Trøst
Bibelselskabets forlag
lotte mørk er præst på Rigshospitalet og har trøstet utallige mennesker i sorg. Hun er desuden forfatter og foredragsholder.
esben kjær er forfatter, foredragsholder og en af Danmarks mest markante journalister, der er kendt for at tage fat på de store og svære spørgsmål. Han har mistet sin syvårige søn, Sebastian.
©
CARSTEN LUNDAGER
Trøst
Af Esben Kjær og Lotte Mørk
© 2025 Det Danske Bibelselskab
Omslag: Alette Bertelsen, Aletteb.dk
Grafisk tilrettelæggelse: Isabel Søndergaard, www.isabels.dk
Sat med Minion Pro på 100 g Munken Print Cream
Tryk og indbinding: Totem
1. udgave, 1. oplag 2025
ISBN 978-87-7232-380-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Al bibeltekst er, hvor intet andet er angivet, fra Bibelen 2020, udgivet på © Det Danske Bibelselskab 2020
Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K
mail@bibelselskabet.dk www.bibelselskabet.dk
Esben Kjær
Lotte Mørk
Trøst
En lille bog om at miste
Bibelselskabets forlag
1
Du har brug for trøst
“Jeg bor i det høje og hellige, og jeg er hos den, der er knust, og hvis ånd er nedtrykt. Jeg vil løfte den nedtrykte ånd og helbrede det knuste hjerte.”
(Esajas Bog 57,15)
Hvis du sidder med denne bog, er det sikkert, fordi du har mistet et menneske, du elsker. Og hvis det er en, du elsker rigtig meget, er din verden måske holdt op med at give mening. Brudt sammen. Det hele kan være lige meget. Hjertet er knust, og du ved ikke, hvordan det skal hele igen.
Sorg er en brutal kraft, der vælter os omkuld. Vi har skrevet denne lille bog for at give dig noget at
holde fast i, når du mister fodfæstet og bliver revet af sted af den – sorgen.
Vi har ikke skrevet bogen for at fjerne din sorg. Det er umuligt. Og det er heller ikke meningen med sorgen. Meningen med sorgen er, at du skal gå igennem den. Holde den ud. Overleve den. Lade den gøre ved dig, hvad den skal: nemlig at give kærligheden til din elskede en ny form. Døden afslutter et liv – ikke et forhold.
Derfor begyndte vi med trøsten fra Bibelen ovenfor. Ordene fra Esajas Bog siger ikke, at sorgen går væk. De siger, at hvis du er knust, er du ikke alene. At der findes noget – eller nogen – som langsomt, nænsomt, forbinder det, der er blevet revet op. Helbredelsen begynder ikke med, at smerten forsvinder. Den begynder med, at nogle ser den. Og bliver hos dig i den.
Sorg gør, hvad den skal. Sorgen er ikke et problem, du skal løse. Den er et vilkår, du skal lære at leve med. Så denne bog kan ikke fikse din sorg. Men
den kan hjælpe dig med at forklare dig, hvad du går igennem. Hjælpe dig til at navigere i sorgen. Og så
vil bogen forsikre dig om, at det nok skal gå – selv om du måske har svært ved at forestille dig det lige nu.
Vi ved, hvad vi skriver om. Lotte har været præst på Rigshospitalet i 20 år og har trøstet alle tænkelige mennesker i sorg. Esben mistede sin syvårige søn, Sebastian, og besluttede derefter at bruge sin baggrund som journalist til at hjælpe andre mennesker bedre gennem deres sorg ved at lave bøger, radio, tv, foredrag og meget andet om emnet. Vi –
Esben og Lotte – har fundet sammen gennem vores arbejde med sorg – som et eksempel på, at sorg fører uforudsigelige ting med sig.
Bogen er bygget op sådan, at der er en fælles tekst, som udgør hovedsporet. Men begge forfattere har også personlige ting at sige og erfaringer at dele. Så med jævne mellemrum dukker vi også op i teksten hver især med egne stemmer. Dette er tydeligt markeret. Vi trækker meget på egne erfaringer og
eksempler, vi har oplevet. Men vid, at alle eksempler er helt anonymiserede, så ingen kan genkendes. Folk tænker tit på sorg som et psykologisk problem. Det er sorg også, og det kommer vi også til at skrive om. Men ikke kun. Vi ser sorg som et eksistentielt vilkår – som noget meget dybere og større. Fordi sorgen er så voldsom – og fordi mange helt og aldeles mister kontrollen – tvinger sorgen ofte sørgende til at stille sig selv og livet mange af de helt store spørgsmål: Hvorfor skulle min elskede lide? Hvorfor skulle han dø? Hvor er han nu? Er der en Gud?
Og hvis ja, er Han så rigtig klog? Og mange andre spørgsmål fra selve eksistensens dybeste sted.
Det er faktisk kun troen (og filosofien), der har et sprog for disse spørgsmål. Derfor har troen sin plads i denne bog. Og derfor indleder vi hvert kapitel med et citat fra den bog, der historisk set har trøstet allerflest lidende mennesker: Bibelen.
Når det er sagt, er dette ikke en bog om tro. Og du kan læse den, uanset hvad du tror og ikke tror på.
Vi har kun skrevet den med et eneste formål – at give dig:
Trøst
Sorgen før døden
“Kom, alle jer, der arbejder hårdt og er tynget af bekymringer. I kan hvile ud hos mig.”
(Matthæusevangeliet 11,28)
Det er opslidende at dø. For den døende, selvfølgelig. Men også for dig, der skal støtte og bære. Derfor skal du tænke over, hvordan du bærer byrden – og sammen med hvem. Det handler dette kapitel om.
Du har brug for mindst ét andet menneske ved din side, der kan hjælpe dig med at bære byrden som pårørende. Men du har brug for mere end det. Matthæusevangeliet taler om, at du kan læne dig ind i Gud. Og det kan du, fordi Gud sender mennesker til os – hvis vi ellers er åbne for det. Måske er det
ikke din nærmeste, du ender med at læne dig ind i. Måske er det en fjern kollega, som pludselig bliver
dit helle. Måske en, der selv har stået, hvor du nu står. En, der ved, hvad du har brug for. Han eller hun er måske sendt til dig som svar på invitationen fra Jesus: “Kom, alle jer, der arbejder hårdt og er tynget af bekymringer. I kan hvile ud hos mig.”
Hvis du skal kunne være der for din elskede i et langt farvel, må du have et fællesskab med en anden (eller flere). En, der kan blive stående, når du er træt. For det bliver du.
De fleste dør langsomt – nogle gange meget langsomt. Dem skriver vi mest om. Nogle få dør pludseligt – dem skriver vi om sidst i kapitlet.
Se dødsdommen i øjnene
På et eller andet tidspunkt kan lægerne ikke gøre mere. Eller også siger din elskede selv, at han eller hun ikke vil mere. Det betyder, at I nu går ind i
livets sidste fase sammen. Det er tiden, hvor I skal sige farvel. Et inderligt, langstrakt farvel. Det er her, I får sagt det, der er vigtigt – på jeres egen måde. Måske gør I en slags kærlighedsstatus og bekræfter jeres evige bånd til hinanden. Måske bliver I forsonet, hvis det er nødvendigt. Får talt sammen om alt det, der er vigtigt nu, hvor det er sidste chance for at få det sagt. De, der får sagt ordentligt farvel, er ofte glade for det bagefter. De, der ikke gør, kan senere få det sværere i sorgen.
Men for de fleste er det svært at få sagt dette farvel. For vi kan ikke holde ud, at det er slut, og vi kan ikke være med afmagten. I stedet prøver vi at handle os ud af den. Vi tænker: “Lægerne tager fejl.
Vi må finde en ny behandling, en anden behandling, en alternativ behandling. Vi må gøre noget”. Og det kan jo være, at du har ret. Men formentlig prøver du at flygte fra afmagten– fra det uundgåelige. Og det kommer ikke til at lykkes dig at slippe væk. Så derfor skal du spørge dig selv: “Er det virkelig det, jeg vil bruge vores sidste tid sammen på – at jagte nye behandlinger og flygtige håb? Eller
vil jeg bruge den sidste tid på at få sagt et langt, kærlighedsfuldt farvel – at leve så intenst sammen den sidste tid, som vi overhovedet kan?”
Men har min elskede og jeg da ikke brug for håb?
Jo. Men I har ikke brug for et urealistisk håb. I har ikke brug for håb om helbredelse, hvis det håb ikke er en reel mulighed. I har ikke brug for håb, der kan hjælpe jer med at flygte fra virkeligheden. I har brug for et realistisk håb. Håb om at få barnebarnets næste fødselsdag med. Håb om en“ “god”, kærlighedsfuld død. Måske håb om at ses igen i efterlivet. Realistiske håb kan man leve på. Urealistiske håb får en til at spilde tiden og gøre dumme ting.
Overgiv dig
For at finde fred med det uundgåelige er du nødt til at overgive dig. Overgive dig til det, der skal ske. Til, at du ikke har magten over, hvordan det ender.
Det har vi svært ved i denne del af verden. Vi bilder os ind, at vi kan, hvad vi vil, hvis vi lægger nok energi i det. Det er løgn. Alt det vigtige i livet har vi meget ringe indflydelse på. Om vi overhovedet bliver født. Hvem vi bliver født af. Hvilken opvækst vi får. Hvor kloge vi er. Hvem vi bliver forelskede i. Om de elsker os tilbage. Om vi bliver hyret eller fyret. Hvornår vi bliver syge. Og hvordan vi dør.
Du har ikke magten over døden. Du kan ikke bestemme, om din elskede skal leve eller dø. Måske kan lægerne til en vis grænse. Eller Gud. Du kan ikke, uanset hvor meget du handler. Det skal du overgive dig til. For det, du holder fast i, er ikke magt over jeres situation – det er illusionen om en magt, som slet ikke er dig givet. Og hvis du forfølger den illusion, ender du med ansvaret for noget, du ikke har magten over. Og det er det værste sted at være. Ingen har lyst til at give slip på magten. Men det skal du. Du skal slippe den magt over livet, du alligevel ikke har. Og når du gør det, vil du nok opleve, at der indfinder sig en form for fred. En
fred, der kommer af, at du nu har sluppet noget, du alligevel ikke kan styre.
Overgivelse er ikke det samme som at give op. Du kan stadig godt handle. Finde nye behandlingsmuligheder, hvis det er det, du vælger at bruge tiden på. Eller måske bare være der for den døende på den mest kærlige måde. Det er under alle omstændigheder en god ide, selv om det er hårdt. For som pårørende skal man have gjort sit bedste – for det kan du finde fred i bagefter.
Så du kan sagtens handle. Du skal bare være klar over, at det ikke længere er op til dig, hvordan det ender. Du kan tage ansvaret for dine egne handlinger. Men ikke for resultatet.
Måske er resultatet op til Gud. Hvis du tror, kan du passende overlade ansvaret til Ham. Men det kræver, at du tør give slip på den kontrol, du alligevel ikke har. Vi kan ikke regne ud, hvad den store plan er, og hvad meningen er med det hele. Men som troende kan du læne dig ind i, at Gud har styr
på det, når du ikke selv har. Og at det hele ender, som det skal. Det er der også fred i. Hvis du altså
tør hengive dig. Hvis du tør komme til Ham med dine tunge byrder, så Han kan give dig hvile, som Matthæus skriver ovenfor.
Esben: Den ting, jeg fortryder allermest i det halve år, Sebastian var syg, er, at jeg ikke overgav mig.
Kræftlægerne havde givet ham en procents overlevelseschance og bedt os gå ud og finde et mirakel.
Dermed blev hans overlevelse mit ansvar – jeg skulle finde det mirakel, den behandling, der ville redde ham. Jeg prøvede og prøvede – og ansvaret sled mig op. Og da det til sidst stod klart for alle andre, at miraklet ikke ville indfinde sig, ville jeg ikke indse det – jeg VILLE vinde over døden. Og derfor kæmpede jeg indtil få timer, før han døde. Det lyder måske nobelt. Men det var det ikke. Jeg ville ikke indse, at det var slut, og prøvede at handle mig ud af afmagten. Og derfor gjorde jeg IKKE alt det, som vi skriver om ovenfor. Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel.
Det tilgiver jeg aldrig mig selv. Aldrig. Når jeg siden
er blevet en stemme i sorgdebatten, er det først og fremmest, fordi det er meningsfuldt. Men det er også en måde at afdrage på gælden for dette svigt, denne synd, på. Og jeg bliver aldrig færdig med at afdrage.
Trøsten for mig er, at Gud tilgiver mig, når jeg ikke selv kan. Det er jo det smukke ved syndsbegrebet: Vi skal prøve så godt, vi kan, men vi kommer sikkert til at fejle. Men det gør ikke noget, for vi er tilgivet på forhånd. Og det var sådan, jeg skulle være gået til forsøget på at redde min søn: Jeg skulle have gjort, hvad jeg kunne – men erkendt, at det ikke var op til mig. Jeg skulle have taget ansvaret for processen, men ikke for resultatet. Jeg skulle have taget imod den hvile, jeg blev inviteret til – men som jeg ikke turde tage imod dengang. Den hvile, Matthæus beskriver. Det er der, hvor byrden bliver delt, og hvor jeg ikke længere skal bære alt selv. Og til sidst skulle jeg have overgivet mig til, at det var slut, og brugt tiden på et langt, fredfyldt farvel i stedet for at prøve at handle mig ud af afmagten. Hvis der er en ting, jeg vil have, at du tager med dig fra denne bog, er det dette: Overgiv dig. Tag gerne ansvar for processen,
men ikke for resultatet. Vid, når det er slut. Og få sagt ordentligt farvel.
”Sorgen vil aldrig gå helt væk. Det er en del af pakken og en del af det at være menneske. Og tænk engang, at du var så heldig at elske et andet menneske så meget, at du får lov at bære vedkommende i hjertet resten af livet. Selv om det gør ondt, så husk, at det også er en ære og et privilegium.
Husk, at døden afslutter et liv. Ikke et forhold. Du skal bære dine døde med dig i hjertet og på tusind andre måder.”
– fra bogen
Sorg er en brutal kraft. Den lammer dig og vælter dig omkuld. Men den er et vilkår i livet. Og den forsvinder ikke, for tab går ikke væk. Med tiden bliver den anderledes, og du kommer til at bære den med dig på en måde, så den ikke står i vejen for dit liv.
Undervejs stiller sørgende dog ofte sig selv og livet nogle af de helt store spørgsmål:
–Hvorfor skulle han dø? Hvor er hun nu?
Er der en Gud? Og hvis der er, er Gud så rigtig klog?
Denne bog er til dig, der sørger, fordi du har mistet et elsket menneske. Og til dig, der ved, at det snart kommer til at ske. Det er ikke en bog, der kan fjerne sorgen. Men den er en kærlig vejviser gennem malstrømmen og en hjælpende hånd til at genfinde fodfæstet.