Guide til Olivier Messiaen værket L'ascension

Page 1

Oktober 2023 Olivier Messiaen L'ascension

Månedens tema

Olivier Messiaen: L'ascension (fire symfoniske meditationer)

Den franske komponist Olivier Messiaen beskriver Kristi Himmelfart i den farvestærke og ekstatiske orkestermusik L’Ascension. Også kendt som de fire symfoniske meditationer. Koncerthuset den 26/10 2023

Redaktør: Niels Mark

Fakta

Olivier Messiaen

Fransk komponist (1908-1992)

L'Ascension

Suite bestående af fire symfoniske meditationer for orkester. Produceret i år ene 1932-33. Premiere i Paris i 1935.

Varighed 30 minutter

Redaktør: Niels Mark

På den klassiske musik-streamingtjeneste Medici.TV findes der en række af relevante udsendelser.

Udsendelser om Olivier Messiaen

<Link>

Olivier Messiaen

Af: OLE BUCK

(oprindeligt udgivet i Seismograf samt i DMT ÅRGANG 51 (1976-1977) NR. 03 - SIDE 93-100)

Messiaen blev født den 10. december 1908 i Avignon. Begge hans forældre var kunstnere: moderen, digterinden Cécile Sauvage, skrev »r Ame en bourgeon« til sin søn og opdragede ham i øvrigt i en kærlig atmosfære; faderen, Pierre Messiaen, var lærer i engelsk, og har bl. a. efterladt sig en kritisk oversættelse af Shakespeares samlede værker. Senere i sin karriere er Messiaen disse idealer tro: hans sublime tanker, hans stærke hang mod det skønne, det mystiske, det poetiske; også teateret som scenen hvor mennesket fremstilles gør sig gældende i hans værker i sin mest ophøjede form: den katolske tro.

»Jeg har udnyttet muligheden for at blive katolik; jeg er født med troen og de hellige skrifter greb mig allerede som barn. Et stort antal af mine værker er således forudbestemt til at kaste lys over de teologiske sandheder indenfor den katolske tro. Her har vi det første aspekt i mit arbejde, det mest ædle og uden tvivl det mindst nyttige, men det som har den største gyldighed, og måske det eneste som jeg ikke vil fornægte lige til min død«

»Jeg holder af naturen, jeg holder af Frankrig, men jeg holder mest af bjergene fordi jeg har tilbragt min barndom i Grenoble, og fordi jeg siden mine tidligste år har set bjergene i Dauphine . . . . . . som Berlioz, og med hensyn til det vildsomme er disse nok de smukkeste i Frankrig, ikke så berømte som Mont Blanc men så afgjort langt mere fulde af af grunde t langt mere rene, langt mere forskellige«.

Det er i Grenoble Messiaens tilbøjelighed for musik bryder igennem, han begynder at spille klaver på egen hånd, og snart at skrive små kompositioner.

»jeg har opbevaret et stykke for klaver som hedder »La Dame de Skalotte efter et digt af Tennyson; det er naturligvis et meget barnligt stykke, men slet ikke så dumt, og ikke helt uden en vis bevægelse«.

De følgende år akcellererer hans lidenskab for musik, og på ønskesedlen stod der nu kun partiturer: »Don Juan«, »Tryllefløjten«, »Alceste« og »Orfeus«, »Faust fordømmelse«, »Walkyrien« og »Siegfried«. Han fik også Ravels og Debussys klaverværker: »Estampes« og »Gaspard de la nuit«.

»Da jeg var barn var musikken som legen for andre børn, og lige så underholdende som det shakespearske teater. Jeg holder stadig fast ved, at denne kendsgerning er tæt forbundet med musikkens væsen.«

Da faderen efter første verdenskrig tiltrådte et seks måneders professorat i Nantes, fulgte sønne ham; faderens bekendtskab med de andre professorer kom den fremmelige Olivier til gode: han får nu undervisning i klaver og harmonilære hos Véron og Gontran Arcouët og Jehan de Gibon, den sidste en temmelig fattig professor og en meget stor kunstner; en dag i 1918 havde han et stort partitur med, det var partituret til »Pelleas og Melisande«.

»På mig virkede dette, som en professor i provinsen her lagde i hænderne på en ganske lille dreng, som en veritabel bombe. Dette partitur var for mig en åbenbaring, et lynnedslag; jeg sang denne musik, jeg spillede denne musik og sang den igen og igen i det uendelige. Jeg tror, den er det, som har påvirket mig mest. C'est encore un opéra, ri est-ce-pas?«

Han kom på konservatoriet som 11-årig. Her studerer han klaver hos Georges Falkenberg, harmonilære hos Jean Gallon, kontrapunkt og alle arter musikalsk praksis hos Noel Gallon. Han var en strålende elev, totalt opslugt af musikken, og i de 11 år, han gik på konservatoriet, tog han førstepriser i fuga (hos Marcel Dupré). Han lærte også noget om den gregorianske sang, om registrering om improvisation på orgel. Endelig beskæftigede han sig med pauker og slagtøj (hos Baggers). Den vigtigste lærer var Paul Dukas, som underviste ham i komposition og instrumentation. Han tog altså ikke førsteprisen i klaver, men har optrådt som en yderst fængslende pianist, især med sine egne værker.

»Jeg kan godt lide Rameau og hans »Pièces pour Clavecin« (»clavecinet« er jo det gamle klaver). Også Scarlatti. Jeg forguder Chopin, som er den største musiker, som har skrevet for klaveret, han er en meget stor kolorist. Naturligvis holder jeg også af Debussy, det har jeg altid gjort. Jeg kan også godt lide visse passager af Ravel (»Gaspard de la nuit«) samt »Iberia« af Albeniz.«

I 1930 forlader han konservatoriet og bliver organist ved Saint Trinité i Paris. Her har Messiaen spillet til alle søndagens tre messer lige siden, til vesperen og ofte også til et søndagsbryllup. I 1956 indspillede han sine samlede orgelværker i denne kirke.

»Mine værker for orgel er resumé af alle mine improvisationer . . .«

Selv om Messiaen kendte meget af tidens musik, mens han gik på konservatoriet - »Pierrot Lunaire« og »Le Sacre du Printemps«, så forbliver han tro mod sine guder fra barndommen: Debussy, Mozart, Berlioz. Rytmen indtager en mere og mere central plads i Messiaens kompositioner.

»Jeg mener, rytmen er primær i musikken, den går forud for melodien og harmonikken. Jeg mener dermed, at da jeg gav rytmen sin præference tilbage, markerede jeg min entré i den moderne musik.«

Studiet af rytmen fører til indisk musik, hvor den har, som hos grækerne, en metafysisk betydning: rytmen skal bringe orden i tiden. Rytmen er alt andet end den regelmæssige puls. Igen udtryk for en intuitiv disposition.

Som reaktion mod neoklassicismen er han medstifter af gruppen »jeune France«, de andre var Daniel Lesur, Yves Baudrier og André Jolivet. Deres ideal var humanisering af musikken.

Da 2. verdenskrig bryder ud, bliver Messiaen mobiliseret, og han tages til fange, da tyskerne besætter Frankrig juni 1940. Nu i fangenskab komponerer han et stykke for klarinet, violin, klaver og cello, som 15. januar opføres for 5000 medfanger. Året efter løslades han fra sit fængsel i Stalag, vender tilbage til Frankrig og bliver i Paris professor ved konservatoriet i harmonilære. Messiaens arbejde som lærer intensiveres fra nu af, hans dybe indsigt og særegne, uortodokse måde at fremlægge sin musikopfattelse på revolutionerer undervisningen i en grad, så de andre professorer begynder at skumle.

1943-47 afholder han kurser i komposition hos Guy Bernard-Delapierre. Som et resultat af sin undervisning udgav han i 1944 den musikalske selvbiografi »Technique de mon language musical«. Bogen udstråler med usædvanlig naivitet en fast overbevisning om en enestående musikalsk sandhed. Messiaen kommenterer musik, han selv er lidenskabeligt begejstret for.

Læreren Messiaens indflydelse på sine elever er af afgørende betydning: en usædvanlig mand og en aparte figur; hans tanker er en blanding af ideer, ofte paradoksale, opstået af hans katolske baggrund (hans favoritter er Pierre Reverdy, Ernest Hello, T. S. Elliot og Dom Columba Marmion), og de har gjort ham til en mand af traditionen. Men hans talent går imod noget nyt og hvad der ikke er for hånden, og han kæmper til enhver tid imod akademisk rutine. Hans yndlingssentens, som eleverne må høre igen og igen, var idealet om »en sand musik, dvs. en spirituel musik, en musik der er et troskabsløfte, en musik der berører ethvert emne (universielle) og som hele tiden har forbindelse til Gud; men dertil en original musik, der med sit sprog måtte åbne blot nogle få døre og plukke nogle få stjerner«. I hans øjne er fortiden, som Messiaen forbinder på nogle kristelige værdier, i forbindelse med en aldrig ophørende, voksende proces.

I 1947 bliver der ved pariserkonservatoriet oprettet en klasse i musikalsk analyse, og man udnævner Messiaen og Claude Dalvincourt til at lede den. Blandt eleverne i denne klasse, som ikke nødvendigvis skulle være elever på konservatoriet, var de betydeligste navne: Pierre Boulez (». . . lige så meget intelligent som han er musiker; da jeg lærte ham at kende, revolutionerede han imod alt; æstetisk er han i dag som en Debussy-Webern, han foretrækker »Jeux« og »Etudes«, jeg synes den største er Debussy med »Nocturnes« og »Pellas« . . .), Yvonne Loriod (». . . et absolut genialt menneske, min første elev, hun har talent for det hele, en yderst begavet pianist . . .), Maurice le Roux (». . . elsker musikken lidenskabeligt, også talent for det hele«), Serge Nigg (». . . var engang mit store håb . . .), Michel Fano (». . . en god musiker ....«), Jean Barraqué (». . . en revolutionær på linie med Boulez . . .«), lannis Xenakis (». . . da han kom til mig, betragtede jeg ham egentlig som en arkitekt og matematiker, som medarbejder hos le Cpurbusier; han fortalte mig, han ville begynde fra nulpunktet med sine musikalske studier og spurgte mig, om han skulle gøre det eller ej; jeg funderede over det i nogle dage og frarådede ham at gøre det, på trods af min egen forkærlighed for hans områder, og jeg sagde, han skulle prøve at få mest muligt ud af matematikken og arkitekturen, når han komponerede . . .«), Karlheinz Stockhausen (». . . den største og mest geniale af mine udenlandske elever; han var med i en periode, da jeg undersøgte betoningsforholdene i Mozarts værker . . .«), Gilbert Amy (. . . han er i dag kendt som anden generations serialister . . .«), Jean Claude Eloy (». . . hos ham gør forandringen af tidsopfattelsen sig stærkt gældende på en meget følsom måde; i hans musik er »grupper« og »klangfarver« det væsentligste udgangspunkt . . .«), Jean-Pierre Guézec (». . . søger også på minutiøs og følsom måde at indfange nye rytmer og nye klange i sine i øvrigt meget forskelligartede kompositioner . . .«), Paul Mefano (». . . endnu en revolutionær, en slags Berlioz i 20. århundrede udrustet med hele den moderne teknik og besiddende den nødvendige imaginære og energimæssige kraft.

»Jeg står altid i et modsætningsforhold til mine elever, deraf den meget store vitalitet, som kendetegner min klasse, dengang især.«

Undervisningen foregik sådan, at man hvert år valgte et emne, f. eks. »klavermusik«. Så går man i gang med klavermusik af Couperin, D. Scarlatti og Rameau, Mozarts 27 klaverkoncerter, Beethovens 32 klaversonater, næsten alle Chopins kompositioner og Schumanns og »Iberia« af Albeniz, af Debussy hele »Preludes«, »Estampes«, »Etudes«, og RAvels »Gaspard de la Nuit«, helt så langt frem som til Boulez' 2. sonate, som Messiaen spillede brudstykker af. Et andet emne kunne være »opera«. Man tager så fat på de bedste operaer fra og med »Orfeo« af Monteverdi, går hurtigt igennem den franske opera-ballet af Rameau: Castor et Pollux, Hippolyte et Aride, Dardanus, Platée, så til de forskellige operaer med arier og recitativ frem til den største: »Don Juan«. Derefter operaer med ledemotiv (den symbolske opera) og her hele Wagners »Ringen« med al dens iboende genklang af sin tids psykologi, filosofi, kosmologi, socialisme og orakeltro, og videre gennemgravning af de tyske eddaer og sagaer, som er grundlaget for teksten til »Niebelungen«. Endelig til operaer med kor: »Boris Gudonov« af Mussorgsky, og de moderne operaer: »Pelleas et Melisande« og »Wozzek«. Alt i alt afspejler de valgte eksempler Messiaens egen smag. Man gennemgår altså ikke operaer af Verdi eller Puccini, selv om man naturligvis går ind på en så markant som »Carmen« af Bizet.

Messiaen undersøger værkerne både i relation til det ydre og det indre: han forsøger at sætte sig ind i det psykologiske klima, de ydre hændelser, som kan have haft indflydelse på komponisten, og i en vis grad hans forløbere. Hvis man undersøger en opera, går han ind på teateret, hvordan scenerne er stillet op, hvad teksten handler om, instrumentationen, de instrumentale dispositioner, hvordan de vokale steder er skrevet, komponistens sprog i det hele taget (harmonikken, de melodiske linier, de rytmiske systemer). Når emnet er sonate eller symfoni, så går han udelukkende ind på formen. Et emne kan o gså være den parameter, som Messiaen anser for musikens væsen: rytmen. Han gennemgår så rytmen i den gregorianske sang, i den uakkompagnerede sang (folkemusikken) fra middelalderen, betoningsforholdene hos Mozart, den bølgende rytmik i Debussys musik, de rytmiske karakterer eller »personer« i »Sacre« af Stravinsky, og kompletteres af en fuldstændig analyse af Ganas, af den karnatiske teori og af de 30 deci-talas i indisk musik, samt af de græske metre. Sammen kaster Messiaen og hans elever sig ud i de irrationelle værdier og polyrytmiske kombinationer. Klassen består af maksimalt 20 personer, både komponister og musikere.

»Min klasses ære ligger i, at jeg respekterer de forskellige personligheder. Mange må til at tænke om, efter at jeg har ødelagt, hvad de anså for givet. Klassen er meget levende, fordi den består af meget forskellige personer. Jeg sidder ved klaveret og spiller og synger, men ofte bliver jeg afbrudt af spørgsmål fra eleverne, og der kan opstå en diskussion. Fra disse diskussioner strømmer der lys . . . og broderskab! (Thi det er jo yderst tilfredsstillende at diskutere og at diskutere med sig selv!).«

Om Messiaens revolutionære virke som lærer for de moderne komponister findes mange vidnesbyrd. I 1958 skrev Jean Barraqué: »Den student, som tidligere kun har været stillet over for de vilkårlige love, som han møder i de almindelige undervisningstimer, kom ofte til Messiaens klasseværelse med det naive håb, at der her ville blive bragt ham de hemmelige mirakler, som de indviede lå inde med, til at skrive en ny musik. Han har glemt, at den store lærer ikke kommer med noget som helst, som han lægger for sine elevers fødder: han nærmest provokerer dem. Messiaen var meget omhyggelig med at undgå netop at etablere de samme slags analysemetoder som en og anden kunne tænke sig at jævne med jorden. Kun værket tæller. Strålende i alt sin ødelæggende herlighed. Han ser på hvert værk som et frisk mysterium og går løs på det med sine egne hjælpekilder. De, som har andre hjælpekilder, er fri

til selv at gøre anderledes opdagelser. Den mest karakteristiske ting ved Messiaen er hans dybe og helhjertede kærlighed til musik. Det kan synes absurd at undre sig over, at en musiker besidder en uselvisk begejstring for musik. Og dog kræver det en voldsom plads til ensomhed og stilhed. Kun eliten blandt komponisterne ved, at de skal være stille og hellere lytte. De fleste er /or nervøse til at kunne komponere. Messiaen imponerer os ved at være en lærer, der vidste, hvorledes han skulle tie stille og lytte. Hvad angår erfaring, er enhver nødt til at erobre sig en respektfuld menneskelig holdning, før han går til andre komponisters værker.«

En række værker skrevet i årene 1944-49 gør Messiaen verdensberømt. Der er nu bud efter ham fra nær og fjern. Foruden kurser i analyse turnerer han også sammen med Yvonne Loriod med sine egne klaver-kompositioner. Det vitale musikcenter i Tangelwood (USA) - Berkshire Music Center - kalder h am i 1949 derover til kurser i komposition. Og i 1950 er han med til at starte Darmstadtkurserne ved at holde sit første kursus i rytmisk analyse. I 1962 rejser han og Yvonne Loriod til Japan. Foruden de officielle rejser er Messiaen hyppigt til stede, hvor et af hans større værker opføres.

Overblik

Om komponisten

Den Store DanskeGyldendals åbne encyklopædi <Link>

Dansk Wikipedia <Link>

Engelsk Wikipedia <Link>

Om værket

Engelsk Wikipedia <Link>

Uddybende læsning

Olivier Messiaen : a research and information guide

Second edition

New York, NY, Routledge, 2018 s. cm

Olivier Messiaen´

Richard D. E. Burton (1946-2008), Roger Nichols literature

Emne: Messiaen, Olivier, 1908-1992 Criticism and interpretation literature

Olivier Messiaen : texts, contexts, and intertext (1937-1948)

New York, NY, Oxford University Press, 2016 viii, 246 s., 25 cm

Heri afsnit om Olivier Messiaen og L'ascension

Müller Nielsen, Carsten Kvartet til tidens ende dansk Biografisk roman om den franske komponist og pianist Olivier Messiaen (1908-1992), der som krigsfange i en tysk arbejdslejr møder tre andre musikere og komponerer et værk under miserable forhold. Bogen følger de fires tankestrømme under fangeskabet

DVD

Olivier Messiaen : La liturgie de cristal S.l., Idéale Audience International, p 2007

1 dvd-video (107 min.) + 1 kommentarhæfte

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.