øjenallergi Allergisk konjunktivitis
▲ ▲ ▲
Allergitest Er dine øjensymptomer begrænset til 14 dage omkring Sankt Hans, er der nok ingen tvivl om, at du har græspollenallergi. Men hvis dine symptomer strækker sig over længere tid, eller kommer i flere perioder af året, så bør du blive undersøgt og eventuelt allergitestet af din læge. Kun på den måde kan du målrettet forebygge i det daglige og få den rigtige behandling. En allergitest er en næsten smertefri hudpriktest, hvor lægen prikker forskellige allergifremkaldende stoffer ind i din hud. Ved hudpriktest kan lægen efter 15 minutter aflæse dine hudreaktioner, og sammen med dine symptomer giver det et billede af, hvad du har allergi over for. En standardallergitest tester for kat, hund, hest, to slags husstøvmider, to slags skimmelsvampe samt pollen fra birk, græs og bynke. Nogle praktiserende læger foretager selv allergitesten, andre henviser til speciallæge eller allergiklinik. Blodprøve til undersøgelse for øjenallergi bruges aldrig. Behandling Du kan behandle din øjenallergi lokalt med øjendråber, så medicinen primært virker dér, hvor den kommer – i øjnene. Nogle øjendråber indeholder antihistaminer, der modvirker kløe samt røde, hævede og rindende øjne. Andre øjendråber virker ved at stoppe allergireaktionen i opløbet. Enkelte øjendråber har begge virkningsmekanismer. Nogle øjendråber bliver solgt i håndkøb, mens andre kræver en recept. Der er forskel på de forskellige øjendråber med hensyn til effekt, virkningsmekanisme, bivirkninger og dosering. Hvis du bruger kontaktlinser, skal du fjerne dem i forbindelse med øjendrypningen, og sætte dem i igen 15-30 minutter senere, med mindre andet er oplyst af producenten. Når du fjerner kontaktlinsen ved øjendrypningen, undgår du, at den virker som depot for antiallergi-medicinen og konserveringsmidlet, og derved kan medføre forgiftningsgener på horn- og bindehinde. Der er også forskel på, hvor længe de forskellige øjendråber virker. Nogle skal man bruge 2-4 gange om dagen, mens andre kan man nøjes med at bruge 2 gange i døgnet. Forskellige øjendråber kan også have forskellige krav til opbevaring – fx tåler nogle øjendråber ikke sollys eller temperaturer over 25 grader. Ved svære symptomer – og hvis du sammen med dine øjensymptomer også har næsesymptomer - kan en kort antihistamin tabletkur fx komme på tale. Hvis både forebyggende medicin og akutvirkende medicin ikke er nok til at hjælpe dig, kan du måske have gavn af en allergivaccinationsbehandling.
26 AstmaAllergi Bladet 5/2004
En læge med erfaring i allergisygdomme kan vurdere, om en allergivaccination er en god idé for dig. Behandlingen er flerårig og kan i enkelte tilfælde give svære bivirkninger. Har du allergi over for andet end pollen, er den bedste ’behandling’ at forebygge ved at undgå kontakt med de udløsende allergener.
Værd at vide: • Undgå at klø i øjnene – det forværrer blot dine symptomer. • Der findes allergiøjendråber, der ikke svier. • Der findes allergiøjendråber til kontaktlinsebrugere. • Konserverede øjendråber kan holde sig en måned efter, de er taget i brug. • Nogle øjendråber kan fås uden konserveringsmidler i engangsdosisbeholder. Husk ved øjendrypning: • Vask hænder både før og efter du drypper øjne. • Flasken med øjendråber bør ikke røre øjet for at undgå bakterier og virus i væsken. • Ryst flasken inden brug, hvis det står på indlægssedlen til øjendråberne.