
1 minute read
LEMMING KIRKE

Ligesom kirkerne i bl.a. Grønbæk, Hinge, Sejling og Svostrup (se sider 26, 30, 46, 62) har også kirken i Lemming nydt godt af velstanden på den nærliggende Allinggård, ejet af Fischerslægten. Som kirkeejere var det slægten på Allinggård, der bl.a. satte tårn på kirkerne.
Advertisement
Inde i kirken er det andre gavegivere, nemlig sognepræst Anders Hvas (AH) og hans hustru Anna Elisabeth Rhodia (LR), der har sat præg på rummet. De skænkede det delvist forgyldte gelænder fra 1727 foran pulpituret samt det fornemme dåbsfad (jagtfad) i messing fra 1713. Da tårnet og tårnrummet, der udgør orgelpulpituret, er fra 1786, har gelænderet måske oprindeligt siddet et andet sted - måske foran alteret?
Altertavlen er ikke kirkens oprindelige; den findes nu på Nationalmuseet. Den nuværende tavle i renæssancestil var oprindeligt uden et altermaleri, og gennem længere tid var der i midterpartiet opstillet en kristusfigur af gips. I 1905 malede kunstneren Poul Steffensen fra Ry det nuværende alterbillede af den gode hyrde og hans flok.
Også prædikestolen er i renæssancestil; døbefonten er romansk med glathugget kumme og relieffer på fonten.
Indgangsportalen med granitsøjler er særpræget. Nogle af søjlerne er overvejende glatte, mens en enkelt har udhuggede motiver på kapitælet, herunder også på den ”usynlige ”bagside. Måske kommer de oprindeligt fra forskellige kirker og er indsat, da tårnet blev bygget?
Læg også mærke til: Salmedigteren Simon
Grotrians gravsten med hans kendte budskab: Nåden er.
I våbenhuset ligger et smukt hæfte med 10 af hans salmer, illustreret af Peter Brandes.
Altertæppet, som er broderet af lokale kvinder i 1995.
Sognepræst: Henriette Gosvig Nielsen 86 85 53 85
Graver:
Lars Elsborg Jensen 20 27 90 21
Kirken er åben: Når graveren er på arbejde