På en helt almindelig lørdag havde min mor og min papfar manden rottet sig sammen om en plan.
“Vi skal på vandretur i skoven!” havde de sagt. Det var nok det sidste, jeg havde lyst til. Jeg kunne ikke lide manden som egentlig hed Ketil, og jeg kunne slet ikke lide, at han nu boede i vores hus. Aftensmad plejede at være mig og mor foran Tv’et, nu var det altid ved spisebordet med mor, manden og mandens datter Ellen, som heller ikke virkede særligt begejstret for vores nye ’familie’.
Ellen havde åbnet munden sikkert for at komme med en undskyldning for, hvorfor hun ikke kunne tage med, men blev stoppet af sin far:
“Ah ah aaah… Du har ingen planer og ingen lektier, det ved jeg, og du trænger til noget frisk luft unge dame”. Da jeg prøvede at gøre mit forsøg, blev jeg stoppet af mor:
“Og du har heller ikke nogen udvej, unge mand! Mads er i sommerhus og Niels tager vi med, han trænger også til at komme ud at snuse til noget nyt”.
Niels var min hund og min bedste ven.
I bilen havde mor og manden skruet højt op for radioen og sang med så højt, de kunne. Det var næsten som om de forsøgte at fremtvinge god stemning. Det virkede ikke særlig godt, men jeg måtte indrømme at stemningen da i hvert fald ikke blev dårligere af det. Det blev nu stadig en meget lang biltur på kun halvanden time.
Da vi nåede frem, tog manden Ellens mobiltelefon og låste den inde i bilen.
“Faaar!” havde hun klaget.
“Ja, det er trælst! Men sådan er det min pige, du skal opleve
naturen! Og det kan man ikke med næsen nede i sådan en”, sagde han.
Jeg havde ikke nogen mobiltelefon endnu. Mor syntes ikke det var nødvendigt, jeg havde jo kun 5 min til skolen og min bedste og eneste menneskeven, Mads Langfinger boede længere nede af gaden. Desuden gik jeg jo aldrig nogen vegne uden Niels. Mads havde fået tilnavnet Langfinger i børnehaven, fordi han allerede dengang havde lige så lange fingre som sin far. Da vi var startet med at kalde ham det, var jeg bange for, at han ville blive ked af det, men det gjorde han ikke tværtimod tror han var lidt stolt af sit øgenavn.
Mens vi gik, sprang Niels rundt og blev af og til viklet lidt ind i snoren.
“Det er da synd, at han er nødt til at gå i snor herude, det gør han jo aldrig derhjemme”, sagde manden. Det havde han ret i, hjemme i haven og på vejen gik Niels aldrig i snor, han fulgte altid efter mig og kom, når jeg kaldte. Men hvis vi kom for langt væk fra vores hus, blev han nemt distraheret af nye lyde og lugte. Mor og jeg havde engang været ude på engen bag mormor og morfars hus, hvor Niels havde gået frit, men pludselig var en hare hoppet op fra græsset, og han var spændet efter. Vi havde nær aldrig fundet ham igen i det høje græs. Heldigvis var haren løbet lige ind på nabogården, hvor bondemanden havde fanget Niels og afleveret ham hos mormor og morfar. Siden dengang havde vi altid haft Niels i snor, når vi var udenfor vores gade.
Mor prøvede at forklare det til manden, men han blev bare ved
at pege på Niels og sige: “Men se ham lige… Det er da synd, han er jo normalt sådan en fri hund”.
Efter en lang vandring i skoven og et par juicebrikker var tissetrangen begyndt at melde sig for både mor, Ellen og mig. Mor så på kortet og pegede: “Lige derovre bag de træer skulle der være et udetoilet”.
Det var musik for mine ører for at holde mig, når jeg skulle, var ikke mit største talent.
“Alright, hvis I tisser, så holder jeg Niels imens”, sagde manden og tog snoren ud af hånden på mig.
Jeg kunne have bidt hånden af ham. Hvor vovede han! Men før jeg kunne gøre noget tog mor min nu frie hånd og trak mig med sig.
Der var kun to udetoiletter så Ellen og jeg fik lov at tisse først. Når sandt skal siges behøvede jeg jo egentlig ikke et toilet for at tisse, jeg var jo en dreng. Men det var som om, jeg stadig ikke var helt var mand nok til at tisse i naturen. Jeg var altid lidt bange for, at noget skulle hoppe op og bide mig i tissemanden eller endnu værre kravle op i den. Jeg havde faktisk haft et par mareridt om det sidste. Inde i toiletbåsen var der trygt, selvom der hverken var træk-og-slip eller håndvask, men der var vægge og gulv og det var det vigtigste for mig. Da jeg kom ud fra toilettet, hoppede mor rundt på skiftevis det ene og det andet
ben.
“Uhhh det var godt! Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde mig mere”, Sagde hun og løb ind på toilettet. Ellen var stadig ikke kommet ud. Jeg havde egentlig lyst til at gå tilbage til Niels, men jeg ville heller ikke gå fra mor. Men pludselig hørte jeg noget som fik mit blod til at stivne. I det fjerne bag træerne, hvor vi havde efterladt manden med min hund, lød nu et skrig: “NEEEJ, KOM
TILBAGE!
NIELS!”
Jeg vidste med det samme, hvad der var sket og satte i løb. Den idiot måtte have taget snoren af ham! Jeg vidste, at jeg ikke skulle have efterladt ham med den dumme, dumme mand! Da jeg kom frem, blev min frygt bekræftet. Manden stod alene med hænderne over hovedet. Han vendte sig mod mig og så forpint på mig.
”Undskyld, Ole”, sagde han. Jeg satte i løb i den retning, manden havde vendt og på vejen gav jeg ham det største skub, jeg kunne mønstre. Jeg håbede, det ville slå ham omkuld, gøre ondt, skade ham! Men det fik ham bare til at træde et lille skridt bagud.
Jeg løb og løb, mens jeg skreg på min bedste ven.
Bag mig kunne jeg svagt høre, at mor var dukket op:
“Hvad er der dog sket!”
Jeg hørte ikke, hvad manden sagde, men jeg hørte hendes svar:
“HVAD GJORDE DU!”
”JEG SAGDE JO, NEJ!”.
”OLE!”
Jeg svarede hende ikke, jeg løb bare, mens tårerne fløj af mine kinder.
Det her var det værste, som nogensinde var sket.
Mens jeg løb, begyndte det at blive mørkt og før jeg vidste af det, var det ikke kun Niels, som var løbet væk, men også mig.
Mor havde altid sagt, at hvis man blev væk, skulle man blive, hvor man var, for så var man lettere at finde. Så jeg satte mig på en stor sten. Nu hvor jeg ikke længere løb, kunne jeg mærke aftenkulden trænge igennem min tynde trøje. Sommeren var begyndt at gå på hæld, så selvom dagene var varme, var nætterne kolde. Jeg frøs nu, jeg frøs alt andet end mine kinder, som blev varmet op af en stabil strøm af varme tårer. Åh, hvor ville jeg ønske, Niels var her med sin varme pels og sin høje bjæffen. Som jeg tænkte på ham, kunne jeg ikke lade være med at gøre et sidste forsøg. Grådkvalt med min efterhånden hæse stemme kaldte jeg på Niels en sidste gang.
I det sekund hørte jeg noget i det fjerne. Kunne det være Niels?! Havde han fundet mig? Men så, så jeg en lygte.
Missionen
Det var mor og manden, som havde fundet mig i skoven. Mor havde krammet mig, grædt og sagt, at hun aldrig havde været så bange. Jeg spurgte, om de havde fundet Niels. Det havde de ikke. Da vi kørte hjem, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn på bagsædet af bilen. Jeg drømte om Niels. Jeg drømte, at manden slap ham løs, sparkede ham og sagde, at han skulle løbe ud i skoven og aldrig komme tilbage. Jeg vågnede med et sæt. Det var det stadig nat, og jeg lå i min egen seng. Mor lå der også, så jeg puttede mig ind til hende og faldt i søvn igen. Denne gang var søvnen drømmeløs.
De første par dage gik med at sætte plakater op. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke tog op til skoven og ledte efter Niels der. Men mor sagde, at skoven var for stor, så det var bedre at håbe på, at han blev fundet af nogen andre, som så ville ringe til os. Det, syntes jeg, var noget pjat!
Da der var gået næsten en hel uge, var alt nærmest, som det plejede for alle andre end mig. Jeg savnede Niels noget så forfærdeligt, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være i huset. Jeg havde derfor brugt så meget tid som muligt hos Mads Langfinger. Jeg kunne slet ikke se på manden, så rasende var jeg på ham! Han havde ødelagt alt! Mor var trist, men det var som om livet gik videre for hende. Det gjorde det ikke for mig!
Jeg kunne mærke, at manden havde dårlig samvittighed, for han prøvede hele tiden at gøre ting for mig, så som; at lave mad jeg godt kunne lide, se det TV jeg godt kunne lide. Men det hjalp ingenting. Jeg hadede ham.
Præcis en uge efter Niels var forsvundet, fik jeg nok! Så jeg lagde en plan. Jeg fik en mission! Hvis ikke de ville hjælpe mig med at finde Niels, måtte jeg gøre det alene.
Jeg inviterede Langfinger hjem til mig, tog ham med op på mit værelse, lukkede døren og fortalte ham om min mission.
“Men vil du gøre det helt alene?” spurgte han bekymret.
“Det er jeg nødt til”, sagde jeg stolt, og jeg kunne se på ham, at han var imponeret.
“Men du må sværge på lillefingerære, at du ikke fortæller det til nogen som helst”, sagde jeg og stak min lillefinger frem mod ham.
“Ikke engang min mor?” spurgte Langfinger, som var kendt som lidt af en mors dreng.
“Specielt ikke hende!” sagde jeg “mødre fortæller hinanden
alt! Det er derfor alle ved, at du har det der modermærke på din numse!” mindede jeg ham om.
“Nåh ja, du har ret”, sagde han og greb min lillefinger med sin.
Da vi forlod værelset, stod Ellen længere nede af gangen, og et øjeblik blev jeg bekymret for om, hun havde lyttet ved døren. Men hun stod med snuden begravet i sin telefon som altid. Så jeg slog tanken fra mig.
Jeg lod resten af dagen gå uden at tiltrække mig for meget opmærksomhed. Da det blev sengetid, satte jeg mit vækkeur til 5:30. Det ville give mig i hvert fald 5 timer, for i morgen var det lørdag, og der kunne manden og mor lide at sove længe.
Jeg havde sagt til Langfinger, at så snart han vågnede, skulle han snuppe sin mors mobil og skrive til min mor, at jeg var hos dem. Så fik jeg et par timers forspring. Jeg var selv ret stolt af min plan, for selvom den var hurtigt sat sammen, syntes jeg, at den var ret så genial.
Da vækkeuret ringede næste morgen, gjorde det næsten ondt, så tidligt, var det. Men jeg tog mig sammen, slukkede det hurtigt og kravlede forsigtigt ud af sengen. Jeg havde pakket min rygsæk aftenen før. Jeg tog mit tøj på, tog rygsækken på ryggen og listede mig ud af værelset. Jeg kom nedenunder uden problemer, men at tage mine sko på uden at lave en eneste lyd var en sværere sag. Men jeg klarede det til perfektion, og jeg følte mig lidt som en ninja.
Turen til busstoppestedet var fredfyldt. Det fik mig til at forstå, hvorfor nogle voksne talte så varmt om tidlige morgener. Det eneste, som forstyrrede freden en smule, var, at jeg hele tiden gik med følelsen af, at nogen fulgte efter mig. Men hver gang jeg vendte mig for at tjekke, var der ingen at se.
Jeg nåede frem til busstoppestedet i god tid. Der var stadig 15 minutter til bussen mod skoven gik. Jeg var vant til at tage bussen, for mor og jeg havde altid taget bussen op til mormor og morfar, da jeg var lille, inden mor fik bil. Den gyldne morgensol varmede mit ansigt og sugede den friske morgenbriste ind i næsen, det var dejligt.
Men pludselig fornemmede jeg, at nogen stod ved siden af mig.
Jeg vendte mig for at se den fremmede, som også skulle med morgenbussen.
Til min overraskelse var det slet ikke nogen fremmed, men Ellen.
Skovridderhuset
“Hvad laver du her?” spurgte jeg.
“Jeg ved, hvad du skal!” sagde Ellen og lød bestemt. Det føltes som om, det her var første gang, hun nogensinde havde talt til mig. ”Du skal tage mig med”.
Hun havde altså smuglyttet, den lille orm! Hun fortsatte: “Efter vi har fundet Niels, skal du hjælpe mig med at komme op til mine bedsteforældre”.
Det forstod jeg ikke. Ellens bedsteforældre boede i en by cirka to timer nord for hvor vi boede.
“Hvorfor tager du ikke bare derop selv, eller får din far til at køre dig?” spurgte jeg.
“Fordi far ikke må vide det! Jeg har tænkt mig at flytte derop!” sagde hun og fortsatte, mens hun så en anelse flov ud:
“Men jeg tør ikke tage bussen alene”.
Intet af det her var mit problem, desuden var det hele hendes fars skyld.
“Glem det! Jeg vil bare have min hund, og så vil jeg hjem!” sagde jeg stålfast.
Nu blev hun vred: “Hvis ikke du hjælper mig, så går jeg hjem og sladrer!”
Selvom jeg ikke kendte Ellen så godt, kunne jeg se på hende, at hun mente det. Jeg hadede hende for det. Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være! Det var min hund og min mission. Men det kunne ikke sige, for et forkert ord, og så ville hun løbe hjem og ødelægge det hele. Og så ville jeg helt sikkert aldrig se Niels igen. Derfor endte jeg bare med at sige: “Okay så”.
I bussen sagde vi ingenting. Vi sad bare og så landskabet glide forbi ud af hvert vores vindue. Mens vi kørte, tænkte jeg på Niels, på hvordan han mon havde klaret sig alene den sidste uge. Jeg var underligt nok ikke i tvivl om at det var et spørgsmål hvordan, og ikke om han havde klaret sig. Jeg forestillede mig Niels sove under et halvtag af grangrene, og jeg så for mig, hvordan han fiskede i åen. Jeg så ham ride rundt på en bjørn og tale med den om, hvilke fisk som smagte bedst. Her var mine tanker blevet til drømme.
Kort efter vågnede jeg ved at få en hård albue i siden.
“AV! For satan da!” sagde jeg.
“Du må sgu da ikke sove! Jeg ved ikke, hvornår vi skal af”, sagde Ellen vredt.
Jeg gryntede søvnigt af hende og mumlede stille for mig selv:
“Derfor behøver du da ikke at slå”.
Det hørte hun og svarede igen: “Jeg skulle jo være sikker på, at du vågnede!”
“Ja, ja, men man må altså ikke slå!” sagde jeg en anelse såret.
“Man må heller ikke bande!” svarede hun trodsigt.
Godt ord igen havde jeg tænkt, og så vendte vi tilbage til hvert vores vindue. Denne gang tænkte jeg ikke på Niels men på Ellen. Jeg forstod hende ikke. Forstod ikke hendes mission. Min var klar. Jeg skulle ud og finde min bedste ven. Men hendes forvirrede mig. Hun ville bo hos sine bedsteforældre, havde hun sagt. Men hvorfor? Altså jeg elskede da også min mormor og morfar, men hvis jeg var der længere end en weekend, begyndte jeg altså at kede mig. Ganske vist havde jeg endnu ikke mødt Ellens bedsteforældre, så måske var de helt magiske. Men det tvivlede jeg nu på. Deres søn var det i hvert fald ikke!
Noget andet jeg ikke forstod var, hvorfor Ellen ikke længere ville bo hos sin far? Hun var normalt så afhængig af ham. Hun ville altid sidde ved siden af ham ved spisebordet, og hun fik tit mareridt og bad ham om at sove på en madras på hendes værelse. Det vidste jeg, fordi jeg havde overhørt mor og manden tale om det i køkkenet en aften. De havde undret sig over, hvorfor Ellen var begyndt at få så mange mareridt, og havde lydt bekymrede. Jeg havde da også tænkt en smule over det siden og var begyndt at lægge mærke til om, manden havde sovet inde hos mor eller på madrassen hos Ellen. Det var nemt at spotte, for hvis det var madrassen, tog han sig altid til nakken ved morgenmaden og mumlede: “Den pokkers til tynde madras”.
Så det gav altså ingen mening for mig, hvorfor hun ville bo så langt væk fra sin far. Men det skulle jeg ikke blande mig i, jeg ville egentlig bare ønske, at det var ham, som skulle flytte væk!
Mens jeg tænkte på det i bussen, var der faktisk en del af mig, der gruede mig lidt ved tanken om at bo sammen med mor og manden uden Ellen. Så jeg slog hurtigt tanken fra mig. Så tænkte jeg lidt på Niels i stedet. Det var fantastisk, hvordan han selv som en tanke kunne gøre alting lidt bedre.
Pludselig var vi fremme ved skoven. Ellen var blevet forberedt to stop i forvejen, for hun virkede nervøs for, om vi kom af det rigtige sted, og jeg havde ikke lyst til at få endnu en af hendes hårde albuer i siden. Vi stod af og fandt skovridderhuset uden problemer. Det var en del af min plan.
Mor havde jo sagt, at skoven var for stor. Men Langfingers far havde engang sagt: “Ingen skov er for stor for en skovridder!”
Hans bedstefar havde været skovridder.
Jeg bankede på døren, mens Ellen så forskrækket til.
“Hvad laver du?!” hvæsede hun.
“Jeg skal da spørge, om skovridderen har set Niels”, sagde jeg og forstod ikke, hvad der var så mærkeligt ved det.
“Man kan da ikke bare sådan banke på hos nogen, man ikke kender!” sagde hun.
“Hvorfor nu ikke det?” sagde jeg og bankede igen.
“Hold så op!” vrissede hun.
Heldigvis var der ikke tid til flere af hendes indvendinger, for nu gik døren op.
Molly
I døren stod en stor mand i en blød sweater. Han lignede lidt en af Langfingers tegninger. Han tegnede altid tegninger af stærke mænd. Det kunne være alt fra superhelte til vikinger, men fælles for dem alle var, at de altid havde kæmpestore muskelarme, mens resten af kroppen var mere som på tændstikmænd. Det var lidt sådan manden i døren så ud.
“Hej med jer to”, sagde han venligt. “Er der noget, jeg kan hjælpe jer med?”.
“Ja!” sagde jeg med det samme og hev et billedet af Niels op af rygsækken. “Har du set min hund? Han hedder Niels”.
Manden med de store arme tog billedet og så nøje på det, imens han brummede: “ hmmmmm… jeg er ikke sikker”, så spurgte han: “ Hvor lang tid er det siden, han blev væk?”.
“Sidste fredag”, svarede jeg.
Manden fortrak ikke en mine, det gjorde mig en anelse nervøs.
Men så sagde han: “Fredag siger du… ja, så kan han jo være nået langt ind i skoven”. Han så tænksom ud, mens han sagde det. Men så lyste han op og udbrød “Vildtkameraerne!”.
Jeg så over på Ellen, for at se om hun vidste, hvad det var, men det så ikke sådan ud.
“Kom med ind, så skal I bare se”, sagde skovridderen, som sikkert havde spottet den forvirring, som stod malet i vores ansigter.
“Jeg hedder Morten”, sagde skovridderen, mens vi gik ind i entreen. “Og hvad hedder I så?”.
“Jeg hedder Ole”, svarede jeg hurtigt. Ellen svarede ikke, indtil Skovridder-Morten så direkte på hende, smilede og spurgte: “Og hvad så med dig?” så mumlede hun: “Ellen”, mens hun så ned i trægulvet Skovridderen fortsatte: “Nå, nu skal I se! Tag jeres sko af og følg med mig ind på kontoret, så kan vi se på optagelserne fra sidste uge”.
Det var hyggeligt inde i skovridderhuset. Vi fulgte efter ham gennem en varm stue, som duftede af brændeovn og gamle bøger og ind på et kontor, hvor han fandt to stole til os, så vi kunne se computerskærmen.
Han klikkede sig hurtigt frem til en video med titlen ’Kamera 1, 25 august’, og lige som han skulle til at afspille den, var der en mandestemme, som råbte inde fra stuen.
“Morten! Har vi gæster?”.
“JA!” råbte Skovridder-Morten tilbage.
“Jamen vi skal snart have frokost. Jeg har lavet tærte!” sagde stemmen, mens den kom nærmere.
Da jeg hørte ordene frokost og tærte, rumlede det i maven, og jeg tænkte på, at det eneste mad jeg havde taget med var en pakke kiks, og blev en anelse vemodig.
Da stemmen dukkede op i skovridderkontorets dør, viste den sig at tilhøre en lige så stor mand iført et blomstret forklæde, som var dækket i mel.
“Jamen dog!” sagde han og så på os. “Det var da nogle små gæster”.
“Ja, ungerne her skal have lidt hjælp til at finde deres hund, som er løbet væk heroppe”, sagde Skovridder-Morten.
“Ej, for søren da!” sagde Forklædet og så medlidende på os. “Nå, men er I sultne? For lige om lidt er der altså varme tærter.” sagde han og smilede. Jeg så op på Skovridder-Morten, han smilede også til os og sagde: ”Ja vi har jo et par optagelser vi skal igennem, og det er aldrig sjovt at gøre noget på tom mave.”
”Tak, det vil vi gerne” sagde jeg og gik ud fra at Ellen var enig selvom hun stadig var stum.
“Herligt!” sagde Forklædet. “De er klar om ca. 10 minutter”, forsatte han og forsvandt igen ud af kontoret.
“10 minutter! Så kan vi lige nå den første optagelse!” sagde Morten og trykkede på play.
Videoen var et helt døgn filmet fra et træ i skoven.
Da Forklædet råbte: “TÆRTE!” havde vi nået at se fem rådyr, en ræv, seks vildsvin og dusinvis fugle. Men ingen Niels.
Køkkenet var lige så hyggeligt som stuen, hvis ikke endnu hyggeligere. Da vi satte os til bords, gik forklædet hen til trappen i gangen og råbte: “MOLLLLYYYY! MAD!”.
“Thomas! Skal du altid sådan råbe efter hende? Ville det virkelig være så hårdt at tage de 20 trin op og hente hende?” sagde Skovridder-Morten en smule belærende til Forklædet, som vi nu vidste hed Thomas.
“Nu har jeg stået her og bakset i køkkenet, og så må jeg ikke engang kalde på vores datter, som jeg vil?!” svarede ForklædeThomas tydeligt irriteret.
Jeg havde ikke forventet, at der ville være andre børn i huset, men der stod hun, Molly. Hun var cirka på vores alder, måske lidt yngre og hun var nok det fineste, jeg nogensinde havde set.
Et kort øjeblik troede jeg, at jeg var blevet forelsket, men følelsen fortog sig hurtigt igen. Men dog ikke før jeg havde nået at få røde kinder.
Baldur
Hun satte sig ved bordet, mens mændene stadig småskændtes. Hun smilede til os, det lod ikke til at være noget nyt for hende, at Skovridder-Morten og Forklæde-Thomas mundhuggedes.
Men de var selvfølgelig også hendes forældre, og det var jo sådan, forældre gjorde. Det havde jeg i hvert fald set hjemme hos Langfinger. Hans forældre kunne det ene øjeblik skændes, som var de to boksere inden en kamp og det næste kysse som i de film, mor altid ville se om lørdagen.
Sådan gjorde mor og manden sjældent, altså skændes. De kyssede en gang imellem, men det var heldigvis også sjældent. Jeg havde engang, spurgt hende, hvorfor Langfingers forældre tit skændtes, når hende og manden aldrig gjorde. Dertil havde hun svaret: ” Vi er jo stadig ret nyforelskede, og når man er det, er alt ved den anden person helt fantastisk, også selvom de gør noget, man egentlig synes er træls eller irriterende. Men når nu man har været sammen i mange år, så som Mads’ forældre, kommer man til at elske hinanden på en ny måde. En måde hvor man kan skælde ud, blive vrede og irriterede uden at elske hinanden mindre”.
Jeg forstod det ikke helt, men havde hurtigt konkluderet, at det nok var en af de ting, man ikke ville kunne forstå helt, før man var voksen.
Da jeg spurgte hende om det med kysseriet, fniste hun og sagde: ”Vi kysser skam en masse, men vi gør det mest, når dig og Ellen ikke kigger.” Det satte jeg pris på, men tanken gav mig alligevel en smule kvalme. Jeg tænkte på om det mon ville have givet mig kvalme hvis manden havde været min far? For det virkede aldrig til, at Langfinger havde kvalme, når hans mor og far havde ansigterne presset sammen, som en fuglemor der mader sin unge.
Snakken havde fået mig til at tænke på min egen far.
Så jeg spurgte mor: “Kyssede du min far, mens jeg kiggede?”
Mor havde set forbløffet på mig. Det var ikke så tit jeg spurgte ind til min far. I hvert fald ikke længere. Da jeg var lille, havde jeg spurgt hele tiden:
“Hvordan så min far ud?”, "Hvordan lugtede far”, “Hvad var fars arbejde?”, "Havde far skæg?”.
Men nu var jeg helt holdt op, jeg var ligesom løbet tør for ting at spørge om.
“Jo far og jeg kyssede da foran dig… men du var jo også bare en lille baby, så du vidste jo heller ikke, hvad vi lavede”, havde hun svaret, mens hun kluklo og aede mig i håret.
“Hvad med at råbe ad hinanden?” havde jeg spurgt.
Men det svar havde jeg aldrig fået, for i det øjeblik var manden kommet hjem fra arbejde.
“Det her er Molly," sagde Skovriddermorten og klappede sin datter blidt på skulderen.
“Hej”, sagde Molly og blussede lidt op i kinderne. Det var sødt, syntes jeg.
“Og det her er Ole og Ellen, jeg er ved at hjælpe dem med at finde deres hund”, fortsatte han og så over mod os.
“Han hedder Niels”, sagde jeg og mærkede, at mine kinder også blev lidt varme igen.
“Så er der serveret!” sagde forklæde-Thomas “Bare tag for jer! Der er mere end rigeligt!” fortsatte han og så venligt over på os og blinkede.
Mens vi spiste tærterne, spurgte Skovridderen og Forklædet ind til Niels, og jeg fortalte dem alt om ham. Om hvordan mor og jeg havde fået ham, om hvordan han var blevet min allerbedste ven i hele verden.
Det var på en almindelig onsdag, da jeg var fem og et halvt. Mor var kommet hjem med en stor kasse, fra kassen var der kommet de underligste klynkende lyde.
“Ole! Kom og se, jeg har en overraskelse med hjem!” havde mor råbt mens hun baksede med at få sine sko af og samtidigt
holde den pibende kasse.
Jeg var på det tidspunkt ikke meget for overraskelser og slet ikke uhyggelige overraskelser, som den hun havde haft i armene den dag. Så jeg forblev sikkert placeret bag stuedøren med kun næsen stikkende frem. Mor havde det største smil om læberne, jeg nogensinde havde set. Det gjorde mig mere tryg, så jeg byttede døren ud med mors kjole. Derfra kunne jeg se nysgerrigt med. Da mor satte kassen ned, begyndte den at bevæge sig voldsomt, jeg greb hårdt fat om mor, men hun hviskede bare roligt: “Der er ikke noget at være bange for lille skat, se bare”.
Hun pegede på toppen af kassen, hvor et lille loddent ansigt stak frem. Med et blev min bekymring erstattet af begejstring.
“EN HUND”, udbrød jeg så højt, at det lille hoved forsvandt skræmt ned i kassen igen.
“Shhhh, forsigtigt Ole, han er kun en lille hvalp”, sagde mor. Jeg nikkede forstående, og sammen åbnede vi forsigtigt kassen.
Dernede sad det smukkeste lille væsen. Mor rakte ned og løftede forsigtigt den lille hund op og lagde den i mit skød, mens hun sagde: “Husk nu stille og roligt”.
Den lille hvalp rystede en smule, men så aede jeg den forsigtigt langs dens lille ryg. Den stoppede med at ryste og kravlede op til mit ansigt og slikkede på min kind. Jeg fniste, og den lille hund fortsatte fornøjet.
“Hvad skal vi kalde ham?" spurgte mor. Jeg tænkte over det og fik hurtigt en idé.
“Niels!” sagde jeg.
Mor lo, "Niels! Det var da et sjovt navn til en hund, hvordan kom du på det?”.
Jeg forklarede hende, at der var en ny voksen i børnehaven, som jeg virkelig godt kunne lide. Han hed Niels, han var så god til at finde på lege. En dag havde han fundet på, at alle os på grøn stue skulle være pirater, han var vores kaptajn, og klatrestativet var vores skib. Vi havde leget det hver dag i en uge. Jeg synes Niels var den sejeste voksen i verden! Mor lo endnu højere, men syntes, at Niels var et godt navn til vores nye familiemedlem.
Niels fra børnehaven viste sig at være sommervikar og stoppede ugen efter, men vores Niels ville hedde Niels for evigt.
Jeg fortalte dem også, hvordan Ketil havde mistet ham i skoven. Jeg havde haft lyst til at sige manden, men for Ellens skyld lod jeg være, men det var også den eneste ændring af historien, jeg lavede for hendes skyld. For jeg var stadig ufattelig vred på manden!
Da jeg nåede til enden af min fortælling, var vi også nået til enden af tærterne. Ellen og jeg hjalp med at tage af bordet sammen med Molly, og da vi var færdige, sagde SkovridderMorten: “Jeg har fået en idé! Hvad nu hvis jeg ser optagelserne igennem, så kan Molly tage jer med ud i skoven og lede imens. Ja, I kunne jo tage Baldur med, så kan det jo være, at han kan snuse sig frem til noget!”
Jeg gik ud fra at Baldur måtte være en hund og ikke en lillebror med overnaturlig lugtesans. Det havde jeg ret i.
Baldur var en kæmpestor grå pjusket hund, som havde ligget og daset, så roligt i et hjørne af stuen, at vi slet ikke havde lagt mærke til ham.Vi sagde alle tre ja til forslaget, og gik ud i skoven med Baldur.
Fundet i skoven
Baldur virkede umiddelbart ikke som den store snuser, han luntede bare fornøjet med snuden i sky ved siden af Molly.
Men da vi kom et stykke ind i skoven, stoppede Molly pludselig op, så pegede hun på mig, mens hun så på Baldur og sagde: “Snus!”.
Baldur adlød med det samme og kørte sin store våde snude rundt overalt på mig. Det fik mig til at fnise, for det kildede noget så forfærdeligt.
Da han var færdig, så han afventende på Molly, som svarede ved at pege dybere ind i skoven og sige: “Søg!”. Så løb Baldur med hovedet kørende som en radar over skovbunden og forsvandt ind mellem de høje grantræer.
“Så!” sagde Molly og smilede til Ellen og mig, “Nu skal vi bare vente og se, om han gør, for det betyder at han har fundet noget, som lugter som dig”, sagde hun og så på mig med sine flotte brune øjne.
Vi satte os på en stor sten lige i nærheden.
“Hvordan ved vi, at Baldur ikke er løbet for langt væk?” spurgte Ellen. Det så ud som om Molly blev overrasket over, at der kom noget ud af munden på Ellen.
“BALDUR SNAK!” råbte hun så.
“VUF!” lød det inde fra skoven.
“Sådan! Vi lytter bare en gang imellem til, hvor han er. Hvis han kommer for langt væk, følger vi bare efter ham.” sagde Molly.
Ellen nikkede anerkendende.
Jeg tænkte på, hvor dygtig Baldur var. Niels var også en dygtig hund, og efter min mening var han den bedste hund, som fandtes, men han var ikke helt så dygtig som Baldur. Han kunne sitte, dække og komme, når man kaldte, hvis det altså var den rigtige, som kaldte. Men han kunne ikke snuse sig frem til ting eller gø på kommando. Der var dog en ting, som han var rigtig god til, som jeg var ret sikker på, at Baldur ikke kunne. Nemlig danse!
Niels var fabelagtig danser.
“Hvorfor er I egentlig her alene? Altså uden en voksen? spurgte Molly pludseligt.
Hverken Ellen eller jeg svarede med det samme, så hun fortsatte: “Det er bare fordi jeg aldrig selv får lov at tage nogen steder uden mindst en af mine fædre, ja, jeg må ikke engang gå ud i skoven uden Baldur… Men jeg har selvfølgelig heller ingen søskende at følges med… ” Længere nåede hun ikke, før jeg afbrød: “Vi er altså ikke søskende!”.
Jeg kunne se at Molly var forvirret, så jeg gav mig til at forklare: “Vi bor bare sammen, vores forældre er … øhm… kærester".
Der var noget ved at sige det højt, som føltes ægte ækelt.
“Så I er papsøskende?" spurgte Molly.
“Ja, det er vi vel”, sagde jeg modvilligt.
“Desuden er vi løbet hjemmefra!” udbrød Ellen trodsigt.
Jeg kunne have kvalt hende! Hvorfor fanden skulle hun afsløre os på den måde!
“Løbet hjemmefra?!” gentog Molly nysgerrigt.
“Du må ikke sige det til dine forældre! Så ringer de bare til vores forældre!” bad jeg desperat.
Det var tydeligt, at Molly overvejede sit næste træk.
“Okay så! Jeg vil holde jeres hemmelighed! MEN så skal I også fortælle mig, hvorfor”, sagde hun.
Det gik vi med til.
Jeg fortalte om min mission. At jeg ville finde Niels, koste hvad det ville! At mor og manden ikke havde gjort andet end at foretage et enkelt opkald til et internat og sætte lidt plakater op i byerne omkring skoven. Det var ikke godt nok!
Da jeg var færdig, nikkede Molly i enighed, og råbte så:
“BALDUR SNAK!”.
Langt i det fjerne kunne vi svagt høre et “VUF!”.
“Vi må hellere gå lidt længere”, sagde Molly, og vi gik dybere ind i skoven.
“Jeg forstår dig godt! Hvis det havde været Baldur, havde jeg gjort det samme”, sagde hun stolt, mens vi gik.
“Men hvad med dig?” sagde hun og så på Ellen.
“Hvad med mig?” svarede Ellen flabet.
”Ja, hvad er din begrundelse for at være løbet hjemmefra? For det lyder jo til, at det er hans hund”, sagde Molly og pegede på mig.
Det fik mig til at rødme lidt igen.
“Jeg kan også godt lide Niels”, sagde Ellen, og undgik at se på hverken Molly eller mig.
Men den købte Molly ikke.
“Ja det er jeg sikker på, men ikke nok til at tage hele turen herop med en dreng, som ikke engang vil kalde dig sin søster … så hvad er den rigtige grund?”, spurgte hun.
“Jeg vil bo hos mine bedsteforældre!” sagde Ellen så.
Men Molly var stadig ikke tilfreds.
“Og hvorfor så det?” spurgte hun. Ellen tøvede, men Mollys blik holdt hende fast.
“Øhm… jeg vil ikke bo hos far og Marianne længere”, svarede hun og så lidt ynkelig ud.
“Hvorfor ikke?” spurgte Molly igen. Heldigvis for Ellen, som var begyndt at ligne en hummer, som hang og dinglede over en kogende gryde, kunne vi nu høre Baldur gø i vilden sky, så vi satte i løb.
Mens vi løb, kunne jeg mærke et kildende håb vokse i maven. Havde Baldur virkelig fundet min Niels?
Da vi så Baldur i det fjerne skrumpede mit håb ind igen, for der var ikke nogen Niels at se. Til gengæld havde Baldur noget i munden. Noget som fangede solens stråler og blinkede mod os som en lille bitte diskokugle. Vi kom tættere på Baldur, og så slog det mig som en fodbold i maven, da det gik op for mig, hvad det var han havde i munden. Et grønt halsbånd med en lille blank medalje, hvorpå der stod, NIELS.
Niels’ halsbånd uden Niels! Det kunne ikke være godt! Jeg mærkede at jeg begyndte at blive bange. Hvorfor havde han ikke sit halsbånd på? Det var alt sammen så mystisk og ikke på den fede , at det også bekymrede dem. Jeg kunne mærke varmen stige op i hovedet, og før jeg kunne nå at stoppe det, var en tåre gledet ned ad min kind. Jeg håbede inderligt, at det var den eneste af slagsen, og at ingen så det. Men der måtte jeg blive dobbelt skuffet. For efter den første tåre fulgte flere, og både Molly og Ellen havde lagt mærke til det. Molly havde hurtigt sagt: “Ole, du må ikke græde! Vi skal
nok finde ham… øhm… vi må bare… øh… hvis vi går hjem, er jeg sikker på, at min far kan finde på noget! Han kender skoven bedre end sin egen bukselomme!”
Jeg nikkede og snøftede.
Ellen havde ikke sagt noget, hun stirrede bare på mig.
På vej tilbage til skovridderhuset var der ingen af os, som sagde noget, men Molly havde taget mig i hånden, og det var den bedste trøst, jeg kunne have bedt om.
Tyven
Baldur var løbet i forvejen, så da vi nåede skovridderhuset, stod han og Morten i døren og ventede.
“Hej unger, hva’ så? Fandt I noget?” mere nåede han ikke at sige, før han så mine røde øjne. “Jamen, hvad er der dog sket?” spurgte han.
Jeg behøvede heldigvis ikke sige noget, for inden jeg overhoved nåede at åbne munden, overtog Molly.
“Baldur fandt det her inde i skoven”, sagde hun og rakte halsbåndet frem mod sin far.
“AHA!” udbrød Morten. “Kom børn! Jeg har nemlig også fundet noget!” sagde han i et tonefald, som hverken lød trist eller uroligt, snarere opstemt.
Inde på kontoret placerede han os igen foran computerskærmen, og vi så en pauset video med titlen ’Kamera 2, 26 august’.
“Okay, nu skal I bare se!” sagde han, og spolede fremad i videoen, indtil en lille velkendt skikkelse dukkede op på skærmen.
“Kender I ikke ham der?” spurgte han fornøjet og pegede på skikkelsen.
“NIELS!” udbrød jeg.
“JA! Det tænkte jeg nok!” sagde Morten. “Men se så her”, sagde han og fortsatte videoen. På videoen så man, Niels springe adræt mellem sten og over grene, ja, han begyndte endda at danse! Det var så dygtigt, at jeg hørte Molly hviske for sig selv: “Waow”.
“SE NU!” sagde Morten ivrigt, da en anden skikkelse dukkede op på skærmen.
Skikkelsen var en mand med en spids næse og en høj hat. Manden stod, som forstenet et øjeblik og betragtede Niels, hvis dans og spring ikke blev mindre fantastisk af, at han nu havde
et publikum.
Det var tydeligt, at manden med den høje hat var imponeret.
“Se nu! Se nu!” sagde Morten om muligt endnu mere opstemt end før. På skærmen så vi nu manden se sig bagud til begge sider, hvorefter han bøjede sig forsigtigt ned og så, med et snuptag havde han taget Niels op i armene. Niels vred sig en smule, men så var der heller ikke mere bøvl med ham. Så gjorde manden med hatten noget, som gav mig kuldegysninger ned ad hele ryggen. Han baskede lidt med Niels, og så smed han noget fra sig i skovbunden og forsvandt ud af billedet.
Morten stoppede videoen og sagde: “AHA!”
Jeg forstod ikke, hvorfor han var så munter, når en eller anden fremmed tryllekunstnertype havde taget… nej… STJÅLET min Niels!
“Det her er perfekt!” sagde Morten.
Inden jeg kunne nå at protestere, gjorde Molly det for mig.
“Men far! Hvordan er det godt? Nogen har kidnappet deres hund!”
Uh, hvor kunne jeg godt lide hende.
"Ababab…" stoppede Morten hende og hev noget op af skrivebordsskuffen.
Det var en pamflet for et cirkus, han nu holdt frem for os. Så pegede han midten af den og sagde: “Ser ham der ikke bekendt ud?”.
Det gjorde han.
Midt på pamfletten stod manden fra skoven, stadig med den høje hat og omgivet af cirkusartister, heste og hunde.
“Manden, der tog Niels, er cirkusdirektør for det her cirkus!” sagde Morten og vendte pamfletten mod sig selv. “Cirkus Volapyk”, læste han. ”Og de har en forestilling 20 kilometer herfra i morgen!” sagde han glad.
Mit håb var vendt tilbage for fuld udblæsning. Vi vidste, hvor Niels var! Så slog det mig. I morgen! Det var ved at være aften, men hvor skulle vi sove? Jeg måtte se i øjnene, at min ellers geniale plan nok ikke var den allermest gennemtænkte. Inden jeg kunne nå at finde på noget, sagde Molly: “Far! Kan vi tage med hen og hente Niels i morgen?” Hun smilede til mig, og endnu en gang blev mine kinder røde og varme.
“Selvfølgelig!” udbrød Morten uden tøven.
Men i samme øjeblik lød der et: “Hmmm hmmm!” fra døråbningen ud til stuen. Der stod Thomas og så fornærmet på Morten.
“Er der ikke noget, du har glemt?” spurgte han, mens han fastholdt et strengt blik på Morten. Morten lignede et spørgsmålstegn, men et nervøst spørgsmålstegn.
“Er der ikke en SÆRLIG dato, du måske har glemt!” sagde
Thomas skarpt.
“GUD!” udbrød Morten. “Vores bryllupsdag! Hvordan kunne jeg dog glemme det!” fortsatte han.
Thomas’ øjne var solidt plantet i loftet, og han sagde: “Ja! Det ved jeg da så sandelig heller ikke! Jeg kunne i hvert fald aldrig glemme det!”
Morten gik langsomt og krybende som et forsigtigt dådyr over til Thomas, kyssede ham på kinden og sagde: “Skat, du ved da at jeg kun kunne glemme det et kort sekund, fordi det hele blev så spændende. Det må du da vide min egen”.
Et modvilligt smil bredte sig på Thomas’ læber, og han gned sig op ad Morten som en kælen kat, mens han sagde: “Ja, men man ved jo aldrig, de siger jo, at det syvende år er det hårdeste i et ægteskab”.
Morten svarede hurtigt “Men da ikke for os skat”.
Thomas fniste og snoede sig elegant ud af den ømme omfavnelse, de to var endt i. Så sukkede han.
“Nå, men aftensmaden er klar om en time.” sagde han og forsvandt tilbage til køkkenet.
Morten vendte sig mod os igen og sagde beklagende: “Det er jeg sgu ked af børn, der er desværre ikke noget, jeg kan gøre”.
“Men helt ærligt faaar!” protesterede Molly.
“Du hørte far Mollymusen. Hvis det havde været enhver anden dag”, sagde Morten.
Molly stampede i jorden og rullede med øjnene, men Morten klappede hende bare på hovedet.
“Nå men I bliver da til middag, ikke unger”, sagde han og kiggede over på Ellen og mig.
Ellen sagde ingenting. Så igen tog jeg bare en beslutning, og takkede ja tak for os begge to.
Mollys plan
Mens vi ventede på maden, tog Molly os med ovenpå for at se hendes værelse. Da vi kom ind, lukkede hun døren, og vi satte os alle tre på hendes seng.
“Hvad nu?” spurgte Ellen.
“Det var præcis det, jeg også tænkte!” sagde Molly og rykkede hen ved siden af hende i den ene ende af sengen. Nu så de begge forventningsfuldt på mig, som om jeg vidste præcis, hvad det næste træk skulle være.
“Øhm… vi tager ud til det der cirkus og henter Niels i morgen!” sagde jeg.
”Ja, så langt er vi sgu da med! Men hvad med i aften? Hvor skal vi sove?” spurgte Ellen.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men endnu engang kom den dejligste Molly mig til undsætning. “I kan da bare sove her!” sagde hun med et stort smil.
“Men tror du ikke, dine forældre vil synes, det er mærkeligt?” spurgte Ellen.
”Nej da! Jeg har tit venner til overnatning, det bliver intet problem!” sagde Molly.
“Men tror du ikke, de vil ringe til vores forældre eller sådan noget?” spurgte jeg.
”Hmmm… Det har du måske ret i… Hmmm”, mumlede Molly og så tænksom ud. Jeg synes, hun så sød ud, når hun tænkte.
“Hvad hvis jeg siger, at jeg lige har ringet til dem?” sagde Ellen og hev sin telefon op af lommen.
“Har du taget den der med!” udbrød jeg ophidset.
“Ja”, sagde Ellen forvirret.
“Så kan mor og Ketil jo se, hvor vi er!” sagde jeg.
“Kan de?” spurgte Ellen overrasket.
“Ja! Du bliver nødt til at slukke den!” kommanderede jeg. Langfinger havde engang vist mig, hvordan han kunne se, hvor hans far var med noget, der hed ’Find min telefon’.
“Jo, men vent lige, for jeg tror, det ku’ virke!” sagde Molly. Så lagde Ellen og Molly en plan, jeg syntes ikke, det var verdens bedste plan, men jeg havde ingen bedre selv, og det var begyndt at blive mørkt, og jeg havde virkelig ikke lyst til at sove i skoven. Jeg fik desuden Ellen til at love at slukke sin mobil, når planen var afsluttet og til at love ikke at tænde den igen, før vi havde fundet Niels. Så kunne mor og manden ikke spore os.
Cirka en halv time senere sad vi igen samlet rundt om den blomstrede dug. Denne gang var det ikke tærter men en stor lasagne, som stod på bordet, og jeg var utroligt tæt på at savle, da jeg så den.
Da vi alle havde fået fyldt vores tallerkner og fået et par bidder indenbords, startede Molly planen.
“Faaarr aarr…”, sagde hun.
“Ja”, svarede de to mænd i kor.
“Må Ellen og Ole sove her i nat”, spurgte hun og smilte sukkersødt til sine fædre på den anden side af bordet.
“Det må de da Mollymusen”, sagde Morten og smilede over
til Ellen og mig.
“Hvis de altså får lov af deres forældre”, fortsatte han.
“Ja, hvor er jeres forældre egentlig? Det er ved at være lidt sent, mangler de jer ikke?” spurgte Thomas.
“De… de… vi skrev til dem at vi var blevet budt på aftensmad her… de er i sommerhus lige rundt om hjørnet”, sagde jeg nervøst.
Det var Mollys løgn, jeg fortalte og det gjorde mig usikker, men hun havde sagt, at der var et sommerhusområde tæt på, og at det ville give bedst mening hvis det var der vi var kommet fra.
“Nå, ja okay”, sagde Thomas og vendte tilbage til sin mad. Ellen tog sin telefon frem, og lod som hun skrev en besked, lidt efter sagde hun så: “Har lige spurgt far og Marianne, om vi må sove sammen med Molly, de sagde ja”.
“Okay, jamen så er det jo på plads!” sagde Morten, og jeg åndede lettet op. ”Det går jo som smurt!” nåede jeg at tænke, men så let lod Thomas os ikke slippe.
“Men tror du ikke lige, vi skal ringe til dem? De kender os jo slet ikke”. Sagde han. Jeg begyndte at svede, hvis de ringede til mor eller manden, var vi færdige.
“De kender Anette nede fra brugsen, og hun sagde, at I var rigtig søde”, sagde Ellen, igen en af Mollys løgne.
“Åhh, søde Anette,” sagde Morten.
“Men tror I ikke alligevel…”, begyndte Thomas.
“Slap nu af Thomas, de har fået lov, lad nu vær med at være så besværlig”, sagde Morten. Og bare lige sådan havde skovridderen reddet vores røve.
Den aften var en af de hyggeligste aftner, jeg havde haft længe. Efter maden spillede vi brætspil med Morten og Thomas. Molly vandt, det gjorde hun åbenbart altid. Så lavede Thomas popcorn med karamelsovs til os, mens Morten redte op på to madrasser inde hos Molly. Vi så en film på det lille TV på Mollys værelse, mens vi spiste popcornene. Da filmen var slut, kom Morten op og sagde, at det var sengetid, men vi kunne ikke lade være med at snakke.
“Det må være dejligt at have en søskende”, sagde Molly.
Hverken Ellen eller jeg sagde noget.
“Jeg ville ønske, at jeg havde en søskende”, fortsatte Molly.
“Men er det ikke dejligt at have dine forældre for dig selv?” spurgte jeg og tænkte på, hvor meget jeg savnede at have mor for mig selv.
“Jo, nogle gange… men det kunne også være dejligt og have nogen at dele dem med.” ”I ved grine af dem med, eller brokke mig over dem med”, sagde hun og sukkede. “Men jeg tror ikke, jeg nogensinde får en, far siger at de er for gamle til at få en mere… I er heldige”, sagde hun.
Hverken Ellen eller jeg sagde noget. Men den nat, inden jeg faldt i søvn, tænkte jeg på første gang jeg mødte Ellen.
Manden var begyndt at komme til middag to dage om ugen og begyndte endda at overnatte! Mor havde da heller ikke kunnet spille komedie mere, og hun var begyndt at kalde ham for sin kæreste.
Adder! Kæreste! Sådan en skulle en mor jo slet ikke have! Enten havde en mor, en far som hun boede med, eller også så havde hun ingen! Sådan havde jeg i hvert fald altid tænkt det.
Men sådan var det ikke længere, og der gik heller ikke længe før en ny overraskelse blev introduceret. Ellen.
Manden var nu begyndt at tage hende med, når han kom til middag. Ellen var på min alder, men gik ikke på min skole, så jeg kendte hende ikke. Det kom jeg heller ikke til, for hun sagde aldrig noget. Nogle gange stillede mor hende spørgsmål ved middagsbordet, men hun svarede altid bare med et “hmmm”, eller et “uh umm”.
Efter den første gang Ellen havde været på besøg, havde mor sagt, at hun sådan håbede, at vi kunne blive venner. Men det havde jeg tvivlet på, at vi kunne, Ellen talte jo ikke engang, hvordan skulle vi så blive venner? Men det nænnede jeg ikke at sige til mor, for hun havde set på mig med så håbefulde øjne, så i stedet havde jeg sagt: "Måske".
Mor havde omfavnet mig og hvisket: “Det bliver så godt”.
Jeg havde ikke forstået, hvad hun mente, men det kom jeg snart til.
To uger senere var manden og Ellen flyttet ind.
Cirkus Volapyk
Om morgenen blev vi vækket af Thomas klokken 8:00, hvilket var ganske uvant for Ellen og mig på en søndag. Mor og manden var begge det de kaldte B-mennesker, men som mormor ville have kaldt syvsovere. Jeg vidste, at begge dele betød folk som sover længe, men hvorfor man kaldte det nogle af delene, anede jeg ikke. Ellen og jeg var trætte, men det fortog sig hurtigt, da vi så morgenbordet.
Den blomstrede voksdug var dækket med fade fyldt med frugt, pandekager, vafler, forskellige slags æg, bacon, boller og diverse pålæg.
“Tada!” sagde Thomas, da alle kom ind. Morten kyssede Thomas og sagde “Glædelig bryllupsdag skat”, og Thomas sagde det tilbage. Da vi satte os til bords, hviskede jeg nysgerrigt til Molly: “Får I altid, al det her til morgenmad?”.
”Nej, er du vimmer mand! Det er, fordi de har bryllupsdag”, hviskede hun tilbage, og så lo hun, mens hun drejede sin pegefinger rundt på siden af hovedet.
Mens vi spiste, besluttede Molly sig for at tage gårsdagens plan et skridt videre og sagde: “Faaar, jeg tænkte på… når nu jeg skal hjem til bedstemor… kunne vi så ikke måske køre forbi cirkusset… Ikke for at se forestillingen eller noget, men bare så vi kunne sætte Ole og Ellen af der!”.
“Molly skat du ved jo…” begyndte Thomas, men blev hurtigt afbrudt af sin datter.
“Men far, det er jo på vejen alligevel! Og Ole og Ellens mors og fars bil er gået i stykker, og hvis ikke de får hentet Niels i dag, kan det være cirkusset tager videre, og så ser de ham måske aldrig igen!”
Molly var virkelig god til at lyve.
Morten så nu også bedende på Thomas.
”Okay så! Men I sætter dem bare af, ikke noget med at gå med ind!” sagde Thomas.
“Tak far!” sagde Molly glad og gik over og kyssede sin far på kinden, mens Morten kyssede ham på den anden kind og hviskede: “God far”.
Mens vi kørte, hørte vi høj musik, og Morten og Molly sang med. Det mindede mig om dagen, Niels forsvandt. Men ikke på en dårlig måde.
Det tog ikke meget mere end 15 minutter, før vi kunne se det store cirkustelt i horisonten. Morten kørte os så tæt på indgangen som muligt og satte os af, han vinkede og ønskede os held og lykke. Vi krammede Molly farvel, og jeg ville ønske, hun skulle med os videre.
Da de kørte væk, kunne jeg mærke, at Mads Langfinger nu ikke længere var min eneste menneskeven.
”Hvad gør vi nu?” spurgte Ellen, mens hun så sig bekymret omkring.
“Vi går op og spørger, hvor de har Niels”, sagde jeg og gik målrettet op mod billetlugen.
“Nej… vent… OLE!” sagde Ellen, men det var for sent, jeg havde allerede stillet mig klar foran lugen og fået øjenkontakt med den store mand inde i den lille kasse.
“Hej! Har du set min hund?” spurgte jeg, og holdte billedet af Niels frem.
“Du se hund?” spurgte manden, uden at hans ansigtsudtryk på nogen måde ændrede sig.
“Ja! Jeg vil se min hund!” svarede jeg og pegede på billedet igen.
“Du se hund, du se show”, sagde manden i samme tone og holdt en kæmpestor hånd ud af lågen.
“Nej du forstår ikke… Det her er min hund… MIN hund… og jeg vil have ham tilbage”, sagde jeg en anelse frustreret.
“Du se hund, du se show! Du se show, du købe billet!” sagde manden og vippede fingrene frem og tilbage for at signalere, at han ville have penge.
“Nej DU FORSTÅR IKKE…”
Begyndte jeg, men så dukkede Ellen op bag mig og lagde en bunke småpenge i den store hånd.
”To billetter, tak”, sagde hun. Den store hånd forsvandt ind af lugen med penge og dukkede op igen med to små billetter.
”Hvad laver du? Vi skal ha’ Niels, vi skal ikke se cirkus!”
hvæsede jeg.
“Han kom jo tydeligvis ikke til at give os Niels, og det her er en vej ind!” sagde hun bestemt.
Jeg blev overrasket over, at den pige som i går havde været bange for at tage bussen alene, nu havde taget styringen. Men den nervøse Ellen var hurtigt tilbage, for på vej ind i cirkusteltet klæbede hun sig til mig som en igle, hvilket var lidt underligt, for før det er jeg ikke sikker på, at Ellen og jeg nogensinde havde rørt ved hinanden. Men jeg kunne egentlig godt lide det, det fik mig til at føle mig stærk.
Teltet halvt fyldt, og vores pladser var oppe på de bagerste rækker, mere kunne vi jo nok heller ikke forlange for den smule håndører, Ellen havde givet manden i lugen. Kort efter vi havde sat os, startede forestillingen.
Forestillingen
Lyset i teltet gik ud og blev erstattet af et enkelt spotlys midt i manegen. Ud fra et stort glimmergardin og direkte ind midt i lysstrålen trådte en lille mand med en spids næse og en høj hat. Det var ham! Manden som havde kidnappet Niels i skoven!
“Mine damer og herrer, knægte og tøser! Velkommen til Cirkus Volapyk!” råbte manden.
Folk klappede og hujede, men jeg skulede bare ned til ham oppe fra mørket.
“Tag rigtig godt imod dagens første artister i ringen: Carlo og hans slangemennesker!” råbte manden og trådte tilbage ud i mørket og ind bag gardinet igen. Tre andre spotlys blev tændt og ind i manegen trådte seks mennesker i det strammeste tøj, jeg nogensinde havde set, de kunne lige så godt have været nøgne.
Men det var de ikke. Så begyndte musikken at spille, og slangemenneskerne begyndte at sno sig rundt på de underligste måder, de bukkede sig på måder og på steder, som ingen mennesker burde bukke sig. Det var ret imponerende at se på. Men pludselig var det slut, og de forlod manegen igen. Jeg var forvirret. Det er flot og alt det der, men hvor var slangerne? Manden med den høje hat havde sagt slangemennesker?
Men der havde jo ikke været en eneste slange? Men hvorfor skulle jeg også stole på en tyv.
Tyven dukkede op igen, og præsenterede de næste i ringen: “Carina og hendes trapezkunstnere!”
Ned fra teltets top faldt nu små gynger, og spotlysene vendte sig opad. Deroppe sad allerede tre kvinder og to mænd i små sølvkostumer, som glitrede i skæret fra spotlysene. Der måtte være mindst 10 meter op til toppen, hvor de svingede rundt. Så vidt jeg kunne se, var der ingen net eller puder til at gribe dem, hvis de faldt. Tanken gav mig myrekryb. Men flot det var det.
Efter trapezen var det linedanseren, igen kildede det i maven at se hende gå på rebet deroppe, velvidende at intet ville gribe hende, hvis hun faldt.
Da hun var færdig, kom manden med den høje hat ud igen:
“Og nu Masca og hendes heste!”
Ud løb syv store heste, på en af dem sad en dame som så ud til at styre alle de andre heste kun ved hjælp af en pind med en lille dusk i enden. Ved første øjekast var der ingen andre mennesker i manegen. Men pludselig fik vi øje på hende. En pige, ældre end Ellen og mig, men tydeligvis ikke voksen, som sad på en af hestene. Pludselig rejste hun sig op på hestens ryg og lavede de vildeste tricks på Mascas kommando.
“Har du set hende der?” spurgte Ellen mig.
“Ja, hun er god”, svarede jeg.
Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til, at Ellen og jeg bare kunne tale helt almindeligt til hinanden nu.
“Hun kan ikke være meget ældre end 13-14?” sagde hun tydeligt betaget.
”Nej, det kan hun vel ikke”, sagde jeg.
Da hestene var færdige, gav Ellen et så stort og begejstret bifald, at jeg nærmest ikke kunne genkende hende.
De fik hinanden til at falde, sprøjtede med vand og slog hinanden med fjollede objekter. Når det så er sagt, må jeg indrømme at jeg kom til at grine et par gange under deres optræden. Men jeg stod stadig ved min mening: Klovne som koncept er ikke sjove.
Efter hestene var det klovnene. Der var tre, Bobo, Momo og Martin.
Jeg havde aldrig rigtig kunne se det sjove i klovne, alt de gjorde var at være dumme og gøre lede ting mod hinanden. De her klovne var ikke spor anderledes.
Da klovnene forlod manegen, kom manden med hatten ind igen og råbte:
“Og NU sidst men ikke mindst! Don Juan og hans mageløse hunde!”
Publikum klappede og hujede igen, og jeg satte mig så langt ud på kanten af mit sæde som muligt. Nu var tiden kommet! Niels ville helt sikkert være blandt Don Juans hunde!
Don Juan var den første som kom ind i manegen. Han var en spinkel skaldet mand med et gedeskæg, og så var han klædt i leopardprint fra top til tå. Han stod et øjeblik helt stille med bøjet hoved i midten af spotlyset. Så i en enkelt pludselig bevægelse løftede han hovedet og klappede tre hurtige men bestemte klap. I det samme løb 15 hunde af forskellige racer ind i manegen, de løb hurtigt rundt, og det var svært for mig at se, om Niels var mellem dem.
“Kan du se ham?” spurgte jeg Ellen. “Nej! kan du?” spurgte hun. “Ikke endnu!” svarede jeg.
Don Juan holdt en hånd i vejret og knipsede, og i det sekund stoppede alle hundene med et og så afventende op på ham.
Jeg gjorde mit bedste for at scanne hundemængden for Niels, men uden held. Don Juan satte dem alle i gang med et nyt knips. Denne gang løb de ikke bare, de sprang også helt synkront.
Da Don Juan knipsede igen og alle hunde igen stoppede, blev
jeg sikker i min sag.
Niels var der ikke.
Så skreg Don Juan: "DANS MINE DARLINGS, DANS!”.
Alle hundene stillede sig på bagbenene og begyndte at hoppe rundt.
Ingen af dem dansede så godt som Niels!
”De må have ham omme bagved”, tænkte jeg højt.
“Tror du?” spurgte Ellen.
“Ja!” sagde jeg bestemt.
”Hvis ikke de vil give mig min hund! Må jeg jo selv hente ham!” sagde jeg og tog Ellens hånd og slæbte hende med mig.
Diana
Vi listede os ud af teltet og selvom Ellen strittede imod, gjorde hun det stille. Udenfor sneg vi os langs teltdugen indtil vi nåede, hvad vi gættede, var bagsiden.
“Hvad er planen?” hviskede Ellen.
“Vi finder Niels og tager ham med hjem”, hviskede jeg tilbage.
“Er det hele din plan?!” hvæsede hun. Det var det desværre.
“Kom nu bare!” snerrede jeg og trak hende med mig ind under dugen.
Det var varmt derinde, luften var tyk og lugtede af hestetis og savsmuld. Jeg spottede hurtigt en stor halmballe, og vi gemte os bag den lige tids nok til, at manden med den høje hat dukkede op fra bagsiden af glittergardinet.
Modsat den glade livlige cirkusdirektør vi havde set inde i manegen, så han nu vred ud, og han bandede og svovlede:
“Uduelige lusepustere! Fandens til amatører!”.
Et par af cirkusartisterne, som havde stået rundt omkring i bagteltet, vendte sig ved lyden af direktørens udbrud. Ellen tog min hånd og klemte den.
“Hvorfor er teltet kun halvt fyldt!? Kan én af jer idioter fortælle mig det!?” råbte direktøren. Ingen sagde noget.
”Hvordan har I tænkt jer, jeg skal køre det her cirkus, hvis I ikke engang kan tiltrække et FYLDT TELT!” det sidste skreg han.
Han var helt rød i hovedet, og selv fra vores gemmested kunne vi se, svedperler dryppe ned fra de runde kinder og den spidse næse.
“Jeg burde fyre hver og én af jer! Udskifte jer med bedre artister! Tror I, Cirkus Menageri har de her problemer?! Nej!
Og ved I hvorfor?!”.
Ingen svarede.
“FORDI DE GØR SOM DERES DIREKTØR SIGER!” skreg han.
Nu trådte kvinden, som jeg genkendte som Carina, frem. Jeg troede hun ville begynde at råbe tilbage, men det gjorde hun ikke, i stedet talte hun i en rolig men anstrengt tone, som mindede mig, om den mor brugte, når jeg kom til at smadre noget. Den tone hun brugte, når hun egentlig havde lyst til at skælde ud, men vidste at hun ikke burde.
“Det er for farligt uden net, Arlo. Det har vi jo sagt.”
En af de andre trapezkunstnere stemte i: “Menageri har net.”
Nu slog det klik for direktøren.
“SÅ I TROR, I
VED BEDRE END MIG! SÅ SIG MIG LIGE
EN TING! HVAD ER VORES MOTTO?!”
Ingen sagde noget.
“LAD MIG GENOPFRISKE
JERES HUKOMMELSE!
VORES MOTTO ER: ÆGTE MENNESKER, ÆGTE FARE!
ÆGTE FARE! DET BETYDER INGEN NET!”
Så stormede han forbi dem alle og ud af teltet. Det føltes, som han havde smækket med en dør, selvom teltdugen lydløst faldt tilbage på plads. Stemningen i teltet var mildest talt trykket.
Efter lidt tid sagde et af slangemenneskene, som jeg gik ud fra var Carlo: “Jeg er træt af det her! Jeg vil ikke finde mig i det længere! Altid vil han have mer’ og mer’! Og alt hvad han gør, er at sige “mine damer og herrer”, og skrabe penge sammen!”
Han holdt en lille pause, så fortsatte han nu i en trist tone: "Jeg og de andre slangemennesker har fået et tilbud fra Menageri".
En bølge af gisp bevægede sig gennem teltet.
“Men Carlo, vi er jo familie her! I kan da ikke forlade os!” sagde Masca og lagde hånden på Carlos arm.
“Jeg ved det, det er ikke, fordi vi har lyst, men tilbuddet er godt Masca… rigtig godt”, sagde Carlo.
Nu gik den store diskussion i gang.
Alle havde noget at sige, og alle ville sige det på samme tid, så det var ikke længere nemt at høre, hvad nogen sagde fra vores gemmested.
“Hvem er I?” En stemme gik pludselig klart.
Både Ellen og jeg fór sammen i forskrækkelse. Lige bag os sad pigen fra hestenummeret.
”Undskyld, det var ikke min mening at forskrække jer”, sagde hun overraskende venligt. “Jeg hedder Diana.”
Hun rakte sin hånd frem, og jeg tog den lidt forvirret. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå sådan her, hvis vi blev opdaget.
“Jeg hedder Ole”, sagde jeg, mens vores hænder bevægede sig op og ned.
Så rakte Diana sin hånd frem mod Ellen.
“E…Ellen,” fik hun fremstammet og tog imod håndtrykket.
“I ved godt; at det her er bagscenen, ikke? Publikum må ikke komme herom.” Sagde Diana, mens hun stadig smilede, som om det var en regel, hun var rimelig ligeglad med.
“Jo… Men vi er ikke publikum. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Vi er her for at hente min hund.” Sagde jeg.
“Din hund?” spurgte hun.
”Ja, min hund Niels”, sagde jeg.
“Hmmm… Niels… Nej, ingen af vores hunde hedder Niels.” Sagde Diana tænksomt.
”Han ser altså sådan her ud,” sagde jeg og hev endnu engang det nu en smule ramponerede billede af Niels op af bukselommen. Diana tog det og kiggede nøje på det.
“Mefisto?” sagde hun forvirret, nok mest til sig selv.
Pludselig hørte vi, tunge fodtrin komme nærmere, og Diana udbrød: ”Det er Lonis! Han må ikke finde jer her! Kom med mig!”
Jeg kiggede bagud, og i det fjerne kunne jeg se, den store mand fra billetlugen nærme sig. Så tog Diana Ellens hånd, og hun havde stadig et fast greb om min, så Diana trak os begge med sig med lethed.
Pappa Don
Diana tog os med ud på pladsen bag teltet. Vi gik forbi en masse farverige vogne og stoppede ved den længst væk. Det var en vogn på størrelse med bagenden af en lastbil.
”Bor du her?” spurgte Ellen forundret.
“Ja, men jeg har faktisk min egen vogn, kom”, sagde Diana og lige bag den store vogn stod en lille gammeldags cirkusvogn.
“Det har været min farfars og nu er den min!” sagde hun stolt.
”Er det din egen!” spurgte jeg imponeret.
“JA! eller sådan næsten i hvert fald, teknisk set ejer min far den. Men det er mit værelse!” sagde Diana.
Vi gik alle tre ind i vognen, som ganske rigtig var som en trettenårig piges værelse på indersiden.
“Her er I i sikkerhed”, sagde Diana, mens hun ledte os hen på sin lille sofa.
“Og fortæl mig så… hvorfor har du et billede af Mefisto, og hvorfor kalder du ham for Niels?” spurgte hun interesseret.
Så fortalte jeg hende hele historien om, hvordan Niels var løbet væk i skoven, og hvordan hendes cirkusdirektør havde stjålet ham. Jeg viste hende halsbåndet som yderlige bevis.
“Det er så typisk Arlo!” sagde hun bittert.
”Hvor er Niels?” spurgte jeg.
”Det er faktisk et godt spørgsmål, jeg undrede mig også over, hvorfor Mefisto ikke var med i forestillingen i dag, han er jo den bedste dansehund, vi har, også selvom han er den nyeste”, sagde hun.
Jeg mærkede, at jeg blev lidt stolt.
“Vi må spørge Pappa Don!” sagde Diana. Jeg gik ud fra, at hun talte om Don Juan. Han måtte jo så være hendes far, siden hun kaldte ham pappa.
Mens vi gik gennem pladsen og passerede de andre cirkusartister, begyndte jeg at blive forvirret.
Diana vinkede til højre og venstre og sagde: “Hey Mammi, Hey Pappi, Hey Mutti, Hey Baba, hey Mama Carina, Hey Bedste”.
Sådan blev hun ved, til vi kom til Don Juans vogn.
Hun bankede på, og hvad der lød som hundrede hunde begyndte at bjæffe derinde.
”Stille mine darlings!” råbte Don Juan inde fra vognen, så hørte vi et knips og med et, var alle hundene stille.
“Kom ind!” lød det så fra Don Juan.
Vi gik ind. Nede i enden af vognen sad Don Juan, på skødet havde han tre små hunde. Resten af vognen var svært at se, fordi den var dækket af hunde i forskellige størrelser.
Da han så Diana, udbrød han: “Diana darling!” og rejste sig.
Han omfavnede hende og kyssede hende på begge kinder.
”Hvor er det hyggeligt at have dig her, det er ugevis siden, du har besøgt mig i min vogn,” sagde han med en snert af forurettelse i stemmen.
“Jeg ved det, pappa,” sagde hun.
Besøgt? Så han var altså ikke hendes far? Jeg var forvirret, men hun havde jo også kaldt mindst fire andre mænd et eller andet ord for far på vej herhen.
“Hør pappa, hvorfor var Mefisto ikke med i forestillingen i dag?” spurgte Diana og tog plads på en stol, som var dækket af et tykt lag hundehår. Don Juan tog sig teatralsk til hovedet og sagde: “Åh Mefisto! Det talentfulde lille væsen!”
Jeg kunne ikke lide måden, han sagde det på.
”Hvad er der med Mefisto?” spurgte Diana, hun lød også lidt bekymret.
Først nu virkede det til, at Don Juan lagde mærke til, at vi også
var der. “Hvem er de?” sagde han og pegede mistænksomt på os.
“Det her er mine nye venner, Ole og Ellen, de ville gerne se Mefisto, for ser du deres hund Niels, er forsvundet og han ligner Mefisto på en prik!” sagde Diana og bad mig om billedet. Jeg gav hende det, og hun rakte det til Don Juan.
”Hmm… Ja, det er godt nok en slående lighed…” sagde Don Juan.
“Vi så en video af jeres cirkusdirektør, som stjæler ham,” tilføjede jeg.
”Åh, du milde!” udbrød Don Juan, tydeligt chokeret.
Diana tog hans hænder i sine og sagde: “Pappa, hvor er Mefisto nu?”.
Han så på os og sagde fortvivlet: “Jeg ved det ikke, efter sidste forestilling kom Arlo ind og tog Mefisto, og da jeg spurgte, hvad han skulle med ham, sagde han bare, at han var direktøren og, hvor vovede jeg at stille spørgsmål til, hvad han skulle med hans ejendom.”
Ejendom! Niels var ingens ejendom og da slet ikke denne væmmelige Arlos! Diana tænkte koncentreret i et minuts tid, så sagde hun: “Vi har ikke noget valg, vi er nødt til at tale med Arlo.”
“Nej, nej, nej ikke i dag, Diana, du så hvilket humør, han er i, intet godt kan komme af at tale med ham i det humør!” sagde Don Juan advarende.
”Du har ret,” sukkede Diana.
“Men vi er nødt til at tale med ham i dag! Jeg vil have min hund!” sagde jeg desperat.
“Du kender ikke Arlo, Ole, men du må stole på mig, når Don Juan siger at intet godt kan komme ud af det, så er det en underdrivelse!” sagde Diana.
“Men jeg…“ begyndte jeg men blev afbrudt af Ellen, som havde lagt en hånd på min skulder.
“Ole, det vigtige er at vi får Niels med hjem, ikke hvor hurtigt vi får ham med hjem.”
Diana nikkede og sagde: “I kan blive hos mig til i morgen!”
En for alle, alle for en
Tilbage i vognen havde Diana lavet os en kop varm sød te. Jeg var nu blevet så nysgerrig, at jeg måtte spørge: “Hvor mange forældre har du?”
“Hvad mener du?” spurgte Diana og smilede bredt gennem dampen fra tekopperne.
“Det var bare fordi du kaldte alle de mennesker for mor og far? Men man kan da ikke have så mange forældre? Kan man?” spurgte jeg lidt usikkert. Diana lo.
“Jamen Ole, her i Cirkus Volapyk er vi alle en stor familie, alle er mine mødre, fædre, bedsteforældre og onkler og tanter, selv hestene og hunde er min familie,” sagde hun og hældte mere te i sin kop.
Jeg var stadig forvirret.
”Er Arlo så også familie?” spurgte jeg.
“Nej! I hvert fald ikke længere, sådan som Arlo behandler os, behandler man ikke familie!” sagde hun bestemt.
“Ikke længere? Har han været det?” spurgte Ellen.
“Altså folk siger, at da Arlo var ung, og det var hans far, som var direktøren, var han en helt anden. Men efter Arlo senior døde og han arvede cirkusset, holdt han op med at behandle os som familie. Men det var længe før, jeg blev født, jeg har kun kendt den her Arlo,” sagde Diana og tog en slurk, så forsatte hun: “Arlo siger altid, at vores motto er: Ægte mennesker, ægte fare, men det er bare det, som står på plakaterne. Vores rigtige motto er: En for alle, alle for en.”
Det var underligt, hvad der mon var sket siden, Arlo var blevet så ond. Mor havde engang sagt, at ingen mennesker var onde, og dengang havde jeg troet på hende, men efter at have set og hørt Arlo, var jeg kommet i tvivl.
I vognen lærte vi hinanden bedre at kende. Vi fortalte Diana vores historie, om vores missioner og denne gang havde Ellen faktisk talt, endda en hel masse. Så havde Diana fortalt os om sig selv.
Hun havde boet i cirkusset hele sit liv. Hun fortalte, hvordan de om vinteren boede i en lille by og trænede i en stor hal, og hvordan hun der gik i skole og havde venner, mens de hele sommeren rejste rundt og lavede cirkus. Hun havde indtil for nylig været det eneste barn i cirkusset, men Masca og en af trapezkunstnerne ved navn Nico havde sidste vinter fået en lille dreng, som de havde kaldt Figaro. Man havde kunnet se begejstringen i Dianas øjne, da hun fortalte om sin nye lillebror. Hun fortalte at da hun var lille, havde hun elsket at være det eneste barn i cirkusset, hun havde været alles lille guldklump. Men jo ældre hun var blevet, jo mere ensomt var det også blevet at være den eneste guldklump. Så da Figaro var kommet til verden, var der endelig en hun kunne dele det hele med, en som en dag ville forstå hvordan det var at være guldklumpen i et cirkus.
Hun fortalte også, at ingen nogensinde havde forladt cirkusset for andet end at gå på pension, men at flere nu var begyndt at lege med tanken, fordi Arlo var blevet ondere og ondere de sidste par år. Samtidig var konkurrencen fra Cirkus Menageri også vokset, derfor var deres indtjening også faldet. Hun fortalte at en af grundene til, at det gik bedre for Menageri end Volapyk var, at deres numre var vildere, fordi de havde mere sikkerhedsudstyr, som seler og net. Men det ville Arlo jo ikke høre tale om. Alligevel ville han have farligere numre, der kunne hamle op med Menageri. Diana sukkede, da hun til sidst fortalte, at hun var nervøs for, om Volapyk snart ville gå konkurs, og at hun slet ikke kunne holde tanken om, at de alle ville blive spredt for alle vinde, og så endda lige som hun endelig havde fået en lillebror!
Da hun var færdig med at fortælle, bankede det på døren.
“KOM IND!” råbte hun.
Ind i vognen trådte en af klovnene.
Om det var Bobo, Momo eller Martin, vidste jeg ikke.
“Hej far!” sagde Diana.
“Hej skat,” sagde klovnen og kastede så et blik på os “hv… hvem er det her?” spurgte han.
“Det er mine nye venner Ole og Ellen, de skal sove her i nat,” sagde Diana.
“M… m… men skat du ved jo, hvad Arlo synes om gæster udefra,” sagde klovnen, og sendte os et nervøst smil.
“Ja, men hvad han ikke ved, har han ikke ondt af,” sagde hun og rejste sig.
Hun gik hen og kyssede klovnen på panden og sagde: “Du bekymrer dig for meget, lille far.”
Klovnen smilede og sagde: “Du har sikkert ret, min skat.”
“Nå, men jeg vil lade jer hygge jer i fred, men vi spiser om to timer i køkkenet,” sagde han og forlod vognen.
Da han var gået, så Diana på os og sagde “Det var min far-far.”
“Din farfar?” spurgte Ellen forvirret.
“Nej! Min far-far altså min har-lavet-mig-far,” sagde Diana og lo.
Hun var meget lattermild, hende Diana.
Hestepigen
De to timer gik hurtigt, Diana havde så mange spændende historier om cirkuslivet, både Ellen og jeg var helt opslugt. Da vi forlod vognen, havde jeg regnet med, at klovnen havde ment sin vogn lige ved siden af, da han havde sagt køkkenet, men Diana gik lige forbi.
Vi fortsatte over hele pladsen forbi alle de forskellige vogne, til vi nåede til et stort hvidt telt. Vi gik ind i teltet, og der sad hele cirkusset ved lange borde. Ellen så sig bekymret omkring, men Diana beroligede hende med, at Arlo aldrig spiste med dem. Han sad altid alene i sin vogn. Vi satte os ved et bord som bestod af Masca, Nico, lille Figaro, Dianas far-far, en af de andre klovne, Carlo og to af slangemenneskerne. Diana hilste varmt på hver af dem og introducerede så os.
“Det her er mine nye venner, Ole og Ellen,” sagde hun.
“Uh, mon cheri, du ved hvordan Arlo har det med gæster,” sagde Nico.
“Hvad han ikke ved, har han ikke ondt af!” sagde Diana endnu en gang. ”Desuden har de en høne at plukke med ham!” fortsatte hun.
”Hvem har ikke det!” sagde Masca, og hele bordet lo, selv lille Figaro.
“Hvad har han gjort ved jer?” spurgte den klovn, som ikke var Dianas far-far.
”Han… øhm. Han tog…” tøvede jeg. Diana overtog: ”Han stjal deres hund!”
Hele bordet gispede.
“Mefisto er deres hund!”
Endnu et gisp.
“... og han hedder i virkeligheden Niels!” Endnu et gisp og et lille: “Sacre bleu!” fra Nico. Efter afsløringen af endnu en af Arlos beskidte gerninger, gik
snakken over bordet om alle de grimme ting, han havde gjort gennem årene:
“Den gang han solgte Fredericos vogn et år, inden han gik på pension!” sagde Carlo.
“Den gang han skiftede hesteskoene fra jern til bly!” sagde Diana.
“Den gang han sagde, at han ikke ville have flere børn i sit cirkus!" sagde Masca og nussede Figaro på kinden. Og sådan blev det ved.
“Hvis I alle hader ham så meget, hvorfor er han så direktøren?” spurgte Ellen.
“H… han ejer hele cirkusset, teltet, dyrene, alle vognene,” sagde klovnen, som var Dianas far-far.
“Undtagen min,” hviskede Diana til os.
“Han har arvet det hele fra sin far,” sagde den anden klovn.
”Åh, hvis bare Arlo Senior stadig havde været her, han var en rigtig cirkusdirektør!” sagde et af slangemenneskene, som så ud til at være mindst 50 år gammel.
Da måltidet var færdigt, tog Diana os med over til folden, hvor de havde hestene. Her viste hun os sin hest, Petronella.
Hun fortalte os, at en af hendes største drømme var at spare nok penge sammen til at købe Petronella, så Arlo ikke ejede hende. Hun fortalte os, at hun om vinteren tjente penge på småjobs rundt omkring i den lille by.
“Men bliver I ikke betalt for at lave cirkus,” spurgte jeg, for jeg vidste, at det var vigtigt at få penge for, det man lavede.
Mor arbejdede som noget, der hed freelancer, det betød, at hun arbejdede, når nogen gav hende en opgave, og så fik hun penge for det. Det var i hvert fald sådan, hun havde forklaret det til mig. Jeg havde set, hvor vigtigt det var for hende at få penge.
Jeg havde før hørt, hende tale i telefon med folk, som skulle give hende de penge og jeg havde hørt hende tale meget bestemt og sige: “Jeg har faktisk en søn at forsørge! Ville du kunne forsørge en søn på det beløb?!”
Efter sådan nogle opkald havde hun tit klappet mig på hovedet og sagt: “Det vigtigt at kende sit værd!”
Diana virkede som en, der kendte sit værd.
“Jo da, men far har sat min løn på en konto i banken som jeg først kan bruge når jeg fylder 21,” sagde Diana i en tone som gjorde det klart, at det ikke var en beslutning hun var enig i.
Da vi stod foran indhegningen, spurgte hun, om vi ville klappe Petronella, det sagde vi begge ja til. Ellen med større iver end mig.
Da vi stod derinde, så jeg et smil på hendes læber, som jeg aldrig havde set før. Så slog noget mig, og det røg ud af munden på mig: “Du er jo en hestepige!”
”Nej, det er jeg i hvert fald ikke!” sagde Ellen fornærmet.
“Hov, hov! Er der nu noget galt med at være hestepige?” sagde Diana.
”Nej, overhovedet ikke!” sagde jeg.
“Men det er du!” sagde jeg og smilede drillende til Ellen.
“Nej, det er jeg altså ikke!” sagde hun og rødmede.
“Jeg kan afgøre det her rigtig hurtigt!” sagde Diana. “Ellen, kan du lide heste?” spurgte hun.
“Altså ja, men jeg har jo aldrig rørt ved en hest før,” sagde Ellen og virkede stadig forlegen.
“Så kom! Petronella elsker at blive klappet,” sagde Diana og vinkede Ellen over til sig.
Smilet på Ellens ansigt var umiskendeligt.
Det var som, da jeg aede Niels for første gang. Ren lykke.
“Kunne du tænke dig at ride en tur?” spurgte Diana.
“M… mig?!” spurgte Ellen.
“Ja dig, hvad siger du så?” sagde Diana. Ellen nikkede ivrigt.
”Okay så!” sagde Diana og sprang elegant op på ryggen af Petronella. Så rakte hun sin hånd ned til Ellen.
“Tag min hånd, og Ole vær lige sød at gi’ hende en hestesko.” Jeg gjorde, som jeg fik besked på og så sad Ellen på hesten.
”Hold godt fast om mig,” sagde hun og satte hesten i trav.
“Tillykke du er en hestepige!” råbte Diana.
Mens jeg så på, at de red rundt i skumringen, tænkte jeg på
Niels og håbede, at det i morgen ville være os som løb rundt i sensommeraftenen.
Arlos forretninger
Da vi var kommet tilbage til vognen, var det næsten helt mørkt, vi var blevet ret trætte. Vi sov i Dianas seng, den var heldigvis stor.
Vi vågnede næste morgen, ved at Dianas far-far, som jeg nu havde fundet ud af, var Bobo, kom ind med en stor stak pandekager.
“Det er vigtigt med en god stor morgenmad inden en forestilling,” sagde han.
“Vi skal over og tale med Arlo inden forestillingen i dag,” sagde Diana og tog pandekagerne.
Bobo så pludselig nervøs ud.
“J… ja, pusling, men du ved jo, at det kommer meget an på hans humør hvor hj… hjælpsom han er villig til at være,” sagde han.
Da vi havde spist, gik vi alle tre mod Arlos vogn, Ellen og jeg var nervøse, men det virkede ikke, som om det rørte Diana. Jeg tror aldrig, jeg havde mødt nogen i hele verden så modig som hende! Måske var det, fordi hendes familie var så stor. Hun havde jo så mange forældre, og mor havde altid sagt, at jeg har arvet mange ting fra hende, så måske havde Diana arvet mod fra alle sine forældre, og derfor havde hun så meget af det.
Hun bankede uden tøven på døren, Ellen og jeg stod i sikker afstand bag hende, som var det indgangen til en løves hule, hun havde banket på.
Døren blev revet hurtigt op.
“Hvad vil du!” sagde Arlo i en tone, som jeg stærkt gik ud fra, ikke var ham i et godt humør.
“Jeg er her for at hente Mefisto! Ser du…” Døren blev smækket hårdt i.
Men det stoppede ikke Diana, hun bankede igen og igen og igen, indtil døren gik op.
“Jamen for helvede pigebarn!” råbte Arlo.
“Som jeg var ved at sige, det her er Ole og Ellen, og Mefisto er i virkeligheden…” fortsatte Diana, inden hun igen blev afbrudt af Arlo: “Hør nu her, Diana! Jeg ved ikke, hvad du tror, du har gang i, eller hvem du tror du er, men ingen, og jeg sagde:
INGEN! FORSTYRRER DIREKTØREN FØR EN
OPTRÆDEN! Er det forstået!”
Døren blev smækket igen.
Diana vendte sig mod os.
“Hvad gør vi nu?” spurgte jeg frustreret.
Diana var stille et øjeblik, så sagde hun: “Jeg har en idé!” Idéen var, at vi skulle vente til, forestillingen var i gang.
Efter hestenummeret var slut, ville Diana komme ud til os, og så kunne vi sammen bryde ind i Arlos vogn og forhåbentligt stjæle Niels tilbage. Ellen og jeg blev i Dianas vogn, indtil planen skulle udføres, så der ikke var nogen chance, for at vi rendte ind i Arlo.
Det var første gang Ellen og jeg havde været helt alene siden bussen, jeg kunne mærke, at noget nu var anderledes.
At tale sammen føltes naturligt nu, som at snakke med en klassekammerat. Vi snakkede om cirkusset.
“Tænk at bo sådan her!” sagde Ellen med en beundring i stemmen.
Jeg kunne kun give hende ret, for det virkede som et ret fantastisk liv. Bortset fra den onde cirkusdirektør selvfølgelig, ellers var det hele som en drøm.
“Tænk at få lov til at ride rundt på heste hver dag!” sagde Ellen drømmende.
“Ja! Eller have 15 hunde at lave tricks med,” sagde jeg og tænkte på Don Juan. Jeg havde faktisk før tænkt på at blive hundetræner, når jeg blev voksen, men det havde jeg aldrig sagt til nogen. Der var noget ved at fortælle andre, hvad man drømmer om, som føles lidt som at fortælle folk, hvad man ønsker sig, når man ser et stjerneskud. Jeg var lidt bange for, at det betød at det ikke ville gå i opfyldelse. Men der var noget ved den her cirkusvogn, hvor det bare var Ellen og jeg. Som om
skæbnen ikke kunne nå os her, som om det var noget magisk ved Dianas vogn, som beskyttede os. Så jeg fortalte hende det. Hun syntes, det var en genial idé, og jeg var lettet.
Jeg havde altid troet, at folk ville grine af det, men Ellen virkede til at være oprigtigt vild med idéen.
Så blev det hendes tur.
“Jeg har altid gerne ville skrive bøger eller… nej,” sagde hun og stoppede.
”Eller hvad?” spurgte jeg.
”Nej, det er dumt,” sagde hun.
”Nej, kom nu! Bare sig det,” sagde jeg og puffede til hende.
”Okay så!” sagde hun “eller være cirkusprinsesse."
“Hva’!” sagde jeg og lo “Så var det derfor, du var så opslugt, da vi så Diana første gang i forestillingen!” sagde jeg.
Ellen blev rød i kinderne, og i det øjeblik fik jeg dårlig samvittighed, for jeg havde lige gjort ved hende, hvad jeg havde frygtet, at andre ville gøre ved mig. Så jeg skyndte mig at sige:
“Men hey! Nu kan du jo se, at det er muligt! Intet er umuligt!”
Jeg gav hende et venligt dask hende på skulderen, og så lo vi begge to. Vi talte om, hvordan vi kunne lave vores eget cirkus engang. Mig med mine hunde, hende som cirkusprinsessen med alle hestene, hun var jo blevet en officiel hestepige, og så kunne Langfinger måske være tryllekunstner eller klovn.
Lige der gik det op for mig, at Ellen og jeg nok var blevet venner nu. Vi grinede, og grinede af vores nye fælles drøm, inden vi vidste af det, var det blevet tid til at udføre vores plan.
Vi stod klar i god tid uden foran vognen og spejdede efter Diana. Lige til tiden dukkede hun op på ryggen af Petronella.
“Lad os gå ind! Ingen tid at spilde,” sagde hun, og hun hoppede ned fra hesteryggen.
Jeg tog i håndtaget, men døren åbnede ikke.
”Den er låst, hvad gør vi?” spurgte jeg.
Men Diana hev et stort nøglebundt op af lommen på sin nederdel.
“Jeg fik lov at låne dem her af Henrí, han tager sig af alle reparationer, og har nøgler til alle vognene,” sagde hun og
dinglede med det store bundt.
Hun låste døren op, og vi trådte ind. Arlos vogn var en tak større end de andre, vi havde set, og den var indrettet noget anderledes, end jeg havde set for mig. Jeg havde forventet en fin cirkusdirektørvogn, men i stedet lignede det mere min onkel Hennings lejlighed, efter han blev skilt fra tante Elisabeth. Man kunne se, at det engang havde været en vogn som var en cirkusdirektør værdig, men det var måske tilbage i Arlo Seniors tid. Der var mange ting i vognen, men der så ikke ud til at være nogen Niels.
“Mefisto!” hviskede Diana og bevægede sig ned i bunden af vognen, hvor der stod et gammelt træskrivebord fyldt til randen af papirstakke. Vi fulgte efter, men jeg kunne ikke skjule min skuffelse.
“Han er her ikke,” sagde jeg opgivende. Ellen klappede mig trøstende på skulderen. Det var ikke det samme som at blive taget i hånden af Molly, men næsten lige så godt.
Ved skrivebordet stod Diana bøjet over en stor bunke papirer.
“Hvad er nu det!” sagde hun og hev et papir ud af stakken.
Så gispede hun.
“Kvittering! Salg af et styks cirkushund, går under navnet Mefisto!” læste hun fra papiret.
“Hvad!” udbrød jeg og maste mig forbi skrivebordet for at se papiret.
På vejen væltede jeg to af de store stakke.
“Ole!” sagde Ellen og bukkede sig panisk ned og begyndte at samle papirerne sammen.
På papiret stod det sort på hvidt, at Arlo havde solgt Niels til en dame ved navn Annalisa Torstensen, der stod også hendes adresse og hvad hun havde betalt for Niels.
“50.000 kroner!” udbrød Diana chokeret. Jeg var rødglødende af raseri. Det monster havde solgt min hund! Mens jeg stod og tænkte over mulige måder jeg, som en elleveårig dreng kunne slippe afsted med at slå en 40 plus år gammel cirkusdirektør ihjel, var Ellen stoppet op i sin
oprydning.
“Diana… vidste du, at cirkusset skal sælges?” spurgte hun forbløffet.
“HVAD!” råbte Diana og maste sig hen til Ellen og væltede den stak, hun lige havde samlet sammen. Hun rev papiret ud af hånden på Ellen og læste: "Forslag til salgsaftale af Cirkus Volapyk ApS!”
Nu var det Diana, som blev rødglødende af raseri.
“Den… Den… Forbryder, den sjuft, den slubbert, den snog, den barbar, den vampyr, den djævel, den rovmide…”
Sådan blev hun ved et stykke tid.
“Han er en tyveknægt, en bavian, en snylter, en skrotskinke, en loppe, en lus, den… den FORRÆDER." råbte hun til slut. Hun havde helt mistet pusten. Det var underligt at se hende sådan, se hende vred.
Pludselig hørte vi noget:
”DET ER MIG DER BESTEMMER! JEG ER DIREKTØREN! FORSTÅ DET NU!”
“Det er Arlo," hviskede Ellen forfærdet.
“Kom! Gennem vinduet!” hviskede Diana og kravlede selv ud først.
Så blev det mig, men der var længere ned end jeg troede, og jeg stivnede.
“Kom nu Ole!” hvæsede Ellen, mens vi hørte Arlo fumle med sine nøgler.
“Jeg griber dig Ole!” sagde Diana, Jeg trodsede min frygt for at brække begge mine ben og sprang. Hun greb mig, men vi væltede begge omkuld. Men det var ellers en blød landing.
Ellen tøvede ikke et sekund og sprang. Hun landede heller ikke på benene, men det virkede ikke, som hun havde slået sig særligt, for hun var den som var første på benene igen.
Diana og jeg kom også hurtigt på benene, og vi løb væk, så hurtigt vi kunne.
Bag os kunne vi høre brølen fra en vred cirkusdirektør:
”HVEM HAR VÆRET HERINDE! INGEN HAR LOV AT VÆRE HERINDE!”
Indbrud
Jeg tror aldrig, jeg havde løbet så hurtigt, som jeg gjorde den eftermiddag på vej væk fra Arlos vogn. Det var næsten som at flyve. Da vi nåede Dianas vogn, skyndte vi os ind.
Da døren var sikkert lukket og låst, grinede vi alle i godt et minut. Af ren og skær lettelse, tror jeg. Men så slog alvoren os som den våde fisk i klovnenes nummer.
“Hvad gør vi nu! Hvis nogen har købt Niels for 50.000, kan vi jo ikke bare hente ham,” sagde Ellen.
“De skal gi’ os ham! Det er min hund!” råbte jeg ophidset.
“Men hvordan kan vi bevise at det er Niels, de tror jo, de har købt en hund som hedder Mefisto,” sagde Ellen opgivende. Jeg satte mig tungt ned på sengen. Ellen havde ret.
“Kom nu venner! I kan ikke give op nu! Vi har adressen!
Måske er dem, som har købt ham søde! Desuden er det ulovligt at sælge en stjålet hund!” sagde Diana opmuntrende.
“Det er meget værre for mig,” sagde hun og slog sig lige så tungt ned ved siden af mig.
“Arlo vil sælge cirkusset. Sælge mit hjem.” sagde hun vemodigt.
“Men der må da være et eller andet vi kan gøre for at stoppe ham,” sagde jeg og klappede Diana trøstende på skulderen.
”Jeg kan ikke se, hvad det skulle være? Arlo ejer jo alt! Han kan jo gøre med cirkusset og os, som han vil.”
Mens hun sagde det, trillede en lille enlig tåre ned ad hendes højre kind. Det må have været for meget for Ellen, som nu rejste sig og sagde: ”Du må heller ikke give op! Tænk dig om! Der må være noget, vi kan gøre for at stoppe salget!”
Jeg var imponeret over Ellen, det var slet ikke den samme Ellen, som jeg havde boet med de sidste måneder. Den her Ellen havde gåpåmod og var vovet. Faktisk havde jeg aldrig troet, at man kunne være så bange og samtidig så modig som Ellen.
”Jeg har det!” råbte Diana pludseligt og rejste sig, så begyndte hun at trave frem og tilbage i vognen, mens hun forklarede:
“Der har altid gået det her rygte om, at Arlo Senior lavede et testamente, inden han døde, hvor han efterlod cirkusset til os artister. Men man fandt det aldrig, så vi gik ud fra, at han aldrig nåede at skrive det! Men hvad nu hvis Arlo har det! Og har holdt det skjult, så han kunne arve det hele!”
“Hold da kæft en narrøv!” røg det ud af mig. Mor kunne egentlig ikke lide, når jeg kaldte andre mennesker grimme ting.
“Har du ikke noget pænt at sige, så skal du slet ikke sige noget,” sagde hun og tilføjede altid: “Men man må tænke, hvad man vil,” efterfulgt af et blink med øjet.
“Jeg tør vædde på, at han har det testamente et sted i den vogn! Det er, da derfor ingen har lov at komme derind!” sagde Ellen.
“Vi må derind igen!” sagde Diana bestemt.
Selvom det lød farligt, gik vi med til det.
Vi planlagde at gøre det samme aftenen.
Vi fik Masca til at sige til Arlo, at hun ville vise ham et nyt ’farligt’ trick. Hun sagde, at hun kunne holde ham væk fra vognen i max 30 minutter, mere kunne hun ikke love os.
“Hvad er det I skal i Arlos vogn?” havde hun spurgt os.
“Bare stol på mig, når jeg siger, at det er meget vigtigt, at vi kommer derind,” havde Diana svaret.
Masca havde rystet lidt på hovedet og sagt: “Bare vær’ forsigtig min pige.”
Det lovede Diana.
Så var alt klart til aftenens plan.
Inden vi gik den aften for at bryde ind i cirkusdirektørens vogn, havde Diana skrevet et brev til Bobo, som hun lagde i hans vogn.
”Bare i tilfælde af at noget går galt,” sagde hun.
Det var blevet mørkt på pladsen, da vi sneg os lette og usete over til Arlos vogn. Vi havde taget Petronella med, så vi kunne komme hurtigt væk, men jeg håbede ikke, det blev nødvendigt, 83
for selvom jeg elskede dyr og syntes heste var smukke, var der bare noget ved at være for tæt på dem, som gjorde mig nervøs. De var bare for store!
Diana havde stadig Henris nøgler, så vi kom nemt ind i vognen. Lyset var slukket, og vi tændte det ikke, det var bedst, hvis vi var skjult af mørket. Men vi havde lygter med.
”Der må være et hemmeligt sted, en lem, en skuffe, et pengeskab!” sagde Diana, mens vi ledte.
Efter 10 minutters søgen havde vi stadig ikke fundet noget.
“Hvad med bag billederne?” sagde Ellen pludseligt.
På væggene hang omkring seks billeder, som alle afbildede forskellige cirkusting. Det vil sige alle undtagen ét. Der var et stort billede, som hang over skrivebordet, som forestillede en gammel mand iført høj hat. Jeg gættede på, at det var et billede Arlo Senior.
“Selvfølgelig!” sagde Diana og løftede det ned fra væggen og ganske rigtigt lige der hvor billedet havde hængt var der et lille pengeskab.
“Bingo!” udbrød Diana.
“Hvordan vidste du det?” spurgte jeg Ellen.
”Min bedstemor ser mange mysterier på TV og der gemmer de næsten altid deres pengeskabe bag malerier,” sagde hun. Endnu engang var jeg imponeret over hende.
”Nu mangler vi bare koden!” sagde Diana tænksomt.
Vi tænkte alle tre.
Hvad kunne koden til en ond cirkusdirektørs pengeskab, mon være?
”Hvad med hans fødselsdag?” spurgte jeg. Diana forsøgte, men skabet åbnede ikke.
”1234?” foreslog Ellen.
Heller ikke det.
”Hmmm,” brummede Diana.
“Det er et gammelt pengeskab sikkert fra Arlo Seniors tid, så måske er det hans kode og ikke Arlo Juniors,” sagde hun.
”Prøv med hans fødselsdag,” sagde jeg.
“Men den kender jeg ikke, han døde før jeg blev født,” sagde
Diana.
Vi tænkte videre, men tiden var ved at løbe ud, og vi var begyndt at have travlt. Pludselig udbrød Diana: “Jeg har det!” Hun tastede fire tal ind på pengeskabet og det åbnede!
“Sådan! Hvad var koden?” spurgte jeg.
”Året hvor cirkusset blev grundlagt, 1898,” sagde Diana stolt. “Jeg ved ikke meget om gamle Arlo, men jeg ved, at cirkusset var det vigtigste i hans liv.”
Inde i pengeskabet lå en mappe, hvorpå der stod ’Testamentet’.
“Så det findes altså! Den forbandede svumpukkel!" sagde Diana, mens hun åbnede mappen.
Derinde lå et dokument, hvor der tydeligt stod, at cirkusset skulle overdrages til dets artister, når Arlo senior døde.
“Det er for godt til at være sandt! Vi er reddet,” sagde Diana lykkeligt. Men pludselig hørte vi noget vredt nærme sig: ”Kalder du det farligt! Det der var jo barnemad! Jeg vil have ÆGTE FARE!”
“Det er Arlo! Han er kommet tilbage tidligere, skynd jer hen til vinduet,” sagde Diana og lukkede pengeskabet. Jeg gjorde, som hun sagde, men vinduet gik ikke op.
“Det er låst!” hviskede jeg desperat til de andre.
“Den slyngel, han må have låst det efter vi var herinde tidligere. Pis!” sagde Diana. Nu hørte vi Arlo bakse med sine nøgler.
“Gem jer!” sagde hun og gav mig testamentet. Ellen og jeg nåede lige at gemme os bag det tykke fløjlsgardin som skjulte sengen. Diana nåede ikke at finde et gemmested før, lyset blev tændt, og Arlo stod i vognen.
Flugten
Til vores overraskelse begyndte Arlo ikke at råbe og skrige af Diana, som vi havde forventet. I stedet bredte et smil sig under den spidse næse.
“Nå, så det er dig, som er den lille indbrudstyv, hva’ Diana,” sagde han i en slesk tone.
Han fortsatte: “Ja for det var vel dig, som var herinde tidligere i dag, ikke?”
Han begyndte at gå langsomt i cirkler rundt om Diana, som en sulten tiger.
“Og hvad så hvis det var!" sagde Diana trodsigt. Gud, hvor var hun dog modig.
Ellen og jeg klamrede os til hinanden bag gardinet, ingen af os var særligt modige lige nu.
“Jamen, så har du jo været en slem lille pige, har du ikke,” sagde Arlo.
“Nej Arlo, jeg tror, det er dig, som har været en slem lille pige!” sagde Diana vredt.
”Jeg tror faktisk, du har været mere end slem,” sagde hun og trådte et skridt tættere på Arlo, hvis ansigt var begyndt at lyse rødt.
“Og hvad får dig så til at sige det lille Diana?” sagde han, mens han stadig gik i cirkler rundt om hende.
”Hun må ikke afsløre det! Hun må ikke sige at hun har testamentet,” tænkte jeg, for så var det for alvor ude med os.
“Du har solgt Mefisto!” sagde Diana, og jeg åndede lettet op.
”Ja, jeg solgte den,” sagde Arlo.
“Den!” råbte Diana.
”Ja, en dame var villig til at betale en stor sum for det lille kræ!” sagde Arlo en anelse mere bidskt.
“Men vi er familie her! Og man sælger ikke familie!” råbte Diana, og det var tydeligt for os, at hun ikke længere kun talte om Niels.
“Alt kan sælges for den rigtige pris, min tøs,” sagde Arlo og vendte sig væk.
“Så det kan det?!” råbte Diana hidsigt, og jeg var bange for, at hun var ved at miste besindelsen.
“Gælder det også cirkusset!” råbte hun. Arlo vendte sig hurtigt rundt og gik helt tæt på Diana, så tæt at det så ud som om hans spidse næse prikkede hende i panden, så sagde han: ”Hvad mener du med det, pigebarn.”
“Du ved, hvad jeg mener”, hvæsede hun tilbage.
Så skyndte Arlo sig hen til sit skrivebord og begyndte at rode i sine papirstakke.
“Hvis du leder efter din salgsaftale, så finder du den ikke,” sagde hun og smilede.
”En lille indbrudstyv har taget den.” fortsatte hun.
”Din lille…”, lød det ud mellem Arlos sammenbidte tænder.
Han var så rød i hovedet nu, at det lignede, at det var et spørgsmål om sekunder før han eksploderede.
“Og jeg har tænkt mig at vise den til alle de andre i morgen!”
råbte Diana.
”Og hvad så hvis du gør! Det betyder ingenting! Jeg kan gøre, hvad jeg vil, det her er MIT cirkus! MIT!” råbte Arlo.
“Er du nu så sikker på det?” sagde Diana overlegent.
Arlo så chokeret ud og skyndte sig hen til billedet af sin far og rev det ned af væggen og åbnede pengeskabet.
“Din… din… din…” råbte Arlo mens han prustede som en okse.
“DIT SATANS YNGEL!” skreg han og sprang på Diana.
“DIN LILLE HEKS! DET HER CIRKUS ER MIT, HAR DU FORSTÅET! DET ER MIT OG INGEN SKAL TAGE DET FRA MIG! IKKE MIN FAR OG IKKE DIG DIN LILLE
MØGUNGE!” fortsatte han med at skrige, mens han havde hænderne hårdt låst rundt om Dianas hals. Det var dråben for mig. Nok var jeg bange, men nu fyldte vreden mere.
Jeg gav testamentet til Ellen og sprang op på Arlos ryg og bed ham så hårdt jeg kunne i øret. Han skreg og slap Diana, som hostede og hev efter vejret. Så begyndte Arlo at kæmpe med at få mig rystet af, men jeg havde hægtet mig fast som en anaconda om sit bytte.
Til sidst lykkedes det ham dog.
Jeg ramte gulvet med et bump og han tog sig til sit blødende øre. I mellemtiden havde Diana og Ellen fået åbnet døren og kaldt på Petronella.
“OLE KOM!” skreg Diana, og jeg kæmpede mig hen mod døren, med Arlo var lige i hælene.
Diana og Ellen sad allerede på Petronella og råbte begge to: “SPRING OLE!”
Jeg var bange, men jeg var mere bange for, hvad der ville ske, hvis Arlo fik fingrene i mig, så jeg lukkede øjnene og gjorde det.
I det jeg landede på Petronella råbte Ellen: “Hold godt fast!” og jeg adlød stadig med øjnene tæt lukkede.
Diana satte i samme nu Petronella i galop, og vi galoperede over engen væk fra cirkuspladsen, først da turde jeg åbne øjnene.
Bag os hørte vi Arlo tonse efter mens han skreg: “KOM TILBAGE, I SMÅ KRYB! JEG SLÅR
JER IHJEL! DIANA!”
Men han kunne ikke holde trit med Petronella, og snart kunne vi ikke engang høre hans forbandelser længere.
Mens vi red ud i natten og vinden blæste gennem vores hår, var det som om al frygt forsvandt, og der kun var følelsen af frihed tilbage. Det føltes som om der kun fandtes os tre og Petronella, og at den tomme verden nu tilhørte os. Et øjeblik tog jeg mig selv i at tænke, hvis det er sådan her det føles at være hestepige, ville jeg også være hestepige.
Efter vi havde redet i hvad som føltes som en time, stoppede
Diana i nærheden af et skovbryn.
“Ja jeg tænker det er bedst vi sover herude i nat, det er sent og Petronella er træt”, sagde Diana. “Her? Skal vi sove her?!” sagde Ellen.
Diana fortsatte “Bare rolig, jeg har sovet i det fri masser af gange… Det er lidt senere på sommeren end jeg er vant til, men vi må bare ligge tæt sammen”.
Vi fandt et sted under et lille træ, som Diana bandt Petronella fast til, og så lagde vi os alle tre op af hende. Jeg var lidt bange for, at den store hest skulle rulle hen over os, og knuse os i løbet af natten, men Diana forsikrede mig om, at det kunne Petronella aldrig finde på, og at hun havde sovet hos hende mange gange. Det beroligede mig.
Jeg havde forventet, at mørket ville være uhyggeligt, men herude på engen hvor stjernerne og månen lyste klart, var det egentligt mere smukt end skræmmende. Koldt var det dog, så vi krøb så tæt sammen, vi kunne for at holde på varmen. Diana fandt hurtigt i søvn. Jeg kunne ikke sove, det så heller ikke ud som om Ellen kunne, vågen var hun i hvert fald.
Vi sagde ingenting, for vi ville ikke vække Diana, vi lå bare side om side og så op stjernerne.
Lige som jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tunge og følte søvnen tage fat i mig sagde jeg noget, som jeg havde tænkt hele dagen. Ligesom med cirkusvognen føltes det her som et sted, hvor man kunne sige, hvad man tænkte uden konsekvenser, et sted udenfor tid og rum.
“Jeg er glad for du tog med”.
Så var de to
Næste morgen vågnede vi ved solens første stråler. Det havde været koldt, og mine tæer føltes som ti små isklumper, men morgensolen var lun og fik hurtigt varmet os op. Engen var tåget og lignede et eventyrland i morgenlyset.
Diana så sig omkring og sagde ”Nåh! Så det her vi er! Så ved jeg godt hvor vi kan tage hen”.
“Vidste du ikke, hvor vi var i går?" spurgte Ellen groggy, mens hun tog sine briller på.
”Næ, det var jo mørkt!” sagde Diana bare og løsnede rebet, som holdt Petronella.
“Lad os komme af sted, så vi kan få noget morgenmad”, sagde hun, og den idé var der ingen af os, som havde noget imod.
Vi red langsomt gennem tågen, mens vi snakkede.
“Hvad vil du gøre nu, hvor du har testamentet?” spurgte jeg.
“Jeg må jo tage tilbage og vise det til de andre”, sagde Diana.
“Men hvad hvis Arlo fanger dig?!” sagde Ellen bekymret.
“Det er en risiko jeg er nødt til at løbe, desuden har min far sikkert læst mit brev nu, så mit gæt er, at det ikke er særlig sjovt at være Arlo lige nu!” sagde hun og lo.
“Hvad stod der i brevet?” spurgte jeg.
“Der stod bare, at vi ledte efter testamentet og hvis jeg ikke kom hjem, så var noget gået galt, simpelt men effektivt!” sagde Diana tilfreds.
Det fik mig til at tænke på, om jeg skulle have efterladt et brev til mor, inden jeg tog afsted, hun var nok være bekymret nu. Jeg gik ud fra, at hun ikke længere troede, at jeg var hos Langfinger. Det her var jo trods alt vores fjerde dag væk hjemmefra. Jeg fik en smule dårlig samvittighed.
Efter vi havde redet i noget tid, begyndte vi at se noget, som lignede en lille by.
I byen fandt vi en lille bagerbutik, vi havde dog ingen penge for min rygsæk lå i cirkusvognen. Men Diana fik overtalt bageren til at give os hver en bolle og en juicebrik. Til gengæld skulle vi vaske vinduerne på butikken. Det gjorde vi, og endda så godt, at da bageren så det, fik vi også en kage hver. Da vi havde spist, hev Diana kvitteringen fra salget af Niels op af lommen.
“Her”, sagde hun og rakte den til mig.
“Så vidt jeg kan huske, er det ikke så langt herfra”, sagde hun.
“Men vent… Tager du ikke med os?”, spurgte jeg.
”Nej, jeg er nødt til at komme tilbage til min familie inden det er for sent, men jeg kan ikke takke jer nok for jeres hjælp! Jeg kunne ikke have gjort det uden jer”, sagde hun og lagde armene om os.
Da krammet var færdigt, sagde Ellen: ”Men Diana, du kan ikke bare forlade os! Jeg mener, hvordan skal vi overhovedet komme derhen? Vi har ingen penge!”.
“I kan mere end I tror”, sagde Diana og så hoppede hun op på Petronella.
“Men hvad gør vi nu?!” spurgte Ellen desperat.
“Se derovre!” sagde Diana, og pegede på en mand, som var
ved at laste en gammel ladbil.
“Spørg ham hvor han skal hen”, sagde hun og satte Petronella i trav.
“Vi ses snart igen, venner! Held og lykke og hils Mefi… Niels fra mig!” råbte hun, mens hun vinkede, og så satte hun i galop. Jeg vinkede, mens Ellen råbte “Vent!”.
Ellen stod stadig og glanede efter Diana, mens jeg gik over til ladbilen for at følge Dianas råd.
“Hej”, sagde jeg.
“Hejsa”, svarede den ældre mand, som var ved at fylde ladet.
“Det er fordi jeg ville spørge, om du ved, hvor det her er?”, sagde jeg, og viste ham papiret med adressen.
”Ja, det ved jeg, jeg skal faktisk forbi der i dag”, sagde han.
“Vi kunne vel ikke køre med dig? Ser du, det er vores tante, som bor der, og vi skulle tage bussen derhen, men så tror jeg, vi kom af det forkerte sted. Jeg glemte min rygsæk i bussen, og nu ved vi ikke, hvad vi skal gøre”, sagde jeg med en stemme, jeg håbede ville få mig til at lyde yngre og sødere, end det jeg var.
“Vi? Hvem vi?”, spurgte manden.
“Mig og hende derovre”, sagde jeg, og pegede på Ellen.
“Det er… det er min søster”, sagde jeg, og det føltes underligt,
men ikke så dårligt, som jeg troede at kalde hende det.
“Jamen stakkels små pjok… Ja, altså jeg har jo ikke bagsæder i bilen, så I er nødt til at sidde på ladet, men hvis I er klar på det, kan jeg godt køre jer”, sagde han.
“Tak!” sagde jeg. “ELLEN! Vi kan godt køre med!” råbte jeg. Ellen løb hurtigt hen til mig.
“Hvad!” hvæsede hun.
Jeg nev hende i armen og hviskede tilbage: “Smil for fanden! Det her er vores eneste chance”.
“Man må altså ikke bande!” hvæsede hun trodsigt gennem et påtaget smil.
Manden gik ind i bilen, og vi satte os op på ladet.
“Og husk nu, hvis der kommer andre biler, så skal I dukke jer! Jeg vil ikke ha’ nogen bøde!” råbte den gamle mand ud af vinduet.
Palæet
Det var en bumpet tur på de små hullede veje. Heldigvis for os var der ikke mange andre biler på vejen, bare rigtig mange får. Vi så kun to andre biler på turen. Den ene var ikke engang en rigtig bil, men en traktor. Men den anden var en politibil, som kørte mod os. Her dukkede vi os ekstra godt, så den gamle mand ikke skulle få en bøde. Ellen lå og rystede, da politibilen kørte forbi, som om de ville smide os i fængsel, hvis de opdagede os.
”Slap af, de ser os ikke”, havde jeg hvisket, og jeg studsede over, hvordan Ellens mod kom og gik som vinden blæste. Da vi havde kørt i godt en times tid, stoppede bilen.
“Det her er jeres stop! Jeres tante bor lige deroppe!” sagde manden og pegede op ad en bakke på et kæmpestort hus, som mere lignede et palæ end et hus. ”Tante”, hviskede Ellen forvirret, så jeg trådte hende hårdt over tæerne. “AV!” hylede hun og hoppede på et ben, mens hun holdt om sin fod. “Tak for turen”, skyndte jeg mig at sige til manden.
”Skulle det være en anden gang”, sagde han venligt, og løftede let på sin hat. Så satte han sig ind i bilen og kørte væk.
“Hvorfor gjorde du det!” sagde Ellen, mens hun stadig holdt om sin fod. “Undskyld! Men du var lige ved at afsløre os! Jeg sagde til ham, at vi skulle hjem til vores tante”, sagde jeg.
”Okay, men en anden gang vil et lille prik på skulderen altså være nok”, sagde hun lidt muggent.
“Tror du Niels er deroppe?” spurgte hun, og så op mod palæet på bakken.
“Altså der står jo, at damen som købte ham, bor der”, sagde jeg. Jeg kunne ikke helt forstå det selv. Det virkede mere som et puddel- eller dalmatiner-hus, end et Niels-hus.
”Nå, men vi er jo nødt til at gå derop”, sagde jeg.
“Du, Ole, hvordan kommer vi egentlig hjem, når vi har fået fat på Niels?” spurgte Ellen, mens vi begyndte at gå.
“Jamen vi skal jo ikke hjem, vi skal vel op til dine bedsteforældre, skal vi ikke?” spurgte jeg lidt forvirret.
“Øhm… jo, jo, det var også det jeg mente, men hvordan kommer vi derhen?” sagde Ellen.
Det var et godt spørgsmål. Vi havde ingen penge, og vi vidste knap nok, hvor vi var.
“Den, tid den bajer!” sagde jeg.
“Hva’?” spurgte Ellen.
Det var noget mor altid sagde, og jeg vidste egentlig heller ikke, hvorfor hun sagde det, men hun havde engang forklaret mig, at det betød, at det venter vi med at bekymre os om, til vi står i det.
Men til Ellen sagde jeg bare: “Det skal vi nok finde ud af”. Mens vi fortsatte med at gå, spekulerede jeg over, hvad hun havde sagt. Hvordan kommer vi egentlig hjem? Havde hun glemt sin mission? Eller havde hun opgivet den? Måske hun alligevel var begyndt at savne sin far? Eller måske var hun ligesom jeg begyndt at nyde vores venskab. Jeg håbede, det var det sidste. For over de sidste dage var jeg begyndt at tænke, at hvis det er sådan her det er at have en søster, så er det måske ikke så slemt, snarere tværtimod.
Der var langt op ad bakken, og vi mærkede, hvor trætte vi egentlig var efter nattens strabadser, så det gik ret så langsomt. 100
“Har du egentlig din egen far?” spurgte Ellen pludseligt.
Vi havde aldrig snakket om sådanne ting før, så jeg var lidt overrasket, men jeg svarede: “Ja… eller… nej … men altså teknisk set jo”.
Ellen så forvirret på mig, så jeg fortsatte.
“Altså jeg har en far, men jeg har ikke set ham, siden jeg var to”, sagde jeg.
”Er han død?” spurgte hun.
Jeg vidste, at hendes mor var død.
Mor havde fortalt mig, at Ellens mor døde, da hun var fire, og at hun siden havde boet alene med sin far.
“Nej… Eller, det tror jeg ikke… Jeg plejede at få fødselsdagskort fra ham… Men de kommer ikke mere… Men jeg tror ikke, han er død. Mor plejer at få penge fra ham hver måned, og det tror jeg stadig hun gør, så det må vel betyde, at han lever”, sagde jeg.
Pengene mor fik fra min far, havde hun forklaret mig, var et ’børnebidrag’, altså penge hun skulle bruge til at passe på mig alene. Men da jeg var lille, havde hun bare kaldt det ’sjovpengene’ og det betød, at når hun fik dem, skulle vi ud at lave noget sjovt, som at tage i zoo, i biografen, eller på McDonalds. Men da jeg blev ældre, forklarede hun mig, hvad ’sjov-pengene’ egentlig var, og at hun fra da af ville begynde at sætte nogle af dem ind på en konto, jeg kunne bruge, når jeg blev voksen. Lidt som den konto Bobo havde lavet til Diana med hendes cirkuspenge. Jeg kan huske, at jeg synes, det var kedeligt, og at jeg bedre kunne lide det, da det var ’sjov-penge’. Men Langfinger havde forklaret mig, at de penge ville blive til flere penge over tid, og at jeg så kunne have det rigtig sjovt, når jeg blev voksen. Jeg havde spurgt ham, hvorfor han vidste alt det, og han sagde, at hans far jo var bankmand og en søn af en bankmand ved bare sådanne ting.
“Savner du ham?” spurgte Ellen.
“Næ… jeg kan ikke rigtig huske ham”, sagde jeg.
“Jeg kan heller ikke huske min mor særlig godt længere, men jeg savner hende alligevel”, sagde Ellen.
”Hvordan kan man det?” spurgte jeg.
“Jeg kan huske, at det var dejligt at have en mor, og jeg savner at kunne huske hende”, sagde Ellen.
Jeg sagde ingenting, jeg så bare på hende og lyttede, mens hun fortsatte. “Far plejede at snakke om hende, og fortælle historier om hende, men det gør han næsten aldrig mere… Ikke efter vi flyttede ind hos jer”, sagde hun.
Jeg tænkte over det, og nu hvor hun nævnte det, syntes jeg også, at min mor fortalte mindre historier om min far nu, hvor Ellen og manden boede hos os. Men det sagde jeg ikke, for jeg syntes ikke, det var det samme.
“Men bedstefar og bedstemor fortæller stadig historier om mor”, sagde hun og smilte lidt.
Nu gik det op for mig, at de bedsteforældre hun ville bo hos, slet ikke var hendes farmor og farfar, som jeg troede, men hendes mormor og morfar!
“Er det derfor, du vil bo hos dem?” spurgte jeg, og hun nikkede.
“Og fordi de bor tæt på min gamle skole, så jeg kunne gå der igen”, sagde hun.
Jeg forstod hende lige pludselig bedre end jeg havde gjort for fire dage siden. Men jeg fik ondt i maven, for jeg havde virkelig ikke lyst til, at hun skulle flytte nu.
Inden vi kunne nå at tale mere, var vi nået toppen af bakken, og stod foran palæets indgang.
Alexander og Victoria
“Banker vi bare på?” spurgte Ellen.
”Nej, jeg tror vi ringer på, sådan et stort hus må da have en ringeklokke”, sagde jeg.
Vi stod begge to, og stirrede på døren. Der var noget faretruende over at ringe på døren til sådan et fint hus. Ved skovridderhuset havde jeg ikke tøvet et sekund, men det var noget andet.
“Kom nu, ring på!” sagde Ellen utålmodigt.
“Hvorfor skal jeg?” spurgte jeg.
”Hvad mener du med det?” spurgte Ellen.
”Det er da altid dig, som snakker med de fremmede”, sagde hun.
“Ja, men det her er rige fremmede”, sagde jeg, og kørte min sko nervøst gennem gruset.
“Jamen, så kommer vi til at stå herude for evigt, for jeg gør det i hvert fald ikke,” sagde Ellen, og vendte næsen i sky. Vi stod begge stædigt i stilhed et øjeblik. Så gav jeg op og sagde med en lille bedende stemme: “Måske vi kan gøre det sammen”.
Ellen sukkede: ”Okay så!” og vi gik begge op til døren.
“En, to, tre”, sagde jeg, og så trykkede vi begge på den lille knap ved siden af dørhåndtaget. Der gik et stykke tid, før der blev åbnet, men det var jo også et stort hus. Da døren gik op, stod en dreng på cirka vores alder, og så på os.
”Hvem er I?” spurgte han.
“Jeg hedder Ole, og det her er Ellen”, sagde jeg. Drengen stirrede bare ligegyldigt på os.
”Øhm, og vi er her for at hente Nie… Mefisto”, sagde Ellen. Inden drengen nåede at sige noget, hørte vi en lille stemme råbe: “ALEXANDER! HVEM ER DET!”
”Ikke nogen!” råbte drengen, som måtte hedde Alexander tilbage.
“DU LYVER!” råbte den lille stemme, som nu dukkede op i døren i form af en lille pige omkring seks-syv år uden fortænder, og med en stor rød sløjfe på toppen af hovedet. “Du løj! Der er jo nogen lige der” sagde hun, og pegede på os.
”Hej, jeg hedder Ole,” sagde jeg til den lille pige.
“Hej Ole, jeg hedder Victoria”, sagde hun, og vinkede til mig, som om jeg var langt væk.
“Hvad hedder du?” sagde hun, og smilede med sin halvt tandløse mund til Ellen.
“Jeg hedder Ellen”, sagde Ellen.
“Hvorfor er I hjemme hos os?” spurgte Victoria.
“De leder efter Mefisto!” sagde Alexander, og så vredt ned på hende, hvorefter han forsvandt med store tramp ind i palæet.
“Åh”, sagde Victoria, og så lidt trist ud et kort sekund.
“Vil i ikke med ind?!” spurgte hun så, igen muntert. “Jeg har popcorn!”.
Vi sagde ja, og gik med ind i palæet. Alt var så stort og så hvidt.
Vi fulgte Victoria gennem hele det hvide hus, til vi nåede til hendes værelse. Da vi gik ind, blev både Ellen og jeg målløse. Det lignede mere en stue end et værelse. Det var stort og flot, men det underlige, og det lidt uhyggelige, var, at der intet rod var, overhovedet. Sengen var redt, puderne i sofaen var så pæne og glatte, at det lignede, at de var nye. Alt legetøj lå nydeligt og ordentligt i store lyserøde kasser, selv bamserne sad snorlige på rad og række. Jeg kunne ikke lide det. Et børneværelse skulle rode lidt!
Det havde mor altid sagt: “Du skal holde orden i stuen og køkkenet, men værelset må du rode på ligeså tosset du vil!”. Jeg kan huske, da manden først flyttede ind, og så mit værelse, spurgte han, om ikke jeg skulle holde mit værelse ordentligt, hvortil mor svarede: “Jeg synes, børn skal have lov til at rode lidt”.
Det var tydeligt, at Victoria ikke havde lov til at rode lidt, men
måske var det kun ikke-rige børn, som havde lov til at rode?
“Det her er mit værelse!” sagde Victoria stolt.
”Sæt jer ned, så henter jeg popcorn!” sagde hun, og løb ud af værelset.
Vi gjorde, som hun sagde. Lige da vi havde sat os, kom Alexander ind på værelset.
“Hvorfor leder I efter Mefisto?” spurgte han.
“Fordi han faktisk hedder Niels, og er min hund”, sagde jeg.
“Du lyver!” sagde Alexander.
“Gu gør jeg ej!” sagde jeg vredt.
“Se her!” sagde Ellen, og hev billedet af Niels op fra min lomme.
“Men det er jo Mefisto?!” sagde Alexander overrasket.
“Niels!” sagde jeg surt, og Ellen gav mig en hård albue i siden, som den jeg havde fået i bussen.
“Men hvorfor har I det, Mefisto er jo vores hund, mor har selv købt ham i et cirkus”, sagde Alexander.
Så forklarede vi hele historien, om hvordan manden slap Niels fri, hvordan Arlo stjal og solgte ham, og om hvordan han prøvede at slå Diana ihjel.
Vi fortalte, hvordan vi var sluppet væk på Petronella, og hvordan vi var kommet herop bag på en ladbil.
”Wow!” havde Alexander sagt, da vi var færdige. Så, så han pludselig trist ud.
“Der er noget, jeg er nødt til at fortælle jer”, sagde han. Men inden han kunne nå at sige mere, dukkede Victoria op med en stor skål med popcorn.
Forræderi
“Så!” sagde Victoria, og satte sig ned mellem Ellen og Alexander med popcornene i skødet.
“Hvad er det?” spurgte jeg.
Alexander så på sin lille søster og sagde: “Jo…. ser I… Mefisto er her ikke længere”.
Nej, det kunne ikke passe! Ikke igen! Inden han nåede at fortælle os mere, dukkede en dame op i døren til værelset.
“Victoria Torstensen! Der er popcorn over hele køkkenet! Din mor kommer snart hjem, og du ved, hvordan hun har det med griseri”, sagde damen.
Da hun så os, blev hun lidt forbavset.
”Gud, jeg vidste ikke, at I havde gæster, hvornår er de kommet?” spurgte hun.
“Mens du hang vasketøj op”, sagde Victoria muntert, mens hun stak en hel knytnæve med popcorn ind i munden.
“Jeg synes da ikke, jeg har set jer før? Hvem er I?” spurgte damen med et venligt smil.
Jeg kunne ikke sige noget, jeg var stadig lammet af det faktum, at Niels igen var væk.
Så Ellen svarede: ”Øhm… vi har heller aldrig været her før… men vi… vi er nye i klassen”.
Heldigvis nikkede Alexander og sagde: ”Ja, det er mine nye venner… de hedder… øhm…”
”Ole og Ellen”, sagde Ellen hurtigt.
”Okay”, sagde damen, og gik hen og nussede Alexander i håret: “Men du ved jo, at jeres mor ikke er vild med besøg, som ikke er på skemaet, så det er nok bedst, at de tager hjem inden hun kommer”.
Alexander nikkede.
Så aede damen blidt Victoria på kinden og sagde: “Og du lille
frøken… Du slipper for oprydning denne gang, fordi I har besøg … det er sidste gang du slipper så let, din lille gavtyv”, og så forlod hun værelset igen.
”Hvem var det?” spurgte Ellen, da damen var i sikker afstand.
“Det er vores barnepige Marlena”, sagde Alexander.
Jeg var utålmodig, og spurgte: “Hvad mener du med, at Niels ikke er her?”.
Alexander tøvede, og så ned i gulvtæppet.
“Altså… i går tog Victoria og Marlena, Mefisto med op på den store bakke”. Han pegede ud af et af de store vinduer på noget, som mest af alt lignede et stort grønt bjerg.
“Og så slap snoren ud af hænderne på Vicky, og Mefisto forsvandt deroppe”, sagde Alexander.
Jeg kunne ikke tro det. Det kunne ikke være sandt!
Victoria var begyndt at græde ned i sine popcorn.
Så mumlede hun grådkvalt: “Det var altså ikke med vilje”.
Ellen aede hende på armen og sagde: “Nej da, selvfølgelig ikke, det kan ske”.
I min vrede kunne jeg ikke lade være med at tænke: “Ja, for små børn! Og din idiot til far!”.
Men i stedet sagde jeg: “Vi må op og finde ham!”.
“Jeg ville ønske, vi kunne, men det har været tåget siden i går, så er det farligt at gå derop”, sagde Alexander.
“Jeg må finde ham!” sagde jeg, og gik ud af værelset.
“Ole!” sagde Ellen, og fulgte efter mig.
“Vent nu lige, måske vi skulle vente, hvis det er farligt”, sagde hun.
“Jamen, hvis det er farligt for os, så er det jo også farligt for ham!” sagde jeg, og fortsatte mod døren.
Ellen blev ved: “Jo, men Ole, bedstemor sagde, at det nok er bedst, hvis vi venter på far og Marianne, så skal de nok hjælpe os…”.
“Hvad!” afbrød jeg. “Har du snakket med din bedstemor?!” sagde jeg vredt.
“Nej… nej, vi skrev bare lidt sammen”.
“Skrev sammen! Du lovede at holde din telefon slukket!”,
råbte jeg.
“Jeg ved det, men det var jo bare en besked”, sagde hun. Nu løb jeg ud af palæet.
“Ole vent! Stop!” råbte hun, og løb efter.
Ude i gruset foran palæet stoppede jeg op, vendte mig mod Ellen, som var lige bag mig, og begyndte at råbe:
“Hvordan kunne du! Du lovede ikke at tænde den! Nu er de sikkert lige i hælene på os! Så henter de os hjem, og så ser jeg aldrig Niels igen!”
”Undskyld Ole”, sagde Ellen. Men jeg fortsatte med at råbe.
“Du skulle absolut med! Men du ville aldrig finde Niels, ville du? Du ville bare hjem til dine bedsteforældre! Ville du ikke?”.
”Nej, jeg ville ikke…”, forsøgte Ellen, men jeg var ikke færdig endnu.
”Du er EGOISTISK, DET ER HVAD DU ER!” skreg jeg. Nu fik Ellen nok.
”Er JEG egoistisk?! NEJ! DET ER DIG SOM ER EGOISTISK! Vi bor i DIT hus! Vi går på DIN skole! Med DINE venner! Du har DIT værelse, og vi leder efter DIN hund!” skreg hun af mig.
Jeg var lamslået.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg sagde bare: “Jeg synes du skal tage hjem… eller tage hen til dine bedsteforældre, jeg er da ligeglad! Jeg tager selv op på bakken!”
“FINT”, råbte hun.
Så begyndte jeg at løbe.
Jeg løb og løb alt, hvad jeg kunne. Hvordan kunne hun gøre det? Efter alt hvad vi havde været igennem de sidste par dage. Efter alt det sjov vi havde haft sammen! Jeg var faktisk begyndt at tro, at vi var venner! Ja, jeg havde endda kort tænkt på hende som en søster! Så dum jeg var. Jeg følte mig så svigtet. Jeg troede, at jeg kunne stole på hende. Jeg fattede ikke, hvordan den pige som havde taget min hånd i cirkusset, og redet sammen med mig igennem natten på en hesteryg, kunne bryde min tillid på den måde. Ellen og jeg havde delt hemmeligheder, som jeg aldrig havde delt med nogen. Det var det, som gjorde allermest ondt.
Jeg havde løbet langt og stejlt opad, og til sidst gav mine ben efter under mig, og jeg kollapsede i det våde græs. Som jeg lå der våd og alene, savnede jeg mere end mor, endda mere end Niels, den søster jeg troede jeg havde.
Afgrunden
Da jeg var kommet på benene igen, var jeg gået resten af vejen op. Pludselig var stien stoppet, og der var bare græs. Her tænkte jeg, at det var et godt sted at starte med at kalde på Niels.
“Niels! Niels!” råbte jeg, mens jeg prøvede at se efter ham i den tykke, kolde tåge.
“Niels!” råbte jeg igen, og så hørte jeg noget meget svagt, som måske kunne være et bjæf.
Jeg løb mod bjæffet.
Græsset var vådt og glat, men jeg fortsatte direkte ind i tågen.
Jeg løb som i blinde.
Men pludselig var der et hul i tågen, og jeg så en smal afgrund, og stoppede brat op. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde nået at se det, inden jeg var styrtet ned. Så hørte jeg det igen, lyden. Jeg så på afgrunden og bedømte bredden. Jeg blev enig med mig selv om, at den kunne jeg snildt hoppe over, hvis jeg tog tilløb. Så jeg begyndte at bakke. Men så hørte jeg noget andet end den svage bjæffen, som fik mig til at stoppe og kigge bagud.
“OLE!”
Det var Ellen.
Hvad lavede hun nu her?
“Kom tilbage! Det er alt for farligt!” råbte hun.
“Du kan da være ligeglad!” råbte jeg tilbage, og gjorde mig klar til at springe.
“Ole, jeg mener det! Det er glat! Vær sød ikke at springe!” råbte hun.
“Niels er derovre et sted, jeg er nødt til det!” råbte jeg.
Hun havde aldrig forstået min mission.
Jeg satte i gang med at løbe.
“Nej, Ole!” råbte Ellen, og løb efter mig.
Jeg var ligeglad, jeg løb bare videre, men så hørte jeg noget, som fik mit blod til at fryse til is.
Et skrig.
Ellens skrig.
Jeg vendte mig med ét, og løb tilbage, men jeg kunne ikke længere se hende.
“ELLEN!” skreg jeg desperat, men ingen svarede.
Jeg kaldte igen: “ELLEN!”. Denne gang med tårer i øjnene.
Jeg var så bange, mere bange end jeg havde været i hele mit liv. Men så hørte jeg hende. En rystende stemme som kom nedefra i tågen:
“Ole! Hjælp”.
Jeg løb mod stemmen, og så, så jeg hende. Hun lå ud over kanten på en del af afgrunden, som havde været skjult af tågen, og klamrede sig til en stor græstot.
“Ole, pas på!” sagde hun.
Jeg smed mig ned i det våde græs, og greb fat på hendes arme.
“Tag fat i mig!” råbte jeg.
Hun greb fat, og jeg forsøgte at trække hende op, men det var svært, fordi det var glat, og pludselig begyndte jeg selv at glide.
Vi skreg begge to, mens jeg desperat prøvede at få fat om et eller andet med mine fødder, men vi gled bare langsomt mod afgrunden. Det var ude med os.
Men pludselig var der noget, som greb fat om mit bukseben. Jeg vendte hurtigt hovedet, og der så jeg ham.
“Niels!” udbrød jeg.
Og ganske rigtigt, der stod han, Niels, og havde bidt sig fast i mit bukseben, og holdt os fra at falde i døden.
Men han kunne ikke trække os op, han var for lille, så det var kun et spørgsmål om tid, før han ville glide med os. Men for en kort stund havde han reddet os.
“Ellen!” råbte jeg.
“Ja”, råbte hun tilbage.
“Hvis vi dør nu, skal du bare vide … at jeg ikke ville have haft noget imod at kalde dig min søster længere”, råbte jeg.
“Heller ikke mig, du er min bror!” råbte hun.
Hun var begyndt at græde.
“Jeg vil ikke dø, Ole!” råbte hun.
“Det vil jeg heller ikke!” råbte jeg.
Jeg græd også nu.
Men da det så allersortest ud hørte vi en velkendt lyd.
“VUF!”
Jeg så op, og der lige på den anden side af afgrunden stod Baldur.
Han sprang elegant over afgrunden.
Han tog fat om mit andet bukseben, og så trak han til.
Han var utroligt stærk, og vi var oppe på sikker grund på nul komma fem.
Da vi var i sikkerhed, omfavnede Ellen og jeg hinanden Jeg havde aldrig været så lettet, og måske derfor, var det nok det bedste kram, jeg før eller siden havde fået. Så krammede vi også Baldur og Niels.
“Hvad skulle vi dog have gjort uden jer?” sagde jeg og klappede dem begge.
Niels havde en dum lille sweater på, hvor der stod Mefisto med rhinsten.
”Hvad er nu det for noget fjol”, sagde jeg, og hev den af ham, fiskede hans eget halsbånd op af lommen, og gav ham det på, og lige der føltes alt rigtigt i universet igen. Mens jeg gjorde det, klappede Ellen Baldur og sagde: “ Hvad laver du her?
Hvordan fandt du os?”.
I samme øjeblik hørte vi noget inde fra tågen: “Ole! Ellen!”
Det lød som mor og manden, men kunne det være dem?
Så hørte vi nogle andre stemmer: “Ellen! Ole!”
Det lød som Skovridderen og Forklædet.
“Baldur, snak!” lød det fra tågen.
“VUF!” bjæffede Baldur med det samme.
Molly!
“Ole! Ellen! Hvor er I?".
Det lød som Diana.
“K… kom frit frem!”
og Bobo!
De var her alle sammen! Og nu trådte de ud af tågen.
Mor og manden var først, og de løb hen, og greb hvert sit barn, og knugede os ind til sig.
“Ole! For fanden!” sagde mor, mens hun knugede mig hårdere og hårdere.
Så holdt hun mig ud fra sig, så hun kunne se mig, og sagde:
“Jeg har aldrig været så bekymret i hele mit liv! Hvor kunne du finde på sådan noget dit lille fjols!”
Hun rystede mig blidt frem og tilbage.
Så tog hun mig ind til sig igen, og kyssede mig over hele ansigtet.
Åh, hvor jeg håbede Molly ikke så det.
Jeg så over på Ellen, hendes far holdt også om hende, mens han hulkede som en lille baby og sagde: “Min lille Ellen”.
Niels var begyndt at springe op og ned ad mor, og logrede helt vildt med sin lille hale. Og først nu opdagede hun, at han var her.
”Jamen! Niels!” sagde mor chokeret.
“Så du fandt ham!” sagde hun, og rodede mig i håret.
Så gentog hun med et smil: “Dit lille fjols”.
Da mor og manden blev færdig med at kramme os, blev det de andres tur.
Diana kom først, og krammede både Ellen og jeg, og sagde:
“I er skøre i to, hvis jeg havde vidst, at I var så dumdristige, havde jeg ikke efterladt jer!”.
Efter det, fik vi et klap på skulderen fra Bobo, som sagde: “Tak for alt jeres hjælp!”.
Så fik vi to store kram fra Morten og Thomas, som så på os, og sagde: “I er nogle små snedige rad!”
Så blev det Mollys tur, hun kastede sig i armene på os begge, og sagde “I gjorde det! I fandt ham!” Så kyssede hun mig på kinden, og mit ansigt begyndte at brænde.
Hun hilste på Niels, og gik over til Baldur.
”Du er sådan en god hund, Baldur! Ja, du er så dygtig!” sagde hun, mens hun kradsede ham på ryggen, og hans store hale slog fornøjet fra side til side.
Nu tog jeg for første gang siden vi fandt ham, Niels op i armene.
”Hvor var det godt, vi fandt dig min ven”, hviskede jeg til ham, og han slikkede mig i ansigtet.
“Jeg fatter ikke, at I fandt ham!” sagde manden, og så på os.
”Ole, jeg er så ked af det, jeg gjorde… Jeg skulle have lyttet til dig... Kan du tilgive mig?”, fortsatte han.
Jeg var ikke helt sikker. På den ene side var jeg stadig vred, men på den anden side havde jeg jo Niels tilbage. Jeg tænkte på, hvad Diana ville have gjort. Hun havde jo masser af fædre, som ikke var hendes rigtige, og hun kunne også sagtens dele sin far-far med resten af cirkusset. Og så var det også, som om manden ikke virkede så ond længere efter alt det, som skete med Arlo i cirkusset.
Efter lidt overvejelse besluttede jeg mig for at give ham en ny chance. “Jeg tilgiver dig”, sagde jeg højtideligt.
Ketil gav mig et kram, det havde jeg ikke forventet, og jeg var ikke helt sikker på, om jeg kunne lide det.
Så snøftede han, og sagde: ”Lad os komme ned til bilen, jeg har en overraskelse til jer”.
På vej ned af bakken gik de voksne, og talte sammen, Ellen og jeg fulgtes med Molly og Diana. Vi fortalte Molly alt det der var sket, og Diana fortalte, om da hun var kommet hjem med testamentet, var hele cirkusset gået sammen om at fange Arlo i sin vogn, og ringede til politiet. Diana havde vist politiet testamentet, og forklaret dem, hvordan han havde svindlet, og at han derudover aftenen før havde forsøgt at slå hende ihjel. Så de havde taget ham med, og Masca var blevet udnævnt som den nye cirkusdirektør.
“Så det betyder, at jeg nu er hesteansvarlig! Det bliver nu: ”Giv en varm velkomst til Diana og hendes heste!” sagde Diana opstemt.
Vi ønskede hende tillykke, og lovede at komme og se den næste forestilling.
Overraskelsen
Da vi nåede ned til palæet, stod alle bilerne, Alexander og Victoria, og ventede på os.
“I fandt ham!” råbte Alexander, og løb hen til Niels.
Niels hoppede op af ham, og slikkede hans hånd. Jeg kunne mærke et lille stik af jalousi. Så kom også Victoria løbende hen, og hun fik et lille slik på kinderne.
“Hvor var det godt I fandt ham”, sagde Alexander.
”Undskyld, jeg mistede ham,” sagde Victoria, mens hun aede Niels på ryggen.
“Det er okay, det var jo ikke første gang nogen mistede ham” sagde jeg og følte mig vældigt storsindet.
Pludselig kom der en dame, jeg ikke havde set før, men som jeg ud fra hendes fine sorte tøj, tænkte måtte være Alexander og Victorias mor, Annalisa Torstensen, ud af huset. Hun lignede virkelig en dame, som ikke lod børn rode, eller få besøg udenfor skemaet.
“Mefisto!” udbrød hun. Men Niels blev stående ved siden af mig.
“I har fundet vores hund!” sagde hun.
“Jeres hund? Nej, det må vist være en misforståelse, det her er vores hund, Niels”, sagde mor.
”Nej, jeg er ret så sikker på, at det der er den hund, jeg købte i dyre domme for bare få dage siden”, sagde Annalisa Torstensen spidst.
“Det er meget muligt”, sagde mor “men så har du købt en stjålet hund, for det her er vores Niels”.
Annalisa Torstensen skulle lige til at protestere, men Alexander hev hende i ærmet og sagde: “Det er rigtigt mor, han er deres”.
“Men skat…” begyndte hun, men han afbrød hende:
“Desuden har jeg altid hellere ville have en kat”.
“JA mor en KAT!” råbte Victoria.
“Okay, jamen kat må det så blive”, sagde hun, og lagde hånden om begge sine børn.
“I kan tage hunden! Men I kan ikke holde her, det er privat
ejendom”, sagde hun så, og vendte rundt, og gik ind i sit palæ.
Alexander og Victoria vinkede til os, og fulgte efter. Mor fnøs.
”Sikke en fisefornem skinke!” sagde hun.
“Mor!” sagde jeg, og hun tog sig til munden.
“Inden vi kører er jeg nødt til at vise jer overraskelsen”, sagde Ketil, og gik hen til bagdøren af bilen. Ellen og jeg stod begge spændte.
“Hvad tror du det er?” spurgte jeg hende.
”Jeg har ingen anelse! Far finder aldrig på overraskelser”, sagde hun. Ketil åbnede bagdøren, og derinde stod en kasse, som bevægede sig, og lavede pibende lyde.
Kunne det være… Nej det var vel ikke…
Manden bøjede sig ned over kassen, og løftede en lille pelskugle op derfra.
“En hund!” udbrød Ellen.
”Ja, vi var jo ikke sikre på, om vi ville finde Niels igen, og Ole var jo så trist, så jeg tænkte, at vi jo måtte ha’ en … ja, nu to hunde”, sagde han og lo. Han rakte Ellen den lille hund, og den pressede sig ind til hendes bryst. Niels snuste nysgerrigt til den lille hvalp, og kunne ikke lade være med at tænke: Så fik
Niels også en lillebror.
“Hvis ikke I forsvinder fra min ejendom omgående, så ringer jeg efter politiet!” råbte Annalisa Torstensen ud af vinduet.
“Vi må hellere komme af sted”, sagde Ketil, og vi hoppede alle ind i vores biler, og forlod palæet.
Mens vi kørte hjemad fortalte vi mor og Ketil alt om de sidste par dage. De forsøgte at skælde os ud for at løbe væk, og rode os ud i så meget fare, men de virkede nu alligevel til at være lidt stolte af os.
Efter vi havde fortalt historien, fik jeg en idé.
“Ketil?” spurgte jeg.
Han virkede helt forfjamsket over, at jeg talte til ham.
“J..ja Ole”.
“Det var fordi jeg tænkte på… hvordan var Ellens mor egentlig?" spurgte jeg.
Ellen så overrasket på mig, så smilede hun.
”Øhmm… ja… hun…” sagde Ketil, mens han så lidt nervøst over på mor.
“Ja, det har jeg faktisk også tænkt på”, sagde mor, mens hun smilede, og aede ham på skulderen.
Så begyndte Ketil at fortælle om Ellens mor. Hun havde været meget ligesom Ellen, hun elskede bøger, og havde drømt om at skrive dem en dag. Hun havde været lærer, og de havde haft et dejligt liv sammen.
”Ja, og så elskede hun heste”, havde han sagt til slut.
“Hvad!” sagde jeg, og lo.
Så daskede jeg til Ellen og sagde: “Så er det der, du har det fra! Du har arvet det!”
Hun lo også.
“Hvad så?” spurgte Ketil, og lo også lidt.
“Vi fandt ud af, at Ellen er hestepige, mens vi var i cirkusset”, sagde jeg, mens jeg grinede.
“Virkelig!” sagde mor. “Jamen. så skal vi da have meldt dig til noget ridning!” sagde hun, og så om på Ellen.
”Må jeg godt det!” spurgte Ellen begejstret.
“Ja da!” sagde mor.
Nu begyndte den lille hvalp at røre på sig efter den lur, den havde taget trygt nede i kassen.
Ellen tog den op til sig, og mor sagde: ”Nå, hvad skal vi egentlig kalde den lille fyr?”
Jeg så på Ellen, og hun så på mig, og vi sagde begge i kor: “Mefisto”.
Så vi lo vi alle sammen.
idahauerholtviborg
ida hippi viborg gmail com
idahauerholtviborg.com
This is a final production from Graphic Storytelling, The Animation Workshop, Via University College, 2025
Ole har det perfekte liv! Han har mor, hans ven Mads Langfinger og hans aller bedste ven i hele verden: Hunden Niels. Eller, det vil sige, Ole havde det det perfekte liv indtil mor mødte manden og han flyttede ind i deres hus med sin datter Ellen. Ole hader manden og Ellen, men idet mindste har han sin hund. Lige indtil manden mister Niels i skoven!
Resten af familien gør knap nok et forsøg for at finde Niels, synes Ole. Han beslutter derfor at det er op til ham at finde ham, og løber hjemmefra. Men hvorfor er Ellen som - Ole nærmest ikke engang har hørt tale siden hende og hendes dumme far flyttede ind – taget med?
JAGTEN PÅ NIELS er en sjov og
spændende historie om venskab, skovriddere, klovne, hestepiger, onde cirkusdirektører, og hvordan familier kommer i alle mulige forskellige former og størrelser.
