VÆR DIG SELV

- FREMFOR AT VÆRE DE ANDRE

Af: Jeppe Søe, Bestyrelsesformand

Kender du ’Palle alene i verden’? Historien om den lille dreng, der er helt alene i verden og kan gøre lige præcis, som han vil. Han skal ikke betale i bussen, ved kassen eller i biografen. Han kan fylde lommerne med slik og chips, og han skal ikke spørge nogen om lov til noget som helst. Sygt nice! Et kort sekund. Og derefter sygt nederen. Virkelig!

For festen er bare federe, hvis I er flere – og festen er slet ikke, hvis du er den eneste.

Det er derfor – blandt andet - at fællesskabet er så vigtigt. Vi kan kun være nogen eller noget, hvis vi giver andre mennesker mulighed for at se, hvem vi er. Dine venner er dit spejl. Hvis du en morgen på badeværelset stirrede ind i et blankt spejl, ville du ikke ane, hvem du var. Dine venner har præcis samme funktion; den måde I er sammen på, det I taler om, de ting I bruger tid på – det hele er med til at gøre dig til den, du er; og jer til et fællesskab. Alle mennesker har brug for at blive anerkendt; ikke med ligegyldige likes; men i virkeligheden.

Og du er allerede nogen og noget. Du er efterskoleelev, og det fortæller en hel masse om dit mod og din lyst til at udkomme i verden. Fællesskabet er nemlig ikke noget, der tilfældigt står i vejkanten med tomme hylder, så du kan finde den, der passer dig – det skal bygges, og du skal selv være med til at slibe kanterne til. Det er fælles vilkår; at vi skal opbygge fællesskaber, som opstår af de mennesker, der tager del i det.

ER DET NOK AT HAVE NOGET TILFÆLLES?

Engang var det sådan, at fællesskaber handlede om, at finde sammen om noget fælles. Rykke sammen i et fælles skab, hvis man havde samme interesse. Hvis man elskede at synge, lavede man straks et kor. Ville man noget med skrå brædder, opstod straks en amatørrevy. Især i Danmark har vi en lang og stolt tradition for, at der straks opstod en forening, som man kunne være fælles indeni. Det gjorde noget ved landet. Gjorde noget ved de små samfund - og det gode de store byer overskuelige, fordi man opdelte sig lidt efter interesse. Så kom nettet. Nogle af jer kan slet ikke sætte jer ind i, at der var en tid unden internettet. En tid, hvor man skulle være hjemme for at tage telefonen, fordi telefoner krævede en ledning ind i væggen. En tid, hvor vi ikke kunne læse eller se ret mange andre, end dem der var i Billedbladet. Vi kunne med andre ord kun spejle os i dem, som vi mødte ude i virkeligheden.

FORTNITE UDEN LEVENDE LYS I LAGKAGEN!

Mennesker er aber - og vi er flokdyr. Vi går hele tiden og spejler os i de andre i flokken. For at se hvor vi selv er - men også, om vi er helt ved siden af. Det har firmaer forlængst udnyttet, da man kan sælge de samme modetrøjer til grupper, som med deres tøj markerer, hvad de er for en flok. Denne helt naturlige dyriske måde at handle på, blev penge værd. Produkter var pludselig det, der gjorde at vi kunne finde sammen i fællesskaber. Pepsi mod Cola, Mac mod PS, Nokia mod Iphone.

Det seneste skud på stammen er i Fortnite, som min søn sagde, at jeg skulle spille. Det gjorde jeg så. For jer der ikke kender Fortnite, er det et utroligt sundt spil, hvor 100 mennesker starter i en flyvende bus, kastes ud i faldskærm over en ø - og bliver til Anders Breivik, der langsomt sørger for at pløkke alle de andre, så man står alene tilbage som Victory Royal. Til min store overraskelse var spillet gratis! Det er jo helt blæst, når alle andre spil på min Playstation koster 4-500 kroner. Så hvad lever de af? Jo, når jeg lander har jeg almindeligt tøj på - og det eneste jeg kan gøre, når jeg endelig rammer en af de andre, er at “dabbe”. For alle jer over 40, er det når man svinger begge hænder til den ene side - en meget populær bevægelse i Fortnite. Men det er den alle kan. Jeg vil jo hellere lande på øen og danse 22 forskellige danse, have levende lys i en lagkage og en lille hund i rygsækken. Og det sælger de så i Fortnite. Det er det, der koster rigtige penge. Jeg skal med dankortet købe Vbucks, som er spillets møntfod - og bruge flere hundrede kroner på, at blive del af fællesskabet og kunne det samme, som de andre.

Fællesskaberne er blevet kommercielle. Det koster penge at være med på moden - og indenfor i fællesskabet.

HVORDAN ER MAN UNIK? MAN VÆLGER ET NYT KØN PÅ HYLDEN...

Vi har behov for at opdele os. For med internettet kunne vi pludselig se alle de andre. Ikke bare vores flok og et par kendte i et ugeblad - vi kunne følge alle... hele tiden. Vi kunne gå med folk i seng, på toilet og være med til deres lege på YouTube. Se dem putte mentos i en cola light eller skate for første gang, og slå nosserne ned i et plankeværk.

Ved at se alle andre hele tiden, bliver det endnu sværere at være unik! Lige når man synes, at man er noget helt specielt, kan man google en, der er det samme. Eller endnu mere mærkelig. Derfor begynder vi febrilsk at lede efter det, der gør os specielle. Vi er ikke længere mænd og kvinder, men kan vælge mellem 72 køn. Vi er ikke bare glade for mad, men opdeler os i kødspisere, vegetarer - og veganere, frugtarer, facto-vegetarer, ovn-vegetarer - og senere kan man så kalde sig facto.ovo-vegetar, for at vise hele verden, at man har tabt sig selv.

For sandheden er jo, for helvede… at jo mere vi forsøger at blive unikke, jo mere mister vi os selv undervejs. Vi begynder at opfinde et nyt jeg, som skal tage over for den normale leverpostejsfarvede idiot, man er født som. Er det en god udvikling? Jeg synes det ikke… Men det er nok derfor, der er opfundet en gruppe for sådan nogle almindelige folk som mig, der kaldes boomere. Eller midaldrende hvide mænd. Der fik vi den - med besked om at klappe kaje.

FÆLLESSKABER BLIVER TIL KRIGERISKE FLOKKE

Det er der, fællesskabet er ved at ende. Nu handler det ikke bare om at høre til en gruppe - men at erklære sig som del af gruppen. Man erklærer for alverden, at man er veganer - og man starter eget parti. Næste år kommer vel vegetar-partiet, facto-ovo-partiet - og så kommer jeg med boomerpartiet. Fællesskaberne handler pludselig om, at nedgøre de andre. At stå med sine medsammensvorne og råbe, at alle de andre er dumme og slet ikke fatter noget: Greta Thunberg råber, at det er de gamles skyld. Kvinderne råber, det er mændenes skyld. Mændene råber, det er samfundets skyld. Veganerne råber af kødspisere og kalder dem mordere. De røde råber af de blå - og de blå af de røde. Hvad mistede vi undervejs? Samtalen! Og os selv….

DU ER HALVORSMINDE!

For… Hvem er du? Du er lige nu Halvorsminde. Dit væsen, dine tanker, dine handlinger og alle de egenskaber, der er en del af dig – er en del af det hele. En efterskole er de elever, den har; et stærkt fællesskab, der kan klare det meste og de fleste, og det har vist sig temmelig belejligt i en vilter verden, hvor pandemier blæser hen over landet og gør hverdagen til en virkelighed, vi nærmest ikke kunne forestille os. Halvorsminde er dig og dine venner. Dig og din flok. Det er din efterskole, din familie og det samfund, alle andre fællesskaber er en del af (hvis man ser bort fra bandegrupperinger på Nørrebro og andre usolidariske typer).

I den seneste tid har samfundet stillet ret store krav til det, vi kalder ungdommen – dig, dine kammerater på efterskolen og alle andre, der alene i kraft af jeres alder, har svært ved ikke at gå nysgerrigt ud i verden. Og det fællesskab, der er et politisk projekt, har brug for, at I adlyder og bliver hjemme. Måske ved de ikke, at I – bedre end de fleste andre – forstår og formår at være en del af det store fællesskab. Fællesskaber er struktureret frihed; de opstår som interessefællesskaber, og alle, der er en del af et fællesskab, må underlægge sig fællesskabets betingelser, hvis det skal fungere.

Alle skal tage chips med til festen, ellers er der ingen, der gider bidrage næste gang.

Det er svært at forstå, at hvis man vil andre det allerbedste, så skal man vise det ved at blive hjemme fra festen. Det er svært ikke at række ud efter hinanden, når man kan se, at nogen trænger til det. Det er fællesskabets allerstørste udfordring lige nu; at det, der er dets natur, er dets største fjende.

FÆLLESSKABER BEVÆGER VERDEN!

Det er fornuftigt at være en del af et fællesskab. Filosoffer (gab?), teologer (gaab!), politikere (gisp!) og forældre (suk!) vil alle sammen påstå, at fællesskabet er summen af det gode. Fællesskabet er det, der kan bevæge verden – og det er derfor efterskoleelever er så stærke i det store fællesskab; de har set det ske. De ved, hvad man kan udrette, når man er sammen om noget.

Som jeg kender efterskoleelever, har de en særlig styrke; den sære tid, vi endnu er midt i, har styrket et andet fællesskab. Jeg tror, I har været god til at se verden og hinanden i øjnene – og jeg tror, at netop et efterskolefællesskab kan bære det benspænd, den her mærkelige virus har været. I har passet på hinanden og alle andre i samlet flok, men med behørig afstand og det nødvendige antal håndvaske. Sådan fungerer stærke fællesskaber; i samlet flok. Og uanset kravene fra det store fællesskab om, at være på afstand, formår I stadig at være tætte. Også tætte på jer selv. Og lige om lidt finder I ud af, hvem I er. Mit håb er, at I bliver jer selv. Lad være med at lede efter noget andet I kan være. Find jer selv først, og mærk inden I laver jer om, om det ikke er nok.

Så; tak for indsatsen.

Tak for at tage del i et fællesskab, der har meget at bidrage med.