Brevduen 2024 by Bjerreslægten

BREVDUEN

BJERRESLÆGTEN 2024

HVAD LIGGER DER I

ORDET FÆLLESSKAB

Formanden har ordet

Slægtens stamtavle

Hvorfor fælleskaber?

Kønspolitisk kareusel

Skuespiller i Norge

Brud i familier

Ordet fællesskab

Mesterskud

Er Bjerre noget særligt?

Årsregnskab

Formanden har ordet

Kære slægtninge

Hvad gør vi for at gentænke og forny Bjerreslægten? Det var temaet i Brevduen sidste år. I år kredser mange af artiklerne om fællesskabet.

Vi kommer ikke uden om, som Marie Thorsager Bjerre skriver i sit glimrende indlæg i dette års Brevdue, at stille os selv dette spørgsmål: Hvor stiller fællesskabsygtigheden Foreningen Bjerreslægten anno 2024?

Det giver Marie nogle ret gode svar på. Først tage hun fat på Bjerreslægtens fælles tredje, som er, at vi er forbundet gennem slægtens mange led. Men som Marie også skriver, så har denne forbundethed fået mindre og mindre betydning for mange - nok især den yngre del af slægten.

Det tror jeg, Marie har fuldstændig ret i. Jeg er selv 7. slægtled. Gennem min far og mine mange kusiner og fætre har jeg som barn og ung oplevet et nærvær med mange af mine slægtninge, når vi mødtes til Bjerrestævne hvert 3. eller 4. år. Reelt har Bjerrestævnerne haft præg af være udvidede fætter-kusine fester på tværs af slægtslinjerne.

Nu er vi i 10. og 11. slægtled. Antallet af slægtninge vokser voldsomt, og vi kender ikke længere hinanden som før i tiden. Det giver i den grad anledning til at revurdere og gentænke vores slægtsforening. Nu er kendskabet til slægtens medlemmer på tværs af slægtslinjerne næsten ikke til at få øje på.

Antallet af slægtninge i 10., 11. og nu også 12. slægtsled er ganske enkelt ved at være så mange, at man må spørge: Hvad hvad er det, som bringer os sammen? Vi ersom også Marie skriver - ikke længere naturligt knyttet til hinanden gennem et fælles ophav - et fælles tredje.

Jeg nder det meget rammende, når Marie skriver, at for hendes generation har det mere handlet om de døde end de levende. Jeg forstår til fulde, hvad hun skriver og det fordrer en vigtig reeksion, som vi må tage meget seriøst. Vi må tage udgangspunkt i det, som binder os sammen uanset alder, udgangspunkt, interesser og uanset om vi er medlem af foreningen Bjerreslægten, eller ej.

Udgangspunktet for os alle er, at vi er forbundet af vores fælles ophav. Af slægten. Af vores fælles rødder. Jeg vurderer, at det må betyde, at vi må prioritere vores

stamtræ og derigennem nde et fælles tredje. Tidligere havde vi en slægtsbog, som gav os en god oversigt og som var spændende at blade rundt i.

Jeg har fortsat den gamle stamtavle stående på reolen. Jeg slår op i den, for at nde ud af hvem og hvor en slægtning kommer fra og er gift med. Men indrømmet, den er ved at være outdated. Nu gælder det den digitale udgave.

Flere af artiklerne i dette nummer af Brevduen kredser om fællesskabet og hvilke former det kan tage. Kan vi bare vælge fra og til? Asbjørn Bjerre tager udgangspunkt i det engagement i det folkelige og kulturelle arbejde, som har været og stadig er drivende for mange af os. Nu antager det nye former, men det er uforandret, at fællesskabet giver mening, engagement og udvikling for den enkelte.

Vi skal i Bjerreslægten beslutte, hvad der skal ske med de fysiske bøger, dokumenter, malerier og alt det materiale, som knytter sig til slægten? Hvordan bevarer vi det? Og hvordan får vi gjort vores digitale stamtavle levende og vedkommende? Det skal og vil vi nde svar på.

Jeg ønsker alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår. KrestenBjerre

Opdag slægtens historie

Før 1978 udgav slægtsforeningen stamtavler i bogform. I stedet for bøger bruger Bjerreslægten nu MyHeritage – som er et online system til slægtstavler/slægtstræer

Hvordan bliver man en Bjerre? Man skal for det første være efterkommer efter Chresten og Maren Bjerre fra Store Bjerre i Sir, eller man skal have været gift med eller have levet sammen med en efterkommer

Til slægten regnes desuden de indgiftedes forældre, som vi giver deres barns nummer samt to plustegn, min mor har derfor min fars nummer (1482) og skrives (1482+) mens hendes forældre hedder (1482++)

Sådan får man adgang til MyHeritage: www.myheritage.dk

Man søger om adgang ved at sende en besked til Birgitte Bjerre Trankjær (3016).

Tlf. 51922833.

Mail: birgitte-bjerre@hotmail.com, hvor man oplyser:

a. hvem man er?

b. evt. hvem ens forældre er?

c. Måske oplysninger længere tilbage i

træet, fx. hvis ens forældre ikke har fået registreret deres børn.

Når vi /jeg har fundet frem til, hvordan slægtskabet hænger sammen, sættes jeres e-mailadresse ind i slægtstavlen, der automatisk sender en invitation til jer om at deltage.

Herefter logger man sig ind med sin mail og en selvvalgt kode.

Af Marie Thorsager Bjerre (4138)

Aldrig har vi talt så meget om fællesskaber, men…

Vi taler mere om og mere om fællesskaber. Om adgang til fællesskaber, om meningsfulde fællesskaber og om betydningen af at stå uden for et fællesskab. Fællesskabernes betydning er enorm, men alligevel har fællesskaberne det svært. Flere føler sig ensomme og oplever mistrivsel.

Siden foreningen Bjerreslægtens opstart i 1898 er der kommet et væld af fællesskaber til. Valgmulighederne er eksploderet. Vi kan træde ind og ud af fællesskaber.

Vi kan individualisere vores hverdag og sammensætte, hvad vi vil tage del i, og sågar ’costumize’ vores interesser, så de passer lige ind min hverdag. Et eksibelt medlemskab af tnesscentret er nemmere end et fast foreningshold med forpligtende fællesskaber

Der bliver længere mellem den fællesskabsfølelse, der opstår, når vi deler eller oplever det samme. Det er slut med at tale mandag morgen om, hvad der skete i tv-serien på DR søndag aften. Vores moderne samfund er kendetegnet ved mange mere eller minde ygtige fællesskaber, der opstår for en tid, hvorefter de forsvinder igen eller mister betydning.

Hvor stiller fællesskabs-ygtigheden Foreningen Bjerreslægten anno 2024?

Vores livsstil og samfund stiller nye krav til fællesskaberne. Hvis de forpligtende fællesskaber skal vælges til frem for de mere uforpligtende, skal fællesskaberne være attraktive og ”værd at investere i”.

Det er ikke det samme som at sige, at vi deltager i fællesskaber for vores egen skyld, men fællesskabet skal give os noget igen. Det kan være motion, men det kan også være en følelse af at høre til eller fælles oplevelser eller interesser

Helle Rabøl Hansen, som forsker i fællesskaber og mobning, fremhæver, at mennesket biologisk er disponeret som sociale væsener, der naturligt vil have en længsel efter at høre til. Betydningsfulde fællesskaber er kendetegnet ved at give tilhørsforhold og mening gennem engagement om noget fælles tredje, hvor jeg’et bliver til et ’vi’.

Det er ikke svært at få øje på Bjerreslægtens fælles tredje. Vi er forbundet gennem slægters led. Men vores fælles tredje har fået mindre betydning for mange af os. Vi er langt mindre forbundet af sted og tid eller vores families ophav, end da vores slægtsforening opstod. Oplevelsen af mening og tilhør mangler – i hvert fald for os, der ikke har år nok på bagen til at opleve foreningen og Bjerrestævnerne som udvidede fætter-kusinefester.

For os handler foreningens fælles tredje oftest mere om de døde end de levende. Det bliver et tilbud om en virtuel facebook-gruppe og med re års mellemrum et fysisk

fællesskab med ukendte mennesker, hvis vi ikke tæller min fars søskende og en håndfuld af hans kusiner med.

Vi kan også anse et Bjerrestævne som et – ud af mange - tilbud om at møde nye mennesker omkring et fælles tredje. Problemet er, at oplevelsen af ikke at se meningen med fællesskabet let kommer til at stå stærkere end oplevelsen af tilhør til det fælles ophav fra Store Bjerre i Sir. Uden tilhør og mening står fællesskabet svagt og mister betydning.

Jeg har for nylig arvet en sukkerskål fra min kære faster Karen. Den stammer fra slægtsgården Lomborg Kirkegård og er nu efter ere slægtsled endt hos mig. Den er gammel, smuk, skrøbelig og har patina - ligesom Bjerreslægten.

Her i efteråret sad jeg og talte med min bror om de ting, som vi har arvet fra Karen og hvad vi ville gøre med dem. Jeg nævnte mine tvivl med sukkerskålen.

Bliver den trods sin skønhed forvist til en tilværelse bagerst i skabet og glemt med tiden?

Skal jeg beholde den?

Jeg sagde, at jeg jo ikke kan skille mig af med sådan et arvestykke. Der stillede min bror et vigtigt spørgsmål ”Kender du navnet på dem, der har haft sukkerskålen?”. Svaret er nej. Jeg ved ikke, hvad mine forfædre på Lomborg Kirkegård hed. Jeg har heller aldrig været på gården. Min brors spørgsmål gav perspektiv på, hvad vi gemmer og hvorfor. Gemmer jeg egentligt sukkerskålen, fordi jeg vil føle skyld, hvis jeg skiller mig af med den?

Her i husstanden fylder opgaven med at styrke fællesskaber mere og mere. Min mand arbejder med frivillige og foreninger, mens jeg arbejder med skoleudvikling med fokus på at styrke skolegang for sårbare børn og unge. Fællesskaber bliver set som en del af løsningen på de udfordringer, som vi står overfor med ere og ere, der føler sig ensomme og oplever dalende trivsel.

Der bliver holdt den ene konference efter den anden om vigtigheden af fællesskaber. Grundtvig bliver hevet frem for at minde os om, at mennesket altid står på skuldrene af noget og nogen, og at vi kun sammen med andre kan nde vores identitet.

Kommunerne laver civilsamfundsstrategier, fonde uddeler millioner til fællesskaber og ordet fællesskab går igen i nye politiske aftaler Tog blot den nye folkeskoleaftale, hvor ordet fællesskab går igen. Begrebet inklusion er ikke nævnt en eneste gang.

Mens vi skriver fællesskaber ind i diverse strategier og indsatsbeskrivelser, forsætter vores prioritering af til- og fravalg af fællesskaber

Skal vi deltage i beboerforeningens juletræstænding?

Hvad med julefrokosten med arbejde fredag aften?

Kan vi nå juleafslutningen med svømning og spejder?

Eller skal vi hellere besøge bedstemor og bedstefar?

Skal vi støtte op om familie-juleklip med 2. årgang?

Ligger næste bestyrelsesmøde samme aften, som vi har aftalt at spise aftensmad sammen med vores naboer?

Vi vælger oftest de fællesskaber til, hvor vi oplever mest mening og størst tilhør. Sådan blev det også denne uge.

Jeg har tænkt over sukkerskålens fremtid. Arvestykket skal på bordet til jul. Dens historie gør, at jeg ikke nænner at skille mig af med den.

Måske er der alligevel håb for foreningen Bjerreslægtens fremtid.

Af Nynne Bjerre Christensen, journalist (3059)

En tur i den kønspolitiske karrusel

Jeg kom i vælten for to år siden, da jeg blandede mig i kønsidentitetsdebatten. Med afsæt i mit eget liv talte jeg for, at man ikke ukritisk skulle tillade børn at skifte juridisk køn. Lovgivningen blev aldrig til noget. Men debatten afslørede nogle vilde skel i samfundet - og undervejs blev jeg meget klogere.

For to et halvt år siden fyldte juridisk kønsskifte for børn meget i debatten. Socialdemokratiet ville nemlig gøre det muligt for børn under 18 at skifte cpr-nummer, uanset deres alder

Det gik jeg og tyggede lidt på derhjemme. Jeg tyggede faktisk rigtig meget, for jeg var bestemt ikke glad for at være pige, da jeg var pige i 80erne. Jeg ville være dreng. Jeg så ud som en dreng. Jeg opførte mig som en dreng. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at skulle leve et kvindeliv, for jeg syntes det traditionelle kvindeliv var dødssygt.

Så en fredag morgen ringede jeg til min søster, Janne, og spurgte om hun stadig havde det skoleportræt, der blev taget af mig i 5.a. Billedet viste en smilende, karseklippet dreng i blå t-shirt. Og med portrættet i hus, skrev jeg et par overvejelser til mine venner på Facebook om mit liv som dreng. Jeg skrev om, hvor bombesikker jeg var på, at jeg ville være dreng. Og hvor katastrofalt det ikke desto mindre ville have været for mig, hvis jeg havde kunne skifte køn - juridisk, og måske senere fysisk.

For da jeg kom i puberteten, så fandt jeg ro med min krop og mit køn. Og blev pige på min egen facon

Jeg lagde historien på Facebook og gik en tur med hundene og tænkte ikke mere over det. Indtil min søster ringede efter en times tid og sagde: “Har du set, hvad der sker på Facebook?”

Opslaget gik helt agurk, blev delt, liket og kommenteret helt vildt. Da det hele var slut, var det blevet liket 25000 gange og delt 12000 gange.Og det blev fulgt af en række

radioprogrammer, podcasts, tv-udsendelser og avisinterviews. Men hvorfor? Det var egentlig en banal historie om en pige, der ville være dreng, og derefter fandt tilbage til sit køn, da kønshormonerne begyndte at gøre deres arbejde.

Men køn og kønsidentitet og kønsanfægtelser fylder meget, og henvendelserne til Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet er blevet mangedoblet de seneste år. Og det til trods for at kønsidentiteter i dag er meget mere rummelige end de nogensinde før har været: Unge mænd kan i dag gå med øreringe og høje hæle, mens kvinder kan blive topchefer og køre Machiavellisk ledelsestil. Jeg er stadig glad for mit indlæg, men jeg er også blevet meget klogere på kønsidentitet og generationer i processen.

Jeg har mødt unge i alle dele af spektret. Dem, der afslappet og overskudsagtigt leger med identiteter. Jeg har også mødt unge, der har det rigtig svært med deres køn og har besluttet at gennemgå kønsskifte. Unge, for hvem barndommen har været traumatisk og fuld af lidelse, tvivl og mobning.

Et lille mindretal, især trans-miljøet, var mildest talt ikke begejstret for mit indlæg og mente at min historie kunne skade kampen for rettigheder til trans-personer. Og at jeg i øvrigt aldrig havde været i nærheden af at være trans.

At jeg ikke var trans, var jeg jo enig i - men min påstand var og er, at jeg godt kunne have overbevist både mig selv og mine omgivelser om, at jeg skulle skifte køn.

For mig handlede min historie om alle dem, der er i tvivl: Skulle staten slå døren op for alle og sige; du kan ændre dit køn juridisk på kommunekontoret, når du vil? For 8-årige? 10-årige? 14-årige? Det mener jeg stadig ikke.

Langt de este reaktioner var dog positive: Dels fra reekterede kvinder, der selv havde oplevet en barndom som “drengepiger” eller mænd, der var blevet beskyldt for at være bøsserøve. Bare fordi vi ikke passede ind i de stereotype kønsforestillinger.

Jeg mødte også opbakning fra folk, der havde det svært med ydende kønsidentitet, kønsdysfori, kønsubehag. Ja i det hele taget alt det nonbinære identitetspjat, som de fandt irrelevant og ude af proportion. Og det er der jo ikke noget at sige til, for langt de este mennesker har aldrig været i tvivl om deres køn, seksualitet eller noget, der ligner. Eller har kendt nogen, der var i svære identitetsproblemer. For dem er det en meget fremmedgørende og uforståelig debat. Den opbakning havde jeg det omvendt også mærkeligt med, for jeg vidste jo - om nogen - at det er vanskeligt at føle sig forkert.

Debatten afslørede for mig nogle store skel, der delte sig især efter tre akser: Skel mellem land og by, skel mellem uddannede og mindre uddannede men ISÆR skel mellem generationer. Dem over 45, som ikke er fra storbyen eller dårligst uddannede, er i konikt med identitetspolitikken. De kæmper vildt imod en tendens, som de ikke forstår. De fastholder, at der kun er to køn; de biologiske. For dem er opfattelsen af køn så fundamental og ufravigelig, at en samtale om køn kun vanskeligt lader sig gøre.

det helt ok at være non-binær, altså ikke vedkende sig et køn. De forstår og accepterer, at det sociale køn kan være noget andet end det biologiske. For dem er man altså ikke bøsse, hvis man som mand går med høje hæle.

Hvor vi andre tog på interrail eller rygsækrejse, tager de unge på identitetsrejse. De ved, at de ikke skal arbejde med det samme i 50 år. Deres uddannelser ligner ikke dem, man kunne tage for 30 år siden, men er meget mere bredspektrede og sammensatte. Køn og seksualitet ryger i samme bøtte. Måske skal man kysse lidt med en af det samme køn? No big deal. Måske skal man udforske sin kønsidentitet lidt? Måske skal man være fysioterapeut? Måske skal man læse loso på IT-Uni? Måske begge

Fra dem er der utrolig meget at lære i anerkendelsen af forskelligheder og opblødning af kønsroller

Det skal bare ikke lede os til at tro, at kønsskifte er en folkesygdom. For det er det ikke. Efter min opfattelse skal vi fastholde en strikt adgang til juridisk kønsskifte for børn. Og kun efter at en fagperson har forsøgt at komme til bunds i, om anfægtelserne måske skyldes mobning, psykiske problemer, seksuel observans eller andet, der kan mudre kønsopfattelsen. Etisk Råd er i øvrigt inde på noget af det samme i den udtalelse, de har lavet om emnet.

Men de unge i storbyerne er et helt andet sted. For dem er

Hvad der skete med lovgivningen? Den blev aldrig til noget. Man skal stadig være 18 for at skifte juridisk køn i Danmark. Men man kan få dispensation i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, og det er der i skrivende stund 10-15 danske børn, der har fået.

Af Solveig Bjerre Petersen, skuespiller (4508)

Sådan er det at være skuespiller i Norge

Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan det er at være skuespiller her i Norge!

Jeg hedder Solveig og er 34 år gammel. Jeg kommer fra Tromsø i Nord Norge, og har arbejdet som skuespiller de sidste otte år, efter jeg blev færdig med min uddannelse i 2016 i Oslo. Det er ikke den nemmeste beskæftigelse, jeg har valgt her i livet, og det er faktisk først det seneste år, jeg har kunnet leve 100% af det, jeg bedst kan lide! Men jeg fortryder alligevel intet, og jeg tror, at hvis jeg havde sagt til mit 15 år yngre jeg, at jeg ikke burde tage denne vej, så ville jeg nok ikke hørt på mig selv - uanset!

Jeg har turneret rundt i hele Norge med to forestillinger det her år. Det er i forbindelse med noget helt særligt

UdsigtfraøenSenjaiNordNorgepåDenKulturelleSkolesekken-turnéinovember2024

her, der hedder Den Kulturelle Skolesekken. Det er en national ordning, der sikrer, at alle skoleelever får mulighed for at opleve kultur, enten det er teater, musik, kunst eller dans. Der er kontorer i alle regioner, og der sidder ansatte, der opkøber forestillinger, og så bliver det hele sat i system, og det gør, at vi kommer rundt til skolerne med forestillingen! Det er virkelig en sej oplevelse at være en del af; det kan være et møde med et barn eller en ung, der ellers ikke ville have haft mulighed eller midler til at tage i teatret. Og så er det spændende at rejse til de forskellige dele af landet, man ikke har været i. Det er godt nok et smukt land at arbejde i på den her måde! Jeg har også tilbragt et halvt års tid i min hjemby Tromsø for at indspille en børne-tv serie, der hedder ”Dyredilla”. Den bliver sendt på NRK Super, der svarer til DR Ramasjang i Danmark. Det har været et stort job for mig, både længden på indspilningen, og det at jeg k rollen til sidst! Serien handler om to dyrepassere, der måske ikke er de bedste til deres arbejde, men de bliver altid hjulpet af to børn i hvert afsnit! Jeg har virkelig fået god erfaring med at spille foran kamera med både dyr og børn. Og det er ikke det nemmeste. Det er meget kendt i vores branche, at det er to ting, man skal undgå at lave TV og lm med: den ene er børn -og det andet er... dyr! Men det synes, vores producent var en sjov udfordring, så hun bestemte sig for at gi den gas med hele projektet alligevel!

Det er desværre ikke alle, der arbejder med kultur, som har haft et indbringende år i Norge. Det er blevet skåret ned på mange områder i kulturlivet den sidste tid. Stat, regioner og kommuner skærer støtten fra til diverse

kulturelle institutioner, musik-, dans- og teaterlinjerne ved gymnasierne nedlægges, nye kulturprojekter bliver nedprioriteret og vores løn bliver ikke højere. De skal faktisk nu nedlægge Norges eneste gurteater; Trikkestallen i Oslo. Det er der dog blevet råbt højt fra kulturlivet om, og der har været demonstrationer over hele byen. Men nu ser det desværre ud til, at det ikke hjælper. Det bliver hårdere og hårdere at leve som udøvende kunstner i Norge i dag. Og det er jo ironisk, at det er lige kunst og kultur, der ikke bliver prioriteret, når vi nu lever i en verden, hvor vi har mest brug for det. Kunst og kultur giver så meget til mennesker. Det giver glæde, det giver reektion, det giver perspektiver og det kan give en tiltrængt pause i krop og sjæl. For mange er kunst og kultur et fristed!

Jeg håber, jeg kan fortsætte med at leve af at være skuespiller. Og jeg håber, at unge skuespiller-spirer ikke bliver skræmt af fremtiden. Jeg håber, de tør satse på det her fag. Selvom det kan virke hårdt (for det r hårdt!), så er det hele værd! Ihvertfald for mig, lige nu.

Fraforestillingen"Akvarium"

Af Birgitte Bjerre, koniktmæglser (1465)

Brud i familiersker oftere end vi tror

Som uddannet koniktmægler med 10 års erfaring fra mæglinger i familiekonikter, vil jeg her fortælle lidt om mit arbejde og om den sidste nye og meget banebrydende forskning om brud i familier.

Som en Bjerre er jeg en del af en slægt med tradition for sammenhængskraft og et aktivt socialt liv. For mine forældre var det utænkeligt ikke at knytte en stor del af det sociale liv op på familien.

Men i mit arbejde som Koniktmægler er det blevet tydeligt for mig, at familiebånd og sociale relationer kan antage mange former og selv i tætte familier, kan konikter udfordre sammenhængskraften og betyde brud.

Jeg starter med et konkret anonymiseret eksempel fra en mægling.

. Et kig ind i en koniktmægling:

”Jeg kan ikke acceptere, at min svigersøn skælder mit barnebarn ud,” siger Else på 79 grådkvalt og med vrede i stemmen. Hun kigger på sin datter Eva, som kigger ned i bordet.

Vi er midt i en koniktmægling mellem mor og datter - forud for Elses udbrud er gået en times samtale med mange svære følelser

Det er Else, der har taget initiativ til mæglingen – fordi situationen i familien er blevet tiltagende værre, og Else har de sidste 3 måneder ikke set sit højt elskede barnebarn. Hun er ulykkelig og forstår ikke, hvorfor Eva og hendes mand har brudt kontakten til hende. Eva har sagt ja til at være med i en koniktmægling, men hendes mand Torben ønsker ikke deltage. Både Eva og manden synes, at Else blander sig alt for meget i deres lille familie og oplever, at de ikke kan forklare hende det. Derfor har de i en slags afmagt stoppet kontakten. Eva håber, at hjælp udefra måske kan skabe lidt større forståelse.

De er for så vidt enige om forhistorien.

Da Eva og Torben møder hinanden og i perioden før de får barn, har de en svær tid. Torben har psykiske udfordringer og det meste af hans familie har slået hånden af ham. Da han møder Eva, får han en ny familie i Evas familie. De nye svigerforældre tager rigtig godt imod ham og er meget hjælpsomme og støttende. Da Torben og Eva får deres første barn, er den lille nye familie meget pressede. Særligt når Torben er alene med barnet, giver Else næsten altid en hånd med. Efterhånden som børnefamilien får styr på livet igen, får de et tiltagende behov for at tage skeen i egen hånd og blive mere uafhængige af Else, som har haft en meget stor indydelse på dem. Else kommer en del i hjemmet og bestemmer ganske meget. Hun tager altid barnebarnets ”parti”, hvis forældrene forsøger at sætte grænser eller opdrage. Hun har meninger om kost, sovetider, slik og skærm – og alle forældrenes forsøg på at tale om det, ender i dårlig stemning. Eva og Torben vil for alt i verden ikke signalere utaknemmelighed og de formår ikke, at få Else til at forstå deres behov for at stå på egne ben. Omvendt er familien blevet Elses livsprojekt og livsindhold i en tid, hvor hun ikke arbejder så meget længere. Hun

kan slet ikke overskue snakken, når Eva og Torben forsøger. Hun forstår ingenting og tror, at det handler om, at Eva i Torben har fundet den forkerte mand og er ulykkelig. Og at det er Torbens problemer, der styrer det hele.

Den konkrete anledning til bruddet er en konikt mellem Torben og barnet, som ikke vil tage nattøj på. Han tager barnet med ind på hendes værelse og lukker døren. Udenfor kan Eva og Else høre, at Torben skælder ud og barnet græder Til sidst lukker Else resolut døren op, går ind i værelset og tager barnet på armen og går ud af værelset med hende. Siden episoden har Eva og Torben undgået kontakten.

Mæglingen ender med, at Else forlader lokalet og smækker med døren. Hun mener, at Eva lyver om situationen mellem hende og Torben og føler sig overhørt, holdt ude og misforstået. Efter mæglingen reekterer Eva over situationen. Det er gennem mæglingen blevet helt tydeligt, hvor langt der er imellem hende og hendes mor – og at tiden ikke er moden til hverken dialog eller en gensidig forståelse. Eva kan ikke leve med morens rolle i deres familie og så længe moren ikke vil tale ordentligt om det, fastholder hun bruddet. Men hun vil overveje, om de kan nde en måde, hvorpå Else kan se sit barnebarn, for hun kan jo se, hvor slemt det er for hendes mor

Nyeste forskning om brud imellem generationer Situationen, som den er beskrevet, ligger nt i tråd med Andreas Nikolajsens nyeste forskning om brud i familier.

I et netop afsluttet ph.d.-projekt fra Fonden Ensomme Gamles Værn og Aarhus Universitet undersøger Andreas Nikolajsen forhold, som kendetegner brud mellem gamle forældre og deres voksne børn. Forskningen er den første af sin slags i Danmark og den tidligere manglende interesse kan undre, for brudte bånd er både udbredt og indgribende. En undersøgelse fra USA viser, at 10 % af den voksne befolkning lever med brud, og tal fra England og Danmark peger på samme niveau.

Det er for det meste, de voksne børn der tager initiativet til brud, og det er ofte kun et af børnene i en familie, der bryder med forældrene.

For forældrene er der tale om chok og sorg, når relationen til deres børn går i stykker. For det kan opleves som en reaktion, der kommer ud af den blå luft for forældrene, mens det hos børnene ofte er udfaldet af en langvarig og koniktfyldt proces, forklarer Andreas Nikolajsen.

Risikofaser

Der er størst risiko for brud i forbindelse med store overgange i de voksne børns liv. Det kan være når børnene er i alderen 18-25 år og på vej ind i voksenlivet, det kan være når børnene stifter familie, selv får børn, bliver skilt eller når forældrene bliver gamle eller bliver skilt. De este brud sker, når forældrene er i gennemsnit 71 år og når børnene er i gennemsnit 45 år. Et brud hvor kontakten genoptages varer ofte 7-10 år

Temaer for brud

Temaerne i konikter, der fører til brud, kan bl.a. være penge, ejendom, svigerfamilie – oftest mellem svigermødre og -døtre, fortidens spor, dødsfald og umødte forventninger

De voksne børns perspektiv

Spørger man de voksne børn om årsager til brud – begrunder de det ofte med uacceptabel adfærd og dårlig kommunikation fra forældrenes side. De voksne børn beskriver forældrene som grænseoverskridende og manipulerende og de oplever at gentagne forsøg på at sige fra og sætte grænser ikke bliver respekteret. Hos nogle voksne børn forklares bruddet med psykiatriske problemer hos forældrene. Det kan være misbrug, ofte af alkohol eller som regel ikke-diagnosticerede personlighedsforstyrrelser som narcissisme eller borderline. Forklaringerne kan virke som grove beskyldninger, der gør det endnu vanskeligere at tale om uenighederne.

Ifølge Nikolajsen skal børnenes perspektiv ses ”ilysetaf denskam,detofteindebærerathavelagtafstandtilsine forældre.Normerforfamiliensukrænkelighedlever fortsatstærktivoressamfundogvoksnebørnfølersig måskenødsagettilathaveengyl-diggrundtilathave brudt.Herbliverdepsykiatriskemær-kateretmiddeltilat vækkeforståelseogsympatiiom-verdenen.Deeste menneskerhardirekteellerindirekteværetvidnetilde ødelæggendefølgevirkningerafalko-holmisbrugogalleer enigeom,atdetkanværeskadeligtatståinær forbindelsemedetmenneskemedennarcis-sistisk personlighedsforstyrrelse.Sådentypeforklaringer afslutternemtdiskussionoglukkerfortsatsamtalened”

De ældre forældres perspektiv

Hos forældrene fylder konsekvenserne af bruddet ofte mere end forklaringen. De er kede af det, frustrerede og mange er også vrede på deres børn. Da det ofte er børnene som bryder, kan forældrene ikke altid forklare, hvad der er sket – men de mener tit ikke, at de har fået en gyldig forklaring, og de forstår ikke, hvorfor, situationen er kom-

met så vidt. Forældre kan beskrive fornemmelsen af, at der er blevet skudt gråspurve med kanoner, at deres børn har overreageret og at bruddet er urimeligt. Til spørgsmålet, ”Hvorfor tror du, at din søn har brudt med dig?” kan svaret således lyde, ”Hvordan skulle jeg kunne vide det! Han gik jo bare fra den ene dag til den anden. Jeg ville ønske, vi kunne tale om tingene, men han svarer ikke, når jeg ringer”

Nogle forældre er efterladt med en forestilling om, at bruddet skyldes den bagatel, som var omdrejningspunkt for den udløsende konikt. Forældre ser ikke eller overser, det, der er gået forud og, som har belastet relationen over tid. Bagatellen var dråben, som k bægret til at yde over og er blot et symbol på grundlæggende problemer i relationen. Det er nærliggende for forældre at tænke, at de må adressere den bagatel, som udløste bruddet. Problemet er, at det ikke er nok og i forsøget på at forsvare eller forklare sig over for deres børn, graves kløften dybere.

I desperation kaster nogle forældre sig ud i fejlberegnede undskyldninger. De har måske fået forståelsen af, at de, selvom de ikke forstår bruddet, kan ’lægge sig adt ned’ og sige undskyld, for hvad end det måtte være, som de har gjort forkert.

Nok har mange voksne børn behov for en undskyldning, men effekten afhænger af, om undskyldningen indebærer en erkendelse af, hvad der grundlæggende undskyldes for. Derudover skal forældrene demonstrere, at de ønsker og er i stand til at ændre på de handlemåder, som det voksne barn ikke vil tolerere.

Forskellige perspektiver gør det svært at nå hinanden Der hersker således ifølge Andreas Nikolajsen, ofte fundamentale perspektivforskelle på, hvordan voksne børn og forældre forstår deres relationelle krise. Hvor de voksne børn mener, at det er forældres personlighed eller personlige problemer, der er skyld i bruddet, er forældrene helt uforstående og oplever ofte at bruddet kommer ud af de blå og skyldes bagateller. Så længe der hersker så store forskelle på, hvordan årsagerne til bruddet forstås, synes kløften mellem parterne svær at overkomme.

Mange brud forbliver uforløste og er mere eller mindre smertefulde og frustrerende for de implicerede. Konklusionen i forskningen er, at skal det lykkes, må parterne tilbydes hjælp til større forståelse for hinandens perspektiver

Hvordan får man større forståelse for hinandens perspektiver?

Andreas Nikolajsens forskning er vigtig og skræmmende viden. Jeg er enig med ham i, at når bruddet er sket, vil forældre og deres voksne børn have brug for et tilbud om hjælp til at forstå hinanden bedre.

Men mindst lige så vigtigt er det, at undgå at konikter kommer til brud.

Nikolajsens forskning sætter lys på et overset og større problem, end folk normalt er klar over Brud i familien er skamfuldt og tabubelagt og derfor er det rigtig godt og vigtigt, at vi begynder at tale om det, læse om det og at vi bliver klar over, at vi ikke er alene, når det knirker mellem generationerne. At vi måske kan forebygge

Eksempelpåhvordanetbarn beskriver relationerisinfamilie.

det, ved at tale med andre eller søge anden hjælp – når vi står i konikter, vi ikke kan overskue. Jo før jo bedre.

Konikter og koniktmægling

Konikter er et vilkår i menneskelivet – og er forbundet med vores forskelligheder. Forskelligheder kan både være afsæt for ny læring, inspiration, reeksion og godt samarbejde, men kan også være kilden til frustration, misforståelser og afstand. Vi er alle forskellige, har forskellige historier, kemi, forskellige ønsker og behov

Forskellighederne oplever vi i samvær med andre. Desværre er vi også alt for tilbøjelige til at tolke hinanden uden at afstemme, om vores tolkninger ”passer”. Så selv om vi gør vores absolut bedste og mest kærlige i relationer til venner og familie, kan det gå rigtigt galt, hvis ”vores bedste” er baseret på forkerte fortolkninger og misforståelser

Min erfaring fra familiemæglinger siger, at når der sker brud, er der ofte løbet meget vand i åen, inden det kommer så vidt. Der har været adskillige advarselstegn, i form af fx gamle mønstre, der frustrerer, misforståelser, overskridelse af hinandens grænser, fornærmelser, magtkampe og dårlig stemning mm.

Konikters forløb

De este mæglinger, jeg har haft, har en spiralformet forhistorie. Uenigheder og forskelligheder overhøres af skræk for, at det hele eskalerer – parterne gør i bedste mening og næsten altid i kærlighed ting, som de tror, gør det hele godt. Men de får ikke talt ærligt om tingene, de får ikke undersøgt, hvorfor den anden gør og reagerer som han eller hun gør, de tager mislyde personligt og de overhører blinkende lamper

Mange konikter klares bedst i opløbet med lidt nysgerrighed på hinanden, respekt for forskelligheder og et oprigtigt ønske om at nde en vej, som alle kan nde sig tilpas i. Så mit gode råd er, at når man mærker mislyde/ konikter i sine familierelationer, så tal med nogen om det. Hvis man ikke kan tale med dem, man har konikten med, så tal med gode venner eller søg hjælp i landets mange koniktrådgivninger. Eller tag en snak med en psykolog eller coach.

Hvis begge parter er indstillet på at tale om problemerne, vil en koniktmægling også være en mulighed.

Koniktmægling

I en mægling får parterne god tid til at fortælle deres ”historie” og ikke sjældent, bliver den ene part overrasket over, hvordan den anden har oplevet situationen og hvorfor den anden ”tog sådan på vej”.

Det kan lyde skørt, men helt simple og ikke forudindtagende spørgsmål kan gøre en meget stor forskel – og samtidig give redskaber til brug i fremtidens relation. Hele mæglingen er bygget op omkring, at parterne får lov til at fortælle og udfolde netop deres perspektiv og de følelser, der er på spil. Der er god tid, der er plads for

både lytte og tale - at fortælle om, hvad der skete og hvordan det var at være i. Godt hjulpet på vej af mæglerens spørgsmål og dialogen, kan man få en større klarhed med sig selv og blive klogere på den anden part og måske nde hinanden.

I en god mægling kommer man omkring fakta, følelser og behov. Det er som en lille undersøgelse af konikten. Hvad skete der konkret i den situation, hvor konikten viste sig? hvilke følelser er forbundet med situationen? Og hvilke behov var i spil?

Det er ofte, når man søger helt ned i detaljerne i en koniktsituation, at man pludselig kan se, hvad der udløste frustrationen og udmøntede sig i fx vrede. Det er også ofte her i detaljerne, at parterne får en forståelse og en respekt for hinandens fortolkninger, følelser og behov

Bag enhver konikt ligger ønsker og hensigter og meget tit misforståelser og umødte forventninger - og de este gør det så godt som de kan.

Som mægler er det en stor glæde, når og hvis parterne når frem til det punkt, hvor de har fået udtrykt deres fortvivlelse, deres vrede og magtesløshed og har følt sig set og respekteret. Herfra kan der oftest blive plads til at begynde at lytte til hinanden .

De færreste koniktmæglinger fører til en optrapning af konikten. I værste fald kan det ende med status quo. Men langt de este mæglinger giver en eller anden grad af øget forståelse for situationen og parternes forskellige perspektiver og masser af stof til eftertanke. De este mæglinger ender også med en mere eller mindre klar aftale, fx at ses igen – og somme tider laver parterne en plan for, hvordan man konkret kommer videre.

Hvad kunne Else og Eva måske have gjort?

Det er altid let at være bagklog. Men hvis Eva og Torben tidligt og ved de første advarselstegn havde taget en snak med et vennepar, kunne situationen måske have set anderledes ud. De var måske blevet mere klare på deres egne grænser og behov og havde været i stand til at udtrykke dem sammen med kærlighed til og anerkendelse af Elses store indsats for at støtte familien.

Af Ane Margrethe Bjerre (1511)

Hvad ligger der i ordet "fællesskab"?

Ordet ”fællesskab” er et af de mest benyttede ord i vores samtid og hvad ligger der så i det ords betydning? En hel del!

For mig er ordet og begrebet ”Fællesskab” et ord, som er positivt ladet.

Det er en betegnelse for en måde at være sammen på, som vi mennesker næres af og ikke kan undvære.

Ungernes første bekendtskab med verden har været den trygge rede, hvor de har siddet tæt sammen og har varmet hinanden, nu er de kommet ud i en ny verden, hvor det store himmelrum er blevet deres nye virkelighed. Ikke så underligt, at der er brug for at sidde tæt sammen

Det gælder såmænd også for alle andre levende skabninger, som på den ene eller den anden måde og af forskellige grunde har brug for og er afhængige af fællesskab.

Tag nu dette billede af en lille ok skovspurveunger, som sidder tæt sammen i træet. Der skabes varme og tryghed blandt dem. Forældrefuglene er lige i nærheden eller sammen med dem.

lidt endnu. Holdt sammen af familiebånd og varmen fra hinanden i reden kommer de senere videre hver for sig, med hver deres nye fællesskaber

Stort set på samme måde husker jeg også min barndoms familiesammenhold og fællesskab.

Vore forældre sørgede for, at vi fætre og kusiner lærte

hinanden at kende og kunne glæde os over et fællesskab, som udviklede sig gennem livet - også til at gælde andre fællesskaber i andre sammenhænge.

Vi havde gode rollemodeller.

Familiefællesskaber er ingen selvfølge, ligesom andre former for fællesskaber heller ikke er det.

I vores slægt har det været tryghedsskabende, at vi har kunnet samles og bevare kontakten. En fællesskabsfølelse som opretholdes og fornyes når vi mødes og fortsætte ”samtalen”

Et fællesskab, som det vi har på Bovbjerg Fyr, deles af de mange frivillige og ansatte, og giver mening for den enkelte og for de mennesker, som vi kommer i kontakt med.

Vi drikker en del kaffe – og får en del god snak. Sammen skaber vi et sted, hvor fællesskabet beriger, hvor livserfaringer deles og en større fælles forståelse slår rod.

Uden fællesskab er det svært at skabe noget og uden fællesskab er der ikke noget eller nogen at spejle sig i. Fællesskab skal dyrkes og næres.

Ensomhed og ufred er det gode fællesskabets modsætning. Utryghed, angst, ar på sjæl og krop. Vi ser det i verden til alle tider ikke mindst lige nu.

Uden fællesskab er det svært at skabe noget og uden fællesskab er der ikke noget eller nogen at spejle sig i. Fællesskab skal dyrkes og næres. I vores demokratiske verden ligger fællesskabet til grund for vore fælles værdier

Mit juleønske for os alle skal være, at vi bevarer håbet om gode meningsfyldte fællesskaber blandt os alle, ikke mindst for de nye generationer.

Glædelig jul

Rødhals.

SelmaLagerlöffortælleri”Kristuslegender” (1904)enlillehistorieomrødhalsen,og hvordandenksitnavnogsinrødefarve. DaGudskabtedyreneoggavdemnavne, blevogsårødhalsentil.Mendetvaren heltgråfugl,ogdenforstodikke,hvorfor densåskullehedderødhals.Gudsagdeda: ”Rødhalsharjegkaldtdig,ogrødhalsskal duhedde,mendumåselvsørgeforat fortjenedinerødehalsfjer.”Fuglenforsøgte detmedsinkærlighedsglød,medsinsangs glødogmedsinbrændendekamplyst, menligemegethjalpdet.Førstdadenk medlidenhedmeddenkorsfæstedeogaf barmhjertighedfjernedeentornfrahans pande,kdensinfarveafdetdryppende blod,somfaldpådensbryst.

Sanglærken harikkenogenfarverig fjerdragt.Påjordenerden derforikkesærligsynlig. Derimoderdenssanghøjt besungettilalletider. Herlangsdenjyske vestkystervisåheldigat kunnenydelærkesangen, daviharnogleområder , hvordetstadigermuligt fordenatleve,mendener istærktilbagegang. Toplærkensåmansidst etenkelteksemplaraf vedHirtshalsforetpar årsiden.

Jernspurv. Denssangbenævnessom lydenafforår.Densynger medennrislen, klingendesang.Ifuglebøgernebetegnesdens sangsomentrillebørs knirken. Detsynesjegnuikke,er såtypisk.

Fotografiske mesterskud

Brevduen har den store fornøjelse at have sin helt egen fotograf, der leverer fotos i en meget høj kvalitet.

Vores fotograf er Ane Margrethe Bjerre (1511), Bovbjerg. Det er ingen selvfølge at kunne levere mesterskud gang på gang. Det kræver en meget stor tålmodighed, men også at være ihærdig og altid være klar. Ane Margrethe ser man altid med sit kamera på sig eller lige ved hånden.

Det er fremragende naturbilleder fra en egn og en kyst, som er en del af Bjerreslægtens historie. Derfor er det oplagt at Ane Margrethe fotos har en fremtrædende plads i Brevduen.

Tilmed har Ane Margrethe kastet sig over et meget vanskeligt felt rent fotomæssigt, nemlig fotos af fugle.

Se også de mange smukke og betagende naturbilleder fra Bovbjerg og omegne, - også taget af Ane Margrethe

AneMargretheBjerre

Munk Hanmedsorthætte.Hunnenhar brunhætte. Navnetkommerafgræsk monachos”enderleveralene”. Denhardogsitnavnpgahætten, ikkefordidenleveralene. Munkenforetrækkersydligere himmelstrøgomvinteren.

Af Asbjørn Bjerre (1509)

Er det noget særligt at hedde Bjerre?

Det var det i al fald for mange for et par generationer siden, da de ældste af os var børn og unge. Og sandt er det, at der i vore forældres, bedsteforældres og oldeforældres generationer hos mange i familien har været en særlig vågen kulturel og politisk opmærksomhed og handlekraft.

Mange engagerede sig i, hvad vi bredt kan kalde det folkelige kulturarbejde. Det kunne være som initiativtager og drivende i det lokale foreningsliv. Min far var gennem hele min barndom tilrettelægger af foredragsaftener i vores lokale forsamlingshus. Jeg og mine søskende var altid med. Vi forstod nok ikke meget af hvad foredragsholderen – højskolefolk, præster og forfattere – fortalte. Men stemningen gjorde indtryk. Og vi blev vaccineret med højskolesangbogen. Som i øvrigt også var fremme, når der var familiebesøg eller andre gæster hjemme.

Højskolerne fyldte i det hele taget meget i familien dengang. Begge mine forældre havde været på højskole. Jeg antager alle mine utallige fætre og kusiner kom på højskole. Nogle kom til at arbejde på højskoler

Farbror Siliam var i mange år højskoleforstander på Vestbirk Højskole. Engang far ringede til ham, lød det: ”De taler med forstander Siliam Bjerre”. – Den højtidelighed måtte han høre for i mange år. Mange var også aktive i valg- og frimenigheder. Grundtvig havde vist Bjerre som mellemnavn. Også som initiativtagere i andelsbevægelsen var slægten stærkt repræsenteret. Og min bedstefar i Lomborg tog initiativ til en lokal afdeling af husmandsbevægelsen.

Min far og hans søskende kunne bruge ordet ”slægten”, fordi det for dem havde et indhold, de vist var ret enige om. Det samme gælder sikkert også de este af Brevduens læsere. Historien er kendt. Interesserede yngre kan nde den beskrevet i Agnete og Svend Erik Bjerre's bog Bjerreslægtens krønike” fra 1998. Her er intet udeladt. I vores generation er vi, der hedder Bjerre, nok lige så forskellige som andre mennesker.

Det er næppe bevidsthed om vore forfædres holdninger og gerninger, der er afgørende for, hvordan vi tænker og handler. Hvad vi har med os fra vores mor og far er derimod afgørende vigtigt, som det altid har været. Og da vore forældre selvfølgelig er præget af generationen før dem, bærer vi også noget med fra tidligere generationer Fra ”slægten”.

Mine forældre kom fra to store ”vestjyske bondeslægter”. Bønder var der jo mange af på landet indtil for et par generationer siden. Min far var – sammen med formand Krestens far, farbror Enrico – den absolut mest ”grønne” i søskendeokken fra Lomborg.

Far var lidt til grin blandt dygtige landmænd – også i Bjerreslægten – fordi han var ivrig biavler, drev ”økologisk landbrug”, undgik så vidt muligt kunstgødning, fortalte naboerne, at de som vigtigt led i vekseldriften skulle have marker med kvælstofsamlende hvidkløver, argumenterede for ”ren luft, rent vand og ren jord”, havde 30 stærekasser, harvede og såede uden om fuglereder i marken og ayste al jagt på ejendommen. De to sidste ting blev jeg drillet for i skolegården. Men jeg var stolt af mine forældre!

FotoafGunnarBjerre(628),Juelsgaard, Bovbjerg.Fotoetertagetengangi40'erne afAsbjørn,dahanvarenstordreng.

Hvis min far havde været landmand i dag og oplevet trepartsforhandlingerne og landboorganisationernes afvisning af at have medansvar for klima-, forureningsog biodiversitetskrisen, ville han have ønsket at kunne tage til København og demonstrere sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse foran Christiansborg.

Jeg kan se at mine forældres holdninger og handlinger har været inspirerende og rammesættende for, hvad jeg selv har gjort. Hvad jeg har fundet vigtigt.

Hvor meget af det, der kan spores tilbage i de to bondeslægter, er vanskeligere at se.

I vores generation er vi, der hedder Bjerre, lige så forskellige mht. holdninger og politiske aktiviteter som andre mennesker. Det er ikke bevidsthed om vore forfædres holdninger og gerninger, der er afgørende for, hvordan vi tænker og handler

Er Bjerreslægten noget særligt i dag?

Ja for det enkelte familiemedlem, hvis man selv oplever det.Det sidste kan jeg ikke formulere bedre end Signe, Janne og Anna gjorde det i Brevduen sidste år

Signe Bjerre: Jegtror,vimereendnogensindeførhar brugfordensammenhængskraft,dereriatværeendelaf nogetstørre.Endelafenslægt.

Janne Bjerre Christensen: Denvidenogfølelseomat tilhøreenslægt-ogikkekunenfamilie-erforstærkog vigtigtilatdenmågåtabt.

Anna Bjerre Johansen: Jegervoksetopienfamilieogen slægt,hvorderermange,dertagerordet,ogdetharjeg ogsålærtatturde.Mendét,jegsærligtharmedmig,er vigtighedenafatgøredetifællesskaber,iforeninger,i bevægelser.Dererintet,jegløfteralene.