
4 minute read
I gymnastik bliver jeg til vi
from ØJEBLIKKE 2020
by Halvorsminde
Lærer Susan Tøttrup er efter fire år tilbage på Halvorsminde
Af: Jane Bünemann
HALVOR: Susan Tøttrup er mere end almindeligt vild med gymnastik. Hun underviste sit første gymnastikhold som 14-årig, blev efter sin uddannelse gymnastiklærer på Halvorsminde Ungdomsskole, og efter en afstikker til DGI er hun nu tilbage på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole. Denne gang for at gribe gymnastikken an på en helt ny måde.
- Da jeg for år tilbage stod for gymnastikken sammen med Søren og Mette (Søren Rusbak Hansen og Mette Krogård Jepsen) havde vi en meget ensartet elevgruppe. Når vi sagde sving med armene, så gjorde de det. Eleverne i dag har flere udfordringer, så derfor prøver vi at gøre det på en anden måde. Vi holder fast i det, der fungerer, nemlig gymnastikken som fællesskab, men så hæfter vi ligesom en kasse på det, hvor vi tilbyde dem, der af en god grund ikke kan være med i gymnastikken for øjeblikket, et alternativ. Jeg tager dem med ud i naturen, hvor de skal bevæge sig. Dér kan vi få alle sanser i spil, når de blandt andet dufter skoven. Naturen dømmer ikke, og eleverne skal lære, at de er gode nok som de er. Jeg lærer dem at trække vejret og hjælper dem til kortlægge kroppen for hjernen. Det sker helt konkret ved, at vi klapper på kroppen fra fødderne og op. Gennem leg og træning bygges deres grundform op, forklarer Susan Tøttrup.
Hun har det selv godt, når hun er udenfor, og i øjeblikket er hun ved at tage en uddannelse til naturterapeut, og det er viden herfra hun benytter i undervisningen. Susan Tøttrup forklarer, at hun i planlægningen havde forberedt sig på, at samtlige elever på skolen skulle være i den store, fælles gruppe frem til efterårsferien, men allerede efter nogle få uger havde gymnastiklærerne spottet, hvem der kunne have glæde af at komme med ud på Susan Tøttrups udehold.
- Vi mødes ved bålpladsen i et lille skovområde her bag skolen, men vi er ikke flere, end at vi bare kan tage af sted til andre naturområder. De andre elever laver stadig lækker gymnastik, og vi har gjort bevidst for eleverne, at de er inddelt i grupper, og at de hver især skal arbejde på at være en del af fællesskabet. Min gruppe skal gerne hele tiden blive mindre, og der er da også allerede nogle, der er skiftet til det store hold. Eleverne kan godt selv mærke, at der sker noget. De giver ikke op, og de skal bare gøres klar til at modtage undervisning, forklarer Susan Tøttrup, som tilføjer, at kollegerne også kan mærke effekten af udeundervisningen i andre fag.
VILD MED GYMNASIK
Susan Tøttrup er vild med gymnastik: - Der er nogle kvaliteter i gymnastik, som man ikke finder andre steder. Alle kan være med, og lige dér bliver jeg til vi. Lige der, hvor man fletter ind mellem hinanden eller klapper i takt. Det rører noget i os, siger hun.
Det var sidst i 90’erne, at Susan Tøttrup første gang blev lærer på Halvorsminde. - Det er et dejligt sted at være gymnastiklærer, fordi der er altid opbakning fra alle til faget. Eleverne mærker, at faget tages seriøst. Alle er på gulvet, og så laver de noget forskelligt. Vi har aldrig været bange for at niveaudele, men de, der har lyst, får lov at springe eller måske danse.
EFTER KNAP TYVE ÅR PÅ HALVORSMINDE FIK SUSAN TØTTRUP I 2015 ET GODT TILBUD:
- Jeg blev kontaktet af DGI’s direktør, Inger Møller, som var ved at arrangere DGI Landsstævne 2017. Hun ville købe mig fri til at tilrettelægge åbningsaften og afslutningsshow. Jeg havde bøvlet lidt med ryggen, og tænkte, at jeg måske også havde lavet de rundsving og opvisninger, jeg skulle. Så jeg sagde ja tak. Senere blev hun ansat i den private virksomhed Gymnashops kursusafdeling, hvor hun udviklede nye kurser og træningsuddannelser. - Det gik godt, indtil virksomheden lukkede den afdeling. Så måtte jeg i gang med at skrive ansøgninger. Jeg skrev mange, men opdagede, at det var jobbet på Halvorsminde jeg skrev ind i til alle de andre adresser, smiler Susan Tøttrup. Hun drømte efter fire år kort og godt om at komme tilbage til sit gamle job på Halvorsminde.
Efter lidt tøven henvendte hun sig til forstander Jens Beermann og fortalte om sine tanker om at udvikle gymnastikken. Det blev til den nuværende stilling, hvor hun også er teamleder for skolens team af unge gymnastiklærere.
SUSAN TØTTRUP
Født i Vrå 1970.
Læreruddannet på Hjørring Seminarium 1997.
Ansat på Halvorsminde Ungdomsskole 1999-2015.
Ansat i DGI som koordinator for landsstævne og senere foreningskonsulent i gymnastik 2015-2018.
Ansat i i Gymnashops kursusafdeling 2018-2020.
Fra august 2020 ansat på Halvorsminde.
I gang med en efteruddannelse til naturterapeut hos ViNatur på Fyn.
Gift og tre børn mellem 15 og 20 år.