kan brugere og fri­ villige vælge terapeutisk og / eller antabus-behandling.

Behandlingen er frivillig og henvender sig til mennesker, der har brug for den støtte, en 4

daglig antabus-pille kan være i kampen for at holde sig ædru.

- Men vi kigger på det enkelte menneske. Ser hvor du har dine kompetencer, for alle har kompetencer. vi lytter til din fortid, nutid og fremtid og så tager vi udgangspunkt i det, forklarer Rita.

Hun mener, at det at være tilstede og nærværende er allervigtigst.

- Det betyder alt. For det er en manglevare for de fleste af dem, som kommer og går her på Paraplyen. Af mange forskellige grunde, siger hun og fortsætter:

Ved din side - Vi skal ikke gå foran mennesker. Vi skal heller ikke gå bag dem. Vi går ved siden af dem. Vi kan ikke gå foran, for vi ved ikke, hvor de vil hen.

Vi kan ikke gå bag dem, for vi skal ikke skubbe dem. Vi er nødt til at gå ved siden af dem.

Nogle gange holder vi dem i hånden. Andre gange tager vi dem under armen. Og nogen skal vi gå en hel meter ved siden af. Men vi følger altid med, ved siden af de mennesker, som har brug for det, understreger Rita.

Her har jeg meget varme mennesker omkring mig Emina Hubjer er på arbejdsprøvning på Café Paraplyen. Her får hun masser af omsorg, og det har Emina haft brug for siden hun mistede sin søn.

O M SORG: - Det er hver gang,

nogen siger til mig, at de ikke forstår hvad jeg siger, at jeg lærer noget. Emina Hubjer er ikke i tvivl. Hun er oprindeligt fra Bosnien, 53 år og lærer hurtigt dansk. Hendes dansk har især udviklet sig i de seks måneder, hun har været i arbejds­prøvning på Café Paraplyen.

- Jeg prøver at sige tingene rigtigt. Og folk hernede er

meget rare. De véd, at jeg laver fejl. Og de siger, hvis de ikke forstår det. 90 procent af danskerne siger bare ”ja, ja” uden at høre, hvad jeg siger.

Men hver gang jeg siger noget forkert her, siger de ”det forstår jeg ikke.” Og så lærer jeg, forklarer Emina.

Mistede sin søn Her møder hun fra klokken 9 til 12. Gør køleskab og kaffe­

maskine rene, laver kaffe og sælger lidt i caféen.

- Jeg har ikke så mange kræfter. Jeg har slidgigt og så har jeg en dyb depression.

Nogen dage er jeg meget ked af det, fortæller Emina ærligt.

I Påsken 2009 mistede hun sin søn i en tragisk trafikulykke. Han var 25 år og tømrer ved Form-Press i Årre.

En dag kører han med en ven i bilen på Stormgade i Es­

bjerg. En modkørende beslutter sig pludseligt for at begå selvmord og kører frontalt ind i bilen med Eminas søn.

Han og vennen bliver begge dræbt, mens den modkørende overlever.

Varme og omsorg - Jeg tabte lysten til at leve.

Jeg gik helt ned psykisk og fysisk efter chokket. Jeg kom i behandling hos en psykolog og i fysioterapi. Jeg er blevet angst, og min socialrådgiver sendte mig herned i arbejds­ prøvning, fordi jeg ikke kan klare hårdt arbejde, fortæller Emina. Tårer løber ned af kinderne og Emina tørrer dem undskyldende bort, mens hun stille fortæller om sin sorg.

- Jeg er glad for at være her.

Folk hernede er meget rare. De er meget varme og omsorgsfulde når jeg er ked af det, siger hun.

Om formiddagen arbejder hun lidt. Hvis der ikke er så mange kunder sætter hun sig i hjørnet med personalet og strikker.

- Og jeg taler med mennesker. Alle vil gerne snakke.

Også kunderne, siger hun med et smil.

5

Lidt mere SKP til folket Ib Andreasen er Støtte- Kontakt-Person (SKP) for Café Para­ plyen. Der er mange mennesker, han skal se til, som har behov for kontakt og støtte. Faktisk er der så mange, at Paraplyen har ansat Malene Thyssen i 20 timer om måneden for at støtte Ibs arbejde.

STØT T E - KO N TA KT: Ib An-

dreasen møder mellem otte og ti personer hver uge. Og det foregår kun sådan, som de gerne vil mødes.

Han er Støtte- Kontakt-Person (SKP) for Café Paraplyen.

Det betyder, at han kører ud og opsøger mennesker, som måske har behov for hjælp eller bare en god snak i ny og næ.

- Det er et tilbud om kontakt til mennesker, hvor de selv skal sige, hvad de har brug for. Det er deres egen fri vilje. Nogle kontakter slutter igen, fordi de ikke ønsker det, fortæller Ib Andreasen.

Han tager selv ud og opsøger folk. Her bruger han det naturlige netværk, som er i caféen til at lytte sig frem.

Paraplyen er en fordel - Det kan være, at nogen bekymrer sig for medmennesker.

Der var for eksempel en dag, hvor én snakkede om, at der jo stod en bænk. Jeg spurgte, hvorhenne den bænk stod, og fik at vide, hvorhenneaf, jeg skulle kigge. Så kører jeg derud. Kommer ud. Kigger.

Sætter mig og snakker. Nogen spørger, hvor jeg kommer fra.

6

Jeg fortæller hvor, jeg er fra.

Og så fornemmer jeg, om der er nogen, som viser interesse.

- Det kan være at nogen giver mig deres telefonnummer, men ikke siger mere.

Andre siger, ”du kan da kigge forbi en gang.” Vi snakker om de ting, som de er optaget af lige nu, beskriver Ib Andreasen.

- Det kan godt være, at der er nogle, som ikke ønsker kontakt. Men jeg oplever aldrig, at folk ikke vil snakke.

Når de hører, at jeg kommer fra Paraplyen, så er det et sted, de har hørt gode ting om. Det er en stor fordel.

Leve som man vil Samtalerne kan handle om mange forskellige problemer.

Det kan være, at personen er bekymret for sin familie, at de gerne vil til læge, at betalingerne halter.

- Nogle gange er det konkret. Andre gange er det diffust, beretter Ib Andreassen, som ser to hovedopgaver i sit arbejde. At blive anledning til, at nogle kan gå videre i deres liv. Eller blot at bevare kontakten til mennesker, som ellers ikke selv ville komme i kon-

Ib Andreasen møder mange mennesker. Nogle vil gerne have støtte, andre ikke. Men de fleste vil gerne snakke, når de hører, at han kommer fra Paraplyen. takt med andre.

- Succesraten er, at vi får lov til at få kontakten. For det er gennem kontakten, at der kan ske en drejning i menneskers liv, forklarer Ib. - Og så skal jeg holde for øje, at de skal have lov til at leve, som de gerne vil, understreger Ib Andreassen.

Pres på SKP Fra og med november 2010 blev Malene Thyssen ansat.

Hun har tidligere haft jobbet som SKP´er hos Paraplyen, men er i dag ved kriminal-

forsorgen i Haderslev. hun er ansat i tyve timer om måneden for at aflaste Ib i de eksiste­ rende kontakter, løse ad hocopgaver og etablere nye kontakter.

- Der har været et stort pres på SKP-ordningen. Der er et stort behov for den. Ib har mange at se til. Og de har et stort behov for hjælp. Så det var nødvendigt at supplere.

Derfor spurgte jeg Malene, forklarer Rita Christensen om ansættelsen.

Det var kattens!

Ib Andreasen fortæller om en - næsten - helt almindelig dag på arbejde som SKP’er: S TØ T T E - KO N TA K T: - Jeg

kom ud til en mand. Han boede i en lejlighed, der lugtede slemt. Det skyldtes, at han havde en kat og to killinger.

- Manden kunne ikke selv tage sig af kattene. Det var blevet så slemt, at Hjemmeplejen sagde, at de ikke ville komme mere, hvis kattene blev i lejlig­ heden, fortæller Ib. - Manden vidste godt, at han skulle af med kattene.

Men han gjorde ikke noget selv. Og vi havde gjort et langt sejt stykke arbejde for overhovedet at få Hjemmeplejen ind og gøre rent hos ham, siger Ib. Rent praktisk lød opgaven: Få kattene væk! Men der var ingen penge til at aflive kattene.

- Det var jo en deroute.

Så jeg måtte ind og have fat i de katte. Efter nogle forsøg med nogle kasser, som kattene

hurtigt fik ødelagt, fik jeg dem ind på bagædet af min bil. Så havde jeg aftalt med Rita, at hendes datter Camilla - som jo er dyrlæge - godt ville aflive kattene.

- Så jeg ringede til Rita. Nu holder jeg med de katte, men de flyver rundt i hele bilen.

Så jeg åbnede et vindue og så måtte Camilla og chefen (Rita) tage dem ud, én af gangen, fortæller Ib.

Rita fortsætter: - Ja. Jeg var da med. De bed og kradsede så meget, at Camilla måtte have penicillin bagefter, forklarer Rita med et skælmsk smil.

- Men så blev der gjort rent!

Mentalt og fysisk kunne han bare ikke tage sig af de katte.

Og så måtte vi jo i gang, runder Ib af.

t y n d t Et år for de fattige

2010 var EUs fattigdomsår. Men selv om Paraplyen gjorde opmærksom på fattigdommen, gav det ikke de resultater, som Rita havde håbet på.

EU FAT T I G D O M S ÅR: - Det

var meningen at sætte fokus på fattigdom. Men det er der ikke kommet, slår Rita Christensen fast.

Hun er irriteret over, at EU ikke levede op til EUs egne mål i 2010, hvor hele unionen skulle kigge på fattigdom.

- For eksempel er der ikke blevet defineret en fattigdomsgrænse. Der skal være en fattigdomsgrænse i Danmark.

Men det er der ikke, siger Rita.

Det betyder, at man ikke kan sige, om en person er fattig eller ikke fattig i Danmark.

Og Rita finder hurtigt et ek­ sempel: - Tag for eksempel Peter.

Han får næsten intet. Han er på kontanthjælp. Han har to børn. Hvis han skylder det offentlige, så bliver det trukket i børnepengene. Der må da være en grænse for, hvor lidt, man kan få, siger Rita.

Skal løftes op Hun mener, at fattigdom er en direkte årsag til, at børn udstødes. Når de ikke selv kan vælge tingene og mulighe­ derne fra.

- Pia er et eksempel på at børnene bliver påvirket af fattigdom. Pia har fem børn og meldte sig, da der skulle deles brochurer ud om fattigdom.

Men Pia var lige ved at trække

sig, fordi hendes 14-årige søn syntes at det var flovt at udstille sig som fattige, fortæller Rita.

Desuden peger hun på politikerne som de ansvarlige: - De skal sætte en grænse.

Og så skal de løfte folk op til den. Der er nok mennesker, som har nok, lyder Ritas vurdering.

Oplever flere fattige Paraplyen tog selv på gaden eller rettere sagt i Føtex - for at fortælle folk om fattigdom i Danmark.

- Vi tog i Føtex. Der sagde vi ”goddag, vi vil gerne fortælle om fattigdom og EUs

fattigdomsår,” forklarer Rita.

Brugere og frivillige delte brochurer ud. Med omtale i JydskeVestkysten kom budskabet ud til Varde.

- Og det er altså vigtigt at budskabet når ud til folk. Vi oplever flere og flere fattige hernede på Paraplyen. Og jeg synes, det er urimeligt, at børn skal vokse op i fattigdom.

Hvis man lytter til historierne fra Jacob Holdt (amerikanske billeder), så fortæller han jo netop om, hvordan fattigdom kan tvinge folk ud i vold, kriminalitet og social deroute, husker Rita.

7

Jans jul Jan Carlsen har været fast inventar på Café Paraplyen siden begyndelsen i 1995. Men i 2010 fik han et nødopkald fra sin datter, og så måtte alle rutiner pludselig sættes på pause.

Han flyttede til Sjælland.

FA M I L I E KR I S E : Det hele

startede den dag, da Jans 18-årige datter Kit ringede til Jan. Det skete den 15. september 2010.

- Hun ringede og bad mig om hjælp. Kit stak af hjemmefra. Fra hendes mor, som jeg skiltes fra for 14 år siden.

Kit flyttede ind hos en veninde. Så ringede hun til mig, og bad mig om at betale for et værelse til hende, begynder Jan Carlsen den brogede historie om, hvordan hans jul endte med at foregå på Paraplyen.

Med overnatning.

- Jeg havde ikke råd til at

8

betale husleje to steder. Så jeg sagde min lejlighed op og fandt en anden lejlighed på Sjælland, fortsætter Jan, som fra den 1. oktober blev sjællænder. Han bosatte sig i en kold og fugtig 2½ værelses lejlighed i Korsør, byen hvor Kit, Kits mor Maj og dennes nye familie bor.

Undgå ballade - Kit flyttede ind den 1. oktober. Men jeg kunne ikke trives derovre. Den 1. november sagde jeg til hende, at enten skulle hun flytte i ungdomsbolig, eller også skulle hun fly-

tte med mig hjem til Jylland, forklarer Jan. Kit valgte at flytte i ungdomsbolig. Familien var blevet vred på Jan, som isolerede sig i sin lejlighed i Korsør.

- Vi havde aftalt, at Kit og jeg skulle fejre jul sammen.

Men Kits mor stillede hende et ultimatum: Hvis Kit valgte at fejre jul sammen med mig, ville de ikke længere kendes ved Kit, fortsætter han.

- Så traf jeg en beslutning.

Jeg sagde til Kit: ”Så holder du jul sammen med familien for at undgå ballade.” Jeg sagde ”jul er jul, der skal der ikke

være ballade,” understreger Jan. Den 22. december kom jule-redningen så. Rita skrev en mail til Jan.

Tilbage på Paraplyen - Rita skrev, at jeg kunne holde jul her på Paraplyen sammen med de andre. Og så kunne jeg jo passe på huset julen over.

Med det mente hun, at jeg kunne bo her. Det sagde jeg pænt tak til, indrømmer Jan. Han havde ellers holdt sig inden­døre i Korsør af frygt for at støde på den vrede familie til Kit. - Kit var jo stukket af fra sin mor. De kunne ikke sammen.

Men nu er de gode venner igen, afslører Jan. Jan lægger ikke skjul på, at hele turen var en ubehagelig oplevelse. Han blev ked af, at forholdet mellem ham og ex’en stadig var så dårligt.

Han har brugt en masse penge på flytning og huslejer. Men han er glad for at være tilbage på Paraplyen.

- Vi var jo 20 til jul. Det er altid hyggeligt at holde jul hernede. Jeg har haft det godt siden, fortæller Jan. Pengene har han lånt af sine forældre, og i dag bor han igen med adresse i Varde og fast plads i caféen på Paraplyen.

G AV E R: Der er mad nok til en hel hær.

Og det var egentlig også meningen med de 2400 rationer, som Varde Kasernes forsyningsenhed har skænket Café Paraplyen op til julen 2010.

Men ovenpå julens knaphed blandt fattige, har kasernen foræret Café Paraplyen de mange paller felt-mad.

I tre uger har Peter - og i juleferien også en ung mand i samfundstjeneste - udelukkende arbejdet med at pakke rationerne ud og sortere dem.

- Og vi er halvvejs, lyder det optimistisk fra Peter midt i et kaos af kasser - stablet i bjerge rundt om de to unge mænd på værkstedet ved siden af Café Paraplyen.

Én feltration mad er pakket i en lille papkasse og indeholder: 1 æske tændstikker 1 grydesvamp med sæbe 1 brev te 1 brev salt 1 brev peber 1 vådserviet 1 konserves (varm ret) 2 sukker 1 plastikske 4 - 5 tandstikkere 1 tandbørste med tandpasta 2 breve kakao 1 pakke servietter 1 dåse makrel eller torskerogn

Derudover har Café Paraplyen fået 960 pakker rugbrød - det svarer til to tons 1 palle makrel på dåse og 1 palle torskerogn på dåse 1200 tuber margarine 10.000 æsker tændstikker Feltrationerne skal deles ud til mennesker, som trænger til hjælp.

Hjertestar­teren på det rette sted

Flere gæster på Café Paraplyen døjer med sukkersyge og dårligt helbred. Nu har Paraplyen fået en hjertestar­ter.

FØRST E H J Æ L P : - Det giver

tryghed i hverdagen. Det er godt at være beredt, fortæller Rita Christensen om Paraplyens nyeste hjælpemiddel. En hjertestarter.

- Her kommer mange, som har et skrøbeligt helbred.

Vi har søgt og fået bevilget førstehjælpskursus fra Varde Kommune, så vi véd, hvordan

eller hvornår det skal bruges, forsikrer Rita.

Indtil videre har 14 med­ arbejdere og frivillige taget kursus i førstehjælp. Og det er ikke kun Paraplyen, der har gavn af at de uddanner sig.

- Den anden side af sagen er jo, at når folk kommer videre herfra, så har de et førstehjælpsbevis med. Det er et

plus på CV´et, hvis man skal ud at søge arbejde, siger Rita.

Varde Kommune har - via paragraf 18-midlerne - støttet førstehjælpskurset med 20.000 kroner.

Defibrilatoren - som en hjertestarter hedder med et fint ord - hænger på væggen i den lille gang mellem caféen og rummet med billard-bordet.

9

Hvis lille godt Ragnhild Kal­ i to perioder. dagsordenen, alvor, at hun og

PORTRÆT: - Hvis noget af det jeg gør, gavner, så er den tid givet godt ud, lyder det åbenhjertigt fra næstformanden i Café Paraplyens styregruppe.

Hun hedder Ragnhild Kal­ lestrup og er til daglig kvalitetskonsulent på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

For et par år siden blev hun prikket på skulderen af Ove Hvid - formand for styregruppen - som kendte hendes mand.

- De to sidder i Ys mens Club sammen og så har han undervist mine børn på gymnasiet. Ove spurgte om jeg kunne tænke mig at være med i styregruppen, fortæller Ragnhild Kallestrup.

Det sagde hun ja til. Arbejdet består i at gruppen mødes

10

fire gang om året for at drøfte, hvordan Café Paraplyen klarer sig. Men i de seneste måneder er styregruppen kommet på ekstraarbejde.

Brainstorm - På det sidste har der været problemer omkring økonomien på Café Paraplyen. Men der er vi, som styregruppe, trådt i karakter. Da det viste sig at der var problemer begyndte vi pludselig at snakke om, hvad vi kunne gøre, forklarer Ragnhild Kallestrup.

Gruppen indkaldte til en brainstorm, hvor de kom med gode idéer til, hvordan Paraplyen kan skaffe flere penge, nu hvor kommunen skærer i

- Jeg har gode forhåbninger.

Jeg tror på, at det kan give bonus for Café Paraplyen at vi mødes et par ekstra gange, af­ slører Ragnhild Kallestrup.

I sin tid i styregruppen har hun lært meget om det sociale område. Hun sætter pris på, at Varde har et sted, hvor alle mennesker kan føle sig hjemme og velkomne. Og så har hun lært at arrangementer skal foregå på Paraplyen:

tilskuddet.

- Det var helt sjovt. Bare det at vi begyndte at snakke om det. Og jeg synes allerede det har givet mere støtte, siger Ragnhild Det arbejde de laver Det skal Kallestrup. på Paraplyen - det kunne være her kommunen ikke gøre - Café Paraplyen bedre eller billigere, end holder jo både Giver Café Paraplyen gør.. foredrag og konbonus certer. Rita har Hun er selv altid sagt, at det gået i gang R AG NHILD skal foregå her. med at påKALLESTRUP, Jeg syntes godt, virke nogle af NÆSTFOR M AND I C AFÉ PAR APLYENS at man kunne slå Vardes støtteST YREGRUPPE. det stort op og og hjælpe­ lave noget PR. organisationer til at hjælpe Café Paraplyen. Og Men Rita har lært mig, at hvis hun har en fornemmelse af, at man skal lave noget for Café paraplyens gæster og brugere, hendes arbejde giver pote.

“

”

jeg kan gøre en forskel, er det lestrup har siddet i Café Paraplyens styregruppe Lige nu er det værestedets økonomi, der står på og med krisen føler Ragnhild Kallestrup først for styregruppens medlemmer er trådt i karakter. så skal det være her. For ellers kommer de ikke. Og det er jo dem, vi holder noget for, erkender Ragnhild Kallestrup.

Hendes håb for fremtiden er, at Café Paraplyen lykkes med stedets projekter. For eksempel med at tilbyde omsorg til børn og unge, der er kommet i klemme som pårørende til en misbruger.

- Men generelt vil jeg sige, at man kunne ønske, at mennesker ikke skulle leve fra hånden til munden. Det gælder også på Paraplyen. Altså at man ikke hele tiden skal søge om penge til det arbejde, man vil lave. Rita og Britta skal bruge masser af tid og energi på at skaffe midler.

Jeg siger ikke, at der ikke skal være kontrol med de midler, man bruger på socialt arbejde, men det kunne jo være, at man kunne nøjes med mindre kontrol, fore­ slår Ragnhild Kallestrup.

Godt arbejde Hun og styregruppen er enige om, at Rita og Britta gør et stort

og vigtigt stykke arbejde.

- Jeg er fuld af beundring for det arbejde, de gør. Og de gør det godt, slår hun fast.

- Og det skal de blive ved med. Det er jo det, de er gode til.

De skal ikke bryde deres hjerner med økonomien. Det, synes jeg, er vores opgave i styregruppen, fortsætter Ragnhild Kallestrup.

Hun oplever selv, at folk værdsætter Paraplyen, når hun fortæller, at hun sidder i styregruppen for caféen.

Respekt om Paraplyen - Jeg hører jo, hvor stor respekt, der står om stedet og det arbejde, de laver. Også fra kommunen.

Det er vigtigt at kommunen har besluttet sig for at lade Café Paraplyen tage sig at det arbejde.

Og som min mand siger: ”Det arbejde, de laver på Paraplyen det kunne kommunen ikke gøre bedre eller billigere, end Café Paraplyen gør,” siger Ragnhild Kallestrup.

Hun peger på to opgaver,

som styregruppens vigtigste. At bakke op og at skabe netværk.

- Vi skal bruge vores kontakter til at promovere arbejdet på Paraplyen. Og så skal vi aner­ kende Rita og Brittas arbejde.

Det er vores vigtigste opgaver, slår Ragnhild Kallestrup fast.­

Der er roser fra næstforman­ den til de to ildsjæle på Café Paraplyen - caféleder Rita Christensen og - på billedet herover - Britta Andreassen.

ST YREGRUPPEN LEDELSE: Paraplyen ledes af en styregruppe under ansvar

over for KFUM’s Sociale Arbejde’s Hovedbestyrelse. Styregruppen består af 5 medlemmer der udpeges af KFUM’s Sociale Arbejde i samråd med styregruppen. 1 medlem udpeges som tilforordnet fra Varde kommune.

Styregruppen har i 2009 været sammensat således: Inger M arie Dahlg aard (KFUM) Gymnasieunderviser Ove Hansen Hv id formand (KFUM) Ane Katrine Bøgh Baun (KFUM) Sygeplejerske Ragnhild Kalle strup (KFUM) Sognepræst M or ten Thaysen (KFUM) Tilforordnet Lene Krist in Kamp (Varde Kommune) Styregruppen mødes normalt fire gange om året

11

Sort samvittighed 5 - 6 gange om året tager Kurt Lauridsen på “kroferie”, som han kalder det. Og får dårlig samvittighed overfor sig selv og Paraplyen.

D RU KT U R: - Engang til læge

spurgte han, om jeg var god til at gå på hænder. Jeg svarer, at det er ikke særlig langt. Så siger han: ”Du kan godt be­gynde at træne, for hvis du bliver ved med at drikke, så tager det dine ben.” Kurt Lauridsen griner lidt forlegent af den barske sandhed.

Det er hans ben, lægen talte om.

- Det er fordi jeg har sukkersyge. Så jeg skal i virkeligheden passe på, siger Kurt forsigtigt.

Fra den anden ende af caféen tilføjer Jan: - Jeg har sagt til Kurt, at hvis han nu fik træben, så var det meget nemmere at høvle åreknuderne af, råber Jan muntert.

”På kroferie” Kurt er netop ”vendt tilbage” efter en af hans kroferier. Det er, hvad Kurt selv kalder de drukture, som han tager fem seks gange om året. Denne gang varede ferien tre uger og Nu sidder han ved spejlbordet i caféen med en portion Kurt Lauridsen tilbage på antabus. Første glas efter tre ugers “kroferie“, som Kurt kalder sine drukture.

middagsmad i maven og en halvtom 33 centiliters Coca Cola light flaske foran sig.

Turene kan vare fra et par uger og så helt op til fem måneder, som det skete i sommeren 2010, hvor Kurt helt skar forbindelsen til omverdenen over.

- Det var næsten hver dag i fem måneder. Der var ikke nogen, der hørte eller så noget til mig. Jeg går på Torve og Lausestuen eller på 17´eren (Pub 17). Det er de to steder, jeg kommer.

Stopper tre dage før Jeg er dernede klokken 8.30 og så tager jeg hjem klokken 20.

Nogle gange senere. Jeg tager en taxa hjem. Det er som regel ud til min mor i Næsbjerg. Jeg finder nogle rester i køleskabet. Der er altid levninger i køle­skabet. Så spiser jeg og ser fjernsyn, beretter Kurt.

Kurt tager antabus til hverdag. Når han så beslutter sig for at tage ’på kroferie’ stopper han med at tage antabus i tre dage før han tager på druk.

- Jeg har prøvet at blande antabus og spiritus. Det var ubehageligt. Hjertet stod herude. Kurt banker hjerteslag med hånden en halv meter for­ an brystet.

Amatørernes aften Én dag er hellig for Kurt. Det er nytårsaften. Han kalder den ”amatørernes aften.” Der kan alle andre drikke. Ikke Kurt.

12

- Jeg er hjemme den 31. december hos mor. Der rører jeg aldrig noget. Siden 1989 har jeg aldrig drukket nytårsaften.

Der døde min far. Jeg sagde til min mor: ”Du skal aldrig sidde alene nytårsaften,” siger Kurt.

Når han stopper og vender tilbage til caféen som denne mandag i januar er det den dårlige samvittighed, der trækker.

Synes jeg skal stoppe - Det duer jo ikke. Jeg får nok lidt dårlig samvittighed overfor mig selv og overfor mit arbejde her.. Nogle gange snakker jeg med Rita og Britta. De synes, at jeg skal få stoppet, men det er ikke altid, jeg er til at snakke med, forklarer Kurt.

- Det er ikke pengene, der gør at jeg stopper. Jeg har penge nok. Jeg stopper, når jeg ikke gider mere.

Kurt kan bruge et sted mellem 500 og 1000 kroner om dagen på en druktur.

- Sådan er det jo. Det speku­ lerer man ikke på. Jeg giver til højre og venstre. Nogle gange trækker vi numre om, hvem der skal give næste omgang. Hvor det laveste nummer betaler omgangen. Det er ret sjovt, når man sidder og pakker den op, beskriver Kurt.

Kurt rejser sig og skubber stolen på plads: - Nåh, jeg må jo hellere se at komme i gang. Nu har jeg jo haft lidt ferie, siger han og tager plads bag disken.

Maden?

Den er god!

VELB E KO M M E : Hans, Fol-

mer og Knud har så godt som faste pladser, når middagen serveres på Café Paraplyen.

De sidder ved det bageste bord i caféen - ud mod Nørregade.

Hans Kristensen parkerer sin firehjulede scooter af mærket Jupiter på fortovet lige til højre for døren ind i caféen. Han ankommer cirka klokken 11.

For så kan han lige nå at læse avisen først.

- Værs´go, Hans, siger Knud Vad Petersen, som allerede har pløjet lokalsiderne af JydskeVestkysten igennem.

Hans tager taknemmeligt imod avisen.

Paraplyens mad i ti år - Så er vi jo fri for at købe den, forklarer Knud.

Hans Kristensen som har boet i Varde siden 1954 har brugt Paraplyen som madsted de sidste fem år.

Han fylder 80 i marts, nogle uger efter, at Knud Vad Petersen er fyldt 81 år.

Knud har kendt Paraplyen siden 1995, men benyttede sig i begyndelsen af Kvicklys ca­ feteria fra 1996 og indtil han i 2000 begyndte at spise middag på Paraplyen.

Er maden god?

- Ja. Den er god, udbryder Hans Kristensen, mens Knud er en kende længere om at svare: Knud læner sig tilbage, kniber mundvigene sammen og kigger gennem de smalle briller, der hviler på næsen.

Madsurfing - Nu er jeg jo en meget hård kritiker, når det gælder mad.

Jeg laver ikke selv mad, men jeg véd, hvordan det skal smage. Set med mine øjne, vurderer Knud.

Connie som er frivillig tirsdag og torsdag, kommer forbi bordet for at sætte kryds på de modne mænds madkort.

Nu er Folmer også dukket op og har taget pladsen ved den bageste bordende. De tre

Hans Kristensen parkerer sin firehjulede scooter af mærket Jupiter. Det gør han hver dag klokken 11, så han kan nå at læse avisen før maden bliver serveret. afslører, hvordan de med et moderne ord - surfer - rundt i Vardes madmuligheder: - Vi skal da ned på Bøgely i aften. Der har de helstegte rødspætter. Det vil vi da ned og have, Hans! lyder opfordringen fra Knud.

Kun varm mad De spiser deres søndagsmenu på Bøgely, som er det eneste åbne sted om søndagen. Ud over Paraplyen og Bøgely er der varm mad i Trivselshuset.

- Men det er kun fire dage om ugen. Jeg spiser jo ikke rugbrød. Jeg spiser kun varm mad. Bortset fra om mor-

genen. Der spiser jeg cornflakes med vand, fortæller Knud, før de tre tager imod dagens dampende varme ret.

- Nu er jeg jo en meget hård kritiker, når det gælder mad, siger Knud Vad Petersen.

Han har spist på Paraplyen siden 2000.

Eva varmer op til at servere dagens ret. Fire store gryder med boller i karry, kogte kar­ tofler og gulerødder.

13

Lærer dansk på Paraplyen tale. Det er for at lære at skrive dansk, forklarer Wioleta, som forbereder sig på en eksamen i skriftlig dansk.

Elsker køkkenet

28-årige Wioleta fra Polen har boet i Danmark i fire år.

Men hun lærte først at tale dansk, da hun kom i praktik på Para­plyen. I dag læser hun til eksamen i skriftligt dansk.

I N T EG R AT I O N : - De taler ikke engelsk her. Og det er rigtigt godt, udbryder Wioleta. Hun er 28 år og har boet i Danmark i fire. Men det var først, da hun kom i praktik på Paraplyen, at hun begyndte at lære dansk.

- Jeg er uddannet i Polen.

Folkeskole i otte år og handelsgymnasium i fire. For fire år siden fik hun og hendes kæreste arbejde ved et gartneri på Fyn, men der talte medar-

14

bejderne kun engelsk.

Efter to et halvt år og en fyringsrunde på gartneriet flyttede hun og kæresten til Vrøgum. Kæresten har fået arbejde på en fiskefabrik i Outrup, mens hun sad hjemme i et halvt år.

- Jeg blev sendt i praktik i to dage om ugen. Tre dage om ugen går jeg på sprogskole. Men det er ikke for at lære at

Ofte tager hun bøgerne frem i pauserne på Paraplyen. Og så er hjælpen lige ved hånden.

- Når jeg er færdig i køkkenet så går jeg ind og snakker med menneskerne hernede.

Det kan jeg godt lide. Og de hjælper mig med lektierne.

Jeg havde nogle problemer i begyndelsen med at skrive, og så hjalp de mig. Her kan jeg af og til finde fred til at læse, fortæller Wioleta.

Hendes praktik blev forlænget med en ansættelse i løntilskud. Hun skal være på Paraplyen frem til maj 2011.

Og arbejdet i køkkenet falder lige i Wioletas smag: - Jeg laver smørrebrød og sommetider varm mad. Det er mit drømmearbejde. Jeg elsker at gå i et køkken. Jeg er kvinde. Så jeg elsker at være i køkkenet, røber Wioleta.

Hun håber at finde et arbejde efter det, hun har nu på Paraplyen. Allerhelst i et køkken igen.

Det er en étter Nogle forbrydere kan vælge at betale til­ bage til samfundet i stedet for at afsone en straf i fængslet. En ung brolægger på 21 år er i samfundstje­ neste på Paraplyen.

SA M FUNDSTJENESTE: Den unge samfundstjener på 21 år vil gerne være brolægger. han er netop kommet ind på uddannelsen som brolægger. Men så begik han en dumhed. Han kom på kant med loven og blev dømt.

- Jeg fik en høj straf. Men fordi jeg er under uddannelse - og fordi det er første gang, jeg er på blevet dømt, har jeg fået en dom på 60 timers samfundstjeneste, forklarer han.

Den praktiske del af straffen er - lige nu - at hjælpe Peter med at pakke feltrationer ud og sortere dem. Han har aldrig før været på Paraplyen, men han er ikke flov over det.

- Jeg snakker med folk hernede. De er nogle rare mennesker. Det er helt sikkert. Men Varde er jo ikke en stor by. De ved godt, hvorfor, jeg er hernede. Men jeg er selv skyld i det, og jeg tager det med humøret oppe, fortæller den unge mand.

Han svinger også gerne støvsugeren og hjælper med opvasken.

Da han fik straffen på to års betinget fængsel blev han lettet. Og han valgte selv Para­plyen fremfor at blive sendt ud for at slå græs og rense fliser.

- Det er jo luksus. Det er en étter, det her, anbefaler han.

Giver indhold i livet Lillian Nielsen nyder, at der ikke stilles krav til hendes arbej­ de som frivillig. Og så kommer hun altid i godt humør af at besøge Paraplyen.

FRI V I L L I G : Lillian Nielsen

har været førtidspensionist siden 2008. I maj 2009 kom hun i arbejdsprøvning på Paraplyen, men da de fire måneder var overstået ville hun ikke væk igen.

- Så jeg blev frivillig i stedet. Så føler man, at man gør noget. Jeg hjælper til i køkkenet og i caféen. Det er mig, der ordner blomster og sørger for, at her ser hyggeligt ud, fortæller hun. Lillian sidder i sin sort- og hvid-ternede køkken-kittel ved bordet i billard-rummet. Armene ligger overkors på bordets blå plastik-dug. ved siden af hende sidder Peter og klipper 100-grams risposer op for der­efter at hælde de løse ris i en stor spand.

møder hun tidligere og går senere.

I børnehave igen - Jeg kan også finde på, at tage herned en lørdag. Og nogle gange laver vi kreative ting. For eksempel er vi lige nu i gang med at lave tænd­ stikæsker, forklarer Lillian og giver en smagsprøve sammen med Eva. De mange tændstikæsker er

en gave fra kasernen. Eva og Lillian finder billeder, klipper dem sirligt til og limer dem fast på æskerne, så den kedelige æske i stedet bliver til en blomsterbuket eller et bil­ lede af en ung pige.

- Vi klipper og klistrer. Det er lige som at være i børnehave igen, griner Lillian og viser de små kunstværker frem.

Jan slipper en bemærkning da han går forbi bordet med de

to kvindelige kunstnere. Lillian fanger den hurtigt og udbryder med et smil på læben: - De er simpelt hen så frække hernede!

- Ja. Det er jo af at være sammen med dig, giver Jan tilbage.

Lillian og Evas pakker med fire tændstikæsker koster 10 kroner per styk og kan købes i caféen

I godt humør Lillian har været sygehjælper på Varde Sygehus i 25 år.

Været ved Carolineparken og Lyngparken og arbejdet i en børnehave.

- Jeg er glad for at være i køkkenet. det er lissom at det giver indhold i livet. Jeg bliver i godt humør af at være her. Det har man brug for, er­ kender Lillian.

Hun laver så meget som hun orker. Mødetiden hedder 9 - 11, men nogle gange 15

Til kamp for rene sprøjter Når en misbruger vil have sit stof, så vil misbrugeren have sit stof. Det skal i blodet og det kan kun gå for langsomt. Brugte sprøjter er ingen hindring i det sekund, der skal stikkes. Men sygdommene, der følger med, er et problem i Varde.

M ISB RU G : Det er to erfarne

herrer, der har sat sig sammen for at sende et budskab.

De har prøvet meget. De véd, hvad de taler om, når snakken falder på misbrug, stiknarkomaner og syg­domme.

- Jeg har 25 eller 26 års misbrug bag mig, ridser Helge op.

Hans ven som sidder ved siden af ham på Paraplyen i dag har 12 - 13 års hash og alkoholmisbrug i bagagen. Overfor de to sidder Rita - daglig leder af Paraplyen. Hun lytter og stiller spørgsmål, for at de sammen kan give et godt forslag til en løsning på problemet.

Det budskab, de to herrer gerne vil sende ud er, at Varde Kommune mangler et tilbud om gratis rene sprøjter til de misbrugere, som har behov for det.

I dag er der kun apoteket, hvor man kan købe sprøjter.

Prisen er 34 kroner for to sprøjter.

- Priserne er ekstreme. På apoteket får man sprøjterne i en gennemsigtig plasticpose, fortæller Helges ven, og Helge tager over: - Der er stor forskel på betjeningen. Jeg har den følelse, når jeg går på apo16

teket, at de helst ser, at jeg ikke kommer der, beskriver han.

Pris og anonymitet Der er flere grunde til, at Varde - ifølge de to herrer - bør stille gratis rene sprøjter til rådighed.

- Det handler om to ting: Prisen og anonymiteten, uddyber Helge.

Anonymiteten er noget, der har betydning for folk i metadon­behandling. Hvis de henter en sprøjte og bliver regi­streret, går der besked til misbrugscentret, og misbrugeren risi­kerer at miste sin metadon.

Den tredje vigtige faktor er smittefaren når flere mis­ brugere deler sprøjter:

Hepatitis C Han vurderer, at der er et sted mellem 20 og 30 aktive stofmisbrugere i Varde Kommune. En aktiv misbruger bruger cirka to sprøjter dagligt.

Andre, der er ”på tur,” som Helge kalder det, bruger fem til seks sprøjter om dagen.

- Hvis man er ”på tur,” så laver man ikke andet end at sidde og stikke sig. Så bruger man det samme sæt. Eller

man deler, hvis man er sammen med andre. Det er jo en risiko, men det er ikke altid til at få fat på en sprøjte. Så spørger man jo, om man kan låne af nogle andre. Det har jeg da oplevet, forklarer Helge og kammeraten.

Den mest farlige sygdom blandt misbrugere er Hepatitis C. Den er meget smitsom, giver gule øjne og gul tunge og kan medføre døden.

RENE SPRØ J T E R FAKTA:

En pakke med ubrugte sprøjter indeholder: 2 sprøjter 2 kanyler 2 målebægre 2 servietter 2 totter vat Evt. destilleret vand

Ikke fixe her De to taler om muligheden for at have gratis sprøjter i en automat på et offentligt toilet.

Helges kammerat siger: - Der går nok ikke lang tid, før den også er brækket op.

De to herrer er ikke sikre på, om de misbrugere, som de selv kender, ville turde hente sprøjter på Paraplyen eller på apoteket.

- De vil gerne have rene sprøjter, men de er bange for at blive registreret, forklarer Helge.

Rita blander sig i samtalen: - Man kunne godt udlevere dem her. Men så kan man ikke hente dem hele døgnet. Og man må ikke fixe her, understreger hun.

- Så desperate er de heller ikke. De har stadig lidt moral - også overfor andre, svarer Helge.

Helge og kammeraten er enige i, at et forsøg med ud­ levering af rene sprøjter måske kunne lade sig gøre fra Para­ plyen. I hvert fald er de og Rita sikre på, at det ville gøre en forskel for stofmisbrugerne i Varde, hvis kommunen ville stille gratis rene sprøjter til rådighed.

En helt almindelig hverdag - på metadon Helge får 170 ml metadon hver dag for at holde sig stoffri, og måske er det en billig løsning. I sin tid som kriminel stofmis­ bruger har han stjålet værdier for mere end fem millioner kroner og ødelagt for omtrent det dobbelte.

M ISBRUG: - Jeg har en gang hørt

fra politifolk, om nogle mennesker, der måtte gå fra hus og hjem på grund af, at de havde haft tyveri. Men jeg kan jo ikke gå hen til dem og fortælle, at det ikke var personligt, men kun for at dække mit misbrug, siger Helge, der i dag er 43 år.

Denne formiddag i december sidder Helge overfor døren på Café Paraplyen. Han sidder med ryggen mod jakken på stolen, der står op af væggen. Han holder øje med døren. Når det begynder at vrimle med gæster lidt før middag snupper Helge sin jakke og fordufter.

- Jeg har kraftig panikangst. Når der kommer mange til middagsmad hernede, så tager jeg jakken og går.

Helge drejer og trækker let i ærmet på jakken bag ham. Af samme grund bestiller han helst smørrebrød, som han kan tage med hjem.

Dyr for samfundet

- Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide den varme mad. Det er fordi her er for mange mennesker, forklarer Helge.

Helge har været stofmisbruger i omtrent 25 år. Han har siddet i fængsel 60 gange - i alt 14 år. Og det har alt sammen været for berigelseskriminalitet.

Han gætter selv forsigtigt, at han har stjålet varer for et sted mellem fem og seks millioner kroner. Og at han har ødelagt for knapt det dobbelte.

- Jeg har været dyr for samfundet, indrømmer han.

I 2008 fik han et tilbagefald da hans 29-årige kæreste døde af en blodprop. Han gik i behandling. I dag får han dagligt 170 milliliter metadon.

Det sker på Bøgely mellem klokken 7.30 og 7.45. Under opsyn. Og Helge vil helst have sin metadon dagligt:

Kriminalitetsfri

- Det er bedst for mig, at få den hver dag, i stedet for at få med hjem til flere dage ad gangen, siger han.

- Hvis ikke jeg får min metadon til tiden kan jeg mærke, at jeg får kuldegysninger. Hvis der går lang tid, bliver det ubehageligt og jeg får opkast­fornemmelser, forklarer Helge.

Behandlingen har gjort ham kriminalitetsfri. Det er han overbevist om.

Pension

- Når man er på stoffer har man ikke samvittigheden først for. Som tyv har man en tendens til at tænke, at det bliver forsikret. hvis man skulle tænke over, hvor meget man skader mennesker, så tror jeg selvmords­ tallet hos misbrugere ville være en del højere, siger Helge.

Helge har netop fået tilkendt førtids­pension efter 5½ års ventetid.

Det giver mere ro i hverdagen, mener han:

- Jeg slipper for at blive jagtet rundt, når kommunen skal aktivere folk. Det er paparbejde. Sådan noget med at putte 17 skruer ned i en pose.

Når man er på kontanthjælp skal man jo være aktiveret. Men nu har jeg været til læger, psykiatere, psyko­ loger og konsulenter. De siger, at jeg har taget varig skade af det liv, jeg har levet, refererer Helge.

Han har sammenlagt været på arbejds­markedet i knapt 3 år og har levet af kontanthjælp i de fleste år af hans liv. i en periode over tre år boede han på gaden i Svendborg.

I dag består dagen af at stå op, drikke kaffe. Spise lidt. Gå på Bøgely og få metadon. Besøge vennen Ken og følges med ham på apoteket og dernæst Paraplyen. Her spiser de to et par franskbrød og får en kop kaffe til. Det meste af hverdagen går med

at holde tvangstanker og angst på afstand. Aftenen slutter foran tv. Helge tager sovemedicinen nitracypram lidt før midnat og som regel er det nok til at han sover uden afbrydelser.

Slapper af på Paraplyen

Han begyndte at komme på Paraplyen, da tabte sig en del i 2010. Hans sagsbehandler foreslog ham at spise dér, og det har han gjort siden. Han mødes ofte med sønderjyske Ken, som også kommer på Paraplyen. De to kender desuden nordjyden Thomas, hvis hund Ophelia, Helge skal passe julen over, mens Thomas besøger familien i Nord­jylland.

- Jeg bruger mest Paraplyen som spisested. Til at slappe lidt af og for at få en kop kaffe, siger Helge med kruset foran sig.

17

Hannah og Hans Ole Hede er på visit

Ande r s C hri st e n se n , 66 år og pensionist:

- Ja, hvad er Paraplyen. Det er vel et værested. Hvor man kan gå ind og drikke en kop kaffe. Om det koster noget, ved jeg ikke, lyder Anders Christensens svar.

Han forestiller sig, at Paraplyen er et kommunalt tilbud og har lagt mærke til, at den har eksisteret i Varde i et godt stykke tid.

- Jeg kører tit forbi caféen og jeg har vistnok været derinde engang. Jeg tror, det er et sted, hvor man kommer, hvis man drikker for meget. Eller hvis man har nogle sociale problemer eller hvis man skal i beskæftigelse, vurderer Anders Christensen.

Lene S øre n se n o g G itt e Søre n se n triller hver deres

barnevogn op ad strøget, og mens sønnen Magnus Sørensen gemmer sig bag barne­ vognene, forsøger de to kvinder at fortælle, hvad de ved om Paraplyen: - Jamen, det er et socialt 18

værested, siger Gitte Sørensen og Lene Sørensen tager ordet: - Det ser da hyggeligt ud, når man går forbi, synes hun.

- Jeg har ikke selv været der, men jeg ved at det ligger dernede, lyder Gittes svar før de to kører videre med karavanen.

i Varde fra Haderslev. Det gør de ofte, og vejen lægges altid forbi Sillasens Hus, hvor de nyder et godt måltid. De to kender KFUMs sociale væresteder fra hjembyen, hvor der ligger et værested kaldet Parasollen, men de aner ikke, hvor Paraplyen i Varde ligger.

- Det lyder som et værested for socialt udsatte og mennesker med psykiske problemer, siger Hannah.

- Det drives nok med offentligt tilskud.

De penge synes jeg, er godt givet ud, tilken­ degiver Hans Ole Hede.

- Det giver jo folk socialt samvær i daglig­ dagen i stedet for, at nogen sidder ensomme derhjemme. Det er super, slår Hannah fast.

Årsrapporten har været på gaden i Varde for at spørge mennesker om, hvad de ved og synes om Café Paraplyen:

Ro nn i e J ac o b s e n p å 1 6 år, A nde r s R abe n p å 17 år og F le mming N i e l se n på 17 år er på vej på tanken.

Alle tre kender Café Paraplyen og to af dem har selv besøgt Paraplyen.

- Jeg har været der. Det er et værested og en genbrugsbutik. Caféen er for ældre og ex-misbrugere og for alle. Og det er fed nok. Man kan spille billard dernede, siger Ronnie

Jacobsen, som går på Produktionsskolen.

- Det er fint nok. Folk med problemer kan komme ind og få kaffe og mad og snakke, bakker Ander Raben op. Han er netop nu i lære som meka­ niker i Oksbøl-lejren.

- Jeg synes osse, at det er fint med mad og kaffe. At der er et sted, hvor folk samler sig. Hvor man kan få nogle gode timer sammen med an-

dre, man kender. I stedet for at sidde derhjemme, forklarer Flemming Nielsen, som går på EUC Vest.

Han mener godt, han kunne finde på at gå derned en dag for at drikke en kop kaffe. Det samme vil Ronnie Jacobsen: - Jeg har lyst til en cola dernede. Nu! afbryder han før han overvejer kommunens spareplaner: - Det er for latterligt at

spare på et socialt værested.

Jeg vil i hvert fald gerne støtte Paraplyen, slår han fast.

Flemming Nielsen er mere betænksom: - Jeg ville gerne lære stedet lidt bedre at kende først. Det er vigtigt at vide, hvad man støtter, runder han af, før de tre drenge drejer ind på Statoil efter cola til Ronnie.

19

Skærer i Paraplyen Tre trætte politikere. Søren Laulund fra Socialdemokraterne, Marianne N. Olesen fra Dansk Folkeparti og Erik Buhl fra Venstre sidder i Social- og sundhedsudvalget. De skal skære i kommunens udgifter og det er ikke nemt.

BESPARELSER: - Hele kom-

munen skal spare 67 millioner, tre procent ’over det hele’. Det betyder 5,5 millioner kroner på social- og sundhedsområdet, og for Café Paraplyen betyder det 47.000 kroner i driftstilskuddet, forklarer formand for udvalget, Erik Buhl (V), til den traditionelle julefrokost på Café Paraplyen.

Ved siden af Erik Buhl sidder Søren Laulund (S) og Marianne . Olesen (DF). De er alle enige om, at sparerunden ikke har været en fornøjelse.

De tre har netop - den 7. december 2010 - indgået forlig om de besparelser på i alt 67 millioner kroner, som Varde Kommune skal igennem fra

20

2012.

I praksis har den betydet, at de hver især skulle læse 940 siders høringssvar igennem.

Kommunens direktion har lavet et katalog med spareplaner for 104 millioner kroner. Af dem skulle partierne blive enige om at spare for mellem 60 og 70 millioner. Resultatet blev 67 millioner.

Ikke alle politikere er vilde med at skulle spare.

- Det her kunne være undgået, ved at sætte skatten op med 1 procent, som jeg og socialdemokraterne foreslog allerede i 2008, siger Søren Laulund, Socialdemokratisk medlem af Socialog sundheds­udvalget.

- Men der er andre steder for eksempel skoler, der er helt lukket. Paraplyen skal spare tre procent, afbøjer Erik Buhl.

De tre er kede af, at Paraplyen skal spare. Med udvalget har de været på tur rundt på kommunens væresteder og sociale tilbud. I dag føler - især de to nye, Søren Laulund og Marianne N. Olesen, at de har fået bedre indsigt i de tilbud, som Varde Kommune har.

- Vi har været rundt på besøgsture. Også her hos Rita.

Det her - Paraplyen - er et godt initiativ, synes Søren Laulund.

- Det er virkeligt et godt sted for folk og ensomme, som kan komme herned og få den hjælp, de har behov for. Para-

plyen hjælper de mennesker, som er der og holder dem i hånden. Jeg har stor respekt for stedet og det arbejde, de laver hernede, understreger Marianne N. Olesen.

- Men måske kan man finde en alternativ finansie­r ing.

I hvert fald vil kommunen gerne hjælpe med hænder til fx at skrive en ansøgning, siger Erik Buhl.

Erik Buhl - formand for So­ cial- og Sundhedsudvalget leverer den uvelkomne tale til årets julefrokost. Nemlig den, at Varde Kommune skal skære tre procent i udgifterne. Også på Paraplyen.

Paraplyen viser “Vejen Frem” i JydskeVestkysten O M TA L E : Al omtale er god

omtale. Sådan lød grundlæggeren af Spies Rejser, Simon Spies’ motto. For Paraplyen har det også vist sig at være vejen frem. I hvert fald har Caféen og Rita oplevet en strøm af bekymring og omsorg fra borgere i Varde, efter at Jydske­Vestkysten i december bragte en forside om Paraplyens problemer med økonomien.

Og nu har JydskeVestkystens redaktion i Varde besluttet at give Café Paraplyen et ek­ stra skulderklap.

- Vi er parate til at gå lidt længere for Paraplyen. Det gør vi under vores tema, der hedder ’Vejen Frem’, fortæller journalist Morten Nielsen. ’Vejen Frem’ er et tema, som er godkendt af avisens chef­

redaktion. Her har ledelsen besluttet at avisen gerne må være aktivistiske overfor visse ting. Og her har redak­tionen i Varde altså valgt Paraplyen.

- Det betyder, at vi gerne vil foromtale og skrive om Paraplyens arrangementer.

Det er første gang, vi har udnævnt nogen til ’vejen Frem’. Og vi er klar til at gå konstruktivt ind og se, hvad vi kan hjælpe med, fortsætter Morten Nielsen, som i øvrigt skrev artiklen der fik folk op af stolene.

Journalist Morten Nielsen og re­ daktionen på Jydske­Vestkysten i Varde, støt­ ter Paraplyen i avisen.

Det sker under temaet “Vejen Frem“.

Morten Nielsen skrev i december om Paraplyens problemer. Hans artikel fik folk til at henvende sig med ros og støtte til caféen.

Med temaet “Vejen Frem“ er det JydskeVestkystens mening at støtte lokale projekter, der er med til at skabe en positiv udvikling lokalt.

Her et udpluk af avisens artikler fra efteråret 2010.

21

Projekt BASEN tager sig af misbrugere og pårørende til misbrugere. Lone Holm Iversen fortæller her om arbejdet og - ikke mindst resultaterne af hendes arbejde med at behandle mennesker med misbrug og deres nære.

Tal til eftertanke Af Lone Holm Iversen B A S E N : Ved udgangen af

2010 har BASEN opnået sam­arbejde med omkring 35 misbrugere og 15 pårørende i Varde kommune, hvilket vi er meget tilfredse med. Cirka halvdelen er kvinder.

25 klienter er eller har været i motivationsbehandling, hvor de har haft fokus på fordele og ulemper ved at fortsætte deres nuværende tilværelse uforandret. I denne fase arbejder brugeren med egne erkendelser af de faktiske forhold. Dette kan være en lang proces, hvor modstand mod at se virkelig­ hedens kendsgerninger i øjnene ofte er stor.

Enkelte er i efterbehandling efter et langt forløb i BASEN eller via anden behandlingstilbud og resten af BASENs klienter er eller har været i basisbehandling, hvor fokus på forståelse for egne handlemønstre samt metoder til at opretholde nye og mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre er styrende.

Klienter, som har været i motivationsbehandling, modtager i gennemsnit behandling i 2 - 3 måneder. For 10 af klien­terne i basisbehandlingen har behandlingsperioden dog strakt sig fra mellem 9 - 17 22

måneder - alt afhængig af klientens behov. Heraf er flere af klienterne, som helt er ophørt deres misbrug dog overgået til efterbehandling.

Alkoholproblemer fra barns ben Størstedelen af BASENs klienter er således i behandling for et alkoholmisbrug, som for de flestes vedkommende er startet i begyndelsen af 20´erne.

Ud af de i alt 35 klienter, som er i behandling for et alkoholmisbrug, kommer 30 af dem fra barndomshjem med alkoholproblemer og eller fra parforhold eller ægteskaber med alkoholmisbrugere. Den sociale arv præger således en stor del af BASENS klienter.

Resten af de pårørende er i alders­g ruppen 45-60-årig.

Omvendt ser det ud for gruppen af alkoholikere, hvor den største del er at finde i aldersgruppen 45-60-årige. Noget tyder således på, at alkoholikeren udholder sit misbrug væsentlig længere end de pårørende, før han/hun vælger at søge hjælp.

Det er således tankevækkende, at BASEN stort set ikke oplever at have klienter i aldersgruppen 30-40-årige.

Hverken misbrugeren eller den pårørende søger denne hjælp i denne periode af livet.

Dette kan muligvis skyldes, at familiestiftelse, job, hjem, tro og håb stadig præger vores tilværelse i denne fase af tilværelsen.

Pårørende går i behand­ Paraplyen afgørende ling for BASEN Det er dog ikke alle BASENs klienter, som har eller har haft et alkoholmisbrug. 15 klienter er pårørende, idet de er børn af, ægtefælde eller kæreste til et menneske i misbrug.

Også blandt de pårørende præger den sociale arv billedet, idet 9 ud af 15 klienter er vokset op i alkoholiserede hjem.

8 ud af de 15 er således i aldersgruppen 15-30-årige.

Vi er glade for at have til huse i Paraplyen, hvor brugerne i trygge rammer kan tale med personalet om deres problemer, - ikke mindst i fm udlevering af antabus, såfremt de ønsker dette. Beslutningen om det første møde i BASEN er således ofte hjulpet godt på vej af Paraplyens personale, som kan fortælle om BASENs funktion er og tilbud.

Mere end halvdelen af BA-

SENs klienter har således fået kontakt gennem Paraplyens personale, såvel ansatte som frivillige.

Seks klienter har fået kendskab til BASEN gennem Bøgely, KSA - to klienter via jobcenteret - to klienter via kriminalforsorgen i Es­ bjerg - en klient via egen læge - en klient via Spangsbjerg og resten gennem klienter til BASEN, hvor af vi har opnået god kontakt til flere familier, hvor to eller flere familiemedlemmer går i terapi hos BASEN som henholdsvis misbruger og pårørende eller barn af misbrugeren.

Fremtiden BASEN vil fortsætte som hidtil. Der vil dog sættes mere fokus på NADA behandlingen og som noget nyt vil der blive oprettet behandlingsgrupper, hvor de enkelte deltagere kan få glæde af hinandens erfaringer, opbakning og støtte til at fastholde sig i et ædru og konstruktivt liv.

Nåle med ro i

Agnes Væsel prøver for første gang akupunktur hos Lone Holm Iversen på Paraplyen.

Hun ser især en forskel hos stofmisbrugere. Her bruger hun NADA-behandlingen til at få dem lidt ned på jorden: - Det er ret tydeligt. Hvis de er oppe at køre, så falder de helt ned med en halv times akupunktur, siger Lone Holm Iversen.

- Nogle får NADA-behand­ ling flere gange og siger, at de har stor glæde af det. Andre kommer bare og prøver, fortæller Lone Holm Iversen mens hun sikkert placerer en lang nål i Agnes Væsels øre.

B A L A N C E : - Jeg har ikke

prøvet det før. Men det gør ikke ondt. Der var kun én, jeg kunne mærke, men jeg kan ikke mærke nogen af dem nu, forklarer Agnes Væsel.

Hun sidder roligt på en stol i Caféen, mens Lone Holm Iversen forsigtigt stikker de spidse nåle ind forskellige

steder i hendes øre.

Agnes har haft svært ved at falde i søvn. Og så føler hun nogle gange uro og angst i kroppen.

- Lone siger, at det hjælper på de ting. Og det er ting, som jeg ikke rigtigt selv får bearbej­det, fortsætter Agnes.

Metoden, Lone Holm Iversen bruger, hedder NADA-akupunktur. Den skal kunne give øget stabilitet og bedre evne til at koncentrere sig.

- Nogle af de mennesker, som jeg har i behandling i projekt BASEN giver jeg først NADA-akupunktur.

Det virker lidt som massage.

Man bliver mere tilgængelig, forklarer Lone Holm Iversen.

- Der var kun én, jeg kunne mærke, forklarer Agnes Væsel. Hun tager imod tilbuddet om NADA-akupunk­ tur for at dulme angst og uro.

23

Aktivitetskalender 2010: 0 8.0 4 Kursus for køkkenpersonalet 23-2 5.0 4 Familieferie

i Blåvand

2 6 -2 8.0 4 3 frivillige medarbejdere på kursus på Diakonhøjskolen 17 -2 1 .0 5 2 gæster på

højskole på Diakonhøjskolen

1 0 .0 6 Sommerfest på Smedeværkstedet med Esbjerg, Bøgely og Grindsted. 120 deltagere.

1 6 - 1 9. 1 0 Familieferie på Mors 2 5 . 1 0 Førstehjælpskursus 0 1 . 1 1 Førstehjælpskursus 0 8. 1 1 Førstehjælpskursus 02.11 Suppeuddeling i føtex (fokus på fattig­

dom)

0 4 . 1 1 Foredrag med Jacob Holdt om fat-

tigdom

1 0 . 1 1 Foredrag med Jens Maibom om Kfum’s sociale arbejde.

2 5 . 1 1 Julemarked 2 9. 1 1 Rotary til oplæg om Paraplyen 02 . 12 ”Syng julen ind” med Helene og

Richard

10 . 12 Julefrokost 2 4 . 12 Juleaften

24

Julekranse på torvet J ULE M ARKED: - Det var som at være hjemme igen. Jeg har stået på torv siden jeg var 3 - 4 år gammel. Og det gik faktisk udmærket, fortæller Peter Jessen om de to torve­ dage, hvor Paraplyens frivillige solgte julekranse.

- Vi var først i Esbjerg og ugen efter på torvet i Varde. Vi solgte helt pænt på sådan en torvedag, fortsætter han, der tog tjansen som torvemand sammen med Johnny Abrahamsen.

I ugerne forinden havde frivillige brugt tid i værkstedet for at lave kranse ud af halmbøjler, som Peter havde arvet efter sin mormor.

Pyntet med gran, kogler og rensdyrlav blev de til prægtige julekranse, der alle gik som varmt brød på en kold torvedag.

Sammen med julekransene solgte Paraplyens to torvemænd også strikketøj og andre julenips i boden.