Danmarks Vildeste Bålhistorie - lokal vinder!

DANMARKS VILDESTE BÃ…LHISTORIER

© 2020 eReolen Forlag: eReolen, Aarhus, Danmark Grafisk tilrettelæggelse: Aalborg Bibliotekerne ISBN: 978-87-972627-0-2

INDHOLDSFORTEGNELSE Historier omkring et bål - Indledning.................................................................................................4 Den gode bålhistorie - Citater fra dommerpanelet.......................................................................5 En magisk nat ved bålet - Vinderhistorie...........................................................................................6 Et sælsomt rygte.........................................................................................................................................8 Mørkets umuligheder ..............................................................................................................................10 Lys i mørket..................................................................................................................................................12 Skoven ...........................................................................................................................................................14 Manden ved bålet .....................................................................................................................................16 Ik’ bare en historie......................................................................................................................................18 Imellem klipperne......................................................................................................................................20 Flammernes skrig.......................................................................................................................................22 Deja-vu...........................................................................................................................................................24

HISTORIER OMKRING ET BÅL - INDLEDNING Det er bålaften. Om lidt er det din tur til at fortælle en historie. Du prøver febrilsk at komme i tanke om én ...

I denne samling af fortællinger finder du Danmarks 10 vildeste bålhistorier.

Fra vi levede i huler og gik i skind, har vi fortalt den slags fortællinger, mens bålets gnister steg op i natten.

De har lyst op i mørket, levet videre i vore hoveder og med tiden har de bedste af dem fundet vej ind i bøgerne.

Historierne i denne samling er blevet til i en national konkurrence, ”Danmarks vildeste bålhistorie” udskrevet af landets biblioteker og Danmarks Biblioteksforening i forbindelse med kampagnen Vores natur. Målet har været at skrive den historie, der egner sig bedst til at blive læst op i flammernes flakkende skær.

Det er blevet til historier med gys, med skæbner, gæk, løjer og ikke mindst fulde af fantasi.

Vi har modtaget historier overalt i landet både fra børn (fra 12 år) og voksne, og det de 10 bedste, du kan læse her.

Eller endnu bedre, selv fortælle dem videre til knitren fra et bål.

Og når du er færdig, findes der masser af andre fortællinger - her på eReolen eller på dit lokale bibliotek.

Det er bare af række ud og fortælle løs.

Rigtig god fornøjelse.

Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening

4

DEN GODE BÅLHISTORIE CITATER FRA DOMMERPANELET ”Jeg elsker at opfinde nye figurer og universer. Når vi fortæller historier - især dem vi opfinder selv, så bruger vi fantasien og vore stemmer og forestillingsevne til at skabe nye steder og ideer. Det tror jeg er sindssygt vigtigt for, at vi kan blive med med at være fantasifulde og en god måde at være sammen på.” ”En bålhistorie skal være simpel - ikke med for mange figurer og fortællinger, så man bliver forvirret. Den må godt være lidt uhyggelig, synes jeg, men vigtigst af alt så skal den fortælles godt. Med masser af energi, stemning og lydeffekter.”

Rasmus Kolbe (Lakserytteren), Youtuber og forfatter

”Jeg elsker at høre og fortælle historier til mine egne børn og til alle andre, der vil høre på dem. Det er den fedeste måde at opleve på, når man læser eller lytter, og selv skal skabe alle billeder inde i hovedet. Du finder selv ud af, hvordan tingene ser ud og føles i modsætning til film og serier.” ”Jeg er selv historieelsker. En af de første historier, jeg husker at få fortalt, er Brødrene Løvehjerte, hvor de jo faktisk også fortæller bålhistorier.

Men selve historien i Brødrene Løvehjerte er at turde gøre noget nyt, selvom det er farligt. Eller som hovedpersonen udtrykker det: ”Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!”

Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening

”Historier hjælper os til at forstå både os selv, hinanden og vores omverden. Med andre ord forstå hvad det vil sige at være menneske.

Det var Ole Lund Kirkegaards historier, der vækkede min kærlighed til litteraturen i en sådan grad, at jeg som 5-årig lærte mig selv at læse og skrive. Jeg læste hans bøger om og om igen og kunne mere eller mindre Lille Virgil udenad. Nu læser jeg hans historier op for mine egne børn og nyder stadig hans enorme fortælleglæde, fandenivoldskhed, fantasi og fuckfinger til autoriterne.” ”I mange tilfælde er det sproget, der trækker mig ind i en fortælling, så en bålhistorie kan også blive god i kraft af en interessant fortællestemme, et fængende sprog eller en original opbygning. Den skal være medrivende og vække følelser. Om den er sjov, uhyggelig eller romantisk er ikke så vigtig for mig, bare jeg kan mærke den.”

Sarah Engell, forfatter

5

EN MAGISK NAT VED BÅLET - VINDERHISTORIE af Helle Diana Bruun redde min seng, og senere læste hun godnathistorier for alle pigerne i sovesalen.

Det var den sidste aften på lejrturen. Vi lå i vores soveposer omkring det knitrende bål. Solen var gået ned, og mørket sluttede tæt omkring os.

Jeg vidste, der var granskov hele vejen omkring bålpladsen, men jeg kunne ikke skelne træerne i mørket. Jeg så rundt på mine kammerater, som alle stirrede ind i de dansende flammer. Vi var trætte efter en lang dag fyldt med aktiviteter, men vi nægtede at give efter for trætheden. Vi ville nyde de sidste timer, vi havde sammen og suge til os af hyggen og fællesskabet.

Næste dag byggede vi huler i skoven. Jeg kom på hold med Sidsel og Laura, og inden længe var jeg travlt optaget af at gøre hulen helt tæt med lange stængler af gederams, som vi flettede ud og ind mellem de pilegrene, som var hulens skelet. Vi byggede hele dagen, og jeg var træt og glad, da jeg krøb op i min køje om aftenen.

Efter den dag var jeg sammen med Sidsel og Laura fra morgen til aften. Vi gemte os sammen, når vi legede ’Spark til bøtten’, holdt sammen mod drengene, når der var vandkamp, og sad hviskende og fnisende i Lauras køje om aftenen, indtil Bente sagde, der skulle være ro. Nu var ugen pludselig gået, og den var gået alt for hurtigt. Jeg havde ikke lyst til at forlade mine nye veninder, som begge boede langt fra mig. Måske ville jeg aldrig få dem at se igen.

Tænk, at det kun var en uge siden, jeg ankom til Skovly. Dengang kendte jeg ingen af de andre børn, og jeg turde knap nok se på dem, da vi stod i en rundkreds ude i gården og skulle sige vores navne. Min mor var kørt, og jeg var helt alene med en masse fremmede mennesker.

Den første aften talte jeg kun med Bente, som var den sødeste af de voksne. Hun hjalp mig med at

6

Vi gik ned ad trappen, jeg talte, at der var 77 trin.

Så stod vi i en stor sal. Salen var oplyst af hundredvis af levende lys, som sad i de store lysekroner, der hang fra loftet. Lange borde var dækket med sølvtallerkner og sølvbægre. Store fade bugnede af kogler og nødder, og på bænkene om bordene sad egern på lange rækker. Der var gamle egern med stokke og grå stænk i pelsen, og der var små babyegern med sutter i deres små munde. Der var fine dameegern i flotte kjoler, og unge egern med små kasketter på. Egern i alle aldre snakkede og lo, men pludselig blev der helt stille. De mange egern havde fået øje på os, og de så på os med store øjne.

Vores egernven anviste os en siddeplads ved siden af en fin tronstol, som han selv klatrede op og satte sig på. Han var åbenbart konge over alle de andre egern.

Her lå vi så i mørket omkring bålet. De voksne havde givet os lov til at sove herude under stjernehimlen, og selvom luften var lidt kølig, var der dejligt varmt i min sovepose. Vi havde sunget og bagt snobrød, og Nikolai havde fortalt en spøgelseshistorie, mens han lyste op på sit ansigt med en lommelygte, så han så virkelig uhyggelig ud. Nu var vi for trætte til at snakke og lå bare helt stille, mens vi kæmpede mod søvnen, som forsøgte at fange os ind i sin drømmeverden. Laura så ud til at være faldet i søvn, men Sidsel holdt stadig øjnene åbne.

Pludselig kom et egern til syne ved bålet. Det kom pilende ind mellem et par sovende drenge, og stillede sig lige foran bålet. Det rakte poterne frem, som om det ville varme sig ved ilden. Jeg kom til at grine, for det så virkelig sjovt ud. Jeg så hen på Sidsel, hun havde også fået øje på det søde egern, og grinede sammen med mig. Vi skubbede til Laura, så hun vågnede, og vi pegede på egernet, som nu havde vendt rumpen ind mod bålet for at varme sin bagdel. Pludselig fik egernet sin lange buskede hale for tæt på flammerne, og der gik ild i halen. Egernet gav et hyl fra sig og forsøgte at puste ilden ud. Sidsel var lynhurtig. Hun greb sin drikkedunk, skruede låget af og sprøjtede vand på halen, så ilden gik ud. Egernet så taknemmeligt på hende.

Så sagde den med en lille sød stemme: ”Ven søde min, tak tusind.”

”Ild fra mig reddet har de,” sagde han til de andre egern i salen. ”Venner nye mine er de.” Alle egern klappede ad os, og så begyndte det store festmåltid. Vi proppede os med nødder, som de mange egern hjalp os med at knække, og bagefter dansede vi med de unge egern. ”Videoer TikTok laver vi,” sagde de, og filmede vores egerndans. Vi havde det så sjovt. De unge egern var rigtig gode til at danse, og de viste os en masse nye dansetrin. Egernkongen klappede ad os.

Normalt ville jeg være blevet forskrækket over at høre et egern tale. Men denne nat var på mange måder en magisk nat, og her ved lejrbålet, hvor alle de andre var faldet i søvn, og kun vi tre veninder var vågne, føltes det ikke spor mærkeligt.

Pludselig kom en hvirvelvind og snurrede os rundt og rundt, og jeg blev ikke spor bange, da Sidsel, Laura og jeg pludselig blev hvirvlet op i luften, ud gennem døren i træet og tilbage i vores soveposer.

Vi lo og lo, men selvom vi larmede, var der ingen af de andre, der vågnede.

Sidsel så heller ikke ud til at undre sig, hun svarede: ”Det var så lidt.”

”Sikke en nat,” lo Laura. ”Du mener vel: ”Nat en sikke,” sagde Sidsel, og så lo vi igen, indtil vi faldt i søvn under stjernehimlen.

”Slot mit til hjem med I vil?” spurgte egernet, som åbenbart talte baglæns. Måske er det sådan, alle egern taler. Vi ville rigtig gerne besøge et egernslot, så vi krøb ud af vores soveposer og fulgte efter egernet, som hoppede foran og viste vej. Selvom det var midt om natten, kunne vi sagtens se stien, som egernet gik ad, for stien blev oplyst af små lys, som fløj i luften omkring os. Da jeg så nærmere efter, var det små alfer, som fløj ved siden af os med lygter i hænderne.

”Hvor var det sjovt at danse i egernslottet i nat,” sagde jeg, da jeg vågnede næste morgen. Laura og Sidsel lo. ”Det må vist være noget, du har drømt, vi har ikke været på noget egernslot,” sagde Laura.

Jeg blev lidt flov. Selvfølgelig måtte det have været en drøm, men det havde føltes så virkeligt.

Vi pakkede vores ting sammen, og lidt efter kom vores forældre og hentede os. Laura, Sidsel og jeg krammede hinanden længe, lovede at skrive beskeder hver eneste dag og aldrig glemme hinanden.

Så fulgte jeg efter min mor hen til bilen. Lige inden jeg steg ind i bilen, så jeg et egern i et grantræ.

Vi gik i nogle minutter, og pludselig kom vi til et kæmpestort egetræ. Det måtte være meget gammelt, for stammen var så tyk, at selv hvis Sidsel, Laura og jeg tog hinanden i hænderne, ville vi ikke kunne nå rundt om træet. Egernet bankede syv gange på stammen, og en dør åbnede sig. Vi trådte ind ad døren, og alferne holdt deres små lygter op, så vi kunne se en snoet trappe, som gik ned under jorden.

”Ven min hjem tur god,” sagde den og vinkede med sin lille pote. Så klatrede den hurtigt op i træet og var snart efter væk mellem grenene.

7

ET SÆLSOMT RYGTE Af Line Munk Så sagde han drevent: “Nååå, så I kan godt lide uhyggelige historier?” Min søster, der var lidt yngre end mig, nikkede, og hun blev ved med at nikke, indtil jeg gav hende en albue i siden. Jeg havde ikke lyst til at høre flere historier, men det turde jeg jo ikke sige højt.

Da jeg var 8-9 år gammel, tog min far ofte min søster og mig med på cykeltur i sommerferien. Vi havde et slidt hæfte med en oversigt over alle naturlejrpladser i Danmark, hvor man kunne overnatte gratis.

Nogle gange slog vi telt op på en frodig græsmark, hvor vi, efter en kølig nat, kunne se køernes ånde i den fugtige morgenluft, mens vi sad på vores liggeunderlag med uglet hår og søvn i øjenkrogen, og varmede fingrene omkring en kop varm kakao, far havde lavet på et primusapparat. Andre gange tilbragte vi natten på et høloft, hvor lyden af mus, der puslede rundt i de tørre strå, var det sidste vi hørte, før søvnen overmandede os.

Manden kiggede ud i tusmørket og sagde: ”Nå, men så i nabohuset, et lille gult hus nede i svinget, da I cyklede herud?”. Vi tænkte os om, men blev afbrudt. “Næh, det gjorde I nemlig ikke, for det brændte for snart mange år siden. Der boede en familie med to små piger på jeres alder, men de døde. Der stod i avisen, at branden var et uheld, meeeeen der gik jo rygter...”

Engang overnattede vi i en udestue med verdens grimmeste storblomstrede gardiner, fordi konen på landstedet forbarmede sig over os, efter at vi en hel dag havde kæmpet os fremad i strid modvind med stor oppakning og dråber dryppende fra vores hår ned ad nakken. Hun nænnede nok ikke, at vi skulle slå et vådt telt op blandt muldvarpeskud i den svuppede græsplæne. Næste morgen fik vi friskmalket gullig og flødefed komælk. Jeg lovede min søster 10 kr., hvis hun drak mit glas, mens konen var ude i køkkenet efter mere ristet toast. Jeg ville ikke være uhøflig, men for en storbyunge som mig, var lun mælk frisk fra koens yver en tand for klamt. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede resten af dagen, men jeg kan huske, at vi sov der igen den næste nat – måske fordi både telt og tøj stadig hang til tørre i laden, og vejrudsigten, i slutningen af pressens radioavis, lovede regn, regn og mere regn. Konen i huset var snakkesalig, mens manden mest kom med utydelige gryntelyde. Da det blev tid til at krybe i soveposerne, tiggede vi vores far om at fortælle den historie, han altid fortalte, når vi var på tur. En rigtig gyyyser!

”Hvaffor rygter” ville min søster selvfølgelig vide, og da jeg nappede hende, hviskede hun, at i morgen kunne jeg drikke min mælk selv. Basta! Manden stoppede sin pibe og sagde: ”Bare rygter. Moren slap ud, men man fandt børnene tæt omslynget i en seng på første sal.” ”Var moren meget ked af det?” spurgte min søster.

Det svarede manden ikke på, men han gik hen til en kommode og rodede i nogle skuffer, indtil han fandt, hvad han søgte. Han rakte os et gammelt avisudklip. ”Kvinde druknet i Søndermosen”, stod der. Min søster kunne ikke læse og gik ud for at lede efter katten. Jeg sad helt stille og sagde ingenting.

Efter lidt tid sagde manden: ”Ja, der gik jo rygter.”

“Om hvad?” hviskede jeg.” Ja, om at nogen havde set børnenes mor, længe efter at vi havde begravet både hende og pigerne”.

Heldigvis kom far tilbage i det samme, og da konen kom hjem, fik vi kaffe og sandkage. “Var teltet tørt?” spurgte jeg, for det ville være rigtig rart at køre videre i morgen. Jeg var færdig med det her sted.

Den lød sådan her: Det var en mørk og stormfuld aften, regnen piskede ned, og en ugle tudede i det fjerne. For enden af en øde landevej lå et ensomt lille hus, hvor alt lys var slukket. Pludselig kunne man se en kniv glimte i lyset fra månen, og straks efter kunne man høre en kvinde skrige….

Min far rystede på hovedet: ”Ikke helt – men jeg mødte naboen, hun fortalte, at hun har to piger på jeres alder, dem kan I måske lege med...?”

Vi cyklede videre før morgenmaden dagen efter.

Den dag i dag driller familien mig med, at jeg hellere ville cykle videre i øsregnvejr, end at blive og drikke bondekonens friskmalkede sødmælk. Jeg har aldrig fortalt dem om børnene, der brændte og deres mor, som druknede – for hvem ved, måske ER det bare et rygte.

Her holdt min far altid en meget lang kunstpause, og vi ventede i skøn forventning, for vi vidste jo godt, hvad kvinden skreg. ”Anton! Hold fingrene fra den lagkage!” Vi grinede. Konen i huset grinede med, men manden sagde ingenting – ikke før min far gik ud for at tjekke, om teltet var tørt, og konen gik tur med hunden.

8

9

MØRKETS UMULIGHEDER Af Aida Marie Friis Der sad engang for år tilbage en familie rundt om et bål, som vi gør nu. Det var sommer, og familien var taget på campingferie. Nå, sådan sad de altså, rundt om bålet og delte ud af uhyggelige historier som lommelygten skiftede hånd. Turen kom til drengen, hvis ansigt blev hvidt af lommelygtens lys. Mens drengen var ved at fortælle en usammenhængende historie om en hund, der forvandlede sig til en varulv, gik faren hen mod skovens udkant for at slå en streg.

Hunden, der havde forvandlet sig til en varulv, havde lige slået dens familie ihjel, idet de hørte en tumlen fra træerne. Moren råbte efter faren, og drengen frøs og gemte sig under sit tæppe. ”Lars!” råbte hun med rystende stemme.

Der kom intet svar, så moren rejste sig fra campingstolene og gik hen mod træerne. Alene tilbage sad drengen, der ikke kunne lade være med at tænke på 10

Tilbage til sine forældre.

Sofus, deres hund, de havde været nødt til at aflive året forinden. Han kiggede ind i ilden, imens han ventede på forældrenes tilbagekommen. Ilden spiste af træet og knitrede som hjemmelavede popkorn i en gryde. Drengen elskede den lyd - og popkorn. Efter hvad der føltes som en time, men sikkert kun var fem minutter, begyndte han at undre sig. Hvor var hans mor? Hvor var hans far?

Hans aftryk førte i forskellige retninger. Han var faret vild for alvor. Et stykke tid stod han stille, overvejede. Så fik han en idé. Det kunne være, han kunne se lyset fra bålet. Så drengen slukkede for lommelygten, og mærkede aftens kølighed tydeligere end før. Som hans øjne vænnede sig til det totale mørke, skimtede han et orange lys lige fremme. Uden at tænke videre over hundeaftrykkene i mudderet gik drengen målrettet mod bålet. Uden lygten til hjælp var det nærmest umuligt at komme frem gennem de tætte træer. Med hans høje fart og forestilling om, at hans mor og far var kommet tilbage til bålet, gik han direkte ind i et træ.

”Moar?” hviskede drengen højt, som for ikke at forstyrre nogen. Drengen ventede lidt. Ventede på det velkendte: ”Ja, skat?”, men det kom ikke. Han tog sig sammen og råbte: ”Moor!”

Drengens stemme blev kastet tilbage af træerne, så han kunne høre sit eget råb gentage sig i et uendeligt ekko. Han rykkede længere ned i stolen.

Ventede igen.

Drengen vågnede ved, at nogen eller noget slikkede hans ansigt. Døsig kom han tilbage til bevidsthed, satte sig langsomt op, åbnede øjnene og så det umulige. Det var ikke en hund, der havde slikket hans ansigt. Det var en ulv. En varulv. Han genkendte den halvoprejste kropsholdning, den spidse snude, halen, der fejede jorden bag den - alt dette genkendte han fra tegneserier. Fantasyhistorier. Det kunne ikke være. Det kunne ikke være en varulv.

Det kunne det bare ikke, tænkte drengen. Det var jo umuligt. Umuligt. Som for at være sikker på, at det han så var rigtigt, gned han øjnene, som var der chili i dem. Men den stod der stadig. Varulven.

Trodsig tog drengen lommelygten frem, tændte den og lyste mod træerne. Lyset fra lommelygten afslørede ikke noget. Han pustede ud, lettet over, at der ikke stod et monster. Eller en varulv. ”Mor! far!” sagde han højt, og rejste sig denne gang op. ”Far, det er altså ikke sjovt. Kan I ikke godt komme tilbage?” Der kom intet svar. Kun vinden, der fik trætoppene til at rasle og hårene til at rejse sig på drengens arme. Han tog mod til sig og gik ind mellem træerne. Lommelygtens lys var svagt. Der skulle nok snart nye batterier i, tænkte drengen.

Jorden var blød efter gårsdagens typiske sommerregn. Efter ham efterlod hans sko små aftryk. Men der var ikke andre skoaftryk end hans egne. Mørket omringede ham nu, kun afbrudt af lygtens lys.

Lygten var nu hans eneste tryghed, så han sørgede for at knuge den ind til brystet som betød det liv og død. Han trak skuldrene op om ørene som for at beskytte sig selv. Drengen var bange. Han turde ikke råbe højt her. Hvad hvis der var andre, der hørte ham? Dyr, der hørte ham?

Den stod stille og gøede lavt mod ham. Drengen hoppede et skridt tilbage. Men varulven rykkede frem mod ham. ”Hva, hva, hvad er du?” stammede drengen, der stadig ikke troede på, at det han så, kunne være sandt.

Varulven gøede igen. Den kom ned på alle fire, og så begyndte den at hyle op mod månen over dem.

Det var så højt, at drengen var nødt til at holde sig for ørene og kneb samtidigt øjnene sammen i frygt.

Da der igen var stille, åbnede han øjnene og så en hund. Det var Sofus. Drengens hund. Drengen kunne ikke lade være med at udbryde. ”Men, men du er jo død. Det sagde mor selv.” Sofus logrede bare med halen og gøede glad.

Længere og længere ind i skoven gik han. Sikker på, at han ikke ville kunne finde tilbage på andre måder end at følge samme vej tilbage i hans egne aftryk. Hver gang han trådte over en gren, så den knækkede, fór han sammen, stod stille et stykke tid uden at trække vejret, for så at genoptage sin søgen efter sine forældre. Efter lidt gik det op for drengen, at han gik i ring. Han så sine egne aftryk i mudderet.

Men der var også noget andet. Drengen bukkede sig ned og fik øje på et andet sæt aftryk. Med fingrene nede i aftrykkene gik det op for ham, at det var en hunds poter, der for ikke så længe siden havde været, hvor han havde været. De mindede ham om Sofus. Straks rettede han sig op. Opmærksom på sine omgivelser igen. Der kunne ikke høres noget.

Selv vinden havde dæmpet sig, og den forfærdelige følelse af at være alene ramte ham. Drengen ville gerne tilbage til bålet. Tilbage til campingvognen.

Da moren og faren gik tilbage til bålet for at overraske drengen med en is fra døgnkiosken på campingpladsen, var drengen væk. De råbte, og de skreg efter ham, ikke bange for at vække andre campister. Endelig ledte de i skoven og fandt dér drengen bevidstløs og alene. Det lignede, at drengen var gået ind i et træ i mørket. Da han vågnede, snakkede han i tunger. Noget om Sofus, der var en varulv. Forældrene rystede blot på hovederne. ”Du har vist slået hovedet, min dreng.” sagde faren. ”Men der er vist noget, vi skal fortælle om Sofus.” sagde moren, da de kom tilbage til bålet.

11

LYS I MØRKET Af Bianca Manly Thomsen var hyggelig eller uhyggelig. Det lød lidt som et stormvejr eller en syg støvsuger. Hun smilede for sig selv ved tanken om en støvsugerfugl, der sad oppe i træerne og sugede en sang.

Simone kunne mærke sommerfuglene i maven af spænding. Det var endelig blevet fredag, og hun skulle mødes med hendes bedste veninde Isabella og Isabellas mor og far, og de skulle ud i skoven og sove i telt. Hun sad med Bobo, hendes kaninbamse i favnen, tasken på ryggen og soveposen ved fødderne på stenen ude i indkørslen, da de endelig kom. Bilen blev hurtigt pakket, og de tog afsted.

Efter lidt tid var det som om, træerne åbnede for et hemmeligt rum og hun kunne endelig se teltpladsen, hvor de skulle sove i nat. Efter lidt tid fik de alle sat teltene op og fundet træ til bålet. De skulle lave maden på bålet, og bagefter var der skumfiduser til dessert. Både Simone og Isabella syntes, at det var hyggeligt bare at sidde ved bålet og få varme i tæerne, knæene og kinderne, mens de sad og sang sange og snakkede om, hvordan de skulle ligge i teltene.

Ude i skoven fik de parkeret bilen og skulle gå ad nogle små stier ud til teltpladsen. Solen skinnede, og hun kunne høre fuglene synge oppe i træernes toppe, selvom hun ikke kunne se dem. Vinden fik bladene på træerne til at rasle, og der kom en sær susende lyd fra nogle af de høje nåletræer.

Simone kunne ikke helt beslutte sig for, om lyden

12

ikke haren var stukket helt af, så havde den siddet på halen og grinet af dem. Isabella indrømmede også, at hun havde været lidt bange for, hvad der havde gemt sig ude i mørket. Hun troede bare, at det havde været en vampyr. Hun fortalte også, at hun var meget bange for pindsvin. Hun havde været ude i skoven før med hendes forældre og sove. Og der var kommet et pindsvin, mens de sad ved bålet. Hun havde ikke kunnet se det, men det havde larmet rigtig meget. Hun var blevet så bange, at hun næsten var hoppet i et spring over til hendes far. Så havde hendes mor lyst med lommelygten på pindsvinet, og Isabella havde kunnet se det rode i bladene på jorden. Og så var lydene ikke så farlige mere. Simone syntes, at det var rart, at hun ikke var den eneste, der var blevet bange for et sødt dyr.

Bare fordi det gemte sig i mørket. Fantasien drillede åbenbart meget, når man ikke kunne se noget, men kun høre det.

Det blev hurtigt mørkt inde i skoven, og med mørket ændrede lydene sig også en del inde i skoven.

Simone kunne mærke, at hun skulle tisse. Men når hun kiggede væk fra bålet og over mod det lille skovtoilet, kunne hun slet ikke se det. Der var virkelig blevet mørkt. Lydene i grantræerne var helt sikkert ikke hyggelige længere. Var der noget, som bevægede sig derude i mørket? Det lød i hvert fald sådan. Hun fik en klump i maven bare ved tanken om at skulle gå derover, alene. Men hun skulle jo derover, hvis hun ikke skulle tisse i bukserne. Eller ville det bare være bedre end at gå ud i mørket?

Nej, hun var nødt til det. Hun spurgte Isabella, om hun ville med. Det ville hun heldigvis, og Isabellas mor gav dem en lommelygte med. En lommelygte.

Hvorfor havde hun ikke tænkt på at spørge om det?

Isabella holdt lommelygten i den ene hånd og Simone i den anden hånd. Det var lidt svært at se, hvor de gik, for Isabella lyste der, hvor hun kiggede hen. Det fik det hele til at flimre lidt, så Simone snublede halvt over nogle trærødder, men fandt balancen igen. Gad vide, hvem der gemte sig ude i mørket? Kunne der være mordere herude i skoven?

Eller varulve? Det var ret uhyggeligt ikke at kunne se andet, end det lommelygten lyste på. Hun kunne mærke hjertet banke lidt hurtigere. Nu raslede det også inde mellem træerne. Både Simone og Isabella stoppede op. Hvad var dog det? Var det en morder eller en varulv? Måske en zombie? Isabella prøvede at lyse ind mellem træerne for at se, hvad det var, men de kunne ikke rigtig se noget. Det raslede igen, denne gang var lyden tættere på. Og pludselig fór noget op fra skovbunden og op på stien, hvor de gik. Simone skreg og løb i retning mod skovtoilettet. Isabella fulgte med bagved med lommelygten. Simone kunne ikke rigtig se, hvor hun løb, og pludselig var der et hul i stien, og Simone faldt. Hun faldt tungt, og skovbunden var hård. Isabella nåede ikke at stoppe og landede ovenpå hende. Simone kæmpede for at komme fri af Isabella uden at komme væk fra hende. Men hvad var det? Isabella lå bare og grinede. Simone glemte, at hun var bange. Nu kunne hun mærke, hvordan hun blev gal, og varmen brændte i kinderne. Men Isabella forsatte med at grine. ”Jeg tror haren blev mere bange for dig, end du blev for den” lo Isabella. En hare? Var det bare det, som var kommet over stien. Hvorfor havde hun ikke set det?

Simone blev ret lettet, og både frygten og vreden forsvandt. Hun var lidt flov over at være løbet i panik bare på grund af en hare.

Da de kom tilbage til bålet, spurgte Isabellas far, hvad der var sket ude i mørket. ”Ikke noget særligt” sagde Isabella. ”Det var bare en morder-hare” sagde Simone. Og så grinede de igen. Lige da de satte sig ved bålet igen, dukkede månen op over lysningen. Den lagde et sølvskær over hele skoven.

Det var næsten lige før, Simone forventede, at der ville dukke en enhjørning op mellem træerne. Så magisk var det. Da de kiggede op, kunne Simone se, at der var dukket uendelig mange stjerner op på den sorte nattehimmel. De var så flotte, som de hang deroppe og nærmest funklede om kap med månen. Hun kunne ikke så mange stjernebilleder, men lidt kunne hun da. Hun rejste sig op for at lede efter Karlsvognen. Hun fik Isabella til at lede sammen med hende. Og sammen fandt de den.

Isabellas mor kunne også vise dem Orions bælte.

Det var et mærkeligt navn til det stjernebillede, syntes Simone. Det lignede mere et timeglas end et bælte. De satte sig ned igen ved bålet og fik varmen fra de sidste gløder. Sikke en aften, tænkte Simone.

Både farlig og magisk på samme tid. Men man ved aldrig, hvad man møder i mørket eller i ildens skær.

Simone lagde armen rundt om Isabella. Og Isabella gjorde det samme. Sammen sad de og krammede hinanden og kiggede på gløderne, indtil de voksne mente, at bålet var ved at dø ud, og det var sengetid.

Midt i virvaret havde hun helt glemt, at hun skulle tisse, men nu måtte de vist hellere komme afsted.

Resten af turen snakkede de sammen om, hvor sjove de måtte have set ud, da de lå sammen og rodede rundt i skovbunden. Isabella mente, at hvis

13

SKOVEN Af Elvira Der var engang en dreng ved navn Mikas. Mikas var 13 år og boede med sin mor og far i et lille hus, midt ude i skoven. Huset var lille og slidt, det plejede at være rødt, men nu var der kun lidt skallet maling tilbage på de bare mursten, som huset var bygget op af. Folk skyndte sig altid forbi, når de så huset, da de troede, at huset var hjemsøgt. Det troede Mikas også lidt selv.

Nogle gange om natten kunne han høre en knirken.

Hans mor og far havde også sagt, at de snart skulle flytte. Det havde Mikas ikke lyst til. Han syntes, det var hyggeligt.

En nat da Mikas lå og sov, vågnede han af et skrig og for op og løb ind til sine forældre; men de var væk, og i stedet var der nogle underlige kradsemærker på gulvet. Der var også en forfærdelig lugt. En lugt Mikas ikke kunne beskrive. Han gik længere ind i soveværelset og så, at sengen var helt ødelagt, og der var flere kradsemærker.

Det var, som om der havde været et eller andet monster. Et meget stort monster. Han kiggede ind i spejlet, der stod ved siden af ham. Da han så ind i spejlet, så han noget, han aldrig havde set før. Det var et stort uhyggeligt monster. Det havde seks øjne og skarpe tænder med savl dryppende ned fra sin mund.

Den stod med hans forældre, en i hver arm, og det så ud som om, de var bevidstløse.

14

gået. De tog en dyb indånding og gik ned ad den støvede trappe. De kunne høre, at Majas forældre stadig sad og snakkede om huse, mens de gik ned ad trappen.

Mikas kiggede bag sig, men der var ikke noget, så kiggede han tilbage på spejlet igen, men de var væk. Det var som en ond drøm. Han skyndte sig ind i sin seng igen, lukkede og låste døren. Han faldt i søvn af udmattelse.

Da de nåede ned ad trappen, var de i en eller anden mærkelig skov, der lignede præcis den skov, Mika boede i - men bare en meget mørkere og mere uhyggelig udgave. Der var nogle underlige spor, hvor man kunne se, nogen havde gået.

Næste morgen da han vågnede, løb han ind til hans forældres værelse. De var der stadig ikke. Så måske var det ikke bare en ond drøm, men virkelighed.

Mikas så, at spejlet var væk. Sengen var også rykket lidt. Men ikke meget. Han gik hen og kiggede ud ad vinduet og så en stor flyttebil. Så det måtte betyde, at der var nogen, der flyttede ind ved siden af i huset, der var 500 meter fra hans eget hus. Det var en pige og hendes mor og far.

De gik efter sporene og kom til en underlig lille hytte. De gik ind i den lille hytte. Der var mørkt, men ikke så meget, at man ikke kunne se. I det ene hjørne lå Mikas forældre, de var bevidstløse. Da Mikas var på vej hen til sine forældre, kunne de høre, der kom nogen. Maja hev Mikas ind i et skab, der stod ved siden af hans forældre.

Næste dag kom de nye, som lige var flyttet ind forbi. De bankede på døren og selvfølgelig åbnede Mikas. De var meget søde, og de spurgte, hvordan han havde det, og hvor hans forældre var henne.

Mikas sagde bare, de var ude at handle, selv om de var væk, og Mikas ikke vidste, hvor de var.

Mikas åbnede skabet og kiggede ud, det var det monster, som var i spejlet inde på hans forældres værelse. Da monsteret så, at der ikke var nogen, gik det igen.

Mikas spurgte medlemmerne af familien, hvad de hed, og de spurgte ham også om hans navn. Pigen hed Maja, og han glemte hurtigt, hvad forældrene hed, for det var heller ikke vigtigt. De spurgte, om de måtte komme ind; og Mikas tøvede lidt, men lod dem komme ind. De gav mange komplimenter til huset, men Mikas vidste, det var løgn, for det hele lignede en kæmpe skraldespand.

Maja og Mikas gik ud af skabet og hen til hans forældre og prøvede at vække dem. Det lykkedes, men der var ikke meget energi i dem. Maja og Mikas tog en hver og hjalp dem så godt, de kunne. Da de nåede tilbage til trappen, kunne de høre noget, der kom i fuld fart.

Mikas kiggede bag sig: Det var monsteret! Mikas råbte og løb. Både Mikas og Maja løb så hurtigt de kunne op ad trappen. Da Maja lukkede lemmen, kom noget af monsteret med. Dens arm sad fast i lemmen og var blevet cuttet af. Man kunne se, at nerverne i armen stadig pulserede. Lige pludselig blev alt mørkt for Mikas.

Mikas satte noget te og kaffe over. Imens sad de nye naboer og kiggede lidt rundt. Det hele var en lille smule akavet. Så begyndte moren lige pludselig at snakke om, hvordan man indretter huse, og så begyndte faren også at tale om et eller andet bolignoget. Maja spurgte, om Mikas ikke nok ville vise hende rundt i huset.

Han vågnede op næste morgen i sin seng og løb ind til sine forældre, men de var der ikke. Lige pludselig kan han høre sin mor råbe: ”Mikas kommer du ned, vi har fået gæster?!”

De gik op ad trapperne og ind på Mikas værelse, men på vejen op så Maja de kradsemærker, der førte ind til Mikas forældres værelse. Maja løb ind på hans forældres værelse, og Mikas løb efter og råbte: ”Maja, du må altså ikke gå derind.” Da Maja kom derind, så hun den ødelagte seng og alle kradsemærkerne. Maja spurgte, hvad der var sket, Mikas fortalte om det hele.

Mikas skyndte sig at tage tøj på. Han løb ned ad trappen, og der i køkkenet stod hans forældre. Men der var noget, Mikas ikke kunne forstå. De opførte sig, som om, der aldrig var sket noget? Og der stod Maja og hendes forældre. Maja hilste på Mikas, som om de aldrig havde reddet Mikas forældre sammen.

Maja rykkede sengen lidt til siden og fandt en lem.

Mikas så underligt på hende og spurgte: ”Hvordan vidste du, der var en lem? Det vidste jeg ikke engang selv.” Maja svarede: ”Det vidste jeg heller ikke, jeg har bare set mange gyserfilm.” De åbnede lemmen. Under lemmen var der en lang trappe, der var helt mørkt, og det gav dem kuldegysninger.

Maja tog sin mobil frem og tændte for lommelygten. Trappen var belagt med støv undtagen nogle få steder, hvor man kunne se, at nogen havde 15

MANDEN VED BÅLET af Mads B. Nielsen kamel eller dromedar til at bære sig rundt på de lange vandringer. Derfor måtte der også være noget overnaturligt ved denne mand. Han kunne ikke være af denne verden, og mange nåede frem til den konklusion, at han måtte være en djinn eller en ånd, som man for alt i verden skulle undgå.

Der var en tid, selvom det efterhånden er mange år siden, hvor mennesket forsamlede sig rundt om ilden, når dagen var aftagende, og det ukontrollerbare stjernetæppe foldede sig ud, som for at vise os, hvor stort universet er, og hvor små vi er.

Og selvom den følgende fortælling foregår langt væk fra Danmark, blandt beduiner i den arabiske ørken, så kan vi, som lever i det kolde nord, sagtens forestille os, hvordan man også her varmede sig om ilden, forberedte et simpelt måltid og fortalte historier, som mennesker alle vegne har gjort i årtusinder.

En anden fortælling hævder, at manden var et spøgelse, som grundet ulykkelig kærlighed og hjertesorg, vandrede rundt med slæbende skridt i sandet; og det er denne historie om manden, som fortælles i dag blandt beduinerne, og det er også den, som jeg vil fortælle jer.

Og fortællingen, som jeg om lidt vil påbegynde, omhandler også på sin vis ilden eller bålet. Den er gennem generationer blevet overleveret fra fader til søn blandt ørkenens beduiner, da den advarer om ildens magiske kræfter, og den effekt den kan have på et menneske, hvis denne lader blikket hvile for længe i de knitrende flammer.

For det siges blandt nutidens beduiner, at manden for mange år siden drog i krig for kristendommen og var med til at invadere det land, som vi i dag kender som Israel. Han var en fransk adelsmand, som sværgede troskab til den kristne pave, hvorefter han samlede en hær af soldater, forlod sin kone og børn, og rejste ned gennem Europa for at invadere den by, som vi kalder Jerusalem.

For flere hundrede år siden, i en tid hvor der levede flere beduinstammer i den arabiske ørken, end der gør i dag, mødte der beduinerne et mærkværdigt syn, som sikkert skræmte mange, mens andre blev slået med forundring og ikke troede deres egne øjne. Som det omrejsende og omflakkende folk de er, kunne flere beduiner fortælle, at de på deres vej havde set en hvid mand drive rundt alene i ørkenen; og da man på disse kanter ikke var vant til at se hvide mennesker, ja faktisk havde man aldrig set en hvid mand før, så blev observationerne af denne mand hurtigt omgivet med en sådan mystik, at det snart blev til overtro og utallige fortællinger om manden.

Erobringen af byen blev et blodbad. Hæren omringede byen og blokerede byportene, så ingen kom ind eller ud. Dette betød også, at byens indbyggere ikke kunne modtage mad og vand udefra - og ganske langsomt begyndte de at sulte.

Den franske adelsmand, som i mellemtiden havde fået soldaterne til at slå lejr rundt om Jerusalem, var en tålmodig mand. I månedsvis kom der ingen ind eller ud af byen, og da vinterens kulde satte ind, var befolkningen i byen i sådan en kummerlig forfatning, at rygter inde fra byen fortalte om kannibalisme.

For hvad man ikke kunne forstå dengang, og for den sags skyld heller ikke i dag, var hvordan manden havde overlevet i ørkenens varme uden oppakning, madforråd eller så meget som en

Hæren rundt om byen kunne derfor, på den franske adelsmands befaling, invadere byen, og omkring juletid slog de portene til byen ind, hvorefter de 16

Han havde netop smidt de sidste kviste ind i bålet, knappet sin slidte frakke op og trukket ærmerne ned over de kolde hænder, da han et sted langt borte kunne høre stemmer. I sin forskrækkelse greb han en sten ved bålet og var det næste øjeblik på benene, klar til at forsvare sig. Dog var der ingen at se, og stemmerne som syntes at komme fra alle retninger steg og faldt. Det ene øjeblik hviskede de ved hans øre, det næste var de en hvæsen i ildens flammer, og blandt stemmerne genkendte han sine børns milde latter, og fra flammerne mærkede han sin kones kærlige omfavnelse. De var alle hos ham.

Nu var de endelig alle hos ham.

huggede byens indbyggere ned. Soldaterne skånede ingen. Mænd, kvinder og børn. De døde alle ved soldaternes sværd.

Således gik det altså til, at Jerusalem engang i tidernes morgen blev underlagt adelige fra Europa, og soldaterne nød for en tid godt af områdets rigdom.

Også den franske adelsmand nød godt af sit ophold i byen, og han blev boende i flere år, hvor hans formue voksede og voksede; men som tiden gik, blev afsavnet for stort. Derfor besluttede han sig for, at han snarligt måtte rejse hjem til Frankrig, hvor hans familie ventede utålmodigt.

Således blev den lille familie igen forenet for en stund, og gennem natten sad manden ved bålet og talte og fik svar. Han fortalte dem det hele, om krigen, om ødelæggelsen af byportene og de mange døde; men også om alt det smukke: Solen over Oliebjerget, de skyggefulde haver, hvor han havde hvilet i middagsvarmen, og hvor der altid duftede eksotisk fra palmeliljens klokkeformede blomster.

Sådan talte og talte han natten igennem.

Men ak! Skæbnen ville det anderledes. For manden skulle nu selv få dødens brutalitet at føle, og på dagen hvor han sadlede sine heste for at ride ud af byen, fulgte den ham med hastige skridt for at hviske ham en nyhed i øret.

For manden skulle på afrejsedagen ikke nå længere end til byens nordlige port, før han blev indhentet af et bud, som med nedslået blik fremlagde horrible nyheder fra hjemlandet. Mandens gård var brændt ned, og hans kone og børn var døde i flammerne.

Snart kunne man se horisonten rødme i øst, og kulden tog flugten hen over sandet. Bålet var gået ud, stemmerne var forsvundet, og tilbage sad manden og sov ved bål-stedet. Han vågnede ved, at solen strejfede ansigtet, og i løbet af få sekunder indså han til sin fortvivlelse, at ilden og stemmerne var borte. Han måtte derfor straks afsted for at skaffe træ til sit bål, men lige meget hvor længe bålet sidenhen brændte i nætterne, så forblev stemmerne borte.

Det sortnede for manden øjne, så stor var hans sorg, og han red ud ad byens port og forsvandt ud af folks bevidsthed. Intet menneske på det europæiske kontinent skulle se ham igen. For dem var han død og borte. Men andre hævdede at have set ham ride rundt i området. Først i Jericho, sidenhen i Amman, før han dukkede op i ørkenen til fods et sted syd for byen, Baár.

Dag efter dag vandrede han rundt i ørkenen, og når mørket indfandt sig, sad han foran bål-stedet og talte til flammerne. Snart var der ikke mere brændsel. Træet, som manden havde fundet hist og her på sin vej, var sluppet op, og han måtte vandre langt og frugtesløst omkring i sin elendighed med vanviddet skinnende ud af øjnene.

Det var her, at han først blev spottet af beduinerne.

Tilbage var dog kun en skygge af den adelsmand og krigsherre, som i sin tid invaderede Jerusalem.

Dette væsen, som nu slæbte sig gennem sandet i lasede klæder og med et ansigt, der var brændt af solen, var ikke sammenligneligt med noget nutidigt menneske. Gnisten var slukket i de indsunkne øjne, og kroppen syntes at bevæge sig mekanisk, som om en magt udefra satte det ene ben foran det andet.

Sådan slutter beduinerne historien om manden ved bålet; og selvom fortællingen ofte benyttes til at forklare, hvorfor man den dag i dag sjældent finder træ i ørkenen, så er der også dem, som er af den overbevisning, at historien også er en advarsel overleveret fra fader til søn om ikke at fortabe sig i drømme ved ildens flammer. Om dette rummer en sandhed, skal jeg ikke kunne sige.

Dag ud og dag ind gik manden rundt alene, samlede lidt træ og planter på sin vej, og ved mørkets komme tændte han et lille bål, som han satte sig ved og græd, indtil trætheden overmandede ham.

Aften efter aften græd han, mens han stirrede ind i flammerne, og han følte at denne smerte og sorg var straffen for alt det onde, som han havde påført andre i sit liv. Og på en af disse ensomme aftener, hvor tårerne dannede et lille ocean i sandet, sad manden ved sit bål og forbandede livet, da en ejendommelig hændelse indtraf.

Sandt er det dog, at der stadig den dag i dag findes beduiner, som hævder at have mødt manden.

Ifølge deres beretninger så vandrer han rundt i Wadi Rum-ørkenen - og ved mørkets komme kan man høre ham kalde på sin familie fra tinderne af bjerget, Jebel Suweibit.

17

IK’ BARE EN HISTORIE Af Andrea Grost Christiansen samme dimension, som dem. Mørket faldt truende ned over dem, iskoldt og kulsort. Ingen stjerne dristede sig til at lyse på vandrefolket, og pigen, som ikke var det varme lys værdigt med alle de arme kroppe hun havde skilt fra sjælene.”

Det var en stormende, kold aften. Vinden piskede i trækronerne, og fik træerne til at hyle som sultne ulve. Eller var det træerne? Man kunne snildt forestille sig en flok glubende, sultne ulve på jagt i stormvejret. Et par dråber faldt midt i den ruskende og kolde vind. Det begyndte at dryppe fra det jerngrå og næsten lilla skydække. Flere dråber faldt og styrtede mod jorden som missiler. Som følge på de første regndråber, styrtede det nu ned. Man kunne intet se for bare regn.

”Vandrerne slog sig ned i mørket og lagde sig til at sove. Pigen smilede et grusomt smil, og med en af de vandrendes skarpe vandrestave borede hun den sylespidse ende ind i hjertet af den ene mand.

Han åbnede øjnene i rædsel, men kunne til pigens fryd ikke skrige, for hans eget blod strømmede ned i munden, så snart han åbnede den. Den lille pige gjorde herefter hurtigt ende på hans lidelser. På en forunderlig måde kunne pigen tage fat om ligets ankler og løfte det op, så han kom til at hænge med hovedet nedad, med blodet dryppende ned i hovedet på sine uvidende og sovende venner.”

Kira ruskede sin ven i armen. “Kom nu!”, skreg hun. Victima havde opført sig underligt, lige siden solens sidste stråler var forsvundet. Kira fortrød nu virkelig, at hun var taget i skoven for at tilbringe natten. Hun rev lynlåsen til teltet ned, skubbede Victima ind først og kastede sig ind efter hende.

De sad lidt i det mørke telt, og Kira stirrede på teltdugen, der ruskede voldsomt i vinden. Victimas lange sorte hår hang ned foran ansigtet, men Kira kunne mærke hendes blik brænde på sig. “K-kan du fortælle en historie?” Mumlede Kira nervøst.

Hun var skræmt over, hvor stille Victima var og ville gerne have en samtale i gang.

”En ven vågnede. Det var ham, der lå lige under den døde krop. Forestil dig at ligge og sove trygt, men så vågner du med din bedste vens blod strømmende fra kroppen og ned i ansigtet på dig.

Manden udstødte et så frygteligt skrig, at det kunne høres langt, langt borte...”. ”Man har aldrig fundet nogen af de døde kroppe, men den ene mand undslap, han flygtede ned til en lille by. Han fortalte det hele til alle, der gad lytte til ham i et desperat forsøg på beskyttelse. Men kun to dage efter forsvandt han sporløst.”

“Ja...”, svarede Victima tonløst.

“En kold, mørk nat sad en lille pige på en klippe i en stor skov. Pigen var faret vild og kunne ikke finde hjem. Den arme pige var forladt og helt fortabt. I en hvid kjole - og med bare fødder - sad hun og stirrede ud over klippen med et tomt blik i øjnene.

Men pludselig blev hun angrebet bagfra. Hun blev ramt af noget skarpt og tungt, der ikke blot skar sig gennem den lille piges kød; men slaget styrtede hende også ud over klippen. Hun skreg og skreg, mens hun faldt længere og længere ned - ned i døden. Pigen skreg af sine lungers fulde kraft, alt blev sort i smerte - en smerte så kraftig, at man ville dø ved den blotte følelse.”

Kira stirrede ind i øjnene på Victima, der havde fortalt hele historien på en måde, som fik den til at virke endnu mere uhyggelig.

“Men...”, begyndte Kira, “hvordan er man sikker på, at pigen rent faktisk var i den skov?”

Victima lagde hovedet lidt på skrå, men man kunne stadig ikke se hendes ansigt. Hun svarede tonløst: “Fordi pigen havde en evne til at besætte folk, brænde deres sjæle op og selv tage plads i den tomme krop”.

”Alt dette forsvandt i smerte og sort mørke. Den lille pige forlod sin krop, og hendes ånd sivede ud af det dybe sår fra stenen, der hvor såret stadig blødte. Den lille piges sjæl vandrede hvileløst rundt i skoven... I skoven, uden krop, var hun for tid og evighed lænket. Men hun var vred. At blive skubbet ud over en klippe er ikke noget, man bare glemmer. Hun svævede rundt mellem træerne og søgte efter mennesker mellem stammerne for at straffe dem.”

Victimas hoved rullede uhyggeligt. Og nu kunne man se hendes ansigt. Men der var noget galt, hun var hvid som et lagen, men det værste var hendes øjne. Kulsorte øjne, men alligevel helt tomme.

Kira skreg af sine lungers fulde kraft. Nu stod det klart, at historien ikke bare var en historie. Kira fumlede med lynlåsen bag sig, mens Victima nærmede sig bagfra. Kira havde fået fat i lynlåsen, rev den ned og kastede sig ud i mørket. Men en iskold klam hånd greb om hendes ankel …

”En dag faldt hendes døde øjne på en lille gruppe vandrere. I dødens lænker var hun usynlig for vandrerne, men pigen kunne se dem, som var hun i 18

19

IMELLEM KLIPPERNE Af Laura Mosegaard Andersen bladene hvislede anderledes. Fortalte ham, at han skulle holde øje nu. Efter et stykke tid kunne han så se nogen komme gående på stien. Denne gang så skikkelsen så lille og så skrøbelig ud, hvem mon det var?

Det var en kold aften. Koldere end det havde været længe. Man kunne godt mærke, at efteråret havde lagt sig som en stor dyne over dalen. Lygtemanden stod under de store trækroner, der holdt alle solens stråler væk. Der var mørkt. Manden havde stået der længe, hans øjne havde vænnet sig til skovens mørke. Den røde kappe kunne holde ham varm, det havde han brug for. Det kunne godt blive en lang nat. Det eneste han havde til at varme sig, var hans kappe og tanken om den varme kakkelovn derhjemme.

Nede i byen boede der mange mennesker. Og de store familier havde til tider svært ved at tjene nok føde til alle. Lygtemanden mødte ofte de små børn ude i skoven. Han havde altid fulgt dem tilbage til bygrænsen. Han gik aldrig længere ind. Byfolkene brød sig ikke om ham, og han ikke om dem.

Det var ikke usandsynligt, at folk fór vild i skoven.

Det var en stor skov, og selv dem, der ville påstå, de kendte skoven ud og ind, var faret vild her.

Lygtemanden levede i skoven, han fór ikke vild.

Hans hytte, der lå godt gemt inde blandt skovens tætte stammer, var hyggelig, hjemlig og langt fra menneskene i byen. Lige hvad han godt kunne lide.

Som skikkelsen kom tættere på, kunne han se, det var en dreng. Han så så tynd og ussel ud. Det var lang tid siden, han havde fået et bad og ikke mindst nok at spise. Tøjet var slidt og langt fra varmt nok til at holde efterårets kulde ude. Manden skulle til at gå hen til drengen, hjælpe ham tilbage. Men det var som om, det slog klik for ham. Hans familie havde smidt ham ud, og det var tydeligt, at han havde været væk hjemmefra i mere end bare et par timer, som det ellers plejede at være med børnene.

Drengen kom stille gående hen til ham, hans øjne

Lygtemanden havde tit hjulpet folk med at finde ud af skoven, og ligesom så mange andre gange kunne han høre de fremmede, lang tid før han kunne se dem. Grenene knasede under skoene, og

20

Da folk hørte, at han boede i skoven, gispede de alle. Pludselig ændrede folk sig. Ved du, hvor den er? Har du fundet den? Drengen blev forvirret, han havde aldrig hørt om nogen skat. Den modige gamle dame, der havde snakket med ham først, begyndte at forklare om skatten i skoven.

lyste af sørgmodighed, han manglede nogen.

Han manglede en familie, og det samme gjorde lygtemanden.

I byen gik snakken altid hurtigt, rygter spredte sig altid mere, end hvad de fleste kunne følge med i. Lygtemanden havde taget barnet til sig.

Selvfølgelig vidste hele byen det. Ingen familier savnede drengen.

Han havde aldrig hørt om skatten før, men som brikkerne faldt på plads, gav det hele pludselig mening. Der var en skat i skoven. Det var lygtemanden, der bevogtede den. Det var derfor, han altid var i skoven. En underlig følelse bredte sig i maven.

Han ville finde den skat. Drengen løb ud af byen.

Væk fra hoben af mennesker, der havde samlet sig omkring ham. Først da han kom til skoven, satte han farten ned.

Snakken gik også hurtigt, dengang folk fandt ud af det med skatten i skoven. Og tag endelig ikke fejl, mange havde været ude at lede, men ingen lykkedes. Skatten var ikke lige til at få, og der ville stadig gå år, før den ville blive fundet. Lygtemandens job var at bevogte skatten. Landsbyfolkene så ham som en skør mand, der levede ude i skoven. Ingen havde gættet hans egentlige formål. Grunden til, at han levede i den skov. Hvorfor han hver nat og dag stod derude. Ikke engang lygtemanden vidste, hvor skatten var eller for dens sags skyld, hvad det var.

Han vidste bare, at det var vigtigt, at skatten skulle bevares, hvor den var indtil det rigtige tidspunkt.

Der var en ting, lygtemanden altid havde sagt. Han havde aldrig rigtig tænkt over det, men som han stod foran skoven, stod det hele pludselig klart for ham. “Klipperne gemmer på mange hemmeligheder.” Det var det, lygtemanden altid havde sagt.

Skatten måtte være et sted i klipperne.

Hans hjem lå lige ved siden af klipperne, han havde altid været så tæt på. Som han nærmede sig klipperne, blev han mere og mere opsat på at finde skatten. Drengen ledte i flere timer. Der blev mørkere og mørkere under trækronerne. Det var aften.

Lygtemanden undrede sig sikkert over, hvor han var, men drengen var ligeglad. Han ville finde den skat. Da han skulle til at give op, faldt der pludselig en medaljon ud fra klippestykket. Det var en gammel medaljon med små fine mønstre. Medaljonen havde engang været meget smuk, men de mange gemte år havde falmet den. Langs kanten var der ridset noget ind: ”Et ønske, et valg du vælger.”

Flere år gik. Drengen voksede op i lygtemandens hjem. De to blev meget tætte. Det var bare dem og den store skov. Som årene gik, spurgte drengen flere gange til menneskene nede i byen, men lygtemanden afviste ham altid. ”Der skal du ikke gå ned, de er ikke som os”, sagde han. Drengen holdt sig i skoven, gik ture og lærte at finde rundt i skoven. Ud og ind som kun lygtemanden også kunne. I mange år fungerede det godt bare de to, men drengens nysgerrighed var vokset. En dag kunne han ikke længere holde sig fra byen mere.

Drengen stod op før daggry, opsat på at komme ned i byen. Det var køligt, og duggen lå stadig i græsset. Han listede sig stille afsted. Lygtemanden troede sikkert, han gik en tur, som han plejede at gøre. Det var en lang tur ned til byen, men drengen var ligeglad. Han ville derhen.

Han var sikker. Næsten hele sit liv havde han manglet sin familie, nu ville han have en. Han holdt om medaljonen, mens han ønskede en familie. I det øjeblik kom lygtemanden gående. Lygtemanden var overrasket, han havde jo aldrig fortalt drengen om skatten. Lygtemanden skulle til at spørge, men drengen kom ham i forkøbet. “Jeg var nede i byen, og nu ønsker jeg mig en familie.” Manden kiggede inderligt på drengen og svarede, “jamen det er jo derfor, jeg er her.”

Byen var en lille landsby. Som så mange andre småbyer lå de yderste huse spredt rundt med langt til den nærmeste nabo, og som man kom længere ind mod byen, lå husene meget tættere. Drengen havde aldrig oplevet noget lignende. Den lille by, der trods sin størrelse var meget liv i, var slet ikke som den skov, han kendte ud og ind. I byen kendte alle hinanden, de så sjældent fremmede mennesker.

Folk på gaden stirrede efter drengen.

En klog kone fra byen var den modigste, hun spurgte drengen, hvad han lavede her i byen. Drengen fortalte om, hvordan han altid havde drømt om at komme ind til byen og væk fra skoven. Folk var stimlet sammen om drengen, klar til at fortælle drengens historie videre så alle i byen ville vide det.

21

FLAMMERNES SKRIG Af Nynne Kamilla Nyborg Hun mærkede sit hjerte hamre blodet rundt i kroppen hurtigere end nogensinde før. Det ringede for hendes ører, og sortnede for hendes øjne. Hun mærkede varmen fra flammerne brænde hendes hud. Larmen var uudholdelig. Hun blev ved med at løbe - kunne ikke stoppe, måtte ikke stoppe.

Hun tænkte ikke, løb bare fra smerten, fra stemmerne... fra ham.

Det var en mørk aften. Temperaturen var lidt som nu. Almila gik hen til broen, som førte videre ind i skoven. Det var deres hemmelige sted. Hendes og Jaycos. De havde været sammen i snart to måneder. Altså sådan ’rigtigt’ sammen.

Almila havde ikke sådan haft en rigtig kæreste før. I hvert fald ikke en som Jayco. Lad os bare sige, at han var ikke som andre drenge. Hun havde mødt ham helt tilfældigt på en café, hvor de var begyndt at snakke. Efter den dag havde de gået lange ture og snakket i timevis. De snakkede om alt muligt, og hun følte, at hun kunne betro sig til ham med alt.

Han havde skrevet til hende tidligere, at han ville mødes med hende på deres normale sted. Han havde endda skrevet, at hun gerne måtte iføre sig en sort kjole. Så det havde hun gjort. Hun havde en lidt tynd sort kjole på med halvlange ærmer. Kjolen var simpelt dekoreret med blondekanter. Hun havde sat sit hår op i en løs knold - det vidste hun, han godt kunne lide.

Hun stod og nærstuderede broens indgraverede mønster, da han kom gående ud af skyggerne. Hans hvide krøller lyste næsten op i tusmørket. Han lignede en engel, som han kom gående der. Jayco var smuk. Unaturligt smuk, faktisk.

Kontrasten mellem hans hvide lysende hår og hans meget mørkebrune øjne var stor. Det var noget af det, der gjorde ham næsten umenneskelig smuk.

Han havde en sort taske slynget over den ene skulder. Han stillede sig foran hende og rakte hende en enkelt og elegant buket blomster, som strålede i blå, lilla og hvide nuancer. “Jeg synes, vi skal fejre vores to-måneders-dag,” sagde han med et storslået smil. Hans stemme var blød. “I en skov?” grinede Almila. Hun gav ham et hurtigt kys som tak for blomsterne.

“Ja, hvorfor ikke?” Han grinede en kort, lidt anstrengt, latter.

Hun synes et splitsekund at kunne se et mørke strejfe hans øjne, men hun slog det væk med, at det nok bare var hendes fantasi, der spillede hende et puds. Jayco tog hendes hånd og begyndte at trække hende med sig ind i skoven. De snakkede ikke helt ligeså meget, som de plejede. Jayco var faktisk usædvanlig stille, da han førte Almila længere og længere ind i skoven. Hun spurgte til, hvad han havde planlagt, men han sagde bare, at han ikke ville afsløre noget. Almila spekulerede på, hvad han mon gemte i tasken, men hun spurgte ikke, for hun ville heller ikke selv ødelægge overraskelsen.

22

havde hældt benzin på jorden. Han startede en skovbrand! “Du skal brænde. Ligesom hun brændte. I den sorte kjole. Ligesom hende. Et øje for et øje.” Jayco smilede, mens branden bredte sig. Han bukkede sig og greb hende i armen, trak hende op hen mod bålet. Han samlede sin taske op fra jorden, og den sølvglimtende ting, Almila ikke kunne identificere tidligere, gled ud på jorden. Det var en kniv. En lille sølvkniv. Han havde taget en kniv med!

Almilas bryst pumpede ualmindeligt hurtigt. “Er du… bange?” Jayco samlede kniven op. Han holdt hårdt fast i Almilas arm. “Det er hurtigt overstået.

Tror jeg. Jeg fik jo aldrig mulighed for at spørge hende, vel? Aldrig mulighed for at sige farvel!”

Jaycos ansigt udstrålede både vrede og smerte.

“Det er din skyld! Din slægt!!” Han råbte højt, men flammernes skrig overdøvede ham. “Hvorfor mig?”

Almilas stemme var en hvisken. “Jeg er ked af det Almila, men… nogen skal betale prisen for din families synder. Jeg er ked af, at det skal være dig.”

Jayco huggede ud efter hende med kniven, men Almila var hurtig. Hun greb hans arm samtidig med, at hun fik spændt ben for ham. Almila vendte om på hælene og satte i løb ind gennem den brændende skov. Han råbte efter hende, “du slipper ikke!!

Flammerne skal nok retfærdiggøre det!! De skal nok færdiggøre arbejdet!”

Endelig kom de til en lidt åben plads inde i skoven.

Forskellige størrelser træstubbe dannede ring om et stort bål. Bålet var ikke tændt, men brænde var allerede lagt sirligt i midten. Almila følte næsten, at nogen havde været der, og gjort det hele klart.

Jayco placerede forsigtigt tasken ved siden af bålpladsen. Han vendte sig om og kiggede på Almila.

“Hvad siger du så?” udbrød han smilende. Det var ikke det sædvanlige varme smil, han sendte hende.

Der var en kulde over det, som hun ikke helt kunne beskrive. Hun gøs. “Skal vi lave bål?” Han smilede igen - men det var et fremmed smil. “Ja,” sagde han bare. Han tog sin yderste trøje af og rakte den til Almila. “Du ligner en, der fryser,” sagde han. “Lad os få tændt op i det bål.”

Hans trøje var dejlig varm, og den fjernede lidt af det ubehag, som hun havde følt for lidt siden.

Jayco åbnede tasken og tog en lille benzindunk op. “Benzin? Er det virkelig nødvendigt?” Almila kiggede mistroisk på Jayco. “Vi skal da have et RIGTIGT bål,” sagde han bare. Han fløjtede, mens han hældte benzin ud over brændet. Almila skævede over mod tasken, som stadig var åben. Noget skinnende fangede hendes blik. Det reflekterede månelyset. Hun kunne ikke rigtig bedømme, hvad det var. “Har jeg nogensinde fortalt dig, at min mor blev brændt på et bål?” Jaycos stemme afbrød hendes tanker. Han stod med ryggen til hende i gang med at hælde benzin på… jorden??? Først et par sekunder efter, ramte Jaycos sætning rigtig Almila.

Gåsehuden spredte sig med lysets hastighed. Hun vidste godt, at Jayco ikke boede hjemme hos sine forældre, men hun havde aldrig tænkt over hvorfor.

“Min far efterlod mig. Jeg bebrejder ham ikke, hvis jeg var ham, havde jeg også forladt det her sted.”

Jaycos stemme havde en mørk klang. Almila forstod ikke, hvorfor han fortalte hende det nu i en mørk skov. “Det er jeg ked af at høre,” fremstammede hun. Stemningen havde taget en ubehagelig drejning. “Ved du, hvilken slægt, der brændte hende?” Han tændte en tændstik. Almila rystede.

Han smilede til hende. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun følte, at han næsten måtte kunne høre det. Almila vidste det allerede før, han sagde det.

“Din slægt… Burn-slægten. Hvilket er et ret ironisk efternavn, eftersom de brændte min mor. Lod hende brænde ihjel, bare fordi hun vidste noget, ingen andre vidste.” Han lod tændstikken falde, og flammer blussede op. Han lignede en dødsengel, som han stod der med enorme flammer i baggrunden.

Hun mærkede sit hjerte hamre blodet rundt i kroppen hurtigere end nogensinde før. Det ringede for hendes ører, og sortnede for hendes øjne. Hun mærkede varmen fra flammerne brænde hendes hud. Larmen var uudholdelig. Hun blev ved med at løbe - kunne ikke stoppe, måtte ikke stoppe. Hun tænkte ikke, løb bare fra smerten, fra stemmerne... fra ham. Almila mærkede den klaustrofobiske fornemmelse af at være omringet. Omringet af flammer. Hendes kjole hang fast i grene og blev flået i stykker. Hun kunne høre ham grine i det fjerne. Hun hostede. Hun faldt. Det sortnede for hendes øjne, mens flammerne skreg over hende.

Ambulancefolkene havde fundet Almila i den brændende skov. Det var i sidste øjeblik. Hun var forbrændt. Havde fået ar, som aldrig ville forsvinde.

Både usynlige og synlige. Almila snakker aldrig om denne oplevelse. Hun havde forklaret politiet, hvad der var sket, men de havde ikke fundet nogen i skoven. De havde ikke fundet nogen ’brændende engel’. Han var væk. Næsten som om han aldrig havde eksisteret. Lægerne fortalte Almila, at det er meget normalt at hallucinere, når man befinder sig i sådan en frygtelig situation. Men Almila ved, hvad hun oplevede den nat. Hun ved, at det ikke bare var noget, hun forestillede sig. Hun husker det hele.

Hver eneste rædselsfulde detalje. Og hver gang hun hører om en skovbrand, checker hun lige efter.

Bare for at være... sikker.

Almila mærkede kulden brede sig langsomt ud i kroppen. Det var ikke spor hyggeligt mere. Jayco begyndte at gå hen mod Almila. Almila bevægede sig baglæns og snublede over en af de store træstubbe. Ilden begyndte at sprede sig til træerne. Det gik pludselig op for Almila, hvorfor Jayco

23

DEJA-VU Af C. H. Segalt ”Hørte du det?” Karl trak sin sovepose helt op til næsetippen. Med bankende hjerte stirrede han på Magnus, der lå ved siden af ham kun svagt oplyst i fuldmånens dunkle skær. Et hurtigt nik fra klassekammeraten signalerede, at også han havde registreret lyden, der kom fra et sted i skoven, som omgav dem. ”Slap nu af, det er nok bare en ræv eller et andet dyr,” lød det beroligende fra ham, men noget i hans stemme fik ham til ikke at lyde overbevisende.

Karl satte sig op på liggeunderlaget. Han strøg en hånd gennem sit lange pandehår og spidsede ører.

Lyden af en knækket kvist brød nattens stilhed og sprang som små ekkoer fra træstamme til træstamme omkring de to klassekammerater. ”Der var det igen,” hikstede Karl. ”Der er sgu nogen derude!” I det samme blev han ramt af en skarp lyskegle, der fik ham til at misse med øjnene, og han mærkede en ubehagelig sitren løbe gennem sig.

Lyskeglen bevægede sig væk fra ham og begyndte at glide langsomt rundt mellem træerne, så mørke skygger bølgede på stammerne, som var de duvende bøjer i vand. ”Er du en kylling ligesom Janus og alle de andre?”

Karl opdagede, at lyset stammede fra Magnus’ mobiltelefon, og han sukkede højlydt. ”Nej, nej,” forsvarede han sig og sendte vennen et halvhjertet smil. ”Så bevis det!” Magnus rejste sig og holdt lyskeglen i retning mod det område, hvor lydene var kommet fra. ”Gå derover og find ud af, hvad det er, der rumsterer.” Karl sank en klump. Hvorfor fanden havde han også valgt at spille sej overfor Magnus, når nu alle de andre drenge i klassen var blevet skræmte af Magnus’ historie og havde valgt at blive tilbage på lejrskolen?

Bare fordi han var den nye dreng i klassen, havde han vel ikke behøvet at overskride sine egne grænser for at blive accepteret? Han skulle da bare have vist sit talent på fodboldbanen tidligere på dagen, da drengene havde spillet kamp mod hinanden i stedet for at have brugt tiden på at snakke med Johanne.

24

”Okay, okay,” sagde han og tvang sig selv på benene. Han trak sin telefon op af lommen på sine hullede jeans og tændte for lommelygten, så endnu en lyskegle viste sig i sensommermørket. Tøvende tog han et skridt og mærkede, at hans uro havde forplantet sig til en dirrende følelse i hans ben.

vennen ikke var at se nogen steder. ”Hvor fanden er du?” Han fik intet svar, så han haltede tilbage mod de to drenges alternative soveplads. Smerten fra foden var ulidelig, og han følte det, som begyndte skoven at trække sig sammen om ham, som ville den opsluge ham.

”Bliver det i dag eller hvad?” Magnus stirrede på Karl med et både opildnende og spørgende blik. ”Du tror da vel ikke på historien om Jack?” Karl rystede på hovedet. ”Selvfølgelig gør jeg ikke det,” svarede han og tog endnu et skridt. Selvom Magnus havde været meget overbevisende, da han tidligere på aftenen, i lejrbålets skær, fortalte klassen en historie om, at en morder ved navn Jack var flygtet fra det lokale fængsel og var blevet set her i skoven, vidste Karl jo godt, at den ikke havde en skid på sig. Alligevel sad historien i ham som dybe splinter.

”Magnus for helvede, det er ikke sjovt længere!” råbte han uden at lægge skjul på sin angst. ”Hvor fuck er du?” Panisk lyste han omkring sig, men klassekammeraten var forsvundet, som solen var det et par timer tidligere. Han mærkede tårer bryde frem i øjenkrogene, så han bed tænderne sammen for at bevare fatningen. Da han nåede hen til soveposerne, så han, det bulede ud under Magnus’ sovepose. ”Hvad har du gang i?” hylede han og flåede soveposen væk. Magnus lå under soveposen med et smørret grin på læben. ”Du er for nem,” lo han, mens vedhænget på hans halskæde glinsede i måneskinnet. En skygge gled med ét ind under Karl, og inden han kunne nå at reagere, mærkede han en kraftig smerte i baghovedet. Så blev alt sort.

Endnu en kvist knækkede i skovbunden foran ham, og han fór sammen. ”Hvem der?” kaldte han og knugede telefonen i sin hånd. Uden at få svar gik han modvilligt et par skridt i retning mod lyden.

Noget puslede i krattet nogle meter fremme, og han lyste frem for sig. Lyskeglen gled hurtigt hen over skovbunden og opfangede et egern, der rodede i jorden. Dyret fornemmede straks fare og sprang øjeblikkeligt op på den nærmeste træstamme og tog flugten mod den frelsende trætop. En bølge af lettelse skyllede gennem Karl. ”Det var bare et egern,” sagde han. Han pustede ud i luften og gik over mod det træ, der havde lagt stamme til dyrets flugt. Kort før han nåede frem, gik der et jag op gennem ham fra hans ene fod. ”Av, for helvede!” skreg han, og inden han opfattede, hvad der var sket, eksede hans ben, og han faldt om i skovbunden. Fuld af smerter lyste han på sin fod. Blodet løb i en lind strøm ud gennem hans sneakers og farvede skovbunden rød. Synet fik en udefinerbar frygt til at vokse i ham, og han trak sin sko og strømpe af. Et dybt snit i fodbuen under foden indikerede, at han måtte have trådt på noget skarpt. Han prøvede at abstrahere fra smerten ved at fokusere på skovbunden. På jorden, delvist skjult under bladene, opdagede han, at der stak nogle barberbladslignende knive op, og det lignede, de var placeret der med forsæt.

”Kom nu op med dig!” Karl slog øjnene op og så sig forvirret rundt. Hans hoved værkede, og forundret opdagede han, at han lå i sin seng på drengeværelset på kolonien, og at Magnus stod bøjet ind over ham. ”Ja, ja,” smilede han lettet og nød tanken om, at nattens oplevelse kun var sket i hans fantasi. ”Der er ikke noget at smile af!” Magnus’ ansigt var stramt, som om noget var hændt. ”Hvad sker der?”

Karl greb telefonen på natbordet og så, at klokken kun var fire om morgenen. ”Hvorfor skal vi op nu?

De andre drenge på værelset var allerede i gang med at komme i tøjet, og det så ud, som om de havde fart på. ”Lærerne har haft besøg af politiet og fortalt, at en farlig fange er stukket af fra fængslet,” svarede Magnus. ”Vi deler os i hold med en lærer på hver og hjælper politiet med at finde ham.”

Ordene ramte Karl som piskeslag. Han trak dynen af sig og svingede benene ud over sengekanten. ”Hvad fanden har du lavet?” hylede en anden af drengene og pegede fokuseret på Karls seng.

Lagenet var gennemvædet af en tyk, rødlig væske.

Skræmt stirrede Karl på sin fod, som var bundet ind i en strømpe med indtørret blod og chokeret rakte han ud efter sine jeans. Han stak en hånd i forlommen og trak en lille metalplade frem. ”Karl”, stod der på den.

En lille metalplade lå mellem knivene, og han rakte ud efter den. ”Karl”, stod der indgraveret med små typer på den, og synet fik hans hjerte til at slå et ekstra slag. ”Det er livsfarligt at gå her,” råbte han advarende til Magnus. Han puttede metalpladen i lommen og tørrede en del af blodet væk med strømpen, inden han bandt den stramt om sin fod i håbet om at stoppe den værste blødning. Dernæst greb han sin løse sneakers-sko og drejede hovedet mod kammeraten. ”Magnus?” kaldte han, eftersom

Et vedhæng på Magnus’ halskæde skinnede i loftslyset, og Karl betragtede det. Det var identisk med hans eget, blot var inskriptionen skiftet ud med et andet navn, ”Magnus”.

25