
8 minute read
Et mangfoldigt fællesskab i bevægelse
from ØJEBLIKKE 2020
by Halvorsminde
Af: Emil Kondrup
På Halvorsminde Efterskole & Fri Fagskole i Hjørring sidder man ikke stille. Der er nemlig fokus på bevægelse – både i det daglige, men også når det kommer til, hvordan skolen skal se ud i fremtiden. Her fortæller forstander Jens Beermann lidt om, hvor skolen, der i 2028 fylder 125 år, er på vej hen. På Halvorsminde er bevægelse i højsædet. I 2014 gik man derfor i gang med en proces, man kaldte Halvorsminde 1.0, der definerede skolens fremtid, denne fremtid skulle etableres med respekt for skolens mere end 100-årige historie. Og her havde man en vision om, at Halvorsminde skulle være ”en skole i bevægelse”. I den forbindelse lavede man også Halvor 2021, for at få en retning på projektet, og for at sætte nogle mål, der skulle indfries.
I dag er forstander Jens Beermann tilfreds med, hvor langt man er nået på de syv år:
”Vi er meget godt tilfredse med udviklingen, og meget af det vi forestillede os dengang, er vi lykkedes med. Vi er blevet en Fri Fagskole og en åben kulturinstitution, der er smeltet lidt mere sammen med verden uden for os.”
OSTEKLOKKEN LØFTES
De sidste år har i høj grad været et opbrud mod den klassiske måde at drive efterskole på. Fra den oprindelige tilgang, hvor efterskoler typisk isolerede sig på en ødemark og levede i symbiose med dem, man gik der sammen med – til nu at åbne sig op for omverdenen og række ud. Netop det med at åbne for omverdenen har Halvorsminde haft stor fokus på de seneste år, og Jens Beermann mener særligt, at det kan mærkes i år: ”2020 har jo været et vanvittigt mystisk år, og vi kan mærke, at vi som skole er blevet fattigere i kraft af, at de gæster, vi plejer at have besøg af, nu udebliver. Vi savner dem, fordi de har en helt særlig indflydelse på vores elever, og de giver så meget andet, end det skolen giver dem til dagligt. Det der med at bo på en efterskole, det er én ting. Men når man så står og formidler, hvordan det er, overfor en afdeling fra et seminarium, så går det op for eleverne selv, hvad opholdet giver.”
EN ÅBEN KULTURINSTITUTION I HJØRRING
Med dét for øje giver det mening i højere grad at åbne skolen op og invitere verden indenfor – for så sker der nemlig noget helt særligt. Når erhvervslivet er på besøg, er det naturligt at rette ryggen og vise sig fra en mere omhyggelig side, og når huset fyldes af ældre mennesker til foredrag og fællesang gives der plads. Plads til at de ældre kan få lov til at være på besøg i noget, der måske engang var deres hjem, men som nu passes på af en yngre generation.
En stor forskel er dog, at da man i 2014 åbnede skolen op for livet og verden omkring den, var det skolen selv, der måtte lokke verden indenfor. Sådan er det ikke længere:
”Nu vil lokalområdet og verden os. Derfor står vi også i en situation, hvor vores samlede tilbud bliver påvirket af, at vi får elever og samarbejdspartnere fra hele verden, som påvirker den måde vi tænker og driver skole på.”
Netop påvirkningen fra nær og fjern gør også, at man, når man dykker ned i udvalget af de linjefag som Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole byder på, ikke tænker, at der er tale om en idrætsefterskole eller en naturefterskole. Men der er i stedet tale om en mangfoldig skole, hvor både idræt, natur men også en masse andre interesseområder er repræsenteret:
”Der er flere, der har behov for vores tilbud, og den bold er vi nødt til at gribe. Det gør vi ved at få lavet så bredt et tilbud som muligt, som gør, at vi også kan tiltrække mangfoldigheden ud i fremtiden. Vores skole skal være brobyggende for unge mennesker, og det er den bedst, når vi tilbyder dem rammer, der vedrører dem.”
BROBYGNING TIL BROBYGNING TIL BROBYGNING
Et konkret tiltag der har været på tegnebrættet i et stykke tid, og som starter til august 2021, er Halvor 8+: Et særligt on-boarding tilbud til kommende ottende klasses elever, som giver dem muligheden for at starte på Halvorsminde og bruge et år på at blive præsenteret for de forskellige studieretninger, der er på efterskolen. Om det fortæller Jens Beermann:
”Ottende klasse bliver altså brobygning til efterskolen, mens efterskolen så bruges til at brobygge videre ud i verden, eller for andre til at brobygge ind i vores fri fagskole, hvor vi har stor succes med selv at rekruttere fra efterskolen. Ikke fordi de skal, men fordi de kan.”
Et ophold på Halvor 8+ er altså et år, hvor man foruden at få sit ottende skoleår også bliver løftet op, modnet, og gjort klar til at vælge imellem de forskellige studieretninger og linjefag, man bliver præsenteret for.
GÅ I SKOLE I DANMARKS SPISEKAMMER
Et af de nye linjefag, som man fra næste skoleår vil kunne blive præsenteret for på Halvorsminde, vil være GastroJam. Det er opstået på baggrund af unge menneskers stigende interesse for madlavning. Jens Beermann fortæller, at der i den forbindelse også er ekstremt meget i spil i forhold til klima, samtidig med at han også mener, at Halvorsmindes beliggenhed berettiger et sådant linjefag:
”Vi bor jo midt i Danmarks spisekammer og vælter os i lækre råvarer her i Vendsyssel, og så kan vi bare se en trend hos unge mennesker, som går mere og mere op i, hvad de spiser. Derfor giver vi unge mennesker med en passioneret tilgang til madlavning og hele gastro-konceptet muligheden for at dyrke det, og vi tror på, at de vil smitte af på skolens øvrige elever. På den måde får vi helt naturligt bragt kost og vigtigheden deraf ind på skolen.”
DEN STORE FØDSELSDAG FORBEREDES
I november 2028 fylder Halvorsminde 125 år, og hvis det går efter planen, skal der altså sættes en plade eller to i bordet. For i fremtiden har Jens Beermann planer om, i endnu højere grad end tidligere, at åbne skolen op for verden:
”I 2028 har vi 2000 unge tilknyttet Halvorsminde. De 200 af dem går på Halvorsminde på efterskolen og den frie fagskole, har fælles gymnastik, fælles linjefag og fælles sang. De 1800 er online studerende, som er tilknyttet før, under og efter et eventuelt ophold her.”
Et mere konkret tiltag er blandt andet, at Iværksætterklassen på Halvorsminde vil lave små undervisningsforløb for 4-5-6 klasser rundt i verden. Opgaver, der vil kunne besvares og sendes retur, for på den måde at kunne skabe et Halvorsminde-univers ude i verden. ”Hvis vi gør det rigtigt, så tror jeg, at der er en oplagt rekrutteringsmulighed”, siger Jens Beermann selv om det nye tiltag og fortsætter: ”Så vil man få en gruppe af børn, som går her, før de starter. Det vil også kunne være vores håndboldlinjefag, der filmer nogle øvelser, som bliver sendt ud til nogle håndboldklubber, og på den måde er man med, hvor det sker ude i verden.”
GRÆNSERNE SKAL BRYDES
Og der menes virkelig ude i verden, når det bliver sagt. For er der noget, det vanvittige år 2020 har lært Jens Beermann, så er det, at en åben dør kan være mange ting: ”Vi har altid tænkt meget i at åbne døre, og før Corona var det skolens fysiske dør, der altid var åben for spændende mennesker. Nu har vi lært, at døren kan åbnes endnu mere op på den digitale måde.” Andre der kan blive tilknyttet det online-univers, kan også være tidligere elever, som nu er i gang med at studere ude i verden, og som kan give lidt tilbage til skolen. Det kunne blandt andet være en forelæsning for de nuværende elever, om hvor de er i dag, og hvordan vejen derhen har været.
Et andet konkret mål der arbejdes hen imod, er at skabe endnu mere diversitet i elevgruppen. Derfor håber han på, at det vil være en blandet forsamling, der sætter sig til 125 års fødselsdag i 2028. 50 % fra Nordjylland, 30 % fra resten af Danmark, mens de sidste 20 % skal være fra udlandet. Det er, hvad man som skole håber på.
I EN SKOV EN HYTTE LÅ
Elevtallet, som i dag er på 135 og som i 2028 vil være på 200, skal ikke stige over natten men stille og roligt de næste år. Det gør også, at man er nødt til at bygge nyt, og der har man en plan klar:
”I 2028 bor de yngste elever, der går her på det tidspunkt, i hovedbygningen, som man har gjort det i lang tid. De ældste elever vil bo i nybyggede familiehuse, så vi får sådan en landsbylignende hytte-by i skoven”, fortæller Jens Beerman om det nye byggeprojekt. Det gør også, at man kan øge elevtallet stille og roligt ved at bygge en hytte eller to om året, for som han selv siger:
”Når man åbner et nyt linjefag, en ny studieretning, eller en ottende klasse, så er det jo naturligt, at der kommer flere til. Vi pønser også på at få en international klasse på skolen, så der kan hurtigt blive brug for et par huse i den landsby, vi bygger.”
MEN HVAD SKAL ALT DET TIL FOR?
Vi er tilbage, hvor vi startede med snakken om en skole i bevægelse, i en verden der er i bevægelse, med unge mennesker der er i bevægelse, og hvor det der var stort for ti år siden, er blevet småt i dag.
For Jens Beermann mener, at hvis man som skole skal lave stolte og bæredygtige traditioner, så er man nødt til at lægge nogle planer, der gør, at der er et attraktivt sted med samlingskraft, hvor der samtidig kan være en økonomi, der sikrer, at der kan udbydes høj kvalitet.
IKKE AT DET FØRST ER NU, AT HALVORSMINDE ER BEGYNDT AT BEVÆGE SIG
”Det skal ikke lyde som om, at det er noget nyt, vi gør heroppe. Hvis ikke Halvorsminde havde været i bevægelse og udviklet sig siden 1903, hvor den blev bygget, så havde den nok ikke været her i dag.”
