Bibelen i ord og billeder - uddrag

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

BIBELEN I ORD OG BILLEDER BIBELSELSKABETS FORLAG

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

INDHOLD DET GAMLE TESTAMENTE 10 I BEGYNDELSEN

Alting bliver til 12 Mennesket skal ikke være alene 16 Har Gud virkelig sagt det? 20

22 DE FØRSTE MENNESKER PÅ JORDEN Brodermordet 25 Den store vandflod 26 Den evige pagt 28 Babelstårnet 30

32 PATRIARKERNES TID

Abraham drager afsted 34 Tæl stjernerne, hvis du kan 36 Tag Isak, din eneste søn 40 Rebekkas sønner 45 Jakobs drøm 46 Josef og brødrenes hævn 48 Jakob drager afsted 52

54 UDVANDRINGEN FRA EGYPTEN

Israelitternes klageråb 57 Den brændende tornebusk 58 De ti bud 60 Lav os en gud 64

68 DET FORJÆTTEDE LAND

Guds løfter til Josva 71 Folkets løfte til Gud 72 Debora, dommer i Israel 74 Tiden uden konge 77

78 KONGETIDEN

Saul bliver konge 80 David spiller for Saul 83 Herren er min hyrde 84 David kæmper mod Goliat 86 Sæt Urias i forreste linje 90 Bøn om tilgivelse 92 Styrkeprøven 96 Folket i eksil 100

102 DOM OG FRELSE

Jeg fører jer bort 104 Planer om lykke 109 Jeg åbner jeres grave 110 Et barn er født os 112 Sand bliver til oaser 116 Han bar de manges synd 118

DET NYE TESTAMENTE 124 I BEGYNDELSEN

Ordet 126 Frygt ikke, Maria 128 Jesu dåb 131 Djævelen frister Jesus 133

136 JESUS MØDER MENNESKER Lad dem komme 138 Uren ånd 141 Lille pige, rejs dig op 142 Den blinde 144 Stormen på søen 147

150 UNDERVISNING OG SAMTALER

I er verdens lys 152 Sådan skal I bede 154 Glubske ulve 156 Nikodemus 158 Den samaritanske kvinde 162 Du gør dig selv til Gud 167

170 LIGNELSER

Taler du om os? 173 Den rige bonde 174 Arbejdernes løn 177 Den fortabte søn 178

180 PÅ VEJ MOD JERUSALEM

Lazarus, kom herud 182 Knivene slibes 186 Vision om verdens ende 188 Jeres hjerte må ikke forfærdes 192

196 LIVET SEJRER

Måltidet 198 Peters svigt 201 Dømt til døden 202 En krone af torne 205 Korsfæstelsen 208 Lagt i en grav 211 Han er opstået 212 Maria og Jesus 215 Indtil verdens ende 216

218 APOSTLENES VIRKE

Pinsedagen 221 Saulus’ omvendelse 224

226 BREVENE

Ingen fordømmelse 228 Vi ser i et spejl 231 Frihed 233 Livet i lyset 236

238 JOHANNES’ ÅBENBARING

Jeg kommer snart 240 Rytterne 243 Kvinde klædt i solen 244 Kvinde klædt i purpur 247 Det ender godt 249 Billedregister 253

FORORD B

ibelen er en stor og mangfoldig bog.

Den består af mange enkelte skrifter eller bøger, der først på et ret sent tidspunkt er blevet føjet sammen i den bog, vi kalder Bibelen, og som falder i to afdelinger: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Alle skrifter er ikke lige vigtige, og det er de færreste, der læser Bibelen fra ende til anden. Til gengæld har mange bibellæsere nogle fortællinger eller passager, som de læser igen og igen, og som følger dem livet igennem.

De enkelte skrifter i Bibelen er ikke lige gamle. Det Gamle Testamentes bøger er blevet til over mange hundrede år, men først samlet i det fjerde århundrede, og evangelier og breve i Det Nye Testamente er blevet samlet et stykke ind i det andet århundrede. Mange genrer er repræsenteret: myter, fortællinger, historiske beretninger, love og leveregler, profetier, visdomsbøger og poesi, lignelser og lærestykker og breve. Men trods forskelligheden udgør de en helhed, der har været vigtig for de mennesker, der redigerede Bibelen, og som er vigtig for os, fordi den fortæller historien om Gud og mennesker – en historie, der begynder endnu før, der var mennesker på jorden, og som først fuldendes den dag, da alle gåder er løst, og »Gud er alt i alle og nåden fuldt udøst«, som

6

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

der står i salmen »Min største hjertens glæde« (DDS 553). Dette forløb går som en rød tråd gennem Bibelens fortællinger og beretninger, og jeg har prøvet at fastholde den i det følgende udvalg af tekster, der skal ses som nedslag i den store historie.

Der er mange måder at læse Bibelen på.

Man kan læse den som kirkens hellige bog med Guds ord til os, man kan læse den som litteratur, og man kan tage de videnskabelige briller på og studere dens værdi som historisk kildeskrift og ophav til teologisk indsigt. Man kan anlægge en kulturel synsvinkel og undersøge, hvordan den har påvirket vores samfund, vores værdier og menneskesyn og vores kunst.

Og endelig kan man, som Søren Kierkegaard skriver, læse Bibelen som »brevet fra den elskede«, hvilket vil sige, at man kan læse den ud fra et lidenskabeligt ønske om at forstå, hvad Gud vil os. Heri ligger også, at man ikke kan læse Bibelen »udefra«. Man må engagere sig i ordene og lade sig gribe af dem.

For mit eget vedkommende ser jeg Bibelen som en helhed og som en tekst, der bliver ved med at leve og tale til os. Men den er også et univers, man må gå ind i og forstå ud fra den indre sammenhæng. Når det er blevet sagt, at man kun kan læse Bibelen ved Helligåndens hjælp, er det et udtryk for, at man aldrig vil

forstå, hvad ordene og fortællingerne vil os, hvis man ikke tager dem alvorligt som vidnesbyrd om en sandhed, der er til liv og – ja, jeg må bruge et smukt, gammelt ord – til salighed.

Bibelens fortællinger og farverige persongalleri har været en guldgrube for billedkunstnere, hvilket man kan forvisse sig om på et hvilket som helst europæisk eller amerikansk museum. Mængden af værker kan gøre, at man som almindelig museumsgæst går sukkerkold og ser sig længselsfuldt om for at finde caféen eller nødudgangen.

De sidste par hundrede år har kunstnerne dyrket andre motiver end de bibelske. Men temaerne optræder stadig. Vi har i Danmark de seneste halvtreds år fået fremragende kirkekunst, og ser man nøje efter i nyere eller nutidige værker af danske kunstnere, finder man også der de samme temaer belyst, de samme menneskelige dilemmaer – ikke fordi de er specielt bibelske, men fordi de er menneskelige, og fordi vi stadig har et mellemværende med Gud, selvom vi måske foretrækker at tale om »Livet« med stort L og længslen efter en mening med tilværelsen.

Moderne kunstværker vækker til eftertanke.

De værker, der ledsager bibelteksterne i denne bog, er kun i meget få tilfælde illustrationer til de enkelte beretninger. Jeg håber, de kan give

anledning ikke bare til eftertanke, men også til at åbne for en dialog og måske en anden synsvinkel på fortællinger og lignelser, der ofte lægger op til flere tolkninger. Værkerne har i mange tilfælde været øjenåbnere for mig, og jeg håber, de kan være det samme for læseren.

Derfor har jeg i de fleste tilfælde heller ikke knyttet min egen fortolkning til billederne, men indskrænket mig til at føje nogle bemærkninger til der, hvor jeg har ment, det kunne lette tilgangen.

Til slut tak til Bibelselskabet for opgaven, og tak til generalsekretær Johannes Baun og redaktør Mathias Anker Kure for inspiration og samarbejde.

Lisbeth Smedegaard Andersen

FORORD

7

LIVET SEJRER P

åsken var årets vigtigste fest og fejredes til minde om israelitternes udfrielse af Egypten. Der var faste traditioner for, hvordan det skulle foregå, og derfor ved vi, at Jesus og disciplene har spist lam, og dertil har de fået usyret brød og bitre urter, der skulle minde om de bitre dage under slaveriet i Egypten. Man drak fire glas vin og sang de salmer, der hørte påsken til.

Måske har der hersket en lidt trykket stemning omkring bordet. Ingen andre end Jesus vidste, hvad der stod for døren, men flere af disciplene var allerede modløse. Hen mod slutningen af måltidet skete der noget uventet.

Jesus tog brødet og knyttede nogle ord til, som lige siden har lydt, hvor kristne fejrer nadver: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og da de havde fået brødet, løftede han sit bæger med vin: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.« De var der alle sammen. Den, der skulle forråde ham, dem, der skulle svigte ham, dem, der skulle være ledere, når han ikke var der mere. En broget skare ligesom på Olivia HolmMøllers billede, hvor alle er med i det gyldne lys omkring livets bord: de unge og de gamle, de elskende og de svigtende, dem, der har tunge ting på deres samvittighed, dem, der er på vej ud i livet, og dem, der har været der før os.

Efter påskemiddagen gik Jesus med sine disciple ud til Oliebjerget, til det sted, der hed Getsemane. Han er alene med sin frygt og

196

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

dødsangst – ingen af disciplene kan holde sig vågne og bede med ham, og de flygter, da han bliver pågrebet. Siden følger et forhør, der er en tom forestilling med falske vidner, for ypperstepræsterne og rådet har allerede på forhånd bestemt, at Jesus skal dømmes til døden.

Afgørelsen falder, da han på ypperstepræstens spørgsmål: »Sig os, er du Kristus, Guds søn?« svarer: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.« At Jesus gør sig til ét med Gud er gudsbespottelse, præsterne dømmer ham til døden, og den romerske statholder Pilatus overgiver ham til korsfæstelse.

Tornekroning, purpurkappe, slag og hån.

Det sker til alle tider, men der er noget fordækt over tortur, som om det altid foregår i en kælder. Også Sys Hindsbo lader sit uheldssvangre billede foregå et udefinerligt, mørkt sted. Måske i en kælder? Eller i et fængsel? I billedets højre side er tre mænd beskæftiget med noget, der kunne ligne forberedelser til en arrestation, tortur eller måske en henrettelse?

Foran er en mand ved at falde til jorden, og i billedets venstre side bærer et par mænd et dødt eller bevidstløst menneske væk, mens personen midt i billedet holder sig for næsen.

Hvad der end foregår, tåler det ikke dagens lys.

Jesu korsfæstelse er blevet skildret på mange måder gennem tiden. I den tidlige kristne kunst står Jesus som en sejrherre på korset med armene udbredt over jorden. Men i træng-

selstider med krig og sygdom var det en trøst at vide, at Jesus kendte til menneskers smerte og lidelse, og på de gotiske krucifikser hænger Jesus lidende, udmarvet og blodig på korset.

Jesu blod renser for al synd, som det hedder i Johannes’ Første Brev, så der skulle meget blod til for at frelse den arme menneskehed og få Gud til at se med tilgivende øjne på synderne.

I Roskilde Domkirke har Peter Brandes skabt en altertavle af gyldne mosaikstifter og med en martret Kristus med blodet løbende ned fra tornekronen. Der er intet kors, kun Kristi ansigt og under det en stige – den himmelstige, der forbinder himmel til jord, men hvis trin nu er brudt i stykker. På hver sin side står Eva og Adam, og ved Adams fod ligger det æble, der ødelagde forholdet mellem Gud og mennesker og bragte synden ind i verden. Med Jesu død på korset er dramaet til ende. Efter al angsten, smerten og skrigene er det, som om der falder en underlig mathed over sceneriet. Der er intet mere – kun tomheden og stilheden efter de stormfulde døgn. Et ribbet træ står tilbage som et vidnesbyrd om menneskers evige dårskab: »For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?« (Lukasevangeliet kapitel 23 vers 31).

Alle evangelisterne fortæller samstemmende, at det var kvinder, der fandt graven tom påskemorgen, og Markus skildrer deres forskrækkelse, da de af en ung mand i hvide klæder får at vide, at Jesus er opstået. De er så bange, at de i første omgang flygter og ikke tør sige noget til nogen. Johannes fortæller lidt mere detaljeret, hvordan Maria Magdalene var den første, Jesus viste sig for efter opstandelsen. Efter at have fortalt disciplene at hun ikke kan finde Jesu døde krop, går hun tilbage til graven, hvor hun står og græder, da Jesus kommer og kalder hende ved navn. Hun genkender ham, men må ikke røre ved ham. Scenen, der har været

fremstillet mange gange i billedkunsten, kaldes derfor noli me tangere, »rør mig ikke«, og selvom Inge Ellegaard kalder sin lille billedserie for Diana på kirkegården, må det være det samme motiv. Kvinden er ligesom kirkekunstens Maria Magdalene klædt i en rød kjole og har langt hår, og hun befinder sig på en mørk kirkegård, hvor hun knæler ved en åben grav. Men på det næste billede er det som en eksplosion af lys, der synes at stå frem under gravstenen, mens det tredje billede viser kvinden siddende lænet op ad en sten – hvad har hun oplevet? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Med Jesu opstandelse er alt nyt, og Jesus sender disciplene ud i verden med befaling om, at de skal døbe folkeslagene og gøre dem til hans disciple. Dåben markerer indgangen til et liv med Kristus, og vandet er – som det hedder i Peters Første Brev (kapitel 3 vers 21) – »ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.« I Gødstrup Hospitalskirke har Laila Westergaard skabt en døbefont i form af et hjerte, sådan som et virkeligt, bankende hjerte ser ud. Lidt uregelmæssigt og med blodårer, der tegner sig som et netværk på ydersiden. I en hospitalskirke kommer mennesker med deres sorg, angst og smerte, men også med deres lettelse, taknemlighed og glæde. Døbefonten vidner om, at vi alle har en plads i Guds hjerte, og at vores navne blev nævnt for ham i dåben.

Fra bjerget i Galilæa gik disciplene ud i det store Romerrige, der bredte sig langs Middelhavets kyster, for at forkynde evangeliet. Og de mødte en befolkning, hvis baggrund spændte fra de mest eksotiske religioner til græske og romerske filosofier om sjælens befrielse fra den materie, hvori den var fængslet – alt sammen noget, der lå meget langt fra det kristne budskab.

LIVET SEJRER

197

Måltidet Matthæusevangeliet 26,17-29

D

en første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

198

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

Olivia Holm-Møller: Omkring livets bord.

1938.

LIVET SEJRER

199

Arne Haugen Sørensen: Morgen i Getsemane Have.

2021.

200

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

Peters svigt Markusevangeliet 14,26-42

O

g da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.’ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.« Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.« Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« Atter gik han bort og bad med de samme ord.

Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

LIVET SEJRER

201

Dømt til døden Markusevangeliet 14,53-65

S

å førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« Men han tav og svarede ikke.

Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

202

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

Peter Martensen: Forestillingen. 1990.

LIVET SEJRER

203

En krone af torne Markusevangeliet 15,6-20

U

nder festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.

Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

LIVET SEJRER

205

Sys Hindsbo: Mand holder sig for næsen.

1999.

Peter Brandes: Den korsfæstede med Adam og Eva, Roskilde Domkirke. 2012.

Korsfæstelsen Markusevangeliet 15,22-39

D

e førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.

De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

208

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

Per Bak Jensen: Allehelgen. 2022.

Lagt i en grav Lukasevangeliet 23,50-56

O

g se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen. Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.

LIVET SEJRER

211

Han er opstået Markusevangeliet 16,1-8

D

a sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra.

For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

212

BIBELEN I ORD OG BILLEDER

Lise Malinovsky: Kvinde. 2021.

Inge Ellegaard: Diana på kirkegården.

I, II, III. 1990.

BIBELEN I ORD OG BILLEDER © 2024 Lisbeth Smedegaard Andersen og Det Danske Bibelselskab 1. udgave, 1. oplag, 2024 ISBN 978-87-7232-307-7 Tekst- og billedudvalg Lisbeth Smedegaard Andersen Forlagsredaktion Mathias Anker Kure Billedredaktion Iris Thalbitzer Omslag og grafisk tilrettelægning Sune Ehlers / River Tryk og indbinding GPS Group Bogen er sat med Graphik, Publico og Manuka og trykt på 150gsm Condat matt Perigord Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Al bibeltekst er gengivet efter Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992 © Det Danske Bibelselskab Illustration til forsiden Un­derstrøm af Per Bak Jensen Bogen er udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København www.bibelselskabet.dk

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.

Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.

Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Bibelen er gjort af den slags ord, der bliver stående. Dens fortællinger har formet vores samfund, vores sprog, vores måde at tænke på – og vores kunst.

I denne bog udvælger Lisbeth Smedegaard Andersen mere end 80 centrale bibeltekster og parrer dem med værker fra den danske kunstskat. Tekstudvalget er præsenteret kronologisk for at give en fornemmelse af sammenhængen i Bibelens store historie – fra de berømte ord om altings begyndelse, over konger og profeter til Jesu lignelser og visionen for en ny jord. Resultatet er en enestående rute gennem to centrale dele af den danske kulturarv: bibelfortællingen og kunsten, hvor ord og billeder belyser hinanden gensidigt. Samlingen af kunstværker har fokus på nyere og helt aktuel samtidskunst. Dermed får værker af kunstnere som Peter Callesen, Kaspar Bonnén, Kirsten Klein, Mie Mørkeberg og John Kørner lov at tale sammen med bibelhistorien.

BIBELEN I ORD OG BILLEDER er en moderne kunstbibel, der forener de største fortællinger med den store danske kunst og viser, at den helt særlige kraft, der strømmer fra Bibelen, bliver ved at være aktuel.

Lisbeth Smedegaard Andersen, født 1934, er forfatter, salmedigter, teolog og kunsthistoriker med et stort og anmelderrost forfatterskab bag sig. Senest har hun modtaget Kristeligt Dagblads Pris 2023.

BIBELSELSKABETS FORLAG

9 788772 323077