
1 minute read
Undersøgelsesspørgsmål
UNDERSØGELSESSPØRGSMÅL
Undersøgelsen vil overordnet lægge vægt på at undersøge:
De unges oplevelse af læring og læringsformer i en brandkadetkontekst
De unges erfaringer med at overføre kompetencer fra `brandkadet-kontekst` til andre sammenhænge - eksempelvis skole og fritid
De unges oplevelser af relationernes (til instruktører, andre brandkadetter og brandvæsen som fællesskab) betydning for deres liv
Forandringer i de unges selvfølelse og selvforståelse, eksempelvis selvtillid
Forandringer i de unges mestring og sociale navigation på andre arenaer i deres liv, eksempelvis strategier for at løse konflikter, være i relationer i skolen og fritid, og social position i peer´ s fællesskaber
Specifikke undersøgelsesspørgsmål:
Hvad fortæller brandkadetterne i forhold til hvilke erfaringer og kompetencer, de har taget med sig fra deres kadetforløb? Hvad fortæller brandkadetterne om, hvordan de bruger deres erfaringer og kompetencer fra korpset på andre arenaer? Hvad fortæller brandkadetterne om deres oplevelse af, hvad andre (forældre, venner, lærere, kollegaer, instruktører, andre kadetter) har lagt mærke til? Hvad fremhæver kadetterne, når de skal anbefale brandkadetkorps til andre unge?
Undersøgelsen er kvalitativ og eksplorativ i sin metodiske tilgang og tager udgangspunkt i brandkadetternes oplevelser ud fra deres perspektiver om dét at være brandkadet og med egne ord får betydningstilskrevet udbyttet af deres erfaringer og læring. Det giver mulighed for at lave kvalitative tolkninger og belyse tendenser og særlige fællesnævnere i de unges fortællinger. Metoder, processer og interviews er baseret på en åben og dynamisk tilgang (eksplorativ) og dermed mindre struktureret i tilgangen. Undersøgelsens resultater sigter ikke mod at måle på specifikke effekter, men har en bredere nysgerrighed på at undersøge hvilke temaer, de unge taler frem, og hvad det har af betydning i deres ungdomsliv. De unges blik giver mulighed for at perspektivere undersøgelsens resultater til de mere konkrete opmærksomhedspunkter, som Unge i Beredskabet ønsker at blive klogere på i denne undersøgelse.
Undersøgelsen tager afsæt i brandkadetternes fortællinger om konkrete erfaringer og oplevelser om, hvilken betydning det har for den enkeltes unges liv i forbindelse med, hvad han/hun erfarer, oplever og lærer i et fællesskab med andre unge og deres instruktører i en brandmandsfaglig kontekst.