Downtown Magazine 02 Vol. 2

Page 179

B

esøger man Restaurant Willumsen i det centralt beliggende St. Regnegade, mødes man med åbne arme og måske et kram af stedets engagerede ejer, Mariann Willumsen. Hun åbnede denne restaurant for otte år siden med den tanke at forene traditionel dansk mad og jazz - et projekt, som i dén grad er lykkedes. På en helt almindelig onsdag er det ubetinget nødvendigt at bestille bord. Denne dag er helliget stegt flæsk med persillesovs på den helt traditionelt danske måde - store portioner, lækre kartofler og flæsk i masser af sovs. Og hvis én portion ikke rækker, så er Mariann og personalet ikke blege for at dele mere ud. Maden indtages med livejazz - denne onsdag med saxofonen og til tider klarinetten som lead til klassiske jazztoner udført af fire dygtige danske musikere. Nærheden med de andre jazzentusiaster og musikerne er uundgåelig på grund af antallet af gæster, men jazzen og fru Willumsens åbne arme får atmosfæren til at være hjemlig og helt afslappet. Også torsdagene er fast ugedag for livejazz. Programmet skifter løbende, men kan ses uge for uge på stedets hjemmeside. Digtoplæsninger og andre kulturelle arrangementer finder også sted her. Aftenmenuen skifter fra dag til dag, men der serveres stort set altid traditionel dansk mad såsom ribben med sovs og kartofler og forloren hare. Middagsbordet består hver dag af smørrebrød, så det er et perfekt sted at invitere udenlandske venner til et rigtig dansk bord. Overfor Restaurant Willumsen lå engang det unikke jazz-spillested Montmartre, der præsenterede store kunstnere som Dexter Gordon og Ben Webster. Selvom det er svært at leve op til, gør restauranten det eminent med nutidens fantastiske danske jazzmusikere med tilbehør af rigtig god dansk mad. Restaurant Willumsen Tid & sted Ma-lø kl. 12-21.30, Store Regnegade 26, Kbh. K Info Tlf. 26 12 91 92


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.