Page 1

April 2014 Blur & Britpop-scenen


Månedens tema på DR P6 Beat Følg med på DR’s hjemmeside om dato for portrætudsendelse om Blur på radiokanalen P6 Beat. Dato endnu ikke fastlagt.

Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om Blur, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om Blur på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus..

Månedens tema på Bibzoom Læs artikler og hør musik om månedens tema på Bibzoom

Musik Download indspilninger på Bibzoom CD og DVD på Bibliotek.dk

Tekst og Redaktion: Inger Andersen


Blur og Britpop-scenen Introduktion Den 25. april er det 20 år siden at Blur sendte deres tredje album "Parklife" på gaden. I den anledning synes det berettiget med en hyldest til et af halvfemsernes helt store navne og britpopgenren generelt. Med numre som ”Parklife”, ”Girls & Boys” og ”Tracy Jacks” gik albummet direkte til tops på de hjemlige salgslister, og Blur gik fra at være et venstreorienteret indieband til popsensation. ”Parklife” banede med andre ord vejen for bandets internationale gennembrud, og albummet var således stærkt medvirkende til at britpoppen blev et verdensomspændende fænomen - en værdig konkurrent til den mere hårdtslående amerikanske grunge, som ellers enevældigt dominerede den internationale rockscene op gennem halvfemserne. Sammen med bands som Oasis, Suede, Pulp og Elastica var Blur i halvfemserne med til at revitalisere traditionen for guitarbåren pop i England, og de var derigennem med til at redde den fra at gå glemmebogen. Blur har desuden flere gange udvist modet til at gå nye veje og forny sig. Alt sammen til stor inspiration for hele den efterfølgende generation af britiske musikere (Radiohead, The Verve, Travis, Stereophonics, etc). Blur modtog i 2012 en Brit Award for deres enestående bidrag til musikken. Begyndelsen Historien om Blurs begyndelse er den klassiske ”dreng-møder-dreng-og-danner-et-band-sammenhistorie”. Damon Albarn (forsanger) og Graham Coxon (guitarist) møder første gang hinanden i 1980 på Stanway Comprehensive School (Colchester, Essex), og de to drenge opdager hurtigt at de har en fælles interesse for musik. De begynder at lave musik sammen, og trods store forskelle i øvrigt udvikler det sig med årene til et nært venskab. Efter gymnasiet starter de begge på Goldsmiths College i London, men ingen af dem trives på den hippe kunstskole, og makkerparret beslutter sig efter et års tid for at satse 100% på musikken. Efter flere løse konstellationer slår de sig i 1988 sammen med Dave Rowntree (trommeslager) og Alex James (bassist) og danner bandet Seymour. Halvandet år senere får firkløveret langt om længe en pladekontrakt med Food Records, som dog betinger sig et navneskifte, og at Rowntree omgående stopper med at spille koncerter iført pyjamasbukser. Seymour erstattes af Blur, og et halvt år senere udsender bandet deres første single ”She´s so high” til overvejende tavshed. Blurs anden single ”There´s no other way” derimod bliver et mindre hit, og med et bliver kvartetten en del af ”The Scene That Celebrates Itself” centreret omkring den fashionable ”The Syndrome Club” i London. Debutalbummet ”Leisure” udkommer i 1991. Stilmæssigt stiller det sig på skuldrene af en døende madchester-scene og shoegaze, og albummet får følgelig en kølig modtagelse hos både anmeldere og fans.


En skæbnesvanger USA-tour Forgældet og lettere frustrerede over at være havnet i et kreativt dødvande, tager bandet i 1992 på en længere turné i USA. Turnéen byder på halvhjertede og udmygende koncerter for et grunge-hungrende publikum, som ikke forstår de til tider sky og følsomme briter. Modgangen afstedkommer heftigt drikkeri og interne stridigheder (på et tidspunkt render de alle rundt med et blåt øje), men bandet formår på næsten mirakuløs vis at få vendt krisen til noget konstruktivt. De finder atter fælles fodslag og begynder i ren trods at udvikle en distinkt britisk lyd. Især Albarns hjemve er stor og den bliver en kreativ katalysator for transformationen til britpoppere. Engelsk guitar-pop og bands som The Kinks, The Beatles og XTC bliver bandets primære inspirationskilde. Gennembruddet og cementering af britpoppen Umiddelbart efter hjemkomsten til England går Blur atter i studiet, og året efter udgiver de ”Modern Life Is Rubbish”, som tydeligt bærer præg af bandets nye manifest. Albummet er med til at kickstarte britpopbølgen, og tingene begynder pludselig at gå stærkt for Blur. I 1994 udgiver de således ”Parklife” og i 1995 ”The Great Escape”. Disse tre albums udgør tilsammen bandets britpop-trilogi (uden at være tænkt som sådan fra start). På daværende tidspunkt skyllede en kulturel tsunami kaldet Cool Britannia ind over England. Der var en øget optimisme i landet (”New Labour”) og øget stolthed over ens britiske rødder. Man begyndte at kigge tilbage på tidligere tiders britiske populærkultur (især fra 60érne) og hyllede sine rødder. Læg dertil at grunge var på vej mod et total verdensherredømme. Det var i dette matrix at britpoppen blev født. Blur var bestemt blandt foregangsmændene, men som nævnt tidligere var de ikke ene om at hente inspiration hos bands som Beatles, Rolling Stones, Kinks, etc. Dette skabte en naturlig konkurrence som medierne gladelig blæste ild til (og musikerne ikke var blege for at spille med på). Det var en god historie, og det resulterede i masser af omtale. Største og mest naturlige konkurrenter var Blur og Oasis. En strid der starter under Grammy Awards i 1994, og som hurtigt når groteske højder. ”The battle of britpop” Rivaliseringen med Oasis kulminerer i ”The battle of britpop” d. 14 august 1995 - dagen hvor de to bands simultant udgiver singlerne ”Country House” og ”Roll With It”. Blur hitliste-tryner Oasis eftertrykkeligt, men på albumniveau ender ”The Great Escape” med at tabe stort til ”(What´s the Story) Morning Glory?”. Konkurrencen udvikler sig til en kamp imellem iscenesat, intellektuelt koketteri mod brovtende, hærdebred, arbejderklassemaskulinitet. Folkestemningen vender på en tallerken til fordel for Oasis, og Blur bliver pludseligt opfattet som et uautentisk middelklassepopband sammenlignet med arbejderklasseheltene i Oasis.


Krise og famøs optræden på italiensk tv De massive problemer kanaliseres indad, og Blur begynder langsomt at gå i opløsning. Tilsammen udgør de fire medlemmer af Blur en destruktiv nedsmeltningsenhed. Det hele kulminerer med en skandaløs playback-optræden på italiensk tv i 1996, hvor Alex James og Graham Coxon må erstattes af henholdsvis en papfigur og en roadie, da de er for påvirkede til at kunne optræde. Nybrud og Coxons pause Fadæsen bliver startskuddet til en massiv fornyelse. Coxon ønsker at bandet igen skal være i stand til at skræmme folk. Samtidig får Coxon en større kunstnerisk frihed. ”Blur” som udkommer i 1997 bærer tydeligt præg af dette, og trækker store veksler på amerikansk lo-fi og indierock. Et radikalt og modigt skifte, men med numre som "Song 2" og ”Beetlebum” bliver albummet mod alle odds en stor succes såvel kunstnerisk som kommercielt. På bandets næste album, ”13” (1999), eksperimenteres der med elektronisk musik og gospel, og Albarns sangtekster afslører en stor sorg efter bruddet med Elasticaforsangerinden Justine Frischmann. Lyt blot til numrene ”Tender” og ”No Distance Left To Run”. I maj 2002 forlader Coxon indspilningerne af bandets syvende album ”Think Tank” for at få styr på sit alkoholmisbrug. Albummet udkommer i 2003, og afspejler Albarns stigende interesse i hip hop og afrikansk musik. Efter en række koncerter i 2003 uden Coxon, stopper Blur med at indspille og turnere, og medlemmer engagere sig i andre projekter. Genforeningen I 2008 genforenes Blur til manges overraskelse med Coxon tilbage i folden. Bandet giver det følgende år en række koncerter, og de har siden fortsat med at frigive singler og retrospektive udgivelser samt turnere internationalt. Blur gæstede sidst Danmark i 2012 i forbindelse med Smukfest. Om der kommer et nyt album fra Blur vides ikke med sikkerhed, men der verserer fra tid til anden rygter herom, og man har vel lov at håbe.


Blur: Vi har ikke nogen masterplan for fremtiden Gruppens fremtid er fuldstændig åben, fortæller bandet til GAFFA Af Ole Rosenstand Svidt (Oprindeligt udgivet på GAFFA.dk, d. 10/8 2012) Torsdag aften spillede de gendannede britpop-legender Blur på årets Smukfest og gav en koncert, som GAFFAs anmelder Peter Studstrup tildelte fem stjerner og blandt andet følgende ord: "På en aften, hvor Blur viste spændvidden i deres musikalske bagkatalog, med klar vægt på deres hits, sejrede orkesteret med en usentimental, smuk og festlig svanesang." Koncerten var sammen med fredagens show på Way Out West i Göteborg Blurs eneste koncert i år uden for England, hvor Blur har givet fire koncerter tidligere i august. Kort før koncerten fangede GAFFA halvdelen af bandet, bassist Alex James og trommeslager Dave Rowntree, backstage til en snak om Blurs fortid og mulige fremtid, som der har været en del forskellige udmeldinger om i pressen på det seneste. Hvordan kan det være, at I lige spiller på Smukfest på jeres korte sommerturné? Dave: – Vi har et stort show i London på søndag (de Olympiske Leges afslutningsceremoni, red.), så vi ville sammensætte en kort tur for at varme op og spille stadig større steder. Og det er et dejligt sted, det her. Men det er først og fremmest, fordi timingen er god, at vi spiller her. Alex: – Jeg vil lige sige, at jeg er enormt glad for at være tilbage i Danmark. Jeg elsker landet, og jeg elsker "pølse" (udtalt på en slags dansk, red.). Ja, det er ni år siden, I har spillet her, sidst var på Roskilde Festival 2003... – Ja, og det var uden Coxon (guitarist Graham Coxon, der gik ud af gruppen kort inde i indspilningerne af gruppens hidtil seneste album, "Think Tank" fra 2003, men nu er tilbage, red.). Hvad med jeres fremtid? Der har været mange forskellige udtalelser i pressen fra de forskellige medlemmer... Dave: – Det har været forskellige udtalelser i pressen, fordi vi er fire forskellige personer, og vi har ikke nogen samlet plan. Der er ikke nogen masterplan. Vi har fokuseret på denne turné og vores nye bokssæt, og vi har ikke nogen planer for, hvad der skal ske fremover.


Alex: – Hvis vi spiller en dårlig koncert i aften og på søndag, så vil vi i hvert fald ikke fortsætte. Men hvordan synes I, de andre koncerter er gået? Alex: – De er gået forrygende. Forleden strejkede Grahams guitar i to numre, men folk var fuldstændig ligeglade, de sang med af fuld hals. Timingen synes at være den rette nu. Vi var ellers bange for, at koncerterne ikke ville kunne hamle op med de koncerter, vi holdt i 2009, men det kunne de. Det lader til, at jo mindre vi laver, jo bedre kan folk lide os. Men hvis koncerterne går godt, hvorfor så stoppe? Dave: – Der er fire personer i bandet, og vi har hver vores liv. Vi brugte et år på at sammensætte denne turné og vores bokssæt, og det er noget af en militæroperation bare at bringe os sammen. Og vi er enige om ikke at lægge for meget pres på os selv ved at sætte alle mulige ting i gang. Alex: – Fokus har været på at gøre disse koncerter så gode som muligt. Andet har vi ikke tænkt på. Ville bare lege lidt i studiet Men I har dog udgivet to nye sange, "Under The Westway" og "The Puritan", på en fælles single? Dave: – Ja, vi ville lave en enkelt ny sang, og det gik så godt, at vi fik lyst til at indspille én til. Alex: – Ja, og vi udgav også en forrige år (Record Store Day-singlen "Fool's Day", red.). Der var også noget med, at I var i studiet med William Orbit (producer af Blur-albummet "13" og for blandt andre Madonna, red.). Hvad skete der med de optagelser? Dave: – Vi var i studiet med ham for at indspille "Under The Westway", men vi endte med at producere sangen selv. Der var spekulationer om, at vi ville indspille et album, men det har aldrig haft noget på sig. Vi ville bare i studiet og lege lidt, og vi har ikke indspillet andet end de to sange, vi har udgivet nu. Damon Albarn sagde for nylig, at det kunne være, I ville indspille et soundtrack til en film, hvis nogen spurgte jer... Alex: – Sagde han det? Dave: – Ja, det sagde han. Men sådan er det; når du spørger fire personer, så får du fire forskellige svar alt efter, hvilket humør folk lige er i den dag. Men vi har altså ikke nogen masterplan for vores fremtid. Alex: – Vi har hele tiden haft den holdning, at hvis det bliver nogle gode koncerter, disse her, så kan det være, vi fortsætter, ellers ikke. Men det var, fordi vi blev spurgt, om vi ville spille til afslutningen af de Olympiske Lege, at vi overhovedet fandt sammen igen. Vi kunne ikke sige nej til OL. Det er sådan en positiv begivenhed, og England var ellers temmelig deprimeret på grund af finanskrise og arbejdsløshed sidste år, men nu er der en rigtig god stemning på grund af OL. Dave: – Blur er ikke et fuldtidsband. Det vil sige, at det er fuldtids, når vi laver det, men ellers ikke. Vi har hver vores respektive liv og karrierer. Alex: – Vi er nødt til også at kunne gøre andre ting end Blur. Det tager presset væk.


Bokssæt på gaden I har lige udgivet bokssættet "21" med alle jeres syv album i remastererede udgaver og i alt 65 uudgivne numre, tre dvd'er og meget mere. Kan I fortælle lidt mere om den udgivelse, der fejrer 21-året for jeres debutalbum. Hvorfor lige 21 år, det er jo et lidt skævt tal? Dave: – Det skulle være i år på grund af OL, og vi kan jo ikke ændre på året for udgivelsen af vores debutalbum. Alex: – Vi har arbejdet i et år på at sammensætte bokssættet. Vi har alle brugt mange timer på at høre gamle kassettebånd med demoindspilninger. Vi var et produktivt band, og vi lavede en masse B-sider til forskellige udgaver, fanklubsingler og så videre. Der var for eksempel en ni minutters optagelse af vores allerførste øver fra 1988, som jeg ikke har hørt siden dengang. Dave: – Og jeg har stadig en masse ting, som vi ikke har været igennem endnu. Alex: – Så hvis vi bliver uvenner, udgiver du dit eget bokssæt. Højdepunkter i karrieren... Hvad har været højdepunkterne i jeres karriere – kan I komme med nogle eksempler? Alex: – Da vi udgav vores første single ("She's So High", 1990), vores første album ("Leisure", 1991), vores første fotosession. Og da vi førte gang hørte os selv i radioen, det var vores anden single "There's No Other Way" (1991, red.). Jeg husker tydeligt, at vi hørte den i radioen i turbussen. Og første gang vi virkelig blæste taget af et spillested, på JB's i Dudley i 1990, første gang vi spillede på Glastonbury... Første gang er altid noget specielt.


Dave: – Det er også altid fedt at spille, for så får vi hørt vores sange. Vi sidder jo ikke derhjemme og spiller vores plader, når vi har indspillet dem. Hvilket Blur-album er jeres favoritalbum? Alex: – Mange fans foretrækker "Modern Life Is Rubbish" (1993, red.), og det gør jeg måske også. Den plade var et vendepunkt for os, hvor vi for alvor første gang fik fat i noget, syntes vi selv. Men til vores første koncert efter udgivelsen kom der ikke en eneste musikjournalist. Vi var virkelig ude i kulden, og vores pladeselskab forstod det heller ikke. Men en sang som "For Tomorrow" er stadig fed at spille live, ikke mindst når blæsersektionen giver den gas. Dave: – Jeg har virkelig svært ved at adskillige pladerne fra de følelser, jeg havde, da vi indspillede dem, og derfor har jeg svært ved at lytte til dem. Men jeg synes også, "For Tomorrow" er en fremragende sang. ... og det modsatte Er der så nogle hændelser i jeres karriere, I gerne ville have været foruden? Alex: – Vi begik nogle fejl i USA, hvor vi spillede meget i begyndelsen uden særlig meget succes, og vi kom til at gå hinanden på nerverne. Vores single "Bang" (1991, red.) var jeg heller ikke begejstret for. Hvad skal I to lave, når I har afsluttet denne turné? Dave: – Vi skal giftes, med hinanden (griner). Tillykke. Og derudover? Dave: – Jeg arbejder som advokat, og det skal jeg tilbage til. Alex: – Vi er meget privilegerede, fordi vi har været i et populært band, så vi får mange tilbud og har mange muligheder for musikalske samarbejder, og dem vil jeg da helt klart benytte. Men ellers har jeg fem børn, jeg også skal være sammen med. De tildelte 20 minutter er gået, og Alex og Dave skal gøre sig klar til aftenens koncert, men på falderebet kan det nævnes, at Alex også har plejet en succesfuld karriere som osteproducent, ligesom Dave har stillet op til flere lokalvalg for Labour, dog uden at blive valgt. Guitarist Graham Coxon har en musikalsk solokarriere kørende, og sanger Damon Albarn har, som den opmærksomme musikelsker nok har opdaget, gang i adskillige musikalske projekter. For nylig udgav han det klassisk inspirerede soloalbum "Dr. Dee" og et album med supergruppen Rocket Juice And The Moon, der foruden ham selv består af Red Hot Chili Peppers -bassisten Flea og afrobeat-trommeslageren Tony Allen. (Oprindeligt udgivet på GAFFA.dk, d. 10/8 2012)


Overblik Om Blur Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>

Om Britpop-scenen Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>

Diskografi Albums • Leisure (1991) • Modern Life Is Rubbish (1993) • Parklife (1994) • The Great Escape (1995) • Live at Budokan (1996) • Blur (1997) • 13 (1999) • Think Tank (2003) Opsamlinger • The Best of Blur (2000) • Midlife : A beginner's guide to Blur (2009) • Blur 21 - The box (2012) Dvd'er • No distance left to run – A film about Blur (2010) • Parklive : live in Hyde Park 12th August 2012 (2012)


YouTube Videoer (udvalgte) • She´s so high • Girls & Boys • Parklife • Beetlebum • Under the westway • Tender • There´s no other way • Countryhouse • For Tomorrow • Out of Time

Uddybende læsning      

Alex James : Bit of a blur Stuart Maconie : Blur - 3862 days - the official history John Harris : The last party - Britpop, Blair and the demise of English rock Steve Sutherland : Britpop - Oasis, Blur, Pulp and the glory years of Cool Britannia 1990-98 Mick St. Michael : Blur - in their own words Martin Roach : Blur - the whole story

Ovenstående er et udvalg af gode bøger som kan lånes på Bibliotekerne via Bibliotek.dk

Guide til Blur og Britpop-scenen  

Udgivet i forbindelse med P6 Beat Klubben

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you