
1 minute read
Recycling og upcycling af bildæk
from Bedre Kørende #10
by AutoMester
Upcycling handler om at give nyt liv til ting, der kunne være blevet affald. Slip fantasien og kreativiteten løs med gamle bildæk.
Genbrug har været en integreret del af dagligdagen i autobranchen længe før, det blev et modeord. Et godt eksempel er regummiering af dæk. Teknikken med at fastlime en ny slidbane på et genbrugt dæk blev opfundet af en vulkanisør i Darmstad i 1950’erne i efterkrigstidens Tyskland. Dengang var det materialemangel, der ansporede vulkanisøren til at forlænge brugstiden på produktet. I dag er motivationen for at genbruge ofte baseret på miljøgevinsten.
Det nye er, at genbrug nu med globale termer er kommet til at hedde recycling – og at der er et nyt buzzword, vi skal forholde os til: Nemlig upcycling.
Upcycling handler om at genanvende en ting, der ellers betegnes som affald ved at forvandle den til noget nyt – eventuelt med en anden funktion end den oprindeligt var tiltænkt. Altså tilføre en merværdi gennem kreativitet og opfindsomhed. Det handler om at kunne se muligheder i ting som eksempelvis gamle, udtjente bildæk.
Mulighederne er mange. Her får du et par idéer til sommersjov med autogummi.
Dæk på legepladsen, i haven og
P B Rnev Relset
Du kender allerede bildækket på gyngen og traktordækket omkring sandkassen – men har du tænkt på at sætte dæk sammen til mystiske mørke tunneler eller stable dem til huler og klatrestativer. I kan også grave dem halvt ned i jorden opretstående til en fin klatrebane – eller som takker på dragens ryg.
Dæk kan enkeltvis eller stablet agere blomsterkummer eller små højbede til kartofler, jordbær og andre sommerafgrøder – og de kan naturligvis males i alverdens farver eller beklædes med reb eller bast.

Du kan lave en sød og sjov taburet til børneværelset, udestuen eller terrassen ved at lægge en rund plade ned i dækket og sy en flot pude, der passer ned i hullet – fire ben på og en klat maling, så er den klar. Eller du kan sætte en træplade i og få et bord, der matcher.
På børneværelset vil et dæk med smalle hylder i være den perfekte ramme om en samling af de allerflotteste legetøjsbiler.
Indretning og mode
Der er masser af muligheder til bolig, indretning og mode. Skær eksempelvis gummiet ud og brug det som beklædning af en bordplade eller en trappe – det ser fantastisk ud. Du kan også bruge materialet til kurve, vaser og tasker.

Er det sikkert at genbruge dæk?
Ifølge Miljøstyrelsen er der ingen sundhedsrisiko ved at genbruge dæk, hverken som hele dæk på legepladsen og i boligen eller som granulat. Du skal selvfølgelig ikke bruge dæk til opbevaring af madvarer og heller ikke som decideret legetøj, som børn kan finde på at sutte på.
Vask altid dækkene for snavs og rester af udstødningspartikler, før du bruger dem i hus eller have.