3 minute read

Nye fællesskaber skyder op

I Københavns forstæder opstår der nye boligfællesskaber omkring de naturlige mødesteder – butikscentrene. Artelia er som rådgiver med til at skabe gode rammer for liv og handel i et inspirerende samarbejde med bygherren NREP.

I disse år gennemgår mange bycentre en udvikling og forandring. Ifølge NREP, som står bag flere projekter, er hvert center og hver beliggenhed unik, men der er fællestræk. Traditionelt har bycentrene været meget lukkede omkring sig selv, mens de nu i højere grad åbnes mod nærmiljøet. Og så skal de være beboet. Det øger den lokale relevans og sikrer aktivitet døgnet rundt. Det er godt for trygheden, handelslivet og fællesskabet. Artelia er bygherrerådgiver for NREP på aktuelle udviklingsprojekter i Friheden og Herlev, hvor nye miljøer blomstrer op omkring de to byers handelsmæssige centrum.

Advertisement

Frihedens Butikscenter 2.0

NREP ejer og driver Frihedens

Butikscenter og har under overskriften Frihedens Butikscenter 2.0 de seneste år renoveret og udvidet centeret med 2.200 m2 erhvervslejemål og 134 lejeboliger fordelt på 9.300 m2. 60 af lejlighederne befinder sig i Friheden Tower; en 9-etagers bygning, der skyder op fra butikscentret og giver adgang til en forrygende udsigt over de naturskønne omgivelser. De øvrige 74 lejligheder udgør seniorfællesskabet Over Friheden i fire etager, der ligeledes er bygget oven på centret. Her samles beboere fra 50 år og op bl.a. omkring en fælles taghave med petanque, grønne bede og et fælleshus, hvor man kan afholde fællesspisning og private arrangementer.

NREP spiller gennem tilskud og initiativer en aktiv rolle i at få fællesskaberne til at blomstre, inden beboerne selv tager roret.

Artelia blev en del af projektet i maj 2021 og har bl.a. varetaget bygherrerådgivning, byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinering i byggefasen. Etableringen af de nye bygninger krævede forstærkning af de eksisterende konstruktioner i centeret, som skulle forblive i drift under byggeriet. Der skulle derfor tages højde for, at der fortsat både kunne leveres varer til centeret og materialer til byggepladsen i en situation med komplicerede adgangsforhold og et lille byggepladsområde.

Koordinering og afstemning med de forretningsdrivende i centerets lejemål har derfor været en essentiel del af opgaven – ikke mindst i forhold til Føtex, der udgør en stor del af centeret.

Opførelsen af Friheden Tower har påvirket Føtex’ lager, varemodtagelse og kontorer, og det har krævet grundig koordinering at få logistikken til at gå op, så både butikken og byggepladsen kunne holdes i drift og modtage varer.

Kim Lorenzen Seniorrådgiver Retail & Mixed Use København

Selve centeret har fået et løft med opgraderede indgangspartier, og i den sydlige del af centeret er der etableret en indskudt etage, der har givet plads til en udvidelse af Føtex i stueetagen og etablering af gourmetcatering Babette på førstesalen.

Er man til lidt hurtigere måltider, kan man besøge en nyåbnet McDonald's lige ved siden af centeret. Restauranten er opført som et selvstændigt projekt, men det var i lang tid hemmeligt for offentligheden, hvem der skulle slå dørene op i den nye bygning. Det krævede derfor lidt ekstra påpasselighed, når der skulle koordineres mellem de to byggeprojekter.

Det nyetablerede erhvervslejemål på toppen af centeret indtages af Boulders, der åbner Danmarks største klatrehal og dermed kan udnytte både grundareal og højde optimalt.

Med de nye boliger, fællesskaber, aktiviteter og tilbud er det et helt nyt lokalmiljø, der udfolder sig i, omkring og ovenpå Frihedens Butikscenter 2.0, når Friheden Tower som sidste brik i puslespillet havde indflytning i marts 2023.

Herlev Bymidte anno 2023

Også i Herlev pustes der nyt liv i bymidten med en gennemgribende modernisering og udbygning af butikscentret samt opførelse af ny boligbebyggelse med 135 boliger og en 10-etagers bygning, der både skal rumme erhverv og fungere som hovedsæde for Herlev Kommunes borgervendte aktiviteter.

Det nye dynamiske bytorv får et bredt udvalg af butikker, spisesteder, aktiviteter og sundheds- og servicefunktioner, der kan tiltrække folk fra hele omegnen. Borgere i Herlev Kommune vil opleve et højt serviceniveau, hvor de kan få dækket en lang række af dagligdagens behov ét sted.

Byggeriet udføres på baggrund af Lokalplan 104 – For Herlev Bymidte, som er resultatet af et tæt samarbejde mellem kommunen og NREP. Artelia har siden opstarten af lokalplansarbejdet løbende bistået NREP med rådgivning, projektledelse samt myndighedskoordinering og fungerer nu som bygherrerådgiver efter indgåelse af totalentreprisekontrakten i 2019. Som en del af opgaven er Artelias cost management-specialister med til at sikre, at økonomien holdes på sporet.

Den nye Herlev Bymidte forventes at stå klar i slutningen af 2023. Som prikken over i'et vil den kommende letbane køre lige til døren – så kan man næsten ikke ønske sig mere.

This article is from: