Bibelen og verden, 4/2025 by Bibelselskabet

Troen under pres

BIBELEN OG VERDEN

17. ÅRGANG · NR. 4 · 2025

BIBELSELSKABET

Frederiksborggade 50 1360 København K Tlf. 33 12 78 35 bibelselskabet@bibelselskabet.dk bibelselskabet.dk

ANSV. UDGIVER

Johannes Baun

REDA KTØR

Nanna Endahl Jørgensen

LAYOUT: Ribergård Munk TRYK: Nofoprint - Helsingør

FORSIDEFOTO

Dan Aksel Jacobsen

Bibelen og Verden udsendes fire gange årligt til alle, der ønsker information om bibelarbejdet.

GAVER TIL BIBELARBEJDET

Reg.nr.: 3001

Kontonr.: 9 00 04 88

Giro: 9 00 04 88 MobilePay: 62903

SPØRGSMÅL OM DONATIONER indsamling@bibelselskabet.dk

Bibelselskabet arbejder for at oversætte og formidle Bibelen.

Bibelselskabet modtager ingen offentlig driftsstøtte og er derfor afhængig af indsamlede midler og salgsindtægter.

GENERALSEKRETÆREN HAR ORDET

Hjerte, mund, hænder

Det virker så indlysende: Naturligvis må enhver tænke, tro og tale om sin overbevisning, sådan som FN’s menneskerettighedserklæring siger. Sådan har vi det i Danmark, sådan er det i de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med.

Men menneskerettighederne er ikke hugget i sten. De er et skrøbeligt dokument forfattet lige efter Anden Verdenskrig, hvor rettighederne på de mest ufattelige måder var blevet krænket. Selv i lande, der så sig selv som moderne og civiliserede, kunne rettigheder krænkes på de mest ufattelige måder.

Med andre ord: Vi kan ikke tage menneskerettighederne for givet; vi bliver aldrig færdig med at kæmpe for dem, hverken hos os selv eller ude i den store verden.

I Bibelselskabet er vi del af en stor, varm, global familie. Jeg holder meget af mine kolleger i de mange, mange bibelselskaber, vi arbejder sammen med, og jeg bliver aldrig færdig med at beundre deres iderigdom, dedikation, slid og opfindsomhed for at gøre Bibelen nærværende der, hvor de arbejder.

Men alt for mange af dem gør det under pres fra omgivelserne. Nogle steder – blandt andet i muslimske og kommunistiske lande – skyldes det myndighedernes nidkære overvågning. Andre steder er det naboen og lokalsamfundet, der holder kristne uden for fællesskabet. Det er noget af det værste, man kan opleve. For som mennesker har vi brug for at høre til i fællesskaber, hvor vi mødes med respekt og tillid.

I dette nummer af Bibelen og Verden fortæller vi om lande, hvor kristne mødes af det modsatte: Fjendtlighed. Mistillid. Trusler. Selvom de færreste af dem udsættes for direkte vold, fængsel eller lignende, står de i et konstant dilemma mellem at tænke, tro og tale, som deres hjerte byder dem, eller at underkaste sig, sådan som myndigheder, traditioner eller andre religioner prøver at tvinge dem til.

De er vores forfulgte søskende, og når ens søskende lider, kan man mærke det. Det vidste Paulus, da han for et par tusinde år siden beskrev kirken som en krop: ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”

Umiddelbart efter disse vers skriver Paulus et af de smukkeste kapitler i Bibelen, nemlig Første Korintherbrev kapitel 13, som ofte kaldes ”Kærlighedens højsang”. På de næste sider kan du møde nogle af de mennesker, der har brug for vores kærlighed.

Vi kan vise den med både hjerte, mund og hænder:

Med hjertet: Vi kan folde hænderne og bede for dem. Så overgiver vi dem til en Gud, der overgår enhver forstand – også vores forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre. Med munden: Vi kan kæmpe for menneskerettighederne, både hos os og hos andre.

Med hænderne: Vi kan støtte dem økonomisk.

Det er for så vidt ikke svært. Men det er godt nok vigtigt. Så lad det være en opmuntring til at gøre noget. Hjælp de forfulgte kristne – med hjerte, mund og hænder.

Menneskerettighederne er ikke hugget i sten. De er et skrøbeligt dokument forfattet lige efter Anden Verdenskrig, hvor rettighederne på de mest ufattelige måder var blevet krænket.

Johannes Baun

Bibelselskabets protektor er H.M. Kong Frederik X.

TEMA:

TROEN UNDER PRES

Hvordan bevarer man troen, når omgivelserne gør det svært? I dette magasin møder vi kristne, der lever med kontrol, mistro og marginalisering – i Mellemøsten, Centralasien og dele af Afrika. Vi ser også, hvordan kirker og bibelselskaber finder nye veje til fællesskab og håb, og hvordan troen ikke forsvinder, men ofte vokser under pres.

SIDE 4-5

Som ung blev Pastor Jon udstødt for sin tro. I dag leder han kirke og Bibelselskab i Tadsjikistan, hvor kristne trods pres bringer håb og praktisk hjælp til deres naboer.

SIDE 10-11

Efter en bombetrussel mod Bibelselskabets boghandel i Amman nægter Munther Namat og hans team at give op. De holder fast i kaldet om at være lys og håb i regionen.

SIDE 12-14

Bibelselskabet i Egypten styrker kristne medlemmer i et samfund i forandring. Med bibler til børn, nye digitale initiativer og en butik i den nye hovedstad bringer de Guds ord tættere på hverdagen.

Foto: Dan Aksel Jacobsen.

Fra udstødt konvertit til

Som dreng oplevede Pastor Jon vold og svigt i hjemmet. Som ung blev han udstødt for sin tro. I dag leder han både en menighed og Bibelselskabet i Tadsjikistan – i et land, hvor kristne lever i skyggen af flertallet.

Af Nanna Endahl Jørgensen

Da Pastor Jon var 14 år, blev han for første gang inviteret med til en kristen sommerlejr. Han sagde ja, mest af nysgerrighed, men forstod hurtigt, at det, han hørte, ikke var tilladt for en dreng som ham. Han var født som muslim, og kristendommen var for de andre – for de slaviske og europæiske folk.

På sommerlejren hørte han et skriftord fra en af lederne, der ændrede alt. Det var ordene fra Esajas’ Bog: Glemmer en kvinde sit barn, svigter hun det barn, hun selv har født? Selv om hun skulle glemme, glemmer jeg dig ikke.

”I islam kan Gud ikke være far,” fortæller han. ”Men her hørte jeg om en Gud, der elsker som en far. Det var første gang, jeg tænkte, at Gud kunne kende mig personligt.”

To år senere blev han døbt. Hans familie reagerede voldsomt. Der blev råbt, slået og truet. En onkel låste ham inde, og da han flygtede, blev han erklæret død for familien. Hans mor nægtede at have noget med kristendommen at gøre, men lod ham alligevel blive boende.

En nat kom hun grædende ind til ham. Hun havde set Jesus i en drøm. ”Det ændrede alt,” siger Pastor Jon stille. ”Hun begyndte at læse Bibelen, og fra den dag kunne jeg komme frit i kirke.”

Et kristent mindretal

Tadsjikistan, som ligger i Centralasien, er et muslimsk land. 98 procent af befolkningen er muslimer, og de få kristne udgør en ubetydelig minoritet. De fleste tilhører den russisk-ortodokse kirke, mens protestanter kun udgør en meget lille del af befolkningen.

”Hvis du har slavisk eller europæisk baggrund, spørger ingen, hvilken tro du har,” siger Pastor Jon.

”Men hvis du er tadsjiker og kristen, bliver du set som en forræder. I byerne kan du leve mere anonymt. På landet bliver du hurtigt udstødt – og nogle bliver også udsat for fysisk vold.”

Han beskriver et samfund, hvor klan, familie og lokalsamfund hænger tæt sammen, og hvor tro ikke opfattes som et individuelt valg. ”Når én konverterer, føler hele familien sig vanæret,” siger han. ”Ofte bruger de vold for at få den person til at ændre mening.”

Som præst i hovedstaden Dushanbe møder han mange unge kristne, der lever under pres. Nogle går i kirke i

Tadsjikistan bærer stadig ar efter borgerkrigen. Gennem bibelske fortællinger hjælper Bibelselskabet mennesker med at finde håb og heling.

hemmelighed. Andre bliver hånet på sociale medier. ”Det er ikke livsfarligt, men det slider,” siger han.

Bibler og brød

Som generalsekretær for Bibelselskabet i Tadsjikistan arbejder Pastor Jon med at støtte kirkerne og gøre Bibelen tilgængelig på tadsjikisk. Det er et langsomt og risikabelt arbejde. Alle religiøse materialer skal godkendes af staten, og import af bibler kræver særlig tilladelse.

”Sidste gang vi havde mulighed for at trykke bibler, var i 2020,” fortæller han. ”Vi trykte 6.500 eksemplarer, men fik kun tilladelse til at importere 1.000. Resten måtte vi tage ind på egen risiko.”

For Pastor Jon er det afgørende, at de små menigheder ikke mister modet. ”Bibelen er grundlaget for alt – for tro, bøn, undervisning og håb,” siger han.

Et af Bibelselskabets mest succesfulde initiativer kaldes

Fotos: Bibelselskabet

i Tadsjikistan.

kirkeleder

Bread of Life. Her samarbejder lokale kirker med myndigheder om at hjælpe familier i nød – næsten alle muslimer.

”Kirkerne får en liste fra det lokale råd over enlige mødre, ældre og fattige familier,” forklarer han. ”De besøger dem med pakker med mel, ris, olie og sukker – og en bibel.”

Han understreger, at det ikke handler om at omvende nogen. ”Vi siger bare: vi er kristne, og vi vil gerne hjælpe, fordi Gud har lært os at elske mennesker. Det har ændret noget. Mange muslimer ser nu, at kirken gør noget godt for samfundet.”

Et liv under pres Efter ti år i spidsen for Bibelselskabet har Pastor Jon besluttet at træde tilbage. Han vil fortsætte som præst, men ansvaret for organisationen har tæret.

”Det er et ensomt arbejde,” siger han. ”Som leder står du midt mellem myndighederne og kirkerne. Du skal hele tiden forhandle, forklare, forsvare. Og du ved aldrig, hvem der lytter.”

Han har tidligere været ramt af depression og taler åbent om udbrændthed. ”Jeg måtte lære, at jeg også er menneske,” siger han. ”Men troen holder mig oppe. Jeg ved, at Gud ikke har forladt os.”

Han ser håb i de små forandringer – i samarbejdet med lokale myndigheder, i unge, der tør vise deres tro, i familier, der for første gang får en bibel på deres eget sprog.

”Jeg var engang alene,” siger han. ”Men nu ser jeg, at Gud stadig arbejder her. Selv gennem lukkede døre.”

Af sikkerhedshensyn er Pastor Jons rigtige navn ændret.

VIL DU VÆRE MED TIL AT STØTTE KRISTNE

UNDER PRES?

Du kan give en gave på MobilePay 62903, kontonummer 3001 9000488, mrk. 'forfulgte kristne' eller på det vedlagte girokort.

Tak for din gave!

En nat kom hun grædende ind til ham. Hun havde set Jesus i en drøm. ”Det ændrede alt,” siger Pastor Jon stille.

”Hun begyndte at læse Bibelen, og fra den dag kunne jeg komme frit i kirke."

Et af Bibelselskabets mest succesfulde initiativer kaldes Bread of Life. Her samarbejder lokale kirker med myndigheder om at hjælpe familier i nød.

Kirken må lære at lytte igen

Når John Okanga rejser rundt til bibelselskaber i Afrika, møder han et kontinent, hvor tro stadig former hverdagen, men hvor de gamle måder at være kirke på ikke længere rækker.

Af Nanna Endahl Jørgensen

”Kirken i Afrika står ved en skillevej,” siger John Okanga. Som rådgiver i De Forenede Bibelselskaber arbejder han med at støtte de nationale bibelselskaber over hele kontinentet. ”Vi må lære at lytte igen – til de unge, til muslimer, til dem, der føler sig udenfor. Ellers mister vi forbindelsen til den næste generation.”

John Okanga bor i Kenyas hovedstad, Nairobi, hvor moskeer og kirker står side om side, og hvor lyden af bøn fra minareterne blander sig med gospelsang fra åbne vinduer. ”I nogle kvarterer er der balance,” siger han. ”Men i andre dele af landet er det farligt at være kristen.”

Især i det nordøstlige Kenya, hvor grænsen går mod Somalia, lever kristne under pres. Terrorgruppen Al-Shabaab har flere gange angrebet skoler, busser og kirker. ”Der findes præster og lærere, der må flygte, fordi de nægter at konvertere,” fortæller han. ”Men der findes også muslimer, som står op imod volden. Det er vigtigt at huske.”

Et kontinent med kontraster

Det, John Okanga oplever i Kenya, genkender han mange andre steder i Afrika. I nabolandet Somalia findes stort set ingen officielle kirker. ”Kristne mødes i hemmelighed i private hjem,” fortæller han. ”De beder i skjul, fordi de ved, at det kan koste dem livet.”

I Sudan er situationen den samme. Mange kirker er blevet lukket eller brændt ned, og selv om loven tillader religiøs frihed, er virkeligheden præget af frygt og kontrol.

Og i Nigeria er presset på de kristne endnu større. ”Terrorgruppen Boko Haram angriber både skoler og kirker,” siger han. ”Mange er blevet dræbt, og tusinder har måttet flygte fra deres landsbyer.”

Samtidig vokser spændingerne mellem befolkningsgrupper og religioner. ”De fleste muslimer tager afstand fra volden,” understreger han. ”Men der mangler mod til at sige det højt.”

Unge, der vender kirken ryggen

John Okanga er uddannet gennem PROCMURA – et dansk støttet program, der fremmer religionsfrihed og dialog mellem kristne og muslimer.

Her deltager John Okanga i et lokalt initiativ for natur- og miljøbeskyttelse i anledning af den årlige Cooperative Day (Andelsbevægelsens dag) i Nairobi, Kenya.

Fotos: Mark Korir.

John Okanga arbejder for De Forenede Bibelselskaber med base i Kenya, hvor han støtter de afrikanske bibelselskaber i deres arbejde. Han brænder for at fremme forståelse og respekt mellem mennesker med forskellig tro og ser arbejdet for trosfrihed som en vigtig del af sit kristne engagement.

Han ser, hvordan presset på kristne vokser mange steder, men også hvordan en mere stille krise breder sig: De unge forlader kirken.

”Jeg ser mange unge, som glider væk. De synes, kirken er for moraliserende og fuld af regler,” siger han. ”En præst siger måske: ‘Omvend dig, ellers går du fortabt’. Men den måde at tale på virker ikke længere.”

Han fortæller, hvordan hans egne børn en dag kom hjem fra ungdomsgudstjeneste og sagde, at prædikanten havde sagt, at muslimer ikke kommer i himlen. ”De sagde: ‘Så vil vi ikke i kirke igen’. Og jeg forstod dem. For hvordan skal de kunne tro på en Gud, der elsker alle, hvis kirken ikke gør det?”

En kirke i forandring

John Okanga mener, at kirken må begynde at se sig selv med andres øjne. ”Når unge oplever, at der er mere fællesskab og omsorg i moskéen end i kirken, så må vi spørge os selv hvorfor,” siger han.

Han beskriver moskéerne som steder, hvor man tager sig af hinanden, også økonomisk. ”Hvis en familie mangler mad, hjælper man. Den slags fællesskab skal kirken lære af. For evangeliet handler ikke kun om ord, men om handling.”

I sit arbejde med de afrikanske bibelselskaber hjælper han præster og ledere med at forstå deres egen rolle i et

samfund under forandring. ”Mange præster er stadig uddannet i en meget traditionel teologi,” forklarer han. ”De kender Bibelen, men ikke nødvendigvis de unges verden. De skal lære at kommunikere på en måde, der inviterer –ikke skræmmer.”

’’

De sagde: ‘Så vil vi ikke i kirke igen’. Og jeg forstod dem. For hvordan skal de kunne tro på en Gud, der elsker alle, hvis kirken ikke gør det?”

Et langsomt arbejde

Samtidig vokser presset på religionsfriheden i mange afrikanske lande. I nogle områder bliver kristne udsat for chikane, i andre skal kirker registreres på ny hvert år.

”Nogle af vores kolleger får ikke lov til at importere bibler eller afholde offentlige arrangementer,” siger John Okanga. ”Det er en stille form for kontrol, som dræner kræfterne. Men vi prøver at holde modet oppe.”

Han mener, at håbet ligger i det lokale arbejde – i de små bibelgrupper, i oversættelsesprojekterne, i møderne med mennesker, som aldrig har haft en bibel før.

”Det er dér, forandringen begynder,” siger han. ”Langsomt, men virkeligt.”

Vi er ikke kaldet til at have succes, men til at være trofaste

"De opdager, at deres håb og bekymringer ligner hinandens. Det er her, forståelse begynder. Ikke i debat, men i mødet."

I 25 år har Kurt Johansen arbejdet for den kristne tv-station SAT-7 og fulgt de kristnes kamp for at overleve i Mellemøsten og Nordafrika. Et liv, der ofte leves i skyggen af pres og fordomme.

Af Nanna Endahl Jørgensen

Da Kurt Johansen begyndte hos SAT-7 som international fundraiser, sendte stationen få timer om ugen på ét sprog. I dag sender de døgnet rundt på fire kanaler og når millioner i Mellemøsten og Nordafrika.

"Jeg havde aldrig forestillet mig at blive her så længe," siger han. "Men der er stadig brug for os. Måske mere end nogensinde."

I årenes løb har Kurt Johansen været med til at rejse over en halv milliard kroner takket være donationer fra givere i Asien og Europa – herunder Bibelselskabets trofaste støttere. Han taler med ydmyghed om den tillid, det afspejler, og betydningen for millioner af kristne i regionen.

Presset vokser

Han er ikke i tvivl: Det er blevet langt sværere at være kristen i Mellemøsten.

"Der er sket en markant udvandring," fortæller han. "I Syrien er andelen af kristne faldet fra ti til tre procent siden borgerkrigen. Det samme i Irak. Det er ofte de bedst uddannede, der rejser. Det gør menighederne skrøbelige."

De, der bliver, lever ofte med socialt og strukturelt pres.

"Mange oplever diskrimination i skole og på arbejde. De får ikke de forfremmelser, de ellers ville have fortjent. I Egypten er det sjældent at finde kristne i høje militære stillinger, selv om de udgør ti procent af befolkningen. Konvertitter, der forlader islam, risikerer vold og fængsel."

Glimt af håb

Men midt i presset ser han også håb.

"Der er stadig kristne, som bliver. Som vælger at være lys og salt, hvor de er. Jeg oplever, at troende står tættere sammen. De mødes på tværs af kirkeskel og beder. Fællesskabet er stærkere."

For ham bærer fællesskabet troen.

"I Mellemøsten og Nordafrika er troen ikke bare tradition. Den er liv eller død. Når man risikerer alt for sin tro, bliver troen dybere. Jeg ser en forankring i Gud og en glæde midt i det svære. Det udfordrer mig."

Han holder en pause:

"Jeg har mødt mennesker, der har mistet alt, men stadig siger: Vi tilgiver. Det er levet tro. Jeg har al frihed i verden, men efter at have mødt dem tager jeg troen mere alvorligt."

Behov for frihed og forståelse

Spørger man Kurt Johansen, hvad kristne i regionen har mest brug for, svarer han: religionsfrihed og forståelse.

"Det vigtigste er retten til at tro – eller lade være. Mange kirkeledere siger det samme. Uden religionsfrihed kan vi ikke leve fredeligt."

Men det er ikke nok.

"I mange egne har folk aldrig mødt en kristen eller set en bibel. Det skaber fordomme. SAT-7 viser, hvordan kristne lever, tænker og tror. Det åbner nye perspektiver."

Han beskriver programmer, hvor unge med forskellig tro taler sammen.

"De opdager, at deres håb og bekymringer ligner hinandens. Forståelse begynder ikke i debat, men i mødet."

Med støtte fra Bibelselskabet i Danmark har SAT7 også kunnet sætte fokus på menneskerettigheder og tolerance.

"Vi missionerer ikke, men præsenterer evangeliet i hele dets fylde. Vi går ikke ind i politik, men viser, at kristendom handler om håb og forsoning i en urolig verden."

Trofasthed er nok

Efter 25 år i SAT-7 er han stadig drevet af ønsket om at styrke lokale kristne og minde os i Danmark om, at tro forpligter.

"Bare det, at vi findes, giver dem mod. Mange kan ikke gå i kirke, men kan tænde fjernsynet og høre evangeliet. Det minder dem om, at de ikke står alene."

Han vender tilbage til et citat, der har fulgt ham:

"Mother Teresa sagde, at vi ikke er kaldet til succes, men til at være trofaste. Det prøver jeg at leve efter. Jeg håber, vi i Danmark kan lære af de kristne i Mellemøsten: At tage troen alvorligt. Og bruge vores frihed til at støtte dem, der ikke har den."

VIL DU STØTTE

SAT-7 s ARBEJDE?

Støt på MobilePay 62903 eller kontonummer 3001 9000488, mrk. 'SAT-7'.

Foto: Jesper

Noer

JORDAN

Et år efter en bombetrussel mod Bibelselskabets boghandel i Amman lever frygten videre. For Munther Namat, generalsekretær for Bibelselskabet i Jordan, var det ikke blot en isoleret hændelse, men et spejlbillede af en region i opbrud.

Af Nanna Endahl Jørgensen

"Vores team oplevede det som et chok," fortæller Munther Namat, generalsekretær for Bibelselskabet i Jordan. "Men de nægtede at lukke boghandlen. Det bekræfter mig i, at dem, der arbejder her, er kaldet –ellers var de gået."

For et år siden modtog Bibelselskabet i Jordan en bombetrussel mod deres boghandel i Amman. En mand trådte ind, stillede kritiske spørgsmål om kristendommen og spurgte derefter:

"Hvordan vil I have mig til at sprænge stedet i luften? Skal jeg bruge en bombe?"

Kort efter forlod han stedet. Truslen chokerede teamet, men de nægtede at lukke ned. I dag fortæller Munther Namat, hvordan episoden har sat spor, og hvordan situationen for kristne i Jordan og Mellemøsten er blevet stadig mere presset.

Mellemøstlige kristne under mistanke

Politiet fandt gerningsmanden kort efter, men følelsen af usikkerhed forsvandt ikke. Med krigen i Gaza og øget polarisering oplever kristne, at de opfattes som "repræsentanter for Vesten", hvilket skaber grobund for chikane og fjendtlighed.

"Midt i urolighederne takker vi Gud for, at Jordan stadig ledes med visdom og beskytter religionsfriheden," siger han. "Men blandt almindelige borgere skelnes sjældent mellem arabiske og vestlige kristne. Når vestlige politikere taler i kristendommens navn, må vi stå til regnskab."

Sociale medier forstærker problemet: Trusler mod kristne florerer, og især unge oplever stigende isolation og utryghed.

Flugten fra regionen

Truslerne har ført til øget emigration:

"Før var det økonomien, der drev folk væk – nu handler det om sikkerhed," siger Munther Namat. "Mange spørger: Hvorfor vente på, at noget sker med mig eller mine børn?"

I dag udgør kristne kun 2,2 procent af Jordans befolkning – for hundrede år siden var andelen næsten ti gange så stor.

Han understreger, at truslen ikke kun rammer kristne. Selv regeringen er under pres. I sommer opdagede myndighederne en celle, der planlagde angreb med droner og raketter, ledet af Det Muslimske Broderskab.

Håb og kald midt i usikkerheden

Trods presset holder arbejdet i Bibelselskabet dem oppe:

"Hvis du ikke har en åndelig vision, er der ingen grund til at blive. Men vi tror, at Bibelens ord er det, Mellemøsten har brug for. Kristne er kaldet til at være lys og salt."

Derfor fortsætter de – også med at støtte nabolande som Syrien og Palæstina. Bibelselskabet i Jordan er i gang med at etablere et regionalt bibelcenter til gavn for hele den arabiske verden.

Munther Namats budskab til kristne i Danmark er klart:

"Efterlad os ikke alene. Det er det værste, der kan ske. Bed for os. Støt os. Vi har brug for jer.”

stedet i luften? ’’

Hvordan vil

I have mig til at sprænge

På trods af frygt og usikkerhed fortsætter Munther Namat og hans team arbejdet i Bibelselskabet i Jordan.

”Hvis du ikke har en åndelig vision, er der ingen grund til at blive her. Men vi tror, at Bibelens ord er det, Mellemøsten har brug for.”

VIL DU VÆRE MED TIL AT STØTTE KRISTNE UNDER PRES?

Du kan give en gave på MobilePay 62903, kontonummer 3001 9000488, mrk. 'forfulgte kristne' eller på det vedlagte girokort. Tak for din gave!

Foto: Dan Aksel Jacobsen.

Nye veje for Guds ord i Egypten

Bibelselskabet i Egypten når millioner med Bibelens budskab. I et samfund præget af både tro og forandring, arbejder de utrætteligt for at gøre Bibelen nærværende og tilgængelig – især for børn og unge.

Af Nanna Endahl Jørgensen

”Vi er her ikke for at omvende nogen, men for at udruste de troende,” siger Amir Elhamy, som er leder i Bibelselskabet i Egypten. ”Vores mål er at styrke kirkens medlemmer, så de kan leve deres tro åbent og troværdigt i det samfund, de er en del af.”

I mere end 140 år har Bibelselskabet i Egypten arbejdet for at sprede Bibelens ord i et land, hvor kristne lever som mindretal i en muslimsk majoritetskultur. Med dybe rødder i traditionen og et blik rettet mod fremtiden møder organisationen nutidens udfordringer med kreativitet, mod og tillid til Bibelens forvandlende kraft. Midt i sociale spændinger og et skiftende politisk landskab spiller Bibelselskabet en afgørende rolle – særligt i mødet med børn og unge, der vokser op med tro under pres.

Troen styrkes i presset

Ifølge Amir Elhamy er de fleste kristne i Egypten velintegrerede og deler sprog, kultur og værdier med deres mus-

limske naboer. Alligevel kender mange, især i landområderne, til diskrimination og spændinger.

”Det er ikke altid et spørgsmål om direkte forfølgelse, men snarere et kulturelt og socialt pres,” forklarer han. ”Men det gør ofte troen stærkere. Det største pres er i dag, hvordan vi forbliver tro mod evangeliet i en verden i forandring, især for de unge.”

Selvom det er forbudt for kristne at missionere over for muslimer, er troslivet frit, og kirkerne er aktive over hele landet. I stedet for at fokusere på begrænsninger arbejder

... fortsætter side 14

I mere end 140 år har Bibelselskabet i Egypten arbejdet for at sprede Bibelens ord i et land, hvor kristne lever som mindretal i en muslimsk majoritetskultur. ”Vi er her ikke for at omvende nogen, men for at udruste de troende,” siger Amir Elhamy, som er leder i Bibelselskabet i Egypten.

Fotos:

Bibelselskabet Egypten.

At skrive testamente er en stor beslutning. Men for mange bliver det også en anledning til at tænke over, hvad der skal leve videre. Hvad er det allervigtigste for dig?

Ved at betænke Bibelselskabet i dit testamente kan du være med til, at kommende generationer får Bibelen i hænderne. Selv en mindre del af din arv kan gøre en varig forskel.

Vil du vide mere?

Skriv en e-mail til arv@bibelselskabet.dk, så sender vi dig mere information om arv og testamente – enten digitalt eller med posten.

Vil du have hjælp?

Du er altid velkommen til at kontakte advokat Susanne Borch på 23 20 00 84 eller læse mere på www.bibelselskabet.dk/arv. Vi betaler for oprettelsen af testamenter, der betænker Bibelselskabet.

Sammen kan vi give Guds ord videre til kommende generationer.

VIL DU VÆRE MED TIL AT STØTTE KRISTNE UNDER PRES?

Du kan give en gave på MobilePay 62903, kontonummer 3001 9000488, mrk. 'forfulgte kristne' eller på det vedlagte girokort.

Tak for din gave!

Bibelselskabet for at styrke dem, der allerede tror – ikke gennem debat, men gennem bibelformidling og daglig opmuntring.

Bibelen ind i børneværelset

En stor del af Bibelselskabets arbejde er målrettet børn og unge. De støtter kirker i hele landet med bibler, undervisningsmaterialer og interaktive arrangementer.

”Vores mål er at give børn og familier en levende relation til Bibelen,” siger Amir Elhamy. Hvert år uddeles gratis bibler til titusindvis af skoleelever. Siden 2005 har over 1,6 millioner børn modtaget deres egen bibel, mange for allerførste gang.

Det handler ikke kun om at give bibler væk, men om at skabe en dybere bibelglæde i hjemmene. Derfor arbejder Bibelselskabet også med apps, sociale medier og materia-

le på moderne arabisk, der gør Bibelens budskab tilgængeligt for hele familien.

Et strategisk skridt ind i fremtiden

Som en del af det strategiske arbejde er Bibelselskabet nu ved at åbne en ny butik i Egyptens nye administrative hovedstad – en moderne storby under opbygning øst for Cairo, som skal rumme regeringsbygninger og blive hjem for millioner af mennesker.

Butikken bliver Bibelselskabets første boghandel i et offentligt shoppingcenter. Her håber de at nå ud til unge, familier og besøgende, og gøre Bibelen tilgængelig i en hverdag præget af nye livsformer og identitetssøgning.

”Vi ser det som en langsigtet investering i fremtidens Egypten,” siger Amir Elhamy. ”Et åbent og indbydende rum, hvor mennesker kan møde Bibelen, måske for første gang.”

I Bibelselskabets nye podcast Hvad i himlens navn? møder standupkomiker og bibel-entusiast Jakob Svendsen nogle af landets førende forskere, oversættere og forfattere og stiller alle de spørgsmål, en oversættelse af verdens vigtigste bog kalder på.

Det er en podcast

for alle, der elsker sprog, historier – og lidt ballade.

Scan QR-koden, læs mere og lyt på Bibelselskabets hjemmeside. Eller find podcasten hvor du normalt finder dine podcasts.

Det føltes som at bygge et stengærde hver dag

“Man kan næsten ikke holde det ud, men man føler også med ham,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen om Saul – den figur, der gjorde størst indtryk under arbejdet med Under solen.

Foto: Anne Mortensen.

Under solen er ikke et heltekatalog, men en roman om menneskelig kamp, overgivelse og et gudsbillede med både kærlighed og krav, siger forfatter

Anne Lise Marstrand-Jørgensen om sin nyeste roman.

Af Nanna Endahl Jørgensen

Hvordan skriver man om en Gud, der både velsigner og forbander? Om mennesker, der prøver at gøre det rigtige og alligevel falder?

Det spørgsmål blev udgangspunktet for Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman Under solen, en gendigtning af fortællinger fra Det Gamle Testamente.

Bogen følger efter Natten åbner sig som en port fra 2023, hvor hun skrev sig ind i Det Nye Testamente – men denne gang bevæger hun sig ind i et langt mere uoverskueligt stofområde.

Mens arbejdet med Det Nye Testamente fulgte en næsten naturlig dramaturgi med Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse, måtte hun denne gang først finde en sammenhæng.

“Det Gamle Testamente er i øst og vest, uden en klar kronologi. Jeg måtte finde ud af, hvad der bandt det hele sammen,” fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

En Gud med kærlighed og krav

Den røde tråd blev gudsbilledet. Mange forbinder Gud i Det Gamle Testamente med vrede og lunefuldhed, men Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser også en Gud, der vil menneskene det godt. Samtidig, siger hun, ligger der en vedvarende pointe i, at mennesket aldrig kan leve op til alle kravene:

“Selv når de prøver, fejler de. Alligevel er der plads til dem. Det er først, når de helt vender sig bort, at det går galt.”

Arbejdet med teksten greb ind i hendes eget trosliv. Hun havde tidligere mest læst Det Gamle Testamente som et interessant, men svært og ofte fremmedartet univers.

“Der er dele af Det Gamle Testamente, som er svære at holde af, med slaveri, vold og et mærkeligt forhold mellem mænd og kvinder,” siger hun.

Men jo mere Anne Lise Marstrand-Jørgensen dvælede ved teksterne, desto tydeligere blev de eksistentielle lag.

“Barnløshed, jalousi, arvestrid og magtkampe, det er jo alt sammen temaer, vi stadig kæmper med,” siger hun.

Som at bygge et stengærde Skriveprocessen var tung og krævende, næsten fysisk.

“Det føltes som at bygge et stengærde hver dag,” fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Arbejdet krævede, at hun gik til teksterne med alt, hun havde – både fordomme, vrede

og irritation, men også nysgerrighed og modtagelighed.

Noget af det vigtigste for hende var at fastholde kompleksiteten. Hun ville ikke polere historierne, men lade både det smukke og det grimme stå frem.

“Fortællingen om Noa skulle ikke ende idyllisk. Han drikker sig fuld og forbander sit barnebarn, og det er også en del af historien,” siger hun.

En af de figurer, der gjorde størst indtryk, var Saul. Han begyndte som en lovende konge, smuk og stærk, men mistede gradvist evnen til at overgive sig.

“Han blev enerådig, fralagde sig ansvar og endte i et brutalt fald,” fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen. “Man kan næsten ikke holde det ud, men man føler også med ham.”

Netop derfor understreger hun, at romanen ikke er et heltekatalog.

“Jeg har skrevet om mennesker, der er fejlbarlige og komplekse, ligesom os.”

Gud trækker sig tilbage

Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser også en udvikling i Guds rolle gennem teksterne. I begyndelsen er Gud tæt på, vandrende i Edens have og talende direkte til menneskene. Senere bruger Gud engle eller stedfortrædere, og til sidst er det gennem love og regler, mennesker må orientere sig. Nærværet bliver mere abstrakt og samtidig næsten umuligt at leve op til.

Titlen Under solen peger på netop denne dobbelthed. Alt foregår under solen: kærlighed, slid, tab og kamp. Solen er både varme og byrde og et billede på Guds nærvær.

“At leve under solen er at stå i paradokset,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. “Vi er båret af kærlighed, men vi mærker også hele tiden tab og slid. Troen gør det ikke mindre vanskeligt, men minder os om, at vi ikke står alene.”

UNDER SOLEN

Anne Lise Marstrand-Jørgensen 408 sider, 300 kr.

Bibelselskabets Forlag

”Smukt, uforligneligt, originalt.”

KRISTELIGT DAGBLAD

”Forrygende genfortælling.”

BERLINGSKE

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.

MATTHÆUSEVANGELIET 5,44

At bede for dem, man ikke bryder sig om, har for journalist og tv-vært Nola Grace Gaardmand vist sig som en vej til frihed og sindsro.

Af Nanna Endahl Jørgensen

”Jeg synes, det er det mest urimelige budskab i hele Bibelen,” siger Nola Grace Gaardmand. ”Men også det smukkeste. For det kalder på det absolut bedste i os alle sammen – noget, der kan være næsten umuligt at grave frem.”

Verset fra Bjergprædikenen om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én, vender hun ofte tilbage til. For Nola Grace Gaardmand er det blevet en konkret, næsten jordnær praksis.

”For mange år siden arbejdede jeg sammen med en, jeg havde det meget svært med. Han fyldte alt. Hver morgen vågnede jeg med en sort sky over hovedet. Så foreslog min stedmor, at jeg skulle bede for ham. Det syntes jeg var et provokerende forslag, men jeg gjorde det. Jeg bad for ham, for hans børn, for at han måtte føle sig elsket. Og det hjalp.”

Det ændrede ikke på den kollega, men det ændrede noget i hende selv.

”Skyen forsvandt. Når man beder for nogen, bliver det meget svært ikke også at se menneskeligheden i dem. Jeg oplevede en form for sindsro, som ikke handlede om at få ret, men om at blive fri.”

Siden da har hun brugt bøn som en måde at håndtere svære følelser på – ikke kun vrede, men også misundelse, skam og selvbebrejdelse.

”Hvis jeg mærker misundelse, for eksempel når nogen

”Når jeg beder, bliver følelserne ikke slettet. Men de får en anden vægt,” fortæller tv-vært og journalist Nola Grace Gaardmand.

får et job, jeg gerne ville have haft, prøver jeg at bede for den person i stedet. Så sker der noget i mig. I stedet for at tænke: ’Hvorfor hende og ikke mig?’, kan jeg faktisk mær ke glæde på hendes vegne. Det er en enkel, men dyb må de at finde fred på.”

Bønnen er for Nola Grace Gaardmand ikke en flugt fra det svære, men en måde at tage det alvorligt.

”Jeg tror ikke, man altid kan leve i kærlighed. Det ville være et umenneskeligt krav. Men man kan prøve at bære det, der er svært, sammen med Gud. Jeg beder ofte: ’Plea se, hjælp mig med at bære de her følelser.’ Ikke få dem til at gå væk – bare hjælp mig med at være i dem.”

Hun beskriver det som et billede på, at livet ikke hand ler om at blive fri for det, der gør ondt, men om at bære det med mildhed.

”Når jeg beder, bliver følelserne ikke slettet. Men de får en anden vægt. Jeg kan se mere klart, også på dem, jeg har det svært med. Det er en kæmpe frihed at opdage, at man ikke behøver handle på alting – man kan også bare bede.”

”Jeg bruger Gud som en krykke,” siger hun. ”Ikke fordi jeg tror, at Gud løser mine problemer, men fordi bønnen gør noget blødt i mit hjerte. Den gør det muligt at finde kærlighed dér, hvor jeg ellers ikke ville finde den.”

NOLA GRACE GAARDMAND

· Født 1985 på Frederiksberg.

· Journalist og tv-vært. Kendt fra DR-programmer som Sundhedsmagasinet og Aftenshowet.

· Aktuel i 2025 med dokumentaren

· Gift med forfatter og politiker Magnus Barsøe.