Første kapitel Den der vil lægge billet ind på Carlsbergs æresbolig i Valby, 850 kvadratmeter med fuld kælder og park, gratis og på livstid, kan med fordel begynde med at skaffe sig nobelprisen i fysik. Det har Andrea Fink gjort i en tidlig alder, og derfor har hun kunnet overtage huset efter Niels Bohr engang i 60erne og bo her i 50 år. Nu gør hun sig klar til at forlade det. Hun er ved at dø. De fleste nærmer sig døden modstræbende, rent personligt kommer jeg til at nærme mig den skrigende og fægtende med armene. Andrea Fink bevæger sig hen imod den som en operadiva til en afskedskoncert. Det bliver en velgørenhedsforestilling, hun har givet alt væk. Salen jeg træder ind i er fuldstændig nøgen bortset fra hendes hospitalsseng. Alt hvad der er tilbage på væggene er cremefarvede felter hvor malerierne har hængt. Ikke engang en stol er der blevet tilbage. Jeg går frem til sengen og læner mig op af min krykke. Hendes synsfelt er snævret ind, først da jeg er helt tæt på ser hun mig. -Susan, siger hun. – Hvad vil du gøre for at få dine børn tilbage? –Alt -Det kommer du også til. Hun åbner den gennemsigtige hånd der hviler på dynen, jeg lægger min håndflade mod hendes. Hun har altid villet røre ved den hun taler med. -Du er tynd. Jeg kan mærke hendes medfølelse rent fysisk. Bohr sagde om hende at hun var den eneste berømthed han havde mødt som berømmelsen ikke havde korrumperet. -Dysenteri. Men jeg er under behandling. Noget trykkes mod mine baglår, en stol er alligevel tryllet frem af tomheden, tryllekunstneren bevæger sig væk fra mig i en halvcirkel, så han kommer i dækning bag sengen. Han er en lille og elegant mand med en stærk tro. Det han tror på, er betydningen af at have den bedst mulige skrædder, og det stærkest mulige statsapparat. Hans navn er Thorkild Hegn, og han har angiveligt været departementchef i Justitsministeriet. Det er anden gang han og jeg træffer hinanden. Første gang er to uger tidligere, i Tula-fængslet i Manipur, på grænsen ind til Burma, i det de kalder besøgsrummet, en vinduesløs gravhvælving af beton. Det første der slår mig da de sætter mig overfor ham, er at her har vi en mand der har sat termodynamikkens anden hovedsætning ud af kraft. I en by og et rum hvor alt og alle sveder, også betonen, er han sval og veltilpas i hvid skjorte, jakke og slips. -Jeg kommer fra den danske ambassade. Selvfølgelig kommer han ikke fra ambassaden. Hans teint er hvid og sart, han kommer direkte fra Danmark. -Hvor er mine børn? -Din søn er tilbageholdt i Almoeda, en lille grænseby op mod Nepal. Sigtet for forsøg på udsmugling af antikviteter. Din datter er tilsyneladende løbet bort med en præst ved Kalitemplet i Kolkata.
Vi ser på hinanden. Tvillingerne er 16 år gamle. -Din mand… -Ham vil jeg ikke høre om. Han lægger et eller andet på bordet mellem os. På grund af synsforstyrrelserne kan jeg først ikke se hvad det er. Så toner Time Magazine frem. Bladet har fire mennesker på forsiden. En mand sidder ved et koncertflygel op ad hvilket to børn med hver sin violin læner sig. Med hånden på mandens skulder står en kvinde hvem hensynsløse mennesker har overtalt til at iføre sig akademisk kappe og doktorhat. Børnene er lyslokkede og blåøjede og ser ud som om de vinder alles hjerter og om et øjeblik vil modtage legater til ophold ved udlandets bedste konservatorier. Manden har sjælfulde og sørgmodige øjne, og et lille smil der fortæller at det der tynger sjælen i hvert fald ikke er et lavt selvværd. Teksten under billedet er The Great Danish Family. Børnene med violinerne er mine børn. Kvinden med doktorhatten er mig. Manden ved klaveret er Laban Svendsen, min mand. Det er min egen familie jeg prøver at holde i fokus. -Din mand er rejst til Goa med en maharajas datter. På 17 år. Og hele den sydindiske mafia efter sig. Hvordan er komforten på dette sted? -Upåklagelig. Vi er 30 kvinder på 15 kvadratmeter. Et pedallokum i hjørnet. En tønde med regnvand og en skål ris til deling om dagen. Slagsmål med barberblade hver nat. Tre uger uden at se en advokat. Den sidste uge har jeg tisset blod. -Vi kan skaffe dig medicin. Få pigen taget i forvaring. Vi arbejder på at få drengen løsladt. Måske kan vi finde din mand inden mafiaen. Vi håber på at kunne have jer alle tilbage i Danmark om en uge. Han taler om at udføre vediske mirakler. Om at ophæve det rådende kaos i indisk retspraksis. Omgå udleveringsaftalerne, finde et menneske der er forsvundet i det indiske verdenshav. Og alligevel er det spørgsmål der falder én ind, ikke om han kan gøre det, men hvorfor han vil. Den svindende del af den danske befolkning der endnu ikke selv har siddet inde tror at fængsler må være stille steder, knuget af anger og selvransagelse. Denne teori er fejlagtig. Fængsler larmer som rovdyrbure ved fodringstid. Men i besøgsrummet er væggene massive, de standser de højfrekvente svingninger. Herinde er støjen mere en vibration end en lyd. I denne relative stilhed skulle han have rejst sig og være gået. Det gør han ikke. Noget han ikke véd hvad er, holder ham fast. -Du er sigtet for drabsforsøg med de bare hænder. Mod en mand som efter politirapporten at dømme er en meter og halvfems høj, og atletisk som en græsk helt. Hvordan hænger det sammen?
Hans undren er der ikke noget mærkeligt i. Jeg er selv forbavset. Hvis det skulle lykkes mig at genvinde hvad de sidste måneder har kostet skal jeg stadig være taknemmelig hvis jeg når op på den gode side af 60 kilo. Glidningen består i at han ikke kan skjule sin nysgerrighed. -Kasinoet har sagt til politiet at du prøvede at købe jetoner ved at love dem hans organer. -Det var min spøg. -Sådan opfattede kasinoet det ikke. Heller ikke manden. I det øjeblik går det op for ham at han er ved at miste grebet. At han er ved at give mig et glimt af ham selv. Et kort øjeblik går chokket ved hos sig selv at møde en ukendt svaghed hen over hans ansigt. Så rejser han sig. Her i æresboligen, 14 dage efter, er chokket ikke helt forsvundet. Og han er ikke en mand der begår den samme fejl to gange. Det er derfor han nu sørger for at have hospitalssengen mellem ham selv og mig. I hånden holder han en mappe af karton. Og det samme nummer af Time Magazine som han viste mig i fængslet. Andrea Finks hovedgærde er skubbet op til en væg af glas. Uden for væggen står træer og buske hjemført fra fremmede verdensdele i skjul under 10 centimeter beskidt tøsne og undrer sig sammen med os andre over hvad det egentlig var man skulle i Danmark på denne årstid. Et sted i parken lyder barnestemmer. Hendes ansigt lyser op. Måske er det børnebørnene, måske har hun samlet familien her tæt ved målstregen. I det øjeblik mærker jeg at tvillingerne er i nærheden. Det er en irrationel sansning, ikke en respons på en fysisk målbar stimulus. Jeg kommer op og krykker hen over gulvet til en dobbeltdør og skubber den op. Thit og Harald, tvillingerne, er det første jeg sanser. Men det er ikke det første jeg retter blikket mod. Det første jeg ser på er manden bag flyglet, Laban Svendsen, min mand, børnenes far. Om hans fornavn er i tidens løb mange meninger givet til kende. Jeg kender den autoritative forklaring. Hans mor fortalte mig engang at hun havde døbt ham sådan, fordi han fra fødslen havde så kraftig en lighed med en barokengel at hendes moderinstinkt fortalte hende at det var nødvendigt at stikke ham en lille, velanbragt kæp i hjulet på så tidligt et tidspunkt som muligt. Han ligner stadig en engel. Men nu er han fyldt 45. Og han har haft den indiske mafia i hælene. Det er med tilfredshed jeg ser at det har mærket ham. Og det er med beklagelse jeg ser at det så alligevel ikke har mærket ham dybere. At jeg ser på ham først, skyldes en fast forankret overenskomst. Fra før vi fik tvillingerne vidste han og jeg at vi kunne risikere at drukne i børnene. Derfor aftalte vi nogle spilleregler. Som gælder også nu hvor familien er under desintegration. Den første af disse regler er: Mødes vi, og er børnene til stede, så anerkender vi voksne først hinandens eksistens. I en fjern fortid var det med kys og omfavnelser. Nu er det med tankefulde blikke der lover livslangt nag og infinitte sanktioner. Tvillingerne står lænet op af flyglet. Men de har ingen violiner. Og violinerne er ikke det eneste de har mistet siden vi poserede for Time. Også noget af den uskyld som nogen måske ville påstå fandtes på fotografiet, er gået tabt.
De løber og jeg falder fremad, vi mødes midt på gulvet og klamrer os til hinanden. Det er en ydre genforening. Indvendigt har jeg mistet dem for lang tid siden. Måske allerede ved fødslen. Som var kort og hård. Lægen ville give mig et eller andet smertestillende, jeg må have sagt noget til ham, på stuegangen 48 timer senere var han stadig bleg. Men jeg ville opleve det hele. Da jeg lagde tvillingerne til brystet bristede denboble vi havde levet i under graviditeten. Fra de kommer til verden er børn allerede på vej væk fra forældrene. De drejer sig efter brystvorten. Men et eller andet sted langt nede i deres nervesystem arbejder de allerede på at flytte hjemmefra. Alligevel mærker jeg en overvældende lettelse. Og en overvældende angst. De fleste naturlove kan formuleres som energetiske ligevægte. Den der får et barn, modtager en nøje afstemt balance af kærlighed og frygt for at miste. Og den der får tvillinger får dobbelt. På begge sider af lighedstegnet. Den udmattelse der har været holdt nede slår igennem, rummet sejler, tvillingerne færger mig hen til en stol. Thorkild Hegn står i døren. Med det grå omslag. Og Time Magazine. -I er et symbol for mange. Kunstneren. Videnskabskvinden. Kulturelle ambassadører for UNESCO. Medansvarlige for det største EU-finansierede uddannelsesprojekt uden for Europa nogen sinde. Vi vil prøve at beskytte symbolet. Vi mener vi kan berolige det indiske politi. Undgå den danske retssag. Forhindre at de orientalske dælagt jer ud med sporer jer hertil. Det vil tage os nogle uger. Vi har sat varme på i jeres dejlige hus. Vi har fyldt køleskabet op. Vi har en vogn holdende udenfor der kan køre jer hjem. Laban og tvillingerne ser taknemmelige på ham. De tror han er den gode fe. Det er en fejlvurdering. Der skyldes deres opvækst. Laban er født til at blive elsket og feteret og massivt sponseret fra vugge til grav. Tvillingerne har nået deres 16 års fødselsdag uden at modtage hårdere slag fra skæbnens side end kærlige klap i deres pudrede numser. De har endnu ikke fattet mistanke. De tror at tilværelsen er en slags gavebod med frit valg på alle hylder, selv Laban som burde vide bedre tror det. Det har altid været mig der har ført familiens regnskaber. Og det er ikke bare fordi jeg har forstand på tal. Det er fordi jeg er den eneste af os fire der véd noget om, hvad det hele i virkeligheden koster. Det det i virkeligheden koster, begynder nu at komme til syne. -Der er en lille ting vi vil bede jer om til gengæld, Susan. Vi vil bede jer spørge et menneske om noget. Han lægger den grå kartonmappe på flyglet Der bliver stille i stuen. Bortset fra de fjerne barnestemmer, og de spiritistiske interferenser der altid hvisker omkring et flygel. Nu er selv tvillingerne ved at forstå hvor vi er på vej hen. Thorkild Hegn forholder sig tavs. Han truer ikke, han presser ikke. Uden at sige et ord lader han virkeligheden gøre sig gældende. -Der står et telefon nummer på flappen. Til når I har godt nyt. Så lukker døren sig foran ham. Han er væk. En dør i lokalets anden ende går op, vi ser ud i en entré med en glasdør. Uden for glasdøren holder en bil og venter. Familien Svendsens audiens i Carlsbergs Æresbolig er forbi.