Gå efter bolden – men husk at lege

Lars Christiansen spillede sig ind i alle håndboldhjerter gennem sine 36 år som aktiv udøver i sporten. Han er blevet kaldt en levende legende og håndboldens svar på Michael Laudrup – og han har modtaget en regn af pokaler, titler og andre udmærkelser undervejs.

Alligevel kan der trækkes en rød tråd gennem karrieren, fra Lars som 4-årig samlede en håndbold op i hallen i Sønderborg, og til han stod med EM-guldet i Norge i 2008. Trods en næsten utrolig fokusering og målrettethed lykkedes det for den sympatiske sønderjyde gennem hele processen at bevare det vigtigste: Legen.

Bedre Kørende møder Lars en forårsdag, hvor solen blinker i et uroligt hav uden for vinduerne i den smukke lejlighed, Lars deler med sin hustru, Christina Roslyng og sønnerne Frederik og August. Lars har afleveret August i børnehave, Christina er på job og Frederik i skole. Lars finder kaffe frem, og vi sætter os ved spisebordet og får en snak.

Sporten blev leget ind

Lars, du er født i 1972 i Sønderjylland?

Ja, jeg er født og opvokset i Sønderborg – og boede der, indtil jeg blev 17 år.

De fleste børn fjumrer rundt og prøver alt muligt af. Du startede på din håndboldkarriere i 1976 i Vidar Sønderborg i en alder af 4 år. Hvordan tager man sådan en beslutning i den alder?

Lars smiler og siger: Det gør man heller ikke. Det startede som ren leg, og det var helt tilfældigt – og det handlede hverken om talent eller en prægning fra mine forældre. De havde dengang ikke noget med håndbold at gøre. Men alle mine onkler har været enten spillere eller trænere i håndboldklubben i Sønderborg. Det var faktisk min onkel, Viggo Paulsen, der tog mig med dengang i ’76. Og der er ingen tvivl om, at Onkel Viggo er den person, der har haft størst betydning for den vej, jeg valgte og den person, jeg blev. Han gav mig helt fra starten den basale forståelse for, at det sportslige skulle balanceres med det sociale. At man tog sig af hinanden. Den måde at gøre det på har jeg taget med mig og bruger stadig den tankegang i dag, hvor jeg træner U16 og U14 drenge. Og Viggo kører i en alder af 72 år stadig 80 kilometer en gang om ugen for at hjælpe mig og mine drenge.

Så det var ikke østbloklignende tilstande, hvor børn kom i benhård træning før skolealderen?

Slet ikke. Det var legen, der var vigtigst. Og det har jeg aldrig glemt. Jeg legede stadig, da jeg stoppede som håndboldspiller i en alder af 40 år. Man må aldrig glemme at lege.

Hvor tidligt kom du op at spille på et plan, hvor du kunne se, at det kunne blive en levevej?

Det gjorde jeg relativt hurtigt. I 1986 blev vi danske mestre i drengeklassen, så vi havde et rigtig godt hold.

Du var 14 år dengang. Hvornår kom det næste store ryk?

Jeg spillede både fodbold og badminton sammen med håndbold dengang – og jeg blev nødt til at vælge for at kunne komme videre. Så det gjorde jeg.

Hvorfor blev det håndbold?

En kombination af legen, udfordringen og det sociale. Jeg ville gerne vinde sammen med andre, og i badminton er man mere alene. I forhold til fodbold synes jeg, at håndbold er et hurtigere spil med flere mål. Jeg elsker stadig fodbold, men håndbold tiltalte mig mest. Det var ikke fordi, jeg havde noget særligt talent.

Det lyder lidt mærkeligt, når det kommer fra en mand, der er blevet kaldt en af verdens bedste håndboldspillere.

Det er faktisk sandt. Min fætter og Viggos søn, Jan Paulsen, var et langt større talent. Han fik tilbud fra Barcelona, allerede da han var 14 år gammel. Så jeg stod lidt i skyggen af ham. Men samtidig motiverede det mig til at blive bedre.

Hvordan var teenageårene uden for banen? Var der knallerter, piger, fester og den slags?

Ja, men der var nok ikke meget druk og fest. Jeg tror, det afhænger utroligt meget af ens vennekreds – og mine venner var mine holdkammerater. Vi var meget ambitiøse. Byture om fredagen og lørdagen var ikke rigtig en mulighed, hvis vi skulle spille kamp om søndagen. Så det blev helt naturligt fravalgt. Der var heller ikke mange af os, der røg. Vi trænede 4 gange om ugen + kampe, så det var naturligt at holde sig i topform.

Livet som professionel

Du flyttede til Vejle som 17-årig?

Ja, de fleste af mine håndboldvenner var lidt ældre end mig, og de begyndte at blive spredt ud i landet for at finde videregående uddannelser, da mulighederne dengang ikke var overvældende i Sønderborg. Jeg valgte at flytte på idrætshøjskole i Vejle – og jeg har ikke været hjemme siden. Jeg har dog stadig stor tilknytning til Sønderborg, da både mine forældre og begge mine yngre søstre med deres familier bor der.

Derefter startede du med at spille på klubbasis. I første omgang Ribe HK i årene 1990-1992

Ja, jeg fik tilbud om at spille for Ribe, som lå i første række dengang, hvilket jeg følte var en kæmpe udfordring. Jeg valgte at sige ja, sådan uden at have tænkt det helt igennem. Problemet var, at jeg stadig var 17 år og derfor ikke havde kørekort – og jeg skulle til Ribe 5 dage om ugen. Det løste sig ved, at min far (der var selvstændig) tog fri en time før tid hver dag og kørte mig, indtil jeg blev gammel nok til at få kørekort. Jeg er stadig mine forældre taknemmelige for den opbakning, de gav mig dengang.

Det var nogle gode år i Ribe. Vi havde et ungt og virkelig godt hold. Der begyndte jeg at udvikle mig og blev topscorer i ligaen. Samtidig vidste jeg godt, at Kolding var landets mest dominerende hold i de år. De var blevet danske mestre 5 år i træk og havde landsholdsspillere på de fleste pladser.

Du fik mulighed for at skifte til Kolding IF?

Ja, jeg skrev kontrakt med dem. Det var ikke et fravalg af Ribe, men et tilvalg af noget, som jeg ganske enkelt ikke kunne sige nej til. Måske også fordi det var en naturlig indgang til landsholdet.

Nationalhelt i Slesvig-Holsten

I 1996 til 2010 spillede du for den tyske klub FlensburgHandewitt. Var det en stor omvæltning at komme fra en dansk klub til en tysk?

Ja, der er en enorm forskel på dansk og tysk mentalitet, men på mange områder passede den tyske model mig rigtig godt. Jeg fik hurtigt lært at stille