Halvorsminder

Af Ole Bjerring, forstander på Halvorsminde 1993 - 2007

Hvilke minder og tanker har du med fra din forstandertid på Halvorsminde? Et spørgsmål, der er meget udfordrende at svare på. Der var masser af højdepunkter, og der var sjove, pudsige, livsbekræftende og bøvlede episoder, men det fundamentale minde er i virkeligheden blot en følelse af væren i dagligdagen.

Følelsen af væren er knyttet til dagens rytme og omgivelserne i deres totalitet. Lydene, lugtene, lysindfaldene, smagene, temperaturerne, årstidernes farver. Menneskene. Med andre ord alt, hvad man sanser, når man føler, at man hører til et sted. Lige fra morgenmaden i spisesalen i selskab med forsovede teenageansigter og til aftenstemningen i hele huset, hvor elever råhyggede, sang og pjattede i bunker i opholdsarealerne. Jeg er ikke så naiv at tro andet, end at kammeraterne var de vigtigste for eleverne, men man bør egentlig være taknemmelig for, at så mange unge har gidet leve så tæt med en selv. Helt bogstaveligt i og med Anne-Mette og jeg boede på skolen gennem alle årene. En del af tiden endda uden egen indgang og under en drengegang!

DEN 11. SEPTEMBER 2001

Som en markant enkeltsituation vil jeg fremhæve, hvordan den store verden greb ind i vores lille efterskoleboble den dag, hvor terroren ramte og flyene fløj ind i tårnene i New York. Et naturligt valg, fordi det netop her i efteråret har været 20-årsdagen for 9/11 2001. Alle husker, hvor de var den dag, og jeg husker det som i går, at jeg tilfældigt om eftermiddagen gik gennem dagligstuen. Der sad vist kun en enkelt elev og så fjernsyn. Jeg standsede op og for at snakke lidt, men hurtigt blev opmærksomheden limet til fjernsynskærmen. Det var et helt uvirkeligt drama, der langsomt udviklede sig lige for øjnene af os. Flere og flere elever slog sig ned. Der var stort set tavshed, men alle fornemmede, at her skete noget skelsættende. Det satte sig som en tomhed i maven. Med en snert af undergangsstemning.

Morgensang næste dag var speciel. Vi gav os god tid. Sang en ekstra sang, bla. Kringsatt av fiender, som smukkere end nogen anden sang beskriver fællesskabets betydning og skrøbelighed. ”Vi vil tage vare på skønheden, varmen, - som om vi bar et barn varsomt på armen."

Jeg var så heldig at stå for morgensamlingen sammen med Lars Maaløe-Jørgensen, en menneskeklog lærer. Vi var meget opmærksomme på at holde den rette balance i vores oplæg om tragedien og vores umiddelbare vurdering af, hvilke konsekvenser, det kunne få. Stemningen var følelsesladet, men vi søgte at oplyse nøgternt og ærligt, uden at fratage de unge håbet. Det ligner det samme dilemma, man som skole står i med klimakrisen her i 2021. Den virker på samme måde truende, voldsom og ødelæggende, men de unge må bevare troen på, at de kan skabe sig en lykkelig fremtid.

Alle begivenheder – i dette helt specielle tilfælde en af verdenshistorisk betydning – bliver forstærket, når de opleves i et fællesskab. Et gammelt ord siger, at skønhed oplevet i ensomhed er som et stik i hjertet. Jeg vil påstå, at det også modsat gælder, at mødet med ondskab bedre kan overkommes i et fællesskab.

Det var en af de dage, hvor man som skolemenneske tænkte i de store termer: Efterskolen har tre kerneord som målsætning: At give undervisning, dannelse og livsmod. Og jeg tilføjer: Men størst iblandt disse er livsmodet. Og læg mærke til, at Halvorsmindes værdigrundlag, der netop blev til i 2001, lige præcis slutter med ordet livsmod.

HVORDAN BLEV HALVORSMINDES VÆRDIGRUNDLAG TIL?

Ret hurtigt efter Anne-Mettes og min ankomst til Halvorsminde i 1993 fik vi i samarbejde med medarbejdere, bestyrelse og skolekreds skrevet ind i vedtægterne, at man skulle drive skole ud fra et grundtvigsk livssyn. Det stod der faktisk ikke tidligere. Ikke fordi skolens idegrundlag dermed skiftede, men det var godt at få Halvorsminde grundfæstet med ord. I 90 år havde familien Nielsen gennem tre generationer været garanter for skolens værdier og indhold, og der var næppe noget menneske i Vendsyssel, der ikke var klar over, hvad Halvorsminde stod for. Det havde fungeret fint.

Skolen havde ved vores ansættelse været selvejende institution i en årrække, men nu skulle skolen også værdimæssigt være selvejende, og lidt flot sagt: Ikke være afhængig af, hvem der måtte være forstander på et tilfældigt tidspunkt i fremtiden.

Vedtægtsændringen gav anledning til en besindelse på, hvad det grundtvigske betød for skolen, og nogle år senere, omkring årtusindskiftet, fik vi en meget grundig arbejdsproces i forbindelse med at nedskrive et værdigrundlag for Halvorsminde.

Som man jo næsten skal, hvis man er ægte fortalere for frie skoler, reagerede vi i første omgang med modvilje mod statens krav om at skriftliggøre værdigrundlag og lave alskens evalueringer. Men arbejdet med værdigrundlaget blev faktisk et utrolig fint og givende forløb, som gav et fornyet ejerskab til skolens fundament. Vi fik inspiration og hjælp til formuleringen af multimennesket fra Hirtshals, nu afdøde Ole Albæk, og vi nåede et resultat, som holder den dag i dag, og som i kvalitet tåler sammenligning med alle andre efterskolers værdigrundlag.

Jeg var især glad for, at vi både turde bruge store ord, men også konkretisere dem ned til daglig skoledrift. Jeg syntes, at der var guidelines for os, der skulle repræsentere og bære skolen, og jeg glædede mig over, at der blev sat gode ord på det fuldstændigt centrale spørgsmål: Hvordan man møder eleven.

Et fællesskab opstår ikke blot ved at bringe mennesker sammen. Det er f.eks. afgørende, når vi skriver, at vi vil møde dem fordomsfrit og lytte til eleverne, ligesom vi vil lære dem at lytte til andre. Etisk set handler det også om at håndtere fællesskabet med respekt for individet.

Tidligere forstander Ole Bjerring

Nuværende forstander Jens Beermann

EN SVÆR, MEN RIGTIG BESLUTNING

Der har vært svære beslutninger, fx i elev- og personalesager, men hvad angår de fysiske omgivelser, vil jeg nævne kastanjen. Det siger sikkert ikke nytilkomne så meget, men det imponerende kastanjetræ, der stod midt i skolegården ind til 2002, tegnede årets skiften: Fra vinterens nøgne grene til den sprang ud med tæt løv og fik blomster i maj til den smed brune kastanjer i september til den pludseligt tabte alle de nu falmede, savtakkede blade efter en første nattefrost. Bladene lå som et tæppe på fliserne til beundring for alle andre end drengene, der var på gårdholdet og skulle feje fliserne.

Et kastanjetræ har en markant cyklus, ligesom et efterskoleår har sin cyklus med nogle bestemte oplevelser og stemninger, der knytter sig til om man nu er i første, femte eller sidste måned af et ophold. Samtidig blev kastanjen, som i tusindvis af elever har danset rundt om og klatret i, et eksempel på, hvordan man kan være nødt til at tage nogle smertelige beslutninger, hvis skolen skal fornyes. Den blev med tiden for stor og dominerende. Træets rødder skubbede fliserne op og ødelagde kloakrør, og træets krone sugede al dagslys ud ad vinduerne ind mod gården. Det måtte væk af nødvendighed, men det var også et skridt i retning af at lysne hele skolens bygningsmæssige udtryk. For tidligere elever og medarbejdere var kastanjen et så stærkt symbol for Halvorsminde, at de havde svært ved at tænke skolen uden træet, og jeg hørte suk og modtog bebrejdende blikke for at have stået i spidsen for at fælde det. Selv om det faktisk også havde gjort ondt på mig at se det blive fjernet.

Anne Mette Bjerring

MØDET MED TIDLIGERE ELEVER

I dag kan glæden ved minder om Halvorsminde knyttes til mødet med tidligere elever. F.eks. dukker de op, hvis man sidder i et tog, og der over for pludselig sidder en person, der virker bekendt. Åh, det er helt sikkert en gammel halvorsmindeelev, men hvad pokker er nu navnet? Men når man så får givet sig til kende og får gang i en snak, dukker individet op som en del af fællesskabet. Det kniber med at huske alle navnene, men der er alligevel ofte en vis fornemmelse af deres den gang 16-årige personlighed. I øvrigt en personlighed, som med forbløffende sikkerhed skinner igennem, selv om de i mellemtiden har passeret de 40!

Jeg holder af og til foredrag om efterskolens betydning, og her citerer jeg måske en tidligere halvorsmindeelev. En dreng, der voldte en del besvær gennem skoleåret og var på nippet til at blive bortvist undervejs. Ved årsafslutningen sagde han: ”Før jeg kom på Halvorsminde, så jeg på folk, og så fandt jeg ud af, om jeg gad snakke med dem. Nu snakker jeg først med folk, og så finder jeg ud af, om vi har noget at snakke om”.

Den slags er ikke noget, man kan købe på tilbud i Netto, men det er den type udvikling, efterskolen kan levere! At have været en del af det arbejde er i virkeligheden mit bedste minde.