1 minute read

VIDSTE DU, AT...

... den gennemsnitlige privatbil er 63.500 kr. værd

Den gennemsnitlige privatbil repræsenterede ved årsskiftet 2019/2020 ifølge Danmarks Statistik en værdi på 63.500 kr. Beløbet udtrykker den afskrevne værdi, som bilen vil kunne indbringe ved salg til en forhandler. Det udtrykker samtidig den formue, som bilen udgør for ejeren. Privatleasede biler indgår ikke i opgørelsen. Men der er geografiske forskelle. Bilerne med den højeste gennemsnitsværdi findes i Hørsholm Kommune med 80.800 kr. og i Rudersdal Kommune med 78.300 kr. Bilerne med den laveste værdi findes på Samsø med 44.100 kr. og Ærø med 45.400 kr., hvor vi også finder de ældste biler.

VIDSTE DU, AT...

I dag er der skrappe regler for ophug og skrotning af biler og der er stor fokus på at genbruge så meget som overhovedet muligt af en skadet eller udtjent bil. Engang blev der set lidt mere løst på det. Ikke mindst i vores broderland Sverige, hvor adskillige forladte bilkirkegårde er blevet populære turistmål: Eksempelvis Åke Danielssons bilkirkegård i Ryd i Sydsverige. Fra 1940’erne og frem til ’60erne fungerede stedet som ophug, derefter blev det forladt. I dag kan man opleve et sælsomt skov- og moselandskab med omkring 150 gamle, rustne bilvrag, som langsomt er ved at gå tilbage til naturen. Stedet, der sikkert ikke er en perle rent miljømæssigt, er til gengæld blevet hellig jord for bilentusiaster.

This article is from: