34
TEMA: BEVARING I TEORI OG PRAKSIS
ARKITEKTEN NOVEMBER 2014
35
Alle fotos i artiklen: Mo M. S. Krag
KONTROLLEREDE RUINER EN NY KRITISK PRAKSIS? Fussings Vandreservoir og KB Hallen, der fornylig har været omtalt i Arkitekten, er eksempler på bygninger, der i kraft af gunstig beliggenhed har affødt et økonomisk incitament til nedrivning, idet nybygning fra en investors synvinkel synes mere hensigtsmæssig. Man kan også finde andre eksempler, hvor ejere strategisk lader bygninger forfalde, indtil en affredning kan opnås og et nyt projekt iværksættes. Dette er dog kun tilfældet i områder med vækst eller høje grundværdier. Men hvad med de områder, hvor bygninger ikke længere repræsenterer nogen markedsværdi, skønt de i mange tilfælde indeholder stor kulturværdi? Her tænkes i særlig grad på de titusindvis af bygninger, der henfalder i landdistrikterne for til sidst at blive genstand for EU- og statsfinansierede nedrivningspuljer og erstattet af græsplæner.
NEDRIVNINGSPRAKSIS I LANDDISTRIKTERNE
Nedrivningspuljerne fungerer i dag som en slags statsfinansieret oprydningsprojekt på bygningsniveau i affolkningsramte landsbysamfund. Der er naturligt nok en udbredt negativ holdning til de første stadier af forfald i de små landsbymiljøer. Knuste ruder og sammenstyrtede asbestholdige eternittage som en del af bybilledet virker bestemt ikke fordrende for potentielle tilflyttere og tilbageværende beboere. De senere ruinøse stadier er traditionelt lettere at kapere og omfattes oftere, den klassiske ruin in mente, med positive følelser. Måske fordi de fremskredne ruinstadier fremstår mere ordnede, og hastigheden i forfaldet er aftaget. Midt i udførelsen af nedrivningsprojekterne savnes imidlertid en diskussion og afprøvning af puljernes mere langsigtede konsekvenser for landdistrikterne, idet
nedrivningspuljerne sandsynligvis vil kunne målrettes og kvalificeres og i tillæg undgå at fremstå som statens eller EU’s redskab til at købe aflad i udkanten! Hvad betyder det eksempelvis for en landsbystruktur og bygningstætheden, når centrale hjørnehuse eller bymidten kondemneres og erstattes af græsplæner? Hvilken konsekvens har det for et lokalsamfunds identitet og selvforståelse, når funktions tømte bygninger, der tidligere gennem generationer har udgjort et lokalt omdrejningspunkt, fjernes fra den ene dag til den anden? At der er et akut behov for etablering af supplerende alternativer til nedrivning, bestyrkes af, at nedrivningspuljerne har svært ved at modsvare den tiltagende mængde af funktionstømt bygningsmasse. UDVÆLGELSE TIL BEVARING
I dag registreres mange enkeltbygninger i landdistrikterne som bevaringsværdige.
Er nedrivning til græsplæne den eneste mulighed for funktionstømte og fraflyttede bygninger i udkanten? Et forskningsprojekt beskæftiger sig med transformation, partiel nedrivning og narrative chok som strategi for, hvordan man kan afvikle langsomt og organisk, uden at flå de rådne tænder ud med magt. Af Mo Michelsen Stochholm Krag
Forskningsbaseret undervisning Thisted Kommune har de seneste fire år stillet funktionstømte bygninger til rådighed som undervisningsobjekter for Arkitektskolen Aarhus. Ved at betragte og anvende de funktionstømte bygninger som en rå ressource bestående dels af den fysi-
ske bygningsmasse og dels af de betydningslag og narrative potentialer, der er indlejret i stedet, er disse bygninger blevet omdannet til et arkitektonisk laboratorium for læring i 1:1.
Snittet er gennem hele forløbet blevet anvendt som metode til afdækning af materialitet, tektonik og rumlige sammenhænge på forskellige skalatrin. Se omkring dette også Arkitekten 11-2011.