2 minute read

Nyt samlingspunkt og en sikker skolevej

Vi omdanner Nørresundby Torv og styrker sammenhængskraften i områdets historiske bymidte. Transformationen af torvet skal indbyde til ophold og hjælpe børnene sikkert hen til deres nye skole i Stigsborg.

Nørresundby i Vendsyssel ligger blot et par kilometer nordvest for Aalborg. Selvom byens indbyggere indtil 2006 blev regnet med til Aalborg, udgør byen et selvstændigt område med en historisk bymidte og en moderniseret havnefront.

Advertisement

Nørresundby er et område, der tiltrækker mange tilflyttere, og som et af Danmarks største kystnære boligudviklingsprojekter skal den gamle syregrund Stigsborg nu omdannes til boligområde. Det er også her, at en splinterny skole skal samle eleverne fra Stigsborg Skole og Skansevejens Skole i nye faciliteter, efter Skansevejens Skole lukkes.

Skoleflytningen stiller krav til infrastrukturen, da den nye skolevej skal være både praktisk og sikker for de børn, der nu flyttes fra ét skoledistrikt over til et nyt. Stine Mariegaard Vistrup, der er projektchef i Vej & Trafik, fortæller :

Børnenes skolevej kommer til at gå ind over Nørresundbys Torv, ned ad Strandgade og videre ad Syrestien over til den nye skole. Det er vigtigt, at børnene kan komme sikkert frem og tilbage, og det betyder bl.a., at nogle veje lukker for gennemkørende trafik, mens andre bliver ensrettet for at mindske konfliktpunkterne på børnenes rute.

Projektet indebærer i samme ombæring byforskønnelse omkring Nørresundby Torv, som formes i samarbejde med arkitekterne Schønnherr. Visionen er, at området får et grønt præg og inviterer til ophold, mens der ned mod Limfjorden åbnes op. I dag er torvet præget af en stor del gennemkørende trafik, hvor der fremover kommer fokus på at få ledt den gennemkørende trafik udenom, så det kun er de bløde trafikanter og den kollektive bustrafik, der får adgang inde omkring selve bymidten.

Vi forbinder bymidte og fjord Som en del af områdets helhedsplan skal torvet i højere grad være et sted, hvor byens borgere mødes i kortere eller længere tid, og der skal skabes en mere spændende bymidte, der samtidig indtænker byens historie. Det betyder helt konkret, at torvet får en byhave, man kan gå på opdagelse i, og der anlægges en plads med overskydende granit fra Aalborg Kommunes andre stier og pladser.

For at åbne pladsen op anlægges en bred korridor med sigtelinjer fra torvet mod fjorden. Dermed skabes der større sammenhængskraft mellem bymidten og havnefronten. Idéen er at lede folk ned til de rekreative områder, der findes langs Limfjordens kyst, Skansen, kridtgravene og Lindholm Høje.

Tanken om genbrug er central for projektet. Der er anvendt granit i mange af Aalborg Kommunes byggerier i midtbyen. Derfor findes der en del granitrester på kommunens depot – og hvorfor ikke bruge nogle af de materialer, der allerede eksisterer ?

Det er en lidt sjov idé, det her med at tage granitten fra alle Aalborgs forskellige pladser og så blande det sammen for at danne den nye plads på torvet i Nørresundby.

Vi er totalrådgiver for Aalborg Kommune fra start til slut, hvilket inkluderer forundersøgelser, al projektering, mobilitetsplan, koordinering med ledningsrenoveringer, arkæologi og meget mere.

Ifølge planen vil projektet stå færdigt i slutningen af 2024.

This article is from: