4 minute read

På studietur med "Håndværk"

Elevfortælling

Af: Laura Vejby Wæhrens & Victor Mouritzen, elever 21/22

Onsdag den 8. september, gik vi fra skolen ned til togstationen og tog toget til Bunken. Det var en hyggelig tur på omkring 45 minutter og imens vi sad i toget, fik vi snakket om hvad vi forventede af denne studieretningstur. Da vi kom frem til Bunken, skulle vi gå et par kilometer over til Lodskovvadskolen som vi skulle bo i, og det var en super hyggelig hytte som man kunne se, var blevet brugt meget, men stadig var i god stand. Efter Lars var kommet med vores ting og vi fik dem sat op på vores senge, kørte Line og Christian ind for at købe noget at spise, fordi de fleste havde spist deres madpakker og var ved at være sultne igen.

Vi gik fra hytten og ud for at se Råbjerg Mile. Det var en lang og hård tur, men den var også superhyggelig, og da vi kom tilbage til hytten, skulle vi lege en leg, hvor vi skulle finde 5 ting ude i omgivelserne omkring hytten, det var meget svært men også ret sjovt. Efter vi havde leget, slappede vi af - de fleste faldt i søvn oppe i deres senge indtil vi skulle spise aftensmad, som var pizza. Efter aftensmaden skulle vi ud at spille golf. Det var superfedt at få lov til at spille golf og alle hyggede sig, selv om det var næsten alle der ikke havde prøvet det før. Da vi kom tilbage, satte vi en film på den projekter der var i hytten og så satte vi sofaerne sammen og fik snacks til vores filmaften. Det var superhyggeligt.

På dag nr. 2 af vores tur skulle vi til Skagen. Vi stod op kl 8, Line havde købt rundstykker til os, vi sad udenfor og spiste morgenmad og man kunne godt mærke det var september for det var ikke helt lyst endnu, og der var dug på græsset og ret koldt. Vi tog toget til Skagen, og gik ned på havnen for at kigge på nogle af de skibe der lå der. Vi snakkede om hvad man lavede på nogle af de skibe og hvad det kostede at holde sådan et skib ved lige, og derefter gik vi ind i gågaden, hvor vi fik lov til at gå rundt alene og shoppe. Der var en super hyggelig stemning og da vi mødtes igen, fik vi noget af spise og så gik vi over til Skagen Museum. Her fik vi en rundvisning og hørte om det moderne gennembrud og det var superspændene at høre om de forskellige malerier.

Da vi kom hjem til hytten, skulle vi lave mad, så vi fik nogle ingredienser og så måtte vi lave lige det vi havde lyst til. Den aften tændte vi også et bål og der kunne vi lave skumfiduser og vi kunne også kaste med frisbee sammen med Lars og Christian. Da mørket var begyndt at falde på, kunne vi komme ud og høre pinlige historie fra Christians ungdom, der var alt muligt skørt som når man hørte det, så tænkte man bare: ”Typisk Christian”. Vi gik i seng ret tidligt den dag, fordi de fleste var meget trætte efter den lange dag.

På vores 3. dag stod vi igen op kl 9.00, for vi skulle bare hjem på skolen igen. Line havde igen købt rundstykker og da vi havde spist, skulle vi pakke vores ting og rydde op i hele hytten, så der så pænt ud ligesom da vi kom. Vi tog toget hjem til Hjørring og gik fra stationen til skolen hvor vi sluttede af med sang inden vi havde fri.

This article is from: