2 minute read

Halvor er blevet en bydel

Mange nye udstykninger omkring Halvorsminde

Af Jane Bünemann

HALVOR: Ægteparret Anna og Andreas Nielsen i Bagterp havde næppe forestillet sig, at deres søn, Halvor, en dag 100 år efter hans død, skulle give navn til en hel ny bydel i Hjørring. Men sådan er det gået.

Halvorparken og Halvorsmindehaven er nogle af navnene på de nye udstykninger i Hjørrings sydlige bydel, som af flere og flere blot kaldes Halvor. Da ungdomsskolen blev etableret i 1903 lå den på en bar mark ude på landet i Bagterp. - Der er kommet mange udstykninger derude, og det er bevis på, at det er et særdeles attraktivt område, siger formanden for Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Søren Smalbro (V). Han mener blandt andet, at det skyldes det blandede miljø, hvori efterskolens mange elever indgår.

Asger Houbak, der med sin kone har boet tæt på Halvorsminde i 40 år, siger, at netop de mange unge er et gode: - Vi har altid nydt de unge mennesker, som skaber liv i området. Vi boede på Bagterpvej 600-800 meter fra skolen, og vi nød på en måde at være del af skolen. Vi naboer blev altid inviteret med til arrangementer på skolen, og når der har været festdage er naboerne sammen med andre venner af huset inviteret med.

Peter Brødholt er en af de mange, der har bygget nyt hus i Halvorkvarteret – faktisk skråt overfor Halvorsminde. - Det er et dejligt kvarter. Jeg nyder, at der er den store skov lige ved siden af, og det, at kvarteret er tæt på Bagterpskolen, er meget vigtigt.

TRAFIKKEN ER TÆT

Med de mange nye udstykninger er der kommet mere trafik på Halvorsmindevej, som også benyttes af mange som en genvej til motorvejen.

- Vi ved godt, at der er nogle udfordringer for fremkommeligheden derude. Infrastrukturen skal følge med de mange nye udstykninger, siger Søren Smalbro (V). Han forklarer, at politikerne ved budgetforhandlingerne i oktober i år vedtog en cykelsti fra broen på Halvorsmindevej til Bagterpvej og på Bagterpvej frem til Ulvegravene. - Desuden kommer der lysregulering ved jernbanebroen, siger Søren Smalbro (V).

Samtidigt vedtog Hjørring Byråd, at der i budgetår 22/23 skal bruges penge på en forundersøgelse af en omfartsvej syd om Hjørring by.

Halvor-beboer Peter Brødholt er ked af, at politikerne ikke har valgt den løsning, som mange foreninger i området efterlyser, nemlig en cykelbro over jernbanesporet: - Der er kommet over 100 nye udstykninger herude og der kommer flere til, så forholdene bliver bare værre.

Halvor Nielsen druknede ved en ulykke i 1920, og derfor lod forældrene, Anna og Andres Nielsen, nogle år efter en ny bygning til deres kostskole få navnet Halvorsminde. Det har skolen heddet lige siden, og nu breder Halvor-navnet sig altså til hele kvarteret omkring Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole.

This article is from: