1 minute read

Store badedag

Next Article
SOGNETUR

SOGNETUR

Dansk er ikke verdens nemmeste sprog synes jeg. Da jeg som udlænding fik mit første embede som præst, morede det kirkegængere ret meget, at jeg konsekvent begyndte gudstjenesten med ordene: ”Herren være med jer. Lad os alle bade”!

Der var åbenbart nogle nuancer i det danske sprog, jeg ikke helt havde gennemskuet endnu. Men jeg fik hurtigt klar besked: Fjerde fredag i maj er altså Stor Bededag og ikke stor badedag. Eller rettere: det var det engang. For i mine femten år som præst har jeg kun været med til en enkelt bededagsgudstjeneste. Alle de andre gange blev det til den store konfirmationsdag. Jeg er altså ikke den eneste, som nytolker de danske vokaler: Danskere foretrækker at feste frem for at faste!

Advertisement

Nu er det store bedeslag udkæmpet. Helligdagen er sløjfet. Økonomien skal jo hænge sammen, og de øgede forsvarsudgifter skal finansieres. Det forstår jeg godt.

Sagsforløbet har dog været ret uheldigt, vil jeg mene, for nu at sige det pænt. Bevares: Lovforslaget blev vedtaget på demokratisk vis og med klart flertal. Men ærlig talt: Beslutnin- gen har ikke gjort det lettere for mig at gennemskue det særligt danske ved den danske arbejdsmarkedsmodel eller at kunne få øje på forskellen mellem en folkekirke og en statskirke. Også heromkring er der åbenbart nogle nuancer, jeg ikke helt havde gennemskuet endnu.

Vi kan sagtens klare os uden Stor Bededag. Kirkeligt set gjorde vi det jo på en måde allerede. Men lad os for alt i verden blive ved med at unde konfirmanderne deres store dag. Det har de brug for! Konfirmanderne fortjener en dag, hvor vores fokus ikke ligger på alt det, de skal og bør. En festdag, som netop ikke står i ansvarlighedens og samfundsøkonomiens tegn. De har brug for at høre, hvor meget vi glæder os over, at de er til. Og de – ligesom vi – har faktisk også godt af at vide, at Gud er med os, når vi nu skal kaste os ud i livets bølgegang.

Herren være med jer!

Lad os alle bade!

Bart Vanden Auweele

This article is from: