
1 minute read
INDLEDNING
INDLEDNING
Unge i Beredskabet1 er en landsorganisation, som samler og varetager arbejdet med alle børn og unge med interesse for brand og redning i Danmark. De er et inkluderende socialt fællesskab af brandkadet- ungdoms- og juniorbrandkorps på tværs af landet, som tilbyder børn og unge viden, oplevelser og kompetencer indenfor brand og redning. Med de unges deltagelse i beredskabet, ønsker Unge i Beredskabet at være med til at ruste og modne børn og unge til livet, både hvad angår uddannelse, job og det at få et godt børne og ungdomsliv. Unge i Beredskabet er katalysatorer for nationale og regionale aktiviteter og bistår korps og kommuner med råd, vejledning, uddannelse og støtte i forbindelse med opstart, drift, udvikling og aktiviteter i lokale brandkadetkorps. Unge i Beredskabet har eksisteret siden 2014 og har igennem årene fået mange erfaringer og viden om, hvordan man kan inkluderer børn og unge i faglige og sociale fællesskaber, og hvilke didaktiske og pædagogiske tilgange og metoder, der giver mening i praksis.
Indsatserne i brandkadetkorpsene er i begrænset omfang blevet undersøgt i nogle få rapporter, som primært har haft fokus på de lokale korps resultater, organisering, strukturer, finansiering og potentialer for de unge og samfundet. På trods af denne indsamling af viden er der ikke lavet nogen undersøgelser, der særskilt undersøger de unges perspektiver og fortællinger om, hvilken betydning det har haft for dem at være deltager i et uddannelsesforløb som brandkadet og en del af et fællesskab i beredskaberne.
Unge i Beredskabet vil gerne undersøge de unges fortællinger om det at være brandkadet og blive klogere på, hvad de unge oplever i forbindelse med deres uddannelser og tilknytning til fællesskabet, samt hvilken betydning det har for dem i deres ungdomsliv. Hvilke særlige fortællinger dominerer blandt de unge? Hvilke erfaringer får de som brandkadet? Hvad lærer de som brandkadet? Hvad kan de bruge det til i livet? Hvilken betydning har det for den enkelte? Hvad ligger andre omkring de unge mærke til?
Ved hjælp af de unges perspektiver og fortællinger om, hvad de oplever, erfarer og lærer som brandkadet, vil Unge i Beredskabet få mulighed for at få valideret deres indsatser, få nye indsigter og inspiration til at kvalificere og videreudvikle deres tilbud og arrangementer for børn og unge.
1Kilde: www.ungeiberedskabet.dk